Løb, Overvægt og Motivation

Løb, Overvægt & Motivation

FørEfterBillede

Hej 🙂

Jeg hedder Caroline, og har lige sat mig ved computeren, for at skrive mit aller første blogoplæg nogensinde. Jeg er netop hjemvendt efter en lille løbetur tur i sneen på 16K, og selvom jeg rigtig gerne vil fortælle jer om mit løb, så vil jeg egentlig aller helst liiiige tage jer med heeeeelt tilbage til starten… Tilbage til dengang hvor løb kun var noget jeg gjorde, når jeg skulle nå bussen 😉

Januar 2005..

Jeg husker den måned så tydeligt, jeg var nemlig ikke langt fra at blive student, og skulle til at finde ud af hvad jeg så skulle med mit liv. Jeg har altid været meget rejselysten, og elsker at være i luften, så jeg begyndte at undersøge kravene for at uddanne sig som stewardesse. Jeg fik tjekket adgangskravene, og lever egentlig op til de fleste, dog er der et krav som rammer mig. Man skulle nemlig kunne definere sig selv som normalvægtig.. Hmm, johhh vidst, jeg var måske kommet mig en smule mit sidste år på HF, og jahh, jeg var begyndt at dække mig til i Michaels store trøjer, men jeg vidste jo reelt ikke hvad jeg vejede.. Når jeg sådan lige tænkte mig om var jeg jo nok egentlig også begyndt at få ondt i knæene, og havde svært ved at binde mine snørrebånd.. HMMM.. Var jeg normaltvægtig?? Følte jeg mig som normalvægtig?? Argh, der måtte jeg nok erkende at jeg bestemt ikke følte mig særlig yndefuld, når jeg gik rundt i mine xxl trøjer fra Only & Vero Moda, eller mine nyindkøbte cowboy bukser i str 46.. (tøj sidder bare pænere på ginen så!!!!) Hmm.. Det der stewardesse noget måtte jo så kræve et mindre (MINDRE) vægttab.

Så den efterfølgende mandag tog jeg ned på holbæk vandrerhjem, for at starte op hos vægtkonsulenterne. Jeg havde ikke været på en vægt i flere år, og det var med hænderne for øjnene at jeg steg op på vægten.. Jeg følte mig egentlig klar til min livsstilændring, men at skulle sætte tal på min krop, det var jeg ikke klar til.. Og da vægten sagde 100,4 kilo, der følte jeg det, som om jeg fik et hårdt slag i hovedet, og al luften røg ud af mig.. Jeg fik lidt tårer i øjnene, og den rare dame der vejede mig gav mig et klem på armen, og sagde at det var jo derfor jeg var der… (I mit hoved skulle jeg jo egentlig kun smide et par kilo).

Da jeg lige havde slugt kamelen, og kommet mig over skuffelsen af mig selv, blev jeg bare rigtig vred. Vred på mig selv over at jeg havde givet mig selv lov til at mishandle min krop på den måde. Jeg tænkte på Michael, som jeg havde været kærester med i 3 år på det tidspunkt, og tænkte hvordan han dog kunne elske mig, når jeg så absolut ikke elskede mig selv.. Jeg fik skrevet min vægt i en lille bog, som jeg skulle medbringe til hver vejning. Den blev pænt holdt lukket og hverken Michael, min bedste veninde eller noget af min familie fik lov til at kigge i den.. Der var INGEN der skulle kende til mit hemmelige tal..

Og fra den dag af, besluttede jeg mig at det var sidste gang jeg NOGENSINDE skulle betegnes som værende overvægtig. Da jeg kom hjem, med min fine opskriftsbog, madplan, og motivation, snørrede jeg snørrebåndene på mine ret så støvede løbesko, og gik mig en laaaaaaang tur med hunden. Løbe kunne jeg ikke, det ville ha dræbt mine knæ.

De der løbere..

Jeg blev overhalet af en løber på turen. Sån en irriterende type, der så virkelig glad ud ved det der løb.. Sån en løber man bare kunne se på, elskede at løbe. Sån en jeg førhen havde kigget på i bussen og tænkt ”hvilke mennesker løber frivilligt i minus 10 graders varme, og med sne op til knæerne?? Det er for mærkeligt, meget underlig type”. Men nu mærkede jeg et stik af misundelse.. Misundelse over den livsenergi der så klart strålede ud af ham. Og der besluttede jeg, at jeg en dag skulle være ham, det skulle være mig der trodsede vind og vejr, mig der løb i sneen fordi jeg elskede det, og ikke fordi det var tvang.. Men jeg vidste at det ville betyde et kæmpe vægttab fra min side, samt opbakning fra især min bedre halvdel..

11 år efter

Og nu sidder jeg her, 11 år senere, hjemvendt med våde fusser, fordi jeg jokkede ned i en semifrossen vandpyt, som mest af alt føltes som slush-ice omkring tæerne. Pænt kolde lår, og næsebor der frøs sammen, hver gang jeg trak vejret ind, MEN med dejligt røde kinder og den der ARHHHHHHH fornemmelse, som kun vi løbere kender til.. Nogle mener jeg er sindssyg, andre mener jeg er den der vildt underlige type, som de er trætte af at følge på insta og fb, fordi de eneste opdateringer handler om løb.. Men jeg… JEG HAR DET BARE HELT IGENNEM FANTASTISK <3 (på trods af verdens grimmeste refleksvest)

IMG_1402