Mit første ultraløb – Julsø Ultra 60k

Træningen op til ultraløbet

Mit første ultraløb skulle jo egentligt have været Nordkysten (Ultracup) i august 2017, men det satte en fiber i læggen en stopper for. I bakspejlet var det et rigtigt godt valg at undlade at forsøge at løbe Nordkysten, for det ville have været et set-back af dimensioner. I stedet kunne jeg nu glæde mig over, at jeg kun ca. 3 uger senere så småt var i gang med at træne mig op igen, og så var det jo på tide at finde nye mål.

Ultraløb var fortsat et mål, jeg drømte om. Så mens jeg holdt skadespause, besluttede jeg mig for at finde et ultraløb i foråret 2018, hvilket ville give mig ca. 8 mdr. til at træne. Jeg havde hørt om Julsø Ultra – også at det skulle være et af de hårde løb. Det lå perfekt i slutningen af april, så jeg kunne bruge det til at holde mig i gang henover vinteren. Som sagt, så gjort, og jeg meldte mig til 60k – nu var der kun én vej !!

Det var let nok at melde mig til. Nu skulle der så også lægges en plan, så jeg kunne blive helt klar til det krævende løb. For ikke nok med at det var 60km – der var også 1450 højdemeter (arrangørernes måling siger 1780 højdemeter), der skulle forceres, både op på den ene siden og ned på den anden, og når nedløb ikke hører til ens stærke sider, så frygtede jeg faktisk begge dele lige meget.

I forhold til planlægningen af min løbetræning, var jeg bevidst om, at jeg skulle være mere stringent i planlægning af progressionen i træningen. To fiberskader i løbet af kun et halvt år talte sit tydelige sprog: jeg havde enten ikke styr på træningsbelastningen, eller også var jeg ganske enkelt ikke god nok til at lytte efter min krops signaler, når der var ved at være en overbelastning under opsejling.

Derfor var det første, jeg gjorde, at lave en træningsplan – bagfra. Jeg tog udgangspunkt i, hvor mange timer, jeg forventede at ville løbe om ugen de sidste tre uger inden tapering op til ultraløbet, og med denne viden kunne jeg så regne baglæns til udgangspunktet for træningens start i september, og se om det virkede fornuftigt i forhold til, hvor jeg var på det tidspunkt.

Træning ved Vejrhøj primo marts

Træning ved Vejrhøj primo marts

Udgangspunktet i september blev således 4 timers løbetræning om ugen (ca. 30 km på trail) og med konservativ progression og restitutionsuge hver 4. uge, så ville det bringe mig på 9½ time om ugen (ca. 75-80 km) de sidste tre uger inden tapering. Hovedparten af træningen skulle foregå som trail enten på Det Hvide Spor i Bidstrupskovene eller på Vejrhøj for at få trænet så mange højdemeter som muligt.

Derudover lå alle km de første mange måneder i MAF tempo. Dette var nok mest fordi, jeg ikke er vild med intervaltræning og tempoløb. Men jeg vidste, at for at booste formen mod slutninge op til løbet, så skulle der intervaller til, og de blev lagt på de sidste 6 uger inden løbet.

Det er første gang, jeg har prøvet at planlægge så lagt et træningsforløb, men for mig gav det god mening at have en fast ramme at holde mig til, så jeg ikke lige pludselig kunne blive ”lokket” til lige at løbe 10 km ekstra en uge (og dermed øge min risiko for skade).

Styrketræning var et nyt aspekt, som kom ind i træningen. Indtil da havde jeg primært trænet lidt core og hofter, men nu blev jeg anbefalet, at det skulle være en regelmæssig del af træningen, så jeg fik en stærk krop at løbe på. Jeg valgte træning med kettlebells, hvor 4-5 forskellige øvelser var tilstrækkeligt til at gøre en forskel. Allerede den første måned kunne jeg m mærke en markant forskel i forhold til overskud, når jeg løb. Desværre gjorde min lænd lidt vrøvl (gammel defekt) mod slutningen af træningsperioden, så jeg blev nødt til at stoppe styrketræningen ca. 1½ måned før løbet og fokusere kun på løb.

Det var den mere fysiske del af træningen – og ikke den største af mine udfordringer, for det var mest et spørgsmål om at få snøret skoene og komme afsted. Hvis jeg overholdt træningsplanen, så skulle min krop nok kunne gennemføre Julsø Ultra.

Træning på Det Hvide Spor - 3 uger senere

Træning på Det Hvide Spor – 3 uger senere

Den anden – og langt mere udfordrende del – var den mentale forberedelse på løbet, hvor der var tre åbenlyse udfordringer:
– Den ene var at skulle løbe hele vejen helt alene. Ingen i min løbe-omgangskreds er lige så tåbelige som mig at synes, at det ultraløb kunne være en fed udfordring, så jeg kunne ikke umiddelbart forvente at have selskab undervejs på ultraløbet.
– Den anden var i det hele taget bare at løbe så langt. Under træning oplevede jeg ofte, at når jeg kom ud omkring 17-18 km på trail, så blev jeg lidt ”klynke-agtig” – det hele var hårdt og lidt en lidelse. Jeg kunne simpelthen ikke styre den negative spiral, mine tanker tit fandt ind i.
– Den tredje var min alder – eller rettere tvivlen, om det nu var en totalt tåbelig udfordring at udsætte min krop for, når jeg har passeret de 50 og kun har løbet i 3 år med to HM og et M på ”bogen”. Men lige præcis der fandt jeg også min motivation – kunne jeg forberede min krop godt nok til rent faktisk at kunne klare udfordringen?

Tilbage til den første udfordring med at skulle løbe alene. Det var i og for sig rimelig enkelt at træne, det ville bare kræve, at jeg også trænede alene det meste af tiden. Det kom lidt af sig selv, for når der skal trænes så meget trail, og mine løbevenner primært er til asfalt, så er der kun mit eget selskab på turene.

Jeg gjorde så heller ikke ret meget for at opsøge løbefællesskaber i starten – ikke før jeg i starten af februar mistede motivationen lidt til al den alene-træning. Her valgte jeg at opsøge jeg et løbefællesskab på Vejrhøj, hvor jeg sammen med nogle garvede trailløbere løb min første 30 km tur med 860 højdemeter. Det blev så også dagen, hvor jeg måtte erkende, at der var vildt langt til 60 km og næsten det dobbelte i højdemeter!!

Den dag gik det op for mig, at jeg måske alligevel var lidt udfordret på fysikken, og jeg begyndte at justere lidt på træningen og fik lagt nogle B2B-ture ind i programmet, som enten strakte sig over 2 eller 3 dage. Det gjorde en stor forskel, både fordi jeg blev udfordret på at løbe på en træt krop på den sidste dag, så det byggede mig op både fysisk og mentalt til at kunne håndtere at løbe på træt krop, indtil den sidste km om søndagen var tilbagelagt.

Den anden mentale udfordring – mit mindset, og den negative spiral, som mine tanker ofte faldt ind i, var en helt anden udfordring, og jeg vidste intet om, hvordan jeg kunne træne det. Ved en tilfældighed deltog jeg i en venindes kurser i Loven om Tiltrækning. Det var slet ikke relateret til mit løb, jeg var blot nysgerrig efter at opleve, hvad hun underviste i. Det viste sig at være en øjenåbner, for man lærte bl.a. teknikker til at styre sine tanker. Målet var at lære at fokusere på det, der virker / det positive – og undvige de negative tanker, når de meldte sig. Det virkede forholdsvist enkelt og ligetil, så det begyndte jeg at arbejde med på mine lange træningsture, når ”klynkeriet” var under opsejling. Jeg måtte dog også erkende, at det ikke er helt så enkelt at ændre gamle vaner.

En anden hjælpende hånd fik jeg fra min løbemakker Jørgen (ham der elsker at piske mig rundt til intervaltræning). Han havde flere gange korset sig over mit mindset … og en dag sagde han ordene:  Smerte er uundgåeligt, lidelse er valgfrit !!   DET blev mit mantra – både i de sidste par måneders træning og under Julsø Ultra, for det var jo rigtigt. Det er umuligt at undgå smerte, når man træner så meget eller løber så langt, men jeg kan selv vælge, om det skal påvirke mig negativt – altså om jeg tager det ind, eller jeg bare konstaterer, at ”nu gør det ondt” – og det må det gerne.

Så trods en mindre motivationskrise i februar måned, så fulgte jeg min 8-måneders træningsplan til punkt og prikke og havde fået hjælp til energistrategi, som var testet under træning, og til indhold af dropbag … så nu kunne Julsø Ultra 60k bare komme an – jeg følte mig klar!!

Indsamling til Kræftens Bekæmpelse

Under min træningskrise fandt jeg på at kombinere mit ultraløb med en indsamling til Kræftens Bekæmpelse. Mine venner, familie, kolleger og andre, som havde lyst, kunne ”spille” på de km, jeg ville komme til at løbe til ultraløbet.  Flere var meget opfindsomme, således at de første mange km gav et meget lille beløb, og når vi nåede til de sidste 10, så sponserede de et noget større beløb. Der var mange, som støttede op omkring dette initiativ, og det var med til at holde min motivation til at løbe de mange timers træning, og jeg er sikker på, at det til løbet ville motivere mig på de sidste km, hvor jeg sikkert ville være godt brugt.

Julsø Ultra april 2018

Så blev det lørdag den 28. april, og jeg troppede op i god tid i Silkeborg sammen med min veninde Ayoe, som var hepper og ville følge mig rundt og møde mig ved Himmelbjerget og de to sidste depoter. Vejret var fint – 10 grader, vindstille og umiddelbart ingen varsel om regn. Løbevesten var pakket og dropbag klar.

De allerførste km lover godt ...

De allerførste km lover godt …

Min plan var at starte langsomt ud – ikke hurtigere end tempo 6:30 – og gå op ad alle bakker, for jeg anede ikke, hvad der ventede mig til sidst i løbet, så jeg måtte hellere økonomisere lidt med kræfterne. Det gik også fint som planlagt. Turen startede med er dejligt langt fladt stykke, så man kunne få gang i benene, og jeg var ret god til at overholde min plan. En af de ting, jeg havde overvejet, var, om jeg kunne finde vej (når jeg nu kom til at løbe alene til sidst) – men hele ruten var tydeligt mærket op med små orange flag og gul minestrimmel, så der var ingen risiko for at blive væk.

Efter 3-4 km blev jeg indhentet af to kvinder, som løb sammen. De havde samme plan med at løbe stille og roligt og gå op ad bakkerne, så jeg blev inviteret til at følges med dem, hvilket jo var hyggeligt. Lidt senere blev vi indhentet af en lille gruppe mænd, og tempoet blev sat bare en snert i vejret. Jeg kunne hurtigt mærke, at det ville gå ud over min plan, så jeg lod mig falde lidt bagud og fandt ind i mit eget tempo igen.

2t22 - Himmelbjerget i sigte ...

2t22 – Himmelbjerget i sigte …

Det var et fantastisk område at løbe i – søer og bøgeskov, som var ved at springe ud og lækre spor. Ved 12k begyndte de seriøse stigninger … 4 i rap – Åsen, Store Knøs og Lille knøs, hvor jeg løb på en hylde på siden af bakken (bjerget) – og så sluttede vi af med Himmelbjerget, som jeg så langt nede fra efter 2t22 min. På toppen stod min Mor og Ayoe og tog imod mig. Her var knap 19k og de første 524 højdemeter tilbagelagt, og jeg var ved godt mod og benene var helt fine endnu.

Herefter startede nedstigningen mod Ry, hvor depotet var ved 28k. Denne del af turen var for det mest ligeud, men jeg kunne så småt mærke de første 21k og de hårde stigninger i benene. Her indhentede jeg de to kvinder, som jeg havde fulgtes lidt med i starten. Den ene af dem virkede til at have udfordringer, og jeg valgte ikke at slå følge med dem men holde mig til mit eget tempo. Ved depotet var der rigtig god stemning. Jeg havde mulighed for supplere mine gels fra min dropbag og Ayoe fyldte mine flasker med energidrik. Jeg valgte ikke at skift tøj, for det jeg havde på fungerede fint nok temperaturmæssigt.

Fed fed fed natur :-)

Fed fed fed natur 🙂

Så startede jeg ud på sidste halvdel af løbet. De 30k blev rundet efter 4t12. På dette tidspunkt begyndte jeg at dele turen op i 5k intervaller – mere overkommelige bidder, og det fungerede rigtigt fint. Jeg vekslede mellem gang og langsomt løb og min manglende teknik på nedløb begyndte at straffe mig – det gik næsten lige så langsomt nedad som opad. Ved 35k var jeg kommet forbi Laven og kunne kigge over på Himmelbjerget på den anden side af Julsø – en helt surrealistisk oplevelse, at der havde jeg været kort forinden, og at jeg var løbet hele vejen herover.

Turen fortsatte nu i fruentimmertempo henover nogle seriøse bakketoppe, og skoven var helt fantastisk at løbe i. Det begyndte at småregne, men inde i skoven dryppede det kun lidt, så jeg valgte ikke at tage regnjakke på. Da jeg kom ud af skoven og var på vej mod det sidste depot ved ca. 46k, så tog regnen til, og jeg fandt regnjakken frem – godt valg!  Ved sidste depot stod Ayoe klar igen til at fylde mine flasker, og jeg fyldte på med lidt cola og SNØFLER … fantastisk spise på dette tidspunkt af løbet. Her sad flere tilskuere under paraplyer og heppede på os – der var i det hele taget en helt fantastisk stemning og opbakning hele vejen rundt på ruten.

En af de mange bakketoppe ...

En af de mange bakketoppe …

Jeg fik at vide, at nu var der kun 13k tilbage til

mål … hvad jeg ikke vidste var HVILKE 13k, der ventede mig. Det var bakketop på bakketop på bakketop … 14 i alt … sluttende af med turen op til Dronningestolen to gange i rap – ikke mindre end 440 højdemeter på 13k !!  Mine knæ var ømme, så jeg gik ned ad nedløbene og mine ben var så trætte, at jeg gik også op ad stigningerne (det havde jeg så til fælles med de fleste andre løbere, som overhalede mig). Selv de sidste 2k hen til målet var svære at løbe, men henover målstregen SKULLE jeg løbe !!  🙂

... og straks efter fulgte en ny ...

… og straks efter fulgte en ny …

Jeg var i mål – 9t 11min efter start – og mit første ultraløb var veloverstået. Benene var godt medtagne og min første reaktion var ”aldrig mere” … men det er nok alligevel en sandhed med modifikationer.

Den fysiske udfordring var til stede. Jeg kan ikke helt se, hvordan jeg kan træne bedre for at være mere fysisk velforberedt til et sådan løb, men det må jeg prøve at finde ud af.

Den mentale udfordring – der var jeg vildt positivt overrasket over, at jeg ikke på noget tidspunkt havde haft udfordringer med hverken at løbe så meget alene eller problemer med mit mindset. Et par enkelte gange havde jeg tænkt ”nå ja … det SKAL jo for pokker gøre ondt” – men jeg havde ikke lidt og jeg havde heller ikke på noget tidspunkt haft tanken, at nu var det nok.

Er stolt over min meget fine præmie :-)

Er stolt over min meget fine præmie 🙂

Så alt i alt en fantastisk oplevelse – både fysisk og mentalt – i et fantastisk flot naturområde … og jeg er voldsomt stolt af min fine Julsø Ultra 2018 kop!

Gamle koner kan også gennemføre ultraløb 🙂

Og hvad angår indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse, så fik jeg løbet 7.657 kr. ind i alt.

 

 

Julsoe Over målstregen

Over målstregen

Montsec Ultra Trail (MUT)

Når én dør lukkes åbnes der som regel en ny…

I november 2017 blev det klart at jeg ville deltage i løbet Transgrancanaria for trejde gang. Vi var efterhånden en hel flok af danskere der skulle afsted sammen og da vi nåede uge 6 i 2018, 2 uger før selve løbet, havde jeg haft min sidste hårde træningsuge. Der var en rigtig god fornemmelse i kroppen og nu så jeg frem til en uges skiferie med familien og et hold venner. Der skulle kun løbes nogle lette ture i den uge.

Efter første hele dag på ski hoppede jeg friskt i løbeskoene og joggede stille og roligt nedad bjerget for at komme ned til søen (Zell Am See). Vi boede cirka 2 km oppe i terrænet.

Bang – så skete det. Ud af den blå luft mærkede jeg et skarpt smæk i min venstre læg. Absolut ingen tvivl om at jeg havde fået en skade. Fuck, fuck, fuck…..måtte humpe/gå hjem igen. Var på det tidspunkt helt sikker på at jeg ikke kom med til TGC. Der var under 14 dage til start.

Dog gik det super hurtigt med at skaden fortog sig. Jeg fik gået nogle 2 timers ture i bjergene om morgenen og kunne faktisk ikke mærke den længere. Besluttede mig for, at når vi kom hjem, skulle det testes igennem søndag før løbet. Som sagt, så gjort….Skaden sprang op igen hvilket gjorde beslutningen klar som glas. Ingen Transgrancanaria til mig!

Itra, DUV, UTMB kalender støvsugning

Dagen efter skulle der slikkes sår og en ret god måde for mig var at se på mulige andre løb når skaden formodentlig var helet op igen.

Ret hurtigt faldt jeg over, et for mig indtil da ukendt, løb. Montsec Ultra Trail (MUT). Billedere fra ruten så mildest talt fantastiske ud så hurtigt i gang med at se på logistik omkring løbet. Det var tåleligt. Nærmest lufthavn Barcelona og derefter cirka 2 timer i bil, ind i landet. Det var ok. Eneste lille minus var at løbet først var d 20/4 hvilket jeg synes var ekstremt sent at skulle starte sæsonen…men på den anden side var der også mere tid til at blive 100 procent klar igen.

mont8

 

Lidt om løbet

MUT afholdes i 2018 for 6. gang. Start og mål ligger på en campingplads i den lille by Ager.

Der er 3 distancer:

110 km med 7000 højdemeter +/-

50 km med 3200 højdemeter +/-

21 km med 1200 højdemeter +/-

Ruten er efter arrangørernes udsagn særdeles teknisk og med en gennemførelsesprocent på under 50 har de formentlig ret 🙂

Laveste punkt 500 m – højeste 1670 m.

…som I kan se ville der både være vand og æbler på ruten samt brus til sidst 😉

 

profil-montsec

Baseret på deltagerantal var dette løb et “lille” lokalt løb. Under 100 på den lange og lidt flere på de andre distancer.

 

Høj på oplevelser allerede inden start!!

Veludhvilet fredag morgen beslutter jeg mig for at køre lidt rundt i bilen i området. Holder ind et par steder og kigger på naturen inden jeg bliver enig med mig selv om lige at køre forbi den campingplads hvor start/mål er….nok den bedste beslutning jeg længe har taget.

Henne på pladsen støder jeg tilfældigt på løbsarrangøren, Dani Delgado, som pludselig kalder på mig. Vi hilser på hinanden og allerede her kan jeg mærke hans iver omkring løbet og hele arrangementet. Han viser mig rundt på pladsen og på et kort prøver han at tegne ruten vi skal løbe, op.

Lige da jeg skal til at gå spørger han mig om jeg har lidt tid, fordi så vil han godt køre mig op på toppen af bjerget bagved campingpladsen hvor lidt et “knudepunkt” på løbet ligger. Det er jo helt vildt. Tænk sig at få en lokal til at fremvise området. Jeg er total benovet da vi jeepen dribler op af bjerget. Han fortæller mig om stedets unikke klima, om bjergene, om at stedet er et af Europas bedste paraglide spots og om at der er mange ørne oppe på toppen. Han kommer også med små fifs omkring ruten og hvordan vejret og temperaturen hurtigt kan veksle pga den specielle vind i området.

mont9mont11

Jeg får set det hele og er allerede på en time helt ør i hovedet af indtryk og oplevelser. Det var virkelig STORT.

mont13

mont14

Efter oplevelsen vender jeg tilbage til hotellet for at få sovet lidt inden jeg skulle køre hen til start.

 

Klargøring til start

Ankommer til campingpladsen kl 18.30 og får hentet mit startnummer. Altid lidt frem og tilbage omkring tøjvalg. Vejrudsigten så rigtig fin ud med ned til 4-5 grader om natten og omkring 25 grader og ren solskin om dagen. Tog tights, shorts, t shirt, løse ærmer og en vest på. I dropbag en tank top.

I modsætning til de sidste 2 år havde jeg lidt et nyt setup af udstyr der først til dette løb sådan rigtig skulle testes igennem. Nyt tøj, ny rygsæk og ny pandelampe.

Mit grej til løbet:

2XU: GHST – shorts, tank top og t shirt. MCS tights. Calf sleeves og løse ærmer.

Altra: Lone Peak 3.5 og 3.0

Ultraspire: Alpha 3.0 rygsæk og visor

Gloworm: Alpha pandelampe

Black diamond: Carbon distance z stave

Injinji: Trail socks

GU saltpiller og gels samt Bonk Breaker bars.

Compressport: Vest og pandebånd

Ultimate direction: Regnjakke

Garmin Fenix 5

 

Briefing foregik kl 20. Fattede ikke meget men på en stor tavle var ruten tegnet op og enkelte punkter blev talt igennem. Det var mest de steder det var teknisk svært. Der var også noget omkring en ændring ude ved godt 80 km. Tænkte jeg ikke lige så meget over her….men det burde jeg nok!!!!

mont1

Nå – det allersidste toiletbesøg var overstået, al grejet var klart og det var jeg også. Gik de små 10 minutter fra campingpladsen og ned, midt i Byen hvor løbet skulle sættes i gang i det gamle “slot”, Castell d’Ager.

Start til først depot (19.5 km)

Mega fedt startsted. Vi stod pakket sammen midt inde i slottet. DJ spillede musik og samtlige 61 deltagere blev introduceret på en storskærm. Kl 22 blev løbet sat i gang og vi joggede langsomt rundt i gangene på slottet som var dekorerede med små fyrfadslys. Super stemning overalt.

mont2mont3

Jeg både glædede mig til natten, men var samtidig også helt klar over at det ville blive nogle rigtig hårde timer i starten af løbet. Indenfor de første 33 km af løbet ville det praktisk talt kun gå op og ned – op og ned igen. Samtidig huskede jeg også mig selv på at Dani havde fortalt at de to første stigninger ville være de sværeste i løbet.

Første pkt på dagsordene var en stigning på i alt 1000 hm og de første 6 km fra start var “hyggelige”, lidt lettere stier…Men så tog løjerne også fat og det blev stejlt. Vi var omkring 10 stykker der gik sammen her. Stille og roligt. Lagde mærke til at der var MANGE markeringsstrimler. Måske kun 50 meter imellem dem.  Pludselig ændrede den lidt kringlede sti sig – eller den forsvandt nærmest. Vi stoppede lidt op og kiggede op. Store klippefremspring og ikke nogen særlig tydelig sti….og hov – hvor hulen var markeringen nu henne? Vi blev delt lidt op her i vores søgen – nogen forsatte længere op og jeg fulgtes med nogen hvor vi ligesom gik på tværs og andre igen vendte om og gik ned. Efter lidt søgen kunne vi et stykke oppe høre nogen råbe. De havde spottet en strimmel og vi måtte begynde at klatre opad.  Desværre forstsætter den lidt uheldige markering resten af vejen op til toppen. Ikke noget kritisk, men bare noget der skete en del gange her. Løb lidt forkert, stoppe op og spejde efter andre deltagere og markering. Men heldigvis blev det meget mere tydeligt på toppen af bjerget.

I gang med et ret stejlt nedløb. Det gik langsomt idet sporet var yderst smalt. Små buske trak ind over stierne og vi kunne ikke rigtig se underlaget. Så fuld koncentration hele vejen ned. Mindes ikke at der decideret var nogle steder hvor der kunne løbes frihjul og slappes lidt af i hovedet. Synes virkelig man skulle være på. Adrenalin pumpede på højtryk hvilket jo egentlig er ganske fornuftigt for at holde sig vågen her om natten.

mont4

Har du slået GPS appen til??

I første depot bliver jeg stoppet af de frivillige da de ser mit startnummer. De spørger om jeg har starter appen NOW RUN som alle skulle have kørende på telefonen. Ja da svarede jeg, men vidste at min tlf havde voldsomt ringe signal hvilket jeg prøvede at forklare. Det er så her jeg gerne vil undskylde til arrangørerne og ikke mindst Jer derhjemme som prøvede at følge med…..Jo – ganske rigtig. App var sat rigtig op og startet…..MEN…den virker jo ikke sådan helt efter hensigten når klovnen her har glemt at aktivere telefonens GPS. UNDSKYLD. Det var dog først allersidst på natten/først på morgenen jeg fandt ud af det og fik gps slået til. Sorry!

Jeg fik tanket op og driblede videre. Dani Delgado stod og her i depotet og fortalte mig….Now you go up!!! Kunne ikke siges mere præcist. Hold nu kæft mand. Føj for en giftig stigning. Fik strammet mine sko gevaldigt op idet jeg følte mine fødder kunne glide lidt frem og tilbage i dem. Fra omkring 20 – 25/26 km skulle vi forcere 1200/1300 højdemeter. Stigningen var stejl fra start til slut og foregik udelukkende på små smalle stier. Sten i alle afskygninger og mod toppen mindede det lidt om sidste bjergtop. Større klippefremspring og til sidst en “åben” top vi skulle krydse. Vi skulle i gang med nedløbet. Dette startede meget stejlt og teknisk ud, men efter lidt tid kom der for en gang skyld nogle lidt mere løbbare skovveje. Eller det vil sige – løb du bare, men så falder du…i sneen og de isglatte veje. Der havde faldet en del sne i området ugen op til løbet. Det meste var smeltet igen, men her lå der altså noget. Som til dels var smeltet men i den grad også frosset til igen, så det var vildt glat. Så altså heller ikke noget friløb her.

Første store delmål

Efter mange og lange strabadser ankommer jeg til andet depot i bunden af bjerget. Indtil nu har løbet været virkelig mentalt hårdt. Først pga de lidt kiksede markeringer ved toppen af første bjerg og dernæst fordi at man hele tiden skulle være maks koncentreret omkring underlaget og sidst men ikke mindst det top hårde og tekniske terræn.

mont7

mont6

Havde set rigtig meget frem til dette punkt i løbet. De fleste af de mørke timer var overstået og de næste cirka 15 km ville være uden lange op og nedstigninger. Bevares – det gik op og ned, men slet ikke i samme grad før. I det hele taget havde terrænet ændret sig her. Vi var ikke højt oppe på dette stykke og underlaget var flere steder ret fugtigt. 4 gange skulle vi krydse små floder. Kunne se at arrangørerne havde været ude og ligge små sten i vandet vi kunne træde på for at komme over uden at stå i vand til knæene. Tak for det 🙂

Samtidig var solen stået op og det gør bare et eller andet ved hovedet hver gang. Mange timer er overstået og terrænet samt markeringerne bliver lidt lettere at læse. Jeg har det super godt her og selvfølgelig glad for at nattens hængen lidt med hovedet er overstået. Ikke at der har været kæmpe kriser, men blot at natten virkelig havde været hård og især hovedet var drænet. Kommer dog uden store problemer gennem trejde depot. Ved hvert depot står de og skriver vores nummer ned i rækkefølge. Stopper lige op her og ser at jeg ligger omkring nummer 20. Ikke et det har den store betydning, men sjovt nok lige at se idet jeg i lang tid havde løbet alene.

Trejde lange stigning og “hoveddepot”

mont23

De første 5-7 km her er ret lette og man begynder at mærke solens magt. Stopper op ved løbets eneste ubemandede depot. Smider min vest i rygsækken for jeg begynder at have det varmt og får lige tjekket om jeg egentlig har startet den der app vi skulle have kørende. Inderst inde var jeg nu godt klar over hvad der var galt. Sidst på natten kom jeg i tanke at jeg havde glemt at slå gps til – det blev gjort her og stigningen op til ST Alis gik i gang. Små 1000 meter op og denne stigning passede super godt til mig. Den var relativ stejl og sådan semi teknisk. Ikke voldsomt og der kunne holdes nogenlunde jævn og kontrolleret fart opad.

 

Der var en masse positiv energi her. Benene kørte super godt. Det var blevet lyst. Solen skinnede og indenfor halvanden time ville jeg ramme hoveddepot og dermed være et godt stykke over halvvejs. YES.

mont22

Jeg kommer op af det stejleste stykke og ved at jeg har nogle kilometer hvor det stadig går op, men slet ikke nær så stejlt. Udsigten her er virkelig fantastisk. Ude i det fjerne kunne jeg se det store planetarie på toppen.  Ørne og paraglidere kunne der ses en masse af. Mega fedt. Terrænet er rimelig løbbart.

Hoveddepotet – 63 km

mont21

Havde set rigtig meget frem til dette depot…Af flere årsager. Mulighed for tøjskifte – være over halvvejs. Lidt mad…men aller vigtigst. Få skiftet sko. Havde lavet en kæmpe rookie mistake. Har løbet i Altra Lone Peak 3.0 de sidste 2 år, men havde her inden løbet brugt de nye 3.5….Problemet for mig med den nye model var, at jeg på en eller anden måde lå lige præcis imellem 2 “halve” størrelser. Derfor havde jeg valgt et halvt nummer større end jeg plejede.

Allerede på første nedløb fik jeg problemer. Min højre storetå gled konstant frem og bankede imod spidsen. Og det tog bare til. Kæft en klovn, Dannie – næste gang, stol 100 procent på din mavefornemmelse.

Så igen…det var VIRKELIG en fornøjelse at komme til det depot. Tog mig rigtig god tid her. Fik en top på og skiftet sko. Fyldt op og fik også snakket lidt med folk i depotet. Fik en halv red bull af en anden deltager hvilket gjorde godt. Én fra depotet kom også hen og snakkede lidt omkring de klassiske man hører til bjergløb når det går op for nogen man er fra flade Danmark 🙂 Plus, da jeg var på vej ud af depotet kom der lige endnu en hjælper og spurgte om ikke jeg skulle have solcreme på. Lige netop den kommentar var meget symptomatisk for hjælperne. Nok noget af det mest ægte og hjælpsomme jeg har oplevet.

 

Flyvende nedløb

Efter skoskiftet følte jeg mig på toppen (hvilket jeg jo i realiteten også var) og kunne give los nedad. Fantastisk ikke at skulle holde igen hele tiden og ingen smerter mere.  Mindes at de cirka 10 km frem til næste depot gik relativ hurtigt. Nedløbet var i hvert fald sammenlignet med de to første, lange, noget mere løbbart. Varmen var taget væsentlig til og det var omkring middagstid.  Jeg begyndte at spejde lidt efter vandløb som jeg kunne skylle hovedet i. Netop varmen kan blive en væsentlig faktor på sådan et tidspunkt i løbet. Jeg har det med at miste lidt appetit og blive lidt kvalm ved det hele. Bliver ofte fristet til at drikke rigtig meget men ved samtidig af erfaring at det næsten kun gør det værre, at det bare ligger og skvulper rundt i maven. Så drik lidt og evt suppler med ekstra saltpiller plus sørg for at blive kølet ned når muligheden dukker op.

Efter cirka 74 km, ved Alsamora depotet kom endnu et hidsigt og noget mere teknisk nedløb. De mange timer i benene gjorde at der virkelig skulle holdes fokus på stierne igen og langt om længe kom jeg frem til depotet ved indgangen til det famøse område, Congost de Mont-rebei…

mont20

Det mest fantastiske stykke natur jeg nogensinde har oplevet!

I depotet fortæller de at de næste 3 km må der ikke løbes da det er et meget turistpræget område og især på gangbroerne er det forbudt.

Jeg har det rigtig fint med at skulle gå det næste stykke. Jeg er pænt ristet her og beslutter mig for at lege turist for ligesom at få tankerne væk fra at jeg er midt i et race. Og jeg får fuld valuta for skillingen. Vi bevæger os midt oppe på en klippe, på en sti der er hugget ind i klippevæggen. Den er nok max et par meter bred hvor der til højre går lodret ned – ned til den mest smukke blå/grønne flod.

Inderst på klippevæggen er der en wire vi kan holde fast i, men alle deltagere holder til højre så “de rigtige” turister kan gå i sikkerhed. Det er så blæst smukt. Jeg er helt solgt her og må seriøst stoppe op nogle gange blot for at suge det til mig. Fuldstændig vildt.

mont15

mut2

Efter et par km kommer vi hen til en lang hængebro der får os over på den anden side af floden og ind i Spanien, hvor vi indtil nu har været i Catalonien. Lige inden skulle marathonløberne dreje fra og begynde at løbe tilbage mod mål. (De 2 første bjerge var heller ikke på marathon ruten).

Broen gyngede en hel del og jeg forstår her temmelig klart hvorfor der ikke må løbes. På den anden side skal vi meget stejlt opad et stykke vej og jeg kan se at vi her bevæger os væk fra nogle helt vanvittige trapper jeg havde håbet at skulle forcere…..Samtidig havde arrangørerne meldt ud at der på dette stykke ville være en ændring af ruten. Jeg havde blot forstået at det var et lille stykke, men finder ret hurtigt ud af, at det er en lidt længere omvej på cirka 4 km vi skal ud på. Det er ok, jeg har bestemt ikke travlt her.

Fatamorgana???!!!

Heldigvis finder jeg ret hurtigt ud af, at jeg nok skal komme til at opleve trapperne alligevel. For efter depotet ved Montfalco drejer vi snuden tilbage mod trapperne og skal faktisk samme vej tilbage over hængebroen igen. De hersens trapper er vanvittige. De er monteret på to stykker aldeles stejle klippevægge. De er smalle og føles steder som om de gynger lidt. Er pænt godt tilfreds med at jeg ikke har højdeskræk. Vil dog sige at hvis man på dette stykke er total i racemode og bare ønsker at tonse derudaf….Så bliver ens tålmodighed i den grad testet. Der er rigtig mange folk og vi skal stå en del i kø. Det er dog 100 procent det hele værd.

mut1

Efter et stykke tid krydser jeg hængebroen tilbage til Catalonien og jeg glæder mig nu igen lidt til at komme væk fra turisterne. Kommer hen hvor jeg skal følge ruten for marathon folket tilbage til mål. Det er lidt en skræmmende fornemmelse. Fra nu vil der være mere eller mindre 1600 uafbrudte højdemeter til toppen. Det var møg varmt og det gik langsomt. Dog kunne jeg se at jeg nogle gange overhalede enkelte ret pressede marathonløbere. Det gav lidt et boost, men jeg kogte. Totalt og jeg ville rigtig meget gerne snart være fremme ved næste depot. Det skulle ligge ved 92.7 km. Og lige på dette tidspunkt blev jeg ret punktlig. Havde så lige svedt ud at jeg jo havde løbet længere pga ændringen af ruten og km tallet derfor ikke stemte. 2 gange indenfor 15 minutter oplever jeg det jeg tror er et fatamorgana…Jeg er 100 procent sikker på et jeg hører stemmer og at jeg kan se sådan en pavillion hvor der står folk. Men må skuffet konstatere at det blot er en klippe og ikke et depot???!!! Flot, ikk.

Da uret viser 99 km når jeg endelig frem til næstsidste depot. hvilket lettelse.

Lidt om energiindtag

Generelt går jeg frem efter så lidt indtag som overhovedet mulig og så at spise meget af det, der er i depoterne. Min erfaring er, at hvis jeg kører frem efter at indtage meget gel, barer og energidrik, så går maven i stykker. Normalt har jeg det godt med at spise Bonk Breaker bars. Tager som regel bare en lille bid i ny og næ. Så ingen gels de første omkring 10 timer. I depoterne plejer jeg kaste mig over brød, kiks, pålæg og ost. Og så Cola 🙂 Efter de cirka 10 timer synes jeg GU gels har en super effekt og jeg føler at når jeg taget en, så mærker jeg ret hurtigt sukker boostet – uden at maven brokker sig. Derudover tager jeg fast 1 saltpille i timen. I mine dunke har jeg i den ene rent vand og i den anden drinks tabs fra GU. Det fungerer bare. Til dette løb har jeg spist 2 barer og indtaget 4 gels. Taget 19 saltpiller og brugt 8 drink tabs. Derudover en del lokalt knastørt franskbrød med et eller andet salt agtig pesto. Og fed ost.

Det næste stykke er vildt stejlt og du skal klatre!

Det var virkelig en befrielse at nå til depotet. Jeg var lidt presset. Generelt var de frivillige fantastiske. Der var smil på alle steder og de var virkelig gode til lige at se folk i øjnene. der var også en følelse af at de kunne vejlede ret præcist omkring ruten. Det er altså bare fedt.

På dette depot bliver jeg bogstavelig talt spurgt om jeg vil have en spand kold vand i hovedet. JAAA TAAAK. Det var lige hvad jeg havde brug for. Hovedet ind over en spand og så kom der ellers en mand med en kæmpe dunk vand som blev pøst ud over hovedet. Klasse.

Bagefter fylder jeg op med diverse og får de obligatoriske par kopper cola. Der kommer endnu en hjælper hen. Han fortæller mig at jeg kommer ind på et særdeles vanskelig, men også relativt kort stykke. 400 højdemeter på et meget kort stykke. Og der vil skulle klatres nogle steder også. Hmm. Spændende, men dog på et tidspunkt i løbet hvor det kunne overskues.

Giver mig selv en mental lussing og daffer afsted. Den første km er stejl, men den næste….. Den er vild, som i RIGTIG vild. Har ikke prøvet noget så stejlt før. Jeg tæller. 3 skridt, pause, 3 skridt, pause. Og jeg haler faktisk med den strategi ind på folk. (Altså marathon løberne – det er længe siden jeg har set nogen ultra folk).

Og så kommer klatresektionerne. Der er 4 steder hvor vi skal bruge noget reb for at komme op. Ved første sted sidder der to deltagere og venter. Jeg gestikulerer at jeg venter og de skal klatre op. De ryster på hovedet og slår ud med armene. Fedest – de vil gerne se en anden prøve inden de selv tager afsted. Det er mega svært, men samtidig også lidt fedt.

Langt, langt, langt om længe har jeg overstået stykket. Shit en omgang. Efter lidt Strava nørderi kan jeg se at på under 1 km har jeg bevæget mig 335 meter op og med en imponerende pace på 30:55 min/km 🙂 🙂

Men hvor er det bare SÅ fedt at nu dertil i racet. Jo, jo. der skulle stadig løbes lidt op inden sidste depot. Men det var på en bred grusvej og heroppe var vinden dejligt kølende, så jeg var total høj. Samtidig begyndte den der skønne følelse af at være sikker på at gennemføre at indtræde.

10 km nedløb og du er i mål 🙂

Snakkede lidt med folk i depotet igen. Det var det samme depot hvor dropbaggen lå. De gav mig lige lidt en pep talk. Jeg fik at vide jeg lå nummer 6 og jeg bare lige skulle op på en lille bakke hvorefter der ville være 10 nogenlunde lette nedløbs kilometer til mål. Yes og med ben der stadigvæk kunne løbe lidt, så kunne målgangen næsten fornemmes.

Men uanset hvad, så gør det altså bare nas at løbe ned. Nedløbet var lidt blandet. Startede let på lidt asfalt efterfulgt af skovvej. Kunne se en deltager lidt længere fremme. Kom relativ hurtigt hen til ham….Blåt startnummer….en på ultra distancen 🙂 motiverede mig til at knokle på da jeg kom op til ham. Smilte lidt indforstået til hinanden med den der respekt for at være nået hertil og at vi snart var i mål. Han viste jeg bare skulle fortsætte og at han var “kaput”.

Kort efter drejede vi væk fra vejen og ind på små stejle, tekniske stier igen. Det var mit hoved ikke helt indstillet på men heldigvis kunne jeg følges med et par sjove gutter der simpelthen havde en fest. Snakkede, grinede og småjublede. Dejligt med lidt følgeskab her. De sidste km føles altid laaaaaange.

Da der manglede 3 km stoppede de tekniske spor og jeg kunne nu se ned til campingpladsen.  Jeg kunne holde mig løbende hele vejen ned til byen. Det var kæmpe, kæmpe stort at dreje rundt om hjørnet og lunte de sidste 20 meter ind over målstregen til en high-five og en kæmpe bjørnekrammer af Dani.

mont18mont16

 

Efter løbet

Der er så mange fede ting omkring dette løb. Den hjertevarme stemning blandt arrangørerne og de frivillige. En imponerende smuk rute. Voldsom teknisk terræn på nogle steder, men samtidig skruet sådan sammen at man (jeg) kun lige når at tænke, det her magter jeg ikke for så igen at løsne op og blive mere tilgængeligt. Jeg er ovenud tilfreds med mit grej som bare spillede. Det er også nok det løb hvor min mave har fungeret allerbedst.

mont17

Så ligenu begynder jeg så småt at se frem med årets næste store udfording. Ultra Trail Cote ´d Azur Mercantour d 15/6. 145 km med 10.000+ / 9.000-. Jeg har SÅ meget en revanche tilgode der 🙂

 

Til sidst vil jeg gerne takke min familie som igen har støttet utrolig meget op og været der for mig. Derudover også tak til mine samarbejdspartnere:

2xu Denmark

Altra Running Denmark

Elitegear.dk

Gaiasport

The good karma company

Alle Jer derude som har fulgt lidt med og tusind tak for alle kommentarer her, der og alle vegne. Det betyder en verden til forskel.

 

Andre links:

Film fra 2017 udgaven

Strava data

Løbets facebookside

Min instagram omkring stort og småt 🙂

Ses i sporet

 

/Dannie

Instagram: @dannietrail

 

 

 

 

Mit første Påskeløb (o-løb) … en oplevelse udover det sædvanlige :-)

Påsken 2019 nærmer sig … og her kommer jeg til at tænke tilbage på mit første Påskeløb (orienteringsløb) sidste år, hvor jeg på samme tid som nu kun havde løbet o-løb i 3 måneder. Her er min løbsberetning fra den begivenhed:

Oriepostnteringsløb er en lidt overset sportsgren. Ikke desto mindre er det både sjovt, socialt og en god udfordring, hvis man er til naturoplevelser og til at bevæge sig i naturen. Samtidig er o-løb for alle aldre og alle niveauer – både orienteringsmæssigt og løbsmæssigt (man kan nemlig godt gå, hvis man vil). Jeg startede i Holbæk Orienteringsklub lige efter nytår 2017, hvor jeg kun kunne gå banerne pga. hvile efter operation i december. Startede hårdt ud med mellemsvære baner (der findes også begynder- og nemme baner), hvor en hjælper (“skygge”) fulgte mig rundt og hjalp mig de første par gange, og jeg fik blod på tanden og deltog i nogle vinterløb på gule baner. HOK er en meget social klub, og en af traditionerne er at deltage i det årlige Påskeløb, hvor ca. 17-1800 o-løbere fra DK og udlandet mødes til en stor o-løbstræf. Dette år foregik det i Thy Nationalpark og nedenfor får I min beretning fra dette løb – og turen generelt – skrevet umiddelbart efter Påsken 2017.

***

Sidder her på 2. dagen efter påskeløbet i Thy Nationalpark og kroppen er så småt ved at komme sig oven på tre dages o-løb i nationalparkens vilde natur. Er mæt af indtryk og oplevelser efter tre fantastiske dage med HOKs engagerede o-løbere.

Onsdag stod jeg ved kantstenen med pakkenellikerne – fuld af forventninger og sommerfugle i maven, for Bjark havde meldt mig til sort bane, som så skulle være min debut. ”Tøse-bilen” (den havde også et andet lidet flatterende navn, som ikke skal nævnes her) anført af Sanne var lettere forsinket, så det var med en lidt stram tidsplan, at vi kørte mod færgen i Odden … og skiltene på vej derop var da også kun vedledende 🙂

Færgeturen gik fint, vi fandt ned til bilen og sad og ventede … flere lettere hånende bemærkninger faldt, da en chauffør ikke fik flyttet sin bil, så vi kunne komme ud. Nu blev Sanne vinket frem og panikken bredte sig, da bilen absolut ikke var indstillet på at ville starte. Nu var der så til gengæld HELT stille på bagsædet !! Færgen var fyldt til bristepunktet og vi spærrede alt. Kombardo-manden skubbede på, så Sanne kunne starte i 2. gear … det lykkedes heller ikke, og han havde en smule svært ved at skjule sin frustration, da Sanne fik drejet ned mod nederste dæk i stedet for ud mod afkørselsrampen. Nu måtte ”damerne” forlade bilen (som han så venligt sagde), og så skubbede vi ham ned ad næste rampe …. Jubiiii … bilen startede, og vi kastede os ind, inden den fik andre idéer. Kursen blev sat mod Agger – og for god ordens skyld skal det nævnes, at på den jyske side er skiltene et udtryk for max. Hastighed – i hvert fald på en torsdag aften i nordvestgående retning.

17966744_1537176979627022_226734292605627475_oTorsdag morgen – hjemmebagte boller i Anette, Bjark og Martins sommerhus. Tøserne fra tøse-bilen blev fordelt i de øvrige biler, så vi var sikre på både at komme derop og hjem. Første etape lå i Tved Plantage. Jeg anede ikke, hvordan et sådant løb foregik, så vi var flere ude ved starten i god tid, hvor Bent tegnede og fortalte, og vi fik udleveret vores brik. Tilbage til stævnepladsen … jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt presset. Maven slog knuder og pulsen kørte omkring de 100, selvom jeg stod helt stille. Men jeg blev lovet, at jeg ville blive fundet, hvis jeg blev helt væk … så jeg luntede ud til startområdet for at være klar.

Starten gik kl. 13.33. Kl. 13.32.40 gik jeg ind over stregen og hen til bordet … ”du er for tidligt på den” lød kommentaren, og jeg blev gennet tilbage bag linien igen. Ups !! En venlig mandlig deltager tog mig under sine vinger og forklarede mig alle ”etaperne” i startboksen, efterhånden, som vi gik igennem. Fat i kortet … du må ikke kigge … men jeg skal alligevel kontrollere, at det er det rigtige kort … ja ja … godt så! Startbrikken i holderen og biiiip … så var jeg i gang. Havde fået at vide, at jeg skulle nærlæse kortet for at finde rundt, så det gjorde jeg … første post fandt jeg uden problemer, og pulsen faldt mærkbart. NU var jeg i gang. Det gik meget godt.

Jeg fandt alle poster, og syntes egentligt jeg havde ok styr på det. Indtil post 9 – der blev jeg væk … kom ud i et åbent område, gik lidt rundt … fandt en lille sti … jaaaaaaa der var Karina. Hun var så på vej til post 11, så jeg havde lige bommet både 9 og 10, men nu vidste jeg i det mindste, hvor jeg var. Lettelse !!! Tilbage efter nr. 9, ville gå direkte på nr. 10 (det skulle jeg så nok ikke have gjort). Den var svær, men jeg fandt den endelig. Videre… 11 gik fint. Lagde så en plan for det lange stræk til post 12 … og løb … det gik fint … hmmm nææ måske ikke alligevel. Det var så der, jeg mødte Martin. Han havde opgivet at finde en post og var på vej tilbage. Han havde lidt udfordringer med at få mig overbevist om, at jeg ikke var der, hvor jeg troede jeg var … (jeg havde lige løbet 1km i forkert retning), så med et lille skub i den rigtige retning, så fandt jeg også de sidste poster. Første løb på sort bane !! Jeg var i mål. Havde kun løbe 95% mere end banens længde og blevet væk et par gange, men visse vasse … det var en fed oplevelse.

Torsdag aften efter lækre frikadeller og rødvin delte vi vores løb på Livelox … og det var så her, jeg fandt ud af, at jeg også havde været væk på et andet tidspunkt … uden at opdage det … før jeg faktisk havde fundet ind på kortet igen! Det var vildt spændende at se de andres løb og høre deres ”tanker” i forbindelse med vejvalg … løb langs ”kanter” i landskabet i stedet for stier – vildt inspirerende. DET ville jeg bruge fredagens løb til at prøve at træne.

Fredag var stævnepladsen flyttet til Tvorup Øst. Der var helt anderledes ro på kroppen, og jeg var klar til min strategi om at løbe lige på posterne og forsøge at undgå stierne. Peters sidste ord, inden jeg gik til startområdet var ”løb langsomt Connie” …. Og DET gjorde jeg. Totalt langsomt. Ingen problemer i startområdet i dag , og jeg forsøgte at finde på tværs mellem posterne. Havde lidt udfordringer ved et par stykker, som var godt gemt, men alle poster blev fundet, og kun 45% mere distance end ruten … og jeg havde kunne hjælpe nogle løbere undervejs, hvor de var henne … totalt optur !!

Fredag aften var vi på Agger Badehotel og spise lækker mad og snak. Yankie-Henrik blev hyldet for sit store gå-på-mod og motivation for at blive ved, selvom alt så sort ud. Det er så lækkert at være afsted på den måde, hvor der både er løb og så en masse socialt samvær bagefter. Efter middagen tog dem, der havde lyst, tilbage til sommerhuset og kiggede Livelox (virkelig lærerigt for en nybegynder som mig) og hyggede.

17966945_1537177419626978_2773670466230829364_oLørdag … uf … det silede ned og var koldt. Morgenmad vildt tidligt, for de fleste af os skulle starte i put & run intervallet mellem kl. 9.00 og 9.45. Det var så denne dag, jeg fandt ud af, hvor totalt upraktisk det er at bruge briller, når man løber o-løb. Jeg var træt med træt på, så løbet i dag var ren overlevelse for mit vedkommende. Op til startområdet … vende kortet rigtigt (tak til Jan for lidt hurtig kompasundervisning). Og så luntede jeg ellers derudaf … post 1 … 2 … hvor fa…. er 3eren ??? Den kunne jeg bare ikke finde. Var tilbage til sikker udgangspunkt og prøvede igen … ingen post, som var min. Nåede helt hen til 4eren … kors altså … var ved at opgive … var allerede dyngvåd, kunne ikke læse kortet for våde briller og heller ikke se, hvor jeg satte mine fødder. Så kiggede jeg til venstre … og der stod den !!! Dejligt. Videre … det gik egentligt ok … bommede en post mere, men blev fanget af en sti, så jeg vidste, hvor jeg var og fandt tilbage.

Så gik det galt … på vej mod post 15. Havde jo lært til Livelox at orientere mig til modsat side af løberetningen for at finde noget, jeg kunne navigere efter … og skulle op til et vandløb på min venstre side. Det fandt jeg fint … kompaskurs … hey … der er posten … øhhh nej – det var så post 16 !!! (det viste sig, at jeg skulle have taget 1. vandløb – og jeg fandt 2. vandløb … ja ja … så lærte jeg også det). Kompaskurs tilbage til post 15 og så igen frem til post 16. Så langt … så godt. Næste post … over lille vandløb og vest om ud til stien … jeg kæmpede mig fremad … og stod så pludselig ved et stort åbent område …øøøøh hvor i alverden er jeg NU ??? Mødte en svensker (han var så mere væk på kortet end mig, fandt jeg ud af). Vi fik lige diskuteret området og blev enige om, hvor vi var … og så gik det til post 17 og så hjem til MÅL !!!! 2 timer igen og 1 km mere end gårsdagens løb. Jeg var meget tilfreds med bare at have gennemført.

Sannes bil var startet fint om morgenen, da vi skulle op til løbet … den startede også fint, da vi skulle tilbage. Det skulle nok gå !! Tilbage ved sommerhuset blev bilen pakket – igen til bristepunktet – og alle damerne var klar og installeret. Bilen startede i 2. forsøg … jow jow hvor det kørte mod Århus Færgehavn … skiltene viste igen max. hastighed og på et tidspunkt havde vi en lang hale efter os, men vi havde god tid 🙂

Vel ankommet til Færgehavnen venter vi på at køre ombord. F… bilen vil ikke starte. Man kan se på Sannes ansigtskulør, hvor presset hun er. Jeg smutter hen og taler med Kombardo-damen, hun sender en pige med et batteri ud til os, mens de andre bilister kører uden om og kigger medlidende på os. Batteriet hjælper intet – men det er også brugt ved sidste afgang. Jeg må hen og tale med Kombardo-damen igen og spørge, om vi må skubbe den ombord. VIL I SKUBBE DEN ??? hun er helt paf over forslaget og fuld af undren over, at 5 madammer skulle kunne have kræfter til det. Men selvfølgelig kan vi det … bilen bliver skubbet hen, så vi er ”klar”, når vi får signal til at skubbe ombord – ET minut i afgangstid (vi kunne godt mærke presset). Og vi skubber … som vi aldrig har skubbet før … bilen ruller … nu kommer landgangsbroen … det går opad … farten går lidt af … Sanne hopper ud af bilen (nu er det lettere) … nååå det er fordi hun også skubber 🙂 … Kombardo-dame og –mand fra færgen kommer og hjælper det sidste stykke. Pyyyyha … vi kom ombord !! Nu kommer vi da i hvert fald til Sjælland !

Ombord møder vi Martin (ny i klubben og venter tvillinger). Han skulle nok slæbe os i gang, hvis det var … så der var både en plan A (bilen starter uden problemer), plan B (Kombardo-manden), plan C (Martin med tvillingerne), plan D (ringe efter Falck). Under overfarten kommer en mor hen med sin lille søn – han havde fået øje på ”damerne med bilen, der var i stykker” – og var glad for, at vi var kommet ombord. Sød knægt !!

Plan A holdt … jubelen ville ingen ende tage !!!

Det var ganske enkelt en fantastisk tur – på alle punkter, og det kan KUN anbefales at deltage i Påskeløb !!

Ups, kom til at løbe halvmarathon

Nogen gange tror jeg at jeg kan meget mere end jeg i virkeligheden kan. Nogen gange kommer jeg til at kaste mig ud i ting som er så hjernedøde at man må ryste på hovedet af det. Som f.eks. i søndags, hvor jeg var tilmeldt en enkelt runde ved vores klubleders Marathon nr 100. 10,7 km. Det var jo ikke mere end hvad jeg før havde løbet. Men…så var der lige det med at man fik medalje, og når der er medalje involveret, farer der en djævel i mig, for jeg synes altså man skal gøre sig fortjent til den medalje. Jeg luftede tanken ved min kæreste…ville det være helt skørt at prøve med 2 omgange, – altså faktisk en halvmarathon? Ja, var det klare svar. Helt skørt. Så han var på. Vi ville se hvordan benene havde det efter første omgang og så måske kaste os ud i nr. 2. Det længste jeg havde løbet var 14,7 km. Jeg fandt senere ud af, at 14,7 km lige præcis nærmest, var min krops smertegrænse.

27973826_1793451957334355_7398461455060577077_n

Vi kastede os glad og fro ud i første omgang, vejret var fint, ikke for koldt, og det var tørt. Min kæreste var stadig i genoptræning efter skade i læggen, og jeg bøvlede stadig med skinnebenene, så det var rigtig meget løb-gå, indtil jeg var varmet ordentligt op. Ja okay, ret skal være ret, jeg løber/går altid, har en del at arbejde med der, mentalt. Vi nåede depotet som lå halvvejs på ruten, og blev småmobbet på kærligste vis med at vi var langt bagude alle andre. Ork det skulle blive meget værre…vidste vi så ikke lige der. Efter lidt cola og energidrik og chips, løb vi videre. Indtil nu havde det været kedelig asfalt, men nu gik det endelig over i noget der med lidt god vilje kunne minde om trail. Juhuu. Vi nærmede os mål, og jeg tog spørgsmålet op: Skal vi prøve med en omgang mere? Det mente Jens godt vi kunne, hans læg havde ikke brokket sig, og jeg kunne meddele at både skinneben, knæ og vilje var intakte, så lets do it! Godt så… vi nåede målet hvor der var depot, og i stedet for at løbe ind i mål, forsynede vi os ved depotet og kastede os ud i 2. omgang. Vi nåede til 12 km, og så gik det pludselig op for mig at jeg var i gang med at løbe en halvmarathon for allerførste gang. Lige der, lige i det øjeblik, gik det op for mig. Blev så rørt at jeg begyndte at tude. Ved 15 km gentog det sig, og det var fordi der nåede jeg en distance jeg aldrig før havde løbet. Tudefjæs igen. De sidste 6 km hjem var det hårdeste jeg nogensinde har været igennem, og det tog laaaang tid. Meget længere end jeg overhovedet havde forventet. Men ærlig talt anede jeg jo ikke hvad jeg kunne forvente. Havde aldrig prøvet at løbe så langt, og var slet ikke trænet op til det, – let’s be honest.
Ved depotet tankede jeg op med chips, energidrik og cola. Jeg var helt enormt svimmel. 5,7 km hjem fra depotet af, det kan jeg godt klare, tænkte jeg. Det bliver ikke kønt dog. Folk siger det mentale er den største kamp, og ja det er bestemt en kamp, men min gamle krop var simpelthen kvæstet. Særligt lårene gjorde ondt. Min kæreste fandt en pind som han brugte som “Foam roller”, og det hjalp virkelig meget. En sidste monsterbakke skulle forceres, og så var der pludselig kun en halv kilometer hjem. Så begyndte jeg igen at tude, og jeg tudede resten af vejen ind i mål. Men det var med stort smil på, ja faktisk grinede jeg, simpelthen bare fordi FUCK JEG GJORDE DET! VI gjorde det…min kæreste og jeg. Og så pyt med at det tog os 3 timer og 22 minutter at komme igennem, med 962 højdemeter i alt. Det var godt nok lige en kamel at sluge… havde slet ikke troet et halvmarathon ville tage mig over 3 timer, men det gjorde det altså. Nå men, nu er der jo lidt at arbejde med. Mit næste halvmarathon,  som egentlig skulle ha været mit første – ligger 18. august, på Hjerl Hede. Træning – og slankekur – starter NU!

2018-02-18-13-41-29-1 27971756_1793451537334397_7845890860763723920_n 28056043_932566780235460_5765486108402863195_n

Av av av

Jeg har gennem noget tid overvejet at starte i Fitnesscenter for at for styrket core- og ben muskulaturen.
cc
I går skulle det så være, jeg blev lokket med i Fitness Studiet. Edel & Lærke har gået derovre i et stykke tid, men nu har vi besluttet, at vi køber et familieabonnement, så vi kan træne sammen alle sammen.
Jeg lagde stille og roligt ud og varmede op på løbebånd – eller det vil sige efter 1200 m hang det mig ud af halsen og jeg blev kun på fordi jeg ville løbe længere end min datter Lærke der havde løbet 1,9 km. Måske var jeg forhåndsindtaget, men hold nu kæ.. hvor var det kedeligt…det skal arbejdes lidt mentalt inden jeg rigtigt gider bruge det til noget.
Så var det ellers igang med maskinerne. Nu var jeg jo kommet afsted så kunne jeg ligeså godt give den gas, så det blev rykket godt i maskinerne. Jeg endte med at være godt træt da familien gik derfra.

Men var jeg træt i går, så var det da vand i forhold til hvor øm jeg er i dag. Dagen løbetur var en kringlet rute rundt inde i byen, så jeg kunne få så megen læ som muligt. Det regnede og blæste en halv pelikan, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne løbe lidt rundt derinde. Det ville give mig lidt læ (forhåbentligt), det ville være lys alle steder og så er det lidt mere afvekslende end at løbe rundt på ensomme landeveje syd for byen.

De flotte lysbogstaver ved havnen

Jeg mødtes med Edel på hendes arbejde og vi fulgtes det første lange stykke inden hun drejede fra og løb hjemad.  Benene var rimeligt trætte efter gårsdagens træning – men det var vand i forhold til hvor øm jeg var i brystmusklerne.  Ikke nok med, at det er hårdt at komme igang igen, nu var jeg meget øm i musklerne samtidig og det strammede godt til ved hvert eneste armsving, Det blive spændende at se hvor øm jeg er i morgen.

 

Det positive ved dagen var, at jeg fik 14  km rundt i byen og både fart, humør og overskud er opadgående…. Sjovt nok hvor lidt det nogen gange skal til at afgøre om en træningstur er gået godt eller skidt. Den i dag gik helt sikkert godt og den gode stemning må bringes med ind i de næste dage.

Sukkerkold

Videre til indholdVidere til værktøjslinje

Kontrolpanel
Forside
Opdateringer

Indlæg
Alle indlæg
Tilføj nyt
Kategorier
Tags

Medier
Bibliotek
Tilføj ny

Sider
Alle sider
Tilføj ny

Kommentarer

Post Grid
Post Grid
New Post Grid
Layout Editor
Settings
Help

Udseende
Temaer
Tilpas
Widgets
Menuer
Header
Baggrund
Editor

Plugins
Installerede plugins
Tilføj nyt
Editor

Brugere
Alle brugere
Tilføj ny
Din profil

Værktøjer
Tilgængelige værktøjer
Importer
Eksporter

Indstillinger
Generelt
Skrivning
Læsning
Diskussion
Medier
Permanente links
Akismet Anti-Spam
Post Views Counter
Minimer menu
Om WordPress
Like2Run
00 kommentarer afventer godkendelse
Tilføj
Vis indlæg
Hejsa, jesper
Log ud
Hjælp Skærmindstillinger
Rediger indlæg Tilføj nyt
Skriv titel her
Sukkerkold
Permanent link: http://like2run.dk/sukkerkold/ ‎Rediger
Tilføj medierVisuelTekst
bilinkb-quotedelinsimgulollicodemoreluk tags
Lørdag morgen havde Edel og jeg aftalt en løbetur, jeg var lidt træt ovenpå en nat med urolig søvn.. men følte mig alligevel klar da vi stod omklædte udenfor klokken 8.

Perfekt morgen langs Gudenå

Vi kom lidt hurtigt afsted, så en halv banan udgjorde det for det lille portion morgenmad jeg normalt altid spiser inden morgenløb.

Vi løb ned mod Gudenå, men slog først lige et sving op gennem skoven for at få lidt højde på. Vi holdt et fint pace og drejede ned på diget og fandt det lille trampede spor, der følger Gudenå. På trods af et fantastisk vejr (frost og klar himmel) kom vi kun forbi et par lystfiskere og et par hundeluftere.

Tempo var stadig fint, men jeg begyndte at føle mig en smule sulten. Fokuserede i stedet på at nyde naturen og fik som vanligt set flere fiskehejre og svaner der kæmper en brav kamp for at få luft under vingerne og løftet deres tunge krop op fra vandet.

Vorup Enge

Kort efter passerer vi folden med de europæiske bisonokser, som Randers Regnskov har sat ud i naturområdet Vorup Enge og samtidig satte mine kræfter også ud. Benene blev bare tungere og tungere og tilsidst måtte jeg helt ned og gå. Heldigvis havde jeg medbragt en post GU chews, som jeg med møje og besvær fik flået op (hvorfor fa… skal de poser være så svære at åbne?)

Op gennem MTB sporene i Månedalen og jeg blev bare mere og mere træt, der blev gået på toppen af alle bakker. Må bare konstarere, at her sidst i januar er der stadig mange

Mens der stadig var overskud

træningskilometre op til en fornuftig grundform. Men der er kun én vej og der en træning træning og masser af kilometer i benene.

Heldigvis er der 7 måneders til at jeg igen skal stå nede i Chamonix og vente på starten af UTMB. Så lur mig om jeg ikke få slidt et par sko eller to inden.
Ordoptælling: 328
Sidst redigeret af jesper den 27. januar 2018 kl. 23:04
Vis eller skjul panel Udgiv
Udgiv
Preview ændringer (åbner i et nyt vindue)
Status: Udgivet Rediger Rediger status
Synlighed: Offentlig Rediger Rediger synlighed
Udgivet: 27. jan 2018 @ 23:01 Rediger Rediger dato og tid
Post Views: 1 Edit
Flyt til papirkurvOpdater
Vis eller skjul panel Format
Format
Indlægsformater Standard
Sidebemærkning
Billede
Link
Citat
Status
Vis eller skjul panel Kategorier
Kategorier
Alle kategorier Mest brugte
Træning
Ikke kategoriseret
Konkurrence
Trail
UTMB
+ Tilføj ny kategori
Vis eller skjul panel Tags
Tags
Tilføj nyt tag

Tilføj

Adskil flere tags med kommaer

Vælg mellem de mest anvendte tags

Vis eller skjul panel Udvalgt billede
Udvalgt billede
Vælg udvalgt billede

Vis eller skjul panel Post Grid – Post Options
Post Grid – Post Options
Options Font Awesome Custom Media
Post Skin

Default skin for this post only

Custom thumbnail source

http://like2run.dk/wp-content/plugins/post-grid/assets/frontend/css/images/placeholder.png

Tak fordi du skaber med WordPress. Version 4.9.2

At løbe er at leve eller er det Vol. 2

Jeg har skrevet en blog om at genfinde gejsten, glæden, gnisten og passionen ved at løbe! Dette er en opfølgning på en tidligere blog, hvor jeg skrev om at ramme bunden. Der skrev jeg blandt andet om det der med tage én dag af gangen, og hvordan man så lander på benene? Jeg har nu nedsat mine egne forventninger, jeg er ovenpå igen, og det vil jeg gerne dele med dig.

 

Resumé

Først og fremmest må jeg tilstå, at jeg skriver for mig selv. At nedfælde tanker er en form for terapi. MEN med det sagt er det en sekundær bonus, at du som læser dette indlæg, potentielt kan bruge mine erfaringer til noget. Jeg kan jo kun håbe. Jeg skriver og deler ud, når jeg har noget på hjerte, et budskab jeg ønsker at viderebringe. Til at starte med vil jeg komme med et kort resumé fra min sidste blog.

2016 var et fantastisk år med flere marathonløb og 2 ultraløb, jeg udviklede mig i den grad som løber. Jeg gik derfor ind i 2017 med tårnhøje forventninger. Men allerede i februar begyndte det at gå ned at bakke med diverse skader. Efterfølgende overhørte jeg samtlige symptomer fra min krop, som skreg på ro. Der manglende overskud til selv de mindste ting. Men jeg var da ikke stresset, jeg skulle bare lige videre til næste uge, så ville alt være godt igen. Jeg hev mig selv afsted på job og til sociale arrangementer. Intet skulle holde glade, aktive og energiske mig hjemme. Så jeg drønede derudaf, kilometer efter kilometer, jeg var jo ultraløber, så kan man da alting! Eller kan man?

Jeg kunne langt fra alting, og det måtte jeg erkende. Jeg ramte bunden, jeg var nede at bide i græsset. Det tog lang tid at komme bare lidt ovenpå igen. Og alt imens jeg kæmpede med det psykiske og med at erkende, at jeg måske kun kunne klare en gåtur eller 5 km løb, så kæmpede jeg også med at bevare mit gode humør. Det var faktisk den sejeste kamp! Jeg synes egentlig ikke, at mit humør led så stor skade, men set i retroperspektiv, så tog jeg grueligt fejl. Og mit til tider triste sind smittede mine nærmeste, særligt min mand. Han blev næsten lige så påvirket, som jeg selv. Det var rigtig hårdt at se ham så ked af det og så magtesløs. Han gjorde ALT, hvad han overhovedet kunne komme i tanke om for at hjælpe mig. Men når jeg havde en dårlig dag, så havde han en dårlig dag. Og det gjorde ondt på mig at se, hvordan min nedtur smittede ham. Og ærlig talt så fælder jeg en tåre, når jeg skriver dette. Men sammen var vi heldigvis stærke, sammen kæmpede vi os langsomt op fra bunden og sammen vandt vi! Og den SEJR var større end at krydse en hvilken som helst målstreg!!

 

Min mand og jeg <3

Min mand og jeg <3

 

Fra nedtur til optur

Ting tager tid, én dag af gangen ja vi kender alle fraserne, men der en vis visdom i disse ord. Tingene tager faktisk ofte længere tid end man har lyst til at erkende. For faktum er at gnisten og glæden ved at tage løbeskoene på først for alvor er vendt retur her i start 2018. Det er en sand befrielse, at jeg GLÆDER mig til at løbe, jeg elsker det igen. Når jeg løber, så føler jeg mig fri! Jeg løber på mindre gode/energiske dage, jeg løber på hamrende gode dage, jeg løber i bund og grund, når jeg har lyst! Det er atter et frirum at tage løbeskoene på, god musik i ørene og bare lade tiden og kilometerne tage mig og lade tankerne vandre. Jeg føler det lidt som om, at jeg har været i et tankefængsel og nu er jeg løsladt.

Jeg er en passioneret løber. Nogle strikker, danser, synger eller på anden vis opnår et øjebliks pusterum, eller opnår ro eller rendyrket glæde. Jeg løber! Og min glæde smitter af i hjemmet, det er tydeligt, og det gør bedre til fantastisk!

 

På vej ud af døren i december, det var en rigtig god dag. Man har kun det sjov, man selv laver.

På vej ud af døren i december, det var en rigtig god dag. Man har kun det sjov, man selv laver.

 

Er jeg så en erfaring rigere? Har jeg mon lært noget?

Der er én ufattelig essentiel ting jeg har lært, og det er ikke at stille krav til mig selv på forhånd. Jeg sætter ikke længere krav om, at i dag skal jeg løbe så og så langt. Jeg har måske en idé om, at jeg gerne vil nå fx 15 km, inden jeg tager afsted. MEN med det sagt, så lytter jeg til kroppen, når jeg er kommet afsted. Kan jeg `kun` holde til 5 km i dag, ja så når jeg nok det længere en anden dag. Det er faktisk ikke så nemt at nå til en sådan erkendelse, som det måske kan lyde til. Det har krævet hårdt psykisk arbejde at ændre på et helt livs indgroede vaner og tankespind.

Jeg har lært, at jeg ikke skal presse mig selv, når min krop og mit sind siger fra. Det nytter ikke noget at hamre mig selv oven i hovedet over, at det ikke altid går strygende derudaf. Det er gode og mindre gode dage for os alle. Selv Supermand og Wonder Woman må også have haft en dårlig dag i ny og næ, tænker jeg. Og `I´m only human` som Rag ´n´bone man synger.

Jeg har også lært, at når man er passioneret og virkelig brænder for noget, så kan det ikke undgås, at der forekommer nederlag i større eller mindre grad. De fleste løbere kan ikke se sig fri for skader i ny og næ, og det er bare brand ærgerligt, når man bliver slået hjem i ludo af en skade. Så handler det for mig lidt om at flytte mit fokus fra det negative og give mig i kast med noget andet, som kan udløse endorfiner/lykkehormoner. Jeg skal helst have lidt aktion for pengene, så min plan B er spinning eller anden HIIT (High Intensity Interval Training). Hav altid en plan B!

Nogle dage kaster jeg simpelthen også bare håndklædet i ringen og smider mig på sofaen med en god bog, fremfor at piske mig selv afsted. For det giver mig faktisk ikke længere nogen særlig tilfredsstillelse at løbe, når energien og motivationen overhovedet ikke er der. Og det er helt ok, at tage en ekstra hviledag. Hold nu op hvor bliver jeg da voksen og klogere!

En fantastisk smuk januar dag! Løbeglæden strålede om kap med solen.

En fantastisk smuk januar dag! Løbeglæden strålede om kap med solen.

 

 

Jeg lever og jeg lærer

Ved at lytte til MIG, så gør jeg et ihærdigt forsøg på at undgå nederlag og atter ramme bunden. Selvfølgelig handlede min nedtur om mange andre ting end løb. Det handlede rigtig meget om hvordan jeg psykisk greb tingene an. Det handlede om alt for høje krav til mig selv, og om altid at skulle præstere og være super overskudsagtig.

Jeg arbejder stadig med mig selv, jeg arbejder på, at være den bedste mig. Jeg føler, at jeg er tættere på end nogensinde, jeg er glad og jeg er mig. Men der skal værnes om glæden, ligesom livet er den skrøbelig.

At løbe er at løbe, men at leve og nogen gange fejle, er det der gør os til mennesker. `Så sæt dig lidt, vi er jo lige ved at lære det, som en stifinder på rette vej`. Vi har ikke uanede mængder af tid, brug din tid med omhu.

Afslutningsvis vil jeg kopiere med Steffen Brandts visdomsord, `Så kys det nu det satans liv, grib det, fang det, før det er forbi`.

 

 

 

Morgenløb

Frisk morgentur gennem byen

Edel møder sent hver torsdag og hver anden torsdag møder jeg først kl 10, det giver os mulighed for at få sendt børnene godt afsted og tid til en morgenløbetur.

Det giver en dejlig start på dagen og mulighed for at kombinere træning med lidt praktiske ting. I dag skulle vi f.eks ind på bibliotket for at aflevere nogle af børnenes bøger (note til mig selv : inden du tilbyder at løbe ind med bøgerne, så husk lige at tjekke antallet og vægten 😉 )

Morgenløb

Frisk tur gennem byen

Vi sendt de 2 mindste afsted med bussen og fulgtes med Emil, der cyler i skole. Det er stadig hårdt at komme igang og jeg føler godt nok, at både Tahtali Run to the Sky & UTMB er langt langt væk. Det bliver ikke bedre af, at Edel bare kan gå ud af døren og starte op i friskt tempo, mens jeg mere minder om en gammel dieselmotor, der først lige skal have banket rust af, tøffe stille og roligt igang inden den finder et passende cruise-tempo. Andre vil nok mene, at en dieselmotor hoster, hakker, sprutter og stinker – men jeg holder fast i min egen sammenligning 😉

Nå men eneste mulighed jeg har er at hægte mig på hendes tempo og så ellers hænge på det bedste jeg har lært. Det hjalp lidt af få afleveret alle bøgerne og vende næsen hjemad. Heldigvis hjælper det som sagt en smule når kroppen bliver lidt varmere og vi endte med en frisk tur på 13,5 km.

Nu håber jeg så, vi kan nå i skoven i weekenden og få lidt bakker og terræn i benene.

Silva Night Owl Trail

En lang dag

Dagen startede lige lovligt brat.

Havde en aftale med DUUL-drengene om en 25 km træningstur med efterfølgende brunch (og planlægning af vores julefrokost). Jacob skulle hente mig 5:50 og af en eller anden årsag fik jeg stillet vækkeuret til kl 06:00. Så lidt i 6 vågnede jeg ved, art det bankede hårdt på døren. P.. ! Heldigvis havde jeg pakke taste og lagt tøj frem aftenen før. Hurtigt tøj på en kop kaffe og 2 stykker frugt i hånden og så ellers afsted (heldigvis fandt jeg en pakke snøfler i tasken, så var den sunde morgenmad reddet). Da vi nåede Marselishallen var de andre lige startet på løbeturen og ville lige snuppe en kort sløjfe, mens vi vi parkeret.

Afsted det gik ud gennem Marselisskoven, mens løgnhistorierne stod i kø for at blive fortalt. Vi løb ud til iskiosken ude ved Moesgård, fik den obligatoriske selfie . Hjemad tog vi cykelstien og fik et hurtigt bad ved Aarhus Arena.

DUUL på tur

Fællestræningstur inden vores brunch

Per H. stødte til da vi kom til Café Ombord i Jægergårdsgade. Vi fik en lækker brunch, fik talt om vores planer for året og fik ikke rigtig aftalt noget med hensyn til vores julefrokost (typisk os 😉 )

Efter en eftermiddagen sammen med familien vendte jeg snuden mod Karup for at deltage i Silva Night Owl Trail ½ marathon. Et rigtig hyggeligt arrangement efter mørkets frembud.

 

Hyggeligt at støde på mange kendte ansigter inden starten. Afsted det gik og jeg fandt et godt flow, dog lige i overkanten af hvad jeg havde planglagt. Men den tid der går godt kan ingen tage fra os igen. Ruten er godt kringlet men næsten flad, til gengæld var den godt fyldt med mudder og bløde spor. Tempoet holdt fint ud til 16-17 km, så havde mudderet drænet mine ben for kræfter. Det hjalp at gå på et par af bakkerne og jeg fik luntet mig i mål på 2:06. Efter omstændighederne accepteret.

Efter målgang var der sodavand og lækker chili con carne lavet over åben ild. Mad og drikke kunne indtages i klubhuset og havde chili’en ikke givet dig varmen, kunne et varm kop kaffe lige give det sidste. Et rigtig godt arrangement, der varmt kan anbefales.

Heldigvis mødte jeg ikke ulven

Jesper godt på vej rundt i skoven

Haslund Kirke oplyst i den mørke vinteraften

En af de dage

Efter weekendens marathon var planen ellers, at jeg skulle “rulle” et par småture for at få gang i benene først på ugen.
Men et par lange arbejdsdage og et aftenmøde fik hurtigt spoleret den plan. I går kom jeg også lidt senere hjem end planlagt for nu have DSB pludseligt travlt med at overholde køreplanen og kørte på sekundet.
Nå, men hjem kom jeg da og efter aftensmaden sad jeg lidt og kiggede ud på den kolde vinteraften og sneen..motivationen var i bund: var lige kommet hjem til familien, det så koldt ud, jeg var mæt og forøvrigt kom der EM i håndbold lige om lidt 😉
Edel fik heldigvis prikket til min samvittighed og jeg besluttede, at selv 5 små km er bedre end ingenting. Det var virkelig en af de dage for man virkelig skulle skue langt ind i fremtiden og fokusere på årets langsigtede mål : UTMB.Haslund Kirke oplyst i den mørke vinteraften
Fik fundet noget løbetøj frem og så ellers bare afsted…. Det var kold, blæsende og mega glat – men skidt med det, nu var jeg afsted!
Jeg fik kæmpet igennem en lille sløjfe på knapt 5 km og havde det hårdt hele vejen rundt… ikke i benene og ikke kulden.. : mere den der fornemmelse af, at man stadig slæber rundt på 5-6 kg der kom snigende hen over det sidste af efteråret. Det var en naturlig udvikling, når man går fra 100 km løb om ugen ned til 0 og stadig er glad for kager, slik og alt andet der rimer på hygge
Men det går den rigtige vej og det første kg har allerede forladt min dovne krop igen. Heldigvis ved jeg fra tidligere, at der bare lige skal en enkelt succesoplevelse til, så vender hele bøtten oppe i hovedet og jeg kan nærmest gå på vandet. – Så det er bare om at klø på af opsøge succesoplevelserne, så træningen hen over foråret bliver ren fornøjelse.
I weekenden får jeg mulighed for at få nogle gode km i benene igen. Lørdag er der træning med den andre DUUL’er (De Ustyrlige Ultra Løbere), vi skal mødes i Aarhus til en hygge 20 km med efterfølgende brunch, hvor agendaen er planlægning af årets julefrokost.
Hvis benene er nogenlunde friske bliver aftenenes program deltagelse i S.N.O.T (Silva Night Owl Trail), der er et fedt & hyggeligt trail halv- eller marathon med efterfølgende chili con carne.
Kommer jeg ikke til S.N.O.T tror jeg Edel bliver lokket med på en bakketur i skoven søndag morgen…
Vi ser tiden bringer…

Så er sæson 2018 skudt igang

Costa Blanca Trail i Spanien den 11 november var min sidste rigtige løbetur indtil idag. I et år med UTMB og Costa Blanca trængte min krop virkelig til en pause, så fra midt i november har det stået på enkelte få tøffe-ture, så jeg ikke helt glemte hvordan man snørrer en løbesko.

Nytårsaften ramte virkeligheden mig, “hov var det ikke noget med, at jeg var tilmeldt et marathon her i januar?” joooo, Stagsevold Trail Cannonball i dag den 14 januar.

Hmmmm straks blev der søsat projekt “Fra 0 til marathon på 14 dage”, 3 løbeture i det nye år nåede det at blive til inden jeg skulle ud på de 42 km.

Fik et lift derned med 4 andre deltagere, 2 jeg kendte og 2 nye ansigter….køreturen blev på vanlig vis fyldt ud med overdrivelser og løgnhistorier 😉

Ruten gik nedenfor Staksrode næsten ude ved Juelsminde og et flere gange var vi lige ud og få udsigten ud over Vejle Fjord.

Det var et par grader frost og det blæste en stiv pelikan ind fra fjorden, så alle deltagerne stod og skuttede sig inden arrangør Dannie Lindved Mortensen sendte os afsted kl 9.

Der skulle løbes henholdsvis 3 eller 6 runder for halv- og marathon.

Jeg lagde stille og roligt ud og tøffede op af bakkerne, der var ingen rigtig stejle bakker med en del lange jævnt stigende (som dog føltes som stejle jo længere hen i løbet vi kom 😉 )

Varmen kom heldigvis ret hurtigt indefra, men kulden gjorde, at jeg ikke rigtig kunne drikke noget, så jeg nøjes med cola & snøfler i depotet. De 3 første runder gik pænt jævnt og pludselig var jeg halvvejs og tiden sagde 2:07.

Herfra havde jeg lavet en aftale med mig selv om, at jeg ville gå på bakkerne. Min lyske begyndte at drille og den gamle skade i højre baglår gjorde desværre også lige opmærksom på sig.. Tiden hed nu cirka 50 min/omgang – men humøret var stadig højt og jeg tøffede troligt videre. Da jeg manglede 4-5 km kom Thomas Staun op til mig og vi valgte at følges det sidste stykke. Vi var begge godt mærkede at bakkerne og det kolde vejr.

Vi fik os sneget hjem i 4:39. Ikke noget prangende tid, men jeg kom nogenlunde igennem og håber så at ømheden i lyske og baglår fortager sig hen over natten.

 

Nu er sæsonen skudt i gang og herfra kan det kun gå fremad 😉

Jesper Elfving igang med årets første marathon

Jesper Elfving igang med årets første marathon

Jesper Elfving, UTMB 2017

UTMB

4 bogstaver der betyder så meget for rigtig mange trailløbere.

Torsdag den 11 januar, blev der trukket lod blandt de løbere der havde indsamlet de nødvendige 15 point og indsendt en foreløbig tilmelding.

Klokken 10 blev spændingen udløst og 10 danskere var så heldige, at deres navn var trukket op af hatten.

Jeg havde igen smidt et lod i hatten og var lidt i tvivl om jeg ønskede at være heldig eller jeg hellere ville have 2 lodder i puljen næste år (hvis man ikke kommer med i løbet og søger året efter, har man et ekstra lod). Grunden til min tvivl skal ses i, at formen og træningsindsatsen lige nu er meget tæt på 0, som i nul.

Jeg gennemførte UTMB i september sidste år og i november måned gennemførte jeg Costa Blanca Trail og siden har min krop bare trængt til en pause og motivationen har også hængt lidt i bremsen.

Inden jeg kendte resultatet af lodtrækningen, meldte jeg mig til et bjerg trailløb i Tyrkiet (Tahtali run to The Sky), både for at have et mål at træne hen imod og for at hente endnu 5 point, så jeg stadig har muligheden for at søge UTMB næste år.

 

Nå men tilbage til den 11 januar. Jeg var svineheldig og fik trukket mit navn op af hatten igen i år, så hvis ikke det kunne tænde min motivation, så er der intet der kan.

Har man en gang stået ved starten i Chamonix og følt suset, så er der intet over og intet ved siden af – det SKAL opleves. Jeg glæder mig allerede som et lille barn, men ved også af erfaring, at det bliver et langt sejt træk at komme i form og blive klar til den 31 august.

Første step på vejen (efter et par kortere løbeture efter nytår) bliver når jeg i weekenden tager sydover og deltager i Stagesvold Cannonball Marathon. Måske en lidt voldsom start, men man skal jo igang 😉

 

Jeg vil herinde prøve at give et lille indblik i min lange vej hen mod UTMB.

 

Foreløbig har jeg følgende lagt i kalenderen indtil videre

  • Stagesvold Cannonball Marathon
  • S.N.O.T marathon
  • Hamburg Marathon (30 år i træk)
  • Prag Marathon
  • Tahtali Run to The Sky
  • Stafet for Livet (regner med cirka 100 km)
  • Samsø Ultra 100 km
  • more to come
Jesper Elfving, UTMB 2017

Jesper Elfving

Juleløbet Skamling – et eventyr ;-)

Et løb med et langt tilløb 🙂

Har de seneste 2 år kigget langt efter marathon distancen omkring Skamlingsbanken, men har ikke rigtigt kunnet få det passet ind. Men i sommers kom der noget af en melding. Juleløbet ville lave en ultra. Og ikke bare en hvilken som helst ultra. De kaldte sig selv for “the barkley marathons” i mini format. Alene disse ord kan fange de fleste løbetosser. Et nærmest mytisk løb med en vanvittig tilmeldingsprocedure og en sindssyg svær rute der æder alle råt.

 

jul13

 

Men ikke desto mindre var min interesse i hvert fald vakt. Og hvilken interessant procedure det var at skulle få sig selv tilmeldt. Det var godt nok crazy. Ad uadskillelige omveje fandt jeg frem til den tekst et sted på nettet hvor der skulle findes 3 fejl. (Vil ikke afsløre her hvad og hvordan….ved ikke om de vil køre noget i same stil næste år).

Og efter lidt skriv frem og tilbage med selveste julemanden, fik jeg endelig en mail tilbage, at jeg havde fundet fejlene og dermed var optaget i det fine selskab. FEEEEEEDT……men Dannie….det er jo et løb med orientering!!!!!

Jeg er ekstrem dårlig til at finde vej og mister temmelig hurtigt stedsansen. Har aldrig løbet med et kort i hånden, så da vi kom ind i ugen op til løbet var jeg godt nok noget presset. Dog havde vi fået små ledetråde, såsom at længden ville være omkring 50-60 km. Orienteringsdelen ville ikke være svær og at den sidste del af løbet ville foregå på ruten, de andre deltagere skulle løbe på.

 

Juleløbet Skamling har flg distancer:

 

Nissepus: et par km

Kaneturen: 6.5 km

Rudolf: 10 km

Julemanden: 21 km

Eventyret (ultra): ??

 

Endnu en lille ting der skulle gøres inden start var, at downloade en gps tracker app således arrangørerne kunne følge alle deltagere og evt fremvise på storskærm ved mål hvor vi befandt os. Egentlig ret cool.

 

De sidste ord vi fik i ugen op til løbet var.

 

Hold øje med Jeres mail lørdag d 9/12. Senest 12 timer før start ville vi få en mail med startsted og starttidspunkt.

 

Starten:

Mødetid er kl 5.30 ved design og idrætsefterskolen. Den hvide bus kører Jer ud til startstedet hvor starten går kl 6.00!

Game was on. Satte vækkeuret til kl 3.50 og da det ringede og jeg var kommet i tøjet og bevægede mig ud til bilen mødte der mig noget af en overraskelse. Sne…og endda en hel del af den. Hold da fast en perfekt timing til et juleløb. Snevejr og frostgrader. Perfekt.

kl 5.30 var vi en flok ret spændte og lidt kåde mænd, der var klar til at blive smidt i en bus og kørt til start. Kæft jeg var nervøs, men havde besluttet at jeg simpelthen måtte hægte mig på nogen. Andet var der ikke at gøre med mindre jeg skulle bruge 1 et helt døgn på at finde posterne 🙂

 

jul3

 

 

Vi blev sat af ved Koldinghus – vildt fedt i mørket og sneen. Og langt om længe fik vi de famøse kort udleveret. Briefingen gik på at der langs ruten ville være 9 poster. Ved de 9 poster lå der nogle bøger hvor vi skulle rive en side ud der svarede til vores startnummer (Barkleystyle).

 

jul4

 

 

Vi ville på et tidspunkt ramme den officielle rute hvor vil skulle løbe 2 hele omgange plus omkring 4 km mere. Det gav mig en anelse ro på, da jeg så vidste at der i hvert fald var over 20 km uden orientering 🙂

Ruten efter kort var, som arrangørerne havde lovet, ret simpel. Hvis vil ville, kunne vi løbe ved strandkanten hele vejen rundt indtil vi ville ramme den officielle rute. Alle poster var “gemt” på nogle små tanger ud i vandet. Så umiddelbar simpel orientering.

 

Følgeskab:

Snakkede lidt med Jesper Leander Lund, som jeg kender lidt, plus en anden som heldigvis var stedkendt. Sågar bosat midt i det område vi skulle løbe i. Der faldt lidt ro på nu og vi fandt ind i et fornuftigt roligt tempo. Efter 3-4 km kommer vi ned på stranden hvorefter der efter cirka 1 km kommer gang i festen. Beplantning og skrænter gjorde det svært og rigtig bøvlet at løbe langs vandet og hurtigt var der spredning på feltet. Vi var 3 stykker der valgte at søge op over skrænten og op på stierne. Gert Mølgaard som kendte til området, Claus Bjerre Jacobsen og jeg. Vi blev enige om at holde os til stier og veje. Måske lidt længere, men bestemt mere løbbart.

Det holdt stik og vi kommer først frem til post 2 (post 1 lå ved Koldinghus vi startede). Vi løber tilbage og ind i landet for at holde os til stierne. Det er her et ret langt stykke vi løber igennem en skov for at komme til post 3. Det er mørkt og det sner. Virkelig fedt i pandelampens skær.

Vi kommer stille og rolig frem til post 3. Men hov. Her er der jo fodspor. Vi er blevet overhalet af de andre og vi kan ikke spotte pandelamper nogen steder. De må i den grad have hentet noget på os på dette stykke. Ser man på ruten her efterfølgende er det ret tydeligt at vi fik lagt nogle ekstra km på ved vores tur væk fra vandet 😉

 

 

 

 

 

jul11

 

Gert mente at stykket fra post 3 og fremefter ville være mere tilgængelig, så resten af vejen forsøgte vi at holde os, så vidt det var muligt, ved vandet.

 

Mørket forsvinder, blæst og slud

Kan godt mærke jeg skal bokse lidt med mig selv inde i hovedet over at vi har løbet så relativ stor en omvej, og “racemode-hjernen” brokker sig også over at vi er blevet overhalet….  Det hjælper dog at følges med et par andre hvor vi kan snakke lidt. Samarbejdet er fornuftigt om end vi på dette tidspunkt er godt gennemblødte da der har været en del nedbør i form af sne og slud. Tænker lidt på Claus som har valgt at starte i shorts. Frisk nok 🙂

jul2

 

jul5

Vi løber her flere lange passager på stranden med masser af blødt og tungt tang. Det suger virkelig kræfterne ud. Men heldigvis tager vi stille og roligt post efter post. Efter omkring 3 ½ time har vi taget de 6 første poster og mangler nu kun de 3 sidste som ligger på den opmærkede rute. Det giver mig lidt et boost.  Også selvom jeg kan se på km at jeg kommer til at løbe mere end 60 km.

Har lavet lidt en begynderfejl. Plejer at have ok styr på at få drukket og spist nok, men har været ret koncentreret på orienteringsdelen og glemt det lidt. Den ene læg begynder at brokke sig hvilket gør at jeg bruger de næste km på at spise og drikke alt hvad jeg har lært. Heldigvis ret hurtigt respons og inden længe ikke flere gener.

Vi skal bare lige hen for enden af de sommerhuse der

Var nogenlunde ordene fra Gert, så er vi inde på ruten. YES. En kæmpe forløsning for mig at vide at vi nu var igennem orienteringen. Og derude i det fjerne kunne vi også se andre nissehueklædte løbere (Ja, ja. Altså de havde også andet tøj på)

Lige da vi rammer den officielle rute løber ind i et par stykker jeg kender der løb halvmarathonløbet. Endnu en booster. Kommer forbi et lille depot med saft og pebernødder og cirka 10 meter længere henne er post 7 (8 og 9). River side 204 ud af den første bog og kommer nu ind på ruten.

 

Den officielle rute:

Det har ikke været de voldsomme højdemetre vi havde været udsat for indtil nu, så det kunne sagtens mærkes at da vi skulle kravle over Skamlingsbanken. Havde på dette tidspunkt løbet omkring 40 km og en vis stivhed i benene var ved at indfinde sig. Det var rigtig dejligt at kunne komme lidt i “almindelig racemode” og finde ind i sin egen rytme igen. Samtidig var der nu også en del andre deltagere omkring os. Fedt.

 

Samtidig var naturen og vejret helt igennem fantastisk her. Det sneede let og landskabet var helt sneklædt. I sandheden et rigtigt juleeventyr (på løbeben).

Fra kontrolpost 7 ved vandet gik det stort set op hele vejen til mål. Mega lækre små mudrede stier på hele opstigningen. det var ret glat mange steder, men trods alt nogenlunde løbbart. Jeg har trukket lidt fra Gert og Claus og synes kroppen er rimelig frisk. Aner ikke en dyt om hvor jeg ligger sammenlignet med de andre.

 

jul1

 

Da jeg langt om længe kommer på toppen af bakken får jeg at vide at det nu kun er nedad indtil mål. Skønno. Fra stranden og herop har det kun været opad og sådan i små bølger. Det lykkedes mig så lige også at løbe forkert nede ved mål. Jeg løber simpelthen forbi Skamlinghallen og ender ude på en vej. Hvor hulen er markeringen lige blevet af…Dygtigt Dannie. Har åbenbart i dag svært ved at se nissehuer og store skilte???? Finder hurtigt tilbage på ruten igen og kommer ind igennem hallen mod målportalen første gang. Det er dælme godt timet. Jeg kommer ind lige inden 6 km og 10 km gruppen skal starte. Total optur at løbe igennem de mange deltagere. Mens jeg fylder vand i dunkene starter den store gruppe ud. Jeg fryser ikke længere og gider ikke bruge tid på at skifte tøj.

 

Slalom Baby

Det var noget af en slalomtur der ventede de næste mange km. Der var rigtig mange deltagere lige foran mig på ruten. Men det motiverede ret  meget her og kræfter rakte til at overhale. Indtil vi kom ud på noget singletrack som skulle føre os op over Skamlingsbanken. Sne og mudder i én pærevælling og masser af folk. Jeg valgte helt at lade være med at løbe og gik hele vejen op over. Kom ikke meget hurtigere frem ved at løb og tænkte også på at der stadig var små 20 km igen. Når langsomt op på toppen og lidt længere nede kan jeg skimte en af de andre deltagere på Ultra. Jesper, med en ret karakteristisk rygsæk med en kæmpe nisse på 🙂 Kommer op til ham og sludrer lige kort omkring løbet indtil nu.

Det næste stykke, ned til stranden, er stort set nedløb. Nogle steder ret tricky og glat. Men jeg elsker nedløb og føler jeg kan sætte god fart på. Jesper har også fortalt at der muligvis kun er én deltager på ultra foran os.  Hmm. Det gav da vist også lige lidt mere motivation til den sidste del af turen.

 

Sidste runde

Stille og rolig når jeg tilbage på toppen af den lange stigning og kan lunte ned til mål for anden gang.  De mange timer begynder så småt at sætte sit præg på tempoet, men humøret er fonuftig og der er stadig en del folk på ruten.

 

jul14

 

Tager hurtigt noget at drikke på depotet. Jeg har energi og væske nok til den sidste runde. Godt 10 km tilbage. Det er rimelig overskueligt. Må også indrømme at der er gået en kende racemode i den. Har ingen idé omkring den førende løber. Altså hvor langt han er foran, men bruger det som motivation på sidste runde for at holde mig løbende så vidt det er muligt.

Den første del af rundstrækningen stiger og jeg tøffer fremad. Langsomt. Et godt stykke længere fremme kan jeg spotte en løber og jeg føler mig ret overbevist om at det er en af ultraløberne. Kommer ind på det mudrede og glatte stykke med singletrack. Benene er ristede, så jeg går hele dette stykke i rask tempo og jeg kan stadig se at jeg nærmer mig.

 

jul10

 

På toppen af stigningen når jeg op. Vi får en kort snak hvorefter det går løs med nedløbet til stranden. Når ned på det flade stykke hen mod depotet og kontrolpost nummer 9. Den sidste bog findes frem og side 204 rives ud. Nu er der kun 1 lang stigning og cirka 4 km tilbage.

Synes det tager en evighed at komme op på toppen, men det sidste stykke til mål går heldigvis over stok og sten. Kommer under målportalen for sidste gang. Får talt siderne op og får “godkendt” mit løb.

 

jul12

 

Mini Barkley

Hold nu fast en fed dag. Fuldstændig forrygende vejr til et juleløb med sne på hele ruten og let drys fra oven.

Helt tilbage fra da løbet blev offentliggjort har der været den rette mystik omkring det. Jeg synes selve setuppet fungerede perfekt. Det var genialt med både en orienteringsdel samt en normal trail rute.

Jeg håber virkelig arrangørerne laver en lignende version næste år. Løbet får i hvert de varmeste anbefalinger fra mig.

 

Rigtig glædelig jul til jer alle. Tusind tak for i år.

 

Kærlig hilsen

 

Ultra nissen, Dannie 😉

 

jul7

 

@dannietrail

 

Inspireret af mørkets magter

Det er den tid på året igen.

Hvis du som mig er helt vild med trailløb, så ved du nok hvad jeg taler om.

Det bliver mørkere – og det bliver tidligere mørkere og mørkere.

Hvis du ikke allerede elsker løb i mørket på små mudrede stier, så lover jeg dig at det vil du komme til at elske når du har læst med her.

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Læs mere

Kinderægget, Costa Blanca Trails

Hvordan ideen til løbet fandt sted….

 

….Jamen Ryanair har da nogle vildt billige afgange til Allicante sidst på året… Hmm. Falcotrail ligger i starten af december og havde en distance på 100 km med godt 3000 hm. Ja tak. Den fik jeg i en fart tilmeldt mig. Senere samme dag tikkede der en besked ind, om jeg ikke lige skulle prøve at tjekke et løb ud der hed Costa Blanca Trails. Wow. Dette løb havde 6500 hm på samme distance som Falcotrail og jeg må blankt erkende at jeg næsten altid går efter så mange hm som muligt. Ikke fordi det alene bestemmer om et løb er godt eller ej, men fordi jeg virkelig elsker at kravle op og ned.

 

cbt12

Der blev hurtigt meldt fra til det ene, og til, til det andet.

Opslag på facebook omkring det og inden længe var vi 4 danskere der var klar. Min kollega, Michael, Per som jeg fulgtes med til Scenic Trail og Jesper som jeg også kender lidt. Derudover stod der yderligere 2 danskere på startlisten der i alt havde 151 deltagere på den lange. Troels og hans kone Vibeke.

 

Lidt om løbet

Costa Blanca Trails er et nyt løb i den forstand at nogle andre har overtaget løbet, som før hed desafio Lurbel og havde den længste rute på 120 km (mener jeg).

Der var følgende ruter at vælge imellem:

102 km med 6500 hm

65 km med 4200 hm

40km med 2850 hm

18 km med 1100 hm.

Terrænet skulle være en god blandet landhandel med tekniske passager men også nogle mere løbbare stykker. Troels har løbet den tidligere udgave på 85 km og var godt kendt omkring hvilke stigninger vi skulle udfordres med.

Der var 2 helt specielle passager vi skulle være opmærksomme på. Den første stigning, som kom direkte efter start. Den var voldsom stejl og rigtig teknisk bøvlet. Og dernæst omkring de 80 km et vanvittigt nedløb til depotet i Sella. Troels fik ret. De 2 steder var i den grad værd at være forberedte på. (Der var dog flere steder der bed fra sig).

cbt11

Løbet startede for vores vedkommende kl 00.00 natten til lørdag.

Logistikken derned foregik med fly til Allicante og derefter en lille times kørsel til start/målbyen Finestrat som ligger 5 km fra feriebyen Benidorm.

 

HA HA HA…Vi kommer da til at løbe lodret op af den klippe der!!!

Sådan nogenlunde blev der joket da vi nærmede os Finestrat i bilen. Vartegnet for byen er en meget markant klippeformation med en fure op i midten – Puig Campana.

 

cbt3

 

 

 

Vi havde jo alle studeret ruteprofilen og var klar over at det ville blive en voldsom start med over 1000 højdemeter indenfor de første 4.5 km. Med lidt snak med Troels, som kendte løbet, blev vi klar over at vi ligenøjagtig kom til at løbe lige lodret op igennem furen på klippen. En såkaldt vertical! Jøses. Dejlig psyket fra start 🙂

 

Vi fik fundet vores lejlighed og hentet startnumre. Finestrat er en relativ lille by, men alligevel føler jeg skiltning omkring løbet – altså hvor er start, hvor skal der hentes startnumre og sådan – var for ringe. Startnumre lå i en lille bygning hvor vi tilfældigvis kom forbi. Al kommunikation på løbets hjemmeside samt de mails vi fik inden løbet var på spansk. Det er eneste lille semi-sure opstød jeg har omkring løbet. ALT ANDET spillede.

 

Nu handlede det bare om at få tanket op, pakket grej og fundet udstyr frem samt at få hvilet/sovet inden løbets start kl 00.00.

 

cbt8

 

Tøjkrise og næsten som vanlig lidt hektisk start

Inden vi kom derned havde jeg nærmest besluttet at jeg ville løbe i top og løse ærmer om natten. Vejrudsigten sagde ned omkring 10 grader og op til 24 grader. Det ville passe fint med top…Indtil vi var fremme og solen var gået ned. Vi kunne alle mærke at vinden var lidt kølig.

Jeg besluttede at starte i langærmet underlayer og vindvest udenover og planen var at skifte tøj ved dropbag ved 60 km. Et RIGTIG fornuftigt valg.

Vi trasker ned til start (ca 3 minutters gang fra lejligheden) og går ind i salen hvor vi kunne vente. Inden løbet havde vi jo modtaget en mail omkring en eller anden gps tracker. Jeg havde opfattet det som værende en tilkøbsmulighed i det vi på selve startnummeret plus på vores rygsæk havde en chip…Men nej. Vi finder ud af at vi skal have smidt sådan en tingest i rygsækken, så afsted med os. Vi blev kort tjekket op på noget af vores udstyr og blev monteret med GPS i rygsækken. Temmelig forvirrende idet ingen her talte engelsk. Vi måtte ikke gå tilbage i salen, men skulle blive i et indelukke. Smiler lidt her efterfølgende over Per´s lidt frustrede udtryk til én af arrangørerne: ” SPEAK ENGLISH”! Vi fattede ikke en dyt af hvad der skete 🙂

cbt28

cbt5

 

Nå…lidt efter blev vi (kvæget) lukket ud af indhegningen og gennet hen til start. Og så gik det ellers løs med en højtrådende speaker. Lidt musik og en nedtælling. Bang. Så gik starten. Al stress og tanker om det ene og det andet var glemt. Nu rettede fokus sig på løbet.

 

cbt22

 

 

 

Puig Campana

Vi løb omkring 1 km gennem Finestrat inden vi ramte stigningen hvor jeg lige i starten tænkte, den er da ikke så slem, indtil vi drejede skarpt til højre og kunne se et skilt hvor der stod “vertical km”. Jeg skal love for at festen startede her. Det var virkelig en voldsom stigning, men heldigvis friske ben og masser af tålmodighed. Som altid ved start er der lidt kø og absolut ingen grund til at forcere en overhaling. Så stille og roligt blev der kravlet/scramblet opad. Flere steder var det så stejlt at der skulle tænkes over hvordan skoene blev sat ned for ikke at skride tilbage. Var et par gange ved at blive tacklet af en deltager der skred tilbage.

Langsomt men sikkert nærmer vi os toppen og jeg skimter lige til uret da vi kommer op. 4.5 km med 1150 højdemeter. Endnu mere vanvittigt er det her efterfølgende. Har kigget lidt nærmere på stigningen. På 3.1 km nappede vi 990 højdemeter og med en gennemsnitlig stigning på 31%. Vildt nok 🙂

Oppe på toppen bliver vi i den grad belønnet med en udsigt der er som taget ud fra “Pirates of the caribean”. Vi kan se ned over Benidorm og havet. Der er skyfrit og månen skinner ned i vandet. Det eneste der lige manglede var piratskibet derude, men hold nu fast hvor var det flot.

Nedløbet fra Puig Campana kunne begynde. Det første stykke fra toppen var særdeles teknisk og foregik langsomt indtil vi ramte første depot ved 8 km. Havde besluttet mig for at løbe igennem det uden stop idet næste depot allerede ventede efter 14 km. Resten af nedløbet var stadig på en smal singletrack men trods alt lettere end det første stykke.

 

14 til 26 km

Efter mit første depot besøg begyndte næste opstigning. Denne var ikke voldsom stejl og strakte sig over et noget længere forløb. Jeg powerhikede meget på dette stykke. Kunne egentlig godt have småløbet, men valgte at holde igen idet tempoet godt kunne holdes ok og at løbet stadig kun lige var startet. Husker ikke så meget fra disse km andet end der skulle arbejdes en kende på den lille stigning op mod næste depot. I samtlige depoter fik man fornemmelsen af et crew der virkelig ville gøre deres bedste for at hjælpe. Ofte fik man lige en hånd på skulderen og et par spanske gloser i hovedet. Sikkert velmente ord, men jo ikke meget jeg kunne forstå. Det gav virkelig ro på og en rigtig rar følelse. Depoterne opfyldte hvad jeg kunne bruge, dog minus de elskede tuc kiks 😉

 

Jamen god morgen mave.

Som altid for mig når jeg er i gang med løb øffer maven lidt på et tidspunkt. Især på nedløb og på dette lange nedløb efter omkring 32 km måtte jeg forlade ruten for at få ro på maven igen. Det er bare skide hyggeligt at sidde der i krattet med lavt blus på pandelampen og høre en deltager stoppe op og nærme sig. Endnu engang blev der sagt en masse jeg ikke fattede en brik af, men kunne dog svare klart og tydelig tilbage: “Mucho skido ino kratos – please stay away for your own safety”. Væk var han 🙂

Videre ud på nedløbet og nu kan der godt gives lidt los på tempoet og der var et fint flow her. Stierne var bestemt tålelige her.

Stort set hvert eneste nedløb var karakteriseret ved at være svært i starten for at komme ud på bredere stier for derefter at slutte af med et par km asfalt ned i byerne. Det gav en fin veksling mellem særdeles teknisk terræn og mere løbbare passager hvor der kunne kobles lidt af.

 

Morgenstund har guld i mund

Nu ramte jeg løbets længste (relativt) flade sammenhængende stykke. Som regel noget jeg godt kan have det lidt svært ved, men prøvede bevidst at løbe langsommere end jeg følte for. Det var også på dette stykke, efter omkring 6-7 timers løb, jeg havde min eneste downperiode i dette løb. Kunne mærke at jeg var søvnig og at benene drillede også en anelse. Havde nogle forskellige energiprodukter i rygsækken, blandt andet nogle geler med koffein. Jeg satsede lidt og tog 2 stk indenfor en meget kort periode. Heldigvis brokkede maven sig ikke længere over det og jeg kunne ret hurtigt mærke fornyet energi og at jeg ikke havde den der søvnige fornemmelse i kroppen længere. Inden længe kunne jeg komme i gang med løbets længste stigning. Og endnu bedre. Solen var ved at stå op. Tillod mig at stoppe op og kigge tilbage. Kunne skimte havet i det fjerne og en lavthængende sol. I den grad en magisk stund.

cbt14

 

cbt7

Traktortræk og infame dødsbuske

Sådan en stigning som vi gik i gang med er ren guf for mig. Den var stejl men ikke alt for voldsom og lang. Vel 7-8 km. Elsker virkelig sådan et stykke. Hele kroppen kommer i gang og stavene bliver brugt flittigt. Det var til at finde et flow her. Dette til trods for at stierne var rigtig smalle og med et eller andet krat der stak indover. Det kunne ikke undgås at man skulle mose sig igennem. Shit mand, nogle lede bæster. De kradsede mildest talt ens ben op. Av for den lede. Langt om længe åbnede landskabet og bjergene sig op, og den sidste km mod toppen var temmelig stejl. Kommer op på toppen og endnu en vanvids udsigt åbner sig. Desværre blæser det en del her og det er ret køligt, så det er bare om at komme i gang med nedløbet for at få noget varme i kroppen igen.

 

cbt15

Første del af nedløbet er rigtig vanskeligt. Underlaget driller konstant og der skal være fuld koncentration. Sten, skærver, løse små rullesten og store sten i én pærevælling kombineret med at det er super stejlt gør, at tempoet er langsomt. På et tidspunkt fører afmærkningen os ud i en kæmpe dynge små rullesten som ligger på en virkelig stejl klippe. Lige til at starte med var min tanker. Fuck, jeg kommer til at kurre på røv og albuer ned i bunden herfra, men da fødderne blev sat ud i “gruset” fik jeg med det samme en følelse af at stå på ski. Mega fedt. Her kunne man sådan næsten “ski-hoppe” ned af bjerget. De mange små sten tog imod og bremsede ens bevægelse. Det var skide sjovt.

Efter en god gang blandet landhandel kommer jeg frem til første depot med dropbag efter 60 km. Det var første målsætning for mig. At komme dertil i god behold og få skiftet trøje. Varmen fra solen kunne virkelig mærkes nu.

 

Fra hoveddepot til rutens højeste punkt, Aitana (1558m)

Inde i depotet var løbets førende kvinde samme tid som mig. Tænker der var 10 hjælpere i depotet hvoraf de 5 gjorde deres bedste for at servicere hende. Det var ikke på en påtrængende måde, men virkelig for at HJÆLPE.

Her kunne vi få en omgang pasta, men mine øjne var faldet på noget pizza lignende noget. Ja tak. Pizza til morgenmad. Dejlig fed og salt. Skønno. Nappede et par stykker med over til bordet. Fik min dropbag og nogle kopper cola. Klædte om og tog et par stykker mere med i hånden på vej ud. Jeg var sulten og de smagte mig rigtig godt.

Så skulle der knokles frem mod løbets højeste pkt hvilket, efter Troels, havde en ret vild scrambling passage ved toppen. Dejligt at se frem til.

Terrænet på det første stykke er til at have med at gøre. Bevares det går opad men der kan holdes en god kadence. Følges med et par spanske brødre som kan lidt engelsk. Den ene kigger på flaget på min rygsæk og spørger hvad jeg synes om terrænet nu da jeg jo er vant til bjerge???!!!??? Griner lidt og siger at det altså er det danske flag og ikke det Schweiziske….Meeeeeeen vi har da “skymountain”. Det er dejligt befriende at følges med disse to. De snakker konstant om alt muligt, men de er desværre også meget forskellige i styrke, så den svageste har brug for en pause stopper de og jeg fortsætter. (Senere i løbet bliver jeg faktisk overhalet af den ene af dem igen).

 

cbt19

 

Der er en del vandregrupper her. Altid festligt at passere sådan en flok. Det giver lidt gejst og motivation. Heldigvis er der på vej op også nogle vandposter/vandløb hvor jeg lige kunne blive kølet lidt ned. Kan langt oppe skimte en vejrstation (eller…ved faktisk ikke hvad det er) og tror vi skal derop forbi. Vejen går dog ikke forbi, men drejer skarpt til venstre og inden længe tårner en ordentlig bunke klipper sig op. Jeps nu kom det stejle stykke.

 

cbt6

Tungen lige i munden. Stavene er ret ubrugelige her da det er stejlt og begge hænder skal bruges til at få kravlet op. Efter lidt tid kommer belønningen over bjergbestigningen. På toppen er det simpelthen det vildeste panorama view over hav, bjerge og rå natur i strålende solskin. Det er svært at beskrive, men virkelig fantastisk.

 

Nedløbet mod Sella

De næsten 15 km ville nu mere eller mindre gå nedad. Stierne var til at begynde med små og tekniske, men hele tiden med det fantasiske skue i baggrunden. Jeg var kommet relativ fornuftig igennem 70 km og forceret de værste stigninger så derfor begyndte jeg nu, når terrænet tillod det, at forsøge at presse lidt fart på. Især på de stykker nedløb der kunne løbes havde jeg det fedt. Og for første gang som trailløber kunne jeg faktisk overhale folk nedad. Tidligere var det på nedløbet jeg blev total kørt over af de lokale spanske og italienske løbere. Fuldstændig optur.

cbt17

Efterhånden nærmede det sidste “kritiske” punkt i løbet sig. Nedløbet mod Sella. Troels havde snakket om det og på profilen over ruten ligner det også bare en lodret væg man skal nedad. Kunne mærke spændingen i kroppen tog til. Efter GPS skulle det være nu!….Kort efter passerede jeg et lille skilt med teksten Sella 2200 m. ? Jamen, så måtte det da snart gå ned – efter 500 m relativ teknisk nedløb kom “muren”.

Hold nu kæft mand det var stejlt. Underlaget var sten, små som store, lidt grus/sand og græsagtig beplantning. Ujævne drop og ikke rigtig nogen sti at følge. Man måtte til dels selv finde vejen ned. De næste 1.5 km foregik skridt for skridt og med fuld fokus. Tempoet lå mellem 1.5-2.0 km/t. Det var rigtig svært, men også samtidig fedt.

cbt21

 

Endelig slipper stigningen sit sat. De tilsyrede lårbasser kan tøffe ind mod næste store depot efter 83 km i Sella. Her var der mulighed for dropbag nummer 2. Havde fravalgt at bruge denne mulighed og det passede fint nok for mig. Manglede ikke noget. De folk der sad i depotet her så ret slidte ud. Der var en del løbere på ruten nu idet de samtlige distancer ( på nær den korte) nu fulgte samme rute.

 

Mod mål

Nu ventede de stort set 15 km med let stigning inden omkring 5 km nedløb til mål. Efter depotet powerhikede jeg et langt stykke. Nedløbet havde sat sine spor, men efter en halv times tid kunne jeg jogge lidt igen, når terrænet tillod det. Det vekslede meget mellem lidt bredere grusveje og mindre stier her. Men ikke vanvittig teknisk. Så stille og roligt blev km efter km tilbagelagt. Når man når dette tidspunkt i ultraløbene vil man (læs jeg) bare gerne i mål og ofte føles det som om det tager en evighed. Jeg manglede et enkelt depot tilbage og jeg synes i laaaaaaang tid jeg kunne høre musik og stemmer derude i det fjerne. jeg måtte nærme mig.

cbt23

Terrænet tog lidt til igen og blev lidt mere bøvlet. Tænker jeg på dette tidspunkt måtte være på bagsiden af Puig Campana. Endelig kunne jeg se det sidste depot. Her blev der hold fest. En flok unge mennesker styrede depotet og der var bare gang i den. Egentlig fuldstændig ligegyldigt så spurgte jeg hvor langt der var tilbage. Pigen sagde 5 km, så sagde jeg om ikke det var nærmere 6 km. Hun sagde yes. Spurgte så endnu engang om det måske ikke var 7 km. Hun sagde yes igen! Sådan. Dumt, Dannie. Bare kom afsted. Det går ned til mål….Eller vent lige lidt. Stoppede lige op og tjekkede profilen. Ikke kun ned, nej. Vi havde en 200 højdemeter opstigning først og derefter nedløbet.

Havde rimeligt overskud på stigning, men holdte lidt igen for at spare de sidste kræfter til høvle igennem på nedløbet. Stigning var relativ svær teknisk men op kom jeg. 5 km igen cirka. Nu skulle den bare have fuld smadder. Havde bildt mig selv ind at nedløbet ville være en motorvej med medvind.

Det var det dog ikke helt idet stien var semi teknisk. Jeg forsøgte alt hvad jeg havde lært at give den gas. Fornemmelsen var i hvert fald sådan og i total runners high rus blæste jeg igennem. Kæft hvor var det altså fedt. Kunne holde tempoet indtil jeg kom ned i selve Finestrat igen hvor den stod på cruise ned igennem byen. YES. 300 m til mål, 200 m, 100 m – over et lille kryds, ind på de små gader, skarpt til venstre og her var målportalen.

 

cbt18

Kæmpe lettelse og den fedeste følelse at komme igennem sådan et løb.

cbt4

 

Efter løbet

Jeg kom i mål i tiden 16.38 hvilket jeg var 100 procent tilfreds med. Inden løbet havde jeg håbet på 19.00 eller lidt under. Alt efter ruten.

De andre danskere i løbet kom alle fornuftigt igennem og vi kan endda bryste os med at Vibeke vandt i sin klasse. Stærkt.

Costa Blanca Trails er et løb med rigtig mange super fede momenter hvor den første stigning, de kradsene buske, stigningen op mod højeste punkt samt nedløbet til Sella står klarest frem. Derudover er de frivillige i dette setup helt unikke og max hjælpsomme.

Dagen efter løbet stod den på total afslapning, badeture, god mad, røverhistorier samt ikke mindst kolde øl ved den skønne strand i Benidorm.

 

cbt2

 

Så for at runde det hele af, så virkede denne tur som et rent kinderæg. Rigig fornuftig logistik og indkvartering – Top fed rute og sidst men ikke mindst bare en rigtig hyggelig tur med gode venner 🙂

 

Nu vil jeg se frem til frem til en stille og rolig måneds tid med træning efter lyst. (Som om det er meget anderledes end normalt…).

 

Næste race bliver min trejde tur til Transgrancanaria i februar. YES

 

Hold Jer muntre

 

Vi ses i sporet

/ Dannie

 

@dannietrail

 

 

Vinteren kommer og det bliver mørkere og mørkere…

Den mørke tid nærmer sig og det betyder at vi desværre for en tid må leve med at det er buldermørkt om morgenen, når vi skal i skole og på arbejde. Samtidig med de mørke morgeners komme øges risikoen også for at det regner eller måske endda sner, imens vi er ude at løbe eller transporterer os til enten skole eller arbejde. Det betyder, at sigtbarheden for alle trafikanter er sænket betydeligt, hvorfor vi skal have fundet reflekstøjet frem fra gemmerne eller købt noget nyt. Det er imidlertid ikke helt ligegyldigt hvilket slags reflekstøj, som vælges og slet ikke til de kære små. Efter megen og grundig granskning og undersøgelse af reflekstøj og reflekser i sig selv er her en kort guide til hvad man bør gå efter – hvad end det er til løbeturen eller blot almen udendørs brug.

 

Hvorfor reflekser?

 

Til en start et måske passende at imødekomme tvivlere af refleksers effektiviteten med lidt statisktik. Modsat cykler, hvor det herhjemme er det lovpligtigt at have synlige reflekser både foran og bagpå samt på pedaler og hjul, er der ingen lovgivning om reflekser på tøjet. Og det på trods af at det ifølge Rådet For Sikker Trafik er påvist at brug af refleks på tøjet kan reducere risikoen for færdselsuheld med helt op til 85%. Trygfonden, som på bestilling leverer gratis reflekser til danskerne, opfordrer endda til at bære pangfarvet tøj i trafikken, da dette kan formindske risikoen for uheld med op til 48%. Så ingen tvivl om at reflekser er nødvendige at have på, når det er mørkt, men pas på(!) for reflekser er ikke bare reflekser.

 

En refleks er ikke bare en refleks

 

Reflekser kan variere signifikant i kvalitet, hvorfor det er vigtigt at vælge reflekser, som overholder de tekniske krav til synlighed. De godkendelsesbetegnelser man skal kigge efter på reflekser eller i reflekstøj er EN 13356, EN 471, EN 20471 eller EN 1150. Et vigtigt element i disse tekniske kravspecifikationer for private personer er blandt andet at refleksen skal kunne ses på mindst 140 meters afstand. Desuden skal reflekstøj eller blot reflekser været udstyret med en CE-mærkning, og både det samt ovenstående godkendelsesmærkninger gælder for både børn og voksne med undtagelse af EN 20471, dersom eksempelvis en børnetrafikvest ikke kan opfylde kravene hertil.

 

Hvor skal reflekserne sidde?

 

Det er vigtigt at bemærke at det ifølge Færdselsstyrelsen tilladt at anvende reflekser som designelementer på løbetøj, modetøj og jakker uden at de nødvendigvis har ovenstående mærkninger, så hvis man vil være sikker på at opnå en synlighed, som er forsvarlig og sikkerhedsmæssigt anbefalet, er det under eget ansvar for at kigge ordentligt efter på mærkningerne. Når man har sikret sig at reflekserne er af ordentlig kvalitet og har de foreskrevne certificeringer, er næste skridt at undersøge hvor reflekserne sidder. Dette er vigtigt at forholde sig kritisk til netop dette, dersom uhensigtsmæssige placeringer på tøj og jakker let kan føre usynlighed på de mørke veje.

 

Rådet For Sikker Trafik anbefaler at reflekser skal være placeret, så de er synlige fra alle sider. Det vil sige både på hver sin side samt foran og bagved på tøjet. Det er desuden anbefalet af reflekser, uanset om de er påsyet og en del af tøjet ved køb eller om de påsættes efter, er placeret både lavt og højt på kroppen. Så den ideelle placering er på den øvre del af overkroppen samt på den nederste del af benene. Bærer man en taske på ryggen eller over skulderen, skal man være opmærksom på at denne kan skærme for reflekser på tøjet. Det er derfor en god ide at vælge en taske med indbyggede reflekser eller selv påhæfte nogle reflekser.

 

Samlende er det således en god ide at være opmærksom på følgende:

 

  • Se efter godkendelsesmærkningerne. Disse står typisk inde i tøjet, som vist på billedet nedenfor.
  • Sørg for at reflekserne er placeret så de er synlige fra alle sider.
  • Reflekserne bør været placeret både højt og lavt på kroppen. Det vil sige både på ben og overkrop.
  • Såfremt man bærer taske er det anbefalet også at udstyre den med en refleks, hvis ikke den har i forvejen.

 

Hvad skal man købe?

 

Ejer man ikke løbetøj med reflekser eller en refleksvest eller overtøj med reflekser, hvorfor man derfor overvejer at gå de mørke morgener og ikke mindst aftener i møde ved køb af nyt til sig selv og børnene, er det således en strålende ide ikke blot at gå efter det billigste alternativ, men i stedet sørge for at undersøge certificeringerne og investere i kvalitet. Dette være sig både hvis man er på udkig efter løbetøj og tøj med reflekser i designet eller blot reflekser til påsyning eller påhæftning på tøj og overtøj. Det kan redde liv. Danske FashionForest har lavet en ganske udmærket gennemgang indeholdende en række tøjmærker til børn og voksne, som har reflekser, og som samtidig er super smart.

 

Og med det rette udstyr til løbeturen, de sikreste jakker og det sikreste tøj, så både små og store kan ses i mørket, er det bare at nyde det hyggelige i at det er mørkt om til lidt sent på morgenen og igen tidligt på aftenen og selvfølgelig friske klima, som efteråret og vinteren bringer med sig. Og allermest vigtigt skal vi, selvom vi har reflekser på, passe på hinanden på vejene og alle andre steder.