fyr-til-fyr_camilla-bergmann

60 km. 6 timer og 16 minutter.

”Du ligger altså blandt de første kvinder i feltet. Det ved du godt ik´?”. Det er Mads, som spørger. ”Ja ja, det ved jeg godt, men der er stadig 22 km. igen – alt kan ske”, svarede jeg tilbage og tænkte på, at den sidste del af ruten skulle efter sigende være den hårdeste. Jeg havde netop passeret depotet i Gudhjem, godt 38 km. inde i løbet. Den sidste slurk cola og resten af energibaren røg ned. Jeg gik langsomt, inden jeg igen satte i løb.

De første 38 km. var ren leg. Nu kunne jeg mærke, at det var alvor. Efter depotet løb jeg ca. 10 km. alene, og fik pludselig en længsel efter selskab, for at holde mig selv i gang. Naturen var skøn, og jeg forsøgte at nyde løbet, trods træthed i hele kroppen. Benene var begyndt at blive tunge og ruten var – som forventet – hård, da den gik ad en krogede skovsti op og ned ad bakker.

42 km. Løbeuret bippede. 4 timer og 15 minutter. Jeg havde aldrig løbet over et marathon før – og det var kun 2 måneder siden.
De sidste 18 km. var 80% viljestyrke og 20% rå ben-kræfter.

 

Forberedelserne

Godt 2 måneder før, at jeg stod til start ved ultraløbet Fyr til Fyr på Bornholm den 22. april 2017, løb jeg mit første marathon – Thy Trail Marathon. Et par dage efter de 42 km. i barske klitter og sand i naturskønne Thy Nationalpark kom løbeskoene på – igen. En hård start, men efter et par løbeture var benene på toppen. Jeg havde tidligere leget med tanken om, at det kunne være fedt, at tæske rundt på Bornholm til Fyr til Fyr, og da benene ikke klagede – så, hvorfor ikke fortsætte med de lange (rolige) træningsture lidt endnu? 3-4 gange om ugen kom løbeskoene på, og ture lige fra 5-6 km til 30 km. blev lagret godt i benene. Nu kunne de 60 km. på solskinsøen bare komme an.

 

Udstyret til løbet

  • Mobiltelefon – obligatorisk
  • (Folde) kop (min. 150 ml.) – obligatorisk
  • Sygesikringsbevis – obligatorisk
  • Startnummer – obligatorisk
  • (Salomon) Vind- eller vandtæt jakke (åndbar) – obligatorisk
  • 6 energibarer og 3 ekstra elektrolytter til turen
  • Buff – nice to have
  • Handsker – nice to have
  • Vabelplaster – nice to have
  • Sportstape – nice to have
  • Salomon vest med 2 x ½ l.
  • Nike tights, Salomon løbetrøje, Falkesokker, Calvin Klein sportsbh
http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/Camilla-bergmann-fyr-til-fyr-udstyr-goeres-klar.jpg

Udstyret lines op til foto.

Ruten – Fra Dueodde Fyr til Hammer Fyr

De 60 km. på solskinsøen må være ét af Danmarks smukkeste ultraløb.

Ruten går fra Dueodde Fyr på Sydbornholm til mål ved Hammer Fyr på Nordbornholm langs østkysten: Dueodde Fyr – Snogebæk – Nexø – Årsdale – Svaneke (ca. 20 km. – 1. depot) – Listed – Bølshavn – Gudhjem (ca. 38 km. – 2. depot) – Bådsted – Tejn – Sandkås – Sandvig – Hammer Fyr.

 

Løbet  – Fyr til Fyr 2017

Efter racebriefing blev kanonen affyret, og jeg drønede af sted i sandet op ad den lille sandbakke. På toppen kunne jeg se ud over klitterne og Østersøen i det fjerne. Jeg fik et kort sug i maven. Nu var jeg i gang, og der var kun én vej hjem – ad den 60 km. lange rute til Hammer Fyr.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/camilla-bergmann-fyr-til-fyr-dueodde-fyr.jpg

Klar til start ved Dueodde Fyr.

 

dueodde-fyr

Dueodde Fyr tårner sig op.

dueodde-fyr-fyr-til-fyr

Kanonen har lydt, og sikken en flot start.

De næste ca. 8 km. gik langs med vandet i det lette sand. Bornholm levede bestemt op til sit ry, som solskinsø, og temperaturen var perfekt lun. I Snogebæk stod det første heppere og lokale beboere med flag for at hilse velkommen til byen. Så var stilen lagt.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/camilla-bergmann-8-km-løb.jpg

Ca. 8 km. ved Snogebæk.

Det varierede terræn gav løbende energi, og gjorde turen ikke så ensporet, men spændende og naturskøn. Ruten vekslede mellem løb ad skovstier, asfalt langs bilvejen, på klipper, i sand, igennem byer. Det afvig ligeledes, om jeg havde selskab på turen eller tilbragte kilometer alene. Nogle steder på ruten var det lige med, at holde tungen lige i munden for, at lægge mærke til afmærkningen.

Frem til det første depot ved ca. 20 km. har jeg drukket min 1/2 l. med elektrolytter og 1/2 l. med almindelig sportsdrik. Ved depotet får jeg fyldt op med væske, spist et stykke banan og en energibar. Samme procedure gør jeg efter det andet depot (38 km.), så der er energi nok til resten af turen.

camilla-bergmann-fyr-til-fyr

Jeg havde ikke på forhånd troet, at jeg skulle løbe om kap om podieplaceringerne. Men efter at Mads havde kommenteret min placering i feltet, gik der sport i at holde pladsen – trods nogle hårde sidste 18 km’er. Gitte, som var førende, kunne jeg på de lange stykker ad landevejen ane i det fjerne. Men hun lå langt fremme. Alligevel motiverede det mig, at holde tempoet i gang, og sådan fortsatte løbet indtil 3-4 km. før mål, hvor en kvindelig stemme råber bagfra ”godt løbet”, og jeg råber igen med et “i lige måde”. Lise havde godt gang i benene, og jeg forsøgte at hænge på, men erfarede, at jeg ikke kunne følge med.

Med de sidste kilometer tilbage fik jeg samlet kræfterne – dem som jeg nok i virkelighed ikke helt vidste, at jeg havde, og får kæmpet min egen kamp. Forbi Hammerodde Fyr er der knap 1,5 km. til mål, og ca. 500 meter tilbage snor stien sig op ad den lange stejle bakke til Hammer Fyr. Jeg gik i et hastigt rask tempo, men bakken trak tænder ud. På toppen kunne jeg lige ane fyrets top. Og jeg satte i løb de sidste 200 meter ad græsmarken og stien.

fyr-til-fyr_camilla-bergmann

60 km. Jeg klasker hånden på Hammer Fyr. Glad og lettet over at have gennemført. Og kan se både Lise og Gitte i mål, som henholdsvis 1 og 2. “Du får en velfortjent tredjeplads og en øl, hvis du har alt det obligatoriske udstyr”, blev der sagt. Tjek.

 

camilla-bergmann-fyr-til-fyr-udstyr-tjekkes

Udstyret tjekkes ved målgang.

Lige til øllet – Som man siger

Jeg havde selv løbet efter en tid, der var omkring de 6 timer. Men med de tunge ben de sidste kilometer, kunne jeg godt se, at tiden ville være knap. Et sekundære mål var, at komme i mål inden for de ”gyldne øl-minutter”, som skulle resultere i en præmie i form af en dejlig Svaneke øl. Det blev lige til øllet, som man siger, med en måltid på 6 timer og 16 minutter. Skål!

 

Bornholm – Du har overrasket igen

Sidst jeg havde løbeoplevelser på Bornholm var tilbage fra 2007, hvor jeg i foråret var udtaget til Nordiske Mesterskaber i Orienteringsløb og samlet 3’er (kvinder indtil 19 år) til Etape Bornholm samme sommer. Så der var noget at leve op til – her 10 år efter. Jeg må indrømme, at jeg endnu en gang kan skrive en god oplevelsesrig bornholmsk løbeoplevelse på kontoen. Hvilken mon bliver den næste?

camilla-bergmann-fyr-til-fyr-maal

Smil!

 

/alle fotos: Mads Anders Jensen. Se flere billeder her

De sidste forberedelser til Dragon’s Back Race

Forberedelse til Dragon’s Back Race:

  • Sko – tjek
  • Racevest – tjek
  • Regnjakke – tjek (det er jo Wales)
  • Solcreme – tjek (men måske bliver vi heldige)
  • Myggemiddel – tjek (det er jo Wales)
  • Energi og mad – tjek

Ja, jeg er vist ved at være der: Klar til start på Dragon’s Back Race (indsæt link) d. 22 maj 2017.

Det var den korte version. Hvis du have lave den lange, med udstyrslister osv. så læs endelig videre. Men det bliver altså lidt nørdet (og delvist på engelsk).

Dragon’s Back Race

Først lige kort om hvad Dragon’s Back Race er for en størrelse. Jeg har skrevet lidt om det tidligere her på bloggen, men her kommer der lidt detaljer:

De tørre facts: 5 dage, 315 km og 15.500 højdemeter.

Dag 1: 52 km med 3.800 højdemeter. 16% er i terræn, 78% er på singletrack stier, 2% er på dobbeltrack stier, og 4% er på veje.

Højdeprofil på dag 1.

Højdeprofil for dag 1.

 

Dag 2: 58 km med 3.600 højdemeter. 25% er i terræn, 37% er på singletrack stier, 16% er på dobbeltrack stier, og 23% er på veje.

Højdeprofil for dag 2.

Højdeprofil for dag 2.

 

Dag 3: 71 km med 3.500 højdemeter. 11% er i terræn, 45% er på singletrack stier, 30% er på dobbeltrack stier, og 14% er på veje.

Højdeprofil for dag 3.

Højdeprofil for dag 3.

 

Dag 4: 71 km med 2.400 højdemeter. 23% er i terræn, 30% er på singletrack stier, 18% er på dobbeltrack stier, og 29% er på veje.

Højdeprofil for dag 4.

Højdeprofil for dag 4.

 

Dag 5: 63 km med 2.200 højdemeter. 37% er i terræn, 16% er på singletrack stier, 17% er på dobbeltrack stier, og 30% er på veje.

Højdeprofil for dag 5.

Højdeprofil for dag 5.

 

Konceptet bag Dragon’s Back Race

Koncepter er sådan, at hvis man misser en cut-off tid, skal man sidde over en halv dag den følgende dag. Man deltager så ikke i konkurrencen (og får så ikke en babydrage), men man løber med resten af ugen. Ud over det rent praktiske i, at det bliver ret svært at få folk hjem løbende fra ”in the middle of nowhere” så giver det også et fantastisk sammenhold blandt alle løberne, at alle er med hele ugen (siger de tidligere deltagere i dette og i søsterløbet Cape Wrath Ultra.

Statistik: I 2012 gennemførte 39% af deltagerne den fulde Dragon’s Back Race. I 2015 var dette 45%. For i år er det som tommelfingerregel meldt ud, at 30% ikke gennemfører dag 1, 30% gennemfører ikke dag 2 og 30% gennemfører ikke dag 3. Derefter falder drop out raten.

Jeg synes lige vi skal tage den igen: 70% af de startende på dag 1 til 3 gennemfører, og derefter er der endnu flere der gennemfører. Jeg satser hele biksen på at blive en af dem der fuldfører den fulde Dragon’s Back Race og får en baby drage med hjem!

Babydrager lige ankommet fra udrugningen.

Nyudklækkede babydrager :).

 

Race set op og logistik

Logistikken omkring løbet fungerer sådan, at man har sit ”hill kit”. Dette er hvad man løber med, og skal indeholde det man skal bruge i løbet af dagen. Derudover har man en ”drop bag”, som man har adgang til ca. halvvejs på dagen. Til sidst har man sin ”camp bag”, som indeholder det du skal bruge til overnatning, og til at fylde din hill kit og drop bag op i løbet af ugen. Man må gerne shoppe undervejs, men vores overnatningssteder ligger ofte ret øde, så det er ikke noget jeg satser på at gøre.

Der bliver lavet camp til os hver aften, og sikke et arbejde arrangørerne disker op med. De har lagt en “behind the scenes” video ud på Facebook, som er værd at tjekke ud:

https://www.facebook.com/DragonsBackRace/videos/1390519391004644/

Så vi skal kun løbe med sovepose og underlag og ikke telt. Og så laver de mad til os! Yes – varm lækker mad, som bliver lavet hver aften! Se, det er luksus! Og morgenmad laver de også til os. Se det, gør tingene en hel del nemmere!
Hill kit (det jeg skal løbe med)

Der er ingen krav til maks størrelse og vægt. Vi skal jo selv slæbe det hele ned til Sydwales, som de så venligt siger 🙂 Af vest løber jeg med Ultimate Direction Adventure Vest Peter Bakwin.

Obligatorisk udstyr:

  • Waterproof Jacket (with taped seams): Ultimate Direction Ultra Jacket:
  • Waterproof Trousers (with taped seams): Inov8 Ultra Pants:
  • Survival bag (not a blanket): SOL emergency bivvy
  • Map (supplied) and compass
  • Headtorch with spare batteries (with sufficient light to be able to navigate in the darkness): Petzl Nao)
  • Whistle: Sidder I alle gode race veste
  • Sufficient food
  • Spare warm top (spare means unworn at the start)
  • Hat and gloves suitable for the weather conditions: Buffs, kasket og handsker
  • Water bottle and / or hydration system: Vandblære på 1½-2 liter samt og ½l flaske
  • Fell or mountain running shoes (road trainers are NOT acceptable): Inov8 Roclite 305  og La Sportiva Ultra Raptor
  • Money (at least £50 in case you need to get a taxi to the overnight camp)
  • Waterproof pen/pencil/chinagraph writing implement

Og anbefalet udstyr:

  • Mobile Phone (Although we recommend that all competitors carry a mobile phone there is no guarantee of phone reception along many sections of the route).
  • Altimeter (Very useful aid for navigation in low visibility conditions): Jeg har dette i min GPS.
  • GPS (For competitors who are not completely confident of their map and compass skills in all conditions): Garmin maps 62.

Derudover smider jeg følgende i:

  • Lucky Duck (min lille lykke race bamse)
  • Poles: Black Diamond Distance Carbon FLZ
  • First aid kit (including hospital bandaids)
  • Watch: Garmin Fenix 3
  • Extra watch (også Garmin Fenix 3)
  • GPS backup (ekstra batterier)
  • Watch backup (lille powerbank)
  • Cable for charging watch
  • Sunglasses (mine gamle trofaste Oakley)
  • Kleenex and Wet swipes (altid godt at have med!)
Hill kit (uden mad).

Indhold til hill kit (uden mad og ekstra bluse).

 

Drop bag

Denne er der ingen krav til, ud over at den må være maksimalt på 22 liter og veje maksimalt 5 kg. Jeg kommer nogenlunde til at smide følgende i:

  • Food
  • Clean socks
  • Dry shirt
  • Other shoes
  • Spare 1½ l blatter
  • Body glide
  • GU tabs
  • Kleenex and wet swipes
  • Batteries
Indhold til drop bag uden mad og tøj.

Indhold til drop bag (uden mad, tøj og sko).

 

Camp kit

Camp kit på maksimalt fylde 59 liter, og der er ingen vægtgrænse.

Obligatorisk udstyr:

  • A complete change of clothing including spare shoes that can be worn at the overnight camp.
  • Warm sleeping bag (3 Season recommended): Tager den skønne North Face Blue Kazoo med.
  • Sleeping mat (ThermaRest style inflatable mat recommended): Sea to Summit Ultralight
  • Plate/bowl, mug and cutlery: Mit godt brugte Wildo Camp-A-Box sæt
  • Sponge and cloth for washing and drying your plate etc
  • Personal First Aid kit to include plasters, blister treatment, antiseptic ointment and painkillers as a minimum.
  • Sufficient personal food for eating on the hill each day (don’t underestimate this as there will be no additional ‘snack’ food available at the overnight camp).
  • Blister Treatment Kit: Jeg har købt det som arrangørerne sælger. De har nok god erfaring med hvad der bliver brug for!
  • Kinesiology Tape (5cm x 5m) x1
  • Small Scissors x1

Og anbefalet udstyr er:

  • An insulated ‘duvet’ jacket
  • Travel pillow or pillow case: Jeg har fundet en lille lækker sag i Sea to Summit Aeros Pillow
  • A fresh set of running clothes for each day
  • Personal washing things and towel
  • Ear plugs
  • Anti-chaffing / lubrication ointment
  • Wallet, credit card and / or sufficient cash to enable you to return to Conwy early if needed.
  • Any luxury food items you want.
  • Warm pants for overnight
  • Waterproof shoes

Derudover smider jeg følgende i:

  • Power bank for charging phone and watch
  • Face net against mosqiotoes: Sea to Summit Nano Headnet
  • String to dry clothes overnight
  • Baby wipes
  • Batteries for GPS
  • Ipod
Camp kit (uden mad og tøj).

Camp kit (uden mad og tøj).

 

Mad

Jeg kan rigtig godt lide at løbe på rigtig mad. Jeg kan godt lide tanke om at det ikke behøver at være så kunstigt, men det bliver virkelig noget rod, hvis jeg skal have rigtig mad med til 5 dage. Og det kommer til at fylde helt vildt og veje et ton!

Så min primære energi bliver Tailwind. Og så er det jo super, at jeg er med på holdet af Trailblazer Nordic! (tjek gerne Instragramkontoen . Jeg har før løbet udelukkende på Tailwind (til EverestingDK sidste år), og det gik alletiders. Ingen dårlig mave og ingen mistet lyst til mad og drikke. Så jeg håber at det kan få mig igennem Dragon’s Back Race også!

Der ser nu altså lidt suspekt ud, når Tailwind bliver pakket i små plastikposer!

Der ser nu altså lidt suspekt ud, når Tailwind bliver pakket i små plastikposer!

Jeg kommer dog til at supplere en del med snacks – noget at gnaske i. Yankiebar, marcipanbrød, og ikke mindst blanding af peanuts, rosiner og mandler.

 

Tøj

Her bliver det nok lidt rodet (som sædvanligt). Jeg er lidt usikker på vejret. Det kan både være ret koldt (det er jo Wales), men også solrigt og ret varmt. Så jeg pakker lidt af hvert (korte og lange tights), og ikke mindst uldbluser. Uld kan redde både en kold og en varm dag. Og uldsokker – MASSER af uldsokkker!

 

Eventyret venter

Eventyret venter den, som forstå at gribe det” (Knud Rasmussen, polarforsker 1879 – 1933)

I kan følge mig og de andre løbere live fra d. 22 maj kl 07 (UK tid). Hold øje med Dragon’s Back Race hjemmeside og/eller Facebook side for link. Og der vil blive smidt lidt på løbende på min Facebookside og Instagramkonto.

Vi ses på den anden side 🙂

 

Julsø Ultra 2017

Julsø Ultra 2017

Hyggetur med Mogens

Det var blevet slutningen af april og tiden var kommet til Julsø ultra 2017. Ruten går rundt om Julsø over Ry og gennem skovene tilbage mod silkeborg. Jeg skulle løbe 60km for anden gang.

Forberedelserne

Der går lang tid fra man tilmelder sig et løb og man faktisk skal afsted. I den mellemliggende peropde kan de ske mange ting der gør at træningen ikke bliver optimal.

Selve træningen

Siden Thy Trail Marathon i februar har træningen været rimeligt svingende og jeg har haft svært ved at komme afsted på de løbeture der kræves. Den gennemsnitlige løbemængde i ugen har været på omkring 40km hvilket er i underkanten af hvad der måske kræves.

Udstyret

Jeg havde tænkt en del over hvilket udstyr jeg ville bruge til turen og valget faldt på følgende.

  • Altra Lonepeak
  • Inov8 mudsov
  • Fusion kort pocket
  • Inov Race Elite Long sleeve hoddie
  • Ozon orange t-shirt
  • Inov8 Race Vest
  • Golf cap
  • Tailwind energi

Der vil komme en konklusion på udstyret efter beretningen

Her er min flatrunner til dagen

flvindjulsoe2017_01

Løbsdagen

Løbsdagen kom og vi overnattede på Vejlsøhus som ligger lige ved siden af starten. Dagen for løbet kom og jeg gik ned for at få morgenmad. Til morgenmaden mødte jeg Mogens som jeg kom til at løbe sammen med. Vi havde tidligere løbet sammen til Thy Trail Marathon. Vi snakkede lidt og spiste morgenmad inden jeg gik på værelset for at skifte tøj. Der var et lille skifte i tøj da jeg valgte 3/4 fusions tights i stedet for korte.

Starten

Vi gik ned til starten og mødtes med de andre løbere. Der var en god stemning ved starten og mange virkede spændt og klar. Jeg fandt hurtigt Mogens og vi snakkede lidt inden race breifing. Starten gik og nu skulle spændingen udløses og benene skulle testes.

flvindjulsoe2017_02

 

Mod Første depot

Efter starten kom vi godt afsted og der var god stemning. Vi løb på små lækre stier langs sen og det var lidt køligt i starten men det gik hurtigt over. I starten løb jeg selv og benene føltes ok, men jeg var spændt på hvad dagen ville bringe. Jeg kom op til Mogens som var startet lidt længere oppe i feltet. Jeg besluttede mig at slå følgeskab med Mogens.

flvindjulsoe2017_05

Der var flere nedløb i starten hvor vi løb ned i samlet flok

flvindjulsoe2017_03

Der var gode nedløb hvor man skulle have tungen lige i munden for ikke at falde.

flvindjulsoe2017_04

Udsigten over søen er altid god også selvom det er overskyet

Vi snakkede og kilometerne gik fint og vi kom hurtigt til første depot.

Mod Himmelbjerget

Vi løb hurtigt videre fra første depot og kom vi små stier op imod Himmelbjerget. Der var flere større bakker hvor vi gik op ad for at spare på den energi der blev behov for senere. Det næste punkt på ruten var Himmelbjerget hvor der var mulighed at se familien.

flvindjulsoe2017_06

Vejret var godt og det begyndte at klare op.

flvindjulsoe2017_07

Vi kom til himmelbjerget og vi hilste kort på familien inden vi løb videre mod andet depot.

Mod Andet depot

Turen gik ned fra Himmelbjerget og via små stier igennem skovene mod andet depot i Ry. Der var nogle få transportstykker men ellers foregik det på stier i skoven hvor løbet var lækkert og tiden gik godt. Stierne var smattede og flere steder have jeg problemer med at stå fast.

flvindjulsoe2017_08

Blandt de mudrede stier var der også transportstykker som foregik på blandt andet markveje. 

flvindjulsoe2017_09

Men det begyndte at kunne mærkes lidt i benene. Den manglende træning var ved at vise sit ansigt.

Vi ankom til andet depot og stadig i højt humør. Det var dejligt at se familien og få lidt energi inden vi løb videre.

flvindjulsoe2017_10

Mod Tredje depot

Vi løb fra andet depot og kom langs søen ind på de små stier.

flvindjulsoe2017_11

Terrænet skiftede meget fra det åbne til de små stier i skoven hvor man ikke kunne se langt.

flvindjulsoe2017_12

Når der var udsigt over søen var ruten forholdsvis flad, men så snart vi kom et lille stykke fra den kom bakkerne også

flvindjulsoe2017_13

Når bakkerne kom syntes de at fortsætte op i det uendelige som denne hvor man kan se lidt op før det drejer og man kan ikke se toppen.

flvindjulsoe2017_13

Der var enkelte transport stykker hvor man kunne se længere og bare lade fødderne løbe derudaf. Vi ankom til tredje depot hvor der blev tanket lidt på inden vi løb videre.

Mod Mål

Efter tredje depot gik turen mod Nordskoven og mål. På denne del af ruten er der rigtig mange bakker og det er her løbet for alvor begynder, Vi løb fra depotet og kom hurtigt til de første knolde. 

Her er de tydeligt at se hvor langt der er op da der går to løbere på toppen.

flvindjulsoe2017_15

Her kan man se udsigten fra toppen og det tidligere billede var taget fra cirka midt i billedet hvor der går en lille spids ud i det lyse område.

flvindjulsoe2017_16

Nordskoven byder på mange bakker på små stier hvor vi ikke havde den overskydende energi til at løbe op så vi fik en del gåture op ad bakkerne.

flvindjulsoe2017_17

Der er også flere bakker hvor der så lige er krydret med trapper som lige for at trække lidt ekstra ud af benene.

flvindjulsoe2017_18

Så er turen ved at være slut og vi kommet ud af skoven. Den sidste del af ruten kommer på asfalt.

Humøret er stadigt højt på trods af en lang dag på kontoret.

flvindjulsoe2017_19

Målgang efter 56+ km stadig løbene på de flade stykker.

flvindjulsoe2017_20

Det var super at komme i mål på lige knap 8 timer og dejligt at komme ned og sidde lidt. Den lovede fadøl smagte rigtig godt og jeg takkede Mogens for turen og godt selvskab.

Afsluttende tanker

Her nogle dage efter løbet kommer jeg med nogle tanker om løbet

Udstyret

Det valgte udstyr fungerede for det meste, men der er altid noget der kan justeres på.

Denne gang var der dog et forkert valg i form af skoene.

Jeg valgte at løbe i mine Altra Lonepeak som er mine nuværende favoritsko. Men det vidste sig desværre at skoene var meget slidt hvilket gav problemer da jeg havde problemer med at stå fast.

Jeg havde også valgt at tage ekstra tailwind energi med som ikke var nødvendigt, da der var tailwind energi i depoterne.

Træning

Træningen op til løbet har været måske lidt tvivlsom hvilket også vidste sig også være en stor faktor. Jeg skal være noget mere struktureret omkring min træning.

Dagen

Men på baggrund af disse tanker havde jeg en god dag på stierne. Jeg valgte at finde sammen med Mogens og jeg havde en rigtig god dag. Muligvis kunne jeg være kommet i mål en lille smule før, men dette ville også gøre at jeg ville være meget mere smadret bagefter.

Jeg havde selvfølgelig ømme ben efter løbet men var ikke totalt ødelagt.

Tak

Der skal lyde en stor tak til arrangørene af Julsø Ultra som har gjort det rigtig godt. Dette med at finde de fede spor samt opmærkning og service i depoterne.

Desuden skal der også lyde en stor tak til Mogens for selvskabet på turen.

Husk naturen er vores legeplads

Ned mod borgene – og tilbage op igen!

020517_03 Den rute der er markeret lige overfor huset byder på det vildeste nedløb. Jeg skulle virkelig holde på mig selv for ikke bare at give los. Du skal jo også op igen! Ja ja, men det er jo først senere. Det var en heftig tur tilbage. Ja, det var. Men jeg tog det roligt gående.

Nåmen altså. Efter 5 km nedløb og 700 hm, så er man nede i dalen. Så var det bare afsted efter de første slotte. Det første jeg havde set viste sig at være en ‘snydeborg’. Et hotel bygget som en borg – godt gas. Men ikke så langt fremme lå Castello Reale di Sarre. En af de virkelig spektakulære borge. Der var også fine rutemarkeringer fra TDC. Vejret var iøvrigt rigtig fedt solskin nede i dalen. Rimelig heldig tur der! Er blevet ret swag solbrændt!

Fra Castello Reale di Sarre kan man se de næste borge mod vest og på sydsiden af floden. Men da jeg allerede havde tilbagelagt 9 km droppede jeg vovemodet. Tog lige et lille stykke af TDC ruten op til en kant hvor man endnu bedre havde oversyn over fem borge. Ret fedt at se det på afstand – ikke mindst Castello Reale di Sarre. Måske en trailkikkert er næste udstyrsstykke?020517_02

Derefter løb/gik jeg tilbage. Jeg er sgu altid så ivrig – og hey, det skal man passe på med! Det skal man også – det er rigtigt. Så rolig gang op ad stigningerne. Andet var næsten heller ikke muligt. Det er altså pænt massivt terræn lige uden for døren. Det blev da også 17km med det hele på, så var godt sulten efter frokost.

Jeg fik også scoutet det lokale busstoppested. Det er lige 2 km nedløb herfra. Så kan man tage lidt længere væk til de næste borge. Evt lige køre bilen derned for at være rigtig fornuftig. Måske i morgen.

H1483618497er til eftermiddag er der massivt skydække ned over bjergtoppene, så skal nok ikke opad i morgen. Må se. Vil meget gerne til Pointe de Chaligne. Der er et skyrace d. 15. juli og har taget GPX’en ned. Skal lige op ad vandreruten først og se forholdene inden den rute evt skal prøves af.

I øvrigt så kan jeg tilføje, at jeg er mutters alene i denne ‘by’ på ca. 8 huse. Jeg har dog fået en katteven. Den kommer og sidder udenfor vinduet og kigger ind. Så ligger den bare der. Men den er ikke tam. Det er nu meget hyggeligt. Jeg kalder den Plet.

Save

Save

runningblogs-loebeblog

En tur til giganternes dal

010517_01Jeg har flyttet teltpælene til Aosta dalen. Dernede hvor man er omgrænset af giganterne. Monte Bianco, Cervino, Monte Rosa og Gran Paradiso. Det er mest fordi jeg skal deltage i Tor Des Geants, men også fordi jeg er gennem en form for fornyelese eller genfindelse af mig selv. Pludselig ville det hele ikke som jeg ville og så må man jo finde på noget nyt.

For to somre siden havde jeg fornøjelsen at løbe – eller speedhike (whatever vi skal kalde det) – TDG ruten med min træningsmakker Heine Petersen. Det var virkelig storslået, hårdt og brutalt – og meget varmt! Vi gjorde det på 10 etaper med overnatning i Refugier – og et enkelt hotel i Saint Martin. Jeg svor dog, at det skulle jeg aldrig selv deltage i det løb! Heine smilede bare.

Sidste sommer tog jeg så nordvest passagen Saint Martin til Courmayer sammen med Benjamin Holst på fem etaper og stort set samme opskrift som med Heine. Det var dejlig vildt igen. Og meget, meget varmt den ene dag! Så selvom Benjamin skulle deltage, så svor jeg stadig, at det var ikke noget for mig.

Nu står jeg så selv med et startnummer og en helvedes masse forventninger til mig selv. Sådan kan det gå. Man skal aldrig sige aldrig.

Men jeg er altså taget herned mere end fire måneder før løbet. Meningen med galskaben er, at jeg vil lære det hele at kende. Ikke bare Alta Via 1 og 2, men også alt det med kulturen. Og så vil jeg gerne opsøge mere terræn. Se noget mere. Somom det andet ikke er nok! Og hvis det kan udmønte sig i at give noget indtægt på en eller anden måde, så er missionen opfyldt.

Og så skal jeg selvfølgelig træne. Lære de svære passager at kende. Have de svære nedløb i baglommen. Skrive de høje pas bag øret. Alt det der.

Køreplanen for alt det her, har været under en del omlægninger. Men i sidste ende er den blevet hængt op på deltagelse i en række kortere trailløb hernede i dalen som jeg vil flytte mig rundt efter. Dels at både Heine og Benjamin kommer herned for at træne.

I korte træk, så har jeg en bil på størrelse med et kolonihavehus med telt på taget med. Men har i starten lejet lejligheder rundt i dalen. Med Heine og Benjamin bliver det en pilgrimsfærd som de andre år med et sæt løbetøj i rygsækken og så derudaf. Der er meget logistik der skal gå op. Men det gør det jo mere spændende.

Anyway, lige nu er jeg landet i Conclonaz i 1230 m. Det er ca. 3 km fra Aosta by i fugleflugt – og så ca. 11 km ad bjergveje. Og med en basse af en bil på 1500 kg fulst lastet med løbesko etc., så gav det lige en del sved på overlæben at ride den hjem.

Grunden til jeg er her, er helt overvejende for at se Aosta og få alle seværdigheder under kappen. Men endnu mere fordi Tor des Chataoux afvikles fra d. 12. maj. Jeg skal ikke deltage, men vil gennemløbe ruten i etaper de næste to uger jeg bor her. Og så ned at se selve løbet. På den måde får jeg sightset en hel del slotte og bliver tændt af løbsstemningen. Ellers går der en vandrerute lige uden for døren der leder op til Pointe de Chaligne i 2608m og den anden retning går ned mod Salle hvor Tor des Chatoux passerer – winwin.

Jeg fik scoutet lidt af byens seværdigheder, da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Kald det forarbejde eller noget. Jeg fandt også et supermarked der vist har døgnåbent alle ugens dage. Super. Ellers var det rimelig begivenhedsløst at komme herned. Jeg har haft bilen på tog fra Hamburg til Lörrach. Det blev først spændende ved opkørslen til St Bernard tunnellen. Ja, der er meget sne. Rigtig meget. Og her er skide koldt. Men det bliver nok bedre i morgen.

Save

Save

Save

Save

Det handler om at gøre en forskel – Everesting DK

OK, det kommer til at lyde lidt langhåret og meget eksistentielt det her, men hvad er det, der giver mening her i livet? Hvad skaber og giver glæde? Hvad får én til at spænde hjelmen og få tingene gjort?  Ja, jeg tror på at dét, at gøre en forskel for andre, betyder utrolig meget. Så i år er jeg på arrangørholdet til Everesting DK! 🙂

Everesting DK

Jer, der har fulgt mig her på bloggen, kan måske huske et indlæg fra sidste år, der handlede om Everesting DK. Her deltog jeg på distancen Mt Blanc med 4.808 højdemeter / 70 km fordelt på 18 omgange á 4,2 km / 280 højdemeter, og havde en fantastisk oplevelse!  Men Everesting DK er meget mere, end at løbe hamsterhjul i skovene ved Knøsmarken. Det er nemlig ren og skær glæde ved at give. Og til Everesting DK handler det om at give penge til Læger Uden Grænser.

Everesting trinnet, der ligger dér, og venter på de seje løbere.

Everesting trinnet, der ligger dér, og venter på de seje løbere.

Læger uden Grænser

Læger Uden Grænser (Médecins Sans Frontières) er en privat, international, humanitær organisation, der yder humanitært arbejde i form af medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden.

Deres primære formål for det humanitære arbejde er at yde nødhjælp til de befolkningsgrupper, som er mest udsatte i forbindelse med naturkatastrofer, krige, konflikter, epidemier, sygdomme, hungersnød og fattigdom. Derudover har de også forpligtet sig til at give vidnesbyrd om de forfærdelige forhold, de møder igennem deres humanitære arbejde og dermed bidrage til at oplyse om leveforholdene i verdens brændpunkter.

Sidste år, som var det første år Everesting DK blev afholdt, indsamlede vi 52.840 kroner i alt, hvor alle pengene gik direkte til Læger Uden Grænser. Og jeg håber at vi kommer et pænt stykke over det i år!

Og når jeg skriver, at alt går til Læger Uden Grænser, er det altså rigtigt. Ikke noget med at overskuddet går til dem – nej det hele går til dem. Vi som arrangører tjener intet ved arrangementet, og forplejning m.m. bliver doneret af sponsorer. Det har jo så givet en lille krølle i forhold til International Trail Running Association (ITRA). (Everesting DK er registreret hos dem). ITRA havde mere end almindeligt svært ved at forstå vores koncept. “Jamen, hvor er regnskabet for løbet?” “Hvad er overskuddet?” “Hvad mener I med, at der ikke er noget overskud fra løbet?”

Men vi går vist bare all in på go trail karma i Eversting DK 🙂

Hvordan støtter man som deltager?

Se, det er helt simpelt! Du støtter indsamlingen ved at tilmelde dig løbet, og deltagerbeløbet går direkte til Læger Uden Grænser. Du kan selv betale, eller få andre til at betale for din tilmelding. Minimumprisen for deltagelse er 1.000 pr person, men idéen er selvfølgelig at få samlet så mange penge ind som muligt til ens deltagelse.

Du kan løbe et af de 3 ”bjerge” Mount Everest (8.848 højdemeter / 130 km), Mont Blanc (4.808 højdemeter / 70 km) eller Galdhøpiggen (2.469 højdemeter / 40 km). Enten kan du løbe dem selv, eller du kan løbe i hold på 2, 3 eller 4 personer, eller hvor mange I nu vil være om at tage de omgange I beslutter jer for.

Hvordan støtter man en deltager?

Man kan også støtte en af deltagerne – altså helt uden at skulle snøre løbeskoene. Man går helt simpelt ind på indsamlingssiden (se nedenfor) og donerer penge til den løber / det hold man gerne vil bakke op om. Og tro mig – det gør en KÆMPE forskel at folk har støttet én, når man ligger derude på runde nummer uendelig, og begynder at overveje hvad man egentlig har gang i. Det betyder altså virkelig meget!

Bo Larsson. Everesting Solo 2016 finisher, og tilmeldt 2017 på Everest Solo!

Bo Larsson. Everesting Solo 2016 finisher, og tilmeldt 2017 på Everest Solo! 

Hvordan støtter man på dagen?

Sidst men ikke mindst, kan man komme på selve dagen og støtte indsamlingen og ikke mindst de seje seje løbere. Og for at gøre det rigtig lækkert for alle jer som kigger forbi, disker vi op med små event, så der er noget for alle:

  • Foredrag af Kristina Extreme Running 2016 vinder af 5 dages ultraløbet Jungle Ultra i Peru.
  • Guidede løbeture i området (der bliver noget for alle niveauer, både for dem, der kan følge med de hurtige, og for dem som foretrækker at gå op ad bakkerne).
  • Yoga session med Rosa Montiel, uddannet Bikram og Ashtanga underviser.
  • Mini Everesting DK i skoven tæt på pladsen for unger og andre barnlige sjæle, der vil nappe omgange (evt på tid) på en lille bane.
  • Rideture for børn på de skønne Islandske hest.
  • Backyard climb for ungerne (ned og op igen ad den store bakke). Hvem får mon taget flest ture i løbet af dagen?.
Camp på Knøsmarken - så bliver det ikke meget bedre!

Camp på Knøsmarken – så bliver det ikke meget bedre!

Hen under aften tænder vi op i bålet, og der bliver mad og hygge i bedste trail løber stil. Og det bedste ved det hele er, at det koster lige hvad du har lyst til at betale. Du kan gi en 20’er – eller 200 kr for en mini-event. Du bestemmer prisen, bare du er med på at støtte Læger Uden Grænser 🙂 Overnatningen er dog gratis, bare du tager dit eget telt med!

Betternow

Tilmelding og donationerne til de deltagende løbere/hold foregår igennem Betternow. Siden er måske ikke er den mest brugervenlige side der findes, men det er vigtig det bliver gjort på den rigtige måde, da bidrag er fradragsberettigede. Kontakt endelig Eversting DK via hjemmesiden eller Facebook, hvis du har spørgsmål.

Om at gøre en forskel

Men tilbage til det, det hele handler om. At gøre en forskel. Løbet opstod i Simon Grimstrup hoved under et 23 timers langt løb, – det med at løb bør gøre en forskel. Og vi kan! Som den frivillige forening Århus Hjælper siger: ”Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”.

Så selvom Henrik Leth Jørgensen i målområdet, efter at have gennemført Everesting Solo i 2016 siger: ”Det er sgu syg humor at lave så’n noget” så giver det faktisk rigtig go’ mening. Og hvis du stadig er i tvivl, så tjek filmen fra 2016 ud:

Så kom til tasterne, støt op om nogle at de seje løbere og gør en forskel!

Tak!

Hej. Jeg hedder Kirsten, og jeg er runstreak’er!

Runstreak….. Runstreak?    Runstreak!   Hvad er det for noget? Er det ikke noget med nøgenhed og store stadions?! Nej, nej, bare rolig. Ikke noget med at få grimme billeder op på nethinden nu. Ingen grund til panik. 🙂 Runstreak er, at man løber hver dag. Som i hver evig eneste dag. #runeverydamnday !

Hvorfor?

OK altså. Runstreak er, at man løber hver dag. Jeg faldt over det i et blogindlæg af Ellen Westfelt fra Pace on Earth og tænkte, at det må jeg da også prøve .

Nej, helt ærgerligt var det nok netop ”tænke” at jeg ikke gjorde. Det var i hvert fald ikke særligt gennemtænkt. Jeg læste indlægget og næste dag smuttede jeg på en ikke planlagt tur, bare for at starte streaken. Og så var jeg jo ligesom i gang, ikk?

I'm a streaker! :)

I’m a streaker! 🙂

Jeg spurgte lidt omkring (nok mest min ven ”Google”), og fandt frem til nogle amerikanske regler der definerer runstreak som minimum 1 mile (1,6 km) hver dag. Så den nappede jeg.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at en tur på 1,6 km ikke rigtig giver mig så meget, så jeg ligger ofte på 3 km som mine minimum ture. Her kommer jeg lige i gang, kroppen bliver gennemvarm, og jeg får løsnet op i kroppen.

Betyder det så, at jeg runstreaker for at få gang i kroppen hver dag? Nej – det er ikke derfor.

 

Men hvorfor så?

Ved at runstreake tager jeg  ”skal jeg løbe i dag eller ikke” ud af ligningen. Altså: Jeg skal ikke til at diskutere med mig selv om det er ok at droppe min løbetur i dag, og tage den i morgen i stedet (tro mig – jeg har haft laaaange snakke med mig selv om det her!). Er det så derfor jeg streaker? Er det en måde at planlægge min træning på, og komme afsted?

Jeg troede, at det var grunden i et stykke tid, men nej. Det er heller ikke derfor jeg runstreak’er.

 

Men altså hvorfor så?

Er det så for at få tilstrækkelig km i kroppen? Umiddelbart troede jeg, at runstreaking automatisk ville få mig til at bygge noget mængde på i min træning. Men den holder jo ikke, hvis man udskifter en 12 km tur og en hviledag ud med 2 3 km ture fordelt på de to dage, vel? Det er jo simpelt matematik!

 

OK – er det så for ”fame and glory”?

Nu sidder jeg nu godt nok og skriver et blogindlæg om det, men helt helt ærligt, så betyder det ikke rigtig det store, hvad andre mennesker synes om at jeg runstreak’er. Selvfølgelig er det super fedt, hvis jeg kan inspirere andre til at følge deres hjerte og bevæge sig ud af deres komfortzone.

Men det er ikke derfor – det handler om noget i mig selv.

 

OK – hvorfor pokker er det så?

Tja, jeg ved det faktisk ikke helt. Det tætteste jeg kan komme det, er at jeg – når jeg står ”face to face” med Dragen til Dragon’s Back Race d. 22. maj, kan sige til mig selv: Helt ærligt: Du har løbet 256 dage i træk. Du kan også nappe de næste 5!

……..Håber jeg!

 

Men det hele handler om at have det sjovt

Og det har runstreak ved flere lejligheder sørget for:

Jeg har løbet i cirkler i 30 min på Helidækket på et cruiseskip. Nok det mest hjernedøde jeg til dato har lavet!

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe :)

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe 🙂

Sene Aftenture, selvom det kan give bagslag, ved at jeg har svært ved at falde i søvn lige efter en løbetur.

Aftentur i frostvejr, i selskab med "sort is". Det får lige én til at være vågen!

Aftentur i frostvejr, i selskab med “sort is”. Det får lige én til at være vågen!

Pendleløbe efter hotyoga . Jeg troede på forhånd, at det ville være det dummeste ever. Men det har vist sig, at jeg har nogle af de fedeste løbeture lige efter hotyoga. Fedt at lære en ny side af sin krop at kende.

Kendskab til mærkelige parkeringssteder når jeg pendleløber. Når man nu nogle dage ikke kan tage sig sammen til at løbe fra ”standard pendlerpladsen”, så finder man de særeste steder at smide sin bil, så man kan få en pendlertur væk fra trafikken.

Smuk start på dagen :)

Smuk start på dagen 🙂

Sidde til diverse aftenmøder i løbetøj. Skole-hjem samtaler, forældremøder, forældrerådsmøder, planlægningsmøder. Jeg tror snart jeg når dertil , hvor folk tror jeg kun ejer løbetøj. Nogle gange er jeg selv i tvivl.

Udelukket brugen af almindelig strømper. Jeg er gået all in på løbeuldsokker. Jeg skal jo alligevel skifte til løbetøj lige om lidt. Og man kan da også snige sig til at have yogatights på på arbejde, ikk? J

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

 

Jeg er dog ikke nået til punktet hvor den almindelig BH er skiftet ud med sporttoppen. Uhm – OK nogle dage er jeg. Men sig det ik til nogen, ok? 🙂

 

Og om at håndterer nederlag

Et af mine store nederlag er morgenløb. Eller mangel på samme. Jeg har sagt det utallig gange: Jeg er ikke en morgenløber. Men jeg gad virkelig godt være det. Men jeg tror mit vækkeur er ved at miste alt respekt for mig. Det tager mig simpelthen ikke seriøst mere, når jeg sætter det til ”tidligere end normalt”. Jeg tør vædde på, at det tænker: ”Ja, ja – det er godt med dig. Du stiller mig og bare frem når jeg ringer. Så hvorfor gider du overhoved vågne en time før du står på, bare for at stille mig frem? Helt ærligt”. Så jeg har op til flere gange endt med en plan B, der var løb rigtig sent om aftenen.

Den dér følelse af, at man synes man selv er træls – den har jeg gode muligheder for at arbejde med som runstreaker.

 

Men hvad så, når jeg er syg? Eller småskadet?

Ja se – nu bliver det rigtig interessant.

Jeg vil lige understrege, at jeg ikke er fortaler for at træne når man er syg /skadet. Men jeg har så alligevel ”sneget” mig igennem. Men med MEGA meget lytten til min krop undervejs.

Kroppen har i perioder været presset i bund pga. sygdom (jeg havde en seriøst mande-forkølelse her i vinters, med feber og hele turen), og her løb jeg alligevel. Det var tæt på at jeg trak ”jeg bryder streaken pga. sygdom” kortet, men ville så alligevel hellere vende om på turen, end slet ikke at give den et skud. Og se – jeg opdagede at man faktisk godt at løbe en lille bitte langsom tur med feber i kroppen, uden at man får det værre af det. Man sejler bare lidt rundt, men sover så til gengæld bedre bagefter J

Og jeg har også være igennem klassikeren med en mindre forstuvning/forvridning af anklen. Klassikeren med, at man vrikker om på foden på løbeturen – vi kender den vist alle sammen. Jeg tror der var to ting, der fik mig igennem runstreaken på en småskidt ankel: 1) var at jeg de seneste par år har fået styrket mine fødder og ankler, ved trailløb og en hel del løb i minimalistiske sko. Og 2) at jeg kender min krop så godt, at jeg kunne mærke hvad jeg kunne få den til, samtidigt med at give en ro til at reparerer skaden. Så det blev nogle uger med fladt asfaltløb, i roligt tempo og korte ture. Samt ikke mindst en pæn del hotyoga, hvor anklen stille og roligt blev arbejdet med.

Men altså – jeg opfordret ikke til at man træner på sygdom/skader, men at man lytter til sin krop og bruger aktivitet/træning til at hele kroppen med. Det med skader og smerte, er så utrolig komplekst, men også pokkers interessant, og hvis I er interesserede i hvordan vores hjerne fuckr med os på det her punkt, så tjek denne film ud:

 

Bliver jeg så ved med at runstreak?

Well – er jeg på 205 dage i dag, og med 51 dage til start på Dragen, ville det da være skørt ikke at fortsætte, ikk? 🙂

Ultra Trail Marão

utm15

Skal, skal ikke, skal…..

Da sæsonnen 2016 var overstået med de lange løb i udlandet, begyndte jeg at kigge mig om efter løb til 2017. Over de sidste år har Transgrancanaria været et løb der har fyldt meget for mig i foråret. Men efter at have deltaget i det løb to år i træk var det tid til at prøve noget andet.

Efter lidt søgen i forskellige løbskalendre havde jeg spottet 2 løb der kunne være interessante. Ultra Sierras del Bandolero og Compressport UTM. Førstnævnte med 100 miles, sidstnævnte med 105 km. Valgte ret hurtigt UTM idet den faktisk på de 105 km havde flere højdemeter end USDB. Samtidig synes jeg også løbets facebook side så super fed ud. Fra organisationen var de lynhurtige til at svare og har hele vejen igennem været ekstremt hjælpsomme. Det betyder rigtig, rigtig meget når der skal søges på løb. At der fra arrangørerne bliver svaret på de spørgsmål der nu kunne være. Løbets hjemmeside var håbløs og kun portugisisk, så engelsk kontakt var virkelig kærkommen.

Ret hurtig var der en del danskere der var interesserede i løbet. Vi endte med at vi var 4 stk, der skulle afsted, John, Rune, Peter og jeg. Alle 3 personer jeg kendte fra andre løb, så jeg glædede mig som en tosset. Var “løbssulten” og klar.

Desværre var optakten for de andre ikke optimal, så Rune og Peter valgte at løbe 49 km fremfor de 105 og John kom desværre slet ikke med.

Torsdag d 23/3 drog vi afsted mod Porto hvor vi var så heldige at arrangørerne ville samle os op og køre os til start/målbyen, Amarante, cirka en times kørsel derfra. Chaufføren talte lidt omkring vejrsituationen dernede. 14 dage op til løbet havde der været rigtig fint solskin….Men ugen før løbet var det blevet koldt. Rigtig koldt. Det havde sneet temmelig meget på de højeste punkter og til min kæmpe overraskelse fortalte han at de ligenu var i gang med at undersøge om det var forsvarligt at løbe hele ruten.

Da vi ankom til Amarante blev disse “rygter” bekræftet. Allerede der var det besluttet at skære de 2 øverste toppe fra ruten og dermed ville den samlede distance ende på et sted mellem 78 og 90 km. (Senere blev det til 82,8 km).

Jeg havde rigtig svært ved at få den vendt inde i hovedet. I forvejen ville jeg egentlig gerne have løbet lidt længere end de 105, som løbet oprindeligt var, men nu var situationen pludselig en ganske anden. Øv. Men som altid, så er sikkerheden vigtig og måtte selvfølgelig tage det for reelt, når det blev sagt sådan.

 

utm16 utm17

 

#Runningismytherapy

Havde godt nok svært ved at se hvordan den skulle grejes. 20 km mindre samt selvfølgelig også færre højdemeter….Svaret kom da Rune og Peter sagde de ville løbe en lille tur langs floden i byen inden aftensmaden torsdag. Normalt kunne jeg aldrig drømme om at løbe en tur dagen før en ultra….Men lige her var det et yderst kærkomment forslag.

Solen var nu kommet igennem og det føltes helt lunt da vi hyggelunter langs floden. Det var ren balsam for sjælen og humøret og fokus faldt på ny i hak.

Resten af tiden op til selve starten af løbet gik med at gå lidt rundt. Hente startnumre, suge lidt stemning fra startområdet, spise og ellers slappe af.

utm19

utm20utm18utm21

 

Start fredag d 24/3 kl 23.00

 

utm4

Kl 21.40 var det vist ved at være på tide at komme ud af sengen (hvor jeg ligget og hvilet siden kl 18). Alt var klart. Rygsækken pakket med alt obligatorisk udstyr. Havde styr på tøj, sko og grej. Det skulle bare på og ellers skulle vi gå de 10 minutter der var ned til starten. Temperaturen var et kæmpe usikkerhedsmoment til dette løb. Ingen vejrudsigter sagde det samme. De fleste sagde dog helt tørt indtil sidst på dagen, lørdag. Et par minusgrader skulle der være på de højeste punkter i ca 1150 meters højde. (Skulle oprindeligt have været oppe i 1400 m). Jeg havde valgt at tage 2 svedtrøjer på, en t shirt, løse ærmer og en vest. Tights, shorts, sleeves samt et par quad sleeves der i dagens anledning var trukket ned over knæene pga kulden.

utm8

Det var ikke koldt da vi skulle i gang, så det føltes bare fedt endelig at kunne tøffe afsted ud af byen. De første km på asfalt/beton op og ud i landskabet. Ham, der kørte os fra lufthavnen og ud til Amarante havde fortalt at de første 16 km hen til første depot var “easy” hvorefter løbet rigtigt ville starte. Kan kun give ham ret i, at det første stykke var relativt nemt. Stigningen var en rimelig bred grusvej op mod første bjergtop, efterfulgt af et tilsvarende rimeligt nedløb. Næste stigning var dog temmelig meget sværere. Noget mere stejl og ingen læ. Vinden blæste her kraftigt og det føltes ret koldt. Kunne nærmest kun her fokusere på at komme de ca 4 km op til toppen for at komme i gang med nedløbet som plejer at give en markant varme i kroppen. Endelig ramte vi toppen og skulle ned. Dette nedløb var rimelig teknisk – absolut ikke noget smalt spor, men en bred sti som var fyldt med skarpe skræver i alle størrelser. Samtidig var det også stejlt, men tempoet følte jeg ikke kunne holdes højt i det jeg skøjtede rundt i skærverne….Men varmen kom i den grad tilbage i kroppen igen 🙂

Efter små 2 km stejlt nedad forløb det næste stykke på en mere løbbar passage inden vi kom ind i noget tæt skov. Lækkert stykke her hvor vi skulle løb på kanten eller lige ved siden af et “dirrigeret” vandløb. Altså et vandløb der var anlagt med sten. Vi skulle ofte springe over på den anden side af vandet da stien havde det lidt med at være groet til, men fornemmelsen af at løbe helt pakket inde af skoven med vandet løbende ved siden af. Super fedt, synes jeg.

utm24

Depothygge og FANTASTISKE frivillige

Nu må depotet være lige rundt om hjørnet. Efter kortet skulle det være her. Befinder mig også på vej ind i en lille by her midt om natten. Har løbet omkring 26 km, men synes ikke rigtig jeg kan se noget selvom udsynet her er godt….pludselig er der en tilskuer der træder ud på vejen og tager fat i min arm….herind peger hun. Hold da kæft mand, et hyggeligt lille depot. Gemt inde i et lille bitte mikroskopisk skur hvor man næsten skal stå og dukke sig. I virkeligheden fuldstændig ligegyldigt. Her er hvad der skal være. Nogle stole, hvor folk kan sidde og slappe af. En varmeblæser. Alt væske og mad, som jeg kan bruge. Dertil forskellige varme supper. Noget helt vildt er de frivillige til dette løb. Har seriøst aldrig oplevet noget lignende. Ved hvert depot føler jeg, at jeg bliver set i øjnene. Jeg kunne nærmest ikke selv få lov til at fylde mine egne dunke op. De insisterede på at hjælpe. Blev tilbudt suppe hvert sted. Blev også spurgt om jeg skulle bruge noget fra rygsækken hvor de hjælpe med at fiske det frem. Den gæstfrihed og hjælpsomhed tror jeg ligger i befolkningen der. For vi kunne opleve det samme i byen Amarante hvor vi boede. Alle tog det stille og roligt, ingen stress, og meget venlige. Virkelig skønt.

Oplevelsen i dette depot var ikke enestående. Sådan var det hver gang. Kunne ikke lade være med at tænke på at det mindede lidt som en forælder, der tog imod i depoterne. Oprigtig interesserede i hvordan det gik og ville én det absolut bedste. Et kæmpe plus til de frivilliges arbejde.

Efter depotet kom en “lille” stigning efterfulgt af endnu et skærve/stejlt/nedløbs/dødsstykke. Lidt ligesom at stå på ski med fødderne på tværs af stigning, men også lidt sjovt 🙂 Efter stigningskurven på løbet skulle der nu her fra ca 30 km til 50 km til tages fat op mod rutens nye højeste pkt i godt 1100 m.

Alene i natten

Endnu engang godt tanket op fra depotet bevæger jeg mig nu ud på stigning op til det højeste pkt. Vidste at når jeg kom derop, så skulle der løbes et sted ml 5-7 km på plateauet inden vi skulle ned igen. Det var på dette stykke ruten var blevet ændret pga sne. I stedet for laaaaangt nedløb og laaaaang stigning, så fik vi plateauet. Rigtig ærgerligt, men sådan var det. Bare i gang med stavene og afsted op. Vinden var virkelig barsk her. Men heldigvis på opstigning, gik vi bag en højderyg hvor vi kunne få lidt læ. Begyndte lidt at tænke på hvor længe siden det var, at jeg havde set nogle løbere. Idet vi skulle løbe med rødt lys bagpå, så kunne man spotte løbere foran. Men ingen, overhovedet ingen kunne jeg se. Heller ikke bagud, men var sikker på at jeg var på ruten som indtil nu var super markeret.

 

utm2

På de højeste stigninger bevægede vi os rundt ved nogle kæmpe vindmøller. I mørket kunne man kun se nogle røde lys på vindmøllerne og ellers høre vingerne der rungede rundt. Det var helt scary. Mega koldt, mørkt, blæsende og alene. Men stille og roligt kunne jeg fornemme at jeg nærmede mig toppen. Havde besluttet at når jeg kom derop ville jeg tage min regnjakke som også var vindtæt på. Kunne ikke helt holde varmen længere. På toppen lå der nogle bunker af nedbrændte træer/buske som stadig ulmede lidt. Det gav en ret intens duft hvilket sammen med blæsten og kulden var en temmelig speciel fornemmelse. De næste 6 km cruisede jeg meget stille og roligt afsted. De første 4 km på en grusvej, de sidste 2 singletrack hvor der lå en del sne. Kom hen til depotet på toppen sidst på natten. Fandt her ud af at jeg altså ikke førte løbet 😉 🙂 der sad nogle stykker pakket helt inde i tæpper og voldfrøs. Jeg havde ok overskud og det havde fungeret virkelig godt med regnjakken yderst. Og med et kommende nedløb i tankerne vidste jeg at kulden ikke længere var et problem.

 

God morgen Dannie!

Efter depotet stod den på omkring 8 km nedløb og dagslyset begyndte også at komme her. De første par km var dog temmelig kølige. Der lå en del sne her som var bundfrossen og glat. Is krystaller glimtede i pandelampen og det så ret fedt ud. Efter en times tid kunne jeg pakke pandelampe og regnjakke i rygsækken igen. Det var blevet lyst nok og humøret var højt samtidig med at jeg var inde i et godt flow på nedløbet nu…..Men, men, men….som tidligere skrevet, rigtig fin rutemarkering. Orange strimler, alle med refleks på. Pludselig på nedløbet falder det mig ind, at det egentlig er længe siden jeg har set en strimmel…Stopper op og kigger fremad. Ingen strimmel. Ret hurtigt går det op for mig at jeg har misset en strimmel et sted. Vender om og løber tilbage, nok ca 500 m. Tror hovedet var indstillet på reflekserne i natten og dermed slet ikke havde registreret de strimler der sad ned ved jorden og markerede at jeg skulle være drejet fra vejen…En enkelt gang var ok. Men for pokker altså. Kun 2 km efter laver jeg samme novice fejl igen. Misser nogle strimler ved jorden, men løber her lidt længere inde jeg på ny må vende om. Dumt!!!! Besluttede mig her at det ikke måtte ske igen og var herefter lidt mere opmærksom på markering.

utm5utm7utm10

 

Jungleultra / Indiana Jones trail edition

Længere nede i dalen løber vi endnu engang på de der viadukter i skoven. Helt omsluttet af træer. Det bliver mudret flere steder. Og pludselig kommer der en hængebro. Jeg følges her med en løber som først træder ud på broen. Den gynger temmelig meget og virker ærlig talt en anelse skrøbelig…venter med at gå ud indtil han er ovre på den anden side. Får total Indiana Jones dejavu her 🙂

 

utm23

Kort tid efter støder vi på en flok bjergreddere der signalerer at der kommer et farligt stykke og vi skal tage den med ro. Vi skal ned af et meget stejlt stykke hvor vi skal bruge et tov for at komme ned. I bunden skal der krydses et vandløb. Kunne vælge at forsøge at træde på nogle våde sten henover eller buldre igennem vandløbet. gider egentlig ikke forsøge at glide rundt på stenene så jeg vader igennem. Super fedt stykke her hvor vi fortsætter ned igennem skoven. Jeg bevæger mig nu lidt hurtige end de to jeg har fulgtes med og er kommet noget foran dem, da jeg ankommer til en lille flække med 3 små huse. Her stopper markeringen. Jeg løber frem og tilbage og mener pludselig at kunne se en markering ude i det fjerne oppe på en bakke. Så afsted med mig. Tværs over en mark, endnu et vandløb og en bakke op. Hmm…det ligner nu altså ikke de markeringer der har været indtil nu. jeg stopper og vender rundt. Ser heldigvis de andre også er ankommet til den lille flække. Jeg bliver nød til at løbe tilbage til dem for at se om vi sammen kan finde ruten igen. Heldigvis har den ene af dem lagt ruten ind på sin telefon som vi følger ca 500 meter. Det føles ret langt og vi kan ingen markeringer se. Kommer til endnu et par huse og der, langt om længe kan vi se et par af de kendte strimler igen. Der må være nogen der har fjernet markeringerne på dette sted. Hvis ikke de andre var kommet, havde jeg på ingen måde kunnet finde tilbage. Ikke optimalt samtidig med at der også går noget tid med det.

Pyt. Nu var vi videre og benene var stadig klar på flere tæsk. Sætter farten lidt op igen og bevæger mig fra de 2 andre igen. Når dog lige at takke for gps hjælpen 🙂

 

utm3

 

Det sidste stykke ned mod sidste depot er jeg også helt vild med. Små bitte spor på tværs igennem tæt skov langs en å. Det er nærmest ikke et reelt spor, men de er max fedt og temmelig teknisk flere steder.

 

utm13

utm14

Kan nu se det sidste depot hvor der står en flok og hepper mig ind. Super stemning. Solen er fremme og for første gang føler jeg at det er varmt. Smider vesten og sørme så om ikke jeg kan mærke jeg begynder at svede.

1o km tilbage

Var meldingen ved depotet og kun en “lille” knold tilbage efter profilen af løbet…Det var bestemt ikke bare 10 km der kunne løbes let eller overståes i en fart. Den lille knold synes jeg egentlig trak tænder ud. Små teknisk flere steder og stejl også. Men stille og roligt nærmede jeg mig toppen. Skønt. Nu var det bare ned mod mål. Ca 3 km…. (Endte med at blive 6 km – glemte lige jeg var løbet forkert et par gang).

Vidste at vi den sidste km skulle løbe på nøjagtigt samme spor, som vi havde konsulteret på vores lille løbetur dagen før. Det forekom mig godt nok noget længere nu end sidst, måske fordi benene var lidt brugte nu. Men jeg kunne kende det og inden længe kunne målet skimtes.

Som altid en fantastisk følelse at komme i mål. Bliver aldrig træt af. Tiden blev 11.54 for 85 km og 5000 højdemeter. Blev nummer 17 samlet og havde haft et rigtig fornuftigt løb. Ville uendelig gerne have løbet den fulde distance især nu hvor formen var relativ god. Men hvad. Alt i alt et rigtig fedt og anderledes løb end jeg havde prøvet før.

 

utm26

 

utm1

 

Overordnet sidder jeg nu tilbage med en god fornemmelse af arrangementet. Har haft nogle fede dage med Rune og Peter som også begge kom fint igennem deres løb. Er som altid super taknemmelig for at have en kone og familie der bakker op om de her eventyr. Tusind tak for det.

Nu ser jeg allerede frem til de næste løb. Julsø ultras nye distance på 50 miles samt muligvis everesting dk i juni….Ellers bliver det helt store mål på denne side af sommeren ubetinget Dolomiti Skyrun slut juni.

 

Tak til alle for denne tur 🙂 Tak til trail Running Yates for de fede naturbilleder fra ruten

 

Pas på Jer selv og hinanden. Ses på sporet.

 

Følg gerne med på instagram, @dannietrail

 

/ Dannie

 

utm9

Norseman Extreme Triathlon 2016

Om storhed og fald i jagten på den sorte t-shirt – og om kærlighed til dem, som stod mig bi.

Kl. er 3:50 lørdag den 6. august og havnen i Eidfjord summer af en blanding af nervøsitet, spænding og ærefrygt. Kun 250 atleter er sluppet igennem nåleøjet til denne unikke oplevelse, og kun de 160 aller hurtigste når helt til den forjættede Gaustatoppen, hvilket udløser en sort t-shirt. Luften sitrer, sommerfuglene flagrer i maven, og alle kigger på hinanden for at vurdere, om de andre nu er stærkere eller svagere end én selv. Speakeren kalder sidste udkald til båden på syngende norsk. Jeg kysser Ulrik farvel og vinker til Mie og Kjartan – de har alle tre dedikeret disse dage til mig som mit support team. Kl. 4.00 lægger vi fra kaj og sejler ca. 4 km ud i den mørke nat for at starte en dag, der skulle vise sig at blive helt anerledes, end nogen af os havde forventet…

Foto: Mie H. Sørensen

Foto: Mie H. Sørensen

Forberedelsen

Jeg spoler lige tilbage til mandag den 1. august, hvor Ulrik og jeg pakker bilen med to cykler, to sportstasker, 6 store plastikkasser fyldt med ekstra tøj, cykeldele og energi til 15-17 timer – og al den tørfoder, vi kan slæbe med for at spare på madbudgettet i verdens måske dyreste land at købe fødevarer i – Norge. Vi ankommer til en skøn stor hytte med græs på taget, pejs i stuen og udsigt mod de majestætiske fjelde. Lige rundt om hjørnet ligger Vøringfossen – et fantastisk vandfald, som forsvinder i vandtågen langt nede – tjek det ud, hvis du ikke har! Vandfaldet ligger midtvejs på den første fjeldtop, som for øvrigt også er de første 1200 hm på cykelruten, og det gav os mulighed for at tjekke den ud og forberede dagene op til. Efter lidt træning tænder vi i pejsen og pakker ud. Næste dag står den på træning til Ulrik og en kort tur for mig på den stejle del af stigningen. Jeg kender området i forvejen, men overraskes hver gang over, hvor fantastisk naturen kan være, når den folder sig ud! Onsdag aften holder Ulrik og jeg strategimøde. ALT skal planlægges ned til mindste detalje! Hvert depot bliver nøje indtegnet, hver en drikkedunk skemalagt, og det er faktisk lidt sjovt at skulle planlægge energiindtag, mødesteder, påklædning og motivation og kommunikation på et helt andet plan, end vi plejer.

Torsdag kører vi ned til Eidfjord og registrerer os. Mie og Kjartan ankommer torsdag eftermiddag, så vi kan lige nå at teste vandtemperaturen. Jeg var afsindigt bange for, at vandet ville være så iskoldt, at jeg ville synke til bunds som en is-skulptur halvvejs. Vi er meget heldige i år – vandet er hele 14 grader! Jeg bliver vildt overrasket over, hvor lidt det egentlig generede mig at dyppe kroppen og fødderne i vandet (de er dækket med neopren), men da jeg stikker hænderne under, er det som at få stukket en syl igennem håndfladen. Jeg panikker lidt men beroliges af Ulrik med, at det bliver bedre, når jeg svømmer lidt. Efter 1000 m er det faktisk lidt skønt. Mens jeg ligger på ryggen og nyder stilheden før stormen slår det mig alligevel, at det på dagen er meget længere – og i mørke, og angsten melder sig igen.

Eidfjord testsvøm, torsdag 4/8

Eidfjord testsvøm, torsdag 4/8, Foto: Ulrik Oldenburg

Flere seje triatleter har fortalt, at de troede de aldrig skulle komme op af den første stigning, og den tanke sidder mejslet i baghovedet – hvad nu hvis jeg må stå af og trække op? Man kommer aldrig i gang igen! For at skabe ro filmer vi cykelturen tilbage til hytten og lægger taktik i forhold til energimængde og tempo op af bjerget. Tilbage i hytten ankommer den anden halvdel af supportteamet – Mie og Kjartan – og det er så dejligt blot at slappe af sammen og gå lidt tidligt i seng – vi skal jo begynde at vende døgnet på hovedet inden race day.

Hyttehygge med Team 43

Hyttehygge med Team 43

Fredag morgen er der Social Swim for deltagere og deres teams. De nordmænd forstår altså at skabe hygge på en lidt rå måde. Der tændes bål ved vandet og duften af kanel og kaffe breder sig. Mens vi alle hopper i dobbeltlag neopren på hoved, krop og fødder og forbereder os mentalt på en hårrejsende kuldeskærrende oplevelse, løber en flok seje norske jenter ud i det mørke vand uden våddragt på – WTF! Jeg varmer mig på en kop kaffe, og så en ekstra tur i det kolde vand, nu vi alligevel havde mistet følelsen i kroppen.

Vi når lige op til hytten igen og får frokost, inden vi skal ned af fjeldet igen til race briefing. Og her melder sommerfuglene og ærefrygten sig virkelig. Det går op for os, at der ingen vejvisning er, men at der kun er ét eneste højresving, så vi må vel for pokker kunne finde vej, selvom vi begyndte at tvivle lidt på egne evner. Arrangørerne melder desuden, at vejene flere steder er helt ødelagte – så kør forsigtigt!! Det hele kommunikeres med en lidt dyster tone og sluttes af med et musikalsk indslag fra den lokale violin-kendis J Kl. 19.00 er det sengetid, skønt det føles skørt, da det stadig er helt lyst udenfor. Klokken 01.30 ringer vækkeuret, og vi begiver os ud i den mørke nat ned mod startområdet.

Færgen og 3-meter springet

Tilbage ved færgen og alle sommerfuglene…

Gearing-up, kl. 3.30

Gearing-up, kl. 3.30, Foto: Ulrik Oldenburg

Jeg træder ind på færgen og følger alle de andre ovenpå, hvor der er godt og varmt, men tænker samtidig, at jeg måske burde blive på bildækket og vende mig til kulden. Inden for i varmen møder jeg de andre danskere, som også har været heldige at få en plads. Vi er faktisk ikke super nervøse på det tidspunkt, mens vi sidder og snakker. Jeg har det egentlig lidt varmt under min tillukkede våddragt og ekstra neoprenvest, men tør ikke åbne dragten af frygt for ikke at kunne få den ordentligt på igen. Pludselig melder en stemme over højtaleren, at vi skal bevæge os ned på bildækket, hvor arrangørerne står klar til at sprøjte os over med koldt fjordvand – hvis vi ønsker det. Nerverne begynder så småt at melde sig. Vil vandet føles mere koldt herude i den dybe mørke fjord? Vil afstanden ned fra færgen føles stor og vil brillerne falde af, når jeg rammer vandet. Kan jeg undgå at ramme andre eller selv blive ramt? Hvornår forsvinder skyerne og lader solen skinne igennem, så jeg kan se, hvor jeg svømmer?

Færgen på vej ud, Foto: Mie H. Sørensen

Færgen på vej ud, Foto: Mie H. Sørensen

Så er det nu! Jeg springer og holder på hætte og briller. Jeg ryger ret langt ned og på vej op slår det mig – vandet føles faktisk helt rart! Jeg svømmer ca. 200m ind mod bredden, hvor kajakkerne danner en startlinje. Min strategi som middelmådig svømmer var at hoppe i vandet blandt de første, så jeg har god tid til start. Da jeg når startlinjen, er der 7 min. til start, og vi ligger alle og træder vande og betragter hinanden – helt stille. Jeg troede, jeg ville være dybt nervøs på dette tidspunkt, men jeg er fredfyldt og betragter de majestætiske fjelde, der omkranser os – og lyset fra færgen i det fjerne. Tankerne driver lidt… jeg er super spændt på alt det ukendte, men underligt nok fyldt med ro. Og SÅ lyder bådhornet og starten går! Der er slet ikke kaos, som der plejer at være til stævner – måske fordi vi er meget færre – måske fordi alle blot er fokuserede. Vandet er kulsort og vi kan kun se få hundrede meter frem, men det gør ikke noget, da vi kun skal én vej, og det er ligeud langs bredden.

Jeg følger de andre og glæder mig over, at vandet er overraskende skønt. Det er virkelig underligt, at jeg ikke er mere kold. Kun på de sidste 500m begynder kulden at melde sig i fødderne, da dasker lidt sløvt bag mig. Da jeg svømmer forbi molen og tager en vejrtrækning, ser jeg Ulrik og Kjartan og vinker et par gange til dem.

Svømme-exit, kl. 6:38

Svømme-exit, kl. 6:38, Foto: Ulrik Oldenburg

Ulrik løber mod T1 og tager imod mig, efter jeg er blevet trukket op af 2-3 hjælpere, da jeg ikke kunne finde fodfæste på de glatte sten. Nu skifter stemningen… Jeg bevæger mig fra en tilstand af Nirvana til adrenalinfyldt tempo på isfrosne fødder og en hjerne, der ikke er helt ude af brainfreeze-zonen, mens jeg hører Ulrik kalde mig i den rigtige retning.

Varmt fodbad og på med lygterne

Ulrik og jeg har på forhånd talt T1-skiftet igennem ned til mindste detalje, og vi overraskes vist begge over et rimelig hurtigt skift og god kommunikation, på trods af at ALT lå i den forkerte rækkefølge, og vi ikke kunne finde halvdelen af udstyret. Ulrik tænder cykellygterne, og gudskelov for, at jeg havde en ’professionel’ til at hjælpe med skiftet, for min hjerne var ikke tøet helt op endnu. Jeg kører derfra som et juletræ pyntet af børn – et stort farvesammensurium. Der gælder i dette stævne ”funktionalitet og varme fremfor fancy farvekoordineret påklædning”. De røde negle matcher dog cyklen! Cykellygter og gul vest er påbudt, da vi på grund af jordskred bliver ledt igennem en 2 km lang tunnel under opstigningen – WTF? 2 km igennem en kulsort og fugtig tunnel med biler passerende tæt forbi og ingen cykelsti?!

Og nu vil jeg prøve at gøre en meget lang cykeloplevelse på godt og ondt til en forholdsvis kort og skarp fortælling for ikke at tabe alle læsere, der ikke var i min krop den dag….

De første 10 km er nogenlunde flade, men derefter møder vi den første og stejleste fjeldtop – 30 km og 1200 hm. Jeg

Den flade del af cykelruten

Den flade del af cykelruten, Foto: Ulrik Oldenburg

havde som sagt frygtet denne tur op, da andre har udtalt, at de troede de aldrig skulle komme op. Men jeg var jo super godt forberedt efter at have trænet den stejle stigning og planlagt hvert et sving og hver en tår af energidrikken, så mon ikke det skulle gå… Jeg cykler selvfølgelig i et jævnt og roligt tempo, men de eventyrlige omgivelser, får mig næsten til at glemme alt om anstrengelsen. Denne del af cykelruten løber på ydersiden af fjeldet – det er faktisk den allerførste farbare vej op af fjeldet, som er sprængt ind i fjeldet, og nu fungerer som cykelsti.

Vi krydser en bro over en brusende foss. Alt er faktisk helt fantastisk – troede jeg! Jeg kigger ned på hovedvejen og ser til min skræk at alle support-bilerne holder stille i en lang kø. Jeg undrer mig lidt, men bider ikke mere mærke i det. Det skulle dog senere vise sig at være et problem… Kort efter går cykelruten ind igennem den 2 km lange tunnel (der har været et par tunneller tidligere kun til biler), og stilheden breder sig, da der ingen biler er. Det giver en rolig og alligevel lidt dyster følelse. Tunnelvæggene driver af fugt, der lugter muggent, sveden pibler fra panden, og mit visor dugger, men jeg kan ikke tage det af, da hænderne er pakket ind i tykke cykelhandsker, så jeg cykler næsten i blinde med kun den stiplede hvide linje i siden af vejen som guide. Da jeg når mit første stop ved Vøringvossen, er der ingen biler – kun tre officials i gule veste! Jeg nærmer mig den første hjælper råber ”hvor er alle support-bilerne?” Vi bliver bedt om at cykle videre, da der er sket et uheld i den første tunnel.

Bilkø ved første tunnel

Bilkø ved første tunnel, Foto: Ulrik Oldenburg

Igen vild panik! Ulrik og jeg har nøje tilrettelagt mit energiindtag, så jeg har mindst mulig vægt med op på stigningerne. Jeg har derfor kun en halv flaske med energi til 1,5 time samt den strækning, jeg nu skal cykle, inden bilerne kommer op – hvis de da kommer igennem! Planen er allerede ved at smuldre, og jeg er ikke engang over den første top! Efter ca. 30 km rammer en kraftig tåge os. Jeg tænker ”gu ved, hvad denne dag ellers vil byde mig af uforudsete udfordringer!” Meen pludselig ud af tågen dukker mit support team op, og glæden er stor, og jeg kan mærke modet vende tilbage. Vi holder en kort pause, da energien er høj og aftaler at mødes på toppen ved næste check point. Da jeg når toppen er mit team der ikke! Jeg kører frem og tilbage forbi en række officials, som søger efter mit team blandt alle bilerne. Men de er der ikke. Jeg er svedig pga. opkørslen, men tågen og kulden på toppen af fjeldet føles nu som frost på kroppen. Jeg føler en blanding af irritation over, at de ikke er på aftalte sted og afsavn, da jeg virkelig havde brug for dem nu. Og nu var vi ellers lige helt høje på adrenalin lidt tidligere – øv! En official kigger på mig og bekræfter min frygt… ”Bil nr. 43 er her ikke” og jeg kigger nedslået på resten af hjælperne, som spejler mit mismod. Jeg må fortsætte, hvilket betyder, at jeg nu påbegynder 50 km jævn nedkørsel med svedigt og alt for lidt tøj på. Jeg begynder nedkørslen efter godt 2 timers kørsel om med alt for lidt væske og energi og nedkølet, men jeg skal videre. Til min store overraskelse dukker de andres glade ansigter pludselig op lidt længere nede af vejen! Jeg får varmt tøj på og glæder mig til en lang og hurtig nedkørsel. Det blev bare ikke sådan….

Inden for kort tid begynder regnen at sile ned og med 4-5 gr. føles dråberne som hagl på min hjelm. Jeg er gennemblødt efter 30 min og ryster over det hele. Mine pauser bliver længere og længere, da jeg er iskold og ved at miste modet lidt. Ulrik presser på, for selvom jeg har hentet mange op af fjeldet, er jeg nu begyndt at blive passeret ved hver pause. Jeg havde alt for lidt regntæt tøj med og må bruge arbejdshandsker, mens Ulrik varmer mine cykelhandsker på blæseren i bilen. Ikke nok med at der er så meget vand på vejene, at jeg må holde igen på farten – pludselig begynder mit forhjul også at ’tikke’, hver gang jeg bremser. Jeg tror en ege er knækket men bliver sendt videre, efter at drengene har testet bremserne og hjulet.

Cykelstop v. ca. 70 km, Foto: Ulrik Oldenburg

Cykelstop v. ca. 70 km, Foto: Ulrik Oldenburg

Ved 90 km er jeg så kold, at jeg overvejer at give op og sætte mig i bilen, men det får jeg ikke lov til. Jeg skal tisse og sætter mig midt mellem bilen og vinduerne på det hus, Ulrik har parkeret ved… Jeg er ligeglad for alt føles bare skidt lige nu. Jeg får noget varmt at drikke og en peptalk. Min kæbe og tænder klaprer voldsomt, og inde bag mit visor melder tårene sig. Jeg har virkelig ondt af mig selv nu og er bekymret for nedkøling. Ulrik pisker mig til at fortsætte, for han ved, at jeg ligger lidt for langt bag i feltet på nuværende tidspunkt, men han siger ikke noget nu af frygt for at knække mig. Langsomt finder jeg modet frem igen. Fandme nej, om vi har gennemgået alt dette for blot at give op! Havde det ikke været for Ulrik, så havde jeg kastet hele denne oplevelse væk lige der.

Forud ligger fire mindre toppe, og de vil give mig varme, siger Ulrik. På det tidspunkt er min hjerne koblet fra, og jeg er på et stadie, hvor jeg blot parerer ordrer, så jeg fortsætter. Og som stigningerne melder sig, begynder jeg at føle varmen, motivationen og min indre styrke – og pludselig var jeg flyvende igen! Det er utroligt, hvor meget ens psyke kan styre kroppen. Det begynder at gå bedre, og for hver gang jeg bliver passeret af mine tre hjælpere, som lægger stor energi i hep og peptalks undervejs, bliver jeg rørt over deres engagement – og kun for min skyld.

Det begynder at gå op for mig, at dette race måske ikke kun handler om mig og min kamp for den sorte t-shirt, men i ligeså høj grad om det fælles mål og den fælles oplevelse. På den sidste nedkørsel dukker de første solstråler endelig op, og det er som om hele himlen åbner sig op og lyser landskabet op efter så mange timer med regn og kulde. Farten skal dog holdes nede, da vejene er fyldt med store huller og bump efter den meget hårde vinter. NU kører det, tænker jeg, men kan jeg nå at hente nok pladser ind her, efter jeg har genvundet min energi på de sidste fjelde?  Jeg når T2 efter 8t og 21 min på cyklen. Efter så mange timer i sadlen er numsen godt øm og benene stive, men det eneste jeg tænker på er, hvor mange andre deltagere, jeg skal begynde at jagte nu, og hvor helt vildt jeg glæder mig til den spændende løbetur, der ender med 1800 hm til Gaustatoppen.

Og her begynder jagten…

Løb er min stærke side, og jeg ved, at jeg kan hente en del af dem, som har cyklet hurtigere end mig. Skiftet i T2 er i modsætning til T1 super effektivt. Mens jeg drøner på toilettet (man vinder meget på løbet ved 1 km mindre vægt!), lægger Ulrik alt ud på græsset, så jeg blot kan dirigere seancen og fortælle ham, hvad jeg vil have på og hvilken energi, der skal i lommerne. Ulrik har løbende holdt øje med min placering og siger i T2, at jeg nok ligger som nummer 200 ca. Selvom der er 40 pladser op, så er jeg ved godt mod. Solen har givet mig fornyet energi, og jeg føler mig flyvende, da jeg krydser startstregen. Her går det op for mig, hvor hård en kamp dette bliver. På tavlen står 209! Det betyder, at jeg lige nu ligger som nummer 209 i feltet, og med kun 160 pladser til toppen, så er udsigten til den sorte trøje meget perifer. Jeg begynder at overveje, hvordan jeg vil have det med at slutte løbet på den sekundære rute og med en hvid t-shirt med hjem i den mentale bagage. Men jeg slår det ud af hovedet og sætter tempoet op. Faktisk så højt op, at jeg lige nu løber i mit marathon PR pace. Jeg ved udmærket godt, at det ikke nødvendigvis vil holde, men det er alt eller intet nu.

Foto: Ulrik Oldenburg

Foto: Ulrik Oldenburg

De første 25 km er flade i norsk terminologi – dvs. en temmelig bakket landevej i danske termer. Ved hvert stop har jeg hentet 2-4 andre deltagere, men jeg kan jo godt regne ud, at der stadig er lidt langt endnu. Efter nogle pauser begynder jeg at være ligeglad med den sorte trøje, og tænker ved mig selv, at jeg skal være stolt blot ved at gennemføre dette ekstreme race. Det er jo flot i sig selv ik?! Ulrik fortsætter dog presset ved hvert stop og mit konkurrencegen sætter for

"Zombie Hill", Foto: Mie H. Sørensen

“Zombie Hill”, Foto: Mie H. Sørensen

alvor ind. Jeg er dybt overrasket over mit tempo og ved at det kan gå galt lige pludselig, men strategien er hurtigst muligt at komme til stigningen, og derfra bliver det ”OL i kapgang” og det mestrer jeg! Efter 25 km har jeg passeret 15 andre deltagere, og nu bliver jeg ”grådig”. På dette tidspunkt får jeg et mærkeligt billede i hovedet af Pacman, hvor de andre skal spises én for én! Her begynder stigningen op mod 32,5 km og der, hvor fårene skilles fra bukkene, og ruten deler sig i ’sort’ og ’hvidt’ spor. De næste 12 km har en gennemsnitlig hældning på 10% og kaldes ’Zombie Hill’ – af gode grunde. Ulrik hægter sig nu på for at hjælpe mig op til check pointet hurtigst muligt. Det føles virkelig rart at have ham at snakke med, men det er i et raskt tempo med hep fra sidelinjen af Mie og Kjarten.

På vej op passerer vi 9 deltagere med deres makker, og igen går det op for mig, at skønt vi er konkurrenter og alle ønsker at være blandt de første 160, så hersker der et helt unikt fællesskab. Et par km inden check pointet dukker min far pludselig op. Han er gået os i møde, men jeg har ikke tid til knus og kram før check pointet.

Da vi runder det sidste hårnålesving, ser jeg min mor, Mie og Kjarten stå ved check pointet. Vi har en konkurrent lige i hælene og enhver placering tæller, så vi skynder os til punktet…

Jeg er nummer 185, siger en official med et lidt vemodigt blik i øjnene, mens hun leder mig til væske og lidt at spise. På det tidspunkt tror jeg faktisk, at Ulrik er mere skuffet end mig. Og det er helt okay. Hans job var at presse mig, men jeg kunne ikke presses nok på cyklen, da jeg var allermest kold på midten af turen. Som vi står der midt på fjeldet, har jeg blandede følelser, der balancerer mellem dyb skuffelse over min manglende performance og ærgrelse over at skuffe mit support team. Samtidig føler jeg en glædesrus dels over mit teams kæmpestore indsats og dels over mine forældres tilstedeværelse. Jeg ved, at de har været meget nervøse for cykelstyrt og udmattelse, så de er både lettede og spændte på det hele. Min mor har plukket en lille buket lyng fra fjeldet og det rør mig så dybt, at jeg løber de sidste 10 km med buketten i hånden, og den dag i dag hænger den i øvrigt i min stue.

32,5 km check point, Foto: Mie H. Sørensen

32,5 km check point, Foto: Mie H. Sørensen

Nå, men Norseman er jo ikke slut, blot fordi jeg ikke må fortsætte til toppen! Jeg har 10 km igen i let kuperet og ellers fladt terræn, og der er stadig placeringer at hente, så Ulrik og jeg fortsætter i løb og krydser målstregen efter 15:13:54. I det sekund vi krydser målstregen slår det mig… Vejene er jo åbne for offentligheden og ligeledes er Gaustatoppen! Jeg kunne jo faktisk have fortsat til toppen ved de 32,5 km og gået ned igen for så derefter at afslutte på den hvide rute. Det ville have betydet 20 km ekstra (hvilket jeg var frisk på!), og det ville ikke have givet mig den sorte t-shirt. MEN jeg ville have stået på Gaustatoppen igen og nu med Ulrik.

I mål :-) Foto: Mie H. Sørensen

I mål 🙂 Foto: Mie H. Sørensen

Storhed eller fald?

Jeg kom til Norge for at stå på Gaustatoppen med min kæreste blandt de 160 første deltagere. Jeg var egentlig ligeglad med min sluttid, men at stå på den top med Ulrik, en top som jeg på mine barnsben har besteget med min familie op til flere gange, betød utrolig meget for mig. Det skulle desuden have været min sidste hele langdistance tri for denne gang og en fantastisk måde at slutte af på – og så gik det ikke. Ser jeg udelukkende på oplevelsen med disse briller – ja, så var det ’fald’. Nu har jeg dog fordøjet alle indtrykkene op til flere gange, og mine briller har skiftet glas. At køre Norseman Extreme Triathlon – eller et af de andre ekstreme stævner handler om meget mere end jagten på en god placering. Det handler om fællesskabet – med de andre deltagere, men i høj grad med ens support team. Mit team valgte at rejse til Norge for min skyld og dedikerede flere dage og især én meget lang dag blot til mig. Og dertil kommer, at rollen som support team er meget krævende. De har givet mig tøj på, givet mig mad og drikke, pakket mine ting, filmet mig, fulgt mig, hørt på mig klynke, heppet hele vejen og tvunget sig selv til at presse mig, da de allerhelst ville trøste mig – i 15-17 timer! Det er den største sportslige og mentale udfordring, jeg nogensinde har kastet mig ud i, og at dele den med mennesker, der betyder noget for mig – det er ’storhed’. Om jeg er færdig med Norseman…? Det må tiden vise!

Tak til Ulrik, Mie, Kjarten og mine forældre for denne fantastiske oplevelse – uden jer havde det ikke været!

Norseman Extreme Triathlon 2016

Norseman Extreme Triathlon 2016, Team 43

HUU 50 miles – den dag ligestillingen nåede til den danske trail verden!

Lørdag d. 12. november 2016 var en særlig dag. Kl. 07:00 stod jeg til start til Hørsholm Unsupported Ultra  (HUU) 50 miles sammen med 12 mænd og 11 andre kvinder. Ja – kønsfordelingen var 50/50! Det er mig bekendt aldrig tidligere sker, og det var altså noget særligt. Det er bare sjovere at bliver nummer 3 ud af 12, end 3 ud af 3 🙂

Hvad er HUU 50 miles ellers for en størrelse?

Min VUMB 2017 Team Wild Women makker Louise og hendes mand Carsten sad en dag med en af deres gode venner (Fie), som mere eller mindre beklagede sig over at hun aldrig havde løbet et 50 miles løb. Så hvad gør det par gode venner? De arrangerer da et løb, så hun kan få et 50 miles på CV’et.

Og det var ikke et hvilket som helst løb de fik stablet på benene. 50 miles (80 km og lidt af det løse) i skønne skønne Nordsjælland, igennem frostklare enge, jeg ved snart ikke hvor mange forskellige skove, igennem Dyrehaven, hvor ruten var lagt lige forbi foderpladsen for dyrene, fantastisk udsigt ud over Sjælsø, ad små snedige træbroer igennem skoven, og en afslutning under fuldmånens skær. Og nå ja – fik jeg sagt at solen skinnede hele dagen? 🙂

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

 

Forberedelse

Jeg er blevet rigtig glad for Bikram yoga og yoga mere generelt, og har haft god brug af det tidligere, til lige at ”cleare” hovedet dagen før et race med lidt ”hjemmebrygget” yoga. Den her gang gik jeg ”all in” og tog en Bikram klasse fredag eftermiddag i Hot Yoga Hellerup.

Jeg overvejede godt nok hvor god en idé det ville være. 90 min med yoga i et 40 grader varmt rum, hvor man unægteligt bliver en aaaaanelse dehydreret. Ville jeg nå at kunne hydrere nok til dagen efter? Eller ville jeg være lettere dehydreret og kunne mærke det undervejs? Well – det kommer jeg tilbage til.

Men altså – jeg kan godt lide at bruge yoga’en til at tømme hovedet for arbejde og alle andre tanker, og bare være klar til racet. Og jeg skal da lige love for det lykkedes det fulde denne gang.

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!!!!

 

Jeg fik – i bedste ”jydestil” totalt undervurderet biltrafikken i København fredag eftermiddag, og det tog en eeeeevighed at nå hen til studiet. Så kl. var 15:24 (timen starter kl. 15:30) da jeg kommer blæsende ind i Yoga studiet, får smidt tøjet i et skab, og har ca. 30 sekunder i rummet inden klassen går i gang. Og alt var nyt: Varmen, luftfugtigheden, energien i rummet, underviseren. Jeg havde ikke en chance for at falde til ro inden timen gik i gang. Ikke en chance.

Så jeg fik på alle måder givet min krop et ordentlig slag – aldrig har jeg måtte sidde over i så mange stillinger! Og jeg var endda helt nede at ligge! Men jeg fik opnået hvad jeg ville – jeg fik tømt mit hoved for alle andre tanker end ”jeg tror jeg dør lige om lidt”!

Hygge eller race til HUU?

Jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor, men jeg var ikke sikker på om jeg ville gå ”all in” og race hårdt, eller mere hygge undervejs.  Jeg valgte at lægge roligt ud, og se hvad kroppen og hovedet gerne ville.

Måske var det den stille morgen. Måske det faktum, at vi skulle navigerer efter gpx fil på vores ur. Eller måske noget helt andet? Anyway: jeg lagde ud stille og roligt, og fulgtes i starten ad med Berit, Maria, Ninna og Stine.

Startområdet til HUU - ikke dårligt, ikke dårligt.

Startområdet til HUU – ikke dårligt, ikke dårligt.

Det dér med at finde vej

Løbet var “unsupported” på den måde, at ruten ikke var afmærket. Jeg have på forhånd downloaded ruten til mit ur, og derudover havde jeg (heldigvis) printet et kort ud med ruten. Jeg tænker, at det var en fed mulighed for at få testet, hvordan det ville fungerer, da Dragen heller ikke er afmærket rute, men også her skal navigere efter gpx fil på sit ur samt kort.

Men men men – jeg kom ud i en noget rodet og tåbelig kombination:

  • Jeg havde nemlig valgt ”light” udgaven af rute filen. Den version med ikke så mange punkter, da jeg tænke at den så nemmere ville kunne køre på uret og bruge mindre batteri.
  • Jeg var i tvivl om hvorvidt mit ur kunne holde strøm hele vejen, så jeg satte det til ultra track funktionen. Den her funktion gør, at uret finder GPS signaler hver 30 sek/1 min i modsætning til normalen på 1/10 sek. Altså meget mere sjældent og man kan altså nå et godt stykke den gale vej inden man finder ud af det!
  • Valgt et løb der foregik i Nordsjælland, hvor der er masser af stier.

Sååå….jeg ”kartede” rundt, flere steder fik jeg løbet lidt frem og tilbage, lavede den typiske fejl  ”det nytter ikke noget med et kort, når du ikke ved hvor du er på kortet!” og var mega glad for følgeskab af Berit og Maria der havde godt styr på ruten på deres ure.

Sol og smukke farver :)

Sol og smukke farver 🙂

 

Det dér med teknik – og hvordan Berits løbeskole reddede mig

Men jeg tænkte, at det altså ikke holdt at jeg ikke kunne bruge mit urs navigation til noget. Nu havde jeg jo mulighed for at afprøve kombi’en af, at navigerer efter kort og ur, så ta’ pokker, at det ikke skulle lykkedes.

Og her var det at Berits løbeskole kom til min redning:

  • Det fysisk aktive medlem (Berit) som jeg fulgtes med, fik aktiveret et par af løbeskolen medlemmer.
  • Den teknikansvarlige (Berit) hjalp mig med at få ændret indstillingen på mit ur, uden at stoppe navigationen.
  • Den grejansvarlige (Berit) lånte mig en powerbank så jeg kunne oplade uret imens jeg løb.

Og jeg fik skærpet hjernen, så jeg fulgte med undervejs på kortet.

Jeg kom dog aldrig helt på plads med urets fil, da jeg jo var ”fanget”  med ”light” versionen af ruten. Så jeg brugte mest kortet undervejs, og lærte at jeg faktisk ikke bryder mig så meget om at løbe i ”blinde”. Jeg foretrækker at vide hvor jeg er på ruten og i landskabet.

Så alt i alt har jeg en godt og afprøvet plan for min date med Dragen til maj.

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Hvordan gik det så?

På plus siden er, at jeg ikke kunne mærke i kroppen at jeg dagen før havde haft en af de benhårde yoga timer.  Tænkt at jeg slap afsted med det! Jeg kan stadig blive helt overrasket over, hvad kroppen faktisk kan, når bare man får den overbevist om at den skal.

Men jeg kom aldrig i gang med at race, efter at jeg fik styr på ur og navigation. Jeg fik dog hanket lidt op i mig selv ved depotet ved de 40 km og fik lidt mere fokus på at løbe og ikke stoppe op så ofte. Og fik overhalet et par stykker, heriblandt Fie er med hendes skønne kæreste der bød på varm kakao undervejs! Der blev lige scoret point på trailløberkontoen fra hans side! Og Fie – hun gennemførte selvfølgelig 🙂

Så løbet startede altså ud som et hyggeløb, og udviklede sig til en omgang ”anti-november-terapi”. Jeg følte mig privilegeret over, at kunne være ude i solen en hel dag, med en krop der bare gerne ville fortsætte og fortsætte, i det skønneste landskab (mega meget ros til Carsten og Louise for ruten!).

Jeg kom i mål efter 11 timer og 34 minutter. Strava siger ”moving time” på 10 timer og 2 minutter, og det er vist en god heads up på, at jeg virkelig satte nydelse over det at løbe hårdt.  Og alligevel fik jeg nappet en 3. plads ud af de 12 startende kvinder. Alt i alt en fantastisk dag på kontoret. 🙂

Træsti i elleskov - lækkert lille indlæg på ruten!

Træsti i elleskov – lækkert lille indlæg på ruten!

Og fotos – selvfølgelig tog jeg en røvfuldt fotos. Jeg har smidt et par stykker ind her, og ellers må I forbi min Facebook side for at tjekke dem alle.

 

Mit første 6 timers løb. Jeg kom, jeg så og jeg løb og løb og løb….

Ugerne op til løbet

Efter at jeg løb 50 km Coast 2 Coast tidligere på året, har jeg for alvor fået blod på tanden til flere ultraløb. Jeg meldte mig derfor til CPH 6 hour run i august, da jeg på daværende tidspunkt var i mit livs form. Jeg havde så 2,5 mdr til for alvor at træne mig op til løbet.

Det kræver ekstrem udholdenhed at være i gang i så mange timer, så løbetræningen blev taget yderst seriøs. Uanset om der var tale om søvnmangel, mange timer på jobbet eller bare mangel på energi, så var der INGEN undskyldninger, løbeskoene skulle bare på. Min strategi var simpel, mange km i benene hver uge. Det blev til mellem 80 -110 km hver uge.

Et par uger før løbet bøvler jeg med diverse skader som følge af de mange km hver uge. Jeg er derfor mentalt presset. Jeg vælger at tage til en osteopat. Til dem som ikke ved, hvad det er for en fisk, så kommer her en kort forklaring. Osteopati er en behandlingsform, som er baseret på sundhedsvidenskabelige fag som bl.a. anatomi, neurologi, fysiologi og patologi. Mennesket ses som en helhed, hvor struktur og funktion påvirker hinanden. Hensigten er at finde årsagen til symptomet og behandle ud fra den teoretiske viden. Min osteopat sætter sig grundigt ind i min skadeshistorie, og stiller rigtig mange spørgsmål til tidligere skader og til mine nuværende symptomer. Og efter en grundig undersøgelse modtager jeg selve behandlingen. Det er lidt ligesom at være til kiropraktor, der bliver knækket og strukket osv.

Dagen efter mit besøg hos osteopaten forsøger jeg mig med en løbetur, og til min store glæde føler jeg mig nærmest flyvende. Kroppen er atter på toppen!! Jeg når desværre ikke den sidste planlagte lange løbetur, men jeg sætter min lid til min grundform og min stædighed.

Jeg ser glad og overskudsagtig ud, men jeg er hamrende nervøs!

Jeg ser glad og overskudsagtig ud, men jeg er hamrende nervøs!

 

RACEDAY

Jeg er nervøs. Jeg er rigtig, rigtig nervøs, ja faktisk ved at tisse i bukserne af skræk ved tanken om at skulle løbe i så mange timer. Det blæser virkelig meget (10 m/sek), men der er trods alt tørvejr og solen skinner smukt. Min mand er med til at sende mig godt på vej, gudskelov jeg har ham til at støtte mig op til sådan et løb. Jeg stresser de sidste minutter over, hvorvidt jeg har for lidt eller for meget tøj på. Skal jeg have skiundertrøje på eller ej. Jeg vælger at tage den på, og det viser sig at være klogt.

Klokken slår 10, nu er det nu, sæt i gang. Jeg starter forsigtigt ud. Planen er at holde et roligt tempo i alle 6 timer for at disponere over energien. Løbet er rundt om en sø og der er SÅ smukt. Jeg var spændt på selve det psykologiske aspekt i det at skulle løbe den samme strækning på ca 2.22 km igen og igen. Men det viser sig, at det falder positivt ud for mig. Det er dejligt at komme igennem målområdet så ofte, hvor der er masser af forsyninger.

 

Don´t stop me now

De første timer snegler sig afsted. Men da vi når halvvejs, sker der igen noget rent mentalt. Jeg tænker, at det klarer jeg dæleme det her. Nu er jeg kommet så langt og energien fejler intet. Da der er gået 4 timer hører jeg en i målområdet sige, at nu starter det virkelige løb. Og han har da så sandelig ret. Ca hver anden gang jeg kommer igennem målområdet tager jeg en lille smule væske. Desværre har jeg problemer med at spise og får kun spist en Snickers og en halv chokoladebolle under hele løbet, men energiniveauet bliver heldigvis og underligt nok ikke påvirket heraf.

I guder hvor ser jeg tåbelig koncentreret ud, men whatever :-)

I guder hvor ser jeg tåbelig koncentreret ud, men whatever 🙂

Der er nu ca 1 time og 45 tilbage, og jeg opdager at der er en skærm i målområdet. Ud fra mit navn står der først et 4 tal og runden efter et 3 tal. Hvad mon det betyder? Det summer jeg lidt over en runde mere. Jeg bliver nødt til at have min nysgerrighed stillet, og næste gang jeg stopper for at få væske spørger jeg en af hjælperne i depotet. Hun fortæller mig, at det betyder, at jeg ligger som nummer 3 hos kvinderne og jeg skal bare fortsætte!!

MIG nr 3?? Jeg forstår det ikke, jeg har jo små korte ben og løber ikke særlig hurtigt. Ydermere er der halvanden time til løbet slutter, og jeg tvivler på, at jeg vil være i stand til at holde placeringen. Men så sker der noget! Tanken om at få en placering i top 3 skubber alle tanker om træthed og begyndende ømme ben væk. Jeg VIL holde den placering. Jeg VIL på podiet!

 

Runners high

Pludselig er der masser af energi. Jeg har det overraskende godt og føler mig lidt `høj`. For første gang nogensinde har jeg oplevelsen af runners high. Man mener, at det skyldes at den stress man udsætter kroppen for gennem længere pres gør, at kroppen udskiller Endorfiner. De bliver udskilt for at modvirke den stress, man selv fremprovokerer. Endorfiner kommer fra hjernens `lykkecenter`, og det skaber følelsen af at være `høj`. Den sidste halvanden time er FANTASTISK. Folk på ruten er trætte men glade. Der bliver klappet og heppet og det er bare God damn fedt!

 

I MÅL OG JEG ER NUMMER FREAKING 3!!!!

Så lyder slutsignalet og de 6 timer er forbi. Jeg ringer til min mand, som går mig i møde på ruten. Der er glædestårer fra både ham og jeg, og jeg er ved at revne af stolthed. Da vi kommer tilbage til målområdet er det officielt, at jeg er nummer 3 takket være de 58.6 km jeg nåede. Sjældent har følt en større lykke ved at løbe. Jeg løber aldrig for at vinde, men for at gennemføre. Men i guder hvor føles det vidunderligt, da mit navn bliver råbt op og jeg kan stille mig på podiet. Det er mig, det er rent faktisk mig, der står lige der WAUW!

JAAAAAAA!!!!

JAAAAAAA!!!!

 

 

UTLO – Ultra Trail Lago d´orta – løbet der kom ind fra sidelinien

Året sidste ultra

Egentlig var min ultra sæson færdig i starten af september. Der skulle mit sidste ultratrail løb have foregået. Som nogen af Jer ved, så kom jeg jo ikke igennem UTCAM og havde efterfølgende det noget svært ved at sæsonnen skulle slutte med en dnf. Efter lidt snakken frem og tilbage hjemme fik jeg muligheden for endnu engang at deltage i UTLO. Et super trailløb i Norditalien som jeg også deltog i sidste år.

Forhistorien

Løbet har start/mål i byen Omegna, som ligger ved søen, Lago d´orta. Denne by ligger i ganske kort afstand fra vores “sommerresidens” de sidste mange år ved nabosøen, lago Maggiore og derfor har jeg en lille forkærlighed til området. Inden jeg selv var med i løbet sidste år, havde jeg skrevet lidt med Simon Grimstrup og Benjamin Holst som begge tidligere havde deltaget. De beskrev løbet på nogenlunde samme måde. Et løb der emmer af arrangørernes passion for trailløb. Et top proffesionelt arrangement, der stadigvæk har status som et “lille og lokalt” løb. Samtidig er det relativt nemt og billigt at komme derned og det kan gøres på en weekend. En “overskuelig” distance, men stadig ben hård med de mange højdemetre.

Løbet består af 5 løb i alt. Nordic walkning, 15 km og 600 hm, 34 km og 2250 hm, 57 km og 3120 hm samt 90 km og 5790 hm.

profil-utlo

 

Klar?

I og med jeg i bund og grund ikke havde planlagt endnu en ultra i år, så var mine forberedelser op til dette løb heller ikke helt som de plejede. 3 ting der i hvert fald stak ud, var deltagelse i et marathonløb 14 dage forinden med 1600 hm. Normalt synes jeg det er for tæt på, men tænkte at hvis det blev grebet yderst konservativt an, så skulle det nok gå. Derudover lå der også en Volbeat koncert ganske få dage før løbet….en temmelig…øh….våd oplevelse af en koncert ;-). Samtidig var der også lige røget et et par kg mere på siden september. Ikke umiddelbart ting der hænger utrolig godt sammen med ultraløb, men ikke desto mindre blev det sådan. Og mentalt var jeg også væsentlig anderledes indstillet til UTLO end normalt til ultraløb. Jeg vidste præcist hvad jeg gik ind til. Havde absolut ingen andre mål med løbet andet end at gennemføre plus at det skulle være en god oplevelse med overskud. Ja, ja, ja…..det plejer jeg jo egentlig også at sige til andre ultraløb. Men i realiteten ligger der også samtidig inde i hovedet tanker omkring en ca tid til at gennemføre og en “gameplan” er der også. Denne gang ingen gameplan. Det var et løb hvor der skulle tages stilling til diverse ting når de kom. Samtidig havde min gode ven og nabo, der egentlig er triathlet også tilmeldt sig. Vi skulle rejse sammen – fedt at kunne følges ad derned og hjem, Allan 🙂

 

Start til første depot ved 13.5 km

Op til løbet havde vejrudsigten for løbet set rigtig fint ud. Let skyet, omkring 10 grader og ikke mindst, tørt. Aftenen før blev der dog vendt op og ned på det. Der stod der regn. Hele dagen igennem!!! Ikke lige just en super melding, men på den anden side heller ikke rigtig noget der kunne gøres noget ved.  Klokken 4.15 bevægede Michael (ven og kollega som også skulle løbe de 90 km) os ned fra sovesalen mod startområdet. Heldigvis var det tørt og omkring 6-7 grader. Stjernerne kunne skimtes imellem skyerne, så det så heller ikke ud til at regnen lurede lige rundt om hjørnet. Afleverede vores dropbags til hoveddepotet og gjorde klar til start.

Klokken 5 blev vi (ca 450 deltagere) sendt afsted i møket. Det er altid en forløsning i sig selv når et løb sættes i gang. Ikke mere ventetid. Bare i gang. Der går ikke mange minutter inden den første stigning rammes. Og det er ligepå og hårdt. Indenfor de første 10 km får man ca 1200 hm inden man rammer m. Mazzoccone. Det sidste stykke mod toppen er relativ teknisk og vi står stille flere steder pga lidt kø ved de sværeste steder. Efter toppen er der et kort nedløb til første depot.

ut6

(Den er god nok…det er Michael og jeg i midten…)

 

Synes depoterne i dette løb er rigtig gode. De har alle et kæmpe udvalg af kiks, pølse, skinke, ost og frugt. Cola, energidrik og selvfølgelig også vand….både med og uden brus….En ret god ide IKKE at vælge det med brus til sine dunke 😉

 

ut5

 

På dette tidspunkt er det begyndt at regne og det er småkoldt. Dog ikke mere end at langærmet undertrøje samt t shirt gør det ok. Indtil videre har jeg fulgtes med Michael som virker rigtig stærk. Det er super rart at have en at snakke med undervejs, men i de her lange løb synes jeg også det er vigtigt at holde sit eget tempo idet både for højt eller for lavt tempo kan blive ødelæggende.

 

fullpic2

Fra 13.5 km, over rutens højeste punkt, til hoveddepot ved ca 44 km

Nedløbet fra første bjerg er simpelthen et af det fedeste nedløb jeg længe har prøvet. Lige tilpas teknisk, stejlt og kringlet. Jeg føler man kan løbe rimeligt til her. Underlaget er som vi kender det fra DK´s skovbunde dog krydret med sten og klipper som man skal holde temmelig meget øje med. Der er mange hårnålesving nedad med de kurver sådan at det næsten kan føles som at stå på ski. Mega, mega fedt samtidig med at varmen hurtigt kommer tilbage i kroppen idet meget bevægelserne nedad går med at holde igen og bremse.

natur1

 

Nu skulle vi i gang med løbets hårdeste stigning som skulle føre os op til M. Croce i ca 1650 m højde. Og skal da lige love for at vi fik noget at arbejde med. Det var stejlt og det nev virkeligt i lægene nu. Stille og roligt kom toppen nærmere. Fra at gå inde i et skov område kom vi nu ud i et åbent bjerglandskab. Det var desværre ret tåget så man kunne ikke se langt omkring. Dog kunne jeg ved at kigge tilbage se ned og få fornemmelsen af hvor højt vi egentlig var kommet.

Omkring dette tidspunkt er jeg rimelig overbevist om at Michael og jeg fik en lille sviner af et par italienere…. Vi havde ligget sammen, eller i hvert fald tæt på dem, det meste af løbet indtil nu. Når det gik op, var vi hurtigere, når det gik ned blev vi sat eftertrykkeligt på plads. Da vi pustende overhalede dem kunne vi høre et eller andet “Danese” og noget som lød lidt små surt italiensk….Kunne jo selvfølgelig også bare vælge at tro, de roste os til skyerne fordi vi var hurtige opad 😉

Da vi er midtvejs på stigningen passer Michael´s og mit tempo ikke så godt længere og vi skilles her ad – tak for turen så langt 🙂

Jeg arbejder mig op til toppen og fortsætter med det samme ned igen. Jeg skal have varmen idet tågen gør det relativt koldt. heldigvis regner det ikke mere.

 

fullpic3

natur3

Det går strygende for mig nu. Rutens højeste punkt er forceret. Benene, kroppen og hovedet har det fint. Har i et stykke tid løbet bagved en gut og ligesom det går allerbedst rundt i et sving, sparker han i en sten og ryger simpelthen ud over kanten og nedad. Han brokker sig voldsomt og det viser sig han har slået sin hofte ind i en sten da han faldt. Samtidig kan jeg se hans stave ligge et godt stykke længere ned af bjergsiden. Vi hjælpes ad med at få fisket dem op. Og efter han har sundet sig lidt siger han det er ok at jeg fortsætter, men han vil forsøge at gå smerterne væk det sidste stykke ned i bunden.

Endnu en opstigning. Dog med depot midtvejs. Kommer ret hurtigt til toppen og ned til hoveddepotet efter ca 44 km.

Suunto Spartan ultra….

spartan1

Hvad dælen har det med selve løbet at gøre…ikke noget decideret udover at jeg nyligt havde erhvervet mig uret som skulle bære den tunge arv fra Garmin fenix 3 samt Suunto ambit peak 3 fra først på året.

Jeg har læst og søgt en del på diverse anmeldelser af dette ur og da jeg generelt var blevet noget irriteret over fejl i f3´s målinger tog jeg beslutningen om at prøve Suunto. Inden UTLO havde jeg løbet nogle få ture med det. Synes brugervenligheden er rigtig fin og havde en god fornemmelse af selve gps. Samtidig lover Suunto op mod 18 timers batteri ved maximal gps tracking. Fedt.

Så frem til at teste den helt igennem til dette løb. Der er pt ingen muligheder for selv at bestemme antal skærme og hvad indholdet skal være af dem. Dette er simpelthen ikke godt nok. Man kan dog vælge mellem en hel masse sportsgrene. Det setup der passer bedst til mig er moutainbike funktionen. Her bliver der vist hastighed, aktuel højde, stigning og fald – blandt andet. (Når data overføres til movescount samt strava ændrer jeg det blot fra cykling til løb…)

 

suunto2

I skrivende stund afventer jeg en opdatering, der vil gøre det muligt selv at vælge sine funktioner/skærme på uret. Den ser jeg rigtig meget frem til. Skulle have været udgivet d 26/10, men er desværre blevet udsat lidt.

Selve GPS måling samt højdemeter måling var yderst præcise. Ingen udfald på noget tidspunkt. Tjekkede antal hm på et skilt hvor der stod 929 m. På mit ur stod der 928 hvilket må siges at være ganske fint 🙂

Jeg synes designet af uret er fedt og touch skærmen fungerer fint for mig. Under aktivitet er det nemt bare at stryge fingeren over skærmen for at se andre datafelter.

Må dog sige at jeg er voldsom skuffet over holdbarheden af batteri. Uret stod på 98% da jeg startede. Små 12 timer efter stod den på 19%. Satte herefter oplader på.

Alt i alt er jeg dog rigtig glad for skiftet tilbage til Suunto og væbner mig med lidt tålmodighed omkring opdateringerne. Der er flere yderst interessante på vej.

Her er data fra løbet via movescount

 

Fra hoveddepot til sidste checkpoint inden mål ved 67 km

Da jeg kommer ind i teltet ved hoveddepotet ligger dropbagen simpelthen klar på bordet – et eller andet sted kort før depot må der have stået et personale og sagt hvilke deltagere der var på vej. Fed lille detalje. Tog mit overtøj af og fik en tør langærmet undertrøje samt t shirt på. Vejret var rigtig fornuftigt nu. Let skyet, omkring 10-11 grader og næsten ingen vind.

ut8

 

Tog godt fra mig af diverse ting her. To stykker brød noget ost og pølse. Et par kopper cola, lidt kiks og peanuts og skulle til at fylde softflaskerne op i min rygsæk. Lige da jeg skal stramme elastikken ved den holder hvor flaskerne sidder, sprang den ene…Pyt skidt – absolut ingen katastrofe. Kunne også se at elastikken på den anden side var ved at ryge! Fandt dog hurtigt ud af at det måske var lidt en træls ting. Så snart jeg satte op i løb var flaskerne ved at hoppe ovenud, så løsningen blev at hælde lidt af væsken ud og dreje tuden på drikkedunken ned så den sad under toppen af hylsteret.

Der begynder at være længere og længere tid imellem folk nu på ruten, så da jeg lidt oppe af den næste stigning ser 2 damer i skrigende rødt Salomon tøj tænker jeg….de skal bare ikke komme først op her. Så jeg forsøger at sætte lidt fart på og kan også se jeg langsomt nærmer mig dem. Lige inden toppen ved M Briasco når jeg op til dem.

natur2

 

De taler noget der minder om russisk, så ikke den helt store kommunikation der. Jeg har et lidt højere tempo end dem de sidste par hundrede meter mod toppen, men hold nu kæft mand jeg blev ydmyget på nedløbsteknik kort efter. Helt seriøst så tror jeg ikke jeg kan huske hvornår jeg sådan er blevet sat på plads før. Tror ikke der gik mere end et par minutter før jeg ikke kunne se dem længere. Imponerende. (Lugter jeg virkelig SÅ meget ;-))

Kort efter hurtigt ind i næste depot hvorefter det gik videre ned til den fantastisk smukt beliggende kirke, Madonna del Sasso, hvor vi bogstavelig talt er helt ude på spidsen (se billedet nedenfor) og runde.

madonna

 

Nedløbet derefter slutter helt nede ved Lago d´Orta. De næste 10 km er der ikke mange hm på, men alligevel begynder det at knibe lidt med tempoet….og for at det ikke skal være løgn ser jeg de røde russer damer igen…men har seriøst ikke lyst til en nedløbs-lussing-lektion igen.  Kommer dog hurtigt op til dem alligevel og de ser nu mildest talt ret trætte ud. Den ene af dem stopper helt op, jeg løber forbi dem og ser dem ikke mere. Utroligt så hurtigt tingene kan vende i de her løb. Det var jeg selv et offer for i mit sidste løb.

Når stille og rolig op til sidste checkpoint – der hvor jeg bliver nød til at sætte uret i laderen. Her ser jeg desværre Kim, en anden dansk deltager på de 90 km sidde i “civil-tøj”. Kan jo godt regne ud at han er udgået og får at vide han har været styrtet. Øv. Dog har han overskud til at komme over og spørge om han kan hjælpe med noget. Klasse trail-karma. Han fortæller at allerede efter godt 3 timer er han styrtet og måtte udgå efter små 9 timer. Ærgerligt.

“Hvad løber du væk fra….”

Undervejs i ultratrailløb får tankerne også lov til at flyve lidt rundt – til tider. Men mest af alt er man bare til stede. Lige her og nu, suger alle indtryk til sig.

Men hvorfor løbe så langt, hvorfor tage væk hjemmefra, hvorfor træne så meget? Det må da være en “flugt” fra et eller andet…

Én gang for alle. Jeg er ikke i en tilstand hvor jeg flygter fra noget. Jeg trives i mit liv og har fundet en hobby som gør mig glad. Ikke alle andre – men mig. Distancen i disse løb gør jo at du, uanset hvordan det gribes an, bliver presset. Underlaget og især højdemeter ligger kun yderligere oveni sværhedsgraden. Tankerne om hvorvidt gennemførelse i det hele taget er mulig er en del af det hele. Hvordan tackles diverse kriser? Du ved de kommer. Hvad bliver udfordringen i netop dét løb? Det er lange løb og der er en ret stor risiko for ikke at komme igennem. Mange af disse løb ligger med dnf rate på 40-50%. Og ja. Alle kommer til at udgå af en ultra på et eller andet tidspunkt – og ja, det kan bestemt bruges konstruktivt.

Jeg synes at rigtigt mange ting af det, der foregår i ultra trail, kan overføres til ens liv generelt. Både personligt, familiemæssigt og arbejdsmæssigt. Evnen til at kunne fokusere, dele en udfordring op i tålelige bider. Lære at sortere skidt fra kanel så at sige. Mærke på dig selv hvordan du reagerer i pressede situationer. Ikke mindst også belønningen i at gennemføre en udfordring du var i tvivl om kunne lykkes.

Så nej, føler og tænker ikke jeg flygter fra noget. Tvært imod. Jeg vælger at tænke at disse løb gør mig til et stærkere og bedre menneske at omgås. Samtidig skal alle parametre selvfølgelig hænge sammen og det vigtigste er at familien er med i planlægning og strukturering.

Mod mål

Da jeg sætter ud mod de sidste godt 20 km kommer jeg til at tænke på hvor lidt problemer der egentlig har været på turen. Hvor få kriser – ja, nærmest ingen. Godt nok sjældent jeg kan tænke det i sådan et løb. Kæmpe optur især efter mit sidste løb i udlandet. Men hvad er så det, der gør, at netop dette løb indtil videre er gået sådan?

Flere faktorer tænker jeg. Mindsettet omkring “præstationen” i løbet. Kendskab til løbet fra året før. Længden – noget kortere end de foregående løb. Og temperaturen sikkert også. Altså at der ikke var 30 grader varmt og bagende solskin.

Skønt var det i hvert fald at kunne kravle over en lille top og fortsætte nedløbet mod sidste depot. Profilen over ruten viser en ret kraftig stigning her efter sidste depot. Når man er pænt træt kan den sidste stigning i et løb ofte virke uoverskuelig, men kunne huske at denne stigning i virkeligheden ikke var så voldsom som den kunne virke på profilen. Bevares, jo, ca 750 hm skulle forceres, så selvfølgelig skulle der arbejdes for det.

Tog ved sidste depot pandelampen på, da der inden længe blev mørkt….Meget mørkt. Hurtigt! Begynder sidste opstigning. Godt nok mere stejlt end jeg huskede, men det første lange stykke er på asfalt, så der kan sættes ok tempo og med nogenlunde rytme. Kommer op til 2 italienere som har en fest. Simpelthen sjovt at gå et stykke med dem. De knævrer for vildt, bruger store fakter og griner højlydt. Virker lidt som runners high og det er svært ikke at lade sig rive lidt med. Selvom jeg ikke forstå noget som helst af det kan jeg dog forstå at de har udfordret hinanden til at gå længst muligt uden pandelampe!!!! Og der er altså temmelig mørkt nu. Skøre italienere 😉

Da vi drejer fra asfaltvejen og ind i skoven går det dog ikke længe før de stopper og tager lamper på. Jeg fortsætter videre op og ser dem ikke sidenhen.

Kigger lidt på tiden på uret og kan se at jeg vil komme i mål omkring 15 timer og 30 minutter hvilket jeg er svært godt tilfreds med eftersom tiden for mig i dette løb ikke spillede en faktor.

Med ok overskud når jeg op på toppen og kaster mig ud i sidste nedløb. Efter nogle minutter nedad tænker jeg: kæft det er fedt, det her. Jeg kan løbe, langsomt, men jeg kan holde mig løbende. Er træt, men har ikke ondt som sådan og så begynder jeg at klemme på. Nød nedløbet i fulde drag og med godt blus på pandelampen. Nej, det var fedt.

 

offut5

 

Energiindtaget i dette løb har været 3 gu gels, 1 proteinbar samt 2 energibarer. Derudover kiks, brød, skinke og ost i depoterne.

Kommer ned i bunden ved søen og ved der er under 2 km til mål. Kæmpe befrielse og kan løbe ligeud med omkring 10 km/t hvilket for mig i sådan et løb nærmest er en spurt 😉

Løber de sidste 100 m ind over målstregen og op på det lille podie. Fantastisk følelse. Intet mindre.

 

funisher1 finisher2

 

“Efterskrift”

Må sige at dette løb, er et løb, der betyder en del for mig. Super fed rute. Venlige og imødekommende arrangører. Selvom løbet vokser sig større, synes jeg ikke det nære og intime forsvinder. Hele tiden har man en fornemmelse af det lokale og rustikke. Farverne i naturen i efteråret er flotte og falder godt i tråd med de små hyggelige byer og huse der passeres i løbet. og når arrangørerne snakker lidt om en ny xl rute næste år på 115 km og 9000 hm….så bliver man jo lidt fristet 😉

ut7

 

Vil også lige benytte årets sidste blog til at sige tusind tak til min familie, mine venner samt til compressport.dk og altra (runningfirst.dk)

 

fullpic

 

Hold Jer muntre og nyd livet alt inkl.  🙂

 

/ Dannie

@dannietrail

 

 

 

 

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

44km44videoer – Et lidt skørt projekt

44 km 44 videoer

abonner abonner

Det er konceptet jeg vil prøve at følge de næste 16 uger op til mit løb.

Videoerne vil dække bredt og være af varierende længde – nogle vil være fokuseret udelukkende på motivation, andre på skader, udstyr og hvad der ellers følger med i en løbers hverdag. Så hvis det lyder som noget du kunne tænke dig at følge med i, så hold øje med bloggen og abonnerabonnerabonner på YouTube. (:

Ps. Jeg er ingen professionel løber, jeg har lige været skadet og jeg har aldrig løbet så langt før – så det her projekt er bare dokumentation på et lidt skørt, meget hårdt og forhåbenligt fantastisk eventyr (:

KLIK HER FOR AT SE VIDEO #1

Ultra Trail Côte d´ Azur Mercantour

Slutningen

Det går ikke det her. Alle mulige løsninger er forsøgt – nej fandme nej. Videre, du KAN, du SKAL og du VIL. Lille pause og 500 m mere og jeg tager mig selv i at være ved at dejse omkuld. Det hele sejler rundt og jeg må tage den sværeste beslutning nogensinde i et løb jeg har deltaget i. Jeg må udgå. Al træningsindsats, al afsavn – spildt. Den totale nedtur er en kendsgerning.

Ja sgu. Jeg er sur, nede, frustreret og alt det indimellem. Men nej, det her MÅ kunne bruges konstruktivt. Der må kunne drages nogle konklussioner efter løbet til fremtidig brug.

Jeg håber med denne blog at nogle af Jer læsere vil kunne bruge noget af det og samtidig at jeg selv kan blive bedre rustet til de næste løb og være endnu stærkere.

 

Begyndelsen

Midt i januar måned kl 10.00 en onsdag sidder jeg spændt ved skærmen for at tjekke om jeg skulle have været så heldig at blive udtrukket til UTMB. Desværre blev jeg ikke det og gik derfor ret hurtigt i gang med at søge rundt omkring efter lignende løb i nogenlunde samme periode. Efter en grundig undersøgelse af mulighederne var jeg nede på 2 interessante løb. UT4M og ultra trail cote d azur mercantour, UTCAM. Begge løb er lange hhv ca 170 km og 145 km. Der var mange højdemetre på. ca 11.500 og ca 10.000.

Valget for mig blev truffet da jeg var så heldig at kunne blive en form for “international ambassadør” for det nye løb UTCAM. Det var kun blevet afholdt 1 gang tidligere og de ville gerne prøve at promovere løbet så det kunne fremtræde mere internationalt.

Løbet består af 4 forkellige distancer. 13 km, 30 km, 55 km og 145 km. Ultra distancen startede i Nice og sluttede i Saint Martin Vesubie, hvor de andre havde start og mål i Saint Martin Vesubie. I år skulle der ligeledes afholdes fransk mesterskab i trail på 55 km distancen.
utcam9

En varm start

 

Fredag d 2/9 klokken 16.30 skulle vi starte. Et par dage før havde vi fået at vide vi skulle starte et andet sted end den oprindelige start fra strandpromenaden i Nice. Grundet den drastiske hændelse d 14/7 nøjagtigt samme sted ville arrangørerne ingen chancer tage. Så starten var altså rykket lidt udenfor byen og en smule op i bjergene in the middle of nowhere!!!

Det var varmt. Mega varmt. Godt 30 grader og ingen vind. Der blev talt ned og vi kom i gang. Efter starten var blevet rykket udenfor byen gik der ikke mere end ca 50 meter inden samtlige omkring 500 startende løbere skulle ind på et smalt singletrack spor. Derfor kom der selvsagt total stilstand og kø. Dette var jeg forberedt på og tænkte hele tiden det nok skulle komme godt igen. Altså at skulle starte langsomt.

 

utcam8

 

Synes stierne fra start var rimeligt tekniske. Man skulle virkelig være klar. Sten i alle afskygninger stak op, men afsted gik det.

Følte mig tilpas og var bare glad for at være i gang og de første 11 km (til første depot) forløb ganske ok. Da vi nåede depotet blev jeg dog noget skuffet. Der var kun vand – intet andet. Vidste godt der kun ville være væske her….meeeen kunne da godt lige have brugt en tår cola. Videre igen.

Det slog mig hvor “små” stierne var. På de næste mange km var der ikke mere end 40-50 cm spor, så igen tungen lige i munden. Vi arbejdede os op mod næste depot hvor vi kom forbi en lille ruin. Lækker natur her, men begynder samtidig her at føle en eller anden form for ubehag i kroppen. på ingen måde slemt, bare sådan lidt svimmelhed og fornemmelsen af at jeg lige manglede det sidste power. Det gik mig ikke på og skænkede det ikke mange sekunders tanker.

Mørket falder på

Når det bliver mørkt sydpå, så går det hurtigt. Næsten som at slukke for lyset på en kontakt så på med pandelampen. Elsker at løbe om natten. Alle sanser bliver mere vakte og det bliver fuldstændig mørkt “lever” man kun i lyskeglen. Det er en fed fornemmelse.

utcam6

Da det bliver godt midnat begynder jeg at få en underlig fornemmelse i kroppen. Minder mig om sådan lidt små influenza noget. Altså ikke decideret ringe, men at kroppen er flad. Som om at jeg ligger og yder på 75-80 procent af hvad jeg normalt kan. Ikke de bedste tegn så relativt tidligt i løbet. Maven fungerer dog super, så jeg drikker, spiser og styrer mit energiindtag som jeg plejer.

Mellem 34-48 km bliver det rigtig skidt. Får kvalme og synes jeg bliver mere og mere svimmel. Skal virkelig koncentrere mig om balancen og det begynder at irritere mig lidt. Det hjælper dog på en lang stigning i mørket at vi langt, langt deroppe et sted kan høre masser af tilråb. Kobjælder og gang i den. Fantastisk at nogle står midt på et bjerg midt om natten for at heppe på os tosser. Det gav mig lidt fornuftig fremdrift igen og feber fornemmelsen i kroppen bliver ikke værre. Den ligger der dog stadig og skal stadig fokusere på balancen.

Nu var vi i fuld gang med en god lang stigning op til ca 2000 meter over havet som blev efterfulgt at et rigtig langt nedløb hvor løbets hoveddepot var at finde. Jeg havde lige inden været dybest i min krise og havde overvejet at droppe ud omkring de 60 km, men nu følte jeg skridt for skridt at tilstanden blev bedre. Jeg blev total høj og kunne mærke jubelen inde i mig selv. Jeg klarer det fandme. Jeg kom over krisen. Nu skulle jeg bare knokle mig frem til hoveddepotet, som hele tiden havde været første målsætning…at nå derhen og tænke på at nu startede et nyt løb for mig.

 

Hoveddepotet efter 77 km

Nedløbet til hoveddepotet er langt, men relativt let. På toppen inden stødte jeg på en franskmand i nød. Han stod i mørket med en defekt pandelampe så han løb i mit lys ned. Det var super hyggeligt at snakke lidt på det tidspunkt og vores tempo var nogenlunde ens.

Fremme ved hoveddepotet var jeg helt høj, helt ovenpå igen og relativ frisk. Jeg var sulten og havde ingen problemer med at få kørt noget pasta ind og drukket rigeligt. Fik skiftet tøj og sko og var klar til at komme videre.

Her skulle en rimelig stigning forceres. Den var på godt 1000 hm, men over et længere stykke, så kun stejl mod slutningen. Det første stykke var på asfalt så der kunne der holdes et rimeligt tempo nogle km hvorefter vi kom ind på stierne igen. her skulle der tages fat og det blev stejlt mod slutningen. Solen var kommet frem, men ikke voldsomt varmt idet der var meget skygge her. Oppe fra toppen var der ca 5 km til næste depot ved 90 km.

Det flade stykke hen mod depot kunne jeg mærke at jeg måtte sænke tempoet og kunne ikke løbe så meget – helt normalt i de her løb at der (for mig) i perioder ikke kan løbes, selv på stykker hvor det egentlig ikke burde være et problem.

 

utcam2

Kommer ind til depotet, gør som jeg plejer, zero tab i den ene dunk og rent vand i den anden. Drikker 3-4 kopper cola, spiser nogle kiks og et par stykker pølse. Napper også en banan, og går ved godt mod videre……mindre end 1 time senere er det slut!

 

DNF

Efter depotet er der ca 1 km på asfalt inden der drejes mod højre og det igen begynder at gå opad. Allerede indenfor de første 500 m opad tager svimmelheden til. Stopper et sted hvor jeg høre noget vand løbe og får lidt koldt vand i hovedet. Det plejer at hjælpe. Tager lige 5 minutters pause for at komme til hægterne igen. 500 meter mere og jeg begynder at sejle rundt. Paradoksalt nok fungerer benene super, men jeg føler et kæmpe ubehag. Får lidt småpanik. Tager telefonen frem, tænder den, og tænker på at ringe hjem for at snakke med nogen. Der er ingen netværk i dette område, så det var et no go. Forsøger at gå videre. 500 meter mere og jeg er på dette tidspunkt ved at ryge i jorden – er lige ved at træde ud over kanten på stien hvor det altså går ret meget ned.

Sætter mig med det samme ned. Kan godt mærke hvor det bærer henad nu. Der skulle ske noget drastisk. Prøver med 5 minutters pause en sidste gang, rejser mig op og med det samme kommer ubehaget og svimmelheden igen.

Jeg tager den tungeste beslutning jeg nogensinde har taget i et løb. Der er ingen anden udvej end at sige stop. Min vurdering på dette tidspunkt er, at hvis jeg fortsætter bringer jeg mig selv i fare. Trailløb er “bare noget vi leger” og det skal der ALDRIG sættes spørgsmålstegn ved.

Begynder på de 2 længste og mest nedværdigende km i min “karriere” som trailløber. Jeg går imod løbere der sagtens kan se hvor jeg er på vej hen. Men trailløbere har et stort hjerte og alle er i samme båd. Så samtlige jeg mødte på vej ned gav klap på skulderen og fik sagt et eller andet på fransk jeg ikke forstod, men med et tonefald der var opmuntrende og på en eller anden måde hjalp.

Tilbage i depotet ved 90 km møder jeg den anden danske deltager på de 145 km, Bo Larsson, som virker rimelig frisk. Han spørger om jeg vil prøve at følges med ham, men jeg takker nej. Samtidig er arrangørerne også informeret om min dnf. Men tak, Bo, fordi du forsøgte 🙂 (Bo gennemfører løbet på små 35 timer – kæmpe respekt for det).

 

Jeg var knust. Følte jeg havde svigtet alt og alle. Især min familie, som ikke blot skulle undvære mig, men nu også være bekymrede for mit helbred og blot kunne vente på at få en nedslået mand/far hjem. Imens jeg lå og ventede på at bleve samlet op og kørt til målbyen, kørte det hele rundt for mig. havde en indre kamp om det nu også var ok at være stoppet. Havde der været muligheder jeg ikke havde forsøgt.

Mest af alt var jeg ked af det og skuffet. Rasende også. Det kunne fandme da ikke passe. Det her er det jeg er god til. Noget jeg brænder så voldsomt for, men ikke engang klare! Hvad nu. Skulle jeg ikke bare droppe det her ultratrail – jeg er jo ikke god nok til det længere.

De sidste 3 år jeg har dyrket dette er det gået fantastisk i udlandet. Jeg har været til en del løb efterhånden som alle for mig har været succesfulde. De er gennemført og endda, synes jeg, i rigtigt gode tider. (Ligegyldigt bonusinfo: Jeg er i samtlige udenlandske løb jeg har deltaget i de sidste 3 år, på nær ccc sidste år, blevet bedste dansker). Men det kunne jeg ligenøjagtig bruge til nul og en skid nu. Lige på dette tidspunkt var jeg en del af den statistik til UTCAM der hed 51% dnf. Da jeg stoppede havde jeg været i gang omkring 16 timer og 30 minutter, havde tilbagelagt ca 93 km med 6200 hm. Lå som nummer 31 og havde stille og roligt bevæget mig op i klassementet.

Alt sammen ligegyldigt. Nu var det slut.

 

Saint Martin Vesubie

I målbyen står jeg nu fuldstændig tom og vil bare tilbage til Nice. Her møder jeg Annemette Skov, der sammen med sin mand, Thomas Skov, har deltaget i 30 km løbet. Får taget mig sammen til at høre ad om jeg måtte køre med dem tilbage til Nice og de er super venlige og tilbyder mig et lift. Tusind tak fordi I ville have en gnaven, gammel og slidt mand med tilbage.

 

utcam4

Jeg kunne, mens jeg ventede på at komme tilbage til Nice kigge på medaljerne til dem der gennemførte. Elsker trofæerne man ofte får ved målgang – men denne gang ikke til mig.

 

En lille video teaser fra løbet her.

 

Tankerne efterfølgende

De første dage efter løbet var jeg utrolig skuffet over mig selv. Og jo længere tid der gik, jo mere blev jeg i tvivl om jeg nu også kunne have fortsat. Tankerne kørte meget i ring og jeg søgte efter svaret på hvad der var gået galt.

Jeg er kommet frem til 3 ting jeg mener kan have indflydelse herpå.

1: Der havde i ugen op til løbet været lidt sygdom derhjemme. Måske jeg havde en anelse af det med på slæb. Det føltes sådan.

2: Da jeg ud på natten fik det fornuftigt, burde jeg måske have været mere tålmodig og taget det i et langsommere tempo end jeg følte for.

3: Måske det blot var én af de dage, hvor hovedet ikke er helt 100 procent med. Under 2 måneder forinden havde jeg haft en super tur til Trail Verbier St Bernard og var måske i virkeligheden ikke “sulten” nok.

Andre boblere omkring ting jeg muligvis kunne have gjort….Jeg har i år slet ikke haft musik med i rygsækken. Det har jeg de foregående år brugt som en fast del af de lange ture. Altså når jeg havde løbet eksempelvis 10 timer, så måtte jeg få musik i ørerne. Det vil jeg fremover til at have med igen.

Derudover kunne jeg, som en del andre havde gjort ude på ruten, smidt mig ned. Taget 30 minutter – 1 times hvile. Fuldstændig hvile. Der var jo masser af tid. Alt det hele noget jeg kan tage med mig videre.

Alt andet op til løbet og under løbet fungerede. Jeg fik slappet af og sovet lidt op til løbet. Fik spist fornuftigt og var i god balance ved start. Under løbet holdt jeg rigtig fint fat i spise/drikke strategi og maven fungerede upåklageligt. Jeg har 1 liter væske med og drikker rigtig meget i depoterne. Nogle gange 5-6 kopper vand/cola. Jeg spiser fast en saltpille i timen. I depoterne spiser jeg kiks brød. Ost og pølse. Nogle gange chips og peanuts. Frugt hvis det er der. Til dette løb spiste jeg på ruten 1 energi bar, 1 protein bar og 3 gels.

Jeg har efterhånden fundet frem til at grej setup der virker fantastisk for mig. Jeg stoler på det og ved at det fungerer.

grejutcam

Selvom jeg nogenlunde kunne ræssonere dette frem var skuffelsen stadig dyb i krop og sjæl. Tankerne om hvorvidt dette var noget jeg skulle fortsætte med var der også.

Men for et par dage siden kom der hul igennem igen og fornuften vendte tilbage. Jeg er jo fuldstændig tosset med de her løb. Holder rigtig meget af trailløb, både små og store, længere som korte i DK….men toppen af kransekagen for mig er løbene i bjergene i udlandet. Det er noget helt, helt specielt og det er de mål jeg finder mening i at arbejde hen imod….Så selvfølgelig VIL jeg de her løb. Selvfølgelig kommer jeg op igen. Dette, at udgå, kan også bruges til noget konstruktivt. Og måske endda gøre mig endnu stærkere. For lige netop der, hvor jeg nu føler det giver noget, er på motivation/sult kontoen.

Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om at jeg vil disse løb. Min motivation kommer indefra, fordi jeg elsker de her løb. Har ikke behov for at vise andre jeg kan noget eller behov for bekræftelse herfor. Det her er udelukkende noget for mig selv og jeg tænker det er et kæmpe privilegium at have det sådan plus også at have mulighederne for at komme afsted.

Jeg er 200 procent klar til at komme igen. Nu skal jeg blot have tålmodigheden til at slappe af nogle måneder. Hygge mig med nogle løb i efteråret og vinter herhjemme. Få lavet en plan for 2017, som bliver holdbar og med masser af gode oplevelser…. og lur mig om ikke der er lagt i ovnen til en revanche engang 😉

Utcam er et top prof arrangement. Fuldstændig styr på ruten. Fantastiske hjælpere undervejs og i depoterne… Rigtig teknisk rute og selvom jeg endnu ikke har oplevet den sidste del af ruten, så er jeg sikker på den er mere end voldsom. Kan på det varmeste anbefale løbet.

 

utcam1

utcam3

 

 

 

 

 

Vi ses på sporene – og husk det er i modgang vi lærer mest 😉

/ Dannie

@dannietrail

traa0315-cp20x30-497

 

 

 

 

 

 

 

Thy Ultra Trail – 50 miles i skønne Nationalpark Thy

Hvornår lærer man mest? Når man laver fejl, selvfølgelig!

Så lærte jeg noget til Thy Ultra Trail? Svaret må kort og godt være: Ja, for pokker! De 84 km igennem Nationalpark Thy fra Bulbjerg til Agger, slog pænt hårdt, så jeg kom hjem med en hel del på læringskontoen.

Forberedelserne

Jeg har kørt efter mere eller mindre løse træningsplaner de sidste mange måneder, og det er egentlig gået nogenlunde. Men hen over sommeren gik det galt, og træningen sejlede totalt. Ingen struktur og generelt alt for lidt løbetræning. Jeg ved ellers godt, at jeg er elendig til at få struktureret træning, når sommeren rammer, men i år gik det da helt op i hat og briller. Og det hjalp heller ikke på det, at det kom en flytning ind over, som tog en del tid.

Såååå – træningsmæssigt var jeg altså ikke der, hvor jeg burde være, da jeg stod på startlinjen. Jeg havde stort set ingen langture i kroppen, og – endnu værre – langt fra de ugentlige km, jeg burde have haft på kontoen.

Som om det ikke var nok, havde jeg lidt småforkølelse i kroppen i ugerne op til, som bare ikke rigtig ville slippe sit tag i mig. For lidt søvn kombineret med for dårlig mad (det har det med at følges ad for mig – har I andre det mon også sådan?), hjalp heller ikke på situationen.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, men udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, med udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Noget jeg dog havde styr på denne gang, var forberedelserne dagen og aftenen før. Jeg var rolig, stressede ikke særligt over noget, og jeg fik leget lidt med noget yoga i klitterne med en skøn solnedgang. Jeg er begyndt at bruge yoga som supplement til mit løb, og er blevet rigtig glad for det. Og den mentale del af yoga, er mindst lige så fed som det fysiske, og – tilsat varme som hos Hot Yoga Aarhus – er du sikret udfordringer!

Så da kl. blev 06:00 lørdag morgen, og vi stod ved Bulbjerg Klint, var jeg mega klar!

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Starten går

Men først skulle vi lige briefes. Jeg er ikke lige den skarpeste til kollektive beskeder – nok mere ”det finder vi da ud af undervejs” typen – så jeg synes godt nok briefingen var laaaaaaang og keeeeeedelig, og fyldt med alt mulig information og detaljer jeg da under ingen omstændigheder kunne huske. Detaljer så som: ”Depotet i Klitmøller ligger ved Spar Købmanden. I kommer til Købmanden, og skal lige lidt forbi, og så er depotet på P-pladsen lige bag Købmanden”. Og som i: ”Når I kommer til Nørre Vorupør, er I løbet for langt, hvis I kommer forbi fiskerbådene, der er trukket op på stranden. Depotet står på en terrasse oppe ved byen, før bådene”.

Hvem Fanden kan huske sådan noget efter 40-60 km?????

Well, det kommer jeg tilbage til.

Race briefing. Foto af Bo Visti Nielsen.

Race briefing. Foto: Bo Visti Nielsen.

Så dér stod jeg, kl 06:00 lørdag morgen, i noget af det smukkeste landskab jeg kender, og var så klar som jeg overhovedet kunne blive. Se, det her er livet!

Så hvad vælger jeg at gøre? Jeg lægger da ud i et pænt hårdt tempo! Hallo – holder den, så holder den, ikk?

(Duh – indsæt selv emoji der tager sig til hovedet / emoji der har pistol for tindingen / el.lign.!).

At dele turen op i bidder

Som altid, deler jeg en tur op i bidder inde i hovedet. Så virker det mere overskueligt, og det var noget jeg også brugte den her gang. Første depot lå efter en par og tyve km, og det er jo ikke engang en rigtig langtur for mig. Så jeg tænkte på det tidspunkt, at tempoet da var fint, selvom det lå lige i overkanten. Jeg skulle jo bare liiiiige ned til det første depot.

Efter en ti km stykker, slap jeg nogle andre løbere (for liiiiige at tisse af endnu en gang –trailløber-default), og jeg forsøgte at ligge stabilt en ca. 300-500 m bag dem. Altså stadig i et tempo der lå lidt over, hvad jeg nok burde have ligget på. Men hey – alt var godt og stykket hen over plænen til depotet var til lyden af Gitte der råber ”kom så Kirsten”. Det er SÅ skønt med folk man kender :).

04_Skønne skønne Thy

Nå, men altså. På det her tidspunkt synes jeg selv det gik fantastisk, og skulle da liiiige høre om Mette (der lå foran mig) havde en af hendes ellers ikke eksisterende dårlige dage. Måske – bare måske – kunne jeg undgå at få en alt for stor røvfuld af hende. Jeg fik at vide, at hun lå ca. 25 min foran mig (og samlet nr. 3!), og tænk dels WOW – gi’ så drengene klø, og dels, OK – hun har så IKKE en dårlig dag, og jeg skal bare ind under 2 timer efter hende, så er jeg glad.

Virkeligheden rammer

Men, men, men – ikke lagt efter depotet ramte virkeligheden mig. At dele turen op i bidder inde i hovedet, kan altså også godt give bagslag. Jeg skulle jo ikke bare ned til første depot – jeg skal jo videre! Status: Jeg var træt! Og når man er træt efter et par og 20 stykker på en 50 miles, er der dælme langt hjem!

Jeg havde valgt at løbe Thy Ultra Trail, for at prøve at løbe langt, helt helt alene (vi var 21 løbere til start, hvoraf 17 gennemførte). For at komme derud, hvor jeg kun havde mig selv (og min musik i ørene) til at holde mig kørende – og det indså jeg dér, at den skulle jeg nok for prøvet!

Depot og dropbag i Klitmøller

Næste ”bid” af ruten var ned til depotet i Klitmøller, der lå efter et par og 40 km. Her havde vi også adgang til vores drop bags. Vi var blevet ”advaret” om et stykke asfalt på vejen derned og normalt er jeg god på asfalt. Men hold da kæft den her tur var dræberen. Det hjalp heller ikke at jeg på det tidspunkt var begyndt at få ondt i den ene hofte (hurra for et skævt bækken, der bøvler når kroppen bliver træt).

Så da jeg nærmede mig Klitmøller var jeg godt brugt, både mentalt og i kroppen. Men så var det at briefingen dukkede op i hovedet: Depot – Spar Købmand – P-plads. Se, den laaange kedelige briefing havde faktisk været en rigtig god idé, og jeg fandt depotet uden vanskeligheder.

På vej til depotet i Klitmøller. Foto: Bo Visti Nielsen.

I Klitmøller på vej hen til depotet. Foto: Bo Visti Nielsen.

Jeg var dog langt fra i mit festlige og glade jeg, da jeg nåede depotet (selvom jeg vist fakede ret godt, bedømt ud fra fotoet). Så jeg fik sendt en sviner afsted til Bo, der – pga. mangel på tilstrækkelig træning –  ikke havde stillet til start. Som om det er en ”undskyldning”? Her var jeg – træt efter 20 km – ondt efter 30 km og kun halvvejs! ”Luk røven og kom med næste gang! Just saying!

MEN: Hvis I nogensinde møder på Bo, så er han et af verdens flinkeste og rareste mennesker. Så selv om der kom grimme ting ud af munden på mig, var han venligheden selv, der liiiiige mindede mig om at jeg havde min dropbag i depotet, og om jeg da ikke skulle have noget fra den. SHIT, jeg havde været på skideren, hvis jeg havde glemt at fylde lommerne med energi! Bo: Der reddede du lige min røv!

Fra Klitmøller til Nørre Vorupør

Det her stykke af turen havde jeg glædet mig til. Nu kom jeg ind i det terræn, jeg havde løbet i til Ultra Interval Challenge i juli, og det er bare så skønt så skønt. Det var utroligt så meget det hjalp at kende terrænet. Og – som det viste sig for depotet i Klitmøller – havde briefingen om placeringen af depotet alligevel lagret sig i min hjerne, og det var super at vide nøjagtigt hvor depotet i Nørre Vorupør var.

Stranden før Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på..

Stranden nord for Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på.

Men (ja, der er mange men’er her i indlægget), stranden efter Nørre Vorupør lå i baghovedet. Den er fyldt med småsten/grus og løst sand, og ikke noget særlig løbbart terræn – altså røvtræls. Jeg satsende på at lavvandet ville gøre, at der var hårdt sand ved vandet man kunne løbe på. Men jeg vidste godt at det ikke ville være tilfældet, så stykket lå og lurede i baghovedet (og var lige så træls som jeg har forudset).

Nørre Vorupør – Stenbjerg og videre

I depotet i Nørre Vorupør sagde de, at vi skulle til fiskerbådene i Stenbjerg og videre forbi, inden vi skulle løbe ind i terrænet. Jeg havde så bare ikke tjekket på kortet hvor langt efter Stenbjerg vi skulle, inden vi skulle dreje ind. Heldigvis var stranden efter Stenbjerg super god at løbe på, men efter et par hunderede meter, begyndte jeg at tvivle på om jeg var løbet for langt. Og dét var jeg mega ringe til at håndterer. Jeg stoppede op flere gange og kiggede tilbage, spurgte folk på stranden om de havde set markeringer længere nede ad stranden, inden jeg valgte at finde kortet frem og tjekke. Dér burde jeg havde været noget skarpere, og ikke ladet min trætte krop og hjerne få mig til at tvivle.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km. Foto: Bo Visti Nielsen.

Lodbjerg Fyr

Aftenen før havde Gitte og jeg overnattet ved Lodbjerg Fyr, så jeg vidste godt at ruten gik forbi fyret, og hvor langt der minimum var fra Fyret ned til start/mål i Agger. Men jeg var ikke lige med på, hvor langt der var ned til Fyret fra jeg drejede ind efter Stenbjerg.

Jeg synes jeg løb og løb, tvivlende på mig selv og ruten igen, og tjekkede kortet, som jo er temmelig ubrugeligt, når man ikke ved hvor man er og om man er løbet forkert. Fortsatte lidt, mødte nogle folk og fik en forklaring, der tydelig viste at de da slet ikke vidste hvor vi var på kortet! Pis!

Så jeg satsede og fortsatte, og mødte lige rundt om hjørnet et par arbejdsmænd, der sagde ”nå, der kommer en mere”. Altså – jeg var på ruten og havde været det hele tiden! Igen tvivlede jeg pga. træthed i krop og hjerne, og det er helt klart noget jeg skal blive bedre til at håndtere.

Og endelig kunne jeg se Lodbjerg Fyr, men hold nu kæft der var stadig langt derned. Møg! Men der var jo kun en vej, og det var videre. Her arbejde jeg med noget yoga inde i hovedet, men fandt hurtigt ud af at ”være i kroppen lige her” gav bagslag. Kroppen råbte og skreg om at det var meeeega synd for mig, og det da var helt ok bare at gå. Selvynk og tristhed kom væltende, så det blev lidt ”omvendt yoga” der fik mig videre: Vær i hovedet lige nu, og mærk ikke kroppen. Jeg er ikke sikker på hvor yoga-agtigt det er, men hey – det virkede 🙂

Jeg kom op til fyret og videre, og kunne endelig se ud over søen lige nord for Agger. Men pyha – jeg skulle jo hele vejen uden om. Jeg fik hanket op i mig selv (havde stadig lidt ”noia” over, om de andre kvinder kom bagfra og tog min 2. plads), og fortsatte.

Men så ramte virkeligheden sig for en Vivobarefoot løber. Jeg kom op på dæmningen ud til Vesterhavet og vejen var af beton! Ja, beton! Beton, som i det hårdeste underlag jeg kender.

Mine fødder var smadrede – sådan rigtig rigtig rigtig trætte, og udsigten til et par km beton fik mig næsten til at tude. Så det blev det ultimative våben der reddede mig: Frem med Magtens Korridorer på ipod’en. Intet slår Johan Olsen, der råber én ind i hovedet. YEAH!

Så kom jeg ned i Agger by, og hvor stor er Agger by egentlig? Well, nok ikke så stor, men det føltes som om, jeg fik løbet på samtlige stier rundt i Agger, før jeg kom ud på vejen overfor start/mål området. Der blev jeg mødt af Simon, der fulgte mig de sidste par hundrede meter. Simon: I owe you one, big time! Efter at have løbet alene de sidste ca. 70 km, var det skønt skønt at få følgeskab! Og jeg fik endda faked så meget, at han synes jeg så godt løbende ud. Fnis! 🙂

I mål

Men hey – jeg gjorde det. Jeg fik min sten!

 

Min "medalje-sten"!

Min “medalje-sten”!

Jeg løb en nogenlunde anstændig 50 miler uden at formen var der.

Jeg fik holdt min andenplads blandt kvinderne, og fik ”minimeret” min røvfuld af Mette til 1 time og 49 min.

Og vigtigst af alt, fik jeg lært en masse om mig selv. Især om hvad jeg kan gøre og ikke skal gøre for at holde den kørende, når jeg er alene og det er pissehårdt.

Det kan jeg helt sikkert bruge, når Dragen skal dates til maj!