Den første gang

Det hele begyndte, fordi jeg gerne ville tabe mig lidt. I et halvt år havde jeg tappert skåret ned på fedt og sukker og var begyndt at gå lange ture – men intet skete. Motivationen var ellers i top! Beslutningen om at tabe mig var kommet en dag, jeg havde siddet med vores kat på skødet. For at indikere, at nu gad den ikke sidde dér længere, bed den mig i det, den jo nok troede var min arm. Det var ikke min arm, kan jeg godt afsløre. Det var en mavedelle på størrelse med min arm. Ok; tænkte jeg. That’s it. De 10 kg skal af!

Nu sad jeg så altså der – godt 6 måneder senere – og havde den samme mavedelle uden udsigt til, at den pludselig en morgen ville være væk.

Så en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg derfor et par gamle kondisko bagerst i skabet, tog et par gamacher og en løs trøje på – og løb en tur. Løb er vel så meget sagt. Den første tur var helt til grin. Den har vel været godt 3 km, og det tog mig 45 minutter…. Jeg kom hjem – gasblå i ansigtet – og mødte min kæreste i opgangen. Jeg proklamerede, at jeg lige havde løbet en tur! Dagen efter fandt jeg 1000 kr. stukket ned i de gamle træningssko sammen med en formaning om, at jeg skulle købe mig et par ordentlige sko. Se; dét er motivation og opbakning!

Udstyret med et par nye sko besluttede jeg mig for, at hvis jeg løb 3 gange om ugen i 4 uger i træk, måtte jeg belønne mig selv med noget, jeg ellers aldrig ville bruge penge på. Dét er også motivation! Jeg fik “hotstone-massage”, støvler, ansigtsbehandlinger, bælter osv.. I 6 måneder løb jeg fuldstændig den samme rute – 3 km 3 gange om ugen alt imens jeg forestillede mig, hvad min næste belønning skulle være. Motivation. De første 500 meter på min rute var op ad bakke. De første mange, mange uger, havde jeg været døden nær på toppen. Pludselig en dag overhalede jeg en, som cyklede! Motivation.

Langsomt – ganske langsomt – udvidede jeg ruten lidt. Og opdagede, at jeg ikke længere behøvede mit belønningssystem. Og at jeg faktisk godt kunne lide at løbe.

9 måneder efter jeg havde løbet min første tur, tilmeldte jeg mig et 5 km kvindeløb og løb mine første 5 km NOGENSINDE uden pauser. Min kæreste stod i målet og tog imod mig, og jeg var revnefærdig af stolthed. Motivation og opbakning…..

De 10 kg? Jeg aner ikke, hvornår de forsvandt. En dag var det meste af mit tøj bare for stort – og jeg løber stadig.

Jeg tror, det er altafgørende, at man har opbakning, hvis man gerne vil være løber. Al begyndelse er svær, og hvis ingen tror på dig, så tror jeg ikke, det bliver en succes. Manden, konen, børnene – sørg for, du har deres opbakning og støtte. Ellers tror jeg ikke, det virker. Husk også at finde success i de små sejre. Man behøver jo altså ikke løbe hverken hele eller halve marathoner for, at det er godt nok. Bare du træder ud af døren, er du allerede langt foran dem, der sidder i sofaen. Og jeg tror, det er afgørende, at man accepterer, at det måske ikke er fedt i starten (især ikke hvis man, som jeg var, er helt uden form og kondi) – og at man derfor skal finde sin egen form for motivation. Hvis mit fokus havde været kiloene eller antallet af km eller kvindeløbet, havde jeg aldrig “udholdt” de 6 første måneder. Men belønningerne til mig selv gjorde udslaget for mig. For nogle virker det bedst at løbe efter et program eller med et mål for øje – for andre er det helt umuligt og alt for skemalagt. For nogle er en løbeklub og dét at løbe sammen med andre motivation – for mig var – og er – de ugentlige ture der, hvor jeg tænker tingene igennem. Det er MINE timer, hvor jeg bestemmer. Det er også derfor, jeg ALTID må gå op ad bakke, hvis jeg vil – men det er en anden historie….