Må jeg løbe, hvis jeg er gravid ?!

 

 

08-03-2015

Det er et spørgsmål, jeg har smidt i hovedet på samtlige af de sundhedspersoner, jeg mødte i forbindelse med min første graviditet. ”Ja, selvfølgelig!”, ”Nej, lad være med det”, ”Kun hvis du selv føler, det er okay” var bare nogle af de svar, jeg fik, og det gjorde mig ærligt talt mere forvirret end klog!

Jeg elsker at løbe og har gjort det næsten hele livet i forskellige klubber, men da det samtidig var meget svært for mig at blive gravid, ønskede jeg virkelig ikke at tage nogle chancer i min graviditet. Så det var lidt af et dilemma at stå i..

Jeg valgt at holde pause fra løb i det første trimester af min graviditet med formaningerne om at undgå løb i baghovedet – jeg var simpelthen så bange for at tabe fosteret efter alt det besvær, jeg havde været i gennem for at blive gravid. I første trimester er risikoen for abort højst, og flere forskere mener, at de mange små ”bump” på en løbetur udgør en risiko for, at fostret kan ”falde ud” af livmoderen. Dog menes risikoen at være meget lille, men dog tilstede.

Og ja, det var da lidt hårdt at komme i gang efter en pause og med en voksende mave, men jeg startede ud med små distancer og i snegletempo, og relativt hurtigt genvandt jeg lidt af min gamle form, så det igen blev en fornøjelse at løbe. Jeg nåede op på en distance på omkring 8 km, som jeg løb nogle gange om ugen helt frem til min terminsdag og faktisk 14 dage over, indtil fødslen blev sat i gang (de sidste ture var i håbet om, at veerne ville gå i gang af sig selv, som det ofte sker ved fysisk aktivitet, men det skete bare ikke for mig – hun ville død og pine ikke ud!).

Det var superfedt at kunne fortsætte med at løbe, og jeg havde ingen gener – godt nok skulle jeg nogle gange ned og gå lidt, hvis der var en bakke, eller jeg fik en plukkeve undervejs, men jeg oplevede, at mine smerter i ryggen, grundet den nye vægtfordeling gik væk efter en løbetur – sikkert på grund af det endorfinboost, motion giver, som både gør én glad og mindsker smerter J.

Nogle føler, at ”maven hopper for meget op og ned”, når de løber – til at afhjælpe det, kan man få et bredt støttebælte, som kan holde det hele lidt på plads. De kan købes forskellige steder på nettet, men det er som skrevet før, ikke noget, jeg har erfaring med.

Man skal selvfølgelig stoppe med at løbe, hvis man får ondt, får kraftige plukkevéer eller på andre måder føler, at det bare ikke fungerer. Og så løbe på et ordentligt underlag, så man ikke risikerer at falde og slå maven.

For mig var noget af det bedste ved at løbe helt frem til fødslen at få lov til at føle sig som sit “gamle jeg” midt i alle forandringerne. Derudover er det bare fedt at være i god form til selve fødslen – jeg fik presset min datter ud på under ti minutter (presseperioden tager normalt omkring en time, og på det tidspunkt er man ofte bare træt og trænger til hvile). Og helt generelt har gravide, som har været fysisk aktive under deres graviditet, færre komplikationer i forbindelse med fødslen. Jeg formåede også at bevare mine mavemuskler, så min mave hurtigt trak sig på plads igen, da først barnet var ude. Og så var det ikke et kæmpe bjerg at skulle over at genoptage løbet et par måneder efter fødslen (det er en god idé at vente med at løbe til man har været til ”8 ugers tjek” hos sin praktiserende læge efter fødslen, så man er sikker på, at underlivet er klar til at genoptage løbetræningen).

Og så lige til slut – børn, hvis mødre var fysisk aktive under deres graviditet, bliver faktisk også mere fysisk aktive end gennemsnittet, når de vokser op ! – god indflydelse kan åbenbart ikke starte for tidligt !

Summasummarum – hvis du er en rutineret og aktiv løber og i øvrigt sund og rask, er din krop vant til motion, og du kan derfor sagtens løbe under din graviditet, bare du undgår højintensitetstræning og ikke intensiverer træningen under din graviditet.

*God fornøjelse*

 

Kort om mig: 

Hvis du er nysgerrig efter at læse andre af mine indlæg, kan du finde dem på min blog sundforenslik.dk – her skriver jeg om, hvordan man kan leve sundt på en nem, billig og kreativ måde ud fra en filosofi om, at sundhed er mange ting – jeg tror på, at hvad der er slik for øjnene, er balsam for sjælen og i sidste ende sundt for kroppen. Derfor deler jeg både ud af sunde tips, kreative DIY idéer, viser egne malerier og deler kulturelle oplevelser & aktuelle arrangementer, særligt i Aarhus, hvor jeg bor.

Så kig forbi – forhåbentlig kan jeg berige dig og din hverdag med enkle, billige og kreative idéer til et sjovere og sundere liv !

 

Lærke Egefjord

Læge, blogger, forfatter, foredragsholder & kunstner

Hjemmeside: http://sundforenslik.dk

13-03-2015

Kildehenvisninger:

Sundhedsstyrelsen https://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed-og-livsstil/fysisk-aktivitet/anbefalinger/gravide

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27033262