Om bjerge, numser og den menneskelige evolution

Jeg kigger ned på mit ur og må desillusioneret konstatere, at jeg har rundet maratondistancen, netop som jeg skal til at tage hul på rutens hårdeste bjerg, Windy Peak. Det er en stegende hed dag i Rocky Mountains. Jeg er svimmel. Der er alt for varmt og ingen steder at søge tilflugt fra den bagende sol. Min mave er i kramper, mine ben brænder, og mine fødder gør ondt. Mit tøj og min hud er farvet hvidt af de store saltrander, som afslører min dehydrerede tilstand. Og nu skal jeg åbenbart bestige endnu et bjerg! Jeg føler mig omtumlet og magtesløs. Jeg overvejer ikke, om jeg er i stand til at bestige bjerget eller ej, eller hvor hårdt det vil blive. Jeg overvejer slet ingen ting, sænker blot hovedet, tvinger endnu en varm og kvalmende sød peanut butter gel ned i min hårdt prøvede mave og starter opstigningen.

Heldigvis er jeg virkelig god til at gå opad. Paradoksalt nok er det at gå højst sandsynligt min største styrke som løber. Da jeg løb mit første ultramarathon i bjergene i Rocky Mountains, var jeg bedst der, hvor der var så stejlt, at de fleste slet ikke kunne løbe. Jeg passerede løber efter løber op af de hårde stigninger (for så godt nok at blive passeret af selvsamme løbere når det fladede ud igen, men det er en anden snak). Jeg har med andre ord en exceptionel powerhike, og det har jeg først og fremmest på grund af min exceptionelle bagdel. Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid haft en stor røv. Proportionelt har jeg aldrig rigtig følt, at den har passet til resten af min krop. Den svajer sådan meget dramatisk ud fra min ryg og bøjer så i en næsten perfekt halvcirkel ned til mine lår. Som en appelsin der er blevet skåret over på midten. Min kæreste siger, at hun godt kan lide det. At hun synes, det er flot, når drenge også har lidt “booty”. Jeg ved nu ikke rigtig. Jeg har indtil for nyligt altid gerne villet have en lidt fladere bagdel, som de fleste drenge har det. Men så begyndte jeg at løbe i bjerge.

IMG_9633

Okay. Inden jeg går videre, er vi lige nødt til at spole tiden lidt tilbage. Eller rettere, to millioner år tilbage. Tilbage til dengang, hvor vi mennesker kravlede ned fra træerne på Afrikas savanne og rejste os op på to ben. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor vi kravlede ned, men det gjorde vi altså. Nogle mener, at den type mad vi kunne finde i træerne, typisk blade og frugter, ikke længere kunne dække vores stigende behov for næring. Andre mener, at vi simpelthen blev for store til, at træerne kunne beskytte os mod rovdyr, da de grene, som kunne bære vores tiltagende vægt, begyndte også at kunne bære rovdyrene. Hvorom alting er, begyndte vi altså at tilbagelægge længere og længere afstande til fods i vores søgen efter beskyttelse, vand og mad. Vi udviklede os til formidable løbere og begyndte at spise ådsler og jage dyr ved ganske enkelt at løbe dem ihjel. Nok løb mange dyr hurtigere end os, men ved utrætteligt at følge deres spor, nogle gange flere dage i træk, udmattede vi dyret. Omsider drættede det om af træthed og var et let mål for vores forfædres primitive stenvåben. En jagtteknik, som oprindelige folk i blandt andet Mexico og Afrika stadig benyttede indtil for ganske få generationer siden. Nogle evolutionsforskere mener sågar, at det øgede proteinindtag fra jagt og ådselædning fik vores hjerner til at vokse sig større i denne periode og forårsagede et kvantespring i vores neurale kapacitet. Dermed kan dét, at vi begyndte at løbe, altså have spillet en helt afgørende rolle i vores evolutionære udvikling som intelligente mennesker.

kasper på broen

Nå, men tilbage til bagdelen. Naturligt nok overlevede de af vores forfædre med større og stærkere ben, og vigtigst af alt en stor og stærk røv til at drive benene fremad, i denne periode bedre, end dem med svagere ben og mindre bagdele. Således multipliceredes generne for store bagdele hele vejen frem til i dag, hvor netop vores store baller er en af hovedårsagerne til, at vi mennesker er blandt de bedste langdistanceløbere på planeten. Den almindelige antagelse, at numser er til for at sidde på, må altså i evolutionens klare skær afvises som en misforståelse. De, altså bagdelene, er snarere til for at løbe.

Jeg vil lige skynde mig at nævne, at det her ikke er et langt og snørklet forsøg på at påberåbe mig et evolutionært forspring i kraft af min store bagdel, men snarere en hyldest til menneskehedens store numser. En forklaring på, hvorfor vi skal være glade for vores store muskuløse bagdele. Det var jeg i hvert fald den strabadserende dag tilbage i maj, hvor jeg skulle slæbe min forpinte krop op på toppen af Windy Peak, og det sidste stykke vej hen til målstregen.

Ups, jeg er på startlisten til Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad skete der lige der? Nu har jeg gjort det igen: Tilmeldt mig noget, jeg ikke er sikker på, at jeg kan gennemføre. Og denne gang er jeg altså virkelig langt fra sikker på, at jeg kan gennemføre! Faktisk ikke en gang sikker på, at jeg kan stille til start på dag 2. Og så har jeg ikke engang forholdt mig til cut-off timer endnu!

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad er Firkløver 50/50 The Real Deal så lige for en størrelse? Jov, Firkløver 50/50 er et ultra trail løb i Kongernes Nordsjælland, som bliver afholdt Pinsedag d. 15 maj 2016. Distancerne er enten 50 mil (ca. 80 km) og 50 km, og jeg tilmeldte mig de 50 mil for nogen tid siden. Jeg vil gerne prøve at løbe længere end de 60 km, jeg løb til Skagen Odde Ultra Trail tilbage i september (se løbsberetning i tidligere blogindlæg: SOUT 2015).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

Så jeg var altså tilmeldt de 50 mil og alt var sådan set fint. Meeeen så var det, at arrangørerne kom op med konceptet: The Real Deal. Forudsat at man gennemfører de 50 mil indenfor tidsgrænsen, kan man lige tage de 50 km dagen efter. Se det er The Real Deal! Og det har jeg tilmeldt mig. Altså, vi tager den lige igen: 15 maj skal jeg løbe ca. 80 km trail og dagen efter skal jeg løbe 50 km af ruten igen. Og dette skal ske indenfor de angivne cut-off tider (som jeg ikke har turdet se på endnu). Jeg dør SÅ meget. Men det bliver med skoene på, det lover jeg!

50 km ruten.

50 km ruten.

Men hvorfor er det så lige at jeg gør sådan noget?

Ja, så hvorfor er det, at jeg tilmelder mig noget, som umiddelbart ikke lige ligger indenfor, hvad jeg kan gennemføre? Altså, jeg har jo aldrig løbet længere end 60 km. Jeg er jo ikke sikker på, at jeg overhoved kan stille til start på 2. dagen. Og hvis jeg kan, er der langt fra garanti for, at jeg kan gennemføre. Og der er jo også en tidsgrænse……….

Men altså – jeg gør det fordi jeg bliver helt høj af det. Jeg bliver helt høj af at gamble, sige F… dét og trykke tilmeldt, plotte det ind i kalenderen og så få en rus / et gys af, at jeg står foran en opgave som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Det er simpelthen en super god motivation for mig i den daglige træning. Det får mig til at føle at træningen netop i dag ikke er lige gyldig, men faktisk gør en forskel.

Og så spiller det også en ganske stor rolle, at jeg nu har noget i løbskalenderen til efter Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB) d. 6-7 februar, så jeg ikke ryger i et ned i et ”hvad nu” hul bagefter. I ved, den dér følelse, der kan komme efter man har nået et mål, og træningen pludselig er ligegyldig. Nu har jeg da sikret mig, at der er mening med i træning, også på den anden side af VUMB :0)

Fascinationen af hvad hjernen kan få kroppen til

Men hvorfor er det, at jeg bliver høj af at stå overfor disse uoverskuelige opgaver? Jeg tror det bunder i en stor fascination af, hvad hjernen kan få kroppen til. Hjernen er vel egentlig indrettet til at beskytte vores kroppe og spare på energien, så det er så fedt, når man kan ”over rule” hjernen og bare fortsætte alligevel. Fortsætte på trods af alle de der tanker omkring ”puha det er hårdt”, ”nej det kan jeg ikke”, ”nu gør det vist også lidt for ondt”, ”jeg må vist hellere restituerer i dag”……….. Som i DR’s udsendelser om Frømandskorpset, hvor de på grundforløbet flytter det mentale hos eleverne hele tiden. Det er jo dybt fascinerende og helt vildt, hvordan eleverne kan blive ved, selvom de mentalt tror de ikke kan mere. (Man kan så diskuterer metoden der bliver brugt, men det bliver ikke i dette forum). Og hvis eleverne kan gennemføre et grundforløb i Frømandskorpset, kan jeg vel også i alt beskedenhed gennemføre træningen op til, og selve The Real Deal, ikk?

Så nu skal jeg bare have flyttet lidt rundt på tingene inde i mit hovedet, så jeg kan være klar når d. 15-16 maj rammer :0)

 

 

Træningstur i Avoriaz, Frankrig

Højdemeter, trailløb vs. hiking, om at finde vej (eller det modsatte), sol sol og sol i november og om at miste et par tånegle. 

Den 4. november landede jeg i Geneve lufthavn og var godt på vej til Avoriaz, Frankrig, hvor den stod på træningstur bestående af 4 dages trailløb i bjergene. Træningsturen var kommet i stand igennem Avoriaz Trail Running, som er drevet af familien Munk, der udlejer ferielejligheder i byen. Familien har været i byen i riiiiigtig mange år, og er nu i gang med at udvide deres engagement ud over skiturisme til også at dække et koncept omkring trailløb m.m. i området.

Omstændighederne omkring turen ændrede sig på tragisk vis en månedstid inden jeg skulle derned, ved at et af familiemedlemmerne omkom i en ulykke dernede. Det kom selvfølgelig til at betyde en hel del for min tur, herunder at der ikke var andre trailløbere dernede samtidigt med mig. Men jeg valgte altså at tage derned alligevel, og har på intet tidspunkt fortrudt det. Jeg fik bare lige lidt flere udfordringer at arbejde med!

Om at løbe alene i bjergene

En af udfordringerne var at løbe alene i bjergene. Jeg har altid sagt: Gå ikke alene i bjergene. Punktum. Og det er ikke til diskussion! Basta! Meeeeeennn jeg ville jo helt vildt gerne afsted, så hvordan kunne jeg lige snøre den overfor mig selv? Og måske skulle jeg slet ikke snøres, måske skulle jeg bare lade være med at være så pylret? I Alperne, er der jo hverken utilregnelige isbjørne (som på Svalbard) eller aggressive enlige muskusokse hanner (som i Grønland i august). Så: Beslutningen blev altså at jeg tog afsted, men med et hav af ”backups” og ”hvad-nu-hvis’er” i rygsækken: Jeg løb efter forud tegnede GPS spor, havde en “ving man derhjemme der hver dag vidste hvor jeg løb hen, havde ekstra vand og mad med, løb med vandrekort og håndholdt GPS som backup, og havde stave med. Det der, med de der stave, kommer jeg tilbage til, da stave og jeg havde  lidt en anstrengt forhold til hinanden inden jeg tog afsted.

Men på trods af alt min backup og forsigtighed, var det lidt svært at komme ud af lejligheden den første morgen. Jeg var lidt tung i hovedet (Avoriaz ligger i ca. 1700 m højde – måske var det pga. dét), og jeg havde brug for virkelig at mærke indad og finde en ro og fokus omkring det at løbe alene i bjergene. Især ovenpå tragedien i familien Munk. Det skønneste morgenmadssted hjalp så heller ikke på det med at komme ud af døren :0)

Morgenmad på terrassen, i solen, men udsigt ud over Alperne.

Morgenmad på terrassen, i solen, men udsigt ud over Alperne.

Og var det så ikke kedeligt at løbe alene i 4 dage? Til hverdag, løber jeg mange af mine ture alene, men at være ude i mange timer uden andre, var noget nyt. Men det betyder jo ikke at man ikke kan snakke, eller småsynge alligevel (godt der ikke var så mange andre folk på stierne)!

Men det er da interessant, hvad man tænker på, når man sådan bruger timer ude alene. Jeg tænker på alt lige fra naturen og landskabet, forskellige hverdagssituationer, hvad jeg skal huske, hvad jeg skal spise når jeg kommer tilbage (jeg tror faktisk det fylder en hel del!), og at den der tå er pisse øm. Men det meste af tiden tror jeg egentlig ikke, at jeg tænker på noget.

Det spøjse var så, at jeg på vej hjem fra turen, sidder i lufthavnen og surfer på Facebook og falder over et opslag som Ultraløber Ryan Sandes har linket til, der netop handler om, hvad løbere tænker på når de løber. Det er en ret underholdende artikel i The New Yorker: What we think about when we run, og der bliver blandt andet refereret til en undersøgelse, hvor en lille gruppe løbere har fået registreret deres tanker mens de løb. De brugte det meste af deres tid på at tænke på hastighed og distance, om hvornår de kunne stoppe, og hvor elendigt det er at løbe. Jeg insisterer altså på, at jeg løber med en noget større ja-hat! :0) Men tjek artiklen, der er mange sjove fremstillinger, samt fifs om forskellige bøger om løb.

Højdemeter og stave vs. ikke stave

Hele idéen med at tage til Avoriaz, var for at få nogle højdemeter i benene. Jeg havde oprindelig sat mig for at få trænet noget nedløb, da jeg er mega elendig til at give slip og stole på mine ben. Det ændrede jeg så på, da jeg ikke ville risikere styrt o.lign, når jeg var alene af sted. Så i stedet udviklede turen sig til en ”Hey – der er en top – den skal jeg op på” tur. Så jeg fik en dækket en ordentlig r..fuld højdemeter på turen. Men det betød også, at jeg igen og igen kom ud i terræn, som for mig ikke var muligt at løbe i, uden af få for høj en puls, da det simpelthen var for stejlt. Så der blev gået en hel del, hvilket jeg hvad det svært at forlige mig med. De første par dage var der ikke særlig mange andre folk i bjergene, og jeg begyndte at spekulerer på, om jeg egentlig bare var en hiker i trailløbetøj, altså sådan lidt en ”trailløber-wannabe”.

Men stædigheden slog til, og jeg insisterede på ikke at løbe med for høj belastning, om det så betød at jeg skulle gå når det var nødvendigt. Og der viste det sig faktisk som dejligt at være afsted alene. For så kunne jeg finde roen i mig selv og gå når jeg ville og holde lige så mange fotopauser jeg ville. Og jeg kunne tage den med ro og i sikker stil nedad, så jeg ikke risikerede styrt. Og jeg tror, at jeg alligevel fik en del ud af mine noget forsigtigere nedløb. Jeg blev da helt god til ikke at kigge ned hvor jeg løb, men havde blikket 6-8 m foran og så bare lod hjernen omsætte det den så, uden jeg nåede at tænkte aktivt over hvor jeg skulle sætte den næste fod.

Og den sidste dag fik jeg ”oprejsning”, da jeg kom jeg ud på spor, hvor der var andre hikere. Der fik jeg lige trailløberselvtilliden boosted, ved enten at overhale dem i gang opad, eller blæse forbi dem nedad mens jeg lige nåede at svare deres venlige Bonjour………..ahhh………jeg er altså en ægte trailløber :0)

Så blev der givet gas, og overhalt hikere i stor stil.

Så blev der givet gas, og overhalt hikere i stor stil.

Og så er der lige det der, med de der stave. Jeg har aldrig helt forstået vandrestave, og efter en månedstid på trek i Himalaya Bjergene sidste år, hvor man kunne høre vandrestavene komme gående før selve personen, blev mit forhold endnu mere anstrengt. Men jeg valgte alligevel at løbe med stave på mine ture, fordi: 1) det skulle prøves af og 2) hvis jeg brækkede et ben, kunne jeg vel tape den ene stav om benet og humpe efter hjælp på den anden (selvom der vist var mobildækning i hele området).

Så jeg prøvede mig frem med stave, både som hjælp op og som støtte når det gik stejlt ned. Konklusion: Jeg kan vist ikke helt finde ud af at bruge dem. Når jeg brugte dem opad, fik de mig til at blive ved med at gå i stedet for sætte i løb når det var muligt. Og nedad, er min hjerne rigeligt på overarbejdet med at analysere hvor jeg skal sætte fødderne, så den har ikke også brug for at forholde sig til, hvor stavene skal sættes. At hjernen også skal tage stilling til stave, får mig til at sænke farten, selvom det i forvejen går langsomt. Så konklusionen må være: Jeg er bedst uden stave (så får jeg heller ikke slået nogen ned når jeg løber nedad, flagrende med armene og stænger i hver hånd).

Om at finde vej

Inden jeg tog afsted, havde jeg ikke særlig stor erfaring med at finde vej. Jeg havde kun prøvet at løbe efter et GPS spor en enkelt gang, og bare en almindelig erfaring med at navigerer med kort og GPS fra diverse vandreture. På mine ture løb jeg efter spor, og det viste sig, at det sværeste var, at finde og følge selve trailsporet i landskabet. Nogle gange var der bare ingen sti, og andre gange tror jeg bare vores vejes skiltes på tidspunkter, hvor det ikke liiiiige var så hensigtsmæssigt. Det kostede mig eksempelvis 5 ekstra km på en 32 km tur, så de efterfølgende dage bruge jeg vandreturskortet når jeg var i tvivl!

Måske var sporet der et sted, skjult i visne blade? Måske var det der slet ikke? Anyway - jeg valgte den hårde lige vej op!

Måske var sporet der et sted, skjult i visne blade? Måske var det der slet ikke? Anyway – jeg valgte den hårde lige vej op!

Jeg har en tendens til at tvivle og få en hjerne som en rype, der kan blive væk lige ved siden af det, den leder efter. Men det viste sig at være en hjælp at være afsted alene, når jeg ikke helt kunne finde vej (det lyder virkelig sært – jeg ved det). Men ved at være alene, kunne jeg helt roligt få fokus, og tage den tid det skulle tage for at tænke klart igen. Og så fandt ud af en god ”hjælper”: Hvis jeg ikke kan se hvor jeg er på kortet/ift. sporet så gå op i terræn i stedet for at gætte. Jeg fik afprøvet begge dele, og efter at have prøvet sidstnævnte en håndfuld gange (altså: hvis i tvivl, så gæt), havde jeg stor succes med at gå op i terræn, som blev min foretrukne strategi. Og det giver jo faktisk ret god mening, når man tænker nærmere over det!

Og så lige en hjælper mere: Avoriaz er et skisportssted, så der er jo fyldt med lifte, pister og skilte. Den første dag synes jeg det var ærgerligt, da jeg syntes de skæmmede en ellers fin naturoplevelse. Men jeg blev faktisk ret glad for dem efter en dags tid: De er jo geniale at navigerer efter!

Skisportssted er lig lifte, pister og skilte. Noget der bla. også kan give en lyst til at komme tilbage til vinter med ski!

Skisportssted er lig lifte, pister og skilte. Noget der bla. også kan give en lyst til at komme tilbage til vinter med ski!

Sol, sol og mere sol

Jeg var simpelthen svine heldig med vejret. Det var solskin og roligt vejr i alle 4 dage jeg var dernede, så jeg udviklede ming vist lidt af en ”summit seeker”. Var der en top, skulle jeg op.  Den fedeste (og sværeste at komme op på) var Les Hauts-Forts som er 2.466m. Under opstigningen var næsten ude i klatring – det kunne vist ikke engang kategoriseret som hiking, så stejlt var det. Det var lidt skræmmende, at stå og kigge på det sidste stykke op, men så var det igen at, jeg faktisk var glad for at være afsted alene. Det lyder igen ret mærkeligt, men så kunne jeg helt stille finde roen og fokus indeni, og bare tage et skridt ad gangen. Et skridt ad gangen, som hvert skulle være helt sikkert. Og huske på, at hvis jeg følte mig usikker, kunne jeg altid vende om (det var så lidt at et fupnummer til hjernen, for jeg ville virkelig ikke vælge den vej ned, jeg var kommet op. Det var den alt for stejl og sneglat til). Og op kom jeg, og det var super fedt!

Sidste stykke op til Les Hauts-Forts. Feeeeedt!

Sidste stykke op til Les Hauts-Forts. Feeeeedt!

Inden jeg tog afsted, vidste jeg godt, at jeg elsker single track (som mange andre trailløbere vist gør). Men her i Avoriaz, fandt jeg noget endnu bedre: Single track på højderygge. At løbe på en højderyg er simpelthen det fedeste! Den der fornemmelse af, at der er luft lige omkring dig, at de nærmeste omgivelserne er et godt stykke ude til siderne, og at de ikke rigtig flytter sig ude i øjenkrogene når du løber afsted. Og den der lidt svimlende fornemmelse man kan få, når man drøner ud af sporet. Det er simpelthen bare det fedeste! Så jeg har lige en uafsluttet ting med et par højderygge dernede, som vist betyder at jeg må derned igen til næste år.

Trail på højderyg. Mums!

Trail på højderyg. Mums!

Status efter 4 dages trailløb i bjergene

Status er: 85 km, 5.728 højdemeter, ømme stive ben, ingen skader, men med 2-3 færre tånegle. Lesson learned: Lad nu være med at vælge de der sko til en 32+ km tur, når du ved de giver dig problemer, bare fordi de har den bedste sål med det bedste grip! Så må jeg da lige have lært det! Om ikke andet, har jeg lært at løbe med tæer der er pisse ømme og på ømme stive stænger. Det må jeg da kunne bruge til noget, når 2 dagen af VUMB rammer mig til februar :0)

Kønt er det ikke, men det virker.

Kønt er det ikke, men det virker.

Så jeg har nu kæmpe overskud og klar til at overleve resten af november og december i mørke Danmark, ikke skræmt af at løbe mange højdemeter, sikker på at VUMB er muligt, og inspireret til nye og vildere mål (håber nu bare jeg besinder mig inden jeg tilmelder mig noget rigtig dumt)! Nu bliver fokus på at blive bedre til at navigerer og at få en masse gode km i benene.

Og så krydser jeg fingre for, at jeg formår at holde træningen ved lige, når efterårs og vintermørket rigtig rammer og solen er noget man kun får at se i weekenden. Jeg håber, jeg formår at give hver træning en værdi (som jeg har skrevet om i indlægget: Fra asfalt til trail), og ikke falde tilbage i det gamle mønster med at træningen er noget, der bare skal overstås. Jeg håber virkelig, at november og december ikke vil være for hård ved mig. Vi plejer ikke at være de bedste venner! Så næste indlæg kommer til at handle om i hvor høj grad jeg kommer igennem de næste måneder i ok form, eller om mørket  får has på mig. I mellemtiden: Nyd solen når den kigger frem :0)

West Coast Autumn Ultra del 2 Raceday

West Coast Autumn Ultra 50 miles (85 km) Raceday
Mit mål for løbet var at gennemføre uden at skulle gå ret meget og de første 80 km ville jeg gerne gennemføre på under 10 timer. Lørdag morgen kl 6.30 stod jeg klar i Esbjerg. Herfra kørte arrangørerne, Daniel og Rahul, os til Blåvand fyr, hvor start var. Der var fælles start for 50 km og 50 miles, og vi skulle følge samme rute de første 17 km, herefter var der en sløjfe på 35 km til 50 miles, hvorefter vi fulgte samme rute i mål. Det var en lille flok, der stod klar til start – der var kun 5 til start på hver af de to distancer.
Kl 7.30 blev vi sendt afsted. Jeg havde bestemt mig for at starte ud i roligt tempo, ca 6:30. Den første km blev lidt hurtigere, men da vi kom ned på stranden, som vi skulle løbe de første 10 km på, fandt jeg hurtigt ned i rette tempo. Dette gjorde at jeg hurtigt blev alene. Den forreste gruppe på 6 var lige lidt for hurtige, og jeg valgte at holde tempoet nede.
Jeg havde ikke styr på, hvem der løb 50 km og hvem der løb 50 miles, så jeg havde ingen anelse om, hvor jeg lå placeret.West coast autumn ultra

Det var en fantastisk start med solopgang på den ene side og Vesterhavet på den anden side.
Efter 10 km løb jeg ind i klitterne og igennem et sommerhus område ved Vejers Strand. Depot 1 West Coast autumn ultra Ved 17 km kom jeg til depot 1, hvor jeg hentede de to, som var foran mig på 50 miles.
Min strategi havde holdt fint både med tid og energi. Jeg fik fyldt op og fulgtes videre med de to andre. Vi brugte lidt tid på at komme i gennem noget krat som GPS’en mente var den rigtige vej. Da vi kom ud på en sti igen holdt jeg igen mit eget tempo og lod de andre 2 løbe videre.

Her fra gik ruten igennem klitter og plantage og efter 24 km kom jeg igen ned på stranden.West coast autumn ultra  Her begyndte kroppen at nægte at løbe videre. Ruten fulgte stranden ca 5 km og jeg kunne se de to forreste, men der var langt op.
Lige inden Henne Strand var jeg nede og gå. Heldigvis var der en del mennesker på stranden og så var jeg jo nød til at løbe. Jeg fik mig kæmpet igennem de 5 km på stranden og drejede op igennem klitterne med løst sand og bakker. West coast autumn ultra Her blev jeg enig med mig selv og min krop om at det var sidste gang jeg løb så langt – aldrig mere! Fremover vil jeg maks løbe 50 km. Jeg spiste en müslibar og kom i tanke om mine 32Gi G-shot og tog en.
Efter et par km kom jeg til fornuft (og kom i tanke om at jeg er tilmeldt spor24 til maj) og kom i gang med at løbe igen.

Ved 35 km var der mulighed for at fylde vand op og herefter en trappe op på Blåbjeg, Blåbjerg West Coast autumn ultra her stod Rahul og heppede og tog billeder. Han fortalte mig at jeg kun havde ca 10 minutter op til nr. 2, det gav lidt energi da jeg egentlig havde frygtet at jeg snart blev overhalet og nr. 1 og 2 var langt væk. Jeg var lidt langsommere end de planlagte 6:30 og lå på ca 7:00.

Ved 41 km hentede jeg Peter, der lå nr. 2. Han var løbet for langt og var lige kommet tilbage på sporet. Vi fulgtes ad i gennem noget sump og ret ufremkommeligt terræn. Da vi kom i gennem og ud på noget, der lignede stier igen, trak han fra mig.West coast autumn ultra
Frem mod depot 2, 52km, fik jeg løbet det meste af vejen og kom igennem endnu et fedt stræk med ingen stier og masser af træer, hvor der skulle kravles over og under grene og stammer.
Ved depot 2 ventede yngste sønnen, konen, svigerfar, kakao og snolder. Jeg fik tanket godt op og følte mig klar til de sidste 33 km, som nu virkede overskuelige.

Kampvognsspor fra helvede
500 m fra depotet startede 10km i øvelsesterræn.Kampvogns spor West Coast autumn ultra Skønt opkørt, blødt sand, meter dybe spor med dejligt koldt vand og meget mere sand og vand. Men også en flok kronvildt, der krydsede vejen 25 meter foran mig.
Jeg kæmpede mig igennem, selvom jeg en overgang var tilbage ved de maks 50 km, min krop var mest stemt for bare at ringe efter familien og komme hjem i varmen. Men nu havde jeg undværet kaffe i 3 uger og var ikke stået op kl 5 for at give op, jeg overbeviste min krop om at komme i gang og komme videre, faktisk snakkede jeg højt med mig selv og ikke særlig pænt. Men det hjalp og jeg kom videre.

Depot 3
Efter øvelsesterrænet kom jeg til Oksbøl, hvor der var et par flade km asfalt. Det var dejligt at få nogle km med lidt mere tempo og det sidste depot nærmede sig. 2 km før depot 3 mødte jeg Daniel og Rahul som fik taget lidt billeder og heppet mig mod depotet.
Ved depotet fortalte de at jeg nu var nr 2 og at Peter, som nu var nr 1, var ca 15 minutter foran og så træt ud. Jeg fik tanket op med energidrik og spist snolder og drukket en masse cola.

Næste mål 80 km
Fra depotet var der 15 km til mål og 10 km til jeg rundede de 80 km. Målet med 80 km på 10 timer lå lige lidt for langt væk til at jeg troede på det, men jeg forsøgte at holde lidt tempo, hvilket betød ca 7:30.
De første 5 km fra depotet var på asfalt, men herefter kom jeg ind på det fedeste spor igennem skov på single track.
Jeg nåede de 80 km på 10:25 og manglede nu kun 5 km, som fulgte stranden på en lille sti med udsigt til solnedgang over Ho Bugt.

Solnedgang og 100m til mål

Solnedgang og 100m til mål

De sidste km løb jeg helt nede på stranden, jeg pakkede GPS’en væk og nød udsigten til en kold øl i mål.
Efter 11 timer og 15 minutter krydsede jeg målstregen på strand promenaden i Hjerting som nr. 2, ca 18 minutter efter Peter. De sidste to på den lange tur kom ind ca 2 og 3 timer efter.

Mål øl :-)

Jacobsen Brown Ale 🙂

Efterfølgende er jeg egentlig ret godt tilfreds. De 80 km på10:25 er, ruten taget i betragtning, helt fint og jeg kan ikke sætte en finger på hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg fulgte programmet og de små skader jeg fik kom jeg rimeligt nemt igennem. Så nu er jeg klar til en masse km i vinter vejr med frost og sne. Næste løb er Fusingø trail d. 27 december på 52 km og herefter VUMB i februar på 2×37 km.

West Coast Autumn Ultra del 1 træning

Træning og forberedelser til West Coast Autumn Ultra 

Næste mål er West Coast Autumn Ultra om 3 måneder.
Løbet er på 85 km med start ved Blåvand fyr og via strand, klitter, plantager og øvelsesterræn mod mål ved Hjerting Badehotel. Med ca 400 højdemeter lød det som en overkommelig opgave.
Ønsket til træneren er at jeg skal have et program, der får mig i form til at løbe hele vejen. Det behøver ikke at gå stærkt, bare jeg ikke skal holde pauser og gå alt for meget.
Rune, fra Runningnow , strikkede et program sammen til mig med både intervaller, tempoture og progressive løb. Hvilket ellers ikke er mine foretrukne discipliner, men nu skulle det prøves.
Intervallerne blev jeg nærmest glad for. Jeg fandt en dejlig lang sti, puttede noget musik i ørerne og så var det nærmest sjovt. Tempoturene derimod var ved at slå mig ihjel de første gange og jeg kunne slet ikke få tempo nok på, men efterhånden fik jeg bedre styr på at disponere min kræfter, så jeg kunne holde samme tempo hele vejen. De progressive løb blev jeg aldrig glad for, jeg kan simpelthen ikke finde ud af at skulle stige i tempo hele tiden. Jeg følte at jeg konstant skulle se på uret, så jeg fandt mange undskyldninger, på de dage, for bare at løbe en tur. Jeg startede med omkring 50km om ugen og øgede langsomt op til 80km med en enkelt restitutions uge hvor jeg var nede på 40 km. De sidste 2 uger var nedtrapning frem mod løbet.

Onsdags trail med RunningWild Aarhus trail runners

Onsdags trail med RunningWild Aarhus trail runners

Brækket lilletå

6 uger før løbet, på en onsdags tur, hvor jeg løber på bare fødder og selvom det nok var ved at være lige mørkt nok til at kunne se, hvad jeg træder på, så virkede det som en god ide. På vej op af en bakke i nogle blade høres lyden af trærod, der ikke giver efter ved sammenstød med lilletå, og efterfølgende banden fra mig. Jeg løber videre og bliver enig med mig selv om, at det bare er slaget, og at det ikke gør så ondt igen. Da jeg kommer hjem kommer der is på, herefter bliver den tapet godt ind og nu kan jeg både gå og løbe.
Efter en uge hvor det mest er blevet værre og tåen er sort og hævet, vælger jeg at losse den ind i en træstub hjemme i haven, hvorefter jeg beslutter at det nok er bedst lige at kontakte en læge. Vagtlægen stiller diagnosen over telefonen. Brækket tå og ro i fem uger. Hvilket selvfølgelig betyder tape og ellers bare følge programmet som planlagt.
Efter en uge hvor det mest er blevet værre og tåen er sort og hævet, vælger jeg at losse den ind i en træstub hjemme i haven, hvorefter jeg beslutter at det nok er bedst lige at kontakte en læge. Vagtlægen stiller diagnosen over telefonen. Brækket tå og ro i fem uger. Hvilket selvfølgelig betyder tape og ellers bare følge programmet som planlagt.west coast brækket lilletå

 

Gps rute

Det var nu, ca 4 uger før raceday, at det gik op for mig, at ruten ikke var opmærket, og at jeg ikke havde en gps til at vise mig vej. Men et opslag på Facebook og få timers tålmodighed så var Jacob klar med hjælp. Jeg kørte en tur til Skanderborg og efter en hyggelig rundtur i Jacobs baghave, havde jeg styr på det og var klar til at finde vej.

Ældste sønnen med på trænings tur

Ældste sønnen med på trænings tur

Smerter i læggen

Med lidt over 3 uger til raceday, på en 8 km tur, kan jeg efter 7 km mærke, at venstre læg begynder at spænde lidt op, og efter 500 m begynder det at gøre ondt. Jeg beslutter at sætte farten helt ned og lunte hjem.
Smerten sidder midt på læggen helt oppe under knæet. Jeg droppede et par ture, og efter 2 døgn med hvile og tigerbalsam kunne jeg gå smertefrit igen. Så jeg prøvede en lille tur, som gik ok, kun med lidt smerter efter et par km, men det gik i sig selv igen. Efter yderligere to dage med hvile, følte jeg mig klar til sidste langtur, som var en tur på 38 km.Vilhelmsborg West Coast autumn ultra

Sidste langtur

3 uger før raceday er det tid til sidste og længste langtur, som var en tur på 38 km. Sidste langtur ville jeg bruge til at teste både energi og ruten. Jeg havde udset mig de midterste 38 km af ruten. Smerterne i læggen var helt væk og jeg følte mig rimelig klar.Sidste langtur West Coast autumn ultra
Lørdag morgen kl 7.00 stod jeg klar. Jeg havde lagt depot ud ved 19 km med vand, så jeg ikke skulle slæbe på det hele vejen.
Planen var at drikke en halv liter 32Gi energidrik hver time, og indtage en 32Gi endure tab for hver 15 minutter. Jeg havde sat mit ur til at bippe hvert kvarter for at huske tabsene. Jeg plejer kun at huske de første to, og så først komme i tanke om dem igen når jeg er ved at være flad. Jeg havde også anskaffet mig nogle 32gi Gshot som leverer 60 mg koffein, så de skulle også prøves.
Langturen gik efter planen og jeg holdt de planlagte 6:30 og energien fungerede fint. Det eneste jeg manglede var lidt fast føde undervejs.

Jeg mødte denne lille fyr på turen.

Jeg mødte denne lille fyr på turen.

Jeg fik også lige 4 ekstra km i benene. Da det var en midlertidig rutefil, jeg havde lagt ind på gps’en, så det var ikke alle steder, jeg kunne komme igennem. Blandt andet var der en sø, jeg valgte at løbe udenom.
Men en god oplevelse både på ruten og med energien, godt overskud både på turen og efterfølgende.

Kaffemangel

For at få maksimalt udbytte af Gshots, skal man undgå koffein i 2 uger op til løbet. Det kan da ikke være så svært. Jeg drikker ca 2 -3 kopper kaffe om dagen så jeg regnede ikke med at det ville blive noget problem. Den første dag gik ok, jeg havde fundet noget koffein fri the som nærmest smagte ok. De næste par dage havde jeg ondt i hovedet og køre turen forbi BKI var ren tortur. Efter 3-4 dage gik det fint nok. Men lidt vildt at man kan være afhængig af så lidt kaffe.

Flere smerter i læggen

Med under 2 uger til raceday, på en 10 km tur begyndte læggen igen at gøre ondt. Jeg luskede hjem efter et par km, og blev enig med Rune om, at jeg kun løb de ture, jeg følte ville være ok og så helt at droppe at løbe intervaller.
Jeg valgte at holde helt pause ind til weekenden, hvor jeg havde en 14 km tur. De 14 km løb jeg med uret på lydløs i lommen, for ikke at presse mig selv og bare løbe efter hvad kroppen sagde. Turen gik fantastisk, både tempo og puls var for højt og jeg mærkede intet til læggen.
I ugen op til løbet løb jeg et par rolige små ture, helt uden at mærke noget til læggen og jeg følte mig helt klar til raceday.

Udstyr

Jeg forsøgte at pakke så let så muligt.
2 500ml drikkedunke. Fyldt op med energidrik fra start.
7 breve 32Gi energidrik.
4 rør med 32Gi endure tabs, en for hver 15 minutter.
4 breve 32Gi Gshots
Action cam.
Musli barer 6 stk.
1 pose flæskesvær.
Hue og vanter bare for en sikkerheds skyld.
Vivobarefoot neo trail.
Gps med ekstra batterier.
Langærmet trøje.
¾ tights.
Vind og vand afvisende jakke.Oppakning West Coast autumn ultra

Når ultra bliver hverdag

Rocky Mountains National Park

“5:00 — 5:00 — 5:00”. Jeg kigger forvirret på min aggressivt bippende telefon. Hvorfor i alverden gik jeg med til at deltage i onsdagens morgenløbetur med Rocky Mountain Runners? Mandag aften på pubben virkede det som sådan en god idé! Jeg forbander mig selv, imens jeg søvnigt tumler ud af sengen. Kaster koldt vand i hovedet, tager løbetøj på, laver kaffe, drikker kaffe. Jeg forlader mit hus i mørket. Klokken 5:30 starter vi løbeturen fra ranger-stationen i Boulder Mountain Park.

Faktisk er jeg her for at arbejde, eller rettere, for at studere. Jeg er i gang med kandidatgraden i antropologi, og nu er jeg altså her i Colorado for at undersøge, hvordan og hvorfor nogle mennesker finder mening i at løbe flere hundrede kilometer om ugen i de her høje bjerge. Det er derfor, at jeg står op kl. 5 om morgenen for at løbe, selvom jeg egentlig helst ville blive i sengen.

Jeg har aldrig været en morgenløber, og jeg har aldrig nogensinde stået op kl. 5:00 for at løbe mig en tur. Jeg holder af at løbe om eftermiddagen, og jeg holder af at løbe om aftenen. Jeg tror faktisk, jeg holder af at løbe på alle andre tidspunkter end lige netop om morgenen. Denne morgen var det Ben, Ryan, Silke, to andre fyre, som jeg ikke havde set før, og så mig selv. Jeg vidste godt, at de andre var hurtige, men holy shit! Efter blot et par minutter hamrede min puls afsted, og mine ben brændte med syre. Normalt er jeg god til at ignorere smerten og løbe igennem den. Faktisk er det måske min eneste styrke som løber. Det, og så min store bagdel, men den vender jeg tilbage til i det næste blogindlæg. Jeg tænker på Julie, som jeg snakkede med dagen før. Jeg nægter at stoppe, fordi jeg er forpustet og har mælkesyre i benene, når Julie løb over 100 km på en brækket fod. Alting gør ondt nu, men jeg nægter at… Wow, jeg bliver pludselig svimmel og får svært ved at fokusere på stien foran mig. Og så, lige der, på en bjergside i hjertet af USA, imens fuglene begynder at pippe, og solen står op over Colourful Colorado, tømmer min mavesæk sig mod min vilje. Jeg fortsætter med at løbe, kaster op igen, fortsætter med at løbe. De andre er væk, eller også er det mig, som er det. 10 minutter senere når jeg toppen til stor glæde for mine medløbere, som har ventet på mig. I fem minutter står vi ved udsigtspunktet Royal Arch og nyder stilheden, mens morgenstrålerne fra den opstående sol kommer os i møde. I den stille morgen virker de flade sletter fuldstændigt upåvirkede af de pludselige stigninger, der bryder op i landskabet, og danner en skillelinje mellem den sydlige del af Colorado og den nordlige – og som i øvrigt lige har sendt min morgenkaffe på retur. Vi nikker indforstået til hinanden og kaster os i hæsblæsende fart ned af bjerget igen. Kl. 7.30 er jeg tilbage ved mit hus. Kaster vand i hovedet, tager løbetøjet af, laver kaffe, drikker kaffe. Dagen er i gang.

Som sagt er jeg ikke nogen særlig dygtig løber. Jeg er ikke dårlig, men heller ikke specielt god. I Boulder, hvor jeg løb og hang ud med nogle af verdens bedste ultraløbere som Scott Jurek, Anton Krupicka, Sage Canaday og Joe Grant, kom jeg givetvis til at virke som en lidt dårligere løber, end jeg måske egentlig er. Jeg er nu tilbage i Danmark, og kan se, at løbere i Boulder ikke er helt det samme som løbere i Danmark. Eller, i hvert fald ikke de løbere som jeg kender i Danmark. I en samtale godt 30 km inde i en 44 km lang træningstur i Boulder, tog jeg mig selv i at forklare en af de andre løbere, at jeg da godt nok havde løbet et maraton før, men aldrig havde løbet sådan rigtig langt. Det gik hurtigt op for mig, hvor åndssvag den sætning måtte lyde for de fleste af mine venner hjemme i Danmark, men her blandt løberne i Boulder blev der bare nikket tavst og forstående. De fleste af de løbere, jeg hang ud med i USA, havde gennemført adskillige såkaldte ”hundred-milers”, altså 100 mil løb, svarende til 160 km. I bjerge vel at mærke. Min gode ven og informant Greg gennemførte sågar et 888 km løb på under 8,88 dage, imens jeg var i Boulder. Altså over 100 kilometers bjergløb om dagen i knap ni dage i træk. Selv synes han ikke, det var noget særligt at snakke om, og da jeg spurgte ham til det, svarede han ydmygt: ”You actually don’t have to be particularly tough to do this. At the end of the day, I can still only do 15 push-ups”.

For mig var det en ret så eksotisk oplevelse at bo fire måneder i en by for foden af Rocky Mountains med en masse løbere, som har bygget deres liv op omkring det at løbe i naturen. Og måske endnu mere eksotisk, at et maraton ikke er noget ekstraordinært for mange af disse løbere, men ofte blot en træningstur. Jeg tror ikke som sådan, at løberne i Boulder er hårdere eller dygtigere end løbere i Danmark. Jeg tror til gengæld, at hele løbekulturen i Colorado, som er mere fokuseret på ultradistancer, højdemeter og fællesskab, end splittider, pulszoner og personlige resultater, er med til at gøre ultra til hverdag. Blandt løbere i Boulder giver det derfor mening at sige, at en maratondistance ikke er sådan rigtig langt.

I mine følgende blogindlæg vil jeg beskrive den løbekultur og livstil, som jeg har oplevet i min tid i Boulder, og som har fascineret mig dybt. Jeg vil fortælle historier om nogle af de bedste ultraløbere i verden, om tætte møder med vilde dyr, om at bo i en bil for at få mere tid til at løbe, og om mit eget første ultra maratonløb.

Næste mål: VUMB. Så nu skal der kilometer i benene

Så gjorde jeg det igen – jeg har tilmeldt mig en af de der udfordringer, jeg faktisk ikke helt ved om jeg kan klare. Jeg glæder mig for vildt!

Jeg er, sammen med en rigtig god ven, tilmeldt Vinter Ultra Mols Bjerge ULTRA 70+. Team Wild Women – here we come! Øhhhh……….altså når vi lige har fået styr på småskader (min makker), lært at navigere efter kort og GPS (mest mig – min makker er heldigvis O-løber), har løbet en hel del km i terræn og i bakker (gælder vist os begge), og fået købt varmt (rigtig varmt) løbetøj (helt sikkert os begge!). Det bliver første gang jeg skal løbe et race over flere dage, og det bliver super spændende at se, om jeg kan disponerer det lige så godt som jeg fik disponeret Skagen Odde Ultra Trail (se tidligere indlæg).

At slippe ungerne løs på MTB spor = tempotur!

At slippe ungerne løs på MTB spor = tempotur!

En ny indstilling til træning har indfundet sig

Op til Skagen Odde Ultra Trail prioriterede jeg min træning rimelig højt, og jeg fandt en OK balance mellem træning, unger og arbejde. Der var et par gange, hvor jeg måske fik trænet på bekostning af ungerne, men de og jeg synes i det store hele at det fungerede fint.

Nu har jeg så valgt at øge min træning et hak opad: Flere træningspas om ugen, flere km (=flere timer), og mere fokus på ordentlig mad og søvn. Jeg er simpelthen blevet helt vildt ”hooked” på ultratrailløb, og er bare så topmotiveret til at træne og træne. Hvert træningspas er skønt (nogle selvfølgelig federe end andre), men jeg har virkelig fundet mit rettet sted at være :0)

Og en af de fede ting, ved at have løftet min løbeform er, at jeg nu kan være med i skøre og seje løb, uden at skulle træne op til det i flere måneder. Så som UltraIntervalChallenge, som gik ud på at løbe 10 km hver 3 time i 24 timer, med start kl 00:00 fredag nat. Ja, det var 10 km kl 00:00, 03, 06, 09, 12, 15, 18 og 21…………

Efter 3. interval i træk med pandelygte. Glædede mig til de næste i dagslys.

Efter 3. interval i træk med pandelygte. Glædede mig til de næste i dagslys.

Det var et af de løb, hvor jeg har et rimeligt stort forklaringsproblem, når ikke-ultraløbere spørger hvorfor. Jeg tror den bedste forklaring er, at der ikke er noget fordi. Og at der ikke behøves at være noget fordi. Som rigtig smukt vist i filmen The Beauty of the Irrational med Ryan Sanders, så handler det om at følge dit hjerte, ligegyldigt i hvor høj grad det giver mening for andre!

Ultraintervalchallenge var virkelig irrationel, sjovt og meget mærkeligt, nok mest fordi det var et løb, der foregik på Facebook, hvor man efter hvert interval postede på eventsiden. Men også fordi det altså bare var sært, at løbe om natten. Især intervallet kl 03:00 var underligt. Jeg tænkte vist ikke over så meget på turen, ud over: Er jeg ude på en meget sen aftentur eller en meget tidlig morgentur?………… og fik så defineret en ny form for løbetur – nat-tur :0) Det var super fedt at prøve at holde sig vågen om natten og komme ud og løbe – så er den ligesom også tikket af, som noget jeg godt kan. Samt at fortsætte løbeturene resten af døgnet (jeps – jeg gennemførte alle 8 intervaller, til noget af en overraskelse for mig selv).

Lækker efterårsnatur - holder humøret oppe på en gråvejrsdag, hvor jeg var ude på 5. interval.

Lækker efterårsnatur – holder humøret oppe på en gråvejrsdag, hvor jeg var ude på 5. interval.

Men bliver det for meget?

Men med alt den træning, så melder tankerne sig: Er det ved at tage overhånd? Denne meget intense fokus på træning kan være sjov nok, og der er da også humoristiske ting ved det. Så som ultramarathonoflife skriver på hendes blogindlæg: Things to Keep in Mind When Dating/Married to/Friend of/Parent to an Ultra & Trail Runner. Nr. 1: “When we say we “need” to go for a run, we mean it. Whether it’s for sanity’s or training’s sake, we literally need to go run. After we get that run in, we’ll stop talking about it . . . until the next day. In that same vein, we may sometimes complain about HAVING to go for a run. Yes, we know we could technically “not go” . . . wait, actually no, we have to go. If we don’t, it’ll pick at us all day, everything will remind us of the fact we didn’t go, and we’ll be cranky and miserable because of it”. Altså: Vi SKAL ud og løbe. “Ikke at løbe” er ikke rigtig en mulighed. Eller nr. 7: ”We think about running . . . a lot. We follow obscure races and geek out over runners you’ve never heard of before. This only intensifies when we get around our ultra/trail running friends. Eventually, we will talk about other things; be patient with us”. Kort sagt: Vi tænker og snakker ikke om ret meget andet end løb.

Men helt seriøst: Kan jeg se linjen før jeg krydser den og det ender med at træningen styrer mit liv? Det bliver et større og større udfordring for mange, som Morten Ebbe Juul Nielsen skriver om i sin bog ”Forbandede sunddom” (omtalt d. 24 september 2015 i Information).  Kan jeg holde mig ude af ”ræset imod sundhed for sundhedens egen skyld”? Kan jeg holde balancen så ”sundhedsdyrkelsen ikke mindsker min samlede livskvalitet i stedet for at forøge den”? Sagt på en anden måde: Kan jeg selv se det, inden løb overtager kontrollen i mit liv? Og/eller vil min familie og omgangskreds sige til mig at nu er det ved at være for meget? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ikke mister kontrollen en dag, men hvis jeg ikke satser lidt og giver slip på noget kontrol, når jeg ikke der hvor jeg gerne vil være. Så jeg må sætte min lid til min mavefornemmelser og mine omgivelsers ærlighed – og ha det super sjovt imens!

Skønt med humør på løbeturen!

Skønt med humør på løbeturen!

Næste træningstur

Og sjovt skal det være. Så i starten af november tager jeg 4 dage til Avoriaz, Frankrig for at udforske området som løbeterræn og få en masse kilometer i benene samt en røvfuld højdemeter. Især skal jeg udnytte muligheden for at træne nedløb – jeg er virkelig ringe til nedløb – jeg er simpelthen ikke modig nok, til rigtig at stole på mine ben. Og samtidigt håber jeg, at jeg kan besinde mig, så jeg ikke i ren iver løber ind i en overbelastningsskade derned.  Hold øje på min Facebook side Kirsten Isak – a “TrailRunaholic” for fotos og herinde for blogindlæg.

Highland trail marathon

En 6 retters løbemenu i 3000hm

Løbsberetning fra Løberens Highland Trail Marathon d. 2/8 -15, Silkeborg, Marathon distancen.

http://outdoorsportevents.dk/highland-trail

 

    • Gear og energi til turen:

– Brooks pure grit (er fuldstændig forelsket i dem, rigtig dejlig greb på jorden med fusserne).

– Fusion tri tight korte (orange), her føler man sig nærmest nøgen, skønt.
– Iron man t-shirt, ja den er dejlig at løbe med, og man kommer godt i snak med folk på ruten, om forskellige stævner.

– Garmin 910xt, med pulsmåler, dejligt nemt at indstille til det du gerne vil se på af forbrug, af kræfter.

– Fusion løbesokker, UDEN knopper – får ekstra mange vabler af dem knopper.

– Løbebælte, med 2 sis gels og 2 poser squeezy energi. (billige i http://www.runnerscorner.dk) (squeezy vingummi, for at føle, du også får mad ind).

IMG_3574

    • Fakta om løbet:

– 2/8-15 (næste gang d. 7/8 -16).

– Gjessø bakker

– 7 km´s rute med 500 højdemeter

– Kl. 8 – marathon start

– kl. 11 – 1/2 marathon start

– kl. 12 – 14 km

– kl. 13 – 7 km

– Chip og tank selv depoter

En 6 retters menu på 42,195 km.

0-7 km – 47 min

Smagen af gode ben, og masser af energi.

Højt humør, en skøn vejr trækning.

Starten går og tempoet bliver sat tilpas, selvom energien er høj.

Her ved første ret, får jeg virkelig målt og vejet ruten, samt set den smukke natur.

7-14 km – 50 min

Varme ben og masser af vand, (3 -4 gode tap selv depoter).

Tempoet sættes lidt ned, energien stadig høj.

Smagen af 1/3 er i munden, og føles skøn.

HM skiltene er en dejlig fornemmelse af turen.

14-21 km – 54 min

Tiltrængte vingummi og gels indtages (skulle nok have været taget ved 10 km)

Tanken om halvvejs er rigtig god, for bakkerne bliver stejlere.

Brunstokket rørhat ses lidt forskellige steder.

Energien kommer godt op efter energi indtagelsen.

Snacks

Ruten er løbet tilpas op, og egentligt blevet bedre at løbe på.

21-28 km – 62 min

Vingummi indtages i tilpas tid, når lige at føle lidt nedgang.

Tempoet er sat ned på turene op ad, imens det nogenlunde holdes på lige og ned ad.

Stammer, stubbe og grene vokser sig ligeså stille større og større.

Tanken om halv marathon folket kommer med energi

In betweens

Bakkerne bruges til lidt hyggesnak med folk i mellem åndedrættet

28-35 km – 69 min

Mangel på gels og vingummi er stor, ja rigtig stor. (men den sidste spares)

Vand indtages i store mængder, og hældes alle steder, jeg er varm, meget varm.

Presset kan man roligt sige at jeg, faktisk er jeg ikke altid tilstede.
Men benene vil gerne løbe ligeud.

Ekstra tilbehør

(Der er mange flere på ruten (14 og 21 km folket), og de giver rigtig dejlig energi, og nogle at hægte sig på)

35-42 km – 67 min

Den sidste gel tages og energien stiger til hovedet.

Benene er ret tunge til de meget intense nedstigninger.

Målet er lige i nærheden, og det er jo bare 7 km.

Tempoet er ret godt lige ud og også op, hvorimod ned, begynder at gøre godt i benene.

Ekstra dessert

Prustende 7, 14 og 21 km, løbere = mere energi og stolthed.

Generelt oplevelse af turen:

Turen var helt igennem fantastisk, med op og ned ture i mere end en forstand.

Det var helt klart det hårdeste marathon jeg har løbet.
Men ikke bare hårdt fordi det gik op ad, men hårdt mentalt, for man skulle have så meget fokus på at sætte sine ben alle de rigtige steder, ja ca. 80% af turen, samt nogle krævende nedture, for 3000 hm, det er både op og ned.

Rigtig fint tilrettelagt, men rent tilskuer venligt, ville jeg foreslå at flytte start/mål linjen, så der var en opløbs strækning til målet, hvor tilskuerne kunne deltage.

Kokkehuer ud af 5.

Ruten – 5

Energi – 3

Vand – 4

Energien – 4

Tilskuer venligt – 2

Fødderne inden det velfortjente varme bad

Fødderne inden det velfortjente varme bad

Min egen løbe oplevelse – 5

Hårdhed – 5

Samlet – 4

Running Chef

Jeg løber aldrig mere – del 2

Det at se i bakspejlet for at reflektere over det overståede løb og følgerne herefter er til tider en lige så vigtig en ting for mig som selve løbet.

IMG_1254

Medaljen jeg altid vil huske tilbage på med et smil

 

Men der er altid en bagside af medaljen.

For mig var det på selve dagen, to hævede ankler. Den ene væsentligt mere end den anden.

Jeg havde som fortalt i min løbsberetning om min deltagelse i

100 miles – around the isle of Mors (http://100miles.dk) haft ondt i min venstre ankel efter 30 km og den højre efter 60 km.

Men valgte ikke at trække mig fra løbet. Men at fortsætte med smerterne.

Løbet kom jeg som sagt igennem på de smertende ankler, men jeg skal love for, at efter endt målgang og det at have siddet ned i tre kvarter, var de stået helt af.

Jeg kunne simpelthen ikke gå på dem, og blev derfor hjulpet tilbage til mit værelse af min bror og en hjælpsom sjæl, der begge tog en arm hver, og bar mig på skulderne.

Som om det ikke var nok, at jeg ikke kunne “gå” selv, så skulle det vise sig at jeg ikke engang kunne få mine sleeves af fra Compressport (http://www.compressport.com/product_detail/ur2/?id_cat=22) af (kompressokker, der i denne model, stopper ved anklen), da smerten simpelthen var for meget, og anklerne var for hævet.

IMG_1219

Sådan så mine ankler ud efter mine sleeves var klippet af

Så øv, frem med saksen og klippes af måtte de.

Jeg skulle simpelthen have fødderne op, og isposer på.

Den nat sov jeg med isposer på anklerne og fødderne løftet ved hjælp af et par puder – skal dog lige siges, at ispoerne kun kølte maksimalt i 30 min.

Men herefter havde de en dejlig kølende effekt.

Jeg er af den overbevisning, at det var grunden til at jeg dagen efter kunne gå forholdsvis normalt.

 

 

 

Gudskelov havde jeg taget fri fra arbejde mandag, hvilken jeg tilbragte på sofaen, igen med fødderne oppe.

Hvilket viste sig at skulle være en rigtig god ide.

Specielt venstre ankel, var begyndt at vise tegn på en ordentlig hævelse.

IMG_1232

Venstre ankel mandag morgen

Jeg vil næsten påstå at den lignede de fødder der sidder på Shrek – dog i en anden farve end grønne.

Tror ikke rigtigt der er nogen bedre opskrift på hjælp mod hævelser end is, af og på, løbende.

Det sjove af det hele var, at mine ben på ingen måde var trætte eller ramt, som når jeg har løbet halvmarathon eller for den sags skyld marathon, de var frisk og klar. Det eneste der holdte mig tilbage var de satans ankler.

 

 

Min kone havde til og med medlidenhed med mig, og var klar på at jeg havde indtaget sofaen.

IMG_1239

En “lidende” ultraløber

Hun diskede til og med op med baked beans, bacon, hjemmebag og friskbrygget kaffe.

Men nej nej, nemt skulle det ikke være for mig. Det skulle nemlig lige placeres uden for min rækkevidde.

Ja, man får jo ikke alt serveret på et sølvfad – lidt ligesom mit løb dagen forinden.

Men når man nu ligger der en hel dag. Så er det, at tankerne får frit spil.

Jeg fik virkelig tænkt løbet og ikke mindst tiden op til løbet igennem op til flere gange.

Og her kom der konstant det samme spørgsmål frem:

“Har jeg tilside sat min familie op til dette løb og har jeg glemt mine børn.?”

Jeg har jo trænet 5-6 gange ugentligt. Nogle dage med op til tre træningspas, plus styrketræning ved siden af. Og det er oveni fuldtidsjob.

 

Så når der hele tiden popper en vis ting frem i tankerne som lyder “far, skal du ikke ud og løbe” så ved man, at man har været for meget ude og træne og været for meget væk hjemmefra.

Og derfor – har jeg forsømt min familie pga dette løb.?

Mit svar må nok være – også selvom jeg ikke kan lide det – ja, det har jeg.

Det er hårdt at tænke tilbage på og give sig selv ret i, at man har levet lidt i sin egen verden mht træning og løbet, og ikke har ladet familien komme i første række.

Det må på ingen måde ske igen. ALDRIG.!

 

 

IMG_1247

En af de mange plakater jeg mødte på arbejde til

Jeg tog på arbejde uden besvær, og mødte på arbejde med plakater sat op af mine fantastiske kolleger med et billede af mig og teksten “Mr. 100 miles”.

Det var med til at få tankerne om de manglende løbeture væk – men kun for en kort stund.

Dagene herefter var det jeg vil kalde for ret irriterende.

Jeg havde så meget lyst til at løbe igen. Men vidste at det bedste var at holde mindst en uges pause inden jeg trak løbeskoene på.

Som alle inkanerede løbere ved og føler, så er længslen for løb ulidelig når man ikke kan komme afsted.

Man vil bare så gerne afsted.

Jeg vidste dog godt, at det bedste var at holde benene lidt i ro og lade anklerne få den nødvendige hvile.

Men det blev dog ikke til mere end en uges ro, før løbeskoene igen var snøret.

Startede stille ud med 3 km, og kunne her konstatere at der stadig var lidt knas med venstre ankel, så blev holdt i ro yderligere to dage herefter.
Så stod den på en 5 km tur i fint tempo, men stadig med lidt knas i selvsamme ankel.

Nu blev jeg frustreret og tog kontakt til en super fys med speciale indenfor sport.

Kort tid efter havde jeg tid ved Michael (http://funktionelfysioterapi.dk/medarbejder/michael-moeller/) ved Funktionel fysioterapi i Odense (http://funktionelfysioterapi.dk), for at få ham til at se på denne lettere ømme ankel.

Det skulle vise sig, at der var lidt med nogle små korte ledbånd der var overbelastet, men ikke noget alvorligt.

Så med lidt laserbehandling – som virkelig hjalp med det samme – var jeg klar igen.

Dagen efter stod den endnu engang på en 5 km tur – denne gang i hurtigere tempo og uden øm ankel.

 

Og nu sidder jeg her og skriver dette.

Hvad kan jeg så ellers sige at der er af efterveer fra dette løb.

Jo, jeg har tabt utrolig meget af mit tempo, som jeg nu skal til at få tilbage. Det bliver ikke så nemt og slet ikke let.

Jeg er gået fra et let og problemfrit cruise tempo på 4:20 min/km til knap 5:00 min/km den dag idag.

Er blevet en tungere løber, da vægten den dag idag siger 73.6 kg, hvor den halvanden måned op til løbet sagde 70.5 kg.

Dette kan og har en stor indflydelse på mit løb, da jeg nu skal slæbe rundt på de godt og vel 3 kg ekstra.

Kroppen har simpelthen været evigt sulten lige efter løbet. Samt jeg har været for svag til at holde igen.

Det værste er af det hele, er min manglende lyst til at komme afsted på løbeturene. Den er svær at få frem. Men når jeg så endelig er taget afsted, så er det dejligt.

Det er bare lige det der med at få sig overtalt til at komme afsted.

 

 

Skærmbillede 2015-10-05 kl. 23.11.33

HCA Marathin 4 okt 2015 udklædt som banan – kun 3 uger efter mit 100 miles løb

 

Det skal jo ikke lyde som om jeg ikke har løbet siden den 13 september 2015. Nej nej, jeg har været afsted 16 gange svarende til en afstand tilbagelagt på 166 km på en måned, hvoraf et af løbene var HCA marathon løbet på 3:32:42.

En ok tid, da jeg løb udklædt som banan.

Så der er jeg trods alt godt tilfreds.

 

 

 

 

Nu skal motivationen og ikke mindst hurtigheden tilbage igen.

Dette er noget jeg vil skrive om i en af mine næste blogs.

Hvori jeg også løfter sløret for mit næste store projekt, som vil komme til at fylde en del i mine næste skriverier.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

Skagen Odde Ultra Trail (SOUT) – min første Ultra

Så skete det: SOUT – here I come! Træningen havde gået helt som den skulle, og alle forberedelser var lige efter bogen. Men hold da op, hvor var jeg ulidelig at være sammen med i ugerne op til. Jeg løb min sidste langtur 3 uger før, og startede så nedtrapningen derfra. Så i ugerne op til Skagen Odde Ultra, var jeg sprængfuld af energi, havde mega gode ben, og i super godt humør. Jeg var vist til tider lige på grænsen til at være rigtig irriterende overskudsagtig for mine omgivelser :0) Så tak til alle for tålmodighed med mig!

Dagen før og selve morgenen

Dagen før løbet havde jeg heldigvis en meget kaotisk og intens arbejdsdag. Ellers tror jeg, at jeg ville have haft meget svært ved at være motiveret og fokuseret på arbejde. Jeg kørte til Skagen om eftermiddagen, og det var rart at få en køretur, hvor jeg kunne begynde at forberede mig mentalt, til at nu var det altså snart nu. Jeg fik ro på i hovedet, men det hjalp dog ikke helt på appetitten. Det var godt nok lidt svært at spise et ordentligt måltid mad, når der bare var kriller i maven, og ingen madlyst. Men så måtte fornuften råde, og jeg fik spist en god portion pasta. Sjovt som fornuften skulle bruges omvendt af hvad den plejer. Plejer i min verden er: ”Nej, lad nu være med at spise mere mad, selvom det smager godt  – du er jo mæt”. :0) Og et lille fif til at falde i søvn og sove dejlig roligt, er en aftendukkert i Kattegat!

Pakket og parat

Pakket og parat

På selve morgenen for løbet, tågede jeg rundt. Det startede ellers fint med, at jeg spiste 2 ½ time før løbsstart, men så satte raskløsheden ind. Jeg havde ikke lagt en plan for hvad jeg skulle bruge de næste 2 timer på, så jeg futtede lidt rundt og snakkede med andre løbere. Og jeg fik smidt min nøgle væk, panikkede, fik andre til at lede efter den, hvorefter jeg fandt den i min egen lomme! Aftenen før havde jeg lagt alt frem, som jeg skulle have på og med, men blev så pludselig i tvivl om solbriller. Valgte at tage dem med…..nej ikke alligevel…..jo det må jeg hellere…..tog dem med og kunne så ikke finde dem…….fandt dem så i hætten på min jakke……..det var vist mere held end forstand at jeg indfandt mig på startlinjen 15 min før start.”Lessons learned”: Læg alt klar aftenen før, og ombestem dig ikke.

Til start

Det var jo mit første ultratrail, så jeg lærte et par ting om ultratrailløbere. F.eks. at de snakker som sindssyge. Der var simpelthen en knævren og sludren om løb, udstyr, forventninger, generel ”hvordan går det og er du klar”, pølser og kolde håndbajere som ville vente os når vi kom i mål og ikke mindst vejret (jaja – selvfølgelig bliver det ikke regnvejr og vinden er da ikke så slem…… det kom så ikke til at holde, kan jeg afsløre!).

Alt den snakken var pisse hyggeligt, men efter en masse hurtigsnak, kunne jeg mærke, at det fik karakter af overspringshandling fra min side. Min krop reagerede simpelthen, som om at den ikke var klar over, hvad den skulle i gang med lige om lidt. Så jeg trak mig ud til side, trak vejet dybt og bare glædede mig………”Lessons learned”: Jeg har behov for ro og ”alenetid” op til start.

Så gik starten

Og hold da op et tempo der blev sat! Jeg havde lovet mig selv og Rune (min skønne træner fra Running Now) at jeg ikke ville lade mig rive med, og det gjorde jeg heller ikke! Men det var godt nok svært. De første km gik igennem Skagen, og her slap jeg flere og flere løbere, og fik den der følelse af at bliver løbet fra og være en af de sidste. Det er ikke en følelse jeg har det særlig godt med! Så jeg brugte en del energi på at være stædig og ikke lade de andre bestemme min strategi – det er faktisk ret fedt når stædighed kan bruges konstruktivt. Og syd for Skagen fandt jeg et par løbebuddies som jeg fulgtes med indtil 1. depot efter ca. 22km. Super hyggeligt, og meget rart at have nogle at følges med, så jeg ikke var afhængig af selv at finde vej.

Fede stier og smukt landskab

Fede stier og smukt landskab

Ved 1. depot, fik at vide vi var nogenlunde de bagerste, og det var altså bare rigtig træls! Jeg hader bare at være bagerst! De sidste par km inden depotet, havde jeg overvejet at trække fra min løbebuddies, men var lidt ulden ved selv at skulle finde afmærkningerne på ruten. Efter depotet valgte jeg, at nu måtte min ”rypehjerne, der kan bliver væk indenfor en kvadratmeter” lade være med at tage over, og jeg trak fra, og løb de næste mange km alene. Og det var faktisk slet ikke så slemt – og jeg løb ikke forkert! ”Lessons learned”: Ruten var super godt afmærket og jeg kan faktisk godt finde vej når det kommer til stykket.

Halvvejs - og stadig gode ben

Halvvejs – og stadig gode ben

Ved passering af de 30 km (juhu – jeg var halvvejs), gjorde jeg status: Stadig gode ben, og ikke ømme steder. Yes: det kører for mig! Og jeg havde det faktisk helt fint med at løbe alene, og holde mit eget tempo. Og lidt efter de 30 km, startede den vildeste optur for mig. Jeg begyndte at indhente og overhale løbere der af den ene eller anden grund var gået kolde. Det er bare fedt når vedholdenhed og god strategi giver pote. Festen fortsatte helt til 2. depot (efter ca. 44 km), hvor jeg på det tidspunkt have overhalet 23-25 løbere. I depotet havde jeg en vildeste ”runners high”, og til jer som jeg mødte i depotet: Jeg er altså ikke altid så hyper :0)

Efter depotet kom vi ud langs med stranden, og vinden var nu en pæn modvind. Jeg skylder en tak til en intetanende mand, for rigtig god lædækning de næste par km. Man må vel spare på energien når man kan, ikk? :0) De næste ca. 10 km gik super – jeg overhalede flere løbere, men havde ikke helt styr på, hvem der var på 30 km ruten og hvem der var med mig på 60 km ruten. Men der blev da taget en 4-8 stykker 60 km løbere.

Det kørte derudaf, men omkring de 53 km satte trætheden ind. Jeg sværger virkelig, at der var mindst 3000 m mellem 53 og 54 km! Og så drejede vi ud på Sandormens spor, som var bredt, fladt, sandet, kedeligt og med den ondeste modvind. Der fik jeg godt nok lyst til at tude, og tænkte, at jeg da godt kunne gå lidt. Bare lige lidt……. Indtil da, havde jeg kun gået, når det var opad klitter, og jeg tænkte, bare lige 10-20 meters gang, kunne det da ikke ske noget ved………. Men efter 10 skridt, kiggede jeg mig over skulderen og så en mandlig løber komme op mod mig. Efter at have overhalet så mange løbere, og haft den fedeste optur, skulle jeg altså ikke indhentes. Så jeg fokuserede på at sandet lige, her hvor jeg var lige nu, var dejligt hård, og løb igen. ”Lessons learned”: Med den rette fokus og stædighed, kan man lige lidt mere end man tror :0)

På Grenen i god sidevind

På Grenen i god sidevind

De sidste km gik forbløffende hurtige. Pludselig stod jeg på Grenen, i den sejeste sidevind, og så var det bare medvind hjemad. Sikke en fest. Og 300 m før mål stod mine unger og deres far og tog i mod mig og fulgtes med mig i mål. Tusind tak til jer alle 4. Og tusind tak for verdens bedste krammer, da jeg havde krydset målstregen!

Verdens bedste mål-krammer

Verdens bedste mål-krammer

Dagene efter og hvad så nu?

Dagene efter havde jeg overraskende nok, ikke særlig ømme ben. Der var bare rigtig rigtig langt ned til gulvet! Men jeg var godt øm i skuldre, nakke og overarme. Jeg skal vist have trænet noget mere styrke/klatring inden næste ultraløb. Og så har jeg opdaget et nyt fænomen: Hobit-appetit. Morgenen efter løbet, vågnede jeg og var sulten, spiste morgenmad, blev mæt, der gik ½ time, hvorefter jeg var sulten igen og spiste morgenmad en gang til. Det gentog sig til frokost. Og aftensmad. Og mandagen morgen. I løbet af mandagen gik det over – heldigvis, ellers ville det ende helt galt!

Hvad er så mit næste mål? Jeg er ikke helt sikker, men det skal helt sikker være ultratrail igen. Jeg går med et potentielt race, men skal lige have et par ting til at falde på plads inden jeg melder det ud. Så hold øjne og ører åben, jeg melder nok snart ud!

Jeg løber aldrig mere…

“Jeg løber aldrig mere.

Hader asfalt, hader trail, hader bakker, hader vind, hader alt ved løb.!”Skærmbillede 2015-10-06 kl. 22.14.09

Sådan lød min sms til mine venner søndag morgen kl 04:59 den 13 september 2015.

 

“Hvorfor dælen sender jeg sådanne en besked” spørger du nok dig selv.

For at du skal forstå grunden til denne besked, så tager jeg dig med tilbage til

fredag den 11 september kl 12:00.

Efter flere måneders forberedelse, sad jeg i bilen på vej mod Odense Hovedbanegård for at hente min lillebror.

Han skulle de næste 48 timer være min trofaste hjælper, min wingman, føreren af min følgebil under hele ultraløbet, 100 miles – around the isle of Mors 2015. http://100miles.dk

Et løb på 100 miles (160,9 km) løbet i et kuperet terræn og i et stræk med en tidsgrænse på 26 timer.

Op til dette løb var der ingen nerver at føle, ingen sommerfugle i maven – tegn jeg tog for at være positive, og for at al min forberedelse havde givet pote.

Da vi endelig kom frem til Danhotel Nykøbing Mors, og havde fået os tjekket ind, stod den på nummerudlevering, aflevering af mine personlige oplysninger mht kontaktpersoner og den sædvanlige underskrift for, at have forstået at løbsledelsen fralagde sig alt ansvar mht skader og lign.

Her fik man det første kig på finisher trøjen man ville få udleveret ved målgang inden for tidsgrænsen.

Og den skulle man selvfølgelig røre lidt ved, og smile ved tanken om at trække den over hovedet – forhåbentligt – natten til søndag.

Ellers så stod fredagen på fællesspisning med de andre løbere, og her skal jeg love for man lige fik kigget hinanden an.

Her fik jeg indtrykket af, at der var mange der kendte hinanden, og at det var et tæt knyttet felt.

Det fede ved sådanne slags løb som dette er, at man er en stor “familie” og alle snakker med alle, deler gode råd og ikke mindst fortæller “røverhistorier”.

Aftenen endte tidligt i sengen, man skulle jo være frisk til næste dag.

 

Raceday

Lørdag den 12 september kl: 06:30 ringede vores vækkeur, og der skulle spise den obligatoriske morgenmad bestående af havregryn med rosiner og mælk, 1 kop sort kaffe, samme mængde vand og en banan. – Dette har jeg altid spist inden jeg har skulle deltage i diverse races.

Kald et bare overtro, men det virker for mig hver gang.

Samtidig var det min første kop kaffe i 7 dage op til løbet, og kaffen var gude god.

Utroligt man kan savne kaffe så meget.

 

Morgenmaden var overstået og nu skulle der skiftes til løbetøjet.IMG_1096

Jeg vil lyve hvis jeg ikke påstod, at nu begyndte løbet mentalt for mig.

Jeg gik ind i mig selv, og min bror vidste godt, at det kun var det allervigtigste han skulle “forstyrre” mig med.

 

 

 

 

 

Next stop Kirketorvet

Alle løbere blev kørt i bus ind til Kirketorvet, Nykøbing Mors, til personlig præsentation af hver enkelt løber, ved taler fra borgmester samt viceborgmester.

 

IMG_1100

Herefter gjorde alle sig klar til start.

 

Kl: 09:30 lød startskuddet og foran lå 160.9 km.

Allerede fra start af, var jeg meget optaget af at holde mit tempo nede.

Jeg havde de sidste tre uger op til løbet trænet i at løbe “langsomt”.

Det lyder måske mærkeligt, men at skulle løbe så langt, kræver at man holder en stabilt tempo, som ligger lavt i forhold til hvad man er vant til at løbe – det var ihvertfald gældende for mig, da jeg løber væsentligt hurtigere end det tempo der var sat til 5:45min/km.

Men alligevel lå mit tempo væsentligt hurtigere de første 10 km, da der her blev løbet blandt en del tilskuer.

Herefter fik jeg styr på det, og indtil de 30 km gik det godt.

 

Første negative følelse

Den første negative ting poppede op i mit hoved, da jeg rundede de 30 km.

Jeg havde over de sidste 5-7 km begyndt at få utroligt ondt i min venstre ankel, og kunne nu kun løbe på ydersiden af denne.

Hver gang jeg kom til at løbe på indersiden, grundet hældningen i asfalten eller fordi vi løb på stier, gjorde det ondt som en i h……

Før løbet havde jeg lovet mig selv, at blev jeg “skadet” i den første tredjedel af løbet, ville jeg trække mig, og var det i den sidste tredjedel, ville jeg gennemføre uanset smerten.

Men jeg kunne ikke kaste håndklædet i ringen allerede nu.

Det ville være så forkert at gøre.

Jeg vurdere situationen de næste 5 km, og valgte at fortsætte løbet, trods smerten.

En beslutning jeg tog sammen med min bror, som ved hvert depot – hver femte km – stod og ventede på mig med det aftalte energi, væske samt mad.

Løbet fortsatte og hver gang jeg passerede tilskuer på ruten, glemte jeg smerten og løbet blev derved lettere.

 

Krise nummer to

De 60 km var nu lige om hjørnet.

Men nu drillede den højre ankel.

IMG_1158Jeg var nedslået, negativ, og nok ikke sjov at være i nærheden af.

Jeg var nu forbi den første tredjedel, og var i det dilemma jeg havde sat mig selv i tidligere.

Drop ud og undgå en større skade, eller fortsæt og tag tingene som de kommer.?

Jeg sagde ikke meget til min bror ved 60 km, udover “hvad skal jeg gøre.?”

Hans svar var simpelt.

“Er der en mulighed for at løbe, så gør du det fandeme.”

Maden blev spist, Enduren fra 32Gi drukket i aftalt mængde, chews slugt og ned røg en saltstick også.

Det samme gjorde jeg.

Afsted mod de 65 km. – Dog med den aftale med min bror, at ved det obligatoriske lægetjek ved 80 km, skulle der intet nævnes omkring mine smertende ankler. (Havde jo skrevet under på, at det deltagende lægehold til hver en tid, kunne tage en løber ud, hvis disse mente at vedkommende ikke kunne fortsætte, eller ville være til fare for sig selv). Så jeg skulle bare virke frisk.

 

Af årsager jeg endnu den dag idag ikke er klar over.

Så var jeg så heldig at komme til at støde ind i en af de andre deltagere.

Mette var hendes navn, og hun var en positiv stjerne, der viste mig vej ud af krisen.

Vi faldt i snak de næste 2 kmog jeg kunne mærke hvordan energien stille og roligt kom tilbage og de positive batterier blev igen ladet op, og en varme samt rolig følelse, lagde sig tæt omkring mig.

Vores veje skulle igen skilles ved de 67 km.

 

IMG_1179Ved 67 km havde arrangørerne som noget helt nyt, lagt en bakkespurt ind på den berygtede Salgjerhøj.

En bakkespurt på 1 km med den undtagelse og udfordring i, at den steg 9,5% i gennemsnit hele vejen.

Den trak tænder ud ved mange af løberne.

Specielt med 67 km i benene på dette tidspunkt.

Men med en fantastisk opbakning hele vejen op, gik det som en leg – eller, nej det var pisse hårdt.

Kampen på Salgjerhøj

Jeg var nu holdt op med at tælle ned på km, men derimod var tiden taget over.

Jeg talte timer der var tilbage til mit mål var nået, istedet for at tælle ned i km.

Det hjalp mig hen imod de 80 km og det obligatoriske lægetjek.

 

Opturen

Men der var sket det fantastiske.

Jeg var nu positiv, ved godt humør og energien var der bare.

Benene føltes ikke tunge og de ville bare fremad.

Inde i  mit hovede kørte den samme ukendelige sang igen og igen og igen og igen…

En mærkelig føles når man ikke rigtigt tænker mere.

 

80 km, lægetjek overstået og nu på vej mod ukendt land.

Jeg havde aldrig tidligere løbet længere end 84 km, og denne grænse blev snart krydset.

Dette var min eneste ukendte grænse, for hvordan ville min krop reagere når jeg nåede ud på den distance.?

Men det gav bare mere blod på tanden, for herefter var det de 100 km der skulle nåes. Et magisk tal for mig – og nok også for de fleste andre.

Tempoet var stadig nogenlunde stabilt, omkring de 5:50-6:00 min/km.

Stadig ingen tegn på ukendt træthed.

 

Mørket falder på

Klokken var nu blevet spisetid – for dem der ikke løb.IMG_1195

Og det var nu at mørket ville begynde at kunne anes.

Det var det eneste der gjorde mig rigtig nervøs. For hvordan ville jeg reagere når mørket opslugte mig, og jeg skulle være “alene” kun hjulpet på vej af min pandelampe.

Så jeg forberedte mig mentalt, og der blev aftalt helt konkret hvad jeg nu skulle gøre brug af.

Her taler jeg om varmere tøj – langærmet, vest, jakke etc.

Jeg havde indtil videre kun løbet i t-shirt og korte tights, hvilket ikke havde været for koldt på noget tidspunkt.

Men jeg vidste også godt, at det ikke på nogen måde ville være varmt nok til om natten.

Så inden det blev helt mørkt, skiftede jeg til langærmet trøje fra craft, med windbreaker på hele forsiden.

Dette skulle vise sig at være et godt valg.

For mørket havde kun lige lagt sig blidt, da man straks kunne mærke kulden.

Jo mørkere det blev, jo mere fandt jeg ind i en form for “puppe” der lukkede alt ude.

Nu var der kun mig og lyset fra min pandelampe.

Det eneste der brød denne “seance”, var når min bror kørte op på siden af mig, lige for at tjekke til mig, samt aftale hvad der næste gang skulle være klar.

Ellers var det de få gange, en anden løbers følgebil kom forbi mig i sneglefart.

Men en virkelig rar fornemmelse at løbe “isoleret” på denne måde.

 

Med natten kom også energien

Jeg var ikke træt mere – forstået på den måde som de fleste af os kender.

Følelsen hvor man af og til har lyst til at lave en 180 grader vending og løbe hjem igen.

Jeg vidste at der kun var en vej, og det var vejen frem, og intet andet.

Det var med til at holde fanen højt og bare fortsætte.

 

Temperaturen blev ved med at dale stille og roligt, og nu blev den største udfordring at komme igang igen efter hvert stop ved depoterne.

Det gik lynende hurtigt, fra jeg var varm til jeg hundefrøs.

Det var ikke noget problem at komme igang med løb igen, efter indtagelse af div. drikke samt fast føde hver femte km.

Men det var det at få varmen igen.

Mine lemmer var helt kolde, og jeg følte en ubehag hver gang jeg skulle igang, hvilket skyldtes kulden.

De sidste besøg i depoterne var det blevet aftalt, at jeg skulle have min fleece jakke på og starte med at løbe igen mens jeg stadig bar denne.

Det hjalp mig gevaldigt.

Stadig ingen træthed at føle.

Jeg var virkelig oppe på mærkerne nu, følte at intet kunne stoppe mig.

Der var nu et enkelt marathon tilbage.

Men det var kun timerne jeg tænkte på, ikke km. Det gjorde det hele meget mere overskueligt.

 

Jeg var nu ved de 140 km depotet, alt sødt, mad og drikke hang mig ud af halsenIMG_1212

Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at drikke mere sødt, spise mere “vingummi” eller tygge endnu en tablet med energi i.

Det samme gjaldt for mine sandwich. De var en kamp at sluge, men jeg vidste udemærket vigtigheden i at dette skulle ned. Planen skulle holdes, ellers ville det give bagslag.

Så selvom det var hårdt at spise – ja hårdt – så blev jeg ved, og dette var nok den største kamp i denne del af løbet.

 

 

Da jeg ramte de 150 km og nu vidste at der ikke var lang vej igen, så tog fanden over.

Vi skulle løbe bagom Jesper hus blomsterpark, som gik igennem et stykke skov.

Med lidt bakker sagde de.

Ja ja, nogen sagde også at Mors var flad som en pandekage.

Skærmbillede 2015-10-11 kl. 21.46.23

Højdeprofil over løbet – beviset på at Mors ikke er flad som en pandekage

 

Men denne skov, måtte være en bjergskov – sådan føltes det ihvertfald der kl 03:00 natten – og til og med i bælghammerende mørke.

Ikke nok med at det var mørkt og jeg høj lydt løb og bandende som en stiv sømand, så var der fest i Jesper hus blomsterpark.

De gav den gas, så halvvejs gennem skov inden jeg igen ramte vejen, blev jeg fulgt af tung bas og stive mennsker.

Det eneste jeg tænkte på her var, hvor meget jeg hader tømmermænd.

Ja – jeg har tidligere nævnt at jeg ingen tanker havde under løbet, men dette beviser at jeg var ret langt ude i hampen, når der så endelig var tanker.

Spøjst.

 

Opløbet

Det vil være forkert at sige at opløbet er 10 km ude. Men det var her jeg satte spurten ind.

Jeg valgte at springe det sidste depot over, og sætte tempoet op, benene var friskere end på noget andet tidspunkt på hele turen, vejrtrækningen var perfekt og jeg ville mest af alt bare hjem.

Jeg suste forbi depotet ved 155 km – det prøver jeg at foreklare mig selv at jeg gjorde – til stor overraskelse for de to personer der stod ved der.

Men heppede det gjorde de godt nok.

Herfra og resten af turen kan jeg huske meter for meter.

Det var som om mine sanser og min hukommelse kunne rumme 1000 gange hvad den ellers ville registrere.

En virkelig fed følelse.

Jeg hoppede ind og ud af det vi kalder for “Runners high”.

Alle sving og alle sideskift blev gjort med milimeters præcision for at spare tid, skridt og ikke mindst energi.

Jeg var så klar.

Jeg kunne begynde at mærke en prikken i hele kroppen, følelserne begyndte at vælte rundt, jeg var ved at græde, så blev det skubbet væk af gensynsglæde med min bror, så væk af en fanden i voldsk følelse for bare at spurte, og lysten til bare at råbe som en anden tosse – hvilket nok ikke var så god en ide, da jeg på dette tidspunkt løb i et villakvarter.

Men super fedt at mærke kroppen opfører sig sådan.

Alt dette blev pludselig afbrudt da jeg rundt om et hjørne så to på cykler, stoppe op, og så begynde at klappe af mig, og så lige sige “det ser godt ud, kom så, du er snart færdig.”

Hvilken kæmpe opbakning dette var for mig, og hvor var det stort at et ægtepar i tresserne, cykler rundt i et villakvarter kl 03:30 en søndag morgen, for at heppe på os løbere.

Syrealistisk, virkelig syrealistisk.

Km for km åd jeg asfalt, stier og fortovene, jeg vidste at jeg snart var der.

Og der rundt om et hjørne, kunne jeg se beachflagene hvilket viste det 200 meter lange opløb, med det store timeur der lyste op med sin orange farve.

Nu var jeg der.

Nu var jeg igennem.

Intet kunne stoppe mig nu.

Glæden væltede ned over mig til lyden af klap fra de mange folk der stod ved målstregen og ikke mindst min brors stemme der råbte mig fremad.

Opløbet – de sidste 200 meter –

Der, jeg var i mål.

18:47:50 stod uret på.

Done, finitto, så var den ged barberet.

 

Dagen derpå

 

Søndag kl 07:15 stod jeg op.

2:15:00 timers søvn blev det til.

Lagsomt fik jeg mig vraltet ud på badeværelset og fik taget mig et bad.

Herefter gik jeg sammen med min medløber Carsten over til runners lounge for at få en kop kaffe, lidt morgenmad samt og ikke mindste det vigtigste, for at klappe de sidste løbere ind, når de kom i mål.

IMG_1222

Der var stadig løbere ude på ruten.

Det er det vidunderlige ved at deltage i ultraløb. Alle hepper på hinanden og giver gerne en hånd mht at hjælpe.

 

 

 

 

 

Da vores hver især hjælper var stået op, var det igen ind til Kirketorvet til præmieoverrækkelse i form af en gavekurv med gaver fra div. sponsorere til løbet.

IMG_1226

Gudskelov skulle vi ikke op på scenen igen, hvilket for mange ville have været en udfordring af de større.

Underligt nok, var jeg nogenlunde gående, men det var nok pga følelsen af victory for gennemført ultraløb, 100 miles, som faktisk viste sig at være 163.18 km ialt.

 

 

 

 

 

Nu skulle vi bare hjem til Odense igen.

Godt jeg havde taget fri fra arbejde om mandagen.

 

Om jeg gør det igen…?

Ja hvem ved.

 

Nu skal der først trækkes nye projekter ud af truckerkasketten.

 

The Geek Runner

IMG_1241

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Swiss Alpine 2016 – del 2 om planlægning og forberedelse af ultraløb

I mit sidste indlæg introducerede jeg min store målsætning for 2016, gennemførsel af ultraløbet K78 i de schweiziske alper. Jeg introducerede den overordnede fase model for min træningsforløb, som vist nedenfor

 

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Jeg vil anbefale alle der kaster dig ud i et lignende ultraløb om at fase inddele jeres træningsprogram. Hvis man ”kører på” med kvalitetstræning i 8-9 måneder løber man stor risiko for at få skader, samtidig med at kroppen slet ikke kan kapere så meget formfremgang uden restitution, man spilder simpelthen sine kræfter og opnår ikke de effekter man ønsker.

 

Derfor kører jeg et langt grundtræningsforløb hvor jeg i 13 uger primært vil løbe ture i LSD (Maffetone) tempo. For dem der ikke er bekendt med Maffetone, kan jeg nævne at hans løbetempo udregnes i den simple formel om 180 – din alder, og det er så den puls du skal løbe efter. Ideen er at du vil blive hurtigere, af at løbe langsommere. Jeps den er god nok! philmaffetone

 

Formålet vil være at øge fra mit nuværende gennemsnitlige mængde niveau på ca. 50 km ugentligt, til 90 km ugentligt, med ca. 10% fremgang om ugen, og med hver fjerde uge som restitutionsuge og nedsat træningsmængde. Teorien om restitution som alfa-omega til sikre formfremgang er nærmest universelt accepteret i løbeverdenen.

 

Grov skitse for grundtrænings blokken vil så være :

 

 

Uge Samlet mængde Antal ugentlige ture
1 49 4
2 54 4
3 59 4
4 50 4
5 56 4
6 62 4
7 68 5
8 55 4
9 66 5
10 73 5
11 81 5
12 90 5
13 90 5

 

De efterfølgende blokke vil jeg ikke planlægge i detaljer på nuværende tidspunkt. De ligger længere fremme så der er meget der afhænger af hvordan min krop og motivation reagerer på et langt grundtræningsforløb med stigende mængder.

 

Blok II – udholdenhed og tempo.

 

På dette tidspunkt i forløbet er tanken at introducere kvalitet i programmet. Mængden vil blive holdt omkring 90 km om ugen i de fleste uger. Progressionen vil bestå i at indlægge 2 kvalitetspas i ugens træning. Kvalitetspas I vil skiftevis være et tempoløb med fokus på at forbedre mælkesyretærsklen, og et pas med Vo2 Maks intervaller for at forbedre iltoptagelsen

 

Kort om kvalitetstræning.

 

Der findes mange ressourcer online om de forskellige trænings intensiteter og de tilknyttede effekter. Meget baserer sig på Jack Daniels grundlæggende principper og empiri, og det er også her min grundviden om løbetræning er hentet fra, nemlig hans banebrydende running formula. Bogen kan varmt anbefales og købes her Jack Daniels Running Formula Helt kort så vil jeg primært arbejde med AT tempo og Vo2 Max tempo. AT tempo har til formål at rykke mælkesyretærsklen opad, dvs. øge det tempo der kan løbes i uden at ophobe mælkesyre i musklerne. Træningen udmøntes for mit vedkommende ved tempoløb af 25-40 minutters varighed. Vo2 max intervaller er mellemlange intervaller der løbes ved højere intensitet end AT tempo og har til formål at øge iltoptagelsen, dvs. konditionen. Typisk vil jeg løbe 4-6 intervaller af 800 – 1200 meters med 2-3 minutters pause imellem hver.

 

Kvalitetspas 2 vil bestå af en mellemlang tur på 14-18 km som vil forsøges løbet i kuperet terræn, evt. indlagt bakkespurter.

 

Derudover en langtur om ugen på minimum 25 km og 1-2 supplerende ture i LSD tempo. Tanken er at det lange grundtræningsforløb vil gøre at jeg kan indlægge kvaliteten uden at blive skadet. Bemærk at jeg ikke planlægger at øge den ugentlige mængde. En klassisk fejl er at øge for meget på en gang, derfor har jeg først fokus på langsomt tempo mens der mængde opbygges og dernæst fokus på konstant mængde, og stigende kvalitet i træningen.

 

Blok III – løbsforberedelse

 

Ideen med denne blok vil være at holde programmet fra blok II, og først i forløbet øge mængden til 105-110 km om ugen med en peak uge omkring midt juni (ca. 4 uger før løbet) derudover at indflette noget styrketræning, og vandring i forløbet samt 2 marathons, gerne med 1-2 ugers mellemrum for at blive komfortabel med at løbe langt på trætte ben

 

 

 

 

Swiss Alpine k78 – vejen til min ultraløb debut

En føljeton om min forberedelse til Swiss Alpine k78 2016

Da jeg startede med at løbe og trænede op til mit første marathon blev jeg hurtigt interesseret i hvad der ellers lå og lurede i fremtiden af udfordringer. Jeg fandt ud af at der var noget der hed ultraløb og det var helt ubegribeligt for mig at forstå at nogen kunne (og ville) begive sig ud på distancer på 50km, 100 km, 100 miles, etapeløb og så videre. Ret hurtigt blev der dog også tændt en gnist og det sitrede i mig for en dag selv at kunne begive mig ud på noget lignende. Det klassiske og store Swiss Alpine K78 blev hurtigt opdaget og i flere omgange fascinerede det mig, og jeg lovede mig selv at stille op til dette løb en gang i fremtiden.

 

http://www.swissalpine.ch/

Swiss Alpine K78

 

”there is no time like the present” som nogen engang sagde og jeg er utrolig spændt og stolt over at min ultra debut skal være ved Swiss Alpine k78 i Davos i 2016. Jeg glæder mig til at fortælle jer om mine forberedelser frem mod løbsdagen. Det kan dog være en utrolig uoverskuelig proces at skulle planlægge et træningsforløb frem mod et ultraløb. Dels er der langt færre ressourcer online i forhold til marathon planlægning og træning, og dels er træningen i langt højere grad løbs specifik da hvert enkelt løb byder på sine egne udfordringer. Jeg vil derfor køre en blog serie om mine forberedelser frem mod Swiss Alpine k78 og jeg håber DU kan finde inspiration hvis du også står og overvejer at kaste dig ud i et lignende løb. Samtidig vil det fungere som en øget motivation og hjælp til at holde gang i træningen, at jeg på den her måde skal blogge om mit forløb og ”stå til regnskab” over for læserne

 

Del 1 – Overordnet planlægning.

 

Jeg kender et par stykker der har gennemført k78, et par løbekammerater jeg har mødt igennem den fænomenale løbeklub Sparta som vel nok er Københavns største løbeklub, der samtidig er bredt funderet og derfor rummer elite såvel som nybegyndere. Eksempelvis har klubben 0- 5 km begyndertræning hvor helt nye løbere kan løbe i hold med erfaren løbetræner og arbejde sig op til at kunne løbe 5 km i løbet af et 12 ugers program. Samtidig vinder Sparta’s elite løbere motionsløb og marathon på ugentlig basis så der er virkelig lidt for enhver smag i klubben.  Derudover har jeg fået inspiration til mit forløb fra diverse internet forum, hvor især K78 trådene på loebesiden [ www.loebesiden.dk] har været hjælpsomme. Det gode er at hvad ultraløb angår, så er k78 betegnet lidt som et hyggeløb (gisp!) dvs. udover at det forhåbentlig er et godt debut løb, så vil jeg tage afsæt i klassisk marathon træning, som jeg så vil udvide til at forløbe over længere tid, og med længere ”langture”, samt enkelte andre modifikationer

 

Del op i blokke

Programmet vil jeg fase inddele således at hver periode på 3 måneder har hver sit tema og formål. Det har den klare årsag at programmet skal løbe over 9 måneder (November 2015 – juli 2016) og et traditionelt special træningsforløb mod marathon over blot 12-16 uger. Faserne vil i grove træk blive inddelt således:

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Hver blok vil få et ugeprogram der vil tage hensyn til langsom progression for at undgå skader, og de fokusområder og målsætninger der er tema for hver blok.

 

I mit næste blogindlæg vil jeg gå i detaljer med hver fase