Om bjerge, numser og den menneskelige evolution

Jeg kigger ned på mit ur og må desillusioneret konstatere, at jeg har rundet maratondistancen, netop som jeg skal til at tage hul på rutens hårdeste bjerg, Windy Peak. Det er en stegende hed dag i Rocky Mountains. Jeg er svimmel. Der er alt for varmt og ingen steder at søge tilflugt fra den bagende sol. Min mave er i kramper, mine ben brænder, og mine fødder gør ondt. Mit tøj og min hud er farvet hvidt af de store saltrander, som afslører min dehydrerede tilstand. Og nu skal jeg åbenbart bestige endnu et bjerg! Jeg føler mig omtumlet og magtesløs. Jeg overvejer ikke, om jeg er i stand til at bestige bjerget eller ej, eller hvor hårdt det vil blive. Jeg overvejer slet ingen ting, sænker blot hovedet, tvinger endnu en varm og kvalmende sød peanut butter gel ned i min hårdt prøvede mave og starter opstigningen.

Heldigvis er jeg virkelig god til at gå opad. Paradoksalt nok er det at gå højst sandsynligt min største styrke som løber. Da jeg løb mit første ultramarathon i bjergene i Rocky Mountains, var jeg bedst der, hvor der var så stejlt, at de fleste slet ikke kunne løbe. Jeg passerede løber efter løber op af de hårde stigninger (for så godt nok at blive passeret af selvsamme løbere når det fladede ud igen, men det er en anden snak). Jeg har med andre ord en exceptionel powerhike, og det har jeg først og fremmest på grund af min exceptionelle bagdel. Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid haft en stor røv. Proportionelt har jeg aldrig rigtig følt, at den har passet til resten af min krop. Den svajer sådan meget dramatisk ud fra min ryg og bøjer så i en næsten perfekt halvcirkel ned til mine lår. Som en appelsin der er blevet skåret over på midten. Min kæreste siger, at hun godt kan lide det. At hun synes, det er flot, når drenge også har lidt “booty”. Jeg ved nu ikke rigtig. Jeg har indtil for nyligt altid gerne villet have en lidt fladere bagdel, som de fleste drenge har det. Men så begyndte jeg at løbe i bjerge.

IMG_9633

Okay. Inden jeg går videre, er vi lige nødt til at spole tiden lidt tilbage. Eller rettere, to millioner år tilbage. Tilbage til dengang, hvor vi mennesker kravlede ned fra træerne på Afrikas savanne og rejste os op på to ben. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor vi kravlede ned, men det gjorde vi altså. Nogle mener, at den type mad vi kunne finde i træerne, typisk blade og frugter, ikke længere kunne dække vores stigende behov for næring. Andre mener, at vi simpelthen blev for store til, at træerne kunne beskytte os mod rovdyr, da de grene, som kunne bære vores tiltagende vægt, begyndte også at kunne bære rovdyrene. Hvorom alting er, begyndte vi altså at tilbagelægge længere og længere afstande til fods i vores søgen efter beskyttelse, vand og mad. Vi udviklede os til formidable løbere og begyndte at spise ådsler og jage dyr ved ganske enkelt at løbe dem ihjel. Nok løb mange dyr hurtigere end os, men ved utrætteligt at følge deres spor, nogle gange flere dage i træk, udmattede vi dyret. Omsider drættede det om af træthed og var et let mål for vores forfædres primitive stenvåben. En jagtteknik, som oprindelige folk i blandt andet Mexico og Afrika stadig benyttede indtil for ganske få generationer siden. Nogle evolutionsforskere mener sågar, at det øgede proteinindtag fra jagt og ådselædning fik vores hjerner til at vokse sig større i denne periode og forårsagede et kvantespring i vores neurale kapacitet. Dermed kan dét, at vi begyndte at løbe, altså have spillet en helt afgørende rolle i vores evolutionære udvikling som intelligente mennesker.

kasper på broen

Nå, men tilbage til bagdelen. Naturligt nok overlevede de af vores forfædre med større og stærkere ben, og vigtigst af alt en stor og stærk røv til at drive benene fremad, i denne periode bedre, end dem med svagere ben og mindre bagdele. Således multipliceredes generne for store bagdele hele vejen frem til i dag, hvor netop vores store baller er en af hovedårsagerne til, at vi mennesker er blandt de bedste langdistanceløbere på planeten. Den almindelige antagelse, at numser er til for at sidde på, må altså i evolutionens klare skær afvises som en misforståelse. De, altså bagdelene, er snarere til for at løbe.

Jeg vil lige skynde mig at nævne, at det her ikke er et langt og snørklet forsøg på at påberåbe mig et evolutionært forspring i kraft af min store bagdel, men snarere en hyldest til menneskehedens store numser. En forklaring på, hvorfor vi skal være glade for vores store muskuløse bagdele. Det var jeg i hvert fald den strabadserende dag tilbage i maj, hvor jeg skulle slæbe min forpinte krop op på toppen af Windy Peak, og det sidste stykke vej hen til målstregen.