, ,

Ultra Trail Côte d´ Azur Mercantour

Slutningen

Det går ikke det her. Alle mulige løsninger er forsøgt – nej fandme nej. Videre, du KAN, du SKAL og du VIL. Lille pause og 500 m mere og jeg tager mig selv i at være ved at dejse omkuld. Det hele sejler rundt og jeg må tage den sværeste beslutning nogensinde i et løb jeg har deltaget i. Jeg må udgå. Al træningsindsats, al afsavn – spildt. Den totale nedtur er en kendsgerning.

Ja sgu. Jeg er sur, nede, frustreret og alt det indimellem. Men nej, det her MÅ kunne bruges konstruktivt. Der må kunne drages nogle konklussioner efter løbet til fremtidig brug.

Jeg håber med denne blog at nogle af Jer læsere vil kunne bruge noget af det og samtidig at jeg selv kan blive bedre rustet til de næste løb og være endnu stærkere.

 

Begyndelsen

Midt i januar måned kl 10.00 en onsdag sidder jeg spændt ved skærmen for at tjekke om jeg skulle have været så heldig at blive udtrukket til UTMB. Desværre blev jeg ikke det og gik derfor ret hurtigt i gang med at søge rundt omkring efter lignende løb i nogenlunde samme periode. Efter en grundig undersøgelse af mulighederne var jeg nede på 2 interessante løb. UT4M og ultra trail cote d azur mercantour, UTCAM. Begge løb er lange hhv ca 170 km og 145 km. Der var mange højdemetre på. ca 11.500 og ca 10.000.

Valget for mig blev truffet da jeg var så heldig at kunne blive en form for “international ambassadør” for det nye løb UTCAM. Det var kun blevet afholdt 1 gang tidligere og de ville gerne prøve at promovere løbet så det kunne fremtræde mere internationalt.

Løbet består af 4 forkellige distancer. 13 km, 30 km, 55 km og 145 km. Ultra distancen startede i Nice og sluttede i Saint Martin Vesubie, hvor de andre havde start og mål i Saint Martin Vesubie. I år skulle der ligeledes afholdes fransk mesterskab i trail på 55 km distancen.
utcam9

En varm start

 

Fredag d 2/9 klokken 16.30 skulle vi starte. Et par dage før havde vi fået at vide vi skulle starte et andet sted end den oprindelige start fra strandpromenaden i Nice. Grundet den drastiske hændelse d 14/7 nøjagtigt samme sted ville arrangørerne ingen chancer tage. Så starten var altså rykket lidt udenfor byen og en smule op i bjergene in the middle of nowhere!!!

Det var varmt. Mega varmt. Godt 30 grader og ingen vind. Der blev talt ned og vi kom i gang. Efter starten var blevet rykket udenfor byen gik der ikke mere end ca 50 meter inden samtlige omkring 500 startende løbere skulle ind på et smalt singletrack spor. Derfor kom der selvsagt total stilstand og kø. Dette var jeg forberedt på og tænkte hele tiden det nok skulle komme godt igen. Altså at skulle starte langsomt.

 

utcam8

 

Synes stierne fra start var rimeligt tekniske. Man skulle virkelig være klar. Sten i alle afskygninger stak op, men afsted gik det.

Følte mig tilpas og var bare glad for at være i gang og de første 11 km (til første depot) forløb ganske ok. Da vi nåede depotet blev jeg dog noget skuffet. Der var kun vand – intet andet. Vidste godt der kun ville være væske her….meeeen kunne da godt lige have brugt en tår cola. Videre igen.

Det slog mig hvor “små” stierne var. På de næste mange km var der ikke mere end 40-50 cm spor, så igen tungen lige i munden. Vi arbejdede os op mod næste depot hvor vi kom forbi en lille ruin. Lækker natur her, men begynder samtidig her at føle en eller anden form for ubehag i kroppen. på ingen måde slemt, bare sådan lidt svimmelhed og fornemmelsen af at jeg lige manglede det sidste power. Det gik mig ikke på og skænkede det ikke mange sekunders tanker.

Mørket falder på

Når det bliver mørkt sydpå, så går det hurtigt. Næsten som at slukke for lyset på en kontakt så på med pandelampen. Elsker at løbe om natten. Alle sanser bliver mere vakte og det bliver fuldstændig mørkt “lever” man kun i lyskeglen. Det er en fed fornemmelse.

utcam6

Da det bliver godt midnat begynder jeg at få en underlig fornemmelse i kroppen. Minder mig om sådan lidt små influenza noget. Altså ikke decideret ringe, men at kroppen er flad. Som om at jeg ligger og yder på 75-80 procent af hvad jeg normalt kan. Ikke de bedste tegn så relativt tidligt i løbet. Maven fungerer dog super, så jeg drikker, spiser og styrer mit energiindtag som jeg plejer.

Mellem 34-48 km bliver det rigtig skidt. Får kvalme og synes jeg bliver mere og mere svimmel. Skal virkelig koncentrere mig om balancen og det begynder at irritere mig lidt. Det hjælper dog på en lang stigning i mørket at vi langt, langt deroppe et sted kan høre masser af tilråb. Kobjælder og gang i den. Fantastisk at nogle står midt på et bjerg midt om natten for at heppe på os tosser. Det gav mig lidt fornuftig fremdrift igen og feber fornemmelsen i kroppen bliver ikke værre. Den ligger der dog stadig og skal stadig fokusere på balancen.

Nu var vi i fuld gang med en god lang stigning op til ca 2000 meter over havet som blev efterfulgt at et rigtig langt nedløb hvor løbets hoveddepot var at finde. Jeg havde lige inden været dybest i min krise og havde overvejet at droppe ud omkring de 60 km, men nu følte jeg skridt for skridt at tilstanden blev bedre. Jeg blev total høj og kunne mærke jubelen inde i mig selv. Jeg klarer det fandme. Jeg kom over krisen. Nu skulle jeg bare knokle mig frem til hoveddepotet, som hele tiden havde været første målsætning…at nå derhen og tænke på at nu startede et nyt løb for mig.

 

Hoveddepotet efter 77 km

Nedløbet til hoveddepotet er langt, men relativt let. På toppen inden stødte jeg på en franskmand i nød. Han stod i mørket med en defekt pandelampe så han løb i mit lys ned. Det var super hyggeligt at snakke lidt på det tidspunkt og vores tempo var nogenlunde ens.

Fremme ved hoveddepotet var jeg helt høj, helt ovenpå igen og relativ frisk. Jeg var sulten og havde ingen problemer med at få kørt noget pasta ind og drukket rigeligt. Fik skiftet tøj og sko og var klar til at komme videre.

Her skulle en rimelig stigning forceres. Den var på godt 1000 hm, men over et længere stykke, så kun stejl mod slutningen. Det første stykke var på asfalt så der kunne der holdes et rimeligt tempo nogle km hvorefter vi kom ind på stierne igen. her skulle der tages fat og det blev stejlt mod slutningen. Solen var kommet frem, men ikke voldsomt varmt idet der var meget skygge her. Oppe fra toppen var der ca 5 km til næste depot ved 90 km.

Det flade stykke hen mod depot kunne jeg mærke at jeg måtte sænke tempoet og kunne ikke løbe så meget – helt normalt i de her løb at der (for mig) i perioder ikke kan løbes, selv på stykker hvor det egentlig ikke burde være et problem.

 

utcam2

Kommer ind til depotet, gør som jeg plejer, zero tab i den ene dunk og rent vand i den anden. Drikker 3-4 kopper cola, spiser nogle kiks og et par stykker pølse. Napper også en banan, og går ved godt mod videre……mindre end 1 time senere er det slut!

 

DNF

Efter depotet er der ca 1 km på asfalt inden der drejes mod højre og det igen begynder at gå opad. Allerede indenfor de første 500 m opad tager svimmelheden til. Stopper et sted hvor jeg høre noget vand løbe og får lidt koldt vand i hovedet. Det plejer at hjælpe. Tager lige 5 minutters pause for at komme til hægterne igen. 500 meter mere og jeg begynder at sejle rundt. Paradoksalt nok fungerer benene super, men jeg føler et kæmpe ubehag. Får lidt småpanik. Tager telefonen frem, tænder den, og tænker på at ringe hjem for at snakke med nogen. Der er ingen netværk i dette område, så det var et no go. Forsøger at gå videre. 500 meter mere og jeg er på dette tidspunkt ved at ryge i jorden – er lige ved at træde ud over kanten på stien hvor det altså går ret meget ned.

Sætter mig med det samme ned. Kan godt mærke hvor det bærer henad nu. Der skulle ske noget drastisk. Prøver med 5 minutters pause en sidste gang, rejser mig op og med det samme kommer ubehaget og svimmelheden igen.

Jeg tager den tungeste beslutning jeg nogensinde har taget i et løb. Der er ingen anden udvej end at sige stop. Min vurdering på dette tidspunkt er, at hvis jeg fortsætter bringer jeg mig selv i fare. Trailløb er “bare noget vi leger” og det skal der ALDRIG sættes spørgsmålstegn ved.

Begynder på de 2 længste og mest nedværdigende km i min “karriere” som trailløber. Jeg går imod løbere der sagtens kan se hvor jeg er på vej hen. Men trailløbere har et stort hjerte og alle er i samme båd. Så samtlige jeg mødte på vej ned gav klap på skulderen og fik sagt et eller andet på fransk jeg ikke forstod, men med et tonefald der var opmuntrende og på en eller anden måde hjalp.

Tilbage i depotet ved 90 km møder jeg den anden danske deltager på de 145 km, Bo Larsson, som virker rimelig frisk. Han spørger om jeg vil prøve at følges med ham, men jeg takker nej. Samtidig er arrangørerne også informeret om min dnf. Men tak, Bo, fordi du forsøgte 🙂 (Bo gennemfører løbet på små 35 timer – kæmpe respekt for det).

 

Jeg var knust. Følte jeg havde svigtet alt og alle. Især min familie, som ikke blot skulle undvære mig, men nu også være bekymrede for mit helbred og blot kunne vente på at få en nedslået mand/far hjem. Imens jeg lå og ventede på at bleve samlet op og kørt til målbyen, kørte det hele rundt for mig. havde en indre kamp om det nu også var ok at være stoppet. Havde der været muligheder jeg ikke havde forsøgt.

Mest af alt var jeg ked af det og skuffet. Rasende også. Det kunne fandme da ikke passe. Det her er det jeg er god til. Noget jeg brænder så voldsomt for, men ikke engang klare! Hvad nu. Skulle jeg ikke bare droppe det her ultratrail – jeg er jo ikke god nok til det længere.

De sidste 3 år jeg har dyrket dette er det gået fantastisk i udlandet. Jeg har været til en del løb efterhånden som alle for mig har været succesfulde. De er gennemført og endda, synes jeg, i rigtigt gode tider. (Ligegyldigt bonusinfo: Jeg er i samtlige udenlandske løb jeg har deltaget i de sidste 3 år, på nær ccc sidste år, blevet bedste dansker). Men det kunne jeg ligenøjagtig bruge til nul og en skid nu. Lige på dette tidspunkt var jeg en del af den statistik til UTCAM der hed 51% dnf. Da jeg stoppede havde jeg været i gang omkring 16 timer og 30 minutter, havde tilbagelagt ca 93 km med 6200 hm. Lå som nummer 31 og havde stille og roligt bevæget mig op i klassementet.

Alt sammen ligegyldigt. Nu var det slut.

 

Saint Martin Vesubie

I målbyen står jeg nu fuldstændig tom og vil bare tilbage til Nice. Her møder jeg Annemette Skov, der sammen med sin mand, Thomas Skov, har deltaget i 30 km løbet. Får taget mig sammen til at høre ad om jeg måtte køre med dem tilbage til Nice og de er super venlige og tilbyder mig et lift. Tusind tak fordi I ville have en gnaven, gammel og slidt mand med tilbage.

 

utcam4

Jeg kunne, mens jeg ventede på at komme tilbage til Nice kigge på medaljerne til dem der gennemførte. Elsker trofæerne man ofte får ved målgang – men denne gang ikke til mig.

 

En lille video teaser fra løbet her.

 

Tankerne efterfølgende

De første dage efter løbet var jeg utrolig skuffet over mig selv. Og jo længere tid der gik, jo mere blev jeg i tvivl om jeg nu også kunne have fortsat. Tankerne kørte meget i ring og jeg søgte efter svaret på hvad der var gået galt.

Jeg er kommet frem til 3 ting jeg mener kan have indflydelse herpå.

1: Der havde i ugen op til løbet været lidt sygdom derhjemme. Måske jeg havde en anelse af det med på slæb. Det føltes sådan.

2: Da jeg ud på natten fik det fornuftigt, burde jeg måske have været mere tålmodig og taget det i et langsommere tempo end jeg følte for.

3: Måske det blot var én af de dage, hvor hovedet ikke er helt 100 procent med. Under 2 måneder forinden havde jeg haft en super tur til Trail Verbier St Bernard og var måske i virkeligheden ikke “sulten” nok.

Andre boblere omkring ting jeg muligvis kunne have gjort….Jeg har i år slet ikke haft musik med i rygsækken. Det har jeg de foregående år brugt som en fast del af de lange ture. Altså når jeg havde løbet eksempelvis 10 timer, så måtte jeg få musik i ørerne. Det vil jeg fremover til at have med igen.

Derudover kunne jeg, som en del andre havde gjort ude på ruten, smidt mig ned. Taget 30 minutter – 1 times hvile. Fuldstændig hvile. Der var jo masser af tid. Alt det hele noget jeg kan tage med mig videre.

Alt andet op til løbet og under løbet fungerede. Jeg fik slappet af og sovet lidt op til løbet. Fik spist fornuftigt og var i god balance ved start. Under løbet holdt jeg rigtig fint fat i spise/drikke strategi og maven fungerede upåklageligt. Jeg har 1 liter væske med og drikker rigtig meget i depoterne. Nogle gange 5-6 kopper vand/cola. Jeg spiser fast en saltpille i timen. I depoterne spiser jeg kiks brød. Ost og pølse. Nogle gange chips og peanuts. Frugt hvis det er der. Til dette løb spiste jeg på ruten 1 energi bar, 1 protein bar og 3 gels.

Jeg har efterhånden fundet frem til at grej setup der virker fantastisk for mig. Jeg stoler på det og ved at det fungerer.

grejutcam

Selvom jeg nogenlunde kunne ræssonere dette frem var skuffelsen stadig dyb i krop og sjæl. Tankerne om hvorvidt dette var noget jeg skulle fortsætte med var der også.

Men for et par dage siden kom der hul igennem igen og fornuften vendte tilbage. Jeg er jo fuldstændig tosset med de her løb. Holder rigtig meget af trailløb, både små og store, længere som korte i DK….men toppen af kransekagen for mig er løbene i bjergene i udlandet. Det er noget helt, helt specielt og det er de mål jeg finder mening i at arbejde hen imod….Så selvfølgelig VIL jeg de her løb. Selvfølgelig kommer jeg op igen. Dette, at udgå, kan også bruges til noget konstruktivt. Og måske endda gøre mig endnu stærkere. For lige netop der, hvor jeg nu føler det giver noget, er på motivation/sult kontoen.

Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om at jeg vil disse løb. Min motivation kommer indefra, fordi jeg elsker de her løb. Har ikke behov for at vise andre jeg kan noget eller behov for bekræftelse herfor. Det her er udelukkende noget for mig selv og jeg tænker det er et kæmpe privilegium at have det sådan plus også at have mulighederne for at komme afsted.

Jeg er 200 procent klar til at komme igen. Nu skal jeg blot have tålmodigheden til at slappe af nogle måneder. Hygge mig med nogle løb i efteråret og vinter herhjemme. Få lavet en plan for 2017, som bliver holdbar og med masser af gode oplevelser…. og lur mig om ikke der er lagt i ovnen til en revanche engang 😉

Utcam er et top prof arrangement. Fuldstændig styr på ruten. Fantastiske hjælpere undervejs og i depoterne… Rigtig teknisk rute og selvom jeg endnu ikke har oplevet den sidste del af ruten, så er jeg sikker på den er mere end voldsom. Kan på det varmeste anbefale løbet.

 

utcam1

utcam3

 

 

 

 

 

Vi ses på sporene – og husk det er i modgang vi lærer mest 😉

/ Dannie

@dannietrail

traa0315-cp20x30-497

 

 

 

 

 

 

 

,

Thy Ultra Trail – 50 miles i skønne Nationalpark Thy

Hvornår lærer man mest? Når man laver fejl, selvfølgelig!

Så lærte jeg noget til Thy Ultra Trail? Svaret må kort og godt være: Ja, for pokker! De 84 km igennem Nationalpark Thy fra Bulbjerg til Agger, slog pænt hårdt, så jeg kom hjem med en hel del på læringskontoen.

Forberedelserne

Jeg har kørt efter mere eller mindre løse træningsplaner de sidste mange måneder, og det er egentlig gået nogenlunde. Men hen over sommeren gik det galt, og træningen sejlede totalt. Ingen struktur og generelt alt for lidt løbetræning. Jeg ved ellers godt, at jeg er elendig til at få struktureret træning, når sommeren rammer, men i år gik det da helt op i hat og briller. Og det hjalp heller ikke på det, at det kom en flytning ind over, som tog en del tid.

Såååå – træningsmæssigt var jeg altså ikke der, hvor jeg burde være, da jeg stod på startlinjen. Jeg havde stort set ingen langture i kroppen, og – endnu værre – langt fra de ugentlige km, jeg burde have haft på kontoen.

Som om det ikke var nok, havde jeg lidt småforkølelse i kroppen i ugerne op til, som bare ikke rigtig ville slippe sit tag i mig. For lidt søvn kombineret med for dårlig mad (det har det med at følges ad for mig – har I andre det mon også sådan?), hjalp heller ikke på situationen.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, men udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, med udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Noget jeg dog havde styr på denne gang, var forberedelserne dagen og aftenen før. Jeg var rolig, stressede ikke særligt over noget, og jeg fik leget lidt med noget yoga i klitterne med en skøn solnedgang. Jeg er begyndt at bruge yoga som supplement til mit løb, og er blevet rigtig glad for det. Og den mentale del af yoga, er mindst lige så fed som det fysiske, og – tilsat varme som hos Hot Yoga Aarhus – er du sikret udfordringer!

Så da kl. blev 06:00 lørdag morgen, og vi stod ved Bulbjerg Klint, var jeg mega klar!

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Starten går

Men først skulle vi lige briefes. Jeg er ikke lige den skarpeste til kollektive beskeder – nok mere ”det finder vi da ud af undervejs” typen – så jeg synes godt nok briefingen var laaaaaaang og keeeeeedelig, og fyldt med alt mulig information og detaljer jeg da under ingen omstændigheder kunne huske. Detaljer så som: ”Depotet i Klitmøller ligger ved Spar Købmanden. I kommer til Købmanden, og skal lige lidt forbi, og så er depotet på P-pladsen lige bag Købmanden”. Og som i: ”Når I kommer til Nørre Vorupør, er I løbet for langt, hvis I kommer forbi fiskerbådene, der er trukket op på stranden. Depotet står på en terrasse oppe ved byen, før bådene”.

Hvem Fanden kan huske sådan noget efter 40-60 km?????

Well, det kommer jeg tilbage til.

Race briefing. Foto af Bo Visti Nielsen.

Race briefing. Foto: Bo Visti Nielsen.

Så dér stod jeg, kl 06:00 lørdag morgen, i noget af det smukkeste landskab jeg kender, og var så klar som jeg overhovedet kunne blive. Se, det her er livet!

Så hvad vælger jeg at gøre? Jeg lægger da ud i et pænt hårdt tempo! Hallo – holder den, så holder den, ikk?

(Duh – indsæt selv emoji der tager sig til hovedet / emoji der har pistol for tindingen / el.lign.!).

At dele turen op i bidder

Som altid, deler jeg en tur op i bidder inde i hovedet. Så virker det mere overskueligt, og det var noget jeg også brugte den her gang. Første depot lå efter en par og tyve km, og det er jo ikke engang en rigtig langtur for mig. Så jeg tænkte på det tidspunkt, at tempoet da var fint, selvom det lå lige i overkanten. Jeg skulle jo bare liiiiige ned til det første depot.

Efter en ti km stykker, slap jeg nogle andre løbere (for liiiiige at tisse af endnu en gang –trailløber-default), og jeg forsøgte at ligge stabilt en ca. 300-500 m bag dem. Altså stadig i et tempo der lå lidt over, hvad jeg nok burde have ligget på. Men hey – alt var godt og stykket hen over plænen til depotet var til lyden af Gitte der råber ”kom så Kirsten”. Det er SÅ skønt med folk man kender :).

04_Skønne skønne Thy

Nå, men altså. På det her tidspunkt synes jeg selv det gik fantastisk, og skulle da liiiige høre om Mette (der lå foran mig) havde en af hendes ellers ikke eksisterende dårlige dage. Måske – bare måske – kunne jeg undgå at få en alt for stor røvfuld af hende. Jeg fik at vide, at hun lå ca. 25 min foran mig (og samlet nr. 3!), og tænk dels WOW – gi’ så drengene klø, og dels, OK – hun har så IKKE en dårlig dag, og jeg skal bare ind under 2 timer efter hende, så er jeg glad.

Virkeligheden rammer

Men, men, men – ikke lagt efter depotet ramte virkeligheden mig. At dele turen op i bidder inde i hovedet, kan altså også godt give bagslag. Jeg skulle jo ikke bare ned til første depot – jeg skal jo videre! Status: Jeg var træt! Og når man er træt efter et par og 20 stykker på en 50 miles, er der dælme langt hjem!

Jeg havde valgt at løbe Thy Ultra Trail, for at prøve at løbe langt, helt helt alene (vi var 21 løbere til start, hvoraf 17 gennemførte). For at komme derud, hvor jeg kun havde mig selv (og min musik i ørene) til at holde mig kørende – og det indså jeg dér, at den skulle jeg nok for prøvet!

Depot og dropbag i Klitmøller

Næste ”bid” af ruten var ned til depotet i Klitmøller, der lå efter et par og 40 km. Her havde vi også adgang til vores drop bags. Vi var blevet ”advaret” om et stykke asfalt på vejen derned og normalt er jeg god på asfalt. Men hold da kæft den her tur var dræberen. Det hjalp heller ikke at jeg på det tidspunkt var begyndt at få ondt i den ene hofte (hurra for et skævt bækken, der bøvler når kroppen bliver træt).

Så da jeg nærmede mig Klitmøller var jeg godt brugt, både mentalt og i kroppen. Men så var det at briefingen dukkede op i hovedet: Depot – Spar Købmand – P-plads. Se, den laaange kedelige briefing havde faktisk været en rigtig god idé, og jeg fandt depotet uden vanskeligheder.

På vej til depotet i Klitmøller. Foto: Bo Visti Nielsen.

I Klitmøller på vej hen til depotet. Foto: Bo Visti Nielsen.

Jeg var dog langt fra i mit festlige og glade jeg, da jeg nåede depotet (selvom jeg vist fakede ret godt, bedømt ud fra fotoet). Så jeg fik sendt en sviner afsted til Bo, der – pga. mangel på tilstrækkelig træning –  ikke havde stillet til start. Som om det er en ”undskyldning”? Her var jeg – træt efter 20 km – ondt efter 30 km og kun halvvejs! ”Luk røven og kom med næste gang! Just saying!

MEN: Hvis I nogensinde møder på Bo, så er han et af verdens flinkeste og rareste mennesker. Så selv om der kom grimme ting ud af munden på mig, var han venligheden selv, der liiiiige mindede mig om at jeg havde min dropbag i depotet, og om jeg da ikke skulle have noget fra den. SHIT, jeg havde været på skideren, hvis jeg havde glemt at fylde lommerne med energi! Bo: Der reddede du lige min røv!

Fra Klitmøller til Nørre Vorupør

Det her stykke af turen havde jeg glædet mig til. Nu kom jeg ind i det terræn, jeg havde løbet i til Ultra Interval Challenge i juli, og det er bare så skønt så skønt. Det var utroligt så meget det hjalp at kende terrænet. Og – som det viste sig for depotet i Klitmøller – havde briefingen om placeringen af depotet alligevel lagret sig i min hjerne, og det var super at vide nøjagtigt hvor depotet i Nørre Vorupør var.

Stranden før Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på..

Stranden nord for Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på.

Men (ja, der er mange men’er her i indlægget), stranden efter Nørre Vorupør lå i baghovedet. Den er fyldt med småsten/grus og løst sand, og ikke noget særlig løbbart terræn – altså røvtræls. Jeg satsende på at lavvandet ville gøre, at der var hårdt sand ved vandet man kunne løbe på. Men jeg vidste godt at det ikke ville være tilfældet, så stykket lå og lurede i baghovedet (og var lige så træls som jeg har forudset).

Nørre Vorupør – Stenbjerg og videre

I depotet i Nørre Vorupør sagde de, at vi skulle til fiskerbådene i Stenbjerg og videre forbi, inden vi skulle løbe ind i terrænet. Jeg havde så bare ikke tjekket på kortet hvor langt efter Stenbjerg vi skulle, inden vi skulle dreje ind. Heldigvis var stranden efter Stenbjerg super god at løbe på, men efter et par hunderede meter, begyndte jeg at tvivle på om jeg var løbet for langt. Og dét var jeg mega ringe til at håndterer. Jeg stoppede op flere gange og kiggede tilbage, spurgte folk på stranden om de havde set markeringer længere nede ad stranden, inden jeg valgte at finde kortet frem og tjekke. Dér burde jeg havde været noget skarpere, og ikke ladet min trætte krop og hjerne få mig til at tvivle.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km. Foto: Bo Visti Nielsen.

Lodbjerg Fyr

Aftenen før havde Gitte og jeg overnattet ved Lodbjerg Fyr, så jeg vidste godt at ruten gik forbi fyret, og hvor langt der minimum var fra Fyret ned til start/mål i Agger. Men jeg var ikke lige med på, hvor langt der var ned til Fyret fra jeg drejede ind efter Stenbjerg.

Jeg synes jeg løb og løb, tvivlende på mig selv og ruten igen, og tjekkede kortet, som jo er temmelig ubrugeligt, når man ikke ved hvor man er og om man er løbet forkert. Fortsatte lidt, mødte nogle folk og fik en forklaring, der tydelig viste at de da slet ikke vidste hvor vi var på kortet! Pis!

Så jeg satsede og fortsatte, og mødte lige rundt om hjørnet et par arbejdsmænd, der sagde ”nå, der kommer en mere”. Altså – jeg var på ruten og havde været det hele tiden! Igen tvivlede jeg pga. træthed i krop og hjerne, og det er helt klart noget jeg skal blive bedre til at håndtere.

Og endelig kunne jeg se Lodbjerg Fyr, men hold nu kæft der var stadig langt derned. Møg! Men der var jo kun en vej, og det var videre. Her arbejde jeg med noget yoga inde i hovedet, men fandt hurtigt ud af at ”være i kroppen lige her” gav bagslag. Kroppen råbte og skreg om at det var meeeega synd for mig, og det da var helt ok bare at gå. Selvynk og tristhed kom væltende, så det blev lidt ”omvendt yoga” der fik mig videre: Vær i hovedet lige nu, og mærk ikke kroppen. Jeg er ikke sikker på hvor yoga-agtigt det er, men hey – det virkede 🙂

Jeg kom op til fyret og videre, og kunne endelig se ud over søen lige nord for Agger. Men pyha – jeg skulle jo hele vejen uden om. Jeg fik hanket op i mig selv (havde stadig lidt ”noia” over, om de andre kvinder kom bagfra og tog min 2. plads), og fortsatte.

Men så ramte virkeligheden sig for en Vivobarefoot løber. Jeg kom op på dæmningen ud til Vesterhavet og vejen var af beton! Ja, beton! Beton, som i det hårdeste underlag jeg kender.

Mine fødder var smadrede – sådan rigtig rigtig rigtig trætte, og udsigten til et par km beton fik mig næsten til at tude. Så det blev det ultimative våben der reddede mig: Frem med Magtens Korridorer på ipod’en. Intet slår Johan Olsen, der råber én ind i hovedet. YEAH!

Så kom jeg ned i Agger by, og hvor stor er Agger by egentlig? Well, nok ikke så stor, men det føltes som om, jeg fik løbet på samtlige stier rundt i Agger, før jeg kom ud på vejen overfor start/mål området. Der blev jeg mødt af Simon, der fulgte mig de sidste par hundrede meter. Simon: I owe you one, big time! Efter at have løbet alene de sidste ca. 70 km, var det skønt skønt at få følgeskab! Og jeg fik endda faked så meget, at han synes jeg så godt løbende ud. Fnis! 🙂

I mål

Men hey – jeg gjorde det. Jeg fik min sten!

 

Min "medalje-sten"!

Min “medalje-sten”!

Jeg løb en nogenlunde anstændig 50 miler uden at formen var der.

Jeg fik holdt min andenplads blandt kvinderne, og fik ”minimeret” min røvfuld af Mette til 1 time og 49 min.

Og vigtigst af alt, fik jeg lært en masse om mig selv. Især om hvad jeg kan gøre og ikke skal gøre for at holde den kørende, når jeg er alene og det er pissehårdt.

Det kan jeg helt sikkert bruge, når Dragen skal dates til maj!

runningblogs-thy-ultra-trail-mette-bjerregaard-ultraloeb-ekstremloeb
, ,

THY ULTRA TRAIL GIK SLET IKKE SOM PLANLAGT!

UltraIntervalChallenge – 24 timers online sjov iført løbesko!

UltraIntervalChallenge er en udfordring jeg faldt over inde på Facebook sidste år. Den bliver stablet på benene af Pace of Earth ca. 3 gange om året, og det er super sjovt. Altså, hvis man synes det er sjovt at løbe 10 km hver 3. time i 24 timer. Start (hvis man er i tidszone med Stockholm) er midnat mellem fredag og lørdag og så bare derudaf til den sidste tur lørdag aften med start kl. 21.

Jeg har været med to gange før. Første gang gennemførte jeg alle intervaller, men anden gang, missede jeg de to sidste. Nok mest pga. en småskade jeg ikke var helt ovre på det tidspunkt, men det at jeg løb 12,5 km hver gang i stedet for 10 km hjalp nok ikke på det. Typisk mig!

Nå, men det sjove er faktisk alt det ind imellem løbeturene. Her poster man på Facebook og/eller Instagram, og kan følge med i hvordan det går de andre. Man kan opmuntre de andre og selv blive opmuntret, se fotos fra de andres løbeture og ikke mindst blive inspireret af hvad de andre deltagere har gang i af mere eller mindre skøre ting. Man må nemlig meget gerne være lidt kreativ og humoristisk nå man poster efter hver tur, da det bliver belønnet.

Der er nemlig præmier. Yeah! Jeg elllllsker præmier! Så for at være med i konkurrencen om fede fede præmier (se hvad de diskerede op denne gang på udfordringens hjemmeside), skal man poste med et bestemt tema for hver interval man har løbet. Denne gang var temaerne følgende:

#interval1: Be prepared (altså: hvordan har vi forberedt os?)

#interval2: Stay Awake (hvad gør vi for at holde os vågne?)

#interval3: Run with a magic mantra (hvad er mit motto)

#interval4: What do you wear for luck? (hvad har jeg på for held og lykke)

#interval5: Greetings (med denne skulle vi fortælle hvorfor vi deltog i udfordringen)

#interval6: Energy (ja – hvad spiser/drikker vi)

#interval7: Best Pep Talk (hvem af følgende ville vi spørge om hvad: Scott Jurek, Anton Krupicka og Timothy Olson)

#interval8: Celebration (hvordan fejre vi har taget det sidste interval)

Hvad jeg svarede til de forskellige udfordringer kommer jeg tilbage til. Og vandt jeg noget? Ja, det kommer jeg også tilbage til 🙂

Win-win – ja, ja det lyder kliche-agtigt

Men altså – man kan da lige så godt udnytte sommeren og så pakke telt og jetboil og finde et fedt sted at løbe, ikk?

Så jeg tog til Nationalpark Thy. Det er et af de vildeste og smukkeste steder jeg kender i Danmark, og hvis du ikke har været der endnu, er det altså bare om at komme afsted! Ja, jeg elsker virkelig landskabet deroppe, og da jeg skal løbe Thy Ultra Trail deroppe til august, tænkte jeg at det var en god ”undskyldning” for at tage derop og træne lidt i terrænet.

Interval nr. 1: Be prepared

Min forberedelse (ud over at købe mad, skaffe vand og tjekke hvor det nærmeste toilet var) var at finde et snedigt sted til teltet. Og hvis jeg selv skal sige det, fandt et ret genialt sted. Gemt i en gryde i klitterne, lige nede hvor havet/vinden, ikke kunne høres så meget, men stadig tæt nok på, til at jeg var lige ved stranden.

#interval1 - Be Prepared. Den klarede jeg ved at finde et feeedt sted til basecamp.

#interval1 – Be Prepared. Den klarede jeg ved at finde et feeedt sted til basecamp.

Og – tada – Pace on Earth var enige, og jeg vandt en Craft Weather Jacket for fotoet af min basecamp. YEAH! Det tror jeg, at jeg bliver meget meget glad, for når jeg skal løbe Dragon’s Back Race til maj (om 295 dage, 21 timer og 19 minutter).

Nå men altså, stedet til teltet var genialt, lige indtil siden for den første interval nærmerede sig, og det begyndte at tordne. Regn er OK, men tordenvejr – især tordenvejr i mørke – er jeg altså bare totalt meget slet ikke gode venner med. Faktisk skræmmer det nærmest livet ud af mig, så det var totalt udelukket, at jeg skulle ned på stranden eller ud i klitterne og løbe. Og skoven – ja den var jo et par km væk! Såååå – lige der var mit sted nu ikke så genialt alligevel.

Så jeg sad put i mit telt og fulgte med i tordenvejret og overbeviste mig selv om at klitterne der omgav mig, var højere end teltet. Lyn slår aldrig ned i et telt, vel? Øhhh, vel?

Interval nr. 2 – Stay Awake

Ved 2-3 tiden var tordenen lidt løjet af – den var ikke så tæt på mere – men jeg var simpelthen for kylling til at turde satse på at det bare lå ude til havs og/eller at det ikke kom mere. Så jeg skippede også interval 2, der skulle have startet kl. 03. Det gode ved det var, at jeg fik en lille times lur mellem ca. kl. 4 og 5, og fik læst i en helt fantastisk bog. Det er nu noget særligt at sidde i et telt, helt alene, midt i klitterne i Thy og læse Historien om det hele.

02_Stay Awake

“interval2 – Stay Awake. I selskab med “Historien om det hele”.

 

Interval nr. 3 – Run with a magic mantra

Kl 06:00 var jeg endelig i gang!

20 meter i klitterne og jeg var gennemblødt. Hurra for højt vådt marehalm!

Men hold da op, det var bare skønt at være i gang. Jeg kunne ikke mærke, at jeg kun havde fået sovet en lille times tid – kroppen var bare SÅ klar til endelig at løbe. Næsten så klar, at jeg lige måtte følge lidt med på pulsen, så jeg ikke kom til at give den for meget gas. Det kan godt være at min mantra er ”pridelastsalotlongerthanpain, men jeg skulle jo gerne holde til resten af intervallerne.

Turen var simpelthen skøn. Jeg tog den ca. 5 km op ad stranden, drejede ind i klitterne og fandt tilbage ad hvad der bød sig af stier.

03_Run with a magic mantra

#interval3 – Run with a magic mantra. #pridelastsalotlongerthanpain

Interval nr. 4 – What do you wear for luck?

Før UltraIntervalChallenge gik i gang, havde ikke lagt planer for hvor jeg ville løbe hvilke intervaller. Tidligere havde jeg målt nogle ruter op på forhånd, men denne gang tog jeg den bare efter hvad jeg lige lystede. Jeg holdt øje med hvornår GPS uret sagde 5 km og satsede så på, at der nogenlunde var lige så langt tilbage, selvom jeg valgte en lidt anden vej.

Det var der så ikke helt hver gang! Ups.

Så interval 4 ville have været endt på ca. 12, men jeg stoppede før, for hov da – solen er kommet frem – og hov da – her kan man købe kaffe og betale med mobilen.

Lessons learned: Hav altid din mobil med på løbeture. Også til fotos selvfølgelig! 🙂

Temaet for denne interval var “hvad har jeg på som ”held og lykke ting”? Faktisk har jeg ikke noget løberelateret jeg altid skal have med mig, men – løb eller ikke løb – så jeg har altid mine tibetanske/nepaliske ørering på. Jeg købte dem i Nepal for et par år siden, af den kæreste tibetaner, og de minder mig altid om at nyde livet her og nu!

#interval4 - What do you wear for luck? Løb eller ikke løb, så har jeg min tibetanske/nepalesiske ørering på.

#interval4 – What do you wear for luck? Løb eller ikke løb, så har jeg min tibetanske/nepalesiske ørering på.

Nå men, jeg kunne nu se at det tog længere tid at løbe på stranden og i klitterne end den ”almindelige” times tid jeg er om en rolig 10 km. Især med alle de foto pause jeg tog undervejs. Klokken tikkede afsted, og jeg var da lidt bekymret for, om jeg ville få restitueret nok imellem intervallerne. Men det måtte briste eller bære – jeg var på sightseeing! 🙂

Interval nr. 5 – Greetings

Kl. 12:00. Så var solen fremme. Frem med solbrillerne og solcreme, musik i ørene og af med singletten.

Note til self: Når man vælger at tage solcreme på inden man smider singletten, mangler man solscreme på mave og ryg. Ja, jeg siger det bare!

Solen er fremme :)

Solen er fremme 🙂

 

På denne tur valgte jeg at tjekke Vesterhavsstien, da Thy Ultra Trail følger stien mere eller mindre hele vejen. Det første stykke jeg løb på var kørespor og så blev det single track. 5 km ud og samme vej tilbage. Nøj, en lækker tur!

Interval nr. 6 – Energy

Kl. 15:00, og så var stranden blevet indtaget af folk. Og selvom jeg løb i vandkanten for at nyde havet, var det egentlig hyggeligt med lidt selskab omkring mig.

Nogle gang er simpelt godt. Bare ud og hjem i skøn natur. Og lige en kop kaffe og løbe på – se det er livet!

#interval6 - Energy. Kaffe: #runnersfuel.

#interval6 – Energy. Kaffe: #runnersfuel.

Nå men, på dette tidspunkt var jeg nok ikke så civiliseret at se på mere. Jeg var ude på mit 4 interval, var godt svedig, klisteret af solcreme og blæst nogenlunde godt igennem. Men så er det jo godt man ikke møder nogle man kender. Ups – så er det jo lige dér hvor man møder nogle man kender. Min veninde tog det meget pænt, men hendes teenage datter var vist langt fra overbevist om, at jeg ikke er en eller anden “weirdo” man helst ikke skal ses i selskab med.

Interval nr. 7 – Best Pep Talk

Kl. 18:00 – interval nr. 7 (nr. 5 jeg skulle ud på), og jeg havde stadig helt friske ben. Så jeg overvejede om jeg skulle fortsætte efter nr. 8 (mit nr. 6), så jeg kunne komme op på 8 intervaller ialt. Altså at løbe et kl. 00:00 og det sidste kl. 03:00, men jeg synes det ville blive for kedeligt. Det betyder faktisk rigtig meget, at se hvad de andre har løbet, og hvordan det går for dem efter hvert interval. Der er noget fællesskab over at følge med i hvordan det går andre og at løbe de to sidste alene, ville bare blive ensomt.

Så jeg besluttede – på trods af at benene stadig var super –at den næste skulle blive den sidste.

Interval nr. 7 var egentlig tænkt som ”lad mig nu finde den sti jeg ikke fandt i interval 4”. Det lykkedes så heller ikke denne gang.

SÅ jeg valgte så at sige F… it og så bare tæske rundt i klitterne. Og og ned og op og ned og op og ned……….. Til dét, kan jeg på det kraftigste anbefale Magtens Korridorer. Johans Olsens stemme og klitterne i Thy er et perfekt match! (den havde han nok ikke lige set komme :)).

#interval7 - Best Pep Talk ever. Thy er vildt, men det er ikke Wales - jeg kunne godt bruge en coach.

#interval7 – Best Pep Talk ever. Thy er vildt, men det er ikke Wales – jeg kunne godt bruge en coach.

Temaet for dette interval var jo: Hvem vil jeg så spørge om hvad? Jov, jeg vil spørge Anthon Krupicka om at coache mig. Thy er vildt, men det er ikke Wales, og jeg kan bruge alt den hjælp jeg kan få, i mine forberedelser til min date med Dragen.

Interval nr. 8 – Celebration

Kl. 21:00 og det var det tid til den sidste interval. Og denne havde jeg planlagt. Jeg ville tage den op og ned at stranden – og så en dukkert. Keep it simple.

Stranden var nu næsten tom, og jeg startede 15 min før tid, for at få det bedste med af solnedgangen. Og hold da op en solnedgang 🙂

Solnedgang ud over et blikstille Vesterhav. WOW.

Solnedgang ud over et blikstille Vesterhav. WOW.

Og dukkerten var den bedste måde at fejre intervallerne på! Åh, hvor skønt!

"interval8- Celebration. Ingen bedre måde at fejre på, end en aftendukkert i Vesterhavet.

“interval8- Celebration. Ingen bedre måde at fejre på, end en aftendukkert i Vesterhavet.

Næste gang?

Helt sikkert!

Denne gang tog jeg afsted alene, for at prøve at holde den kørende helt alene. Kun ”me, myself and I” kun i online selskab med alle de andre deltagere i UltraIntervalChallenge.

Bortset fra, at jeg snakkede en del med mig selv, og sang med på sangene når jeg løb (bare rolig – vist nok kun når der ikke var andre i nærheden), klarende jeg det helt fint. Altså, hvis man lige ser bort fra at jeg ”kyllingede ud” på de to første pga. tordenvejr. Men det havde jeg nok også gjort, selvom der var andre med.

Næste gang tænker jeg at det kunne være fedt at finde et shelter et sted, tænde op i bålet, smække en stor gryde suppe over, og så bare løbe og hygge. Er der nogle der vil med?

P.S: Og husk lige et medbringe mere end ét par sko. Selv i solskin, er det svært at få dem tørre imellem intervallerne. Just saying 🙂

,

Trail Verbier Saint-Bernard 2016 – nu med en tur på røven og en pind ved navn Wilson

Forhistorien….

Juni 2013 mødes jeg med Søren Brahe for at løbe et par træningsture omkring Himmelbjerget. Jeg ville gerne have løbet nogle bakker egentlig som forberedelse til Julsø Ultra som på det tidspunkt lå i august måned. Søren var i gang med at træne op til et for mig, fuldstændig vanvittig løb. Trail verbier Saint-Bernard (TVSB). 111 km med 8500 højdemeter. De skulle både løbe over en gletcher, igennem sne og over høje bjerge….. 3 år efter er jeg selv meldt til. Spændt som en fjeder og klar.

søren brahe

Jeg var rejst til Verbier sammen med Steffen som også skulle deltage i Xalpine. Det var lidt en hit´n run tur. Afgang hjemmefra fredag. Sove i sovesal fredag. Vi gik relativt tidligt til køjs idet vi skulle klokken 02.15 og gøre klar til løb. Vi skulle køre i bil fra Bagnes hvor sovesal og Expo var og op til Verbier hvor start/mål lå. Løbet startede kl 04.00.

28162861391_fbe294ce36_z13817284_10153491573237757_720193823_n

Vi havde holdt godt øje med vejrudsigten op mod løbet idet den havde været meget vekslende. En uges tid før løbet stod den på 8-10 grader og massiv regnvejr….men det vendte heldigvis og på dagen var det ekstremt varmt. Plus 30 grader og solskin fra en skyfri himmel.

Af udstyr brugte jeg samme setup som til transgrancanaria bortset fra jeg brugte en anden rygsæk med lidt mere plads grundet større udstyrs krav her. Læs evt mere om udstyret i denne blog. Jeg bruger generelt en stor del af compressport tøjet (Tights, sleeves og trøjer) . Af sko primært Altra Olympus 2.0 efterfulgt af Altra Lone Peak 2.5. Alt virkede super 🙂

Start Verbier – Le Catogne: 22 km

Endelig…..kl. 04.00 lørdag d 9/7-16 blev vi sendt afsted. Forinden start skulle jeg dog lige have styr på min softflaskerne i min rygsæk. Den ene var blevet utæt og på blot en time var den ene side af rygsækken gennemblødt! Fantastisk. Bare ikke så meget at gøre ved det, så jeg valgte at parkere tankerne omkring en våd rygsæk og tænke at om en halv time ville jeg svede sådan at jeg ikke mærkede noget til det. Den lille utæthed i flasken kom ikke til at genere på turen.

Efter en kort tur gennem Verbier skulle vi på den første lille stigning. Sådan lidt en “komme i gang” stigning. Vi blev hurtigt arbejdet varme i mørket og hvis ikke vi havde fået varmen, så skulle jeg da lige love for at nedløbet gav os den. Lårene kom på arbejde og vi fik lidt en idé om hvordan arrangørerne skiltede ruten mv. Det gik jo meget godt det her tænkte jeg mens vi nærmede os første depot på rutens laveste punkt (714m) efter 12 km. Samtidig havde jeg i bagovedet at efter depotet kom løbets længste sammenhængende stigning. Vi skulle fra de 714 m og op til 2598. Av!

92e638d3

 

Det var utrolig flot fra morgenstunden hvor solen stille stod op og der var lidt diset når vi en gang imellem kiggede ud på bjergene. Vi var inde i et godt flow og bevægede os langsomt opad. Pludselig kom vi til depot ingen af os havde regnet med….men for mig var det mere en kærkommet idet maven i den grad havde brokket sig. Jeg blev ind i en simpel bjælkehytte ned af en lang skummel trappe. Det var mørkt og vist ikke meningen at det skulle fungere “løbstoilet”….Havde lige en svag erindring omkring filmen “De grønne slagtere”. Nu blev jeg nok snart lukket inden heroppe i bjælkehytten og brugt til kødpålæg 🙂 Fik heldigvis lov til at løbe videre…..Op, op og endnu mere op. Og endelig kunne jeg langt deroppe se en markering der viste et bjergpas. Der skulle vi op. Et fuldstændig vanvittig fedt panorama billede mødte os det sidste stykke vej mod toppen. Vi løb her på en sti på max 2 meter i bredden. På hver side gik det stejlt ned. Altså som i total stejlt!! Ikke noget farligt, men hold nu fast en vild fornemmelse.

13820607_10153491573622757_1193999554_n

 

Le Catogne – Orny: 33 km og 2826 m (turens højeste punkt)

Hey, Dannie – are you from Sweden lød det fra manden der stod på toppen af bjerget og “speakede” fra den lille klynge mennesker der stod der. Fik hostet noget Ala, no – from Denmark hvorefter en løber foran mig vender sig. From Denmark. Do you know Heine Pedersen? Øh nej, egentlig ikke, men tror jeg har set hans navn på startlisten til 4k løbet til september og mener også han har løbet Tor De Geants? Han svarede at han havde fulgtes med Heine på TDG og også havde besøgt ham i DK. Lidt morsomt som verden pludselig blev lille…Gik ikke mange minutter før smilet på munden fortrak sig og blev til en meget koncenteret og dybt fokuseret mine. Glemmer aldrig dette nedløb. Løb og løb. Det var mere at holde fast i sten og tænke nøje over hvert fodtrin. Det var virkelig en svær passage. Selvom det primært gik ned her, så skulle vi kravle/klatre nogle få hundrede meter op et sted. Her fik personen foran mig en ret stor sten i hovedet idet dem ovenover havde skubbet nogle ned. Heldigvis ikke noget slemt, men han måtte da godt nok lige sidde lidt ned.

Langt om længe nede i bunden. Gennem depotet for at begynde opstigningen til turens højeste pkt, Orny i 2826 m højde. Hvor var det vildt at komme så højt op.  Kunne se toppen nu med “jerngeden”. Men hov. Hvor pokker var min softflaske i højre lomme????? Fuck. Jeg havde tabt den ene dunk hvilket var katastrofalt på denne varme dag.  Jeg SKULLE have mulighed for mere væske. ½ liter var alt for lidt mellem depoterne. Oppe på toppen spurgte jeg i i depotet om de tlfældigvis havde en ½ liters plastikflaske jeg måtte få….De ledte og ledte, begyndte at trække undskyldene på skuldrene inden der kom en mand og sagde et eller andet jeg ikke forstod. Han vendte om og stak hovedet ned i skraldeposen bagved. YES. Op kom en plastik flaske. Den blev lige skyllet af og derefter fyldt op med vand og i min vest. Den sad super fint så det var perfekt.

13702491_10153491521002757_1928089109_o

Orny – La Fouly (49 km)

Ned igen. Var ret spændt på et meget stejlt stykke med sne. Det var total umuligt at løbe på, så der var ingen anden mulighed end at sætte sig på bagdelen og ellers bare kure afsted som på en anden kælkebakke. Det var lidt sjovt faktisk 🙂 Tror nærmest det var min hurtigst split tid under hele løbet!!!

FB_IMG_1468562657026

Lidt længere nede mødte jeg min rejsemakker, Steffen, som mildest talt var en presset mand. Vi snakkede kort og blev enige om at det værste af turen helt bestemt nu måtte være overstået. Videre afsted og synes det begyndte at køre ok igen. Havde styr på drikkedunkene og benene havde det fornuftigt. Så indtraf det næste uheld. Min højre stav kilede sig fast mellem nogle sten og jeg nåede ikke at bremse op. Knæk sagde det, og midt på nederste sektion var staven knækket. Jeg bruger stave stort set hele løbet igennem så det var mildest talt noget møg. Tænkte hvis jeg brækker det knækkede stykke af, så har jeg trods alt stadig begge stave om end den ene er 10 cm kortere…. Men nej, 1 times tid senere gik den fuldstændig itu så den røg i den nærmeste skraldespand. Men for hulen. Der manglede næsten 70 km endnu af løbet. Jeg prøvede at kigge efter grene i skoven og endelig fandt jeg noget brugbart. Ikke alt for tung – ej heller for spinkel og med en tilpas længde. Det var i hvert fald et forsøg værd. Forsøget kom til at vare resten af løbet 🙂 Grinede lidt af mig selv og valgte at kalde grenen for “Wilson” lige som i filmen Cast Away med Tom Hanks. Så havde jeg én at tale med.

13692375_10153491573782757_1966399715_o

 

La Fouly – Bourg st Pierre (76 km):

Ved depeot i La Fouly snakker jeg lidt ned én af de få depot folk der forstod engelsk. Han fortalte at resten af ruten var rigtig fin og jeg skulle glæde mig til de næste to toppe. Der ville ligge en del sne, men arrangørerne havde valgt at “sikre” ruten med nogle reb på kritiske steder for ikke at skulle ændre den oprindelige rute…..Hmm….Skulle nok blive spændende….

Over de næste 10 km skulle vi op i ca 2700 m. Trætheden begyndte at presse på.  Havde på dette tidspunkt virkelig massiv krise, primært mentalt. Havde for længst skubbet alle tanker omkring en tid for gennemførsel af løbet til fordel for “blot” at gennemføre. Havde været rundt om de sædvanlige sikre positive tankekort. 1: at jeg hjemmefra havde fået lov til dette og derfor også havde at gennemføre – hvad hulen skulle jeg ellers bruge tiden til. 2: Det hele her er jo bare for sjov – det er ikke en pinsel! 3: Jeg var ikke skadet 4: Jeg er jo top privilegeret i det hele taget at være med til disse trailløb. Og sikkert endnu flere af disse positive tankekort….De virker normalt med det samme og renser tankerne. Men synes ikke rigtig de bed på og hjalp mig. Satte mig her på en sten i 2 minutter. Tog en bar fra rygsækken. Noget at drikke og kiggede et par andre der kom forbi i øjnene. De så lettere slukkede ud. Det gik langsomt og der var ikke rigtigt nogen der snakkede. Jeg besluttede mig for at uanset hvad, så SKULLE jeg hen til hoveddepotet – der ville jeg tage mig tid til at spise en omgang almindelig mad og i og med at tiden ikke var en faktor for mig længere, så ville jeg også hvile.

 

13692179_10153491520727757_1394765374_o

På vej op var det fantastisk flot igen. Mange passager med mere eller mindre sne. Jeg brugte en del tid på at nedkøle mig selv med sneen. Dejlig tøsne ned af ryggen og rundt ved visoren. Det virkede super og ved depotet ved Grd st Bernard ( mellem de to toppe) var hovedet med igen og tankerne om ikke at gennemføre var væk igen.

Jeg kom hen til stykket med reb. Godt man ikke var fuldstændig smadret her idet at have sat fødderne forkert kunne have haft fatale konsekvenser. Det var ikke første gang i løbet jeg havde haft den følelse. Stille og roligt fladede nedløbet ud og der kunne små luntes lidt nogle steder. Flere steder skulle floder og vandløb passeres og skoene var stort set hele tiden småvåde. Nogle km før hoveddepotet var der en ret stor flod der skulle passeres. Der var et tov vi skulle holde fast i henover. Så ud i det. Vandet var dejlig koldt men skoene var nu total fyldte med vand og det gik stadig temmelig meget ned. Mine såler krøllede sammen så jeg besluttede mig for at skifte sko og tøj når jeg fik min dropbag ved 76 km.

 

Bourg st Pierre – La Chaux (103 km):

Endelig nåede jeg mit delmål. Hoveddepotet. Havde egentlig tævet mig lidt i nakken over at kalde det for et delmål idet det jo åbnede op for at trække stikket der og være “tilfreds” med at have nået så langt. Så prøvede at droppe tankerne om bare at skulle komme hertil. Jeg gjorde som jeg havde besluttet. Skiftede trøje og sko. Tog en gang pasta og sendte en hilsen hjemover. Jeg brugte ca ½ time i dette depot hvilket jeg synes er LANG tid. Men igen. Tid var ikke så væsentlig længere. På vej ud spurgte jeg en official om han ville tjekke op på Steffen, da jeg var lidt bekymret for om han var droppet ud. Fik en super positiv besked om at han var strøget forbi sidste tjekpoint en lille time efter mig. YES. Optur.

Jeg gik i gang med anden sidste stigning. Profilen så ikke så voldsom ud. Jeg følte det som en behagelig stigning. Der kunne holdes rimelig gå tempo flere steder. Pandelampen var kommet på igen. Tøjet var tørt og temperaturen var stille og roligt på ved ned mod de 20 grader hvilket var skønt efter de plus 30 grader der havde været meget af dagen igennem og stort set ingen sky i sigte. Kunne nu begynde at tænke lidt frem mod den sidste stigning som jeg på forhånd havde hørt en del om. Inden da ventede et depot på toppen af Mille (2480 m). Det mindede lidt om et laserat. Der sad omkring 10 løbere pakket ind i tæpper og så ret pressede ud. Jeg havde det heldigvis rigtig godt. Stadig godt gennem tilfreds over at være kommet ud af min største krise nogensinde i et løb (på nær mit første Hammertrail – DNF 2013). Det motiverede mig lidt at se de pressede folk. Skyndte mig hurtigt ud i natten igen og ud på det sidste lange nedløb. Dammit hvor gjorde hvert skridt ondt nu. Handlede kun for mig om at tænke frem mod at komme ned i bunden, hvor det skulle knokles direkte op mod himlen….

Endelig. Endelig går jeg ind på den sidste stigning. Tallene i sig selv er vanvittige. På ca 3 km skulle vi op fra 1074 m til 2266 m. Det var seriøst stejlt. Altså helt vildt. Ikke så svært igen, men bare stejlt. Jeg var nede på at tælle skridt. 30 skridt – pause. Efter hvad der føles som en evighed nåede jeg løbets sidste depot.

La Chaux – Verbier, mål (111 km)

Depotet her var ved en stor lift station til ski. Mindede mig rigtig meget om sidste depot ved UTMB løbet CCC. Hefter var der oså kun et nedløb tilbage. Let og på en grusvej…Men nej nej. Sådan skulle det selvfølgelig ikke være her. Ud på de små singletracks. Fuld koncentration. Tæsk i samtlige muskefibre i benene. 3-4 km/t nedad. Men ned gik det og der kunne tælles ned. Lysene kunne skimtes fra Verbier og det var bare klasse. Endelig kom jeg til Verbier og løb rundt i gaderne kl godt 5. Mere end 25 timer siden løbet startede nåede jeg målstregen. Det obligatoriske sejrsbrøl og en kæmpe forløsning over at være kommet igennem.

received_868486373295356

 

Det her løb har for mig sat en overligger for hvor svært og teknisk et løb skal være. Det var flere gange på grænsen af hvad jeg synes var forsvarligt. Jeg synes at flere af depoterne var “lidt slatne” og manglede i den grad en medalje ved målgang. Når det nu er sagt, så er jeg blevet beriget med en oplevelse der kommer til at sidde i kroppen og tankerne længe. Storslået natur. Både fysiske og psykiske kriser der blev overvundet. Der er blevet fyldt en del i erfaringsbanken omkring evt udfordringer næste år….skal bare lige finde ud af om det vejer for eller imod.

Vil på det stærkeste anbefale dette løb for folk der har prøvet trailløb før og søger en seriøs udfordring.

 

Ses på stierne / Dannie

Følg evt med på @dannietrail

Mit første ultraløb – sådan gik det :-)

Fredag, uhhhh den fredag!!

Fredag den 24/6 var natten hvor grænserne for alvor skulle testes!! Jeg havde været lidt dumdristig, kan man vel kalde det, og spontant meldt mig til Coast 2 Coast 50 km løb 16 dage før. Det vil sige uden reelt at have trænet mig op til det. Jeg vil ikke just anbefale den slags tåbeligheder, da det jo er en hård belastning for kroppen. Men formen var god, bedre end nogensinde, sidste skade var forlængst glemt, så hvorfor ikke være lidt ”frisk”??

Nerverne begyndte at melde sig kort før køreturen mod det nordjydske. Køreturen derop tog 3 timer. Min mand var som altid sød at køre, det var jo ikke sikkert mine ben var i stand til den lange tur hjem efter løbet. Jeg havde haft nattevagt og søvnen om dagen var ikke optimal, hvilket nok til dels skyldes nervøsitet. Igen det var ikke helt gennemtænkt med hverken arbejde eller transport, men nu var det for sent at bakke ud, og det havde jeg heller ikke lyst til. Det ville have været super med lidt søvn i bilen på vej derop, men kroppen kunne ikke rigtig finde ro!

Lige kort fortalt om Coast 2 Coast løbet, så er det som navnet angiver fra kyst til kyst. Starten var ved Skallerup Seaside Resort, hvor man så løber tværs gennem landet og ender på Palmestranden i Frederikshavn. Det startet kl. 22.22 ved solnedgang og så skal man gerne gennemføre inden solopgang kl. 4.16. Udover 50 km distancen var der også en rute på 65 km samt mulighed for at cykle eller kombinere cykling og løb.

En glad kvinde der er klar til start i smukke omgivelser.

En glad kvinde der er klar til start i smukke omgivelser.

Starten, ingen vej tilbage!!

Starten uha, sommerfuglende basker rundt i maven. Jeg står blandt mange spændte og glade løbere og cyklister, og stemningen er høj. Vi står tæt i klitterne/på stierne ned mod stranden. Det er svært at høre, hvornår starten reelt går, da lyden i højtalerne ikke er noget at prale af. Ydermere er det ikke særlig tydeligt, hvor start linjen rent faktisk er. De første 10 minutter går trægt, det er ikke muligt at komme til at løbe da der er mange folk, der skal sluses ud af startområdet. Der går tid før man kommer ned til stranden, hvor de første 1,5 km løbes. Her breder ”feltet” sig lidt ud og man kan komme til at løbe. De næste 5-6 km foregår på stier, hvor det er praktisk talt umuligt at overhale og folk løber tæt. Jeg kan ikke komme til at løbe i mit normale tempo og frustrationerne melder sig. Det går ret langsomt og det føles ikke rart ikke selv at kunne bestemme farten.

ENDELIG kommer der cykelstier og landeveje og nu er underlaget behageligt. Det tager mig dog yderligere et par km før jeg finder min rytme og først efter 12 km synes jeg, at jeg har fundet melodien. Alle løbere ved, hvordan det føles at blive presset til at løbe hurtigere end man plejer og hvordan energien så nemmere slipper op. Ikke at kunne løbe i det tempo, der passer én, kan sandelig også ødelægge rytmen. Jeg var ærlig talt ikke klar over, hvor meget det gjorde ved mig mentalt at skulle løbe så meget langsommere, end jeg er vant til. Så jeg blev her en erfaring rigere.

Jeg er ikke stolt af det, men jeg blev lidt små sur/frustreret og er godt og grundig træt af alle dem, der løb langsommere end mig (og jeg er altså ikke selv super hurtig). Det var ikke mit bedste øjeblik, men jeg var så ærgerlig over at det gik så mange km, før jeg fandt rytmen! Der skal jo være plads til ALLE løbere, hurtig eller ej. Det var nok en fejl 40, at jeg stod alt for langt bagi til start, men det kan jo ændres til en anden god gang. Og set i retroperspektiv så er den lidt sløve start og deponeringen af energi nok godt givet ud på sigt 🙂

Nogle af de mange deltagere i startområdet.

Nogle af de mange deltagere i startområdet.

Afsted afsted og afsted det går

Nu kører det bare derud af! Min nyopdaterede playliste gør underværker og løbet begynder at blive sjovt. Jeg løber med en løberygsæk, hvor jeg har en løbejakke, en pandelampe og lidt… okay MEGET chokolade i 🙂 Løbejakken var ikke nødvendig at tage med, men better safe than sorry. Det er ret varmt, jeg sveder og er meget glad for, at jeg valgte at løbe i tights, t-shirt og naturligvis en refleksvest, til når mørket falder på. Pandelampen viste sig at blive overflødig. Der er masser af cyklister med lys og lir på cyklerne samt enkelte biler, så der er godt lyst op på ruten. Det er første gang jeg løber langt med løberygsækken og den er desværre indstillet forkert, så jeg får brandmærker på halsen, det er ret ubehageligt. Så note til selv og andre, test udstyret!

Temperaturen bliver mere og mere behagelig og der er ikke en vind, der rører sig. Det er simpelthen perfekt løbevejr! Der er rigeligt af depoter undervejs og til min store glæde er der flødeboller på flere af dem. Jeg sørger for at drikke en tår vand ved samtlige, da jeg udskiller en del væske undervejs, og det ville være SÅ ærgerligt at udgå grundet dehydrering. Så selvom jeg ikke var tørstig, så drak jeg alligevel. Og da jeg jo er sygeplejerske, så kommer der liiige lidt nørderi om hydreringen i forbindelse med løb. Når man løber stiger kropstemperaturen, fordi musklerne kræver mere ilt. Ved et øget iltbehov, bliver der sendt mere blod rundt i kroppen og denne øgede aktivitet fører til en temperaturstigning = man sveder. Kroppen er derfor nødt til at afgi varme for at regulere kropstemperaturen, og her er huden det bedste redskab. Man kan under løb svede helt op til 2,5 liter i timen! Og det siger sig selv, at når man afgiver så meget sved/væske, så skal der drikkes jævnligt for at undgå dehydrering. Ved dehydrering ændrer kroppens funktioner sig (puls og kropstemperatur stiger), og en person kan miste op til 22% af sin præstationsevne! Så det er vigtigt at huske væsken, også selvom tørsten ikke har meldt sig! Men nok om det 🙂

 

Fra 30 – 40 km

Tidligere når jeg har løbet marathon, så er det mellem 30 og 40 km at krisen normalt indfinder sig. Men det sker ikke. Mit hoved er indstillet på, at jeg skal længere, og det har en klar betydning. Det er lidt som om, at løbet lidt kører på autopilot nu, for det er ikke ”tilladt” at blive træt endnu. Så de her 10 km, de var rigtig gode og der bliver kørt noget chokolade indenbords 🙂

 

Fra 40 – 50 km HOLY MOLY

Henrik Them løbeguru nummer 1 har engang udtalt, at et marathon først rigtig starter ved 30 km. Hvornår starter 50 km så?? Det starter ved 40 skal jeg hilse og sige 🙂 Jeg var virkelig spændt på, hvordan jeg mentalt ville klare udfordringen, når kroppen ville begynde at blive træt. Kunne jeg mon overbevise mig selv om at blive ved, selvom kroppen måske sagde fra? Well, det blev overhovedet ikke som jeg havde regnet med!! Jeg havde regnet med, at kroppen ville sige fra efter x antal km og benene ville blive ømme, men det sker IKKE! Mit hoved bliver derimod mere og mere træt! Hvad er det nu for noget, det har jeg jo ikke prøvet før. Jeg begynder simpelthen at blive mentalt udkørt selvom kroppen ikke er så påvirket. Nu skal min krop fortælle mit hoved, at hallo du kan godt det her. Jeg ved ikke, om det giver mening og det er lidt svært at forklare, men mit hoved gider bare ikke mere. Jeg tænker lidt, at mit søvnunderskud fra efter nattevagten spiller en rolle her. Det er simpelthen essentielt med en god nats (eller dags) søvn inden et løb, uanset distance. Så endnu en lektion er lært, ingen nattevagter før et løb fremadrettet.

Undervejs er der mange par som har taget 50 km Bike and Run, og ærligt talt misunder jeg lidt dem på cyklerne, da det begynder at blive hårdt. Jeg kunne godt lige bruge en ”pause” i form af at sidde på en cykel et par km.

 

SÅÅÅÅÅ tæt på mål, følelserne overmander mig en efter en

Nu er der kun et par km til mål, det er blevet lyst og folk er smilende og glade, vi kan alle fornemme sejren lige om hjørnet. Der bliver smilet til dem jeg møder på min vej, og der bliver fældet en lille glædeståre eller mange. Jeg trænger virkelig til at komme i mål nu. De sidte 5 km er rigtig hårde, og jeg vil bare gerne løbe over målstregen. Jeg må ned og gå lidt ind imellem og virkelig prøve at fokusere på det positive. Jeg prøver at glæde mig over omgivelserne og suge alting til mig og få alle sanseoplevelser med. Musikken og trætheden bringer alle følelser i spil. Målet nærmer sig og det er den mest fantastiske følelse at løbe ned mod palmestranden. Der er så smukt! Nu kan jeg også se min mand og han tager billeder på livet løs og ser mega stolt ud. JEG HAR GJORT DET, JEG ER SÅ GLAD!! Ærlig talt så fælder jeg en lille tåre, mens jeg skriver det her. Jeg er stadig så pokkers stolt!! P.s tiden blev 5 timer og 12 minutter. THE END 🙂

Tænk sig at komme i mål i så smukke omgivelser!

Tænk sig at komme i mål i så smukke omgivelser!

, ,

Samsø Ultra

Løbet fra helvede og så alligevel ikke

Læn dig tilbage, den her er lang

Det er lørdag og klokken er 8:55 Vi står klar på stregen, til en lille 100km hygge tur samsø rundt.
Vi´ er Steen min makker, som i år har trukket mig igennem flere seje løb. Uhrskov Marathon, Julsø ultra og Keufelsköpf ultra. Vi løb også Gudenå ultra sammen i påsken, men der var jeg noget bedre løbende end til de andre tre løb.
Med var også Klaus, Mikael og Thomas. Så 5 mand fra Horsens All Runners stod klar, sammen med 35-40 andre løbere. Alle med den samme agenda, nemlig en fed dag i sporet.
Efter race brefing ved Palle, der sammen med bror Steen, laver Samsø ultra kommer vi afsted. Steen og jeg lægger stille ud, vi er helt enige om at den her skal luntes hjem. Jeg har i år løbet 3 Marathons et 75 km ultra et 58km ultra og et 90km ultra med 3500 højdemeter. Steen har løbet stort set det samme, bortset fra at han så også har løbet VUMB, Nord coast og et lokalt ultra 8 immortals på 64km.
I virkeligheden burde vi ikke stå her tænkte jeg, Det skulle vise sig at blive mere end sandheden senere. Men det her løb var vigtigt, især for Steen, som i 2014 måtte melde afbud, da hans far døde dagen før start.

Samsø Ultra

Nå vi kom afsted med RD Palle, på MTB foran feltet det første stykke. Steen og jeg placerer os strategisk tilbage i feltet fra start. Så er der ligesom ikke nogen der overhaler os. Desuden havde jeg allerede ved tilmelding proklameret, at nu var sidste mand i mål på startlisten. Samsø Ultra starter i Nordby, så man starter med Nordby bakker.
IMG_0057
For en trail løber, er det noget af det fedeste natur der kan stampes op i Danmark. Lækre spor dejlige bakker, små finurlige overraskelser og hvis du ikke passer på. Masser af mulighed for at løbe dig selv midt over, allerede inden du er i gang. Måske var det allerede her det gik galt? For vi overhaler et par stykker her og der. Selv om vi tager nogle billeder, og faktisk også stopper op i ny og næ, bare for lige at få det hele med.
Vi følges nu sådan on and off med Anne og Dennis, et par vi kender fra Horsens, som løber deres første ultra. De løber den korte (57,6km) som slet ikke er så kort endda. Lige efter depot 3 Møgelskår, som man kommer til efter 16km. For vores vedkommende tog det ca. 2 timer, skal vi krydse en mark hvor der står en flok køer. Der er en markering deroppe imellem køerne får vi at vide. ”Hold da kæft de er store de der mælkefabrikker” tænker jeg. ”Hvad nu hvis de jager et af de der horn på en halv meters penge igennem maven på dig?” Ca. 10-15cm er nok mere rigtigt, men her ved skrivebordet, er det jo let at være modig. Men vi går op imod dem, og da vi er ca. 1-2 meter fra dem, begynder de at løbe samme vej som os. ” Hold nu kæft det her er fedt!!” Vi løber nu af sted flankeret af en flok store brune køer, frem med telefonen, og så får jeg ellers optaget video. Nå´da køerne ligesom havde vist os, at de sagtens kan løbe hurtigere, end vi kan følge med, så drejer de af. Og lader os løbe det sidste stykke, ned af bakken alene.>

Nu går det ned på stranden, ned til alle rullestenene. Steen elsker det skidt, og giver den lige en lille tand mere på gassen. Jeg har det sådan lidt la la med alle de sten. Jeg har lidt tendens til at vride om, på mine møg ankler, så det er ikke lige her jeg sætter hastigheds rekorder. ( heller ikke her vil nogen sige) Men alt i alt går det jo meget godt. Vi kommer fint frem, og holder et ok tempo. Solen er ved at komme igennem og få noget magt, men det føles ikke så varmt, for der er en god vind, især når man løber ude ved vandet.
IMG_0060

Vi rammer depot 5 ved 32,9 km Lidt efter at Steen og jeg er kommet i depotet kommer Anne og Dennis ind. Dennis er helt hvid i hovedet af indtørret salt sved. ” har du taget salt piller?” spørger jeg. Det viser sig at Dennis ikke har nogen, jeg finder 2 frem han skulle ha haft flere, men jeg tør ikke give for mange væk. Jeg spørger om han vil ha et par elektrolyt tabs til vandet, men det har han, så det må være godt. Dennis kommer herfra til at kæmpe med kramper, svimmelhed og skal virkelig grave dybt for at komme i mål, men et ultra skal nu heller ikke være for let. Grunden til at Dennis kæmper er det samme som vi senere skal slås med, nemlig varmen / solen. Den har nemlig nu så meget magt, at alle kamp sveder, man opdager det bare ikke, fordi det også blæser.image

Steen begynder at have det varmere og varmere. Han får kvalme og drikker derfor ikke så meget. Det opdager jeg ikke, jeg sveder nemlig selv på en iskold dag, som en skamredet hest. Så jeg pæler altid ca. en liter vand / enegridrik i timen.
Nu rammer vi så det første længere asfalt stykke, her kan man lige hente lidt tid. Man kan også få smadret benene. Vi løber oftest trail, så der går ikke længe, før de gamle mænd begynder at pive. Steen klager over sine hofter, og jeg får ondt i hælene. Men vi holder nu stadig et ok tempo, syntes vi selv. Da asfalt stykket slutter kommer vi ind på et fedt spor langs vandet. ”prøv at se bag dig” siger Steen. Der kommer 8-10 løbere i en flok ca 250-300 meter bag os. Fuck hvor fan kom de fra? Nu løber jeg meget urolig. Det her er ikke fedt!!! Vi bliver hurtigt enige om, at stoppe op, drikke noget vand, og lade dem overhale, så bliver vi ikke presset af dem. Nu er vi så for alvor bagerst, der er et par stykker som vi ser her og der, men alle på 100 km er nu foran os, og sådan er der resten af dagen. Steen ”den snyder” må også her, bare ha nippet til vandet, men det aner jeg jo ikke.
Vi løber videre og kommer snart i depot 42,2 Her står Steen, altså Steen der laver løbet sammen med Palle. Vi får lidt suppe, og vi får også sagt, at det her bliver en af de lange. Det er sku ikke sikker vi når sidste cut, der hedder kl 22 i Langøre havn 81,3km. ”Ingen problem” siger han. ” Hvis i ikke er der, så kommer jeg jer i møde med jeres pandelamper. I bliver ikke taget ud af det her løb.” Vi hænger lidt for længe også i det her depot, men kommer da til sidst af sted. Steen døjer nu mere og mere med varmen. Jeg spørger et par gange om han vil ha min ekstra buff, jeg løber med en som pandebånd, når den er våd, så hjælper den mad at køle mig ned. Det afviser han, og vi slæber os videre. Vi løber ikke stærkt, men er da foran 4-5 stykker der løber den korte ultra.
Ved depot 9 Ballen 57,6km har vi en dropbag. Jeg skifter T-shirt, strømper, sko og får 2 nye buff med. En om panden og en på håndledet. Ind kommer anne og Dennis, de er i mål her, vi får sagt tillykke. Dennis er noget slinger, han er dehydreret og svimmel. Anne den seje tøs, kunne godt ha løbet 10-15 km mere. De 2 kommer til at løbe mange ultra sammen endnu.

Men vi skal videre, vi banker lige ind i Brugsen og køber en is, før vi lunter ud af byen. Den kloge havde trukket stikket her, men Steen er stædig, og jeg er stadig ikke helt klar over hvor skidt han har det. Han fortæller mig, at han ikke kan slippe af med varmen og at han har kvalme, men jeg ved stadig ikke, at han ikke tager ret meget væske ind. ¨Vi lunter afsted og Steen koger mere og mere. Jeg skal bruge en vandhane siger han nu, bare jeg lige kan få noget vand i hovedet. Buffen bliver tilbudt endnu en gang, men igen afslået. Vi løber og ser efter udendørs vandhaner, men den er de ski nærrige med på Samsø. Til sidst spørger vi en lokal. Han ligger og roder med en bådtrailer. ” Der er vand i køkkenet!” Øhh vi er ude og løbe, vi stinker og kampsveder.. # Bare gå ind, så finder i nok køkkenet.” de er nu ret venlige de Samsinger. Steen forsøger så at drukne sig selv i køkkenvasken. Jeg tager min ekstra buff og gør den driv våd, samtidig med at jeg vrider den jeg har på op. Nu tager du den kraftedmée på, eller bliver jeg sku sur, får jeg sagt, og det gør han så. Vi må videre, så vi lister ud igen, får sagt pænt tak og lunter af sted. Det er ca. her omkring Steen begynder at få kramper. Han er efterhånden massivt dehydreret, og hans muskler skriger på hjælp. ”Det kan godt være du bare skal løbe” siger han. ”OK!!” nu er lorten så fremme i dagens lys, så lad os se lidt på den. ” Har du tænkt dig at stå af, eller vil du med i mål?” ”Jeg skal sku nok komme i mål, men det bliver ikke kønt” er svaret. Det er fint, det har jeg prøvet selv så tit. Jeg trækker gerne, faktisk har jeg ret meget gæld, på lige netop den konto. Så vi løber, eller lad os kalde det for hvad det er. Vi går med et par passager hvor vi forsøger at ligne løbere videre. Hver gang vi løber, så kramper Steens lår efter et lille stykke tid. Ved Besser rev køber jeg en bakke jordbær, Der er væske i dem tænker jeg, og så deler vi dem.
IMG_0065
Det går i perioder ret ok, nu er solen lidt aftagende, så Steen liver lidt op, desuden har den våde buff gjort underværker. ( hør efter næste gang! Stædige rad) Men nu er det så min tur. Som et lyn fra en klar himmel, beslutter mit venstre knæ sig for at gøre vild ondt. Jeg blev opereret i min menisken sidste år, og det er fuldstændig den samme smerte. Vi er efterhånden et latterligt syn, men vi kan stadig grine og pjatte. Vi kommer egentlig også ok frem. Nogle steder løber vi 1-2km i træk, før enten Steens kramper stopper os, eller mit lorteknæ lige giver et ekstra jag, så jeg må ned og gå. Klokken 21.15 eller noget i den stil kommer vi ind i depot 12 Langøre Havn Her står Palle RD klar til at tage imod os ( hvor er det fedt at løbe et løb, som er lavet af erfarne løbere. De ved bare hvad man skal og hvad man ikke skal sige, for at få ristede løbere videre. ) Når det er sagt, så hang vi også her alt for længe, men der var ikke mere på tanken. Så 19 km mere var ret langt, desuden skulle vi begge på wc, den slags tager tid. Vi kommer ud af depotet i rette tid før cutoff, Det er faktisk lidt et under med den forfatning vi var i.
IMG_0088
Vi løber faktisk også ret fint igen nu, så det går af sted par km. og så´ BUM! Ud af det blå bliver jeg bare dårlig. Jeg kan mærke blodet løber væk fra mit hoved, jeg får kvalme og bliver svimmel. ”Det her duer ikke” får jeg sagt. Steen ser på mig og siger ” hold da kæft du er krid hvid, hvad fan sker der?” ” Aner det ikke , men vi må lige gå lidt” Jeg ringer så lige hjem til fruen og den yngste søn, så kan jeg lige få sagt godnat, og få tankerne lidt væk. Det hjælper faktisk, for 20 minutter senere er jeg ok igen. Men for pokker det var spookey, jeg var sikker på at jeg skulle dratte omkuld lige der på stien. Vi går lunter skiftevis afsted. Steens kramper bliver værre og værre, og mit knæ gør så ondt, at jeg faktisk tænker, det her kommer du til at fortryde, den menisken er revnet endnu en gang.
IMG_0081
Lidt efter depot 14 Issehoved, kommer der så ud af mørket en enkelt løber. Han når faktisk helt op til os, uden at vi opdager at det er Steen, altså løbsarrangør Steen. ”Jeg syntes lige jeg ville løbe ud og finde jer” Hold nu kæft!! Hvor var det fedt at se ham. Han fik uden de store armbevægelser ligeså stille puffet os af sted, og stranden var faktisk ret ok at løbe på. De sidste par km skal man lige op af et par bakker igen,, vi får kun lige set på dem, og så kramper Steens lår op igen , for fuld smadder. Hans muskler står spændt som tovværk, og det gør så ondt at man kan se han har lyst til at skrige. Da den slipper igen siger han. Det var det, jeg kommer ikke i løb igen, resten er gåtur. Fint vi er der om lidt, så hvad venter vi på? Vi får slæbt os til Nordby, og er faktisk næsten i mål, da Palle kommer. ” i slipper sku ikke! I skal som alle de andre lige en æres runde om gadekæret” siger han. GODT skiderrik! Vi ville faktisk heller ikke ha den øl endnu. Rundt om det gadekær med os, og da vi nu hverken kan gå, løbe eller tænke, så drejer vi da til venstre, og følger markeringerne fra halvmaraton. Det giver lige 500 meter ekstra, men hvem tæller? Klokken 00:23 løber vi endelig i mål, godt nok fra den forkerte side, men vi løb sq ind, og det var vigtigt.

Nu er der bare at restituerer, reflektere og fordøje oplevelsen.

Var det så alt smerten og de mulige skader værd? Hvis du spørger mig´ så er svaret klart ja, men jeg er heller ikke helt normal… Jeg er ultraløber, og jeg har fandeme løbet 100km på Samsø, ynkeligt eller ej, så gjorde jeg det.

IMG_0085

 

Og hvordan ser et ben der har haft massive kramper det meste af en dag så ud 2 dage senere?
Faktisk ser det i skrivende stund, endnu mere blå ud

IMG_0092

Se mere om Samsø Ultra

Vejen mod mit første 50 km løb

Ny blogger – en introduktion af mig og løberiet

Kære alle løbe interesserede jer

Jeg er ny her på bloggen og jeg håber, at i vil tage godt imod mig. Først vil jeg kort indlede med at fortælle om, hvilken form for løber jeg er.

Jeg har efterhånden løbet i 11-12 år, men først de seneste 2 år har det for alvor været min passion. Jeg er vild med at prøve mine egne grænser af, hvilket der er rig mulighed for ved løb omend man er til tempo, trail, distance eller andet. Distance det er lige mig, det er i den grad blevet interessant at teste min egen udholdenhed! Mit første marathon blev gennemført sidste år i maj i København. Sidenhen er det blevet til 5 på lige under 1 år. Det at komme over målstregen til det første marathon gav det vildeste kick, og jeg vidste med det samme, at jeg måtte opleve den følelse og det sus igen. Jeg var hermed afhængig, men på den sunde og sporty måde!

Længere og få ture i løbet af ugen er for mig at foretrække. Jeg kan bedst lide at løbe mellem 15-25 km. Selvfølgelig sniger der sig også kortere ture ind, men jeg har nogle gange svært ved at geare mig selv op til en tur på under 10 km. Når jeg løber små ture er det ofte i selskab med andre, og så er der et aspekt af hygge over turen, hvilket er rigtig dejligt og afslappende, hvis man kan sige det om løb 🙂

Der var faktisk ikke meget hygge over et løb i sne og sjask, men det var fedt at gennemføre og presse mig selv.

Et billede fra Dr. Nielsens hyggemarathon, et løb i i januar med sne og sjask og knap så meget hygge, men det var fedt at gennemføre og presse mig selv.

Distanceløb, hvorfor i alverden vil man dog det?

Det farlige ved at blive lidt afhængig af distanceløb er, at man vil have MERE! Man kan så spørge sig selv om, hvorfor man dog vil udsætte sig selv for at løbe så mange km på en gang? Men for mig er det udfordringen i at presse mig selv. Det er krævende at løbe et marathon, men den glæde det er at gennemføre, det er alle anstrengelserne værd og så er lysten der til at gøre det igen! At gennemføre et marathon eller andet langt løb kan sammenlignes lidt med at være sulten. Når man er sulten, så spiser man og bliver mæt for en stund. Men man bliver jo selvfølgelig sulten igen 🙂

Allerede sidste år begyndte tankerne om at løbe længere end et marathon så småt at spire. De tanker har ganske simpelt været umulige at ignorere, og var det ikke for en skade i efteråret 2015, så havde jeg forsøgt mig der. Nu har jeg været skadesfri længe og jeg er derfor fast besluttet på at i år skal det være. Planen var til efteråret, men som det er med planer, så ændrer de sig ofte. Ved et tilfælde så jeg et billede på Instagram om Coast to Coast 50 km løb. Jeg surfede derfor straks på hjemmesiden og opdagede, at det stadig var muligt at deltage på 50 km distancen. Og i mit lille løbetossede hoved er der ikke langt fra tanke til handling og fluks var der købt et startnummer.

Forberedelserne er i gang :-)

Forberedelserne til Coast to Coast er i gang 🙂

 

Årsagen til jeg har valgt Coast to Coast løbet

Man kan sige, at det er meget frisk/dumdristigt/optimistisk at melde sig til et 50 km løb blot 16 dage før, for hvad med træningen op til? Jeg må tilstå, at jeg stoler på min krop og det den kan præstere, når jeg ikke er ramt af skader. Jeg er i mit livs form! For 6 uger siden løb jeg et marathon, og jeg har løbet 5-6 distancer på 21.2-25 km siden. Ja, ja det er stadig optimistisk, det er jeg klar over. Men det jeg faldt for ved netop dette løb, var at det er om natten, så der er ikke en risiko for solskin 30 grader. Der er heller ikke tidstagning. Løbet startet når solen går ned kl. 22.22 og skal gerne gennemføres inden solen står op kl. 04.16. Det er et løb, hvor det ikke gælder om at komme først. Der et ur i målområdet, men dette tæller kun ned til solopgangen. Ergo er tiden ikke i centrum og det tager nok lidt af presset af. Det skal lige siges, at jeg ikke som sådan er interesseret i tempo, men jeg vil meget nødigt være den sidste over målstregen. Det der tiltaler mig ved løbet, er at det virker som om det vigtigste er blot at gennemføre og have en hyggelig nat, et godt sted at starte for min 50 km debut.

 

Spændingen ved at kaste sig over en ny udfordring!

Det mentale aspekt ved et løb er for mig yderst interessant. Der foregår rigtig mange ting i hovedet, når det begynder at blive hårdt. Det er spændende at komme over sine mentale grænser og barrierer, når energien begynder at slippe op. Og energien begynder helt sikkert at slippe op på en 50 km distance. Jeg er derfor spændt på denne udfordring, det giver mig kæmpe sommerfugle i maven. Kan jeg mon overbevise mig selv undervejs om, at det kan jeg? Måden hvorpå jeg afleder min opmærksomhed, når det bliver hårdt er ved at leve mig helt ind i det musik jeg hører eller tænke på at løbe over målstregen. Det er vigtigt at kunne se sig selv i mål, det at fokusere på det positive fremfor det negative afleder opmærksomheden fra, hvor hårdt det egentlig er.

Kan jeg mon klare løbet? Der er jo kun en måde at finde ud af det på, og lige om lidt har jeg svar, og det svar vil jeg gerne dele med jer. Så der er kun at sige på gensyn. Næste gang i hører fra mig bliver efter Coast to Coast 🙂

Date med en Drage – Dragon’s Back Race

Dragon’s Back Race

Så gjorde jeg det – købte nummer til Dragon’s Back Race 2017. Og denne gang kan man ikke sige at det var en ups’er. Jeg sad klar ved PC’en 10 min op til deadline for frigivelse af registrering, og trykkede tilmeldt så snart registreringen åbnede. Aldrig – og jeg mener aldrig – har jeg haft så høj puls og helt røde kinder, bare ved at sidde helt stille foran en PC og ”arbejde”.  Der sad jeg – foran PC’en – midt på kontoret, med blokket kalender til privat aftale, havde høretelefoner på så jeg signalerede ”tal helst ikke til mig”, og fik helt røde kinder. Det var nok meget godt, at mine kollegaer efterfølgende liiiiiige fik en forklaring på, hvad pokker jeg havde haft gang i!

Hvad er Dragon’s Back Race?

Dragon’s Back Race er et 5 dages etapeløb i Wales, som falder ind under kategorien ”fell running”. Jeg kan ikke rigtig finde et dansk ord for ”fell running” men det svarer nogenlunde til løb i fjelde, på stier (hvis der er nogle) i terræn, og ruten ikke er afmærket. Wikipedia har defineret det som: “Fell running is the sport of running and racing, off road, over upland country where the gradient climbed is a significant component of the difficulty. Fell races are organized on the premise that contenders possess mountain navigation skills and carry adequate survival equipment as prescribed by the organizer”.

Ruten til Dragon's Back Race (www.

Ruten til Dragon’s Back Race (www.dragonsbackrace.com).

Dragon’s Back Race starter i Conwy i den nordlige del af Wales, hvor vi mødes søndag d. 21. maj 2017 til registrering og briefing. Mandag d. 22. maj 2017 kl. 07:00 går det løs:

  • Dag 1: 49 km med 3.823 højdemeter som vil tage os over (med “over” forventer jeg hen over mere eller mindre samtlige toppe af) bjerggrupperne: Carneddau, Glyders og Snowdon.
  • Dag 2: 54 km med 3.544 højdemeter. Her vil vi stifte bekendtskab med Moelwyns og Rhinogs.
  • Dag 3: 68 km med 3.712 højdemeter i selvskab med Cadair Idris og Plynlimon
  • Dag 4: 64 km med 2.273 højdemeter. Her skal vi hygge os i Elan Valley, men på trods af det tillokkende navn (Valley = dal), får vi da lige en god omgang højdemeter alligevel.
  • Dag 5: 57 km med 2.313 højdemeter. Her kommer vi igennem (og hen over hvad der må være en del toppe i) Brecon Beacons.

Så altså: 5 dage, 292 km og 15.665 højdemeter. Auch! Og godt det samme at vi skal løbe, hvor der ikke er særlig mange andre mennesker – jeg har ikke en chance for at udtale det forskellige stednavne.

Og de 292 km og 15.665 højdemeter er uden det løse. Alt det dér ekstra, der kommer på, fordi man løber forkert. Ruten er ikke afmærket, og i stedet markeret på kort som du så selv skal navigerer efter. Det der med at navigere kommer jeg tilbage til.

Eksempel på kort der løbes efter. Dette fra fra "søsterløbet" Cape Wrath Ultra. (www.dragonsbackrace.com)

Eksempel på kort der løbes på. Dette fra fra “søsterløbet” Cape Wrath Ultra. (www.dragonsbackrace.com)

“Søsterløbet” Cape Wrath Ultra

Dragon’s Back Race har et søsterløb – Cape Wrath Ultra – som lige har løbet af stablen. Der har været live tracking af løberne, og det har været ret lærerigt i forhold til detaljer om Dragon’s Back Race, og mega spændende.

Der var i alt 95 løbere til start, hvoraf 3 var danskere. Mogens Gisselbæk, Henrik Anoil Hansen og Flemming Madsen. Jeg tidligere har mødt Mogens Gisselbæk (på toppen af Trehøje til VUMB i vinters), men der blev fulgt med og heppet på alle tre danskere.

Så der var der altså live tracking af løberne og sikke et drama! Folk fejlnavigerede, klarede ikke cut offs og faldt som fluer. 95 stillede til start og 59 gennemførte, og det er ifølge arrangørerne mange i forhold til hvad de havde forventet. Tal lige om de 10 små cyklister!

Men alle tre 3 danskere gennemført: KÆMPE stort tillykke til jer, Mogens, Henrik og Flemming. Skønt at I viser at – godt nok har vi ingen bjerge her i Danmark– men vi kan være med alligevel!

Cape Wrath Ultra og Dragon’s Back Race

Nå men jeg har altså haft et fell running etapeløb på ønskelisten det seneste års tid, og hvorfor faldt valget så lige på The Dragon’s Back Race? Jeg kiggede også på Cape Wrath Ultra (de to løb bliver afholdt forskudt hvert andet år), men dels er jeg mega utålmodig (og der er altså meeeget lang tid til 2018) og dels er Cape Wrath Ultra 8 etaper hvor Dragon’s Back Race er 5 etaper. Jeg tænke at det nok er mindre hårdt inde i hovedet at skulle løbe i 5 dage i stedet for 8 dage.

Cape Wrath Ultra har længere etaper end Dragon’s Back Race, hvilket også er en fortaler for at vælge Dragen.

Men men men – Dragon’s Back Race har pænt mange flere højdemeter. Altså som i sygt mange højdemeter. Sådan nogenlunde omkring 15.665 m. Det er mange!

Jeg fik en fornemmelse af hvad højdemeter er på min træningstur i Avoriaz tilbage i november, og har brugt den lidt som en forståelse af hvad forholdet xx km/xx højdemeter betyder for min krop. Og derigennem om Dragon’s Back Race er noget der vil være ”duable” for mig. Konklusionen er, at jeg er rimelig sikker på, at det kan jeg godt. Men slet slet ikke sikker på, at jeg kan klare det indenfor de fastsatte tidsgrænser.

Så de næste 355 dage skal der arbejdes på:

  • Km i benene – også i terræn.

Check. Det er jeg sådan nogenlunde med på – der skal bare nakkes km er atter km. Der skal bare lægges ugeplaner der skal følges. Dog skal jeg nok lige skænke det en tanke at få nok terræn træning ind (altså træning uden for stier). Så langt så godt.

  • Fart

Til Dragon’s Back Race er det jo sådan (som i alle andre etape løb) at jo senere du kommer i mål, des kortere tid har du til at spise, hvile og restituere, til du skal i gang igen næste morgen. Og jeg er ikke en af de hurtige løbere! Faktisk ser jeg fart (eller mangel på samme) som min største svaghed, så der skal bygges fart og fart på inden jeg skal møde Dragen. Man skal jo helst ikke have svitset ballerne, fordi han kommer snigende bagfra, vel?

  • Udholdenhed

Til Dragon’s Back Race er der start hver morgen fra kl 07:00 og cut off kl. 23:00. Jeg får brug for alt den tid der er, og skal derfor indstille mig på at være i gang en 12-15 timer hver dag. Så planen er, at der skal trænes udholdenhed hen over vinteren ved at kombinere løb, cykling, svømning, yoga – alt der holder mig i gang i mange mange timer. Og den kommer nok til at trækker tænder ud: Mig – være i gang i mange timer i det danske efterår/vinter! Mig – der jo altid lyst til at gå i hi når vi rammer november!

  • Højdemeter træning

Denne burde egentlig være nem nok at tjekke af. Læg ugeplaner og følg dem. Meeeennn jeg bor på den nordlige del af Djursland. Her er altså meeeeega fladt! Så der skal lige arbejdes en del med timing af højdemetertræning, da det er noget, der skal have særlig fokus. Og jeg skal vist lige have fat i en erfaren bjergløber for at få lagt en god plan.

  • Balance i kroppen

Min lidt gamle krop har lært mig, at jeg ikke bare kan give den gas, uden at tænke kroppen som en helhed. Hvis jeg styrker én del af kroppen meget, er der bare en anden der brokker sig, hvis den ikke også følger med. Og her har jeg fundet det lækres af det lækrest: Bikram yoga. Jeg skrev kort om det i sidste blogindlæg, og jeg er stadig lige begejstret.

  • Coretræning

Men selv det sygt hårdeste yoga kan ikke give styrke nok, og jeg skal også have fokus på antagonisttræning (antagonist muskelgrupper er de, der har en modsatvirkende funktion) og simpel core træning. Så her skal der også lægges en plan.

Udfordringen bliver så at holde den!

Jeg har erfaring fra uanede antal af planer og programmer – de ryger bare alt for tit ud i hverdagen. Måske er løsningen at jeg sætter uger af, hvor jeg køre programmerne og har uger helt uden? Her skal jeg nok også lige have en erfaren gut ind over.

  • Find vej

Jeg er ikke helt fremmed overfor at navigerer i bjerge, og har bred erfaring fra trekking i Grønland, på Svalbard, samt i Sverige og Norge. Dog aldrig i dårlig vejr med ringe sigtbarhed. Og jeg kan nok ikke forvente høj solskin i 5 dage i Wales.

Og jeg har heller ikke erfaring som en mega presset løber, der måske – måske ikke – er mere eller mindre i stand til at tage de rigtige beslutninger.

Men jeg har ”smugtrænet” lidt, da jeg længe har villet løbe fell running. Jeg blev jo smidt ud i at være kortholder til VUMB 2016 med 3 ugers varsel. Jeg har ”party crashed” O-løb træninger hen over vinteren og er startet i det små i OK Pan sammen med mine unger.

Så planen er at få erfaring og have fokus på at lære at læse højdekurver. Samt (i så høj grad budgettet tillader det) komme afsted og træne / deltage i races i fells/fjelde/bjerge.

For jeg skal altså ikke ende som nogle af deltagerne i Cape Wrath Ultra: Lost!

Screenshot fra live.opentracking.co.uk/capewrath16/ af to løbere der seriøst løb forkert!

Screenshot fra live.opentracking.co.uk/capewrath16/ af to løbere der seriøst løb forkert!

Men så fik jeg også lært at arrangørerne tager sikkerheden meget højt (vi er vel i UK, ikk?), de kontakter løbere, der er blevet væk, og at man får en røvfuld af den anden verden, hvis man løber udenfor det udleverede kortudsnit.

  • Stave – ja så er vi tilbage til de ”¤%#/”&”¤##/#)=”!(% stave

Jeg har tidligere forsøgt mig forsigtig med stave og fandt ud af, at det kan jeg ikke finde ud af. Men jeg er nået til det punkt, hvor jeg har indset, at det må og skal læres. Jeg får brug for alt den hjælp jeg kan få, når først jeg er derude:

  • Race erfaring

Og så skal der samles på race erfaring. Alt den jeg kan nå at få. Så jeg starter med EverestingDK d. 11.- 12. juni, med at løbe 4.808 højdemeter, svarende til højden på Mt. Blanc, fordelt på 18 omgange på en 4,2 runde. Ja det var 18 omgange på en 4,2 km runde ved Knøsgården.

Del af Everesting DK ruten.

Del af Everesting DK ruten. Vi komme oppefra og skal ned over Everest stammen.

18 omgange, så der kommer til at gå helt hamsterhjul i det, og det bliver mit første af slagsen. Men det bliver også flere højdemeter og en længere distance end den længste og hårdeste på Dragon’s Back Race, så det bliver godt med et reality check for kroppen på, hvor overliggeren ca. skal ligge i forhold til formen når kalenderen siger 22. maj 2017.

Og Hey: EverestingDK er et drøn godt initiativ, da pengene går ubeskåret til Læger Uden Grænser. Så hermed lige en opfordring til at komme med, eller til at støtte indsamlingen her, der foregår igennem BetterNow.

Hvis Mt. Blanc (4.808 m) ikke er nok, kan man tage Everest (8.848 m), og hvis det er for meget kan man tage Galghøpiggen (2.469 m). Man kan enten løbe solo eller dele distancen i hold. Eller man kan komme og prøve trailsko, løbe hyggeture, heppe på løberne, og ellers bare hænge ud og hygge. Check hjemmesiden for detaljer og program.

355 dage, 7 timer, 58 minutter 35 sekunder til min date………

Vejen mod Marathon Des Sables 2017

“Jeg deltager i verdens hårdeste løb, for at få andet end et eventyr. Jeg deltager for at finde ud af, om jeg er så stærk, som jeg tror jeg er…også når jeg ikke behøver at være det!”

Valget var ikke særligt svært, for det jeg ved, jeg vil opnå, betyder langt mere end det år der bliver taget ud af kalenderen, for at blive klar. Klar til verdens hårdeste løb, eller det siger de i hvertfald, Marathon Des Sables 2017. 250 km gennem den hede ørken i Marokko.

“mor jeg har altså besluttet ikke at støtte dig! det kan jeg simpelthen ikke, da du kan risikere at komme til skade” datteren på 9 år.

“fedt! bare du er klar over at jeg skal med og ligge ved poolen i mens du løber” datteren på 18 år

“jeg skal fandme ikke træne med dig!” sønnen på 15 år

” jeg løber med dig skat” manden!!

Jeg er klar! ikke fysisk klar og heller ikke mentalt klar, men klar på at gøre den indsats der skal til. Jeg er klar til at måtte undvære min cola, mine hygge stunder med benene op og samværet med skønne mennesker, når jeg har lyst. Jeg lever en hverdag hvor spontanitet vægtes højt. Er jeg klar til at måtte undvære den, i det omfang jeg plejer at have den? det ved jeg ikke! men jeg vil forsøge.

På nuværende tidspunkt er tankerne mange. Der er kost der skal sættes i system, familien der skal forberedes på mine mange timer i løbesko, træningsprogrammer, styrkeprogrammer der ikke finder sted i et fitnesscenter og ikke mindst troen på at jeg kan. Jeg tror man kalder det struktur! absolut noget jeg skal lære. Jeg er nemlig den type, der tror jeg kan det hele i sidste øjeblik og at det nok skal gå.

Normalt løber jeg for at få følelsen af frihed gennem sporet i skoven, der befinder sig i min baghave. Jeg løber for at opnå ro og for at blive glad i låget. Jeg løber for det det gør ved mig. Jeg løber når jeg har lyst og lader vær når jeg ikke har. Den går ikke længer. Jeg skal lære at løbe fordi jeg skal og ikke kun når jeg har lyst. Denne omvæltning vil uden tvivl give mig et andet syn, på det at løbe trail og et andet syn på mig selv ikke mindst.

Jeg vil over det næste år skrive indlæg om vejen mod og min træning op til MDS 2017 og jeg glæder mig til at dele det med dig. – og får du lyst, skal du være velkommen til at løbe med en tur i skoven!

 

 

Firkløver 50/50 med The Real Deal

 Så skal jeg da liiiige love for, at jeg kom ud af min komfortzone!

Jeg er den type person, der altid (mere eller mindre velovervejet) vælger at skulle over der hvor gærdet er højest, og jeg skal da lige love for at jeg fandt mig et tårnhøjt gærde i Firkløver 50/50 The Real Deal.

Hvis du ikke lige ved hvad Firkløver 50/50 The Real Deal er, er det følgende: Dag 1 løber vi 50 miles (ca. 85 km) og på dag 2 nyder vi 50 af kilometerne igen. Og ja – det er en vanvittig idé men altså – det var en virkelig virkelig god idé, da jeg tilmeldte mig tilbage i efteråret. Men men – som tiden nærmede sig, blev jeg godt nok mere og mere i tvivl.

Træningen op til var ikke gået som planlagt

Ja, jeg er ikke ”20 og et par stykker mere”, og har som alle andre diverse skavanker. Jeg plejer at kunne komme overens med kroppen. Jeg har fået lært mig at lytte godt efter signalerne fra kroppen og tilpasse min træning og aktiviteter efter det. Men for et par måneder siden, stak det lidt af for mig og jeg fandt ud af at mit bækken var pivskævt. Det er faktisk lidt utroligt at jeg stadig kunne løbe ligeud, når man så på hvor skæv jeg var i kroppen.

Og et skævt bækken var lig (for mig), en nerve der nogle gange satte sig i klemme bag på knæet. Så pludselig, bedst som jeg kom løbende eller gående, skulle jeg slæbe/flappe mit ene ben efter mig, indtil det gik i sig selv igen. Jeg tror underholdningsværdien af mit selskab var rimelig høj nogle gange! Men det gjorde altså naller ondt!

Når skroget knager, har jeg tidligere gået til fysioterapeut eller akupunktør (evt. med et tvist af strøm, hvilket kan anbefales: Peter tager det meget pænt når man bander mere end en havnearbejder i hans klinik). Men denne gang, forsøgte jeg mig med en tur forbi Århus Osteopati, og jeg må bare sige at det er noget af den bedste behandling jeg endnu har fået. Det – sammen med lidt Bikram Yoga (yoga i et 40 grader varmt lokale) – gjorde at jeg næsten følte mig som ”20 og et par stykker” igen i ugerne på til løbet.

Og lige et par ord om Bikram Yoga. Yoga er efter min mening altid godt, varmen i Bikram er fantastisk til at løsne op i de stive muskler, og ved Bikram yoga får man nye oplevelser man ikke troede man skulle opleve. Så som følelsen af at stå foroverbøjet med hovedet nedad, og mærke sveden løber ind i næseborene. Se det var en ny én jeg ikke havde set komme 🙂

Foto fra Bikram Studiet i Århus.

Foto af www.bikramyogaaarhus.dk.

Men formen var altså ikke der, hvor den burde være. Jeg havde ingen ”back to back” træning (langture to dage i træk), næsten 2 mdr. uden langture overhoved, og de ugentlig km var slet ikke blevet til, hvad jeg gerne ville.

Testede formen til Julsø Ultra 30K

Lørdag d. 23. april, løb Julsø Ultra af stablen, og jeg havde tilmeldt mig de 30 km for lige at prøve om benet/knæet kunne holde til en langtur. Jeg havde forestillet mig at det skulle være en rolig tur, men vidste også med mig selv, at det nok blev en udfordring at holde tempoet nede, når først der kom et startnummer ind i billedet.

Så selvfølgelig lagde jeg for hårdt ud! Jeg startede med at følges med Frank – også fra Running Wild -, hvilket jeg godt vidst ville være en dårlig idé i længden. Han er bare for hurtig for mig. Men jeg fik besindet mig (efter en tur i skovbunden – anden gang på 2 uger jeg fik givet skoven en ”krammer” – jeg må seriøst til at få noget motorik på banen) og fik fundet mig et ok ”nulre-tempo”. Skøn skøn natur og møde med hyggeligt trail-venner undervejs hjalp med bare at nyde turen og ikke at race for alt for meget.

Fik lige fanget en ven i en selfie til Julsø Ultra.

Fik lige fanget en ven i en selfie til Julsø Ultra.

Men selvom det bare var en lidt for hurtig træningstur, betyder det ikke at jeg ikke fik samlet mig et par ”lessons learned”. Eks har jeg det med at småsynge/nynne når jeg løber. Det oplevede jeg, at jeg kunne bruge til at psyke andre lidt med, ved at jeg fremstår som en med masser af overskud. Hmmm…. Det er nok noget jeg kan arbejde lidt mere med.

Og så endte jeg med at komme ind kun 16 sek efter Frank, som jeg sagtens kunne have taget de sidste 500 m. Det var dælme træls, og hermed lært: Spurt altid i mål!

Men altså: Jeg havde et super fedt testløb til Julsø Ultra, hvor måde formen blev testet (kroppen var OK) og jeg fik tjekket et par minimalistiske sko på deres første langtur (første tur over 12 km): Så nu er mine fødder og skinneben endelig trænet op til langtur i Vivobarefoot sko, selvom asfalten mellem 28 til 31 km godt nok var hårde ved fødderne/benene.

Firkløver 50 miles

Men nu til søndag d 15. maj, hvor jeg skulle løbe min første 50 miles. Jeg var ret sikker på jeg godt kunne gennemføre (på trods af lidt udfald i træningen i månederne op til). Strategien var at tage den stille og roligt, med god tid ned til cut off, så jeg ville være i stand til at løbe dag 2. Det var målet. Hvor svært kan det være?

Så jeg havde lagt en plan: Løb efter puls, brug absolut minimum af tid i depoterne, hold øje med cut off tiderne, og sæt farten op hvis nødvendigt.

Normalt er jeg ikke en team-løber. Eller det troede jeg ikke at jeg er. Men jeg tror faktisk jeg har taget fejl af mig selv. Jeg fandt hurtigt sammen med Louise, der var pænt presset pga. en skade som hun egentlig var kommet over, men som kom snigende efter en 20-30km. Så vi var det perfekte team: Hun har mere erfaring end jeg, samt en husbond der ræsede rundt på cykel og tog fotos og heppede på os. Jeg havde det fysiske overskud og kunne bare blive ved og ved, men skulle holder tempoet nede. Se det var en genial win-win vi fik op og køre. Simpelthen genialt!

Louise og jeg på sporet. Foto af Frame the Action.

Louise og jeg på sporet. Foto af Frame the Action.

Og så er jeg altså bare nød til endnu en gang at sige, at trail folk er de skønneste mennesker der findes! Faktisk så søde og sjove, at man skal være top fokuseret for ikke at ”hænge i baren” i depoterne. Så Louise og jeg lagde strategi på vej ind i hvert depot (hvad vi skulle og i hvilken rækkefølge): 1) proppe xx mad i munden (bananer var et hit), 2) fyld vand i væskeblære (mens vi spiser), 3) tøm lomme for skrald og proppe mad i lommerne (mens vi spiser), 4) tag mad med i hånden og kom af sted (stadig spisende). Stå ikke stille og lav ingenting på noget tidspunkt.

Og noget man kan blive helt rørt af er, at når udgåede løbere står klar i depotet til at hjælpe med mad og vand. Det er dælme go’ trail stil!

Hjælp i sidste depotstop af skønne trail-kollegaer.

Hjælp i sidste depotstop af skønne trail-kollegaer. Foto af Frame the Action.

Apropos at løbe og spise – hermed en bonusoplysning: Det er en fordel at kunne trække vejret igennem næsen når man løber – det gør det nemmere at spise samtidigt. Hvis man nu alligevel vælger at trække vejret igennem munden med mad i munden, fungerer bananer og kanelgifler fint (de klistre tilstrækkeligt i ganen), men jeg vil på det kraftigste advare om at spise vingummier med åben mund. Det er totalt nederen at få ned i luftrøret!

Men altså – Louise og jeg fulgtes ad og havde et super samarbejde. Vi kom til vores store overraskelse ind på en 3. plads blandt kvinderne ((i tiden 11:35:29), som vi insisterende på at dele. Det var vist til lidt morskab for arrangørerne, men hey – vi havde fulgtes ad i over 11 timer, så vi skulle for pokker da også følges ad i mål! 🙂

Målkrammer!

Målkrammer! Foto af Frame the Action.

Og så kom mandagen med The Real Deal

Jeg havde fulgt min plan for dag 1, og var (træningen og min form taget i betragtning) klar til at tage 50 km.

Nej, helt ærligt, det var jeg ikke.

Slet ikke!

Jeg havde i forvejen indset at formen højest sandsynligt ikke kunne række til The Real Deal, og jeg havde overvejet meget omkring hvad der er værst/bedst – DNF (Did Not Finish) eller DNS (Did Not Start)? Og efter en mega dårlig nattesøvn (jeg kunne ikke finde ro, og tanker kørte helt vildt i mit hoved), havde jeg besluttet mig: Jeg skulle ”dø” med skoene på, selvom jeg virkelig hader at gå i gang med noget og så ikke være i stand til at gennemføre det.

Selvom jeg var afklaret med at stille til start, var jeg mandag morgen virkelig skræmt og med følelserne helt uden på tøjet. Og så var det at trail-løbernes sammenhold træder frem: Her er det lidt som at det er indsatsen og ikke kun resultaterne der ”belønnes”, og jeg fik en fantastisk opbakning til at jeg stillede til start. Jeg var virkelig i selskab med de helt seje gutter, og de bakkede mig op. Utrolig fantastisk!

Til start på The Real Deal med T

3 M/K til start på The Real Deal ud af 17 tilmeldte. I selskab med Rasmus Gade Elm (aka The Geek Runner) og Anders Skjødt (aka Den lille Indianer). Godt nok nogle hårde hunde at stå med!

Jeg delte turen op i bidder, og håbede på at kunne tage 3. blad (ca. 35 km), hvorefter jeg vidste hvor meget tid jeg skulle bruge til de sidste ca. 18 km. Men men – det halvgamle skrog var ikke med på den, og efter 11 km, måtte jeg, med en nerve i klemme bag det ene knæ og en lettere manglende kontrol over den anden hofte, kaste håndklædet i ringen. Jeg kunne helt simpelthen se, at jeg ikke ville kunne klare tids cuttet.

Og jeg er nu, når jeg ser tilbage på det, super glad for jeg stillede til start: Jeg står over en del af de rigtig hårde folk på resultatlisten, da de ikke stillede til start. Det betyder faktisk en hel del. For det er nok den eneste gang det kommer til at ske! 🙂

Og ikke mindst har jeg lært helt utroligt meget. Jeg stillede til start på trods af den laaaange række af ”argumenter/undskyldninger” man opstiller inde i hovedet, samt meget små ods for at det kunne lykkedes. Men jeg stillede til start.

Jeg har lært en masse om, hvordan jeg kan håndterer alt det der tankemylder der kommer og giver dig argumenter og undskyldning til at vælge den nemme vej. Tankemylder som i:

  • ”De 50 miles var mit andet rigtige ultraløb (første var 60 km i september, da VUMB 70+ egentlig ikke var rigtige ultradistancer), så det er da flot klaret med de 50 miles”.
  • ”Jeg har kun løbet ultraløb (og dertil hørende træning) i 8 mdr, så det er da helt OK ikke at forsøge sig med The Real Deal”
  • ”Alle de andre har meget mere erfaring og fart end jeg, så det er helt OK ikke at stille til start”
  • ”Jeg har jo heller ikke trænet som jeg burde, og de fleste andre stiller heller ikke til start, så….”

Men hey – jeg stillede til start og lærte dermed en masse jeg kan bruge fremover. Og til The Real Deal cap’en: jeg skal nok få nakket dig en anden gang!

The Real Deal caps. Foto: Frame the Action.

The Real Deal caps. Foto: Frame the Action.

 

,

Keufelsköpf Ultra Trail

IMG_2392
Keufelsköpf  ultra-Trail 85Km.

Endelig kom dagen. Lørdag den 14 Maj. Var en dato, som længe har stået reserveret i min kalender.

Jeg er ikke og har aldrig, været den mindste killing i kassen. Så for at få bare en smule succes med det løb, var jeg godt klar over, at der ikke bare skulle trænes, der skulle også optimeres på vægten. Derfor begyndte jeg allerede, i ugen op til jul, at se på min kost. Og da nytåret var fejret, lage jeg ret radikalt om på mit indtag af mad. Jeg droppede brød, ris, pasta, kartofler. Naturligvis også kage og sukkerholdige produkter i en vis udstrækning. Jeg skar endda ned på øl drikkeriet. (man kan så spørge om en trailløber uden øl er rask?) Men målet helliger midlet i dette tilfælde. I stedet spiste jeg masser af grønt. Salat, kål gulerødder, squash, æg kylling og fisk. Og da jeg stod på stregen kl 6 morgen, var det også 11-12 kilo lettere. Det er ret meget når man skal løbe op af.

Hvad har jeg så gjort for at træne?

Faktisk har jeg ikke trænet ret meget løbs specifik. Jeg har løbet ca 40-60 km om ugen. Naturligvis løbet nogle bakker, og også trænet lidt i at løbe med stavene.  Så har jeg også forsøgt at få lavet noget core træning og om tirsdagen, hvor min kæreste er til line dance har jeg løbet op og ned af vores trappe til 1 salen i 45-60 minutter.

Jeg har i år løbet 2 flade marathons et trail marathon  (Uhrskov trail) fedt løb, som varmt kan anbefales. Derud over har jeg løbet 2 ultra som træningsløb. Forstået på den måde, at de blev løbet bevist langsomt.  Gudenå ultra trail 75km på, lad os kalde det udfordrende underlag. Mudder, vand, glatte træbroer og hvad har vi. Der løb jeg sammen med Steen Højager Jensen min makker på Keufelsköpf  ultra-Trail  Lars Mose og Jane Duch Kallestrup fejeblad. Så tempoet var overkommelig, selskabet var fantastisk og den ene kilometer tog ligesom bare den anden.

Det andet ultra i år var så Julsø ultra. Igen Sammen med Steen, for at træne langt og langsomt.  Her blev jeg noget mere ramt. De bakker gør det bare ved mig hver gang. Ved omkring 50km siger jeg til Steen, jeg er færdig! Jeg skal nok komme i mål, men det bliver vist en gåtur herfra. Ok er svaret og så lægger Steen sig ligeså stille 3-4 meter foran mig og sætter tempo. Ikke hurtigt, bare lige så jeg netop løber. Efter et par km på den måde tryller han et marcipan brød frem. Og på den måde får han ligeså stille lokket mig med. Faktisk får han mig så meget i gang at vi løber i mål i tempo 5.15

Læs mere

,

Er russerne ved at genindtage Bornholm ved Dueodde Strand?

Fyr til fyr

Svaret er nej. Selvom man godt kunne fristes til at tro, at det netop var det, der var ved at ske, da startsalutten til Ultraløbet Fyr til fyr 2016 lød.
Løbsledelsen havde netop afsluttet de formelle informationer om løbet i en let forkølet megafon, da startskuddet lød. Da megafonen vist kun nåede de første par rækker af løberne, var det til stor forskrækkelse for de fleste, at volumen blev skruet så kraftigt op på startskuddet. Om det var det der fik løberne til nærmest at spurte igennem de berygtede klitter ned til vandkanten eller det var trangen efter en dukkert, solskinsvejret eller noget helt fjerde kan jeg ikke svare på. Men af sted kom vi.

IMG_8558

Dette er mit første blogindlæg på runningblogs. Det bliver det første blandt nogle stykker omkring oplevelsen i at løbe ultraløb og hvordan man giver sig selv de bedste forudsætninger for en god præstation og oplevelser ved at spise og drikke rigtigt. Mit formål med at blogge på runningblogs er at give inspiration og given om sportsernæring – og det kommer til at omhandle alle former for løb.
Dette blogindlæg baserer sig primært på mine oplevelser under ultraløbet Fyr til fyr 2016 og jeg vil efterfølgende blogindlæg dykke ned i de ernæringsmæssige strategier.
Jeg er blandt andet redaktør og medforfatter til disse to bøger.

Sportsernæring bogen billedeSportsernæring for løbere
Klokken var 7.00 om morgenen ved startspladsen ved Dueodde Fyr. Vejret var ganske fantastisk. 3-4 graders varme, solskin og nærmest vindstille.
De første ca. 10 km af de i alt 59 stk’s af slagsen gik langs stranden med højre fod i vandkanten. Et perfekt vejr til et hoppebillede. Jeg er efterhånden berygtet for mine hoppebilleder på løbeture.

12980791_10154049961170420_852208478_o

Vi passerede en række hyggelige byer på vejen. Også et par ”vellugtende”, hvis man er vild med lugten af fisk der har ligget et par dage. Men det giver lidt motivation til at komme hurtigere forbi.
Rutens første depot var placeret i Svaneke. Der var ingen is fra ismejeriet, hvis eller nok ville være rimeligt i det vejr. Men der var mange andre lækre ting. I forhold til den beskrivelse af depoter for ultracup var disket på med på hjemmesiden, var det noget af en opgradering. Servicen fra medhjælperne på depoterne var helt i top. Kæmpe tak for det.
Jeg fik desværre ikke taget noget billede af indholdet i depoterne (måske nogle andre kan supplere med sådan et), men kort beskrevet var der frugt af forskellig slags, vingummier, energibarer, sportsdrik, vand, ckokoladebarer, cola og popcorn. De sidste to forbinder jeg nu mere med biograftur end ultraløb. Men lad nu det ligge.
Ruten gik videre igennem helt fantastisk terræn. Klipper, bakker, varierende underlag, havet hvor solen spejlede sig og fuglende krydrede den sprøde lyd af trailskoenes passage gennem landskabet.
Depot nummer to var placeret i Gudhjem. Atter skøn forplejning og service. Jeg brugte åbenbart lidt længere tid i depoterne end gennemsnittede, for de venlige damer i depotet spurgte flittigt til om jeg ikke snart skulle videre og hvad min tidsplan var. Men sådan en havde jeg altså ikke. Blot en plan om en skøn oplevelse.
IMG_8623

Jeg elsker at løbe og jeg får vendt verdenssituationen med mig selv og dem jeg løber sammen med. Det bliver en form for meditativ tilstand.
På denne løbetur fik jeg snakket en del med mig selv – måske mest fordi jeg løb tæmmelig meget for mig selv. Det bedste jeg kunne finde på at snakke med var derfor mit kamera. Og det er der kommet en lille video ud – ”alt muligt man åbenbart kan finde på at snakke med sig selv om når man løber ultraløb”. Kig med hvis du har lyst og her kan cola og popcorn måske passe ind.

I forhold til indtaget af mad og væske UNDER ultraløb, og løb i det hele taget, er der tre særligt vigtige områder. Jeg nævner dem kort her og kommer tilbage til dem i kommende blogindlæg, hvor jeg også vil se nærmere på kostindtag FØR og EFTER løb.

Det er hensigtsmæssigt at fokusere på det vigtigste først.
– Nummer et på listen er væske- og saltbalance. Jeg gennemførte løbet på 5 timer og 48 minutter, og indtog i den tidsperiode 3,5 liter væske. Væsken var vand med salt, svarende til en saltopløsning på 1 gram salt pr. liter vand. Når man kommer op på den mængde vand, er det vigtigt at der er salte i, da man ellers udvander salt fra kroppen. Bare for klarheds skyld, så er salte og elektrolytter det samme.
– Nummer to på listen er kulhydrattilgængelighed. Da man helt sikkert vil bruge kroppens kulhydratdepoter op på sådan en distance, er det vigtigt at supplere med kulhydrat via kostindtaget undervejs. Kulhydrattilgængeligheden er vigtig for at nervesystemet fungerer normalt. Desuden laver musklerne energi dobbelt så hurtigt fra kulhydrat som fra fedt, hvor det giver større overskud med en god kulhydrattilgængelighed. Jeg indtog 175 gram vingummier, en chokoladebare, en halv banan og en halv energibar undervejs.
– Nummer tre på listen er velbehag. Det betyder at du skal føle dig tilpas, ikke være sulten og ikke være for mæt. Så spis og drik efter smagspræferencer, konsistens mv. undervejs.

Tak til mine løbebuddies for en fantatisk tur sammen på Bornholm 9. april 2016. Sikke en oplevelse og det gjorde lidt av at lave et hoppe billede efter 59 km 🙂 Men jeg nåede det berygtede øl-tidsgrænse og kom i mål til en øko Svaneke ale

IMG_8664IMG_8659

, ,

At finde sig selv igennem løb

På mit antropologiske feltarbejde i Boulder, Colorado mødte jeg Humberto; en excentrisk storsmilende mand midt i 40’erne, som har haft en traumatisk opvækst efter begge hans forældre blev fængslet da han var ganske ung. I det meste af sin barndom, røg Humberto ind og ud af adskillige børnehjem og plejefamilier, og kæmpede med at finde sig til rette i et vanskeligt liv. Så begyndte han at løbe. Han startede på cross country løbeholdet i sin high school og flyttede ind i kælderen hos sin løbetræner, hvor han fandt Buddhismen og ro i sindet. Den ubarmhjertige livsbane som livets omstændigheder havde lagt ud for ham ændrede sig radikalt. I dag er Humberto selv high school lærer og løbetræner, og har en familie som han elsker at tage med ud i det fri. Humberto elsker løbeture som dén jeg har beskrevet i det korte essay nedenfor, hvor jeg skriver ham frem “indefra”, som om jeg kender hans tanker og følelser. Kun på den måde kan vi forstå, hvordan Humberto har fundet sig selv igennem løb.

Rocky_Mountains_National_Park

Klokken er 04.30 da Humberto langsomt lyner teltet op og kravler gennem dets åbning, ud i den stille morgen. Det er næsten helt mørkt, men han tænder ikke noget lys. Han sætter pris på mørkets ubrudte stilhed. Han tager et par dybe indåndinger, og kan mærke, hvordan hver eneste celle i hans krop langsomt retter sig ud, og fyldes af den forfriskende kolde og sprøde bjergluft. Den er så klar, at den næsten skærer i hans lunger. Han kigger sig omkring i den lille lejr, og smiler ved tanken om de andres varme kroppe, som ligger hensunkne i dyb og rolig søvn. Han elsker disse weekendture i bjergene. Hverdagen er så travl og larmende. Der er altid en masse ting, der skal ordnes. Skole, tøj, madpakker, og den evindelige køren rundt fra det ene til det andet. Herude i skoven kan han trække vejret. Han tænder sin pandelampe. Lyskeglen skærer landskabet ud foran ham, og han begynder at løbe.

Han kan godt lide at løbe tidligt om morgenen. Især om foråret, hvor farverne og duftene ændrer sig fra dag til dag. Det føles godt at ryste nattens træthed og spændinger ud af kroppen. Fibrene i hans muskler bliver blødere som de langsomt kommer til live. Det han elsker mest ved morgener som denne, er hvordan de lyder. Den dunkle morgens dvælende stilhed, kun afbrudt af en fugl der synger, en stille rumlen fra en flod et stykke derfra og den beroligende lyd af hans fødders rytmiske slag mod den bløde sti, som giver genlyd når de aftager og nye kommer til. Han tunge, langsomme åndedrag. Der er en beroligende intimitet og tryghed ved disse lyde. Hans krop er varm nu, og han sætter farten op. Stigen snor sig gennem landskabet, længere og længere op ad bjerget. Pludselig indsnævres den og svinger stik til højre, ind i en stor smuk lund af aspetræer. Daggryet gennemtrænger langsomt nattens mørke, og han slukker lampen på sin pande. Mod øst, bag de høje bjerge, kan han se solens første stråler skyde op i den mørkeblå himmel. Nu er han midt inde i lunden. Hvor er de fascinerende, disse aspetræer. Hver og én står de for sig, men alle er de forbundet i et kæmpemæssigt rodnet under jorden. Som en livscyklus bryder nye stammer op igennem dén jord, som de gamle bliver til når de visner hen og ånder ud. Han stopper med at løbe. Alt er stille. Ingen bevægelser bortset fra hans bryst, der synker og udvider sig i takt med hans tunge åndedrags aftagende rytme. Han kan mærke træernes energi strømme igennem sin krop. Humberto går nogle skridt væk fra stien, og lægger begge sine hænder på et af de mange aspetræer. Den kolde hvide bark føles blød mod hans varme håndflader. Ikke som de grove riller på en eg, de adskilte plader på en birk eller kirsebærtræets skællede bark. Det er langt blødere, renere, jomfrueligt og ungt. Han tager en dyb indånding og hans næsebor fyldes af den tunge og kraftige duft af vådt træ. Han føler sig forbundet. Forbundet til aspentræet, forbundet til lunden, til bjerget og til sig selv. Han føler sig som en del af en større og stærkere kraft. Det er dét han elsker ved at løbe i den vilde natur. Når han når en fornemmelse af forbundenhed med verden. Når grænserne mellem hans sind, hans krop og hans omgivelser begynder at flyde ud og syne hen. Når han når til det punkt, hvor tænkning stopper og tankerne begynder at komme af sig selv. Komme for at danse der, hvor hans hjerne var engang.

Da han når tilbage til lejren, er solen klatret op over de høje bjerge mod øst, og den nye dags første solstråler oplyser den lille lejrplads. Han lyner sit telt op og finder sit trangia sæt frem, fylder en gryde med vand, og forbereder sin medbragte stempelkande. Uden at kigge op hører han en raslen fra et af de andre telte og lyden af en lynlås der åbnes. Han er ikke længere alene, hvis han nogensinde var det.

Humberto

,

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben – The Movie

Så kom den.

Filmen I alle har ventet på.

IMG_2561

 

Dette indlæg er derfor en opfølgning på mit sidste ved titlen “Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben”.

Dette er nemlig filmen bag indlægget.

Herunder er linket til filmen samt et link til “historien”.

Selve “historien”: http://runningblogs.dk/krigskorrespodent-i-sibirien-med-skarptladte-vaaben/

Filmen: https://youtu.be/i7R-Oj7-el0

 

Denne film kan desværre ikke ses på mobiltelefoner – uanset mærke eller styresystem – ej heller på ipads eller lignende.

Dette er ikke noget jeg har bestemt eller indstillet den til.

Men er besluttet af youtube.

Dog virker den perfekt almindelige computere.

Her kan de også nydes på en stor skærm 🙂

 

God fornøjelse.

Og smid gerne en kommentar herunder.

 

Her kan du se de andre film jeg har lavet.

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.00 Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.13

 

TheGeekRunnerwhite

 

, ,

Team Wild Women sluppet løs til VUMB ULTRA 70+

Så oprandt weekenden, hvor Team Wild Women skulle ud og lufte de gode ben og se om de dér orienteringsevner, vi havde fået skrabet til os i de seneste 3 ugers tid op til løbet ville være nok. Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB) ULTRA 70+ var et todages orienteringsløb fra Mols til Ebeltoft (med overnatning på Fregatten Jylland) og tilbage igen dag to. Undervejs skulle der findes poster ud fra 4 cm kort (altså ikke O-kort! – mere om det senere), løses opgaver, og ikke mindst hygges og krammes. VUMB er det mest kærlige løb jeg nogensinde har mødt – det vender jeg også tilbage til.

Race prep

Så altså, det var ikke uden grund, at jeg var virkelig nervøs i dagene op til. Sådan virkelig nervøs. Nervøs på den dér måde, at man ikke har lyst til mad. Og det er altså ikke særlig smart, når man skal løbe 70+ km over en weekend. Kompromiset blev, at der blev spist ret mange kager og ikke så meget fornuftigt mad. Men der blev spist, OK?

Det gik dog nogenlunde, med den der nervøsitet og raskløshed indtil om torsdagen hvor jeg, ud af det blå, blev ramt af en skokrise af de helt store: Jeg havde mange gange besluttet mig for at løbe i mine ”godtvejrssko”, fordi de ikke giver mig problemer i form at vabler/blå tæer, og fordi der ville være en del ”transportstykker” på grus/vej. Men pludselig sneg tvivlen sig ind på mig. Skulle jeg nu alligevel løbe i mine ”muddersko”? Vejrudsigten meldte om plusgrader, så jeg ville helt sikkert møde masser af fedtet terræn. Og jeg hader at fedte rundt! Meeeeeen – jeg får jo vabler af de der muddersko, hvis jeg løber længere end 25-30 stykker i dem………. Skal – skal ikke………? Heldigvis vandt fornuften fredag morgen, og jeg endte med at løbe i mine ”godtvejrssko” med ingen vabler og 10 gode tæer som resultatet! Pyh!

En anden ting, der fyldte rigtig meget i vores race prep var mad. Min makker, Bolette og jeg var enige om, at vi ville løbe på rigtig mad. Ikke noget med gels, chews, energibarer og alt det andet ”kunstige energi” – bare rigtig mad. Til VUMB skal du selv medbringe energi til hele weekenden, inklusiv til om aftenen på Fregatten Jylland og søndag morgen. Så der blev indkøbt og pakket mad i store mængder, og jeg kan afsløre så meget, at vi ikke kom til at mangle mad! Hvordan det så fungerede med at løbe udelukkende på rigtig mad, kommer senere i et blogindlæg for sig selv. For nu skulle der løbes. Og tænkes!

På dagen

Lørdag morgen satte jeg kursen mod Karpenhøj Naturcenter, og jo nærmere jeg kom, jo mere nervøs blev jeg. Jeg ankom og var faktisk bange. Sådan rigtig angst for, hvad jeg havde gået ind til. Og Bolette – hun var mindst lige så bange som jeg. Utroligt at man ikke kan se angsten i vore øjne på ”før-race” fotoet (fotoet på toppen af indlægget). Det må være ”fake it til you make it” der slår igennem.

VUMB SUPER 100+ folkene blev sendt afsted før os, og vi lyttede med på deres briefing. Det hjalp lidt på det tårnhøje stressniveau, måske fordi jeg så underbevidst tænkte at ved at få de generelle instruktioner to gange, ville det vigtigste sandsynligvis nå ind i vores tågede hjerner.

Og så var det vores tur, men stressniveauet var dog ikke faldet meget. I hvert fald ikke målt på puls. Jeg tror aldrig jeg har startet et race med så høj puls!

Det jeg havde været mest bange for, var prologen. Det viste sig, at der ikke var en prolog lørdag, men at vi i stedet skulle op til Øvre Strandkær før den første opgave mødte os. Så starten gik, og vi skulle bare løbe langs stranden et godt stykke. Skønt at komme i gang, og heldigvis fandt vi det rigtige tempo lige fra starten. Godt for humøret og nervøsiteten – vi var i gang! YEAH!!!!!.

Team WIld Women langs med stranden lørdag, et par km inde i løbet.

Team WIld Women langs med stranden lørdag, et par km inde i løbet. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Opgaver på ruten

I løbet af dagene blev vi udsat for lidt forskellige opgaver:

Første opgave på lørdagen var at finde poster i Mols Bjerge med udgangspunkt ved Øvre Strandkær. For dulen da, hvor vi fedtede rundt i det! Såååååååå: Lessons Learned no. 1: Nu når man ikke kan læse højdekurver godt nok til at navigerer efter dem, og er afhængig af GPS, skal man lige vide at man ikke kan stole på GPS’en når man står stille eller går. Man skal løbe for, at den viser en stabil kurs. Og Lessons Learned no. 2: Lad være med at nordstille kortet efter syd pilen på kompasset! Det bidrager unødigt til forvirringen.

Men heldigvis er vi sådan nogle der dobbelt og trippeltjekker kort og retning, og løb derfor ikke lange stræk forkert før vi fandt ud af at noget var galt. Vi fik bare set lidt flere bakker end de fleste, og flere af dem flere gange :).

Anden opgave om lørdagen var, at vi fik udleveret et blankt kort (altså intet baggrundskort), og skulle finde poster ud fra kompaskurs. Lesson learned nr. 3: Hold hovedet koldt og læs ordenligt på instruktionerne, så man ikke bruger afstanden til næste post som kurs. Det gør det meget svært at finde næste post! Heldigvis var det ikke langt mellem posterne, så vi tabte ikke så meget tid på vores lille gimmick.

 

Ved opgave: Find poster vha. kompaskurs. Foto: Finn Bojer.

Ved opgave: Find poster vha. kompaskurs. Foto: Finn Bojer.

Søndag havde vi en anden lille opgave, med at finde 6 poster rundt i et sommerhus/bolig område ved Egsmark Strand (= masser af pæne bakker). Vi kunne selv vælge rækkefølgen og skulle bare løbe videre til næste post på hovedkortet, når vi var færdige. Området indeholdt en del blinde veje og når man ikke må løbe i folks haver (forståeligt nok, men godt nok fristende! Folk sov jo for pokker, sådan en søndag morgen kl. lort), var der lidt at vinde ved at lægge en god plan for rækkefølgen. Men, Lessons learned nr. 4: Måske vil det være en god idé at tænke højdemeter næste gang man selv kan planlægge rækkefølgen. Jeg er ret sikker på at vi kom så meget op og ned ad bakker som det overhoved var muligt.

Team Wild Women godt i gang om søndagen. Friske og i godt humør :) Foto:

Team Wild Women godt i gang om søndagen. Friske og i godt humør 🙂 Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Terrænet

I løbet af de to dage løb vi i det skønneste, meget afvekslende og dejligt udfordrende terræn, der inkluderede strand, brombærkrat, overdrev, mere brombær krat, løvskov (nogle gange med brombærkrat i bunden), nåleskov (juhu – intet brombærkrat) og lidt vej. Vejstykkerne var gode for sådan nogle gamle roadrunners som os, og vi kunne bare nulre derudaf. Meeeeen: Lesson learned nr. 5: Lad være med at snakke om mænd når man bare nulre derudaf ad en grusvej – man risikerer at løbe lige forbi posten!

Og så lige en bonus info: Selvom man har lange tights på, får man altså ikke kønne ben af at løbe igennem det ene brombær krat efter det andet. 🙂

Skønt skønt istidslandskab.

Skønt skønt istidslandskab.

Posterne

Sammen med kortene, blev der udleveret en roadbook, der kort forklarede postens beliggenhed. Det kunne være ”lavning” (dem er der så riiiiigtig mange af i Mols Bjerge, skulle jeg hilse at sige), N ende af sø, stisammenløb el.lign. Hvis man ikke kunne finde posterne efter kortet, havde vi jo altid GPS koordinater som backup, og det var en stor hjælp, da 4 cm kort langtfra indeholder samme detaljer og informationer som et O-kort. Faktisk nogle gange ikke andet end: Du står i en skov (=stor grøn plamage på kortet), og vejene på kortet stemmer ikke overens med virkeligheden. Good luck!

Post. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Post. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Men koordinater, det havde vi bare ikke lige til prologen søndag morgen. Starten gik lidt over 6, så prologen blev løbet i mørket. Jeg var godt nok glad for, at vi var kommet ind lørdag inden det blev mørkt (det var det ikke alle der nåede). Det er ikke lige super nemt, at finde poster i mørket.

Og et ”flippet” kort hjælper heller ikke på det! Altså: kortet var ”flippet rundt”, så det svarede til at vi så kortet igennem fra bagsiden af papiret! Go’ humor!

Vi vidste fra starten, at der var noget galt med kortet, men derfra og så til at gennemskue hvilken vej man skulle var ikke lige helt til. Så vi endte, sammen med en hel del andre, at løbe i den gale retning langs stranden. Vi nåede ikke langt, inden vi synes det var forkert, med der var rigtig mange andre der var længere ude langs med vandet end os, og så mange man vel ikke tage fejl, vel? Hvad er det lige de ved, vi ikke ved? For det må være os (de totalt grønne O-løbere) der ikke har gennemskuet den endnu, ikk? Men nej, vi var galt på den, og vendte om. Heldigvis en del tid inden mange af de andre, der også havde taget fejl. Optur for Team Wild Women!

VUMB kulturen og et fantastisk crew

Som jeg startede med at skrive, er VUMB det mest kærlige løb jeg nogensinde har oplevet. Det er nok det eneste sted, hvor man render rundt og krammer fremmede mennesker.

Men det virker: Den første krammer fik jeg, da jeg ankom til Karpenhøj og det hjalp faktisk en del på nervøsiteten. Og udover krammere, så var hele weekenden gennemsyret af hygge, hjælpsomhed (er du OK?, vil du have noget chokolade?) og at blive vækket søndag morgen 4:40 af hyggelig musik og være i godt humør. Og det siger ikke så lidt om kulturen – jeg er normalt pænt gnaven om morgenen. At jeg så i løbet at morgenen kom ud i en større eksistentiel krise, da jeg opdagede at den hyggelige morgenmusik som jeg rendte rundt og nynnede og var i godt humør over var Justin Bieber med Love Yourself!!!!! Ja, det måtte jeg så komme mig over. (p.s. synes faktisk stadig det er en god sang – jeg ved ikke helt om jeg skal slå Jon eller give ham en krammer, næste gang jeg ser ham, for at have vækket os med den sang).

Og hvor var alle crew folkenene bare fantastiske: Positive, tålmodige, kærlige og med dejlig humor. Tusind tak til jer alle for et fantastisk race!

Hårdtarbejdende crew. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Hårdtarbejdende crew. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Team Wild Women kom i mål søndag efter en super dag, hvor vi havde lært en masse af vores fejl fra om lørdagen. Vi var blevet bedre til kortlæsning, brug af GPS, og ikke mindst havde vi fundet en rigtig god rolle fordelingen. Jeg var navigatøren og Bolette var fornuften. Fornuften, som i: Kirsten overvejer at løbe ”lige på” til næste post, crew siger helt henkastet ud i luften: ”det er også tidligt i løbet”, Bolette beslutter: Vi tager vejen! Og som i: Kirsten kan ikke finde posten “spot on” fra kortet, Bolette beslutter: Vi tager GPS punkt på denne! Lørdag kom vi ind som nr. 5 blandt kvinderne, søndag som nr. 3! Endelig placering var 5. plads ud af 7 kvindehold, og 57. ud af 82 samlet. Vi er ganske godt tilfredse.

Efter check ud ved Karpenhøj. Et stk, glad og tilfreds Team Wild Women.

Efter check ud ved Karpenhøj. Et stk, glad og tilfreds Team Wild Women.

VUMB: Jeg tror vi ses igen! 🙂