Vinteren kommer og det bliver mørkere og mørkere…

Den mørke tid nærmer sig og det betyder at vi desværre for en tid må leve med at det er buldermørkt om morgenen, når vi skal i skole og på arbejde. Samtidig med de mørke morgeners komme øges risikoen også for at det regner eller måske endda sner, imens vi er ude at løbe eller transporterer os til enten skole eller arbejde. Det betyder, at sigtbarheden for alle trafikanter er sænket betydeligt, hvorfor vi skal have fundet reflekstøjet frem fra gemmerne eller købt noget nyt. Det er imidlertid ikke helt ligegyldigt hvilket slags reflekstøj, som vælges og slet ikke til de kære små. Efter megen og grundig granskning og undersøgelse af reflekstøj og reflekser i sig selv er her en kort guide til hvad man bør gå efter – hvad end det er til løbeturen eller blot almen udendørs brug.

 

Hvorfor reflekser?

 

Til en start et måske passende at imødekomme tvivlere af refleksers effektiviteten med lidt statisktik. Modsat cykler, hvor det herhjemme er det lovpligtigt at have synlige reflekser både foran og bagpå samt på pedaler og hjul, er der ingen lovgivning om reflekser på tøjet. Og det på trods af at det ifølge Rådet For Sikker Trafik er påvist at brug af refleks på tøjet kan reducere risikoen for færdselsuheld med helt op til 85%. Trygfonden, som på bestilling leverer gratis reflekser til danskerne, opfordrer endda til at bære pangfarvet tøj i trafikken, da dette kan formindske risikoen for uheld med op til 48%. Så ingen tvivl om at reflekser er nødvendige at have på, når det er mørkt, men pas på(!) for reflekser er ikke bare reflekser.

 

En refleks er ikke bare en refleks

 

Reflekser kan variere signifikant i kvalitet, hvorfor det er vigtigt at vælge reflekser, som overholder de tekniske krav til synlighed. De godkendelsesbetegnelser man skal kigge efter på reflekser eller i reflekstøj er EN 13356, EN 471, EN 20471 eller EN 1150. Et vigtigt element i disse tekniske kravspecifikationer for private personer er blandt andet at refleksen skal kunne ses på mindst 140 meters afstand. Desuden skal reflekstøj eller blot reflekser været udstyret med en CE-mærkning, og både det samt ovenstående godkendelsesmærkninger gælder for både børn og voksne med undtagelse af EN 20471, dersom eksempelvis en børnetrafikvest ikke kan opfylde kravene hertil.

 

Hvor skal reflekserne sidde?

 

Det er vigtigt at bemærke at det ifølge Færdselsstyrelsen tilladt at anvende reflekser som designelementer på løbetøj, modetøj og jakker uden at de nødvendigvis har ovenstående mærkninger, så hvis man vil være sikker på at opnå en synlighed, som er forsvarlig og sikkerhedsmæssigt anbefalet, er det under eget ansvar for at kigge ordentligt efter på mærkningerne. Når man har sikret sig at reflekserne er af ordentlig kvalitet og har de foreskrevne certificeringer, er næste skridt at undersøge hvor reflekserne sidder. Dette er vigtigt at forholde sig kritisk til netop dette, dersom uhensigtsmæssige placeringer på tøj og jakker let kan føre usynlighed på de mørke veje.

 

Rådet For Sikker Trafik anbefaler at reflekser skal være placeret, så de er synlige fra alle sider. Det vil sige både på hver sin side samt foran og bagved på tøjet. Det er desuden anbefalet af reflekser, uanset om de er påsyet og en del af tøjet ved køb eller om de påsættes efter, er placeret både lavt og højt på kroppen. Så den ideelle placering er på den øvre del af overkroppen samt på den nederste del af benene. Bærer man en taske på ryggen eller over skulderen, skal man være opmærksom på at denne kan skærme for reflekser på tøjet. Det er derfor en god ide at vælge en taske med indbyggede reflekser eller selv påhæfte nogle reflekser.

 

Samlende er det således en god ide at være opmærksom på følgende:

 

  • Se efter godkendelsesmærkningerne. Disse står typisk inde i tøjet, som vist på billedet nedenfor.
  • Sørg for at reflekserne er placeret så de er synlige fra alle sider.
  • Reflekserne bør været placeret både højt og lavt på kroppen. Det vil sige både på ben og overkrop.
  • Såfremt man bærer taske er det anbefalet også at udstyre den med en refleks, hvis ikke den har i forvejen.

 

Hvad skal man købe?

 

Ejer man ikke løbetøj med reflekser eller en refleksvest eller overtøj med reflekser, hvorfor man derfor overvejer at gå de mørke morgener og ikke mindst aftener i møde ved køb af nyt til sig selv og børnene, er det således en strålende ide ikke blot at gå efter det billigste alternativ, men i stedet sørge for at undersøge certificeringerne og investere i kvalitet. Dette være sig både hvis man er på udkig efter løbetøj og tøj med reflekser i designet eller blot reflekser til påsyning eller påhæftning på tøj og overtøj. Det kan redde liv. Danske FashionForest har lavet en ganske udmærket gennemgang indeholdende en række tøjmærker til børn og voksne, som har reflekser, og som samtidig er super smart.

 

Og med det rette udstyr til løbeturen, de sikreste jakker og det sikreste tøj, så både små og store kan ses i mørket, er det bare at nyde det hyggelige i at det er mørkt om til lidt sent på morgenen og igen tidligt på aftenen og selvfølgelig friske klima, som efteråret og vinteren bringer med sig. Og allermest vigtigt skal vi, selvom vi har reflekser på, passe på hinanden på vejene og alle andre steder.

Hvorfor falder vi?

Motivation og skader.

Hej alle sammen. Mit første indlæg her på bloggen. Så en hurtig introduktion må være på sin plads. Mit navn er Kasper Laursen, 40 år og bor i Horsens. Har altid ondt et eller andet sted.

Udover at være passioneret løber arbejder jeg som familiekonsulent i dagtimerne og driver to webshops i de andre vågne timer. Nultilhundrede og Boliglover hhv. sælgers der strømper og kompression og Bolig interiører.

Jeg har altid ondt et eller andet sted. Ikke af sygdom men nok mere af dumdristighed. Som en god ven, som er fysioterapeut, sagde til mig den anden dag da jeg forhørte mig om lysken problemer. “nå så skulle du også se om den kunne genoptrænes”.

Mine skader og min motivation hænger sammen på både godt og ondt. Når jeg finder noget, et løb, en ny træningsform eller andet, så brænder der en ild i mig for at begive mig ud i det. Jeg kan ikke få nok. Også bliver jeg skadet. Det skal nemlig gå stærkt og hårdt for sig.

Indrømmet jeg er uofficiel verdens mester i at blive skadet. Ikke at jeg er bygget med et skelet der nemt falder fra hinanden men nok mere at jeg er rigtig god til at fravælge at lytte til kroppens signaler. Også bare klø lidt mere på. En egenskab der sikkert bidrog til en masse godt i min ungdom som fodboldspiller og i andre aspekter i mit liv. Men som løber i en alder af 40 år, ja så finder kroppen andre måder at fortælle mig at det er tid til en pause. Men jeg kommer altid tilbage.

Faktisk er de udfordringer jeg nogensiden har haft kun været efter at jeg startede med at blive løber. Jeg startede nok for ca. 6 år siden med at ville løbe. Jeg havde altid tidligere brugt det som træning når der var pause i fodbold da jeg var yngre. Jeg var altid rimelig okay til det og vidste at det var en af mine forcer, at kunne tilbagelægge mange meter i en fodbold kamp. Så jeg besluttede mig for, eftersom fodboldevnerne nok ikke længere havde samme glans som tidligere, at begive mig ud i at blive løber.

Triathlon var ved at brage igennem, i hvert fald for mig, Rasmus Henning var det helt store. Så det var helt naturligt at skulle løbe hvis nu det der tri også skulle prøves af. Jeg besluttede mig først for at løbe Lillebælt halvmarathon. Det gik strygende og jeg gennemførte, fuldstændig udmattet men med vildskab i øjnene, i en tid lige på den anden side af 1.30. Jeg ville ned på 1.20 og gennemføre et fuldt marathon.

Jeg glemte bare at det nok var noget jeg skulle træne længe op til for at kunne løbe dobbelt så langt. Så jeg skaffede en billet til et marathon i Odense. Piece of cake. Overhovedet ikke. Det blev den dårligste oplevelse jeg nogensiden har haft. Regn hele vejen og ruten var 2 runder asfalt hvor man til tider løb rundt i trafikken. Endnu værre blev det da jeg fik overbelastet begge akillesener ved løbet. Det var noget helt nyt for mig. At være skadet og skulle holde mig i ro. Det tror jeg aldrig var sket i hele mit liv. Bare spørg min forældre.

Jeg fik flere gange saltvandindsprøjtninger som hjalp super meget. Men hver gang gik jeg for hurtigt frem i genoptræningen og blev skadet på ny og måtte begynde forfra. Indtil den dag jeg sagde “to hell with it” og bare løb videre. Det var som om det gjorde udfaldet. Af og til døjer jeg  stadig med lette smerte og lidt stivhed om morgnen i akillesenerne, men ikke noget der ikke kan løbes væk. Grundpillen i min fodboldopdragelse, det skal løbes væk!!

Efter at kureret mig selv for mit bøvl med min akillesener gik den næste tid faktisk rimelig godt. Uden store overtræningsskader. For det er, indrømmet, nok derfra jeg får mine skader. Kroppen er 40 men hovedet og viljen er stadig i de tidelige 20’er. Det holder ikke altid at have det sådan. Men det er skide sjovt.

Jeg er ikke så god til at tage vare på mig selv. Læste engang en post på et socialt medie, tror det var fra Moses Løvstad. Ved du ikke hvem han er så find ham på Facebook, hvor han laver en masse outdoor tiltag og har løbet nogle virkelig lange løb. En inspirator. Han skrev lidt om træningsplaner og om at han mærkede efter hvad kroppen fortalte ham fremfor at have en plan der dag for dag fortalte hvad man skal løbe. WHAT tænkte jeg, jeg lytter først når det gør skide ondt og der er et eller andet i vejen. Så derfor har jeg brug for faste holdepunkter i min træning. Noget at læne mig op ad så jeg ikke hele tiden tror det skal være lange løb i terræn med fuld damp.

Da jeg havde overlevet Juelsø Ultra 55K, som blev til næste 60K da jeg løb forkert hele tiden. Blandt andet fordi jeg var kommet i følgeskab med et par seje gutter, Mikael Henriksen, Claus Søndergaard og Thomas Staun. De første et par gutter jeg havde lært at kende da jeg boede i Christiansfeld og Thomas løber jeg af og til med nu da han er fra Horsens, når formen ellers tillader at forsøge at følge med ham. Men på daværende tidspunkt følte jeg mig stærkt kørende og tog dem flere gange på nedløbene. Manglende rutine fra min side. De må have grint godt i skægget hver gang jeg var spurtet fra dem nedad for så lidt senere se mig komme bagfra når jeg havde løbet forkert. De endte selvfølgelig med at sige vi ses i mål til mig og tøffe videre da jeg havde tømt depoterne for tideligt. Rutine vs vilje uden omtanke.

Efter Juelsø havde jeg haft min helt store drøm i sigte 100K på Samsøe. Men som det oftest går med mig tror jeg at efter en ekstrem hård dag i sporet. ja så træner jeg bare videre. Skidt med restitutionen. Det blev dyrt. En muskel i ballen blev helt vildt stram efter et par 22K træningsture i skoven. Så stram at jeg ikke længere kunne løbe 5K. Farveller 100K Samsøe. Jeg døjede med det i længe og af og til popper den lidt frem igen. Men jeg har heldigvis fået lært at strække den ud. Så nu kan jeg tage det i opløbet.

Da jeg var blev frisk igen tog arbejdet fuldstændigt over og tiden til træning var slet ikke at finde et par år. Men i slutningen af 2017 fik jeg igen tid. Fik trænet mig op til at løbe SNOT, Silva Night Owl Trail, i januar. Et mega fedt løb som til 2018 udgaven blev udsolgt på et par timer. Så ramte jeg lidt ind i min gamle baglårs skade igen kort tid efter. Arbejdet tog igen fat da jeg og kæresten ville starte et par webshops op.

Men nu er der kommet mere ro på og formen er igen ved at vise sige. Skaderne er ikke sådan lige at se så der er fuld damp på. Jaaa okay var til Crossfit igår og må sande den står på is, da jeg forstuede albuen. Sådan er det med mig. Fuld af motivation og lyst til at give mig fuldt ud når jeg er igang. Så rammer man af og til noget hårdt.

Men hvorfor falder vi? For at lærer at rejse os igen.

Håber du har nydt indlægget. Vil du vide mere om mig kan du finde det her:

Nultilhundrede.dk/Blog

Facebook/nultilhundrede

Instagram/nultilhundrede

Cold Hawaii Ultra 2017

Cold Hawaii Ultra 2017

Cold Hawaii Ultra 2017

Denne gang kommer der en kort fortælling om dette 50km løb fra Hanstholm til Agger.

Se mere om løbet her

Forberedelse

Forberedelserne til løbet har været meget sporadiske og jeg har ikke fået løbet så meget som jeg burde. Det vil sige at det samlet set er blevet til 45km i September.
Jeg havde dog valgt at jeg ville løbe alligevel for at se hvordan det ville gå.

Udstyr

Det er altid lidt svært at finde ud af hvad man skal løbe i for denne gang var ikke nogen undtagelse
Jeg valgte følgende fra fødderne og op

  • Altra Lone Peak – god plads til tæerne
  • Inov8 Mudsoc – strømper i uld
  • Fusions tights – Lommer til småting
  • Standard løbetshirt – har erfaret at det ikke betyder så meget for mig
  • Inov8 Race Elite jakke – vandtæt anorak
  • Thy Trail Marathon buff –  god til lidt ekstra varme på halsen
  • Aonijie Vest – Vest med mange lommer
  • Tailwind Energi – God energi til at blande i vand
Flatrunner

Flatrunner

Indskrivning

Jeg kom til indstilling fredag da jeg skulle overnatte i Thy. Da jeg kom var jeg den den sidste der skulle med bilen til overnatningsstedet. Vi skulle overnatte på noget der hedder Langebjerggård hvor der er plads til 77, men det var kun 3 der skulle overnatte vi fik et værelse hver. Jeg fik ordnet min seng og gjorde det sidste klar til dagen efter

NOVATEK CAMERA

Langbjerggård

Det var rigtig dejligt at man kunne fokusere på at komme op om morgenen og ikke skulle køre langt for at komme derop. Dagen efter blev vi hentet klokken 8:10 og kører til start da vi kom til starten var der allerede mødt nogen løbere op og der bliver snakket. Senere kom der en bus kørte fra målområdet ved Agger hvor målet var. Der gik ikke så lang tid inden starten gik

Løbet

NOVATEK CAMERA

Starten

Starten

Det startede i regnvejr
Vi startede regnvejr og Løb fra Hanstholm madbar vi løb på stier indtil vi kom på cykelstien, hvor vi skulle løbe 10 km. Det var et rimelig kedeligt transportstykke som vi desværre ikke kunne undgår.

NOVATEK CAMERA

Cykelstien

Kilometerne gik ok at jeg snakkede godt med min løbemakker. Vi kom til depotet i Klitmøller ved ca 12 km og fortsatte mod Nørre Vorupør.
Efter  Klitmøller kom vi ind på nogle små stier. Det var dejligt at komme væk fra asfalten på andet underlag.

NOVATEK CAMERA

Gode stier

Stranden

Det viste sig dog at det ikke var alle stykker der var lige gode. Vi kom til stykke på stranden for at komme til andet depot i Nørre Vorupør ved ca 25km. Stranden var hård at løbe på da fødderne sank et stykke i for hver gang man tog et skridt og vinden kom imod os fra syd øst. Da vi kom til depotet fik vi fyldt godt op da dette var sidste depot inden vi kom i mål.

Stranden

Stranden

Turen forsatte på stranden og underlaget var nu en smule bedre og vi kunne løbe lidt en gang imellem for at få varmen i benene igen. Vi var på stranden i ca halvanden time og 10-12 km. Stranden syntes uendelig og vi kunne blive ved at se løbere langt frem hvilket ikke var godt for motivationen.

NOVATEK CAMERA

Tilbageblik på stranden

Efter stranden

Da vi kom op fra stranden gik turen på markveje til et lille vanddepot. Kort efter depotet var nødt til at slippe min makker da benene var trætte og han var bedre løbende.
Efter at have sluppet min makker løb jeg resten af turen selv. Det var på gode stier og i dejlig natur så det hjælper på det
Løberiet var blevet afløst af at gå løbe intervaller og det bliver mere til en kamp for at komme igennem

NOVATEK CAMERA

Klithede

Flere perioder valgte jeg at løbe til næste markering og derefter gå lidt for så at løbe til næste markering igen. Turen gik ud over klitheden og det var rigtig sjovt at se hvordan det så ud uden den mængde vand der er til Thy Trail Marathon. Desuden løber vi også den anden vej så det er svært at se hvor man er.

Det sidste stykke

I længere tid kiggede jeg efter Lodbjerg Fyr da jeg vidste at herfra var der kun 5-6 km til mål.

NOVATEK CAMERA

Lodbjerg fyr

Lodbjerg fyr kom til syne og benene fik mere energi. Jeg satte mig for at massere mine lægmuskler lidt hvorefter jeg kunne løbe videre. Mål var nu i syne eller jeg vidste ca hvor langt der var der er noget psykologiske at have et punkt man er nået til hvor man ved hvor langt er der tilbage i forhold til at kigge på uret.
På dette tidspunkt var jeg våd og det regnede, men nu gjorde det ikke så meget mere da man var våd hele vejen igennem.

NOVATEK CAMERA

Vejen til mål

Målgang

Jeg kommer til vejen som gik ind mod mål var og var klar over at nu var jeg ved at være der. Da jeg kom tætteere på kunne jeg se min kone der tog lidt billedere og lidt senere kunne jeg også se min datter lige inden jeg løb i mål. Det giver altid noget ekstra at se familen er der.
SlutSiden blev 6 timer og 8 minutter som jeg var ganske godt tilfreds med
Det sluttede i regnvejr

De små ting

Vi fandt hurtigt nyt tørt tøj og det var rart at komme i noget tørt. Man finder hurtigt ud af at på disse lange eller mellemlange tur er det de små ting som man sætter meget pris på når man kommer i mål, hvor tørt tøj var en stor del af det denne gang
Jeg snakkede lidt med min løbemakker om hvordan det er gået. Kort efter gjorde vi klar til at køre hjem. der var mad i løbet men familien havde valgt at vi skulle ud at spise så jeg gav min billet væk Jeg kørte selv derfra og det gik fint.

Reflektion

Efter man er kommet i mål hvor der er gået et par dage tænker man lidt over hvordan løbet egentlig var. Det var et super godt løb med en god stemning men det lange Strand stk i regnvejr kunne jeg godt have undværet.
Fælles for ultraløbet er at der er en afslappet stemning Og alle løbere snakker med hinanden og at høre til hinanden når de løber forbi. Jeg synes at det er hyggeligt at der er en helt anden motivation for løbet end bare at løbe stærkt.
Det kan godt være at man flere gange tænker at undervejs og dette er en dum ide, men når man kommer i mål og kommer på den anden side er det en rigtig god oplevelse.
Det er nok ikke sidste gang jeg kommer til Thy for at løbe Cold Hawaii Ultra og på nuværende tidspunkt har jeg tilmeldt mig Thy Trail Marathon 2018.
God tur derude

Tor des Geants – en overmenneskelig opgave!

Dette er en opsummering af oplevelserne fra TDG frit efter hukommelsen. Der er sikkert meget der er glemt, men det er også de blivende indtryk der er de vigtigste. Det er et løb der næsten er umuligt at kapere undervejs – og for den sags skyld også efterfølgende. 338,6 km med +24.000hm siger den officielle distance. 25 bjergpas og et terræn for bjerggeder.

ruteJeg følte mig utrolig godt forberedt med ophold i Aosta dalen siden 1. maj og deltagelse i fem kortere bjergløb samt gennemløb af hele ruten sammen med min makker Heine Petersen og Marlene Hjortebjerg. Alligevel havde jeg ingen idé om hvor vanvittig en både fysisk og mental belastning et løb som dette er.

Så langt! Så mange dage, så lange nætter, så lidt søvn og så meget hjernespind – og tvivl. Men også overskud, eufori og glæde.

Før løbet havde jeg en stålsat vilje til at dette skulle lykkes. Min tillid til egne evner i terrænet og mit indgående kendskab til hele dalen gjorde, at jeg følte mig aldeles klar på dagen. Der var ingen nervøsitet udover det sædvanlige før et løb. Dette var mit terræn. Min dal.

Og jeg havde en plan. En dristig plan. Jeg ville gennemføre på under 100 timer. Et absolut hårdt krav, men ikke urealistisk i forhold til det jeg vidste jeg kunne. Alt andet lige betyder det ca. 85 km i døgnet – eller et alpemarathon for hver 12 timer. Simpel plan ikk’? Jeg havde helt klart farten og jeg havde teknikken til det. De ubekendte i ligningen var: søvn, skader og uheld. Alle tre faktorer der kunne vælte korthuset.

udstyrValget af udstyr er til gengæld simpelt. Jeg løber i Salomon og har gennemprøvet adskillige sko inden løbet. Valget af sko er Speedcross 4 pga greb og støddæmpning. Alt andet er der ikke så meget at sige til. Jeg er ikke så pernitten med tingene. Det er benene der skal gøre arbejdet! Færdig.

start01Heine og jeg mødes med Michael Fich i startområdet. Alt ånder fred og ro. Vi virker alle tre glade og med overskud. Vi starter i roligt tempo efter råd fra Heine. Næsten 900 løbere halser af sted. Mange over evne. Men hellere holde tempoet lidt nede og sidde fast i flaskehalsene på den første stigning end brænde ud. Og efter noget tid åbner løbet sig op. Jeg finder min rytme efter første ’lette’ bjergpas og kommer snart ind mellem andre med samme tempo. Det kører bare derudaf og nærmest inden jeg har set mig om er jeg i La Thuile. En by jeg har boet i og deltaget i Trail La Thuile. Det giver god tiltro til egne evner. De næste to pas ryger nærmest også af sig selv og snart står jeg nede i Planeval. Forude ligger første hoveddepot i Valgrisenche og de første 50km er passeret. Jeg har på forhånd valgt at gå det meste af dette stykke for at give benene ro. Det er fladt og på græs. Det bliver også mørkt og derfor tjener det til en slags ’hvile’ for benene.

Første depot er ret hektisk. Der er mange løbere allerede. Nogle ser dog allerede lidt slukkede ud! Jeg sidder ned ved siden af to franskmænd. Denne ene hedder Philippe – han skal siden gå igen. Og igen. Det bliver blot et hurtigt strømpe- og underbukseskift. Af sted ud i mørket og det første seriøse udfordring. Stigning op til Rifugio Epée og så Col Fenetre med et sygt stejlt og teknisk nedløb. Jeg kommer hurtigt op til en løber der går og taler i telefon. Det er Philippe og vi følges til Epée. Her øger vi undervejs gruppen med et par mand og Fenetre nappes i fin stil. Nedløbet går rigtig godt sammen med en spanier og ved Rhemes Notre Dame strutter jeg af selvtillid. Det kører super. Ikke for hurtigt og ikke for belastende. Der er ingen tegn på for stor udtrætning af musklerne.

Herefter følger to af de højeste pas. Col Entrelor er lidt af en bastard og jeg får et højdeildebefinde. Meget irriterende, da jeg burde være helt tilpasset til højden. På et tidspunkt er jeg tæt på at brække mig. Men nyser i stedet for to gange helt nede fra maven. Heldigt for den løbet der ellers vil have fået glæde af mavetømningen. Jeg kommer dog over passet i okay tempo og turen ned til Eaux Roussos kender jeg indgående. Den sidste del føles som en uendelig gentagelse af ens serpentinersving som trætter mig lidt psykisk. Og forude venter Col Loson! Det er 3296m og med en uendelig lang stigning som er dræbende uoverskuelig – selv i frisk tilstand. Heldigvis er vi en spredt gruppe af løbere som nu har set hinanden lidt an. Der er en stiltiende forståelse for, at vi går samme tempo, men med lidt skiftende styrker og svagheder. Cho fra Japan er smilende og virker sympatisk selvom han ikke mægler et ord. Falk fra Tyskland virker stærk og rolig. Phillipe er sakket lidt bagud mens andre er kommet til. Himlen lysner og vi går i spredt formation ind mod opstigningen. Mine ben er møre. Mere end forventet. Jeg må bakke lidt af og kan ikke holde tempo som i juli hvor jeg nærmest ’fløj’ over sammen med Heine. Jeg har tabt lidt terræn op over det sidste svære stykke i stenfaldet. Heldigvis letter det hele når jeg begynder at komme ned i højere tryk og jeg får løbet fornuftigt ned til Rifugio Sella. Cho løber forbi uden ophold og vi nikker til hinanden. Han led også op over Loson. Vi er i samme båd. Men vi skal videre. Det er en ny dag og den føles til at blive varm!

Ned fra Sella mod Cogne løber jeg i egne tanker med solbriller og er lidt fraværende. Det er alligevel hård kost at tage turen i sammenhæng. Og der er langt hjem. Meget langt. Pludselig mødes jeg af et: ”Det jo Knudsen”. Det er Flemming Andersson og Kenneth Petersen fra Team Schwausen. Det er en virkelig fed fornemmelse, at de kommer ud på ruten. Det river mig ud af min lidt sløve tankegang og jeg kommer ud med nogle ting om de svære passager. Utroligt, at så lidt kan betyde så meget. Bagefter løber jeg ned til Cogne med nyt overskud. Nye sokker og nye underbukser. Og solcreme! Lidt føde, og så af sted derfra. Ingen grund til at hænge i depotet.

Fra Cogne til Lillaz er der et helt fladt stykke med ’blød’ bund. Dette har jeg også udset som ’hvilestykke’. Det tager en halv time og giver ro i hovedet. Derefter følger en stigning der på ’papiret’ ser let ud, men den er ret udmargende. Min plan er at nå helt til Rifugio Dondena før jeg vil sove første gang. Men jeg er faktisk ved at være ret træt. Undervejs overhaler jeg en del og nogle andre kommer bagfra. Lige inden passet Fenetre de Champorcher ligger Rifugio Sogno di Berdzè. Her går jeg kold. Pludselig ryger luften ud af ballonen. Okay, så er det her du sover. To timer under et tæppe i en kold sovesal. Ikke verdens bedste søvn. Men lige nok til at hjernen bliver nulstillet. Jeg går ud derfra og kommer hurtigt op til Wes fra Colorado og Thomas fra Schweiz op mod passet og senere Andrea fra Italien på vej ned fra passet. Fælles depotstop i Dondena, men Thomas og Wes smutter hurtigt mens jeg spiser pasta bianca med Andrea.

Det bliver mørkt igen og i næste depot møder jeg Thomas og Wes igen. Wes kigger på ruteprofilen og siger – som så mange andre har sagt – at det ser nemt ud derfra og til Donnas. Men det er det ikke! Jeg fortæller dem at det næste lange stykke er teknisk svært og med små skarpe stigninger der ikke kan ses på ruteprofilen. De tror vist ikke helt på det. Men det er det. Wes kobles snart af og sammen med Thomas henter vi en del løbere indtil Thomas også falder tilbage. Jeg æder det hele i et langt hug og står snart på asfalten i Höne. Det er en by og der er gadebelysning. Der er plant underlag. Det virker befriende! Og jeg går og lunter ned til hoveddepotet i Donnas. Desværre føler jeg også en træthed omkring mine knæ. Det meget bremsearbejde i relativt lavt tempo slider på leddene. Det er sært, at fordi man bevæger sig langsomt, så belastes kroppen på en anden måde. Og specielt mit højre knæ er mærket på ydersiden. Knæskallen trækkes skævt pga en tidligere operation og det er lidt hævet. Derfor tager jeg mig god tid i depotet og får løsnet benene.

Jeg er underlig forvirret da jeg går ud fra depotet. Klokken er 1:15 anden nat og jeg har kun sovet to timer. Samtidig er det en mild sommernat og jeg går roligt afted i t-shirt og vest. Byen er rolig og jeg følges med tre italienere med Rafaella Miraelle. Forude venter stigningen op til Rifugio Coda. En satan! Jeg har tidligere taget stykket op til Coda på 3,5 time og afsætter derfor 5 timer til det her. Det er fint i forhold til min tidsplan og burde gøre, at jeg ikke bliver overanstrengt. Det føles også meget nemt, men til gengæld føles turen meget, meget lang. Jeg får lidt selskab af en brite og en amerikaner, men smutter fra den i depotet halvvejs. Det sidste stykke op trækker lidt tænder ud og knæet melder tilbage med brok over belastningen. Da jeg når kanten mødes jeg af en blæst af stormstyrke og en sigtbarhed på stort set ingen. På med vindjakken. Den står som en ukontrolleret drage bagud og det ene ærme er på vrangen. Det er som at kæmpe med flag i uvejr. Og mens jeg kæmper kommer Falk forbi i rask trav med en spanier på slæb. Jeg får jakken på og høvler de sidste 20 min af mod hytten i bar arrigskab over blæsten. Falk griner af mig og siger, at man altid skal tage jakke på inden man når kanten. Tak. Det husker jeg til næste gang. Vi er præcis halvejs på hele ruten og tiden siger 44 timer. Er det for hurtigt? Måske, men der skal jo også regnes tid til at sove ind og at tempoet daler mod slutningen. Der er dejlig varm og hyggeligt i Coda. Planen er dog at tage det næste stykke med til Rifugio Balma for at sove der. Så udnytter jeg dagslyset og kommer tættere på Niel. Det næste stykke der venter, er nemlig en af de mest udmagrende sektorer på ruten. Falk har sovet tre timer i Donnas og smutter med det samme.

Turen til Balma bliver ret hård. Jeg er træt og mit knæ brokker sig. Det tager tre timer. Lidt mere end forventet. Jeg hopper i seng og sover to timer. Vågner op og er stiv i alle led og mine fødder er helt smadrede. Okay, det er nu der for alvor begynder at gøre ondt. Udenfor depotet prøver jeg at strække højre quadriceps ud. Knæet kan ikke bøje til 90 grader og knæet er stærkt hævet på ydersiden. Min eneste chance er at komme til næste hoveddepot i Gressoney Saint Jean og få noget behandling. Der er langt! Jeg ender med at gå stort set alene frem til Niel. Det tager en evighed og knæet bliver mere og mere stift. Det er også kedeligt så jeg maser med negative tanker undervejs. I Niel overraskes jeg af vores hotelværter fra Hotel Croux i Courmayer. De er ude for at heppe på Stephanie Case der ligger treer hos kvinderne og ventede så lige på mig. Det giver et boost da jeg hænger temmelig meget med skuffen her. Der er kun fire timer til Gressoney siger de. Og der er fysioterapeuter. Kun fire timer! Det bliver fire ret tunge timer, men pludselig er jeg ned på asfalten og har hoveddepotet indenfor rækkevidde. ”Massagio?” spørger jeg som det første og vises vej til fysserne. Ind i bad og op på briksen. Og her kommer jeg under den mest kyndige behandling jeg kunne ønske. Mine ben løsnes op og han tager fat om knæskallen og trækker roligt i musklen til den slipper spændingen. Efter mad og strømpeskift – og det obligatoriske skift af batterier i pandelampen-  står jeg igen ude i mørket. Fuld af ny selvtillid og med friske ben. Så længe det varer…

Det næste stykke starter blidt med flad vej. En ræv hopper ud foran mig, men ellers er det rolig stilhed. Derefter følger et benhårdt stykke op mod Col Pinter. I dagslys en smuk tur. I bælgravende mørke helt alene og overtræt er det pludselig en nærmest uoverkommelig opgave. Og her føler jeg mig for første gang pludselig magtesløs. Der er virkelig langt til næste depot og der ingen civilisation undervejs. Det er også skide koldt og jeg raver af sted som om jeg er fuld. Forvrider foden og bander over at jeg ikke kan se andet end det i lampens skær. Og flagene med reflekser. Som bare bliver ved, og ved, og ved. Det tager en evighed at nå op til passet. Til sidst kommer der en pandelampe bagfra. Jeg sætter mig og spiser en bar og venter på selskab. En frisk franskmand. Ved toppen pakker han stavene sammen og spænder skoene og så suser han dernedaf hurtigere end jeg kan følge med. Alene igen! Og lang svært nedløb foran. Jeg er lige ved at græde. Sådan næsten da. Jeg føler mig i al fald meget, meget alene.

Timer senere dukker Rifugio Crest endelig op. Klokken er 3:30 og jeg er smadret af træthed. Indenfor er der super hyggeligt og hyttefolkene hilser mig velkommen. De har cornflakes og chokopops med mælk. Det spiser jeg og nyder at være kommet ud af min fortabte tilstand. Jeg beder om at sove to timer. Så kommer jeg tættere på dagslyset inden jeg skal det sidste stykke ned til depot i Champoluc. Da de vækker mig spiser jeg cornflakes og chokopops igen og drikker kaffe. Jeg vil helst ikke ud i kulden igen. Og jeg er begyndt at miste det mentale overblik over dag og nat. Tænker, at i morgen skal jeg nå der og dertil. Men det er jo allerede i morgen. Eller noget? Man kan jo ikke skille dag og nat tænker jeg. Sære tanker der melder sig.

forunderefterTuren fra Champoluc til Saint Jasques går i en døs mens dagen gryer. Derefter følger en lang stigning mod Rifugio Thournalin som bare er en lang gang steady pligtarbejde. Det er et godt depot rent mentalt. Et pitstop inden stigningen mod Col di Nana. Jeg tager mig sammen og spiser også det pas i jævnt tempo. Desværre har jeg et stykke tid haft negative båndsløjfer i hovedet. Jeg keder mig! Man går for meget synes jeg. Der er for lidt sjov. Jeg tænker på hvordan jeg i de korte løb hernede tager nedløbene i højt tempo. Farten og spændingen mangler her. Det er surt slid synes jeg. Det bliver meningsløst. Det er et ret uheldigt tankespind jeg er inde i. Ned mod Valtournenche og næste hoveddepot er jeg faktisk meget nede. Her tænder jeg min telefon for første gang og beklager mig. Tilbagemeldingerne får mig dog til at løfte hagen fra bordet. Det skal gøres færdigt det her. Tidsplaner er godt nok røget lidt i vasken. Jeg kan ikke længere nå under 100 timer, men jeg skal fandme gøre mit bedste for at komme tæt på.

På vej mod Rifugio Barmassa bliver jeg hentet af af tre italienere der går i et kværnende konstant tempo. Jeg hægter mig på og pludselig kommer jeg da fremad i konstant tempo. Vi æder os vej til næste depot og her smutter jeg fra dem. Jeg vil frem til Refugio Magiá hurtigst muligt. Der boede jeg en uge op til Moonlight Trail og ser frem til at komme igen. Der venter et meget teknisk nedløb fra Fenêtre de Tsan, men derefter er der et nemt stykke. Jeg bliver modtaget med åbne arme i rifugiet. Det giver et mentalt boost igen og jeg sover to timer i en seng jeg kender. Håndtryk og skulderklap på vejen ud gør at det næste stykke i buldermørke op mod Rifugio Cuney er til at overkomme. Deroppe møder jeg Johan Steene fra Sverige som jeg sidst så efter Balma. Det er sært at man pludselig støder ind i folk som har været foran eller bagved i flere døgn. Som at bevæge sig i en slags paralleluniverser. Han smutter ud før mig. Det næste stykke er hårdt at komme igennem. Jeg vælter nærmest rundt i stenfaldene og på et tidspunkt vrikker jeg om på foden igen. Denne gang kommer der en skarp og meget intens smerte fra ydersiden. Ikke godt! Jeg bander over at skulle rende rundt i mørket. Man kan jo ikke engang nyde omgivelserne. Alt er gråt i gråt. Men jeg priser mig lykkelig for, at jeg i det mindste ved hvad det er jeg render rundt i. At jeg har en klar fornemmelse af hele dalen og rutens forløb. Det må være utrolig innerverende for dem der er her første gang. Et uendelighedesprojekt. Anyway, pludselig er jeg ved Bivacco Clermont og møder Johan igen. Han kigger på mig og spørger om jeg ikke skal sove en times tid. Det har jeg først tænkt mig at gøre i Ollomont. Men måske har han ret. Hytten er fortættet af venlighed fra de tre hyttefolk. Johan smutter og jeg bliver siddende og drikker friskpresset juice og spiser pasta. Der er langt hjem. Og natten er kold og mørk.

Det næste lange stykke mod Oyace er tæt på at knække mig. Det er ret kedeligt og jeg er alene hele vejen. Da jeg endelig når frem ligger Johan og sover. Philippe som jeg har set tidligere sover også. Alle sover sødt. Jeg tager skoen af og har en hævelse som et hønseæg på ydersiden af anklen. Det ser ikke rart ud. Jeg lægger mig på en briks med foden oppe og døser senere en times tid. Hvis bare jeg kan komme frem til Ollomont i fornuftigt tempo så er der fysioterapeuter igen. Det er mit mål. Jeg skal have fikset foden. Fra Oyace følger en lang stigning mod Col Brison. I mørket føles det som om jeg går det samme stykke igen og igen. Ruten gentager sig selv. Pludselig er jeg bange for at jeg er gået forkert og går det samme stykke forfra. Men det kan man jo ikke. Man kan ikke gå opad og så komme ned. Alligevel begynder jeg at lægge mærke til fældede træer, specielle klipper og andet når ruten drejer igen og igen. Det er irrationelt og min hjerne spiller mig puds. Bagfra hører jeg stave mod sten. Ahhh, to pandelamper dukker op. Det er Philippe og Chilla fra Italien. Hender så jeg sidst omkring Niel. Philippe kører konstant tempo og jeg hopper på. Så er jeg også sikker på vi går den rigtige vej – selvom der kun er en vej!? Vi henter to andre deltagere og når pludselig toppen. Så er det kun nedløbet der skiller mig fra Ollomont. Jeg har boet i byen lige ved depotet ni dage op til løbet. Jeg kender stort set hver en meter derned. Problemet er bare, at min fod nægter at samarbejde. Jeg kan simpelthen ikke løbe nedad og da jeg kommer til den sidste lange og meget stejle grusvej går det helt galt. Smerterne er uudholdelige. Jeg må gå sidelæns og baglæns. Intet hjælper. Jeg råber af vejen. Jeg tæsker den med mine stave. Jeg smider stavene ned i jorden og knytter næverne mod himlen. Men intet hjælper.fodtape Det tager mig tre timer at komme ned til asfaltvejen. Det er blevet lyst og jeg har brugt unødig meget tid på noget der burde have været simpelt. Endelig i Ollomont viser jeg min ankel til ham der står for fysserne. Dislocation. Vaske tæer og så op på briksen. To unge fysser instrueres i at den skal tapes. Jeg går ud som et lys på briksen. Vågner ved at de ryster mit ben og ser den vildeste tape. Gisp. Kan jeg overhovedet løbe med den. Jeg skal stå ned og se om den virker. Den virker fantastisk. Jeg kan lægge al min vægt på foden. Jeg kunne have kysset de to fysser lige der. Johan kommer ind og jeg viser ham den. Den er flot. Måske jeg skulle sove? Ja, det er rigtigt. Snupper en time mere på en briks.

Vågner op til regn og en dropbag der er spredt ud over et bord. Okay. Fokus nu. Propper alt i dropbaggen og tager tights og regntøj på. Og så af sted. Op mod Col Champillon og inden da Rifugio Champillon hvor jeg også har boet og glæder mig til at gense hyttefolkene. Det går ikke hurtigt, men det går og knæene er faktisk holdt op med at gøre så ondt igen. Foden virker super med den nye tape. Jeg når op til rifugiet og modtages igen med glæde. Får en kop kaffe i hånden og skulderklem. Det fylder mig med positiv energi og jeg giver den gas op mod passet til ære for dem. Forude venter et nedløb som jeg kender og så 4 km meget let plan sti. Rutens letteste stykke. Jeg tager nærmest tilløb og starter nedløbet. Det fungerer perfekt. Jeg tager det hele i løb. Euforisk. Det er ren lykke at kunne løbe nedad igen. Det hele vender. Jeg kan se en ende på hele løbet og det bliver en positiv afslutning.

malatraI fin stil når jeg ned til Saint Remy en Bosse og videre. Nu venter kun Malatra. Den sidste forhindring. Det ikoniske sidste pas man skal igennem. Derefter kan det ikke gå galt. Men Malatra er før blevet lukket pga dårligt vej. Og det regner og der er tunge skyer over passet. Jeg går hurtigere og hurtigere frem mod passet. Pludselig letter skyerne og foran mig er bjergene fuldstændig dækket af sne. Jeg bliver helt paf, stopper op og tager et billede af det. Lidt fremme møder jeg en løbskommisær og spørger om passet er åbent.” No problemo”. Bare fremad med mig. Op til Rifugio Fresseti i sne og med panik over det. Her møder jeg sjovt nok Philippe og Scilla igen. Aftaler at gå med dem over passet. Crampons på undervejs og pludselig er vi oppe. Sært nok forløses det hele der. Philippe jubler og hopper op og ned. Og pludselig råber vi og er euforsike. Får taget de obligatoriske billeder. Derefter løber vi ned ad den anden side. Som kåde føl der bare har lyst til at sparke bagud og vrinske.finish Vi har klaret det. Resten er en formalitet. Der er ingen forhindringer. Philippe fortæller løs om Mont Blanc og alt muligt fransk. Vi holder sammen nu. Det er os tre der gjorde det sammen. Scilla har lidt svært ved at følge med, men vi samler op igen og igen. Det er en sær fornemmelse. Løbet er slut på Malatra. Nu er vi ligeglade hvor lang tid det sidste stykke tager. Vi skal bare hjem. Tiden er også ligegyldig. Den bliver god nok. Under 110 timer er helt vildt. Overdrevet vildt faktisk. Jeg vil bare gerne i seng…

sofaI mål modtages jeg af Heine som udgik pga sygdom og af vores hotelværter. Det er lidt overvældende. Jeg er ekstremt træt. Og meget forløst. Det var afslutningen på mit Aosta projekt. Min eksamen som bjergløber. Og det er efter omstændighederne gået over al forventning. Man kan ikke tage højde for uheld og skader. Jeg er derfor også dybt taknemmelig for den fantastisk kompetente behandling jeg fik af fysioterapeuterne i Gressoney og Ollomont. De var guld værd.

Tor des Geants er en vanvittig hård prøvelse. Jeg er glad for jeg har prøvet det og har gennemført. Længden af løbet er afskrækkende, men det er terrænet man skal igennem, der er den virkelige prøvelse. Så mange bjergpas over 2500m er næsten umenneskeligt. Og så nætterne! Som alle jeg mødte sagde: ”It’s the nights!”. De trækker godt nok tænder ud. Og jeg er virkelig glad for at jeg kom i mål inden endnu en nat.

Og kunne det have ladet sig gøre på under 100 timer? Svaret må svæve i det uvisse. Jeg mener godt jeg kunne have gjort det uden uheld. Jeg havde helt klart formen til det. Men den var nok svær. Kigger jeg på nogle af dem der var omkring mig undervejs, så var det kun Falk Huebner fra Tyskland der brød de 100 timer. But who cares anyway…

alletreijakkerNæste dag møder Heine og jeg Harriet Kjær der er bosiddende i Barcelona. Hun er første danske kvinde til at gennemføre. Vi misser Michaels målgang pga dårlig tracking, men han tager revanche næste dag, hvor vi drikker øl og nyder livet alle fire. Egentlig var der også en femte dansker til start da Thure Tornbo Baastrup stiller op for Grønland. Han udgik dog allerede i første hoveddepot.

Min placering og tid blev: Tom Gruschy Knudsen: Nr. 65, 108:46 timer. Bedste danske tid og placering i TDG.

Save

Save

Beatrice-friesland-riano-open-trail

Riaño Open Trail 48k/3000hm

img_4909

Hvordan jeg kom igen efter en DNF og de kampe jeg havde undervejs.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at motivationen styrtdykkede efter min DNF til Trail Sierra Nevada i juli. Al løb efterfølgende har været mere lystbetonet end regulær træning.

Da tiden så småt nærmede sig, kæmpede jeg meget med mig selv om jeg skulle tage afsted. Hvad nu hvis jeg udgik igen?  Heldigvis var min nysgerrighed omkring løbet dog stærkere (havde virkelig hørt meget godt om løbet og området) end min usikkerhed. Flybilletten blev bestilt, så en enkelt overnatning i Madrid, tog til León og en lejebil fra León til Riaño, knap 100km.

Fredag d. 8/9 tog jeg afsted med en blanding af stress og spænding.  Dog blev spændingen lige en tand for meget da det i toget gik op for mig at jeg havde glemt mine vandflasker (soft bottles) på køkkenbordet. Katastrofe og kæmpe rookie mistake. For hvad gør man lige når man sidder i toget på vej mod København fra Århus. Gode råd var dyre og min puls nåede lige at peake. Jeg lavede en google søgning og fandt ud af, at Outdoor Rødovre havde mine flasker. Fik ringet og lagt to flasker til side. Efterfølgende måtte jeg ringe til min stedfar og brødebetynget bede ham om at køre til Rødovre for at hente flaskerne og derefter køre dem ud til lufthavnen, og nåh ja, jeg var en kæmpe nød og jeg skyldte en kæmpe kvajebajer (insert face palm). Heldigvis, var han sød nok til a tage turen derud og hente dem for mig. Uden et godt netværk, så står man sgu ringe!!!

Det skal siges at jeg plejer at have godt styr på mine sager op til et løb (har min tjekliste så jeg ikke misser noget), men det hele glippede lige den dag.  Jeg mødtes med mine forældre i lufthavnen og fik flaskerne. Fik krammet farvel og med pulsen i normalt leje kunne jeg nu påbegynde første del af min rejse.

Efter en overnatning i Madrid tog jeg toget til León, hentede min lille Fiat Panda og begav mig ind i landet mod Riaño. Turen er ikke mindre en fantastisk. Da bjerglandskabet så småt begyndte at dukke op i horisonten, kunne jeg ikke andet end at smile, for hold nu op hvor er det smukt.  Jeg var overvældet.

img_4868

Jeg nåede Riaño henad formiddagen, vejret var skønt, luften klar og ren. Den hyggeligste lille bjerglandsby.

Området er besøgt af vandrere, pilgrimsrejsende (ja dem der tager turen til Santiago de Compostela), jægere… Og ja løbere.

Jeg havde booket hotel lige ud til byens hovedvej. Det skulle vise sig at være det bedste jeg havde gjort, da målstregen lå 50m derfra :)!

img_4871

Efter jeg havde tjekket ind på hotellet gik jeg en lille rekognoscerings tur i byen, fandt det lokale supermarked og fik købt lidt snacks mm. Aldrig gå ned på snacks ;-).

Riaño Trail Run består af to løb. Det første er et tredages etapeløb, og så det jeg skulle deltage i Riaño Open Trail på 48km/3000hm.

I forbindelse med Etapeløbet var der lavet en Camp og det var her jeg kunne hente mit startnummer.

Løbene er arrangeret af den spanske trailløber Miguel Angel Heras, en gammel rotte trailverdenen og en af Spaniens absolut dygtigste løbere. Han er vokset op i området, så dette er hans baghave –  Hvilken baghave, WOW! Der var lagt op til tørre tæsk.

Startnummeret blev hentet og jeg skyndte mig tilbage til hotellet, for at få spist og hvilet til det forestående løb. Starten skulle gå søndag morgen kl. 8 fra nabobyen Lario. Vi blev hentet i bus kl. 7:20.

Jeg havde på forhånd læst lidt om løbet og havde også talt med tidligere deltagere omkring sværhedsgraden.

Vejret havde været omskifteligt med temperaturer fra -1 til 15 grader. Jeg havde medbragt handsker og det var en rigtig god idé på dagen.

Ellers bestod mit udstyr af “the usual suspects”: mine tro vandrestave, min løbevest – nu med flasker, Tailwind sticks (jeg brugte 4 på turen).

RACE DAY

Jeg stod op kl. 5 spiste min morgenmad og puttede mig under dynen igen og fik hvilet en times tid.

Jeg fik pakket mit udstyr, kom i tøjet og gjort mig klar til afgang. Udenfor var det 5 grader, og blæsende, jeg var bare glad for at det ikke regnede. Kl. 7:20 blev vi hentet af bussen og knap 15 min senere ankom vi til Lario.

Stemningen ved starten emmede af spænding og forventning, og en god portion humor. jeg fik ringet hjem, sat tlf. på lydløs og stillet mig klar i feltet.

img_4898

5 minutter før start kom vores speaker med nogle last minute vigtige informationer, der omhandlede første og sidste stigning. Hvis man led af højdeskræk, ville der være bjergguider til at guide op/ned af bjerget.

Derefter gik starten. Stille og roligt begav vi os alle ud i morgengryet.

De første par km var asfalt, derefter mark og skovbund. Ved ca. 6km ramte vi stigningen PICO DE YORDAS, knap 4km op med 800hm. Der var tåget og man skulle klatre op. Det var svært at se hvor jeg skulle sætte fra med hænder og fødder. I tågen kunne jeg høre guiderne bimle med ko klokker og råbe i skal bare opad –  Jo jo, men hvor er op.

Det tog sin tid og jeg kom op. Men jeg kæmpede meget med småkriser –  den lille stemme inde i mig der blev ved med at sige: Så giv dog op, gå hjem, hvad laver du her??? Det er for farligt? Hvad hvis du falder? Jeg nåede toppen, tog nogle dybe indåndinger og begyndte at kravle ned igen. Jeg sagde til mig selv, nu løber du mod første væskedepot og tager den derfra. Stille og roligt.  Nedløbet var stejlt, bestod af klipper, løse sten og løs jord. De seje proffer springer ned som bjerggeder, det er så ikke mig haha. Jeg er en smule mere varsom. Så med tungen lige i munden fik jeg bevæget mig ned. På vej ned mødte jeg en anden kvindelig løber og sammen fik vi talt os ned af første bjerg og løb sammen mod første væskedepot. Vi fik vendt lidt af verdenssituationen og det var en lettelse at kunne fjerne fokus fra al usikkerheden og i stedet kunne grine og bande af første stigning. Det er også hyggeligere at følges med en lidelsesfælle.

Vi nåede første af i alt 3 væskedepoter undervejs efter 14km. Vi tankede hurtigt op og var videre. Vi holdt en god pace, der manglede trods alt stadig 34km til mål.

img_4914 img_4913

Tågen var så småt lettet, og vejret var blevet lunere. Solen var endda begyndt at kigge frem mellem skyerne. Nu kunne vi endelig nyde omgivelserne. Der var så smukt, ubeskriveligt smukt. Græssende køer og vilde heste. De billeder vi tog, trods de blev gode, kommer slet ikke til deres ret, for det hele var magisk.

Min krise var så småt forduftet, hvordan kan man også have en krise, når man kommer igennem så smukke områder. Desuden hjalp det gode selskab at få afledt tankerne.

Man skal ikke lade sig narre af højdeprofilerne på startnummeret, det der umiddelbart ligner en lille bakketop er meget mere og det snyder så vandet driver. Jeg kæmpede lidt på anden stigning på grund af varmen, men jeg fokuserede og kom igennem. Der røg dog et par eder og forbandelser på vejen.

Jeg nåede andet væskedepot og humøret var højt, over halvvejs. Nu ventede næste stigning som primært bestod af asfalt og grusvej, derefter ned og så en ca. 7km lang flad rute på hhv. asfalt og skovsti. Vi løb blandt andet igennem en bjergtunnel, virkelig syret oplevelse. Efter det kom en 3km stigning med nogle små plateauer undervejs. Min løbemakker var begyndt at blive mærket af træthed og gik ned i tempo. Hun sagde at jeg skulle give den gas, så jeg fortsatte. Jeg nåede helt op og så gik det ellers ned. Masser af løse sten, jord/mudder og en lang smal, stejl passage ned. Den var led, men jeg fortsatte og nåede tredje og sidste væskedepot. Fik min sidste påfyldning og så var jeg videre. Nu ventede den sidste meget krævende stigning.

img_4922 img_4924

Dette var endnu en vertikal stigning, hvor jeg skulle klatre op. Miguel Heras tog imod i bunden og briefede kort, om hvad jeg skulle gøre. Jeg takkede for den fede men lede rute og han kvitterede med: “Du har endnu ikke set det bedste”. Når du når toppen så fortæl mig når du kommer i mål, hvad du synes om udsigten” Og så blev jeg sendt afsted op af bjerget. Der var bjergguider, der stod flere steder og guidede. På intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller utilpas.

Jeg nåede toppen og blev overvældet og rørt over udsigten. Her stod jeg 5km fra mål på et meget smalt stykke, hvor det gik lodret ned til begge sider og følte en taknemmelighed over at være nået så langt, for at kunne opleve noget så fantastisk.

Jeg fik sundet mig og guiden forklarede mig, hvad der nu skulle ske. Vi skulle krydse bjergryggen, ca. 200 meter men jeg skulle ikke være bekymret for det var ikke farligt og så længe jeg holdt godt fast ville der ikke ske noget. Vi skulle gå langs en lille klippe afsats. It’s just a hill get over it!

img_4928 img_4929 img_4931 img_4932

Jeg kom igennem tude færdig, jeg havde overvundet mig selv og en af mine største frygt – højdeskræk. Men jeg havde undervejs slet ikke tid til at være bange eller tænke over det, fordi jeg var så koncentreret. Tanken strejfede mig aldrig. Der stod guider til at hjælpe mig ned for dette nedløb var ekstremt stejlt og krævede tålmodighed og vigtigst af alt forsigtighed.

 

Jeg kom ned og så var det ellers mod mål, ca. 2 km igen, men kroppen var træt efter at have været i gang i mange timer. Jeg kæmpede. Min kære løbemakker havde indhentet mig og sammen løb vi ind mod Riaño.  Opløbet foregik på grusvej, og resten asfalt. Vi skulle tilmed krydse en bro ind til byen. Vi grinede, bandede og luntede/løb og gik. Da vi nåede de sidste 100m skulle vi gud hjælpe mig op ad trapper WTF?! Som om vi ikke havde været pinsler nok igennem hahaha. Vi løb sammen ind over målstregen hånd i hånd, armene op over hovedet og nærmest i spring 3 minutter før cut off.

Vi blev modtaget med kys og kram fra de frivillige og guiderne. Stemningen var ubeskrivelig.

Jeg fik min medalje om halsen, aldrig har jeg før kæmpet så meget for at nå i mål. Idet jeg også havde gennemført mit tredje løb i Spain Ultra Cup, fik jeg også en super fed Finisher trøje.

img_4902

Jeg var så overvældet, det havde været et hårdt løb, jeg havde virkelig kæmpet med mig selv og elementerne.

Absolut ikke det hurtigste løb jeg har gennemført, men stoltheden vil ingen ende tage for jeg gav aldrig op, selvom jeg havde lyst flere gange undervejs.

Riaño Trail Run er et løb der varmt kan anbefales, men vær forberedt på tæsk hæhæ. Det er et udfordrende og ret teknisk løb, men også et helt vanvittigt smukt løb, med en masse fantastiske hjælpsomme frivillige undervejs.

Jeg er glad og taknemmelig for at jeg fik muligheden for at deltage i dette løb.

Hvad har jeg så lært af dette løb?

Jeg tager en masse med mig fra dette løb. At jeg udgik sidste gang er ikke ensbetydende med at jeg skulle udgå denne gang også. Jeg skal være bedre til at stole på mig selv om mine instinkter og ikke lade mig overvælde af usikkerhed og frygten for at fejle -> Det skal jeg arbejde mere med.

 

img_4900

 

For i sidste ende så gjorde jeg det, jeg gennemførte. 2 x finisher HELL YEAH!!!

 

 

Echappee Belle – Den franske forbandelse!

Om løbet

Første gang jeg støder på løbet med det lidt underligt klingende navn: Echappee Belle (EB) er i januar måned 2016. Har netop fået at vide jeg ikke kom med til UTMB som jeg ellers havde søgt.

 

eb24

Lettere irriteret begynder jeg at søge rundt efter et andet løb i den samme periode. Snævrer det ind til 2 løb. Ultra trail cote´d azur mercantour og EB. I første omgang “vandt” UTCAM idet jeg var så heldig at vinde et startnummer inkl overnatning til løbet. Lidt svært at sige nej til. På papiret lignede de 2 løb hinanden en del. 145 km med hhv 9000 og 11.100 højdemeter.

Da jeg så et års tid efter var i gang med at skulle planlægge 2017 blev jeg fuldstændig solgt til EB. Billeder og film fra 2016 udgaven virkede så helt igennem unikke og præcis det jeg søgte i et kommende hovedmål for en sæson. Besluttede mig helt at droppe at søge UTMB til fordel for EB.

 

Løbet har 3 forskellige distancer plus en mulighed for at løbe en “duo” på den lange.

47 km med 2800 højdemeter

85 km med 6050 højdemeter

144 med 11.100 højdemeter.

Alle 3 distancer i særdeles svært teknisk og relativt øde terræn.

 

eb26

 

Rejsen

Inden løbet havde der egentlig været 2 andre danskere der var klar, men desværre, af forskellige årsager kom ingen af dem med hvilket gjorde at min rejse blev for mig selv.  Ikke noget jeg har tænkt så meget over, men her efterfølgende godt kan se var ærgerligt. Rejserne til disse løb er ret lange og tidskrævende. Her er det virkelig guld at have nogen at tale med.

Tager afsted tidligt torsdag morgen (omkring 4.30) og er fremme i den lille by, Aiguebelle, hvor startnumrene skal hentes omkring kl 14.00. Dørene åbnes og vi er vel omkring 20-30 mand her, så det går hurtigt med at komme ind til slusen hvor vores udstyr skal tjekkes…

tjek, tjek, tjek, tjek……whistle…..hmm. Den sidder jo lige her i rygsækken. Her foran. Øh, ehh, tjae. Jamen den sidder da her. Jamen så i lommen da. Altså det ved jeg. Damens ord var ikke til at tage fejl af. No whistle – No bib!!! FUUUUUUUCK.

 

Det var nu der skulle soves

Der er så småt ved at blive åbnet nogle stande ude foran hvor bl.a. Dynafit har en stand. Krydser fingre for at de kan hjælpe mig med en fløjte, men nej. Deres forslag er at køre til Grenoble som ligger cirka 100 km derfra!!!! Nej. Det var der altså ikke helt tid til.

Op til løbet har jeg været i kontakt med én af arrangørerne (som kunne engelsk) 😉 Prøver at få fat på ham hvilket heldigvis lykkes ret hurtigt. Han forstår at jeg er lidt små presset over det med fløjten og skriver tilbage at han har nogle ærinder rundt omkring og at han nok skal prøve at finde en fløjte.

Efter en lille time skriver han tilbage at han har fundet en og vil være tilbage i Aiguebelle senere på eftermiddagen igen. YES. Så var den redet.

Cirka 3 timer efter jeg var ankommet er jeg igennem og har fået mit startnummer.

 

Den sidste nadver

Der var pastaparty i en bygning i udkanten af byen omkring 1 time efter jeg havde fået startnummeret. Når lige at få gjort mit udstyr klar og ligge mig lidt i sovesalen inden jeg finder sammen med en svensker, Edward, som er med i løbet for anden gang. Får et par gode råd omkring ruten. Han har samme agenda som mig om hurtigt at få spist og ellers komme tilbage og se at få sovet.

Kan på det her tidspunkt mærke at kroppen er total spændt og fyldt med løbskriller.  Jer ER klar, men også små irriteret over at der pludselig indsniger sig tanker om det her nu også er en for stor mundfuld. Heldigvis er det sengetid. Kl er godt 20

og vækkeuret er sat til kl 02.00. Shuttlebus kommer kl 3 for at køre os til start i Vizille. Ahh. Nu skal der soves….lige indtil et liveband giver den gas på pladsen overfor sovesalen (Målområdet). De stopper dog ret præcist kl 22 hvorefter jeg får sovet.

 

Løbets start

Efter ALT for lidt søvn, en lang bustur og vel 3-4 toiletbesøg senere står jeg sammen med 500 spændte deltager klar i Vizille fredag d 25/8 kl 5.55.

 

eb28

Gameplanen er klar i hovedet. Kroppen har det godt og jeg er glad. Vejrudsigten siger rimelig stabilt vejr hele vejen. Måske et par småbyger, men varmt.

Starten går og vi løber stille og roligt igennem Vizille og igennem slotsparken der. De første 30 km af ruten vil føre os fra omkring 200 højdemeter op til lige knap 3000 hm (rutens højeste pkt). Første depot ligger efter omkring 17 km.

 

vizille

Vi rammer ind på stigningen efter 2 km. Det går i fornuftigt tempo opad. Har lovet mig selv at jeg på intet tidspunkt må være forpustet her til i starten. Bevares. det går stejlt op og det kan mærkes, men åndedrættet skal være under kontrol. Det lykkes til fulde. Placering i feltet er lidt ligegyldigt. Jeg befinder mig fin hvor jeg er og efter en times tid kan vi ligge pandelamperne i rygsækken igen.

 

 

Det første stykke her som “almindelige” trailløb. Lidt en blanding af smalle og bredere stier i skov. Nogle steder med tekniske passager, men bestemt tåleligt. Det går primært op, men også med kortere nedløb.

 

Første depot – 16.5 km

 

 

Hold nu fast et “presset” depot. Der vrimler med deltagere her og der er ikke så meget plads. Væske og mad står for mig ligenu i anden række…Har et langt større og mere presserende problem 😉 finder heldigvis et toilet (ingen kø her) og kan efterfølgende begive mig ud i menneskemylderet. Får mast mig igennem og fyldt op. Tager en del brød og ost med i hænderne for jeg synes det er for pakket der og vil gerne bare videre. Jeg er her MAX klar. Maven og kroppen kører 100 procent som det skal nu og det er virkelig ved at blive varmt. Føler lidt at det er nu løbet for alvor starter.

 

 

Naturen begynder at ændre lidt karakter. Bjergene bliver skarpe og vi passerer et par fantastiske bjergsøer. Vi rammer første vanskelige passage. Det går utrolig langsomt og mange steder står vi i kø for at passere de tekniske stykker. Dette parti er lidt ligesom at klatre. Ingen sti, bare rå klippe hvor hænderne skal bruges til at forcere. Opad synes jeg det er fint. Når det går ned er det godt nok med tungen lige i munden.

eb27

 

Ofte er det ned at sidde og så kurre stille og roligt. Mega fedt og super svært. Alle er i samme båd. Venter og hjælper hinanden så godt som muligt. Eventyret er begyndt.

 

eb11

 

Går og hygger mig med at tænke på filmen Armageddon. Drager parraleller med bjergenes skarpe facon og den asteroide astronauterne lander på…Griner da jeg tænker på en af kommentarerne fra filmen: The scarriest environment immaginable….altså sådan var det jo ikke. Men barkst. DET VAR DET 😉

 

Depot nummer 2 og faldet!

eb16

 

Stadig ved godt mod. Maskinen kører velsmurt og der begynder at være masser af plads på sporet. Rammer andet depot og får tanket op til stigningen op mod løbets højeste punkt, Croix de Belledonne i 2926 meters højde. Jeg er rigtig glad for ingen problemer at have med at være i højden. Har før kunnet have lidt ubehag, men ikke denne gang.

Kommer stille og roligt opad. Sporene er smalle og det er virkeligt nogle skrappe stigninger der omkranser os her. Det har jeg også prøvet før….Men så sker det. Et splitsekunds uopmærksomhed og jeg træder et par cm for meget til højre. Rammer yderkanten af sporet og min fod skrider i skærverne der ligger der. Jeg falder så at sige udover kanten, lander på maven og glider ned. Det er stejlt og der er langt ned og når DESVÆRRE lige at få fornemmelsen af at det her går rigtig galt inden jeg får bremset. Medløberne står oppe på stien. Har lidt svært ved at hjælpe, så jeg må selv kravle op. Det føles som en evighed, men op kommer jeg. Kun småskrammer på knæ og albue, så jeg kan gå videre. FUCK mand en forskrækkelse. Har da før prøvet at falde, men det her stikker sgu godt de andre gange!!! Tænker lidt at det her trailløb jo bare er en sjov hobby og ikke noget hvor man skal frygte for liv og lemmer….Disse tanker kan jeg dog (på dette tidspunkt) skubbe fra mig.

 

Kommer op på toppen. Hold nu fast det er et fantastisk skue her.

 

eb12

Bliver tjekket ind på toppen, vender om og løber af en anden, parrallel sti nedad igen….Løber og løber er lidt meget fortalt idet det ikke går hurtigere end på vejen op.

Får på de næste mange km virkelig en god fornemmelse af løbet. Det er jo lige hvad jeg har drømt om…lige indtil klaphatten her endnu engang falder. Lidt i stil med foregående fald. Bare ikke så slemt. Slår knæet lidt mere, men ikke noget jeg ikke kan fortsætte på.

Stykket mellem depot 3 og 4 er en blanding af det hele. Skarpe, kortere stigninger og nedløb. Masser af små vandløb der skal krydses og vild natur. Hjernen er virkelig på overarbejde. Ingen steder hvor man kan cruise. Hele tiden 100 procent opmærksomhed på stiernes forløb.

 

eb17

På nedløbet frem mod fjerde depot skyer det lidt til og regner let. Det er helt rart lige at blive kølet ned inden strækket herfra og frem til hoveddepotet i Pleynet.

 

Om hvordan det mentale er det altoverskyggende vigtigste i ultra!!!

 

Ankommer til depotet. Relativ frisk. Ingen problemer egentlig og ved godt mod. På hvert depot er der en stor plakat der viser hvor langt og hvor mange højdemeter +/- der er til næste depot. (Endnu) en meget lidt engelsktalende person viser mig at nummer 2 top på dette stykke er vanskelig men ellers derefter langt nedløb.

Må i den grad sande at kvinden fik ret……

Begiver mig ind på første stigning. Den synes jeg er rimelig til at gå til. Vælger at stoppe ved hvert eneste vandløb for at køle mig ned. Kommer op og har her et lille nedløb.

Jeg ved der venter i vild opstigning nu…Og der troner den sig op. Wow det ser vildt ud.

eb18eb13eb15

 

Kæmpe store sten ligger smidt ud over det hele. Deroppe i det fjerne tårner 2 tinder sig op. Jeg kan se at vi skal op imellem her. Der er ikke nogen sti længere. Vi må selv ligge en rute op igennem og ovenpå stenene. Ruten er sporadisk markeret her med flagene der ligger ovenpå stenene. Bruger temmelig lang tid på at komme op, men kan se jeg hverken er hurtigere eller langsommere end andre her. Det er et ret vildt stykke, men langsomt kommer jeg op.

Hold nu fast en udsigt her og shit mand et nedløb der venter. Møg stejlt og fyldt med klipper og sten. Jeps. Edward havde ret. Det går om end mere langsomt ned end op.

 

Ved simpelthen ikke hvad der sker på de næste 7-8 km. Kroppen har det stadig fint, men mentalt begynder det at gå i sort. Pludselig vender mit styrt tilbage. Begynder at tænke “katastrofe-tanker”. Sæt nu jeg ikke kunne bremse. Hvad nu hvis jeg var røget længere ned og kommet alvorligt til skade. Eller det der var værre… Det kan jeg da ikke byde min familie. Det er jo bare noget hobby/hygge noget det her løb. Osv, osv.

Kæmper virkelig en kamp på dette stykke og det bøljer lidt frem og tilbage. Området her er sindssyg flot idet vi bevæger ind imellem nogle ret store bjergsøer hvor der løbes lidt langs kanten af disse.

 

eb30

eb29

 

Er fuldstændig splittet indeni. Min masterplan smuldrer og dykker bare længere og længere ned i et sort hul. Elsker jo for hulen dette her. Er lige netop NU i et af de mest fantastiske områder. Og alligevel er motivationen nærmest forsvundet. Jeg bevæger mig ind i tusmørket og kan dernede. Langt dernede se lys fra en by. Pleynet. der hvor hoveddepotet er.

 

Slut, færdig

Det varer en evighed at komme derned. Især fordi jeg ikke kan få vendt mine negative tanker omkring det hele. 3 km før depotet træffer jeg beslutningen. Beslutningen om at stoppe mens legen er god???!!! Altså stoppe fordi jeg konstant bildte mig selv ind at jeg ville komme til skade hvis jeg fortsatte! Det er rystende. Men sandheden. Stadigvæk her bagefter tænker jeg over hvorfor jeg ikke kunne komme ud af eller af med disse tanker. Jeg ved jo at sådanne mentale dyk kommer. OG FORSVINDER igen. Men lige lidt hjalp det. Beslutningen var truffet.

 

Går ind i depotet. Ringer hjem og fortæller situationen. Sidder og piver lidt over det hele. Men er afklaret. På dette tidspunkt var det, det rigtige for mig.

eb21

 

 

Tager shuttlebussen tilbage til Aiguebelle.

 

Hvorfor?

 

Har stadig ikke en 100  procent forklaring på det mentale nedbrud. Læner mig dog op af problemer med træthed. De to dage op til løbet var præget af alt for lidt søvn. Det er det eneste jeg kan sætte en finger på. Hmm. Måske også lidt min tålmodighed. Altså stadig tillade mig at være lidt i situationen. Lige trække vejret en ekstra gang.

 

På plus siden er absolut den måde jeg har trænet op til dette løb samt energi indtag. Kropsligt tror jeg ikke jeg før har været i så god form.

På den lidt mere ligegyldige side så har jeg fundet ud af at jeg får ustyrlig ildelugtende udstødning af gedeost!!!

 

eb25

Jeg tænker rigtig meget i disse dage på at komme tilbage og gennemføre løbet. Måske ikke den fulde distance, men derimod 85 km ruten.

Kender ikke endnu hvilke løb der lander i kalenderen næste år, men de sidste 2 års dnf i hhv utcam og eb skal i hvert fald med i overvejelserne.

 

Echappee Belle kan 100 procent anbefales. Organisationen omkring det består af passionerede bjergfolk som kender terrænet. Løbet emmer af “kærlighed” til naturen og bjergene. Men det er samtidig en stor mundfuld. Rigtig mange højdemeter i særdeles teknisk terræn.

 

Nu vil jeg se fremad. Drage de ting ud af min oplevelse som jeg kan og så ellers se at komme videre 😉

 

Pas på Jer selv og hinanden

 

/ Dannie

 

@dannietrail

 

Billederne er tager af:

Bruno Lavit

Yann Marchais

Benjamin Orgogozo

Thomas Capelli

Jean-Luc Augier

Phil Bouc Bellard

En rutschebanetur igennem Skagens klitter – Løbsberetning fra Skagen Odde Ultra Trail 30 km.

Hvorfor gør jeg det her mod mig SELV?

 

Mit hjerte banker, mine hænder er svedige og min appetit er en by i Rusland..

 

Jeg er nervøs.

 

Meget mere end jeg plejer, fordi jeg SELV har høje forventninger til mig SELV.

 

Jeg ved, at jeg er i god form og har trænet hårdt og godt. Men tankerne om at have været ramt af betændelse i min achillessene og sygdom op til den store dag får mig til at tvivle på mig SELV.

 

Jeg vandt sidste år.

 

Jeg vil inderligt gerne vinde igen og det gør jeg jo også, hvis altså ikke, at der kommer nogen, som er bedre end mig.

Sjovt nok. Jeg ved godt, at det ikke handler om at vinde, men nogle gange er det bare sjovere.
Planen er klar.

 

Jeg skal løbe mit eget løb og bare nyde det, så længe jeg kan. Skagen er fantastisk, solen skinner og min trofaste hepper, min mor, er her selvfølgelig.

 

Jeg løber for min egen skyld og jeg føler, at jeg har noget at bevise overfor mig SELV.

Nemlig at jeg er bedre end jeg SELV tro.

 

Vi bliver sat igang og alle bekymringerne forsvinder og jeg løber bare og inden, at jeg når at tænke mig om, har jeg rundet de første 5 km.

En af de første klitter

Jeg kæmper mig op og ned af klitterne.

Jeg kravler nærmest op og rutscher ned på den anden side.

Jeg har sand over det hele.

 

I skoene

 

I bukserne

 

og i munden.

 

Men jeg føler egentlig, at jeg har styr på det shit. Det er hårdt, pulsen er høj og jeg får sved i øjnene.

 

Efter de først og hårdeste 12 km ved jeg godt, at jeg er godt løbende og lige pludselig føles resten af turen som en “walk in the park”.

 

Jeg rammer det første depot efter 18 km og er egentlig lidt kæphøj, fordi nu kommer vi snart til mit yndlingsstykke.

 

Highfives med masser af sand

 

Selvfølgelig er det hårdt, men jeg ved, at jeg plejer at være stærk og have ekstra kræfter efter de 20 km.

 

Efter depotet er jeg ved godt mod og sætter afsted mod Grenen, men jeg synes pludselig, at noget er anderledes..

 

Jeg synes ikke, at der var SÅ mange dumme sten sidste år og sådan et langt stykke i løst sand, og nu begynder mine lårbasser altså virkelig at blive trætte.

 

Jeg kigger mig flere gange over skulderen, for at tjekke, at der er nogen bag ved mig, fordi så må jeg jo være på rette vej.

 

Jeg undrer mig over, at jeg ikke kan se nogle spor i sandet fra andre løbere foran mig.

 

Hele tiden prøver jeg, at finde et godt spor i sandet, men jeg synker i hver gang og det begynder at trække tænder ud det her løse sand og de mange sten. Jeg husker slet ikke dette hårde stykke fra sidste år.

 

Her burde jeg nok, at have taget en dyb indånding, lagt to og to sammen og regnet ud, at jeg havde misset en markering, men det gjorde jeg ikke.

 

Det går først op for mig, da jeg ser et par andre løbere komme ud gennem to klitter længere fremme.

 

Jeg føler mig virkelig knust.

 

De næste km bruger jeg på, at forberede mig på, at sige til min mor, at jeg har snydt, løbet forkert og at hun skal skynde sig ind til løbsarrangørerne og fortælle dem det!

Tænk nu hvis jeg vandt og havde snydt.

 

Jeg begynder selvfølgelig at græde, da jeg ser hende..

 

Jeg blev ramt af dårlig samvittighed, jeg har jo snydt og så havde jeg også misset min yndlings strækning på hele ruten.

 

Jeg får styr på mig selv løber de sidste par km til mål, hvor jeg bruger visualisering, hvilket jeg har lært og det virker.

 

Dog ikke om min jubelscene, når jeg krydser målstregen, men hvordan jeg med fakter, hænder og råben skal kunne få kommunikeret, at jeg ikke har fortjent at vinde.

 

Det er virkelig hårdt for psyken de sidste 5 km, jeg er sikker på, at jeg vil blive diskvalificeret.

 

Måske lidt overdramatisk, men det er man vel altid de sidste km, når trætheden begynder at melde sig.

 

Hele denne rutchebanetur gennem klitterne, sandet og et par tårer ender dog lykkeligt.

 

Da jeg kommer i mål, som første kvinde, griner de alle lidt af mig, fordi det viser sig faktisk bare, at jeg har fået lidt ekstra for penge, både i forhold til distance og sand.

1. kvinde i mål på 30 km

3 timer, 29 min og 4 sekunder og over 33 km senere kan jeg få medaljen om halsen, en pokal i hånden og endelig kommer smilet tilbage på mine læber.

 

Jeg gjorde det sgu. IGEN!

 

Jeg overraskede mig SELV. IGEN

 

Og endnu engang er jeg et skridt tættere på at tro mere på mig SELV.

 

Skål!

TAK!

Tak til mine trofaste støtter i RunningWild, RunningNow, mine veninder, min kammerater og selvfølgelig min skønne familie.

Moonlight Magiá Trail

Moonlight Trail udgår fra Rifugio Magiá som er depot på Tor des Geants ruten, så det var en meget god anledning til at få løbet noget af ruten i højt tempo. Godt med højdemeter og 25 km stod den på i blandet terræn lige fra brede grusveje til super smalle stier og tekniske nedløb.

Jeg skulle egentlig have deltaget i en træningslejr i Rifugio Magiá under overskriften ‘Train like a Kenyan’ – intet mindre! Der skulle komme et lille hold kenyanske løbe plus et par italienske stjerne man kunne fornøje sig med. Programmet sagde to gange morgen træning og så et let eftermiddagspas. Why not? der var også en masse andre indslag. den blev desværre aflyst pga for få tilmeldte – I wonder why 😉 Jeg blev dog tilbudt at få lov at bo i rifugiet til kursuspris i ugen op til løbet med fuld forplejning. Ja tak, sagde jeg.

moon_cimaUgen gik med at speed hike det meste af ruten med afstikkere til Becca Fontaney, Mont marion og Cima Bianca. Specielt det sidste sted er nok noget af det mest fantastiske sted jeg har været (siger jeg igen, igen). Men det var virkelig overvældende med direkte udsigt til Cervino og Monte Rosa samtidig med et landskab på toppen der ikke virkede jordisk. Selvom jeg tog det roligt var der så meget jeg syntes jeg skulle se, at jeg fik tilbagelagt 100 km i ugen op til løbet. Måske ikke helt ideelt. Til gengæld var forplejning og indkvartering tip top.

På løbsdagen var jeg godt rolig, men ved starten var jeg nok lige en tand for spændt. Man kan vist roligt sige, at jeg fik lagt for hårdt ud. Alt for hårdt. Den første bakke på ca. 400 m slog bogstaveligt benen væk under mig. Helt fremme i første geled, jaja. Men jeg syrede for vildt lige inden toppen – og så var det ned i tempo og håbe på det kunne vaskes ud hurtigt. Det gav så lige et dyk i placeringen og inden jeg så mig om lå jeg nede som nr. ‘nogen og tredive’ (talt i et serpentinersving). Total nedtur at se så mange glide forbi. Det er dummeste man kan gøre, men jeg skulle jo liiige prøve!

moon_startFørst efter ca. 45 min og ved passage af første væskedepot ved Rifugio Cuney kom jeg til mig selv igen. Så gik jagten ind. Jeg hentede ret hurtigt fire placeringer ned fra Cuney. Derefter kom der et langt svagt nedløb over marker hvor jeg nappede to mere. Så fik jeg sagt til mig selv, at nu måtte jeg også tage mig sammen. Havde haft for mange båndsløjfe-tanker mens jeg led. Ud over et stykke åbent terræn kunne jeg se at der var fem løbere foran indenfor få min. Koncentrér dig! Og det gjorde jeg så gennem et skovstykke med danskerbund. Tre mere blev hentet. Men de to sidste holdt same afstand foran? Pokkers. Nu var vi helt nede i bunden af højdekurven og snart skulle vi opad. Stejlt opad! Til min store fornøjelse så jeg at der hang tre løbere og stegte på stigningen – plus de to der stadig holdt samme afstand. Jeg fik kæmpet mig forbi to af de tre stegte. Det begyndte alligevel at se godt ud og motivationen steg eksponentielt med at afstanden til mål faldt.

Det sidste stykke af ruten havde jeg gennemløbet to gange i ugen op til løbet, så jeg gav den max æde selvom det var en meget smal sti helt ud til kanten. Ret hurtigt får jeg hentet en løber. Samme fyr som jeg har løbet mod tidligere to gange – den stod 1-1 indtil nu. Dernæst hentede jeg de to som havde ligget med fast afstand de sidste 5 km. Og så til sidst fik jeg taget ham der havde set stegt ud på stigningen på det sidste stykke grusvej. Jeg var virkelig flyvende på nedløbne til sidst.

moon_focus2Sluttede som nr. 17 sammenlagt. Nr. 16 hos herrerne og nr. 4 i Vet1 (40-59 år). Den første kvinde var en placering foran med to minutters forspring. Hendes mand var en af de to jeg havde jagtet længe. Efter løbet snakkede jeg lidt med dem. Hun skulle også løbe Tor des Geats og han havde gennemført fem gange tidligere. Det viste sig, at hun hedder Lisa Borzani, er på landsholdet i bjergløb og tidligere har vundet TDG for kvinder på 91 timer. Tak for kaffe, hun var også skarp at se på. Manden hedder Paolo Pajero og har gennemført på 94 timer i 2013. Heftigt selskab! I det hele taget så holder de her ‘små’ løb en ekstrem høj konkurrencefaktor selvom der måske ikke er så mange deltagere.

Så på trods af en katastrofal start på løbet og en masse negative tanker i starten, så fik jeg vendt bøtten til sidst og kæmpet mig godt tilbage. Ville dog meget hellere have haft et godt jævnt løb i stedet for. Men sådan var det!

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs

At miste motivationen for det man brænder for

Trail Sierra Nevada DNF

At miste motivationen for det man brænder for og hvordan man får vendt skuden

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs Did not finish. Det lyder slemt og føles slemt, og alle løbere der har prøvet en DNF ved at den svider og gør ondt på moralen. Ingen har lyst til at skulle trække sig fra et løb af den ene eller anden grund. Tankerne ruller ind over én med alt det ”jeg kunne/burde have gjort” anderledes.

For mit vedkommende havde jeg en DNF i juli, under Trail Sierra Nevada. Det var et løb jeg virkelig havde set frem til at færdiggøre, da jeg året forinden måtte udgå pga. udmattelse og da jeg missede cut-off til dette års løb med kun 8km igen var jeg grædefærdig. Al den træning og mental klargørelse og så misser jeg fordi jeg ikke fik disponeret ordentligt over min tid til sidst.

Det har været en drøj pille at sluge og jeg har været temmelig nedslået, og det har min træning i den grad båret præg af, da motivationen er dalet.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsÅret startede ellers super godt ud, da jeg i slut februar forbedrede min tid på maraton distancen til Trans Gran Canaria med en halv time og løb flyvende i mål. En måned efter var jeg afsted igen, denne gang til Italien i Loano og løbe Maremontana. Et super lækkert løb hvor start og slut foregår på stranden. Ruten var 46km med 2800hm, det var koldt og regnede i bjergene. Men sikke et fantastisk løb. Jeg løb ikke min bedste tid, men jeg nød turen og kom i mål glad, træt og gennemblødt. Knap 3 uger efter ventede Penyagolosa MiM trailløb. Dette var et løb jeg slet ikke havde regnet med at skulle deltage i.

Jeg havde smidt et lod i puljen, kort før jul, men fik ikke startnummer og havde egentlig afskrevet løbet da jeg nogle dage efter modtog en mail med at jeg alligevel havde fået startnummer dertil. Så lørdag 22/4 stillede jeg til start i Castellón på 63k distancen med 3000hm. Min længste distance til dato og et af de smukkeste og fedeste løb jeg nogensinde har løbet. Jeg kom i mål i tiden 10:24:26 pave stolt og træt.

 Efter dette sidste løb, blev jeg lagt ned af sygdom, min krops reaktion på de sidste mange måneders træning og løb i bjergene. Min træner Rune, sagde smågrinende at han var glad for at høre at jeg trods alt var et menneske. Min restitution havde været formidabel hurtig efter alle tre løb, ingen gener, smerter eller lign. Men så ramte en king kong bronkitis og jeg var slået ud i over tre uger både fysisk og psykisk. Den sved og jeg duer bare ikke til at være syg, jeg har ikke tid til at være syg. Men jeg fik virkeligt at føle, at min krop sagde, hør her søster nu tager vi den lige med ro. Heldigvis var der i maj og juni måned ikke planlagt løb, så jeg kunne bruge tiden fornuftigt på at komme til hægterne og træne op til Sierra Nevada 62k/3700hm.

Som nævnt tidligere så måtte jeg sidste år udgå knap 10km fra mål pga. udmattelse og dehydrering.

En svær beslutning, men absolut den rigtige. Specielt da jeg her året efter løb på samme strækning og slet ikke kunne huske at jeg havde besteget den del af ruten. Skræmmende men sandt.

Ved dette års løb havde vi hedebølge i Andalusien. I Granada blev der målt knap 50 grader, så jeg vidste at løbet ville blive en udfordring og at korrekt væskeindtag var alfa og omega for et velfungerende løb.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsJeg havde medbragt en masse Tailwind nutrition sticks samt salttabletter. Det skulle vise sig at være det bedste jeg havde gjort for mig selv, rent væskemæssigt.

Da løbet gik i gang lørdag d. 15/7 kl. 06:00 fra Beas de Granada var temperaturen allerede 22 grader og 400 løbere stævnede ud i mørket mod Pradollano (mål).

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsDe første ca. 30km gik godt, men så begyndte solen og varmen for alvor at bage, og da jeg nåede væskedepotet ved 34km var temperaturen oppe omkring de 40 grader og folk faldt som fluer. Desværre var det også sådan at de ved dette væskedepot løb tør for vand og vi måtte knap 20-30 min på friske forsyninger. Dette depot var ikke et opsamlingspunkt, men der var mange løbere der her havde givet fuldstændigt op og blev kørt ned af frivillige der kom forbi.

Der var sat en bruser op og jeg fik stillet mig under den og fik kropstemperaturen ned.

Jeg fik samlet mig selv, smidt en ekstra flaske i løbevesten og begav mig ud på næste strækning, knap 14km til næste væskedepot.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs  Det skal siges at mit hjerte bløder for at hjælpe andre undervejs i løb og det skete også her. Oppe på plateauet støder jeg på en løber der var gået helt ned med flaget, jeg sagde til ham at vi kunne følges ad. Og der begik jeg jo så en mindre fejl, fordi jeg gik væsentligt ned i tempo og brugte mit krudt på at hjælpe ham, hvor jeg i stedet nok skulle have ringet til løbsledelsen og gået ham hjulpet ned. Men af skade bliver man klog og dette løb har om noget været en god læring. Jeg missede cut-off med ca. 15 min, og fik i første omgang lov til at løbe videre og havde gjort mig klar til dette, da jeg blev stoppet og fik beskeden om at det var for sent. Skuffelsen var stor og jeg ringede med det samme til min træner Rune og fik en lang snak med ham. Vi aftalte at tales ved nogle uger efter, så jeg lige kunne få løbet på afstand.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs Pudsigt nok gik min krop helt i baglås efter dette løb og jeg havde ondt over det hele, så jeg gav mig selv ro og hvile. Den første rigtige løbetur havde jeg 23/7 og det var med god fornemmelse i kroppen, omend jeg var træt. De efterfølgende ture blev løbet i min ferie på GC (Gran Canaria). Sidste løbetur løb jeg d. 3/8, for knap 14 dage siden. Min krop ville ikke og min motivation var i bund, og skyldfølelsen over manglende motivation overvældende, for jeg elsker jo at løbe. Jeg elsker det frirum det giver mig, det er mit outlet hvor jeg kan løbe tanker og frustrationer ud af kroppen.

Min søde træner kunne sagtens forstå mig og min manglende motivation. Ja det kom jo næsten ikke bag på ham som han sagde.

Så hvordan kommer jeg så videre?

Om tre uger har jeg et nyt løb, som jeg virkelig har set frem til, Riaño Open Trail, 48km/3000hm og som jeg vil løbe. Min træner siger at jeg rent fysisk er klar fordi jeg har km i benene, så nu skal gejsten bare lige vende tilbage, små skridt – hvis jeg kan ;)!

I dag tager jeg første skridt (eller løb) i den retning og tager en 10k distance for arbejdet til DHL og jeg glæder mig – Jeg kan jo godt og endnu mere vigtigt jeg brænder for det.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsDette første blogindlæg er dedikeret til min veninde Irene, som jeg lærte at kende mens vi traskede op af en af de lede stigninger under Penyagolosa MiM. Og som sammen med sin mand Pablo tog mig under deres vinger og lod mig bo hos dem under Trail Sierra Nevada løbet.
Jeg er taknemmelig for hendes støtte og kæmpe hjerte, og jeg ved at vi ses igen meget snart.

Når drømmen brister …

I dag skulle jeg løbe mit første ultraløb … årets ultimative udfordring på 60k på Sjællands nordkyst. I stedet sidder jeg her i sofaen og drikker kaffe og hører Mads & Monopolet … her er de sidste dages genvordigheder:

De sidste to uger har stået i taperingens navn inden det løb, jeg har set frem til hele året:  Nordkysten 60k.

Denne uge har så stået på klargøring – tirsdag lidt intervaltræning om tirsdagen i København med Jørgen (han elsker at svinge stopuret), hvor jeg mod slutningen fik lidt ondt i venstre læg, lige der hvor den store lægmuskel stopper. Det føltes ikke helt godt, så de næste par dage behandlede jeg læggen på forskellig vis og blev også helt symptomfri og åndede lettet op.

Torsdag til et lille o-løb i Hedeland som den sidste træningstur. På vej op fra grusgraven gik det galt, selvom jeg tog det rimeligvis med ro … læggen gav et lille smæld, og smerten skar gennem læggen.  F*** (et meget grimt ord) … var min første tanke.  Havde jo haft en fiber i læggen tilbage i december, og genkendelsen af smerten var IKKE velkommen. Selvom jeg havde været symptomfri og godt kunne løbe, så var tirsdagens lille øv-ting åbenbart ikke helt væk – tværtimod skulle der ikke meget til at fremprovokere den igen.

Jeg var helt slået ud … grædefærdig og dybt frustreret … et halvt års struktureret træning løb bare lige ud i sandet … og på få dage var jeg i stedet slået tilbage til start!!

Hjemme igen fik den is på, og hvad der ellers anbefales jf. RICE princippet. Men jeg var godt klar over, at jeg havde en beslutning, der skulle tages – og den var ikke nem.

Jeg vidste jo godt, hvad den ”rigtige” beslutning ville være – nemlig ikke at deltage for ikke at forværre skaden og dermed forlænge skadespausen. Men hold nu OP, hvor ville følelserne ikke lytte til fornuften. Kunne jeg ikke bare starte, og så se, hvor langt jeg kunne komme?  Jeg var dødgod til at finde på alverdens muligheder, som måske kunne lykkes – hvis jeg var heldig …  tage forbi en fys og få plaster på, ultralyd og hvad de ellers kan af diverse kunster for at symptombehandle, så man kan fortsætte.

Jeg valgte at gå på FB og søge en fys i en af løbegrupperne. Jeg forklarede ham, hvad der var sket, og han var enig i, at det lød som en fiber. Der var forskellige muligheder for at behandle, men hvis jeg kom forbi ham som klient, så ville han fraråde mig at løbe 60k 2 dage efter, at den var brudt helt op – uanset hvor meget smertefri jeg kunne nå at blive.

Det afgjorde sagen!

Skulle jeg droppe løbet og få en lille skadespause med mulighed for at komme hurtigt tilbage og fortsætte træningen – og så finde et nyt løb til næste år – eller skulle jeg forsøge at gennemføre 60k, velvidende at det ville koste dyrt i den anden ende med lang skadespause, inden jeg kunne genoptræne benet så meget, at jeg kunne komme ud på mine elskede lange ture igen.

Pludselig var valget ikke så svært …

Jeg var stadig vildt frustreret, men for ikke at blive ”lokket” af den lille abe på min skulder, som gerne ville ud og løbe, så skrev jeg min beslutning på min FB-væg.  NU var det offentligt – ingen vej tilbage.

Men KORS hvor er det hårdt at skulle se drømmen smuldre …

Nu sidder jeg så her i sofaen lørdag formiddag med kaffe i kruset, mens de andre deltagere har tilbagelagt et par timer af løbet – den eneste trøst jeg lige kan finde er, at det regner udenfor, så det er både vådt og glat på ruten – specielt på de store sten – de bliver ikke sjove. Men jeg kunne ikke løbe – jeg humper stadig rundt, så der ville ikke have været mulighed for at løbe.

Og der er faktisk en trøst mere:  Jeg ved, at jeg har taget den helt rigtige beslutning – og jeg klapper mig selv på skulderen over, at jeg har taget det rigtige valg, så nu må jeg bare se at blive klar, så jeg kan snøre skoene igen.

Jeg har selvfølgelig siddet og kigget på mit træningsforløb … er der noget, jeg har gjort, som skulle have været anderledes, men der er ikke noget, som har stukket ud, og selvom jeg har løbet rigtigt mange km, så har jeg været god til hele tiden at lytte til min krop og navigere efter dens signaler. Så jeg tror bare, at det var sort uheld, at det lige skulle ske nu …

 

Når jeg så først har ramt bunden af ”hullet”, så er der kun en vej – og det er op igen …

Derfor er drømmene ikke bristet … de er blot udskudt til næste år.  Jeg har valgt samme hovedmål til næste år:  Nordkysten 60k og har nu knap et år til at blive endnu stærkere og i endnu bedre form, end jeg er nu, selvom jeg lige skal helt ned og starte forfra.

Så jeg glæder mig – og ser nu frem mod 2018 fuld af løbeoplevelser med venner og andre løbetosser.

 

Vi ses derude !!

At løbe er at leve eller er det?

En blog om modgang og om at være sin egen værste fjende. En løbers fortælling om sejre og nederlag, en flirt med triatlon og det der med at tage en dag af gangen.

 

2017

Lad os starte fra begyndelsen, 2017! Sidste år var en drøm, jeg gik fra flere marathonløb til 2 ultraløb, og jeg havde den ene fede løbetur efter den anden. Jeg gik ind i det nye år med en forventning om at løbe længere, hurtigere, blive stærkere og løbe flere ultraløb. Drømmen brast relativt hurtigt. Jeg lagde ud med at bruge både januar og februar med låste nakkehvivler og smerter, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve. Jeg kunne max sove 20 minutter af gangen i siddende stilling, da det var værst. Smerterne var konstante, uanset hvilke smertestillende præparater jeg brugte, intet hjalp. Da det endelig faldt på plads ved hjælp af kiropraktor var fysikken heldigvis ikke så medtaget og jeg løb hurtigt en halvmarathon og 30 km, back on track!

 

Lykken er lunefuld

Jeg var flyvende efter min skade, det kørte bare. Så jeg ville kaste mig over nye udfordringer og prøve med trailløb. Jeg var alt for kåd og lagde voldsomt ud med 15 km, resultat en knæskade allerede i februar/marts. Her var jeg for alvor sat tilbage! Nå, men som det positive menneske jeg er, så tænkte jeg, at det jo også var på tide at starte træningen til den ½ ironman, som jeg havde meldt mig til i juni. Så jeg kløede på med cykling og lidt svømning (det keder mig med svømning og jeg er elendig til det). Jeg trænede 12-15 timer i ugen og tænkte, at det ville komme til at gå mega godt til mit første tri stævne. Ja ja, man kan undre sig over, at jeg starter med en halv ironman og ikke mindre tristævne som mit allerførste, men jeg elsker bare en god udfordring.

Jeg skulle virkelig tage mig sammen til svømningen. Svømning var fra barnsben den eneste sport jeg dyrkede, men som voksen så kan jeg bare ikke finde den samme glæde. Men hey jeg fik trænet!

Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag :-)

Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag 🙂

Min flirt med ½ ironman

På selve dagen for den halve ironman var der varmt, der var varm som i brændende varmt, og sveden løb ned af ryggen på mg allerede fra morgenstunden. Resten af dagen var der 24-26 grader, en KÆMPE udfordring.

Jeg var heldigvis kommet mig over min løbeskade i månederne op til med det resultat, at jeg kun løb. At løbe for mig er at leve og jeg føler mig fri med musikken i ørene og masser af kilometer på landevejene. Men løbeglæden resulterede i manglende lyst til at svømme og cykle, jeg kunne ganske simpelt ikke tage mig sammen, jeg havde ikke meget overskud. Så fik jeg en løbeskade 3 uger før stævnet, og jeg var død og pine nødt til at cykle og svømme. Jeg nåede 3 hele svømmeture (wauw) og et par cykelture. Cykelturene med god hjælp og gode råd fra en af mine bedste venner.

Jeg kom sidst op af vandet på selve dagen (forventet), men jeg hentede overraskende nok nogle på både cykling og løb. Cyklingen spillede max! Jeg tog den med ro med 26,5 km i gennemsnit, da jeg ville gemme energi til løbeturen, og så frygtede jeg også lidt om benet kunne holde til løbedelen. Min fysioterapeut var ikke 100 % sikker, men han var klar over, at jeg skulle mangle et ben for at give op på forhånd (hans ord), så han var parat til at samle mig op efterfølgende.

Løbeturen gik rigtig godt, konkurrencemennesket stak hovedet frem og jeg kløede på trods varme og sparsom træning. Jeg løb grædende af stolthed over målstregen, jeg var en stædig jernkvinde den dag, og jeg var STOLT!!

Her kommer jeg grædende af glæde over målstregen.

Her kommer jeg grædende af glæde over målstregen.

 

Når alting brister

Men den manglende træning forud for ironman havde en årsag. Jeg har, set i bakspejlet siden februar, haft manglende overskud. Jeg har hevet mig selv til træning og på job og til sociale arrangementer. Jeg har været glad, når jeg kom afsted, men det har krævet masser af energi at komme afsted. Jeg er som udgangspunkt altid glad, men det er lidt sværere at bevare et lyst sind i modvind. Jeg har overhørt min krops signaler, for jeg har jo ikke følt mig stresset! Jeg har prøvet at ramme bunden med både stress og depression for mange år tilbage, men sådan føles det absolut ikke denne gang. Så jeg kløede ufortrødent på, prøvede at indfri mine egne tårnhøje forventninger om at skulle løbe så og så mange kilometer og altid være ovenpå. Jeg var jo powerwoman!

Overskuddet blev mindre og mindre, men jeg tænkte hele tiden, at jeg bare lige skulle over ½ ironman, den næste weekend, den næste uge osv. Trætheden var alarmerende, jeg sov afbrudt og dårligt, havde ofte træthedshovedpine og døjede med humørsvingninger. På jobbet bevarede jeg `facaden` og det gjorde mig godt at komme afsted. Særligt nattevagterne var nogle gange et frirum, sparsom søvn eller ej. Jeg er sygeplejerske på en kræftafdeling, og jeg er så afsindig glad for mit drømmejob og mine empatiske og omsorgsfulde kollegaer og den stemning og sammenhold, der er på jobbet. Dette hjalp mig i den grad til at komme afsted.

Men for et par dage siden skred det hele, jeg kunne ikke mere. Jeg brød sammen overfor min mand og jeg græd i et væk. Grænsen var nået! Han sagde til mig: ”skat jeg ved, at du elsker dit job, men du bliver nødt til at sygemelde dig”. Det gjorde jeg, for jeg vidste, at han havde ret. Efterfølgende begyndte det hele at gå op for mig. Jeg havde brugt meget energi på at blive ved med at køre på og være den jeg er. Men jeg er ikke den, jeg er. Jeg er brugt og træt og kan ikke overskue en lille ting som at tømme opvaskemaskinen!

 

Hvad gør jeg så nu, hvordan lander jeg på benene?

Jeg er en fighter, det vil jeg så gerne tro. MEN jeg skal skrue ned til mine forventninger til mig selv. Jeg skal ikke altid løbe 15-20 km, det er ok at løbe 5 km. Det er ok at have en off day, det er ok at sige fra. Jeg er min egen værste fjende, jeg hamrer mig selv i hovedet, når jeg ikke lever op til mine egne standarder. Sådan har det altid været, ikke blot med løb men med karakterer osv. Det er svært at ændre på den man er. Jeg skal derfor vende min selvdestruktive adfærd. Jeg skal ikke blive skuffet, når jeg ikke løber så langt som jeg gerne vil eller kommer til alle de arrangementer, jeg gerne vil. Jeg skal være glad for, at jeg gør hvad jeg kan! Det er lettere sagt end gjort, ting tager tid.

Et helt livs indgroede vaner tager tid at lave om på, hvordan gør man det? Jeg tager en dag af gangen nu. Jeg sover rigtig meget, bruger min sygemelding fra job til at give mig selv ro. Jeg løber det, jeg kan uden pres om at nå diverse distancer, fordi det gør mig gladere bare at kunne lidt. Jeg står op, og jeg prøver. Jeg prøver at finde energien til at komme ud af sengen, komme bare lidt ud i den friske luft og ikke ligge og spille Candy crush dagen lang. Jeg fokuserer på sundhed, fordi vægten også er steget, og fordi jeg ikke har haft overskud til at gøre noget ved det. Jeg fokuserer på sund mad, fordi det gør mig godt. For når jeg lever sundt, så er jeg god ved mig selv og det gør mig glad.

Min mand går ture med mig, får mig ud af sengen og han forsikrer mig om, at det er forbigående, at jeg kommer stærk tilbage. Han bekræftiger mig i det, min krop fortæller mig, at jeg skal slappe af.

Det er et af mine absolutfavoritsteder, jeg stopper altid op her, når jeg er ude at løbe. Jeg skal bare lige beundre den smukke natur og nyde roen en stund.

Det er et af mine absolut favoritsteder! Jeg stopper altid op her, når jeg er ude at løbe. Jeg skal bare lige beundre den smukke natur og nyde roen en stund.

 

I guder hvor er det svært, men et skridt af gangen, en dag af gangen!

Jeg er ikke nogen powerwoman, jeg er et menneske. Alt det sociale er sat på stand by for nuværende. Jeg skal og må acceptere, at lige nu er energien sparsom. Jeg skal se det som en sejr at komme ud af sengen og komme ud og gøre noget aktivt, bare lidt. Men det er svært at se det som en sejr, at komme ud af sengen, at løbe eller gå en mindre tur, når man er vant til at have gud ved hvor mange bolde i luften. Men en kat har 9 liv, det samme har en inkarneret løbetosse. Jeg lander på benene! Vi har alle nedture, jeg er midt i min. Det tuder jeg lidt over i ny og næ. Men jeg har mit bagland, min mand og familie, mine veninder og mine omsorgsfulde kollegaer og jeg tuder, når jeg har brug for det.

At løbe er en afhængighed for mig! Jeg skal bare over dørtrinnet, og det kommer jeg, for jeg skal have mit fix. Det er den sejeste kamp, men den er det værd. Løb og aktivitet er livskvalitet for mig, i større eller mindre doser. Vi har alle vores kampe, fysiske eller psykiske, og vi kommer forhåbentlig alle videre. Hvis jeg ligger på sofaen dagen lang, som jeg mest har lyst til, så er det en ond cirkel. Det gør det værre for mig at gøre absolut intet. Jeg kan ikke være social lige nu, jeg kan ikke alt det, jeg gerne vil, men jeg kan gøre mit bedste for at bryde en nedadgående spiral! Jeg prøver ihærdigt at nedsætte mine forventninger til mig selv, fortæller mig selv, at det er okay at jeg bare løber 5 km eller går en tur i dag.  Et skridt af gangen, én dag af gangen!

Jeg håber, at nogen kan bruge denne beretning til noget. For mig hjælper det at skrive det sort på hvidt, hvordan jeg har det. Det er terapi at have min lille beretning på skrift. Alt det bedste til jer, der læser dette. At leve, er at leve!

 

 

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 3)

 

Del 3:   Fra maraton til ultra

Efter en veloverstået maraton glædede jeg mig til at skulle bygge videre på min gode form. Aldrig i mit liv havde jeg været i bedre form. Men så dukkede der lige en ikke-løberelateret operation op i december, som tvang mig til en 3-4 ugers løbepause. Så selvom grundformen ikke helt ville forsvinde, så var jeg dog (igen) banket tilbage.

Pausen fra løb brugte jeg til at læse om løb – hvad ellers? Jeg funderede også over, hvad jeg egentligt havde lyst til nu … efter et par HM og en M. Var jagten på PR i enten halvmaraton eller maraton nok til at motivere mig, eller skulle der noget andet til …

Jeg havde lige snuset lidt til DGI vintercrossløb inden operationen og ville gerne ud og løbe noget mere i naturen – trail – så jeg begyndte at støvsuge nettet og Facebook for information og grupper indenfor trail. Meget hurtigt stødte jeg på ultraløb og læste nogle løbsberetninger. Det at kombinere naturoplevelse og løb lød virkeligt tillokkende, så jeg søgte lidt på forskellige ultraløb i Danmark, som kunne være gode debut-løb, og helst efter sommerferien, så jeg havde tid til at træne mig op til det. Mine øjne faldt på Nordkystløbet (sidste løb i Ultracuppen) midt i august måned. ”Kun” 61k og da den fulgte nordkysten af Sjælland fra Hundested til Helsingør, ville det nok være så som så med højdemeter.

I min søgen efter trailløb i mit nærområdet, var kontakten faldet forbi Holbæk Orienteringsklub – en helt anden måde at dyrke løb på, som både kræver at man er i god form og er i stand til at holde hovedet koldt, så man kan finde vej. Jeg startede op med at GÅ banerne i januar måned (måtte jo ikke løbe endnu). Orienteringsløb – og specielt Holbæk Orienteringsklub – vandt mit hjerte … men det er en helt anden historie, som I får i en separat blog.

Tilbage til distanceløbet … så begyndte jeg i februar – efter endt pause – at træne med henblik på Nordkystløbet.

Mange har spur

cj-berlinhm-2017-1

Første delmål varBerlin HM (igen). Jeg trænede efter samme principper som sidste år … øge distance … langsomt løb og sidste 3-4 uger op til løbet lidt interval, for lige at booste iltoptagelsen. Selvom jeg kun havde haft 2 måneder til at komme i form til dette løb, så gennemførte jeg alligevel i 2:02 (dog ikke med så stort overskud som året før), men jeg var glad, og det gav et godt udgangspunkt for min ultratræning.

cj-berlinhm-2017-2web

 

Efter Berlin havde jeg valgt at hyre en coach i et forløb på fire måneder, fordi jeg ikke selv havde styr på, hvad der krævedes i et ultraløb. Han trænede primært løbere i HM og M distancer men sagde, at han havde trænet andre ultraløbere. Han spurgte, hvad mit mål var – og det var jeg lidt usikker på, for jeg har jo ikke løbet ultra før, så jeg havde kun mit maraton at sammenligne med, så jeg sagde tempo 6:30 i snit (mit HCA maraton lå på 6:09), hvilket ville svare til at gennemføre løbet på ca. 7 timer incl. stop i depoter … men jeg skulle da blive meget klogere.

 

Jeg startede op i coachforløbet – både med tekniktræning og med løbetræning. Hver måned ville min plan, som var bygget op efter samme struktur som HM-planer og M-planer, blive revideret ud fra mit aktuelle niveau, og det lød alt sammen meget fint. Det, der undrede mig, var, at han mente, at jeg kunne gennemføre et ultraløb på 61k med den længste tur på 24k i løbet af hele perioden. Med mit eget kendskab til træningsplanlægning, så syntes jeg, at det lød af meget lidt. Jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg fik presset min krop nok under træning til at kunne holde til et løb på 7 timer, men han bedyrede, at det var fint nok.

Efter lige godt en måned, så fik jeg ved et tilfælde kontakt til en ultraløber på Sydsjælland. Jeg spurgte lidt ind til principper for ultratræning, og han fik refereret mit ugeprogram (som så kunne ganges med 4 for en måned), og han var ganske himmelfalden. Jeg fik slet ikke nok km i benene, og der var ikke lagt styrketræning ind. Hans ord var: Ultraløb er bare ikke et længere maraton – det er så meget mere.

Så jeg afbrød mit samarbejde med coachen halvvejs i forløbet, fordi jeg simpelthen ikke havde tiltro til, at hans træning ville få mig helt igennem Nordkystløbet (jeg havde naturligvis en drøftelse med ham om dette). Dette nævner jeg sådan set kun for at give erfaringen videre – at selvom en coach synes, han/hun godt kan løfte en given opgave, så er det vigtigt at sikre sig, at vedkommende har erfaring med dette, hvordan/hvor tæt der vil blive coachet. Derudover er det vigtigt om vedkommende kender det løb, man skal løbe af hensyn til de specifikke udfordringer, det pågældende ultraløb måtte have, og man kan evt. også kontakte nogle af de løbere, som coachen har haft under sine vinger. Ultraløb er ikke som maraton på landevej – det er et trailløb, og underlaget man løber på kan være særdeles udfordrende og have stor betydning for både tempo, energi- og væskeindtag under løbet.

Jeg fik nogle enkle træningsprincipper af ultraløberen, som ville gøre sig til ultratræning, og som differentierede sig fra den træning, jeg havde lagt til HM og M: Udover den sædvanlige med 10% stigning og restitutionsuge, så blev back-to-back træning introduceret og løb 5-6 gange om ugen, hvor nogle af passene er restitution og et enkelt er lang tur.  Ingen træning over 2½ time, for da begynder kroppen at nedbrydes (undtagen måske den lange tur – den er til forhandling).  Samtidig blev træningen også lagt om fra at være baseret på distance (km) til at være baseret på tid. Grunden til dette er, at 10k på trail tager længere tid at gennemføre end 10k på landevej, så for ikke at overbelaste kroppen, så er det en god ide, at ændre til tid.

Jeg lavede min træningsplan helt om efter disse principper og kunne se, at jeg ville komme til at købe mange flere km om ugen – i snit mellem 55 og 65k – og sidste peak-uge op mod de 75-80k inden tapering 2 uger før løbet. Til dette skulle der så lægges styrketræning 2-3 gange om ugen for at styrke specielt benene (men også overkroppen) til udfordringen. Herudover skulle jeg så væk fra landevejen og løbe meget mere trail – helst på underlag, som minder om det underlag, som jeg skal løbe på til selve løbet.

Sjovt nok kendte jeg pludselig flere tøser fra løbeklubben og orienteringsklubben, som gerne ville med ud på nogle af de lange ture, så vi lavede en lille FB-gruppe, hvor vi kan slå ture op, og så kan de andre byde ind, hvis de har lyst til at være med. Det har fungeret fantastisk godt og har givet mig dejligt selskab på flere af de lange ture.

Jeg løb trail en gang om ugen (2-2½ time) på Det Hvide Spor ved Avnsø – et spor med gode udfordringer. Her fik jeg også ind imellem trænet ultra-teknikken med at gå op ad alle stigninger for ikke at belaste benene for meget. Derudover lagde jeg en længere tur om ugen på landevej men i meget kuperet terræn, og så var der det løse med interval/bakke/tempo-træning og restitutionspas.

traening-moen-2017-1

Den flotteste udsigt ved Møns Klint

I min sommerferie var jeg en tur ved Møns Klint og træne – en tur på 18k, 2½ time og 700 højdemeter. Det er et ganske fantastisk område at løbe i – bare en skam, der er så langt derned. Det var et hårdt træningspas, og helt optimalt så havde jeg lavet en BtB-træning og løbet samme træningspas igen dagen efter.

 

20170710_124415

Sten, sten … og lidt flere sten

Jeg havde undersøgt lidt om Nordkystløbet på FB og fundet ud af, at en af de udfordrende passager i løbet var fra Hornbæk til Ålsgårde, hvor der først er sand, så rullesten og dernæst kæmpesten som kystsikring, som man skal hen over. Jeg tog til Hornbæk og parkerede bilen og ville løbe så langt jeg kunne på ca. en time – og så retur igen. Det var fuldstændigt lige så udfordrende, som lovet.

På stranden/sandet gik det nogenlunde med at løbe. Små skridt er vejen frem.  På rullestenene var det straks værre, jeg skred hele tiden, og mine ankler og fødder blev godt mishandlet, og de sidste knap 3k hen til Ålsgårde var ”gedehop/vandring” henover de store kystsikringssten.  Jeg var lige godt en time om at tilbagelægge de 6k fra Hornbæk til Ålsgårde, og på løbsdagen rammer vi dette område efter ca. 50k, så det skal nok blive underholdende!!

Kystsikringsstenene ved Ålsgårde

Kystsikringsstenene ved Ålsgårde

På vej tilbage til Hornbæk valgte jeg at GÅ på rullestenene, både for at skåne mine fødder og ankler, men også for at se, hvad tidsforskellen ville være ved hhv. løb og rask gang. Den var under et minut, så det viste mig bare, at når jeg kommer til svært løb-bare områder, så sparer jeg kræfter ved at slå over i gang.  På turen tilbage til Hornbæk kunne jeg godt mærke, at kroppen var mere træt, og det tog da også 20 min. længere. En fin erkendelse at have gjort – og ikke mindst mærket underlaget på min egen krop. Gennemsnitstempoet på dette træningspas var 11:30 … LANGT fra mit mål om 6:30.

20170710_124429Underlaget var så måske også noget af det sværeste, vi kommer ud for på race day, men alligevel blev jeg klar over, at jeg var nødt til at revidere mit mål – og ikke kun for at revidere målet i sig selv, men også fordi min energiplan for løbet jo så ville komme til at se helt anderledes ud. Det er nemlig sådan, at vi selv skal medbringe al energi/mad til løbet, der serveres kun frugt, chips og drikke i depoterne.

Så fra en forventet sluttid på 7 timer (med planlagt energidepot for hver 2 timer), så er mit realistiske mål nu 9-10 timer, så det vil sige 3 timer mellem hvert energidepot. Meget afgørende for, hvor meget energi/drikke jeg skal have med i min løbevest.  Min træningstur på nordkysten var også hård ved benene og ikke mindst fødderne, så jeg skal have tapet mine fødder op til løbet, så jeg ikke så nemt vrikker rund, og så fandt jeg ud af hvor vigtigt styrketræning er for at kunne klare sådan en udfordring – så der blev lige skruet op for styrketræningen med lidt tungere kettlebells.

Nu er der så 2 uger til race day. I forrige uge havde jeg en rigtig dårlig løbe-uge. Syntes ikke, der var noget som helst der ville lykkes, og benene ville ikke rigtigt, som jeg ville have dem til. Men jeg nåede da alligevel op på godt 7 timers løbetræning (60k). Den dårlige løbsoplevelse i løbet af ugen udmøntede sig så lige i en krise i troen på egne evner, men heldigvis fik både løbe-Jørgen og min ultraløber fra Møn mig på lidt andre tanker. Den sidste uge har så heldigvis været meget bedre. Jeg nåede op på lige godt 9 timer i alt (82k) – henover weekenden løb jeg 3x10k både lørdag og søndag, så jeg prøvede at løbe 60k på 2 døgn og fik afprøvet løbets distance med mulighed for at restituere lidt undervejs, så jeg ikke sled alt for meget på min krop.  Til og med 40k gik det faktisk meget godt. 40-50k der begyndte jeg at blive træt, og den sidste tur var en sejtrækker – specielt de sidste 4k.  Men jeg løb dem alle og brugte 7 timer til det!

De sidste to uger er tapering (neddrosling), hvor fokus vil være at få udstyr og energiplan helt klar … og så skulle jeg gerne være klar til at debutere i ultraløb. Jeg glæder mig … helt enormt … både til selve oplevelsen, men også til at blive en erfaring rigere, og finde ud af om mine forberedelser har været gode nok – eller hvor de måske kunne have været bedre.

Den 12. august bliver en spændende dag  !!!

 

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 2)

Del 2:  Fra halv- til helmaraton

 

Mit halvmaratoneventyr i Berlin … for et eventyr var det: Jeg nåede mit mål med en sluttid under 2 timer, trods vandstop i depoter og et tab på 2 min. på et toiletbesøg.

Til gengæld lærte jeg, at man ikke skal løbe med en skade – på den hårde måde. Løbet kostede mig en skadepause på 3 måneder. Helt stop i 2 måneder (prøvede til nogle gange, men måtte opgive), og så startede jeg så småt op i juni måned i ultralangsomt tempo … så udfordring fra min vanvittige veninde eller ej om at debutere i både halv- og hel-maraton samme år som jeg fyldte 50, kunne jeg vist godt droppe alt om.

Jeg havde fortalt min gamle coach ”løbe-Jørgen” (således nick-named af min løbeveninde Ida og mig) om min venindes udfordring. Da jeg så småt startede op igen i juni, så mente han, at hvis udviklingen fortsatte positivt, så kunne jeg måske godt nå det – og så løbe HCA maraton i oktober måned. PYHA … jeg kunne godt mærke præstationsangstens kolde sved brede sig. Et er et halvmaraton – noget helt andet er et maraton. Det er helt uoverskueligt lang – som fra Horsens til Århus (godt nok på motorvejen – men alligevel) eller fra Roskilde til Hillerød.  Hvem i alverden løber lige sådan en tur … FRIVILLIGT !!

Hmm … ja … det havde jeg jo så måske tænkt mig at gør … trods alt 🙂

Og det gik faktisk ganske godt med at komme i gang igen. Lysken artede sig, og jeg byggede stille og roligt flere km på henover juli måned. Men løbe hurtigt – tempo og interval – det kunne jeg ikke, så brokkede lysken sig med det samme. Så det blev langsomt tempo i samtlige træningspas … 6:30-7:00 – ren MAF-træning, og jeg æææælskede at have fået løbeskoene på igen, og det var så fantastisk at mærke, at trods to måneder uden løbesko, så var grundformen ikke helt væk.

Hen mod slutningen af juli ramte jeg de 20-21k igen på en træningstur – godt nok langt fra min tid i Berlin, men det vigtigste var, at distancen var på plads, så turde jeg tro på, at jeg kunne træne mig fornuftigt op til at kunne gennemføre HCA. Jeg fik lagt en træningsplan for de sidste 2 måneder inden løbet, og så var det ellers tid til at købe billet – nu fangede bordet!

Hele tiden blev der lagt på distance – uden at røre ret meget ved tempo. Ida var med på rigtigt mange træningsture, og det var rigtigt hyggeligt.  Tempoet blev naturligvis lidt hurtigere, fordi jeg kom i bedre form, men stadig MAF-træning/snakketempo (til Idas uforbeholdne begejstring!). Først i slutningen af august var jeg helt smertefri , så jeg begyndte at lægge lidt tempo ind som kortere intervaller i mine lange træningspas, der lå mellem 26, og 32k i de tre sidste uger, hvor jeg peakede.

På vej mod HCA lå der jo lige en Cph Half i september – 2 uger før min maraton. Den hav20160918_1520141de jeg ”fået lov” at melde mig til under forudsætning af, at løbet blev brugt som træningsløb frem mod HCA, så jeg ikke brændte alt mit krudt af inden mit egentlige mål. Planen var, at jeg skulle forsøge at løbe Cph Half i mit Berlin HM tempo de første 15k, og hvis jeg så havde mere i skoene, så måtte jeg give den gas de sidste 6k til mål.  Hvis dette forsøg gik godt, så var planen, at mit HM-tempo skulle forsøges som mit maratontempo i Odense 14 dage senere. Jeg sprudlede – havde aldrig i mit liv været i bedre form.

Jeg stillede til start ved Cph Half sammen med en flok fra løbeklubben. Startskuddet gik, og vi kom afsted. Hvis du ikke selv har deltaget i Cph Half, så vil jeg bare sige, at der er sindssygt mange løbere, og enkelte tilskuere går bare henover løbebanen uden at se sig for eller tage hensyn til løberne. Nå … fred være med dem.  Det gik forrygende … tempoet lå stabilt mellem 5:35 og 5:40 de første 15k – uden at jeg følte, at jeg skulle anstrenge mig. Så da 15k skiltet  var passeret, var det lige før jeg udstødte et højt indianerhyl … og satte tempoet yderligere en tand i vejret … bare fordi jeg kunne !!!

Jeg kom i mål i ny PR: 1:56:52  –  og det var jo slet ikke meningen. Men hold nu helt op, hvor var jeg glad. Jeg var helt tilbage i form, hvor jeg havde været til Berlin. Senere, da jeg kom hjem, opdagede min coach fra Berlin-løbet, at jeg også havde sat PR på den sidste del af løbet – nemlig 5k i 26:30.  Måske ikke hurtigt i manges øjne, men for mig, som kun havde løbet i 1½ år, så var det helt fantastisk !

 

Så oprandt dagen … HCA maraton

Efter Cph. Half var der så to ugers tapering, hvor jeg tog den helt med ro og blev klar til den – på det tidspunkt – største udfordring . Ida tog med til Odense for at tage en tur på HM-distancen. Min mor kom også til Odense og min ældste datter, som på det tidspunkt gik på efterskole på Fyn – begge dog kun som tilskuere.20161002_1743091

Jeg var spændt … følte mig klar … stillede mig ved 4 timers ballonerne, som jo var målet, hvis jeg skulle holde tempoet fra Berlin hele vejen. Vi startede ud, mine ben ville ikke rigtigt finde tempoet, jeg følte mig tung og besværet. Ruten var HM-ruten og den skulle vi løbe 2 gange, så da vi nåede til 5k skiltet, så stod der også lige efter 26k … og der – på første runde efter 5 havde jeg det, som om jeg allerede havde løbet 26k.  Der kunne jeg godt mærke, at det her ville blive en hård dag på kontoret!

Men jeg holdt ved. Stædigheden satte ind, og jeg fandt langsomt en rytme. Jeg kiggede ikke på uret – droppede alt om at følge balloner – fokuserede bare på rytme. Da jeg nåede rundt første gang og havde løbet halvdelen, havde jeg allermest lyst til at stå af. Bare tanken om, at det her kun var halvvejs, var næsten ubærlig. Men så stod min Mor og Julie ved vejen og heppede på mig, og jeg måtte jo så tage mig sammen. De var jo ikke kommet for at se mig løbe en HM – ej heller havde jeg betalt penge for kun at løbe en HM, så nu måtte jeg lige tage mig sammen og så tage en runde mere – om ikke andet, så for at få erfaringen at bygge videre på. Utroligt hvad man kan nå at tænke på få sekunder.

cj-hca-m-6

Ja, det VAR hårdt !!

Så jeg hankede op i mig selv og fortsatte … ud på de sidste 21,1k … baaare lige et HM mere !

Jeg lukkede mig inde i min løbeboble … fokus udelukkende på vejen og på rytmen. Og så alligevel … ved 30k var der et stort digitalt ur, og til min store overraskelse viste det 3:00:00.  Jeg havde altså løbet 30k på knap 3 timer (det var bruttotiden, det talte), så mit tempo var ikke helt skævt i forhold til mit mål … jeg var VILDT – men glædeligt overrasket, og jeg forsvandt ind i min boble igen.  Jeg husker, at jeg jublede, da jeg nåede 32k – det var den længste distance, jeg havde løbet til træning, og jeg var stadig ok løbende. Det fortsatte ok … frem til 36k, så skete der et eller andet.  Det var ikke muren jeg ramte (det havde jeg prøvet til træning, så det vidste jeg godt, hvordan det føltes). Men mine lår blev med et til beton. Resten af mig – inklusiv mit hoved – forsøgte at piske dem afsted, lokke dem afsted, nurse dem afsted – jeg havde vildt mange snakke med “aben” på min skulder, men lige lidt hjalp det. Så jeg måtte ned og gå … men i mål SKULLE jeg. Ikke noget med at give op, når jeg nu var nået ud på 36k.

Resten af vejen var en blanding af gang og småløb. Muntre og opmuntrende bemærkninger fra mine medløbere (de kunne jo se skiltet på min ryg, som blev uddelt inden løbet ”Hjælp – det er mit første maraton”), og jeg kunne se det ene efter det andet km-skilt blive passeret. Flere løbere sad eller stod i kanten med kramper (så jeg var ikke alene i mine lidelser), og jeg havde bare fokus på at holde mig i gang. Da jeg fik øje på stadion tænkte jeg alligevel, at NU måtte jeg i løb, for jeg skulle ikke gå rundt derinde foran alle tilskuerne, så jeg satte i et ynkeligt luntetempo, som holdt hele vejen i mål: 4:17 gennemførte jeg i … og jeg var glad … mest over at det var overstået 🙂

Jeg fik krammet Mor, Julie og Ida (hun havde sat PR på sin HM !!) og gik så ind for at få lidt at drikke og spise – og en gang massage.

Godt nok nåede jeg ikke mit tidsmål, men 4:17 er en meget flot debut (ikke mindst i min alder, som løbe-Jørgen ville sige)  😉 … og så lærte jeg rigtigt meget om mig selv og om løbetræning af det løb. Bl.a. at jeg kan, hvis jeg sætter sig det for og holder ved hele vejen. At selvom man træner i langsomt tempo, så bliver man også hurtig.  Og så var der også den læring, at det med at løbe en HM 14 dage før et M – det er sgu nok ikke så god en ide, når man ikke kan styre sig og sætter 2xPR. (det hævnede sig med de tunge ben til HCA maraton) !!
cj-hca-m-5

Jaaaa … i mååååål !

 

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 1)

Del 1 … fra 0 til halvmaraton

Jeg har aldrig kunnet se fidusen i at løbe … bare at løbe derudaf – uden noget formål. I min verden har der altid skullet være en bold med i legen, for at det gav mening for mig at fordrive tiden med hurtigere anstrengelse end gang. Det er ikke fordi, jeg har været doven – tværtimod – jeg fangede bare slet ikke fidusen.

For godt to år siden – marts 2015 – meldte jeg mig så i en alder af næsten 48 ind i den lokale løbeklub. Jeg måtte erkende, at det med faste træningstider ikke passede ind i mit liv, så nu måtte jeg give det her løberi en chance, og jeg havde jo set holdene fra løbeklubben, når de kom gennem byen – og det så jo ganske hyggeligt ud. Så jeg startede op på kravleholdet, hvor vi gik mere end vi løb – til en start i hvert fald. Men jeg fik at vide, at kroppen lige skulle vænne sig til at løbe, så jeg fulgte programmet med gruppen, og i juni 2015 løb jeg så min første 5er i skoven med klubben som afslutning på forårssæsonen. 32min 47 sek. – og jeg var smadret … den havde virkelig fået gas !!

Så kom sommerferien, og klubben droslede ned, så jeg var overladt til mig selv. Mit mål var at komme til at løbe 10k og så løbe det et par gange eller 3 om ugen for lige at holde mig lidt i form. Men nu stod jeg så der – helt uerfaren – og anede ikke, hvordan jeg kom fra 5 til 10 uden at ødelægge kroppen. Jeg fik så kontakt til en erfaren løber i Kbh – Jacob – via et online netværk. Han fortalte mig lidt om træningsprincipper – bygge om med 10% om ugen, hver 4. uge lidt ned igen og ikke skrue på både distance og tempo samtidig. Det var grundprincipperne, så jeg lavede mit eget lille program, som jeg så kunne følge – og det gik overraskende godt.

Det syntes han åbenbart også, for en dag i august skrev han ”hvorfor vil du kun løbe 10k? Du kunne da sagtens træne dig op til et halvmaraton”.  ”HALVMARATON” nærmest skreg jeg … er du vanvittig … det er jo ENOGTYVE vanvittigt lange kilometer. Jeg er lige startet med at løbe, mig – en halvgammel kone, og så snakker du sindssyge distancer. Du må være tosset!!

Men, men, men … man skulle tro, han kendte mig, for er der noget, jeg har svært ved at modstå, så er det en god udfordring – en der er ”over the top”, men hvor jeg alligevel godt kan tro, at jeg kan nå derhen. Så efter at have grublet lidt over hans (stadig vanvittige) forslag en dags tid, så skrev jeg, at hvis han ville støtte mig i forløbet, så ville jeg gerne give det et forsøg – og det skulle så være Berlin HM i april 2016, hvor min løbeklub arrangerede klubtur.

Jeg ringede til min veninde Ayoe og annoncerede mit forehavende (jeg havde nok troet, at hun ville forsøge at tale mig fra det). Hendes eneste reaktion var ”FEDT!!! DET skal jeg bare med ned og se – er du helt vimmer”. Så var det, at jeg mærkede, at bordet fangede … nu havde jeg sagt det højt. Så inden jeg begyndte at fortryde, så gik jeg på nettet og købte flybilletter, hotel og – selvfølgelig – startnummer til løbet.  PYHA!!

Nu startede så arbejdet med at vænne kroppen til løb – for et er altså 5-7k – noget helt andet er 21,1k – og det skulle jo helst være, så jeg også ville have overskud til at nyde løbet. Så jeg lærte – støtte af min ”coach” Jacob at lægge løbeprogrammer – først øgede vi distancen efter grundprincipperne, og i november 2015 løb jeg de 21,1k for første gang i langsomt tempo. 2t21min. De sidste 2k holdt MEGET hårdt, men jeg var glad og stolt. Nu vidste jeg i hvert fald, at jeg kunne løbe distancen – nu ville jeg bare gerne have lidt overskud på.

Jacob var ofte plaget af skader i den periode (han løber også sindssygt hurtigt), så jeg var glad da jeg på FB fik kontakt til en anden løbegal mand “løbe-Jørgen”, som havde tid til at sparre med mig. Han var ældre end jeg selv, militærmand (oh ve o skræk) og havde en anden tilgang til træning end Jacob. Hans principper bygger på MAF (Maffetone), hvor man løber 80% af træningspassene i snakketempo (puls 180 minus alder – sådan ca.). Så jeg kombinerede de to tilgange i min træning, så der var en dag med tempo (interval, bakke, tempo) og lørdagen med min lange tur – med indbyggede km i HM-tempo, og så en dag med et kortere restitutionsløb.

De næste 3-4 mdr. gik nu med at løbe den lange distance om lørdagen (15-21k). Et 4. træningspas kom på om søndagen (resitutionspas) for at få flere km i benene, og her gjorde min nye løbeveninde fra klubben – Ida – mig selskab. Det gik rigtigt fint. ”Blæsebælgen” pustede knapt så hårdt, når jeg løb min lange langsomme tur om lørdagen, og jeg havde overskud i min træning. Jeg lærte om restitution efter træning, massage, hvile, styrketræning og andre elementer, som er vigtige, når man er oppe og træne 40k eller mere om ugen, og kiloene raslede af mig. Jeg tabte 10 kg på 4 mdr. – ren bonus!

Allerede ved juletid begyndte de ”emsige” coaches at snakke sluttid for Berlin HM. SLUTTID ???  Jeg skal bare gennemføre med overskud!  Næ næ … du skal have en sluttid som mål, lød ordene.  Så først blev målet 2t10 … og så 2t … og så under 2t !!  Den mest vanvittige af dem, mente også, at jeg sagtens kunne løbe i 1t45  (jeg nævner ingen navn). Den bedste tid i træningen løb jeg en måned før Berlin på 2t03, så mon ikke det var muligt at presse den ned under de 2t med et startnummer på maven ?

Et par gange var jeg til massør for lige at få løsnet benene. Den sidste gang inden det skulle gå løs i Berlin var 3 uger før løbet. Jeg var ret øm på indersiden af mine lår, og han ville lige have mig til at lave en strækøvelse til lysken … jeg blev presset længere og længere ud … og SLAM sagde det … og så havde jeg reddet mig en mega fiber i lysken. Kæft det gjorde ONDT !!  Kunne næsten ikke gå hen til bilen bagefter, og jeg var grædefærdig.  Her havde jeg trænet struktureret og fokuseret i et halvt år med det ene mål at løbe Berlin HM – og nu kunne jeg kun vralte afsted!  Trænede den sidste uge indædt – og med smerter – måtte droppe interval og skære ned på den lange tur.  Tapering (neddrosling op til løbet) foregik på sofaen – lysken fik så meget ro som muligt.

April 2016 – afsted til det store løb i Berlin … jeg var SÅ spændt og helt oppe at køre. Løbe skulle jeg – smerter eller ej. Jeg havde ikke trænet i 6 mdr. for så bare at blive hjemme. To panodiler, morgenmad som sædvanlig, og der stod jeg så midt i Berlin med startnummer på maven midt mellem tusinder af andre løbere. Jeg gik stadig efter mit mål på sub2t og havde lagt mig i startboksen som passe til det tempo … 5:37.

Starten gik og inden første sving var jeg løbet forbi min veninde, som stod og heppede med de andre heppere fra løbeklubben. Det var en FANTASTISK oplevelse. Der var tilskuere og musik hele vejen rundt langs den flotte rute i historiske Berlin. Jeg blev båret frem. Løb i singlet med dannebrog, så alle danskerne heppede på mig (TAK!!). Husker stadig første gang, der var en, der råbte ”KOM SÅ DANMARK”, så gik det pludselig op for mig, at det jo var MIG hun heppede på … og jeg vinkede og smilede tilbage til hende. Men en af mine udfordringer – også under træning – har været toiletbesøg. Og det var da heller ikke nogen undtagelse på denne dag. Så jeg stod i KØ ved toiletterne ude ved 10k mærket … DET havde jeg bare ikke tid til! Har vist aldrig tømt blæret så hurtigt før og løb videre, mens jeg satte det sidste tøj ordentligt på plads.

cj-berlin2016Nu skulle der lidt fart i futterne, for jeg havde tabt næsten 2 min på det lille stunt – øv. Vejret var fantastisk – der var 20 grader – og det blev faktisk for varmt. Jeg kunne se andre løbere have det rigtigt hårdt, så jeg valgte at gøre holdt ved et par depoter og få lidt at drikke (havde ellers trænet til at løbe hele løbet uden energi og drikke). Solen bankede ned og ude på 15-16k kæmpede jeg for at holde mit tempo og fortrænge smerterne i lysken – men heldigvis var der masser af tilskuere.  18k-mærket … NU kunne jeg se en ende på det, og jeg satte farten en smule i vejret … 19k … der var flere, som lå i kanten og var kollapset i varmen – skræmmende oplevelse på sit første løb … 20k … nu var jeg er næsten – kun 1k tilbage … KOM SÅ for hæwled.  DER stod min veninde og de andre fra klubben hoppede og klappede … armene i vejret … totalt overskud … og DER var mållinien … mit første HM var gennemført i 1t58 … jeg var LYKKELIG og vildt taknemmelig over den hjælp og støtte, jeg havde fået af mine to ”coaches” gennem forløbet og af min veninde Ayoe i Berlin!!

Om aftenen var vi så ude at fejre løbet med en god middag sammen med de andre løbere og heppere fra klubben – ganske velfortjent !! Og her var det så et min meget vittige veninde lukkede denne kommentar ud:  ”Kunne det ikke være sjovt både at debutere i halvmaraton og maraton det år, du fylder 50” efterfulgt af et lusket smil – for hun ved jo udmærket godt, hvordan jeg har det med udfordringer.  Men jeg affærdigede det hurtigt … jeg havde jo ligesom en lyske, der gjorde vildt ondt, så jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg ville have det dagen efter – for et eller andet sted var jeg jo godt klar over, at det at løbe et HM med en fiber i lysken nok ikke var det mest smarte valg, jeg havde gjort i mit liv.

 

TRAIL 5 COLLI

t5c11

Sommerferie rundt om hjørnet

Efter Scenic Trail i starten af juni har der været droslet lidt ned, men tankerne begyndte ret hurtigt, alligevel at kredse om årets hovedmål, Echappee Belle i slutningen af august. Jeg synes jeg manglede et eller andet imellem disse to løb.

Havde kigget lidt på 8 timers trail i Rebild samt 24 timers trail på det Hvide spor. Mentalt var jeg dog ikke i hopla til at drøne rundt på det samme spor i så mange timer, så de planer blev droppet. Havde egentlig tænkt at jeg måtte “nøjes” med at træne i bjergene omkring familiens feriedestination….Meeeen…kunne ikke lade være med at lure lidt på Itra kalenderen hvor øjnene ret hurtigt faldt over Trail 5 Colli. Et lille Italiensk løb der lå en god times kørsel fra hvor vi skulle være, med start lørdag d 15/7. Det var 47 km med små 4000 højdemeter og startede kl 05.00 om morgenen. Lidt hovedregning omkring forventet tid gjorde også at jeg samtidig kunne se at hele dagen ikke ville gå med løb hvilket også var en bonus. Herfra var der ikke langt fra tanke til tilmelding 🙂

Fik skrevet lidt med arrangørerne som oplyste at ruten var relativ teknisk og havde 10 km løb på en bjergryg som ville være de mest tekniske. FEDT 🙂

t5c16

Kl 02.30

Ringede vækkeuret natten til lørdag. Op, i tøjet og afsted. Kunne spise i bilen på vej derud. Starten ville gå i den lille bjergby Lillianes og slutte cirka 7 km derfra i, øh…en by…eller en vej eller tjae, i hvert fald 7 km fra Lillianes, oppe af bjerget et sted.

På med startnummer og kl 5.00 blev vi sendt ud i mørket som ville vare omkring halvanden time endnu.  Et kig på højdekurven for løbet fortalte at vi i løbet af de første 15 km skulle gå fra at være 600 m oppe til omkring 2.300 m (med lidt op og og ned), så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville blive 15 særdeles langsomme km.

 

profil1

 

Vi startede med en lille bonus runde i Lillianes for lige at få benene i gang inden vi røg på stigningen. Hold nu fast den tog ved. Kort efter kom den der bidende fornemmelse i læggene der fortalte at det var stejlt. I gang med stavene og opad.

 

t5c9

Solopgang

Altid fantastisk at opleve når solen langsomt står op over bjergene. Selvom den er stået op er der stadig masser af skygge inden den kommer helt op og bager. Dette bekom mig rigtig godt idet der var udsigt til en ganske varm dag. Da jeg kom op i omkring 1500 hm begyndte terrænet at ændre karakter. Fra at have løbet/gået i skovene åbnede bjergene sig op. Og her blev det seriøst stejlt. Sten lå spredt ud i alle forskellige størrelser og der skulle tænker over hvert et skridt. Nøj den var led her og med tankerne om de kommende 10 km bjergrygsløb så kunne jeg godt mærke der ikke lå en fantomtid i benene 🙂 Fulgtes stort set hele vejen op med en anden. Selvom mit italienske er ikke-eksisterende og hans engelsk ligeså forsvindende dårligt, formåede vi dog at snakke lidt. Vild stigning og jo højere op vi kom, jo mere fantastisk blev udsigten over bjergene og solen der stille og roligt kom mere og mere op.

 

t5c3

t5c14

På Toppen

Langt om længe rammer jeg den første top og har allerede lagt halvdelen af løbets hm bag mig. Fantastisk udsigt her. Og nu kan jeg se selve bjergryggen vi skal bevæge os på. De ser sindssygt vildt ud når man står og skuer ned over det fordi det hele bliver så småt. Her så det ud som om vi skulle løb på et 20 cm bredt spor med stejle klipper ned på hver side 😉 (Ved jo godt realiteten er en anden). Men lige herfra hvor jeg stod, så det sgu vildt ud. Kommer her ind på første rigtige bjergdepot….arh…depot eller depot…Der stod nogle vandflasker og så stod der en person i regntøj??? og hjalp til.

 

t5c5

 

 

De næste km var virkeligt svære. Top tekniske nedløb og endnu mere vanvittige små stigninger. Ikke sådan lange, men bare rigtig “bøvlede” Der var bjergreddere flere steder. Stedet, der gav det største sug i maven var et virkelig stejlt nedløb. Der var ingen sti her, men kun en klippeside. Der hang to reddere i liner på klippesiden for at hjælpe os. På dette stykke var der hamret en line i væggen vi skulle holde fast i og der var små metal trappetrin banket i også.  Følte mig ikke på noget tidspunkt i fare, men hold da kæft mand det gav et sug ved at kigge ned af klippen. WOW.

bil3

t5c8

Bjergryggen

…fortsatte med det ene svære stykke efter det andet. Det var meget kringlet og der var flere små stykker rundt om klipperne hvilket gjorde det svært rigtig at se hvor langt vi skulle. Det fede ved det var, at der hele tiden åbnede sig nye scenarier op. Hele tiden ny udsigt. Hele tiden underlag der skulle holdes fokus på.

 

t5c15

t5c17

 

Efter et stykke tid kunne jeg begynde skimte en spids på en bjergtop og samtidig også skimte andre (formentlig) deltagere bevæge sig op imod det. Føler jeg har ok overskud og kan presse lidt på her…og selvfølgelig banker jeg foden i en sten og falder så lang jeg er. Slår skinnebenet lidt, men heldigvis ikke noget slemt. Flot. Kommer langsomt men sikkert hen til spidsen hvor der også er et depot nogle hundrede meter nedenfor.

 

 

t5c13

 

På hver eneste top vi har været over stod der folk og skrev vores nummer ned og så skulle vi samtidig selv skrive vores navn der. Dejlig lavpraktisk 🙂 Om end jeg kunne få mine bjergløberkundskaber nedjusteret lidt. Kunne nemlig også se min placering her. Lå konstant mellem nummer 13-15. Vel at mærke ud af cirka 50 startende!!!! Havde helt ærlig troet jeg ville ligge i top 10, men fuldstændig ligegyldigt egentlig. Det her var simpelthen så fedt og i den grad value for money.

 

 

Midterstykket og “crampa-krise”

Efter depotet ved cirka 25 fulgte et stejlt nedløb. Sørme så om ikke jeg lige skulle gentage mit styrte stunt. Helt ned og ligge. Landede ovenpå mine stave. Er egentlig ret overrasket over at de holdt til det 🙂 Ingen skader og videre nedad. Efter omkring 5 km nedløb skulle vi omkring 350 højdemeter op i terrænet igen. Havde netop overhalet en, men på opstigningen her begyndte min højre hase hurtigt at brokke sig. Jep. Det var stejlt. Rigtig stejlt og der var absolut ingen steder at gemme sig på bjerget. Stoppede op og tømte hvad jeg havde af væske. Tog en saltpille og en gel. Strakte ud efter alle kunstens regler og kunne nu gå super langsomt og med semi dødt højre ben slæbende efter mig. Italieneren jeg før havde overhalet kom op og forbi mig mens hans smilende sagde “crampa”……Ja sgu, brummede haltefanden, alt imens toppen laaaaaaangsomt nærmede sig.

 

bil2

Vejvisning med forbehold

Havde lidt svært ved at holde styr på hvor langt jeg var kommet i løbet. Bildte mig selv ind at uret viste lidt forkert, så da jeg nåede hen til et lille vanddepot på toppen spurgte jeg manden ved depotet hvor langt der var igen. Han forstod ikke og jeg kunne ikke forklare mig. Jeg havde dog heldigvis en nu gennemvåd flyer fra løbet, der blandt andet viste en højdeprofil. Viste manden det og han kunne pege på at jeg stod på toppen af det sidste bjerg. Han gestikulerede at der nu kom et langt, roligt nedløb og at jeg skulle være klar over at der kom en stigning allersidst også. Super info og jeg tøffede godt tilpas og tanket op, videre. Det skulle vise sig at denne mands vejvisning holdt stik….Det gjorde de næste ikke 😉

Total cruise-mode ned af en bred grusvej. Formentlig 3-4 km inden den stod på singletrack igen. Havde ikke længere den store tidsfornemmelse, men havde stadig en tro på at uret da helt bestemt måtte vise for få km i forhold til hvor langt henne jeg var….

Derfor forsøgte jeg at spørge ved en vej post hvor langt der cirka var til mål igen. De sagde max 5. Yes. Det passer sgu meget godt med at uret viser lidt skævt.

 

t5c12

 

 

 

Forsætter lidt ned endnu inden jeg kom til et relativt fladt stykke. Her forekom det mig at ruten fortsatte i det uendelige med en lille stigning. Begyndte langsomt at bilde mig selv ind, at dette nok var den sidste stigning jeg var inde på og at den jo ikke var så slem endda 😉 Samtidig kunne der jo heller ikke være så langt igen.

Men hov…nu kom der pludselig et depot derude i det fjerne. Nå derhen efter at have løbet næsten en time (hmm…..5 km i alt til mål var sidste melding…) Blev jo så lige nød til at spørge her også omkring distance tilbage til mål. De slog ud med hænderne. What? Spurgte om hvor lang tid de troede det ville tage at nå i mål….1 hour…perhaps! Ja, ja…sådan cirka plus minus, plus det løse cirka agtig.

 

Sidste stigning

Nej, nej og atter nej, den lille stigning jeg før havde løbet på var ikke det sidste bjerg. Det var nu blevet rigtig varmt og trætheden havde godt nok meldt sig i kroppen. Begyndte at bevæge mig opad. Havde opgivet alt om at have nogen forventning om hvor langt/kort der var til mål. På dette stykke kom der stille og roligt en ældre italiener op til mig og fortsatte og rolig stil forbi og videre op. Han var måske 65 år. Senet og sej som bare f….. Imponerende.

Den sidste stigning her var måske på 3-400 højdemeter i alt, men den nev godt nok i stængerne. Endelig nåede jeg toppen og kunne lunte stille og roligt let nedad mod mål.

Drejer om et hjørne og kan nu se målportalen et par hundrede meter oppe. Traver op og kommer i mål.  Feeeeedt 🙂

 

Målbyen

Vel i mål. Smiler lidt over setuppet her. Jo jo. Der er en målportal. Bagved er der sat nogle bænke sammen hvor deltagere sidder og hviler. Samtidig er der et par ældre personer der sidder ved bordet. Foran sig har de et stort fad. De sidder og snitter små stykker af lokale oste og pølser. Ahh – det er dælme lækkert. Der er heller ikke andet end et hus. Ingen by eller noget – kan se en snørklet vej lidt oppe af bakken – men altså ingen decideret by. Sjovt at plante målet sådan et sted 🙂

Tager mig lige lidt tid og får noget i hovedet. Men ikke længe, da jeg jo lige har et issue omkring at komme herfra og ned til Lillianes – startbyen. Får fat i arrangøren og spørger til shuttle service de selv har nævnt noget om. Hmm…Ikke forstå engelsk. Pege, pege og bruge fakter samt kropssprog – sikkert ganske underholdene for de omkringværende. De peger op til den vej jeg kan se og peger derefter ned. De siger minibus. Godt så. Der må jeg op.

Minibus…Ikke i miles omkreds. Til alt held møder jeg en deltager der kan lidt engelsk som fortæller mig at hendes forældre faktisk lige netop nu er på vej ned til Lillianes hvor de bor og at jeg sikkert godt kan køre med dem. Fantastisk gæstfrihed.

 

t5c1

 

Super fed oplevelse

Bagefter løbet er jeg vanvittig glad for at have prøvet så lokalt et løb. Hvilken entusiasme og gæstfrihed der hersker.  Løbet var top fedt og havde en ret heftig sværhedsgrad på bjergkammen. Det har været en virkelig fed tur som jeg tænker værende yderst relevant for mit hovedmål sidst i august.

20 minutter efter jeg er tilbage ventede familien med restitutionsvenlig vandcykeltur 🙂 Klasse.

 

Ses på stierne 🙂

/Dannie

@dannietrail