Overrækkelse af medalje, omgivet af mine skønne unger

Skagen Odde Ultra Trail (SOUT) – min første Ultra

Så skete det: SOUT – here I come! Træningen havde gået helt som den skulle, og alle forberedelser var lige efter bogen. Men hold da op, hvor var jeg ulidelig at være sammen med i ugerne op til. Jeg løb min sidste langtur 3 uger før, og startede så nedtrapningen derfra. Så i ugerne op til Skagen Odde Ultra, var jeg sprængfuld af energi, havde mega gode ben, og i super godt humør. Jeg var vist til tider lige på grænsen til at være rigtig irriterende overskudsagtig for mine omgivelser :0) Så tak til alle for tålmodighed med mig!

Dagen før og selve morgenen

Dagen før løbet havde jeg heldigvis en meget kaotisk og intens arbejdsdag. Ellers tror jeg, at jeg ville have haft meget svært ved at være motiveret og fokuseret på arbejde. Jeg kørte til Skagen om eftermiddagen, og det var rart at få en køretur, hvor jeg kunne begynde at forberede mig mentalt, til at nu var det altså snart nu. Jeg fik ro på i hovedet, men det hjalp dog ikke helt på appetitten. Det var godt nok lidt svært at spise et ordentligt måltid mad, når der bare var kriller i maven, og ingen madlyst. Men så måtte fornuften råde, og jeg fik spist en god portion pasta. Sjovt som fornuften skulle bruges omvendt af hvad den plejer. Plejer i min verden er: ”Nej, lad nu være med at spise mere mad, selvom det smager godt  – du er jo mæt”. :0) Og et lille fif til at falde i søvn og sove dejlig roligt, er en aftendukkert i Kattegat!

Pakket og parat

Pakket og parat

På selve morgenen for løbet, tågede jeg rundt. Det startede ellers fint med, at jeg spiste 2 ½ time før løbsstart, men så satte raskløsheden ind. Jeg havde ikke lagt en plan for hvad jeg skulle bruge de næste 2 timer på, så jeg futtede lidt rundt og snakkede med andre løbere. Og jeg fik smidt min nøgle væk, panikkede, fik andre til at lede efter den, hvorefter jeg fandt den i min egen lomme! Aftenen før havde jeg lagt alt frem, som jeg skulle have på og med, men blev så pludselig i tvivl om solbriller. Valgte at tage dem med…..nej ikke alligevel…..jo det må jeg hellere…..tog dem med og kunne så ikke finde dem…….fandt dem så i hætten på min jakke……..det var vist mere held end forstand at jeg indfandt mig på startlinjen 15 min før start.”Lessons learned”: Læg alt klar aftenen før, og ombestem dig ikke.

Til start

Det var jo mit første ultratrail, så jeg lærte et par ting om ultratrailløbere. F.eks. at de snakker som sindssyge. Der var simpelthen en knævren og sludren om løb, udstyr, forventninger, generel ”hvordan går det og er du klar”, pølser og kolde håndbajere som ville vente os når vi kom i mål og ikke mindst vejret (jaja – selvfølgelig bliver det ikke regnvejr og vinden er da ikke så slem…… det kom så ikke til at holde, kan jeg afsløre!).

Alt den snakken var pisse hyggeligt, men efter en masse hurtigsnak, kunne jeg mærke, at det fik karakter af overspringshandling fra min side. Min krop reagerede simpelthen, som om at den ikke var klar over, hvad den skulle i gang med lige om lidt. Så jeg trak mig ud til side, trak vejet dybt og bare glædede mig………”Lessons learned”: Jeg har behov for ro og ”alenetid” op til start.

Så gik starten

Og hold da op et tempo der blev sat! Jeg havde lovet mig selv og Rune (min skønne træner fra Running Now) at jeg ikke ville lade mig rive med, og det gjorde jeg heller ikke! Men det var godt nok svært. De første km gik igennem Skagen, og her slap jeg flere og flere løbere, og fik den der følelse af at bliver løbet fra og være en af de sidste. Det er ikke en følelse jeg har det særlig godt med! Så jeg brugte en del energi på at være stædig og ikke lade de andre bestemme min strategi – det er faktisk ret fedt når stædighed kan bruges konstruktivt. Og syd for Skagen fandt jeg et par løbebuddies som jeg fulgtes med indtil 1. depot efter ca. 22km. Super hyggeligt, og meget rart at have nogle at følges med, så jeg ikke var afhængig af selv at finde vej.

Fede stier og smukt landskab

Fede stier og smukt landskab

Ved 1. depot, fik at vide vi var nogenlunde de bagerste, og det var altså bare rigtig træls! Jeg hader bare at være bagerst! De sidste par km inden depotet, havde jeg overvejet at trække fra min løbebuddies, men var lidt ulden ved selv at skulle finde afmærkningerne på ruten. Efter depotet valgte jeg, at nu måtte min ”rypehjerne, der kan bliver væk indenfor en kvadratmeter” lade være med at tage over, og jeg trak fra, og løb de næste mange km alene. Og det var faktisk slet ikke så slemt – og jeg løb ikke forkert! ”Lessons learned”: Ruten var super godt afmærket og jeg kan faktisk godt finde vej når det kommer til stykket.

Halvvejs - og stadig gode ben

Halvvejs – og stadig gode ben

Ved passering af de 30 km (juhu – jeg var halvvejs), gjorde jeg status: Stadig gode ben, og ikke ømme steder. Yes: det kører for mig! Og jeg havde det faktisk helt fint med at løbe alene, og holde mit eget tempo. Og lidt efter de 30 km, startede den vildeste optur for mig. Jeg begyndte at indhente og overhale løbere der af den ene eller anden grund var gået kolde. Det er bare fedt når vedholdenhed og god strategi giver pote. Festen fortsatte helt til 2. depot (efter ca. 44 km), hvor jeg på det tidspunkt have overhalet 23-25 løbere. I depotet havde jeg en vildeste ”runners high”, og til jer som jeg mødte i depotet: Jeg er altså ikke altid så hyper :0)

Efter depotet kom vi ud langs med stranden, og vinden var nu en pæn modvind. Jeg skylder en tak til en intetanende mand, for rigtig god lædækning de næste par km. Man må vel spare på energien når man kan, ikk? :0) De næste ca. 10 km gik super – jeg overhalede flere løbere, men havde ikke helt styr på, hvem der var på 30 km ruten og hvem der var med mig på 60 km ruten. Men der blev da taget en 4-8 stykker 60 km løbere.

Det kørte derudaf, men omkring de 53 km satte trætheden ind. Jeg sværger virkelig, at der var mindst 3000 m mellem 53 og 54 km! Og så drejede vi ud på Sandormens spor, som var bredt, fladt, sandet, kedeligt og med den ondeste modvind. Der fik jeg godt nok lyst til at tude, og tænkte, at jeg da godt kunne gå lidt. Bare lige lidt……. Indtil da, havde jeg kun gået, når det var opad klitter, og jeg tænkte, bare lige 10-20 meters gang, kunne det da ikke ske noget ved………. Men efter 10 skridt, kiggede jeg mig over skulderen og så en mandlig løber komme op mod mig. Efter at have overhalet så mange løbere, og haft den fedeste optur, skulle jeg altså ikke indhentes. Så jeg fokuserede på at sandet lige, her hvor jeg var lige nu, var dejligt hård, og løb igen. ”Lessons learned”: Med den rette fokus og stædighed, kan man lige lidt mere end man tror :0)

På Grenen i god sidevind

På Grenen i god sidevind

De sidste km gik forbløffende hurtige. Pludselig stod jeg på Grenen, i den sejeste sidevind, og så var det bare medvind hjemad. Sikke en fest. Og 300 m før mål stod mine unger og deres far og tog i mod mig og fulgtes med mig i mål. Tusind tak til jer alle 4. Og tusind tak for verdens bedste krammer, da jeg havde krydset målstregen!

Verdens bedste mål-krammer

Verdens bedste mål-krammer

Dagene efter og hvad så nu?

Dagene efter havde jeg overraskende nok, ikke særlig ømme ben. Der var bare rigtig rigtig langt ned til gulvet! Men jeg var godt øm i skuldre, nakke og overarme. Jeg skal vist have trænet noget mere styrke/klatring inden næste ultraløb. Og så har jeg opdaget et nyt fænomen: Hobit-appetit. Morgenen efter løbet, vågnede jeg og var sulten, spiste morgenmad, blev mæt, der gik ½ time, hvorefter jeg var sulten igen og spiste morgenmad en gang til. Det gentog sig til frokost. Og aftensmad. Og mandagen morgen. I løbet af mandagen gik det over – heldigvis, ellers ville det ende helt galt!

Hvad er så mit næste mål? Jeg er ikke helt sikker, men det skal helt sikker være ultratrail igen. Jeg går med et potentielt race, men skal lige have et par ting til at falde på plads inden jeg melder det ud. Så hold øjne og ører åben, jeg melder nok snart ud!