Marató de Barcelona

Fredag d. 11.marts

Louise og jeg afleverede ungerne i institution fredag formiddag og kørte forbi mine svigerforældre, for lige at sætte nogle ting og tøj af, så de kunne klare weekenden.
Vi havde bestilt fly fra Hamborg kl 17:45, da det bedst kunne svare sig med henblik på at sport-exp’en i Barcelona kun var åben fredag og lørdag 10-20. – På vejen mod Hamborg slog vi et kort visit indenom min svigerinde og svoger, der i mandags var blevet forældre til endnu en lille pige. Jeg havde besøget med i rejseplanerne og kalkulerede med at være i lufthavnen én time før afgang, vi havde klaret incheckningen hjemmefra, og skulle nærmest bare gå ombord
Jeg havde, på det elektroniske kort, set at der var et par (læs:2) passager med vejarbejde ned til Hamborg og de var også indkalkuleret i rejsetiden, så da vi trillede ud af Haderslev, var det bare derudaf.
Da klokken slog 16 ringede det firma, hvorfra vi havde bestilt P-plads og shuttlebus, for at bekræfte vores aftale, som jeg kun kunne på det tidspunkt – GPS’en sagde 30minutter til ankomst – masser af tid!
16:20 holdt vi stille…Lige efter vi havde afsluttet telefonsamtalen, opstod der massiv køkørsel i et tempo omkring 30 km/t, det estimerede ankomsttidspunkt rykkede sig længere og længere væk…pulsen og stressniveau’et steg.
Gaten lukker 17:15
Vi blev sat af ved lufthavnsterminal 1 kl.:17:05. – Spurtede igennem terminalen, blot for at se et massivt menneskehav, stå i kø til sikkerhedstjek. Nåmen, vi måtte jo stille os i kø og håbe på det bedste, mens vi indstillede os på at måtte køre mod Danmark allerede samme aften.
Da det så allermest sort ud, blev manden foran os og vi “beordret” til at danne en ny kø til den security der netop havde åbnet, vi kom igennem sikkerhedstjekket uden for store problemer, jeg tjekkede hvilken gate vi skulle til, mens bagagen blev gennemlyst og Louise blev tjekket.
LØB! Vi sprintede afsted med kufferten flyvende efter os – igennem shopping området, hold til højre, en lang lige passage, jeg spurtede fra Louise hen til trapperne ned…ventede på repos’en for at sikre mig hun så mig, der var hun! Videre. Spurtede til gaten, og fik fremstammet “Is this for Barcelona?” og 2 gutter der tilsydenladende også havde løbet, svarede “yes!” – Flyet var ca 30 minutter forsinket….peeew!
3 timer senere landede vi i Barcelona.

Endelig fremme i Barcelona.Det første syn der mødte os da vi kom ud af ankomsthallen


Fira de Barcelona
Lørdag 12.marts tog vi hen til Fira de Barcelona, hvorfra Bib-numrene blev uddelt og fik hentet mit nummer. Da vi kom ind i hallen mærker vi med det samme dén specielle stemning og summen der er op til et stort løb. Dér er alle folk glade, smiler og griner; Alle glæder sig til at komme til start!
Resten af dagen gik med at slentre rundt på det olympiske område og ned mod havnen og så skulle der shoppes morgenmad, eftersom morgenbuffet’en på hotellet først åbnede kl.7:00, uden undtagelser.

barca2Startnr. billede startområdet set fra Montjuic.

Fira de Barcelona, med Expo // Startnr. posing // og et vue udover startområdet.


Raceday Marató de Barcelona
Søndag 13.marts. Klokken var 5 da uret ringede. Kroppen havde det super og jeg undlod at iføre mig mine neopren-støtteshorts, da jeg til dels mente det ville blive for varmt og derudover at jeg var “skadesfri” – jeg begyndte på morgenritualet omkring mad, væske og magne…”Hvor f*nden er mine magnesiumstabletter!” – jeg synes da jeg havde lagt dem i kufferten. De var det sidste jeg pakkede, dem, druesukker og Gerimax. – Var de røget ud ved kontrollen i Hamborg?`eller står de hjemme på køkkenbordet og griner? Jeg bestemte mig for at de få tabletter nok ikke gjorde den store forskel alligevel.
Kl.:7:00 åbnede buffeten – vi stod ca 10 løbere i kø for at komme ind og få en kop kaffe, lidt juice mm. – 7:20 forlod vi hotellet og gik mod startområdet.barca5
Kl.8:20 stod jeg i menneskehavet med et tomt blik rettet mod uret under start portalen, bag den en statue i rundkørslen på Placa de Espanya og længst væk hævede Pyranæerne sig, mens alle de klassiske rocksange bragede ud af højtalerne; “Thunderstruck”, “Start me up” – 8:27 ændrede tonerne sig til Freddie Mercury’s uddødelige “Barcelona” og hvis ikke man var i stemning, kom man det da dér!

De frivillige igang med at opstille depot til de over 20.000 løbere


Løbet
Jeg havde hjemmefra puslet med en masse planer, skulle jeg løbe varieret, så jeg vekslede mellem de forskellige zoner og i såfald, hvad kunne så bedst svare sig. Jeg endte ud med “bare” at hægte mig på 3″00-pacerne og bruge én af mine egne idéer som plan b.
Efter ca 7km, overså jeg en fortovskant, og fik forstrukket højre baglår, hvilket resulterede i, at de næste ca 10km gik med at det nev ved hvert skridt, “skaden” lå lige under huden  og ventede bare på at slå til. Jeg må have løbet og kompenseret, for omkring de 18-20kmhavde jeg fjernet fokus fra mit baglår over til det venstre knæ, som nu begyndte med symptomerne for løberknæ. Jeg kiggede jævnligt på uret og skaderne til trods, holdte jeg god pace;”Kan jeg holde den til et sted mellem 35 og 40, tror jeg på Sub3 lykkes!”
Ved 21.1km-mærket var tempoet stadigt fornuftigt, baglåret nev stadig af og til, mens smerterne omkring venstre knæ havde fortaget sig, blot for at flytte sig opad mod lysken(!). Jeg var stadig fortrøstningsfuld.
Omkring de 30km fik jeg et jag i ryggen, noget jeg har oplevet tidligere, både under træning og under konkurrence, hvad det skyldes kan jeg ikke rigtig bedømme. Faktum er det  føles som noget har kilet sig ind under skulder og gør ondt ved hvert skridt – jeg kæmpede videre, stadig med Sub3 for øje.
Ved 33 km blev pludselig meget tunge, da vi skulle forcere en lille stigning og nu skulle jeg anstrenge mig for at følge med i gruppen, langsomt røg jeg bagud i gruppen og ved de 36km måtte jeg indse det var slut.
En kilometer længere fremme stod Triumfbuen og da jeg passerede den, var de røde faner (3″00-timers) ude af syne. Tog engang Powerade ved førstkommende depot og prøvede at finde en rytme, 1-2-3-4, op i pace igen. Sidestik; Tak powerade. Nu skulle den bare jogges hjem.
De sidste 2 km fra Columbus-statuen frem til mållinien gik med at undertrykke et krampeanfald i baglårene, smerter fra både højre og venstre lyske, samt noget der mindede om vabler og brændende tæer.
barca6Splittider og pace undervejs


 

Målstregen
Tilbage på Placa de Espanya, besluttede jeg mig for at give den det sidste. midt i al larmen hørte jeg Louise til højre for mig, det gav lige en smule mere brændsel, men jeg var drænet og arbejdede på dampene. jeg luntede i mål.

Den første følelse jeg kan huske var vrede! – jeg var bitter over løbets udvikling. Den anden følelese der dukkede op mens jeg sad 100m fra mållinien var; Skuffelse. Dér sad jeg og så på alle dem der kom ind, nogle mere slidt end andre, men langt de fleste kunne juble og udbryde i en form for jubelbrøl.Hvorfor ikke mig? – Jeg havde prioriteret at få trænet, havde taget ekstra fridage til mine langture og trænet i hårdere terræn end ruten idag. Hvorfor skulle det ikke lykkes idag?

barca maraton2 barca maraton
Et anstrengt smil, mens der bliver bidt i medaljen – Havde bestilt indgravering som en gimmick nu der skulle Sub3

 

Louise prøvede godhjertet med nogle trøstende ord om at det var flot og altid imponerende når jeg gennemfører. – lige lidt hjalp det.
Jeg kunne dog og trods alt det negative konstatere at jeg sleb ca halvandet minut af min hidtige PR og at jeg egentlig burde være tilfreds. Mandag gik med at besøge nogle turistmål og få tankerne væk fra løb, og da vi kom tilbage til hotellet og til medaljen, kunne jeg begynde at glæde mig og så småt begynde at se fremad mod næste mål.


Hvad nu?

Jeg må erkende at styrketræning især for mit vedkommende må være alfa-omega. Jeg skal have bygget mere på min core ved hjælp af styrkeøvelser. Heldigvis er foråret og det mildere vejr på vej, så jeg kan klare det hjemme på matriklen.
Mit næste race er umiddelbart en halvmaraton i Holbæk d. 1.maj og ellers er fokus rettet mod Storebælt Naturmaraton medio juni.

Til sidst vil jeg bare sige at forlader Team Hechmann Sport for denne omgang. Det har været 4 sjove og givende år og jeg har fået drejet mit løb i den retning jeg ville da jeg meldte mig ind – at blive hurtigere, bedre og mere vidende omkring løb.
Som det er nu får jeg for lidt ud af medlemskabet ift. kontingentsatsen, men jeg håber jeg en dag har tid igen, til at deltage i fællestræningerne sammen med alle de andre seje krigere i THS’ blå singletter. – Samtidig giver det mig også mulighed for at komme skadesfri tilbage i folden.


Jeg vil slutte af med et lidt andet citat end jeg plejer, men det rammer meget godt mit Sub3-projekt ovenpå søndagens løbetur;

“Good things come slow – especially in distance running” – Bill Dellinger

“Quitters never win – Winners never quit”
/henrik

PS: Mine magnesiumtabletter, gerimax og druesukkertabletter lå i bilen og jeg havde ikke fået dem med da vi parkerede bilen i Hamborg, da vi var pressede på tid.