cbt25

Kinderægget, Costa Blanca Trails

Hvordan ideen til løbet fandt sted….

 

….Jamen Ryanair har da nogle vildt billige afgange til Allicante sidst på året… Hmm. Falcotrail ligger i starten af december og havde en distance på 100 km med godt 3000 hm. Ja tak. Den fik jeg i en fart tilmeldt mig. Senere samme dag tikkede der en besked ind, om jeg ikke lige skulle prøve at tjekke et løb ud der hed Costa Blanca Trails. Wow. Dette løb havde 6500 hm på samme distance som Falcotrail og jeg må blankt erkende at jeg næsten altid går efter så mange hm som muligt. Ikke fordi det alene bestemmer om et løb er godt eller ej, men fordi jeg virkelig elsker at kravle op og ned.

 

cbt12

Der blev hurtigt meldt fra til det ene, og til, til det andet.

Opslag på facebook omkring det og inden længe var vi 4 danskere der var klar. Min kollega, Michael, Per som jeg fulgtes med til Scenic Trail og Jesper som jeg også kender lidt. Derudover stod der yderligere 2 danskere på startlisten der i alt havde 151 deltagere på den lange. Troels og hans kone Vibeke.

 

Lidt om løbet

Costa Blanca Trails er et nyt løb i den forstand at nogle andre har overtaget løbet, som før hed desafio Lurbel og havde den længste rute på 120 km (mener jeg).

Der var følgende ruter at vælge imellem:

102 km med 6500 hm

65 km med 4200 hm

40km med 2850 hm

18 km med 1100 hm.

Terrænet skulle være en god blandet landhandel med tekniske passager men også nogle mere løbbare stykker. Troels har løbet den tidligere udgave på 85 km og var godt kendt omkring hvilke stigninger vi skulle udfordres med.

Der var 2 helt specielle passager vi skulle være opmærksomme på. Den første stigning, som kom direkte efter start. Den var voldsom stejl og rigtig teknisk bøvlet. Og dernæst omkring de 80 km et vanvittigt nedløb til depotet i Sella. Troels fik ret. De 2 steder var i den grad værd at være forberedte på. (Der var dog flere steder der bed fra sig).

cbt11

Løbet startede for vores vedkommende kl 00.00 natten til lørdag.

Logistikken derned foregik med fly til Allicante og derefter en lille times kørsel til start/målbyen Finestrat som ligger 5 km fra feriebyen Benidorm.

 

HA HA HA…Vi kommer da til at løbe lodret op af den klippe der!!!

Sådan nogenlunde blev der joket da vi nærmede os Finestrat i bilen. Vartegnet for byen er en meget markant klippeformation med en fure op i midten – Puig Campana.

 

cbt3

 

 

 

Vi havde jo alle studeret ruteprofilen og var klar over at det ville blive en voldsom start med over 1000 højdemeter indenfor de første 4.5 km. Med lidt snak med Troels, som kendte løbet, blev vi klar over at vi ligenøjagtig kom til at løbe lige lodret op igennem furen på klippen. En såkaldt vertical! Jøses. Dejlig psyket fra start 🙂

 

Vi fik fundet vores lejlighed og hentet startnumre. Finestrat er en relativ lille by, men alligevel føler jeg skiltning omkring løbet – altså hvor er start, hvor skal der hentes startnumre og sådan – var for ringe. Startnumre lå i en lille bygning hvor vi tilfældigvis kom forbi. Al kommunikation på løbets hjemmeside samt de mails vi fik inden løbet var på spansk. Det er eneste lille semi-sure opstød jeg har omkring løbet. ALT ANDET spillede.

 

Nu handlede det bare om at få tanket op, pakket grej og fundet udstyr frem samt at få hvilet/sovet inden løbets start kl 00.00.

 

cbt8

 

Tøjkrise og næsten som vanlig lidt hektisk start

Inden vi kom derned havde jeg nærmest besluttet at jeg ville løbe i top og løse ærmer om natten. Vejrudsigten sagde ned omkring 10 grader og op til 24 grader. Det ville passe fint med top…Indtil vi var fremme og solen var gået ned. Vi kunne alle mærke at vinden var lidt kølig.

Jeg besluttede at starte i langærmet underlayer og vindvest udenover og planen var at skifte tøj ved dropbag ved 60 km. Et RIGTIG fornuftigt valg.

Vi trasker ned til start (ca 3 minutters gang fra lejligheden) og går ind i salen hvor vi kunne vente. Inden løbet havde vi jo modtaget en mail omkring en eller anden gps tracker. Jeg havde opfattet det som værende en tilkøbsmulighed i det vi på selve startnummeret plus på vores rygsæk havde en chip…Men nej. Vi finder ud af at vi skal have smidt sådan en tingest i rygsækken, så afsted med os. Vi blev kort tjekket op på noget af vores udstyr og blev monteret med GPS i rygsækken. Temmelig forvirrende idet ingen her talte engelsk. Vi måtte ikke gå tilbage i salen, men skulle blive i et indelukke. Smiler lidt her efterfølgende over Per´s lidt frustrede udtryk til én af arrangørerne: ” SPEAK ENGLISH”! Vi fattede ikke en dyt af hvad der skete 🙂

cbt28

cbt5

 

Nå…lidt efter blev vi (kvæget) lukket ud af indhegningen og gennet hen til start. Og så gik det ellers løs med en højtrådende speaker. Lidt musik og en nedtælling. Bang. Så gik starten. Al stress og tanker om det ene og det andet var glemt. Nu rettede fokus sig på løbet.

 

cbt22

 

 

 

Puig Campana

Vi løb omkring 1 km gennem Finestrat inden vi ramte stigningen hvor jeg lige i starten tænkte, den er da ikke så slem, indtil vi drejede skarpt til højre og kunne se et skilt hvor der stod “vertical km”. Jeg skal love for at festen startede her. Det var virkelig en voldsom stigning, men heldigvis friske ben og masser af tålmodighed. Som altid ved start er der lidt kø og absolut ingen grund til at forcere en overhaling. Så stille og roligt blev der kravlet/scramblet opad. Flere steder var det så stejlt at der skulle tænkes over hvordan skoene blev sat ned for ikke at skride tilbage. Var et par gange ved at blive tacklet af en deltager der skred tilbage.

Langsomt men sikkert nærmer vi os toppen og jeg skimter lige til uret da vi kommer op. 4.5 km med 1150 højdemeter. Endnu mere vanvittigt er det her efterfølgende. Har kigget lidt nærmere på stigningen. På 3.1 km nappede vi 990 højdemeter og med en gennemsnitlig stigning på 31%. Vildt nok 🙂

Oppe på toppen bliver vi i den grad belønnet med en udsigt der er som taget ud fra “Pirates of the caribean”. Vi kan se ned over Benidorm og havet. Der er skyfrit og månen skinner ned i vandet. Det eneste der lige manglede var piratskibet derude, men hold nu fast hvor var det flot.

Nedløbet fra Puig Campana kunne begynde. Det første stykke fra toppen var særdeles teknisk og foregik langsomt indtil vi ramte første depot ved 8 km. Havde besluttet mig for at løbe igennem det uden stop idet næste depot allerede ventede efter 14 km. Resten af nedløbet var stadig på en smal singletrack men trods alt lettere end det første stykke.

 

14 til 26 km

Efter mit første depot besøg begyndte næste opstigning. Denne var ikke voldsom stejl og strakte sig over et noget længere forløb. Jeg powerhikede meget på dette stykke. Kunne egentlig godt have småløbet, men valgte at holde igen idet tempoet godt kunne holdes ok og at løbet stadig kun lige var startet. Husker ikke så meget fra disse km andet end der skulle arbejdes en kende på den lille stigning op mod næste depot. I samtlige depoter fik man fornemmelsen af et crew der virkelig ville gøre deres bedste for at hjælpe. Ofte fik man lige en hånd på skulderen og et par spanske gloser i hovedet. Sikkert velmente ord, men jo ikke meget jeg kunne forstå. Det gav virkelig ro på og en rigtig rar følelse. Depoterne opfyldte hvad jeg kunne bruge, dog minus de elskede tuc kiks 😉

 

Jamen god morgen mave.

Som altid for mig når jeg er i gang med løb øffer maven lidt på et tidspunkt. Især på nedløb og på dette lange nedløb efter omkring 32 km måtte jeg forlade ruten for at få ro på maven igen. Det er bare skide hyggeligt at sidde der i krattet med lavt blus på pandelampen og høre en deltager stoppe op og nærme sig. Endnu engang blev der sagt en masse jeg ikke fattede en brik af, men kunne dog svare klart og tydelig tilbage: “Mucho skido ino kratos – please stay away for your own safety”. Væk var han 🙂

Videre ud på nedløbet og nu kan der godt gives lidt los på tempoet og der var et fint flow her. Stierne var bestemt tålelige her.

Stort set hvert eneste nedløb var karakteriseret ved at være svært i starten for at komme ud på bredere stier for derefter at slutte af med et par km asfalt ned i byerne. Det gav en fin veksling mellem særdeles teknisk terræn og mere løbbare passager hvor der kunne kobles lidt af.

 

Morgenstund har guld i mund

Nu ramte jeg løbets længste (relativt) flade sammenhængende stykke. Som regel noget jeg godt kan have det lidt svært ved, men prøvede bevidst at løbe langsommere end jeg følte for. Det var også på dette stykke, efter omkring 6-7 timers løb, jeg havde min eneste downperiode i dette løb. Kunne mærke at jeg var søvnig og at benene drillede også en anelse. Havde nogle forskellige energiprodukter i rygsækken, blandt andet nogle geler med koffein. Jeg satsede lidt og tog 2 stk indenfor en meget kort periode. Heldigvis brokkede maven sig ikke længere over det og jeg kunne ret hurtigt mærke fornyet energi og at jeg ikke havde den der søvnige fornemmelse i kroppen længere. Inden længe kunne jeg komme i gang med løbets længste stigning. Og endnu bedre. Solen var ved at stå op. Tillod mig at stoppe op og kigge tilbage. Kunne skimte havet i det fjerne og en lavthængende sol. I den grad en magisk stund.

cbt14

 

cbt7

Traktortræk og infame dødsbuske

Sådan en stigning som vi gik i gang med er ren guf for mig. Den var stejl men ikke alt for voldsom og lang. Vel 7-8 km. Elsker virkelig sådan et stykke. Hele kroppen kommer i gang og stavene bliver brugt flittigt. Det var til at finde et flow her. Dette til trods for at stierne var rigtig smalle og med et eller andet krat der stak indover. Det kunne ikke undgås at man skulle mose sig igennem. Shit mand, nogle lede bæster. De kradsede mildest talt ens ben op. Av for den lede. Langt om længe åbnede landskabet og bjergene sig op, og den sidste km mod toppen var temmelig stejl. Kommer op på toppen og endnu en vanvids udsigt åbner sig. Desværre blæser det en del her og det er ret køligt, så det er bare om at komme i gang med nedløbet for at få noget varme i kroppen igen.

 

cbt15

Første del af nedløbet er rigtig vanskeligt. Underlaget driller konstant og der skal være fuld koncentration. Sten, skærver, løse små rullesten og store sten i én pærevælling kombineret med at det er super stejlt gør, at tempoet er langsomt. På et tidspunkt fører afmærkningen os ud i en kæmpe dynge små rullesten som ligger på en virkelig stejl klippe. Lige til at starte med var min tanker. Fuck, jeg kommer til at kurre på røv og albuer ned i bunden herfra, men da fødderne blev sat ud i “gruset” fik jeg med det samme en følelse af at stå på ski. Mega fedt. Her kunne man sådan næsten “ski-hoppe” ned af bjerget. De mange små sten tog imod og bremsede ens bevægelse. Det var skide sjovt.

Efter en god gang blandet landhandel kommer jeg frem til første depot med dropbag efter 60 km. Det var første målsætning for mig. At komme dertil i god behold og få skiftet trøje. Varmen fra solen kunne virkelig mærkes nu.

 

Fra hoveddepot til rutens højeste punkt, Aitana (1558m)

Inde i depotet var løbets førende kvinde samme tid som mig. Tænker der var 10 hjælpere i depotet hvoraf de 5 gjorde deres bedste for at servicere hende. Det var ikke på en påtrængende måde, men virkelig for at HJÆLPE.

Her kunne vi få en omgang pasta, men mine øjne var faldet på noget pizza lignende noget. Ja tak. Pizza til morgenmad. Dejlig fed og salt. Skønno. Nappede et par stykker med over til bordet. Fik min dropbag og nogle kopper cola. Klædte om og tog et par stykker mere med i hånden på vej ud. Jeg var sulten og de smagte mig rigtig godt.

Så skulle der knokles frem mod løbets højeste pkt hvilket, efter Troels, havde en ret vild scrambling passage ved toppen. Dejligt at se frem til.

Terrænet på det første stykke er til at have med at gøre. Bevares det går opad men der kan holdes en god kadence. Følges med et par spanske brødre som kan lidt engelsk. Den ene kigger på flaget på min rygsæk og spørger hvad jeg synes om terrænet nu da jeg jo er vant til bjerge???!!!??? Griner lidt og siger at det altså er det danske flag og ikke det Schweiziske….Meeeeeeen vi har da “skymountain”. Det er dejligt befriende at følges med disse to. De snakker konstant om alt muligt, men de er desværre også meget forskellige i styrke, så den svageste har brug for en pause stopper de og jeg fortsætter. (Senere i løbet bliver jeg faktisk overhalet af den ene af dem igen).

 

cbt19

 

Der er en del vandregrupper her. Altid festligt at passere sådan en flok. Det giver lidt gejst og motivation. Heldigvis er der på vej op også nogle vandposter/vandløb hvor jeg lige kunne blive kølet lidt ned. Kan langt oppe skimte en vejrstation (eller…ved faktisk ikke hvad det er) og tror vi skal derop forbi. Vejen går dog ikke forbi, men drejer skarpt til venstre og inden længe tårner en ordentlig bunke klipper sig op. Jeps nu kom det stejle stykke.

 

cbt6

Tungen lige i munden. Stavene er ret ubrugelige her da det er stejlt og begge hænder skal bruges til at få kravlet op. Efter lidt tid kommer belønningen over bjergbestigningen. På toppen er det simpelthen det vildeste panorama view over hav, bjerge og rå natur i strålende solskin. Det er svært at beskrive, men virkelig fantastisk.

 

Nedløbet mod Sella

De næsten 15 km ville nu mere eller mindre gå nedad. Stierne var til at begynde med små og tekniske, men hele tiden med det fantasiske skue i baggrunden. Jeg var kommet relativ fornuftig igennem 70 km og forceret de værste stigninger så derfor begyndte jeg nu, når terrænet tillod det, at forsøge at presse lidt fart på. Især på de stykker nedløb der kunne løbes havde jeg det fedt. Og for første gang som trailløber kunne jeg faktisk overhale folk nedad. Tidligere var det på nedløbet jeg blev total kørt over af de lokale spanske og italienske løbere. Fuldstændig optur.

cbt17

Efterhånden nærmede det sidste “kritiske” punkt i løbet sig. Nedløbet mod Sella. Troels havde snakket om det og på profilen over ruten ligner det også bare en lodret væg man skal nedad. Kunne mærke spændingen i kroppen tog til. Efter GPS skulle det være nu!….Kort efter passerede jeg et lille skilt med teksten Sella 2200 m. ? Jamen, så måtte det da snart gå ned – efter 500 m relativ teknisk nedløb kom “muren”.

Hold nu kæft mand det var stejlt. Underlaget var sten, små som store, lidt grus/sand og græsagtig beplantning. Ujævne drop og ikke rigtig nogen sti at følge. Man måtte til dels selv finde vejen ned. De næste 1.5 km foregik skridt for skridt og med fuld fokus. Tempoet lå mellem 1.5-2.0 km/t. Det var rigtig svært, men også samtidig fedt.

cbt21

 

Endelig slipper stigningen sit sat. De tilsyrede lårbasser kan tøffe ind mod næste store depot efter 83 km i Sella. Her var der mulighed for dropbag nummer 2. Havde fravalgt at bruge denne mulighed og det passede fint nok for mig. Manglede ikke noget. De folk der sad i depotet her så ret slidte ud. Der var en del løbere på ruten nu idet de samtlige distancer ( på nær den korte) nu fulgte samme rute.

 

Mod mål

Nu ventede de stort set 15 km med let stigning inden omkring 5 km nedløb til mål. Efter depotet powerhikede jeg et langt stykke. Nedløbet havde sat sine spor, men efter en halv times tid kunne jeg jogge lidt igen, når terrænet tillod det. Det vekslede meget mellem lidt bredere grusveje og mindre stier her. Men ikke vanvittig teknisk. Så stille og roligt blev km efter km tilbagelagt. Når man når dette tidspunkt i ultraløbene vil man (læs jeg) bare gerne i mål og ofte føles det som om det tager en evighed. Jeg manglede et enkelt depot tilbage og jeg synes i laaaaaaang tid jeg kunne høre musik og stemmer derude i det fjerne. jeg måtte nærme mig.

cbt23

Terrænet tog lidt til igen og blev lidt mere bøvlet. Tænker jeg på dette tidspunkt måtte være på bagsiden af Puig Campana. Endelig kunne jeg se det sidste depot. Her blev der hold fest. En flok unge mennesker styrede depotet og der var bare gang i den. Egentlig fuldstændig ligegyldigt så spurgte jeg hvor langt der var tilbage. Pigen sagde 5 km, så sagde jeg om ikke det var nærmere 6 km. Hun sagde yes. Spurgte så endnu engang om det måske ikke var 7 km. Hun sagde yes igen! Sådan. Dumt, Dannie. Bare kom afsted. Det går ned til mål….Eller vent lige lidt. Stoppede lige op og tjekkede profilen. Ikke kun ned, nej. Vi havde en 200 højdemeter opstigning først og derefter nedløbet.

Havde rimeligt overskud på stigning, men holdte lidt igen for at spare de sidste kræfter til høvle igennem på nedløbet. Stigning var relativ svær teknisk men op kom jeg. 5 km igen cirka. Nu skulle den bare have fuld smadder. Havde bildt mig selv ind at nedløbet ville være en motorvej med medvind.

Det var det dog ikke helt idet stien var semi teknisk. Jeg forsøgte alt hvad jeg havde lært at give den gas. Fornemmelsen var i hvert fald sådan og i total runners high rus blæste jeg igennem. Kæft hvor var det altså fedt. Kunne holde tempoet indtil jeg kom ned i selve Finestrat igen hvor den stod på cruise ned igennem byen. YES. 300 m til mål, 200 m, 100 m – over et lille kryds, ind på de små gader, skarpt til venstre og her var målportalen.

 

cbt18

Kæmpe lettelse og den fedeste følelse at komme igennem sådan et løb.

cbt4

 

Efter løbet

Jeg kom i mål i tiden 16.38 hvilket jeg var 100 procent tilfreds med. Inden løbet havde jeg håbet på 19.00 eller lidt under. Alt efter ruten.

De andre danskere i løbet kom alle fornuftigt igennem og vi kan endda bryste os med at Vibeke vandt i sin klasse. Stærkt.

Costa Blanca Trails er et løb med rigtig mange super fede momenter hvor den første stigning, de kradsene buske, stigningen op mod højeste punkt samt nedløbet til Sella står klarest frem. Derudover er de frivillige i dette setup helt unikke og max hjælpsomme.

Dagen efter løbet stod den på total afslapning, badeture, god mad, røverhistorier samt ikke mindst kolde øl ved den skønne strand i Benidorm.

 

cbt2

 

Så for at runde det hele af, så virkede denne tur som et rent kinderæg. Rigig fornuftig logistik og indkvartering – Top fed rute og sidst men ikke mindst bare en rigtig hyggelig tur med gode venner 🙂

 

Nu vil jeg se frem til frem til en stille og rolig måneds tid med træning efter lyst. (Som om det er meget anderledes end normalt…).

 

Næste race bliver min trejde tur til Transgrancanaria i februar. YES

 

Hold Jer muntre

 

Vi ses i sporet

/ Dannie

 

@dannietrail