, ,

Mit første 100 miles

100 Miles around the isle of Mors

 

Jeg er jo ikke en rigtig løber.

Lad mig starte, som jeg altid gør. Jeg er nemlig ikke den typiske løber. Jeg er lidt for tung, løber ikke særlig stærkt, løber som regel med lidt for høj puls. Og uanset, hvor meget jeg træner, så er det vist bare vilkårene. Men den vender vi lige tilbage til senere.

 Før løbet

For snart 8-9 måneder siden overtalte min gode ven Claus, mig til at vi sammen skulle købe startnummer, til Mors 100. Faktisk var det fordi, jeg ville lokke ham med til Stavanger for at løbe marathon, så kunne vi jo tage konerne med, og få en tur ud af det. Jeg sagde med det samme ja, men hvordan fan, sælger man en weekend som kørende depot, på Mors i stedet for en weekend på cafeer i Stavanger til konen? Nå det lykkedes heldigvis. Så nu var det i gang med at træne. Jeg er ikke uvant med ultraløb. Jeg havde på tidspunktet for tilmelding, gennemført 2stk. 100km løb, et på 50 miles og diverse løb imellem 50 og 75km foruden 26-27 marathons. Nå jeg fik sat lidt ting i system, bla. blev det en del af planen, at løbe minimum et marathon hver måned frem imod løbet, foruden et par ultraløb. Den store generalprøve blev Samsø ultra, som jeg løb på 13:30:35. Så kom sommeren, og dermed kom også panikken snigende. Jeg har altid elsket sol og sommer. Men pludselig kunne jeg ikke løbe. Eller det kunne jeg godt, men det var tungt og udmattende. Min krop ville bare ikke være med til den varme. Det kan bedst beskrives som at løbe i mudder. Nu var gode dyr rådne, hvad fan gør man, når man ikke føler man kan træne optimalt? Min løsning kom som en gave fra himlen. Jeg lånte en racercykel af en kammerat, (Købte lidt efter min egen, som blev døbt Eddy the goat) men pludselig kunne jeg få luft. Det var ikke løbsspecifik træning. Men jeg kunne træne 3-4-5 timers pas, uden at gå helt ned.

 

 

Da sommeren gik på held, og vi fik lidt regn igen, var der pludselig hul igennem til mine ben igen. Jeg løb hjem fra mine svigerforældre en dag. Det er en rigtig møgvej, men det’ at den er så kedelig, var grunden til jeg valgte den. Mental træning bare løb og luk alt andet ude. Pludselig løb jeg igen tempo 5:45 helt ubesværet, og jeg kunne bare spise kilometer efter kilometer. Jeg begyndte igen, at tro på projektet.

 Afbud og verdens bedste vikar

Desværre skete der nogle ting i foråret, som gjorde at Claus måtte melde fra. Det betød så også, at jeg nu skulle indstille mig på at løse alle kriser selv, eller finde en ny makker. Men hvis man har prøvet, at løbe i flok, så ved man godt hvor svært det er, at finde en der passer sammen med dig over længere tid. Heldigvis var løsningen lige ved hånden. Lars Mose verdens sejeste Mosegris sprang til. Jeg har en plan lød det. Vi løber efter 23 timer, så har vi 3 timer i banken, og er vi hurtigere end det, så drikker vi bajere for resten. Hold nu kæft en ro i min tykke krop. Jeg har lige fået en af de mest rutinerede ultraløbere i landet, til at tage ansvaret, på min første skud på 100 miles! Jeg ku hoppe i en mødding, og komme ud og lugte af parfume, så heldig er jeg!

Hop ombord, nu kører vi

Annette og jeg tog fredag eftermiddag afsted imod Mors. Vi havde booket værelse på vandrehjemmet, hvor der også er mål. Så kunne vi fredag aften, spise sammen med en masse andre, og få sovet bare en smule før start. Det var en hyggelig aften, selvom jeg havde en flok galoperende heste i maven. Vi sluttede på værelset, med at drikke et par øl, så jeg kunne sove. Og det gik faktisk også fint, lige til kl 5 hvor jeg røg ud af sengen, med krampe i venstre læg. ” man har for fanden da ikke kramper før et løb!” men det havde jeg altså. Nå’ jeg fik det strukket ud, og hoppede under dynen igen. Men det blev ikke til meget mere søvn derfra.

Et strøg på pølsen

Klokken 8:45 kørte bussen fra vandrehjemmet, ind til torvet, hvor der er præsentation af løbere og start. Jeg nåede lige at sige hej til Jørgen, der sammen med Annette skulle køre depotbil for Lars og mig. Jørgen og Annette pakkede bil, og kørte så bagefter os ind til byen. Stemningen i bussen, må man som deltager ikke snyde sig selv for. Den er tyk af humor, nervøsitet og i bagenden af bussen MANDEHØRM. Bla. fik Lars proklameret, at løbet som sådan hed ” et strøg på pølsen, er bedre end 10 pølser på strøget”.  Velankommet på netop strøget blev vi nu mødt af de lokale, og alle vore egne hjælpere.  Vi blev skrevet ind, blev præsenteret på senen, satte vores lille skilt på tavlen. Skiltet viste vi stadig var med i løbet og bliver taget af, hvis man udgår og fik vores gps trackere udleveret.

 

 3-2-1-GO GO GO

Klokken blev 9:30 og pludselig lød der et brag. Krudt Keld (fedt navn kun overgået af Dynamit Harry) skød os i gang. Man starter med en prolog i Nykøbing mors 2 runder af ca. en km. Hvor man kommer igennem strøget og får sagt hej til de lokale, der står og klapper. Netop de lokale er en historie for sig i dette løb. Der er en massiv opbakning om løbet. Der er vejfester og halløj, på hele turen. Du kan komme løbende klokken 3 om natten i pis regnvejr. Og pludselig står der et par og klapper af dig der i mørket. Det er en fantastisk oplevelse, og man får lige 5-10% mere på tanken, når de er der.

Opvarmningen

Vi kommer ud af byen og løber i rolig tempo. Aftalen er stadig, at vi løber efter en sluttid på ca. 23 timer. Men samtidig, at vi løber de første 50 km, som ikke er så udfordrende. I et tempo, der gør vi kan sætte farten lidt ned, når vi rammer bakkerne. Ved 15 km kommer vi til en af de store fester. Det meste af Øster Jølby er stimlet sammen og hepper som gale da vi løber igennem. Der er ganske enkelt både øl og hornmusik. For fanden det var fedt. Vi kommer igennem og vider det går. Ved 20 km ser vi Jørgen og Annette første gang. Vi får lidt at drikke og spiser hurtig lidt energi, vi ses ved 30 aftaler vi, det kører som på skinner og alt er som det skal være. Vi løber indimellem sammen med nogle vi kender Per Jakobsen, Claus Sørensen f. eks Men Lars og jeg har aftalt, at vi løber vores eget løb. Ved 30 km får vi igen lidt at drikke ved bilen og smutter hurtig vider. Jeg laver en life video på facebook og vi får aftalt med Jørgen og Annette, da de kører forbi os. At de henter vores dropbags ved 40 km. Der vil vi nemlig have race veste på, så vi kan begynde at have væske med os.

 Så kom krisen

Sådan ca. ved 36-37 km lige efter endnu en fest Ejerslev Havn sker der noget. Jeg får vild ondt i højre hofte og lysken, det har siddet der et stykke tid, men nu er det slemt. Jeg kan løbe, men det gør bare ondt, og jeg spænder mere og mere. Vi lunter afsted, jeg bliver nok lidt stille og går ind i mig selv. Vi rammer 40 siger til Jørgen og Annette, at vi tager taskerne, når vi har vendt ude på spidsen, og kommer retur. Her er nemlig et fedt stykke. Man løber ud til en restaurant og vender. Det betyder at man nu kan hilse på dem som er 3-4-5 km foran, og på vej ind igen, dem som er bagved. Jeg kæmper mig derud af, men det er ikke godt. Jeg beder Lars om en gå pause, vi går 100 meter men jeg har bare ondt. NU GÅR DEN IKKE LÆNGERE! Det var det tænker jeg, tag et stykke tyggegummi og sig til Lars du står af ved 45. Jeg stikker hånden i den lille taske, jeg har på mit løbebælte, og op kommer en pose med panodil og Ipren. (nu skal vi ikke snakke doping, snyd og hvad ved jeg . Jeg er en stor dreng, og det her er min sidste udvej) jeg snupper 2 panodil og 1 ipren, nu giver du lige dem her til 50 km. Og så tager du en beslutning beslutter jeg. Allerede efter 10 minutter begynder smerten at lette. Jeg kan igen løbe og siger til Lars, nu skal du høre. ” jeg tog et par piller bagved dig, og de virker sku” Fint siger han, så lad os komme afsted. Vi kommer ind til 45 km mærket, får vores veste på, jeg skifter strømper, spiser et par mundfulde pasta med bacon, og så afsted igen.

Nu flyver vi sku

De næste 60-65 km er vi ret flyvende. Vi overhaler en del vi kender. Jeg får lidt problemer med højre fod, men det kan holdes nede, ved hver 10 km, at massere den lidt med en bold, som jeg har i bilen. Ved 80 km tager vi pandelamper og refleksveste på, Her skulle jeg have taget lange tights på. Heldigvis fik jeg en tør t-shirt og en varmere regnjakke på. Lige regnen, og så vinden, har en særlig rolle, i dette løb. Og nu da natten kommer, så er det bare hårdt. Det blæser en pelikan, og regnen siler ned. Der er flere og flere som udgår, nogle med skader. Men jeg ved mange giver op til regnen og kulden. Hver gang man står stille i 2 minutter, tager det 7-800 meter, at få varmen igen. Især når jeg sidder i bilen, med min bold, er det hårdt, at komme vider. Depotet ved 110 km Karby, er vild! Eller det er festen 200meter før. De største højtalere set i mands minde hamrer Volbeat ud i natten. FEDT!!

Kvalmen

Vi er nu på på 135 km. Og jeg gider bare ikke spise mere sødt. Det er ved at komme op hver gang jeg spiser, men jeg tvinger det ned. 135 km depotet, er indendørs der er toilet og det skal jeg bruge. Der er også lun kartoffelsuppe, det napper vi begge en kop af. Lars er for længe siden gået på nødmave, han har også kvalme, men kan tage vand, kolde kartofler med salt, og så kartoffelsuppen ind. Nå ud i kulden, blæsten regnen igen. Vi siger vi ses til Karin, der lige har kastet op, men nu kæmper med at holde en portion af suppen i maven. ( det lykkedes kan jeg afsløre) Karin skylder for øvrigt Lars hendes kæreste den største middag i mands minde. 160 km på cykel i pis møg vejr, med en rygsæk på 30 kg

Skal vi ikke tænde bruseren?

Ved depot 145 km, skal jeg have strøm på mit ur, Jørgen og Annette har lagt min powerbank og ladekapel til mig. I kan gå over under halvtager der får vi at vide. Da vi så står der, bliver der lukket op for sluserne. Det har regnet det meste af turen, men nu styrter det ned. Vi beslutter lige at give den 5 minutter og læner os op af en palle der står op af væggen. Der går ikke så længe, før pallen ryster. JA! Lars stod ret op og snorksov. Nå vi ender med at vente 15 minutter, men lige lidt hjælper det. Det pisser bare ned, sammen med en helvedes vind. Vi må afsted, så vi løber ud i det. Nu spildte vi 15 minutter, og efter 2 minutter i det her, er vi vådere, end en druknet rotte.

 

Så er der morgenmad

150 km nu er vi nået øen rundt og er tilbage i Nykøbing. Ved dette depot, er der rundstykker og kaffe. Vi får et rundstykke og en kop med i hånden, og går afsted. Op under Sallingsundbroen, Lars udpeger, hvor han sidst lå og sov, da han forsvandt fra gps trackeren. Ved 154km ca. Ser vi en der går, som om det ene ben er brækket. Jakob Stær har ondt i sin achillessene, men som han siger. ” det gør ikke ondt at gå” fandme løgn min ven, men jeg ku se, man ikke diskuterede med dig der. ”Nu har du overhalet ALLE som du kender, siger Lars, er du godt selv klar over det?” Nej det var jeg vist ikke, men VILD NOK! Ved 156-157 km kom Karin blæsende forbi. Ja hun fik kartoffelsuppen, til at blive i maven, og øjnede nu en pr. Hun sætter os med 10 minutter på de sidste 4-5 km

ENDELIG

Mit ur siger 165km, da vi ser målportalen. Vi løber ind, der er ikke de vilde følelser i spil desværre. Men jeg må indrømme. At jeg ca en km før, da jeg ligesom indså, at nu var den hjemme løb og tudede lidt. Vi tager lige hinanden i hånden og kommer over stregen, i tiden 22:25:44, som nr 33 og 34 til klapsalver af alt der kunne skrabes sammen af folk. Medaljerne om halsen og et tæppe om skuldrene. Og BUM! Så gik gassen af mig. Jeg er .træt helt ind til marven, vi stavrer ind i runners lounge og og får en øl, lidt chips, sandwich, kage, et par boller ok ok jeg æder som en hest jeg er sulten.

 

Jeg er freaking 100 miles finisher!

Og nå ja! Det der med jeg er ikke rigtig løber. Det er måske noget jeg skal til at holde op med at sige. Det kan godt være jeg ikke er hurtig på 10 km. Det kan også være der er mange, som løber fra mig på et marathon. Men jeg blev altså nr 34. ud af 61 der gennemfører og der var ca. 40% som ikke kom igennem løbet. Så måske er jeg alligevel bare lidt en rigtig løber.

 

Til sidst.

Kæmpe tak til Annette og Jørgen.

det kan godt ske, at vi kunne ha gjort det uden jer. men det havde bare taget meget længere tid, og været meget mere svært.