13199516_10207892469802410_1678270026_o

MOTIVATION OG LØBEGLÆDE – vend ydre motivation til indre motivation

For tre ugers tid siden gennemførte jeg mit 6. ultra trailløb – Julsø Ultra – en temmelig bakket tur på 58 km og 1400 HM ved Himmelbjergegnen.

Et par dage efter blev jeg ATTER EN GANG spurgt:

”Hvorfor gør du det? Er der virkelig nogen, der hvis de nu skal være helt ærlige holder af at løbe ultraløb? Er det ikke mest for at være smart og få opmærksomhed på de sociale medier?”

Jeg lagde hånden på hjertet og svarede, at jeg HELT ÆRLIGT ikke tror, at man kan fake sin begejstring for ultraløb. Hvis ikke man virkelig elsker et eller andet ved den slags løb, så kommer man simpelthen ikke igennem løbet. Det er for hårdt både fysisk og i særdeleshed mentalt til, at man kan krydse målstregen ene og alene med smart-faktor som drivmiddel.

13211107_10207892469482402_430184122_o

 

MEN HVAD ER DET SÅ DER DRIVER VÆRKET?

Det kan jeg med sikkerhed ikke svare entydigt på, for en ting er til gengæld sikkert – det er ganske individuelt, og der kan være mange faktorer på spil. Men fællesnævneren for alle må være en eller anden form for motivation.

Ordet motivation stammer fra det latinske ”movere”, og betyder at bevæge eller flytte. Motivation er altså et begreb, der beskriver den drivkraft, som får mennesker til at handle, som de gør.

Der findes et hav af motivationsteorier baseret på adskillige studier fra tidernes morgen og frem til nu. Nogle handler om tilfredsstillelse af menneskets lyster og behov, mens andre er mere procesorienterede og tager udgangspunkt i forventning, målsætning, belønning eller balance.

Jeg er egentlig, for at sætte det lidt på spidsen, fløjtende ligeglad med, hvad teorierne hedder og hvem, der har udviklet dem. Jeg er mest optaget af de to motivationskoncepter:

Indre og ydre motivation.                                                      

Fordi netop de er afgørende for, om man oplever glæde ved det, man foretager sig – hvilket i det her tilfælde er løb.

13214553_10207892469722408_788381188_o

 

INDRE OG YDRE MOTIVATION

Indre motivation refererer til den motivation, der er forbundet med en naturlig lyst, interesse eller nysgerrighed. Indre motivation er kendetegnet ved, at den er drevet af glæden ved en aktivitet frem for udefra kommende konsekvenser som f.eks. en belønning. Man løber så at sige for løbets egen skyld og den glæde, man finder ved at løbe.

Ydre motivation baseres derimod på resultater uden for selve det at løbe såsom belønning, evaluering og andres meninger. Man løber med andre ord for at opnå et eller andet udfald.

Nogle vil måske så påstå, at løbere, der deltager i konkurrencer udelukkende er drevet at ydre motivation. Det er jeg så direkte uenig i, indre og ydre motivation behøver ikke at udelukke hinanden.

Jo bevares, konkurrence er generelt ydre, fordi det opfordrer udøveren til at vinde og slå andre. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan glædes ved de indre gevinster ved løbet.

Der hvor jeg synes, indre og ydre motivation bliver betydningsfuld, er i forhold til:

Løbere der indimellem bøvler lidt med motivationen – og hvem gør ikke det?

Det kan både være nye løbere, der gerne vil have gang i regelmæssige løbeture eller øvede løbere, der ønsker at holde fast i daglige løbeture. Det kan såmænd også være konkurrenceløbere, der simpelthen pludselig føler sig demotiverede.

For hvis du gerne vil bevare gejsten og motivationen for at løbe, er det altså afgørende, at du føler glæde ved at løbe, ellers bliver det op ad bakke at holde fast i en god løberutine.
13199582_10207892469362399_1270836826_o13223540_10207892469442401_1116707055_o

 

NÅR KRAV OVERSTIGER LYST – FORSVINDER GLÆDEN

Hvis det at løbe mere bliver en pligt, noget du skal, end noget du har lyst til, så begynder du at miste glæden og rende ind i motivationsproblemer. Det er ikke sikkert, du opdager, at du er på vej ud i et mere kravfyldt frem for lystbetonet forhold til dit løb.

Mangel på lyst til at løbe kan godt komme snigende ad bagvejen – især hvis du alligevel formår at komme i skoene. Og så pludselig en dag står du der, hvor du ganske enkelt ikke gider løbe mere – og det er ærgerligt at nå til det punkt. Du skal stoppe op og snøre skoene lidt anderledes, inden du når dertil!

Hvordan opdager du så om det er krav eller lyst, der driver dig?

En tommelfingerregel – hold øje med de små ord ”burde” og ”skal”.

Vær opmærksom, hvis du tager dig selv i at tænke i fraser som:

”Jeg burde løbe en tur i stedet for at ligge i sofaen” eller ”Jeg skal ud at løbe i dag”.

Aktiviteter, der er forbundet med ”burde” eller ”skal”, lugter langt væk af krav, du stiller til dig selv. Prøv lige engang at holde dem op imod ”har lyst til” og ”vil”, så lyder sætningerne pludselig mere som noget, du vælger i stedet for at pådutte dig selv:

”Jeg har lyst til at løbe en tur i stedet for at ligge i sofaen” og ”jeg vil ud at løbe i dag” .

Hvordan bevarer du så lysten?

Det gør du ved at blive bevidst om, hvad det er ved løb, der lige netop driver værket for dig. Hvad er det, der gør dig glad, hvad får du ud af at løbe?

Hvis svaret tager form af en ydre motivation, så prøv at omformulere det til en indre motivationsfaktor. Lad mig komme med et par konkrete eksempler:

”Jeg løber for at tabe mig og blive mere attraktiv” → ”Jeg løber for at tabe mig og få et bedre helbred”

”Jeg løber for ikke at virke doven” → ”Jeg løber fordi, det giver mig mere energi i hverdagen”

”Jeg får selvtillid af at løbe, fordi andre synes jeg er god til det” → “Jeg får selvtillid af at løbe, fordi jeg føler mig kompetent, når jeg klarer en udfordring”

”Jeg løber for at gøre mig fortjent til en kage til aftenkaffen” → “jeg løber så jeg kan nyde min kage til aftenkaffen”
13225212_10207892469922413_1868694345_o

 

SKAL JEG SÅ ALDRIG LØBE, NÅR JEG IKKE LIGE HAR LYST?

Nu spørger du sikkert dig selv, om jeg så aldrig nogensinde løber, når jeg ikke har lyst.

Jo, gu gør jeg da det. Men jeg gør det ikke, fordi jeg burde. Jeg gør det fordi, jeg ved, at det er, når jeg har aller mindst lyst til at løbe, at jeg har aller mest behov for det. Når jeg har mindst lyst, er det som regel når energiniveauet er i bund, fordi jeg er udfordret af andre ting i mit liv.

Hvis jeg får hevet mig selv op og løber en tur, så får jeg netop den nødvendige energi til at tage kampen op med de udfordringer, der dræner mig. Det ved jeg, og derfor ender det som regel med, at jeg gerne vil løbe en tur, selv om jeg ikke har lyst. Jeg ved godt det lyder selvmodsigende. Men det bunder i, at jeg får vendt den ydre motivation til en indre:

”Jeg orker egentlig ikke løbe med alt det, der foregår lige nu, men jeg gør det, fordi jeg skal passe min træning” → ”Jeg orker egentlig ikke løbe med alt det, der foregår lige nu, men jeg vil gerne, fordi det giver mig et nyt syn på tingene og energi til at håndtere udfordringerne.”

Garnnøglen kommer på plads i hovedet.

Jeg plejer at sige, at jeg løber ud med en filtret garnnøgle med knuder til højre og løkker til venstre. I løbet af turen filtres de ud og ruller sig lige så langsomt op, så jeg vender hjem med en fin rund kugle af garn.

Slutteligt vil jeg sige, at det da er helt ok at løbe nogle ture, der mest føles som ”burde”-ture indimellem. Så længe vægtskålen ikke begynder at tippe i retningen af, at de fleste ture er pligt og glædeskurven aftagende.

Kommer du dertil, er det måske værd at tage en pause fra løb i en periode og holde dig fysisk aktiv med andre former for motion, indtil kærligheden til løb igen blomstrer op.

Løbere er også mennesker, og vi spæner uundgåeligt ind i ups and downs fra tid til anden. Vær i det, anerkend din manglende motivation, respekter den og lyt til den frem for at kaste dig ud i det ene pligt-løb efter det andet.

–  Så skal motivationen nok dukke op igen, når du er parat –

13210994_10207892469642406_1164624163_o