Løbsinstruktioner for ½ maraton løberne.

Silva Night Owl Trail (SNOT) – et trailløb med personlighed!

Så skulle der races – første gang siden Skagen Odde Ultra Trail (SOUT) i september – og det viste sig, at jeg rigtig nok havde luret de fedeste rammer til at gøre det i. Silva Night Owl Trail (SNOT) er et ”trailløb for natugler, taterkvinder, natmænd, digtertyper og andet godtfolk” (jeg ved ikke liiiiiiige hvilken kategori jeg falder ind under :0)), som består af 1 eller 2 omgange på fantastikske og lækre snetrampede single tracks rundt i Ulvedal, Stendal og Havredal Plantager. Jeg havde valgt én runde = ½ maraton (altså sådan cirka – det dér med distancen kommer jeg tilbage til). Og til jer der ikke ved hvor Ulvedal plantage ligger, så er det midt i det mørke – meget mørke – Midtjylland. Det med mørket kommer jeg også tilbage til.

Ulv skal der til, når man er i Ulvedal plantage. Auuuhhhhhh.

Ulv skal der til, når man er i Ulvedal plantage. Auuuhhhhhh (foto: SNOT fotograf).

 

Pre-race

Som nævnt, havde jeg ikke racet siden september, og jeg var sprængfuld af energi, forventning og glæde. Et par dage inden løbet, blev der sendt løbsinstruktioner ud, som bl.a. indeholdt følgende: ”Affald: Der er affaldssække i start/målområdet. Hvis vi ser løbere smide affald på ruten, så bliver man skudt! (Ja, vi er i det vilde vest/mørke Jylland på den måde bliver løbet jo også lidt et ekstremløb!)”. Så var stilen ligesom lagt, ikk? Fedt.

Start og mål var i Karup Orienteringsklubs klubhus, og ved ankomst, blev jeg mødt af den dampende duft af chili con carne. Indenfor var det minishop med masser af gode tilbud, samt hygge og varme, og jeg fik mit startnummer, fik udvekslet mobilnumre (afleverer mit, så de kunne ringe hvis jeg ikke kom hjem igen, og fik crew nr. så jeg kunne ringe hvis jeg blev væk/kom til skade (og ikke et ord om mobildækning i mørke plantager i Jylland!). Og så var jeg klar.

Chili con carne in preparation. Uhmmm.

Chili con carne in preparation. Uhmmm.

 

Strategi

Strategien til løbet var: Læg ud for hårdt og forsøg at holde den hele vejen hjem. Så langt er ½ maraton jo heller ikke, vel? Øh, vel?…….

Så jeg lagde ud med hvad der i belastning nogenlunde svarede til en 10K tempotur (løb som altid bare med min puls som vejledning for belastningen, så jeg ikke kom til at løbe alt for hurtigt). Og hvor var det bare fedt, at give den gas! Og modsat når jeg løber langt, så var pulsen ikke til snak (eller fotos for den sags skyld) – der skulle bare races, og det blev der.

Mørke, dis, og mystiske mænd i skoven

Terrænet var såååå lækkert. Snetrampede singletrack stier – nogle gange meget snoede, og andre gange kortere passager ad skovveje hvor man nemmere kunne overhale. En god flad rute så man kunne give max gas. Og super godt afmærket hele vejen, med massevis af reflekser. Der var godt nok nogle der havde haft travlt.

Og så var der mørkt – meget mørkt. Ikke noget med måneskin, der kunne lyse sneen op, nej vi fik fuldt valuta for ”det mørke Jylland”, men tung dis og dryp af smeltende sne fra træerne. Og på første del at ruten, havde nogle lavet en fed gimmick, med mystiske mænd, der rendte rundt i skoven uden lys og reflekser, og råbte sære ting efter os. Stemningen var i top!

Jeg satte stor pris på en rigtig god pandelampe, der også kunne lyse lidt mere op end kun lige hvor jeg stod. Det gav en – måske falsk – fornemmelse af at vide hvor jeg var. – Nej, helt ærligt, mistede jeg nok nord/syd orienteringen ret hurtigt, men det tænker man ikke på når man er på sporet. Især ikke når tempoet hed ”fuld gas”. Så gælder det bare om at følge med.

Det mørke mørke Jylland (foto: SNOT fotograf).

Det mørke mørke Jylland (foto: SNOT fotograf).

 

Racing – og en opslidende pace

Fra start fandt jeg et par fyre, der havde et godt stabilt tempo, så dem hægte jeg mig på. Var liiiige lidt presset et par gange (f.eks. i forbindelse med at vi overhalede andre løbere, mest maraton løbere der var ude på deres 2. runde), men jeg smed lige lidt oveni og kom op til dem igen. Satsede på at jeg kunne holde til den lille sprint, uden at gå kold, og det holdt. Pyha.

Efter en 8-10 km, fik vi selskab af en anden kvinde (Malene), som viste sig at blive en stor hjælp til at holde pacen hjem. Ved en 14-15 stykker indhentede vi en løber, og ingen trak udenom. Jeg havde indtil da ligget bagerst og haft det rigtig godt der. Kun at skulle koncentrerer sig om at følge med. Det fungerede rigtig godt.

Men nu lå vi her og lurenpassede bag en løber, og ”kom ikke videre”. Jeg forsøgte at lokke drengene til at trække forbi, men de bed ikke på, så jeg måtte selv. SHIT – det var lidt en gyser. Ingen at følge efter, og den der fornemmelse af, at lige om lidt kommer de og overhaler og jeg kan ikke hænge i længere. Efter nogle 100 m kom Malene op til mig, og det var rart med selskab. Men drengene – dem så vi ikke mere til.

Jeg havde luret, at Malene var bedre løbende end mig, og på et tidspunkt gik hun forrest og trak, og jeg måtte bare hænge i. Jeg fik tabt hende et par gange, men fik kæmpet mig op igen. Om det var godt eller skidt i forhold til vores evne til at finde hjem (ad en afmærket rute!), ved jeg ikke.

På sporet (foto: Daniel Elmgren Krigslund).

På sporet (foto: Daniel Elmgreen Krigslund).

 

½ maraton / 22,2 km / 24,2 km – same-same, right?

Men altså. Distancen hed ½ maraton, og var (uofficielt) opmålt til 22,2 km. Så jeg var forberedt på en lidt lang ½ maraton. Meeeeen. Indenfor de sidste 3-5 km indhentende vi en af maratonløberne (Bjarne), og så gik det galt for os. Først missede vi en eller anden afmærkning – i hvert fald løb vi pludselig et sted hvor der var bekymrende få fodspor fra andre løbere. Faktisk ingen! Altså som i slet ingen! Men hvor svært kan det være? Vi løber jo i den rigtige retning, så lige om lidt er vi på sporet igen, ikk? Utroligt hvordan man kan tale hinanden ud i at ”vi har da helt styr på det her”.

Og så – pyh – kom vi ind på sporet igen. Masser af fodspor og vi kunne genkende sporet. Her skal det siges at den sidste km på ruten var samme vej ud og hjem. Men så hjælper det jo ikke, at vi løber i den samme retning som tidligere. Altså: vi havde misset vejen op til start/mål og fortsat ud af sporet på en omgang mere!!!!! PIS!

Igen var vi utrolig lang tid om at erkende det, og få vendt om, så vi fik lige 2 ekstra K på kontoen der. Så vores ½ maraton kom op på 24K og Bjarne fik vist løbet den længste maraton til dato (46K). Sorry Bjarne – det er vist det der sker, når man bliver samlet op af pigerne ude i skoven.

Og hvordan endte det så?

F…… HELL! Det var dét der røg ud af munden på mig, da jeg kom over startlinen. Og det var altså fordi mit projekt ”holdt tempoet/belastningen oppe” lykkedes. Malene satte mig på de sidste par hundrede meter og blev hurtigste kvinde, og jeg blev noteret for at komme ind 9 sekunder efter hende. Og det var med 2 ekstra K på turen! Tak for et super løb, Malene!

Jeg plejer ikke at være del at de hurtige, så det er fedt at alle mine km i benene her i vinters har fået løftet min form. Og jeg har ikke engang trænet fart. Skønt når træningen giver pote. Men farten gemmer jeg lige lidt væk et par uger, for om 2 uger står den på Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB), og her skal der tænkes først, og så løbes.

Og tak til Silva Night Owl Trail (SNOT) teamet for skøn hygge, kolde øl og varm sauna. Det er go’ stil! (og nej, der er ingen fotos fra saunaen!).