Når vægttab bliver ens fjende, og løb tager overhånd.. DEL 1..

sunrise-running

Det bedste ved at løbe..

Det jeg elsker aller mest ved at løbe, er at tankerne altid bare får lov til at svæve.. Jeg får bearbejdet en masse ting, når jeg trækker i løbeskoene, tænkt en masse tanker, og drømt en masse drømme. Det er faktisk ligesom om at løb heler mig.. Kender i det?? Hvis jeg har meget om ørerne, snupper jeg ofte lige 10 km ekstra, fordi jeg tænker anderledes, når jeg løber, på en underlig måde løber jeg måske nogle gange FRA tankerne, som ville være anderledes tænkt, hvis de blev tænkt i sofaen.. Giver det mening??

Jeg tænker især tit tilbage på dengang hvor jeg var overvægtig.. Dengang hvor jeg ikke kunne snøre mine egne snørebånd, uden at pruste højt som en flodhest.. Og nu løber jeg de danske landeveje tynde.. Jeg tænker tilbage på en tid, hvor jeg måske ud ad til virkede glad, men hvor jeg inderst inde kæmpede en kamp med mig selv, og bestemt ikke var et lykkeligt menneske.. Måske fordi jeg ikke indså overvægten før jeg stod hos vægtkonsulenterne, den dag i Januar.. Jeg føler nogle gange at jeg har spildt en masse år af min ungdom, hvor man bør have en ung og flot krop, på at være for tyk.. Men på en underlig måde, ville jeg ikke have været kampen foruden (kunne nok godt ha undværet de adskillelige overflødelige kilo), men jeg ville ikke ha været den person jeg er i dag, hvis ikke det var for mit vægttab.. FOR JEG VED JEG KAN.. JEG KAN ALT DET JEG SÆTTER MIG FOR AT JEG SKAL..

untitled

Om det er at smide et par kilo, løbe et Marathon, eller lignende, så ved jeg at jeg kan presse min krop til det yderste, og at den vil gøre alt hvad den kan for ikke at bukke under, uanset hvordan jeg behandler den.. For jeg har ikke kun mishandlet min krop ved at overspise, men også ved at underspise og tvinge den til at klare adskillelige hårdt krævende løb, på et meget lavt kalorieindtag.. Ikke noget jeg er videre stolt af, men noget der har gjort mig så meget klogere på min krop, og på hvor stor en rolle kosten spiller, samt kostsammensætningen, når man er løber.

Dette indlæg bliver meget personligt for mig, og det har været svært at skrive og været længe undervejs. Det er tanker fra mit aller inderste, om kampen som overvægtig, at være på vej ind i en spiseforstyrrelse, og endeligt det der med at bede om hjælp. Her får i første del..

image1 (2)

Michael og Jeg, sommeren 2009, hvor vægten lå på 70 kilo ca.

Når mad bliver til en dårlig vane..

Ironisk nok tænkte jeg ALDRIG over hvad jeg spiste, da jeg var overvægtig. Jeg var ung og uovervindelig agtig, og tænkte aldrig på hvad der var godt eller skidt at spise. Jeg havde fået mig den der fantastisk lækre slanke kæreste, som jo åbenbart måtte være tilfreds med mit udseende. Vi var så unge, og i et meget seriøst forhold. 15 & 17 år, og hvad vi ikke kørte ind ad junck når vi var sammen.. Pizza, Chokolade, is, chips, slik, sodavand i litervis, og alt det der, som man slet ikke overvejer (når man er en foodaholic) er skidt for en.. Og masser af det.. Michael havde i sine unge dage svært ved at tage på, og kunne bare køre ind.. og jeg kørte med.. Når han kunne, kunne jeg vel også.. Det gik egentlig også fint nok (tror jeg), indtil jeg fik mit første arbejde i et cafeteria. Da jeg arbejdede i cafeteriaet mindes jeg, at jeg faktisk ALDRIG indtog et måltid når jeg var der.. Og på en måde var det også rigtig nok, for jeg sad aldrig ned og spiste aftensmad i arbejdstiden.. Men så gik man lige forbi slikket og hapsede lidt der, så var der en rest friturestegte kartoffelbåde tilbage, som jeg lige snupsede af, ti gange på sådan en vagt dyppet godt ned i salatmayoen.. Så drak jeg lige en halv liter cola, og skyllede den ned med en halv liter cokio.. Og som fyraftensbajer (øl og mig har aldrig været helt gode venner), smovsede jeg lige en isdessert, med flødeskum, chokoladesovs og vafler. Jeg arbejdede der, fra jeg var 15 til jeg var 18 år gammel (lige i den periode jeg ud fra billeder, kan se at min vægt eksploderede), og aldrig nogen sinde, på noget som helst tidspunkt, tænkte jeg over vægten.. Jeg stoppede ikke op og undrede mig over at min mor måtte lukke mine cowboy bukser, mens jeg lå på gulvet og holdt flæsket inde, så jeg da kunne se nogenlunde ud til aftenvagten. Tanken om overvægt strejfede mig ikke, når jeg igen igen, revnede et par af mine bukser, og min mor så venligt prøvede at få dem lappet, med verdens grimmeste blomsterlap, lige midt på måsen.. (ikke det fedeste som 17 årig, men men bukserne måtte jo bare være blevet møre.. )

a3d46d40-238a-4c46-8d27-ee3146d50f39_overvaegt

Når jeg så andre overvægtige på gaden, tænkte jeg ikke på, at jeg var en af DEM.. Jeg måtte erkende at jeg begyndte at have det lidt anstrengt ved at kigge mig selv i spejlet, og at jeg ikke var helt solgt, når Michael lagde sin hånd på min mave.. Faktisk tænkte jeg dengang, at det nok bare var fordi vi var ved at glide fra hinanden.. For vi kæmpede i 2004 hvor jeg var 17 & Michael var 19.. Den der sætning ”Man kan ikke elske et andet menneske, når man ikke elsker sig selv”, den er så sand og siger bare det hele.. Men lad mig lige fastslå, Michael har ALDRIG hentydet, sagt eller påpeget min vægt, på trods af en forholdsvis svær periode i vores forhold, da jeg var på mit største. Han har aldrig kommenteret at jeg spiste for meget, selvom jeg snildt kunne overspise ham med en halv bradepande lasagne og en liter is til dessert. Han har aldrig nævnt at jeg var doven (come on, det var jeg jo; lud doven.. At dyrke motion var kun noget jeg gjorde når jeg skulle besøge en veninde på 5. sal, og elevatoren var gået i stykker). Og hvor er jeg glad og taknemmelig for at han ikke sagde noget, for erkendelsen af at være overvægtig, den skal komme fra en selv.. Der hjælper bemærkninger fra ens nærmeste ikke det mindste.. Tværtimod sårer de mere end at gavne.. Jeg husker tydeligt et familiemedlem, der i efteråret 2004, påpegede at jeg da vidst var kommet mig lidt, og at jeg skulle passe på at hælen på min stiletter ikke Knak.. NØJ, hvor gjorde det ondt.. Jeg svælgede sorgerne i 3 flødeskumskager, og så blev det lagt ind bagerst i ”glemmebogen”.. Motivationen for at et vægttab skal lykkes, det skal komme helt inderst inde fra, for det er den motivation, det drive, der skal bære dig igennem, når det hele virker som noget rigtigt møg.. Det er nemlig de færreste der forstår hvad du går igennem, mm. De har været der selv.. Der er ikke mange der ved, hvor svært det er at ligge cola på hylden, når man har været dybt cola afhængig i mange år. Eller hvor mange tanker og spekulationer, man bruger op til fx en konfirmation, fordi man både skal have sundhed, til at gå op med at kunne hygge sig, uden at falde i og tage det dobbelte på igen.. (jeg medbragte ofte mad & dessert til mig selv, i den periode hvor jeg virkelig skulle tabe mig.. Jeg ville nemlig ikke mindes om hvad jeg gik glip af, fordi jeg var bange for at falde i)

chokoladefælden

Når den digitale badevægt tager over..

For da mit vægttab startede, så var der ingen vej tilbage.. Vægten skulle kun én vej, og det var NED.. At tage på igen, var ikke nogen mulighed for mig.. Og det tror jeg netop var fordi jeg tog beslutningen SELV.. Jeg kom selv frem til at jeg var for tyk.. jeg var så topmotiveret den dag i Januar, og inderst inde vidste jeg at det nok skulle lykkes, for alt andet ville bare ikke være en vej for mig.

Jeg tabte mig 25 kilo udelukkende ved hjælp af vægtkonsulenterne.. Der stoppede jeg så efter et halvt års tid, fordi jeg følte at jeg magtede opgaven selv. Fra 75 kilo og ned til 70, de kom stille og roligt af sig selv, efter jeg havde fået en ide om kost, og var begyndt at jogge lidt i ny og næ, uden at være ved at dø efterfølgende.. Michael var i militæret, og jeg arbejdede bare rigtig rigtig meget, så stille og roligt sneg vægten sig ned på 68, og hold op hvor var det en sejr.. ENDELIG vejede jeg nemlig mindre end Michael.. YAY!!! Det er det fedeste at veje mindre end ens mand.. Der er ikke noget så demotiverende, som kvinde (i mine øjne), end at veje 1/3 mere end ens mand.. Så ryger illusionen om at han bare tager og svinger dig rundt, som et yndigt lille nips, ligesom!!! Jeg begyndte at lave små aftaler med mig selv..  bla. at hver gang jeg rundede 70 kilo, så var det med at gå kosten efter i sømmene igen..

arsager-til-overvægt

Og så kom angsten for at tage på igen..

Og det var sådan at vægten blev til en dyb afhængighed hos mig.. Vægten bestemte simpelthen hvilket humør jeg skulle være i.. 68,2 mandag, JUBIII, det bliver en fed uge.. 68,9 onsdag, arg, det bliver bare verdens værste uge, alt ramler, og jeg bliver tyk igen.. Sådan levede jeg mange år. Uden at jeg nogensinde har fortalt det til nogen, så kunne jeg snildt veje mig op til 3 gange om dagen.. Og gerne på andres vægte også.. Hvis jeg ikke havde nået at veje mig om morgenen, kunne jeg få helt koldsved på panden af bare stress over, hvornår jeg mon kunne veje mig igen. Det var på dette tidspunkt at jeg udviklede en frygt for at tage på igen.. En frygt der stadig bor i mig.. En frygt du kun forstår, hvis du har været overvægtigt og tabt dig.. En frygt min bedre halvdel, min familie & mine venner, aldrig vil kunne sætte sig ind i.. En frygt der gjorde, at jeg på et tidspunkt ramte muren og måtte bede om hjælp.. (fortsættelse følger i del 2)

NB:

Jeg er netop vendt hjem fra et hårdt intervaltræningspas, og skulle have noget at spise med mig videre på farten.. Her er der to stk quinoagalleter, smurt med peanutbutter og skiver af dadler, smækket sammen som en mad.. Prøv det, det er VIRKELIG GODT!!!!