Marchermo, Gokyo, GyaZumba og tilbage igen!

Nepal – verdens tag

Marchermo (4410 m.o.h.) Gokyo Ri (5357 m.o.h.), GyaZumba (5090) og tilbage igen!

5-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-004

Resume

Jeg er ved lidt af et tilfælde havnet som deltager ved Everest Marathon. Ideen om at rejse til Nepal opstod umiddelbart efter at have løbet over målstregen til Ultra Trail Mount Fuji sammen med sherpaen Sange Sherpa.
Lidt googleri på trailrunning, Nepal og bum bum, så var jeg tilmeldt.
Nu sidder jeg så her i en lodge sammen med det røde hold i 4410 meters højde.. Vi er to hold løbere, som er tilfældigt sammensat og som gør det obligatoriske akklimatiseringstrek sammen. I år er der 45 løbere, plus de ca. 20 lokale sherpaer, som møder op på dagen og smadrer os alle sammen!

Marathonløbet kommer til at foregå mandag d. 30. november. Altså om en uge. En helt uge! Der er meget fokus og snak om løbet. Jeg tager det hele meget afslappet, da det jo ikke har været et stort mål for mig. For mig drejer løbet sig om hele oplevelsen og så naturligvis at give den al, hvad jeg kan på dagen. Det er ret hårdt at være omgivet af så smukke bjerge og så fantastiske stier og så skal fokus ligges en uge fremme!

“Det er sgu for åndsvagt, så jeg har valgt at give den god gas og nyde hvert et øjeblik her!”.

Naturligvis tager jeg hensyn til akklimatiseringen. Men trekket er meget forsigtigt anlagt, så har ikke oplevet de voldsomme reaktioner. En Schweitzer på holdet var ikke så heldig og udviklede i løbet af et par dage lungeødem og endte faktisk med at måtte flyves ud. Jeg har tidligere haft problemer med akklimatisering i forbindelse med etapeløb i Peru og Colorado – men tredje gang er lykkens gang…

LØBETUREN

Af forskellige uransaglige årsager blev det besluttet, at vores rejseplan blev ændret. Istedet for at overnatte i Gokyo i 4700 m.oh. et par dage, skulle vi nu overnatte 4 dage i Machermo i 4400 m.o.h. Det var lidt en skam, da der er flere gode dagsture udfra Gokyo. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville op på Gokyo Ri, som er en lille udsigtstop i 5353 meters højde. Samtidig var jeg også blevet anbefalet, at gå helt ind i enden af Gokyo-dalen, som ender blindt for foden af Cho Oyo (8201) og med udsigt til bl.a. Everest (8848) og Lhotze (8516).

Gode råd var dyre. Jeg ville jo gerne have det hele med. Men umiddelbart, var der kun lagt op til at man havde mulighed for at nå op til Gokyo Ri. TK, min telt makker var New York, kom dog med det fantastiske råd. “Why don’t You just go for it and do it all?”. Umiddelbart virkede det rimeligt langt højden taget i betragtning. (ca. 35 km og 1500 højdemeter op og ned).

Vi startede tidligt ud fra Machermo og egentlig havde jeg ingen planer om at kunne nå begge dele. Jeg fulgtes med forskellige folk i gruppen, men efterhånden var jeg kommet forrest og snart gik jeg alene. Det var en fantastisk smuk morgen. Meget koldt, men snart kom solen op over de høje tinder og varmen med den. Vi gik langs en flod og snart snævrede dalen ind og stien blev smallere og krøb langs med klippevæggen. Floden blev krydset via en lille bro og snart åbnede dalen sig op igen. Det var en fantastisk oplevelse at gå i dette storslåede landskab.

2-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-001

Jeg passerede en sø og kunne nu se Gokyo Ri, som mest af alt lignende en “lille” høj. Jeg følte jeg havde det godt og besluttede, at jeg ville forsøge at gå hurtigt op på toppen og have muligheden for at nå begge ruter.

For foden af Gokyo Ri tog jeg shorts på og mit pulsbælte. Jeg kunne se et par grupper længere oppe. Jeg gav mig i kast med den stejle opstigning og sekunder efter mistede jeg pusten. Jeg var i 4700 meter og der er kun 50 procent af iltindholdet i forhold til ved havoverfladen. Det kunne mærkes!

Jeg fandt ind i et stille og roligt tempo og snart begyndte jeg at overhale grupperne opaf. De gik meget langsomt.

Jeg holdt pulsen omkring de 130 slag i minuttet og nød virkelig opstigningen og den fantastiske udsigt, der langsomt åbnede sig endnu mere for mig. Det var som at være midt i en billedbog, en film eller en af de utallige beretninger jeg har læst omkring Himalaya.

Jeg kom forbi en vandre og dennes “Sherpa” var flink at udpege de forskellige toppe. Makalu, Lhotse, Everest … Lækkert
Snart rundede jeg de 5000 meter og uden de store problemer stod jeg snart i 5350 meters højde. Der var et par andre turister deroppe og som altid de meget smukke bedeflag, som på en eller anden måde bare hører til i Himalaya.

6-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-005

Jeg nød udsigten. Fik lidt at drikke og spiste et par kiks og skød naturligvis et par billeder! Så gik det nedad og det var en sand fornøjelse. Stille og afslappet gik det nedad i god fart og med tid til at snakke med nogle af de andre som nu var på vej op.

Det er nogle rigtig flinke løbere og hjælpere, som jeg er sammen med. Man kommer meget tæt på hinanden på denne tur og det var dejligt at se Rick fra England, som havde døjet med Diarre, se stærk og godt ud på vej mod toppen. Andre var klart mere presset pga den tynde luft.

Turen ned tog 20 minutter uden at presse på eller satse liv og lemmer. (Det gemmer jeg til marathonløbet).
Jeg var godt brugt efter op- og nedstigning, men havde nu en klar mission. Jeg skulle ind til bunden af dalen.

1-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs 8-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-007

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Jeg mødte Tom. (Ung klatrer, løber og læge). lige i udkanten af Gokyo. Han var på vej ind i dalen til en af de første søer derinde. Han skulle gå med to gæster, der havde valgt Gokyo Ri fra. Vi aftalte, at mødes derinde. Så kunne jeg lige købe noget vand i Gokyo.

Klokken var vel 10.15 da jeg forlod Gokyo og løb ind i dalen langs med en kæmpe gletcher. Det var hårdt at løbe i den tynde luft. og jeg mistede vejret ved hver enkelt lille stigning. Jeg havde også købt en lille kage i Gokyo som jeg hostende fortærede undervejs. Det gik op og ned over små morænebakker. Jeg passerede et par store yakokser. Fantastiske dyr og endnu mere fantastisk, at de kan få nok energi udaf den sparsomme vegetation.
Snart mædte jeg Tom, Mark og Darrell, som nød udsigten udover en stor gletchersø. Darrell og Mark skulle ikke længere, så Tom og jeg fortsatte. op og ned over den ene morænebakke efter den anden. Jeg mistede hurtigt pusten og skulle koncentrere mig i det tekniske terræn. Jeg havde en snigende hovedpine, men landskabet var så motiverende, at det blev skudt i baggrunden.
Vi knoklede videre. op og ned. Tog lidt mad og i vores pause kunne vi se, at det vist ikke var den nemmeste rute vi havde valgt! 150 meter længere inde, løb en fin sti… efter vores break kom vi ud på stien og snart var vi ved enden af dalen. Fantastisk! Det slog min forestilling om dette sted! Det skulle opleves.
Vi brugte lidt tid på at nyde storslåetheden inden vi luntede tilbage til Gokyo. Mit hoved hammerede efterhånden. Helt sikkert en kombination af at være dehydreret og den tynde luft. Vi mødtes med de sidste rester af grupperne. De sidste var først lige kommet ned fra Gokyo Ri. Fik lidt the og et par kiks og så gik det ned mod Machermo. Det var skønt at løbe, mens skyggerne fra bjergene blev længere og længere og efterhånden lukkede sig om stien. Jeg holdt et passende pace og nød det gode jævne nedløb.

4-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-003

Jeg kom tilbage til lejren lige som, den sidste sol forsvandt. Godt brugt, men glad og tilfreds. Jeg havde nået hvad jeg ville og havde fået nogle storslåede oplevelser og landsskaber svitset ind på nethinden. Helt sikkert en løbetur, som jeg sjældent vil glemme. Storslået landskab, lækkert terræn, og en passende udfordring… (Jeg var sgu godt smadret bagefter, men heldigvis fortog hovedpinen sig hurtigt). 32 km og 1500 højdemeter og meget lidt mad 🙂