Norseman Extreme Triathlon 2016

Om storhed og fald i jagten på den sorte t-shirt – og om kærlighed til dem, som stod mig bi.

Kl. er 3:50 lørdag den 6. august og havnen i Eidfjord summer af en blanding af nervøsitet, spænding og ærefrygt. Kun 250 atleter er sluppet igennem nåleøjet til denne unikke oplevelse, og kun de 160 aller hurtigste når helt til den forjættede Gaustatoppen, hvilket udløser en sort t-shirt. Luften sitrer, sommerfuglene flagrer i maven, og alle kigger på hinanden for at vurdere, om de andre nu er stærkere eller svagere end én selv. Speakeren kalder sidste udkald til båden på syngende norsk. Jeg kysser Ulrik farvel og vinker til Mie og Kjartan – de har alle tre dedikeret disse dage til mig som mit support team. Kl. 4.00 lægger vi fra kaj og sejler ca. 4 km ud i den mørke nat for at starte en dag, der skulle vise sig at blive helt anerledes, end nogen af os havde forventet…

Foto: Mie H. Sørensen

Foto: Mie H. Sørensen

Forberedelsen

Jeg spoler lige tilbage til mandag den 1. august, hvor Ulrik og jeg pakker bilen med to cykler, to sportstasker, 6 store plastikkasser fyldt med ekstra tøj, cykeldele og energi til 15-17 timer – og al den tørfoder, vi kan slæbe med for at spare på madbudgettet i verdens måske dyreste land at købe fødevarer i – Norge. Vi ankommer til en skøn stor hytte med græs på taget, pejs i stuen og udsigt mod de majestætiske fjelde. Lige rundt om hjørnet ligger Vøringfossen – et fantastisk vandfald, som forsvinder i vandtågen langt nede – tjek det ud, hvis du ikke har! Vandfaldet ligger midtvejs på den første fjeldtop, som for øvrigt også er de første 1200 hm på cykelruten, og det gav os mulighed for at tjekke den ud og forberede dagene op til. Efter lidt træning tænder vi i pejsen og pakker ud. Næste dag står den på træning til Ulrik og en kort tur for mig på den stejle del af stigningen. Jeg kender området i forvejen, men overraskes hver gang over, hvor fantastisk naturen kan være, når den folder sig ud! Onsdag aften holder Ulrik og jeg strategimøde. ALT skal planlægges ned til mindste detalje! Hvert depot bliver nøje indtegnet, hver en drikkedunk skemalagt, og det er faktisk lidt sjovt at skulle planlægge energiindtag, mødesteder, påklædning og motivation og kommunikation på et helt andet plan, end vi plejer.

Torsdag kører vi ned til Eidfjord og registrerer os. Mie og Kjartan ankommer torsdag eftermiddag, så vi kan lige nå at teste vandtemperaturen. Jeg var afsindigt bange for, at vandet ville være så iskoldt, at jeg ville synke til bunds som en is-skulptur halvvejs. Vi er meget heldige i år – vandet er hele 14 grader! Jeg bliver vildt overrasket over, hvor lidt det egentlig generede mig at dyppe kroppen og fødderne i vandet (de er dækket med neopren), men da jeg stikker hænderne under, er det som at få stukket en syl igennem håndfladen. Jeg panikker lidt men beroliges af Ulrik med, at det bliver bedre, når jeg svømmer lidt. Efter 1000 m er det faktisk lidt skønt. Mens jeg ligger på ryggen og nyder stilheden før stormen slår det mig alligevel, at det på dagen er meget længere – og i mørke, og angsten melder sig igen.

Eidfjord testsvøm, torsdag 4/8

Eidfjord testsvøm, torsdag 4/8, Foto: Ulrik Oldenburg

Flere seje triatleter har fortalt, at de troede de aldrig skulle komme op af den første stigning, og den tanke sidder mejslet i baghovedet – hvad nu hvis jeg må stå af og trække op? Man kommer aldrig i gang igen! For at skabe ro filmer vi cykelturen tilbage til hytten og lægger taktik i forhold til energimængde og tempo op af bjerget. Tilbage i hytten ankommer den anden halvdel af supportteamet – Mie og Kjartan – og det er så dejligt blot at slappe af sammen og gå lidt tidligt i seng – vi skal jo begynde at vende døgnet på hovedet inden race day.

Hyttehygge med Team 43

Hyttehygge med Team 43

Fredag morgen er der Social Swim for deltagere og deres teams. De nordmænd forstår altså at skabe hygge på en lidt rå måde. Der tændes bål ved vandet og duften af kanel og kaffe breder sig. Mens vi alle hopper i dobbeltlag neopren på hoved, krop og fødder og forbereder os mentalt på en hårrejsende kuldeskærrende oplevelse, løber en flok seje norske jenter ud i det mørke vand uden våddragt på – WTF! Jeg varmer mig på en kop kaffe, og så en ekstra tur i det kolde vand, nu vi alligevel havde mistet følelsen i kroppen.

Vi når lige op til hytten igen og får frokost, inden vi skal ned af fjeldet igen til race briefing. Og her melder sommerfuglene og ærefrygten sig virkelig. Det går op for os, at der ingen vejvisning er, men at der kun er ét eneste højresving, så vi må vel for pokker kunne finde vej, selvom vi begyndte at tvivle lidt på egne evner. Arrangørerne melder desuden, at vejene flere steder er helt ødelagte – så kør forsigtigt!! Det hele kommunikeres med en lidt dyster tone og sluttes af med et musikalsk indslag fra den lokale violin-kendis J Kl. 19.00 er det sengetid, skønt det føles skørt, da det stadig er helt lyst udenfor. Klokken 01.30 ringer vækkeuret, og vi begiver os ud i den mørke nat ned mod startområdet.

Færgen og 3-meter springet

Tilbage ved færgen og alle sommerfuglene…

Gearing-up, kl. 3.30

Gearing-up, kl. 3.30, Foto: Ulrik Oldenburg

Jeg træder ind på færgen og følger alle de andre ovenpå, hvor der er godt og varmt, men tænker samtidig, at jeg måske burde blive på bildækket og vende mig til kulden. Inden for i varmen møder jeg de andre danskere, som også har været heldige at få en plads. Vi er faktisk ikke super nervøse på det tidspunkt, mens vi sidder og snakker. Jeg har det egentlig lidt varmt under min tillukkede våddragt og ekstra neoprenvest, men tør ikke åbne dragten af frygt for ikke at kunne få den ordentligt på igen. Pludselig melder en stemme over højtaleren, at vi skal bevæge os ned på bildækket, hvor arrangørerne står klar til at sprøjte os over med koldt fjordvand – hvis vi ønsker det. Nerverne begynder så småt at melde sig. Vil vandet føles mere koldt herude i den dybe mørke fjord? Vil afstanden ned fra færgen føles stor og vil brillerne falde af, når jeg rammer vandet. Kan jeg undgå at ramme andre eller selv blive ramt? Hvornår forsvinder skyerne og lader solen skinne igennem, så jeg kan se, hvor jeg svømmer?

Færgen på vej ud, Foto: Mie H. Sørensen

Færgen på vej ud, Foto: Mie H. Sørensen

Så er det nu! Jeg springer og holder på hætte og briller. Jeg ryger ret langt ned og på vej op slår det mig – vandet føles faktisk helt rart! Jeg svømmer ca. 200m ind mod bredden, hvor kajakkerne danner en startlinje. Min strategi som middelmådig svømmer var at hoppe i vandet blandt de første, så jeg har god tid til start. Da jeg når startlinjen, er der 7 min. til start, og vi ligger alle og træder vande og betragter hinanden – helt stille. Jeg troede, jeg ville være dybt nervøs på dette tidspunkt, men jeg er fredfyldt og betragter de majestætiske fjelde, der omkranser os – og lyset fra færgen i det fjerne. Tankerne driver lidt… jeg er super spændt på alt det ukendte, men underligt nok fyldt med ro. Og SÅ lyder bådhornet og starten går! Der er slet ikke kaos, som der plejer at være til stævner – måske fordi vi er meget færre – måske fordi alle blot er fokuserede. Vandet er kulsort og vi kan kun se få hundrede meter frem, men det gør ikke noget, da vi kun skal én vej, og det er ligeud langs bredden.

Jeg følger de andre og glæder mig over, at vandet er overraskende skønt. Det er virkelig underligt, at jeg ikke er mere kold. Kun på de sidste 500m begynder kulden at melde sig i fødderne, da dasker lidt sløvt bag mig. Da jeg svømmer forbi molen og tager en vejrtrækning, ser jeg Ulrik og Kjartan og vinker et par gange til dem.

Svømme-exit, kl. 6:38

Svømme-exit, kl. 6:38, Foto: Ulrik Oldenburg

Ulrik løber mod T1 og tager imod mig, efter jeg er blevet trukket op af 2-3 hjælpere, da jeg ikke kunne finde fodfæste på de glatte sten. Nu skifter stemningen… Jeg bevæger mig fra en tilstand af Nirvana til adrenalinfyldt tempo på isfrosne fødder og en hjerne, der ikke er helt ude af brainfreeze-zonen, mens jeg hører Ulrik kalde mig i den rigtige retning.

Varmt fodbad og på med lygterne

Ulrik og jeg har på forhånd talt T1-skiftet igennem ned til mindste detalje, og vi overraskes vist begge over et rimelig hurtigt skift og god kommunikation, på trods af at ALT lå i den forkerte rækkefølge, og vi ikke kunne finde halvdelen af udstyret. Ulrik tænder cykellygterne, og gudskelov for, at jeg havde en ’professionel’ til at hjælpe med skiftet, for min hjerne var ikke tøet helt op endnu. Jeg kører derfra som et juletræ pyntet af børn – et stort farvesammensurium. Der gælder i dette stævne ”funktionalitet og varme fremfor fancy farvekoordineret påklædning”. De røde negle matcher dog cyklen! Cykellygter og gul vest er påbudt, da vi på grund af jordskred bliver ledt igennem en 2 km lang tunnel under opstigningen – WTF? 2 km igennem en kulsort og fugtig tunnel med biler passerende tæt forbi og ingen cykelsti?!

Og nu vil jeg prøve at gøre en meget lang cykeloplevelse på godt og ondt til en forholdsvis kort og skarp fortælling for ikke at tabe alle læsere, der ikke var i min krop den dag….

De første 10 km er nogenlunde flade, men derefter møder vi den første og stejleste fjeldtop – 30 km og 1200 hm. Jeg

Den flade del af cykelruten

Den flade del af cykelruten, Foto: Ulrik Oldenburg

havde som sagt frygtet denne tur op, da andre har udtalt, at de troede de aldrig skulle komme op. Men jeg var jo super godt forberedt efter at have trænet den stejle stigning og planlagt hvert et sving og hver en tår af energidrikken, så mon ikke det skulle gå… Jeg cykler selvfølgelig i et jævnt og roligt tempo, men de eventyrlige omgivelser, får mig næsten til at glemme alt om anstrengelsen. Denne del af cykelruten løber på ydersiden af fjeldet – det er faktisk den allerførste farbare vej op af fjeldet, som er sprængt ind i fjeldet, og nu fungerer som cykelsti.

Vi krydser en bro over en brusende foss. Alt er faktisk helt fantastisk – troede jeg! Jeg kigger ned på hovedvejen og ser til min skræk at alle support-bilerne holder stille i en lang kø. Jeg undrer mig lidt, men bider ikke mere mærke i det. Det skulle dog senere vise sig at være et problem… Kort efter går cykelruten ind igennem den 2 km lange tunnel (der har været et par tunneller tidligere kun til biler), og stilheden breder sig, da der ingen biler er. Det giver en rolig og alligevel lidt dyster følelse. Tunnelvæggene driver af fugt, der lugter muggent, sveden pibler fra panden, og mit visor dugger, men jeg kan ikke tage det af, da hænderne er pakket ind i tykke cykelhandsker, så jeg cykler næsten i blinde med kun den stiplede hvide linje i siden af vejen som guide. Da jeg når mit første stop ved Vøringvossen, er der ingen biler – kun tre officials i gule veste! Jeg nærmer mig den første hjælper råber ”hvor er alle support-bilerne?” Vi bliver bedt om at cykle videre, da der er sket et uheld i den første tunnel.

Bilkø ved første tunnel

Bilkø ved første tunnel, Foto: Ulrik Oldenburg

Igen vild panik! Ulrik og jeg har nøje tilrettelagt mit energiindtag, så jeg har mindst mulig vægt med op på stigningerne. Jeg har derfor kun en halv flaske med energi til 1,5 time samt den strækning, jeg nu skal cykle, inden bilerne kommer op – hvis de da kommer igennem! Planen er allerede ved at smuldre, og jeg er ikke engang over den første top! Efter ca. 30 km rammer en kraftig tåge os. Jeg tænker ”gu ved, hvad denne dag ellers vil byde mig af uforudsete udfordringer!” Meen pludselig ud af tågen dukker mit support team op, og glæden er stor, og jeg kan mærke modet vende tilbage. Vi holder en kort pause, da energien er høj og aftaler at mødes på toppen ved næste check point. Da jeg når toppen er mit team der ikke! Jeg kører frem og tilbage forbi en række officials, som søger efter mit team blandt alle bilerne. Men de er der ikke. Jeg er svedig pga. opkørslen, men tågen og kulden på toppen af fjeldet føles nu som frost på kroppen. Jeg føler en blanding af irritation over, at de ikke er på aftalte sted og afsavn, da jeg virkelig havde brug for dem nu. Og nu var vi ellers lige helt høje på adrenalin lidt tidligere – øv! En official kigger på mig og bekræfter min frygt… ”Bil nr. 43 er her ikke” og jeg kigger nedslået på resten af hjælperne, som spejler mit mismod. Jeg må fortsætte, hvilket betyder, at jeg nu påbegynder 50 km jævn nedkørsel med svedigt og alt for lidt tøj på. Jeg begynder nedkørslen efter godt 2 timers kørsel om med alt for lidt væske og energi og nedkølet, men jeg skal videre. Til min store overraskelse dukker de andres glade ansigter pludselig op lidt længere nede af vejen! Jeg får varmt tøj på og glæder mig til en lang og hurtig nedkørsel. Det blev bare ikke sådan….

Inden for kort tid begynder regnen at sile ned og med 4-5 gr. føles dråberne som hagl på min hjelm. Jeg er gennemblødt efter 30 min og ryster over det hele. Mine pauser bliver længere og længere, da jeg er iskold og ved at miste modet lidt. Ulrik presser på, for selvom jeg har hentet mange op af fjeldet, er jeg nu begyndt at blive passeret ved hver pause. Jeg havde alt for lidt regntæt tøj med og må bruge arbejdshandsker, mens Ulrik varmer mine cykelhandsker på blæseren i bilen. Ikke nok med at der er så meget vand på vejene, at jeg må holde igen på farten – pludselig begynder mit forhjul også at ’tikke’, hver gang jeg bremser. Jeg tror en ege er knækket men bliver sendt videre, efter at drengene har testet bremserne og hjulet.

Cykelstop v. ca. 70 km, Foto: Ulrik Oldenburg

Cykelstop v. ca. 70 km, Foto: Ulrik Oldenburg

Ved 90 km er jeg så kold, at jeg overvejer at give op og sætte mig i bilen, men det får jeg ikke lov til. Jeg skal tisse og sætter mig midt mellem bilen og vinduerne på det hus, Ulrik har parkeret ved… Jeg er ligeglad for alt føles bare skidt lige nu. Jeg får noget varmt at drikke og en peptalk. Min kæbe og tænder klaprer voldsomt, og inde bag mit visor melder tårene sig. Jeg har virkelig ondt af mig selv nu og er bekymret for nedkøling. Ulrik pisker mig til at fortsætte, for han ved, at jeg ligger lidt for langt bag i feltet på nuværende tidspunkt, men han siger ikke noget nu af frygt for at knække mig. Langsomt finder jeg modet frem igen. Fandme nej, om vi har gennemgået alt dette for blot at give op! Havde det ikke været for Ulrik, så havde jeg kastet hele denne oplevelse væk lige der.

Forud ligger fire mindre toppe, og de vil give mig varme, siger Ulrik. På det tidspunkt er min hjerne koblet fra, og jeg er på et stadie, hvor jeg blot parerer ordrer, så jeg fortsætter. Og som stigningerne melder sig, begynder jeg at føle varmen, motivationen og min indre styrke – og pludselig var jeg flyvende igen! Det er utroligt, hvor meget ens psyke kan styre kroppen. Det begynder at gå bedre, og for hver gang jeg bliver passeret af mine tre hjælpere, som lægger stor energi i hep og peptalks undervejs, bliver jeg rørt over deres engagement – og kun for min skyld.

Det begynder at gå op for mig, at dette race måske ikke kun handler om mig og min kamp for den sorte t-shirt, men i ligeså høj grad om det fælles mål og den fælles oplevelse. På den sidste nedkørsel dukker de første solstråler endelig op, og det er som om hele himlen åbner sig op og lyser landskabet op efter så mange timer med regn og kulde. Farten skal dog holdes nede, da vejene er fyldt med store huller og bump efter den meget hårde vinter. NU kører det, tænker jeg, men kan jeg nå at hente nok pladser ind her, efter jeg har genvundet min energi på de sidste fjelde?  Jeg når T2 efter 8t og 21 min på cyklen. Efter så mange timer i sadlen er numsen godt øm og benene stive, men det eneste jeg tænker på er, hvor mange andre deltagere, jeg skal begynde at jagte nu, og hvor helt vildt jeg glæder mig til den spændende løbetur, der ender med 1800 hm til Gaustatoppen.

Og her begynder jagten…

Løb er min stærke side, og jeg ved, at jeg kan hente en del af dem, som har cyklet hurtigere end mig. Skiftet i T2 er i modsætning til T1 super effektivt. Mens jeg drøner på toilettet (man vinder meget på løbet ved 1 km mindre vægt!), lægger Ulrik alt ud på græsset, så jeg blot kan dirigere seancen og fortælle ham, hvad jeg vil have på og hvilken energi, der skal i lommerne. Ulrik har løbende holdt øje med min placering og siger i T2, at jeg nok ligger som nummer 200 ca. Selvom der er 40 pladser op, så er jeg ved godt mod. Solen har givet mig fornyet energi, og jeg føler mig flyvende, da jeg krydser startstregen. Her går det op for mig, hvor hård en kamp dette bliver. På tavlen står 209! Det betyder, at jeg lige nu ligger som nummer 209 i feltet, og med kun 160 pladser til toppen, så er udsigten til den sorte trøje meget perifer. Jeg begynder at overveje, hvordan jeg vil have det med at slutte løbet på den sekundære rute og med en hvid t-shirt med hjem i den mentale bagage. Men jeg slår det ud af hovedet og sætter tempoet op. Faktisk så højt op, at jeg lige nu løber i mit marathon PR pace. Jeg ved udmærket godt, at det ikke nødvendigvis vil holde, men det er alt eller intet nu.

Foto: Ulrik Oldenburg

Foto: Ulrik Oldenburg

De første 25 km er flade i norsk terminologi – dvs. en temmelig bakket landevej i danske termer. Ved hvert stop har jeg hentet 2-4 andre deltagere, men jeg kan jo godt regne ud, at der stadig er lidt langt endnu. Efter nogle pauser begynder jeg at være ligeglad med den sorte trøje, og tænker ved mig selv, at jeg skal være stolt blot ved at gennemføre dette ekstreme race. Det er jo flot i sig selv ik?! Ulrik fortsætter dog presset ved hvert stop og mit konkurrencegen sætter for

"Zombie Hill", Foto: Mie H. Sørensen

“Zombie Hill”, Foto: Mie H. Sørensen

alvor ind. Jeg er dybt overrasket over mit tempo og ved at det kan gå galt lige pludselig, men strategien er hurtigst muligt at komme til stigningen, og derfra bliver det ”OL i kapgang” og det mestrer jeg! Efter 25 km har jeg passeret 15 andre deltagere, og nu bliver jeg ”grådig”. På dette tidspunkt får jeg et mærkeligt billede i hovedet af Pacman, hvor de andre skal spises én for én! Her begynder stigningen op mod 32,5 km og der, hvor fårene skilles fra bukkene, og ruten deler sig i ’sort’ og ’hvidt’ spor. De næste 12 km har en gennemsnitlig hældning på 10% og kaldes ’Zombie Hill’ – af gode grunde. Ulrik hægter sig nu på for at hjælpe mig op til check pointet hurtigst muligt. Det føles virkelig rart at have ham at snakke med, men det er i et raskt tempo med hep fra sidelinjen af Mie og Kjarten.

På vej op passerer vi 9 deltagere med deres makker, og igen går det op for mig, at skønt vi er konkurrenter og alle ønsker at være blandt de første 160, så hersker der et helt unikt fællesskab. Et par km inden check pointet dukker min far pludselig op. Han er gået os i møde, men jeg har ikke tid til knus og kram før check pointet.

Da vi runder det sidste hårnålesving, ser jeg min mor, Mie og Kjarten stå ved check pointet. Vi har en konkurrent lige i hælene og enhver placering tæller, så vi skynder os til punktet…

Jeg er nummer 185, siger en official med et lidt vemodigt blik i øjnene, mens hun leder mig til væske og lidt at spise. På det tidspunkt tror jeg faktisk, at Ulrik er mere skuffet end mig. Og det er helt okay. Hans job var at presse mig, men jeg kunne ikke presses nok på cyklen, da jeg var allermest kold på midten af turen. Som vi står der midt på fjeldet, har jeg blandede følelser, der balancerer mellem dyb skuffelse over min manglende performance og ærgrelse over at skuffe mit support team. Samtidig føler jeg en glædesrus dels over mit teams kæmpestore indsats og dels over mine forældres tilstedeværelse. Jeg ved, at de har været meget nervøse for cykelstyrt og udmattelse, så de er både lettede og spændte på det hele. Min mor har plukket en lille buket lyng fra fjeldet og det rør mig så dybt, at jeg løber de sidste 10 km med buketten i hånden, og den dag i dag hænger den i øvrigt i min stue.

32,5 km check point, Foto: Mie H. Sørensen

32,5 km check point, Foto: Mie H. Sørensen

Nå, men Norseman er jo ikke slut, blot fordi jeg ikke må fortsætte til toppen! Jeg har 10 km igen i let kuperet og ellers fladt terræn, og der er stadig placeringer at hente, så Ulrik og jeg fortsætter i løb og krydser målstregen efter 15:13:54. I det sekund vi krydser målstregen slår det mig… Vejene er jo åbne for offentligheden og ligeledes er Gaustatoppen! Jeg kunne jo faktisk have fortsat til toppen ved de 32,5 km og gået ned igen for så derefter at afslutte på den hvide rute. Det ville have betydet 20 km ekstra (hvilket jeg var frisk på!), og det ville ikke have givet mig den sorte t-shirt. MEN jeg ville have stået på Gaustatoppen igen og nu med Ulrik.

I mål :-) Foto: Mie H. Sørensen

I mål 🙂 Foto: Mie H. Sørensen

Storhed eller fald?

Jeg kom til Norge for at stå på Gaustatoppen med min kæreste blandt de 160 første deltagere. Jeg var egentlig ligeglad med min sluttid, men at stå på den top med Ulrik, en top som jeg på mine barnsben har besteget med min familie op til flere gange, betød utrolig meget for mig. Det skulle desuden have været min sidste hele langdistance tri for denne gang og en fantastisk måde at slutte af på – og så gik det ikke. Ser jeg udelukkende på oplevelsen med disse briller – ja, så var det ’fald’. Nu har jeg dog fordøjet alle indtrykkene op til flere gange, og mine briller har skiftet glas. At køre Norseman Extreme Triathlon – eller et af de andre ekstreme stævner handler om meget mere end jagten på en god placering. Det handler om fællesskabet – med de andre deltagere, men i høj grad med ens support team. Mit team valgte at rejse til Norge for min skyld og dedikerede flere dage og især én meget lang dag blot til mig. Og dertil kommer, at rollen som support team er meget krævende. De har givet mig tøj på, givet mig mad og drikke, pakket mine ting, filmet mig, fulgt mig, hørt på mig klynke, heppet hele vejen og tvunget sig selv til at presse mig, da de allerhelst ville trøste mig – i 15-17 timer! Det er den største sportslige og mentale udfordring, jeg nogensinde har kastet mig ud i, og at dele den med mennesker, der betyder noget for mig – det er ’storhed’. Om jeg er færdig med Norseman…? Det må tiden vise!

Tak til Ulrik, Mie, Kjarten og mine forældre for denne fantastiske oplevelse – uden jer havde det ikke været!

Norseman Extreme Triathlon 2016

Norseman Extreme Triathlon 2016, Team 43