,

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 1)

Del 1 … fra 0 til halvmaraton

Jeg har aldrig kunnet se fidusen i at løbe … bare at løbe derudaf – uden noget formål. I min verden har der altid skullet være en bold med i legen, for at det gav mening for mig at fordrive tiden med hurtigere anstrengelse end gang. Det er ikke fordi, jeg har været doven – tværtimod – jeg fangede bare slet ikke fidusen.

For godt to år siden – marts 2015 – meldte jeg mig så i en alder af næsten 48 ind i den lokale løbeklub. Jeg måtte erkende, at det med faste træningstider ikke passede ind i mit liv, så nu måtte jeg give det her løberi en chance, og jeg havde jo set holdene fra løbeklubben, når de kom gennem byen – og det så jo ganske hyggeligt ud. Så jeg startede op på kravleholdet, hvor vi gik mere end vi løb – til en start i hvert fald. Men jeg fik at vide, at kroppen lige skulle vænne sig til at løbe, så jeg fulgte programmet med gruppen, og i juni 2015 løb jeg så min første 5er i skoven med klubben som afslutning på forårssæsonen. 32min 47 sek. – og jeg var smadret … den havde virkelig fået gas !!

Så kom sommerferien, og klubben droslede ned, så jeg var overladt til mig selv. Mit mål var at komme til at løbe 10k og så løbe det et par gange eller 3 om ugen for lige at holde mig lidt i form. Men nu stod jeg så der – helt uerfaren – og anede ikke, hvordan jeg kom fra 5 til 10 uden at ødelægge kroppen. Jeg fik så kontakt til en erfaren løber i Kbh – Jacob – via et online netværk. Han fortalte mig lidt om træningsprincipper – bygge om med 10% om ugen, hver 4. uge lidt ned igen og ikke skrue på både distance og tempo samtidig. Det var grundprincipperne, så jeg lavede mit eget lille program, som jeg så kunne følge – og det gik overraskende godt.

Det syntes han åbenbart også, for en dag i august skrev han ”hvorfor vil du kun løbe 10k? Du kunne da sagtens træne dig op til et halvmaraton”.  ”HALVMARATON” nærmest skreg jeg … er du vanvittig … det er jo ENOGTYVE vanvittigt lange kilometer. Jeg er lige startet med at løbe, mig – en halvgammel kone, og så snakker du sindssyge distancer. Du må være tosset!!

Men, men, men … man skulle tro, han kendte mig, for er der noget, jeg har svært ved at modstå, så er det en god udfordring – en der er ”over the top”, men hvor jeg alligevel godt kan tro, at jeg kan nå derhen. Så efter at have grublet lidt over hans (stadig vanvittige) forslag en dags tid, så skrev jeg, at hvis han ville støtte mig i forløbet, så ville jeg gerne give det et forsøg – og det skulle så være Berlin HM i april 2016, hvor min løbeklub arrangerede klubtur.

Jeg ringede til min veninde Ayoe og annoncerede mit forehavende (jeg havde nok troet, at hun ville forsøge at tale mig fra det). Hendes eneste reaktion var ”FEDT!!! DET skal jeg bare med ned og se – er du helt vimmer”. Så var det, at jeg mærkede, at bordet fangede … nu havde jeg sagt det højt. Så inden jeg begyndte at fortryde, så gik jeg på nettet og købte flybilletter, hotel og – selvfølgelig – startnummer til løbet.  PYHA!!

Nu startede så arbejdet med at vænne kroppen til løb – for et er altså 5-7k – noget helt andet er 21,1k – og det skulle jo helst være, så jeg også ville have overskud til at nyde løbet. Så jeg lærte – støtte af min ”coach” Jacob at lægge løbeprogrammer – først øgede vi distancen efter grundprincipperne, og i november 2015 løb jeg de 21,1k for første gang i langsomt tempo. 2t21min. De sidste 2k holdt MEGET hårdt, men jeg var glad og stolt. Nu vidste jeg i hvert fald, at jeg kunne løbe distancen – nu ville jeg bare gerne have lidt overskud på.

Jacob var ofte plaget af skader i den periode (han løber også sindssygt hurtigt), så jeg var glad da jeg på FB fik kontakt til en anden løbegal mand “løbe-Jørgen”, som havde tid til at sparre med mig. Han var ældre end jeg selv, militærmand (oh ve o skræk) og havde en anden tilgang til træning end Jacob. Hans principper bygger på MAF (Maffetone), hvor man løber 80% af træningspassene i snakketempo (puls 180 minus alder – sådan ca.). Så jeg kombinerede de to tilgange i min træning, så der var en dag med tempo (interval, bakke, tempo) og lørdagen med min lange tur – med indbyggede km i HM-tempo, og så en dag med et kortere restitutionsløb.

De næste 3-4 mdr. gik nu med at løbe den lange distance om lørdagen (15-21k). Et 4. træningspas kom på om søndagen (resitutionspas) for at få flere km i benene, og her gjorde min nye løbeveninde fra klubben – Ida – mig selskab. Det gik rigtigt fint. ”Blæsebælgen” pustede knapt så hårdt, når jeg løb min lange langsomme tur om lørdagen, og jeg havde overskud i min træning. Jeg lærte om restitution efter træning, massage, hvile, styrketræning og andre elementer, som er vigtige, når man er oppe og træne 40k eller mere om ugen, og kiloene raslede af mig. Jeg tabte 10 kg på 4 mdr. – ren bonus!

Allerede ved juletid begyndte de ”emsige” coaches at snakke sluttid for Berlin HM. SLUTTID ???  Jeg skal bare gennemføre med overskud!  Næ næ … du skal have en sluttid som mål, lød ordene.  Så først blev målet 2t10 … og så 2t … og så under 2t !!  Den mest vanvittige af dem, mente også, at jeg sagtens kunne løbe i 1t45  (jeg nævner ingen navn). Den bedste tid i træningen løb jeg en måned før Berlin på 2t03, så mon ikke det var muligt at presse den ned under de 2t med et startnummer på maven ?

Et par gange var jeg til massør for lige at få løsnet benene. Den sidste gang inden det skulle gå løs i Berlin var 3 uger før løbet. Jeg var ret øm på indersiden af mine lår, og han ville lige have mig til at lave en strækøvelse til lysken … jeg blev presset længere og længere ud … og SLAM sagde det … og så havde jeg reddet mig en mega fiber i lysken. Kæft det gjorde ONDT !!  Kunne næsten ikke gå hen til bilen bagefter, og jeg var grædefærdig.  Her havde jeg trænet struktureret og fokuseret i et halvt år med det ene mål at løbe Berlin HM – og nu kunne jeg kun vralte afsted!  Trænede den sidste uge indædt – og med smerter – måtte droppe interval og skære ned på den lange tur.  Tapering (neddrosling op til løbet) foregik på sofaen – lysken fik så meget ro som muligt.

April 2016 – afsted til det store løb i Berlin … jeg var SÅ spændt og helt oppe at køre. Løbe skulle jeg – smerter eller ej. Jeg havde ikke trænet i 6 mdr. for så bare at blive hjemme. To panodiler, morgenmad som sædvanlig, og der stod jeg så midt i Berlin med startnummer på maven midt mellem tusinder af andre løbere. Jeg gik stadig efter mit mål på sub2t og havde lagt mig i startboksen som passe til det tempo … 5:37.

Starten gik og inden første sving var jeg løbet forbi min veninde, som stod og heppede med de andre heppere fra løbeklubben. Det var en FANTASTISK oplevelse. Der var tilskuere og musik hele vejen rundt langs den flotte rute i historiske Berlin. Jeg blev båret frem. Løb i singlet med dannebrog, så alle danskerne heppede på mig (TAK!!). Husker stadig første gang, der var en, der råbte ”KOM SÅ DANMARK”, så gik det pludselig op for mig, at det jo var MIG hun heppede på … og jeg vinkede og smilede tilbage til hende. Men en af mine udfordringer – også under træning – har været toiletbesøg. Og det var da heller ikke nogen undtagelse på denne dag. Så jeg stod i KØ ved toiletterne ude ved 10k mærket … DET havde jeg bare ikke tid til! Har vist aldrig tømt blæret så hurtigt før og løb videre, mens jeg satte det sidste tøj ordentligt på plads.

cj-berlin2016Nu skulle der lidt fart i futterne, for jeg havde tabt næsten 2 min på det lille stunt – øv. Vejret var fantastisk – der var 20 grader – og det blev faktisk for varmt. Jeg kunne se andre løbere have det rigtigt hårdt, så jeg valgte at gøre holdt ved et par depoter og få lidt at drikke (havde ellers trænet til at løbe hele løbet uden energi og drikke). Solen bankede ned og ude på 15-16k kæmpede jeg for at holde mit tempo og fortrænge smerterne i lysken – men heldigvis var der masser af tilskuere.  18k-mærket … NU kunne jeg se en ende på det, og jeg satte farten en smule i vejret … 19k … der var flere, som lå i kanten og var kollapset i varmen – skræmmende oplevelse på sit første løb … 20k … nu var jeg er næsten – kun 1k tilbage … KOM SÅ for hæwled.  DER stod min veninde og de andre fra klubben hoppede og klappede … armene i vejret … totalt overskud … og DER var mållinien … mit første HM var gennemført i 1t58 … jeg var LYKKELIG og vildt taknemmelig over den hjælp og støtte, jeg havde fået af mine to ”coaches” gennem forløbet og af min veninde Ayoe i Berlin!!

Om aftenen var vi så ude at fejre løbet med en god middag sammen med de andre løbere og heppere fra klubben – ganske velfortjent !! Og her var det så et min meget vittige veninde lukkede denne kommentar ud:  ”Kunne det ikke være sjovt både at debutere i halvmaraton og maraton det år, du fylder 50” efterfulgt af et lusket smil – for hun ved jo udmærket godt, hvordan jeg har det med udfordringer.  Men jeg affærdigede det hurtigt … jeg havde jo ligesom en lyske, der gjorde vildt ondt, så jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg ville have det dagen efter – for et eller andet sted var jeg jo godt klar over, at det at løbe et HM med en fiber i lysken nok ikke var det mest smarte valg, jeg havde gjort i mit liv.

 

, ,

TRAIL 5 COLLI

t5c11

Sommerferie rundt om hjørnet

Efter Scenic Trail i starten af juni har der været droslet lidt ned, men tankerne begyndte ret hurtigt, alligevel at kredse om årets hovedmål, Echappee Belle i slutningen af august. Jeg synes jeg manglede et eller andet imellem disse to løb.

Havde kigget lidt på 8 timers trail i Rebild samt 24 timers trail på det Hvide spor. Mentalt var jeg dog ikke i hopla til at drøne rundt på det samme spor i så mange timer, så de planer blev droppet. Havde egentlig tænkt at jeg måtte “nøjes” med at træne i bjergene omkring familiens feriedestination….Meeeen…kunne ikke lade være med at lure lidt på Itra kalenderen hvor øjnene ret hurtigt faldt over Trail 5 Colli. Et lille Italiensk løb der lå en god times kørsel fra hvor vi skulle være, med start lørdag d 15/7. Det var 47 km med små 4000 højdemeter og startede kl 05.00 om morgenen. Lidt hovedregning omkring forventet tid gjorde også at jeg samtidig kunne se at hele dagen ikke ville gå med løb hvilket også var en bonus. Herfra var der ikke langt fra tanke til tilmelding 🙂

Fik skrevet lidt med arrangørerne som oplyste at ruten var relativ teknisk og havde 10 km løb på en bjergryg som ville være de mest tekniske. FEDT 🙂

t5c16

Kl 02.30

Ringede vækkeuret natten til lørdag. Op, i tøjet og afsted. Kunne spise i bilen på vej derud. Starten ville gå i den lille bjergby Lillianes og slutte cirka 7 km derfra i, øh…en by…eller en vej eller tjae, i hvert fald 7 km fra Lillianes, oppe af bjerget et sted.

På med startnummer og kl 5.00 blev vi sendt ud i mørket som ville vare omkring halvanden time endnu.  Et kig på højdekurven for løbet fortalte at vi i løbet af de første 15 km skulle gå fra at være 600 m oppe til omkring 2.300 m (med lidt op og og ned), så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville blive 15 særdeles langsomme km.

 

profil1

 

Vi startede med en lille bonus runde i Lillianes for lige at få benene i gang inden vi røg på stigningen. Hold nu fast den tog ved. Kort efter kom den der bidende fornemmelse i læggene der fortalte at det var stejlt. I gang med stavene og opad.

 

t5c9

Solopgang

Altid fantastisk at opleve når solen langsomt står op over bjergene. Selvom den er stået op er der stadig masser af skygge inden den kommer helt op og bager. Dette bekom mig rigtig godt idet der var udsigt til en ganske varm dag. Da jeg kom op i omkring 1500 hm begyndte terrænet at ændre karakter. Fra at have løbet/gået i skovene åbnede bjergene sig op. Og her blev det seriøst stejlt. Sten lå spredt ud i alle forskellige størrelser og der skulle tænker over hvert et skridt. Nøj den var led her og med tankerne om de kommende 10 km bjergrygsløb så kunne jeg godt mærke der ikke lå en fantomtid i benene 🙂 Fulgtes stort set hele vejen op med en anden. Selvom mit italienske er ikke-eksisterende og hans engelsk ligeså forsvindende dårligt, formåede vi dog at snakke lidt. Vild stigning og jo højere op vi kom, jo mere fantastisk blev udsigten over bjergene og solen der stille og roligt kom mere og mere op.

 

t5c3

t5c14

På Toppen

Langt om længe rammer jeg den første top og har allerede lagt halvdelen af løbets hm bag mig. Fantastisk udsigt her. Og nu kan jeg se selve bjergryggen vi skal bevæge os på. De ser sindssygt vildt ud når man står og skuer ned over det fordi det hele bliver så småt. Her så det ud som om vi skulle løb på et 20 cm bredt spor med stejle klipper ned på hver side 😉 (Ved jo godt realiteten er en anden). Men lige herfra hvor jeg stod, så det sgu vildt ud. Kommer her ind på første rigtige bjergdepot….arh…depot eller depot…Der stod nogle vandflasker og så stod der en person i regntøj??? og hjalp til.

 

t5c5

 

 

De næste km var virkeligt svære. Top tekniske nedløb og endnu mere vanvittige små stigninger. Ikke sådan lange, men bare rigtig “bøvlede” Der var bjergreddere flere steder. Stedet, der gav det største sug i maven var et virkelig stejlt nedløb. Der var ingen sti her, men kun en klippeside. Der hang to reddere i liner på klippesiden for at hjælpe os. På dette stykke var der hamret en line i væggen vi skulle holde fast i og der var små metal trappetrin banket i også.  Følte mig ikke på noget tidspunkt i fare, men hold da kæft mand det gav et sug ved at kigge ned af klippen. WOW.

bil3

t5c8

Bjergryggen

…fortsatte med det ene svære stykke efter det andet. Det var meget kringlet og der var flere små stykker rundt om klipperne hvilket gjorde det svært rigtig at se hvor langt vi skulle. Det fede ved det var, at der hele tiden åbnede sig nye scenarier op. Hele tiden ny udsigt. Hele tiden underlag der skulle holdes fokus på.

 

t5c15

t5c17

 

Efter et stykke tid kunne jeg begynde skimte en spids på en bjergtop og samtidig også skimte andre (formentlig) deltagere bevæge sig op imod det. Føler jeg har ok overskud og kan presse lidt på her…og selvfølgelig banker jeg foden i en sten og falder så lang jeg er. Slår skinnebenet lidt, men heldigvis ikke noget slemt. Flot. Kommer langsomt men sikkert hen til spidsen hvor der også er et depot nogle hundrede meter nedenfor.

 

 

t5c13

 

På hver eneste top vi har været over stod der folk og skrev vores nummer ned og så skulle vi samtidig selv skrive vores navn der. Dejlig lavpraktisk 🙂 Om end jeg kunne få mine bjergløberkundskaber nedjusteret lidt. Kunne nemlig også se min placering her. Lå konstant mellem nummer 13-15. Vel at mærke ud af cirka 50 startende!!!! Havde helt ærlig troet jeg ville ligge i top 10, men fuldstændig ligegyldigt egentlig. Det her var simpelthen så fedt og i den grad value for money.

 

 

Midterstykket og “crampa-krise”

Efter depotet ved cirka 25 fulgte et stejlt nedløb. Sørme så om ikke jeg lige skulle gentage mit styrte stunt. Helt ned og ligge. Landede ovenpå mine stave. Er egentlig ret overrasket over at de holdt til det 🙂 Ingen skader og videre nedad. Efter omkring 5 km nedløb skulle vi omkring 350 højdemeter op i terrænet igen. Havde netop overhalet en, men på opstigningen her begyndte min højre hase hurtigt at brokke sig. Jep. Det var stejlt. Rigtig stejlt og der var absolut ingen steder at gemme sig på bjerget. Stoppede op og tømte hvad jeg havde af væske. Tog en saltpille og en gel. Strakte ud efter alle kunstens regler og kunne nu gå super langsomt og med semi dødt højre ben slæbende efter mig. Italieneren jeg før havde overhalet kom op og forbi mig mens hans smilende sagde “crampa”……Ja sgu, brummede haltefanden, alt imens toppen laaaaaaangsomt nærmede sig.

 

bil2

Vejvisning med forbehold

Havde lidt svært ved at holde styr på hvor langt jeg var kommet i løbet. Bildte mig selv ind at uret viste lidt forkert, så da jeg nåede hen til et lille vanddepot på toppen spurgte jeg manden ved depotet hvor langt der var igen. Han forstod ikke og jeg kunne ikke forklare mig. Jeg havde dog heldigvis en nu gennemvåd flyer fra løbet, der blandt andet viste en højdeprofil. Viste manden det og han kunne pege på at jeg stod på toppen af det sidste bjerg. Han gestikulerede at der nu kom et langt, roligt nedløb og at jeg skulle være klar over at der kom en stigning allersidst også. Super info og jeg tøffede godt tilpas og tanket op, videre. Det skulle vise sig at denne mands vejvisning holdt stik….Det gjorde de næste ikke 😉

Total cruise-mode ned af en bred grusvej. Formentlig 3-4 km inden den stod på singletrack igen. Havde ikke længere den store tidsfornemmelse, men havde stadig en tro på at uret da helt bestemt måtte vise for få km i forhold til hvor langt henne jeg var….

Derfor forsøgte jeg at spørge ved en vej post hvor langt der cirka var til mål igen. De sagde max 5. Yes. Det passer sgu meget godt med at uret viser lidt skævt.

 

t5c12

 

 

 

Forsætter lidt ned endnu inden jeg kom til et relativt fladt stykke. Her forekom det mig at ruten fortsatte i det uendelige med en lille stigning. Begyndte langsomt at bilde mig selv ind, at dette nok var den sidste stigning jeg var inde på og at den jo ikke var så slem endda 😉 Samtidig kunne der jo heller ikke være så langt igen.

Men hov…nu kom der pludselig et depot derude i det fjerne. Nå derhen efter at have løbet næsten en time (hmm…..5 km i alt til mål var sidste melding…) Blev jo så lige nød til at spørge her også omkring distance tilbage til mål. De slog ud med hænderne. What? Spurgte om hvor lang tid de troede det ville tage at nå i mål….1 hour…perhaps! Ja, ja…sådan cirka plus minus, plus det løse cirka agtig.

 

Sidste stigning

Nej, nej og atter nej, den lille stigning jeg før havde løbet på var ikke det sidste bjerg. Det var nu blevet rigtig varmt og trætheden havde godt nok meldt sig i kroppen. Begyndte at bevæge mig opad. Havde opgivet alt om at have nogen forventning om hvor langt/kort der var til mål. På dette stykke kom der stille og roligt en ældre italiener op til mig og fortsatte og rolig stil forbi og videre op. Han var måske 65 år. Senet og sej som bare f….. Imponerende.

Den sidste stigning her var måske på 3-400 højdemeter i alt, men den nev godt nok i stængerne. Endelig nåede jeg toppen og kunne lunte stille og roligt let nedad mod mål.

Drejer om et hjørne og kan nu se målportalen et par hundrede meter oppe. Traver op og kommer i mål.  Feeeeedt 🙂

 

Målbyen

Vel i mål. Smiler lidt over setuppet her. Jo jo. Der er en målportal. Bagved er der sat nogle bænke sammen hvor deltagere sidder og hviler. Samtidig er der et par ældre personer der sidder ved bordet. Foran sig har de et stort fad. De sidder og snitter små stykker af lokale oste og pølser. Ahh – det er dælme lækkert. Der er heller ikke andet end et hus. Ingen by eller noget – kan se en snørklet vej lidt oppe af bakken – men altså ingen decideret by. Sjovt at plante målet sådan et sted 🙂

Tager mig lige lidt tid og får noget i hovedet. Men ikke længe, da jeg jo lige har et issue omkring at komme herfra og ned til Lillianes – startbyen. Får fat i arrangøren og spørger til shuttle service de selv har nævnt noget om. Hmm…Ikke forstå engelsk. Pege, pege og bruge fakter samt kropssprog – sikkert ganske underholdene for de omkringværende. De peger op til den vej jeg kan se og peger derefter ned. De siger minibus. Godt så. Der må jeg op.

Minibus…Ikke i miles omkreds. Til alt held møder jeg en deltager der kan lidt engelsk som fortæller mig at hendes forældre faktisk lige netop nu er på vej ned til Lillianes hvor de bor og at jeg sikkert godt kan køre med dem. Fantastisk gæstfrihed.

 

t5c1

 

Super fed oplevelse

Bagefter løbet er jeg vanvittig glad for at have prøvet så lokalt et løb. Hvilken entusiasme og gæstfrihed der hersker.  Løbet var top fedt og havde en ret heftig sværhedsgrad på bjergkammen. Det har været en virkelig fed tur som jeg tænker værende yderst relevant for mit hovedmål sidst i august.

20 minutter efter jeg er tilbage ventede familien med restitutionsvenlig vandcykeltur 🙂 Klasse.

 

Ses på stierne 🙂

/Dannie

@dannietrail

,

Nye løgnehistorier fra de varme lande…

“Gimme gimme gimme, I need some more. Gimme gimme gimme, Don’t ask what for” Som Henry Rollins fra Black Flag synger det. Jeg ved det heller ikke, men jeg skal bare have mere bjergløb. Og det er mega hårdt! Så hvorfor?

thuile01Anyway. Næste løb hernede blev Trail della Becca di Viou i Valpelline. Jeg kendte det meste af ruten, da den går lige forbi Doues og det B&B i Torrent hvor jeg boede tidligere. Noget spektakulært skal man løbe gennem en 800 m lang tunnel med kun 180 cm til loftet – så pandelampe var obligatorisk udstyr. Løbet bød på 31 km med 1650 hm. De var så nogenlunde fordelt på 2 x 5 km hvor specielt 15-20 km trak tænder ud. Til gengæld gik 10-15 km overvejende nedad bakke – endda et par km på asfalt og grus, så jeg klokkede lige en femmer på 24:02 min. Den hurtigste i de sidste to måneder! Præstationen rakte til en 11. plads blandt mændene og en 6. plads hos de 40-59 årige – og så et interview efter målgang. Tja, og så var det 34 grader varmt og Franco Collé vandt. Så det var ikke for børn!

Der var fin service for løbere der kom langvejs fra da man kunne overnatte gratis på Campingpladsen 200 m fra startstregen. Det var lækkert når man lige kører rundt i en minicamper og leger trailbums. Løbet sluttede i nabobyen Roisan hvor der var pasta og hele molletjavsen. Men det var 32 grader varmt, så jeg tog shuttlebussen hjem. Bad om en overnatning mere da der var lækkert nok og nød så bare solen. Næste dag spurgte jeg om prisen – men det var også gratis. Super. Tak for det. Så videre til La Thuile og godt med madindkøb på vejen.

La Thuile var en rimelig ucharmerende skiby og vejret var ret skod, så det var bare lidt at vente på løbet om lørdagen. Ruten sagde 25 km og 1500 hm. Umiddelbart lyder det jo ikke så skræmmende. Men alle højdemetrene var stor set placeret på de første 10 km. Ikke lige min kop te. De må gerne være spredt ud med nogle ‘danskerstykker’ ind imellem. Det var der ikke noget af her.

Jeg boede ret tæt på start/mål. Efter at have tjekket starten af ruten blev jeg en kende bleg. Lige rundt om et par hjørner og så op ad en lang og meget stejl asfaltvej op mod bjerget og et skilt der sagde 16% hældning.

Aha, tre dages specialtræning måtte kunne gøre det!
1. dag. De første 7 km i korte intervaller for at se om det kunne løbes. Det kunne det – i intervaller. Og så tempo på nedløbet samme vej tilbage.
2. dag. De første 5 km fra man kommer til selve bjerget med stave så hurtigt som muligt. Hurtigt ned.
3. dag. Det ca. 700 m lange asfaltstykke inden bjerget som intervaller x 3. Roligt ned.
Det var det. Så blev det vist ikke bedre. Og dog. jeg havde også tjekket de sidste km ned til opløbet. Det var ‘danskerterræn’, jubii. Skovvej og et stykke asfalt hen ad en promenade nedenfor skipistene inden man lige skulle runde et par skarpe sving, over en parkerinsplads og op ad en sidste stejl bakke p   å 5 m inden mål på byens festplads.

thuile02Godt så. Lørdag. Løbet skydes i gang. Folk løber som galninge. Franco Collé sætter tempo. Nogle går i stå på vej mod bjerget. Fint. Vi krydser en bro inden det går løs. Jeg ligger nr. 16. Hmmm, nok en kende optimistisk. Og det var det! Anyway, frem med stavene og så er det bare hårdt arbejde opad den næste halvanden times tid. Kvalme. Jeg er lige ved at knække fra start. Må bakke lidt af. Bliver overhalet. Hænger lidt på. Falder af. Bliver overhalet igen. Hænger på i en firmandsgruppe. Det går okay. I en ti minutters tid. Falder fra ved 4 km. En meget ung mand overhaler og kommer op til gruppen. Derefter kommer der et tog på tre sølvræve. Argh, der skal jeg med. De holder et kværnende hårdt tempo. Vi kan se firmandgruppen. Så må jeg give fortabt. Har ligget som elastik for længe. Taber næsten modet. I dag får jeg tæsk. I dag er det italiensk hjemmebane og jeg hører ikke til.

Men så når jeg toppen, og depotet ved Rifugio Deffeyes. Der er lidt kaos. Nogle hænger i baren og nogle drøner lige igennem. Afsted. Og så er det bare stejlt, teknisk og eksponeret nedløb derfra indtil de sidste par km ‘danskervej’. Jeg får følgeskab af fyr med måne og sammen henter vi en foranløbende. Fedt. Men så falder jeg fra. Pokkers.

Løber meget længe alene. Kryds og tværs af vandløb. Over utallige stenfald og gennem tæt bevoksning. Får følgeskab bagfra af en ung nr. 33. Vi skiftes til at løbe godt op eller ned. Så er han 50 m foran, så er jeg. Det giver godt moment. Vi henter den helt unge fyr der er træt. Okay, hvor er så de andre. Vi henter ham med måne. Super. Nr 33 stikker af. Øv. Så henter jeg ham med den orange trøje fra firmandsgruppen. Han er helt slukket og nede at gå. Og foran er ham med tatoen på benet fra firmandsgruppen. Og yes, nu kommer vi til danskerterrænet. Farvel til tatoen og månen. Og lidt længere fremme ligger den sidste fra den gruppe. Jeg tager mig sammen og på de sidste 200 m asfalt prøver jeg at skrue op. Det vender sig i maven med det samme. Okay, for tidligt. Ned over parkeringspladsen. Inden man skal op over græsset bider jeg tænderne sammen og kommer forbi. Dagens højdepunkt. Knækker sammen efter målgang og får næsten krampe i både lægge og lyske. Damned, det var en hård rute!

Går hjem i bad og Heine ønsker tillykke. Jeg er blevet nr. 22. Og det er faktisk hæderligt og jeg kunne ikke have gjort det bedre. Senere er der pasta og øl og en masse præmier. Tre brasilianere får prisen for at komme længst væk fra. De er glade. Solen skinner. Alle er glade. I morgen kører jeg til Valsavarenche for at bruge to uger i den dal og så løbe Gran Paradiso Trail som byder på 25 km med 1800 hm. Ja, ja, gimme some more…

thuile04Ellers er tiden gået med at tumle rundt i bjergene. Det kan man ikke få nok af. Jeg har også haft besøg af Benjamin Holst og vi fik taget nogle gode ture omkring Cogne. Der var der masser af højdemeter og vilde ruter. Nu er jeg som sagt i Valsavarenche som åbner sig op i hjertet af Gran Paradiso nationalparken. Fik nogle gode ture da jeg ankom og tog en overnatning i camperen. Nu er jeg på hotel lige ved start/mål af Gran Paradiso Trail. Har fået scoutet lidt af ruten. Den slutter med et ca 9 km langt nedløb og så ca. 1 km flad vej langs floden. Det ser godt ud for fladlændingen – hvis jeg bare overlever den foregående 7 km lange dræberstigning inden.

thuile03I går gik jeg en mega svær stigning op til Bivacco Grivola i 3320 moh. Den startede med de første 4,5 km af Gran Paradiso Trail som bare er hårdt slid op ad bakke. Derefter tager ruten et stykke af Tor des Geants ruten i modsat retning. Jeg fortsatte lidt ind mod Col Loson og gik så op mod Pointa Blanche. Og sikke et arbejde! Det sidste lange stykke opad var på alle fire gennem endeløse stenfald og terræn for geder. Ruten var meget svær at læse nedefra og virkelig ekstremt stejl. Samtidig er man jo også temmelig tung i hovedet når luften bliver tyndere og tyndere. Men det var det hele værd. Det var super flot deroppe. Der skal prøves en del af mens jeg er her i paradis.

Save

, ,

Scenic Trail 2017

Dolomiti Skyrun aflyst….

Hvad sker der lige….Findes der aprilsnar på italiensk? Bare lige på en anden dato? Det kan da for hulen ikke være rigtig. Læste deres facebook opslag mindst 10 gange for at være sikker, men den var desværre god nok. DS var aflyst pga af for få tilmeldte og dermed en økonomi der ikke kunne holde. What to do?

Løsningen var dog ikke langt væk idet jeg faktisk inden tilmelding til DS var signed op til et løb i Schweiz. Scenic Trail. Dette havde jeg dog ændret til fordel for at prøve at løbe i Dolomitterne hvilket jeg aldrig før har gjort.  Havde forestillet mig at Scenic Trail måske ikke helt var “vild nok” eller hård nok og søgte dermed en på papiret lidt  hårdere udfordring….meeeeeeeen…..

 

Undskyld!

De sidste par uger op til Scenic Trail havde jeg små pebet lidt over at jeg ikke følte jeg kom “langt nok ud”. Sukkede efter lidt flere højdemeter. Lidt mere teknisk terræn. Et eller andet sted inde i mit hoved havde jeg en klar forestilling om, at ST ville være rimelig løbbar og bestemt en opgave jeg ville kunne klare.  Jeg kan love at det er absolut sidste gang jeg kommer til at undervurdere et løb. Alle mine tanker blev i den grad gjort til skamme. ST havde ALT det jeg sukkede efter og jeg vil prøve at nedfælde mine oplevelser i og af løbet nedenfor.

 

Lidt generelt om løbet

ST er et løb der er blevet afholdt 2 eller 3 gange før. For første gang i år prøvede de til med 113 km ruten, ellers havde det længste været 54 km. Udover disse distancer var der også 11 og 27 km samt om søndagen et vertical race. Den lange rute er en del af skyrunners worldseries hvorfor der også var en flok særdeles hurtige folk med. Der var omkring 1000 deltagere i alt fordelt på distancerne og på min distance cirka 200. Løbet skulle sættes i gang kl 24.00, lørdag d 10/6.

Rejsen derned foregik med en løbeven, Per, som skulle deltage på 54 km. Vi fløj til Milano Malpensa og defra 80 km i bil til Lugano. Start og målbyen, Tesserete, lå 5 km nord for Lugano.

Om fredagen hvor løbet skulle sættes i gang til midnat fordrev vi tiden med at lege lidt småturister i Lugano. Skøn by 🙂

Fra sidst på eftermiddagen begyndte jeg at hoppe ind i løbsboblen, gøre grej klar og få hvilet/sovet lidt. Vejrudsigten havde ligget stabilt i en uge og lørdagen så ud til at blive en særledes varm omgang med 25-29 grader og sol fra en skyfri himmel.

 

st6

 

Starten

Per var så venlig at køre mig op til start hvor jeg var cirka kl 23. Satte mig ind i et stort telt og slappede af. Spiste en bolle og fik tanket helt op. Kl 24.00 blev løbet skudt i gang med den sædvanlige feststemning, liveband, droner og alt mulig andet gøjl. Fedt et blive sendt afsted sådan. I det hele taget summede den lille bjergby af liv. Virkelig fedt med at lokalsamfund der støtter op på sådan en måde. Havde ikke rigtig gjort mig nogle tanker omkring ruten udover at arrangøren havde skrevet at ruten var “fair” men havde et par tekniske punkter!….meget mere om det senere 😉

 

st15

 

 

Efter påbegyndelse af den første stigning kan jeg i det fjerne høre noget musik. Kan ikke helt finde ud af hvad det er. Lyden bliver langsomt højere og højere. Lidt sørmodig men også en dejlig melodi. Kommer til at tænke på Titanic filmen og musikerne der spiller “nærmere gud til dig” mens skibet synker. Smilte ved mig selv. Lidt en makaber sammenligning. Lidt længere oppe af stigningen kan jeg se musikerne. Der står en hel gruppe og spiller på de der kæmpe store alpehorn. Det lyder seriøst godt. Endnu et plus på “ja hat” kontoen. Fortsætter ud i natten og op ad første stigning.

 

st1

 

Den er relativ overkommelig og jeg begynder første nedløb. Det er rigtig lunt i natten og ingen problemer med at holde varmen. Tænker lidt over at der er 21 km frem til første depot og at jeg inden jeg når derhen også skal opad igen. Kan godt være der lige skal tænkes lidt væske rationering ind. Efter omkring 15 km begynder det at gå op igen. De næste 15 km består af omkring 1700 højdemeter så nu skulle der snart arbejdes lidt for føden….

 

Tungen lige i munden og lidt downhill “scrambling”.

Lidt teknisk terræn nogle steder…..Hmm….det er mildest talt “bøvlet”! Hold nu fast der skal være fokus her. Det er seriøst svært fremkommeligt. Kan kun sammenligne det med det jeg oplevede ved Trail Verbier St Bernard sidste år. Men det er præcis sådan et terræn jeg elsker.  Små snedige spor. Helt mørkt, månen i baggrunden og stille vejr. Virkelig magisk. Jeg er glad og føler bare det hele spiller selvom det går ret langsomt fremad. Fuldstændig ligegyldigt for det er kanon fedt.

Efter et stykke tid kommer jeg til toppen, det er blevet lyst nu og pandelampen er kommet i rygsækken. Når hen til kanten, bogstavelig talt, her er der et banner med teksten “steige abfart” (tror jeg der stod). Var ikke et sekund i tvivl om at det nu blev vildt. Langt nede kunne jeg se en lille sø hvor bitte små mænd løb rundt. Derned skulle jeg og det her nedløb var et bæst….

Laaaanmgsomt og sikkert kommer jeg længere og længere ned, men pludselig stopper stien og forsvinder til fordel for en skrå klippevæg. Pæn stejl nedad og med nogle lyserøde markeringer hen over. Der er måske kun 5 – 10 meter over på den anden side til stien igen, sådan lidt nedad. Der er ingen vej udenom. Jeg må i gang med at klatre. Hold da kæft mand det var spændende.

Cirka 12 minutter inde i denne video er der et klip fra lidt af klatrestykket 😉

Når over på den anden side og fortsætter forsigtigt og lidt lettet det sidste stykke ned mod søen. Kort stejl stigning og så et knap 10 km langt uafbrudt nedløb. Det kan altså mærkes i lårene at løbe så lang tid ned. Også dette stykke var svært og fokus skulle virkelig holdes.

 

st12

 

Frem mod hoveddepot, 64 km

Dette stykke, fra 40 km og til 64 km, er det jeg husker mindst fra. Vi kommer igennem et par småbyer og har en hel del mindre stigninger og nedløb. Rigtig meget lækker skov. Solen begynder nu at tage fat og kan mærke at det bliver en seriøs varm dag på kontoret. Det er på sådan et tidspunkt væske og nedkøling bliver ret vigtige faktorer for mig. Så snart jeg kom forbi de der kar med hvor der løber vand ned, tog jeg min visor af, ned i vandet og på hovedet igen. Det giver nogle minutter med koldt vand på hovedet hvilket er rigtig dejligt.

 

st10

 

Begyndte også at tælle lidt ned til hoveddepotet idet jeg var små sulten. I og med at vores rejseplan var ret stram hjemad efter løbet, havde jeg undladt at få dropbag ud til depotet. Havde heldigvis heller ikke brug for noget nyt/ekstra, så det gik. Dog var det et sats. Det er jo set før, at en stav kan knække. Sko kan gå i stykker og energi kan på mystisk vis hoppe ud af lommerne. Heldigvis ingen af disse problemer denne gang.

Når frem til depotet. Tager et stykke franskbrød, en håndfuld ost og en håndfuld skinketern. Lige hvad jeg havde lyst til. 3 kopper cola og et par kiks. Vand i den ene dunk, vand og zero tabs i den anden.

Hovedet var klar. Klar fordi efter profilen så ville de næste 15-20 km blive de absolut hårdeste i løbet…Hvad jeg ikke vidste her var, at jeg slet ikke var forberedt på hvor presset jeg skulle blive… og at jeg skulle se genfærdet af vores gamle hund Gaia!!!!

 

Det højeste bjerg, trailånden og om hvorfor en DNF pludselig blev en del af min redning!

Det første stykke efter depotet foregik ind igennem en lækker skov med masser af små vandløb. Dejligt kølende hver gang. Jeg var fortrøstningsfuld og benene kørte som smurt. Maven fungerede også og i det hele taget var der ingenting at brokke sig over 🙂

Efter nogle km skulle opstigningen mod Monte della croce. Det første stykke foregik på asfalt. Ingen “ben” i det udover det selvfølgelig gik pænt meget opad. Senere forsatte vi på en lille sti der løb langs bjergsiden. Indimellem kunne korset på toppen skimtes derude i det fjerne.

st3

 

st17

 

Jeg nærmede mig stille og roligt de cirka 73 km hvor depotet ved della croce lå. Samtidig var jeg fuldstændig klar over at efter dette depot, så ville det blive hårdt. Rigtig hårdt.

Men jeg havde ingen anelse om at jeg ville rende ind i total nedsmeltning kort herefter…Bevægede mig ud af depotet og kunne på ruteprofilen se at to relativt korte, men stejle toppe skulle forceres inden opstigning mod højeste punkt gik i gang.

Allerede på den første stejle stigning begyndte benene at brokke sig og på den anden stigning blev det værre. Hovedet ville også begynde at lave krumspring eller overspringshandlinger/tanker. Havde forestillinger om at jeg faktisk var inde på og i gang med den. Hvor ruten indtil nu havde været særdeles teknisk og bitte små stier med masser af sving, så var det nu helt åbent landskab med fuld udsyn til toppen af bjerget. For mig totalt demotiverende at kunne se hele vejen op til tændstikmændene på toppen.

Arbejdede nu i at tælle 100 meter og så pause. Altså stop – helt pause. Få sekunder og så 100 meter igen. Det gik også uden kæmpe krise op mod toppen og selvfølgelig var jeg jo klar over at kæmpen ventede lige bagefter. Et nedløb der føltes uendelig langt og allerede her med udsyn til højeste punkt. Havde virkelig svært ved at holde mig positiv. Prøvede alle de kendte strategier for at holde mig munter, men shit jeg var presset – og ikke engang på vej op.

Normalt plejer det at virke rigtig godt for mig at tænke på sjove film, skøre klip fra et eller andet. Selv Jacob Ditzel var træls at tænke på!!!! Så står det sgu skidt til… Normalt vil jeg ligge flad af grin over tænke på hans mundlort såsom “Fuck shade”, “Få sin bronze on” og “gok noget badder ud”… For de ikke indviede, så se med her 😉

 

st12

 

BANG…så skal jeg lige love for at stigningen begyndte. Varmen var voldsom og ikke i miles omkreds et sted at finde skygge. Kom nu Dannie. Sidste lange stigning. Du kan godt. 10 skridt. Total krise. Måtte sætte mig ned. Det hele snurrede rundt. Begyndene kvalme. Ben der slet ingenting ville. 8 skridt. Pause. Kom helt ned på 5 skridt før jeg besluttede at sætte mig igen. Ville sidde lidt længere tid nu og komme til kræfter. Men jeg kunne ikke komme i gang. Kunne ikke vende alle øv tankerne i hovedet.

 

st11

 

 

Det var her tankerne om at stoppe dukkede op. Jeg var rasende og frustreret over min krise. Vi var 5-6 stykker der sad i samme båd. Fuldstændig desillusionerede….Men redningen var lige rundt om hjørnet…som sendt fra himlen…

Jeg sidder med hovedet begravet i hænderne og tænker dybe tanker da der pludselig er noget der snuser mig i øret. Ved med det samme at det er en hund. Åbner øjnene og føler jeg stirrer ind i øjnene på min gamle hund, Gaia. En hyrdehund står og ser mig lige ind i hovedet med tungen ude af halsen. Ser total lalleglad og legesyg ud. Det frembringer et smil hos mig. Kort efter dukker en eller anden bjergvandrer op. Han fortæller til vores store glæde han har fået lov til at hjælpe folk her på stigningen. Han har koldt vand og lidt kiks i rygsækken hvilket er den største luksus overhovedet lige her. Samme tid begynder de andre som sidder tæt omkring at dele energi og mad med hinanden. Får noget ost i bytte for en gel med en anden og langsomt kommer der liv i os.

Det er stadig på skridt stadiet. Men stille og roligt bliver 10 skridt til 20. Endelig. ENDELIG står jeg på toppen. Godt 2100 m oppe. Jeg er så gennemgående godt tilfreds og så stolt over at være kommet videre at jeg har gåsehud over det hele.

Det her var nøjagtigt tilsvarende da jeg ikke kom igennem UTCAM i september sidste år. Nøjagtigt samme symptomer. Men denne gang klarede jeg det. Tanken om endnu en DNF på baggrund af samme problemer gjorde også sit til at jeg kom videre. Bevares. stadig 35 km til mål, men hovedet var med igen 🙂

 

st4

 

Når hovedet er med er det relativt nemt at tænke positivt. Se det store i det små. Smile og hilse på vandrere og folk omkring. Jeg kunne nu se helt ned til næste depot ved 83 km. Der var en lang, men overkommelig nedstigning.

 

Øhh…hvor er mine stave???

Vel fremme ved næste depot ser jeg frem til endnu en cola og noget mere mad. Har sat stavene fra mig mens jeg sidder på en bænk i skyggen og får tanket op med diverse. Tror jeg er i depotet i 10 minutter i alt. Temmelig meget mere tid end jeg plejer at bruge. Det var fint og havde brug for at samle mig helt igen.

 

st5

 

 

Tanket op og afsted…men hvad hulen var nu det!!!! jeg havde da sat mine stave lige dér…havde jeg ikke? Ledte rundt i hele depotet og fik hjælpe til at lede også. Pludselig er der en mand der rejser sig. En bjergvandrer. Nok 65-70 år. Han deltager ikke i løbet men sidder bare og snakker lidt med folk i depotet. Han siger jeg bare kan tage hans stave idet han har flere par. Jeg var total beæret og nærmest rørt over den gestus. Det var fandme stort og total uventet. Men skæbnen ville dog at lige inden jeg gik ud af depotet kom en mand blafrende lidt længere nede af bjerget med et par stave i luften. Ja sgu. Det var mine. Han havde valgt at vende om og aflevere dem igen. Han havde vist været lidt ristet også, idet hans egne stave lå foldet sammen i rygsækken. Det havde han glemt og taget mine som var samme model. Kanon. Vi valgte at følges det næste stykke tid. Dejligt at hyggesnakke lidt på det tidspunkt.

Stykket herfra og til mål indeholdt 3 mindre stigninger, men efter profilen voldsomt stejle.

 

På det næste stykke fik jeg endnu engang (kan jeg se bagefter) bevist at min orienteringssans er pænt ringe… Der kom et langt stræk nu som gik lidt op, lidt ned på små kringlede stier og klippestykker. Indimellem dukker søen op på højre side. Om det er total dejavu, træthed eller noget helt andet, så er jeg ligepludselig helt sikker på at her har jeg da løbet før. Ingen tvivl. For et par år siden under vores sommerferie ved Lago Maggiore, som ikke ligger voldsomt langt derfra, tog jeg ud på en løbetur på et bjerg hvor jeg endte oppe i en naturpark der hedder Val Grande. Og lige her var jeg fuldstændig sikker på at det var dette stykke jeg var inde på. NEJ, Dannie. Det var det ikke.

 

Bittesmå knolde!

Overordnet gik det nedad mod mål, som skrevet kun afbrudt af 3 små, skarpe stigninger. Jeg skal da lige love for at det der med “små” og overkommelige stigninger blev testet. Shit det var stejlt. Helt vildt. Jeg måtte tilbage og tælle skridt her. Selvom jeg vidste det ikke var lange stigninger nu, så forekom de mig vanvittige. Heldigvis var Jacob Ditzel blevet sjov igen 🙂

Jeg kunne se op igennem skoven. Op mod toppen. Godt nok langt. Der havde været en del skovarbejde her og stien var svær at finde. Afmærkningen på dette stykke var også sparsom og vi skulle holde skarpt øje med de “faste” scenic trail markeringer. I øvrigt lidt markant afmærkning i forhold til første halvdel af ruten hvor vi ikke løb på “scenic trail” stisystemet. Skulle i hvert fald vænne mig til at holde øje med nogle andre typer af markering. Ikke noget problem. Var aldrig rigtig i tvivl omkring ruten, så ikke en finger at sætte herpå.

 

st16

 

 

Dog har arrangørerne her efter løbet udsendt en dusør hvis nogen kan hjælpe med at finde frem til dem der har saboteret afmærkning og ændret på nogle pile således at en del løbere, på en anden distance end min, var løbet forkert.

 

På toppen af anden sidste stigning var der en fantastisk udsigt over Lugano søen. Helt vild. Det var en meget lille top, så man følte man nærmest stod på en spids. Herefter fulgte et rimelig stejlt nedløb hvor vi i bunden efter cirka 101 km løber ind i sidste store depot.

 

Mod mål 🙂

I depotet sidder der godt nok mange fra de andre distancer og ser kvæstede ud. Der er 2 stk der bliver tilset af læger. Jeg er heldigvis ved godt mod og bare klar til at knokle de sidste 13 km til mål. Der var her en sølle stigning tilbage, et relativt fladt repos at løbe på efterfulgt af et nedløb mod mål.

På stigningen var der heldigvis en del andre folk nu fra de kortere ruter. Det var ret lækkert at have overskud til stille og roligt at overhale og hilse på. Stigningen var ikke slem og kommer op på toppen hvor der skal løbes nogle km rundt. Virkelig lækker strækning her. Sidst på stigningen når jeg op til en fra samme distance som mig. Når lige at sige hej hvorefter han får et nyt liv. Kæft et tempo han pludselig får. (Kan se han kommer i mål 10 minutter før mig – så enten er jeg langsom til sidst eller også er han hurtig) Inden han stikker af når han lige at fortælle, at han har deltaget på de kortere ruter de sidste 2 år og at jeg skal være klar over at der er en lille stigning inden mål. Great…den havde jeg ikke lige regnet med. Tjekker profilen ud igen og kan jo godt se nu at vi skal opad til sidst igen.  Men hvad, det var nu så tæt på mål at det nok skulle gå.

Nedløbet går meget kontrolleret og roligt for mig. Har virkelig ikke meget at skyde med længere, men holder mig ok i gang. Der er flere steder ret teknisk stadigvæk, så fokus skal stadig holdes.

5 km til mål og det går nedad på asfalt nu.  Løber små 2 km inden vi drejer ind på stierne igen….og rammer den sidste stigning. Lille og kort, men ligenu er 1 km opad sgu langt.  Dog ikke noget problem fordi i små og helt stille momenter kan jeg i det fjerne høre målområdet. Altid et kæmpe boost. Knokler mig op på toppen og nærmer mig nu Tesserete og dermed mål.

 

img_1945

 

Vi har en lille km inde i byen hvorefter vi bliver ledt ind i et par hundrede meter skov. Her er der mange mennesker og der gives high fives til højre og venstre. Jeg kan se målportalen nu og kan glad småløbe i mål i tiden 20 timer og 46 minutter for 114 km og 8000 højdemeter.

Jeg er max stolt og har her bagefter fået at vide at der kun var 50 % der gennemførte. For at det ikke skal være løgn har jeg også fundet ud af via min placering at jeg har fået point i Skyrunners Worldseries konkurrencen. Det er sgu lidt grineren.

 

“Epikrise”

Efter målgang får jeg min medalje og får hilst på arrangøren. Vælter ind i teltet hvor der er borde og bænke. Kan godt mærke at jeg sejler en lille smule rundt. Per, jeg har rejst med kommer ind, men jeg er mildest talt en presset mand nu. Har svært ved at få ro på vejrtrækningen og bliver nød til at ligge mig lidt ned (Matador Maude Style).

Efter et kvarters tid er jeg oppe igen. Det er ikke første gang jeg har reageret sådan efter løb.

 

st14

 

Jeg har så meget positivt at sige omkring dette løb. Ruten især. Kæft den var fed. Super teknisk første halvdel. Ubarmhjertig, stejl og mental hård sidste havldel. Mange fantastiske views over bjerge og sø. Glimrende depoter – dog langt til første, og først cola efter 40 km…Kanon setup i Tesserete. Relativ nem og billig at komme til. Imødekommende arrangører. Jeg kunne sagtens forestille mig tage derned næste år igen. Virkelig fedt løb.

 

Nu skal der snart fokuseres på året hovedmål, Echappee Belle 🙂

 

Bedst trailhilsner – vi ses derude

/ Dannie

@dannietrail

 

 

, ,

Det der med (guld)alder og restitution…

Det kan godt være alderen bare er et tal, og indeni føler man sig stadig som om man var 25… men faktum er at for langt de fleste, så er det mere end bare et tal. I hvert fald når det gælder fysikken. Er du en af dem (os) der har fået den tossede idé at begynde at løbe i denne vores “guldalder”, så læs med her om de erfaringer jeg har gjort mig.

Jeg fylder selv 51 i næste måned, og startede med at løbe sidst i 2016. Jeg anede ikke noget som helst om det, hoppede bare i et par sko og begyndte at løbe. Efter nogen uger med begyndende smerter i skinnebenet, begyndte jeg at følge et løbeprogram og det har været rigtig godt, men én ting jeg ikke synes der bliver taget højde for i alle de løbeprogrammer jeg har kigget på, er ens alder. Når man er 25 restituerer man ret hurtigt, men når man er 50+ er sagen en anden. Man restituerer langsommere, man har brug for flere hviledage, og faktisk har man nok også brug for at gå langsommere frem, end hvad løbeprogrammet foreslår, for at undgå skader.

Set i bakspejlet skulle jeg have nøjedes med at løbe 2 gange i ugen, og jeg skulle kun have øget træningstiden, med 10% max. pr. uge. Men man vil jo så gerne… måske opdager man at det her løberi, det er dælme fedt! Man brænder efter at komme afsted igen. Så man bliver utålmodig og vil bare gi den gas. Sådan har jeg selv haft det, og sådan har jeg det stadig. Jeg kan bare mærke at min krop ikke vil det samme mit hoved vil. Nu, efter at have løbet siden november ca., erkender jeg at jeg er nødt til at blive bedre til at lytte til min krop, fremfor til mit hoved.

Så, til jer nye løbere af en ældre årgang… gå forsigtig frem. Løb er en hård belastning for kroppen, og restitution er uhyre vigtig. Måske synes i det er pinligt at i løber langsomt, og måske kun korte distancer, men det er IKKE pinligt… det er superfedt at i er gået i gang. Løb er godt for så mange ting, både kropsligt og mentalt, men det KAN også ødelægge. Mangel på restitution kan føre til udtrætning, og for meget fysisk belastning kan give fysiske skader, såsom skader på led, bl.a. knæ. Er man først blevet overbelastet og udtrættet, kan det tage lang tid at komme tilbage igen, og det kan gå udover alle andre aktiviteter i ens liv, fordi man simpelthen går rundt og er smadret hele tiden. Desuden… ja så er det faktisk ikke ualmindeligt at man som 50+’er har lidt gigt i kroppen. Bl.a. knæene har ofte lidt gigt, det har mine. Derfor er det ekstra vigtigt man passer på dem, de skulle gerne holde mange år endnu, og er meget udsatte når man løber.

Så… gå langsomt, langsomt frem…små ture i starten…lavt tempo hvor du dog får pulsen op, men ikke helt op i det røde felt…træn kun et par gange i ugen… øg tiden med max 10% pr. uge, dvs. løber du 40 minutter pr. uge i alt, så må du øge 4 minutter. Ignorér IKKE smerter! Lyt til dem, med det samme, stop op, sæt farten ned, hold en pause… for alt i verden skal du ikke bare fortsætte, – det er den direkte vej til en løbeskade. Tilføj meget gerne lidt styrketræning et par gange i ugen, for at styrke dine led, til at kunne klare belastningen. Hav tålmodighed, glemt alt om pace og distancer, – du skal nok nå det, du skal nok blive bedre og bedre og mere udholdende, og måske hurtigere og hurtigere, – men lad det komme lidt naturligt. Og det VIL tage tid… længere tid end for de unge. Men du skal nok nå det. Jeg har selv bemærket at jeg har øget min pace de sidste par måneder helt naturligt, uden jeg har gjort noget særligt for det. Jeg er bare ved at komme i bedre form, og så øges farten automatisk. MEN…den falder igen, ret drastisk endda, hvis jeg glemmer at restituere, for så bliver min krop for træt og jeg yder slet ikke optimalt, – hverken i løbeskoene eller i alle andre situationer i mit liv hvor jeg skal yde noget fysisk.

Dette er bare mine erfaringer. Jeg har ingen speciel ekspertise på området, jeg har blot mærket på min egen krop hvad der har været godt og skidt. Måske vil det være anderledes for dig, der er nok ikke en eksakt facitliste, men det ER bare vigtigt vi husker – lige på dette her område – at vi IKKE er 25 mere.

Pas på dig selv, og bliv en glad løber resten af livet. No matter your pace, – run happy!

(Gotta get some action) Now!

Endelig er jeg kommet i action. Det kommer længere nede…

lic02Jeg har drønet lidt rundt siden sidst. Efter Maison Torrent hvor jeg fik løbet/scoutet rigtig mange ruter og efter ca. 200 km på to uger gik turen til Valpelline. Jeg ville prøve kræfter med ruten til Vertical Becca de Viou. Den GPX jeg havde dannet sagde 6,5km med 1900hm. Så tak! Men afsted det gik – og det gik rigtig fint. Hårdt på den gode måde. Men ak. Efter at være drejet om i skyggesiden kom der snedriver. Og de blev større og større. Og ruten var begravet i sne. Alternativet var at kravle op over klipperne på siden af sporet der gik op langs et flodleje. Det var en kamp uden lige. Og det blev kun værre. Og vejret blev også værre (og værre). Men jeg ville op! Og det kom jeg. Fik set Bivacco Nere der ligger tæt på toppen. Tog sporet på den anden side ned – og nu blev det pludselig stegende hedt på solsiden. Fra hagl og kulde til sol og hede. Det blev også en meget lang tur, da jeg skulle helt rundt om massivet og hjem langs et flodleje. Fandt en restaurent da jeg kom tilbage og sov i camperen på en parkeringsplads.

Spiste morgenmad og lavede morgengymnastik og styrketræning i Valpelline og kørte så til Champillon. Ankom lidt sent så hyggevandrede bare lidt rundt. Overnattede igen i camperen og stegte pølser over åben ild om aftenen. Det var fint, selvom jeg ikke sov specielt godt da det var koldt i 2000m. Næste dag hører jeg lyden af en helikopter da jeg nusser med at arrangere morgenmad. Den kredser lidt rundt over skrænten nedenfor (altså sådan en mega stejl skrænt som ‘fald ned og dø’). Lidt efter kommer den op igen – med en ko hængende nedenunder! Havde desværre min telefon på ultrastrømbesparende så fik først billeder efter den var sat ned på jorden. Det var en stor tyrekalv der var komet på afveje. Lidt efter kom bonden og spænder den fast efter sin pickup, men den ville ikke med hjem. Utaknemmelige skarn efter sådan en redningsaktion. Men god underholdning til morgenmaden. Derefter hikede jeg med stor rygsæk og masser af mad op til Bivacco Rozessa de Savoi. Undervejs var jeg ved at træde på en hugorm – så er det også prøvet. Den var mega morgensløv, så jeg måtte prikke til den med min stav for at få bare lidt respons fra den.

Bivacco Rozessa ligger helt i bunden af Ollomont dalen, helt op mod de sidste bjergvægge der danner grænsen til Sweitz. Det er en meget spektakulær formation der danner en næsten fuldstændig gryde. Der er to ruter derop – og de er begge fede på ders måde. Der var kun sne til aller sidst og omkring hytten. Hytten er godt udstyret med gasblus og masser af gryder og pander. Der er dog ikke strøm. Jeg gik lidt rundt på det plateau der er, og ellers nød jeg bare udsigten, hvor jeg om aftenen kunne se lysene tændes ned gennem dalen helt til Aosta.

lic01Fra Bivacco’en hikede jeg næste dag tilbage til Rifugio Champillon. Det var nemlig deres åbningsdag og derfor skulle jeg lige have det med inden jeg skulle videre fra området. Jeg trængte også til et bad efter tre dages strabadser. Men who cares anyway herude. Jeg var den eneste gæst der havde meldt sin ankomst, så jeg fik fin opvartning og spiste aftensmad sammen med personalet. Næste morgen gik jeg så over Col Champillon og videre ad TDG ruten næsten over til Saint Oyen – og derefter tilbage. Puha, turen op over Col Champillon fra den anden side var godt nok en sejtrækker. Men så var det bare lige ned til Rifugiet og spise sen frokost. Der var godt med mennesker på det tidspunkt, men igen var der fin opvartning og oprigtig interesse fr turen. Nice. Derefter den hurtige genvej ned til bilen og så farvel til Champillon i denne omgang.

Derefter kørte jeg mod campingpladsen Arc en Ciel mellem Morgex og Pré-Saint Didier. Undevejs fik jeg set lidt borge. Ikke verden fedeste campingplads og heller ikke det fedeste sted den var placeret. Havde valgt den da den lå tæt på Morgex og dermed Licony Trail som jeg er tilmeldt. Og så fordi den var familieejet og havde sit helt eget pizzaria! Dagen efter ankomst så vejret ikke for spændende ud, så efter at have spurgt til vandreruter anbefalede bedstefaren mig at gå til Pré-Saint Didier og se et udsigtspunkt. Det viste sig at være en udsigtsplatform som jeg havde på min evt. todo-liste. Fint lige at få det på plads. En platform 180m over jorden hen over et brusende vandfald med udsigt til Mont Blanc massivet. What not to like? Og en fin restaurent lige ved siden af i en adventure park med træklatring. Jeg blev nede og spiste pasta med friske tomater. Pré-Saint Didier ser ud til at være en dyr by, men de har også den vildeste udsigt til Mont Blanc – og et kurbad der minder om Skodsborg. Det droppede jeg. Næste dag scoutede jeg noget af Licony ruten og fik set ruinen af Chateaux La Salle helt tæt på. Tredje dag var det mega regn. Tjekkede ud. Deres wifi var også ustabilt og jeg gad ikke camping mere. Havde dog lige præsteret at dræne batteriet på bilen, så bedstefar måtte hjælpe med en god gamel model af en lader. Så er det også prøvet.

Ville have været til Bivacci Pascal ved Licony Søen, men endte med at køre til Morgex og indlogere mig på Hotel Valdigne. Jeg havde fået en folder af bedstefaren med ruter i området. Tre dudes havde sat sig for at mærke dem fint med små træskilte og lave et katalog – imponerende arbejde. Sponsor på folderen var Hotel Valdigne og da de også havde samarbejde med Licony Trail var det mit valg. Fint og billigt hotel. Men mest morsomt er det, at jeg rent faktisk havde mødt ejeren og hans kone og børn i Doues en dag. Han genkendte min bil og da jeg kom hjem om aftenen fik vi lige en sludder. Sjovt nok. Verden er lille.

Fik tjekket første del af ruten ud en gang til. Den starter med en næsten konstant 7 km lang stigning som ligger lige på grænsen mellem løb og gang. (Hvilket vil sige, at det kan løbes, men også kun lige.) Den er ikke teknisk og de første 1,5 km er på asfalt. Det er næsten noget af det mest onde der findes. Det bliver dræbende hårdt. Valgte at prøve at løbe de 7 km i intervaller for at mærke smerten. Det gør ondt! Tog den tilbage i sammenhængende løb og med de sidste 1,5 km af opløbet på asfalt. Dagen efter tog jeg en lille stigning lige efter asfaltstykket som er MEGET stejlt x5 og så opløbet en gang til. Så bliver jeg ikke mere klar til det.

Ellers må man sige, at de går op i tingene hernede når der er løb. Der er plakater og flag i byen og hele ruten er blevet trimmet de seneste dag. Græsset er slået langs ruten i byen og der er blevet asfalteret lidt huller i vejene ned til opløbet. Det ene var også rimelig farligt lige efter et skarpt sving ned ad bakke.

Dagen før selve Licony Trail afvikles er der obligatorisk pasta-party og lidt boder med nedsatte varer osv. nede i byen. Der er også Baby Licony. Altså børneløb. Og der bliver gået til stålet i den sammenhæng. Men sådan er børneløb jo altid. Vildest er dog, at hos de mindste 6-10 årige er der en lille pige der stiller til start med armen i gips fra armhule til håndled. Det piver man altså ikke over hernede.

lic03Næste morgen kl. 9.30 er det så tid til 25 km’eren med 1650+hm. Og som om det ikke er nok så siger vejrudsigten +30 grader, ingen skyer og ingen vind. Og så kunne man jo godt lige tænke sig at de der meterologer tog fejl. Men det gjorde de ikke! Stegende hedt og så afsted mod første forhindring på vejen mod målet. Jeg prøver at placere mig så jeg ligger omkring top 25. Det er vel det mindste man kan forlange, selvom jeg ingen anelse har om niveauet end at jeg på resultatet fra sidste år ved, at den i al fald bliver vundet langt hurtigere end jeg vil være i stand til bare at kunne følge lidt på vej. Mit mål er i det mindste at komme under 3 timer for dagens strabadser. Jeg ryger altid helt op i det røde adrenalin-felt når starten går, men får nu styret mig fornuftigt synes jeg. Og efter 10-15 min har feltet indstillet sig og jeg er kommet ud af den orange tåge. Så er det bare hårdt arbejde resten af vejen. Så jeg prøver at bide mig fast i haserne i de lokale helte omkring mig. Det er som sædvanlig teknikken og modet der sætter mig tilbage. Lige så snart tingene går ligeud eller ned ad bakke uden teknisk udfordring, så kan jeg sagten løbe fra dem omkring mig. Men specielt på de stejle tekniske nedløb løber de med en helt anden lethed (vovemod?). Og da vi mod slutningen kommer til rutens skrækindjagende lange nedløb over 1000hm og ca. 60 sving på 40 cm eksponeret singletrack, ja så stikker de da helt af. De tager de vildeste chancer i svingene og jeg sættes til vægs gang på gang. Og dog – det er kun et par stykker der kommer forbi, men til sidst leder jeg en gruppe på fem løbere. På de lige stykker får jeg hul og i svingene kommer de op igen. Og 60 sving, det er altså rigtig mange! Efter det stykke skal man lige passere en flod og så går det meget stejlt opad. Det ved jeg, jeg har prøveløbet det. Jeg slipper de fire forbi og mine ben melder max minus.lic04 Find din egen rytme siger jeg til mig selv, du henter dem på asfalten. Det gjorde jeg ikke helt, men det blev da tæt på. Tiden siger 2:57, altså lige til øllet. Slutter som nr 29 og nr 8 i veteranklassen som er +40 år – og der synes jeg faktisk var fint. Der skal bare trænes endnu mere nedløb. Og tages flere chancer! Derefter er der mere pasta-party og præmieoverrækkelse som er et overflødigshorn af priser for alle klasser samt vist også lokale mesterskaber og ærespræmier og hvad ved jeg. Men festligt er det. Jeg får sågar en af lodtrækningspræmierne for at være den der er kommet den længste vej. Og det her er altså et lokalt løb! Godt nok i en løbsserie for selve Valle d’Aosta, men alligevel! Jeg er fan.

Efterfølgende brugte jeg de næste to dage på af vandre til Bivacco Pascal i 2920hm med udsigt direkte til Mont Blanc og tilbage rundt om Licony søen for derefter at køre til Gimillan ved Cogne, hvor jeg nu er indlogeret i en ordentlig stor lejlighed med dejlig 70’er indretning. Men det må være en historie for sig selv.

Om at rykke sine mål

De sidste fire uger har været uger fyldt med frustration, rastløshed og frygten om at komme i dårlig form. Det er som om, at hele verden løber fra mig, mens jeg selv bakker ligeså stille baglæns. Sådan føles det for  mig, at være løbeskadet i en verden, hvor folk går så meget op i sundhed, blive sommerklare og være den bedste i deres sportsgren.

I sommers flyttede jeg til Århus, og blev ret hurtig en del af løbeklubben Århus 1900. Min løbetræning var begyndt at give pote, hvilket jeg tydeligt kunne mærke, da vi banesæsonen blev skudt igang her i foråret. Mine intervaller var blevet hurtigere, og jeg havde længe haft en drøm om at kunne løbe 5 km på 18.30 min. Jeg fik derfor udarbejdet et program, af en veninde, som er ved at uddanne sig til løbetræner. Det hele kørte på skinner…. lige indtil, at jeg under en intervaltræning måtte udgå, da jeg fik ondt i lysken. I over en uge havde jeg smerter, og når jeg gik, lignede jeg en der havde skidt i bukserne. Min skade kom på et meget dårligt tidspunkt, da jeg aldrig har haft så mange løb på så kort en tidsperiode, som da jeg blev skadet. Det hårdeste har helt klart været, at jeg måtte melde ud til min kammerat, som jeg skulle NXM 50 km med, at jeg ikke kunne løbe med ham. Vi havde glædet os i flere måneder og brugt oceaner af krudt på at finde/købe udstyr, da man selv skal løbe med oppakning. I går måtte jeg også sætte mit Bestseller startnr. til salg, som jeg igen skulle have løbet med en kammerat.

Billedet er fra NXM som jeg skulle have løbet med min makker

Billedet er fra NXM som jeg skulle have løbet med min makker

Dette indlæg skriver jeg ikke for at få medlidenhed, eller fordi jeg har ondt af mig selv (okay, måske lidt 😉 ). Men mest fordi, jeg tror der er mange der bliver ramt af de samme følelser som jeg under en skade, uanset om det er; løb, styrketræning, cykling eller noget helt andet.

Jeg ved, at jeg nok skal nå mine mål på et tidspunkt, men lige nu er det som om, at en rykker det længere væk, mens jeg halser efter det.

Her er jeg – en glad snegleløber

Her er jeg. Gammel kone på snart 51 år. Hverken marathonløber, ultraløber eller anden ekstremsportudøver. Jeg er bare en kvinde som i en ret sen alder (50) opdagede hun kunne løbe-ish og tabte sit hjerte til denne aktivitet.

Om mig… jeg er født i sommeren 1966, i Fredericia. Har 3 voksne børn og 3 børnebørn. Da børnene var 12-15-17 blev jeg ramt af psykisk sygdom, og har i dag diagnosen Bipolar affektiv lidelse. Sygdommen rasede fra 2005 til 2012 – 7 år i helvede. I disse år røg jeg ind og ud af psykiatrisk afdeling, fik en masse ect behandlinger og prøvede alverdens forskellig medicin. Noget virkede men havde alvorlige bivirkninger, andre virkede slet ikke. Det tog 7 år før jeg fandt frem til noget der virkede: Motion!

Udover at være dopet med alt muligt medicin, tog jeg også meget på. Kunne sagtens se det var galt, men alligevel fik jeg et chok da jeg stod på sygehusets vægt og der stod skræmmende 93 kg. Næsten trecifret! Jeg bestilte tid ved lægen og udover en snak om kost og motion, fik jeg også taget blodprøver, og svaret var skyhøjt kolesteroltal og begyndende diabetes 2.
Ergo… der var ingen vej udenom en ændring i livsstilen.
Det var i 2012.

Jeg fortsatte med min antidep/mani/psykose medicin som en stor og dygtig pige, – af en eller anden grund satte jeg egentlig heller ikke spørgsmålstegn ved det… jeg havde jo en sygdom, og sygdomme tager man jo piller for, – ikk?

Kalorietælling blev en fast del af min dag, og forskellige apps blev installeret på telefonen. Lavede et regneark hvor jeg hver uge skrev ind hvad jeg vejede og målte. Langsomt blev tallene mindre. Meget langsomt.

En dag hørte jeg at mine piger planlagde at gå hærvejsmarch, – den lange rute. Det blev jeg da helt hooked på også, og så begyndte jeg bare at gå ture, bare for at se om jeg kunne. Første gang jeg gik 6 km var jeg pavestolt! Mig, sofakartoffel, havde lige gået 6 km! Lidet skulle jeg vide at jeg ca. 4 år senere ville trampe tværs over Spanien, 25-35 km hver dag.

Stolt Lone der nåede toppen i 1400 meters højde: Cruz de ferro i Spanien

Stolt Lone der nåede toppen i 1400 meters højde: Cruz de ferro i Spanien

Jeg begyndte at blive helt vild med at gå. Købte udstyr og ruterne blev længere og længere. Efter et halvt års tid begyndte jeg at tage væk på dagsture hvor jeg gik 18-20 km. Nød naturen, freden og roen. Opdagede at jeg mentalt fik det bedre og bedre, og så var det jeg læste en artikel om at motion kan gøre så man ikke behøver medicin mod depression! What?!

Jeg var så inderligt træt af at skulle være i den rolle…være syg…psykisk syg. Der måtte da være andet?

Jeg besluttede at prøve at trappe ud af mit medicin. Ét præparat af gangen. Jeg meldte mig ind i motionscenter men fandt ret hurtigt ud af, at det slet ikke var mig at være lukket inde i et center, uden fuglefløjt og vind i håret. Jeg måtte ud.

Efterhånden havde jeg tabt knap 20 kg, og så begyndte jeg at tænke på det der løberi. Mon jeg kunne? Havde prøvet en gang for mange år siden og det var aldeles rædselsfuldt. Men det så så fedt ud, når andre løb. Jeg læste at det var godt, i forhold til det mentale, at få pulsen op, og måtte erkende at deeet kom den altså ikke rigtigt, på mine rolige gåture – hvor lange de end var.

En dag besluttede jeg mig bare for at prøve. Jeg tog mine fitness-sko på og drog ud på min første løbetur.

Jøsses…jeg var dybt chokeret over hvor lidt jeg var i stand til at løbe. Min krop protesterede vildt og inderligt mod det overlast jeg var i gang med at udsætte den for, og jeg tror jeg max kunne løbe 20 sekunder – og det var 20 sekunder i helvede. Vejrtrækningen var heldigvis det mindste problem; jeg var stoppet med at ryge året før. ÉN mindre ting at bøvle med; rart!

To dage senere forsøgte jeg igen. Formen var lige dårlig men følte alligevel min krop langsomt accepterede at det her var altså hvad jeg havde tænkt mig at byde den. Men sjovt var det ikke.

Jeg fortsatte et par uger, og så begyndte jeg at få ondt i skinnebenet. Jeg løb jo altså også i de der fitnesssko og løb hverken efter program eller noget, jeg løb bare – eller luntede bare – til jeg var ved at dø, og så gik jeg lidt, luntede lidt osv.

Ved et tilfælde faldt jeg over NHS, hvor der var nogen ugentlige podcasts med løbeprogrammer “From couch to 5k”. Man kunne downloade dem som mp3 filer og det passede mig godt, fordi jeg ikke løb med min mobil (gisp…ingen endomondo-tracking!), men kun med en lille mp3 afspiller.

Programmet blev min redning. Jeg fulgte det slavisk, og søde engelske Laura guidede mig og støttede mig, og sagde at nu måtte jeg endelig ikke løbe for hurtigt. Hende tænker jeg stadig tilbage på med varme i hjertet.

Efterhånden kunne jeg løbe længere og længere, og jeg begyndte at løbe på de steder hvor jeg også gik ture, og uden at vide at det hed sådan, begyndte jeg altså at løbe trailløb. I fitness sko. På mudrede stier, grus, i skove og plantager. Jeg begyndte at ELSKE det simpelthen. Kunne næsten ikke vente med at komme hjem fra arbejde, så jeg kunne komme afsted. Distancerne var stadig ikke så lange, jeg holdt mig på 4-5 km – med gåpauser. Det tog mig omkring 45-50 minutter at løbe de distancer. Og jeg købte rigtige løbesko. I første omgang til løb på asfalt. Var stadig ikke klar over at man kunne få sko specifikt til trailløb. Ingen i min omgangskreds løb, jeg anede intet om det. Var bare gået i gang. Learning by doing…følte mig frem. Anede intet om neutral, pronation, heeldrop… jeg prøvede bare nogen sko i en butik…hmmm ja de føltes da rare, dem nupper jeg.

I december 2016 meldte jeg mig ind i en løbegruppe på facebook, og blev derigennem inspireret til at melde mig til mit første løb: Nytårsløbet i Drejens/Kolding – 5km. Kan tydeligt huske hvor nervøs jeg var, og var faktisk ude og brække mig på toilettet lige før start. Erkendelsen af at jeg løb så langsomt og at jeg højst sandsynlig ville komme sidst i mål, var pinagtigt klar for mig, og jeg havde virkelig, virkelig lyst til at stikke af. Men…nu var jeg der. Havde skrevet på facebook med stor stolthed at jeg havde meldt mig til mit første løb. Så kunne jeg da ikke bare tage hjem uden også at have løbet det! Så jeg blev. Og jeg løb. Det var rædselsfuldt. Kunne slet ikke finde et tempo der passede, min astma drillede helt vildt, jeg nærmest hyperventilerede af skræk og panik, det blæste og der var tusind bakker. MEN jeg gennemførte, – og hey…kom sgu ikke sidst i mål. Kom ind som nr. 4.-sidst. Følelsen bagefter…den var ubeskrivelig. Tænk, jeg havde gjort det. Mig, gamle sofakartoffel her, havde løbet 5 km, jeg havde turdet stille op, og jeg var ikke rendt min vej, jeg var blevet og havde kæmpet mig igennem. Jeg var så stolt og nærmest genfødt med ny selvtillid jeg ikke havde mærket i mange år.

Siden januar har jeg rykket mig lidt. Jeg kan løbe længere distancer og i længere tid, og også lidt hurtigere. Jeg er medicinfri, passer mit arbejde, og så længe jeg passer på mig selv, og passer min motion, så har jeg det godt mentalt. Jeg går, løber og cykler. Hver dag dyrker jeg motion af en eller anden slags. Både fordi det er min vej ud af mit psykiske helvede og fordi jeg bare elsker det.

Jeg har meldt mig til et par 10 km løb henover sommeren, trailløb, og dem glæder jeg mig voldsomt til. Derudover melder jeg mig til en del småløb, ene og alene for at vænne mig til at løbe blandt andre, og føle mig tryg ved det, og det hjælper virkelig, jeg slapper meget mere af og finder mit tempo hurtigt. Jeg kan løbe 5 km på 36 minutter nu. Nonstop – uden gåpauser. Jeg tvivler på jeg nogensinde kommer til at løbe hurtigt. Men jeg ved jeg kommer til at løbe glad. Og det er ultimativt det vigtigste for mig!

Det helt store slag skal kæmpes til oktober. Der har jeg vundet startnummer til HCA marathon i Odense og jeg har valgt halvmarathon-ruten. Den medalje vil jeg altså ha. I næste uge starter jeg op på HM-løbeprogram.

Ps. Har tabt 25 kg.

Min datter og jeg til Søndersø løbet

Min datter og jeg til Søndersø løbet

 

,

22 år og ultraløber, hænger det sammen?

Nu har jeg efterhånden hørt det en del gange og ved stadig ikke, hvilke grimasse jeg skal hitte på, når den bliver kastet på bordet.

 

”Du er jo også så ung”

 

Korrekt!

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Jeg er 22 år gammel og jeg er helt enig med denne konstatering!

 

Men er det en fordel eller en ulempe, når det kommer til ultra- og trailløb?

To løb slag løb som jeg måske er gået hen og blevet lidt bidt af.

 

Ja, det er jeg faktisk meget i tvivl om! Og derfor ved jeg sjældent, hvad jeg skal svare til den kommentar.

 

Jeg har nu løbet et ultraløb på 52,7 km og to længere trailløb Skagen Odde Ultra 30 km og Julsø Ultra 30 km, hvor jeg er kommet ind i top 3. Jeg har ikke den store erfaring med disse slags løb (nok pga. min alder, sjovt nok), men en ting er sikkert og det er, at jeg synes det er MEGA fedt.

 

Ens for alle løbene, som jeg har deltaget i, er selvfølgelige en masse rosende ord, klapsalver og highfives, hvorefter der ofte følger den samme kommentar omkring min alder.

 

Jeg kan jo ikke andet end at give folk ret, fordi i forhold til de andre deltager på listen, ja, så er jeg i den yngre gruppe.

 

Derfor kan jeg jo kun nikke og smile.

Julsø ultra 30 km

Julsø ultra 30 km

Bag smilet gemmer der sig dog en tvivl.

 

Tvivlen bunder i, at jeg ikke kan finde ud af, hvad denne kommentar omkring min alder går ud på.

 

Skulle jeg være bedre til disse lange distancer og uoverskuelig højdemeter fordi jeg er 22 år gammel?

 

I så fald, så forstår jeg slet ikke, hvorfor der ikke er flere unge i det her skønne miljø.

Man får jo sine 5 minutes of fame, likes på Facebook og masser af kolde øl, det er da, så vidt jeg ved, noget vi unge mægtig godt kan lide?

 

Så derfor kan jeg ikke helt forstå sammenhængen imellem, at jeg præsterer godt til disse løb og min unge alder.

 

Jeg kan mærke, at denne kommentar påvirker min indstilling og tanker omkring min egen præstation negativt.

 

Jeg står tilbage med en fornemmelse af, at jeg er kommet lettere igennem pga. min alder og IKKE pga. jeg faktisk er skide god til at få trænet (selv i regn, sne og slud) og bare elsker at løbe for at være bund ærlig!

 

Det er lige før, at jeg faktisk føler, at jeg har snyd lidt, hvis det giver mening?

 

Så jeg får altid en lidt dårlig smag i munden efter denne kommentar, fordi jeg lige pludselig ikke føler, at jeg fortjener det, men er blevet foræret det, fordi jeg jo kun er 22 år.

 

Når det så er sagt, så kan jeg godt se nogle fordele med min alder!

 

Jeg har ikke et fuldtidsarbejde, børn, hund og have, som jeg er forpligtet til at passe, men derimod bare mig selv og min træningsplan. På den måde kan jeg godt se, at det måske er lettere for mig, at få tid til at træne.

 

Måske er det faktisk bare det, som ligge bag denne kommentar og jeg bare overanalyser, overtolker og fuldstændig overtænker det hele.

 

Men en ting er vigtig at du forståer, jeg er rigtig glad for at løbe. Hvis du sidder der ude og læser dette og krummer tæer, fordi du måske har smidt denne kommentar efter mig, så bare rolig, du er ikke den eneste, som har sagte det til mig.

 

NO HARD FEELINGS!

 

Jeg håber bare en dag, at jeg kan sige til mig selv

 

”DU ER EN BRAND GOD LØBER”

 

og ikke skulle tænker,

ja, men jeg er jo også ung,

jeg har jo også lange ben,

jeg var heldig med vejret,

jeg havde gode sko på og

jeg har også en god træner

 

Men derimod give mig selv æren.

Mit første ultra - Badman til Kalkmineløbet

Mit første ultra – Badman til Kalkmineløbet

fyr-til-fyr_camilla-bergmann
,

60 km. 6 timer og 16 minutter.

”Du ligger altså blandt de første kvinder i feltet. Det ved du godt ik´?”. Det er Mads, som spørger. ”Ja ja, det ved jeg godt, men der er stadig 22 km. igen – alt kan ske”, svarede jeg tilbage og tænkte på, at den sidste del af ruten skulle efter sigende være den hårdeste. Jeg havde netop passeret depotet i Gudhjem, godt 38 km. inde i løbet. Den sidste slurk cola og resten af energibaren røg ned. Jeg gik langsomt, inden jeg igen satte i løb.

De første 38 km. var ren leg. Nu kunne jeg mærke, at det var alvor. Efter depotet løb jeg ca. 10 km. alene, og fik pludselig en længsel efter selskab, for at holde mig selv i gang. Naturen var skøn, og jeg forsøgte at nyde løbet, trods træthed i hele kroppen. Benene var begyndt at blive tunge og ruten var – som forventet – hård, da den gik ad en krogede skovsti op og ned ad bakker.

42 km. Løbeuret bippede. 4 timer og 15 minutter. Jeg havde aldrig løbet over et marathon før – og det var kun 2 måneder siden.
De sidste 18 km. var 80% viljestyrke og 20% rå ben-kræfter.

 

Forberedelserne

Godt 2 måneder før, at jeg stod til start ved ultraløbet Fyr til Fyr på Bornholm den 22. april 2017, løb jeg mit første marathon – Thy Trail Marathon. Et par dage efter de 42 km. i barske klitter og sand i naturskønne Thy Nationalpark kom løbeskoene på – igen. En hård start, men efter et par løbeture var benene på toppen. Jeg havde tidligere leget med tanken om, at det kunne være fedt, at tæske rundt på Bornholm til Fyr til Fyr, og da benene ikke klagede – så, hvorfor ikke fortsætte med de lange (rolige) træningsture lidt endnu? 3-4 gange om ugen kom løbeskoene på, og ture lige fra 5-6 km til 30 km. blev lagret godt i benene. Nu kunne de 60 km. på solskinsøen bare komme an.

 

Udstyret til løbet

  • Mobiltelefon – obligatorisk
  • (Folde) kop (min. 150 ml.) – obligatorisk
  • Sygesikringsbevis – obligatorisk
  • Startnummer – obligatorisk
  • (Salomon) Vind- eller vandtæt jakke (åndbar) – obligatorisk
  • 6 energibarer og 3 ekstra elektrolytter til turen
  • Buff – nice to have
  • Handsker – nice to have
  • Vabelplaster – nice to have
  • Sportstape – nice to have
  • Salomon vest med 2 x ½ l.
  • Nike tights, Salomon løbetrøje, Falkesokker, Calvin Klein sportsbh
http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/Camilla-bergmann-fyr-til-fyr-udstyr-goeres-klar.jpg

Udstyret lines op til foto.

Ruten – Fra Dueodde Fyr til Hammer Fyr

De 60 km. på solskinsøen må være ét af Danmarks smukkeste ultraløb.

Ruten går fra Dueodde Fyr på Sydbornholm til mål ved Hammer Fyr på Nordbornholm langs østkysten: Dueodde Fyr – Snogebæk – Nexø – Årsdale – Svaneke (ca. 20 km. – 1. depot) – Listed – Bølshavn – Gudhjem (ca. 38 km. – 2. depot) – Bådsted – Tejn – Sandkås – Sandvig – Hammer Fyr.

 

Løbet  – Fyr til Fyr 2017

Efter racebriefing blev kanonen affyret, og jeg drønede af sted i sandet op ad den lille sandbakke. På toppen kunne jeg se ud over klitterne og Østersøen i det fjerne. Jeg fik et kort sug i maven. Nu var jeg i gang, og der var kun én vej hjem – ad den 60 km. lange rute til Hammer Fyr.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/camilla-bergmann-fyr-til-fyr-dueodde-fyr.jpg

Klar til start ved Dueodde Fyr.

 

dueodde-fyr

Dueodde Fyr tårner sig op.

dueodde-fyr-fyr-til-fyr

Kanonen har lydt, og sikken en flot start.

De næste ca. 8 km. gik langs med vandet i det lette sand. Bornholm levede bestemt op til sit ry, som solskinsø, og temperaturen var perfekt lun. I Snogebæk stod det første heppere og lokale beboere med flag for at hilse velkommen til byen. Så var stilen lagt.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/camilla-bergmann-8-km-løb.jpg

Ca. 8 km. ved Snogebæk.

Det varierede terræn gav løbende energi, og gjorde turen ikke så ensporet, men spændende og naturskøn. Ruten vekslede mellem løb ad skovstier, asfalt langs bilvejen, på klipper, i sand, igennem byer. Det afvig ligeledes, om jeg havde selskab på turen eller tilbragte kilometer alene. Nogle steder på ruten var det lige med, at holde tungen lige i munden for, at lægge mærke til afmærkningen.

Frem til det første depot ved ca. 20 km. har jeg drukket min 1/2 l. med elektrolytter og 1/2 l. med almindelig sportsdrik. Ved depotet får jeg fyldt op med væske, spist et stykke banan og en energibar. Samme procedure gør jeg efter det andet depot (38 km.), så der er energi nok til resten af turen.

camilla-bergmann-fyr-til-fyr

Jeg havde ikke på forhånd troet, at jeg skulle løbe om kap om podieplaceringerne. Men efter at Mads havde kommenteret min placering i feltet, gik der sport i at holde pladsen – trods nogle hårde sidste 18 km’er. Gitte, som var førende, kunne jeg på de lange stykker ad landevejen ane i det fjerne. Men hun lå langt fremme. Alligevel motiverede det mig, at holde tempoet i gang, og sådan fortsatte løbet indtil 3-4 km. før mål, hvor en kvindelig stemme råber bagfra ”godt løbet”, og jeg råber igen med et “i lige måde”. Lise havde godt gang i benene, og jeg forsøgte at hænge på, men erfarede, at jeg ikke kunne følge med.

Med de sidste kilometer tilbage fik jeg samlet kræfterne – dem som jeg nok i virkelighed ikke helt vidste, at jeg havde, og får kæmpet min egen kamp. Forbi Hammerodde Fyr er der knap 1,5 km. til mål, og ca. 500 meter tilbage snor stien sig op ad den lange stejle bakke til Hammer Fyr. Jeg gik i et hastigt rask tempo, men bakken trak tænder ud. På toppen kunne jeg lige ane fyrets top. Og jeg satte i løb de sidste 200 meter ad græsmarken og stien.

fyr-til-fyr_camilla-bergmann

60 km. Jeg klasker hånden på Hammer Fyr. Glad og lettet over at have gennemført. Og kan se både Lise og Gitte i mål, som henholdsvis 1 og 2. “Du får en velfortjent tredjeplads og en øl, hvis du har alt det obligatoriske udstyr”, blev der sagt. Tjek.

 

camilla-bergmann-fyr-til-fyr-udstyr-tjekkes

Udstyret tjekkes ved målgang.

Lige til øllet – Som man siger

Jeg havde selv løbet efter en tid, der var omkring de 6 timer. Men med de tunge ben de sidste kilometer, kunne jeg godt se, at tiden ville være knap. Et sekundære mål var, at komme i mål inden for de ”gyldne øl-minutter”, som skulle resultere i en præmie i form af en dejlig Svaneke øl. Det blev lige til øllet, som man siger, med en måltid på 6 timer og 16 minutter. Skål!

 

Bornholm – Du har overrasket igen

Sidst jeg havde løbeoplevelser på Bornholm var tilbage fra 2007, hvor jeg i foråret var udtaget til Nordiske Mesterskaber i Orienteringsløb og samlet 3’er (kvinder indtil 19 år) til Etape Bornholm samme sommer. Så der var noget at leve op til – her 10 år efter. Jeg må indrømme, at jeg endnu en gang kan skrive en god oplevelsesrig bornholmsk løbeoplevelse på kontoen. Hvilken mon bliver den næste?

camilla-bergmann-fyr-til-fyr-maal

Smil!

 

/alle fotos: Mads Anders Jensen. Se flere billeder her

Chagline – Col Brison – Rif Champillon

Jeg havde lovet mig selv at give Punta Chagline et sidste skud inden afrejse fra Conclonaz. Hun lå fint og bade sig i solskin, så jeg var optimistisk på erobringen.

Denne gang prøvede jeg at nærme mig af en tredie vej. Første gang var jo kløften mellem hendes ben – og det gik jo ikke for godt. Dyb sne og uvejr satte en stopper for den tur. Jeg var nok lidt for direkte i min tilnærmelse.
Anden tur gik over kanten af højre skinneben. Derefter op over knæet der stak i vejret, men igen blev jeg stoppet tæt på målet af en skarp afvisning. Det var for glat og stejlt og jeg måtte trække følehornene til mig.

140517_03Denne gang startede jeg på den anden side af kløften. Jeg kælede mig langsomt og roligt op ad det venstre ben for at krydse ind til midt mellem kanterne hvor turen stoppede første gang. Denne gang var der ikke noget ballade med uvejr og dyb sne. Men den videre færd op ad maven gik i blød og tug sne. Stien var fuldstændig dækket og min GPX viste mig ud i en travers af dyb og tung tøsne. Til sidst valgte jeg at gå den direkte vej mod målet op over et stejlt bart stykke op mod de to velformede tinder der knejsede mod himlen. Det var hårdt, mit åndedræt var tungt og der skulle arbejdes med stavene samtidig med at hun også krævede crampons på. En hård kvinde at besejre!

140517_02Kom dog helt op til halsen der lå uberørt og hvid som elfenben i solen – og så var det bare fremad gennem tonsetung sne mod målet. Jeg nåede toppen denne gang – og hvilken belønning. Fantastisk udsigt bla over til Becca France hvor jeg var tidligere på ugen. Turen ned fra toppen tog jeg direkte på tværs af det hele og mine fødder var som istappe til sidst. Af med crampons og så et dejligt nedløb der varmede godt om fusserne.

Efter en rejsedag med praktiske gøremål som indkøb og besøg på italiensk møntvaskeri samt en let hike til en nedlagt kobbermine ved Bionaz var det tid til en tur mod Col de Brison fra Ollomont. Jeg havde overnattet i camperen ved en flod, så det var bare en kort køretur frem til starten af ruten. Dette skulle også blive min første prøve med selve TDG ruten som primært følger Alta Via 1 og 2.160517_01 Samtidig skulle turen også tjene som scouting for Outdoor Italy og en tur som Benjamin Holst planlægger over fire dage med stop i netop Ollomont. Man kommer egentlig fra øst og går over Col de Brison mod Ollomont i TDG, men rent praktisk passede det bedre at gå op og ned fra Ollomont, da jeg skulle til Torrent ved Doues bagefter.

Vejret var strålende sol og jeg mødte for en gangs skyld et par andre vandrere som kunne oplyse at der ikke var noget særlig sne i passet. Super. Selvom de nok underdrev lidt i forhold til hvad vi mener er lidt. Kom forbi en stor flok ibexer der gik og græssede roligt. I det hele taget ser jeg mange flere dyr end normalt fordi sæsonen ikke er gået i gang.

160517_02Der var kun få snepassager over vandfaldene undervejs. Fik også scoutet en siderute der går mod Biovachi Regondi. Nåede fint passet som var dækket af sne, men med fin passage på begge sider. Traverserede lidt rundt oppe på kanten og fik oplevet udsigten i alle retninger. Derefter tog jeg hele nedløbet i sammenhængende løb for lige at få en ide om tidsforbruget ned til Ollomont. Meget positiv tur. Derefter kørte jeg til mit nye opholdsted som er Maison Torrent B&B med super søde værter.

170517_02Vågnede op til et overvældende morgenbord, men jeg er så også den eneste gæst! Denne dag ville jeg bruge til at hike op til Rifugie Champillon stille og roligt for at få klarlagt ruten derop fra stedet her. Der er et 4,8 km godt stejlt stykke opad til man kommer til AV1 og TDG ruten. Endnu en gang tjener det til forberedelse til selve TDG, men også scouting for Outdoor Italy og turen der passerer her (læs mere her >>).
Inden man når AV1 kommer man til et picknicksted, hvor det er muligt at køre til ad en temmelig snoet, men dog asfalteret, bjergvej. Dette giver mulighed for at komme næsten direkte til TDG ruten fra mit ophold og jeg kan så gå mod både øst og vest.

170517_01Det sidste stykke af AV1 op til Rifugi Champillon ligger i skyggesiden, så der lå meget dyb sne som jeg sank igennem igen og igen. Det var meget tungt – og koldt – men insisterede på at komme op til rifugiet. Det er vildt innerverende når man igen og igen træder igennem sneen helt ned til knæ eller lyske. Men jeg kom da op til rifugiet og fik spist min madpakke, mens jeg kunne kigge over til Col de Brison. Herfra så det godt nok vildt stejlt ud at komme op til det pas. Det var desværre umuligt at gå videre op mod Col de Champillon. Håber det bliver muligt senere da jeg skal være her i to uger. Så mon ikke sneen forsvinder inden den tid. Anyway, i dag er det hviledag og i morgen skal jeg bare lege lidt turist i området her. Vejret er også skod i dag, så det er perfekt!

De sidste forberedelser til Dragon’s Back Race

Forberedelse til Dragon’s Back Race:

  • Sko – tjek
  • Racevest – tjek
  • Regnjakke – tjek (det er jo Wales)
  • Solcreme – tjek (men måske bliver vi heldige)
  • Myggemiddel – tjek (det er jo Wales)
  • Energi og mad – tjek

Ja, jeg er vist ved at være der: Klar til start på Dragon’s Back Race (indsæt link) d. 22 maj 2017.

Det var den korte version. Hvis du have lave den lange, med udstyrslister osv. så læs endelig videre. Men det bliver altså lidt nørdet (og delvist på engelsk).

Dragon’s Back Race

Først lige kort om hvad Dragon’s Back Race er for en størrelse. Jeg har skrevet lidt om det tidligere her på bloggen, men her kommer der lidt detaljer:

De tørre facts: 5 dage, 315 km og 15.500 højdemeter.

Dag 1: 52 km med 3.800 højdemeter. 16% er i terræn, 78% er på singletrack stier, 2% er på dobbeltrack stier, og 4% er på veje.

Højdeprofil på dag 1.

Højdeprofil for dag 1.

 

Dag 2: 58 km med 3.600 højdemeter. 25% er i terræn, 37% er på singletrack stier, 16% er på dobbeltrack stier, og 23% er på veje.

Højdeprofil for dag 2.

Højdeprofil for dag 2.

 

Dag 3: 71 km med 3.500 højdemeter. 11% er i terræn, 45% er på singletrack stier, 30% er på dobbeltrack stier, og 14% er på veje.

Højdeprofil for dag 3.

Højdeprofil for dag 3.

 

Dag 4: 71 km med 2.400 højdemeter. 23% er i terræn, 30% er på singletrack stier, 18% er på dobbeltrack stier, og 29% er på veje.

Højdeprofil for dag 4.

Højdeprofil for dag 4.

 

Dag 5: 63 km med 2.200 højdemeter. 37% er i terræn, 16% er på singletrack stier, 17% er på dobbeltrack stier, og 30% er på veje.

Højdeprofil for dag 5.

Højdeprofil for dag 5.

 

Konceptet bag Dragon’s Back Race

Koncepter er sådan, at hvis man misser en cut-off tid, skal man sidde over en halv dag den følgende dag. Man deltager så ikke i konkurrencen (og får så ikke en babydrage), men man løber med resten af ugen. Ud over det rent praktiske i, at det bliver ret svært at få folk hjem løbende fra ”in the middle of nowhere” så giver det også et fantastisk sammenhold blandt alle løberne, at alle er med hele ugen (siger de tidligere deltagere i dette og i søsterløbet Cape Wrath Ultra.

Statistik: I 2012 gennemførte 39% af deltagerne den fulde Dragon’s Back Race. I 2015 var dette 45%. For i år er det som tommelfingerregel meldt ud, at 30% ikke gennemfører dag 1, 30% gennemfører ikke dag 2 og 30% gennemfører ikke dag 3. Derefter falder drop out raten.

Jeg synes lige vi skal tage den igen: 70% af de startende på dag 1 til 3 gennemfører, og derefter er der endnu flere der gennemfører. Jeg satser hele biksen på at blive en af dem der fuldfører den fulde Dragon’s Back Race og får en baby drage med hjem!

Babydrager lige ankommet fra udrugningen.

Nyudklækkede babydrager :).

 

Race set op og logistik

Logistikken omkring løbet fungerer sådan, at man har sit ”hill kit”. Dette er hvad man løber med, og skal indeholde det man skal bruge i løbet af dagen. Derudover har man en ”drop bag”, som man har adgang til ca. halvvejs på dagen. Til sidst har man sin ”camp bag”, som indeholder det du skal bruge til overnatning, og til at fylde din hill kit og drop bag op i løbet af ugen. Man må gerne shoppe undervejs, men vores overnatningssteder ligger ofte ret øde, så det er ikke noget jeg satser på at gøre.

Der bliver lavet camp til os hver aften, og sikke et arbejde arrangørerne disker op med. De har lagt en “behind the scenes” video ud på Facebook, som er værd at tjekke ud:

https://www.facebook.com/DragonsBackRace/videos/1390519391004644/

Så vi skal kun løbe med sovepose og underlag og ikke telt. Og så laver de mad til os! Yes – varm lækker mad, som bliver lavet hver aften! Se, det er luksus! Og morgenmad laver de også til os. Se det, gør tingene en hel del nemmere!
Hill kit (det jeg skal løbe med)

Der er ingen krav til maks størrelse og vægt. Vi skal jo selv slæbe det hele ned til Sydwales, som de så venligt siger 🙂 Af vest løber jeg med Ultimate Direction Adventure Vest Peter Bakwin.

Obligatorisk udstyr:

  • Waterproof Jacket (with taped seams): Ultimate Direction Ultra Jacket:
  • Waterproof Trousers (with taped seams): Inov8 Ultra Pants:
  • Survival bag (not a blanket): SOL emergency bivvy
  • Map (supplied) and compass
  • Headtorch with spare batteries (with sufficient light to be able to navigate in the darkness): Petzl Nao)
  • Whistle: Sidder I alle gode race veste
  • Sufficient food
  • Spare warm top (spare means unworn at the start)
  • Hat and gloves suitable for the weather conditions: Buffs, kasket og handsker
  • Water bottle and / or hydration system: Vandblære på 1½-2 liter samt og ½l flaske
  • Fell or mountain running shoes (road trainers are NOT acceptable): Inov8 Roclite 305  og La Sportiva Ultra Raptor
  • Money (at least £50 in case you need to get a taxi to the overnight camp)
  • Waterproof pen/pencil/chinagraph writing implement

Og anbefalet udstyr:

  • Mobile Phone (Although we recommend that all competitors carry a mobile phone there is no guarantee of phone reception along many sections of the route).
  • Altimeter (Very useful aid for navigation in low visibility conditions): Jeg har dette i min GPS.
  • GPS (For competitors who are not completely confident of their map and compass skills in all conditions): Garmin maps 62.

Derudover smider jeg følgende i:

  • Lucky Duck (min lille lykke race bamse)
  • Poles: Black Diamond Distance Carbon FLZ
  • First aid kit (including hospital bandaids)
  • Watch: Garmin Fenix 3
  • Extra watch (også Garmin Fenix 3)
  • GPS backup (ekstra batterier)
  • Watch backup (lille powerbank)
  • Cable for charging watch
  • Sunglasses (mine gamle trofaste Oakley)
  • Kleenex and Wet swipes (altid godt at have med!)
Hill kit (uden mad).

Indhold til hill kit (uden mad og ekstra bluse).

 

Drop bag

Denne er der ingen krav til, ud over at den må være maksimalt på 22 liter og veje maksimalt 5 kg. Jeg kommer nogenlunde til at smide følgende i:

  • Food
  • Clean socks
  • Dry shirt
  • Other shoes
  • Spare 1½ l blatter
  • Body glide
  • GU tabs
  • Kleenex and wet swipes
  • Batteries
Indhold til drop bag uden mad og tøj.

Indhold til drop bag (uden mad, tøj og sko).

 

Camp kit

Camp kit på maksimalt fylde 59 liter, og der er ingen vægtgrænse.

Obligatorisk udstyr:

  • A complete change of clothing including spare shoes that can be worn at the overnight camp.
  • Warm sleeping bag (3 Season recommended): Tager den skønne North Face Blue Kazoo med.
  • Sleeping mat (ThermaRest style inflatable mat recommended): Sea to Summit Ultralight
  • Plate/bowl, mug and cutlery: Mit godt brugte Wildo Camp-A-Box sæt
  • Sponge and cloth for washing and drying your plate etc
  • Personal First Aid kit to include plasters, blister treatment, antiseptic ointment and painkillers as a minimum.
  • Sufficient personal food for eating on the hill each day (don’t underestimate this as there will be no additional ‘snack’ food available at the overnight camp).
  • Blister Treatment Kit: Jeg har købt det som arrangørerne sælger. De har nok god erfaring med hvad der bliver brug for!
  • Kinesiology Tape (5cm x 5m) x1
  • Small Scissors x1

Og anbefalet udstyr er:

  • An insulated ‘duvet’ jacket
  • Travel pillow or pillow case: Jeg har fundet en lille lækker sag i Sea to Summit Aeros Pillow
  • A fresh set of running clothes for each day
  • Personal washing things and towel
  • Ear plugs
  • Anti-chaffing / lubrication ointment
  • Wallet, credit card and / or sufficient cash to enable you to return to Conwy early if needed.
  • Any luxury food items you want.
  • Warm pants for overnight
  • Waterproof shoes

Derudover smider jeg følgende i:

  • Power bank for charging phone and watch
  • Face net against mosqiotoes: Sea to Summit Nano Headnet
  • String to dry clothes overnight
  • Baby wipes
  • Batteries for GPS
  • Ipod
Camp kit (uden mad og tøj).

Camp kit (uden mad og tøj).

 

Mad

Jeg kan rigtig godt lide at løbe på rigtig mad. Jeg kan godt lide tanke om at det ikke behøver at være så kunstigt, men det bliver virkelig noget rod, hvis jeg skal have rigtig mad med til 5 dage. Og det kommer til at fylde helt vildt og veje et ton!

Så min primære energi bliver Tailwind. Og så er det jo super, at jeg er med på holdet af Trailblazer Nordic! (tjek gerne Instragramkontoen . Jeg har før løbet udelukkende på Tailwind (til EverestingDK sidste år), og det gik alletiders. Ingen dårlig mave og ingen mistet lyst til mad og drikke. Så jeg håber at det kan få mig igennem Dragon’s Back Race også!

Der ser nu altså lidt suspekt ud, når Tailwind bliver pakket i små plastikposer!

Der ser nu altså lidt suspekt ud, når Tailwind bliver pakket i små plastikposer!

Jeg kommer dog til at supplere en del med snacks – noget at gnaske i. Yankiebar, marcipanbrød, og ikke mindst blanding af peanuts, rosiner og mandler.

 

Tøj

Her bliver det nok lidt rodet (som sædvanligt). Jeg er lidt usikker på vejret. Det kan både være ret koldt (det er jo Wales), men også solrigt og ret varmt. Så jeg pakker lidt af hvert (korte og lange tights), og ikke mindst uldbluser. Uld kan redde både en kold og en varm dag. Og uldsokker – MASSER af uldsokkker!

 

Eventyret venter

Eventyret venter den, som forstå at gribe det” (Knud Rasmussen, polarforsker 1879 – 1933)

I kan følge mig og de andre løbere live fra d. 22 maj kl 07 (UK tid). Hold øje med Dragon’s Back Race hjemmeside og/eller Facebook side for link. Og der vil blive smidt lidt på løbende på min Facebookside og Instagramkonto.

Vi ses på den anden side 🙂

 

Optur over Becca France

Da jeg var på tur mod Punta Chaligne anden gang kunne jeg se over til en ret dramatisk kant mod vest. Samtidig var der heller ikke rigtig noget sne derovre, hvilket dragede mig. Kanten omkrandser et næsten lodret stenfald som minder om noget fra et meteornedslag eller en vulkan. Det viste sig at være Becca France og at rute 9A går derover og op til toppen her fra Ville sur Sarre. Med GPX genereret via Cartographic Navigator SCT (lyder tjekket ikk’?) begav jeg mig afsted i super nice solskin.

100517_04Ruten gik hurtigt meget stejlt opad gennem en dejlig sval nåleskov med blød bund. Det var guf for et par møre achillessener. Jeg var ret spændt på at se hvordan ruten ville folde sig ud når jeg nåede op på kanten. Og så pludselig, som ud af ingenting, når man op over skoven og hele kanten ligger blottet som én lang barsk kam. I beskrivelser havde jeg læst at den var nem at gå, men med visse ret eksponerede steder. Endvidere skulle den sidste opstigning være for erfarne vandrere – stod der. Det måtte jeg jo se på.

100517_02Det er virkelig en spektakulær tur hen over kanten. Flere steder er der lodret fald nærmest inde under en. Visse steder er stien så smal at man føler man står og vipper på æggen af klippen. Det gav nogle dejlige sug i maven og den der følelse af at man ikke kan holde balancen. Jeg synes ellers  allerede, at mit balancecenter er begyndt at vænne sig til forholdene. Ikke helt endnu, men jeg føler da ikke verden vipper længere, når jeg ser ud over kanterne.

Det allersidste stykke op mod toppen var meget stejlt og med løst grus. Tog lige starten op og ned for at have en fornemmelse af hvor fødderne kunne få lidt fæste. Og så helt op. Det er virkelig spektakulært. Det havde det nu været hele vejen og der var mange kiggestop undervejs. Kan klart anbefales. Ganske let rent teknisk og god træning pga stigningen op til kanten.

100517_03På toppen nød jeg et par energibarer og fik brugt min nyerhvervede kikkert flittigt. Lige overfor kunne jeg tjekke snesituationen på Punta Chaligne. Den er stadig ikke helt god. Men dejligt legetøj sådan en kikkert. Klart en af mine bedste investeringer i grej i længere tid. En anden fed gang grej er Salomons pilekoger til stave. Raffineret og smart fundet på. Så sidder stavene bare der og man kan tage det af hvis det ikke skal bruges.

100517_01Turen ned igen til skoven gik nu helt fint selvom det var meget stejlt og løst underlag. Derudover ville jeg også gå en rute der går langs bunden af stenfaldet. De to skiller sig fra hinanden nedenfor kanten. Det var en ret fed travers på den skovklædte del og løbbar. Pludselig åbnede træerne sig og man kunne se direkte op i stenfaldet. Præcis som jeg havde håbet det! Og det er jo fedt når noget er som forventet. Jeg stavrede over klipper og væltede træer til jeg befandt mig midt i centrum af stenfaldet. Og så sad jeg ellers der og var overvældet. Så tilbage igen og tage det sidste stejle nedløb. Lækker tur på 16km og masser af episk udsigt som belønning. I aften er det i øvrigt fuldmåne, så kan jeg kigge lidt nærmere på den.

De foregående dage har jeg brugt på at se på flere borge – og gå rigtig meget op og ned af bjerget. Køre i bus på bjergvejene med chauffører fra Helvede, overvære det lokale gededyrskue, scoute ruter og løbe dyrestier. Og ikke mindst så har jeg fået set samtlige romerske efterladenskaber i Aosta. Og jeg mener virkelig alt. Fra alle vinkler. Ovenover og under jorden. Og der er en del. Alene bymuren en ca. 3km hele vejen rundt. Men det var fedt at få det hele på plads på en gang. Jeg har også set de to første afsnit af Matador – det er jo et stykke dansk kulturhistorie…

Pûnta Chaligne i to hug – og et suk

Lige siden jeg er ankommet og opdagede, at der gik en rute op til Punta Chaligne (2608m) lige uden for døren så har jeg haft lyst til at gå derop. Jeg scoutede lige de første 100hm første eftermiddag jeg ankom. Den var barsk fra starten af. Så den blev lagt lidt på hylden. Men i går kunne jeg ikke dy mig længere. Nu så vejret nogenlunde ud. Jeg kiggede meget på skyerne hele formiddagen. De kom og gik, men så ike så alvorlige ud. Det andet der virkelig trak i mig er det her med snefaldet. Der ligger vildt meget sne over 2000m og det sner stadig sporadisk i højden. Hvad med de fede pas som man skal træne? Hvordan ser Col Loson ud i 3300m? Kan man overhovedet komme rundt på TDG ruten?

Fornuftig-Per fik mig til at trække i hiking tøjet. Støvler, bukser og fleece. Regnjakke, hue og handsker i rygsækken sammen med madpakken. Tænkte det ville give en naturlig dæmper på tempoet. Og sådan bør man jo tænke. Startede dog i solcreme og vindvest og dejligt solskinsvejr, så sveden sprang lystigt fra panden.

040517_04Og det gik opad, gjorde det. Det er virkelig en heftig rute når man kommer lige fra det flade. Så tempoet var roligt. Ingen vind og bare steady pace derudaf. Ved 1800m kommer så de første sneklatter og temperaturen dropper lige. Njaahhh, det ser da stadig okay ud. Ved 1900m er der sne overalt, men ikke dybere end det bare er fedt at høre sine trin og sin vejrtrækning. Rutemærkerne begynder godt nok at være sneet lidt til, men ikke mere end de kan ses.

I 2000m er der no mercy fra mother nature. Nu er der ikke længere nogen sti og jeg synker visse steder i til knæene. Navigerer efter mærkerne der stadig stikker frem. Husker at sparke dem fri for sne. Både for min egen skyld, men også for evt. andre der har fået samme tossede idé. Jeg kommer ud i åbent terræn og nu er alt dækket af sne. Meget sne! Jeg synker nogen gange i til lysken og aner ikke hvad der er sti længere. Navigerer efter klippestykker og krydser frem og tilbage efter mærker. Og nu bliver himlen så pludselig meget grå! Ja, ja, så er det vist slut med det eventyr. Det er heldigvis nemt at finde ned igen tænker jeg. Bare direkte nedad og markeringerne er jo altid nemmere at se oppefra end nedefra.

040517_03Der ligger et forladt hus lidt længere oppe. Her vil jeg lige tage et pitstop. Runder 5km og 1000hm der. Nåede op i 2268m og det ligner Nordpolen. Et tilsneet skilt viser, at der blot er 45min gang til toppen. Pokkers! Vi plejer at sige, at vi kan gøre det på halvdelen. Men alt er hvidt og himlen er sort og det begynder at sne tæt. Hopper under et halvtag og får vinterovertøjet på. Spiser et par energibarer og drikker lidt vand. Overvejer om jeg skal spise madpakken og se om det klarer op.

040517_02Men nej. Jeg kan se mine fodspor er ved at blive bløde i kanten, så siger tak for i dag. Og det skal man. Man kan altid gøre det igen i morgen. Eller en anden gang. Det er jo heller ikke sjovt at stå på en fed top og alt er whiteout. Hey man, fed udsigt – not!Nå, men nedløbet havde jeg glædet mig til. Smækker lige Iron Maiden – Killers i hørebøfferne og så får den ellers full trottle dernedaf. Så er det ligemeget med sti i sneen. Det tog 1t43min op og 50min ned, hey ho. Og det paradoksale er jo, at efter 20min, så var jeg ved at overophede igen. Det var da om ikke andet godt for ballerne. De føles som noget på en toårig galophest.

Dag 2

050517_01Vågner tidligt til strålende solskin og ikke en sky overhovedet. Yes, så er det i dag det sker. Spiser morgenmad og ellers samme setup som i går. Går dog mere hardcore på sko. Fellraiser med 4x2mm icespikes under forfoden og neopren lægbind. Så er der lagt i kakkelovnen!

Der er andre veje op til Chaligne end den fra i går. Den nemme tursitvej kræver 16 km kørsel i bil. Droppet. Den tredie mulighed er ruten til Chaligne Skyrace. Den er stejl, meget stejl og går oppe på kammen. Kører 10min til Ville sur Sarre og starter ud derfra. Har dobbelt GPX på ur og telefon – tjek. Og for pokker, en motherfucker. Det er lige op i luften fra starten (synes man jo som fladlanding). Men den er ikke særlig teknisk, så der er bare den ene fod foran den anden. Og den er nem at navigere.

Som i går er der sne fra 1800m, men i dag er det ved at smelte fra stien. Det går fint derudaf og jeg kan fløjte lidt som Poul Reichhardt. Fordi det i dag er på kanten er der en for vild udsigt. Jeg kan også se ned i slugten som jeg prøvede at gå ad i går. Husker at vende mig om og se tilbage som Heine altid siger. Selv ved 2000m er det reltivt nemt at gå ruten. Men jeg kan se på toppen, at den er sneet ekstremt meget til. På GPX’en er jorden bar helt op og alle kan såmænd gå den uden sne. Det er bare et spørgsmål om hvor lang tid det tager.

050517_02Da jeg når op til det virkelig stejle stykke, så aner jeg ikke hvor kammen er. Og til sidst er driverne så høje og med udhæng at det er point of return. Med solen på sneen hele dagen, så skal man ikke videre. Det gør heller ikke noget. Har taget 1300hm på 5,6km så jeg er tilfreds. I går gik jeg som sagt i en slugt. I dag er der fænomenal udsigt. Spontant kommer jeg til at sætte mig ned på røven i sneen med et kæmpe suk. Jeg har stort set 360 graders panoramaview. Kun selve Punta Chaligne bryder lige udsynet mod nord. Ellers kan jeg se, det der ligner, en lang sammenhængende kant med +3000m spidser hele vejen rundt. Denne dal er simpelthen så overdrevet.

050517_05Og vejret? Ja, vejret det er perfekt. Jeg har ikke noget at udsætte på vejrguderne i dag. Sætter mig på en busk der stikker op og spiser min madpakke. Kigger ned og tænker at det altid er stejlere når tæerne vender nedad. På med crampons og jakke og så nedad. Et skridt ad gangen og hellere sætte sig ned end spille smart. Men der er ingen slinger i valsen og ved 2000m kan jeg smide crampons og jakke og tage resten af turen i korte ærmer. Super nedløb. Tilbage ved bilen er jeg rimelig høj. Succesdag. Aboslut. Og fuld smæk på Thin Lizzy i bilen tilbage.

Jeg tror evt. jeg giver Chaligne et sidste shot når jeg flytter herfra og til Ollomont. Der har jeg en overliggerdag og kan så tage turistvejen. Så måske kommer der en ‘alle gode gange tre’ historie senere. Til sidst en video fra Skyrace, hvor man kan se hvordan forholdene bør være!

Save

Lidt flere borge – og trapper

Vågner op til rimelig ligegyldigt vejr. Tunge skyer over bjergene. Dagen derpå kan man jo godt mærke lidt træningsværk trænge sig på. Hmmm, de gamle knogler er ikke lavet af stål? Selvom jeg har været en flittig klient hos Pumaens Trappeton, så er det alligevel altid anderledes når man kommer ned i bjergene for alvor. Men det er kun en ganske let ømhed, så de mange ture på trapperne i Riget eller på Lüders er godt givet ud.

Alligevel spiller jeg med sikre kort og kører ned til Castello St. Pierre i bil. Voldsomt imponerende bygning – og meget stejl adgangsvej! Det er lukket pga renovering. Det huser ellers et naturhistorisk museum, øv bøv. Jeg tager så turen hele vejen rundt om slottet – meget imponerende!

En spytklat derfra ligger Castello Sarriod de La Tour. Det ser mindre imponerende ud fra vejen jeg kommer af. Men også mere råt i sit tydeligere forfald. Der er adgang og man kan komme rundt inden for murene. Mod floden er det så vanvittig stejlt og lader ikke noget tilbage. Man kan også komme indenfor for 3€ – tja, why not. Men når man kommer alene skal man have en af skrankedamerne med rundt?! Nej, jeg kommer igen en anden dag. Videre.

Næste hug er Castello Châtel-Argent der ligger som en ruin på toppen af en giga klippe. Pænt svært at slæbe ting derop. Men ret effektiv trappetræning at komme derop. Virkelig en trailseværdighed – anbefales! Det blev et fint træningspas da jeg lige skulle se alle stierne op og ned.

030517_02
Endte nede i byen Valpeline og fik handlet ind hos en ældre dame. Dernæst en kaotisk opkørsel hvor GPS’en ret så ofte var for sent ude. Og damned, det er ikke fedt med ny beregnet rute igen og igen eller ‘foretag en u-vending’. Så fik jeg da lidt øvelse i at køre hårnåle med en hånd. Men med en bredde på 185 så er der ikke meget plads at give af. Indtil videre er jeg dog kun bakket lidt ind i en skraldespand.

Så heller ikke mere om borge lige det næste stykke tid.

, ,

Julsø Ultra 2017

Julsø Ultra 2017

Hyggetur med Mogens

Det var blevet slutningen af april og tiden var kommet til Julsø ultra 2017. Ruten går rundt om Julsø over Ry og gennem skovene tilbage mod silkeborg. Jeg skulle løbe 60km for anden gang.

Forberedelserne

Der går lang tid fra man tilmelder sig et løb og man faktisk skal afsted. I den mellemliggende peropde kan de ske mange ting der gør at træningen ikke bliver optimal.

Selve træningen

Siden Thy Trail Marathon i februar har træningen været rimeligt svingende og jeg har haft svært ved at komme afsted på de løbeture der kræves. Den gennemsnitlige løbemængde i ugen har været på omkring 40km hvilket er i underkanten af hvad der måske kræves.

Udstyret

Jeg havde tænkt en del over hvilket udstyr jeg ville bruge til turen og valget faldt på følgende.

  • Altra Lonepeak
  • Inov8 mudsov
  • Fusion kort pocket
  • Inov Race Elite Long sleeve hoddie
  • Ozon orange t-shirt
  • Inov8 Race Vest
  • Golf cap
  • Tailwind energi

Der vil komme en konklusion på udstyret efter beretningen

Her er min flatrunner til dagen

flvindjulsoe2017_01

Løbsdagen

Løbsdagen kom og vi overnattede på Vejlsøhus som ligger lige ved siden af starten. Dagen for løbet kom og jeg gik ned for at få morgenmad. Til morgenmaden mødte jeg Mogens som jeg kom til at løbe sammen med. Vi havde tidligere løbet sammen til Thy Trail Marathon. Vi snakkede lidt og spiste morgenmad inden jeg gik på værelset for at skifte tøj. Der var et lille skifte i tøj da jeg valgte 3/4 fusions tights i stedet for korte.

Starten

Vi gik ned til starten og mødtes med de andre løbere. Der var en god stemning ved starten og mange virkede spændt og klar. Jeg fandt hurtigt Mogens og vi snakkede lidt inden race breifing. Starten gik og nu skulle spændingen udløses og benene skulle testes.

flvindjulsoe2017_02

 

Mod Første depot

Efter starten kom vi godt afsted og der var god stemning. Vi løb på små lækre stier langs sen og det var lidt køligt i starten men det gik hurtigt over. I starten løb jeg selv og benene føltes ok, men jeg var spændt på hvad dagen ville bringe. Jeg kom op til Mogens som var startet lidt længere oppe i feltet. Jeg besluttede mig at slå følgeskab med Mogens.

flvindjulsoe2017_05

Der var flere nedløb i starten hvor vi løb ned i samlet flok

flvindjulsoe2017_03

Der var gode nedløb hvor man skulle have tungen lige i munden for ikke at falde.

flvindjulsoe2017_04

Udsigten over søen er altid god også selvom det er overskyet

Vi snakkede og kilometerne gik fint og vi kom hurtigt til første depot.

Mod Himmelbjerget

Vi løb hurtigt videre fra første depot og kom vi små stier op imod Himmelbjerget. Der var flere større bakker hvor vi gik op ad for at spare på den energi der blev behov for senere. Det næste punkt på ruten var Himmelbjerget hvor der var mulighed at se familien.

flvindjulsoe2017_06

Vejret var godt og det begyndte at klare op.

flvindjulsoe2017_07

Vi kom til himmelbjerget og vi hilste kort på familien inden vi løb videre mod andet depot.

Mod Andet depot

Turen gik ned fra Himmelbjerget og via små stier igennem skovene mod andet depot i Ry. Der var nogle få transportstykker men ellers foregik det på stier i skoven hvor løbet var lækkert og tiden gik godt. Stierne var smattede og flere steder have jeg problemer med at stå fast.

flvindjulsoe2017_08

Blandt de mudrede stier var der også transportstykker som foregik på blandt andet markveje. 

flvindjulsoe2017_09

Men det begyndte at kunne mærkes lidt i benene. Den manglende træning var ved at vise sit ansigt.

Vi ankom til andet depot og stadig i højt humør. Det var dejligt at se familien og få lidt energi inden vi løb videre.

flvindjulsoe2017_10

Mod Tredje depot

Vi løb fra andet depot og kom langs søen ind på de små stier.

flvindjulsoe2017_11

Terrænet skiftede meget fra det åbne til de små stier i skoven hvor man ikke kunne se langt.

flvindjulsoe2017_12

Når der var udsigt over søen var ruten forholdsvis flad, men så snart vi kom et lille stykke fra den kom bakkerne også

flvindjulsoe2017_13

Når bakkerne kom syntes de at fortsætte op i det uendelige som denne hvor man kan se lidt op før det drejer og man kan ikke se toppen.

flvindjulsoe2017_13

Der var enkelte transport stykker hvor man kunne se længere og bare lade fødderne løbe derudaf. Vi ankom til tredje depot hvor der blev tanket lidt på inden vi løb videre.

Mod Mål

Efter tredje depot gik turen mod Nordskoven og mål. På denne del af ruten er der rigtig mange bakker og det er her løbet for alvor begynder, Vi løb fra depotet og kom hurtigt til de første knolde. 

Her er de tydeligt at se hvor langt der er op da der går to løbere på toppen.

flvindjulsoe2017_15

Her kan man se udsigten fra toppen og det tidligere billede var taget fra cirka midt i billedet hvor der går en lille spids ud i det lyse område.

flvindjulsoe2017_16

Nordskoven byder på mange bakker på små stier hvor vi ikke havde den overskydende energi til at løbe op så vi fik en del gåture op ad bakkerne.

flvindjulsoe2017_17

Der er også flere bakker hvor der så lige er krydret med trapper som lige for at trække lidt ekstra ud af benene.

flvindjulsoe2017_18

Så er turen ved at være slut og vi kommet ud af skoven. Den sidste del af ruten kommer på asfalt.

Humøret er stadigt højt på trods af en lang dag på kontoret.

flvindjulsoe2017_19

Målgang efter 56+ km stadig løbene på de flade stykker.

flvindjulsoe2017_20

Det var super at komme i mål på lige knap 8 timer og dejligt at komme ned og sidde lidt. Den lovede fadøl smagte rigtig godt og jeg takkede Mogens for turen og godt selvskab.

Afsluttende tanker

Her nogle dage efter løbet kommer jeg med nogle tanker om løbet

Udstyret

Det valgte udstyr fungerede for det meste, men der er altid noget der kan justeres på.

Denne gang var der dog et forkert valg i form af skoene.

Jeg valgte at løbe i mine Altra Lonepeak som er mine nuværende favoritsko. Men det vidste sig desværre at skoene var meget slidt hvilket gav problemer da jeg havde problemer med at stå fast.

Jeg havde også valgt at tage ekstra tailwind energi med som ikke var nødvendigt, da der var tailwind energi i depoterne.

Træning

Træningen op til løbet har været måske lidt tvivlsom hvilket også vidste sig også være en stor faktor. Jeg skal være noget mere struktureret omkring min træning.

Dagen

Men på baggrund af disse tanker havde jeg en god dag på stierne. Jeg valgte at finde sammen med Mogens og jeg havde en rigtig god dag. Muligvis kunne jeg være kommet i mål en lille smule før, men dette ville også gøre at jeg ville være meget mere smadret bagefter.

Jeg havde selvfølgelig ømme ben efter løbet men var ikke totalt ødelagt.

Tak

Der skal lyde en stor tak til arrangørene af Julsø Ultra som har gjort det rigtig godt. Dette med at finde de fede spor samt opmærkning og service i depoterne.

Desuden skal der også lyde en stor tak til Mogens for selvskabet på turen.

Husk naturen er vores legeplads