MOTIVATION OG LØBEGLÆDE – vend ydre motivation til indre motivation

For tre ugers tid siden gennemførte jeg mit 6. ultra trailløb – Julsø Ultra – en temmelig bakket tur på 58 km og 1400 HM ved Himmelbjergegnen.

Et par dage efter blev jeg ATTER EN GANG spurgt:

”Hvorfor gør du det? Er der virkelig nogen, der hvis de nu skal være helt ærlige holder af at løbe ultraløb? Er det ikke mest for at være smart og få opmærksomhed på de sociale medier?”

Jeg lagde hånden på hjertet og svarede, at jeg HELT ÆRLIGT ikke tror, at man kan fake sin begejstring for ultraløb. Hvis ikke man virkelig elsker et eller andet ved den slags løb, så kommer man simpelthen ikke igennem løbet. Det er for hårdt både fysisk og i særdeleshed mentalt til, at man kan krydse målstregen ene og alene med smart-faktor som drivmiddel.

13211107_10207892469482402_430184122_o

 

MEN HVAD ER DET SÅ DER DRIVER VÆRKET?

Det kan jeg med sikkerhed ikke svare entydigt på, for en ting er til gengæld sikkert – det er ganske individuelt, og der kan være mange faktorer på spil. Men fællesnævneren for alle må være en eller anden form for motivation.

Ordet motivation stammer fra det latinske ”movere”, og betyder at bevæge eller flytte. Motivation er altså et begreb, der beskriver den drivkraft, som får mennesker til at handle, som de gør.

Der findes et hav af motivationsteorier baseret på adskillige studier fra tidernes morgen og frem til nu. Nogle handler om tilfredsstillelse af menneskets lyster og behov, mens andre er mere procesorienterede og tager udgangspunkt i forventning, målsætning, belønning eller balance.

Jeg er egentlig, for at sætte det lidt på spidsen, fløjtende ligeglad med, hvad teorierne hedder og hvem, der har udviklet dem. Jeg er mest optaget af de to motivationskoncepter:

Indre og ydre motivation.                                                      

Fordi netop de er afgørende for, om man oplever glæde ved det, man foretager sig – hvilket i det her tilfælde er løb.

13214553_10207892469722408_788381188_o

 

INDRE OG YDRE MOTIVATION

Indre motivation refererer til den motivation, der er forbundet med en naturlig lyst, interesse eller nysgerrighed. Indre motivation er kendetegnet ved, at den er drevet af glæden ved en aktivitet frem for udefra kommende konsekvenser som f.eks. en belønning. Man løber så at sige for løbets egen skyld og den glæde, man finder ved at løbe.

Ydre motivation baseres derimod på resultater uden for selve det at løbe såsom belønning, evaluering og andres meninger. Man løber med andre ord for at opnå et eller andet udfald.

Nogle vil måske så påstå, at løbere, der deltager i konkurrencer udelukkende er drevet at ydre motivation. Det er jeg så direkte uenig i, indre og ydre motivation behøver ikke at udelukke hinanden.

Jo bevares, konkurrence er generelt ydre, fordi det opfordrer udøveren til at vinde og slå andre. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan glædes ved de indre gevinster ved løbet.

Der hvor jeg synes, indre og ydre motivation bliver betydningsfuld, er i forhold til:

Løbere der indimellem bøvler lidt med motivationen – og hvem gør ikke det?

Det kan både være nye løbere, der gerne vil have gang i regelmæssige løbeture eller øvede løbere, der ønsker at holde fast i daglige løbeture. Det kan såmænd også være konkurrenceløbere, der simpelthen pludselig føler sig demotiverede.

For hvis du gerne vil bevare gejsten og motivationen for at løbe, er det altså afgørende, at du føler glæde ved at løbe, ellers bliver det op ad bakke at holde fast i en god løberutine.
13199582_10207892469362399_1270836826_o13223540_10207892469442401_1116707055_o

 

NÅR KRAV OVERSTIGER LYST – FORSVINDER GLÆDEN

Hvis det at løbe mere bliver en pligt, noget du skal, end noget du har lyst til, så begynder du at miste glæden og rende ind i motivationsproblemer. Det er ikke sikkert, du opdager, at du er på vej ud i et mere kravfyldt frem for lystbetonet forhold til dit løb.

Mangel på lyst til at løbe kan godt komme snigende ad bagvejen – især hvis du alligevel formår at komme i skoene. Og så pludselig en dag står du der, hvor du ganske enkelt ikke gider løbe mere – og det er ærgerligt at nå til det punkt. Du skal stoppe op og snøre skoene lidt anderledes, inden du når dertil!

Hvordan opdager du så om det er krav eller lyst, der driver dig?

En tommelfingerregel – hold øje med de små ord ”burde” og ”skal”.

Vær opmærksom, hvis du tager dig selv i at tænke i fraser som:

”Jeg burde løbe en tur i stedet for at ligge i sofaen” eller ”Jeg skal ud at løbe i dag”.

Aktiviteter, der er forbundet med ”burde” eller ”skal”, lugter langt væk af krav, du stiller til dig selv. Prøv lige engang at holde dem op imod ”har lyst til” og ”vil”, så lyder sætningerne pludselig mere som noget, du vælger i stedet for at pådutte dig selv:

”Jeg har lyst til at løbe en tur i stedet for at ligge i sofaen” og ”jeg vil ud at løbe i dag” .

Hvordan bevarer du så lysten?

Det gør du ved at blive bevidst om, hvad det er ved løb, der lige netop driver værket for dig. Hvad er det, der gør dig glad, hvad får du ud af at løbe?

Hvis svaret tager form af en ydre motivation, så prøv at omformulere det til en indre motivationsfaktor. Lad mig komme med et par konkrete eksempler:

”Jeg løber for at tabe mig og blive mere attraktiv” → ”Jeg løber for at tabe mig og få et bedre helbred”

”Jeg løber for ikke at virke doven” → ”Jeg løber fordi, det giver mig mere energi i hverdagen”

”Jeg får selvtillid af at løbe, fordi andre synes jeg er god til det” → “Jeg får selvtillid af at løbe, fordi jeg føler mig kompetent, når jeg klarer en udfordring”

”Jeg løber for at gøre mig fortjent til en kage til aftenkaffen” → “jeg løber så jeg kan nyde min kage til aftenkaffen”
13225212_10207892469922413_1868694345_o

 

SKAL JEG SÅ ALDRIG LØBE, NÅR JEG IKKE LIGE HAR LYST?

Nu spørger du sikkert dig selv, om jeg så aldrig nogensinde løber, når jeg ikke har lyst.

Jo, gu gør jeg da det. Men jeg gør det ikke, fordi jeg burde. Jeg gør det fordi, jeg ved, at det er, når jeg har aller mindst lyst til at løbe, at jeg har aller mest behov for det. Når jeg har mindst lyst, er det som regel når energiniveauet er i bund, fordi jeg er udfordret af andre ting i mit liv.

Hvis jeg får hevet mig selv op og løber en tur, så får jeg netop den nødvendige energi til at tage kampen op med de udfordringer, der dræner mig. Det ved jeg, og derfor ender det som regel med, at jeg gerne vil løbe en tur, selv om jeg ikke har lyst. Jeg ved godt det lyder selvmodsigende. Men det bunder i, at jeg får vendt den ydre motivation til en indre:

”Jeg orker egentlig ikke løbe med alt det, der foregår lige nu, men jeg gør det, fordi jeg skal passe min træning” → ”Jeg orker egentlig ikke løbe med alt det, der foregår lige nu, men jeg vil gerne, fordi det giver mig et nyt syn på tingene og energi til at håndtere udfordringerne.”

Garnnøglen kommer på plads i hovedet.

Jeg plejer at sige, at jeg løber ud med en filtret garnnøgle med knuder til højre og løkker til venstre. I løbet af turen filtres de ud og ruller sig lige så langsomt op, så jeg vender hjem med en fin rund kugle af garn.

Slutteligt vil jeg sige, at det da er helt ok at løbe nogle ture, der mest føles som ”burde”-ture indimellem. Så længe vægtskålen ikke begynder at tippe i retningen af, at de fleste ture er pligt og glædeskurven aftagende.

Kommer du dertil, er det måske værd at tage en pause fra løb i en periode og holde dig fysisk aktiv med andre former for motion, indtil kærligheden til løb igen blomstrer op.

Løbere er også mennesker, og vi spæner uundgåeligt ind i ups and downs fra tid til anden. Vær i det, anerkend din manglende motivation, respekter den og lyt til den frem for at kaste dig ud i det ene pligt-løb efter det andet.

–  Så skal motivationen nok dukke op igen, når du er parat –

13210994_10207892469642406_1164624163_o

 

 

De græske helte – marathon

Her kommer et lille alternativt og afkortet indlæg om løb og marathonløbets oprindelse. God læselyst og lørdag til jer alle 🙂  

Indimellem skal der ikke så meget til at distrahere mig og jeg er en person, der let kan miste fokus, hvis mine tanker er på vej i en anden retning. Dette skete på mit studie hvor vi havde nogle interessante lektioner omkring retorikere i det antikke Grækenland og romertiden. Vores underviser kom med en lille historie fra Iliaden og Odysseen hvor vi hørte om atleten Achilleus. Historien handlede om den hurtigløbende Achilleus og hans kvindelige modstykke, gudinden Atalanta, som udfordrede mænd til kapløb i skoven, men indhentede dem og spiste dem.

Denne historie førte mine tanker tilbage til oldtidens budbringerne, for gud hvor var de seje!

En af de mest berømte løbere var grækeren Pheidippides, myterne om ham har været inspirationskilde til maratonløb, som vi kender det i dag. Historien beretter om, at Pheidippides løb 40,5 km. fra slagmarken ved byen Marathon til Athen, for at melde om den græske sejr over Persien. Historien er antageligt en myte og kritikere mener, at den stammer fra Pierre de Coubertin, som er grundlægger af de moderne olympiske lege. Baggrunden for myten menes at være, at Pierre de Coubertin ville motivere grækerne til, at genoprette de olympiske lege og for at gøre dette, skulle der anvendes lidt slagkraftig PR.

oldtidens æb

De første løbere var dog ikke grækerne, men jægere på savannen og deres efterkommere millioner af år senere, som fungerede som budbringere – vi kender bl.a. løbetraditioner fra civilisationer omkring det nuværende Irak fra år 8000 f.kr.. Her begyndte menneskerne at samle sig i større bysamfund, hvor behovet for kommunikation opstod.

 

Jeg synes det er imponerende at tænke over, hvor mange år mennesker har brugt løb til bl.a. jagt, bringe budskaber og som transportmiddel og det bekræfter mig i, at vi er skabt til at løbe. De forskellige betingelser som oldtidens og nutidens løbere har haft, har dog været vidt forskellige, men det siger jo næsten sig selv 🙂                                                                                           Nutidens løbere har bl.a. haft løbesko, hvilket ganske vist koster ekstra i energiomsætning grundet deres vægt, men som mindsker risikoen for skader. Derudover har de moderne løbere optimale muligheder for indtagelse af væske og energi under deres løbeture – sådanne muligheder fandtes ikke for oldtidens budbringere!

 

Hvis du også synes at oldtidens Grækenland og løb er enormt spændende, så vil jeg anbefale dig at se denne video: http://www.athensmarathon.com/history/

-Videoen handler om slaget ved byen Marathon og historien bag Athens Marathon, god fornøjelse!

 

 

Jeg vil bare derud af! – Men med hvilke sko?

Samler, udstyrsfanatiker eller blot en med sund fornuft? Kært barn har mange navne afhængigt af hvis øjne der ser – men én ting kan de fleste løbere blive enig om: man kommer rigtig langt med gode løbesko.

skoo

“Du har HVOR mange par løbesko?”

Jeg husker tydeligt mit første møde med løbeverdenen; det var i 2007 og stedet var Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole. Aldrig havde jeg set(og lugtet) så mange løbesko før, men det som undrede mig mest var, at antallet af løbesko langt oversteg antallet af løbere. Hvordan kunne det være når nu løbesko ‘bare’ var løbesko?

Men jeg skulle blive klogere viste det sig. Ligeså langsomt opslugte løbeverdenen mig og begrebet ‘løbesko’ udfoldede sig til flere tusinde udgaver med forskellige drop, mønster og snørrbåndstyper – alle dog stadig med samme formål: at være en god løbesko.

Jeg har siden da selv fået opbygget mig en pæn samling af løbesko, alle med forskellige specialiseringer, udformninger og indeholdende en masse gode historier. Så mød her mine allierede på vejen til det gode løberliv:

De gode gamle

imageMærke: Gummistøvle

Underlag: Regn og mudder

Løbestil:

Min bedste oplevelse: Så tænker I nok “Det er ikke den smarteste løbesko jeg har set”men der er en mening bag. Det var nemlig med disse sko i tankerne at jeg første gang blev konfronteret med de mange holdninger, der findes omkring løbesko: Det var en grå dag under introugerne på min efterskole, og der stod orienteringsløb på programmet – noget som jeg aldrig havde hørt om. Jeg rakte derfor, med vejret i tankerne, hånden op til samling og spurgte: “Kan man godt løbe o-løb i gummistøvler?” Et spørgsmål som, til min store forundring, vakte en vældig latter i salen og som har fulgt mig lige siden.

Samlet rating: ♥♥

De o-løbene

skoMærke: Inov-8 (min udgave er for gammel til at være på siden, men X-Talon 190 kan anbefales)

Underlag: Primært terræn, da sålen er meget mønstret og med stålpigge under, som ødelægges ved asfaltløb.

Løbestil: Primært midtfod- og forfodsløb, da den tynde sål og terrænet gør at man lander længere fremme på foden.

Min bedste oplevelse: Jeg har løbet utrolig mange orienteringsløb i denne sko og det bedste ved skoen må derfor være hvor slidstærk og robust den er. Der er ingen specifik oplevelse, men den har været på tur i Danmark, Sverige, Slovenien, Tjekkiet, Italien og Polen, så det må siges at den har tjent sin pligt.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥

De trailløbselskende


DSCF3878
Mærke: Salomon Fellraiser

Terræntype: Trails og terræn. Kan godt klare lidt asfalt også, men det slider på sålen.

Løbestil: Da skoen har 6 mm drop fungere den godt for mig til forfod- og midtfodslanding.

Min bedste oplevelse: Dette var skoene som jeg løb mit første marathon, Samsø Marathon, i. Det var en brutal tur, men i mål kom jeg. Det kan altså ikke anbefales at løbe et marathon der er hovedsageligt asfalt i disse sko – medmindre du er på udkig efter en god mental udfordring selvfølgelig. Til trail og terræn er de dog fantastiske. De går an til orienteringsløb også, under den forudsætning at skovbunden er nogenlunde jævn og at du ikke har for svage ankler. Dette skyldes at  de på trods af lille drop har en solid sål, der kan øge risikoen for vrid i anklen.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥♥

De lynhurtige

Mærke: Adidas Climachill Rocket skoII

Terræntype: Asfalt og skovstier.

Løbestil: Dette er en meget let sko(236 g), som hjælper godt til en naturlig løbestil.

Min bedste oplevelse: Denne sko har jeg kun ejet i 3 uger, så det er ikke de store oplevelser i dem endnu. Men en tur i skoven i det danske forår rangere ret højt på listen over løb som øger livskvaliteten, og det har de været med til. Er man til den naturlige løbestil uden for meget påvirkning fra skoen, kan jeg klart anbefale disse.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥♥

De specialiserede

DCIM100GOPROMærke: Born2Run

Terræntype: Grusstier og evt. asfalt

Løbestil: Igen en meget let sko, denne dog med zero drop.

Min bedste oplevelse: Dette er en sko for nørderne. Skoene er lavet med udgangspunkt i den meget populære bog om løb: Born to Run, og er derfor en sko med fokus på forfodsløbestilen. Jeg anvender den til at træne netop at lande længere fremme på foden, hvilket giver en solid træning af læggen. Desuden er den utrolig behagelig og let, hvilket gjorde den perfekt til en vandretur i bjergene på Fillipinerne.

 Samlet rating: ♥♥♥♥

At vælge sine sko: Ultra Trail Barcelona

Der findes altså utroligt mange typer løbesko, alle med hver sin specialisering og historie. Det handler bare om at prøve sig frem og finde dem som passer en selv. Så kan man løbe mere, blive mere nysgerrig og spare op til næste par som skal afprøves. MEN hvad gør man så når man skal vælge skoene til sit løb?

Jeg står foran at skulle løbe halvmaratonet til Ultra Trail Barcelona her d. 30 April og skal derfor udvælge mine sko. At se på løbet er ofte den bedste vej til at finde sine sko og det jeg ved om dette løb er:UTBNC højdeprofil

Distance: 21 km

Højdemeter: +- 1000 & højdeprofil:

Terræn: Et par kilometers asfalt til en start og efterfølgende tekniske bjergstier “where the skills of those more used to natural environments will be shown.” som løbsarrangøren skriver.

Min analyse af disse oplysninger er altså:

  1. Det er en lang distance –> de mest minimalistiske af mine sko kan ikke bruges, da jeg ikke er trænet nok til at løbe langt i dem.
  2. Der er mange højdemeter fordelt på flere toppe og det er på små stier –> et godt mønster under skoen kan hjælpe mig meget både op ad hvis der er mudret, og i nedløbende så jeg ikke glider.

Valget falder derfor på mine Salomon Fellraiser, da jeg før har løbet 42km i dem og de har et groft mønster under, som giver et godt greb i det formentlig noget ustabile underlag. Om dette er det rigtige valg vender jeg tilbage med i løbsberetningen i starten af Maj 🙂

Fra 100 meter til 65…km i flade sko

“Shit mand, hvad er det for nogle sko, jeg har købt,” tænkte jeg, da jeg stod med de blå Bikila Evo fivefingers i hånden. En minimal sål, ingen snørebånd og en følelse af bare tæer når man endelig havde fået skoen på. Det var ikke noget jeg havde kendt i forvejen.

Første gang jeg havde haft den type sko i hånden, var hos fysioterapeuten, som skulle hjælpe mig med at skifte løbestil.

Blå Bikila Evo fra Fivefingers lige pakket ud af æsken.

Blå Bikila Evo fra Fivefingers lige pakket ud af æsken. Foto: AGR.

Nu havde jeg taget mine egne på, og skulle ud på min første tur. Det var 16. marts 2015. Jeg kunne ikke fatte, at jeg kun måtte løbe 100 meter, og jeg snød også lidt, jeg kunne ikke nære mig, og da turen var slut, var jeg oppe på 300 meter! En tredobling!

“Det går jo nok,” tænkte jeg, og heldigvis havde min Fysioterapeut, Camilla Nymand, også sagt, at jeg måtte løbe to gange om dagen, både morgen og aften – “Men kun de korte ture,” formanede hun.

Det gik også den første uge, der kom jeg op på max. 500 meter. Uge to startede med 1,25 km og endte med 2,2 km. Uge tre endte jeg på 7 km, og her råbte mine lægmusker af mig hele vejen, som de faktisk også indimellem havde gjort de første par uger.

Ny form for belastning
For med en ny løbestil, så er det også andre steder i organismen der bliver belastet. Nu var det lægmusklerne og akillessenen der stod for tur. Heldigvis oplevede jeg kun smerter i lægmusklerne, men hold kæft hvor råbte de også meget af mig den første måned, men derefter havde kroppen vænnet sig til det og så var ømheden væk.

Den næste uge gik med små ture mellem 2 og 4 km, hvorefter jeg en måned efter jeg havde lagt løbestilen om, løb min første 12 km tur. Min fysioterapeut mente, at jeg var bindegal, men det gik jo godt, og med små ture indlagt på alle de andre dage, så var der ingen problemer.

Sådan gik det, slag i slag, og jeg der aldrig havde troet, at man kunne løbe hver eller hver anden dag, løb afsted hver eneste dag (næsten) uden nogen form for smerter eller ubehageligheder.

Den første rigtigt lange tur i fivefingers sko blev løbet den 6. juni, det var Skaldyrsløbet på Mors. 31 km blev det til i næsten bare tæer, jeg kunne godt mærke underlaget i fødderne bagefter, men det var fantastisk at løbe så langt i de sko og med den nye stil.

Fødderne var lidt trætte efter 31 km. Foto: AGR.

Fødderne var lidt trætte efter 31 km. Foto: AGR.

Nu havde jeg fået blod på tanden, 2 1/2 uge efter løb jeg 38 km, og havde stadig heller ikke nogen problemer. Midt i juli løb jeg hjem fra Silkeborg, med lidt omveje blev den på 50 km, og selv om kroppen var træt bagefter, så var der ingen smerter i fødderne, og de var klar igen næste morgen (til en lille tur).

Hvad skal man så prøve?
Jeg havde ingen ambitioner om tid længere, da jeg ændrede min løbestil. Så jeg gjorde også mig selv langsommere, men det betød intet, for jeg var bare glad for at komme afsted på løbebenene.

Jeg havde det også sådan, at jo længere turene var, desto mere skulle jeg også passe på mig selv, så der både var energi og glæde på de lange ture.

Jeg havde talt med Rasmus fra Keep Running i Aarhus, og han og en kammerat arrangerede Marselis Marathon i september 2015. Det måtte jeg prøve, selvom højdemeterne så lidt vilde ud.

“Men,  jeg kunne også gøre det lidt mere besværligt for mig selv,” tænkte jeg…

Hvad med at løbe ind til starten, og så bagefter løbe et maraton. Konen mente jeg var gal, men bakkede mig op.

Derfor startede jeg hjemmefra lørdag den 26. september, og løb, med lidt omveje, de 23 km til startområdet i Marselis skoven. Jeg nåede det lige, inden løbet blev skudt i gang. Så på med chip, noget tørt tøj, og så afsted igen.

Så er jeg klar, først 23 km venter forude, og derefter et "bjergmaraton". Foto: AGR.

Så er jeg klar, først 23 km venter forude, og derefter et “bjergmaraton”. Foto: AGR.

Jeg var ikke hurtigt, slet ikke, og hvis man kigger på resultatlisten så lå jeg langt tilbage i feltet, da jeg endelig kom ind (og kone og fire børn stod og heppede i solskinnet), men jeg havde løbet 65 km. og over 728 højdemeter havde jeg “besteget”.

Det havde taget lang tid, men det var sgu en fed fornemmelse, at have overgået sig selv, på en distance man ikke havde prøvet før.

Næste morgen, benene var trætte, men jeg var afsted på seks km. Med løbeklubben til den årlige bananstafet. Jeg kunne lige så godt få kadaveret rystet igennem igen.

Mit næste mål, det ved jeg ikke, jeg har endnu ikke meldt mig til noget løb i 2016, men jeg overvejer at lave min egen træningstur på 100 km i oktober, for at se om jeg kan, og inden prøve mig selv af på en 75 km rute. Det er lange ture, men det er nogle fede oplevelser, det er jeg ret sikker på.

Man skal også have sko til vintertræning, det er godt, at de er vandtætte. Foto: AGR.

Man skal også have sko til vintertræning, det er godt, at de er vandtætte. Foto: AGR.

Lige til slut, vil jeg tilføje, at ovenstående IKKE er et eksempel man skal følge. Det at skifte løbestil, det er ikke bare noget man gør, slet ikke til forfod/fladfod. Det kræver teknik og løbetræning, og fordi jeg kunne skifte så smertefrit og så hurtigt, er ikke ensbetydende med, at andre kan. Jeg søgte råd og vejledning, og havde efter den første konsultation med fysioterapeuten 5 x tekniktræning efterfølgende. Man skal tage det meget seriøst, så man ikke oplever skader i overgangsfasen, men når de 1 – 2 måneder er overstået, så forstår man ret hurtigt, hvorfor man skiftede.

Vejen til Danmark’s største løbefællesskab!

Det hele startede da jeg havde oprettet en 80km løbe challenge for November og der var stor interesse for begivenheden på facebook. Der var et par tusinde deltagere og det var virkelig en fed følelse!

December blev oprettet og endnu en succes med et par tusinde deltagere.

Januar udfordringen tog virkelig fat! Inden 1. Januar 2015 var der over 10.000 som havde trykket “Deltager” til min challenge på facebook.

Jeg havde faktisk ikke set at deltager tallet var eksploderet sådan.. Mark skrev en besked til mig hvor der stod “Har du set at der er 10.000 deltagere på din challenge? Du har da fat i noget her som vi sammen kunne gøre til noget stort!”

( Der blev løbet mere end 800.000 km i forbindelse med løbe udfordringen )

__

De efterfølgende dage snakkede vi rigtig meget frem og tilbage om vores ideer og muligheder med en facebook side, blog, fællesskab og hvordan vi kunne få folk til at dyrke mere motion

__

En december dag i 2014 på en løbetur i Støvring løbeklub. Mark og jeg løb som altid, side om side og snakkede som vi plejede. Mark og jeg havde snakket om det i lang tid og blev enig om at siden skulle i luften nu…

En december dag i 2014 på en løbetur i Støvring løbeklub. Mark og jeg løb som altid, side om side og snakkede som vi plejede. Mark og jeg havde snakket om det i lang tid og nu skulle det ud…

Jeg siger “Mark! Vi skal lave den side på Facebook som vi har snakket om!”

Mark siger “Ja vi skal!”

Jeg siger “Vi finder en dag og brainstormer sammen! Vi skal udfordre alle til mere motion, rådgive om løb,

ernæring osv.. Alt hvad løb indeholder”

Mark siger “Det gør vi!”

__

De efterfølgende 2 uger snakkede i telefon ca 2-3 timer om dagen og vi skrev hundredevis af beskeder frem og tilbage.

Vi brainstormede på vores projekt..

Samtalerne handlede om vores “lille” projekt.

Hvad skal siden hedde?

Coverbilled, profilbilled, logo osv.

Januar 2015 sad vi i Mark og Jannis stue med hver vores computer, nu skulle vi offentliggøre vores side!

Jeg trykkede på “Opret Side” og begyndte at udfylde felterne.

Sidenavn : Runners DK

Vision : Vi vil gennem Runners DKs Facebookside udfordre danskerne til månedlig løb/gå challenge.

We Challenge You !

Skal vi have ambassadører?

Kan vi få fat i gutterne fra Rigtige Mænd?

__

Nu var det officielt, nu var Runners DK online!  www.facebook.com/RunnersDK

Vi sad lettede og glade over at vi nu var online og nu skulle vi bare have nogle følgere.

Minutterne føltes som timer…

Der kom stille og roligt et par likes fra venner, familie og bekendte, men det var tydeligvis ikke den start vi havde håbet på!..

1 Syntes godt om. 2 Syntes godt om. 5 Syntes godt om. 10 Syntes godt om.

Jeg pakkede min computer og kørte hjem. Jeg skulle spise med et par venner og efterfølgende se nogle gode film.

Jeg nåede knapt nok hjem og så tog det hele pludseligt fart!

Mobilen vibrerede hele tiden i lommen og der væltede ind med følgere på vores facebook side.

Meningen var at mine venner og jeg skulle se 3 film, men jeg så nok samlet 10min af filmene, jeg kiggede på min mobil hele aftenen.

50 Syntes godt om, 70 Syntes godt om, 100 Syntes godt om, 200 Syntes godt om, 500 Syntes godt om, 1000 Syntes godt om, 1500 Syntes godt om.

DET VAR FULDSTÆNDIGT VANDVITTIGT! Mark og jeg skrev til hinanden hver gang der kom et Syntes godt om og vores mobiler var rødglødene.

Det var virkelig den bedste aften længe!

__

Dagene og ugerne gik, hvor vi udfordrede folk til vores “løbe challenges” på facebook, vi delte erfaringer og løbs oplevelser på facebook siden. Det var så fedt at folk tog så godt imod os og ville være en del af Danmarks største løbefællesskab på facebook.

__

Efter nogle uger fik vi vores 4 første Runners DK Ambassadører.

Lindy, Palle, Hammer og Jonas fra Rigtige Mænd.

Det var fedt at samarbejde med de fede gutter og JA de er ligeså skøre som de er på TV.

__

Efter nogle uger kom der ikke rigtigt flere følgere ind på siden og det hele gik så langsomt..

Vi var sultne og ville have mere!

Men efter flere samtaler med Mark og Janni, blev vi alle 3 enige.

“Hvorfor er vores mål at få mange følgere?”

“Vi vil hellere have loyale og aktive følgere, end bare en masse fylde og passive følgere”

Hver gang vi delte et opslag, kom der lige et par følgere mere, det var fedt.

__

Efter vi havde været online i ca 1/2 år, begyndte folk at genkende os til løb. De kom over og sagde “Hey, det er jer fra Runners DK” “Kan I hjælpe mig…” “Vil I ikke… ?”

OG DET ER VIRKELIG MOTIVERENDE FOR OS!

Grunden til at vi gør det her er ikke for bare at have en facebook side med mange følgere.

Det er fordi at vi elsker at motivere alle folk til mere motion og til at udfordre sig selv!

__

Beskederne tikkede ind på vores facebook side med spørgsmål vedr. løb, skader osv.

Det er så fedt at få lov til at hjælpe andre og motivere dem til at komme op af sofaen og igang med motion.

Månederne gik..

__

Idag et år og 2x løbs arrangør efter, står vi med Danmarks største løbefællesskab og aller VIGTIGST er at vi har 5563 af DANMARKS BEDSTE FØLGERE!

-Og der er selvfølgelig også plads til DIG.

Hvor er det fedt at folk som ikke kender hinanden, sender hinanden gode og motiverende kommenterer til hinanden inde på alle vores challenges.

VI KUNNE ALDRIG GØRE DETTE UDEN JER OG VI VIL BLIVE VED MED AT UDFORDRE OG MOTIVERE JER, SÅ LÆNGE AT I VIL VÆRE MED!

Det er simpelthen så motiverende for os at I vil være med og vi er så glade for alle de positive oplevelser og venskaber vi har fået med i baggagen.

Gennem vores rejse med Runners DK, har vi åbnet en webshop ( www.RunnersDK.dk )  og afholdt 2 løb, med stor succes! (500 og 300 deltagere”

Vi glæder os til endnu et år med jer alle sammen!

 

Mvh. Steffen – Runners DK

We Challenge You !

1662071_10205195484380061_5218457943425723827_n10981433_791301300940030_2244779763573511422_n 11117352_10153198090879197_689193702_n 1Runners DK plakat 1 PDF

 

…sex for første gang

Hjertet banker, fugtige håndflader, varme i kinderne, svært ved at koncentere sig…

Ja vi alle prøvet at være i den situation, nogle unge andre “gamle”.

Men en ting er sikkert.

Vi har alle stået der med sved på overlæben, og dirrende knæ, og tænkt “hvad fanden gør jeg nu, mine venner siger jo, at det bare er lige indtil man er igang”.

Fuck it, here it goes.

Skærmbillede 2015-12-27 kl. 23.32.51

Odense City halvmarathon 01.09.2013

 

“Som sex for første gang”.

Det var akkurat den følelse jeg havde den 01.09.13, da jeg stod der ved Flakhaven i Odense, og ventede med bankende hjerte på, at årets City halvmarathon skulle skydes igang.

Det var mit første motionsløb, og første gang jeg løb et halvmarathon.

Damn, jeg havde jo kun løbet siden siden den 11 februar selv samme år.

Og aldrig havde jeg løbet før – ahhh, eller jo, jeg løb jo med utallige tømmermænd, som alle andre gjorde, tilbage i 1998, da jeg aftjente min værnepligt, som så mange andre unge danskere, gjorde dengang.

“Hvad fanden havde jeg gang i.?”

Hvordan helvede skulle jeg klare mig gennem dette løb.?

Lad os lige se tilbage på denne sindsyge ting…

Den 11 februar 2013 vejede jeg 91 kg, og kunne ikke engang løbe ned til iskiosken, eller rettere hjem fra iskiosken hurtigere end isen smeltede, og det gad jeg altså ikke.

Hvem gider spise smeltede is af min hånd og underarm.?

Så jeg gik igang med løb.

Det fangede mig, og jeg smed lidt kilo, og så meldte jeg mig til dette løb.

Der skulle jo ske noget.

Og der står man, som en anden umoden dreng, der ikke har nogen som helst ide om hvad der nu skal foregå. Jo man er vel kommet til third base, og nu skal der gramses, for derefter at at have sex for første gang.

Hvad skal jeg gøre, er jeg sej nok i tøjet, ser jeg rolig ud, ser jeg skræmmende ud, ligner jeg mest af alt en total tabt spædkalv.?

Haha, jeg husker det tydeligt.

Jeg følte mig usårlig, sej, og med masser af selvtillid.

Jeg var lige så selvsikker som en anden kæmpe mandlig pornostjerne, der havde mere end et par tusinde kvinder på sit cv.

Jeg var jo fuld af erfaring.

Nå men løbet går igang, og allerede ved startskudet er min puls næsten 200 slag i minuttet.
Det ene ben kommer foran det andet og dette gentages de næste ca. 16500 skridt, der i det hele varer 1:44:33, da jeg endelig tager det sidste skridt over linien der samtidig kommer med det velkendte “BIIIP”. Min tid er registeret, jeg har gennemført mit første motionsløb, jeg har fået taget min mødom. Det var som sex for første gang.

Nervøst, nervepirrende, spændende, udmattende og ikke mindst at forglemme, hurtigt overstået hahaha.

Jeg var simpelthen ikke til at skyde igennem.

Jeg var pavestolt.

Nu skulle jeg blære mig overfor vennerne.

Kunne flyve af glæde og stolthed

Kunne flyve af glæde og stolthed

 

 

Nu sidder jeg så her, knap tre år senere, og skriver om at have sex for første gang. Eller som nogle af jer måske er skuffet over at have erfaret, at dette indlæg overhovedet ikke handler om sex. Men om det at løbe sit første motionsløb.

Jeg har nu utallige erobinger bag mig, et utal af medaljer, t-shirts og andet gejl, i skuffer, skabe, på væggene og ikke mindst på knagerækkerne, der vidner om mine bedrifter.

IMG_1254

Nogle er jeg mere stolte af end andre.

Men en ting har de tilfælles:

Det er den følelse af glæde det giver at gennemføre et løb.

Der er ingen forskel på om det er en kort og hurtig 10´er, et marathon eller en dejlig 100 miles der skal overstås.

Mors 100 miles 2015

Mors 100 miles 2015

Jeg er den dag ligeså spændt før et løb som dengang. Dog med den undtagelse af, at jeg nu er væsentligt mere afslappet, har en utrolig stor sportslig tilgang til det løb jeg står og skal løbe, og har gear og tøj på kroppen – det vil de andre deltagere nemlig helst have at man har på – til flere tusinde kroner, og det er i den tro, at det får mig til at løbe hurtigere.

– Ødelæg det nu ikke for mig ved at sige at det ikke hjælper. Lad mig endelig blive i den tro.

Der er dog lige den undtagelse. Det føles ikke lige så hurtigt overstået som sex for første gang.

TheGeekRunnerwhite

 

 

Transport som træning – med ekstra guf

07:00

Mit vækkeur ringer, det er stadig mørkt og det regner, men jeg har heldigvis været så fornuftig at pakke tasken og lægge løbetøjet frem aftenen før, så der er ingen undskyldning for ikke at løbe på arbejde.

07:15

Men sneen er jo væk fra igår, så kunne jeg jo tage rulleskiene! De kigger nok lidt på arbejde, men det går sikkert fint alligevel.20151123_082738

07:30

Så er jeg vist også for sent på den – afsted!

08:05

Halvvejs. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er flere som udnytter transporttiden til at få trænet. Hvis ellers der er et bad på ens arbejde, og man alligevel skal derhen, så er det da en lækker måde lige at få lidt træning ind i hverdagen.

08:22

Så er jeg næsten fremme! Men hov, jeg har vidst glemt at pakke skiftesko… Og bukser. Hm, måske er det derfor der ikke er så mange som bruger transporttiden som træning.

Sådan forløb min tirsdag morgen. Jeg har heldigvis en super arbejdsplads og de syntes blot det var sjovt at jeg gik rundt i langrendsstøvler resten af dagen. De undrede sig næsten mere over konceptet rulleski. Så jeg vil tage fat i 2 vigtige emner fra denne dag: transporttid som træning og alternativ træning.

Transporttid=træningstid

20151124_082721En meget velkendt overskrift i flere træningsblade og diverse løbefora. Selv har jeg støt på
ideen da jeg læste om en af verdens tidligere bedste kvindelige ultraløbere, som startede karrieren med at løbe 15 km til og fra arbejde hver dag. Jeg blev fascineret af tanken og besluttede at det ville jeg også når muligheden bød sig – det lød jo oplagt og som en nem måde at få træningen klaret på, og så er man frisk når man kommer på arbejde.

Da jeg her i efteråret fik et job 8 km fra mit hjem og arbejdsgiveren viste mig et personalebad tænkte jeg: “så er chancen her!” Det eneste var bare lige at der i alle disse romantiske portrætteringer ikke bliver nævnt bagsiden – og der er altid en bagside skulle jeg lære på den hårde måde.

Så her får I min opskrift på en god transporttræning: hav en god løbetaske, ikke af den mindste størrelse, da der skal være plads til det hele. Pak alt, også ekstra sko og håndklæde, aftenen før og læg træningstøjet du skal have på frem. Afhængig af afstanden der skal tilbagelægges, kan det være godt at spise lidt morgenmad inden man begiver sig afsted, og have et ekstra stykke frugt med til når man kommer frem. Det er ihvertfald min erfaring at man bliver ekstra sulten af morgentræninger.

Et andet godt trick er at have en 20’er liggende i tasken – bare for en sikkerheds 20151021_075310skyld hvis nu bussen bliver nødvendig. For mig gælder at jeg, på trods af at have valget om at tage bussen hjem fra arbejde, egentlig gerne vil løbe hjem også. For når man kunne klare sig igennem turen om morgenen, føles
hjemturen meget kortere og lettere.

Konklusionen er altså, for mig, at jeg kommer på arbejde med en fornemmelse af at være på forkant når træningen allerede er gennemført inden job, og jeg kommer hjem med en ro efter at have bearbejdet dagens indtryk på turen hjem.

Alternativ træning

Det væsentlige element i alternativ træning er motivationen – det skal give variation i træningsplanen, træne nogle af de egenskaber man ønsker i sin primære sport og samtidig restituere. For løbere er alternativ træning ofte cykling, cross training eller løb i vand, alle sammen gode alternativer, men i min optik findes der kun én vej frem: Rulleski!

Måske hænger det sammen med at jeg før har trænet op til store langrendsløb som Vasa og Birkebeiner, og jeg i den sammenhængen har trænet meget rulleski, men der er noget med den træningsform som gør at den er symbiotisk med løb. Når teknikken er på plads, er det en sport hvor der kan lægges rigtig mange træningstimer uden for stor belastning så der undgås skader. Musklerne der trænes er ligeledes meget repræsentative for løb: lår, læg og baller, samt core og specielt triceps trænes godt.  

Det bør dog nævnes at ønsker man at give sig i kast med rulleski, er Danmark endnu ikke helt klar og mange kan godt finde på mere eller mindre opmuntrende tilråb – men det betyder intet i forholdt til den fantastiske træning rulleski er! – Transport som træning. 

DCIM100GOPRO

When you´re curious, you find lots of interesting things to do” – Walt Disney

Nedturen

Så er den færdig, den der ironman i København d. 23 august 2015. Et år er gået med dedikeret træning, et familie projekt, et fuldtidsjob og en nærmest ensporet retning mod dette ene mål. En hverdag fyldt med koordinering, træning, udstyr, kost og trænings planlægning. En familie der har skulle stå model til meget, en familie hvor ferier er planlagt ud fra hvordan jeg skulle træne, til stævner osv. Og ikke mindst hele kulminationen i København, festen, rusen, medaljen, diplomet, alle de klap på skulderne og anerkendelse af ens omgivelser.

Og hvad så?

Har tidligere lavet ironman og har efterfølgende haft en tomhed i krop og hoved, en tomhed der har været svær at sætte ord på. En ting er sikkert, der er noget der hedder nedtur efter sådan en præstation, dette behøver ikke kun være i ironman sammenhæng men bestemt også i kortere løb, triathlon løb mm. Vi træner allesammen mod et mål, vi dedikerer os selv og lægger vores sjæl i træning mm. Jeg har efterhånden mødt mange løbere/trifolk der har de samme oplevelser.

Hvad kan vi så gøre ved det? Først og fremmest tror jeg det handler om at få afklaret med sig selv om at målet er nået, finde fred med dette og ikke mindst være stolt af dette. I denne sammenhæng er det lige meget om det er 5 km man har haft som mål eller en ironman. Det gælder om at finde roen i sig selv, tilfredsheden, glæden og ikke mindst at se fremad.

Hvordan gør vi så det? Del dine erfaringer med andre, høre hvad de gør ved problematikken og hvad der har virket for dem. Eller find din egen opskrift på en løsning der virker netop for dig. Der er nemlig ikke noget entydigt svar på hvad man kan gøre ved det, det er 100% individuelt og det er inde i en selv man skal kigge efter. Personligt finder jeg et nyt mål at gå efter, i mit tilfælde er det La Marmotte og Berlin Marathon næste år, men det kunne ligeså godt være noget der ikke havde noget med motion at gøre.

Om ikke andet er det et emne der ikke bliver snakket meget om, fordi vi fokuserer på præstationen og ikke tiden derefter. Jeg håber i kan bruge mine ord, om ikke andet til lidt eftertænksomhed.

VH Anders – Forbetterlife

Om glæden ved at løbe

Min søn sagde til mig:” jeg er slet ikke god til at spille fodbold!”
Jeg undrede mig, for han elsker at spille fodbold. Så forklarede han mig at han ikke følte sig god til at spille og at der var nogen på fodboldbanen der havde sagt til ham at han ikke var særlig god.
At det er jungleloven der hersker mellem børn, er jeg slet ikke i tvivl om, og sådan er det. Men jeg vil så gerne at han kan se på hans fodboldspil på en måde hvor det ikke er et spørgsmål om at vurdere sig selv på en skala der går fra god til dårlig. Så forklarede jeg ham hvordan jeg har det med løb…..

Jeg er ikke den fødte løber, jeg er ikke vokset op i et sportsaktivt miljø. I mit skoskab stod der i tidligere støvletter og høje hæle, men ingen løbesko. Der står sådan set stadig høje hæle, men nu side om side med mine løbesko.
I min familie spurtede vi kun ud af døren hvis det var tæt på bageres lukketid og har dermed aldrig lært at bruge min krop og min mentalitet til at presse mig og flytte mine præstationer. Jeg startede med at løbe da jeg var 36, som en del af en sundhedsforandring. Jeg løber ikke særlig stærkt elle ret langt, men jeg ELSKER at løbe. Løb gør mig glad. Løb udvider min horisont, på en måde som jeg ikke kan sammenligne med noget andet. Når jeg løber kan jeg alt. Hvis jeg har lyst og overskud kan jeg løbe med andre, snakke og hygge eller bare være sammen om løbet. Jeg kan løbe i totalt ro og bare ‘æde’ kilometer efter kilometer uden at se andet end asfalten, mens hverdags puslespillet bliver lagt, eller der bare er ro inden i. Hvis jeg har lyst kan jeg kigge op og hilse på alle naboerne, stoppe op og snakke lidt. Jeg kan smutte i skoven og lege på sporet. Når jeg løber ser jeg nye steder, både geografisk og mentalt. Når jeg løber kan jeg alt, og det gør mig glad. Jeg har så fede oplevelser alene og sammen med andre, der er så unikke og vigtige at jeg slet ikke kan forestille mig et liv uden løb. Løb er et grundelement og så essentielt for mit velbefindende, at det slet ikke er et spørgsmål om jeg er god eller ej.

Og jeg bliver nødt til at sige at jeg ikke tror jeg løb en eneste kilometer hvis det ikke var glæden der motiverede mig. Jeg ville ikke kunne motivere mig til at løbe en våd kold vintermorgen hvis det udelukkende var sundhed, styrke, vægt eller en anden fysisk faktor der skulle udgøre formålet med at løbe. Tro nu ikke at jeg er en lalleglad løber der altid synes det er sjovt at løbe. For mig er glæde og sjov er ikke det samme; glæde er en grundfølelse som jeg oplever, også når det gør ondt og jeg er presset. For som Haruki Murakami skriver i sin bog “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”, er smerte uundgåelig når man løber, spørgsmålet er bare om man holder ud eller stopper op. Glæde er det jeg føler når jeg, med min krop har præsteret det mål jeg har sat mig eller er igang med det. Og jeg tror at der er mange af de flittige løbere jeg passerer eller følges med på min vej der kender den glæde!

Min søn ved godt at løb er en nødvendighed for hans mor, han har også kendt mig før jeg fandt løbet. Og han ved, ligesom jeg, at der er en forskel på en enkelt mands præstation og en hold sport, men jeg tror han forstod pointen, fordi han gik ud med en tænksom mine og spillede mur. Næste dag var han på boldbanerne og kom glad hjem derfra. Og der er jo præcis det det drejer sig om: glæde!

image

Motivation

Motivation

 

 Intro

En af de store ting i mit liv er at sætte mål og efterfølgende kæmpe for at opnå dem. Jo større disse mål er, jo større
er udbyttet når de opnås og jo mere ønsker man at sætte nye mål. Målene kan selvsagt ligge inden for mange forskellige kategorier af ens liv, som universitetet, ens forhold, oplevelser, livet generelt i form af en bucket-list og så videre, men dette indlæg handler selvfølgelig om de sportslige mål, og hvilke former for motivation der findes i denne kategori.

 

Ambition & motivation

Inden for sportens verden sidestilles mål ofte med ambitioner og der tales meget om ens ambitionsniveau som et parameter for hvor meget man ønsker at gøre for at opnå et givent mål. Dermed ikke sagt at man ikke kan nå et stort mål uden skyhøjt ambitionsniveau, så skal man bare være afklaret med at det måske kræver mere på dagen at nå målet og at ens forventninger til præstationen er afstemt herefter. Eksempelvis kan jeg på nuværende tidspunkt godt sætte mig som mål at løbe et halvmarathon om en uge og være tilfreds med at gennemføre dette, men oplevelsen under og efter løbet vil alt andet lige blive bedre hvis jeg forbereder mig i et halvt år inden, selvom målet ikke har ændret sig.

Vælger jeg at forberede mig et halvt år, eller endda et år, inden kræver det dog større ambitionsniveau for at gennemføre træningen og med et større ambitionsniveau kommer et behov for større motivation, end blot motivationen her og nu for at løbe et halvmarathon om en uge.

 

Målet

Det første rigtig store mål jeg satte mig sportsligt, som virkelig krævede Ski - Motivation
et højt ambitionsniveau fra min side, var Vasaloppet . Det er 90 km på langrend fra Sälen til Mora i Sverige, hvilket jeg gennemførte for første gang i 2012. Langrend ligger naturligt til mig, da jeg er halvt nordmand og dermed er vokset op med ski på benene, dog i Danmark. For at træne op til dette flyttede jeg til Beitostølen med en veninde i mit sabbatår, hvor vi arbejdede på Peppes Pizza og stod på langrend i fritiden. Det var her jeg for første gang havde et mål som muligvis var for stort, eller i hvert fald krævede en masse arbejde at nå, og dermed først for alvor begyndte at kigge på motivation og hvordan jeg kunne fokusere mere på at fremme denne.

 

Motivation sat i bokse

Man kan overordnet inddele motivation i de ydre faktorer og de indre faktorer. De ydre faktorer er eksempelvis nye løbesko, nyt ur, nyt tøj eller andre materialistiske goder som motiverer til mere træning, eller som fungere som belønning for at gennemføre et hårdt program. Det kan også være at se ens venner eller træningsmakker præstere godt, og dermed blive motiveret af deres fremgang, eller at dokumentere egen fremgang.

De indre faktorer er mere dybtegående og ofte mere vedvarende og handler om de personlige mål. Dette kan være ønsket om et vægttab, et sundt helbred, at flytte kroppens grænse(eller i hvert fald at kortlægge denne), og se hvordan hovedet opfører sig når man kommer helt ud på dybt vand.

 

Godbidderne

RunFun - motivation

For mig er en stor ydre motivationsfaktor at arbejde med min løbestil. Det hele startede med at jeg fik bogen Born to Run, som er skrevet af Christopher McDougall, i julegave af min bror. Denne bog handler, ud over en masse fede løbehistorier, om at løbe naturligt, bedre kendt som barfodsløb, og det vakte min interesse. Jeg har derfor efterfølgende investeret i sko med meget lidt, eller intet, drop og har læst flere bøger i den genre, eksempelvis The Cool Impossible af Eric Orton og Eat and Run af Scott Jurek. Dette har udvidet min horisont meget, og har givet mig stor motivation til at arbejde med mig selv som løber(dette vil jeg snakke nærmere om i fremtidige blogs).

 

Der skal graves dybt

De indre motivationsfaktorer kan derimod være lidt sværere at klarlægge, men er vigtige redskaber at kunne hente frem når man kommer helt ned i kulkælderen under et løb. En motivation jeg for nyligt har fundet, som er meget effektiv, er at jeg ved at jeg har klaret det før. Dette var under løbet Julsø Ultratrail 30k, som jeg i år løb for anden gang. Her vidste jeg godt hvilke mentale udfordringer som lå foran mig efter de 20 km, og var derfor virkelig motiveret til at tage kampen op med de indre dæmoner på den anden side af færgeoverfarten. Dette blev dog aldrig relevant, da jeg havde været så fokuseret på det, at jeg aldrig kom helt ned i kælderen på denne tur.

Denne form for motivation er dog sjældent noget jeg kan hente frem, da jeg gerne løber nye og anderledes løb, og derfor ikke kan motiveres af rutinen altid.

Så må jeg finde nyt fokus og her falder jeg ofte på min lyst til eventyr. Hvis man under løbet- eller i et træningspas- hele tiden vil se hvad der er på den anden side af bakken eller hvor hurtigt man kan løbe et nedløb, så kan naturen og omgivelserne i sig selv være motiverende og give energi.

Når jeg i et løb til sidst ikke kan komme på flere gode motivationselementer til mig selv, visualisere jeg målstregen og hvordan det føles at gennemføre. Denne er dog sidste udvej, da man ikke kan nyde og gennemføre et løb kun med fokus på målstregen, så bliver det for langt og hårdt – i hvert fald for mit vedkommende.

 

In the end

Så der kan altså i min optik hentes mange point under et træningspas eller løb på at kende sine motivationsfaktorer og kunne spille på dem som er nødvendige i det øjeblik. Altså vent med at finde det tunge grej frem før der virkelig er brug for det, og udnyt dine styrker og kend dine svagheder.

Angående min første store udfordring gennemførte jeg vasaloppet og fik også nået mit ønske om at se hvordan jeg reageret når jeg bliver presset til det yderste – men mere om det en anden god gang.Motivation

Løbesko – løberens bedste ven

I bund og grund er det eneste du behøver for at komme i gang med at løbe, et par sko. Din beklædning er som sådan underordnet, det handler om komfort og forkælelse, men et par gode sko vil hurtigt blive dine bedste venner hvis du bliver en seriøs motionsløber. Omvendt er et par dårlige eller forkerte sko roden til mangen en løbers kvaler.

sko overblik

 

Jeg har aldrig fået foretaget en professionel løbestilsanalyse. Jeg siger ikke at det ikke kan være en god ide, jeg har blot ikke haft behov for det. Jeg mener heller ikke at de fleste løbere har behov for antipronationskile, special indlæg, eller andet gejl og vil tro de fleste ville kunne klare sig fint i et par gode sko de føler sig komfortable i. Men de fleste farer ned i en specialbutik for at få en løbetest inden de overhovedet har taget sig den første løbetur. Og lur mig om ikke der lige præcis findes en helt unik 1700’ kroners sag der passer perfekt til netop DINE fødder, altså hvis du samtidig får lavet et par special indlæg til en tusse, intet mindre kan gøre det.

 

Jeg er ved selv-diagnosticering en såkaldt ”neutral” løber, med rimelig tendens til midtfodslanding. Mine sko er derfor alle af den neutrale overbevisning. I min nuværende rotation har jeg følgende sko

 

Asics Nimbus

Klassisk mængdetræner af høj kvalitet. Rimelig tung, med god stødabsorbering. Holder til rigtig rigtig meget, mindst 1200 km uanset hvor meget vold du øver mod dem. En gang min yndlingssko, nu kan jeg bedre lide lillebroren der er lidt lettere og lidt simplere

 

Asics Cumulus

Søstersko til nimbus, lidt simplere og lidt billigere. Især omkring hælen er den mere simpel med lidt mindre skum og dermed også lettere, og jeg føler dermed det er nemmere at holde en midt/forfodslanding i disse sko kontra nimbus som jeg føler tvinger min hæl ned mod kontaktfladen først. Holder stort set lige så længe som Nimbus

 

Asics Gel Pulse

Lettere og billigere neutralsko, uden så mange dikkedarer. Smallere end de to ovennævnte. Din model i den billigere ende, og dine ben vil IKKE falde af selvom du løber i disse sko J

 

Inov-8 Bare X-lite

140 gram, 3 mm sål, fuld flex, zero drop. Mit eksperiment med en såkaldt barfodssko. Kræver enorm tilvænning og indtil videre er det kun ganske få og korte ture der bliver løbet i dem her. Du føler virkelig hvad der foregår i asfalten med dem her.

 

Jeg er glad for alle mine sko. De første jeg købte var fra Asics, og jeg har været glad for alle deres modeller, aldrig fået en vabel og kender præcis min størrelse. Jeg har derfor længe løbet efter mottoet ”if it aint broke – dont fix it”. Således har jeg blot fornyet mine nimbus og cumulus sko når de har været slidt. Men min nysgerrighed vil efterhånden få hold i mig og jeg vil prøve lidt andre mærker af. Men jeg vil nok stadigvæk holde fast i et par cumulus som en uundværlig del af mit løbearsenal

 

Hvor kan man købe dem?

Der må i sandhed være et kartel i den danske sportsforretnings branche, for stort set alle butikkerne tager ublu priser for deres løbesko. Nimbus ligger til 1500-1700 hvorimod de rask kan hentes fra dansk webshop til 1000-1100 kroner, og i udlandet endda billigere især hvis du nupper den næst-nyeste (dermed 6 måneder gamle) model.

 

Har sammenfattet et par anbefalinger til online butikker med stort udvalg og gode priser. Første gang er du nok nødt til at bide i det sure æble og punge ud så du kan prøve nogen modeller på fødderne i forskellige størrelser. Efterfølgende kan du så ”forny” dem Online

 

Loebeshop.dk

Dansk løbeshop med godt udvalg og god service. Priserne er fornuftige

 

Maxpuls.dk

Anden dansk webshop. Layout er ikke så godt som på loebeshop og udvalget lidt mindre. Nogen gange har de dog nogen rigtig gode tilbud.

 

Wiggle.co.uk

Nok der jeg handler mest. Kæmpe udvalg og skopriser på 60% af de danske fysiske butikspriser og stadig lige en 10 % lavere end danske webshops. Stort udvalg af løbetøj hvor der kan spares endnu flere penge

Gratis fragt over et vist beløb, køber du sko er det næsten altid gratis levering J

 

Startfitness.co.uk

Engelsk webshop ligesom wiggle med lidt anderledes udvalg. Hvilken der er bedst afhænger af hvad du leder efter. Fragt koster lidt, 10 GBP mener jeg, så det er en ulempe kontra Wiggle. Men gode tilbud kan opveje dette, især har de deres egen løbeserie til lavpris, ”More Mile, som er ganske ok til prisen

Swiss Alpine 2016 – del 2 om planlægning og forberedelse af ultraløb

I mit sidste indlæg introducerede jeg min store målsætning for 2016, gennemførsel af ultraløbet K78 i de schweiziske alper. Jeg introducerede den overordnede fase model for min træningsforløb, som vist nedenfor

 

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Jeg vil anbefale alle der kaster dig ud i et lignende ultraløb om at fase inddele jeres træningsprogram. Hvis man ”kører på” med kvalitetstræning i 8-9 måneder løber man stor risiko for at få skader, samtidig med at kroppen slet ikke kan kapere så meget formfremgang uden restitution, man spilder simpelthen sine kræfter og opnår ikke de effekter man ønsker.

 

Derfor kører jeg et langt grundtræningsforløb hvor jeg i 13 uger primært vil løbe ture i LSD (Maffetone) tempo. For dem der ikke er bekendt med Maffetone, kan jeg nævne at hans løbetempo udregnes i den simple formel om 180 – din alder, og det er så den puls du skal løbe efter. Ideen er at du vil blive hurtigere, af at løbe langsommere. Jeps den er god nok! philmaffetone

 

Formålet vil være at øge fra mit nuværende gennemsnitlige mængde niveau på ca. 50 km ugentligt, til 90 km ugentligt, med ca. 10% fremgang om ugen, og med hver fjerde uge som restitutionsuge og nedsat træningsmængde. Teorien om restitution som alfa-omega til sikre formfremgang er nærmest universelt accepteret i løbeverdenen.

 

Grov skitse for grundtrænings blokken vil så være :

 

 

Uge Samlet mængde Antal ugentlige ture
1 49 4
2 54 4
3 59 4
4 50 4
5 56 4
6 62 4
7 68 5
8 55 4
9 66 5
10 73 5
11 81 5
12 90 5
13 90 5

 

De efterfølgende blokke vil jeg ikke planlægge i detaljer på nuværende tidspunkt. De ligger længere fremme så der er meget der afhænger af hvordan min krop og motivation reagerer på et langt grundtræningsforløb med stigende mængder.

 

Blok II – udholdenhed og tempo.

 

På dette tidspunkt i forløbet er tanken at introducere kvalitet i programmet. Mængden vil blive holdt omkring 90 km om ugen i de fleste uger. Progressionen vil bestå i at indlægge 2 kvalitetspas i ugens træning. Kvalitetspas I vil skiftevis være et tempoløb med fokus på at forbedre mælkesyretærsklen, og et pas med Vo2 Maks intervaller for at forbedre iltoptagelsen

 

Kort om kvalitetstræning.

 

Der findes mange ressourcer online om de forskellige trænings intensiteter og de tilknyttede effekter. Meget baserer sig på Jack Daniels grundlæggende principper og empiri, og det er også her min grundviden om løbetræning er hentet fra, nemlig hans banebrydende running formula. Bogen kan varmt anbefales og købes her Jack Daniels Running Formula Helt kort så vil jeg primært arbejde med AT tempo og Vo2 Max tempo. AT tempo har til formål at rykke mælkesyretærsklen opad, dvs. øge det tempo der kan løbes i uden at ophobe mælkesyre i musklerne. Træningen udmøntes for mit vedkommende ved tempoløb af 25-40 minutters varighed. Vo2 max intervaller er mellemlange intervaller der løbes ved højere intensitet end AT tempo og har til formål at øge iltoptagelsen, dvs. konditionen. Typisk vil jeg løbe 4-6 intervaller af 800 – 1200 meters med 2-3 minutters pause imellem hver.

 

Kvalitetspas 2 vil bestå af en mellemlang tur på 14-18 km som vil forsøges løbet i kuperet terræn, evt. indlagt bakkespurter.

 

Derudover en langtur om ugen på minimum 25 km og 1-2 supplerende ture i LSD tempo. Tanken er at det lange grundtræningsforløb vil gøre at jeg kan indlægge kvaliteten uden at blive skadet. Bemærk at jeg ikke planlægger at øge den ugentlige mængde. En klassisk fejl er at øge for meget på en gang, derfor har jeg først fokus på langsomt tempo mens der mængde opbygges og dernæst fokus på konstant mængde, og stigende kvalitet i træningen.

 

Blok III – løbsforberedelse

 

Ideen med denne blok vil være at holde programmet fra blok II, og først i forløbet øge mængden til 105-110 km om ugen med en peak uge omkring midt juni (ca. 4 uger før løbet) derudover at indflette noget styrketræning, og vandring i forløbet samt 2 marathons, gerne med 1-2 ugers mellemrum for at blive komfortabel med at løbe langt på trætte ben

 

 

 

 

Swiss Alpine k78 – vejen til min ultraløb debut

En føljeton om min forberedelse til Swiss Alpine k78 2016

Da jeg startede med at løbe og trænede op til mit første marathon blev jeg hurtigt interesseret i hvad der ellers lå og lurede i fremtiden af udfordringer. Jeg fandt ud af at der var noget der hed ultraløb og det var helt ubegribeligt for mig at forstå at nogen kunne (og ville) begive sig ud på distancer på 50km, 100 km, 100 miles, etapeløb og så videre. Ret hurtigt blev der dog også tændt en gnist og det sitrede i mig for en dag selv at kunne begive mig ud på noget lignende. Det klassiske og store Swiss Alpine K78 blev hurtigt opdaget og i flere omgange fascinerede det mig, og jeg lovede mig selv at stille op til dette løb en gang i fremtiden.

 

http://www.swissalpine.ch/

Swiss Alpine K78

 

”there is no time like the present” som nogen engang sagde og jeg er utrolig spændt og stolt over at min ultra debut skal være ved Swiss Alpine k78 i Davos i 2016. Jeg glæder mig til at fortælle jer om mine forberedelser frem mod løbsdagen. Det kan dog være en utrolig uoverskuelig proces at skulle planlægge et træningsforløb frem mod et ultraløb. Dels er der langt færre ressourcer online i forhold til marathon planlægning og træning, og dels er træningen i langt højere grad løbs specifik da hvert enkelt løb byder på sine egne udfordringer. Jeg vil derfor køre en blog serie om mine forberedelser frem mod Swiss Alpine k78 og jeg håber DU kan finde inspiration hvis du også står og overvejer at kaste dig ud i et lignende løb. Samtidig vil det fungere som en øget motivation og hjælp til at holde gang i træningen, at jeg på den her måde skal blogge om mit forløb og ”stå til regnskab” over for læserne

 

Del 1 – Overordnet planlægning.

 

Jeg kender et par stykker der har gennemført k78, et par løbekammerater jeg har mødt igennem den fænomenale løbeklub Sparta som vel nok er Københavns største løbeklub, der samtidig er bredt funderet og derfor rummer elite såvel som nybegyndere. Eksempelvis har klubben 0- 5 km begyndertræning hvor helt nye løbere kan løbe i hold med erfaren løbetræner og arbejde sig op til at kunne løbe 5 km i løbet af et 12 ugers program. Samtidig vinder Sparta’s elite løbere motionsløb og marathon på ugentlig basis så der er virkelig lidt for enhver smag i klubben.  Derudover har jeg fået inspiration til mit forløb fra diverse internet forum, hvor især K78 trådene på loebesiden [ www.loebesiden.dk] har været hjælpsomme. Det gode er at hvad ultraløb angår, så er k78 betegnet lidt som et hyggeløb (gisp!) dvs. udover at det forhåbentlig er et godt debut løb, så vil jeg tage afsæt i klassisk marathon træning, som jeg så vil udvide til at forløbe over længere tid, og med længere ”langture”, samt enkelte andre modifikationer

 

Del op i blokke

Programmet vil jeg fase inddele således at hver periode på 3 måneder har hver sit tema og formål. Det har den klare årsag at programmet skal løbe over 9 måneder (November 2015 – juli 2016) og et traditionelt special træningsforløb mod marathon over blot 12-16 uger. Faserne vil i grove træk blive inddelt således:

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Hver blok vil få et ugeprogram der vil tage hensyn til langsom progression for at undgå skader, og de fokusområder og målsætninger der er tema for hver blok.

 

I mit næste blogindlæg vil jeg gå i detaljer med hver fase