KOM SÅ KRISSER, en mental kamp – Julsø Ultra

Jeg tager den sidste dybe vejrtrækning, ryster benene en sidste gang og prøver at finde ro.
Nu er det nu, der er ingen vej tilbage og jeg kan mærke sommerfuglene i maven, men det føltes rigtigt.

Vi sætter i gang.

 

Jeg vinker lige en sidste gang til min søde mor, som er min trofaste hepper, hvilket hun er særdeles god til og jeg håber for alle løbere, at de har sådan en.

Jeg sætter benene i gang i et normalt dejligt hurtigt tempo, men jeg kan hurtigt mærke, at noget ikke er som det plejer, det er som om noget mangler…

Power.

Åh nej, sig det er løgn, det sker bare ikke i dag.

Panikken breder sig hurtigere end jeg kan nå at tælle til tre og tage en dyb indånding, jeg er fanget!

 

Jeg kan allerede efter de første 3 km mærke i hele min krop, at i dag bliver en hård dag på kontoret

Frustrationen spreder sig benene driller, jeg kan ikke indtage væske og energi, jeg får kvalme!

Men hvorfor nu – lige i dag?

Træningen har spillet, jeg har trappet ned og jeg har shorts på, hvilket plejer at betyde, at jeg er klar på at give den gas.

Hvad skal jeg stille op?

Skal jeg udgå, sætte tempoet ned eller hvad stiller man op i sådan en situation?

 

De første 12 km lader jeg mig rive med af panikken og jeg har aldrig, ALDRIG oplevet noget så hårdt.
I mit hoved forbereder jeg mig på at falde grædende sammen i min mors arme, næste gang hun står og hepper på mig og udgå, fordi jeg simpelthen ikke ”ramte dagen” som undskyldningen.

DNF (Did not finish) efter kun 12 km. Jeg var jo ikke engang nået til det hårde stykke endnu, pinligt!

 

Vi kommer til den lille båd, som skal sejle os over til Silkeborg Nordskov. Der står hun, jeg kan se hende på lang afstand, min mor, nu sker det.. Jeg udgår af mit første store løb i år, øvøvøv!

Jeg hopper på båden sammen med nogle andre løbere. Underholder dem med, at det er min mor, som står på den anden side og vinker som en tosse til os.

De vender sig alle sammen om råber grinende “Hej mor” til hende.

Okay, det er lidt sjovt kan jeg mærke, men jeg er jo i krise og kæmper for ikke at bryde grædende sammen i hendes arme, men samtidig bliver jeg mindet om, hvorfor jeg løber!

Stemningen på denne her lille båd, hvor vi sidder og hygger os? Det her det er fedt, og jeg glemmer alt om krisen et kort øjeblik!

Da vi lægger til land bliver jeg hjulpet over af to mænd, som hver stikker en hånd ud til mig.

Tænk at de gider, at bruge tid på at hjælpe mig! Jeg kan mærke smilet igen presser sig på og jeg kan ikke holde det tilbage længere. Igen bliver jeg mindet om, hvorfor jeg løber! Stemningen og hjælpsomheden, igen glemmer jeg krisen.

Min mor fortæller en anden kvinde og mig, at vi er nummer 3 og 4. Det er første gang jeg overhovedet skænker min placering en tanke. Allerede nu ligger jeg godt i feltet og jeg plejer først at shine de sidste par km, mærkeligt?

Men vigtigst af alt, så siger min mor, at min søster Marie og min far er på vej til målfeltet, og her glemmer jeg ALT om mine sløve, trælse dumme ben. Sætter det lange ben forset og begynder endelig at løbe, som jeg ved at jeg kan.

 

ENDELIG!

 

Jeg løber og løber og løber, op og ned op og ned!

Jeg er flyvende og føler faktisk ikke at nogen eller noget som helst kan stoppe mig!

Jeg snakker med folk på ruten, smiler til dem, jeg råber sågar ”Hej moaaar” igennem hele skoven til en fremmede kvinde. Det skal lige siges, at hun havde det samme tørklæde på som min mor og derfor tog jeg fejl J Svaret, der kommer tilbage i gennem skoven, er ”Jeg tror ikke, at jeg er din mor” efterfulgt af et vink.

Uden at tænke mig om, råber jeg tilbage, ”Nå men jeg blev glad for at se dig alligevel”.

Det her, det skal jeg fortælle til min søster, hun kommer til at flække af grin!

På toppen af en af “bjergene”

Jeg kæmper mig over de to bjerge Sindbjerg/Stovbjerg, som jeg i dagens anledning kalder bjerge!

Forsætter, løber, flyver.

Jeg har fuldstændig glemt krisen og jeg ved godt, at den er hjemme.

Jeg ved godt, at det er her jeg er stærk, min dieselmotor er i gang, og jeg ved godt at den ikke stopper før jeg ser målstregen.

Der kommer den ene trappe efter den anden, jeg kravler op og kravler forsigtigt ned igen, fordi teknik, det har jeg ikke noget af når det kommer til trailløb.

Faktisk har jeg aldrig tilbage lagt mere end 300 højdemeter på en tur før, men jeg forsætter.

Op, op, op og ned, ned, ned.

Jeg forlader skoven.

NU, nu er der ikke langt tilbage.

 

Jeg skruer tempoet lidt op, selvom jeg er træt i bentøjet så glæder jeg mig, som et lille barn glæder sig til juleaften, til at se alle glade ansigter, når jeg nærmer mig målstregen.

Jeg visualiserer, hvordan jeg vil krydse målstregen, vil jeg falde sammen af træthed, brøle et højt ”JA” eller måske vil jeg endelig kunne bryde grædende sammen, som jeg jo var ved i starten?

Da jeg drejer op mod målstregen får jeg en forbandet lyst til bare at råbe ”MARIE!” igennem de sidste par træer.

Her bliver målstregen krydset med det lange ben forst

Jeg bliver overvældet af min mors, min fars, min mormors, min morfars men vigtigst af alt Maries stemmer, som råber ”KOM SÅ KRISSER”.

Pludselig har jeg glemt alle trappetrinene, alle bekymringerne og de 800 højdemeter og er bare glad.

 

Helt ned i maven glad!

 

Jeg kan slet ikke lade være med at smile.

 

Jeg løber direkte hen og giver den største og måske også klammeste krammer til Marie

Smurt ind i gel, sved og mudder, men hun trækker ikke en mine.
Det her, det er livet tænker jeg.

Hurtigt fortæller de mig, at jeg er nr. 3 kvinder, men jeg tror ikke helt på dem. Jeg er bare ovenud lykkelige over, at jeg gennemførte!

Mega stolt over, at jeg fik vendt situationen og ubeskrivelig glad over, at min søster for første gang nogen sinde er kommet med til et løb og endda ligner en som nyder det!

 

Sådan gik det til, at jeg gennemførte 33,4 km, 800 højdemeter, en forbandede mange trapper og sidst men ikke mindst blev bidt at trailløb.

En podieplads blev det til, det havde jeg ikke forudset!

Nøj, det var fedt.

Nøj, den opbakning.

Nøj, jeg er glad.

 

 

Tillykke til alle de andre løbere, som gennemførte, men specielt tillykke til Anette og Mette.

I er for seje!