Test: Powerbeats trådløse høretelefoner by Dr. Dre

Som så mange andre løbere nyder jeg at træne med musik i ørene, og der findes et hav af forskellige produkter man kan købe. Jeg har gennem årene virkelig brugt mange forskellige; fra standard Iphone høretelefoner til de billige i Harald Nyborg og de dyrere Bose produkter. Alle havde det til fælles, at de skulle kobles direkte i telefonen/Ipod eller hvad man nu løber med, og så var der ellers stor forskel på lyden, funktionaliteten, holdbarhed mm. Som jeg nævnte i mit forrige forrige blogindlæg har jeg købt Powerbeats by Dr. Dre og har nu testet dem i hele oktober. Det der i første omgang tiltalte mig var den trådløse del, så jeg slap for at føre en ledning rundt og det skuffede mig bestemt ikke! Det fungerer perfekt.

Udpakning af produktet

PowerbeatsPowerbeats boksPowerbeats første kig

Produktet kommer i en solid boks, hvor man virkelig fornemmer at der er tænkt over indpakningen. For det første er de beskyttet som første billede viser og når man vipper det gennemsigtige låg op mødes man med det samme af en tekst, som kan ses på sidste billede herover. Der er anført at man skal huske at lade dem op inden de tændes, og efterfulgt af en tekst der fortælller det blot tager 15 min for at have batteri til en time. Vi har alle prøvet at købe en ny gadget, såsom en mobil, hvor den lige skal lades op det meste af et døgn før den kan bruges. Virkelig en test af tålmodigheden når man lige har købt noget nyt, og her skal man blot vente 15 min før man kan tage det i brug. Fed lille detalje! Generelt emmer hele indpakningen af kvalitet og når man nu bruger +1000 kr på dem er det virkelig rart, at man fra start føler det er et kvalitetsprodukt og der er tænkt over de små detaljer.

Powerbeats etui2 Powerbeats etui Powerbeats ekstraudstyr

Der medfølger ekstraudstyr som vist herover. Det drejer sig om et etui til opbevaring, oplader og ekstra gummi i forskellige former til ørene. Det er virkelig rart det etui, som jeg tit har manglet til alle de andre jeg har prøvet gennem årene. Jeg har en skuffe til alle mine elektroniske gadgets/udstyr (og der er en del), og jeg skal da blankt erkende at ledninger og høretelefoner snildt kan blive viklet sammen i den skuffe. Men det undgår jeg her og det nyder jeg virkelig meget! Der medfølger 3 forskellige gummi udover dem produktet er “født” med, og det er i small, medium og large. Det er formentlig for at ramme så bredt som muligt mht folks forskellige facon i ørene og det fungerer rigtig godt. Jeg testede dem alle og fandt dem der passede mig bedst, og som jeg synes gav den bedste lyd (dem der er yderst til venstre i pakken på billedet). Her skal man prøve sig frem hvad der passer bedst til sig selv, og det skal da lige nævnes at der var ret tæt løb mellem dem allesammen. Det afhænger helt at hvordan ens ører er udformet, men der er ingen tvivl om det kan svare sig at prøve alle 4 for at finde den der fungerer bedst for brugeren.

Her kunne jeg godt have tænkt mig, at der i selve etuiet var monteret et lille net på indersiden af låget, hvor man kunne opbevare de små gummidutter efter de er pakket ud. Som det er nu skal de ligges i den store kasse, som der så skal findes plads til i skuffen medmindre man naturligvis laver sin egen løsning. Men når det hele er pakket ud, så er den i princippet ikke så brugbar mere udover den naturligvis er af god kvalitet. Hvis jeg blot ligger den små dutter ned i skuffen, så så ved jeg de bliver spredt ud og det duer ikke! Det er naturligvis blot en lille detalje, og jeg har mine i en lille pose med luk på.

Batteri og opladning

Powerbeats usb-indgang Powerbeats opladning

Opladningen foregår via det medfulgte USB stik og fungerer super nemt. Selve indgangen på høretelefonerne er beskyttet med et lille låg lavet af silikone, som er yderst nem at betjene. Som en lille ekstra detalje er det placeret på undersiden af selve høretelenonen, så hvis man skulle ud i regnvejr er indgangen placeret mest beskyttet fremfor øverst. Jeg benyttede min egen oplader til Iphone som vist på billedet, og når den oplades tændes det lille røde lys. Når den er fuldt opladt, som tager halvanden time lyser den hvidt og det giver batteri til 6 timer. I denne test var der batteritid til lidt over 7 timer efter en fuld opladning og jeg sparede hverken på lyd eller brug. Som nævnt tidligere kunne jeg nøjes med at give det 15 minutter til at starte med, men jeg havde ikke nogen træning første dag. Så jeg gav den en fuld opladning fra start, hvilket jeg altid har det bedst med når jeg køber et nyt produkt.

Betjening af Powerbeats

Powerbeats tænd/slukPowerbeats betjening

Tænd og sluk knappen sidder på den venstre øreclips. Man tænder først Bluetooth på sin afspiller, hvorefter Powerbeats skal forbindes. Det fungerer nemt og der var ingen problemer her. Selve signalet er super hurtigt, og det er sjældent jeg har oplevet en så hurtig “parring” mellem min Iphone og en Bluetooth enhed. Så snart den tændes blinker den kortvarigt indtil den har forbindelse til afspilleren, hvorefter den lyser konstant. På selve ledningen sidder der en remote, hvor man kan styre alt fra. Man kan skrue op og ned og med 1 tryk på den røde knap sættes musikken på pause. Med 2 tryk skifter man et nummer frem og med 3 skifter du et nummer tilbage. Holder man den røde knap inde i 3 sekunder aktiverer man Siri og kan derfra foretage opkald mm, hvis man naturligvis er gode venner med Siri. Jeg er endnu ikke super gode venner med Siri, men det lykkedes mig at foretage et opkald til min mor under en løbetur så det fungerer fint.

Jeg løb en tur med lette nylonhandsker på og der var det lidt sværere at betjene den. Det lykkedes dog og jeg er sikker på med lidt mere træning, så bliver jeg god til det. Men det er ikke en stor remote og derfor vil det kunne blive lidt tricky, hvis man har tykkere handsker på. Det er dog svært at se hvordan de skal kunne forbedre denne del x ved at gøre den større, hvis de stadig skal holde vægten nede.

Tilpasning til øret

Powerbeats tilpasning Powerbeats tilpasning2Powerbeats i brugPowerbeats ledning

Powerbeats kan tilpasses alle slags ører ved at bukke bøjlen, som er lavet i blød plastik. Som vist på billederne er det meget fleksibelt og det gælder blot om at finde en opsætning, som passer brugeren bedst muligt. Jeg har brugt standard bukningen som den kom med, og har prøvet lidt forskellige bukninger. Den måned jeg har brugt dem har jeg således bukket dem flere gange, og bøjlen virker holdbar og har indtil videre ingen fejl. Der findes andre produkter, som med tiden har det med at gå i stykker i netop bøjlen. Her gælder det dog om hurtigst muligt at finde den rette bukning, som passer til brugeren øre, for derefter at minimere tilpasningen så bøjlen belastes mindst muligt. De er trods alt ikke skabt til at blive bukket og rettet hver eneste dag, og når de først sidder korrekt virker de solide nok til at modstå dagligdags almindelig brug.

På selve ledningen sidder der en lille holder, som gør at man kan spænde ledningen alt efter brug. Man kan således spænde ledningen tæt fast om hovedet, huen eller lignende. Igen en fin lille deltalje, men ikke noget undertegnede har benyttet så meget endnu. Netop ledningen er beskyttet med et lille gummistykke udenpå der hvor den er fastgjort til bøjlen, som er på for at beskytte ledningen såfremt der skulle ske en mindre blottelse af ledningens kobber. Fin detalje.

Powerbeats i brug

Jeg har testet dem i regn- og tørvejr, telefonopkald, under afspilning af musik i hjemmet og til film/netflix via computer og Iphone. Derudover til løbetræning og cykling i tæt trafik med meget trafikstøj og i områder uden trafikstøj. Jeg føler således jeg er kommet godt rundt om dem og har brugt dem i de fleste situationer man kan forvente at bruge dem i.

Først og fremmest er de sved- og vandtætte, hvilket er en stor fordel for os der bruger dem udenfor og til at dyrke motion med. Om de er 100 procent vandtætte, så man kan tage dem på i bad, har jeg dog ikke testet! Men der var absolut ingen problemer da jeg løb med dem i regnvejr, hvor det regnede og blæste i middel grad. Jeg tilhører dem der smider lidt voks i frisuren, og det bliver vasket ned ad kinderne ved regnvejr. Jeg kunne se der sad lidt på høretelefonerne da jeg kom hjem, og det tog de ikke skade af. De fik en let rengøring med en lidt fugtig klud, og var de som nye igen.

Under løbeturene sad de fast og hoppede ikke rundt, hvilket for mig er super vigtigt. Der er ikke noget mere irriterende end et par høretelefoner man 100 gange på en løbetur skal rette på. Her virker bøjlen perfekt! Jeg prøvede i hjemmet virkelig at ryste hovedet til en gang musik, for at se hvor meget der skulle til for at ryste dem af (børnene dansede heldigvis med så jeg ikke følte mig som en komplet tosse!). Det lykkedes mig ikke at ryste dem, ikke engang tæt på, og vidner om en god pasform. Man skal blot sørge for at finde den rette bøjning, så sidder de virkelig godt!

Lyden er virkelig god! Under løbeturene fik jeg testet dem med megen trafikstøj og uden, og samtidig i forskellige lydstyrker. De bliver, heldigvis, ikke presset helt ind i øregangen men sidder derimod tæt op ad. På den måde kan brugeren selv tilpasse hvor meget trafikstøj man ønsker blot ved at tilpasse lydstyrken. Det er jo meget individuelt hvor man løber og hvor meget man har brug for at følge med i lydene fra trafikken samtidig. Personligt har jeg ikke brug for det når jeg primært løber på stier uden biler, men under cykeltræning er det naturligvis en anden sag hvor meget af turen foregår på landeveje. Jeg prøvede at cykle en tur en dag med frisk vind, og der kommer derfor megen vindstøj. Specielt i modvinden, hvor de samtidig er svært at høre bagfrakommende biler, men det lykkedes fint at finde et lydniveau hvor jeg sagtens kunne høre både musik og snak i radio samtidig med jeg kunne høre bilerne der passerede bagfra. Jeg cyklede blandt andet på cykelstien langs Hillerødmotorvejen (der forløber ret tæt på motorvejen og således masser af trafikstøj) og her kunne jeg ved ca 60 procent af lydstyrken lukke stort set alt trafikstøj ude, og skruede jeg op på 100 procent var der INTET andet end musik. Det er dog ikke et niveau jeg kan holde ud længe, men igen, mulighederne er mange.

Mht test under løbeturene var det også nemt at find et passende niveau i forhold til hvor jeg løb, og under de fleste ture kunne jeg holde lydniveauet på et niveau hvor lyden var super og samtidig ane lydene fra fx en bagfrakommende cykel, knallert mm. Under aftenturene omkring Utterslev mose og langs Vestvolden (steder i KBH med stier), skruede jeg op og nød at være i min egen lille løbeverden uden at skulle tænke på farer for biler mm. Så jeg er ret vild med at man kan finde niveauer der passer den enkelte situation.

Lyden i Powerbeats

Først vil jeg lige sige, at jeg IKKE er en mega HiFi nørd der kan høre selv den mindste forskel i lydkvalitet. Men jeg har stadig haft min del af høretelefoner og andre højtalere, og ved godt hvornår de kan gengive lyden godt eller skidt. Powerbeats er VIRKELIG gode efter min mening. Jeg synes det er en super kvalitet og ikke mindst gengivelsen af bassen er virkelig god. De første par ture var jeg meget tilfreds, men følte der var plads til forbedring. Men da jeg først fandt den opsætning der fungerer bedst for mig, som er med gummidutter i large, så var lyden der bare med det samme! Super sprød. Jeg er mest til rock, og elsker at høre en god gang Volbeat, men blander det virkelig meget alt efter træningen, humør osv. Så der er både blevet testet rock, tecno, dance, rolige numre, R&B og sågar P3 under cykelturen hvor der var live fra sporten. Ved de forrige høretelefoner jeg brugte, som er standard fra Iphone, skulle jeg skrue helt op for at kunne høre snakken i radioen når jeg cyklede (jeg bruger en app der hedder Tunein Radio). Men med Powerbeats kan jeg nøjes med 50 procent og fint følge med.

Derudover brugte jeg dem til at foretage opkald, og for lige at teste dem ringede jeg til min mor mens jeg vaskede op (hun skal jo vide jeg er godt opdraget). Det giver en del baggrundsstøj med tallerkener, glas osv der rammer hinanden. Dette skete mens jeg havde bøffer på panden, så det satte en del krav til høretelefoners evne at sortere baggrundsstøj fra. Min mor havde absolut ingen problemer med at høre mig, og selvom hun da godt kunne høre der skete noget i baggrunden generede det ikke samtalen så meget at det blev et problem. Samtidig var hendes stemme helt klar i mine ører. Selve modtageren til min stemme sidder i bunden af højre bøjle og er således igen beskyttet mod vand oppefra, såsom ved brug i regnvejr.

Eneste minus ved brugen var da jeg brugte dem mens jeg havde et sved/varmepandebånd på, et jeg har fra Fusion. Jeg havde det på under cykelturen og efter halvanden time kunne jeg godt mærke, at pandebåndet klemte godt på så det gjorde lidt ondt i øret. Nu kommer de kolde dage for alvor, så jeg har tænkt mig at teste forskellige opsætninger, så jeg undgår den smerte. Det var ikke uudholdeligt, men heller ikke behageligt. Jeg testede det ligeledes under en løbetur med en almindelig løbehue, og der var problemet slet ikke på samme niveau da den ikke strammer så meget over ørene. Så måske er mit pandebånd blot for stramt, men igen, det er muligt at finde en opsætning der passer så det hele spiller.

Prisen

Jeg købte mine for 1345 kr og jf. en søgning hos Pricerunner findes de helt ned til 1088 kr hos Power. Om det blot er ved onlinehandel ved jeg ikke, men i min verden er det vigtigt at støtte de fysiske butikker hvorfor jeg købte mine hos Elgiganten. Så har jeg heller ikke så langt hvis jeg skal have dem byttet, og slipper for besværet med retursedler, posthus mm.

Er de pengene værd? Her skal der i følge min mening lyde et rungende JA. Jovist, det er +1000 kr vi snakker om. Men hvis jeg skal udregne en samlet udgift for alle de andre jeg gennem årene har brugt, og som er gået i stykker, så synes jeg pengene allerede er givet godt ud da jeg forventer Powerbeats bliver min tro følgesvend i mange år. Derudover er kvaliteten i top, lyden er super og de sidder virkelig godt.

Konklusion

+  kvalitet, lyd, pasform og mulighed for individuel tilpasning.

– mangler opbevaring til gummidutter, betjening af remote med handsker på og tryk på ørene når de bruges med pandebånd.

Samlet vurdering: * * * * * (stjerner angives med 1 som lavest og 5 som højest)

 

Sæson afslutning – på den værste distance

Jeg er først og fremmest i min egen optik en maraton løber. Jeg kan rimelig nemt flette konkurrencer på halvmaraton ind, da træningen sådan set er nogenlunde ens, som regel er man bedre forberedt på halvmaraton ved at træne maraton træning, og så trappe lidt ned i ugen op til et all-out forsøg på halvmaraton, end halvmaraton kandidater der primært løber 8-12 km af gangen og kun sjældent kommer udover de 15k.

 

Derfor har det også generet mig efter min PR på halvmaraton i September til CPHHALF i tiden 1:43:44 (se andet indlæg) at min maraton PR på 3:52:15 er så ringe relativt set i forhold til mit konditionsmæssige og tærskelmæssige niveau. Det er nemlig således at du med udgangspunkt i et resultat på én given distance, kan udregne hvad din form svarer til af resultat på en anden distance, forudsat at du har trænet effektivt henimod din målsætning. (Eksempelvis ved hjælp af Jack Daniels beregner, som du kan finde på loebesiden..dk) Hvis du baseret på resultater på kortere distancer ikke lever op til dit niveau på længere distancer, taler man om at ”modstandsdygtigheden” eller udholdenheden i daglig tale, ikke er god nok. Jeg ser mig selv som en person med høj udholdenhed, så det har naget mig efter mit fejlslagne PR forsøg til Samsø marathon ( se andet indlæg) og min efterfølgende forbedring af halvmarathon tiden, at jeg ikke har leveret et godt resultat på marathon distancen i 2015. Slaget skulle dermed slås til Sydkystløbet (sydkystløbet.dk) den 11. Oktober 2015.

sydkyst 2

Og starten er gået

Jeg havde forsøgt at indgå en alliance med en garvet løbekammeret der har tilbagelagt mere end 200 maratons om at løbe i fælles tempo omkring 5:20 / KM og dermed forventet sluttid omkring 3:45. Men trods hyppige maraton og bøjede ribben og en nedjustering på dagen, brager min gode kammeret af sted i tempo 4:45 fra startskuddet. Nuvel, jeg klager ikke, ingen skal holde sig tilbage pga. mig. Jeg hverken hægter på eller holder mig helt tilbage så mit eget udlæg bliver egentlig for hårdt de første 5 km, og første kvarte maraton blev rundet i 5:14 / km (man løber fire runder til sydkystløbet). Dernæst kom der lidt mere styr på tempoet, men ligesom jeg løber ind på anden runde, bliver børneløbet på 5km sat i gang og jeg er omgivet af glade løbende børn i alle aldre og deres forældre. Det er herligt at se entusiasmen hos børnene og den leg de opfatter det at løbe som, forhåbentlig vil de bevare den indstilling til bevægelse og motion hele livet, noget jeg selv først fik i mit voksenliv. Jeg bliver imidlertid så distraheret at jeg løber forkert! Jeg skulle ikke være drejet af sammen med børneløberne, men det gør jeg. Det lykkedes dog med lidt hjælp fra officials og kontrol af uret at få mig tilbage på sporet og løbe den distance jeg mangler ved for tidlig drejning fra hovedsporet, så jeg lander med egentlig at løbe 400m for langt, og få lov at fortsætte. Et acceptabelt offer efter jeg et kort øjeblik troede jeg måtte udgå. Med fornyet energi fortsætter jeg så ind på tredje omgang som forløber udramatisk og ved 28 km lykkedes det mig at indhente min løbekammerat som på det tidspunkt er lidt ”nede”.

sydkyst 9

 

Ovenfor min kammerat som løb i mål lige under 4 timer sammen med Anette Fredskov, som blev kendt på bl.a at løbe 365 marathons på et år, og senere igen at løbe til Paris. De to tilsammen har vist tæt på 1000 marathons gennemført!

Han har trods alt også løbet flere maratons i indeværende måned end jeg har i mit liv! Vi løber fra 28-31 km sammen og det giver fornyet energi. Han siger til mig at han ikke har kræfter og jeg bare skal fortsætte, og det gør jeg. Ind på fjerde omgang. Det føles godt og nu skal den bare holdes hjem. Det fantastiske bliver at jeg ikke føler jeg rammer muren på noget tidspunkt på sidste runde, og jeg ender med mit mest lige marathon nogensinde med split på +1.09 og en sluttid på 3:43:44. PR med 8½ minut, jeg er voldsomt tilfreds.

sydkyst ny 2

Kort før målet er nået i ny PR

To uger senere står jeg til start til Sparta’s marathon start op, 10 km. Jeg skal forsøge at sætte PR på denne distance, som så fint vil runde mit år af med præstationer på alle tre hoveddistancer for mit vedkommende. 10K er ellers min nemesis. Det eneste løb jeg nogensinde er udgået fra er et 10km løb. Jeg har svært ved at disponere den distance og er ikke vant til i konkurrence øjemed at være presset på vejrtrækning, mælkesyre, sidestik og alverdens kvaler der altid rammer mig på 10. På en 5k gør det ondt fra 2-5 km, men det er relativt kort tid man er i suppedasen så det er hurtigt overstået. På 10k er det kontrolleret hårdt fra start til slut, i et tidsmæssigt interval der gør at man skal hanke op i sig selv mentalt undervejs. Samtidig er der mange muligheder for fejl, typisk for hårdt udlæg. Den fælde falder jeg også i denne gang. 5 km splittes i 22:48, og allerede ved 6km syrer mine ben til, og fra 7k og hjem er der sidestik og kamp om ikke at tabe for meget tempo. Jeg lander i tiden 46:01, PR med en pæn margin og et godt resultat, selvom alle løbere vil kunne forstå logikken i at man ville ønske man lige havde været 2 sekunder hurtigere!

 

Jeg bliver aldrig ”fan” af 10 km konkurrence, men det er nu meget sjovt at spænde over en vis bredde i de løb man deltager i, og prøve grænser af undervejs. Hver distance har sine særegne udfordringer. 5 kilometerens hurtige, metalsmag-i-munden-hjertebankende-opkasttruende smertetur, 10 kilometerens svære balancegang, og selvfølgelig maraton’s store mentale kamp hvor man virkelig graver dybt undervejs. Løb beriger mit liv hver dag og giver mig en ekstra dimension at forstå verden, og mig selv ud fra, samt en kanal jeg kan slippe min ekstra energi løs i. Man kan vel sige løb for mig er en mental ventil for at få luftet ud på øverste etage for dagligdagens udfordringer. En mulighed for refleksion og selvindsigt. Få renset tavlen om man vil. Jeg er i hvert fald aldrig i dårligt humør efter en løbetur, oftest er jeg gladere end før jeg tog afsted, måske har jeg endda undervejs opnået klarsyn på noget der har naget mig i de seneste dage. Hvorfor løber DU, og hvad er din ynglings (eller nemesis!) distance?

Den svære kærlighed til løb

Pt. Er det for de fleste af os triatleter off-season, hvorfor der ikke kommer så mange løbsberetninger fra mit vedkommende.

Jeg vil i mine kommende indlæg komme med lidt af en blanding af min nuværende træning, træningsformer og tanker om træning og alt det omkring, men jeg vil også komme meget ind på min historie, og min rejse.
Min rejse fra at være en sofa-kartoffel-arbejdsnarkoman og absolut ikke triatlet, til Ironman, og frem til i dag, hvor målet næste år er at kæmpe med om DM-Sprint og DM-Sprint-serien i triatlon.

Tilbage til overskriften

Den svære kærlighed til løb, er et problem som jeg tror at mange døjer med, især nye, der gerne vil med og gerne vil være løber.
Det er ikke lige til ”bare” at blive løber, og så alligevel, det eneste det egentlig kræver er jo at man snøre et par sko og så afsted i den fri natur.
Men hvad er det så jeg mener?
Da jeg startede med at løbe i mit ”voksne liv”, var de fleste af mine ture akkompagneret med smerter i ben, knæ, fødder, ja nærmest alle mulige og umulige steder. Og indrømmet, det var noget lort i starten, og jeg fik ikke gjort meget ved løbet. Faktisk gik det ret meget i sig selv igen, jeg kunne simpelthen bare ikke finde gejsten til at blive ved med at løbe, selvom jeg gerne ville proklamerer mig selv som en løber.

Der gik nogle år, hvor jeg sporadisk forsøgte mig på at løbe, altid med samme resultat, det holdt nogle uger og så opgav jeg igen.

Triathlon som redning

Ud af nærmest ingenting blev tri så i første omgang min redning.

Jeg havde dengang en medarbejder der fortalte mig at personen ønskede at gennemfører en kvart Jernmand (læs: 950 m. svøm, 45 km cykling og 10,5 km løb), og der slog det mig, hvis denne person kunne, så kunne jeg også!!
Så jeg gik i gang igen, denne gang med et mere konkret mål.
Jeg fik anskaffet mig en cykel og diverse andre ting, og min træning startede så småt et år før jeg skulle gennemføre den kvarte distance.

Men ak og ve, igen gik det ikke videre godt, jeg kæmpede med skader og varierende lyst, jeg fik dog de fleste uger løbet 5 km 2 til 3 gange. Som tiden gik kæmpede jeg og jeg fik så gennemført min første triatlon, 1/6 jernmand, på hjemmebane i Herning, og en mdr. senere stod den på Aalborg ¼. Jeg fik gennemført men det med smerter i knæ og ben, og med gang som følge på en stor del af de 10 km’s løb. Kun når jeg blev overhalet af nogle jeg burde (dømt fra udseende) være bedre end, fik jeg mig taget sammen til at løbe lidt i perioder. Da jeg kom i mål svor jeg (vel nærmest) at jeg aldrig nogensinde skulle kører en hel Ironman, og alligevel tilmeldte jeg mig 2 mdr. senere til IM Cph 2014.

Ved tilmeldingen til IM (og dermed en relativ stor postering på en studerendes konto) bandt jeg mig selv til at skulle gennemfører et maraton (vel at mærke efter 3,8 km. svømning og 180 km. cykling).
Som efteråret gik, fik jeg tilmeldt mig et halvmaraton, og fik det løbet, ikke videre godt, og igen med mange smerter. Det gik stille og roligt op for mig at der faktisk ikke var fantastisk lang tid til jeg skulle i ilden til Ironman, og da jeg stadig ikke så væsentlige forbedringer i mit knæ og ben erfarede jeg at jeg måtte søge hjælp.

Stop, stop, STOP! 

Til min store glæde så jeg et Facebook opslag med en fysioterapeut der søgte ”kaniner” som han skulle bruge til undervisning af andre, og det hele skulle foregå i en weekend, hvorefter man så ville få hjælp til at få udredt sine løbeproblemer.
Det er umiddelbart noget af den bedste tid jeg har investeret, den tid det tog at køre til Esbjerg, deltage i seminaret og kører tilbage igen!

Han konstaterede at jeg bl.a. døjede med løberknæ, grundet en for hurtig stigning i løbemængde.
Jeg blev bedt om at stoppe helt og aldeles med at løbe! Jeg skulle så starte med styrketræning, helst 3 gange i ugen. Tung og intensiv styrketræning, hovedsageligt squat og benpress, jeg tilføjede så selv core-træning for at få noget mere stabilitet ind.
Jeg må indrømme jeg var skeptisk, for jeg skulle jo ikke være en kæmpe bodybuilder!
Jeg forsøgte midt i december 2013 at løbe et par små ture på 1-2-3 km. men alle med negative resultater, så pausen blev forlænget!

Back to business

Januar 2014 – knap 9 mdr. før jeg skulle kører Ironman startede min løbetræning op. Jeg startede med 5 km. i første uge, og derefter var planen at øge med ca. 10 % i ugen og så holde hver 3 eller 4. uge som restitutions uge med 70 % af kilometermængden af den foregående uge. Reelt set blev det en stigning på ca. 1 km. pr. uge i de første 3 uger og så derefter en 70 % uge, og sådan gik det egentlig godt, indtil jeg ramte slutningen af februar, hvor det stod på 2 uger på ski.
Jeg fik løbet en smule, men slet ikke det jeg burde i forhold til programmet, men alligevel styrkede den alternative træning min ben muskulatur, så i sidste ende er jeg sikker på jeg vandt på det.
Jeg ”løb” ind i meget få problemer undervejs, jeg holdt mig til 2-3 gange styrketræning i ugen og typisk en opvarmnings tur på cyklen inden løb (enten 40 minutter ca. 20 km., eller 80 min. Ca. 40 km.) hvilket gjorde at især mine knæ var godt varme ved start.

Den første rigtige test var IM 70.3 Aarhus (halv Ironman, 1900 svøm, 90 km. cykling, og 21,1 km løb) den 22 juni 2014, hvor den dermed stod på et halvmaraton, hvilket gik med en middelmådig præstation. Knæene holdt til det, men jeg gik ind i mellem og det var egentlig ikke en kæmpe succes.
Henover sommeren fortsatte jeg min udvikling i løb, nu med hver 3. uge som restitutions uger, og endte på en samlet løbemængde på uge basis på omkring 50+ km. Min længste tur var 23 km.

Kulminationen

Jeg stod på startstregen inden svømmestarten og tænkte – ”HVAD **** HAR DU GANG I? IDIOT!” – BANG!! Og så var det afsted. Her vil jeg springe direkte til løbet, men jeg lover at for de interesserede skal I nok få hele IM historien en anden god gang!
Da jeg stillede cyklen og skulle ud på løbet, var det rent faktisk en fantastisk følelse, at slippe for at sidde sammenkrøllet og halvfrysende på cyklen (vejret var på ingen måde lige så godt i ’14, som det var i år).
Jeg løb mit første maraton!! Og jeg løb HELE vejen, det eneste stop jeg havde var efter 2 eller 3 km. for at træde af på naturens vegne, ellers løb jeg, og jeg løb og jeg løb, IKKE en gang i depoterne gik jeg! Jeg high-fivede familie, og klubkammerater og jeg havde en fest uden lige! Sjældent har det gjort så ondt i så længe, men samtidig føltes så godt.

Runningb1

 

Så det er muligt at elske løbet selvom løbet gør det svært for dig at elske det, men det kræver viljestyrke og hårdt arbejde ind i mellem!

Og når man tror alt er godt – så er det pludselig ikke længere…

,

The “Blowjob” fun run

IMG_1562

Finere dykkerdragt skal man længe lede efter

Da jeg trækker i de stramme tætsiddende neopren inderbukser, er min første tanke der falder mig ind ikke, at jeg nu skal ud og prøve noget helt nyt og spændende, der har med et løbebånd at gøre.

Tankerne svømmer istedet henad, dykkerflasker, dykkermaske, fridyk og vand.

 

Det jeg har begivet mig ud i er, at jeg om få minutter skal træde op i, hvad der er helt nyt, revolutionerende og fascinerende indenfor løbebånd.

AlterG anti gravity Treadmill – eller på dansk, anti tyngdekraft løbebånd.

Et løbebånd der for det meste, hvis ikke altid, bliver brugt ved genoptræning efter skader eller lignende.

 

Men hvad skal jeg så her hos Funktionel Fysioterapi (http://funktionelfysioterapi.dk) denne flotte søndag med perfekt vejr til at løbe udenfor.

Jeg er jo hverken skadet eller på anden måde hæmmet i mit løb, så hvorfor vælger jeg så at løbe indenfor på et løbebånd som jeg hader som en i helvede at tilbagelægge mine K på.?

Jo, jeg elsker at prøve nye ting af, jeg er jo en ægte Geek.

Jeg vil se hvad denne maskine kan bruges til, udover at komme tilbage efter evt skader.

 

Det første møde

Det første jeg møder da jeg træder ind i, hvad der ligner en lagerhal, er en dyb bas, og et træningscenter med alt hvad hjertet begærer for den gæve pumper.

Her bliver jeg taget imod af Michael Møller Rønaa, manden der har inviteret mig til at prøve maskinen.

Også han har er stor interesse i at se og høre hvad denne maskine ellers kan bruges til, end til genoptræning.

Derfor vil han høre hvad jeg som ultraløber kan komme med af ideer, som han måske evt. selv har tænkt.

Efter en kort snak om vind og vejr, viser han mig monstrummet.

 

Da jeg ser AlterG maskinen for første gang, kan jeg da godt se at det er et løbebånd. Men det ligner nu mest af alt, et løbebånd med et fortelt monteret, af den slags der normalt sidder på tusindvis af de campingvogne som nogle folk bare forguder i sommermånederne, der delvis dækker over maskinen, med nogle jernrør stikkende ud under kontrolpanelet.

IMG_1559IMG_1560

Hvilket også straks får mig til at tænke på en form for sygehusapperat.

Sporty ser det i hvert fald ikke ud.

IMG_1550

Fuldt monteret i pressingen. Maskinen kalibreres til min kropsvægt

Efter at have påført mig “dykkerdragten”, og herefter stillet mig i hullet af pressingen, skal jeg lynes fast i den kraftige lynlås, som lukker min underkrop inde i teltet.

Det er her der kommer til at ske tryllekunster.

Hele rummet der omfatter fra navlen og ned, og hele løbebåndets bund, er et nu et stort lufttæt rum.

Det er her trykket vil varieres, så det på den måde kan reducere min kropsvægt med op på næsten 60%.

Det første der sker, er at maskinen kalibreres til min kropsvægt, hvilket foregår ved at jeg står helt stille og der pumpes luft ind.

Stille og roligt kan jeg mærke trykket omkring underkroppen, og pludselig bliver jeg “let” på fødderne.
Men kun for et kort øjeblik.

Her bliver jeg lettere på fødderne

For så igen at kunne mærke min egen vægt på fødder igen.

Nu er maskinen klar.

 

Al start foregår stille, hvilket også er tilfældet her.
Tempoet sættes til hurtig gang, og der leges med vægtreduceringen, så jeg på den måde kan vænne mig til det der nu skal ske.

 

Here we go

IMG_1552

Er stille og roligt kommet igang

Jeg lægger ud i 5:4o min/km, og reducere min kropsvægt med 20%, hvilket svarer til, at jeg med et par tryk på knapperne bliver 14,8 kg lettere.

Det kan straks mærkes i knæ og hofter.

En underlig fornemmelse at jogge derud af, men ikke rigtigt føler at det “hårdt”.

Det har dog ingen betydning på at man ikke bliver forpustet.

For idet at man trods alt stadig bevæger sig, så kommer pulsen også i vejret.

Det er dette jeg er ude efter.

At kunne løbe over sine evner så at sige. – Men mere om det lidt senere.

 

 

 

Som en kenayner

IMG_1554

Nu har jeg vænnet mig til maskinen, og jeg reducere nu min vægt med yderligere 10%.

Og der er kontant afregning med det samme.

En svag susen indikere at der nu er mere tryk i “teltet”, og 22,2 kg er nu fjernet.

Lad os bare sige, at jeg vejer nok lige så meget som en kenyaner, men er bleg som en albino.

At kunne blive så meget lettere giver også andre udfordringer.

Jeg lægger mærke til at jeg ligesom bliver nød til at “sætte min fod ned”.

Samlign det evt med at gå i vand til brystet.

Her kender vi alle det med at man lige skal “trykke” lidt mere nedad med sit ben for at ramme bunden. Men uden at have vandets modstand.

Det bliver derved en hel ny måde at løbe på.

Men ikke på den ubehagelige måde.

Bare lige lidt mere, og lidt mere

5% her og 5% der.

10% lettere igen. 40% er nu skåret væk svarende til 29,6 kg lettere.

Nu mærker jeg pludselig, hvordan jeg løber på ydersiden af fødderne. Har jeg aldrig lagt mærke til før. Jeg kan nu virkelig mærke, hvordan mine fødder meget gerne vil lande på ydersiden og rulle hele vejen hen til lilletåen for så til sidst at sætte af med storetåen.

Jeg skal nu koncentrere mig for at sætte foden rigtigt.

Underligt, da det jo normalt bliver gjort per automatik.

Men igen noget jeg bruge maskinen til.

 

Nu skal modsatte effekt afprøves.

Har nu løbet i mit normale tempo, men vil løbe hurtigere.

Jeg sætter derfor tempoet til 3:38 – hvilket er væsentligt hurtigere end jeg vil komme til at løbe ude i det fri.

Til samligning vil dette tempo bringe en løber i mål på marathondistancen på 2:33:00.

Altså sagt med andre ord.

HURTIGT.!

 

Samtidig bliver maskinen indstillet til at “løfte” mig mest muligt.

58% af min kropsvægt er nu forsvundet – hvilket svare til at jeg vejer lige et par gram eller otte over

de 31 kg.

Det føles på ingen måde anstrengende at løbe, godt nok bevæger jeg benene hurtigt, men ikke på samme måde hårdt som når jeg løber almindeligt.

Nu begynder jeg så stille og roligt, at lægge et par procenter til lidt af gangen, derved bliver jeg stille og roligt tungere.

Og der er afregning med det samme.

Bare 2% kan mærkes i fødderne, knæene, og ikke mindst, så bliver jeg straks mere forpustet.

Det fortsætter med at blive hårdere og hårdere, og allerede efter 7% må jeg sætte tempoet ned, da det er utroligt hårdt med dette tempo, nu hvor tyngdekraften igen træder ind og klistre mine fødder fast til løbebåndets overflade.

Da vægtreduktionen er nede på, hvad der svare til 38% af min vægt, må jeg helt opgive at løbe hurtigt.
Det er simpelthen for hårdt.

På vej tilbage til almindelig vægt

Så ned i tempo, til hvad jeg kender til og endda helt ned til 5:00 min/km.

Jeg har virkelig fået et indtryk af hvor stor en påvirkning løb har på kroppen.

 

Men ikke alt er negativt

Hvad dælen får jeg ud af at løbe i denne maskine, hvad er der i det for mig, og hvad kan jeg bruge det til.?

Jeg er ultraløber, jeg ved hvor hårdt man presser kroppen i lange løb, jeg har nemlig selv erfaret det, first handed.

Jeg ved hvor mange kilometer man skal have i benene, og hvordan disse føles efter flere timer på asfalten eller i skovene.

Og ikke mindst, så ved jeg hvor stor betydning det har at restituere korrekt, men også at holde gang i kroppen og komme af med affaldsstofferne der har hobet sig op i musklerne efter de lange løb.

 

Det er her AlterG anti gravity “båndet” kommer ind i billedet.

Der skal somsagt kilometer efter kilometer i benene op til de lange races.

Men man skal også skære ned på dem op til løbene for at kunne præstere optimalt på race day.

Men tænk nu, hvis du kan holde kroppen i gang længere tid op til race day og samtidig få lige lidt flere kilometer på kontoen inden dagen, men uden af presse kroppen, uden at tømme den for energi.

Jeg er sikker på – og jeg vil en dag lade det komme på prøve – at skære ned på på det antal dage hvor jeg normalt drosler ned inden race day, og få flere km i kroppen.

Er ret sikker på at jeg – læs jeg – kan få et bedre løb, ved at have de ekstra kilometer med i regnskabet, men at de er hentet ind, under mindre “stress” for kroppen.

Samtidig er jeg også af den overbevisning, at den kan give mig en meget bedre kondi, da den trods alt får gang i pulsen, forbrænding af fedt, samt udholdenheden, igen, uden at det udsætter kroppen for hård belastning.

Med det in mente, at det ikke bare lige er 30 min på båndet.

Men længere såkaldte træningspas.

 

Samarbejdspartner

Samtidig ser jeg denne maskine som være en god “samarbejdspartner” hvis man gerne vil tilegne sig en ny løbestil.

Pludselig er det meget nemmere at komme op på mellemfoden, eller endda forfoden.

Men det vil kræve timer og flere timer på båndet. Men uden belastningen ved kroppen, og derved kan man – efter min mening – hurtigere få lært teknikken ved ny løbestil.

Den skal selvfølgelig også prøves og trænes under almindelige forhold.

Jeg er game for at prøve det, og vil følge op på det løbende.

Dog bliver det ikke i sammenhæng med ultraløb, men i min stræben på at komme under de sub 3:00:00 timer på marathondistancen.

Men det bliver hårdt.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I mørket er jeg fri

Juhuuu – så blev det endelig vintertid og tid til at løbe i mørke.

Det er egentlig lidt underligt, at jeg nyder at løbe i mørket. Før jeg begyndte at løbe, havde jeg tendens til at blive små-trist om vinteren. Al energi forsvandt, og jeg gik nærmest i hi. Det eneste, jeg magtede, når jeg kom hjem fra arbejde, var, at lægge mig på sofaen og zappe, indtil jeg skulle i seng. Vintersolhverv har altid været en festdag for mig. Så ved man da, at det går fremad igen. Mod lysere tider. Forår og farver.

Men efter jeg begyndte at løbe, ændrede det sig. Om vinteren er det mørkt, når jeg har fri fra arbejde – hvis man vil løbe efter arbejde, må man ud i mørket.

2014-12-07 10.35.26

Man skulle tro, at det – for sådant et pindsvin, som egentlig helst vil gå i hi – ville være helt umuligt at komme ud i mørket at løbe efter en lang arbejdsdag.

Men det er det slet ikke! Jeg elsker at løbe i mørket. Som I måske ved nu, er jeg ikke det kønneste syn, når jeg sådan kommer prustende (det synes jeg i hvert fald ikke selv!). Og selvom jeg for længe siden har besluttet mig for at være ligeglad, nyder jeg nu alligevel mørkets bløde omfavnelse.

Jeg elsker at tage løbetøjet på, putte god musik i ørene og mærke den kølige luft i ansigtet. Jeg elsker den boble, jeg kan forsvinde ind i – i mørket – hvor ingen rigtigt kan se mig. Der, hvor jeg i ro og mag kan lunte afsted og smugkigge på dem, der cykler hjem fra arbejde. Min næse kan løbe alt det, den vil. Det gør alle de andres også. Og ingen kan se, at jeg er helt forvredet i ansigtet, fordi jeg alligevel lige skulle prøve, om jeg da for pokker ikke snart kan lære at nyde at løbe op ad bakke, når der nu hele tiden står på Runner’s Worlds facebook-opslag, at det er godt for mig… Friheden ved løbet bliver endnu større for mig – der i mørket.

En anden fordel ved vinterløbet er, at der er mere plads på stierne. De søde piger med de svingende hestehaler og de flotte farvestrålende løbejakker (sorry; de ER flotte – jeg er bare misundelig!) forsvinder, efterhånden som det bliver både mørkere og koldere. Hvor de bliver af, ved jeg ikke. Men tilbage på stierne først på aftenen midt om vinteren er der tit kun mig og et par enkelte prustende herrer, som sikkert ligger i ironman-træning eller 100 miles træning eller… Der opstår et særligt fællesskab blandt os, der løber rundt i mørket. Generelt elsker jeg, at løbere ofte hilser på hinanden. Men i en større by med virkelig mange løbere, er det bestemt ingen hovedregel. Men der i mørket giver vi altid hinanden et velmenende og anerkendende nik: vi er omgivet af samme, bløde mørke. Vi har trodset det!

Misforstå mig nu ikke. Jeg elsker 20130916_105435også at løbe om sommeren, hvor solen kysser mig blidt i nakken og kroppen føles friere i de korte tights. Hvor man ikke behøver 4 lag tøj og Kleenex i alle lommerne. Naturligvis gør jeg det. Men jeg elsker også at løbe om vinteren. I mørket. Der, hvor der er frihed og rum til at skabe sin helt egen boble.

Og det mest utrolige er faktisk, at min tendens til vintertungsind og pindsvine-opførsel er mindsket radikalt. Bevares; jeg kan da stadig have tunge dage, hvor mørket lægger sig over mig som en tung dyne. Men jeg har mine løbesko, og med dem indtager jeg mørket, fremfor at lade mørket indtage mig!

,

NXM del 2- løbet

På løbsdagen for NXM 2015 er himlen grå og luften tung af gårsdagens dagsregn, vejret afspejler på ingen måde vores form eller humør.
Inden starten går, krammer vi “god tur” til dem vi kender og dem vi ikke kender endnu, for det er mentaliteten herude i naturen: vi løber på en eller anden måde sammen, alle sammen. Og sådan lyder mantraet da også i mikrofonen, da vi får de sidste praktiske informationer, for godt nok er ruten mærket op, men det er jo ikke en rød tråd der viser hele vejen. “Pas godt på jer selv og hinanden, og rigtig god tur!”

image

Duften af lyng, våd jord og åben himmel, følelsen af rygsækken på ryggen og benene der pisker ned af Himmelbjerget gør mig glad helt ind i marven. Det går forrygende, naturen skifter som vi kommer for enden af “bjerget” og bevæger os videre. Tæt granskov, med bløde stier, åbne skove med brede mudderede traktor spor, bakker op, bakker ned, op, ned. Dale der bevidner at dette land engang fik trukket dybe furer af isen, er med til at gøre det til en legeplads for trailløbere.
Opmærket rute eller ej, makkeren og jeg formår at løbe af ruten et par kilometer, og vi har trukket et par medløbere med på utur….(for at retfærdiggøre mine svingende navigatør evner, bør det indskydes at det var undertegnede der opdagede fejlen, så gælder det vel også under navigatør evner, ikke?!) Min indre stemme lyder patroniserende i konstateringen om at selvom turen er fed behøver den ikke at være længere end planlagt. Det er jo et af karaktertrækkene ved trail løbet: at det er en bestemt afstand, hvis vi var o-løbere ville det være anderledes. Men vi finder tilbage til ruten og fortsætter videre på sporet.
Som kilometerne og højdemeterne forceres er den der følelse af rygsækken blevet lidt anstrengende, i samme takt gør mit knæ mig opmærksom på at min løbestil er anderledes end den plejer, markant anderledes. Da vi kommer til night-campen gør mit knæ så ondt at vi finder sameritten, som giver mig noget smertestillende, og Ipren + Panodil er nu føjet til pakkelisten. Første etape er tilbagelagt og jeg ANER ikke hvor vi er, men vi sætter teltet op akkompagneret af svage toner fra “Hede Rytmer” der afholdes ved Silkeborg stadion, mens tranqiaen koger vandet til vores aftensmad.

Overnatningen i campen er hyggelig, trods regnen. Teltene popper op på arealet, som løberene kommer ind, vådt tøj forsøges tørret over fællesbålet. Vores lyskæde er installeret i teltåbningen og rødvinen er skænket i foldekoppen. Den frysetørrede spaghetti bolognese er ikke noget at råbe hurra for, men den mætter og stemningen af spejder er et ekstra krydderi der får alt til at glide ned.
Vi tørner tidligt ind, de trætte og ømme ben, for ikke at nævne knæet, har brug for hvile. Vi kryber i de tætte soveposer, i det snævre telt og falder i en let søvn afbrudt af lyden af stemmer fra løbere der kommer senere i mål, susen fra deres jetboilere der varmer deres mad og pandelamper der blinker og bevæger sig som scene lys, det minder om tiden hvor et telt blev slået op på “Roskilde”, og så sandelig ikke langt ude i skoven.

image

Rygsækken jeg løber med er en gammel sag af mærket ” Gregory”. Man kan ikke købe camelback til den længere, ja og dermed sagt at man heller ikke kan købe rygsækken længere, men jeg er bare så glad for den. Det der er fedt ved den, er at den har en super anvendelig størrelse, jeg vil anslå den til at ligge i kategorien 10-15 liter. Der er to rum og et mesh ‘rum’ der er stor nok til en cykelhjelm. Yderligere er der små lommer inden i og lommer i hoftebæltet, hvilket gør gearet tilgængeligt og jeg kan holde system på det der er pakket ned. Så kan den justeres flere steder i skulderremmene og strammes ind så det passer til indholdsvolumen. Det er de karaktertræk jeg vil fremhæve når/hvis jeg skulle købe en ny. Ellers er der ikke noget udstyr jeg kan fremhæve på denne tur, det meste har vi jo lånt os til, og er som sagt ikke en del af min grejfetish, endnu. Mit ny indkøbte Suunto ambit3 peak, der pryder mit håndled, havde jeg slet ikke fået styr på, da jeg havde købt det tre dage før løbsstart, og derfor var det endnu ikke blevet en del af min grejglæde,(det må næsten være et blog indlæg for sig).

Næste morgen er benene lidt stive, men knæet ok. Jeg har tænkt over hvorfor jeg efter så relativt få kilometer får SÅ ondt i knæet, og jeg har lagt mærke til at jeg dagen før havde løbet meget fremme i benene, nok på grund af oppakningen. Derfor vil jeg prøve at ligge belastningen bagude, og tage nedløbene mere i lårene end i knæene. En lille detalje er også at oppakningen er blevet lettere, her på anden etape, da vi hverken har mad, sprit til tranquia, vin eller helt fyldte drikke dunke i rygsækken. Det virker heldigvis og turen til Himmelbjerget går forrygende, opløbet af Himmelbjerget er episk, slut spurten vanvittig hård. Da jeg ligger på græsset i mål tænker jeg at næste års NXM skal være 42 km distancen…..jeg er så klar!

De kalder mig løber

Selv bliver jeg nu nogle gange lidt i tvivl….

Da jeg blev medlem af dette hersens blog-forum, blev jeg også medlem af en facebook-gruppe, hvor vi kunne udveksle erfaringer. Så vidt så godt. Så fik en af bloggerne den fine ide, at vi lige skulle præsentere os for hinanden, så vi vidste lidt mere om, hvem vi var. Og det var jo en vildt god ide! Efter et par dage, hvor præsentationerne havde meldt deres ankomst på den lille jordklode på fjæsen, tænkte jeg, at det her løbe-blog-noget vist alligevel ikke var noget for mig….. Hold.Nu.Op. Hvor var de andre hardcore! Trailløb. 100 miles løb. Ultraløb. Bjergmarathon og jeg skal komme efter dig. Jo. Jeg bliver imponeret. Jeg synes, 100 miles er virkelig langt! Jeg forstår ikke man kan. Jeg synes,det er sejt. Og rablende vanvittigt. Mine løbefødder blev koldere og koldere over, at jeg havde meldt mig under bloggerfanen! Jeg var faldet pladask i den fælde, jeg ellers selv ihærdigt prøver at få lagt et dæksel på.

DSC_4311

Jeg overvejede seriøst – i mange uger – at melde fra igen. Jeg havde funderet lidt over et indlæg, som skulle hedde noget med fætter Guf, og skulle handle om, at jeg sgu ikke er særlig pæn, når jeg løber….. Vi havde alle fået at vide, at vi skulle huske at tænke på læserne, når vi skrev. Hvad de (I!) rent faktisk ville få ud af at læse vores indlæg. Og ret beset vil man jo ikke få ret meget ud af at læse om min ansigtsfarve eller min bedstemor and røv. Hvorimod tanker om træningen frem mod et 100 miles løb jo synes en anelse mere brugbart. Så jeg sagde til mine veninder, at det altså ikke blev til noget. Det der blog-noget. Jeg havde simpelthen ikke noget at bidrage med.

Så var der ballade. De gad fisme da ikke læse om træningen til et bjergmarathon! De ville da høre om helt almindelige mennesker, som var grimme, når de løb. Og som ikke altid gad løbe (og da slet ikke hurtigt!), eller som nogle gange lugtede lidt af hest, når de stod ved kassen nede i Rema, fordi de godt lige kunne snuppe en mælk med hjem efter dagens løbetur (ok: måske lugter man også lidt af hest, hvis man træner til et 100 miles løb….)…. De ville vide, hvordan pokker jeg alligevel kom afsted, hvis jeg nu så ofte tænkte, at jeg faktisk ikke rigtig gad idag. De ville høre, at de ikke er de eneste, der tænker, de ser frygtelig ud, når de løber – men at det jo ikke er vigtigt, hvordan man ser ud. Det vigtige er, at man bevæger sig. De bad mig skrive om (stå ved!), hvordan jeg tit går op ad bakkerne, fordi jeg ikke kan fordrage at blive forpustet. Og forsøge at forklare, hvorfor jeg stædigt alligevel løber 30, 40, 50 km om ugen. De spurgte, hvad det er, der motiverer mig, når det IKKE er et mål for mig at løbe hurtigere og jeg ikke er ved at “træne op til” noget – og hvordan jeg kommer afsted selv i øs-pjask-regnvejr.

IMG_3899Hmrph. Jamen, sagde jeg…. Nej, sagde de. Gør det. Der er nok andre blogs, der handler om mål, forfodsløb, fedtforbrænding, kost, low-carb-high-fat, perfekte billeder af flot natur, knivskarp makeup, store smil over dagens tilbagelagte milliard km.

Så here you go. Hej. Jeg hedder Winnie. Jeg bliver gasblå i ansigtet. når jeg løber. Næsen løber væsentlig hurtigere end benene. Jeg går op ad bakkerne. Jeg snakker med alle de hunde, jeg  møder. Og står stille ved rødt lys. Jeg træner ikke op til en disse. Jeg har intet mål. Jeg er løber. Og jeg elsker det!

Eremitageløbet 2015 – med på et afbud

Årets Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København falder for mit vedkommende inden for kategorien “fest i går – løb i dag”. Omtrent samme scenarie har udspillet sig en måned inden, hvor jeg deltager i CPH Half 2015, mit første halvmarathon, efter en polterabend dagen før. Dog må gennemførelsen af Eremitageløbet betragtes betydeligt mindre stilren end halvmarathonet.

Tre dage inden Eremitageløbet bliver jeg spurgt af en veninde, om jeg vil overtage startnummeret fra en af hendes kollegaer. Efter en yderst kort betænkningstid og et hurtigt tjek af min kalender, som ikke umiddelbart viser nogen planer søndag, takker jeg ja; det er jo “bare” 13,3 km. Hvad jeg ikke har tænkt over er, at jeg aftenen forinden skal til en venindes kandidatfest med god mad, vin i solide mængder og dans i flere timer. Jeg tager forholdsvist tidligt hjem, og kl. 01.00 ligger jeg i min seng med en alarm sat til kl. 8; tre timer før start.

Sort uheld

Formentlig grundet en god sjat rødvin i blodet vågner jeg allerede kl. halv 7, så det i hvert fald ikke er søvn, jeg er i overskud af den morgen. Jeg får spist min sædvandlige “konkurrencemorgenmad” bestående af havregryn med mælk og vand og kaffe til, dog uden at mærke den velkendte spænding i kroppen inden et officielt løb. Jeg har planlagt at tage cyklen med toget og være fremme omkring 30 min før start. Jeg indser dog (lidt for langsomt), at jeg ikke er den eneste på vej til Eremitageløbet, der har fået den tanke. Så efter at have løbet frem og tilbage på perronen som en gal i håbet om at få lirket min cykel ind i bare én af kupéerne, må jeg se mig slået af de andre passagerer, der på kløgtig vis er hoppet på toget et par stationer forinden.  I stedet for at bruge mere tid på fyldte toge, springer jeg på jernhesten og begiver mig ud på de små ti km til Dyrehaven, hvor løbet foregår. Jeg ankommer til startområdet 15 minutter før start og er bestemt ikke mere opløftet og opsat på løbet efter min noget forhastede cykeltur.

Startfeltet ved Eremitageløbet 2014

Startboksene er fyldt til bristepunktet ved Eremitageløbet 2014

Mit bud på en realistisk tid er omkring en time, baseret på min tid året forinden på 1 t 5 min, hvor jeg (igen som følge af et overtaget startnummer) starter et godt stykke nede i startboksen, og jeg derfor ikke foretager mig andet end at løbe zigzag alle de 13,3 km for at overhale mine medstartende løbere. Jeg er klar over, at jeg skal have et godt løb, hvis jeg skal klare turen på en time i år, da jeg var ret godt løbende sidste år.

Som om jeg ikke har haft nok modgang i løbet af morgenen, vil mit GPS-ur ikke makke ret, da jeg har fundet mig på plads i én af startboksene med sildetøndelignende tilstande. Trods mine ihærdige forsøg på at få signal ved at strække armen i vejret (som, vi alle ved, hjælper til at komme tættere på satellitterne) og vifte armen fra side til side som en anden jubelidiot, lykkes det mig ikke at få GPS-kontakt til mit ur, inden startskuddet lyder. Jeg giver dog ikke op, så selvom jeg passerer start og min GPS-modtager fortsat står og blinker, fortsætter jeg stædigt min viften med armen i de højere luftlag for at få signal. Da jeg passerer 1-km-mærket og stadig ikke har fået kontakt til GPS’en, må jeg se mig slået af de øvre magter. Fordi jeg har været så opsat på at få signal til mit ur, har jeg ikke tjekket, hvilket klokkeslæt jeg starter på, og jeg må derfor fortsætte mit løb i uvished: enhver løbers mareridt med lidt for stor tilknytning til sit GPS-ur. Jeg indser dog hurtigt, at der ikke er andet for end at løbe efter min krops tilstand, lægge den hektiske morgen bag mig og nyde turen. Imens griner jeg indvendigt; det er lige før, min morgen kan gøre sig fortjent til et vers i Alanis Morissettes ”Ironic.

Enorme menneskemasser

For at få en god oplevelse med løbet, og have mindst risiko for at blive overmandet af trætheden fra gårsdagens fest, er min plan at løbe efter negativ split, så anden del af turen gennemføres i en hurtigere hastighed end første del. Ved løbet deltager over 13.000 løbere, og med størstedelen af ruten på skovstier af 2-3 meters bredde er der ikke meget plads til at overhale eller at løbe sit eget løb. Det er derfor svært at finde ind i en god rytme og mærke efter kroppens signaler, fordi jeg bruger det meste af tiden på at overveje, hvordan jeg nemmest kommer forbi personen foran mig. Flere gange er jeg nødt til at afbryde mit løb med hurtige ryk, løb på stedet og kejtede sidespring ud i grøftekanten. Jeg prøver imidlertid at overbevise mig selv om, at mængden af langsommere løbere vil aftage, efterhånden som jeg overhaler flere, da jeg jo teknisk set bør nå til de deltagere, der løber i samme hastighed som mig, før eller siden.

Spændt og forventningsfuld inden Eremitageløbet sidste år

Spændt og forventningsfuld inden Eremitageløbet sidste år

Da jeg passerer 5 km-mærket tjekker jeg uret for at kunne tracke min næste splittid fra 5-10 km; helt uafhængig af urets magt kan jeg ikke afsige mig. Uden at kende tiden på mine første 5 km, som jeg dog har en fornemmelse af ligger på omkring 25 min, forsøger jeg at øge farten til trods for den enorme horde af mennesker, jeg stadig skal kæmpe mig igennem. Selvom det føles en anelse tomt at løbe uden GPS-urets trolige guidning med pace- og pulsvisning, får jeg i stedet fuldt udbytte af Dyrehavens smukke natur, flotte træer og kronhjorte i brunst. Jeg runder de 10 km i en tid på omkring 23 min, og, jeg skal derfor, hvis jeg har regnet rigtigt, give den betydeligt mere gas, hvis jeg skal klare løbet inden for den famøse time. Mængden af mennesker er stadig på samme niveau, og jeg er efterhånden træt af at springe rundt fra side til side som en forvildet hjort. Til gengæld ved jeg også, at der ikke er mange kilometer igen, som jeg ofte omregner til omgange på en atletikbane eller andre kendte distancer, så jeg bedre kan forholde mig til, hvornår jeg er i mål. På de sidste kilometer følger jeg en ung gut, som kan bane vejen for mig, så min hjerne kan holde lidt fri fra konstant at vurdere, hvornår jeg skal overhale den næste i rækken.

Målopløbet er en lang, lige strækning med en ond, jævn stigning hele vejen, og jeg kan efterhånden mærke, hvordan energidepoterne er ved at slippe op. Den kontinuerlige masse af mennesker gør det heller ikke nemmere at komme frem med et minimum forbrug af kræfter. Jeg kommer i mål i tiden 1:02:39, som jeg er udmærket tilfreds med, når man tager omstændighederne i betragtning. En tid på den magiske time ville have medfødt et betydeligt større jubelbrøl, men det vil formentlig kræve, at jeg starter ud i en startboks betydeligt længere fremme. Mine mellemtider er jeg til gengæld oven ud tilfreds med, og det lykkes mig at løbe med en solid negativ split på 24:27 min for de første 5 km, 23:12 min på 5-10 km og 15:02 for 10-13,3 km. Da jeg kommer hjem fra løbet, har min kæreste sørget for chokoladecroissant og kakaomælk; yderst tiltrængt på en dag med lidt rigelig modgang.

En anelse mere opløftet efter løbet

Hjemme igen og klar på nye udfordringer efter årets Eremitageløb

,

NXM del 1- Forberedelserne

Jeg tjekker min facebook, og kan se at jeg er tagget i et opslag fra RacingDenmark. Det er min allestedsnærværende løbemakker der har udfordret mig. Sidst blev det starten på vores trail eventyr, denne gang bliver det vist fortsættelsen. Opslaget jeg er tagget i er en teaser på  NXM 2015…jeg er blank, aner ikke hvad det drejer sig om, ingen a-ha, men jeg tager udfordringen op og svarer kækt på hendes kommentar: “Jeg er klar!” I håb om at jeg rent faktisk bliver det….

Det skulle vise sig, at det jeg havde sagt ja til var et to dages etape trail løb i Himmelbjergsområdet, med oppakning og overnatning i det fri!

Nordisk Xtreme Maraton, to dage, med hhv trail, på både 21 og 42 km, (opmærket rute og dele af oppakningen sendt til nightcamp: telt, traquia, sovepose og liggeunderlag og en varm jakke) eller orienterings løb, og alt gear på ryggen og kortet i hånden. Der er distancer med alt imellem wellness trail på 21 kilometer til vanvittige vilde 70X-serien i orienterings regi. (Hvad X’et står for fandt jeg ikke ud af, løberne kom bare meget sent i camp og jeg ved de kom langt omkring. Så mit gæt er at 70 står for km opmålt rute og x’et er de km løberene rent faktisk kommer til at løbe.)
Som rene novicer inden for oppakning, blev min fjeldvandrende storebror kontaktet, og han sendte en kasse med camp udstyr, hvilket sparede os for en del kroner og tid til at finde bare nogenlunde det rette udstyr, fordi det er det der er det svage led i denne kæde: udstyret til nightcampen. Det skal være letvægts, varmt og komprimeret=dyrt, og åbenbart lidt af en religion. Og hvis camp-udstyr ikke er en del af ens grejfetich, er det godt at der er netop de to distancer, hvor de fem elementer af grejet bliver transporteret, på den måde bliver forberedelserne ikke så grej orienteret og der er mere overskud til at øve løb med rygsæk.
Som sagt kunne vi koncentrere os om selve løbstræningen, og det er jo altid en del af deltagelsen til et løb. Her havde RacingDenmark gjort en del ud af at der var træningsløb op til det store løb. Genialt planlagt, på en måde så man lige fik testet svømmeegenskaberne. Når nu løbet var i maj og der skulle oppakning med, var det meget rart at afprøve den manøvre.
Selvom alle mine løbeture fra februar og til maj var med rygsæk, kunne jeg retrospektivt nok godt have løbet mere effektivt med rygsækken. Da jeg ikke pakkede tasken realistisk, hvilket jeg vil gøre til turen 16. Så vil jeg løbe ture på Himmelbjerget, da det område er ret unikt. Selvom min fantastiske makker og jeg har tilbagelagt nogle kilometer på nogler gode spor, fx MTB sporet ved Ebeltoft, vil jeg løbe sådanne ture hyppigere (dvs. 3-4 x pr md), og nogle der er længere (10+ km ture), altsammen med rygsæk pakket til NXM = realistisk belastning.

image Trænings tur i Skanderborgsø i april.

Selve løbsdagen mindede mig om min folkeskole tid hvor vi skulle på klassetur, (dengang var det Robjerg mile nu er det Himmelbjerget, dengang var jeg 14 nu er jeg 40, I know) det er den samme spænding over at tage en tur i det uvisse, der ligger som en sitren i musklerne og en manisk tjekken af taskerne, den lette nervøsitet over om jeg nu har alt udstyret med; det er jo mig der er navigatør og pakmester, og min løbemakker er pacer og motivator. Humøret er højt og bare jeg har min makker kan jeg klare alt, det skal nok gå (og så er det vel ok at føle sig som en på 14…)

image

Et lille uddrag af oppakningen, hvori hygge i form af kulørtelamper, varme sokker og lidt vino, er et vigtigt element.

,

3 løb – 3 verdener – 3 udfordringer

Orienteringsløb: Hej flow – hvor blev du af?

”And here come the world champions – representing Denmark”Start

Denne sommer var jeg i Skotland og se VM i orienteringsløb med en gruppe venner og timingen kunne ikke være bedre: Danmark blev for første gang i historien mest vindende nation med hele 4 guld-medaljer!(Nyheder – Dansk orienteringsforbund). Det var virkelig stort at være en del af, og eftersom o-verdenen er så lille, kendte vi alle løberne. Blandt andet deltog der nogle fra min efterskole(Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole – Hjemmeside)som står mig meget nært.

I forbindelse med VM, løb jeg publikumsløbene(Skotsk 6-dags), som gjorde det muligt at løbe på de samme kort som VM-løberene havde løbet på dagene forinden, hvilket var rigtig fedt. Det var efterhånden længe siden at jeg havde løbet på kort og forberedelserne var en del anderledes end til almindelige løb.

I orienteringsløb er det altafgørende at du kan holde fokus på kortet og orienteringen, og ikke bliver distraheret af andre løbere eller af terrænet. Det var specielt vigtigt i nogle af de meget tekniske terræner som vi løb i, da der var meget få eller ingen stier og til tider dårlig sigt.

2. Etappe SkotlandPå 2. etappe havde vi blandt andet nogle poster i et bakkeområde fyldt med bregner(post 7-8-9) som var noget højere end mig, hvilket uden stier og knapt så tydelige kurver, blev en stor udfordring som i kan se på billedet til venstre(den tykke røde linje er mit vejvalg). Derudover var terrænet også fysisk krævende med mange højdemeter og masse lyng, samt til tider tæt underskov. Netop dette er dog lige præcis det jeg elsker ved orienteringsløb – du skal være fysisk stærk og samtidig holde fokus på kortet, planlægge dine stræk godt og være skarp på detaljerne.

3. Etappe Skotland

3. Etappe kom vi over i noget mere dansk terræn med åben bøgeskov og knapt så mange højdemeter, hvilket var mere til min rutine og løbet gik væsentlig bedre hvilket kan ses på billedet til højre –>

6. Etappe Skotland<– 6. Etappe foregik i terrænet hvor langdistancen blev vundet af Ida Bobach, min tidligere roomie, dagen forinden. Det var efter min mening det fedeste terræn vi løb i derover, og specielt ovenpå oplevelsen fra dagen før. Teknisk gik det godt med sikre udenoms-valg, indtil jeg fik tilslutning af min kæreste, som er ny i sporten, og som der efterfølgende løb sammen med mig på resten af banen. Der kom nogle lidt for store fejl ved post 9 og 12. På trods af denne afslutning var det en stor glæde endelig at komme ud og have fokus på orienteringen, og ikke blot at løbe – det kan få kilometeren til at flyve afsted.

 

Trailløb: Skotland – du gør det godt!

Efter VM kørte vi videre mod Skotlands vestkyst med vores telt og Ben Nevis IItrangia til utrolig flot natur! Her skulle vi primært opleve naturen, og på trods af det hårde skotske 6-dagsløb(som efterlod gruppen med 2 forstuet ankler, en fiber og en skadet forfod) blev der klemt lidt løb ind her – jeg kunne simpelthen ikke lade være. Den ene tur blev om morgenen før morgenmad, hvor jeg fik trukket mig ud af teltet og ud på tur op til en nærliggende klippetop. Denne tur fremhævede et af de aspekter af trailløb jeg elsker mest: når naturen og lysten til at se mere driver værket. En ekstra bonus var regnvejret, som lidt atypisk er noget af det der kan give mig mere energi på en løbetur. Dette var da også en evig gode i Skotland, hvor det regnede samtlige af de 16 dage vi var der.

Ben Nevis IIIDen fedeste tur var dog da vi skulle bestige Ben Nevis – det højeste bjerg i Storbritannien med sine 1 344 m. Her valgte vi at vandre op og efterfølgende løbe ned igen, da jeg for tiden er meget optaget af nedløbstekniker. Her var fokus på at give slip, læne sig fremad og kaste benene frem. Dette er dog nemmere sagt end gjort, og på trods af et ihærdigt forsøg brugte vi 1:15  på nedløbet. Vinderen af det officielle løb(Ben Nevis Race) brugte 1:30:06 på  HELE distancen – altså både op og ned. Det har jeg meget respekt for efter den tur ☺ På denne del af turen fik jeg løbet på naturens energi og ren lyst, hvilket er fedt i sådanne omgivelser.

 

Samsø Marathon: Kun en vej frem – mod målet

Min sommer i løbets tegn blev rundet af med Samsø Marathon Marathon (2)(samsømarathon) d. 22 august. Dette var en julegave fra min bror, som var med da jeg forgæves forsøgte mig på distancen til Marselis Marathon i efteråret 2014,og derfor ville hjælpe mig med at nå målet nu. Da jeg udgik dengang var det min mave, der gav mig problemer. Jeg kunne ikke få noget mad eller drikke ned og blev meget svimmel til sidst, hvor min veninde kom og fulgte mig hen til målområdet efter 36 km. Jeg havde, som optakt til dette marathon, løbet Julsø 30k i april, nogle ture på 10+km i sommerferien og ellers løbene i Skotland. Ikke den mest fokuseret optakt, hvilket også gjorde mig usikker da jeg stod på startlinjen på Samsø – men en væsentlig ting var anderledes end sidst: jeg havde min bror ved min side og der ville han være under hele løbet.

Coverbilled

 

Jeg havde forventet en del mere grus end hvad det blev til, og havde derfor valgt mine Salomon Fellraiser – en trailsko – som jeg havde løbet godt i, i tiden op til. Dette var første fejl, og da jeg samtidig ikke træner meget på asfalt, satte sporene sig hurtigt i mine fødder og hofter. Lige præcis mine hofter har jeg bøvlet lidt med, da musklerne har været for spændte – specielt hoftebøjeren og den dybe ballemuskel piriformis har drillet mig.

 

Marathon

Efter 14 km kunne jeg godt mærke at min krop langsom lukkede ned, og med 25 grader og høj sol blev det hurtigt til en kamp mellem hovedet og kroppen – noget jeg gerne først så komme efter de 25-30 km. Min bror og jeg har heldigvis løbet en del sammen efterhånden og han var derfor hurtig til at aflede min opmærksomhed med masse gode historier. Noget der gjorde det ekstra svært var at jeg igen fik problemer med at indtage mad og væske, hvilket var helt essentielt i den varme. Kampen fra 14-24 km blev lang og hård, og tog rigtig meget tid, men efter de 30 var jeg overraskende nok på toppen igen mentalt, og kunne nyde resten af vejen hjem. Det føltes fantastisk at krydse målstregen med min bror, også på trods af den knapt så vilde tid på 5:20:04. Tiden betyder dog intet for mig i dette tilfælde – det vigtigste var at vinde den kamp mod mig selv, og det gjorde jeg med en utrolig vigtig hjælp fra min bror.

Når enden er god..

Denne sommer har altså budt på løb fra flere verdener for mit vedkommende. Det har været spændende at skrælle lagene af ind til den rå kamp mellem hjerne og krop til slut, hvor der ikke er nogen andre fokuspunkter, som naturen eller et orienteringskort, men blot mig og en vej. Med det sagt tror jeg nu at jeg vil vende snuden mod skoven igen for et stykke tid, men hvem ved om der skulle snige sig et rent motionsløb ind eller to undervejs i fremtiden alligevel.

Skotland

Når ultra bliver hverdag

Rocky Mountains National Park

“5:00 — 5:00 — 5:00”. Jeg kigger forvirret på min aggressivt bippende telefon. Hvorfor i alverden gik jeg med til at deltage i onsdagens morgenløbetur med Rocky Mountain Runners? Mandag aften på pubben virkede det som sådan en god idé! Jeg forbander mig selv, imens jeg søvnigt tumler ud af sengen. Kaster koldt vand i hovedet, tager løbetøj på, laver kaffe, drikker kaffe. Jeg forlader mit hus i mørket. Klokken 5:30 starter vi løbeturen fra ranger-stationen i Boulder Mountain Park.

Faktisk er jeg her for at arbejde, eller rettere, for at studere. Jeg er i gang med kandidatgraden i antropologi, og nu er jeg altså her i Colorado for at undersøge, hvordan og hvorfor nogle mennesker finder mening i at løbe flere hundrede kilometer om ugen i de her høje bjerge. Det er derfor, at jeg står op kl. 5 om morgenen for at løbe, selvom jeg egentlig helst ville blive i sengen.

Jeg har aldrig været en morgenløber, og jeg har aldrig nogensinde stået op kl. 5:00 for at løbe mig en tur. Jeg holder af at løbe om eftermiddagen, og jeg holder af at løbe om aftenen. Jeg tror faktisk, jeg holder af at løbe på alle andre tidspunkter end lige netop om morgenen. Denne morgen var det Ben, Ryan, Silke, to andre fyre, som jeg ikke havde set før, og så mig selv. Jeg vidste godt, at de andre var hurtige, men holy shit! Efter blot et par minutter hamrede min puls afsted, og mine ben brændte med syre. Normalt er jeg god til at ignorere smerten og løbe igennem den. Faktisk er det måske min eneste styrke som løber. Det, og så min store bagdel, men den vender jeg tilbage til i det næste blogindlæg. Jeg tænker på Julie, som jeg snakkede med dagen før. Jeg nægter at stoppe, fordi jeg er forpustet og har mælkesyre i benene, når Julie løb over 100 km på en brækket fod. Alting gør ondt nu, men jeg nægter at… Wow, jeg bliver pludselig svimmel og får svært ved at fokusere på stien foran mig. Og så, lige der, på en bjergside i hjertet af USA, imens fuglene begynder at pippe, og solen står op over Colourful Colorado, tømmer min mavesæk sig mod min vilje. Jeg fortsætter med at løbe, kaster op igen, fortsætter med at løbe. De andre er væk, eller også er det mig, som er det. 10 minutter senere når jeg toppen til stor glæde for mine medløbere, som har ventet på mig. I fem minutter står vi ved udsigtspunktet Royal Arch og nyder stilheden, mens morgenstrålerne fra den opstående sol kommer os i møde. I den stille morgen virker de flade sletter fuldstændigt upåvirkede af de pludselige stigninger, der bryder op i landskabet, og danner en skillelinje mellem den sydlige del af Colorado og den nordlige – og som i øvrigt lige har sendt min morgenkaffe på retur. Vi nikker indforstået til hinanden og kaster os i hæsblæsende fart ned af bjerget igen. Kl. 7.30 er jeg tilbage ved mit hus. Kaster vand i hovedet, tager løbetøjet af, laver kaffe, drikker kaffe. Dagen er i gang.

Som sagt er jeg ikke nogen særlig dygtig løber. Jeg er ikke dårlig, men heller ikke specielt god. I Boulder, hvor jeg løb og hang ud med nogle af verdens bedste ultraløbere som Scott Jurek, Anton Krupicka, Sage Canaday og Joe Grant, kom jeg givetvis til at virke som en lidt dårligere løber, end jeg måske egentlig er. Jeg er nu tilbage i Danmark, og kan se, at løbere i Boulder ikke er helt det samme som løbere i Danmark. Eller, i hvert fald ikke de løbere som jeg kender i Danmark. I en samtale godt 30 km inde i en 44 km lang træningstur i Boulder, tog jeg mig selv i at forklare en af de andre løbere, at jeg da godt nok havde løbet et maraton før, men aldrig havde løbet sådan rigtig langt. Det gik hurtigt op for mig, hvor åndssvag den sætning måtte lyde for de fleste af mine venner hjemme i Danmark, men her blandt løberne i Boulder blev der bare nikket tavst og forstående. De fleste af de løbere, jeg hang ud med i USA, havde gennemført adskillige såkaldte ”hundred-milers”, altså 100 mil løb, svarende til 160 km. I bjerge vel at mærke. Min gode ven og informant Greg gennemførte sågar et 888 km løb på under 8,88 dage, imens jeg var i Boulder. Altså over 100 kilometers bjergløb om dagen i knap ni dage i træk. Selv synes han ikke, det var noget særligt at snakke om, og da jeg spurgte ham til det, svarede han ydmygt: ”You actually don’t have to be particularly tough to do this. At the end of the day, I can still only do 15 push-ups”.

For mig var det en ret så eksotisk oplevelse at bo fire måneder i en by for foden af Rocky Mountains med en masse løbere, som har bygget deres liv op omkring det at løbe i naturen. Og måske endnu mere eksotisk, at et maraton ikke er noget ekstraordinært for mange af disse løbere, men ofte blot en træningstur. Jeg tror ikke som sådan, at løberne i Boulder er hårdere eller dygtigere end løbere i Danmark. Jeg tror til gengæld, at hele løbekulturen i Colorado, som er mere fokuseret på ultradistancer, højdemeter og fællesskab, end splittider, pulszoner og personlige resultater, er med til at gøre ultra til hverdag. Blandt løbere i Boulder giver det derfor mening at sige, at en maratondistance ikke er sådan rigtig langt.

I mine følgende blogindlæg vil jeg beskrive den løbekultur og livstil, som jeg har oplevet i min tid i Boulder, og som har fascineret mig dybt. Jeg vil fortælle historier om nogle af de bedste ultraløbere i verden, om tætte møder med vilde dyr, om at bo i en bil for at få mere tid til at løbe, og om mit eget første ultra maratonløb.

,

Nedturen

Så er den færdig, den der ironman i København d. 23 august 2015. Et år er gået med dedikeret træning, et familie projekt, et fuldtidsjob og en nærmest ensporet retning mod dette ene mål. En hverdag fyldt med koordinering, træning, udstyr, kost og trænings planlægning. En familie der har skulle stå model til meget, en familie hvor ferier er planlagt ud fra hvordan jeg skulle træne, til stævner osv. Og ikke mindst hele kulminationen i København, festen, rusen, medaljen, diplomet, alle de klap på skulderne og anerkendelse af ens omgivelser.

Og hvad så?

Har tidligere lavet ironman og har efterfølgende haft en tomhed i krop og hoved, en tomhed der har været svær at sætte ord på. En ting er sikkert, der er noget der hedder nedtur efter sådan en præstation, dette behøver ikke kun være i ironman sammenhæng men bestemt også i kortere løb, triathlon løb mm. Vi træner allesammen mod et mål, vi dedikerer os selv og lægger vores sjæl i træning mm. Jeg har efterhånden mødt mange løbere/trifolk der har de samme oplevelser.

Hvad kan vi så gøre ved det? Først og fremmest tror jeg det handler om at få afklaret med sig selv om at målet er nået, finde fred med dette og ikke mindst være stolt af dette. I denne sammenhæng er det lige meget om det er 5 km man har haft som mål eller en ironman. Det gælder om at finde roen i sig selv, tilfredsheden, glæden og ikke mindst at se fremad.

Hvordan gør vi så det? Del dine erfaringer med andre, høre hvad de gør ved problematikken og hvad der har virket for dem. Eller find din egen opskrift på en løsning der virker netop for dig. Der er nemlig ikke noget entydigt svar på hvad man kan gøre ved det, det er 100% individuelt og det er inde i en selv man skal kigge efter. Personligt finder jeg et nyt mål at gå efter, i mit tilfælde er det La Marmotte og Berlin Marathon næste år, men det kunne ligeså godt være noget der ikke havde noget med motion at gøre.

Om ikke andet er det et emne der ikke bliver snakket meget om, fordi vi fokuserer på præstationen og ikke tiden derefter. Jeg håber i kan bruge mine ord, om ikke andet til lidt eftertænksomhed.

VH Anders – Forbetterlife

,

Næste mål: VUMB. Så nu skal der kilometer i benene

Så gjorde jeg det igen – jeg har tilmeldt mig en af de der udfordringer, jeg faktisk ikke helt ved om jeg kan klare. Jeg glæder mig for vildt!

Jeg er, sammen med en rigtig god ven, tilmeldt Vinter Ultra Mols Bjerge ULTRA 70+. Team Wild Women – here we come! Øhhhh……….altså når vi lige har fået styr på småskader (min makker), lært at navigere efter kort og GPS (mest mig – min makker er heldigvis O-løber), har løbet en hel del km i terræn og i bakker (gælder vist os begge), og fået købt varmt (rigtig varmt) løbetøj (helt sikkert os begge!). Det bliver første gang jeg skal løbe et race over flere dage, og det bliver super spændende at se, om jeg kan disponerer det lige så godt som jeg fik disponeret Skagen Odde Ultra Trail (se tidligere indlæg).

At slippe ungerne løs på MTB spor = tempotur!

At slippe ungerne løs på MTB spor = tempotur!

En ny indstilling til træning har indfundet sig

Op til Skagen Odde Ultra Trail prioriterede jeg min træning rimelig højt, og jeg fandt en OK balance mellem træning, unger og arbejde. Der var et par gange, hvor jeg måske fik trænet på bekostning af ungerne, men de og jeg synes i det store hele at det fungerede fint.

Nu har jeg så valgt at øge min træning et hak opad: Flere træningspas om ugen, flere km (=flere timer), og mere fokus på ordentlig mad og søvn. Jeg er simpelthen blevet helt vildt ”hooked” på ultratrailløb, og er bare så topmotiveret til at træne og træne. Hvert træningspas er skønt (nogle selvfølgelig federe end andre), men jeg har virkelig fundet mit rettet sted at være :0)

Og en af de fede ting, ved at have løftet min løbeform er, at jeg nu kan være med i skøre og seje løb, uden at skulle træne op til det i flere måneder. Så som UltraIntervalChallenge, som gik ud på at løbe 10 km hver 3 time i 24 timer, med start kl 00:00 fredag nat. Ja, det var 10 km kl 00:00, 03, 06, 09, 12, 15, 18 og 21…………

Efter 3. interval i træk med pandelygte. Glædede mig til de næste i dagslys.

Efter 3. interval i træk med pandelygte. Glædede mig til de næste i dagslys.

Det var et af de løb, hvor jeg har et rimeligt stort forklaringsproblem, når ikke-ultraløbere spørger hvorfor. Jeg tror den bedste forklaring er, at der ikke er noget fordi. Og at der ikke behøves at være noget fordi. Som rigtig smukt vist i filmen The Beauty of the Irrational med Ryan Sanders, så handler det om at følge dit hjerte, ligegyldigt i hvor høj grad det giver mening for andre!

Ultraintervalchallenge var virkelig irrationel, sjovt og meget mærkeligt, nok mest fordi det var et løb, der foregik på Facebook, hvor man efter hvert interval postede på eventsiden. Men også fordi det altså bare var sært, at løbe om natten. Især intervallet kl 03:00 var underligt. Jeg tænkte vist ikke over så meget på turen, ud over: Er jeg ude på en meget sen aftentur eller en meget tidlig morgentur?………… og fik så defineret en ny form for løbetur – nat-tur :0) Det var super fedt at prøve at holde sig vågen om natten og komme ud og løbe – så er den ligesom også tikket af, som noget jeg godt kan. Samt at fortsætte løbeturene resten af døgnet (jeps – jeg gennemførte alle 8 intervaller, til noget af en overraskelse for mig selv).

Lækker efterårsnatur - holder humøret oppe på en gråvejrsdag, hvor jeg var ude på 5. interval.

Lækker efterårsnatur – holder humøret oppe på en gråvejrsdag, hvor jeg var ude på 5. interval.

Men bliver det for meget?

Men med alt den træning, så melder tankerne sig: Er det ved at tage overhånd? Denne meget intense fokus på træning kan være sjov nok, og der er da også humoristiske ting ved det. Så som ultramarathonoflife skriver på hendes blogindlæg: Things to Keep in Mind When Dating/Married to/Friend of/Parent to an Ultra & Trail Runner. Nr. 1: “When we say we “need” to go for a run, we mean it. Whether it’s for sanity’s or training’s sake, we literally need to go run. After we get that run in, we’ll stop talking about it . . . until the next day. In that same vein, we may sometimes complain about HAVING to go for a run. Yes, we know we could technically “not go” . . . wait, actually no, we have to go. If we don’t, it’ll pick at us all day, everything will remind us of the fact we didn’t go, and we’ll be cranky and miserable because of it”. Altså: Vi SKAL ud og løbe. “Ikke at løbe” er ikke rigtig en mulighed. Eller nr. 7: ”We think about running . . . a lot. We follow obscure races and geek out over runners you’ve never heard of before. This only intensifies when we get around our ultra/trail running friends. Eventually, we will talk about other things; be patient with us”. Kort sagt: Vi tænker og snakker ikke om ret meget andet end løb.

Men helt seriøst: Kan jeg se linjen før jeg krydser den og det ender med at træningen styrer mit liv? Det bliver et større og større udfordring for mange, som Morten Ebbe Juul Nielsen skriver om i sin bog ”Forbandede sunddom” (omtalt d. 24 september 2015 i Information).  Kan jeg holde mig ude af ”ræset imod sundhed for sundhedens egen skyld”? Kan jeg holde balancen så ”sundhedsdyrkelsen ikke mindsker min samlede livskvalitet i stedet for at forøge den”? Sagt på en anden måde: Kan jeg selv se det, inden løb overtager kontrollen i mit liv? Og/eller vil min familie og omgangskreds sige til mig at nu er det ved at være for meget? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ikke mister kontrollen en dag, men hvis jeg ikke satser lidt og giver slip på noget kontrol, når jeg ikke der hvor jeg gerne vil være. Så jeg må sætte min lid til min mavefornemmelser og mine omgivelsers ærlighed – og ha det super sjovt imens!

Skønt med humør på løbeturen!

Skønt med humør på løbeturen!

Næste træningstur

Og sjovt skal det være. Så i starten af november tager jeg 4 dage til Avoriaz, Frankrig for at udforske området som løbeterræn og få en masse kilometer i benene samt en røvfuld højdemeter. Især skal jeg udnytte muligheden for at træne nedløb – jeg er virkelig ringe til nedløb – jeg er simpelthen ikke modig nok, til rigtig at stole på mine ben. Og samtidigt håber jeg, at jeg kan besinde mig, så jeg ikke i ren iver løber ind i en overbelastningsskade derned.  Hold øje på min Facebook side Kirsten Isak – a “TrailRunaholic” for fotos og herinde for blogindlæg.

CPH Half 2015: Mit første halvmarathon

CPH Half 2015. Løbet, som jeg har haft i kalenderen i over et halvt år i forvejen, og hvor min deltagelse gang på gang er blevet taget op til genovervejelse. Lige så mentalt hårde månederne inden løbet har været, lige så positivt overraskende ender løbet med at udarte sig på dagen.

Forhistorien

Som følge af en knæskade tilbage i februar og en irriteret venstre hoftebøjer (læs tidligere indlæg: Opskrift på en skade), er jeg meget opmærksom på langsom progression under mit genoptræningsforløb, og det er først i slutningen af juli, jeg begynder at løbe ture på over 5 km. Jeg begynder gradvist at øge mit ugentlige kilometerantal efter tommelfingerreglen om maksimalt 10 % stigning hver uge. Det går også ganske fint, indtil midten af august hvor jeg er ude at løbe med en god ven, og den ene kilometer på forunderlig vis tager den anden. Turen ender på 14 km i stedet for de planlagte 10 km, og skaden i mit højre knæ, som jeg har troet er et overstået kapitel, dukker pludselig op på ny. Efter at have dunket mig selv i hovedet tilpas mange gange og frustreret gennemtænke, hvorfor jeg – igen – har givet den for meget gas, skruer jeg gevaldigt ned for løbemængden og op for frekvensen af mine skadesforebyggende styrkeøvelser. Håbet om deltagelse ved CPH Half er stadig til stede, om end det er falmet lysegrønt.

Mirakeltape?

To uger inden løbet har jeg endnu ikke løbet længere end 14 km, og jeg har maksimalt løbet 8 km uden smerter i knæet. Jeg tager derfor ud på en 10-km tur, hvor jeg har fuld fokus på min krop og sætter farten ned, hver gang jeg mærker det mindste til knæet. Tidligere på året har jeg hørt et oplæg om skadesforebyggende løbetræning af en fysioterapeut, som har snakket godt om effekten af kinesiotape. Under kyndig vejledning fra YouTube-videoer får jeg derfor tapet mit knæ op med nyindkøbt KT-tape, inden jeg begiver mig ud på 15 km mandagen inden løbet. Tapen virker på mirakuløs vis efter hensigten, og jeg løber de 15 km uden problemer.

Optapet knæ med vidunderproduktet: kinesiotape.

Optapet knæ med vidunderproduktet: kinesiotape.

Beskeden fra min krop er derfor ikke til at tage fejl af: jeg er klar til CPH Half søndag, i hvert fald med hjælp fra kinesiotape. Jeg beslutter mig for at se løbet som en oplevelse, og da jeg i øvrigt skal til polterabend dagen inden løbet, vælger jeg at sætte overliggeren overordentligt lavt for ikke at skuffe mig selv. Natten inden løbet får jeg regnet mig frem til nogle mellemtider for hver femte kilometer, hvis jeg skal gøre mig håb om at nå mit realistiske bud på 1 t 50 min eller mit noget mere optimistiske bud på 1:47.

Selve dagen

Jeg vågner tidligt søndag morgen efter 6-7 timers søvn og føler mig på ingen måder udhvilet. Jeg sørger for at spise et solidt morgenmåltid 3 timer inden løbsstart og drikke vand og kaffe til. På min vej hen mod startområdet, mærker jeg for alvor den forventningsfulde spænding i kroppen. Regnen siler ned, og jeg hører flere beklage sig over vejret, men for mig føles det bare helt perfekt, og jeg kan ikke lade være med at smile og glæde mig til tuen. Jeg glæder mig helt vildt til at mærke stemningen på ruten, opbakningen blandt tilskuerne og distancen i benene!

0-5 km

Jeg vælger at placere mig bagerst i min tildelte startgruppe (1:30-1:45), godt bagved pacesetterne for 1:45, da jeg umuligt tror, jeg vil være i stand til at løbe i noget der ligner den tid. Jeg har en uge inden løbet tilfældigvis stødt på en erfaren fyr inden for halvmarathondistancen, som har givet mig nogle fif til disponering af løbet. Han har rådet mig til at lægge ud i en hurtig pace for at ”kickstarte” kroppen. Jeg ved dog, at mit knæ generelt er gladere for en rolig opstart, og med mit vigtigste mål om at gennemføre med en god oplevelse for øje, vælger jeg at starte ud i et roligt tempo, der hedder 5:00 min/km. Jeg har altid problemer med at holde tempoet nede i den første del af løbet, men denne gang lykkes det, formentlig fordi frygten for, at mit knæ vil sige fra, overskygger alle tanker og forhåbninger om en god tid. Min første splittid er derfor 25:09 min med en gennemsnitspace på 5:02 min/km.

Flyvende til CPH Half 2015 med kinesio-optapet knæ.

Flyvende til CPH Half 2015 med kinesio-optapet knæ.

5-10 km

Planen for de næste 5 km er, inspireret af mit møde med den erfarne halvmarathon-gut, at spare på kræfterne, så jeg også kan sikre mig et godt løb på den sidste halvdel af distancen. Min planlagte pace er 5:10 min/km, men det viser sig at være sværere end forventet at skrue ned for tempoet ude på ruten. Opbakningen blandt tilskuerne er fantastisk, der er stort set musikoptrædener for hver anden kilometer, og min kæreste følger mig cyklende på sidelinjen fra den sjette kilometer og et par km frem. Desuden kan jeg mærke, at kroppen har god energi, og så vil det jo næsten være en skam ikke at udnytte potentialet. Jeg runder derfor den tiende kilometer i tiden 50:09 min med en gennemsnitsfart på 5:00 min/km for 5-10 km.

10-15 km

Efter 10 km-mærket er det målet at give tempoet et nyk opad, som jeg er blevet rådet til af halvmarathon-fyren, og planen hedder derfor oprindeligt 5:00 min/km. Benene er fortsat gode, og jeg bliver nærmest båret afsted af de jævnlige musikindslag og glæden ved mit fortsat velfungerende knæ. Jeg sørger dog for at holde lidt igen, da jeg jo stadig har en pæn del af turen tilbage, og jeg godt er klar over, at jeg er en del foran min forventede tid. Samtidigt kan jeg se, hvordan jeg langsomt haler ind på 1:45-ballonerne, som er startet en solid afstand foran mig. 15-km-mærket bliver passeret i tiden 1:14:35 med en pace på 4:54 min/km for 10-15 km.

Totalt overskud til CPH Half 2015.

Totalt overskud til CPH Half 2015.

15-20 km

Den erfarne halvmarathon-gut har her fortalt mig, at jeg bare skal give den det sidste, jeg har, og at det er efter de 15 km, det begynder at gøre ondt. Det længste, jeg nogensinde har løbet før, er knap 17 km tilbage i januar, så jeg er desuden spændt på, hvordan min krop vil reagere på den lange distance. Jeg har planlagt at løbe 4:50 min/km, men i stedet for at have øjnene klistret til mit GPS-ur, lytter jeg til kroppen og lader benene sætte hastigheden. Ved 17 km-mærket overhaler jeg 1:45-ballonerne, og jeg kan samtidigt fornemme, at jeg overhaler flere og flere på min vej. Min krop har det stadig forbløffende godt, og jeg er bare så glad for, at mit knæ ikke brokker sig. Jeg sørger desuden for at spænde op i core og balder, hver gang jeg mærker det mindste til min venstre hoftebøjer, så jeg ikke risikerer at hænge i hoften. De 20 km bliver rundet i tiden 1:37:52 med en pace på 4:40 min/km for 15-20 km.

20-21,1 km

Efter 20 km-mærket giver jeg den fuld gas, og jeg slutter af med at spurte op ad målopløbet. Jeg rammer målstregen i tiden 1:42:39 med en total gennemsnitspace på 4:48 min/km. Jeg kan næsten ikke få armene ned af glæde, og jeg er bare ét stort smil, da jeg kommer i mål, mens den dér “Runner’s High”-følelse sidder i kroppen flere dage efter. Det må have lyst ud af mig, at jeg var oven ud tilfreds med min krops bedrift, for det første en kvindelig hjælper i målområdet spørger mig om er, om jeg har haft et godt løb: JA! Jeg havde et FANTASTISK løb!

I did it! Første halvmarathon i hus!

I did it!! Første halvmarathon i hus!

,

Om glæden ved at løbe

Min søn sagde til mig:” jeg er slet ikke god til at spille fodbold!”
Jeg undrede mig, for han elsker at spille fodbold. Så forklarede han mig at han ikke følte sig god til at spille og at der var nogen på fodboldbanen der havde sagt til ham at han ikke var særlig god.
At det er jungleloven der hersker mellem børn, er jeg slet ikke i tvivl om, og sådan er det. Men jeg vil så gerne at han kan se på hans fodboldspil på en måde hvor det ikke er et spørgsmål om at vurdere sig selv på en skala der går fra god til dårlig. Så forklarede jeg ham hvordan jeg har det med løb…..

Jeg er ikke den fødte løber, jeg er ikke vokset op i et sportsaktivt miljø. I mit skoskab stod der i tidligere støvletter og høje hæle, men ingen løbesko. Der står sådan set stadig høje hæle, men nu side om side med mine løbesko.
I min familie spurtede vi kun ud af døren hvis det var tæt på bageres lukketid og har dermed aldrig lært at bruge min krop og min mentalitet til at presse mig og flytte mine præstationer. Jeg startede med at løbe da jeg var 36, som en del af en sundhedsforandring. Jeg løber ikke særlig stærkt elle ret langt, men jeg ELSKER at løbe. Løb gør mig glad. Løb udvider min horisont, på en måde som jeg ikke kan sammenligne med noget andet. Når jeg løber kan jeg alt. Hvis jeg har lyst og overskud kan jeg løbe med andre, snakke og hygge eller bare være sammen om løbet. Jeg kan løbe i totalt ro og bare ‘æde’ kilometer efter kilometer uden at se andet end asfalten, mens hverdags puslespillet bliver lagt, eller der bare er ro inden i. Hvis jeg har lyst kan jeg kigge op og hilse på alle naboerne, stoppe op og snakke lidt. Jeg kan smutte i skoven og lege på sporet. Når jeg løber ser jeg nye steder, både geografisk og mentalt. Når jeg løber kan jeg alt, og det gør mig glad. Jeg har så fede oplevelser alene og sammen med andre, der er så unikke og vigtige at jeg slet ikke kan forestille mig et liv uden løb. Løb er et grundelement og så essentielt for mit velbefindende, at det slet ikke er et spørgsmål om jeg er god eller ej.

Og jeg bliver nødt til at sige at jeg ikke tror jeg løb en eneste kilometer hvis det ikke var glæden der motiverede mig. Jeg ville ikke kunne motivere mig til at løbe en våd kold vintermorgen hvis det udelukkende var sundhed, styrke, vægt eller en anden fysisk faktor der skulle udgøre formålet med at løbe. Tro nu ikke at jeg er en lalleglad løber der altid synes det er sjovt at løbe. For mig er glæde og sjov er ikke det samme; glæde er en grundfølelse som jeg oplever, også når det gør ondt og jeg er presset. For som Haruki Murakami skriver i sin bog “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”, er smerte uundgåelig når man løber, spørgsmålet er bare om man holder ud eller stopper op. Glæde er det jeg føler når jeg, med min krop har præsteret det mål jeg har sat mig eller er igang med det. Og jeg tror at der er mange af de flittige løbere jeg passerer eller følges med på min vej der kender den glæde!

Min søn ved godt at løb er en nødvendighed for hans mor, han har også kendt mig før jeg fandt løbet. Og han ved, ligesom jeg, at der er en forskel på en enkelt mands præstation og en hold sport, men jeg tror han forstod pointen, fordi han gik ud med en tænksom mine og spillede mur. Næste dag var han på boldbanerne og kom glad hjem derfra. Og der er jo præcis det det drejer sig om: glæde!

image

Skinnebensbetændelse – enhver løbers mareridt.


Dette indlæg handler om min kamp mod skinnebensbetændelse. Læs endelig videre hvis du vil høre min historie og få et par gode råd med undervejs 🙂

Baggrund

Øv, øv, øv! Sagt på godt jysk så har den sidste måned været virkelig træls! I min træning op mod H.C Andersen Marathon d. 4 oktober, har jeg fået mig en ordentlig omgang skinnebensbetændelse og hvis skyld er det? Selvfølgelig min egen…

Jeg flyttede til Århus i sommers for at færdigøre min bachelor, før det boede jeg i Herning. Århus har altid været en af mine yndlings byer i Danmark, både geografisk og ikke mindst pga. de fantastiske løbemuligheder med løbefællesskabet Runaar og de mange varierende ruter. Jeg bor til dagligt på Frederiksbjerg og lige da jeg var flyttet hertil, forelskede jeg mig straks i de naturskønne omgivelser ved Marselisborgskoven og stranden, løberuterne blev hurtigt en fast ritual i min hverdag.

Da jeg flyttede til byen havde jeg ingen skader, min krop var frisk og klar til at give den gas med seriøs træning, så jeg kunne gennemføre H.C Andersen Marathon i en god tid. Desværre tog min træning overhånd og efter kun 1,5 måned som århusianer, begyndte jeg at få problemer med benet. Det skal siges at jeg til tider kan være enormt stædig og ligesom mange andre sportsfolk, skal der virkelig meget til, før jeg holder pause og giver kroppen ro. Skinnebensbetændelse er ikke noget jeg har døjet med som løber og sidste gang jeg havde det, var da jeg spillede håndbold på eliteniveau som ungdomsspiller, så at det skulle ramme mig igen, havde jeg ikke set komme.

Råd og vejledning

Jeg er så heldig at være omgivet af en masse kloge og kompetente folk, som altid er villige til at hjælpe mig når jeg er i nød, eller har spørgsmål omkring min træning. Alle ´basic´ midlerne mod skinnebensbetændelse kendte jeg dog godt i forvejen (ro, varmecreme/kulde, kompressionsstrømper, massage osv.). Mit tilfælde denne gang var dog lidt anderledes. Jeg var under stor tidspres i forhold til mit marathon i Odense og søgte derfor alternative behandlinger.

Jeg fik af en læge forslået at prøve en 10-dages Ibuprofenkur, som skulle mindske betændelsestilstanden i benet, hvilket jeg straks gik i krig med. Kuren hjalp på smerten i benet og med kun 2,5 uge til mit marathon, var jeg overbevist om, at jeg nok skulle blive klar! Men, men, men… Så nemt skulle det ikke gå.

Dagen efter jeg havde taget den sidste pille, vågnede jeg op med et ben der var hævet, meget ømt og med røde mærker ned langs skinnebenet. Jeg kan huske at det første jeg gjorde var, at ringe til min mor (klokken meget tidligt om morgenen) og tudede i telefonen. Jeg var forskrækket over smerten i benet og den pludselige forandring, samt tanken om, at jeg godt kunne glemme alt om mit marathon, der nu kun lå 10 dage væk.

Når det gælder min passion for sport og konkurrencemennesket i mig, der altid vil sætte nye mål og nedlægge dem, så kender min mor mig bedre end nogen anden og hun har altid fulgt mig fra sidelinjen. Så efter en snak med hende og et besøg hos lægen, fik jeg en henvisning til Århus Fysiocenter i Risskov, hvor jeg efterfølgende fik en lang og god snak med en sød og dygtig fysioterapeut.

Behandling

Fysioterapeuten frarådede mig kraftigt at deltage i løbet i Odense, da han tvivlede på, at jeg kunne gennemføre med mit ben og at min efterfølgende genoptræningsperiode formentlig ville blive betydeligt længere. Mange af de ting han sagde, vidste jeg dog godt i forvejen, men ordene har bare en helt anden og meget større effekt, når de kommer fra en fagkyndig. Derudover kom han med nogle guldkorn, som jeg har skrevet ned og fremadrettet vil tage med mig.

Han henviste til hjemmesiden www.sportnetdoc.dk/, hvor der er en masse gode udtrækningsøvelser til skinnebenet, som skal være en fast del af mit træningsprogram fremover. Derudover foreslog han (ligesom andre i min vennekreds), at jeg tog et kig på hjemmesiden www.posemand.dk/ som tager udgangspunkt i barfodsløb og naturlig løbestil. Ved at ændre nogle forholdsvis simple ting i ens måde at løbe på, kan man altså komme skinnebensbetændelsen til livs, hvilket klart er et forsøg værd!

Den sidste og vigtige ting han sagde, i forhold til mig og min træning var, at jeg fremover skal planlægge min løbetræning et par uger frem. Den store fejl jeg havde lavet var nemlig, at jeg både løb ofte (hver dag), langt (min. 12-15 km.) og i nyt terræn (ujævnt og bakket). Fremover må jeg kun “vælge” én af tingene og så ændre det ugen efter. På den måde kommer der mere variation og kroppen bliver ikke belastet på samme måde.

Nu

I første omgang skal jeg holde 1-2 måneders pause fra løb og lange gåture, så pt. består min træning af kondicykel og crossmaskine i Fitness World, samt en masse styrketræning. Min løbetræning starter jeg op igen i starten af november, afhængig af benets tilstand. Denne gang bliver det dog med nogle helt andre boller på suppen, så jeg ikke laver den samme dumme fejl igen..

 

..to be continued 🙂

12166398_10153798739159587_1403652952_n

Styrketræning i Fitness World