Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarptladte våben…

Det brusende kolde vande fosser ind i skoene, alt imens jeg retter mine våben mod den forsigtige løber der roligt og uvidende kommer ned af den glatte og mudrede bakke.

Jeg tager sigte og trykker af…

BANG, intet rekyl, kun den isende fornemmelse…

 

REWIND..!

 

Lørdag morgen, klokken er rocker lorte tidligt, og utroligt nok sover mine små soldater stadig, da jeg indtager dagens første kulhydrater, koffein og vand.

Af erfaring, er tøjet, ALT tøjet lagt klar.

 

Klokken er 05:30 og idag løber HSTM af stablen, af løb, i det nye år.

Nogen siger at dette, ikke helt almindelige løb, som dog også er for den almindelige løber, er Danmarks næst hårdeste løb.

Vi er ude i kategorien “trail”.

Dog med den lillebitte hage, at dette indeholder “djævlebakken”.

Stedet er Hole skov ved Korup, på fyn.

Og det er her, i ly af mørket jeg parkere ved siden af den suspekte BMW stationcar, med to endnu mere suspekte typer iført huer og vintertøj.

Hvis man ikke vidste bedre, så ville en udefra stående person, nok overveje, om dette skulle til at være starten på en drugdeal af de helt store.

Men nej, disse to mands typer, lettere atletisk bygget, er ingen ringere end Thomas Steenberg og Thomas Andersen.

De to lettere “forstyrrede” herrer, er dem der har iværksat dette sindssyge løb for tredje gang.

Behøver jeg at tilføje at de er hardcore løbere.? Ej vel…

 

Klokken er lidt over syv, og det gælder om at få en god p-plads i nærheden af start/depotet, da jeg i mit bagagerum, har gemt mine våben.

IMG_2180

For ikke nok med at jeg skal løbe med i dette marathon, indeholdende to distancer, nemlig de klassiske 42K, så indeholder det også 25K for de der gerne vil hjem i varmen igen hurtigst muligt.

Så skal jeg også filme under hele løbet.

Så her sidder jeg så, som en anden krigskorrespondent i Sibirien, med våben i form af div GoPro kameraer, holdere hertil samt en mobil til at sende live opdateringer undervejs i løbet.

Løbets start er kl 08:00, og der begynder så småt at dukke folk op, og de er ligesom mig, ikke meget for at gå ud af deres dejlig varme biler.

Vejret er lige omkring frysepunktet, så jeg forstår dem udemærket.

Men iført min tonstunge og kæmpe store dunjakke, går jeg rundt og rigger mit udstyr til.

For der skal filmes fra allerførste øjeblik til sidste øl er drukket efter målgang.

Jep, du læste øl.

Men mere om det senere.

Og der, fandeme ja, lige der – der står en eller anden sindsyg løber fra det sjællandske. Ved første øjekast ligner det jo at han står der i lange underhylere.

Men nej, det er bare ben, tynde mælkehvide bare ben. Som han bestemt har glemt at barbere til dagens anledning.

Dette er ingen ringere end den nordeuropiske verdenstjerne “Trailer”.

Og til dette løb har jungletrommerne spillet en mystisk rytme, hvori tonere spillede op til hård kamp mellem ham og den fynske legende og manden der gemmer sig bag et af Danmarks mest veltrimmet fuldskæg “The urban Trail Runner”.

 

Stemningen er hurtigt lystig, varm og folk stikker hinanden klaps og kram.

Her står nemlig 2/3 af feltet af nogle af de hårdeste mænd og kvinder indenfor trailløb, og en hund.

De er kommet fra hele DK.

Men med det tilfælles, at de alle kender hinanden, på den ene eller anden måde.

Det er nemlig sådan kendetegnet er ved trail. Alle kender alle.

 

Efter en kort racebriefing, bliver løbet sat igang.

Det ene kamera hviler godt i hånden, da vi starter med at løbe op ad den første bakke, ja, vi fik da lige 6 meter fladt terræn, inden den første stigning.

Jeg forcere hurtigt de 70 meter opad, sgu ikke fordi jeg vil først, men jeg skal have skudt nogle billeder af de seje løbere, der kommer “kravlende” opad bakken iført pandelamper, som en anden lysende slange.

– BANG BANG BANG – mobilen har skudt dem alle og det er lagt op på nettet til de spændte mennesker der følger det live hjemme fra deres varme stuer med lun varm mokka mellem hænderne.

Stemningen er allerede høj, men vi er jo også lige startet.

Syv et halv minut senere er vores sko våde.

Sådan foregår de næste 4K, jeg løber frem og tilbage, kravler op på div stubbe og træer, samt ligger og kravler rundt på jorden for at få de bedst mulige skud af de uvidende løbere.

Jeg vil lige indrømme, at lave intervalløb i terræn, er endnu hårdere end på asfalt, så er da lidt ramt efter første omgang.

Men ingen tid til at lide, der er kun den eneste rigtige vej, og det er fremad, eller rettere op og ned, op og ned…

 

Allerede efter første omgang er der god spredning på feltet.

Og det er her det går op for mig, at min mission med at dække løbet live samt at skulle holde styr på fem af hovedpersonerne i den kommende The Geek Runner Production film, bliver ret svært.

Foran mig er den ene del af personerne, sammen med mig er der en, og bag mig de resterende to.

Puha, det bliver en værre løben frem og tilbage.

Men filmes skal de sgu.

 

IMG_2202Det fede ved dette løb, og så mange andre løb, er at opleve solopgangen – hvis man kan sige at den gør det, på denne lettere grå og kolde dag – men når man først ser den komme op, der bag træerne, udover markerne, med sit varme orange lys, så er det som om man glemmer alt omkring sig.

Ømheden, kulden og tankerne forsvinder det halve minut man overvære denne fantastisk scene af lys og landskab der stille smelter sammen.

BANG BANG BANG, endnu engang er der sendt billeder ud til de nu, morgenfriske seere.

 

Fortsat knager den flotte frosne sne under vores evigt stampende fødder, og vi løber over uberørte stier, så andre kan følge vores fodspor.

Hen over “sumpen” hvor grenene hænger tungt grundet laget af is der forsigtigt har svøbt sig om dem, som var det for at beskytte dem mod alt ondt.

Drejer til venstre, og der, lige der, der rejser hun sig.

FUCKING KÆLLING, im back.

Hold nu kæft hvor jeg hader hende.

Pustende og ikke mindst svedende bestiger jeg hende, med en glæde og samtidig foragt, som var hun et stykke slik man bare ikke måtte spise.

Se “Live” optagelse af bestigningen

Hold nu op hvor er jeg allerede træt af hende. Men inderst inde har jeg svært ved at skjule min glæde for igen at se hende, føle hende og ikke mindst lytte til hende.

Lytte til hvordan hun gir efter for mine varsomme skridt.

Gud hvor er hun flot på denne tid af året.

Jeg gjorde det.

Jeg er oppe.

Nu er der kun 4 møder med hende igen. Det skal nok gå, jeg har været blid mod hende, håber hun vil blive ved med at være blid ved mig.

Mere når jeg ikke at tænke, får turen endnu engang går nedad, vel at mærke, 40 meter længere henne.

Så op igen, i samme stigning som tidligere, ned og så er man ved depotet.

Klokken er lidt i ni, den første af de kommende friske 25K løbere er allerede kommet.

Fantastisk, fresh meat.

De ved ikke hvad der venter dem, eller jo, de har jo hørt om “kællingen”.

Da jeg skal skifte magasin – læs batteri – i mit GoPro, får jeg lige hilst på Peter.

Han er frisk og spændt, så får lige en sludder for en sladr inden jeg igen begiver mig ud på en runde.

Tiden er til at skyde lidt flere løbere ned i gemmekassen, og så tilbage til start, hvor jeg skal starte ud med de friske løbere kl 10:00.

 

Nu er de her, endnu en kort briefing og løbet er også igang for dem.

Nu synes jeg godt nok at den første bakke er blevet lidt mere stejl, lige lidt mere ufremkommelig.

Benene er sgu ikke helt så friske.

Kan mærke at de sidste mange måneders asfalt træning på flade veje for at opnå en sub 3:00:00 på marathon distancen, ikke er den bedste måde at trænge til et trailløb på.

Hvad dælen havde jeg tænkt på.

Griner stille for mig selv, da alle og enhver, med lidt normal tankegang, på ingen måde havde overvejet det jeg nu er igang med.

At løbe trail, at løbe det hurtigt, og kun have trænet på asfalt.

Sikke dog et kæmpe fjols jeg er, hahaha

 

Det forunderlige ved trailløb er, at uanset hvor trætte og kolde løberne er, så kan de konstant spotte mig og mine våben.

Og der, lige der, så snart de har set mig, så kommer smilet frem, fra øre til øre stråler de hvide tænder, så kameraet blændes af lyset.

Glæden og lysten til løb kommer så tydeligt frem, alt imens jeg står der i bedste Rambo stil og prøver at få sigtekornet til at sidde lige i panden på dem, for at få de bedst mulige billeder.

Men ingen, jeg mener seriøst ingen, ser sure ud. Alle smiler som om det er en “walk in the park”.

Hvad sker der, de burde jo ligge ned i mudderet med lungerne hængene ud af halsen.

Igen er dette bare et bevis på glæden ved at løbe trail.

 

Pitstop, batteriskift, sulten, tørstig – kald det hvad du vil.

Men at løbe forbi et depot som der er denne dag, er jo ren og skær galimatias.

Her er jo alt hvad man kan ønske sig.

Altså udover vand og det fantastiske 32Gi i en så kraftig farve, at det kan ses i ens pis de næste fjorten dage, vel at mærke, selvom du kun lige har smagt på det.

IMG_2194

Der på bordet, foran næsen på os, står der ikke ringere end, matadormix, chips i forskellige afskygninger, skåret frugt, Coca Cola, Sprite, brunsviger – ja den fynske slags og ikke den nordjyske af slagsen med flødeskum. Vi ved jo godt at det FULDSTÆNDIG sindsygt at gøre dette. Det er jo terror på højt plan indenfor bagerbrød/kager. Burde straffes med 23 ture op og ned af djævlebakken.! – Ikk´Morten.?

Bum, så er det slået fast, altså, der er og findes kun en rigtigt brunsviger, og det er som den er, uden dikkedarer eller kardemomme. Slut – over and out…

Nå tilbage til depotet.

Der var sågar en stor flot lagkage med flødeskum og hele svineriet.

I et depot, hvad siger I.?

Så som I nu kan forstille jer, så var det ikke et af de der fornemme, “uhhh vi spiser af porcelæn-helse-grøntsags-sunde” depoter som til alle andre løb.

Nej dette var et rigtigt depot, et rigtigt trail depot.

 

Af sti afsted igen…

Efter flere tusinde skridt er mudderet nu rigtigt kommet frem fra gemmerne.

Men det giver bare en god kontrast og ændring af løbestilen, da man så ikke skøjter rundt som de steder der er dækket af frost sne med is under.

Det er det dejlige og uforusigelige ved trail.

At man hele tiden skal være oppe på mærkerne og hele tiden se nogle skridt frem, hvordan man og ikke mindst hvor, man sætter fødderne.

Derfor er det helt fantastisk at se de cool løbere som Thomas og Henrik der løber som om de var født til dette.

Eller, hvem siger de ikke er det.?

 

Sidste runde…

Her er det vi skal gennem den iskolde å, som vi har løbet forbi på ruten og hvis syn har printet sig ind på vores nethinde som det iskolde helvede der nu venter.

Ikke noget man ønsker, men en eller anden syg lyst til alligevel at forcere denne flydende masse af is.

Downhill, god fart, varmen er godt fordelt i kroppen, blikket ligefrem.

Der, dernede, der er åen.

Men først skal jeg lige over på den anden side af den først.

Hvad var det nu de havde sagt til briefingen.?

Nå jo, hold til højre istedet for til venstre.

Kravl over tr….

Træet, fuck ja, vi skulle først kravle over åen, via et isglat væltet træ.

ADVENTURERACE, blinker bare i mine tanker.

Nå ingen anden vej over til de våde fødder, end over stammen.

Usikkert, men over kommer jeg.

Krydser det 30 meter lange stykke hen til hvor passagen skal foregå.

Der står jeg nu.

“That´s one small step for a man, one giant leap for mankind”.

Som Armstrong tager jeg det første skridt ud i det ukendte.

Men koncentrationen er der stadig og min opgave med løbet – at filme – er vigtigere end at blive ramt af en pludselig overraskelse af kulden.

Så sker det, det brusende kolde vande fosser ind i skoene, alt imens jeg retter mine våben mod den forsigtige løber der roligt og uvidende kommer ned af den glatte og mudrede bakke.

Se klippet vandpassagen – det var en kold fornøjelse

Jeg tager sigte og trykker af…

BANG, intet rekyl, kun den isende fornemmelse af et perfekt skud af Niels der kommer løbende ned af bakken, idet jeg står der med gennemblødte sko og ankler så kolde og frosne som en is.

 

2K hjem herfra.

De kolde ankler driller lidt til at starte med, men hurtigt bliver de varme igen og de sidste 2K bliver hurtigt overstået, også trods, at jeg lige skal over Kællingen endnu engang.

I mål, uret stoppes, men ingen tid til at slappe af.

Det våde kolde tøj skal af, og der står jeg så, med bar røv og gåsehud, midt i det hele.

På kommer mit medbragte varme tøj.IMG_2205

Skibukser.

Stor dunjakke.

Lacrossestøvler.

Der indtages hurtigt følgende: 2 glas Cola af medbragte Lightning McQueen kop, 3 stykker brunsviger, 2 stykker bananer, et par stykker vingummi og lidt vand.

Da varmen er på vej tilbage i kroppen, stikker jeg  i løb ned mod åen.

Der er flere der skal filmes når de forcere denne “forhindring”.

Kan ikke just sige at det er nemt at løbe i Lacrosse støvler, skibukser og dunjakke, men jeg klare det da, og endda til stor undren for nogle almindelige forbipasserende.

Stikker dem et smil, og de smiler forundret tilbage.

 

Tilbage i depotet, venter på at alle nu skal komme i mål.

Her kommer løberne de sidste gange op og ned af bakkerne.

Man kan se hvordan nogle drager et lettelsens suk, da de endelig kan stoppe uret på deres arm, og straks er humøret højt igen.

SLUT, ikke mere bakket terræn.

Der står nu, Keld, Ulrik, Ricky, Christian og Martin og fylder depoterne op, og skæver over til kasserne med øl fra hhv Ugly Duck Brewery og Mikkeler.

De venter alle på at der er en der skal tage den første, så de ikke bliver den som skal starte denne del af løbet.

Pfsst, den først øl åbnes og endnu engang følger alle andre med.

Må sige, at der er nu ikke noget bedre, end en kold øl efter et trailløb, og det er ligemeget om det er sommer eller vinter.

Det hører simpelthen til sådanne løb.

 

Nu er det en “fest”.

Folk snakker om tiderne, ruten, løbet i sig selv.

Men så kommer overraskelsen.

Medaljen skal deles ud til alle der gennemførte på de to distancer.

Jeg vil lige sige, at her i Odense har vi mesteren over mestrene i at lave medaljer til div løb.

Christian har lavet nogle af de fedeste medaljer jeg har haft fornøjelsen af, at kunne hænge omkring min hals.

Men denne er endnu en af slagsen.

Thomas disker op med en lille patentflaske, hvori der er hældt rødvin på, rødvin af egen import.

Bliver det mere feinschmecker end det.?

Bliver det mere trail end det.?

I don´t think so.

Den er alt alt alt for cool.

Den skal ikke drikkes, bare have lov til at hænge der på væggen sammen med de andre, der alle har sat en prik i hukommelsen.

IMG_2233

 

Det er slut for i år.

HSTM er ovre, og næste år venter der endnu engang et varmt møde i denne kolde tid, hvor de hårde af de hårdeste, de sejeste af de sejeste og ikke mindst, de skøre af de allermest skøre løbere igen mødes, ude i en mørk kold skov, et sted på Fyn.

 

Hæj hov…

I fik aldrig udfaldet af den interne konkurrence mellem “Trailer” og “The Urban Trail Runner”.

Gennem hele løbet havde Jacob “Trailer” ligget sikkert og komfortabelt  foran Martin “TUTR”.

Men på de sidste par omgang, fandt Martin noget skjult energi og tog Jacob med et par min.

Nu skal man ikke græde over den slags nederlag.

Martin er stadig bagud, da han – sagt med sjællandsk accent – er blevet lammetævet af Jacob i HSTM 15, og igen til FUT 15.

Martin haler nu stærkt ind på Jacob, som endnu fører med 1-2.

Jacob bør derfor stramme skoene ekstra stramt til, når de begge mødes til en giganternes kamp til Firkløver the real deal senere på året.

Så stay tuned. Krigskorrespodent over and out

 

By the way….

HSTM the movie vil komme senere, med alle de fede klip fra løbet, samt div “portrætter” af nogle af løberne.

Glæd jer til endnu en The Geek Runner Production film.

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

Træningstur i Avoriaz, Frankrig

Højdemeter, trailløb vs. hiking, om at finde vej (eller det modsatte), sol sol og sol i november og om at miste et par tånegle. 

Den 4. november landede jeg i Geneve lufthavn og var godt på vej til Avoriaz, Frankrig, hvor den stod på træningstur bestående af 4 dages trailløb i bjergene. Træningsturen var kommet i stand igennem Avoriaz Trail Running, som er drevet af familien Munk, der udlejer ferielejligheder i byen. Familien har været i byen i riiiiigtig mange år, og er nu i gang med at udvide deres engagement ud over skiturisme til også at dække et koncept omkring trailløb m.m. i området.

Omstændighederne omkring turen ændrede sig på tragisk vis en månedstid inden jeg skulle derned, ved at et af familiemedlemmerne omkom i en ulykke dernede. Det kom selvfølgelig til at betyde en hel del for min tur, herunder at der ikke var andre trailløbere dernede samtidigt med mig. Men jeg valgte altså at tage derned alligevel, og har på intet tidspunkt fortrudt det. Jeg fik bare lige lidt flere udfordringer at arbejde med!

Om at løbe alene i bjergene

En af udfordringerne var at løbe alene i bjergene. Jeg har altid sagt: Gå ikke alene i bjergene. Punktum. Og det er ikke til diskussion! Basta! Meeeeeennn jeg ville jo helt vildt gerne afsted, så hvordan kunne jeg lige snøre den overfor mig selv? Og måske skulle jeg slet ikke snøres, måske skulle jeg bare lade være med at være så pylret? I Alperne, er der jo hverken utilregnelige isbjørne (som på Svalbard) eller aggressive enlige muskusokse hanner (som i Grønland i august). Så: Beslutningen blev altså at jeg tog afsted, men med et hav af ”backups” og ”hvad-nu-hvis’er” i rygsækken: Jeg løb efter forud tegnede GPS spor, havde en “ving man derhjemme der hver dag vidste hvor jeg løb hen, havde ekstra vand og mad med, løb med vandrekort og håndholdt GPS som backup, og havde stave med. Det der, med de der stave, kommer jeg tilbage til, da stave og jeg havde  lidt en anstrengt forhold til hinanden inden jeg tog afsted.

Men på trods af alt min backup og forsigtighed, var det lidt svært at komme ud af lejligheden den første morgen. Jeg var lidt tung i hovedet (Avoriaz ligger i ca. 1700 m højde – måske var det pga. dét), og jeg havde brug for virkelig at mærke indad og finde en ro og fokus omkring det at løbe alene i bjergene. Især ovenpå tragedien i familien Munk. Det skønneste morgenmadssted hjalp så heller ikke på det med at komme ud af døren :0)

Morgenmad på terrassen, i solen, men udsigt ud over Alperne.

Morgenmad på terrassen, i solen, men udsigt ud over Alperne.

Og var det så ikke kedeligt at løbe alene i 4 dage? Til hverdag, løber jeg mange af mine ture alene, men at være ude i mange timer uden andre, var noget nyt. Men det betyder jo ikke at man ikke kan snakke, eller småsynge alligevel (godt der ikke var så mange andre folk på stierne)!

Men det er da interessant, hvad man tænker på, når man sådan bruger timer ude alene. Jeg tænker på alt lige fra naturen og landskabet, forskellige hverdagssituationer, hvad jeg skal huske, hvad jeg skal spise når jeg kommer tilbage (jeg tror faktisk det fylder en hel del!), og at den der tå er pisse øm. Men det meste af tiden tror jeg egentlig ikke, at jeg tænker på noget.

Det spøjse var så, at jeg på vej hjem fra turen, sidder i lufthavnen og surfer på Facebook og falder over et opslag som Ultraløber Ryan Sandes har linket til, der netop handler om, hvad løbere tænker på når de løber. Det er en ret underholdende artikel i The New Yorker: What we think about when we run, og der bliver blandt andet refereret til en undersøgelse, hvor en lille gruppe løbere har fået registreret deres tanker mens de løb. De brugte det meste af deres tid på at tænke på hastighed og distance, om hvornår de kunne stoppe, og hvor elendigt det er at løbe. Jeg insisterer altså på, at jeg løber med en noget større ja-hat! :0) Men tjek artiklen, der er mange sjove fremstillinger, samt fifs om forskellige bøger om løb.

Højdemeter og stave vs. ikke stave

Hele idéen med at tage til Avoriaz, var for at få nogle højdemeter i benene. Jeg havde oprindelig sat mig for at få trænet noget nedløb, da jeg er mega elendig til at give slip og stole på mine ben. Det ændrede jeg så på, da jeg ikke ville risikere styrt o.lign, når jeg var alene af sted. Så i stedet udviklede turen sig til en ”Hey – der er en top – den skal jeg op på” tur. Så jeg fik en dækket en ordentlig r..fuld højdemeter på turen. Men det betød også, at jeg igen og igen kom ud i terræn, som for mig ikke var muligt at løbe i, uden af få for høj en puls, da det simpelthen var for stejlt. Så der blev gået en hel del, hvilket jeg hvad det svært at forlige mig med. De første par dage var der ikke særlig mange andre folk i bjergene, og jeg begyndte at spekulerer på, om jeg egentlig bare var en hiker i trailløbetøj, altså sådan lidt en ”trailløber-wannabe”.

Men stædigheden slog til, og jeg insisterede på ikke at løbe med for høj belastning, om det så betød at jeg skulle gå når det var nødvendigt. Og der viste det sig faktisk som dejligt at være afsted alene. For så kunne jeg finde roen i mig selv og gå når jeg ville og holde lige så mange fotopauser jeg ville. Og jeg kunne tage den med ro og i sikker stil nedad, så jeg ikke risikerede styrt. Og jeg tror, at jeg alligevel fik en del ud af mine noget forsigtigere nedløb. Jeg blev da helt god til ikke at kigge ned hvor jeg løb, men havde blikket 6-8 m foran og så bare lod hjernen omsætte det den så, uden jeg nåede at tænkte aktivt over hvor jeg skulle sætte den næste fod.

Og den sidste dag fik jeg ”oprejsning”, da jeg kom jeg ud på spor, hvor der var andre hikere. Der fik jeg lige trailløberselvtilliden boosted, ved enten at overhale dem i gang opad, eller blæse forbi dem nedad mens jeg lige nåede at svare deres venlige Bonjour………..ahhh………jeg er altså en ægte trailløber :0)

Så blev der givet gas, og overhalt hikere i stor stil.

Så blev der givet gas, og overhalt hikere i stor stil.

Og så er der lige det der, med de der stave. Jeg har aldrig helt forstået vandrestave, og efter en månedstid på trek i Himalaya Bjergene sidste år, hvor man kunne høre vandrestavene komme gående før selve personen, blev mit forhold endnu mere anstrengt. Men jeg valgte alligevel at løbe med stave på mine ture, fordi: 1) det skulle prøves af og 2) hvis jeg brækkede et ben, kunne jeg vel tape den ene stav om benet og humpe efter hjælp på den anden (selvom der vist var mobildækning i hele området).

Så jeg prøvede mig frem med stave, både som hjælp op og som støtte når det gik stejlt ned. Konklusion: Jeg kan vist ikke helt finde ud af at bruge dem. Når jeg brugte dem opad, fik de mig til at blive ved med at gå i stedet for sætte i løb når det var muligt. Og nedad, er min hjerne rigeligt på overarbejdet med at analysere hvor jeg skal sætte fødderne, så den har ikke også brug for at forholde sig til, hvor stavene skal sættes. At hjernen også skal tage stilling til stave, får mig til at sænke farten, selvom det i forvejen går langsomt. Så konklusionen må være: Jeg er bedst uden stave (så får jeg heller ikke slået nogen ned når jeg løber nedad, flagrende med armene og stænger i hver hånd).

Om at finde vej

Inden jeg tog afsted, havde jeg ikke særlig stor erfaring med at finde vej. Jeg havde kun prøvet at løbe efter et GPS spor en enkelt gang, og bare en almindelig erfaring med at navigerer med kort og GPS fra diverse vandreture. På mine ture løb jeg efter spor, og det viste sig, at det sværeste var, at finde og følge selve trailsporet i landskabet. Nogle gange var der bare ingen sti, og andre gange tror jeg bare vores vejes skiltes på tidspunkter, hvor det ikke liiiiige var så hensigtsmæssigt. Det kostede mig eksempelvis 5 ekstra km på en 32 km tur, så de efterfølgende dage bruge jeg vandreturskortet når jeg var i tvivl!

Måske var sporet der et sted, skjult i visne blade? Måske var det der slet ikke? Anyway - jeg valgte den hårde lige vej op!

Måske var sporet der et sted, skjult i visne blade? Måske var det der slet ikke? Anyway – jeg valgte den hårde lige vej op!

Jeg har en tendens til at tvivle og få en hjerne som en rype, der kan blive væk lige ved siden af det, den leder efter. Men det viste sig at være en hjælp at være afsted alene, når jeg ikke helt kunne finde vej (det lyder virkelig sært – jeg ved det). Men ved at være alene, kunne jeg helt roligt få fokus, og tage den tid det skulle tage for at tænke klart igen. Og så fandt ud af en god ”hjælper”: Hvis jeg ikke kan se hvor jeg er på kortet/ift. sporet så gå op i terræn i stedet for at gætte. Jeg fik afprøvet begge dele, og efter at have prøvet sidstnævnte en håndfuld gange (altså: hvis i tvivl, så gæt), havde jeg stor succes med at gå op i terræn, som blev min foretrukne strategi. Og det giver jo faktisk ret god mening, når man tænker nærmere over det!

Og så lige en hjælper mere: Avoriaz er et skisportssted, så der er jo fyldt med lifte, pister og skilte. Den første dag synes jeg det var ærgerligt, da jeg syntes de skæmmede en ellers fin naturoplevelse. Men jeg blev faktisk ret glad for dem efter en dags tid: De er jo geniale at navigerer efter!

Skisportssted er lig lifte, pister og skilte. Noget der bla. også kan give en lyst til at komme tilbage til vinter med ski!

Skisportssted er lig lifte, pister og skilte. Noget der bla. også kan give en lyst til at komme tilbage til vinter med ski!

Sol, sol og mere sol

Jeg var simpelthen svine heldig med vejret. Det var solskin og roligt vejr i alle 4 dage jeg var dernede, så jeg udviklede ming vist lidt af en ”summit seeker”. Var der en top, skulle jeg op.  Den fedeste (og sværeste at komme op på) var Les Hauts-Forts som er 2.466m. Under opstigningen var næsten ude i klatring – det kunne vist ikke engang kategoriseret som hiking, så stejlt var det. Det var lidt skræmmende, at stå og kigge på det sidste stykke op, men så var det igen at, jeg faktisk var glad for at være afsted alene. Det lyder igen ret mærkeligt, men så kunne jeg helt stille finde roen og fokus indeni, og bare tage et skridt ad gangen. Et skridt ad gangen, som hvert skulle være helt sikkert. Og huske på, at hvis jeg følte mig usikker, kunne jeg altid vende om (det var så lidt at et fupnummer til hjernen, for jeg ville virkelig ikke vælge den vej ned, jeg var kommet op. Det var den alt for stejl og sneglat til). Og op kom jeg, og det var super fedt!

Sidste stykke op til Les Hauts-Forts. Feeeeedt!

Sidste stykke op til Les Hauts-Forts. Feeeeedt!

Inden jeg tog afsted, vidste jeg godt, at jeg elsker single track (som mange andre trailløbere vist gør). Men her i Avoriaz, fandt jeg noget endnu bedre: Single track på højderygge. At løbe på en højderyg er simpelthen det fedeste! Den der fornemmelse af, at der er luft lige omkring dig, at de nærmeste omgivelserne er et godt stykke ude til siderne, og at de ikke rigtig flytter sig ude i øjenkrogene når du løber afsted. Og den der lidt svimlende fornemmelse man kan få, når man drøner ud af sporet. Det er simpelthen bare det fedeste! Så jeg har lige en uafsluttet ting med et par højderygge dernede, som vist betyder at jeg må derned igen til næste år.

Trail på højderyg. Mums!

Trail på højderyg. Mums!

Status efter 4 dages trailløb i bjergene

Status er: 85 km, 5.728 højdemeter, ømme stive ben, ingen skader, men med 2-3 færre tånegle. Lesson learned: Lad nu være med at vælge de der sko til en 32+ km tur, når du ved de giver dig problemer, bare fordi de har den bedste sål med det bedste grip! Så må jeg da lige have lært det! Om ikke andet, har jeg lært at løbe med tæer der er pisse ømme og på ømme stive stænger. Det må jeg da kunne bruge til noget, når 2 dagen af VUMB rammer mig til februar :0)

Kønt er det ikke, men det virker.

Kønt er det ikke, men det virker.

Så jeg har nu kæmpe overskud og klar til at overleve resten af november og december i mørke Danmark, ikke skræmt af at løbe mange højdemeter, sikker på at VUMB er muligt, og inspireret til nye og vildere mål (håber nu bare jeg besinder mig inden jeg tilmelder mig noget rigtig dumt)! Nu bliver fokus på at blive bedre til at navigerer og at få en masse gode km i benene.

Og så krydser jeg fingre for, at jeg formår at holde træningen ved lige, når efterårs og vintermørket rigtig rammer og solen er noget man kun får at se i weekenden. Jeg håber, jeg formår at give hver træning en værdi (som jeg har skrevet om i indlægget: Fra asfalt til trail), og ikke falde tilbage i det gamle mønster med at træningen er noget, der bare skal overstås. Jeg håber virkelig, at november og december ikke vil være for hård ved mig. Vi plejer ikke at være de bedste venner! Så næste indlæg kommer til at handle om i hvor høj grad jeg kommer igennem de næste måneder i ok form, eller om mørket  får has på mig. I mellemtiden: Nyd solen når den kigger frem :0)

NXM del 2- løbet

På løbsdagen for NXM 2015 er himlen grå og luften tung af gårsdagens dagsregn, vejret afspejler på ingen måde vores form eller humør.
Inden starten går, krammer vi “god tur” til dem vi kender og dem vi ikke kender endnu, for det er mentaliteten herude i naturen: vi løber på en eller anden måde sammen, alle sammen. Og sådan lyder mantraet da også i mikrofonen, da vi får de sidste praktiske informationer, for godt nok er ruten mærket op, men det er jo ikke en rød tråd der viser hele vejen. “Pas godt på jer selv og hinanden, og rigtig god tur!”

image

Duften af lyng, våd jord og åben himmel, følelsen af rygsækken på ryggen og benene der pisker ned af Himmelbjerget gør mig glad helt ind i marven. Det går forrygende, naturen skifter som vi kommer for enden af “bjerget” og bevæger os videre. Tæt granskov, med bløde stier, åbne skove med brede mudderede traktor spor, bakker op, bakker ned, op, ned. Dale der bevidner at dette land engang fik trukket dybe furer af isen, er med til at gøre det til en legeplads for trailløbere.
Opmærket rute eller ej, makkeren og jeg formår at løbe af ruten et par kilometer, og vi har trukket et par medløbere med på utur….(for at retfærdiggøre mine svingende navigatør evner, bør det indskydes at det var undertegnede der opdagede fejlen, så gælder det vel også under navigatør evner, ikke?!) Min indre stemme lyder patroniserende i konstateringen om at selvom turen er fed behøver den ikke at være længere end planlagt. Det er jo et af karaktertrækkene ved trail løbet: at det er en bestemt afstand, hvis vi var o-løbere ville det være anderledes. Men vi finder tilbage til ruten og fortsætter videre på sporet.
Som kilometerne og højdemeterne forceres er den der følelse af rygsækken blevet lidt anstrengende, i samme takt gør mit knæ mig opmærksom på at min løbestil er anderledes end den plejer, markant anderledes. Da vi kommer til night-campen gør mit knæ så ondt at vi finder sameritten, som giver mig noget smertestillende, og Ipren + Panodil er nu føjet til pakkelisten. Første etape er tilbagelagt og jeg ANER ikke hvor vi er, men vi sætter teltet op akkompagneret af svage toner fra “Hede Rytmer” der afholdes ved Silkeborg stadion, mens tranqiaen koger vandet til vores aftensmad.

Overnatningen i campen er hyggelig, trods regnen. Teltene popper op på arealet, som løberene kommer ind, vådt tøj forsøges tørret over fællesbålet. Vores lyskæde er installeret i teltåbningen og rødvinen er skænket i foldekoppen. Den frysetørrede spaghetti bolognese er ikke noget at råbe hurra for, men den mætter og stemningen af spejder er et ekstra krydderi der får alt til at glide ned.
Vi tørner tidligt ind, de trætte og ømme ben, for ikke at nævne knæet, har brug for hvile. Vi kryber i de tætte soveposer, i det snævre telt og falder i en let søvn afbrudt af lyden af stemmer fra løbere der kommer senere i mål, susen fra deres jetboilere der varmer deres mad og pandelamper der blinker og bevæger sig som scene lys, det minder om tiden hvor et telt blev slået op på “Roskilde”, og så sandelig ikke langt ude i skoven.

image

Rygsækken jeg løber med er en gammel sag af mærket ” Gregory”. Man kan ikke købe camelback til den længere, ja og dermed sagt at man heller ikke kan købe rygsækken længere, men jeg er bare så glad for den. Det der er fedt ved den, er at den har en super anvendelig størrelse, jeg vil anslå den til at ligge i kategorien 10-15 liter. Der er to rum og et mesh ‘rum’ der er stor nok til en cykelhjelm. Yderligere er der små lommer inden i og lommer i hoftebæltet, hvilket gør gearet tilgængeligt og jeg kan holde system på det der er pakket ned. Så kan den justeres flere steder i skulderremmene og strammes ind så det passer til indholdsvolumen. Det er de karaktertræk jeg vil fremhæve når/hvis jeg skulle købe en ny. Ellers er der ikke noget udstyr jeg kan fremhæve på denne tur, det meste har vi jo lånt os til, og er som sagt ikke en del af min grejfetish, endnu. Mit ny indkøbte Suunto ambit3 peak, der pryder mit håndled, havde jeg slet ikke fået styr på, da jeg havde købt det tre dage før løbsstart, og derfor var det endnu ikke blevet en del af min grejglæde,(det må næsten være et blog indlæg for sig).

Næste morgen er benene lidt stive, men knæet ok. Jeg har tænkt over hvorfor jeg efter så relativt få kilometer får SÅ ondt i knæet, og jeg har lagt mærke til at jeg dagen før havde løbet meget fremme i benene, nok på grund af oppakningen. Derfor vil jeg prøve at ligge belastningen bagude, og tage nedløbene mere i lårene end i knæene. En lille detalje er også at oppakningen er blevet lettere, her på anden etape, da vi hverken har mad, sprit til tranquia, vin eller helt fyldte drikke dunke i rygsækken. Det virker heldigvis og turen til Himmelbjerget går forrygende, opløbet af Himmelbjerget er episk, slut spurten vanvittig hård. Da jeg ligger på græsset i mål tænker jeg at næste års NXM skal være 42 km distancen…..jeg er så klar!

NXM del 1- Forberedelserne

Jeg tjekker min facebook, og kan se at jeg er tagget i et opslag fra RacingDenmark. Det er min allestedsnærværende løbemakker der har udfordret mig. Sidst blev det starten på vores trail eventyr, denne gang bliver det vist fortsættelsen. Opslaget jeg er tagget i er en teaser på  NXM 2015…jeg er blank, aner ikke hvad det drejer sig om, ingen a-ha, men jeg tager udfordringen op og svarer kækt på hendes kommentar: “Jeg er klar!” I håb om at jeg rent faktisk bliver det….

Det skulle vise sig, at det jeg havde sagt ja til var et to dages etape trail løb i Himmelbjergsområdet, med oppakning og overnatning i det fri!

Nordisk Xtreme Maraton, to dage, med hhv trail, på både 21 og 42 km, (opmærket rute og dele af oppakningen sendt til nightcamp: telt, traquia, sovepose og liggeunderlag og en varm jakke) eller orienterings løb, og alt gear på ryggen og kortet i hånden. Der er distancer med alt imellem wellness trail på 21 kilometer til vanvittige vilde 70X-serien i orienterings regi. (Hvad X’et står for fandt jeg ikke ud af, løberne kom bare meget sent i camp og jeg ved de kom langt omkring. Så mit gæt er at 70 står for km opmålt rute og x’et er de km løberene rent faktisk kommer til at løbe.)
Som rene novicer inden for oppakning, blev min fjeldvandrende storebror kontaktet, og han sendte en kasse med camp udstyr, hvilket sparede os for en del kroner og tid til at finde bare nogenlunde det rette udstyr, fordi det er det der er det svage led i denne kæde: udstyret til nightcampen. Det skal være letvægts, varmt og komprimeret=dyrt, og åbenbart lidt af en religion. Og hvis camp-udstyr ikke er en del af ens grejfetich, er det godt at der er netop de to distancer, hvor de fem elementer af grejet bliver transporteret, på den måde bliver forberedelserne ikke så grej orienteret og der er mere overskud til at øve løb med rygsæk.
Som sagt kunne vi koncentrere os om selve løbstræningen, og det er jo altid en del af deltagelsen til et løb. Her havde RacingDenmark gjort en del ud af at der var træningsløb op til det store løb. Genialt planlagt, på en måde så man lige fik testet svømmeegenskaberne. Når nu løbet var i maj og der skulle oppakning med, var det meget rart at afprøve den manøvre.
Selvom alle mine løbeture fra februar og til maj var med rygsæk, kunne jeg retrospektivt nok godt have løbet mere effektivt med rygsækken. Da jeg ikke pakkede tasken realistisk, hvilket jeg vil gøre til turen 16. Så vil jeg løbe ture på Himmelbjerget, da det område er ret unikt. Selvom min fantastiske makker og jeg har tilbagelagt nogle kilometer på nogler gode spor, fx MTB sporet ved Ebeltoft, vil jeg løbe sådanne ture hyppigere (dvs. 3-4 x pr md), og nogle der er længere (10+ km ture), altsammen med rygsæk pakket til NXM = realistisk belastning.

image Trænings tur i Skanderborgsø i april.

Selve løbsdagen mindede mig om min folkeskole tid hvor vi skulle på klassetur, (dengang var det Robjerg mile nu er det Himmelbjerget, dengang var jeg 14 nu er jeg 40, I know) det er den samme spænding over at tage en tur i det uvisse, der ligger som en sitren i musklerne og en manisk tjekken af taskerne, den lette nervøsitet over om jeg nu har alt udstyret med; det er jo mig der er navigatør og pakmester, og min løbemakker er pacer og motivator. Humøret er højt og bare jeg har min makker kan jeg klare alt, det skal nok gå (og så er det vel ok at føle sig som en på 14…)

image

Et lille uddrag af oppakningen, hvori hygge i form af kulørtelamper, varme sokker og lidt vino, er et vigtigt element.

3 løb – 3 verdener – 3 udfordringer

Orienteringsløb: Hej flow – hvor blev du af?

”And here come the world champions – representing Denmark”Start

Denne sommer var jeg i Skotland og se VM i orienteringsløb med en gruppe venner og timingen kunne ikke være bedre: Danmark blev for første gang i historien mest vindende nation med hele 4 guld-medaljer!(Nyheder – Dansk orienteringsforbund). Det var virkelig stort at være en del af, og eftersom o-verdenen er så lille, kendte vi alle løberne. Blandt andet deltog der nogle fra min efterskole(Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole – Hjemmeside)som står mig meget nært.

I forbindelse med VM, løb jeg publikumsløbene(Skotsk 6-dags), som gjorde det muligt at løbe på de samme kort som VM-løberene havde løbet på dagene forinden, hvilket var rigtig fedt. Det var efterhånden længe siden at jeg havde løbet på kort og forberedelserne var en del anderledes end til almindelige løb.

I orienteringsløb er det altafgørende at du kan holde fokus på kortet og orienteringen, og ikke bliver distraheret af andre løbere eller af terrænet. Det var specielt vigtigt i nogle af de meget tekniske terræner som vi løb i, da der var meget få eller ingen stier og til tider dårlig sigt.

2. Etappe SkotlandPå 2. etappe havde vi blandt andet nogle poster i et bakkeområde fyldt med bregner(post 7-8-9) som var noget højere end mig, hvilket uden stier og knapt så tydelige kurver, blev en stor udfordring som i kan se på billedet til venstre(den tykke røde linje er mit vejvalg). Derudover var terrænet også fysisk krævende med mange højdemeter og masse lyng, samt til tider tæt underskov. Netop dette er dog lige præcis det jeg elsker ved orienteringsløb – du skal være fysisk stærk og samtidig holde fokus på kortet, planlægge dine stræk godt og være skarp på detaljerne.

3. Etappe Skotland

3. Etappe kom vi over i noget mere dansk terræn med åben bøgeskov og knapt så mange højdemeter, hvilket var mere til min rutine og løbet gik væsentlig bedre hvilket kan ses på billedet til højre –>

6. Etappe Skotland<– 6. Etappe foregik i terrænet hvor langdistancen blev vundet af Ida Bobach, min tidligere roomie, dagen forinden. Det var efter min mening det fedeste terræn vi løb i derover, og specielt ovenpå oplevelsen fra dagen før. Teknisk gik det godt med sikre udenoms-valg, indtil jeg fik tilslutning af min kæreste, som er ny i sporten, og som der efterfølgende løb sammen med mig på resten af banen. Der kom nogle lidt for store fejl ved post 9 og 12. På trods af denne afslutning var det en stor glæde endelig at komme ud og have fokus på orienteringen, og ikke blot at løbe – det kan få kilometeren til at flyve afsted.

 

Trailløb: Skotland – du gør det godt!

Efter VM kørte vi videre mod Skotlands vestkyst med vores telt og Ben Nevis IItrangia til utrolig flot natur! Her skulle vi primært opleve naturen, og på trods af det hårde skotske 6-dagsløb(som efterlod gruppen med 2 forstuet ankler, en fiber og en skadet forfod) blev der klemt lidt løb ind her – jeg kunne simpelthen ikke lade være. Den ene tur blev om morgenen før morgenmad, hvor jeg fik trukket mig ud af teltet og ud på tur op til en nærliggende klippetop. Denne tur fremhævede et af de aspekter af trailløb jeg elsker mest: når naturen og lysten til at se mere driver værket. En ekstra bonus var regnvejret, som lidt atypisk er noget af det der kan give mig mere energi på en løbetur. Dette var da også en evig gode i Skotland, hvor det regnede samtlige af de 16 dage vi var der.

Ben Nevis IIIDen fedeste tur var dog da vi skulle bestige Ben Nevis – det højeste bjerg i Storbritannien med sine 1 344 m. Her valgte vi at vandre op og efterfølgende løbe ned igen, da jeg for tiden er meget optaget af nedløbstekniker. Her var fokus på at give slip, læne sig fremad og kaste benene frem. Dette er dog nemmere sagt end gjort, og på trods af et ihærdigt forsøg brugte vi 1:15  på nedløbet. Vinderen af det officielle løb(Ben Nevis Race) brugte 1:30:06 på  HELE distancen – altså både op og ned. Det har jeg meget respekt for efter den tur ☺ På denne del af turen fik jeg løbet på naturens energi og ren lyst, hvilket er fedt i sådanne omgivelser.

 

Samsø Marathon: Kun en vej frem – mod målet

Min sommer i løbets tegn blev rundet af med Samsø Marathon Marathon (2)(samsømarathon) d. 22 august. Dette var en julegave fra min bror, som var med da jeg forgæves forsøgte mig på distancen til Marselis Marathon i efteråret 2014,og derfor ville hjælpe mig med at nå målet nu. Da jeg udgik dengang var det min mave, der gav mig problemer. Jeg kunne ikke få noget mad eller drikke ned og blev meget svimmel til sidst, hvor min veninde kom og fulgte mig hen til målområdet efter 36 km. Jeg havde, som optakt til dette marathon, løbet Julsø 30k i april, nogle ture på 10+km i sommerferien og ellers løbene i Skotland. Ikke den mest fokuseret optakt, hvilket også gjorde mig usikker da jeg stod på startlinjen på Samsø – men en væsentlig ting var anderledes end sidst: jeg havde min bror ved min side og der ville han være under hele løbet.

Coverbilled

 

Jeg havde forventet en del mere grus end hvad det blev til, og havde derfor valgt mine Salomon Fellraiser – en trailsko – som jeg havde løbet godt i, i tiden op til. Dette var første fejl, og da jeg samtidig ikke træner meget på asfalt, satte sporene sig hurtigt i mine fødder og hofter. Lige præcis mine hofter har jeg bøvlet lidt med, da musklerne har været for spændte – specielt hoftebøjeren og den dybe ballemuskel piriformis har drillet mig.

 

Marathon

Efter 14 km kunne jeg godt mærke at min krop langsom lukkede ned, og med 25 grader og høj sol blev det hurtigt til en kamp mellem hovedet og kroppen – noget jeg gerne først så komme efter de 25-30 km. Min bror og jeg har heldigvis løbet en del sammen efterhånden og han var derfor hurtig til at aflede min opmærksomhed med masse gode historier. Noget der gjorde det ekstra svært var at jeg igen fik problemer med at indtage mad og væske, hvilket var helt essentielt i den varme. Kampen fra 14-24 km blev lang og hård, og tog rigtig meget tid, men efter de 30 var jeg overraskende nok på toppen igen mentalt, og kunne nyde resten af vejen hjem. Det føltes fantastisk at krydse målstregen med min bror, også på trods af den knapt så vilde tid på 5:20:04. Tiden betyder dog intet for mig i dette tilfælde – det vigtigste var at vinde den kamp mod mig selv, og det gjorde jeg med en utrolig vigtig hjælp fra min bror.

Når enden er god..

Denne sommer har altså budt på løb fra flere verdener for mit vedkommende. Det har været spændende at skrælle lagene af ind til den rå kamp mellem hjerne og krop til slut, hvor der ikke er nogen andre fokuspunkter, som naturen eller et orienteringskort, men blot mig og en vej. Med det sagt tror jeg nu at jeg vil vende snuden mod skoven igen for et stykke tid, men hvem ved om der skulle snige sig et rent motionsløb ind eller to undervejs i fremtiden alligevel.

Skotland

Highland trail marathon

En 6 retters løbemenu i 3000hm

Løbsberetning fra Løberens Highland Trail Marathon d. 2/8 -15, Silkeborg, Marathon distancen.

http://outdoorsportevents.dk/highland-trail

 

    • Gear og energi til turen:

– Brooks pure grit (er fuldstændig forelsket i dem, rigtig dejlig greb på jorden med fusserne).

– Fusion tri tight korte (orange), her føler man sig nærmest nøgen, skønt.
– Iron man t-shirt, ja den er dejlig at løbe med, og man kommer godt i snak med folk på ruten, om forskellige stævner.

– Garmin 910xt, med pulsmåler, dejligt nemt at indstille til det du gerne vil se på af forbrug, af kræfter.

– Fusion løbesokker, UDEN knopper – får ekstra mange vabler af dem knopper.

– Løbebælte, med 2 sis gels og 2 poser squeezy energi. (billige i http://www.runnerscorner.dk) (squeezy vingummi, for at føle, du også får mad ind).

IMG_3574

    • Fakta om løbet:

– 2/8-15 (næste gang d. 7/8 -16).

– Gjessø bakker

– 7 km´s rute med 500 højdemeter

– Kl. 8 – marathon start

– kl. 11 – 1/2 marathon start

– kl. 12 – 14 km

– kl. 13 – 7 km

– Chip og tank selv depoter

En 6 retters menu på 42,195 km.

0-7 km – 47 min

Smagen af gode ben, og masser af energi.

Højt humør, en skøn vejr trækning.

Starten går og tempoet bliver sat tilpas, selvom energien er høj.

Her ved første ret, får jeg virkelig målt og vejet ruten, samt set den smukke natur.

7-14 km – 50 min

Varme ben og masser af vand, (3 -4 gode tap selv depoter).

Tempoet sættes lidt ned, energien stadig høj.

Smagen af 1/3 er i munden, og føles skøn.

HM skiltene er en dejlig fornemmelse af turen.

14-21 km – 54 min

Tiltrængte vingummi og gels indtages (skulle nok have været taget ved 10 km)

Tanken om halvvejs er rigtig god, for bakkerne bliver stejlere.

Brunstokket rørhat ses lidt forskellige steder.

Energien kommer godt op efter energi indtagelsen.

Snacks

Ruten er løbet tilpas op, og egentligt blevet bedre at løbe på.

21-28 km – 62 min

Vingummi indtages i tilpas tid, når lige at føle lidt nedgang.

Tempoet er sat ned på turene op ad, imens det nogenlunde holdes på lige og ned ad.

Stammer, stubbe og grene vokser sig ligeså stille større og større.

Tanken om halv marathon folket kommer med energi

In betweens

Bakkerne bruges til lidt hyggesnak med folk i mellem åndedrættet

28-35 km – 69 min

Mangel på gels og vingummi er stor, ja rigtig stor. (men den sidste spares)

Vand indtages i store mængder, og hældes alle steder, jeg er varm, meget varm.

Presset kan man roligt sige at jeg, faktisk er jeg ikke altid tilstede.
Men benene vil gerne løbe ligeud.

Ekstra tilbehør

(Der er mange flere på ruten (14 og 21 km folket), og de giver rigtig dejlig energi, og nogle at hægte sig på)

35-42 km – 67 min

Den sidste gel tages og energien stiger til hovedet.

Benene er ret tunge til de meget intense nedstigninger.

Målet er lige i nærheden, og det er jo bare 7 km.

Tempoet er ret godt lige ud og også op, hvorimod ned, begynder at gøre godt i benene.

Ekstra dessert

Prustende 7, 14 og 21 km, løbere = mere energi og stolthed.

Generelt oplevelse af turen:

Turen var helt igennem fantastisk, med op og ned ture i mere end en forstand.

Det var helt klart det hårdeste marathon jeg har løbet.
Men ikke bare hårdt fordi det gik op ad, men hårdt mentalt, for man skulle have så meget fokus på at sætte sine ben alle de rigtige steder, ja ca. 80% af turen, samt nogle krævende nedture, for 3000 hm, det er både op og ned.

Rigtig fint tilrettelagt, men rent tilskuer venligt, ville jeg foreslå at flytte start/mål linjen, så der var en opløbs strækning til målet, hvor tilskuerne kunne deltage.

Kokkehuer ud af 5.

Ruten – 5

Energi – 3

Vand – 4

Energien – 4

Tilskuer venligt – 2

Fødderne inden det velfortjente varme bad

Fødderne inden det velfortjente varme bad

Min egen løbe oplevelse – 5

Hårdhed – 5

Samlet – 4

Running Chef