,

Trail Verbier Saint-Bernard 2016 – nu med en tur på røven og en pind ved navn Wilson

Forhistorien….

Juni 2013 mødes jeg med Søren Brahe for at løbe et par træningsture omkring Himmelbjerget. Jeg ville gerne have løbet nogle bakker egentlig som forberedelse til Julsø Ultra som på det tidspunkt lå i august måned. Søren var i gang med at træne op til et for mig, fuldstændig vanvittig løb. Trail verbier Saint-Bernard (TVSB). 111 km med 8500 højdemeter. De skulle både løbe over en gletcher, igennem sne og over høje bjerge….. 3 år efter er jeg selv meldt til. Spændt som en fjeder og klar.

søren brahe

Jeg var rejst til Verbier sammen med Steffen som også skulle deltage i Xalpine. Det var lidt en hit´n run tur. Afgang hjemmefra fredag. Sove i sovesal fredag. Vi gik relativt tidligt til køjs idet vi skulle klokken 02.15 og gøre klar til løb. Vi skulle køre i bil fra Bagnes hvor sovesal og Expo var og op til Verbier hvor start/mål lå. Løbet startede kl 04.00.

28162861391_fbe294ce36_z13817284_10153491573237757_720193823_n

Vi havde holdt godt øje med vejrudsigten op mod løbet idet den havde været meget vekslende. En uges tid før løbet stod den på 8-10 grader og massiv regnvejr….men det vendte heldigvis og på dagen var det ekstremt varmt. Plus 30 grader og solskin fra en skyfri himmel.

Af udstyr brugte jeg samme setup som til transgrancanaria bortset fra jeg brugte en anden rygsæk med lidt mere plads grundet større udstyrs krav her. Læs evt mere om udstyret i denne blog. Jeg bruger generelt en stor del af compressport tøjet (Tights, sleeves og trøjer) . Af sko primært Altra Olympus 2.0 efterfulgt af Altra Lone Peak 2.5. Alt virkede super 🙂

Start Verbier – Le Catogne: 22 km

Endelig…..kl. 04.00 lørdag d 9/7-16 blev vi sendt afsted. Forinden start skulle jeg dog lige have styr på min softflaskerne i min rygsæk. Den ene var blevet utæt og på blot en time var den ene side af rygsækken gennemblødt! Fantastisk. Bare ikke så meget at gøre ved det, så jeg valgte at parkere tankerne omkring en våd rygsæk og tænke at om en halv time ville jeg svede sådan at jeg ikke mærkede noget til det. Den lille utæthed i flasken kom ikke til at genere på turen.

Efter en kort tur gennem Verbier skulle vi på den første lille stigning. Sådan lidt en “komme i gang” stigning. Vi blev hurtigt arbejdet varme i mørket og hvis ikke vi havde fået varmen, så skulle jeg da lige love for at nedløbet gav os den. Lårene kom på arbejde og vi fik lidt en idé om hvordan arrangørerne skiltede ruten mv. Det gik jo meget godt det her tænkte jeg mens vi nærmede os første depot på rutens laveste punkt (714m) efter 12 km. Samtidig havde jeg i bagovedet at efter depotet kom løbets længste sammenhængende stigning. Vi skulle fra de 714 m og op til 2598. Av!

92e638d3

 

Det var utrolig flot fra morgenstunden hvor solen stille stod op og der var lidt diset når vi en gang imellem kiggede ud på bjergene. Vi var inde i et godt flow og bevægede os langsomt opad. Pludselig kom vi til depot ingen af os havde regnet med….men for mig var det mere en kærkommet idet maven i den grad havde brokket sig. Jeg blev ind i en simpel bjælkehytte ned af en lang skummel trappe. Det var mørkt og vist ikke meningen at det skulle fungere “løbstoilet”….Havde lige en svag erindring omkring filmen “De grønne slagtere”. Nu blev jeg nok snart lukket inden heroppe i bjælkehytten og brugt til kødpålæg 🙂 Fik heldigvis lov til at løbe videre…..Op, op og endnu mere op. Og endelig kunne jeg langt deroppe se en markering der viste et bjergpas. Der skulle vi op. Et fuldstændig vanvittig fedt panorama billede mødte os det sidste stykke vej mod toppen. Vi løb her på en sti på max 2 meter i bredden. På hver side gik det stejlt ned. Altså som i total stejlt!! Ikke noget farligt, men hold nu fast en vild fornemmelse.

13820607_10153491573622757_1193999554_n

 

Le Catogne – Orny: 33 km og 2826 m (turens højeste punkt)

Hey, Dannie – are you from Sweden lød det fra manden der stod på toppen af bjerget og “speakede” fra den lille klynge mennesker der stod der. Fik hostet noget Ala, no – from Denmark hvorefter en løber foran mig vender sig. From Denmark. Do you know Heine Pedersen? Øh nej, egentlig ikke, men tror jeg har set hans navn på startlisten til 4k løbet til september og mener også han har løbet Tor De Geants? Han svarede at han havde fulgtes med Heine på TDG og også havde besøgt ham i DK. Lidt morsomt som verden pludselig blev lille…Gik ikke mange minutter før smilet på munden fortrak sig og blev til en meget koncenteret og dybt fokuseret mine. Glemmer aldrig dette nedløb. Løb og løb. Det var mere at holde fast i sten og tænke nøje over hvert fodtrin. Det var virkelig en svær passage. Selvom det primært gik ned her, så skulle vi kravle/klatre nogle få hundrede meter op et sted. Her fik personen foran mig en ret stor sten i hovedet idet dem ovenover havde skubbet nogle ned. Heldigvis ikke noget slemt, men han måtte da godt nok lige sidde lidt ned.

Langt om længe nede i bunden. Gennem depotet for at begynde opstigningen til turens højeste pkt, Orny i 2826 m højde. Hvor var det vildt at komme så højt op.  Kunne se toppen nu med “jerngeden”. Men hov. Hvor pokker var min softflaske i højre lomme????? Fuck. Jeg havde tabt den ene dunk hvilket var katastrofalt på denne varme dag.  Jeg SKULLE have mulighed for mere væske. ½ liter var alt for lidt mellem depoterne. Oppe på toppen spurgte jeg i i depotet om de tlfældigvis havde en ½ liters plastikflaske jeg måtte få….De ledte og ledte, begyndte at trække undskyldene på skuldrene inden der kom en mand og sagde et eller andet jeg ikke forstod. Han vendte om og stak hovedet ned i skraldeposen bagved. YES. Op kom en plastik flaske. Den blev lige skyllet af og derefter fyldt op med vand og i min vest. Den sad super fint så det var perfekt.

13702491_10153491521002757_1928089109_o

Orny – La Fouly (49 km)

Ned igen. Var ret spændt på et meget stejlt stykke med sne. Det var total umuligt at løbe på, så der var ingen anden mulighed end at sætte sig på bagdelen og ellers bare kure afsted som på en anden kælkebakke. Det var lidt sjovt faktisk 🙂 Tror nærmest det var min hurtigst split tid under hele løbet!!!

FB_IMG_1468562657026

Lidt længere nede mødte jeg min rejsemakker, Steffen, som mildest talt var en presset mand. Vi snakkede kort og blev enige om at det værste af turen helt bestemt nu måtte være overstået. Videre afsted og synes det begyndte at køre ok igen. Havde styr på drikkedunkene og benene havde det fornuftigt. Så indtraf det næste uheld. Min højre stav kilede sig fast mellem nogle sten og jeg nåede ikke at bremse op. Knæk sagde det, og midt på nederste sektion var staven knækket. Jeg bruger stave stort set hele løbet igennem så det var mildest talt noget møg. Tænkte hvis jeg brækker det knækkede stykke af, så har jeg trods alt stadig begge stave om end den ene er 10 cm kortere…. Men nej, 1 times tid senere gik den fuldstændig itu så den røg i den nærmeste skraldespand. Men for hulen. Der manglede næsten 70 km endnu af løbet. Jeg prøvede at kigge efter grene i skoven og endelig fandt jeg noget brugbart. Ikke alt for tung – ej heller for spinkel og med en tilpas længde. Det var i hvert fald et forsøg værd. Forsøget kom til at vare resten af løbet 🙂 Grinede lidt af mig selv og valgte at kalde grenen for “Wilson” lige som i filmen Cast Away med Tom Hanks. Så havde jeg én at tale med.

13692375_10153491573782757_1966399715_o

 

La Fouly – Bourg st Pierre (76 km):

Ved depeot i La Fouly snakker jeg lidt ned én af de få depot folk der forstod engelsk. Han fortalte at resten af ruten var rigtig fin og jeg skulle glæde mig til de næste to toppe. Der ville ligge en del sne, men arrangørerne havde valgt at “sikre” ruten med nogle reb på kritiske steder for ikke at skulle ændre den oprindelige rute…..Hmm….Skulle nok blive spændende….

Over de næste 10 km skulle vi op i ca 2700 m. Trætheden begyndte at presse på.  Havde på dette tidspunkt virkelig massiv krise, primært mentalt. Havde for længst skubbet alle tanker omkring en tid for gennemførsel af løbet til fordel for “blot” at gennemføre. Havde været rundt om de sædvanlige sikre positive tankekort. 1: at jeg hjemmefra havde fået lov til dette og derfor også havde at gennemføre – hvad hulen skulle jeg ellers bruge tiden til. 2: Det hele her er jo bare for sjov – det er ikke en pinsel! 3: Jeg var ikke skadet 4: Jeg er jo top privilegeret i det hele taget at være med til disse trailløb. Og sikkert endnu flere af disse positive tankekort….De virker normalt med det samme og renser tankerne. Men synes ikke rigtig de bed på og hjalp mig. Satte mig her på en sten i 2 minutter. Tog en bar fra rygsækken. Noget at drikke og kiggede et par andre der kom forbi i øjnene. De så lettere slukkede ud. Det gik langsomt og der var ikke rigtigt nogen der snakkede. Jeg besluttede mig for at uanset hvad, så SKULLE jeg hen til hoveddepotet – der ville jeg tage mig tid til at spise en omgang almindelig mad og i og med at tiden ikke var en faktor for mig længere, så ville jeg også hvile.

 

13692179_10153491520727757_1394765374_o

På vej op var det fantastisk flot igen. Mange passager med mere eller mindre sne. Jeg brugte en del tid på at nedkøle mig selv med sneen. Dejlig tøsne ned af ryggen og rundt ved visoren. Det virkede super og ved depotet ved Grd st Bernard ( mellem de to toppe) var hovedet med igen og tankerne om ikke at gennemføre var væk igen.

Jeg kom hen til stykket med reb. Godt man ikke var fuldstændig smadret her idet at have sat fødderne forkert kunne have haft fatale konsekvenser. Det var ikke første gang i løbet jeg havde haft den følelse. Stille og roligt fladede nedløbet ud og der kunne små luntes lidt nogle steder. Flere steder skulle floder og vandløb passeres og skoene var stort set hele tiden småvåde. Nogle km før hoveddepotet var der en ret stor flod der skulle passeres. Der var et tov vi skulle holde fast i henover. Så ud i det. Vandet var dejlig koldt men skoene var nu total fyldte med vand og det gik stadig temmelig meget ned. Mine såler krøllede sammen så jeg besluttede mig for at skifte sko og tøj når jeg fik min dropbag ved 76 km.

 

Bourg st Pierre – La Chaux (103 km):

Endelig nåede jeg mit delmål. Hoveddepotet. Havde egentlig tævet mig lidt i nakken over at kalde det for et delmål idet det jo åbnede op for at trække stikket der og være “tilfreds” med at have nået så langt. Så prøvede at droppe tankerne om bare at skulle komme hertil. Jeg gjorde som jeg havde besluttet. Skiftede trøje og sko. Tog en gang pasta og sendte en hilsen hjemover. Jeg brugte ca ½ time i dette depot hvilket jeg synes er LANG tid. Men igen. Tid var ikke så væsentlig længere. På vej ud spurgte jeg en official om han ville tjekke op på Steffen, da jeg var lidt bekymret for om han var droppet ud. Fik en super positiv besked om at han var strøget forbi sidste tjekpoint en lille time efter mig. YES. Optur.

Jeg gik i gang med anden sidste stigning. Profilen så ikke så voldsom ud. Jeg følte det som en behagelig stigning. Der kunne holdes rimelig gå tempo flere steder. Pandelampen var kommet på igen. Tøjet var tørt og temperaturen var stille og roligt på ved ned mod de 20 grader hvilket var skønt efter de plus 30 grader der havde været meget af dagen igennem og stort set ingen sky i sigte. Kunne nu begynde at tænke lidt frem mod den sidste stigning som jeg på forhånd havde hørt en del om. Inden da ventede et depot på toppen af Mille (2480 m). Det mindede lidt om et laserat. Der sad omkring 10 løbere pakket ind i tæpper og så ret pressede ud. Jeg havde det heldigvis rigtig godt. Stadig godt gennem tilfreds over at være kommet ud af min største krise nogensinde i et løb (på nær mit første Hammertrail – DNF 2013). Det motiverede mig lidt at se de pressede folk. Skyndte mig hurtigt ud i natten igen og ud på det sidste lange nedløb. Dammit hvor gjorde hvert skridt ondt nu. Handlede kun for mig om at tænke frem mod at komme ned i bunden, hvor det skulle knokles direkte op mod himlen….

Endelig. Endelig går jeg ind på den sidste stigning. Tallene i sig selv er vanvittige. På ca 3 km skulle vi op fra 1074 m til 2266 m. Det var seriøst stejlt. Altså helt vildt. Ikke så svært igen, men bare stejlt. Jeg var nede på at tælle skridt. 30 skridt – pause. Efter hvad der føles som en evighed nåede jeg løbets sidste depot.

La Chaux – Verbier, mål (111 km)

Depotet her var ved en stor lift station til ski. Mindede mig rigtig meget om sidste depot ved UTMB løbet CCC. Hefter var der oså kun et nedløb tilbage. Let og på en grusvej…Men nej nej. Sådan skulle det selvfølgelig ikke være her. Ud på de små singletracks. Fuld koncentration. Tæsk i samtlige muskefibre i benene. 3-4 km/t nedad. Men ned gik det og der kunne tælles ned. Lysene kunne skimtes fra Verbier og det var bare klasse. Endelig kom jeg til Verbier og løb rundt i gaderne kl godt 5. Mere end 25 timer siden løbet startede nåede jeg målstregen. Det obligatoriske sejrsbrøl og en kæmpe forløsning over at være kommet igennem.

received_868486373295356

 

Det her løb har for mig sat en overligger for hvor svært og teknisk et løb skal være. Det var flere gange på grænsen af hvad jeg synes var forsvarligt. Jeg synes at flere af depoterne var “lidt slatne” og manglede i den grad en medalje ved målgang. Når det nu er sagt, så er jeg blevet beriget med en oplevelse der kommer til at sidde i kroppen og tankerne længe. Storslået natur. Både fysiske og psykiske kriser der blev overvundet. Der er blevet fyldt en del i erfaringsbanken omkring evt udfordringer næste år….skal bare lige finde ud af om det vejer for eller imod.

Vil på det stærkeste anbefale dette løb for folk der har prøvet trailløb før og søger en seriøs udfordring.

 

Ses på stierne / Dannie

Følg evt med på @dannietrail

,

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

, ,

Samsø Ultra

Løbet fra helvede og så alligevel ikke

Læn dig tilbage, den her er lang

Det er lørdag og klokken er 8:55 Vi står klar på stregen, til en lille 100km hygge tur samsø rundt.
Vi´ er Steen min makker, som i år har trukket mig igennem flere seje løb. Uhrskov Marathon, Julsø ultra og Keufelsköpf ultra. Vi løb også Gudenå ultra sammen i påsken, men der var jeg noget bedre løbende end til de andre tre løb.
Med var også Klaus, Mikael og Thomas. Så 5 mand fra Horsens All Runners stod klar, sammen med 35-40 andre løbere. Alle med den samme agenda, nemlig en fed dag i sporet.
Efter race brefing ved Palle, der sammen med bror Steen, laver Samsø ultra kommer vi afsted. Steen og jeg lægger stille ud, vi er helt enige om at den her skal luntes hjem. Jeg har i år løbet 3 Marathons et 75 km ultra et 58km ultra og et 90km ultra med 3500 højdemeter. Steen har løbet stort set det samme, bortset fra at han så også har løbet VUMB, Nord coast og et lokalt ultra 8 immortals på 64km.
I virkeligheden burde vi ikke stå her tænkte jeg, Det skulle vise sig at blive mere end sandheden senere. Men det her løb var vigtigt, især for Steen, som i 2014 måtte melde afbud, da hans far døde dagen før start.

Samsø Ultra

Nå vi kom afsted med RD Palle, på MTB foran feltet det første stykke. Steen og jeg placerer os strategisk tilbage i feltet fra start. Så er der ligesom ikke nogen der overhaler os. Desuden havde jeg allerede ved tilmelding proklameret, at nu var sidste mand i mål på startlisten. Samsø Ultra starter i Nordby, så man starter med Nordby bakker.
IMG_0057
For en trail løber, er det noget af det fedeste natur der kan stampes op i Danmark. Lækre spor dejlige bakker, små finurlige overraskelser og hvis du ikke passer på. Masser af mulighed for at løbe dig selv midt over, allerede inden du er i gang. Måske var det allerede her det gik galt? For vi overhaler et par stykker her og der. Selv om vi tager nogle billeder, og faktisk også stopper op i ny og næ, bare for lige at få det hele med.
Vi følges nu sådan on and off med Anne og Dennis, et par vi kender fra Horsens, som løber deres første ultra. De løber den korte (57,6km) som slet ikke er så kort endda. Lige efter depot 3 Møgelskår, som man kommer til efter 16km. For vores vedkommende tog det ca. 2 timer, skal vi krydse en mark hvor der står en flok køer. Der er en markering deroppe imellem køerne får vi at vide. ”Hold da kæft de er store de der mælkefabrikker” tænker jeg. ”Hvad nu hvis de jager et af de der horn på en halv meters penge igennem maven på dig?” Ca. 10-15cm er nok mere rigtigt, men her ved skrivebordet, er det jo let at være modig. Men vi går op imod dem, og da vi er ca. 1-2 meter fra dem, begynder de at løbe samme vej som os. ” Hold nu kæft det her er fedt!!” Vi løber nu af sted flankeret af en flok store brune køer, frem med telefonen, og så får jeg ellers optaget video. Nå´da køerne ligesom havde vist os, at de sagtens kan løbe hurtigere, end vi kan følge med, så drejer de af. Og lader os løbe det sidste stykke, ned af bakken alene.>

Nu går det ned på stranden, ned til alle rullestenene. Steen elsker det skidt, og giver den lige en lille tand mere på gassen. Jeg har det sådan lidt la la med alle de sten. Jeg har lidt tendens til at vride om, på mine møg ankler, så det er ikke lige her jeg sætter hastigheds rekorder. ( heller ikke her vil nogen sige) Men alt i alt går det jo meget godt. Vi kommer fint frem, og holder et ok tempo. Solen er ved at komme igennem og få noget magt, men det føles ikke så varmt, for der er en god vind, især når man løber ude ved vandet.
IMG_0060

Vi rammer depot 5 ved 32,9 km Lidt efter at Steen og jeg er kommet i depotet kommer Anne og Dennis ind. Dennis er helt hvid i hovedet af indtørret salt sved. ” har du taget salt piller?” spørger jeg. Det viser sig at Dennis ikke har nogen, jeg finder 2 frem han skulle ha haft flere, men jeg tør ikke give for mange væk. Jeg spørger om han vil ha et par elektrolyt tabs til vandet, men det har han, så det må være godt. Dennis kommer herfra til at kæmpe med kramper, svimmelhed og skal virkelig grave dybt for at komme i mål, men et ultra skal nu heller ikke være for let. Grunden til at Dennis kæmper er det samme som vi senere skal slås med, nemlig varmen / solen. Den har nemlig nu så meget magt, at alle kamp sveder, man opdager det bare ikke, fordi det også blæser.image

Steen begynder at have det varmere og varmere. Han får kvalme og drikker derfor ikke så meget. Det opdager jeg ikke, jeg sveder nemlig selv på en iskold dag, som en skamredet hest. Så jeg pæler altid ca. en liter vand / enegridrik i timen.
Nu rammer vi så det første længere asfalt stykke, her kan man lige hente lidt tid. Man kan også få smadret benene. Vi løber oftest trail, så der går ikke længe, før de gamle mænd begynder at pive. Steen klager over sine hofter, og jeg får ondt i hælene. Men vi holder nu stadig et ok tempo, syntes vi selv. Da asfalt stykket slutter kommer vi ind på et fedt spor langs vandet. ”prøv at se bag dig” siger Steen. Der kommer 8-10 løbere i en flok ca 250-300 meter bag os. Fuck hvor fan kom de fra? Nu løber jeg meget urolig. Det her er ikke fedt!!! Vi bliver hurtigt enige om, at stoppe op, drikke noget vand, og lade dem overhale, så bliver vi ikke presset af dem. Nu er vi så for alvor bagerst, der er et par stykker som vi ser her og der, men alle på 100 km er nu foran os, og sådan er der resten af dagen. Steen ”den snyder” må også her, bare ha nippet til vandet, men det aner jeg jo ikke.
Vi løber videre og kommer snart i depot 42,2 Her står Steen, altså Steen der laver løbet sammen med Palle. Vi får lidt suppe, og vi får også sagt, at det her bliver en af de lange. Det er sku ikke sikker vi når sidste cut, der hedder kl 22 i Langøre havn 81,3km. ”Ingen problem” siger han. ” Hvis i ikke er der, så kommer jeg jer i møde med jeres pandelamper. I bliver ikke taget ud af det her løb.” Vi hænger lidt for længe også i det her depot, men kommer da til sidst af sted. Steen døjer nu mere og mere med varmen. Jeg spørger et par gange om han vil ha min ekstra buff, jeg løber med en som pandebånd, når den er våd, så hjælper den mad at køle mig ned. Det afviser han, og vi slæber os videre. Vi løber ikke stærkt, men er da foran 4-5 stykker der løber den korte ultra.
Ved depot 9 Ballen 57,6km har vi en dropbag. Jeg skifter T-shirt, strømper, sko og får 2 nye buff med. En om panden og en på håndledet. Ind kommer anne og Dennis, de er i mål her, vi får sagt tillykke. Dennis er noget slinger, han er dehydreret og svimmel. Anne den seje tøs, kunne godt ha løbet 10-15 km mere. De 2 kommer til at løbe mange ultra sammen endnu.

Men vi skal videre, vi banker lige ind i Brugsen og køber en is, før vi lunter ud af byen. Den kloge havde trukket stikket her, men Steen er stædig, og jeg er stadig ikke helt klar over hvor skidt han har det. Han fortæller mig, at han ikke kan slippe af med varmen og at han har kvalme, men jeg ved stadig ikke, at han ikke tager ret meget væske ind. ¨Vi lunter afsted og Steen koger mere og mere. Jeg skal bruge en vandhane siger han nu, bare jeg lige kan få noget vand i hovedet. Buffen bliver tilbudt endnu en gang, men igen afslået. Vi løber og ser efter udendørs vandhaner, men den er de ski nærrige med på Samsø. Til sidst spørger vi en lokal. Han ligger og roder med en bådtrailer. ” Der er vand i køkkenet!” Øhh vi er ude og løbe, vi stinker og kampsveder.. # Bare gå ind, så finder i nok køkkenet.” de er nu ret venlige de Samsinger. Steen forsøger så at drukne sig selv i køkkenvasken. Jeg tager min ekstra buff og gør den driv våd, samtidig med at jeg vrider den jeg har på op. Nu tager du den kraftedmée på, eller bliver jeg sku sur, får jeg sagt, og det gør han så. Vi må videre, så vi lister ud igen, får sagt pænt tak og lunter af sted. Det er ca. her omkring Steen begynder at få kramper. Han er efterhånden massivt dehydreret, og hans muskler skriger på hjælp. ”Det kan godt være du bare skal løbe” siger han. ”OK!!” nu er lorten så fremme i dagens lys, så lad os se lidt på den. ” Har du tænkt dig at stå af, eller vil du med i mål?” ”Jeg skal sku nok komme i mål, men det bliver ikke kønt” er svaret. Det er fint, det har jeg prøvet selv så tit. Jeg trækker gerne, faktisk har jeg ret meget gæld, på lige netop den konto. Så vi løber, eller lad os kalde det for hvad det er. Vi går med et par passager hvor vi forsøger at ligne løbere videre. Hver gang vi løber, så kramper Steens lår efter et lille stykke tid. Ved Besser rev køber jeg en bakke jordbær, Der er væske i dem tænker jeg, og så deler vi dem.
IMG_0065
Det går i perioder ret ok, nu er solen lidt aftagende, så Steen liver lidt op, desuden har den våde buff gjort underværker. ( hør efter næste gang! Stædige rad) Men nu er det så min tur. Som et lyn fra en klar himmel, beslutter mit venstre knæ sig for at gøre vild ondt. Jeg blev opereret i min menisken sidste år, og det er fuldstændig den samme smerte. Vi er efterhånden et latterligt syn, men vi kan stadig grine og pjatte. Vi kommer egentlig også ok frem. Nogle steder løber vi 1-2km i træk, før enten Steens kramper stopper os, eller mit lorteknæ lige giver et ekstra jag, så jeg må ned og gå. Klokken 21.15 eller noget i den stil kommer vi ind i depot 12 Langøre Havn Her står Palle RD klar til at tage imod os ( hvor er det fedt at løbe et løb, som er lavet af erfarne løbere. De ved bare hvad man skal og hvad man ikke skal sige, for at få ristede løbere videre. ) Når det er sagt, så hang vi også her alt for længe, men der var ikke mere på tanken. Så 19 km mere var ret langt, desuden skulle vi begge på wc, den slags tager tid. Vi kommer ud af depotet i rette tid før cutoff, Det er faktisk lidt et under med den forfatning vi var i.
IMG_0088
Vi løber faktisk også ret fint igen nu, så det går af sted par km. og så´ BUM! Ud af det blå bliver jeg bare dårlig. Jeg kan mærke blodet løber væk fra mit hoved, jeg får kvalme og bliver svimmel. ”Det her duer ikke” får jeg sagt. Steen ser på mig og siger ” hold da kæft du er krid hvid, hvad fan sker der?” ” Aner det ikke , men vi må lige gå lidt” Jeg ringer så lige hjem til fruen og den yngste søn, så kan jeg lige få sagt godnat, og få tankerne lidt væk. Det hjælper faktisk, for 20 minutter senere er jeg ok igen. Men for pokker det var spookey, jeg var sikker på at jeg skulle dratte omkuld lige der på stien. Vi går lunter skiftevis afsted. Steens kramper bliver værre og værre, og mit knæ gør så ondt, at jeg faktisk tænker, det her kommer du til at fortryde, den menisken er revnet endnu en gang.
IMG_0081
Lidt efter depot 14 Issehoved, kommer der så ud af mørket en enkelt løber. Han når faktisk helt op til os, uden at vi opdager at det er Steen, altså løbsarrangør Steen. ”Jeg syntes lige jeg ville løbe ud og finde jer” Hold nu kæft!! Hvor var det fedt at se ham. Han fik uden de store armbevægelser ligeså stille puffet os af sted, og stranden var faktisk ret ok at løbe på. De sidste par km skal man lige op af et par bakker igen,, vi får kun lige set på dem, og så kramper Steens lår op igen , for fuld smadder. Hans muskler står spændt som tovværk, og det gør så ondt at man kan se han har lyst til at skrige. Da den slipper igen siger han. Det var det, jeg kommer ikke i løb igen, resten er gåtur. Fint vi er der om lidt, så hvad venter vi på? Vi får slæbt os til Nordby, og er faktisk næsten i mål, da Palle kommer. ” i slipper sku ikke! I skal som alle de andre lige en æres runde om gadekæret” siger han. GODT skiderrik! Vi ville faktisk heller ikke ha den øl endnu. Rundt om det gadekær med os, og da vi nu hverken kan gå, løbe eller tænke, så drejer vi da til venstre, og følger markeringerne fra halvmaraton. Det giver lige 500 meter ekstra, men hvem tæller? Klokken 00:23 løber vi endelig i mål, godt nok fra den forkerte side, men vi løb sq ind, og det var vigtigt.

Nu er der bare at restituerer, reflektere og fordøje oplevelsen.

Var det så alt smerten og de mulige skader værd? Hvis du spørger mig´ så er svaret klart ja, men jeg er heller ikke helt normal… Jeg er ultraløber, og jeg har fandeme løbet 100km på Samsø, ynkeligt eller ej, så gjorde jeg det.

IMG_0085

 

Og hvordan ser et ben der har haft massive kramper det meste af en dag så ud 2 dage senere?
Faktisk ser det i skrivende stund, endnu mere blå ud

IMG_0092

Se mere om Samsø Ultra

,

Sådan løber du 21 km trail med overskud

Overskriften kan godt virke – for nogle – en smule provokerende. Alle ved at trailløb er en hård løbedisciplin. Op og ned ad bakker. Langs små stier. Hoppe over rødder og grene. Springe over grøfter. Og ja, det var en meget hård og løbeteknisk rute ved lørdagens 21 km trailløb Copenhagen Exhaust Trail. Ruten var ikke for tøsedrenge. Med 2 runder i ‘Det Danske Schweiz’ (Ravneholm) efterfulgt af 2 runder i Geelskov med 2 gange op ad Holtekollen, fik jeg ædt 700 højdemeter. Selvom den kuperede rute trak tænder ud. De ømme lår kunne mærkes op ad trapperne til lejligheden på fjerde sal. Og smerterne i læggene skulle strækkes ud. Så blev de 21 km. trail gennemført – med overskud. Hvilket var hele pointen med løbet.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Mine 7 gode råd til 21 km trail

Indrømmet, det er ikke første gang at jeg løber i bakker. Før trailløbet fandt jeg gamle fif og noter frem som fortalte, hvordan man angriber bakker. Krydret med mine oplevelser fra trailløbet, vil jeg dele mine erfaringer med jer.

 

 


1.Turbotonser eller hygge-mormor
Afstem dine egne forventninger. Deltager du i løbet for at opnå en bestemt placering? For at løbe på en bestemt tid? Eller deltager du for at være med og gennemføre? For mig var det, at gennemføre og have et godt løb, målet i sig selv. Derfor var det vigtigt for mig, at det var en god oplevelse og jeg havde overskud til at gennemføre – alle 21 km.

2. Glem tiden og nyd turen
Rute og terræn er meget uforudsigelig til trailløb. Det betyder, at du ikke kan ramme den samme kilometertid kilometer for kilometer. Mit Garmin-ur fik kun opmærksomhed, når jeg var nysgerrig på, hvor mange kilometer jeg havde løbet. Jeg løb på kilometertider lige fra 5:30 til 8:50. Min erfaring er simpel: Glem uret og nyd i stedet naturen.

3. Find (væske) balancen
Jeg har løbet flere halvmarathon uden at drikke (særlig meget) vand undervejs. Væskebalance handler i bund og grund om tidligere erfaringer. Jeg havde ikke noget væskebælte, kamelbak eller lignende med på turen. Jeg drak udelukkende de steder, hvor arrangørerne havde opstillet væske – vand og saft (på toppen af Holtekollen). Som tommelfingerregel er mine erfaringer, at man skal drikke før man bliver (alt for) tørstig. Her kan temperatur, løbslængde og tid være afgørende for valget af, hvor meget væske man har brug for at indtage. Læs evt.  Team Danmark eksperters råd.

4. Flyv op ad bakke
Til trailløbet lagde jeg mærke til, at mange løbere tager sig på lårene, når de løb op ad bakke. Det er vildt anstrengende, at angribe bakker på den måde. Da benene også skal trække armene med op ad bakken, ved den løbestil. I stedet, så brug armene til at trække dig op ad bakke. Løb på forfoden. Tag små skridt. Og tænk på at holde overkroppen oprejst, så du kan få luft ned til lungerne.

5. Cruise ned ad bakke 
Jeg lagde også mærke til, at mange løbere løber med små langsomme skridt ned ad bakke. Det så ud til at benene bremsede, og det så anstrengende ud. Jeg overhalede en del løbere ned ad bakke ved – ganske enkelt – at lade benene køre i frigear og rulle afsted. Jeg tager lange skridt og lader benene gøre resten.

6. Undgå (for meget) syre i benene
21 km er langt. Og når ruten går op og nede hele tiden af snørklende små stier, så er der potentiale til at opleve syre i benene. Min ‘syre-taktik’ var, at undgå at syre i lårene for hurtigt og for meget. Det kan ikke undgås at få tunge ben, men du kan sagtens arbejde med din syregrænse. Da jeg kunne mærke, at det blev for tungt i benene, så begyndte jeg at løbe langsommere eller gå. Jeg tror, at turen havde været meget hårdere, hvis jeg havde løbet rundt med (alt for meget) syre i lårene.

7. Smil!
Selvom det er hårdt at løbe i bakker og 21 km er langt. Så kan man komme langt med et smil. Og en positiv (mental) indstilling. Husk, at det er ligeså hårdt at løbe i bakkerne for ens konkurrenter, så giv ikke op. Selvom det kan virke anstrengende, så giver et smil overskud til resten af ruten.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail.

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Jeg havde overskud til at nyde løbeturen. Det dejlige vejr. Og den fede stemning ude på ruten. For mig har det været et succesfuldt trailløb. Med ømme stænger her dagene efter.

Håber at du kunne bruge mine erfaringer og fif 🙂

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust TrailEr du nysgerrig på at vide mere om Copenhagen Exhaust Trail?

Trailløbet blev afholdt for 2. gang af Søllerød Orienteringsløb. Så vidt jeg ved er det stadig på “vi prøver os frem”-stadiet. Og derfor ved jeg ikke, om klubben planlægger at arrangere det igen til næste år. Men hvis de gør – står jeg klar til start (igen).
Læs mere om løbet her.

 

Alle billederne er taget af dygtige Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action. 

simon-grimstrup
,

1 måned til VM i Bjergløb

42 km og 2800 positive højdemeter

Jeg har haft fokus på VM Mountain running long siden januar måned.

Som mange sikkert ved sluttede jeg også 1½ års orlov på dette tidspunkt – en orlov med mange gode rejse- og løbeoplevelser. Men rent løbemæssigt også en periode præget af store problemer med mine achilles, som bl.a. tvang mig tidligt ud af Ultra Trail Mont Blanc – for så at opføre sig eksemplarisk til Ultra Trail Mount Fuji, hvor jeg resultatmæssigt havde det bedste løb under hele orloven, til trods for træningsindsats, manglende support og generelt lidt ”opad” bakke….

Jeg startede på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole i januar og samtidig startede jeg et forløb ved idrætsklinikken på Silkeborg Sygehus ved fysioterapeuten Thomas Theis Jensen. Han introducerede mig til en ny og dokumenteret træning, som afhjælper smerterne i achilles. Jeg var noget skeptisk ved det første møde, hvor han proklamerede, at mine lægmuskler var alt for svage – ja faktisk slet ikke ”aktiveret”. Han viste mig en isometrisk øvelse, som jeg skulle lave 5 gange om dagen 5×45 sekunder på hvert ben. Da jeg så øvelserne virkede de ”latterligt” nemme, men til min overraskelse var jeg virkelig slap i mine lægmuskler. Som i virkelig slap! Thomas forklarede mig forskningen og teorien bag, (jeg skal ikke komme ind på den her, men smider link nederst), og at jeg ved at styrke mine lægmuskler ville slippe af med smerterne i achillessenerne.
Han var meget obs på, at jeg ikke skulle holde pause, men nedsætte træningsmængden med 15 procent og indlægge en ugentlig hviledag. Det var lidt svært, at vurdere, hvor meget 15 procent nedgang i løbet ville være, da jeg under orloven, jo havde rigtig mange timer på fødderne, men hvor meget, som var løb eller vandring var en svær størrelse at vurdere – men det lykkedes meget godt at finde en balance i det. Samtidig blev planlagte konkurrencer fjernet. Thy Trail marathon, hvor jeg nøjedes med 11 km, Silva Night Owl, hvor jeg nøjedes med ½ marathon og Vall Del Congost i Catalonien, hvor jeg også løb ½ marathon (marathon-distancen blev aflyst), Lakeside Trail hvor jeg løb 11 km og senest Julsø Ultra, hvor jeg løb 33 km(efter nøje overvejelser) – alt sammen for at holde kontinuitet og progression i styrkeøvelserne – men ligeledes også i træningen.

Jeg har besøgt Thomas 3 gange siden og hver gang fået nye øvelser og mærket fremgangen. Det har dog også været en balancegang, da øvelserne virkelig har sat mine lægmuskler på prøve, og ind imellem har overanstregelse været tæt på at resultere i en decideret skade, heldigvis er vi lykkedes at styre uden om de helt store problemer og jeg kan ikke huske jeg har haft et så sammenhængende træningsforløb, som jeg har haft siden nytår! Det har været godt, at have en dedikeret fys i ryggen – og har følt den tilpasse forpligtigelse til at få lavet øvelserne, som er såre simple, men som alligevel tager tid – og influerer på den øvrige træning.

simon-grimstrupJeg sidder nu i flyveren på vej hjem fra Færøerne. Det er anden gang jeg har været heroppe – og virkelig et fantastisk sted at lufte trailskoene. Midt ude i Atlanten skyder disse stejle grønne fjelde direkte op af havet. – og man har dem for sig selv! Trailløb er stortset ikke eksisterende på Færøerne, selvom området er oplagt til det! Mon ikke det snart kommer?
Jeg havde igen nogle rigtig fine ture! Alle sammen mindeværdige! Se billederne! Det er hårdt og tungt, at løbe heroppe, da stierne ofte er ikke eksisterende og man løber i blødt græs/mos – dejligt fjedrende, men også tungt at træde i – kombineret med terrænets stejlhed. (Skøn cocktail).

Vm i bjergløb

Med en måned til VM – har de sidste 14 dages løb været meget vigtige. Når man som jeg primært løber på ”gefühl” med hjertet, kan det være rigtig svært at holde igen – og tænke sig om. Jeg har dog forsøgt! Jeg har forsøgt, at få mange højdemeter i bogen – og samtidig også skulle have noget fart og konditionstræning. Disse pas er de vigtige – og det er vigtigt, at være ”frisk” til at gennemføre dem med kvalitet.

Før turen til Færøerne var jeg i Harzen med Silkeborg OK Trail. Det var på mange måder en rigtig lækker, men også meget hård træningstur med mange km – hvoraf mange blev løbet i relativt højt tempo – og benene var godt brugte herefter. Så jeg kom ikke super restitueret til Færøerne – og de første dage blev taget med rimelig ro på… Det er temmelig svært ikke at give den gas i de omgivelser. Men benene føltes tunge og det er jo et tegn på, at der ikke skal trænes igennem. Samtidig lå hvilepulsen lidt højere end normalt (3-4 slag) – også et tegn på lige at slappe lidt af…

Men så en morgen var hvilepulsen igen på ”normalt”, og det kunne mærkes på fjeldet. Hvor jeg de foregående dage var blevet tung og træt, var der nu hul igennem – og det var vejrtrækningen som satte begrænsningen og jeg følte mig let. Det var i lørdags. Mads skulle flyve hjem et par dage før mig – så vejledt af en af de få lokale trailløbere – Henrik Kølleskov – valgte vi at løbe på den gamle postvej til Gásadalar. Det var en skøn og stejl tur – på græs på østsiden og løse sten på vestsiden.
Man skulle have været post! – nu er der en tunnel over til bygden, men før gik al færdsel over fjeldet! Barskt sted at bo – og tunnelen kom først i 2006… Det betød også, at der var en tydelig sti, som var ret fed at løbe – særligt opad!

Nøgle-træningspassene de seneste 14 dage har været;

Julsø Ultra 33 km.

Det burde nok snarere kaldes ”test-løb”. Det gik godt – og med Jonas Borsøe blev der trykket på hele vejen – og hev akkurat en 1. plads hjem – på trods af, at der ikke var trappet ned inden løbet.

Op til Brocken fra bunden (Ilseburg).

Jeg ville gerne have fornemmelsen af et langt sammenhængende opløb – og da stigningen her er ca. 800 højdemeter – var det oplagt at give den gas hele vejen op her. (Jeg havde dog 25 km i benene fra dagen før – så helt frisk var jeg ikke, men havde en god fornemmelse hele vejen op – og lykkedes med at presse på fra start til slut)

simon-grimstrupGásadalar (formiddag) Mørkedalur (aften)

Dagen og formen var der – og så var det bare at klemme på. Mørkedalur var asfalt – og prioriteteret for at få fart – og tæsk – løb den efter en hård træning om formiddagen på Gásadalar – og Gásadalar var ren lækker fuld gas på en lang stigning! Tror aldrig nogen har løbet så hurtigt opad stigningen… Men lad Strava tale og bare kom an!

,

Eventyret der hed Speed Trail Barcelona

Tres – dos – uno:

 Glitter overalt og så afsted!

“Hende der går mod startfeltet nu, det må jeg nok også hellere” og “Nu giver de den godt gas på trommerne, så starter vi nok snart” var  således jeg ræsonnerede mig frem til startlinjen og ud på mit første bjergløb:Ultra Trail de Barcelona.

Det hele startede dengang jeg …

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

For god ordens skyld begynder vi lige lidt inden startskuddet gik. Mere præcist til et utrolig motiverende foredrag med Emelie Forsberg afholdt af Salomon Trail Academy torsdagen forinde løbet (løbet gik lørdag). Udover den åbenlyse motivation det giver at høre en så garvet trailløbers historie, fangede følgende gode råd min opmærksomhed:

  1. Løbeglæden er altid det vigtigste
  2. For at løbe mest effektivt nedad, gælder det at minimere tiden din fod er på jorden, for at minimere stødet igennem kroppen. Det vil sige: bare giv los

Dette var den perfekte optakt til løbet, og efter at have nydt nogle lækre kanelböller og en kort nats søvn kunne vi vende snuden mod Barcelona.

 CPH–>BCN

I Barcelona satte vi (min kæreste og jeg) kursen mod den lille by Begues hvor løbet afgik fra dagen efter. Da vi kom frem viste byen ingen tegn på, at der snart skulle storme 2000 løbere igennem de små gader, og pladsen hvor start og mål skulle være var blot et hyggeligt caféområde. Vi overnattede hos en lokal familie med både hund og hest, som virkelig tog sig godt af os.

Lørdag var løbsdag og vi startede morgenen med en god gang frosties med chokolademüsli og kage – så var depoterne fyldt op og klar. Den hyggelige caféområde var over natten forvandlet til et stort start og målområde fyldt med entusiastiske løbere. Da starten til både ultra(100k), lang(70k) og maraton var gået da jeg ankom, var der allerede konfetti i startområdet, hvilket gav en rigtig hyggelig stemning.

Lad eventyret begynde!

Tres – Dos – Uno” og så afsted til lyden af trommer og med glitter om ørene igennem de små gader i den lille spanske by og ud mod bjergene! Min distance på 21 km bød på den lille sum af 1000 højdemeter(svarende til næsten 7 gange op ad Himmelbjerget) så naturligt nok ramte vi temmelig hurtigt bjergene. Og derfra var turen intet mindre end fantastisk! Stejle bjergsider med tæt krat der bestiges i tåge efterfulgt af åbne singletracks med et drys af sten og en udsigt man ikke kan få nok af.

Kurvebilledet var også meget varierende og bød på en masse fede nedløb, hvor netop taktikken med at give slip kom til sin ret. Det blev dog vanskeligere i slutningen af løbet, da jeg tydeligt kunne mærke min storetånegl løsne sig – et udfald jeg var helt forberedt på, men som krævede lidt ekstra energi at ignorere i nedløbet.

Den sidste del snoede sig endnu engang igennem de små gader, som fortsat var fyldt med heppende mennesker og stor glæde, og afsluttende med en tur på den røde løber hvor medaljen blev lagt om halsen. En helt igennem fantastisk oplevelse!

Den nørdede evaluering

Vejret var godt til en vikingtype som mig, der løber bedst i skybrud og 10 grader frem for høj sol og 25 grader. Det bød på overskyet og 12 gader ved start, men blev lidt varmere ud over dagen og solen kiggede da også frem en enkelt gang eller to. Med det sagt, så er 12 grader i Barcelona noget anerledes en 12 grader herhjemme, da luftfugtigheden altså giver en noget anderledes følelse af varme. Det betød at jeg havde fået ALT for meget tøj med mig, og løb derfor med både min skaljakke, tynde løbejakke, handsker og buff i rygsækken stort set hele turen – ups. Men om ikke andet var det god træning og mere god erfaring til fremtiden – løbeoplevelsen ændrede det ihvertfald ikke på.

Skoene jeg løb i var mine Salomon Fellraiser(Evalueret på her), som i udgangspunktet er ideelle, men måske en tand for lille. Jeg har tidligere løbet Samsø Maraton i disse sko med samme resultat: jeg mistede mine negle. Optimistisk som jeg er, tænkte jeg at de skulle afprøves igen på en længere distance – nu var mine negle jo blevet pæne igen… Learning by doing – and doing it again hedder det åbenbart for mig, og jeg må vist snart sige jeg har lært lektien og gå på udkig efter en erstatning.

Energimæssigt ramte jeg dog plet med følgende opskrift(jeg løb i 3 timer)

  • Salt tabletter: én før og én under løbet
  • Én gel efter 6 km + cola
  • 1/4 shotblock efter 10 km
  • En kvart nutellamad efter 16 km
  • og selvfølgelig en masse vand.

 

 

 

…Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Således begyndte vi vores miniferie i Barcelona. I dagene efter humpede vi rundt i den fantastiske by som Barcelona er, badet, spiste tapas og drak mojitos – lige som det skal være. Dette er klart et anbefalelsesværdigt oplæg. Selvom der ikke er løb netop i den periode du vil rejse, så besøg Begues og tag op i bjergene og løb på de fedeste singletracks – det ligger kun 30 min fra Barcelona. Afslut dit ophold med en tur i de Arabiske bade i Barcelona – den direkte vej i himlen.

Lidt nyttige links:

Så er der ikke andet at sige end: god tur til Barcelona 🐾

,

Hvad er trail-løb egentlig?!

Trailløb

Trail løb vinder indpas i danskerens løbekalender og trail udstyr bliver solgt i mainstream løbebutikker, men hvad er trail løb egentlig? Er det ‘bare’ løb uden for ruten, i skoven, på små stier eller hvad? Jeg har gennem 2015 sat mig for at finde ud af hvad det ‘trail løb’ består af. Derfor har jeg meldt mig til flere forskellige løb i den genre.

image

Jeg står og ser løbere komme i mål på årets Highland trail. Scenen er sat midt i østjyllands bakkede skove ved Silkeborg. Garvede trailløbere er kommet i mål, andre er på vej. Der er flere distancer, men distancen er sådan set underordnet, det er gennemførelsen af dette, Danmarks mest kuperede løb, der er en kraft præstation.
Jeg har jo selv lige tilbagelagt de små 7 km med vanvittige 500 højde meter! Og det ved man slet ikke hvad er, før man har prøvet det! Koncentrationen af disse højde meter giver ligepludselig udtrykket “kvalitet” i forhold til sporet, -det er trail lingoet for ruten, en helt ny dimension. Så har vi vel at mærke slet ikke rundet kvalitets begrebet i forhold til underlag m.m. Men kvaliteten af dette løb gør, at jeg er helt oppe at køre over, at jeg selv står her på dan anden side af gennemførelsen.

image
Tilbage til målområdet, hvor min verden får yderligere en ny vinkel på i forhold til kultur i de forskellige løbekredse. I min verden tilskynder man sin egen og andres præstationer. I et målområde kunne denne tilskyndelse være i form af klap, tilråb eller anden hujen, gerne akkompagneret med store armbevægelser. Men her er, som i Fritz Andersens sang “I skovens dybe stille ro”: idyllisk fred!

image

At kulturen i trailløb er neddæmpet, afslappet og i harmoni med naturen var jeg godt klar over, men at der er så stille i et målområde har jeg dog aldrig oplevet før. Det får mig til at tænke på facebook opdatering af bloggeren og samfundsdebatøren Anna Sophia Hermansen, der karakterisere den genenrelle byløber i en adfærds betragtning. Denne beskrivelse står i skærende kontrast til den adfærd og kultur jeg er vidne til her i skovens idylliske og bemærkelsværdige fred.

Hun kalder ham “løbesvinet”, han er en løbemuskel der er super fokuseret og fikseret på sin egen præstation, hvilket ikke efterlader noget overskud til medmenneskelighed i form af høflig tiltale eller nogen anden hensyntagen til andre trafikanter, der pr. definition er konkurrenter eller forhindringer. Han er udpræget bymenneske, hvor GPS signalet til både telefonens opdaterede version af Strava eller Endomondo og Garminuret går klart igennem. Her er ruten nøje planlagt efter skemaer, løbeprogrammer og mål uden hensyntagen til førnævnte forhindringer/konkurrenter, hvilket selvfølgelig medfører stor frustration for løbesvinet, og der er grobund for ytrede eder og forbandelser på løberuten.

Som pandang til “løbesvinet” kan jeg her betragte at god opførsel på sporet er alfa og omega for trailløberen, her er sportmansship i højsæde, hvilket betyder at man ikke bliver løbet overende af en hurtigere løber. Der passeres ALTID i god afstand og med en lille stille hilsen, hvis vejrtrækningen tillader det. Jeg har sågar oplevet at der i præsentationstalen til et andet trailløb i Rebildbakker arrangeret af DGI, blev opfordret til at man lige gav et kram til løberen der stod ved siden af! Som taleren sagde: “en god måde lige at få sat ansigt på medløbere man muligvis kunne møde på ruten.” Man kunne kalde trailløberen for løbets gentleman, og måske pladder-humanist…..

Meget sjældent ser man trailløberen med lyd i ørene, naturen og roen nydes og opretholdes som et mantra. Hvilket nok er svaret på udeblivelsen af tilskyndelse i målområdet, og ikke et tegn på den jyske mentalitet. Desuden er der så dårlig GPS signal at selv Suunto uret kommer på overarbejde…mon ikke Spotify havde giver op der?
Trailløberen er et naturmenneske der helst ikke efterlader sig spor af egen færdsel og gerne samler andres skrald sammen, hvilket dog, efter endt løb, ofte bliver fotograferet til en velformuleret protest eller opråb på egen facebookvæg. Denne naturpreserverende adfærd bemærkes dog også stolt af arrangørene af Highland trail, med et par fotos af løberuten dagen efter løbet og ordene: 400 løbere kan boltre sig en hel dag i skoven og kun efterlade fodspor.
Som en ninja forlader trailløberen skoven, lydløst og sporløst; også til et løb med 400 deltagere!

image

Dog har dette trail løb efterladt dybe spor i mig. Jeg vil gøre det til mit fremtidige mål at tage denne gentleman adfærd, pladder-humanisme og -ønskværdigt, lidt ninja, med mig på alle mine løbeture. Jeg vil sætte tempoet ned når jeg passere civilister, jeg vil hilse og ikke efterlade andet end smil…og måske også forundring. Jeg vil udvide dette ‘koncept’ til resten af min færdsel blandt mennesker….
Trail løb er altså mere end bare en anden rute og lidt anderledes sko, det er en anden kultur, et værdigrundlag vi vist glemte lidt i vores jagt efter PR og opdateringer.

Så jeg vil løbe mere trail, lege mere på turen, nyde oplevelsen og prøve og se om jeg en gang om hundrede år kommer til at se bakker som en positiv oplevelse, og ikke bare en forhindring der rykker mine lunger op.

image

, ,

At finde sig selv igennem løb

På mit antropologiske feltarbejde i Boulder, Colorado mødte jeg Humberto; en excentrisk storsmilende mand midt i 40’erne, som har haft en traumatisk opvækst efter begge hans forældre blev fængslet da han var ganske ung. I det meste af sin barndom, røg Humberto ind og ud af adskillige børnehjem og plejefamilier, og kæmpede med at finde sig til rette i et vanskeligt liv. Så begyndte han at løbe. Han startede på cross country løbeholdet i sin high school og flyttede ind i kælderen hos sin løbetræner, hvor han fandt Buddhismen og ro i sindet. Den ubarmhjertige livsbane som livets omstændigheder havde lagt ud for ham ændrede sig radikalt. I dag er Humberto selv high school lærer og løbetræner, og har en familie som han elsker at tage med ud i det fri. Humberto elsker løbeture som dén jeg har beskrevet i det korte essay nedenfor, hvor jeg skriver ham frem “indefra”, som om jeg kender hans tanker og følelser. Kun på den måde kan vi forstå, hvordan Humberto har fundet sig selv igennem løb.

Rocky_Mountains_National_Park

Klokken er 04.30 da Humberto langsomt lyner teltet op og kravler gennem dets åbning, ud i den stille morgen. Det er næsten helt mørkt, men han tænder ikke noget lys. Han sætter pris på mørkets ubrudte stilhed. Han tager et par dybe indåndinger, og kan mærke, hvordan hver eneste celle i hans krop langsomt retter sig ud, og fyldes af den forfriskende kolde og sprøde bjergluft. Den er så klar, at den næsten skærer i hans lunger. Han kigger sig omkring i den lille lejr, og smiler ved tanken om de andres varme kroppe, som ligger hensunkne i dyb og rolig søvn. Han elsker disse weekendture i bjergene. Hverdagen er så travl og larmende. Der er altid en masse ting, der skal ordnes. Skole, tøj, madpakker, og den evindelige køren rundt fra det ene til det andet. Herude i skoven kan han trække vejret. Han tænder sin pandelampe. Lyskeglen skærer landskabet ud foran ham, og han begynder at løbe.

Han kan godt lide at løbe tidligt om morgenen. Især om foråret, hvor farverne og duftene ændrer sig fra dag til dag. Det føles godt at ryste nattens træthed og spændinger ud af kroppen. Fibrene i hans muskler bliver blødere som de langsomt kommer til live. Det han elsker mest ved morgener som denne, er hvordan de lyder. Den dunkle morgens dvælende stilhed, kun afbrudt af en fugl der synger, en stille rumlen fra en flod et stykke derfra og den beroligende lyd af hans fødders rytmiske slag mod den bløde sti, som giver genlyd når de aftager og nye kommer til. Han tunge, langsomme åndedrag. Der er en beroligende intimitet og tryghed ved disse lyde. Hans krop er varm nu, og han sætter farten op. Stigen snor sig gennem landskabet, længere og længere op ad bjerget. Pludselig indsnævres den og svinger stik til højre, ind i en stor smuk lund af aspetræer. Daggryet gennemtrænger langsomt nattens mørke, og han slukker lampen på sin pande. Mod øst, bag de høje bjerge, kan han se solens første stråler skyde op i den mørkeblå himmel. Nu er han midt inde i lunden. Hvor er de fascinerende, disse aspetræer. Hver og én står de for sig, men alle er de forbundet i et kæmpemæssigt rodnet under jorden. Som en livscyklus bryder nye stammer op igennem dén jord, som de gamle bliver til når de visner hen og ånder ud. Han stopper med at løbe. Alt er stille. Ingen bevægelser bortset fra hans bryst, der synker og udvider sig i takt med hans tunge åndedrags aftagende rytme. Han kan mærke træernes energi strømme igennem sin krop. Humberto går nogle skridt væk fra stien, og lægger begge sine hænder på et af de mange aspetræer. Den kolde hvide bark føles blød mod hans varme håndflader. Ikke som de grove riller på en eg, de adskilte plader på en birk eller kirsebærtræets skællede bark. Det er langt blødere, renere, jomfrueligt og ungt. Han tager en dyb indånding og hans næsebor fyldes af den tunge og kraftige duft af vådt træ. Han føler sig forbundet. Forbundet til aspentræet, forbundet til lunden, til bjerget og til sig selv. Han føler sig som en del af en større og stærkere kraft. Det er dét han elsker ved at løbe i den vilde natur. Når han når en fornemmelse af forbundenhed med verden. Når grænserne mellem hans sind, hans krop og hans omgivelser begynder at flyde ud og syne hen. Når han når til det punkt, hvor tænkning stopper og tankerne begynder at komme af sig selv. Komme for at danse der, hvor hans hjerne var engang.

Da han når tilbage til lejren, er solen klatret op over de høje bjerge mod øst, og den nye dags første solstråler oplyser den lille lejrplads. Han lyner sit telt op og finder sit trangia sæt frem, fylder en gryde med vand, og forbereder sin medbragte stempelkande. Uden at kigge op hører han en raslen fra et af de andre telte og lyden af en lynlås der åbnes. Han er ikke længere alene, hvis han nogensinde var det.

Humberto

,

Ultraløbet Fyr til Fyr 2016

Forhistorie

Ultraløbet Fyr til Fyr er det første af de tre løb i ultracuppen og går fra Bornholms sydligste fyr Dueodde og til det nordligste fyr ved Hammer. Løbet følger kysten og der er to depoter på ruten ved ca 2okm ved Svanke fyr og ved ca 38km i Gudhjem. Løbet foregår primært på trail, men der er også en hvis mænge asfalt hvilket ikke kan undgås på en rute med denne længde.

Det var mit andet år til løbet og jeg håbede på en tid lig sidste år.

Forberedelse

Min forberedelse til løbet har været meget begrænset med hensyn til km i benene. derfor var jeg spændt på udfaldet. i de seneste uger op til løbet er det blevet til en enkelt tur i ugen på ca 2okm siden min deltagelse i Thy Trail Marathon sidst i februar.

Jeg er godt klar over at dette ikke er en optimal forberedelse, men vil gerne at løbet passer ind i familietiden og derfor kan det være svært at komme afsted.

Tanker

  • Jeg vil ikke anbefale at der trænes op til et ultraløb på denne måde
  • Viljen kan gøre meget i et ultraløb

Grejet

Der skal grej til et ultraløb og jeg har forsøgt at arbejde mig frem til det rigtige grej hvor jeg har prøvet meget forskelligt.

Det er vigtigt at finde noget udstyr som man stoler på og man kan holde til at have på i lang tid.

Dette er listen over det udstyr jeg brugte på dagen med en beskrivelse hvorfor dette var mine valg for dagen.

  • Inov8 race Ultra 270
    • En forholdsvis ny sko i min pakke af sko. Skoen er behagelig og give god plads til tærene. Der er god med greb i skoen den er samtidig fin på asfalt.
  • Teko strømper uld
    • Valgte at løbe i uld strømper da der kan forekomme vand på ruten og er desuden også noget jeg har brugt før
  • Fusion Tri Pocket Lime
    • Fusions tri tights med lommer. Man har muligheden for at have lidt småting som man vil have tøt på. jeg brugte dem til gels og chews
  • Inov8 Race Elite Zip Hoodie
    • Super lækker trøje der både holder kroppen var og køler. jeg valgte denne da det kunne være koldt ved starten.
  • Lime løbe tshirt fra Lidl
    • Almindlig tshirt til at bryde vinden
  • Inov8 Race ultra vest
    • en super løbevest med mange gode lommer til gel og energi
  • Inov8 Softflaske med sugerør
    • en ny indkøbt flaske som giver mulighed for at benytte flasken uden at tage den ud af lommen. Fungerede super godt og kan klar anbefales

Til de 3 løb i ultravippen er der noget obligatorisk udsyur man skal have med og mit valg faldt på følgende

  • Obligatorisk udstyr
    • Salomon S-lab light hvid
      • super lække jakke der holder vinden ude og er meget let pakket ned
    • Ultraspire foldekop
      • en lille foldekop der skal benyttes til vædske i depoterne
    • OnePlus One telefon
      • der skal medbringes en telefon i nødstilfælde og jeg brugte desuden telefonen til endomondo så familien kunne følge med

Igen vil jeg sige vælg noget udstyr der er testet inden du benytter det til et ultraløb

Energien

På disse lange løb skal man selv medbringe den energi man har brug for mellem depoterne. Det er vigtigt at vælge noget som man ved der virker.

Jeg havde valgt at løbe med følgende

  • Gu gel
  • GU chews
  • Vand i blæren
  • Energidrik i softflasken

Min energiplan var at indtage en energigel for hver 5km fra starten af løbet og indtage energi i depoterne. I starten har man overskud og har ikke brug for energien, men jeg syntes det er vigtigt at fylde energi på fra starten. Jeg drak primært energidrikken fra min softflaske og fik ikke drukket så meget vand som jeg burde.

Løbsdagen

Jeg vil i det følgende prøve at beskrive hvordan selve løbsdagen gik.

Jeg var i den heldig situation at min kammerat ville kører mig til starten i stedet for bussen fra mål. Dette gav mig mulighed for at sove en time ekstra hvilket jeg var meget glad for.
Jeg indtog en let mogenmad bestående af havregrød med sukker og et glas mælk.

Før starten

Vi kørte til starten og der var mange spændte løbere ved starten.

Vi gik ned til starten hvor det obligatoriske billede af fyret skulle tages.

ftf2016 start

Vi snakkede lidt og kort efter var der race breifing kl 6:50 som dog var svær at høre da spænding mellem løberne gjorde at der var en del snak.

Overordnet var det følgende

  • Overhold færdselsloven
  • Tag hensyn til hinanden
  • Der må ikke smides affald i naturen og vi skal lade den være som den er
  • Nyd turen
  • Husk det er bare noget vi leger

Kort efter breifing gik starten

Selve løbet

Start -> Første depot

Starten gik og alle løberne kæmpede sig op over klitterne på vejen ned til Dueodde strand. Solen var endnu ikke stået op og sandet var hårdt og godt at løbe på. Solen var på vej op og det var fantastisk at se solen stå op over stranden og se alle de andre løbere. Der var en god stemning og løberne snakkede sammen mens vi løb på stranden. Feltet blev hurtigt trukket ud og man kunne se de hurtigste løbere langt ude i horisonten. Tærrenet skiftede mellem strand, asfalt, singletrack og klipper. Det var dejligt at komme igang og få udløst spændingen jeg havde før løbet. Det gik fint med at komme derudaf på trods af at det nok gik lidt for hurtigt. Det er svært at holde tempoet nede i starten. Derfor kom jeg til første depot ved Svanke fyr efter ca 2 timer 1o minutter. Der var mange løbere i depotet, men samtidigt var der også rigtig god support fra de frivillige.


Løbet er igang

Første depot -> Andet detpot

Jeg gav mig selv rimelig tid i depot inden jeg løb videre. Det var en fantastisk rute der skiftede mellem singletrack, klipper, asfalt og grus. Jeg følte at jeg havde gode ben og jeg løb mine 5km labs på omkring de 35 min hvilket var ganske fint. Jeg har valgt at sætte mit ur til at bippe for hver 5km. Dette skyldes at dette giver et indblik af hvordan det går og det kan være svært at ikke holde øje med uret hvis det bipper for hver kilometer, hvilket også bliver til mange bip på løbet. Der var en god stemning mellem løberne og hvis man bliver overhalet mens man går spørges der gerne til om det går ok. Jeg ringede til min kone for at bekræfte at de kom til depotet og om endomondo virkede. Vi begav os videre og kom til de sidste klipper omkring gudhjem inden vi kom ned på havnen og løb mod bådbyggeren hvor andet depot var. Kort før depotet mødte jeg Min kone og datter og jeg blev rigtig glad. Jeg fik en krammer og løb op mod depotet hvor min kone og datter også kom op. jeg fik fyldt op og snakkede med dem inden jeg var klar til at komme videre.


Afgang fra Svanke fyr

Andet depot -> Mål

Efter andet depot er der kun en vej hjem og det er til mål. På den sidste trediedel kommer der en del bakker og samtidigt er det også her det hårde løb begynder. Benene begyndte at blive tunge om det var tydeligt at mærke de ca 38km som ruten havde budt på indtil nu. Lige efter depotet går det op ad bakke og mange løbere går på denne bakke. Bakken er et meget godt billede af hvad der følger. Jeg havde tunge ben og jeg begyndte at gå op ad bakkerne. Det begyndte at blive en indre kamp for at komme igennem og jeg tænkte flere gange på hvorfor jeg gjorde dette og det kan være svært at svare på når man har tunge ømme stænger om man har lyst til at stå af. Det kan være mentalt hårt at tænke på at hver gang man er kommet ned af en bakke skal man ned igen.  Man glæder sig over at løbe ned af bakke og kort efter skal man så op igen.


Højdeforskellen er tydelig

På det sidste stykke kan det være rigtig godt at finde en løbemakker som man kan snakke med under løbet og få tankerne væk fra de ømme stænger. Omkring de 48km mødte jeg en anden løber der havde krise som mig og besluttede mig for at løbe med ham. Vi faldt hurtigt i snak og fandt et fælles tempo. Vi nærmede os målet og tiden gik. Vi fulgtes ad det sidste stykke til mål og det var rigtig dejlig at have en at snakke med undervejs og det var som om at km gik hurtigere selvom man gik meget af tiden. Omkring sandvig havn begyndte vi at kun se målet og kunne se at det var en lang tur op hvilket jeg også vidste fra sidste år. Der kommer mange bakker på det sidste stykker og man kommer forbi Helligdomsklipperne og Sandvig strand inden man begynder at kunne se målet. vi kæmpede os op ad den sidste bakke inden vi kom tæt på fyret.


Løbemakker i sigte

Målgang

Jeg håbede på at kunne løbe i mål med min datter. Jeg spottede hurtigt familien og fik min datter i hånden. Hun var lidt forvirret, men vil ville gerne løbe med mig og vi løb i fælleskab op mod fyret hvor vi satte hånden på fyret for at afslutte løbet. Folk heppede undervejs op til løbet og det var dejligt at dele dette med min datter. Jeg glæder mig over at have familien med og jeg glæder mig til at løbe i mål med min datter.

Da jeg var kommet vi var kommet i mål gik jeg i min dropbag efter måløllen. Jeg gav min løbemakker en måløl som denne gang var en Hancock mørk gambrinus. Vi drak øllen og snakkede om turen og om oplevelsen.

Jeg syntes det er vigtigt at have noget i mål som man ser frem til. Jeg benytter en øl da man trænger til noget koldt og svalende.

Garmin connect rute

Her er min garmin connect rute fra turen.

https://connect.garmin.com/modern/activity/1122948201

Efter løbet

I det efterfølgende kommer der lidt omkring de tanker jeg har gjort mig efter løbet og omkring de forskellige dele af fortællingen.

Træningen

Som tidligere beskrevet var min træning op til løbet begrænset og de manglende kilometer i benene vidste sig især på den sidst del af ruten.

Grejet

Det grej som jeg havde valgt fungerede godt og jeg manglede ikke noget under løbet. Det var det første lange løb hvor jeg havde valgt at løbe uden kompression på lægmusklerne og det fungerede rigtig godt og jeg havde ikke problemer med kramper undervejs som jeg tidligere har haft problemer med.

Selve løbet

Overordnet set var det et super løb som giver løberne udfordringer med varierende tærren bestående af sand, grus, skovstier, klipper og asfalt.

Ruten går langs Bornholms kyst og rutens placering er med til at hjælpe på energien undevejs.

Ruten er rigtig godt opmærket hele vejen og der var ingen steder hvor jeg kom i tvivl om hvilken vej jeg skulle.

Tak

Der skal lyde en stor tak til arrangørene af løbet Moses Løvstad og Ravn Hamberg.

Desuden er det også vigtigt at huske de frivillige som yder en god service i depoterne.

Næste plan

Den næste plan er Julsø ultra trail 55km den 23 april. Løbet foregår ved Silkeborg og går rundt om Julsø, hvor blandt andet Himmelbjerg passeres. Ruten byder på ca 1300 hm og jeg er spændt på hvordan det går blot 14 dage efter Ultraløbet fyr til fyr mere følger om dette senere

, , ,

Jeg vil bare derud af! – Men med hvilke sko?

Samler, udstyrsfanatiker eller blot en med sund fornuft? Kært barn har mange navne afhængigt af hvis øjne der ser – men én ting kan de fleste løbere blive enig om: man kommer rigtig langt med gode løbesko.

skoo

“Du har HVOR mange par løbesko?”

Jeg husker tydeligt mit første møde med løbeverdenen; det var i 2007 og stedet var Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole. Aldrig havde jeg set(og lugtet) så mange løbesko før, men det som undrede mig mest var, at antallet af løbesko langt oversteg antallet af løbere. Hvordan kunne det være når nu løbesko ‘bare’ var løbesko?

Men jeg skulle blive klogere viste det sig. Ligeså langsomt opslugte løbeverdenen mig og begrebet ‘løbesko’ udfoldede sig til flere tusinde udgaver med forskellige drop, mønster og snørrbåndstyper – alle dog stadig med samme formål: at være en god løbesko.

Jeg har siden da selv fået opbygget mig en pæn samling af løbesko, alle med forskellige specialiseringer, udformninger og indeholdende en masse gode historier. Så mød her mine allierede på vejen til det gode løberliv:

De gode gamle

imageMærke: Gummistøvle

Underlag: Regn og mudder

Løbestil:

Min bedste oplevelse: Så tænker I nok “Det er ikke den smarteste løbesko jeg har set”men der er en mening bag. Det var nemlig med disse sko i tankerne at jeg første gang blev konfronteret med de mange holdninger, der findes omkring løbesko: Det var en grå dag under introugerne på min efterskole, og der stod orienteringsløb på programmet – noget som jeg aldrig havde hørt om. Jeg rakte derfor, med vejret i tankerne, hånden op til samling og spurgte: “Kan man godt løbe o-løb i gummistøvler?” Et spørgsmål som, til min store forundring, vakte en vældig latter i salen og som har fulgt mig lige siden.

Samlet rating: ♥♥

De o-løbene

skoMærke: Inov-8 (min udgave er for gammel til at være på siden, men X-Talon 190 kan anbefales)

Underlag: Primært terræn, da sålen er meget mønstret og med stålpigge under, som ødelægges ved asfaltløb.

Løbestil: Primært midtfod- og forfodsløb, da den tynde sål og terrænet gør at man lander længere fremme på foden.

Min bedste oplevelse: Jeg har løbet utrolig mange orienteringsløb i denne sko og det bedste ved skoen må derfor være hvor slidstærk og robust den er. Der er ingen specifik oplevelse, men den har været på tur i Danmark, Sverige, Slovenien, Tjekkiet, Italien og Polen, så det må siges at den har tjent sin pligt.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥

De trailløbselskende


DSCF3878
Mærke: Salomon Fellraiser

Terræntype: Trails og terræn. Kan godt klare lidt asfalt også, men det slider på sålen.

Løbestil: Da skoen har 6 mm drop fungere den godt for mig til forfod- og midtfodslanding.

Min bedste oplevelse: Dette var skoene som jeg løb mit første marathon, Samsø Marathon, i. Det var en brutal tur, men i mål kom jeg. Det kan altså ikke anbefales at løbe et marathon der er hovedsageligt asfalt i disse sko – medmindre du er på udkig efter en god mental udfordring selvfølgelig. Til trail og terræn er de dog fantastiske. De går an til orienteringsløb også, under den forudsætning at skovbunden er nogenlunde jævn og at du ikke har for svage ankler. Dette skyldes at  de på trods af lille drop har en solid sål, der kan øge risikoen for vrid i anklen.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥♥

De lynhurtige

Mærke: Adidas Climachill Rocket skoII

Terræntype: Asfalt og skovstier.

Løbestil: Dette er en meget let sko(236 g), som hjælper godt til en naturlig løbestil.

Min bedste oplevelse: Denne sko har jeg kun ejet i 3 uger, så det er ikke de store oplevelser i dem endnu. Men en tur i skoven i det danske forår rangere ret højt på listen over løb som øger livskvaliteten, og det har de været med til. Er man til den naturlige løbestil uden for meget påvirkning fra skoen, kan jeg klart anbefale disse.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥♥

De specialiserede

DCIM100GOPROMærke: Born2Run

Terræntype: Grusstier og evt. asfalt

Løbestil: Igen en meget let sko, denne dog med zero drop.

Min bedste oplevelse: Dette er en sko for nørderne. Skoene er lavet med udgangspunkt i den meget populære bog om løb: Born to Run, og er derfor en sko med fokus på forfodsløbestilen. Jeg anvender den til at træne netop at lande længere fremme på foden, hvilket giver en solid træning af læggen. Desuden er den utrolig behagelig og let, hvilket gjorde den perfekt til en vandretur i bjergene på Fillipinerne.

 Samlet rating: ♥♥♥♥

At vælge sine sko: Ultra Trail Barcelona

Der findes altså utroligt mange typer løbesko, alle med hver sin specialisering og historie. Det handler bare om at prøve sig frem og finde dem som passer en selv. Så kan man løbe mere, blive mere nysgerrig og spare op til næste par som skal afprøves. MEN hvad gør man så når man skal vælge skoene til sit løb?

Jeg står foran at skulle løbe halvmaratonet til Ultra Trail Barcelona her d. 30 April og skal derfor udvælge mine sko. At se på løbet er ofte den bedste vej til at finde sine sko og det jeg ved om dette løb er:UTBNC højdeprofil

Distance: 21 km

Højdemeter: +- 1000 & højdeprofil:

Terræn: Et par kilometers asfalt til en start og efterfølgende tekniske bjergstier “where the skills of those more used to natural environments will be shown.” som løbsarrangøren skriver.

Min analyse af disse oplysninger er altså:

  1. Det er en lang distance –> de mest minimalistiske af mine sko kan ikke bruges, da jeg ikke er trænet nok til at løbe langt i dem.
  2. Der er mange højdemeter fordelt på flere toppe og det er på små stier –> et godt mønster under skoen kan hjælpe mig meget både op ad hvis der er mudret, og i nedløbende så jeg ikke glider.

Valget falder derfor på mine Salomon Fellraiser, da jeg før har løbet 42km i dem og de har et groft mønster under, som giver et godt greb i det formentlig noget ustabile underlag. Om dette er det rigtige valg vender jeg tilbage med i løbsberetningen i starten af Maj 🙂

O-løb er altså bare pissesjovt!

Det er ingen hemmelighed, at jeg synes O-løb er sjovt. Og det er åbenbart heller ingen hemmelighed, at jeg burde bliver noget bedre til det. I hvert fald blev jeg kontaktet af manden bag Find Vej Dagen 2016 med en opfordring om at deltage i et par O-løb og så dele mine oplevelser herinde. Jeg gætter på at han har læst mit blogindlæg “Team Wild Women sluppet løs til VUMB 70+”, og tænkt: hende dér bør dele flere af hendes bommerter med andre nybegyndere. Og så burde hun nok også se at komme ud blive lidt skarpere på det dér orientering! Jeg blev super glad for en undskyldning til at få prioriteret lidt O-løb, og har både været et smut i Viborg Orienteringsklub og Randers Orienteringsklub.

Trailløber verdenen er fyldt med virkelig søde mennesker – og det er O-løber verdenen også!

OK – det kan gøres på denne måde: Find ud af hvor der er O-løbs træning i nærheden, meld dig til over nettet og duk op på dagen, hvor der betales en rund 20’er. Og for en 20’er får man:

  • Et ”nemt-at-finde” mødested. Det er ikke nødvendigvis en selvfølge. Mødestedet i Viborg OK var angivet i koordinater i stedet for ”den der P-plads vi plejer at starte fra, når vi løber i den dér skov”. Super service!
  • En imødekommende og super venlig velkomst, og hjælp til registrering. Og ingen brok, hvis man ikke havde besluttet sig for en bane på forhånd, eller ville lave det om på dagen.
  • Lån af brik og udlevering af kort, inkl. plastlomme. Og tilbud om lån af kompas.
  • Og ikke mindst alt den hjælp man vil have til at læse kort signaturen og gennemgå roadbooken (den dér roadbook kommer jeg tilbage til). Men når jeg tænker på det, er det jo også en hjælp for arrangørerne – det mindsker risikoen for, at de skal ud og finde én efterfølgende!

Men altså – alt det får man for en rund 20’er. Helt uden et krav om at man skal være medlem af en O-klub. Det er dæleme god service!

Bagagerumsindskrivning i øs plaskende regnvejr i en skov nær Viborg.

Bagagerumsindskrivning i øs plaskende regnvejr i en skov nær Viborg.

En sjov måde at træne højintensitet på

Jeg tror det, der er fedest ved O-løb er, at jeg får højintensitet træning, helt uden at opdage det. Nej – ok – næsten uden at opdag det. Normalt har jeg det lidt anstrengt med højintensitet træning. Faktisk er jeg ret ringe til at få mig taget sammen til at løbe intervaller, hvis ikke lige jeg har lagt en plan, eller hvis ikke det er noget jeg har aftalt at løbe med andre (eks. bakkeleg med ungerne). Men hey – når man løber O-løb har man jo pauser en gang i mellem når man kigger på kortet. Og så gælder det jo bare om at give den gas når man kan = interval / bakke træning 🙂 Det er da en win-win der vil noget!

Men altså – jeg har set de dér seje O-løbere der kan løbe og læse kort samtidigt. De får måske ikke så meget interval træning ud af det, men til gengæld er de jo pishurtige. Der er jeg så ikke endnu! Jeg har forsøgt mig kortlæsning mens jeg tog den tværs igennem skoven og med resultatet af at ryge på snottet. Så jeg holder mig til ”interval-O-løb” indtil videre.

Jeps - der er bakker i skovene omkring Fussingø!

Jeps – der er bakker i skovene omkring Fussingø!

En anden lidt sjov ting ved O-løb er, at ens ”fancy pancy” løbeur lidt mister sin mening. Når jeg løber, løber jeg normalt efter puls, for ikke at løbe med for høj puls på mine langsomme ture, og for at ligge det rigtige sted med pulsen på mine tempo/interval ture. Alle de andre data kigger jeg ikke på mens jeg løber, men synes da det er lidt sjovt at kigge på når jeg kommer hjem bag PC’en.

Når jeg løber O-løb, er der ikke rigtig noget data der giver mening:

  • Gennemsnitshastighed? Hvorfor overhoved spørge!
  • Puls? Nej, den pisker jo op og nej uden nogen som helt system/mønster.
  • Skridtlængde? Hmmmm.
  • Kadence? Ligner vist mest noget der er smidt afsted med et haglgevær.
Screenshot af O-løbetur til venstre og lige-ud-af-skovsiten tur til højre.

Screenshot af O-løbetur til venstre og lige-ud-af-skovsiten tur til højre.

O-løb tvinger mig helt simpelt til bare at løbe. Ikke andet – bare løbe. Og det er altså sjovt!

Kom væk fra stierne!

Som gammel asfaltløber, har jeg det med lidt at hænge fast i stierne. Hvis jeg løber ad en stor sti, og kommer forbi en mindre sti, skal jeg aktivt vælge at tage den mindre sti. Det er ikke noget min krop/hjerne bare gør af sig selv. Jeg skal overveje det og tage et aktivt valg, før jeg tager den lille sti. Det er som om min hjerne har de største stier som ”default”. Mega irriterende og det er noget jeg arbejder på at ændre.

Og her er O-løb simpelthen genialt. Her bliver jeg fristet til at tage den lige vej, og være ligeglad med stier. Jeg tror kortet gør en super stort forskel, nok fordi det giver mig en sikkerhed i at jeg ikke bliver væk, og derfor ”tør” give slip i den tryghed der ligger i stier. Og hvor er det bare skøn at give slip og løbe derude i terrænet.

Lækkert lyngklædt landskab et sted nær Viborg (taget med en meget våd tlf, så undskyld at det er noget sløret).

Lækkert lyngklædt landskab et sted nær Viborg (taget med en meget våd tlf, så undskyld at det er noget sløret).

Og ja – jeg fik også en dyrtkøbt lessons learned

Jeg havde min telefon med mig på mine O-løbeture, så jeg kunne tage nogle fotos her til bloggen. Jeg løber ofte med min telefon, og tænker ikke nærmere over det. Hvis jeg er på langtur, ligger den i en lomme i min løbevest, og på kortere ture, har jeg den bare i hånden. Nogle gange i den ene hånd, og nogle gange i den anden hånd. Jeg løber lidt og skifter hånd, uden rigtig at tænke over det. Meeeeeen: Lad nu være med at have mobil telefon og kompas i samme hånd! For så kan kompasset give en forkert kurs, og man kan ende midt ude i en super dejlig, helt fredelig, helt menneske- og post-tom del at skoven!

Det kostede mig vist lige et par km i alt, da jeg blev nød til at løbe hele vejen tilbage til den forrige post, og tage den forfra!

Lær at bruge kortinformationerne

O-løbskort har super mange detaljer, og det er noget af en balance der skal finde mellem ”læse alle detaljer, også dem der måske ikke er nødvendige” og ”læse for lidt, og løbe forkert”. Men helt overordnet skal jeg vænne mig til at hvid = skov der kan løbes igennem og gul = der hvor solen kan ramme jorden. Det kan jeg stadig blive forvirret over. Især at skov er hvid – det er altså bare lidt sært.

Og så er der det med stier og veje. Jeg kan mærke at jeg ikke helt stoler på kortene, nok fordi man ikke kan regne med veje og stier på 4 cm kort som vi løb efter til Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB). Men måske er det klogt nok at være forbeholdende overfor kortene – det er jo ikke alle O-kort der er helt opdaterede.

Og så er der roadbooken. Roadbooken, giver information om de enkelt poster. Det kan være ”hvor 2 stier mødes”, ”hjørne af bygning”, ”lysning”, ”skrænt” og mange andre information. De angives som symboler, og de er nok også nyttige at lære. Så ved man hvad man leder efter derude.

Men det vigtigste budskab må være: Man kan faktisk klare sig igennem med utrolig lidt. Det koster bare tid og måske lidt ekstra km, men man skal nok få fundet posterne.

Post, chip og kort med roadbook.

Post, chip og kort med roadbook.

Tror på dig selv

Ja, det lyder klicheagtigt, men det er nyttig at gøre. Altså tro på sig selv. De første par gange jeg var på O-løb, kunne jeg få helt ”noia”, når folk løb i en anden retning end mig. Hvad ved de som jeg ikke ved? Er det mig der er helt galt på den? Eller endnu værre, hvis folk klippede en post og løb videre i en anden retning end jeg havde planlagt. Pis osse! – har jeg slet ikke styr på det? Burde jeg også løbe den vej?

Men det er jo fordi der ofte er flere baner, der bruger de samme poster. Både i Viborg og i Randers, var der en 4-5 forskellige baner, af forskellig længe (ca. 3 – 9 km) og forskellig sværhedsgrad (begynder, mellemsvær, svær). Og mange af poster blev brugt på flere af banerne. Så ro på, og tro på dig selv!

Og nu er jeg faktisk nået så langt, at jeg synes det er ret sjovt, at se / møde folk på kryds og tværs i skoven, og bare løbe efter mit eget hoved.

07_O-løb er også at andre bare løber forbi

Så kom afsted!

Så hvis du er blevet nysgerrig på O-løb, så kom afsted. Find et træningsløb, eller mød op til en klubtræning i en klub nær dig. Eller duk op til Find Vej Dagen 2016 og hør nærmere.

”Reset” din hjerne og kom afsted med kortet i hånden. Vi ses derude mellem stierne!

,

Run by the Camille Milky-way… 1. møde med Nighttrailrun.

Nighttrailrun

I tror det er løgn….I tror SIMPELTHEN det er løgn……. Det var sådan jeg oplevede det og du skal lige høre hvorfor…

Jeg havde længe set på de der opslag med trailrun og også nighttrailrun og havde følt mig fristet, men jeg turde ikke prøve det. Jeg var alt for bange for ikke at kunne klare et helt løb eller blive væk.

En dag slog det så klik for mig, da jeg så at OK PAN I Aarhus, havde deres sidste nighttrailrun, inden de igen startede op til efteråret.

Jeg havde jo løbet 10K, så mon ikke det skulle kunne lade sig gøre, at løbe 5K I bakke og dal med bind for øjnene (det var sådan mine tanker var).

Jeg mødte op i rigtig god tid til løbet. Jeg skulle låne trailsko og pandelampe, af LØBEREN som venligst udlånte til aftenens løb. Jeg fik fine sko og en lampe lige midt på min pande.

IMG_0495
Jeg står og ryster af skræk, der nederst til venstre…

JEG VAR KLAR…. – eller jeg stod der med alle de andre og blev budt velkommen.
Manden bød glad velkommen og vi stod mange med smil på læben og fulde af forventninger.
Manden sagde bla bla bla….og så kom det: Vi har måtte omlægge ruten, så vi får alle de højeste punkter med i skoven. Derfor er ruten blevet 6K i stedet for 5K.

WHAT!!!
Mængden grinede og snakkede lystigt sammen. Jeg grinede med og forsøgte at falde ind i mængden.
Manden fortsatte: Bla bla bla….og så kom det igen: Vi skal lige løbe sammen op til startlinien, som ligger ca 1K herfra.

WHAT WHAT WHAT….hvem stak mig lige en mavepumper der!
Mængde grinede endnu mere, og jeg forsøgte stadig at falde ind. Jeg ved dog ikke helt hvor mange andre der græd, på det tidspunkt.
Manden afsluttede med: Men de ekstra kilometer skal I ikke betale ekstra for.
Hvilket jeg nu syntes var ok sjovt og en mere fair form for humor.

Jeg tørrede min øjne og tændte min pandelampe og luntede med de andre op til start.
Jeg kunne jo også havde simuleret et hjerteanfald,og overvejede det kort, men besluttede mig for, at det måske også lige var i overkanten, så jeg sprang videre ud i min udfordring.

Vi luntede op til start og jeg følte mig faktisk glad igen og klar….jubii yah.

IMG_0494

Efter 2K så min sti ud som på billedet…
Min pandelampe gik simpelthed i SORT og fucking-åndsvage-halvhjerne-idiot havde ikke fået ekstra batterier….FUCK…

Hvad gjorde du, hvad gjorde du ?
Jeg panikkede i 3,5 sek, da ruten jo kun var lyst op med reflekser, som pandelampen skulle lyse på, men så fattede jeg mig og ventede på næste løber kom frem til mig (fandme godt jeg ikke var sidste mand, så havde I ikke set mere til mig før daggry).
Efter hun så var løbet ind i mig og havde fået et chok, da hun jo ikke havde forventet, at finde en løber uden lys. Ja så spurgte jeg pænt om jeg måtte løbe sammen med hende. Det måtte jeg heldigvis gerne og vi fulgtes så resten af vejen, skulder mod skulder og havde det skide teenagersjovt med det.
Om det var HENDES eller MIN skyld, at vi løb forkert en enkelt gang (men ret hurtigt fandt de andres lys igen) ja, det lader vi stå hen i det uvisse.
(Jeg kunne desværre skrive et meget langt indlæg, om alle de gange jeg er løbet forkert, til det andre påstår er godt opmålte løb).
Og så overvejer jeg endda stadig, at prøve orienteringsløb.

Vi kom godt i mål og jeg chekkede ind efter min nye søde skulderløbemakker. Lidt pli har man vel 😉

Jeg skyndte mig at sende en SMS til min kone, at jeg var kommet godt i mål. Hun var nemlig noget bekymret for mig, da jeg er temmelig mørkeræd og hun kender til mine oplevelser med, ikke at kunne følge en rute på et løb.
Hun svarede hurtigt tilbage. RING TIL DIN MOR….HUN TROR DU ER BLEVET VÆK!
Min mor havde så fulgt mig på ENDOMONDO og hysterisk smsét, til min kone, da hun havde hørt, at jeg skulle løbe de 5K, og troede nu at jeg løb forivret rundt alene i skoven.
De har sku ikke alt for meget tiltro til mig de kvinder ;-).

Jeg fik beroliget min mor og kørte hjem, med følelsen af at være en endnu sejere ninjalebbe, for det var fandme sjovt og fandme en ret udfordrende løbeoplevelse.
Det er absolut ikke sidste gang jeg skal prøve TRAIL, men næste gang vil jeg have et par lygtepæle med under armen, tænker jeg…

,

Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste

Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste marathon.
Yes det kan jeg skrive under på. Selvom jeg “kun” var udsat for den halve distance, har dette løb været det hårdeste jeg har deltaget i til dato.

image

Lørdag d. 27 Febuar var datoen for dette års Thy trail marathon. Det var samtidig også min fødselsdag og da jeg er et dedikeret familiemenneske plus løbenørd, kunne jeg ikke forestille mig en bedre kombi end at blive godt forkælet af familien og så løbe et fedt trailløb i noget af Danmarks smukkeste natur på denne dag.

Efter sang, gaver og lækker morgenmad, satte min mand og jeg kl 9 kursen mod Cold Hawaii i Klitmøller hvor der skulle hentes startnummer. Vejret var smukt, sol og blå himmel. Da vi ankom var der allerede mange løbere og snakken gik mens der blevet udleveret startnumre.

Vandstanden havde de foregående uger stået meget højt i områderne hvor vi skulle løbe, et af de steder vi skulle over, stod vandet en fuldvoksen mand til brystkassen og med mine 165 cm, var jeg faktisk ret nervøs for at skulle igennem denne meget kolde vandmængde. Jeg havde lånt et par neopren løbetights af en god veninde for at undgå alt for kolde lår under løbet. Fredag aften før løbet, blev ruten dog ændret og lagt udenom det dybe vandområde og i stedet fik vi 2 km længere på stranden.

Kl 11 gik vi til busserne og blev kørt ud til startområdet. Solen stod stadig højt og der var ikke meget vind. Perfekt vej til en trail i Thy nationalpark.

Mens vi fik info om løbet, kom de første marathonløbere forbi depotet ved 21 km. Mange så allerede trætte og våde ud og mine sommerfugle i maven fløj nu endnu hurtigere.

image

Så blev det vores tur. Jeg var klar. Starten gik på stranden og de første kilometer gik langs vandet i meget blødt sand.

Efter 3 km gik turen videre op i klitterne og ruten gik nu på én lang række ad single tracks med stigninger og nedløb i smuk natur,inden vi igen skulle løbe i det bløde sand på stranden. Jeg har tideligere løbet North Beach halvmarathon, hvor hele distancen foregår på stranden ved vesterhavet og jeg også løbet 16 km trail på stranden før, men denne omgang sand var det blødeste og tungeste jeg har været udsat for, det kom virkelig bag på mig hvor hårdt det var denne dag.

Efter en smuk og hård strandpassage forbi de gamle fiskerhuse og langs høje skråninger på stranden, fortsatte turen op ad en stejl klit og ind i lyngområder med vand, grusstier, en kort asfalt rute og så tilbage ind i lyngområderne.

Det var i disse områder vi stiftede bekendtskab med vandpassagerne. Vandet var iskoldt, der hvor det stod højest, gik det mig til op på låret, pga kulden, føltes det som om at fødder og tæer frøs til is og knive blev stukket i dem – virkeligt ubehageligt. De første skridt på land igen, føltes fødderne døde, men hurtigt kom der gang i blodcirkulationen og det hele føltes godt og varmt igen.

Min mand var med som tilskuer, han følger altid mine løb og er en kæmpe opbakning når jeg er afsted. Også denne dag stod han klar med kameraet på forskellige steder på ruten og tog fine billeder af naturen og os løbere. Det er fantastisk at have billeder at kigge på efter sådan en oplevelse.

image

Turen bød på mere vand og mudderhuller og jeg var rigtig glad for de løbetights jeg havde lånt. Humøret havde været højt hele turen og jeg blev lige lidt ekstra høj ved det sidste vanddepot, hvor vi fik opmuntring om at der kun var ca 4,5 km tilbage til mål. Jeg gav den lidt ekstra da jeg løb igennem de sidste vandpassagerne i klitterne, fik endda taget et par billeder og tænkte at nu var det bare ligeud af stien og så var målet der meget snart.

image

Det viste sig dog at jeg ikke havde regnet det hele ud. Op over klitterne gik ruten igen ned på stranden i det bløde sand. Og det skulle vise sig at de sidste 3 km skulle foregå her

Med en meget træt krop og fødder der forsvandt dybt ned i sandet ved hvert skridt, skulle jeg virkelig finde noget mental styrke frem for at komme i mål. Jeg måtte ned at gå et par gange og forsøgte at finde energi fra de  positive tilråb jeg fik fra andre løbere, der så ud til at være ligeså pressede som jeg. Stranden føltes uendelig, men efter et stykke tid, der føltes som timer, kunne jeg endelig se målflagene.

image

Med en krop der var presset max, løb jeg ret stolt af mig selv over målstegen. Alt i min krop gjorde ondt og især lænden var øm efter kilometerne i sandet…….men hvor var jeg stolt af mig selv. Thy trail marathon har helt klart været den fysiske og psykiske anstrengelse værd. Et utrolig smukt, hårdt og anderledes trailløb i barsk natur.

Hjemme igen hos familien,tog jeg et ekstra stort stykke af lagkagen, jeg var træt men høj på trail og min krops præstation.

Trail er fantastisk – selvom om jeg er forholdsvis ny er jeg er SÅ glad for at jeg er blevet en del af den verden og jeg glæder mig allerede til Thy Trail Marathon 2017 – hvem ved, måske med den hele distance.

thetrailtype

_______________________________________________

Meld dig ind i RunningBlogs facebookgruppe og få besked når der er nye indlæg på bloggen.

,

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben – The Movie

Så kom den.

Filmen I alle har ventet på.

IMG_2561

 

Dette indlæg er derfor en opfølgning på mit sidste ved titlen “Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben”.

Dette er nemlig filmen bag indlægget.

Herunder er linket til filmen samt et link til “historien”.

Selve “historien”: http://runningblogs.dk/krigskorrespodent-i-sibirien-med-skarptladte-vaaben/

Filmen: https://youtu.be/i7R-Oj7-el0

 

Denne film kan desværre ikke ses på mobiltelefoner – uanset mærke eller styresystem – ej heller på ipads eller lignende.

Dette er ikke noget jeg har bestemt eller indstillet den til.

Men er besluttet af youtube.

Dog virker den perfekt almindelige computere.

Her kan de også nydes på en stor skærm 🙂

 

God fornøjelse.

Og smid gerne en kommentar herunder.

 

Her kan du se de andre film jeg har lavet.

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.00 Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.13

 

TheGeekRunnerwhite

 

,

Running Free – video

Running Free er en kort video med billeder fra forskellige trails omkring i Danmark, blandt andet Bornholm, Marselisborgskoven i Aarhus og nationalparken i Thy. Formålet med videoen er blot at motivere og underholde – Enjoy (:

   Running Free – video   

, ,

Team Wild Women sluppet løs til VUMB ULTRA 70+

Så oprandt weekenden, hvor Team Wild Women skulle ud og lufte de gode ben og se om de dér orienteringsevner, vi havde fået skrabet til os i de seneste 3 ugers tid op til løbet ville være nok. Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB) ULTRA 70+ var et todages orienteringsløb fra Mols til Ebeltoft (med overnatning på Fregatten Jylland) og tilbage igen dag to. Undervejs skulle der findes poster ud fra 4 cm kort (altså ikke O-kort! – mere om det senere), løses opgaver, og ikke mindst hygges og krammes. VUMB er det mest kærlige løb jeg nogensinde har mødt – det vender jeg også tilbage til.

Race prep

Så altså, det var ikke uden grund, at jeg var virkelig nervøs i dagene op til. Sådan virkelig nervøs. Nervøs på den dér måde, at man ikke har lyst til mad. Og det er altså ikke særlig smart, når man skal løbe 70+ km over en weekend. Kompromiset blev, at der blev spist ret mange kager og ikke så meget fornuftigt mad. Men der blev spist, OK?

Det gik dog nogenlunde, med den der nervøsitet og raskløshed indtil om torsdagen hvor jeg, ud af det blå, blev ramt af en skokrise af de helt store: Jeg havde mange gange besluttet mig for at løbe i mine ”godtvejrssko”, fordi de ikke giver mig problemer i form at vabler/blå tæer, og fordi der ville være en del ”transportstykker” på grus/vej. Men pludselig sneg tvivlen sig ind på mig. Skulle jeg nu alligevel løbe i mine ”muddersko”? Vejrudsigten meldte om plusgrader, så jeg ville helt sikkert møde masser af fedtet terræn. Og jeg hader at fedte rundt! Meeeeeen – jeg får jo vabler af de der muddersko, hvis jeg løber længere end 25-30 stykker i dem………. Skal – skal ikke………? Heldigvis vandt fornuften fredag morgen, og jeg endte med at løbe i mine ”godtvejrssko” med ingen vabler og 10 gode tæer som resultatet! Pyh!

En anden ting, der fyldte rigtig meget i vores race prep var mad. Min makker, Bolette og jeg var enige om, at vi ville løbe på rigtig mad. Ikke noget med gels, chews, energibarer og alt det andet ”kunstige energi” – bare rigtig mad. Til VUMB skal du selv medbringe energi til hele weekenden, inklusiv til om aftenen på Fregatten Jylland og søndag morgen. Så der blev indkøbt og pakket mad i store mængder, og jeg kan afsløre så meget, at vi ikke kom til at mangle mad! Hvordan det så fungerede med at løbe udelukkende på rigtig mad, kommer senere i et blogindlæg for sig selv. For nu skulle der løbes. Og tænkes!

På dagen

Lørdag morgen satte jeg kursen mod Karpenhøj Naturcenter, og jo nærmere jeg kom, jo mere nervøs blev jeg. Jeg ankom og var faktisk bange. Sådan rigtig angst for, hvad jeg havde gået ind til. Og Bolette – hun var mindst lige så bange som jeg. Utroligt at man ikke kan se angsten i vore øjne på ”før-race” fotoet (fotoet på toppen af indlægget). Det må være ”fake it til you make it” der slår igennem.

VUMB SUPER 100+ folkene blev sendt afsted før os, og vi lyttede med på deres briefing. Det hjalp lidt på det tårnhøje stressniveau, måske fordi jeg så underbevidst tænkte at ved at få de generelle instruktioner to gange, ville det vigtigste sandsynligvis nå ind i vores tågede hjerner.

Og så var det vores tur, men stressniveauet var dog ikke faldet meget. I hvert fald ikke målt på puls. Jeg tror aldrig jeg har startet et race med så høj puls!

Det jeg havde været mest bange for, var prologen. Det viste sig, at der ikke var en prolog lørdag, men at vi i stedet skulle op til Øvre Strandkær før den første opgave mødte os. Så starten gik, og vi skulle bare løbe langs stranden et godt stykke. Skønt at komme i gang, og heldigvis fandt vi det rigtige tempo lige fra starten. Godt for humøret og nervøsiteten – vi var i gang! YEAH!!!!!.

Team WIld Women langs med stranden lørdag, et par km inde i løbet.

Team WIld Women langs med stranden lørdag, et par km inde i løbet. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Opgaver på ruten

I løbet af dagene blev vi udsat for lidt forskellige opgaver:

Første opgave på lørdagen var at finde poster i Mols Bjerge med udgangspunkt ved Øvre Strandkær. For dulen da, hvor vi fedtede rundt i det! Såååååååå: Lessons Learned no. 1: Nu når man ikke kan læse højdekurver godt nok til at navigerer efter dem, og er afhængig af GPS, skal man lige vide at man ikke kan stole på GPS’en når man står stille eller går. Man skal løbe for, at den viser en stabil kurs. Og Lessons Learned no. 2: Lad være med at nordstille kortet efter syd pilen på kompasset! Det bidrager unødigt til forvirringen.

Men heldigvis er vi sådan nogle der dobbelt og trippeltjekker kort og retning, og løb derfor ikke lange stræk forkert før vi fandt ud af at noget var galt. Vi fik bare set lidt flere bakker end de fleste, og flere af dem flere gange :).

Anden opgave om lørdagen var, at vi fik udleveret et blankt kort (altså intet baggrundskort), og skulle finde poster ud fra kompaskurs. Lesson learned nr. 3: Hold hovedet koldt og læs ordenligt på instruktionerne, så man ikke bruger afstanden til næste post som kurs. Det gør det meget svært at finde næste post! Heldigvis var det ikke langt mellem posterne, så vi tabte ikke så meget tid på vores lille gimmick.

 

Ved opgave: Find poster vha. kompaskurs. Foto: Finn Bojer.

Ved opgave: Find poster vha. kompaskurs. Foto: Finn Bojer.

Søndag havde vi en anden lille opgave, med at finde 6 poster rundt i et sommerhus/bolig område ved Egsmark Strand (= masser af pæne bakker). Vi kunne selv vælge rækkefølgen og skulle bare løbe videre til næste post på hovedkortet, når vi var færdige. Området indeholdt en del blinde veje og når man ikke må løbe i folks haver (forståeligt nok, men godt nok fristende! Folk sov jo for pokker, sådan en søndag morgen kl. lort), var der lidt at vinde ved at lægge en god plan for rækkefølgen. Men, Lessons learned nr. 4: Måske vil det være en god idé at tænke højdemeter næste gang man selv kan planlægge rækkefølgen. Jeg er ret sikker på at vi kom så meget op og ned ad bakker som det overhoved var muligt.

Team Wild Women godt i gang om søndagen. Friske og i godt humør :) Foto:

Team Wild Women godt i gang om søndagen. Friske og i godt humør 🙂 Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Terrænet

I løbet af de to dage løb vi i det skønneste, meget afvekslende og dejligt udfordrende terræn, der inkluderede strand, brombærkrat, overdrev, mere brombær krat, løvskov (nogle gange med brombærkrat i bunden), nåleskov (juhu – intet brombærkrat) og lidt vej. Vejstykkerne var gode for sådan nogle gamle roadrunners som os, og vi kunne bare nulre derudaf. Meeeeen: Lesson learned nr. 5: Lad være med at snakke om mænd når man bare nulre derudaf ad en grusvej – man risikerer at løbe lige forbi posten!

Og så lige en bonus info: Selvom man har lange tights på, får man altså ikke kønne ben af at løbe igennem det ene brombær krat efter det andet. 🙂

Skønt skønt istidslandskab.

Skønt skønt istidslandskab.

Posterne

Sammen med kortene, blev der udleveret en roadbook, der kort forklarede postens beliggenhed. Det kunne være ”lavning” (dem er der så riiiiigtig mange af i Mols Bjerge, skulle jeg hilse at sige), N ende af sø, stisammenløb el.lign. Hvis man ikke kunne finde posterne efter kortet, havde vi jo altid GPS koordinater som backup, og det var en stor hjælp, da 4 cm kort langtfra indeholder samme detaljer og informationer som et O-kort. Faktisk nogle gange ikke andet end: Du står i en skov (=stor grøn plamage på kortet), og vejene på kortet stemmer ikke overens med virkeligheden. Good luck!

Post. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Post. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Men koordinater, det havde vi bare ikke lige til prologen søndag morgen. Starten gik lidt over 6, så prologen blev løbet i mørket. Jeg var godt nok glad for, at vi var kommet ind lørdag inden det blev mørkt (det var det ikke alle der nåede). Det er ikke lige super nemt, at finde poster i mørket.

Og et ”flippet” kort hjælper heller ikke på det! Altså: kortet var ”flippet rundt”, så det svarede til at vi så kortet igennem fra bagsiden af papiret! Go’ humor!

Vi vidste fra starten, at der var noget galt med kortet, men derfra og så til at gennemskue hvilken vej man skulle var ikke lige helt til. Så vi endte, sammen med en hel del andre, at løbe i den gale retning langs stranden. Vi nåede ikke langt, inden vi synes det var forkert, med der var rigtig mange andre der var længere ude langs med vandet end os, og så mange man vel ikke tage fejl, vel? Hvad er det lige de ved, vi ikke ved? For det må være os (de totalt grønne O-løbere) der ikke har gennemskuet den endnu, ikk? Men nej, vi var galt på den, og vendte om. Heldigvis en del tid inden mange af de andre, der også havde taget fejl. Optur for Team Wild Women!

VUMB kulturen og et fantastisk crew

Som jeg startede med at skrive, er VUMB det mest kærlige løb jeg nogensinde har oplevet. Det er nok det eneste sted, hvor man render rundt og krammer fremmede mennesker.

Men det virker: Den første krammer fik jeg, da jeg ankom til Karpenhøj og det hjalp faktisk en del på nervøsiteten. Og udover krammere, så var hele weekenden gennemsyret af hygge, hjælpsomhed (er du OK?, vil du have noget chokolade?) og at blive vækket søndag morgen 4:40 af hyggelig musik og være i godt humør. Og det siger ikke så lidt om kulturen – jeg er normalt pænt gnaven om morgenen. At jeg så i løbet at morgenen kom ud i en større eksistentiel krise, da jeg opdagede at den hyggelige morgenmusik som jeg rendte rundt og nynnede og var i godt humør over var Justin Bieber med Love Yourself!!!!! Ja, det måtte jeg så komme mig over. (p.s. synes faktisk stadig det er en god sang – jeg ved ikke helt om jeg skal slå Jon eller give ham en krammer, næste gang jeg ser ham, for at have vækket os med den sang).

Og hvor var alle crew folkenene bare fantastiske: Positive, tålmodige, kærlige og med dejlig humor. Tusind tak til jer alle for et fantastisk race!

Hårdtarbejdende crew. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Hårdtarbejdende crew. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Team Wild Women kom i mål søndag efter en super dag, hvor vi havde lært en masse af vores fejl fra om lørdagen. Vi var blevet bedre til kortlæsning, brug af GPS, og ikke mindst havde vi fundet en rigtig god rolle fordelingen. Jeg var navigatøren og Bolette var fornuften. Fornuften, som i: Kirsten overvejer at løbe ”lige på” til næste post, crew siger helt henkastet ud i luften: ”det er også tidligt i løbet”, Bolette beslutter: Vi tager vejen! Og som i: Kirsten kan ikke finde posten “spot on” fra kortet, Bolette beslutter: Vi tager GPS punkt på denne! Lørdag kom vi ind som nr. 5 blandt kvinderne, søndag som nr. 3! Endelig placering var 5. plads ud af 7 kvindehold, og 57. ud af 82 samlet. Vi er ganske godt tilfredse.

Efter check ud ved Karpenhøj. Et stk, glad og tilfreds Team Wild Women.

Efter check ud ved Karpenhøj. Et stk, glad og tilfreds Team Wild Women.

VUMB: Jeg tror vi ses igen! 🙂