, ,

Julsø Ultra 2017

Julsø Ultra 2017

Hyggetur med Mogens

Det var blevet slutningen af april og tiden var kommet til Julsø ultra 2017. Ruten går rundt om Julsø over Ry og gennem skovene tilbage mod silkeborg. Jeg skulle løbe 60km for anden gang.

Forberedelserne

Der går lang tid fra man tilmelder sig et løb og man faktisk skal afsted. I den mellemliggende peropde kan de ske mange ting der gør at træningen ikke bliver optimal.

Selve træningen

Siden Thy Trail Marathon i februar har træningen været rimeligt svingende og jeg har haft svært ved at komme afsted på de løbeture der kræves. Den gennemsnitlige løbemængde i ugen har været på omkring 40km hvilket er i underkanten af hvad der måske kræves.

Udstyret

Jeg havde tænkt en del over hvilket udstyr jeg ville bruge til turen og valget faldt på følgende.

  • Altra Lonepeak
  • Inov8 mudsov
  • Fusion kort pocket
  • Inov Race Elite Long sleeve hoddie
  • Ozon orange t-shirt
  • Inov8 Race Vest
  • Golf cap
  • Tailwind energi

Der vil komme en konklusion på udstyret efter beretningen

Her er min flatrunner til dagen

flvindjulsoe2017_01

Løbsdagen

Løbsdagen kom og vi overnattede på Vejlsøhus som ligger lige ved siden af starten. Dagen for løbet kom og jeg gik ned for at få morgenmad. Til morgenmaden mødte jeg Mogens som jeg kom til at løbe sammen med. Vi havde tidligere løbet sammen til Thy Trail Marathon. Vi snakkede lidt og spiste morgenmad inden jeg gik på værelset for at skifte tøj. Der var et lille skifte i tøj da jeg valgte 3/4 fusions tights i stedet for korte.

Starten

Vi gik ned til starten og mødtes med de andre løbere. Der var en god stemning ved starten og mange virkede spændt og klar. Jeg fandt hurtigt Mogens og vi snakkede lidt inden race breifing. Starten gik og nu skulle spændingen udløses og benene skulle testes.

flvindjulsoe2017_02

 

Mod Første depot

Efter starten kom vi godt afsted og der var god stemning. Vi løb på små lækre stier langs sen og det var lidt køligt i starten men det gik hurtigt over. I starten løb jeg selv og benene føltes ok, men jeg var spændt på hvad dagen ville bringe. Jeg kom op til Mogens som var startet lidt længere oppe i feltet. Jeg besluttede mig at slå følgeskab med Mogens.

flvindjulsoe2017_05

Der var flere nedløb i starten hvor vi løb ned i samlet flok

flvindjulsoe2017_03

Der var gode nedløb hvor man skulle have tungen lige i munden for ikke at falde.

flvindjulsoe2017_04

Udsigten over søen er altid god også selvom det er overskyet

Vi snakkede og kilometerne gik fint og vi kom hurtigt til første depot.

Mod Himmelbjerget

Vi løb hurtigt videre fra første depot og kom vi små stier op imod Himmelbjerget. Der var flere større bakker hvor vi gik op ad for at spare på den energi der blev behov for senere. Det næste punkt på ruten var Himmelbjerget hvor der var mulighed at se familien.

flvindjulsoe2017_06

Vejret var godt og det begyndte at klare op.

flvindjulsoe2017_07

Vi kom til himmelbjerget og vi hilste kort på familien inden vi løb videre mod andet depot.

Mod Andet depot

Turen gik ned fra Himmelbjerget og via små stier igennem skovene mod andet depot i Ry. Der var nogle få transportstykker men ellers foregik det på stier i skoven hvor løbet var lækkert og tiden gik godt. Stierne var smattede og flere steder have jeg problemer med at stå fast.

flvindjulsoe2017_08

Blandt de mudrede stier var der også transportstykker som foregik på blandt andet markveje. 

flvindjulsoe2017_09

Men det begyndte at kunne mærkes lidt i benene. Den manglende træning var ved at vise sit ansigt.

Vi ankom til andet depot og stadig i højt humør. Det var dejligt at se familien og få lidt energi inden vi løb videre.

flvindjulsoe2017_10

Mod Tredje depot

Vi løb fra andet depot og kom langs søen ind på de små stier.

flvindjulsoe2017_11

Terrænet skiftede meget fra det åbne til de små stier i skoven hvor man ikke kunne se langt.

flvindjulsoe2017_12

Når der var udsigt over søen var ruten forholdsvis flad, men så snart vi kom et lille stykke fra den kom bakkerne også

flvindjulsoe2017_13

Når bakkerne kom syntes de at fortsætte op i det uendelige som denne hvor man kan se lidt op før det drejer og man kan ikke se toppen.

flvindjulsoe2017_13

Der var enkelte transport stykker hvor man kunne se længere og bare lade fødderne løbe derudaf. Vi ankom til tredje depot hvor der blev tanket lidt på inden vi løb videre.

Mod Mål

Efter tredje depot gik turen mod Nordskoven og mål. På denne del af ruten er der rigtig mange bakker og det er her løbet for alvor begynder, Vi løb fra depotet og kom hurtigt til de første knolde. 

Her er de tydeligt at se hvor langt der er op da der går to løbere på toppen.

flvindjulsoe2017_15

Her kan man se udsigten fra toppen og det tidligere billede var taget fra cirka midt i billedet hvor der går en lille spids ud i det lyse område.

flvindjulsoe2017_16

Nordskoven byder på mange bakker på små stier hvor vi ikke havde den overskydende energi til at løbe op så vi fik en del gåture op ad bakkerne.

flvindjulsoe2017_17

Der er også flere bakker hvor der så lige er krydret med trapper som lige for at trække lidt ekstra ud af benene.

flvindjulsoe2017_18

Så er turen ved at være slut og vi kommet ud af skoven. Den sidste del af ruten kommer på asfalt.

Humøret er stadigt højt på trods af en lang dag på kontoret.

flvindjulsoe2017_19

Målgang efter 56+ km stadig løbene på de flade stykker.

flvindjulsoe2017_20

Det var super at komme i mål på lige knap 8 timer og dejligt at komme ned og sidde lidt. Den lovede fadøl smagte rigtig godt og jeg takkede Mogens for turen og godt selvskab.

Afsluttende tanker

Her nogle dage efter løbet kommer jeg med nogle tanker om løbet

Udstyret

Det valgte udstyr fungerede for det meste, men der er altid noget der kan justeres på.

Denne gang var der dog et forkert valg i form af skoene.

Jeg valgte at løbe i mine Altra Lonepeak som er mine nuværende favoritsko. Men det vidste sig desværre at skoene var meget slidt hvilket gav problemer da jeg havde problemer med at stå fast.

Jeg havde også valgt at tage ekstra tailwind energi med som ikke var nødvendigt, da der var tailwind energi i depoterne.

Træning

Træningen op til løbet har været måske lidt tvivlsom hvilket også vidste sig også være en stor faktor. Jeg skal være noget mere struktureret omkring min træning.

Dagen

Men på baggrund af disse tanker havde jeg en god dag på stierne. Jeg valgte at finde sammen med Mogens og jeg havde en rigtig god dag. Muligvis kunne jeg være kommet i mål en lille smule før, men dette ville også gøre at jeg ville være meget mere smadret bagefter.

Jeg havde selvfølgelig ømme ben efter løbet men var ikke totalt ødelagt.

Tak

Der skal lyde en stor tak til arrangørene af Julsø Ultra som har gjort det rigtig godt. Dette med at finde de fede spor samt opmærkning og service i depoterne.

Desuden skal der også lyde en stor tak til Mogens for selvskabet på turen.

Husk naturen er vores legeplads

, ,

Ned mod borgene – og tilbage op igen!

020517_03 Den rute der er markeret lige overfor huset byder på det vildeste nedløb. Jeg skulle virkelig holde på mig selv for ikke bare at give los. Du skal jo også op igen! Ja ja, men det er jo først senere. Det var en heftig tur tilbage. Ja, det var. Men jeg tog det roligt gående.

Nåmen altså. Efter 5 km nedløb og 700 hm, så er man nede i dalen. Så var det bare afsted efter de første slotte. Det første jeg havde set viste sig at være en ‘snydeborg’. Et hotel bygget som en borg – godt gas. Men ikke så langt fremme lå Castello Reale di Sarre. En af de virkelig spektakulære borge. Der var også fine rutemarkeringer fra TDC. Vejret var iøvrigt rigtig fedt solskin nede i dalen. Rimelig heldig tur der! Er blevet ret swag solbrændt!

Fra Castello Reale di Sarre kan man se de næste borge mod vest og på sydsiden af floden. Men da jeg allerede havde tilbagelagt 9 km droppede jeg vovemodet. Tog lige et lille stykke af TDC ruten op til en kant hvor man endnu bedre havde oversyn over fem borge. Ret fedt at se det på afstand – ikke mindst Castello Reale di Sarre. Måske en trailkikkert er næste udstyrsstykke?020517_02

Derefter løb/gik jeg tilbage. Jeg er sgu altid så ivrig – og hey, det skal man passe på med! Det skal man også – det er rigtigt. Så rolig gang op ad stigningerne. Andet var næsten heller ikke muligt. Det er altså pænt massivt terræn lige uden for døren. Det blev da også 17km med det hele på, så var godt sulten efter frokost.

Jeg fik også scoutet det lokale busstoppested. Det er lige 2 km nedløb herfra. Så kan man tage lidt længere væk til de næste borge. Evt lige køre bilen derned for at være rigtig fornuftig. Måske i morgen.

H1483618497er til eftermiddag er der massivt skydække ned over bjergtoppene, så skal nok ikke opad i morgen. Må se. Vil meget gerne til Pointe de Chaligne. Der er et skyrace d. 15. juli og har taget GPX’en ned. Skal lige op ad vandreruten først og se forholdene inden den rute evt skal prøves af.

I øvrigt så kan jeg tilføje, at jeg er mutters alene i denne ‘by’ på ca. 8 huse. Jeg har dog fået en katteven. Den kommer og sidder udenfor vinduet og kigger ind. Så ligger den bare der. Men den er ikke tam. Det er nu meget hyggeligt. Jeg kalder den Plet.

Save

Save

KOM SÅ KRISSER, en mental kamp – Julsø Ultra

Jeg tager den sidste dybe vejrtrækning, ryster benene en sidste gang og prøver at finde ro.
Nu er det nu, der er ingen vej tilbage og jeg kan mærke sommerfuglene i maven, men det føltes rigtigt.

Vi sætter i gang.

 

Jeg vinker lige en sidste gang til min søde mor, som er min trofaste hepper, hvilket hun er særdeles god til og jeg håber for alle løbere, at de har sådan en.

Jeg sætter benene i gang i et normalt dejligt hurtigt tempo, men jeg kan hurtigt mærke, at noget ikke er som det plejer, det er som om noget mangler…

Power.

Åh nej, sig det er løgn, det sker bare ikke i dag.

Panikken breder sig hurtigere end jeg kan nå at tælle til tre og tage en dyb indånding, jeg er fanget!

 

Jeg kan allerede efter de første 3 km mærke i hele min krop, at i dag bliver en hård dag på kontoret

Frustrationen spreder sig benene driller, jeg kan ikke indtage væske og energi, jeg får kvalme!

Men hvorfor nu – lige i dag?

Træningen har spillet, jeg har trappet ned og jeg har shorts på, hvilket plejer at betyde, at jeg er klar på at give den gas.

Hvad skal jeg stille op?

Skal jeg udgå, sætte tempoet ned eller hvad stiller man op i sådan en situation?

 

De første 12 km lader jeg mig rive med af panikken og jeg har aldrig, ALDRIG oplevet noget så hårdt.
I mit hoved forbereder jeg mig på at falde grædende sammen i min mors arme, næste gang hun står og hepper på mig og udgå, fordi jeg simpelthen ikke ”ramte dagen” som undskyldningen.

DNF (Did not finish) efter kun 12 km. Jeg var jo ikke engang nået til det hårde stykke endnu, pinligt!

 

Vi kommer til den lille båd, som skal sejle os over til Silkeborg Nordskov. Der står hun, jeg kan se hende på lang afstand, min mor, nu sker det.. Jeg udgår af mit første store løb i år, øvøvøv!

Jeg hopper på båden sammen med nogle andre løbere. Underholder dem med, at det er min mor, som står på den anden side og vinker som en tosse til os.

De vender sig alle sammen om råber grinende “Hej mor” til hende.

Okay, det er lidt sjovt kan jeg mærke, men jeg er jo i krise og kæmper for ikke at bryde grædende sammen i hendes arme, men samtidig bliver jeg mindet om, hvorfor jeg løber!

Stemningen på denne her lille båd, hvor vi sidder og hygger os? Det her det er fedt, og jeg glemmer alt om krisen et kort øjeblik!

Da vi lægger til land bliver jeg hjulpet over af to mænd, som hver stikker en hånd ud til mig.

Tænk at de gider, at bruge tid på at hjælpe mig! Jeg kan mærke smilet igen presser sig på og jeg kan ikke holde det tilbage længere. Igen bliver jeg mindet om, hvorfor jeg løber! Stemningen og hjælpsomheden, igen glemmer jeg krisen.

Min mor fortæller en anden kvinde og mig, at vi er nummer 3 og 4. Det er første gang jeg overhovedet skænker min placering en tanke. Allerede nu ligger jeg godt i feltet og jeg plejer først at shine de sidste par km, mærkeligt?

Men vigtigst af alt, så siger min mor, at min søster Marie og min far er på vej til målfeltet, og her glemmer jeg ALT om mine sløve, trælse dumme ben. Sætter det lange ben forset og begynder endelig at løbe, som jeg ved at jeg kan.

 

ENDELIG!

 

Jeg løber og løber og løber, op og ned op og ned!

Jeg er flyvende og føler faktisk ikke at nogen eller noget som helst kan stoppe mig!

Jeg snakker med folk på ruten, smiler til dem, jeg råber sågar ”Hej moaaar” igennem hele skoven til en fremmede kvinde. Det skal lige siges, at hun havde det samme tørklæde på som min mor og derfor tog jeg fejl J Svaret, der kommer tilbage i gennem skoven, er ”Jeg tror ikke, at jeg er din mor” efterfulgt af et vink.

Uden at tænke mig om, råber jeg tilbage, ”Nå men jeg blev glad for at se dig alligevel”.

Det her, det skal jeg fortælle til min søster, hun kommer til at flække af grin!

På toppen af en af “bjergene”

Jeg kæmper mig over de to bjerge Sindbjerg/Stovbjerg, som jeg i dagens anledning kalder bjerge!

Forsætter, løber, flyver.

Jeg har fuldstændig glemt krisen og jeg ved godt, at den er hjemme.

Jeg ved godt, at det er her jeg er stærk, min dieselmotor er i gang, og jeg ved godt at den ikke stopper før jeg ser målstregen.

Der kommer den ene trappe efter den anden, jeg kravler op og kravler forsigtigt ned igen, fordi teknik, det har jeg ikke noget af når det kommer til trailløb.

Faktisk har jeg aldrig tilbage lagt mere end 300 højdemeter på en tur før, men jeg forsætter.

Op, op, op og ned, ned, ned.

Jeg forlader skoven.

NU, nu er der ikke langt tilbage.

 

Jeg skruer tempoet lidt op, selvom jeg er træt i bentøjet så glæder jeg mig, som et lille barn glæder sig til juleaften, til at se alle glade ansigter, når jeg nærmer mig målstregen.

Jeg visualiserer, hvordan jeg vil krydse målstregen, vil jeg falde sammen af træthed, brøle et højt ”JA” eller måske vil jeg endelig kunne bryde grædende sammen, som jeg jo var ved i starten?

Da jeg drejer op mod målstregen får jeg en forbandet lyst til bare at råbe ”MARIE!” igennem de sidste par træer.

Her bliver målstregen krydset med det lange ben forst

Jeg bliver overvældet af min mors, min fars, min mormors, min morfars men vigtigst af alt Maries stemmer, som råber ”KOM SÅ KRISSER”.

Pludselig har jeg glemt alle trappetrinene, alle bekymringerne og de 800 højdemeter og er bare glad.

 

Helt ned i maven glad!

 

Jeg kan slet ikke lade være med at smile.

 

Jeg løber direkte hen og giver den største og måske også klammeste krammer til Marie

Smurt ind i gel, sved og mudder, men hun trækker ikke en mine.
Det her, det er livet tænker jeg.

Hurtigt fortæller de mig, at jeg er nr. 3 kvinder, men jeg tror ikke helt på dem. Jeg er bare ovenud lykkelige over, at jeg gennemførte!

Mega stolt over, at jeg fik vendt situationen og ubeskrivelig glad over, at min søster for første gang nogen sinde er kommet med til et løb og endda ligner en som nyder det!

 

Sådan gik det til, at jeg gennemførte 33,4 km, 800 højdemeter, en forbandede mange trapper og sidst men ikke mindst blev bidt at trailløb.

En podieplads blev det til, det havde jeg ikke forudset!

Nøj, det var fedt.

Nøj, den opbakning.

Nøj, jeg er glad.

 

 

Tillykke til alle de andre løbere, som gennemførte, men specielt tillykke til Anette og Mette.

I er for seje!

runningblogs-loebeblog
,

En tur til giganternes dal

010517_01Jeg har flyttet teltpælene til Aosta dalen. Dernede hvor man er omgrænset af giganterne. Monte Bianco, Cervino, Monte Rosa og Gran Paradiso. Det er mest fordi jeg skal deltage i Tor Des Geants, men også fordi jeg er gennem en form for fornyelese eller genfindelse af mig selv. Pludselig ville det hele ikke som jeg ville og så må man jo finde på noget nyt.

For to somre siden havde jeg fornøjelsen at løbe – eller speedhike (whatever vi skal kalde det) – TDG ruten med min træningsmakker Heine Petersen. Det var virkelig storslået, hårdt og brutalt – og meget varmt! Vi gjorde det på 10 etaper med overnatning i Refugier – og et enkelt hotel i Saint Martin. Jeg svor dog, at det skulle jeg aldrig selv deltage i det løb! Heine smilede bare.

Sidste sommer tog jeg så nordvest passagen Saint Martin til Courmayer sammen med Benjamin Holst på fem etaper og stort set samme opskrift som med Heine. Det var dejlig vildt igen. Og meget, meget varmt den ene dag! Så selvom Benjamin skulle deltage, så svor jeg stadig, at det var ikke noget for mig.

Nu står jeg så selv med et startnummer og en helvedes masse forventninger til mig selv. Sådan kan det gå. Man skal aldrig sige aldrig.

Men jeg er altså taget herned mere end fire måneder før løbet. Meningen med galskaben er, at jeg vil lære det hele at kende. Ikke bare Alta Via 1 og 2, men også alt det med kulturen. Og så vil jeg gerne opsøge mere terræn. Se noget mere. Somom det andet ikke er nok! Og hvis det kan udmønte sig i at give noget indtægt på en eller anden måde, så er missionen opfyldt.

Og så skal jeg selvfølgelig træne. Lære de svære passager at kende. Have de svære nedløb i baglommen. Skrive de høje pas bag øret. Alt det der.

Køreplanen for alt det her, har været under en del omlægninger. Men i sidste ende er den blevet hængt op på deltagelse i en række kortere trailløb hernede i dalen som jeg vil flytte mig rundt efter. Dels at både Heine og Benjamin kommer herned for at træne.

I korte træk, så har jeg en bil på størrelse med et kolonihavehus med telt på taget med. Men har i starten lejet lejligheder rundt i dalen. Med Heine og Benjamin bliver det en pilgrimsfærd som de andre år med et sæt løbetøj i rygsækken og så derudaf. Der er meget logistik der skal gå op. Men det gør det jo mere spændende.

Anyway, lige nu er jeg landet i Conclonaz i 1230 m. Det er ca. 3 km fra Aosta by i fugleflugt – og så ca. 11 km ad bjergveje. Og med en basse af en bil på 1500 kg fulst lastet med løbesko etc., så gav det lige en del sved på overlæben at ride den hjem.

Grunden til jeg er her, er helt overvejende for at se Aosta og få alle seværdigheder under kappen. Men endnu mere fordi Tor des Chataoux afvikles fra d. 12. maj. Jeg skal ikke deltage, men vil gennemløbe ruten i etaper de næste to uger jeg bor her. Og så ned at se selve løbet. På den måde får jeg sightset en hel del slotte og bliver tændt af løbsstemningen. Ellers går der en vandrerute lige uden for døren der leder op til Pointe de Chaligne i 2608m og den anden retning går ned mod Salle hvor Tor des Chatoux passerer – winwin.

Jeg fik scoutet lidt af byens seværdigheder, da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Kald det forarbejde eller noget. Jeg fandt også et supermarked der vist har døgnåbent alle ugens dage. Super. Ellers var det rimelig begivenhedsløst at komme herned. Jeg har haft bilen på tog fra Hamburg til Lörrach. Det blev først spændende ved opkørslen til St Bernard tunnellen. Ja, der er meget sne. Rigtig meget. Og her er skide koldt. Men det bliver nok bedre i morgen.

Save

Save

Save

Save

,

Det handler om at gøre en forskel – Everesting DK

OK, det kommer til at lyde lidt langhåret og meget eksistentielt det her, men hvad er det, der giver mening her i livet? Hvad skaber og giver glæde? Hvad får én til at spænde hjelmen og få tingene gjort?  Ja, jeg tror på at dét, at gøre en forskel for andre, betyder utrolig meget. Så i år er jeg på arrangørholdet til Everesting DK! 🙂

Everesting DK

Jer, der har fulgt mig her på bloggen, kan måske huske et indlæg fra sidste år, der handlede om Everesting DK. Her deltog jeg på distancen Mt Blanc med 4.808 højdemeter / 70 km fordelt på 18 omgange á 4,2 km / 280 højdemeter, og havde en fantastisk oplevelse!  Men Everesting DK er meget mere, end at løbe hamsterhjul i skovene ved Knøsmarken. Det er nemlig ren og skær glæde ved at give. Og til Everesting DK handler det om at give penge til Læger Uden Grænser.

Everesting trinnet, der ligger dér, og venter på de seje løbere.

Everesting trinnet, der ligger dér, og venter på de seje løbere.

Læger uden Grænser

Læger Uden Grænser (Médecins Sans Frontières) er en privat, international, humanitær organisation, der yder humanitært arbejde i form af medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden.

Deres primære formål for det humanitære arbejde er at yde nødhjælp til de befolkningsgrupper, som er mest udsatte i forbindelse med naturkatastrofer, krige, konflikter, epidemier, sygdomme, hungersnød og fattigdom. Derudover har de også forpligtet sig til at give vidnesbyrd om de forfærdelige forhold, de møder igennem deres humanitære arbejde og dermed bidrage til at oplyse om leveforholdene i verdens brændpunkter.

Sidste år, som var det første år Everesting DK blev afholdt, indsamlede vi 52.840 kroner i alt, hvor alle pengene gik direkte til Læger Uden Grænser. Og jeg håber at vi kommer et pænt stykke over det i år!

Og når jeg skriver, at alt går til Læger Uden Grænser, er det altså rigtigt. Ikke noget med at overskuddet går til dem – nej det hele går til dem. Vi som arrangører tjener intet ved arrangementet, og forplejning m.m. bliver doneret af sponsorer. Det har jo så givet en lille krølle i forhold til International Trail Running Association (ITRA). (Everesting DK er registreret hos dem). ITRA havde mere end almindeligt svært ved at forstå vores koncept. “Jamen, hvor er regnskabet for løbet?” “Hvad er overskuddet?” “Hvad mener I med, at der ikke er noget overskud fra løbet?”

Men vi går vist bare all in på go trail karma i Eversting DK 🙂

Hvordan støtter man som deltager?

Se, det er helt simpelt! Du støtter indsamlingen ved at tilmelde dig løbet, og deltagerbeløbet går direkte til Læger Uden Grænser. Du kan selv betale, eller få andre til at betale for din tilmelding. Minimumprisen for deltagelse er 1.000 pr person, men idéen er selvfølgelig at få samlet så mange penge ind som muligt til ens deltagelse.

Du kan løbe et af de 3 ”bjerge” Mount Everest (8.848 højdemeter / 130 km), Mont Blanc (4.808 højdemeter / 70 km) eller Galdhøpiggen (2.469 højdemeter / 40 km). Enten kan du løbe dem selv, eller du kan løbe i hold på 2, 3 eller 4 personer, eller hvor mange I nu vil være om at tage de omgange I beslutter jer for.

Hvordan støtter man en deltager?

Man kan også støtte en af deltagerne – altså helt uden at skulle snøre løbeskoene. Man går helt simpelt ind på indsamlingssiden (se nedenfor) og donerer penge til den løber / det hold man gerne vil bakke op om. Og tro mig – det gør en KÆMPE forskel at folk har støttet én, når man ligger derude på runde nummer uendelig, og begynder at overveje hvad man egentlig har gang i. Det betyder altså virkelig meget!

Bo Larsson. Everesting Solo 2016 finisher, og tilmeldt 2017 på Everest Solo!

Bo Larsson. Everesting Solo 2016 finisher, og tilmeldt 2017 på Everest Solo! 

Hvordan støtter man på dagen?

Sidst men ikke mindst, kan man komme på selve dagen og støtte indsamlingen og ikke mindst de seje seje løbere. Og for at gøre det rigtig lækkert for alle jer som kigger forbi, disker vi op med små event, så der er noget for alle:

  • Foredrag af Kristina Extreme Running 2016 vinder af 5 dages ultraløbet Jungle Ultra i Peru.
  • Guidede løbeture i området (der bliver noget for alle niveauer, både for dem, der kan følge med de hurtige, og for dem som foretrækker at gå op ad bakkerne).
  • Yoga session med Rosa Montiel, uddannet Bikram og Ashtanga underviser.
  • Mini Everesting DK i skoven tæt på pladsen for unger og andre barnlige sjæle, der vil nappe omgange (evt på tid) på en lille bane.
  • Rideture for børn på de skønne Islandske hest.
  • Backyard climb for ungerne (ned og op igen ad den store bakke). Hvem får mon taget flest ture i løbet af dagen?.
Camp på Knøsmarken - så bliver det ikke meget bedre!

Camp på Knøsmarken – så bliver det ikke meget bedre!

Hen under aften tænder vi op i bålet, og der bliver mad og hygge i bedste trail løber stil. Og det bedste ved det hele er, at det koster lige hvad du har lyst til at betale. Du kan gi en 20’er – eller 200 kr for en mini-event. Du bestemmer prisen, bare du er med på at støtte Læger Uden Grænser 🙂 Overnatningen er dog gratis, bare du tager dit eget telt med!

Betternow

Tilmelding og donationerne til de deltagende løbere/hold foregår igennem Betternow. Siden er måske ikke er den mest brugervenlige side der findes, men det er vigtig det bliver gjort på den rigtige måde, da bidrag er fradragsberettigede. Kontakt endelig Eversting DK via hjemmesiden eller Facebook, hvis du har spørgsmål.

Om at gøre en forskel

Men tilbage til det, det hele handler om. At gøre en forskel. Løbet opstod i Simon Grimstrup hoved under et 23 timers langt løb, – det med at løb bør gøre en forskel. Og vi kan! Som den frivillige forening Århus Hjælper siger: ”Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”.

Så selvom Henrik Leth Jørgensen i målområdet, efter at have gennemført Everesting Solo i 2016 siger: ”Det er sgu syg humor at lave så’n noget” så giver det faktisk rigtig go’ mening. Og hvis du stadig er i tvivl, så tjek filmen fra 2016 ud:

Så kom til tasterne, støt op om nogle at de seje løbere og gør en forskel!

Tak!

camilla-bergmann-thy-trail-marathon-2

”Bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller til start til Thy Trail Marathon”

Godt 200 løbere stod klar ved Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy ved dette års Thy Trail Marathon den 25. februar. Det var mit første møde med Danmarks Barskeste Marathon – og mit første officielle løb på marathondistancen.

Klokken var lidt i ti. Skyerne trak sig sammen på himlen og forberedte sig på et regnskyl. Med den rette påklædning var det ikke koldt at vente, de få minutter inden startskuddet lod. Der summende en hyggelig afslappede stemning. Sommerfuglene begyndte – for mit vedkommende – at melde sig. Og der samlede sig en god position spænding i kroppen. Dette var kulminationen på 12 ugers intens forberedelse. Thy Trail Marathon – det kunne kun blive fedt!

Forberedelserne

Vi spoler tiden tilbage til oktober måned. Startnummeret til næste års Thy Trail Marathon 2017 var i hus – kort tid efter, at numrene blev frigivet. (Det var vidst noget med, at løbet blev udsolgt efter 8 min.!!).

Træningen begyndte for alvor at sætte ordentlig ind 12 uger før løbet. Jeg har tidligere trænet sporadisk og lystbetonet. Det var selvfølgelig også lysten, som skulle drive værket. Men, når det så er sagt, så synes jeg, at det var rart, at have en (nogenlunde) træningsplan. Mest af alt, for at være sikker på, at jeg fik den rette træningsmængde, de gode kilometer i benene, og forhåbentlig undgå skader, ved en (mere) rammesat træningsplan.

12 uger før løbet startede jeg ud på et traditionelt maratonprogram, som LØBEREN havde lavet. Jeg valgte dette program, da træningsmængden og længden passede godt til mine ambitioner – i forhold til de timer, som jeg havde mulighed for at lægge i min træningskalender. Forberedelserne op til Thy Trail skrev jeg løbende om på min blog.

5 uger inde i programmet vendte forberedelserne fra at være rigtig gode til knap så optimale. Jeg lå syg (den klassiske influenza og forkølelse) af flere omgange i januar måned, hvor jeg ikke havde mulighed for at træne optimalt, og fyldte derfor ikke planen i den periode. Som længste træningsdistance kom jeg op på 23 km. Jeg ville gerne have løbet en 28 km. tur inden – som træningsplanen sagde – men sygdommen bremsede mig, og derefter kom jeg for tæt på løbet, at jeg turde kaste mig ud på tur af den længde.

Fokus var, at blive rask i en fart og komme ud på nogle ture, som var overskuelige for kroppen, og så jeg ikke blev sat yderligere af. Jeg kom til hægterne igen, og de sidste tre uger op til løbet, havde jeg fokus på korte ture (5-10 km.), og ikke at blive syg igen.

Til løbet havde jeg udstyret mig med følgende:

  • Sko: Salomon Speedcross, dem har jeg tilbragt mange kilometer i, og erfaret, at på de lange ture i terræn, så er disse mest behagelige for mig.
  • Vest: Salomon – S-Lab adv. Skin3 12 Set 
  • Løbejakke: Norrøna
  • Tights: Nike
  • Energi: Barer fra Rawbite og Dextrose (sukker) pulver fra The Protein Works.
  • Buff, hue og handsker.

Løbet

0-7 km.

Startskuddet lod, og jeg fulgte med flokken ned ad den lille sti, som starten gik ud fra. Det begyndte stille at regne. Efter knap 500 m. samlede der sig hurtigt flaskehals, da sporet gik op ad en lille bakke i klitterne. Derefter bliver vi lettere spredt, og der blev plads til at løbe i sit eget tempo. Jeg løb i en lille gruppe med 2 andre. Vi passerer første depot efter 7 km. Jeg snupper ikke noget væske her, så jeg er hurtigt videre igen. Jeg havde “sukkervand” i den ene af mine ½ l. flasker i Salomon vesten og vand i den anden ½ l. Jeg drak løbende af begge flasker under hele løbet, så jeg drak ikke det store ved depoterne.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/04/camilla-bergmann-thy-trail-førstedepot

Flyvende ved første depot 7 km.

 

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/04/camilla-bergmann-thy-trail-marathon-førstedepot-løber

Hej hej – her går det godt.

 

7-14 km. 

Festen fortsatte. Trods det regnfulde vejr, så var luften ikke kølig, så buff og handsker blev for varmt, og lagt i vesten. Jeg fandt selskab med en gruppe på 3-4 andre løbere. Snakken blandt et par af de andre gik livligt. Jeg havde ikke selv det store overskud til at sludre, men det var hyggeligt og behageligt, at høre dem vende verdens-situationen. Tempoet var højt, men ikke noget, som jeg ikke selv synes, at jeg kunne klare.

På de større skov stier blev der trykket lidt mere af end på de små stier og i klitterne. Terrænet var fint vekslende. Inden jeg runder halvmaraton, går ruten fra klitterne ned til sandet. Jeg trækker ned langs med vandkanten for, at løbe på så hårdt sand som muligt.

21 km.

Benene har været flyvende frem til halvmaraton depotet. Jeg kommer løbende ca. 10 min. før, at starten går for halvmaraton løberne. Det giver lidt mental-energi. Jeg får spist et stykke banan og drikke en tår vand, og så er jeg igen videre i det tunge sand. De næste kilometer i sandet trækker virkelig tænder ud, og mine ben begynder at blive godt tunge. Øv, det var tidligt på ruten, tænker jeg. Men får ny energi, når ruten igen går op ad klitterne. Det var meget rart for lårene med noget afvekslende underlag.

Jeg nyder den naturskønne tur, landskabet og turen. Selvom at benene er tunge og trætte, og jeg bliver overhalet af halvmarathon løbere, som har noget mere energi i benene, så går det egentlig ret godt. Jeg løber mit eget tempo, som jeg holder ret stabilt. Og det giver hele tiden ny energi, at terrænet og underlaget er afvekslende – asfalt, store grusveje, små stier i skov og i klitterne.

I år undgik vi de store vandmasser med passager gennem vandhuller og mindre søer. Men til gengæld, så regnede det godt fra oven – så vand manglede ikke. Mentalt havde jeg forberedt mig på, at løbe (gå) i vand til livet – men det gjorde bestemt ikke noget for oplevelsen, ikke at skulle igennem vand.

Senere på turen fører ruten mig op på en bakken med et slags sømærke. Her kigger jeg op. Ser rundt. Wow. Nyder udsigten et kort sekund og fortsætter ad ruten ned ad trapperne.

De sidste 2-3 km. var virkelig barske. Sand, regn og kulde. Sandet gjorde det hårdt at komme frem, og jeg var på dette tidspunkt begyndt at fryse lidt. Jeg tog buff på, hætten over hovedet og handskerne på – igen. Så småt begyndte målet at kunne anes i det fjerne. Det var en letteste og jeg tonsede af sted de sidste omkring 500 m. inden jeg passerede målstregen.

42 km.

Tiden blev som planlagt – lige imellem de 4, 5-5 timer – nemlig 4 timer og 46 minutter. Perfekt! Mine lår var trætte og mine ben stive. Men jeg var glad for at have gennemført, og tænkte kun på, at få skiftet til varmt tøj og spist noget god suppe.

 

Eftertanker

Tak for dejligt selskab til de forskellige løbere, som jeg mødte under turen. Tak for positive råb af halvmaraton løberne, som råbte ’godt løbet’, når de med overskud i benene kunne overhale. Sikken en dejlig stemning, som mødte en på sporet. Og tak til arrangørerne bag Thy Trail Marathon.

Jeg kan godt forstå, at startnumrene til dette års løb blev revet væk. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller til start til Thy Trail Marathon. Det må prøves igen – måske med en bedre tid. Det er Danmarks Barskeste Marathon, men udover at være barsk og udfordrende, så var det oplevelsesrigt, naturskønt og indeholdte en ordentlig position sjov.

,

Hej. Jeg hedder Kirsten, og jeg er runstreak’er!

Runstreak….. Runstreak?    Runstreak!   Hvad er det for noget? Er det ikke noget med nøgenhed og store stadions?! Nej, nej, bare rolig. Ikke noget med at få grimme billeder op på nethinden nu. Ingen grund til panik. 🙂 Runstreak er, at man løber hver dag. Som i hver evig eneste dag. #runeverydamnday !

Hvorfor?

OK altså. Runstreak er, at man løber hver dag. Jeg faldt over det i et blogindlæg af Ellen Westfelt fra Pace on Earth og tænkte, at det må jeg da også prøve .

Nej, helt ærgerligt var det nok netop ”tænke” at jeg ikke gjorde. Det var i hvert fald ikke særligt gennemtænkt. Jeg læste indlægget og næste dag smuttede jeg på en ikke planlagt tur, bare for at starte streaken. Og så var jeg jo ligesom i gang, ikk?

I'm a streaker! :)

I’m a streaker! 🙂

Jeg spurgte lidt omkring (nok mest min ven ”Google”), og fandt frem til nogle amerikanske regler der definerer runstreak som minimum 1 mile (1,6 km) hver dag. Så den nappede jeg.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at en tur på 1,6 km ikke rigtig giver mig så meget, så jeg ligger ofte på 3 km som mine minimum ture. Her kommer jeg lige i gang, kroppen bliver gennemvarm, og jeg får løsnet op i kroppen.

Betyder det så, at jeg runstreaker for at få gang i kroppen hver dag? Nej – det er ikke derfor.

 

Men hvorfor så?

Ved at runstreake tager jeg  ”skal jeg løbe i dag eller ikke” ud af ligningen. Altså: Jeg skal ikke til at diskutere med mig selv om det er ok at droppe min løbetur i dag, og tage den i morgen i stedet (tro mig – jeg har haft laaaange snakke med mig selv om det her!). Er det så derfor jeg streaker? Er det en måde at planlægge min træning på, og komme afsted?

Jeg troede, at det var grunden i et stykke tid, men nej. Det er heller ikke derfor jeg runstreak’er.

 

Men altså hvorfor så?

Er det så for at få tilstrækkelig km i kroppen? Umiddelbart troede jeg, at runstreaking automatisk ville få mig til at bygge noget mængde på i min træning. Men den holder jo ikke, hvis man udskifter en 12 km tur og en hviledag ud med 2 3 km ture fordelt på de to dage, vel? Det er jo simpelt matematik!

 

OK – er det så for ”fame and glory”?

Nu sidder jeg nu godt nok og skriver et blogindlæg om det, men helt helt ærligt, så betyder det ikke rigtig det store, hvad andre mennesker synes om at jeg runstreak’er. Selvfølgelig er det super fedt, hvis jeg kan inspirere andre til at følge deres hjerte og bevæge sig ud af deres komfortzone.

Men det er ikke derfor – det handler om noget i mig selv.

 

OK – hvorfor pokker er det så?

Tja, jeg ved det faktisk ikke helt. Det tætteste jeg kan komme det, er at jeg – når jeg står ”face to face” med Dragen til Dragon’s Back Race d. 22. maj, kan sige til mig selv: Helt ærligt: Du har løbet 256 dage i træk. Du kan også nappe de næste 5!

……..Håber jeg!

 

Men det hele handler om at have det sjovt

Og det har runstreak ved flere lejligheder sørget for:

Jeg har løbet i cirkler i 30 min på Helidækket på et cruiseskip. Nok det mest hjernedøde jeg til dato har lavet!

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe :)

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe 🙂

Sene Aftenture, selvom det kan give bagslag, ved at jeg har svært ved at falde i søvn lige efter en løbetur.

Aftentur i frostvejr, i selskab med "sort is". Det får lige én til at være vågen!

Aftentur i frostvejr, i selskab med “sort is”. Det får lige én til at være vågen!

Pendleløbe efter hotyoga . Jeg troede på forhånd, at det ville være det dummeste ever. Men det har vist sig, at jeg har nogle af de fedeste løbeture lige efter hotyoga. Fedt at lære en ny side af sin krop at kende.

Kendskab til mærkelige parkeringssteder når jeg pendleløber. Når man nu nogle dage ikke kan tage sig sammen til at løbe fra ”standard pendlerpladsen”, så finder man de særeste steder at smide sin bil, så man kan få en pendlertur væk fra trafikken.

Smuk start på dagen :)

Smuk start på dagen 🙂

Sidde til diverse aftenmøder i løbetøj. Skole-hjem samtaler, forældremøder, forældrerådsmøder, planlægningsmøder. Jeg tror snart jeg når dertil , hvor folk tror jeg kun ejer løbetøj. Nogle gange er jeg selv i tvivl.

Udelukket brugen af almindelig strømper. Jeg er gået all in på løbeuldsokker. Jeg skal jo alligevel skifte til løbetøj lige om lidt. Og man kan da også snige sig til at have yogatights på på arbejde, ikk? J

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

 

Jeg er dog ikke nået til punktet hvor den almindelig BH er skiftet ud med sporttoppen. Uhm – OK nogle dage er jeg. Men sig det ik til nogen, ok? 🙂

 

Og om at håndterer nederlag

Et af mine store nederlag er morgenløb. Eller mangel på samme. Jeg har sagt det utallig gange: Jeg er ikke en morgenløber. Men jeg gad virkelig godt være det. Men jeg tror mit vækkeur er ved at miste alt respekt for mig. Det tager mig simpelthen ikke seriøst mere, når jeg sætter det til ”tidligere end normalt”. Jeg tør vædde på, at det tænker: ”Ja, ja – det er godt med dig. Du stiller mig og bare frem når jeg ringer. Så hvorfor gider du overhoved vågne en time før du står på, bare for at stille mig frem? Helt ærligt”. Så jeg har op til flere gange endt med en plan B, der var løb rigtig sent om aftenen.

Den dér følelse af, at man synes man selv er træls – den har jeg gode muligheder for at arbejde med som runstreaker.

 

Men hvad så, når jeg er syg? Eller småskadet?

Ja se – nu bliver det rigtig interessant.

Jeg vil lige understrege, at jeg ikke er fortaler for at træne når man er syg /skadet. Men jeg har så alligevel ”sneget” mig igennem. Men med MEGA meget lytten til min krop undervejs.

Kroppen har i perioder været presset i bund pga. sygdom (jeg havde en seriøst mande-forkølelse her i vinters, med feber og hele turen), og her løb jeg alligevel. Det var tæt på at jeg trak ”jeg bryder streaken pga. sygdom” kortet, men ville så alligevel hellere vende om på turen, end slet ikke at give den et skud. Og se – jeg opdagede at man faktisk godt at løbe en lille bitte langsom tur med feber i kroppen, uden at man får det værre af det. Man sejler bare lidt rundt, men sover så til gengæld bedre bagefter J

Og jeg har også være igennem klassikeren med en mindre forstuvning/forvridning af anklen. Klassikeren med, at man vrikker om på foden på løbeturen – vi kender den vist alle sammen. Jeg tror der var to ting, der fik mig igennem runstreaken på en småskidt ankel: 1) var at jeg de seneste par år har fået styrket mine fødder og ankler, ved trailløb og en hel del løb i minimalistiske sko. Og 2) at jeg kender min krop så godt, at jeg kunne mærke hvad jeg kunne få den til, samtidigt med at give en ro til at reparerer skaden. Så det blev nogle uger med fladt asfaltløb, i roligt tempo og korte ture. Samt ikke mindst en pæn del hotyoga, hvor anklen stille og roligt blev arbejdet med.

Men altså – jeg opfordret ikke til at man træner på sygdom/skader, men at man lytter til sin krop og bruger aktivitet/træning til at hele kroppen med. Det med skader og smerte, er så utrolig komplekst, men også pokkers interessant, og hvis I er interesserede i hvordan vores hjerne fuckr med os på det her punkt, så tjek denne film ud:

 

Bliver jeg så ved med at runstreak?

Well – er jeg på 205 dage i dag, og med 51 dage til start på Dragen, ville det da være skørt ikke at fortsætte, ikk? 🙂

, ,

Ultra Trail Marão

utm15

Skal, skal ikke, skal…..

Da sæsonnen 2016 var overstået med de lange løb i udlandet, begyndte jeg at kigge mig om efter løb til 2017. Over de sidste år har Transgrancanaria været et løb der har fyldt meget for mig i foråret. Men efter at have deltaget i det løb to år i træk var det tid til at prøve noget andet.

Efter lidt søgen i forskellige løbskalendre havde jeg spottet 2 løb der kunne være interessante. Ultra Sierras del Bandolero og Compressport UTM. Førstnævnte med 100 miles, sidstnævnte med 105 km. Valgte ret hurtigt UTM idet den faktisk på de 105 km havde flere højdemeter end USDB. Samtidig synes jeg også løbets facebook side så super fed ud. Fra organisationen var de lynhurtige til at svare og har hele vejen igennem været ekstremt hjælpsomme. Det betyder rigtig, rigtig meget når der skal søges på løb. At der fra arrangørerne bliver svaret på de spørgsmål der nu kunne være. Løbets hjemmeside var håbløs og kun portugisisk, så engelsk kontakt var virkelig kærkommen.

Ret hurtig var der en del danskere der var interesserede i løbet. Vi endte med at vi var 4 stk, der skulle afsted, John, Rune, Peter og jeg. Alle 3 personer jeg kendte fra andre løb, så jeg glædede mig som en tosset. Var “løbssulten” og klar.

Desværre var optakten for de andre ikke optimal, så Rune og Peter valgte at løbe 49 km fremfor de 105 og John kom desværre slet ikke med.

Torsdag d 23/3 drog vi afsted mod Porto hvor vi var så heldige at arrangørerne ville samle os op og køre os til start/målbyen, Amarante, cirka en times kørsel derfra. Chaufføren talte lidt omkring vejrsituationen dernede. 14 dage op til løbet havde der været rigtig fint solskin….Men ugen før løbet var det blevet koldt. Rigtig koldt. Det havde sneet temmelig meget på de højeste punkter og til min kæmpe overraskelse fortalte han at de ligenu var i gang med at undersøge om det var forsvarligt at løbe hele ruten.

Da vi ankom til Amarante blev disse “rygter” bekræftet. Allerede der var det besluttet at skære de 2 øverste toppe fra ruten og dermed ville den samlede distance ende på et sted mellem 78 og 90 km. (Senere blev det til 82,8 km).

Jeg havde rigtig svært ved at få den vendt inde i hovedet. I forvejen ville jeg egentlig gerne have løbet lidt længere end de 105, som løbet oprindeligt var, men nu var situationen pludselig en ganske anden. Øv. Men som altid, så er sikkerheden vigtig og måtte selvfølgelig tage det for reelt, når det blev sagt sådan.

 

utm16 utm17

 

#Runningismytherapy

Havde godt nok svært ved at se hvordan den skulle grejes. 20 km mindre samt selvfølgelig også færre højdemeter….Svaret kom da Rune og Peter sagde de ville løbe en lille tur langs floden i byen inden aftensmaden torsdag. Normalt kunne jeg aldrig drømme om at løbe en tur dagen før en ultra….Men lige her var det et yderst kærkomment forslag.

Solen var nu kommet igennem og det føltes helt lunt da vi hyggelunter langs floden. Det var ren balsam for sjælen og humøret og fokus faldt på ny i hak.

Resten af tiden op til selve starten af løbet gik med at gå lidt rundt. Hente startnumre, suge lidt stemning fra startområdet, spise og ellers slappe af.

utm19

utm20utm18utm21

 

Start fredag d 24/3 kl 23.00

 

utm4

Kl 21.40 var det vist ved at være på tide at komme ud af sengen (hvor jeg ligget og hvilet siden kl 18). Alt var klart. Rygsækken pakket med alt obligatorisk udstyr. Havde styr på tøj, sko og grej. Det skulle bare på og ellers skulle vi gå de 10 minutter der var ned til starten. Temperaturen var et kæmpe usikkerhedsmoment til dette løb. Ingen vejrudsigter sagde det samme. De fleste sagde dog helt tørt indtil sidst på dagen, lørdag. Et par minusgrader skulle der være på de højeste punkter i ca 1150 meters højde. (Skulle oprindeligt have været oppe i 1400 m). Jeg havde valgt at tage 2 svedtrøjer på, en t shirt, løse ærmer og en vest. Tights, shorts, sleeves samt et par quad sleeves der i dagens anledning var trukket ned over knæene pga kulden.

utm8

Det var ikke koldt da vi skulle i gang, så det føltes bare fedt endelig at kunne tøffe afsted ud af byen. De første km på asfalt/beton op og ud i landskabet. Ham, der kørte os fra lufthavnen og ud til Amarante havde fortalt at de første 16 km hen til første depot var “easy” hvorefter løbet rigtigt ville starte. Kan kun give ham ret i, at det første stykke var relativt nemt. Stigningen var en rimelig bred grusvej op mod første bjergtop, efterfulgt af et tilsvarende rimeligt nedløb. Næste stigning var dog temmelig meget sværere. Noget mere stejl og ingen læ. Vinden blæste her kraftigt og det føltes ret koldt. Kunne nærmest kun her fokusere på at komme de ca 4 km op til toppen for at komme i gang med nedløbet som plejer at give en markant varme i kroppen. Endelig ramte vi toppen og skulle ned. Dette nedløb var rimelig teknisk – absolut ikke noget smalt spor, men en bred sti som var fyldt med skarpe skræver i alle størrelser. Samtidig var det også stejlt, men tempoet følte jeg ikke kunne holdes højt i det jeg skøjtede rundt i skærverne….Men varmen kom i den grad tilbage i kroppen igen 🙂

Efter små 2 km stejlt nedad forløb det næste stykke på en mere løbbar passage inden vi kom ind i noget tæt skov. Lækkert stykke her hvor vi skulle løb på kanten eller lige ved siden af et “dirrigeret” vandløb. Altså et vandløb der var anlagt med sten. Vi skulle ofte springe over på den anden side af vandet da stien havde det lidt med at være groet til, men fornemmelsen af at løbe helt pakket inde af skoven med vandet løbende ved siden af. Super fedt, synes jeg.

utm24

Depothygge og FANTASTISKE frivillige

Nu må depotet være lige rundt om hjørnet. Efter kortet skulle det være her. Befinder mig også på vej ind i en lille by her midt om natten. Har løbet omkring 26 km, men synes ikke rigtig jeg kan se noget selvom udsynet her er godt….pludselig er der en tilskuer der træder ud på vejen og tager fat i min arm….herind peger hun. Hold da kæft mand, et hyggeligt lille depot. Gemt inde i et lille bitte mikroskopisk skur hvor man næsten skal stå og dukke sig. I virkeligheden fuldstændig ligegyldigt. Her er hvad der skal være. Nogle stole, hvor folk kan sidde og slappe af. En varmeblæser. Alt væske og mad, som jeg kan bruge. Dertil forskellige varme supper. Noget helt vildt er de frivillige til dette løb. Har seriøst aldrig oplevet noget lignende. Ved hvert depot føler jeg, at jeg bliver set i øjnene. Jeg kunne nærmest ikke selv få lov til at fylde mine egne dunke op. De insisterede på at hjælpe. Blev tilbudt suppe hvert sted. Blev også spurgt om jeg skulle bruge noget fra rygsækken hvor de hjælpe med at fiske det frem. Den gæstfrihed og hjælpsomhed tror jeg ligger i befolkningen der. For vi kunne opleve det samme i byen Amarante hvor vi boede. Alle tog det stille og roligt, ingen stress, og meget venlige. Virkelig skønt.

Oplevelsen i dette depot var ikke enestående. Sådan var det hver gang. Kunne ikke lade være med at tænke på at det mindede lidt som en forælder, der tog imod i depoterne. Oprigtig interesserede i hvordan det gik og ville én det absolut bedste. Et kæmpe plus til de frivilliges arbejde.

Efter depotet kom en “lille” stigning efterfulgt af endnu et skærve/stejlt/nedløbs/dødsstykke. Lidt ligesom at stå på ski med fødderne på tværs af stigning, men også lidt sjovt 🙂 Efter stigningskurven på løbet skulle der nu her fra ca 30 km til 50 km til tages fat op mod rutens nye højeste pkt i godt 1100 m.

Alene i natten

Endnu engang godt tanket op fra depotet bevæger jeg mig nu ud på stigning op til det højeste pkt. Vidste at når jeg kom derop, så skulle der løbes et sted ml 5-7 km på plateauet inden vi skulle ned igen. Det var på dette stykke ruten var blevet ændret pga sne. I stedet for laaaaangt nedløb og laaaaang stigning, så fik vi plateauet. Rigtig ærgerligt, men sådan var det. Bare i gang med stavene og afsted op. Vinden var virkelig barsk her. Men heldigvis på opstigning, gik vi bag en højderyg hvor vi kunne få lidt læ. Begyndte lidt at tænke på hvor længe siden det var, at jeg havde set nogle løbere. Idet vi skulle løbe med rødt lys bagpå, så kunne man spotte løbere foran. Men ingen, overhovedet ingen kunne jeg se. Heller ikke bagud, men var sikker på at jeg var på ruten som indtil nu var super markeret.

 

utm2

På de højeste stigninger bevægede vi os rundt ved nogle kæmpe vindmøller. I mørket kunne man kun se nogle røde lys på vindmøllerne og ellers høre vingerne der rungede rundt. Det var helt scary. Mega koldt, mørkt, blæsende og alene. Men stille og roligt kunne jeg fornemme at jeg nærmede mig toppen. Havde besluttet at når jeg kom derop ville jeg tage min regnjakke som også var vindtæt på. Kunne ikke helt holde varmen længere. På toppen lå der nogle bunker af nedbrændte træer/buske som stadig ulmede lidt. Det gav en ret intens duft hvilket sammen med blæsten og kulden var en temmelig speciel fornemmelse. De næste 6 km cruisede jeg meget stille og roligt afsted. De første 4 km på en grusvej, de sidste 2 singletrack hvor der lå en del sne. Kom hen til depotet på toppen sidst på natten. Fandt her ud af at jeg altså ikke førte løbet 😉 🙂 der sad nogle stykker pakket helt inde i tæpper og voldfrøs. Jeg havde ok overskud og det havde fungeret virkelig godt med regnjakken yderst. Og med et kommende nedløb i tankerne vidste jeg at kulden ikke længere var et problem.

 

God morgen Dannie!

Efter depotet stod den på omkring 8 km nedløb og dagslyset begyndte også at komme her. De første par km var dog temmelig kølige. Der lå en del sne her som var bundfrossen og glat. Is krystaller glimtede i pandelampen og det så ret fedt ud. Efter en times tid kunne jeg pakke pandelampe og regnjakke i rygsækken igen. Det var blevet lyst nok og humøret var højt samtidig med at jeg var inde i et godt flow på nedløbet nu…..Men, men, men….som tidligere skrevet, rigtig fin rutemarkering. Orange strimler, alle med refleks på. Pludselig på nedløbet falder det mig ind, at det egentlig er længe siden jeg har set en strimmel…Stopper op og kigger fremad. Ingen strimmel. Ret hurtigt går det op for mig at jeg har misset en strimmel et sted. Vender om og løber tilbage, nok ca 500 m. Tror hovedet var indstillet på reflekserne i natten og dermed slet ikke havde registreret de strimler der sad ned ved jorden og markerede at jeg skulle være drejet fra vejen…En enkelt gang var ok. Men for pokker altså. Kun 2 km efter laver jeg samme novice fejl igen. Misser nogle strimler ved jorden, men løber her lidt længere inde jeg på ny må vende om. Dumt!!!! Besluttede mig her at det ikke måtte ske igen og var herefter lidt mere opmærksom på markering.

utm5utm7utm10

 

Jungleultra / Indiana Jones trail edition

Længere nede i dalen løber vi endnu engang på de der viadukter i skoven. Helt omsluttet af træer. Det bliver mudret flere steder. Og pludselig kommer der en hængebro. Jeg følges her med en løber som først træder ud på broen. Den gynger temmelig meget og virker ærlig talt en anelse skrøbelig…venter med at gå ud indtil han er ovre på den anden side. Får total Indiana Jones dejavu her 🙂

 

utm23

Kort tid efter støder vi på en flok bjergreddere der signalerer at der kommer et farligt stykke og vi skal tage den med ro. Vi skal ned af et meget stejlt stykke hvor vi skal bruge et tov for at komme ned. I bunden skal der krydses et vandløb. Kunne vælge at forsøge at træde på nogle våde sten henover eller buldre igennem vandløbet. gider egentlig ikke forsøge at glide rundt på stenene så jeg vader igennem. Super fedt stykke her hvor vi fortsætter ned igennem skoven. Jeg bevæger mig nu lidt hurtige end de to jeg har fulgtes med og er kommet noget foran dem, da jeg ankommer til en lille flække med 3 små huse. Her stopper markeringen. Jeg løber frem og tilbage og mener pludselig at kunne se en markering ude i det fjerne oppe på en bakke. Så afsted med mig. Tværs over en mark, endnu et vandløb og en bakke op. Hmm…det ligner nu altså ikke de markeringer der har været indtil nu. jeg stopper og vender rundt. Ser heldigvis de andre også er ankommet til den lille flække. Jeg bliver nød til at løbe tilbage til dem for at se om vi sammen kan finde ruten igen. Heldigvis har den ene af dem lagt ruten ind på sin telefon som vi følger ca 500 meter. Det føles ret langt og vi kan ingen markeringer se. Kommer til endnu et par huse og der, langt om længe kan vi se et par af de kendte strimler igen. Der må være nogen der har fjernet markeringerne på dette sted. Hvis ikke de andre var kommet, havde jeg på ingen måde kunnet finde tilbage. Ikke optimalt samtidig med at der også går noget tid med det.

Pyt. Nu var vi videre og benene var stadig klar på flere tæsk. Sætter farten lidt op igen og bevæger mig fra de 2 andre igen. Når dog lige at takke for gps hjælpen 🙂

 

utm3

 

Det sidste stykke ned mod sidste depot er jeg også helt vild med. Små bitte spor på tværs igennem tæt skov langs en å. Det er nærmest ikke et reelt spor, men de er max fedt og temmelig teknisk flere steder.

 

utm13

utm14

Kan nu se det sidste depot hvor der står en flok og hepper mig ind. Super stemning. Solen er fremme og for første gang føler jeg at det er varmt. Smider vesten og sørme så om ikke jeg kan mærke jeg begynder at svede.

1o km tilbage

Var meldingen ved depotet og kun en “lille” knold tilbage efter profilen af løbet…Det var bestemt ikke bare 10 km der kunne løbes let eller overståes i en fart. Den lille knold synes jeg egentlig trak tænder ud. Små teknisk flere steder og stejl også. Men stille og roligt nærmede jeg mig toppen. Skønt. Nu var det bare ned mod mål. Ca 3 km…. (Endte med at blive 6 km – glemte lige jeg var løbet forkert et par gang).

Vidste at vi den sidste km skulle løbe på nøjagtigt samme spor, som vi havde konsulteret på vores lille løbetur dagen før. Det forekom mig godt nok noget længere nu end sidst, måske fordi benene var lidt brugte nu. Men jeg kunne kende det og inden længe kunne målet skimtes.

Som altid en fantastisk følelse at komme i mål. Bliver aldrig træt af. Tiden blev 11.54 for 85 km og 5000 højdemeter. Blev nummer 17 samlet og havde haft et rigtig fornuftigt løb. Ville uendelig gerne have løbet den fulde distance især nu hvor formen var relativ god. Men hvad. Alt i alt et rigtig fedt og anderledes løb end jeg havde prøvet før.

 

utm26

 

utm1

 

Overordnet sidder jeg nu tilbage med en god fornemmelse af arrangementet. Har haft nogle fede dage med Rune og Peter som også begge kom fint igennem deres løb. Er som altid super taknemmelig for at have en kone og familie der bakker op om de her eventyr. Tusind tak for det.

Nu ser jeg allerede frem til de næste løb. Julsø ultras nye distance på 50 miles samt muligvis everesting dk i juni….Ellers bliver det helt store mål på denne side af sommeren ubetinget Dolomiti Skyrun slut juni.

 

Tak til alle for denne tur 🙂 Tak til trail Running Yates for de fede naturbilleder fra ruten

 

Pas på Jer selv og hinanden. Ses på sporet.

 

Følg gerne med på instagram, @dannietrail

 

/ Dannie

 

utm9

,

Thy Trail Marathon 2017

Indledning

Foråret nærmer sig men inden det kan blive rigtigt forår er det tid til Thy Trail Marathon. Løbet er blevet er blevet en tradition hvor det er nu er min 4 deltagelse og 3 forsøg på marathondistancen. Det er vigtigt for mig at nævne at Thy kalder sig Danmarks Barskeste Marathonløb.

Løbet forgår i Nationalpark Thy i klitheden på de små stier, i klitterne og på stranden. Dette skulle være noget anderledes end de tidligere løb jeg har været med til, men der kommer mere om dette senere

Forberedelse

Det kan være svært at vide hvordan man skal forberede sig til et marathonløb. Det måske ekstra svært at forberede sig til Thy da man ikke ved hvad løbet vil bringe.  Jeg har i mine forberedelser forsøgt at få nogle rimelige ture ind og ikke være bange for vandpytterne undervejs.

Jeg har taget turene i skovene på de våde og smattede skovveje om aftenen og i regnvejr. Det er turene hvor jeg kunne blive beskidt og få våde fødder jeg nød mest.

Udstyr

I min optik er udstyret noget som kan hjælpe dig videre hvis der er krise undervejs. Desuden kan det forkert udstyr også gøre at man ikke kommer igennem et løb hvis det sidder forkert eller spænder de forkerte steder.

Det kan godt være at det er nemt at komme i gang med at løbe, men derfor er det ikke nødvendigvis billigt at blive ved med at løbe. Jeg har testet forskelligt udstyr og er kommet frem til dette til Thy.

thy1

Det ovenstående viser mit udstyr for dagen

Tøjet

Inov8 mudsock i merinould
Icebreaker long sleve i merinould
Jeg har erfaret at merinould er rigtig godt når det bliver vådt og derfor er valget faldet på dette til inderlag og strømper
Fusion long tight pocket
Omkring benene er jeg blevet en stor fan af fusion da jeg godt kan lide lommerne på lårene.
Craft(vestas) t-shirt
Inov8 Race elite shell
overlaget på kroppen bestod af en standard løbe t-shirt og en Inov8 Race elite shell.

Tilbehør

Thy Buffs
Jeg valgte at bruge en Buff istedet for en hue hvilket fungerede ganske fint
GripGrab handsker
jeg benyttede gripgrab hansker hvor der er mulighed for at trække et stykke stof over så handskerne fungere som luffer.
Inov8 Race ultra vest
Til energi benyttede jeg min Inov8 vest hvor jeg er glad for de forskellige lommer som giver mulighed for at både have telefon og nøglen til bilen med uden det genere.
Altra Lone Peak
skovalget blev Altras Lone Peak da jeg syntes disse giver et godt greb og der er god plads til tæerne

Energi

Tailwind packs
Da jeg tidligere har haft problemer med energi og vædske undervejs valgt jeg denne gang at benytte Tailwind i pakker som blandes op i vand. Dette fungere efter min mening rigtig godt og virker ikke så hårdt for maven. Jeg har problemer med at få indtaget nok energi i depoter undervejs i et løb og valgte derfor også vesten

Løbsdagen

Da det endelig kom til løbsdagen den 25. februar 2017 havde jeg forberedt mig rimeligt.
Jeg havde valgt at lave proteinpandekager til aftensmad dagen før så jeg også havde noget til morgenmaden på vej til Thy.
Turen gik mod Klitmøller kl 06 og vejret var godt og undervejs så jeg så solen stige op på denne kolde forårsmorgen.

thy2

Da jeg ankom til Klitmøller var der ankommet flere løbere og jeg gik ned og fik mit startnummer og gjorde mit udstyr klar. Vejret var klart og koldt og jeg snakkede lidt med min kommende løbemakker Mogens på parkeringspladsen. Jeg havde mødt Mogens til et andet løb som vi begge deltog.

Busserne ankom og jeg fik udstyret på og fundet posen med energi til inden turen. Jeg havde medbragt pandekage, banan og chokolade som jeg kunne indtage inden starten.
Vi gik i bussen og kort efter kørte vi mod starten ved lodbjerg Fyr. Der var ivrig snak i bussen omkring løbet og de garvede løbere snakkede omkring hvad nye løbere kunne forvente sig af løbet. Da vi ankom til Lodbjerg fyr gik vi ud af bussen og fik gjort klar til starten.
Ventetiden virkede lang men vi fik racebreifing og fik at vide at der ikke var vand i år.
thy3

Kort efter gik starten og vi løb afsted. Vi kom til et sted hvor der plejede at være vand dette betød også at vi løb meget samlet. Jeg snakkede med Mogens og kilometerne gik hurtigt. Vi kom til Flere steder hvor der var vand sidste år. Det er tydeligt at der er mindre vand når man ser på billederne fra turen.

thy3

Det småregnede på turen men jeg havde fået på for meget tøj på alligevel efter et depot stoppede vi for at tage noget af. Jeg tog regnjakken af og puttede den i vesten inden vi løb videre. Naturen i Thy er storslået og det er fantastisk at løbe på de små stier og kigger ud over landskabet. Der var flere steder hvor der var vand, men dog ikke på stierne hvor vi skulle løbe.

thy5

En del af turen i Thy er også at man skal løbe i klitterne og på stranden. Det er rigtig hårdt at løbe i sandet og når man kommer stranden kan man rigtig se hvor barsk naturen. Det er også her at man bliver rigtig glad for sin regnjakke når det blæser godt på stranden. Vi var dog rigtig heldige med vinden og havde den i ryggen når vi løb på stranden, men kombineret med regnen var det stadig koldt.

thy6

Vi forsatte ufortrødent ud af de små stier, på stranden og i klitterne. Vi snakkede hele vejen hvilket hjælper rigtig meget når man løber. Kilometerne gik og vi nærmede os målet i klitmøller og regnen var tiltaget og vi var ved at være kolde. Målgang blev efter 5.16minutter og jeg var ganske godt tilfreds med at være kommet igennem uden skader og jeg havde en god dag på fødderne. Jeg sagde farvel til min løbemakker som jeg mødes med igen til Julsø Ultra.

Jeg var rigtig kold da jeg kom i mål og der gik ikke lang tid inden jeg fik skiftet tøjet og kørte hjemad.

Afslutning

Jeg havde den holdning før løbet at det vigtigste var at gennemfører løbet og jeg kiggede ikke på tiden undervejs. Jeg kunne muligvis have løbet hurtigere men valgte at dele dagen med en makker. Jeg fortyder ikke beslutningen og jeg havde en god dag på trods af tiden måske siger noget andet.

Senere på aftenen sad jeg med den fortjente måløl og funderede over dagen.

thy8

Jeg nød turen og naturen i Thy og fik lov til at se steder som jeg ikke ville se ellers. Det er ikke sidste gang jeg kommer til Thy for at løbe i den barske natur.

Siden jeg er begyndt at løbe længere ture er jeg blevet meget mere afklaret med mit løb og det vigtigste for mig er ikke tiden men oplevelserne undervejs.

1. Star Finisher

Charity Runner

Denne løbsberetning starter for 7 måneder siden, da min kone foreslog, at jeg kunne løbe Tokyo Marathon, som min første Major. Det er nok ikke almindeligt, at en løber fra Danmark vælger Tokyo som sin første Major, men da min kone er japaner, og da hendes familie bor i Tokyo-området er det jo nærliggende. Det er som bekendt svært at skaffe et startnummer, og derfor var det oplagt at deltage som charity runner.

img_0873Min kone ringede til Run With Heart, som står for charity runners i Tokyo, da vi ikke kunne finde ud af at melde mig til. Det viste sig at være et kvarter før end deres hjemmeside åbnede, og vi var således SÅ klar, da klokken blev 9, og siden åbnede. Jeg meldte mig som indsamler for Ronald McDonald, der driver midlertidige hjem for pårørende til syge børn ved sygehuse i Japan, herunder ved Tokyo universitetshospital. Jeg fik lejlighed til at besøge Ronald McDonald House i sommer, og fik her indtryk af hvilket fantastisk arbejde de gør her for at hjælpe familier der er max. presset når deres børn bliver alvorligt syge.

Jeg startede min indsamling på FaceBook og fik samlet de 7.000 kr. sammen til Ronald McDonald. Tak til alle der bidrog.

 

 

Expo

Lørdagen i ugen før løbet tog vi afsted til Tokyo og blev indlogeret hos familien. Om torsdagen åbnede expoen, og vi var klar. Expoen blev holdt i en fantastisk bygning Tokyo Big Sight, som ligger noget uden for bykernen, i et kvarter bygget i forbindelse med havnen.

img_0021 img_0024 img_0006

 

 

 

 

 

Selve expoen var flot og imponerende. Som alt i Japan var det utroligt velorganiseret, og der var massere frivillige til at hjælpe med at finde vej og udfylde japanske formularer.

I forbindelse med udleveringen af startnummeret, på området kun for løbere, der har vist gyldigt pas, oplevede jeg det mest rørende, at alle de frivillige klappede af mig, da jeg som den første hentede et lyserødt nummer som charity runner. Fantastisk rørende at modtage udtalt japansk taknemmelighed spontant opstået i startnummer-området.

Herfra gik turen ind på selve expoen sammen med min kone Kanae. Her kunne man finde sit eget navn på tavlen med alle deltagernavnene.

img_0013 img_0008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

img_0001

img_0026

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kunne få masseret sine fødder.

Få taget billeder, og få sig en alkoholfri øl.

Da vi kom hjem skulle trøjen og heppegraj gøres klar.

img_0028 img_0029 img_0030

 

 

 

 

 

 

 

 

Tokyo Marathon

På selve løbsdagen søndag den 26. februar var det tidligt op og afsted for løbere og tilskuere. Vejret tegnede perfekt, og forventningerne var helt i top. Det tegnede på let vind, solskin og 13 grader, og så bliver det jo ikke bedre til løb. Allerede fra Shinjuku station blev vi delt op i forhold til den gate, vi hver især skulle til. Vi gik mod min gate 3, hvor jeg endte med at tage afsked med familien ved sikkerhedskontrollen, hvor kun vi med armbånd fik afgang. Herfra gik turen videre til sektion E, som er for os der forventer at løbe i tiden 3:45. Igen mødes man af mange frivillige, som hjælper dig til at finde vej.

Her ses sektionen bag os, sektion F klar til start:

 

img_0034

Så var der kun at vente, og nyde solen, snakke lidt med de andre og bemærke hvor stille der var i feltet. Luften var tyk af forventning. Som sædvanlig var jeg i så god tid, at jeg faktisk skulle tisse en smule allerede inden start, men køen fra tidligere på stationen fortalte mig, at det måtte vente til efter start – øv.

 

 

 

Løbere og tilskuere var klar

img_0035 img_0036 img_0057 img_0061

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Borgmesteren talte på et sprog vi ikke forstod, men alligevel var stemningen højtidelig, og alle tog kasketten af, da nationalmelodien blev spillet i højtalerne. 3-2-1 start. Først rullestolene og 5 minutter efter løberne. Kun 4 minutter efter kom jeg frem til startstregen og vi var i gang.

Med 37.000 løbere giver det sig selv, at der var en del kø i starten, ja faktisk løb jeg i kø de første 25 K, selvom vejene er brede. Toiletkøen var også med til at ligge 4 minutter til tiden, men jeg var glad og i gang, og havde ingen rekorder jeg skulle slå.

De første kilometer var meget overvældende pga. de mange tilskuere. Der var, tilskuere hele vejen i begge sider, uden ophold. Længst væk fra centrum, hvor min kone, hendes mor og bror var taget ud, stod der nogle steder kun 2 rækker af tilskuere, men der var ikke tomt fortov nogle steder, og mange steder stor tilskuerne i 10 rækker eller mere. Det var helt vildt, alle heppede og nogle steder blev der klappede og fløjtet. Enkelte steder på ruten var der musik, hvor lokale orkestre spillede, men det var egentlig meget lokalt og ikke en meget overvældende musikalsk oplevelse.

Oplevelsen blev gjort særlig ved, at alle var positive, og entusiastiske på os løberes vegne. Der var urimeligt mange og lange vanddepoter, der også havde frugt og ikke mindst Pocari Sweat, der er en japansk kondivand uden brus, men med både salt, en smule sukker, og som mere gavner end ødelægger maven under løb 🙂

 

img_0049 img_0044 img_0046

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første 25 K løb jeg rigtigt fint, og havde stort overskud, men det blev dog klart, at kø og lidt zikzak havde taget lidt på kræfterne. Jeg havde ellers løbet helt som planlagt med lidt over 5 min/km det første 10K, og havde afholdt mig fra alt for mange overhalinger. Ved 19K mødte jeg Kanae og fik, som planlagt en risbolle med i hånden at løbe videre på. Da jeg rundede 25K begyndte trætheden dog alligevel at melde sig. Jeg havde været i JP en uge, så jetlag skulle ellers være afværget, og jeg fortsatte og forsøgte at fokusere på mit løb. Jeg var dog langt fra den eneste der var træt.

img_0058 img_0055 img_0047 img_0056   

 

 

 

 

 

 

 

 

Igennem den sidste halvdel mødte jeg flere dansker, og benyttede lejligheden til at heppe lidt på andre. Ved 36K mødte jeg en dansk mandlig løber, der var gået lidt i stå. Jeg prøvert at heppe ham i gang, og fik også lov at trække ham en lille kilometer, men han måtte ned og gå og så skiltes vi. Jeg var i den grad også fristet til at gå, men bed det i mig og fortsatte i et lidt langsommere tempo omkring 5:15. Langs vejen stod mange børn og delte slik, kager og cola ud, og jeg fik et lille glas cola, som bar mig videre.

Ved 39K mødte jeg Kanae sidste gang, og derfra og til mål var det lidt som at bide sig i underlæben hele vejen. Jeg havde vabler under begge fødder, og hele min krop skreg på vand og hvile, men mit blodsukker var ok, og jeg ville løbe hele vejen og det gjorde jeg. Efter 3 timer og 44 minutter kunne jeg lettet krydse målstregen, og det var virkelig en stor lettelse. Efter målstregen skulle man dog gå et stykke, der jo synes som flere mil omend der var tale om et par hundrede meter, inden man nåede frem til forplejning og medaljer.

 

img_1271

Jeg mødte igen Kanae der glad tog imod mig og hjalp mig videre indtil vi til sidst begge fik en velfortjent øl med alkohol i området for charity runneres, det havde løbet for Ronald McDonalds hus for pårørende til syge børn i Japan.

 

 

 

 

img_0052

Tak til alle der har støttet mig igennem dette eventyr, og til alle jer, der har denne major til gode kan jeg kun opfordre til, at få den indfriet. For mig var den en løbeoplevelse for livet, som jeg aldrig vil glemme og som har gjort mig til 1. Star Finisher.

 

 

Altra Superior 3.0

Den opdaterede superior version 3.0

Wow et lækkert design. Den grimme ælling er ved at forvandle sig. Første indtryk med denne sko er, at den virker let og aggressiv. Umiddelbart ser den knap så “andefod” agtig ud som den tidligere udgave. Har set frem til at prøve denne sko af i et stykke tid.

 

superior1

 

Den har klart Altra dyderne stadigvæk. Yderst bred forfod samt zero drop.

 

Foden i….

Den sidder rigtig fint på foden og fornemmelsen af et lidt mere tight fit holder stik. Jeg føler at skoen sidder en anelse mere tæt end den forrige udgave – dog på ingen måde noget der irriterer/gnaver indersiden af foden. Den  er let og virker til at være en sko der gerne vil have lidt tempo på…..(som om jeg kan hjælpe med det ;-))

Den vejer 290 g i en størrelse 44.5. Der medfølger stoneguards til at ligge nedenunder sålen i skoen. Disse beskytter mod hårde sten. Jeg har dog aldrig brugt dem, men gjorde det på et par træningsture med superior 2.0. Fungerede fint, men gjorde også skoen tungere og føler lidt man mister kontakten med underlaget.

 

stoneguard

 

Testperioden

Har løbet omkring 100 km i skoen. Det har været på blandet underlag. Frosne stier, i mudder, på bredde tørre skovveje og kringlede singletracks samt en smule asfalt.

Skoen fungerer fint på det meste underlag. Især når stierne er teknisk svære spiller de max. De fordrer til høj skridtfrekvens og jeg var ikke bange for at sparke i rødder, sten osv. Efter nogle timer i skoene fornemmer jeg dog at jeg godt kunne bruge lidt mere komfort. Tror lidt det er en smagssag.

Sålen føles blød og der er fuld kontakt med underlaget. Super flexibel og dejlig “step-ind” fornemmelse. Profilen er tilpas grov til at kunne klare det meste. Når det går hurtigt nedad og der skal drejes skarpt, bider den sig godt fast. Som mange andre typer såler mister den hurtigt grebet i for meget mudder.

superior4

 

 

superior2

 

Skoen er blevet lidt mere forstærket i forhold til tidligere versioner. Der er lidt ekstra gummi rundt ved snuden.

superior6superior5

 

På de korte ture jeg har løbet på asfalt, virker skoen ikke i sit es. Synes der jeg mangler lidt komfort og læg/underben udtrættes. Formentlig kan dette tilskrives min løbestil 😉 Har prøvet skoene en enkelt længere tur hvor jeg oplever dette “udtrætningsfænomen” hvilket jeg ikke i samme grad mærker i storebroderen Altra Lone Peak 3. Når det er sagt er det sko der ligger op til fart og tekniske stier.

 

 

 

Alt i alt

En sjov og hurtigt sko fra Altra. Den klarer sig super i på det meste underlag og gør det, efter min vurdering, rigtig godt på ture op til 3-4 timer. Derefter vil jeg gå efter mere komfort. Den virker mere robust og slidstærk i materialet end tidligere modeller.

Se mange flere detaljer om skoen her. Skoen kan i Danmark erhverves på www.runningfirst.dk.

Brooks Caldera

Omkring “testen”

Jeg har haft mulighed for at prøve Brooks Caldera over cirka en måneds tid. Har løbet små 100 km i dem fordelt over primært trails – både singletrack, tørre skovstier, mudder, sten samt på asfalt.

Bekskrivelserne vil bære præg af hvordan mine fornemmelser har været af skoen. Deciderede facts kan findes her.

 

Førstehåndsindtrykket

Da jeg først fik skoen i hånden tænkte jeg at det lignede en temmelig robust sko. Ikke en let sko, ej heller voldsom tung. Vejede den på min vægt til 320 gram – størrelse 44.5.

Den virker som om den er gjort klar til nogle solide tæsk. Snuden er ekstra forstærket samt indersiden med at lille lag plastik/gummi.

 

caldera6

 

 

Profilen af sålen virker ikke voldsom, så inden brug vil jeg mene at den egner sig bedst til de tørre stier.

 

caldera5

 

 

I brug

Vi har her at gøre med et par rigtig rummelige sko som virker komfortable. Man ligger straks mærke til selve hælen (bunden) på skoen. Første fornemmelse er at man står på en blød tennisbold. Når først man sætter i gang med at løbe, mærkes dette dog ikke så markant. Brooks har lavet en sål som efter sigende skulle “bounce” lidt energi tilbage i selve løbet. Det fornemmes også som en lille tilbagetryk ved brug. Om det har effekt eller ej kan jeg ikke sige.

 

caldera1

 

På tørre stier, sten og grus virker skoen i sit es. Samtidig føles den også rigtig god på asfalt. Selvom der er relativ meget skum i bunden (25-21 mm og dermed 4mm drop) virker det som om der er god kontakt til underlaget. Jeg var i hvert fald i testperioden ikke bange for at vrikke om.

 

På de lidt mindre, lidt mere fugtige og mudrede samt tekniske stier virker skoen en kende klodset og man skøjter relativ let rundt. Ikke et kæmpe problem, men noget der skal tænkes ind i forhold til hvad skoen skal bruges til.

 

caldera2

 

 

Anbefaling/vurdering af skoen

De udstråler at de skal bruges til at løbe langt i. De er komfortable, relativ lette og gør det generelt godt på tørt underlag. Fødderne bliver ikke trætte i dem. Derudover fungerer de også godt til løb på almindelig landevej. Derfor en god transportsko eller ultrasko til løb i stenede områder.

 

 

 

, ,

Norseman Extreme Triathlon 2016

Om storhed og fald i jagten på den sorte t-shirt – og om kærlighed til dem, som stod mig bi.

Kl. er 3:50 lørdag den 6. august og havnen i Eidfjord summer af en blanding af nervøsitet, spænding og ærefrygt. Kun 250 atleter er sluppet igennem nåleøjet til denne unikke oplevelse, og kun de 160 aller hurtigste når helt til den forjættede Gaustatoppen, hvilket udløser en sort t-shirt. Luften sitrer, sommerfuglene flagrer i maven, og alle kigger på hinanden for at vurdere, om de andre nu er stærkere eller svagere end én selv. Speakeren kalder sidste udkald til båden på syngende norsk. Jeg kysser Ulrik farvel og vinker til Mie og Kjartan – de har alle tre dedikeret disse dage til mig som mit support team. Kl. 4.00 lægger vi fra kaj og sejler ca. 4 km ud i den mørke nat for at starte en dag, der skulle vise sig at blive helt anerledes, end nogen af os havde forventet…

Foto: Mie H. Sørensen

Foto: Mie H. Sørensen

Forberedelsen

Jeg spoler lige tilbage til mandag den 1. august, hvor Ulrik og jeg pakker bilen med to cykler, to sportstasker, 6 store plastikkasser fyldt med ekstra tøj, cykeldele og energi til 15-17 timer – og al den tørfoder, vi kan slæbe med for at spare på madbudgettet i verdens måske dyreste land at købe fødevarer i – Norge. Vi ankommer til en skøn stor hytte med græs på taget, pejs i stuen og udsigt mod de majestætiske fjelde. Lige rundt om hjørnet ligger Vøringfossen – et fantastisk vandfald, som forsvinder i vandtågen langt nede – tjek det ud, hvis du ikke har! Vandfaldet ligger midtvejs på den første fjeldtop, som for øvrigt også er de første 1200 hm på cykelruten, og det gav os mulighed for at tjekke den ud og forberede dagene op til. Efter lidt træning tænder vi i pejsen og pakker ud. Næste dag står den på træning til Ulrik og en kort tur for mig på den stejle del af stigningen. Jeg kender området i forvejen, men overraskes hver gang over, hvor fantastisk naturen kan være, når den folder sig ud! Onsdag aften holder Ulrik og jeg strategimøde. ALT skal planlægges ned til mindste detalje! Hvert depot bliver nøje indtegnet, hver en drikkedunk skemalagt, og det er faktisk lidt sjovt at skulle planlægge energiindtag, mødesteder, påklædning og motivation og kommunikation på et helt andet plan, end vi plejer.

Torsdag kører vi ned til Eidfjord og registrerer os. Mie og Kjartan ankommer torsdag eftermiddag, så vi kan lige nå at teste vandtemperaturen. Jeg var afsindigt bange for, at vandet ville være så iskoldt, at jeg ville synke til bunds som en is-skulptur halvvejs. Vi er meget heldige i år – vandet er hele 14 grader! Jeg bliver vildt overrasket over, hvor lidt det egentlig generede mig at dyppe kroppen og fødderne i vandet (de er dækket med neopren), men da jeg stikker hænderne under, er det som at få stukket en syl igennem håndfladen. Jeg panikker lidt men beroliges af Ulrik med, at det bliver bedre, når jeg svømmer lidt. Efter 1000 m er det faktisk lidt skønt. Mens jeg ligger på ryggen og nyder stilheden før stormen slår det mig alligevel, at det på dagen er meget længere – og i mørke, og angsten melder sig igen.

Eidfjord testsvøm, torsdag 4/8

Eidfjord testsvøm, torsdag 4/8, Foto: Ulrik Oldenburg

Flere seje triatleter har fortalt, at de troede de aldrig skulle komme op af den første stigning, og den tanke sidder mejslet i baghovedet – hvad nu hvis jeg må stå af og trække op? Man kommer aldrig i gang igen! For at skabe ro filmer vi cykelturen tilbage til hytten og lægger taktik i forhold til energimængde og tempo op af bjerget. Tilbage i hytten ankommer den anden halvdel af supportteamet – Mie og Kjartan – og det er så dejligt blot at slappe af sammen og gå lidt tidligt i seng – vi skal jo begynde at vende døgnet på hovedet inden race day.

Hyttehygge med Team 43

Hyttehygge med Team 43

Fredag morgen er der Social Swim for deltagere og deres teams. De nordmænd forstår altså at skabe hygge på en lidt rå måde. Der tændes bål ved vandet og duften af kanel og kaffe breder sig. Mens vi alle hopper i dobbeltlag neopren på hoved, krop og fødder og forbereder os mentalt på en hårrejsende kuldeskærrende oplevelse, løber en flok seje norske jenter ud i det mørke vand uden våddragt på – WTF! Jeg varmer mig på en kop kaffe, og så en ekstra tur i det kolde vand, nu vi alligevel havde mistet følelsen i kroppen.

Vi når lige op til hytten igen og får frokost, inden vi skal ned af fjeldet igen til race briefing. Og her melder sommerfuglene og ærefrygten sig virkelig. Det går op for os, at der ingen vejvisning er, men at der kun er ét eneste højresving, så vi må vel for pokker kunne finde vej, selvom vi begyndte at tvivle lidt på egne evner. Arrangørerne melder desuden, at vejene flere steder er helt ødelagte – så kør forsigtigt!! Det hele kommunikeres med en lidt dyster tone og sluttes af med et musikalsk indslag fra den lokale violin-kendis J Kl. 19.00 er det sengetid, skønt det føles skørt, da det stadig er helt lyst udenfor. Klokken 01.30 ringer vækkeuret, og vi begiver os ud i den mørke nat ned mod startområdet.

Færgen og 3-meter springet

Tilbage ved færgen og alle sommerfuglene…

Gearing-up, kl. 3.30

Gearing-up, kl. 3.30, Foto: Ulrik Oldenburg

Jeg træder ind på færgen og følger alle de andre ovenpå, hvor der er godt og varmt, men tænker samtidig, at jeg måske burde blive på bildækket og vende mig til kulden. Inden for i varmen møder jeg de andre danskere, som også har været heldige at få en plads. Vi er faktisk ikke super nervøse på det tidspunkt, mens vi sidder og snakker. Jeg har det egentlig lidt varmt under min tillukkede våddragt og ekstra neoprenvest, men tør ikke åbne dragten af frygt for ikke at kunne få den ordentligt på igen. Pludselig melder en stemme over højtaleren, at vi skal bevæge os ned på bildækket, hvor arrangørerne står klar til at sprøjte os over med koldt fjordvand – hvis vi ønsker det. Nerverne begynder så småt at melde sig. Vil vandet føles mere koldt herude i den dybe mørke fjord? Vil afstanden ned fra færgen føles stor og vil brillerne falde af, når jeg rammer vandet. Kan jeg undgå at ramme andre eller selv blive ramt? Hvornår forsvinder skyerne og lader solen skinne igennem, så jeg kan se, hvor jeg svømmer?

Færgen på vej ud, Foto: Mie H. Sørensen

Færgen på vej ud, Foto: Mie H. Sørensen

Så er det nu! Jeg springer og holder på hætte og briller. Jeg ryger ret langt ned og på vej op slår det mig – vandet føles faktisk helt rart! Jeg svømmer ca. 200m ind mod bredden, hvor kajakkerne danner en startlinje. Min strategi som middelmådig svømmer var at hoppe i vandet blandt de første, så jeg har god tid til start. Da jeg når startlinjen, er der 7 min. til start, og vi ligger alle og træder vande og betragter hinanden – helt stille. Jeg troede, jeg ville være dybt nervøs på dette tidspunkt, men jeg er fredfyldt og betragter de majestætiske fjelde, der omkranser os – og lyset fra færgen i det fjerne. Tankerne driver lidt… jeg er super spændt på alt det ukendte, men underligt nok fyldt med ro. Og SÅ lyder bådhornet og starten går! Der er slet ikke kaos, som der plejer at være til stævner – måske fordi vi er meget færre – måske fordi alle blot er fokuserede. Vandet er kulsort og vi kan kun se få hundrede meter frem, men det gør ikke noget, da vi kun skal én vej, og det er ligeud langs bredden.

Jeg følger de andre og glæder mig over, at vandet er overraskende skønt. Det er virkelig underligt, at jeg ikke er mere kold. Kun på de sidste 500m begynder kulden at melde sig i fødderne, da dasker lidt sløvt bag mig. Da jeg svømmer forbi molen og tager en vejrtrækning, ser jeg Ulrik og Kjartan og vinker et par gange til dem.

Svømme-exit, kl. 6:38

Svømme-exit, kl. 6:38, Foto: Ulrik Oldenburg

Ulrik løber mod T1 og tager imod mig, efter jeg er blevet trukket op af 2-3 hjælpere, da jeg ikke kunne finde fodfæste på de glatte sten. Nu skifter stemningen… Jeg bevæger mig fra en tilstand af Nirvana til adrenalinfyldt tempo på isfrosne fødder og en hjerne, der ikke er helt ude af brainfreeze-zonen, mens jeg hører Ulrik kalde mig i den rigtige retning.

Varmt fodbad og på med lygterne

Ulrik og jeg har på forhånd talt T1-skiftet igennem ned til mindste detalje, og vi overraskes vist begge over et rimelig hurtigt skift og god kommunikation, på trods af at ALT lå i den forkerte rækkefølge, og vi ikke kunne finde halvdelen af udstyret. Ulrik tænder cykellygterne, og gudskelov for, at jeg havde en ’professionel’ til at hjælpe med skiftet, for min hjerne var ikke tøet helt op endnu. Jeg kører derfra som et juletræ pyntet af børn – et stort farvesammensurium. Der gælder i dette stævne ”funktionalitet og varme fremfor fancy farvekoordineret påklædning”. De røde negle matcher dog cyklen! Cykellygter og gul vest er påbudt, da vi på grund af jordskred bliver ledt igennem en 2 km lang tunnel under opstigningen – WTF? 2 km igennem en kulsort og fugtig tunnel med biler passerende tæt forbi og ingen cykelsti?!

Og nu vil jeg prøve at gøre en meget lang cykeloplevelse på godt og ondt til en forholdsvis kort og skarp fortælling for ikke at tabe alle læsere, der ikke var i min krop den dag….

De første 10 km er nogenlunde flade, men derefter møder vi den første og stejleste fjeldtop – 30 km og 1200 hm. Jeg

Den flade del af cykelruten

Den flade del af cykelruten, Foto: Ulrik Oldenburg

havde som sagt frygtet denne tur op, da andre har udtalt, at de troede de aldrig skulle komme op. Men jeg var jo super godt forberedt efter at have trænet den stejle stigning og planlagt hvert et sving og hver en tår af energidrikken, så mon ikke det skulle gå… Jeg cykler selvfølgelig i et jævnt og roligt tempo, men de eventyrlige omgivelser, får mig næsten til at glemme alt om anstrengelsen. Denne del af cykelruten løber på ydersiden af fjeldet – det er faktisk den allerførste farbare vej op af fjeldet, som er sprængt ind i fjeldet, og nu fungerer som cykelsti.

Vi krydser en bro over en brusende foss. Alt er faktisk helt fantastisk – troede jeg! Jeg kigger ned på hovedvejen og ser til min skræk at alle support-bilerne holder stille i en lang kø. Jeg undrer mig lidt, men bider ikke mere mærke i det. Det skulle dog senere vise sig at være et problem… Kort efter går cykelruten ind igennem den 2 km lange tunnel (der har været et par tunneller tidligere kun til biler), og stilheden breder sig, da der ingen biler er. Det giver en rolig og alligevel lidt dyster følelse. Tunnelvæggene driver af fugt, der lugter muggent, sveden pibler fra panden, og mit visor dugger, men jeg kan ikke tage det af, da hænderne er pakket ind i tykke cykelhandsker, så jeg cykler næsten i blinde med kun den stiplede hvide linje i siden af vejen som guide. Da jeg når mit første stop ved Vøringvossen, er der ingen biler – kun tre officials i gule veste! Jeg nærmer mig den første hjælper råber ”hvor er alle support-bilerne?” Vi bliver bedt om at cykle videre, da der er sket et uheld i den første tunnel.

Bilkø ved første tunnel

Bilkø ved første tunnel, Foto: Ulrik Oldenburg

Igen vild panik! Ulrik og jeg har nøje tilrettelagt mit energiindtag, så jeg har mindst mulig vægt med op på stigningerne. Jeg har derfor kun en halv flaske med energi til 1,5 time samt den strækning, jeg nu skal cykle, inden bilerne kommer op – hvis de da kommer igennem! Planen er allerede ved at smuldre, og jeg er ikke engang over den første top! Efter ca. 30 km rammer en kraftig tåge os. Jeg tænker ”gu ved, hvad denne dag ellers vil byde mig af uforudsete udfordringer!” Meen pludselig ud af tågen dukker mit support team op, og glæden er stor, og jeg kan mærke modet vende tilbage. Vi holder en kort pause, da energien er høj og aftaler at mødes på toppen ved næste check point. Da jeg når toppen er mit team der ikke! Jeg kører frem og tilbage forbi en række officials, som søger efter mit team blandt alle bilerne. Men de er der ikke. Jeg er svedig pga. opkørslen, men tågen og kulden på toppen af fjeldet føles nu som frost på kroppen. Jeg føler en blanding af irritation over, at de ikke er på aftalte sted og afsavn, da jeg virkelig havde brug for dem nu. Og nu var vi ellers lige helt høje på adrenalin lidt tidligere – øv! En official kigger på mig og bekræfter min frygt… ”Bil nr. 43 er her ikke” og jeg kigger nedslået på resten af hjælperne, som spejler mit mismod. Jeg må fortsætte, hvilket betyder, at jeg nu påbegynder 50 km jævn nedkørsel med svedigt og alt for lidt tøj på. Jeg begynder nedkørslen efter godt 2 timers kørsel om med alt for lidt væske og energi og nedkølet, men jeg skal videre. Til min store overraskelse dukker de andres glade ansigter pludselig op lidt længere nede af vejen! Jeg får varmt tøj på og glæder mig til en lang og hurtig nedkørsel. Det blev bare ikke sådan….

Inden for kort tid begynder regnen at sile ned og med 4-5 gr. føles dråberne som hagl på min hjelm. Jeg er gennemblødt efter 30 min og ryster over det hele. Mine pauser bliver længere og længere, da jeg er iskold og ved at miste modet lidt. Ulrik presser på, for selvom jeg har hentet mange op af fjeldet, er jeg nu begyndt at blive passeret ved hver pause. Jeg havde alt for lidt regntæt tøj med og må bruge arbejdshandsker, mens Ulrik varmer mine cykelhandsker på blæseren i bilen. Ikke nok med at der er så meget vand på vejene, at jeg må holde igen på farten – pludselig begynder mit forhjul også at ’tikke’, hver gang jeg bremser. Jeg tror en ege er knækket men bliver sendt videre, efter at drengene har testet bremserne og hjulet.

Cykelstop v. ca. 70 km, Foto: Ulrik Oldenburg

Cykelstop v. ca. 70 km, Foto: Ulrik Oldenburg

Ved 90 km er jeg så kold, at jeg overvejer at give op og sætte mig i bilen, men det får jeg ikke lov til. Jeg skal tisse og sætter mig midt mellem bilen og vinduerne på det hus, Ulrik har parkeret ved… Jeg er ligeglad for alt føles bare skidt lige nu. Jeg får noget varmt at drikke og en peptalk. Min kæbe og tænder klaprer voldsomt, og inde bag mit visor melder tårene sig. Jeg har virkelig ondt af mig selv nu og er bekymret for nedkøling. Ulrik pisker mig til at fortsætte, for han ved, at jeg ligger lidt for langt bag i feltet på nuværende tidspunkt, men han siger ikke noget nu af frygt for at knække mig. Langsomt finder jeg modet frem igen. Fandme nej, om vi har gennemgået alt dette for blot at give op! Havde det ikke været for Ulrik, så havde jeg kastet hele denne oplevelse væk lige der.

Forud ligger fire mindre toppe, og de vil give mig varme, siger Ulrik. På det tidspunkt er min hjerne koblet fra, og jeg er på et stadie, hvor jeg blot parerer ordrer, så jeg fortsætter. Og som stigningerne melder sig, begynder jeg at føle varmen, motivationen og min indre styrke – og pludselig var jeg flyvende igen! Det er utroligt, hvor meget ens psyke kan styre kroppen. Det begynder at gå bedre, og for hver gang jeg bliver passeret af mine tre hjælpere, som lægger stor energi i hep og peptalks undervejs, bliver jeg rørt over deres engagement – og kun for min skyld.

Det begynder at gå op for mig, at dette race måske ikke kun handler om mig og min kamp for den sorte t-shirt, men i ligeså høj grad om det fælles mål og den fælles oplevelse. På den sidste nedkørsel dukker de første solstråler endelig op, og det er som om hele himlen åbner sig op og lyser landskabet op efter så mange timer med regn og kulde. Farten skal dog holdes nede, da vejene er fyldt med store huller og bump efter den meget hårde vinter. NU kører det, tænker jeg, men kan jeg nå at hente nok pladser ind her, efter jeg har genvundet min energi på de sidste fjelde?  Jeg når T2 efter 8t og 21 min på cyklen. Efter så mange timer i sadlen er numsen godt øm og benene stive, men det eneste jeg tænker på er, hvor mange andre deltagere, jeg skal begynde at jagte nu, og hvor helt vildt jeg glæder mig til den spændende løbetur, der ender med 1800 hm til Gaustatoppen.

Og her begynder jagten…

Løb er min stærke side, og jeg ved, at jeg kan hente en del af dem, som har cyklet hurtigere end mig. Skiftet i T2 er i modsætning til T1 super effektivt. Mens jeg drøner på toilettet (man vinder meget på løbet ved 1 km mindre vægt!), lægger Ulrik alt ud på græsset, så jeg blot kan dirigere seancen og fortælle ham, hvad jeg vil have på og hvilken energi, der skal i lommerne. Ulrik har løbende holdt øje med min placering og siger i T2, at jeg nok ligger som nummer 200 ca. Selvom der er 40 pladser op, så er jeg ved godt mod. Solen har givet mig fornyet energi, og jeg føler mig flyvende, da jeg krydser startstregen. Her går det op for mig, hvor hård en kamp dette bliver. På tavlen står 209! Det betyder, at jeg lige nu ligger som nummer 209 i feltet, og med kun 160 pladser til toppen, så er udsigten til den sorte trøje meget perifer. Jeg begynder at overveje, hvordan jeg vil have det med at slutte løbet på den sekundære rute og med en hvid t-shirt med hjem i den mentale bagage. Men jeg slår det ud af hovedet og sætter tempoet op. Faktisk så højt op, at jeg lige nu løber i mit marathon PR pace. Jeg ved udmærket godt, at det ikke nødvendigvis vil holde, men det er alt eller intet nu.

Foto: Ulrik Oldenburg

Foto: Ulrik Oldenburg

De første 25 km er flade i norsk terminologi – dvs. en temmelig bakket landevej i danske termer. Ved hvert stop har jeg hentet 2-4 andre deltagere, men jeg kan jo godt regne ud, at der stadig er lidt langt endnu. Efter nogle pauser begynder jeg at være ligeglad med den sorte trøje, og tænker ved mig selv, at jeg skal være stolt blot ved at gennemføre dette ekstreme race. Det er jo flot i sig selv ik?! Ulrik fortsætter dog presset ved hvert stop og mit konkurrencegen sætter for

"Zombie Hill", Foto: Mie H. Sørensen

“Zombie Hill”, Foto: Mie H. Sørensen

alvor ind. Jeg er dybt overrasket over mit tempo og ved at det kan gå galt lige pludselig, men strategien er hurtigst muligt at komme til stigningen, og derfra bliver det ”OL i kapgang” og det mestrer jeg! Efter 25 km har jeg passeret 15 andre deltagere, og nu bliver jeg ”grådig”. På dette tidspunkt får jeg et mærkeligt billede i hovedet af Pacman, hvor de andre skal spises én for én! Her begynder stigningen op mod 32,5 km og der, hvor fårene skilles fra bukkene, og ruten deler sig i ’sort’ og ’hvidt’ spor. De næste 12 km har en gennemsnitlig hældning på 10% og kaldes ’Zombie Hill’ – af gode grunde. Ulrik hægter sig nu på for at hjælpe mig op til check pointet hurtigst muligt. Det føles virkelig rart at have ham at snakke med, men det er i et raskt tempo med hep fra sidelinjen af Mie og Kjarten.

På vej op passerer vi 9 deltagere med deres makker, og igen går det op for mig, at skønt vi er konkurrenter og alle ønsker at være blandt de første 160, så hersker der et helt unikt fællesskab. Et par km inden check pointet dukker min far pludselig op. Han er gået os i møde, men jeg har ikke tid til knus og kram før check pointet.

Da vi runder det sidste hårnålesving, ser jeg min mor, Mie og Kjarten stå ved check pointet. Vi har en konkurrent lige i hælene og enhver placering tæller, så vi skynder os til punktet…

Jeg er nummer 185, siger en official med et lidt vemodigt blik i øjnene, mens hun leder mig til væske og lidt at spise. På det tidspunkt tror jeg faktisk, at Ulrik er mere skuffet end mig. Og det er helt okay. Hans job var at presse mig, men jeg kunne ikke presses nok på cyklen, da jeg var allermest kold på midten af turen. Som vi står der midt på fjeldet, har jeg blandede følelser, der balancerer mellem dyb skuffelse over min manglende performance og ærgrelse over at skuffe mit support team. Samtidig føler jeg en glædesrus dels over mit teams kæmpestore indsats og dels over mine forældres tilstedeværelse. Jeg ved, at de har været meget nervøse for cykelstyrt og udmattelse, så de er både lettede og spændte på det hele. Min mor har plukket en lille buket lyng fra fjeldet og det rør mig så dybt, at jeg løber de sidste 10 km med buketten i hånden, og den dag i dag hænger den i øvrigt i min stue.

32,5 km check point, Foto: Mie H. Sørensen

32,5 km check point, Foto: Mie H. Sørensen

Nå, men Norseman er jo ikke slut, blot fordi jeg ikke må fortsætte til toppen! Jeg har 10 km igen i let kuperet og ellers fladt terræn, og der er stadig placeringer at hente, så Ulrik og jeg fortsætter i løb og krydser målstregen efter 15:13:54. I det sekund vi krydser målstregen slår det mig… Vejene er jo åbne for offentligheden og ligeledes er Gaustatoppen! Jeg kunne jo faktisk have fortsat til toppen ved de 32,5 km og gået ned igen for så derefter at afslutte på den hvide rute. Det ville have betydet 20 km ekstra (hvilket jeg var frisk på!), og det ville ikke have givet mig den sorte t-shirt. MEN jeg ville have stået på Gaustatoppen igen og nu med Ulrik.

I mål :-) Foto: Mie H. Sørensen

I mål 🙂 Foto: Mie H. Sørensen

Storhed eller fald?

Jeg kom til Norge for at stå på Gaustatoppen med min kæreste blandt de 160 første deltagere. Jeg var egentlig ligeglad med min sluttid, men at stå på den top med Ulrik, en top som jeg på mine barnsben har besteget med min familie op til flere gange, betød utrolig meget for mig. Det skulle desuden have været min sidste hele langdistance tri for denne gang og en fantastisk måde at slutte af på – og så gik det ikke. Ser jeg udelukkende på oplevelsen med disse briller – ja, så var det ’fald’. Nu har jeg dog fordøjet alle indtrykkene op til flere gange, og mine briller har skiftet glas. At køre Norseman Extreme Triathlon – eller et af de andre ekstreme stævner handler om meget mere end jagten på en god placering. Det handler om fællesskabet – med de andre deltagere, men i høj grad med ens support team. Mit team valgte at rejse til Norge for min skyld og dedikerede flere dage og især én meget lang dag blot til mig. Og dertil kommer, at rollen som support team er meget krævende. De har givet mig tøj på, givet mig mad og drikke, pakket mine ting, filmet mig, fulgt mig, hørt på mig klynke, heppet hele vejen og tvunget sig selv til at presse mig, da de allerhelst ville trøste mig – i 15-17 timer! Det er den største sportslige og mentale udfordring, jeg nogensinde har kastet mig ud i, og at dele den med mennesker, der betyder noget for mig – det er ’storhed’. Om jeg er færdig med Norseman…? Det må tiden vise!

Tak til Ulrik, Mie, Kjarten og mine forældre for denne fantastiske oplevelse – uden jer havde det ikke været!

Norseman Extreme Triathlon 2016

Norseman Extreme Triathlon 2016, Team 43

Änglemark Nytårsløb

Årets sidste løbeoplevelse blev for mig – og en masse andre – Änglemark nytårsløb. 4 gange rundt om, og i, Fælledparken med Sparta som bannerfører.

Jeg havde glædet mig meget til dette løb af flere grunde. Jeg ville få lejlighed til at møde flere løbevenner, jeg ville få lejlighed til at deltage sammen med Lars fra min familie, og så ville jeg få lejlighed til at teste formen lidt af, som en del af min forberedelse til Tokyo Marathon i næste måned…. Og så måske en chance for en ny PR på halvmarathon. Det gik desværre ikke helt som ventet!

Allerede aftenen før, var jeg klar. Uret var sat til opladning og det helt rigtige tøj til vejr og vind var fundet frem.

klar-til-start

Lars kom til mit hjem som aftalt, og vi cyklede til Østerbro stadion, hvor vi varmede lidt op og mødte andre løbevenner.

selfie-med-lars

Änglemark nytårsløb er et løb, som afvikles i en afslappet stemning med børneløb, 5, 10 og 21,2 K, så der er noget for enhver. Det er også tradition, at der gives præmie for bedste udklædning, og at nogle af de mere friske deltagere tager de 21 iført habit eller smoking, som jo er festligt nytårstøj. I år deltog også en flok operationslæger, med fuld uniform og andre festlige indslag. Og så er der bobler og kransekage når man kommer i mål. Så en god blanding af et løb, for dem som gerne vil være sammen, og de der gerne vil udfordre sig selv eller andre.

Jeg var noget overrasket over antallet af deltagere, som lader til at være vokset noget siden jeg deltog sidst for 3 år siden.

Lars og jeg luntede roligt frem mod start, og da klokken rundede 9:35, som var vores starttidspunkt, var vi kun 100 meter fra start, så det passede fint, idet vi ikke er blandt de hurtigste, og heller ikke hører til i det langsommeste del af feltet.

img_2670

Vi fulgtes pænt rundt ad Øster alle, men allerede ved første uvending tabte jeg mine nøgler. Det blev lynhurtigt set af et par piger, der løb bag mig, og som var søde at fange nøglerne, og give dem tilbage til mig. Jeg bandede lidt af mig selv; “hvordan kunne jeg glemme at lukke lommen ordenligt?”, men glædede mig samtidig over, at der i feltet er gode folk, der gerne bukker sig for at samle andres nøgler op. Her er Änglemark nytårsløb et godt løb, hvor der også er overskud til at hjælpe en torsk, der taber sine nøgler – det var dejligt at opleve.

Da vi kom om det næste hjørne og svingede ind i parken lagde jeg nøglerne tilbage i lommen og lukkede den meget omhyggeligt. Først da slog det mig, at lommen jo havde været lukket allerede da jeg tabte nøglerne første gang. 10 skridt længere fremme opdagede jeg, at årsagen var, at der var kommet hul i min lomme, og at nøglerne var tabt igen. Jeg måtte stoppe og løbe tilbage og forsøge at finde dem – agh!!

Jeg fandt ikke nøglerne, men blev sur på mig selv og satte i en voldsom fart jagten ind på “plads” lige bag Lars, som løber lidt langsommere end jeg, og derfor skulle føre de første kilometer.

Jeg kom ikke tilbage “på plads”, men fik til gengæld sat et tempo, der var langt højere end planlagt. Efter 5K var jeg allerede godt svedig og havde spildt en del kræfter på at zik-zakke mig frem i rækkerne. Så på trods af tolerente medløbere i feltet, er det jo møgirriterende både for den løber, der skal op igennem feltet og for dem der skal passeres på vejen.

Efter 8K fik jeg mærket lidt efter i min krop. Den sagde ikke ligefremmen ja tak til mit tempo på omkring 4:25 pr. kilometer, så jeg måtte sætte farten lidt ned og endte med at være træt resten af løbet. Jeg fik hilst på andre jeg kendte, der kom løbende imod mig, men det blev slet ikke med det overskud, jeg havde håbet at have denne nytårsaftensdags formiddag.

Da jeg kom i mål var der som altid god stemning iblandt lettede løbere, og der blev krammet og ønsket godt nytår. Så selvom jeg brugte et minut længere end PR, og stadig ikke har fundet mine nøgler, så er Änglemark nytårsløb en super hyggelig begivenhed, som jeg gerne vil gøre til min tradition, der markere afslutningen på løbeåret 2016. Det er festligt og på samme tid mærkeligt at slutte et løb med champagne og kransekage, men det virker 🙂

Godt nyt løbeår til alle!

kompression strømper

Kompressionsstrømper, der indkapsler lægmusklen i elastisk stof, er blevet almindeligt tilbehør hos løbere, der skal ud på længere ture. Ideen bag de stramme strømper er, at de letter tilbageløbet af blod fra benmusklerne, og at det har en effekt på såvel løbepræstation som på restitution.

img_1925

Jeg har været så heldig at få lov til at teste et par kompressionstrømper fra www.zestfulcompression.com/da/

Jeg er en løber som ofte får krampe ved længerevarende løb eller ved høje temperaturer. Så kompressionstrømper kunne måske være løsningen for mig.

Jeg har dog ikke altid været fan af kompressionstrømper fordi de har haft en tendens til at klemme mine tæer sammen. Men da jeg får strømperne på fra zestful føles det helt anderledes end ved andre kompressionstrømper jeg har prøvet. Tæerne føles helt frie som om man havde bare tæer.

img_1912

Når man får strømpen på føles den stram omkring læggen og man kan tydelig mærke det let opstrammende op af læggen. Jeg har god erfaring med at have kompressionsstrømperne på 1 times tid før og efter løbesessionen.

Der er mange holdninger til effekten af kompressionstrømper. Nogle studier viser at kompression strømper kan have stor betydning for udholdenhed og løbeøkonomi. Mens andre studier ikke kan påvise nogen sammenhæng. Jeg synes personlig at der er en stor psykologisk effekt i at løbe med kompressionsstrømper. Kompressionsstrømperne giver mig en følelse at læggen får ro, og jeg har ikke oplevet kramper med kompressionstrømper.

Under de løbeture hvor jeg har testet strømperne fra zestful har jeg haft følelsen af at min lægmuskel har fået den nødvendige støtte til at kunne få ro til at arbejde hurtigt og effektivt. Jeg skal dog ikke kunne sige om det har givet mig en bedre løbeøkonomi eller udholdenhed.

Alt i alt er jeg overrasket over kompressionstrømperne fra zestful. De er behagelige at have på og kompressionen virker effektiv. De er helt klart min fortrukne kompressionsstrømper

img_1913

 

Nye løbesko fra ON

For alle os der løber i sko, er det at få nye løbesko jo en stor ting. Det er jo trods alt dem, der skal holde til at gribe mig, når jeg ved hvert eneste skridt hamrer hælen imod asfalten fra 2-5 cm højde og med hele min vægt bag. Ja jeg ved godt, at der er langt sundere måder at løbe på, men der er jeg ikke lige kommet til. Jeg rammer stadig asfalten med en hælelammer hver gang jeg løber en meter.

En ven af mig anbefalede et par sko fra ON, der skulle være som at løbe på en sky! Det har jeg godt nok ikke prøvet, men idéen virkede jo tiltalende – jeg så mig selv løbet 1.000 K båret hen over løbehimmelen med et smil på læben, og selvom det nok ikke sker, så var det en god lejlighed til at prøve noget nyt her et par måneder inden jeg skal løbe maraton i Tokyo.

Inden jeg fik skoene havde jeg været i Kaisersport og købe et par nye indlæg, der er magen til de gamle der var slidt op, og som støtter mig sådan, at jeg kan reducere trykket på mine storetæer, der ellers er noget udsat for tykvabler. Så da skoene kom i går var jeg SÅ klar!

foedder-i-sko

Mine betænkeligheder ved skoene var, om mine indlæg (der jo er designet til almindelige løbesko) kunne passe ind i den nye slim form af disse hi-tech designede sko fra Schweiz og, om de støtter min hæl godt nok til det lange gadeløb, der selvfølgelig er en udfordring for al verdens hælestøtter.

Anmeldelse af sko er jo i sig selv et paradoks, hvor anmelderen forsøger at være så objektiv som mulig, for at give alle læsere en mulighed for at forholde sig til facts og danne sig sin egen mening om det der anmeldes, selvom oplevelsen af et par sko jo af natur er super subjektiv, og kun kan formidles i en forståelse af hvordan løbesko plejer at føles på anmelderens fødder. I det lys vil jeg tilføje, at jeg er den type løber, som ikke går ret meget op i udstyr, og som helst vil gøre løb simpelt (har f.eks. aldrig målt min puls), men det udstyr jeg har, går jeg all in på. Jeg har altid kun ét par løbesko, som jeg kun bruger til løb i alt slags vejr til alle underlag, og som bliver tæsket igennem 3-4 gange om ugen indtil de bliver smidt ud. Så nu da jeg havde fået et par fine nye ON var det klart forventningen, at mine New Balance fra foråret skulle direkte i skraldespanden når jeg kom hjem!

Prøveturen skulle være i dag hjem fra arbejde. 10 K ad Lyngbyvejen, så bliver det ikke mere tro mod min tendens til at løbe lige ud af vejen.

Vinterløb har den fordel, at man ikke sveder helt så meget. Til gengæld er det ofte mørkt, og det betyder, at man skal have en del mere udstyr med, end jeg bryder mig om. Rygsæk, hue, vanter, lidt mere tøj og så naturligvis lysvest.

selfi

Mine sko er ON Cloudflow, som er en ultra letvægtssko til ”performance” og som passer perfekt til mine fødder. Nærmest som en sok, der sidder tilpas stramt til at man føler at foden er pakket ind, samtidig med, at der er god plads til tæerne. Og så ultra let. Min oplevelse på denne prøvetur var, udover en god pasform, at der er tale om en lidt spinkel sko, som jeg håber kan holde til et maraton, men som ikke føles meget robust. Jeg får heldigvis lejlighed til at teste den til halvmaraton nytårs dag, og her må den stå sin endelige prøve ved 21K på asfalt. Min oplevelse er, at den føles lidt ligesom at have bare tæer, samtidig med, at man har en ok blød hæl, som tager fint fra. I dag var der lidt rimfrost, og her bliver skoens forfod lidt udfordret, da den ikke er meget skridsikker, men det går helt sikkert fint langt de fleste dage i DK. Alle sko glider jo lidt i rimfrost. Ellers er det også min oplevelse, at man har godt fat i vejen, at den giver meget kontant afregning, og at man fint kan mærke ujævnheder, hvilket nok gør skoen mindre egnet til skovstier.

Alt i alt en positiv oplevelse af en sko, som jeg varmt kan anbefale, men som dog endnu ikke har givet mig anledning til at smide de gamle sko ud. Jeg beholder de gamle lidt endnu i reserve, til de dage hvor jeg vurdere, at underlaget kræver mere skridsikkerhed og robusthed (og det sker nok aldrig). Men indtil da, vil jeg glæde mig til at løbe en masse kilometre i mine næsten bare fødder med stødabsorbering.

Skoene er købt hos premiumsport.dk, hvor man kan finde alle facts om disse og andre sko fra ON. På siden kan man både shoppe sko og andet løbegear, men også finde nærmeste forhandler, hvor man kan føle før man køber.

Løb forsigtigt derude!