Når ultra bliver hverdag

Rocky Mountains National Park

“5:00 — 5:00 — 5:00”. Jeg kigger forvirret på min aggressivt bippende telefon. Hvorfor i alverden gik jeg med til at deltage i onsdagens morgenløbetur med Rocky Mountain Runners? Mandag aften på pubben virkede det som sådan en god idé! Jeg forbander mig selv, imens jeg søvnigt tumler ud af sengen. Kaster koldt vand i hovedet, tager løbetøj på, laver kaffe, drikker kaffe. Jeg forlader mit hus i mørket. Klokken 5:30 starter vi løbeturen fra ranger-stationen i Boulder Mountain Park.

Faktisk er jeg her for at arbejde, eller rettere, for at studere. Jeg er i gang med kandidatgraden i antropologi, og nu er jeg altså her i Colorado for at undersøge, hvordan og hvorfor nogle mennesker finder mening i at løbe flere hundrede kilometer om ugen i de her høje bjerge. Det er derfor, at jeg står op kl. 5 om morgenen for at løbe, selvom jeg egentlig helst ville blive i sengen.

Jeg har aldrig været en morgenløber, og jeg har aldrig nogensinde stået op kl. 5:00 for at løbe mig en tur. Jeg holder af at løbe om eftermiddagen, og jeg holder af at løbe om aftenen. Jeg tror faktisk, jeg holder af at løbe på alle andre tidspunkter end lige netop om morgenen. Denne morgen var det Ben, Ryan, Silke, to andre fyre, som jeg ikke havde set før, og så mig selv. Jeg vidste godt, at de andre var hurtige, men holy shit! Efter blot et par minutter hamrede min puls afsted, og mine ben brændte med syre. Normalt er jeg god til at ignorere smerten og løbe igennem den. Faktisk er det måske min eneste styrke som løber. Det, og så min store bagdel, men den vender jeg tilbage til i det næste blogindlæg. Jeg tænker på Julie, som jeg snakkede med dagen før. Jeg nægter at stoppe, fordi jeg er forpustet og har mælkesyre i benene, når Julie løb over 100 km på en brækket fod. Alting gør ondt nu, men jeg nægter at… Wow, jeg bliver pludselig svimmel og får svært ved at fokusere på stien foran mig. Og så, lige der, på en bjergside i hjertet af USA, imens fuglene begynder at pippe, og solen står op over Colourful Colorado, tømmer min mavesæk sig mod min vilje. Jeg fortsætter med at løbe, kaster op igen, fortsætter med at løbe. De andre er væk, eller også er det mig, som er det. 10 minutter senere når jeg toppen til stor glæde for mine medløbere, som har ventet på mig. I fem minutter står vi ved udsigtspunktet Royal Arch og nyder stilheden, mens morgenstrålerne fra den opstående sol kommer os i møde. I den stille morgen virker de flade sletter fuldstændigt upåvirkede af de pludselige stigninger, der bryder op i landskabet, og danner en skillelinje mellem den sydlige del af Colorado og den nordlige – og som i øvrigt lige har sendt min morgenkaffe på retur. Vi nikker indforstået til hinanden og kaster os i hæsblæsende fart ned af bjerget igen. Kl. 7.30 er jeg tilbage ved mit hus. Kaster vand i hovedet, tager løbetøjet af, laver kaffe, drikker kaffe. Dagen er i gang.

Som sagt er jeg ikke nogen særlig dygtig løber. Jeg er ikke dårlig, men heller ikke specielt god. I Boulder, hvor jeg løb og hang ud med nogle af verdens bedste ultraløbere som Scott Jurek, Anton Krupicka, Sage Canaday og Joe Grant, kom jeg givetvis til at virke som en lidt dårligere løber, end jeg måske egentlig er. Jeg er nu tilbage i Danmark, og kan se, at løbere i Boulder ikke er helt det samme som løbere i Danmark. Eller, i hvert fald ikke de løbere som jeg kender i Danmark. I en samtale godt 30 km inde i en 44 km lang træningstur i Boulder, tog jeg mig selv i at forklare en af de andre løbere, at jeg da godt nok havde løbet et maraton før, men aldrig havde løbet sådan rigtig langt. Det gik hurtigt op for mig, hvor åndssvag den sætning måtte lyde for de fleste af mine venner hjemme i Danmark, men her blandt løberne i Boulder blev der bare nikket tavst og forstående. De fleste af de løbere, jeg hang ud med i USA, havde gennemført adskillige såkaldte ”hundred-milers”, altså 100 mil løb, svarende til 160 km. I bjerge vel at mærke. Min gode ven og informant Greg gennemførte sågar et 888 km løb på under 8,88 dage, imens jeg var i Boulder. Altså over 100 kilometers bjergløb om dagen i knap ni dage i træk. Selv synes han ikke, det var noget særligt at snakke om, og da jeg spurgte ham til det, svarede han ydmygt: ”You actually don’t have to be particularly tough to do this. At the end of the day, I can still only do 15 push-ups”.

For mig var det en ret så eksotisk oplevelse at bo fire måneder i en by for foden af Rocky Mountains med en masse løbere, som har bygget deres liv op omkring det at løbe i naturen. Og måske endnu mere eksotisk, at et maraton ikke er noget ekstraordinært for mange af disse løbere, men ofte blot en træningstur. Jeg tror ikke som sådan, at løberne i Boulder er hårdere eller dygtigere end løbere i Danmark. Jeg tror til gengæld, at hele løbekulturen i Colorado, som er mere fokuseret på ultradistancer, højdemeter og fællesskab, end splittider, pulszoner og personlige resultater, er med til at gøre ultra til hverdag. Blandt løbere i Boulder giver det derfor mening at sige, at en maratondistance ikke er sådan rigtig langt.

I mine følgende blogindlæg vil jeg beskrive den løbekultur og livstil, som jeg har oplevet i min tid i Boulder, og som har fascineret mig dybt. Jeg vil fortælle historier om nogle af de bedste ultraløbere i verden, om tætte møder med vilde dyr, om at bo i en bil for at få mere tid til at løbe, og om mit eget første ultra maratonløb.