Indlæg

Tor des Geants – en overmenneskelig opgave!

Dette er en opsummering af oplevelserne fra TDG frit efter hukommelsen. Der er sikkert meget der er glemt, men det er også de blivende indtryk der er de vigtigste. Det er et løb der næsten er umuligt at kapere undervejs – og for den sags skyld også efterfølgende. 338,6 km med +24.000hm siger den officielle distance. 25 bjergpas og et terræn for bjerggeder.

ruteJeg følte mig utrolig godt forberedt med ophold i Aosta dalen siden 1. maj og deltagelse i fem kortere bjergløb samt gennemløb af hele ruten sammen med min makker Heine Petersen og Marlene Hjortebjerg. Alligevel havde jeg ingen idé om hvor vanvittig en både fysisk og mental belastning et løb som dette er.

Så langt! Så mange dage, så lange nætter, så lidt søvn og så meget hjernespind – og tvivl. Men også overskud, eufori og glæde.

Før løbet havde jeg en stålsat vilje til at dette skulle lykkes. Min tillid til egne evner i terrænet og mit indgående kendskab til hele dalen gjorde, at jeg følte mig aldeles klar på dagen. Der var ingen nervøsitet udover det sædvanlige før et løb. Dette var mit terræn. Min dal.

Og jeg havde en plan. En dristig plan. Jeg ville gennemføre på under 100 timer. Et absolut hårdt krav, men ikke urealistisk i forhold til det jeg vidste jeg kunne. Alt andet lige betyder det ca. 85 km i døgnet – eller et alpemarathon for hver 12 timer. Simpel plan ikk’? Jeg havde helt klart farten og jeg havde teknikken til det. De ubekendte i ligningen var: søvn, skader og uheld. Alle tre faktorer der kunne vælte korthuset.

udstyrValget af udstyr er til gengæld simpelt. Jeg løber i Salomon og har gennemprøvet adskillige sko inden løbet. Valget af sko er Speedcross 4 pga greb og støddæmpning. Alt andet er der ikke så meget at sige til. Jeg er ikke så pernitten med tingene. Det er benene der skal gøre arbejdet! Færdig.

start01Heine og jeg mødes med Michael Fich i startområdet. Alt ånder fred og ro. Vi virker alle tre glade og med overskud. Vi starter i roligt tempo efter råd fra Heine. Næsten 900 løbere halser af sted. Mange over evne. Men hellere holde tempoet lidt nede og sidde fast i flaskehalsene på den første stigning end brænde ud. Og efter noget tid åbner løbet sig op. Jeg finder min rytme efter første ’lette’ bjergpas og kommer snart ind mellem andre med samme tempo. Det kører bare derudaf og nærmest inden jeg har set mig om er jeg i La Thuile. En by jeg har boet i og deltaget i Trail La Thuile. Det giver god tiltro til egne evner. De næste to pas ryger nærmest også af sig selv og snart står jeg nede i Planeval. Forude ligger første hoveddepot i Valgrisenche og de første 50km er passeret. Jeg har på forhånd valgt at gå det meste af dette stykke for at give benene ro. Det er fladt og på græs. Det bliver også mørkt og derfor tjener det til en slags ’hvile’ for benene.

Første depot er ret hektisk. Der er mange løbere allerede. Nogle ser dog allerede lidt slukkede ud! Jeg sidder ned ved siden af to franskmænd. Denne ene hedder Philippe – han skal siden gå igen. Og igen. Det bliver blot et hurtigt strømpe- og underbukseskift. Af sted ud i mørket og det første seriøse udfordring. Stigning op til Rifugio Epée og så Col Fenetre med et sygt stejlt og teknisk nedløb. Jeg kommer hurtigt op til en løber der går og taler i telefon. Det er Philippe og vi følges til Epée. Her øger vi undervejs gruppen med et par mand og Fenetre nappes i fin stil. Nedløbet går rigtig godt sammen med en spanier og ved Rhemes Notre Dame strutter jeg af selvtillid. Det kører super. Ikke for hurtigt og ikke for belastende. Der er ingen tegn på for stor udtrætning af musklerne.

Herefter følger to af de højeste pas. Col Entrelor er lidt af en bastard og jeg får et højdeildebefinde. Meget irriterende, da jeg burde være helt tilpasset til højden. På et tidspunkt er jeg tæt på at brække mig. Men nyser i stedet for to gange helt nede fra maven. Heldigt for den løbet der ellers vil have fået glæde af mavetømningen. Jeg kommer dog over passet i okay tempo og turen ned til Eaux Roussos kender jeg indgående. Den sidste del føles som en uendelig gentagelse af ens serpentinersving som trætter mig lidt psykisk. Og forude venter Col Loson! Det er 3296m og med en uendelig lang stigning som er dræbende uoverskuelig – selv i frisk tilstand. Heldigvis er vi en spredt gruppe af løbere som nu har set hinanden lidt an. Der er en stiltiende forståelse for, at vi går samme tempo, men med lidt skiftende styrker og svagheder. Cho fra Japan er smilende og virker sympatisk selvom han ikke mægler et ord. Falk fra Tyskland virker stærk og rolig. Phillipe er sakket lidt bagud mens andre er kommet til. Himlen lysner og vi går i spredt formation ind mod opstigningen. Mine ben er møre. Mere end forventet. Jeg må bakke lidt af og kan ikke holde tempo som i juli hvor jeg nærmest ’fløj’ over sammen med Heine. Jeg har tabt lidt terræn op over det sidste svære stykke i stenfaldet. Heldigvis letter det hele når jeg begynder at komme ned i højere tryk og jeg får løbet fornuftigt ned til Rifugio Sella. Cho løber forbi uden ophold og vi nikker til hinanden. Han led også op over Loson. Vi er i samme båd. Men vi skal videre. Det er en ny dag og den føles til at blive varm!

Ned fra Sella mod Cogne løber jeg i egne tanker med solbriller og er lidt fraværende. Det er alligevel hård kost at tage turen i sammenhæng. Og der er langt hjem. Meget langt. Pludselig mødes jeg af et: ”Det jo Knudsen”. Det er Flemming Andersson og Kenneth Petersen fra Team Schwausen. Det er en virkelig fed fornemmelse, at de kommer ud på ruten. Det river mig ud af min lidt sløve tankegang og jeg kommer ud med nogle ting om de svære passager. Utroligt, at så lidt kan betyde så meget. Bagefter løber jeg ned til Cogne med nyt overskud. Nye sokker og nye underbukser. Og solcreme! Lidt føde, og så af sted derfra. Ingen grund til at hænge i depotet.

Fra Cogne til Lillaz er der et helt fladt stykke med ’blød’ bund. Dette har jeg også udset som ’hvilestykke’. Det tager en halv time og giver ro i hovedet. Derefter følger en stigning der på ’papiret’ ser let ud, men den er ret udmargende. Min plan er at nå helt til Rifugio Dondena før jeg vil sove første gang. Men jeg er faktisk ved at være ret træt. Undervejs overhaler jeg en del og nogle andre kommer bagfra. Lige inden passet Fenetre de Champorcher ligger Rifugio Sogno di Berdzè. Her går jeg kold. Pludselig ryger luften ud af ballonen. Okay, så er det her du sover. To timer under et tæppe i en kold sovesal. Ikke verdens bedste søvn. Men lige nok til at hjernen bliver nulstillet. Jeg går ud derfra og kommer hurtigt op til Wes fra Colorado og Thomas fra Schweiz op mod passet og senere Andrea fra Italien på vej ned fra passet. Fælles depotstop i Dondena, men Thomas og Wes smutter hurtigt mens jeg spiser pasta bianca med Andrea.

Det bliver mørkt igen og i næste depot møder jeg Thomas og Wes igen. Wes kigger på ruteprofilen og siger – som så mange andre har sagt – at det ser nemt ud derfra og til Donnas. Men det er det ikke! Jeg fortæller dem at det næste lange stykke er teknisk svært og med små skarpe stigninger der ikke kan ses på ruteprofilen. De tror vist ikke helt på det. Men det er det. Wes kobles snart af og sammen med Thomas henter vi en del løbere indtil Thomas også falder tilbage. Jeg æder det hele i et langt hug og står snart på asfalten i Höne. Det er en by og der er gadebelysning. Der er plant underlag. Det virker befriende! Og jeg går og lunter ned til hoveddepotet i Donnas. Desværre føler jeg også en træthed omkring mine knæ. Det meget bremsearbejde i relativt lavt tempo slider på leddene. Det er sært, at fordi man bevæger sig langsomt, så belastes kroppen på en anden måde. Og specielt mit højre knæ er mærket på ydersiden. Knæskallen trækkes skævt pga en tidligere operation og det er lidt hævet. Derfor tager jeg mig god tid i depotet og får løsnet benene.

Jeg er underlig forvirret da jeg går ud fra depotet. Klokken er 1:15 anden nat og jeg har kun sovet to timer. Samtidig er det en mild sommernat og jeg går roligt afted i t-shirt og vest. Byen er rolig og jeg følges med tre italienere med Rafaella Miraelle. Forude venter stigningen op til Rifugio Coda. En satan! Jeg har tidligere taget stykket op til Coda på 3,5 time og afsætter derfor 5 timer til det her. Det er fint i forhold til min tidsplan og burde gøre, at jeg ikke bliver overanstrengt. Det føles også meget nemt, men til gengæld føles turen meget, meget lang. Jeg får lidt selskab af en brite og en amerikaner, men smutter fra den i depotet halvvejs. Det sidste stykke op trækker lidt tænder ud og knæet melder tilbage med brok over belastningen. Da jeg når kanten mødes jeg af en blæst af stormstyrke og en sigtbarhed på stort set ingen. På med vindjakken. Den står som en ukontrolleret drage bagud og det ene ærme er på vrangen. Det er som at kæmpe med flag i uvejr. Og mens jeg kæmper kommer Falk forbi i rask trav med en spanier på slæb. Jeg får jakken på og høvler de sidste 20 min af mod hytten i bar arrigskab over blæsten. Falk griner af mig og siger, at man altid skal tage jakke på inden man når kanten. Tak. Det husker jeg til næste gang. Vi er præcis halvejs på hele ruten og tiden siger 44 timer. Er det for hurtigt? Måske, men der skal jo også regnes tid til at sove ind og at tempoet daler mod slutningen. Der er dejlig varm og hyggeligt i Coda. Planen er dog at tage det næste stykke med til Rifugio Balma for at sove der. Så udnytter jeg dagslyset og kommer tættere på Niel. Det næste stykke der venter, er nemlig en af de mest udmagrende sektorer på ruten. Falk har sovet tre timer i Donnas og smutter med det samme.

Turen til Balma bliver ret hård. Jeg er træt og mit knæ brokker sig. Det tager tre timer. Lidt mere end forventet. Jeg hopper i seng og sover to timer. Vågner op og er stiv i alle led og mine fødder er helt smadrede. Okay, det er nu der for alvor begynder at gøre ondt. Udenfor depotet prøver jeg at strække højre quadriceps ud. Knæet kan ikke bøje til 90 grader og knæet er stærkt hævet på ydersiden. Min eneste chance er at komme til næste hoveddepot i Gressoney Saint Jean og få noget behandling. Der er langt! Jeg ender med at gå stort set alene frem til Niel. Det tager en evighed og knæet bliver mere og mere stift. Det er også kedeligt så jeg maser med negative tanker undervejs. I Niel overraskes jeg af vores hotelværter fra Hotel Croux i Courmayer. De er ude for at heppe på Stephanie Case der ligger treer hos kvinderne og ventede så lige på mig. Det giver et boost da jeg hænger temmelig meget med skuffen her. Der er kun fire timer til Gressoney siger de. Og der er fysioterapeuter. Kun fire timer! Det bliver fire ret tunge timer, men pludselig er jeg ned på asfalten og har hoveddepotet indenfor rækkevidde. ”Massagio?” spørger jeg som det første og vises vej til fysserne. Ind i bad og op på briksen. Og her kommer jeg under den mest kyndige behandling jeg kunne ønske. Mine ben løsnes op og han tager fat om knæskallen og trækker roligt i musklen til den slipper spændingen. Efter mad og strømpeskift – og det obligatoriske skift af batterier i pandelampen-  står jeg igen ude i mørket. Fuld af ny selvtillid og med friske ben. Så længe det varer…

Det næste stykke starter blidt med flad vej. En ræv hopper ud foran mig, men ellers er det rolig stilhed. Derefter følger et benhårdt stykke op mod Col Pinter. I dagslys en smuk tur. I bælgravende mørke helt alene og overtræt er det pludselig en nærmest uoverkommelig opgave. Og her føler jeg mig for første gang pludselig magtesløs. Der er virkelig langt til næste depot og der ingen civilisation undervejs. Det er også skide koldt og jeg raver af sted som om jeg er fuld. Forvrider foden og bander over at jeg ikke kan se andet end det i lampens skær. Og flagene med reflekser. Som bare bliver ved, og ved, og ved. Det tager en evighed at nå op til passet. Til sidst kommer der en pandelampe bagfra. Jeg sætter mig og spiser en bar og venter på selskab. En frisk franskmand. Ved toppen pakker han stavene sammen og spænder skoene og så suser han dernedaf hurtigere end jeg kan følge med. Alene igen! Og lang svært nedløb foran. Jeg er lige ved at græde. Sådan næsten da. Jeg føler mig i al fald meget, meget alene.

Timer senere dukker Rifugio Crest endelig op. Klokken er 3:30 og jeg er smadret af træthed. Indenfor er der super hyggeligt og hyttefolkene hilser mig velkommen. De har cornflakes og chokopops med mælk. Det spiser jeg og nyder at være kommet ud af min fortabte tilstand. Jeg beder om at sove to timer. Så kommer jeg tættere på dagslyset inden jeg skal det sidste stykke ned til depot i Champoluc. Da de vækker mig spiser jeg cornflakes og chokopops igen og drikker kaffe. Jeg vil helst ikke ud i kulden igen. Og jeg er begyndt at miste det mentale overblik over dag og nat. Tænker, at i morgen skal jeg nå der og dertil. Men det er jo allerede i morgen. Eller noget? Man kan jo ikke skille dag og nat tænker jeg. Sære tanker der melder sig.

forunderefterTuren fra Champoluc til Saint Jasques går i en døs mens dagen gryer. Derefter følger en lang stigning mod Rifugio Thournalin som bare er en lang gang steady pligtarbejde. Det er et godt depot rent mentalt. Et pitstop inden stigningen mod Col di Nana. Jeg tager mig sammen og spiser også det pas i jævnt tempo. Desværre har jeg et stykke tid haft negative båndsløjfer i hovedet. Jeg keder mig! Man går for meget synes jeg. Der er for lidt sjov. Jeg tænker på hvordan jeg i de korte løb hernede tager nedløbene i højt tempo. Farten og spændingen mangler her. Det er surt slid synes jeg. Det bliver meningsløst. Det er et ret uheldigt tankespind jeg er inde i. Ned mod Valtournenche og næste hoveddepot er jeg faktisk meget nede. Her tænder jeg min telefon for første gang og beklager mig. Tilbagemeldingerne får mig dog til at løfte hagen fra bordet. Det skal gøres færdigt det her. Tidsplaner er godt nok røget lidt i vasken. Jeg kan ikke længere nå under 100 timer, men jeg skal fandme gøre mit bedste for at komme tæt på.

På vej mod Rifugio Barmassa bliver jeg hentet af af tre italienere der går i et kværnende konstant tempo. Jeg hægter mig på og pludselig kommer jeg da fremad i konstant tempo. Vi æder os vej til næste depot og her smutter jeg fra dem. Jeg vil frem til Refugio Magiá hurtigst muligt. Der boede jeg en uge op til Moonlight Trail og ser frem til at komme igen. Der venter et meget teknisk nedløb fra Fenêtre de Tsan, men derefter er der et nemt stykke. Jeg bliver modtaget med åbne arme i rifugiet. Det giver et mentalt boost igen og jeg sover to timer i en seng jeg kender. Håndtryk og skulderklap på vejen ud gør at det næste stykke i buldermørke op mod Rifugio Cuney er til at overkomme. Deroppe møder jeg Johan Steene fra Sverige som jeg sidst så efter Balma. Det er sært at man pludselig støder ind i folk som har været foran eller bagved i flere døgn. Som at bevæge sig i en slags paralleluniverser. Han smutter ud før mig. Det næste stykke er hårdt at komme igennem. Jeg vælter nærmest rundt i stenfaldene og på et tidspunkt vrikker jeg om på foden igen. Denne gang kommer der en skarp og meget intens smerte fra ydersiden. Ikke godt! Jeg bander over at skulle rende rundt i mørket. Man kan jo ikke engang nyde omgivelserne. Alt er gråt i gråt. Men jeg priser mig lykkelig for, at jeg i det mindste ved hvad det er jeg render rundt i. At jeg har en klar fornemmelse af hele dalen og rutens forløb. Det må være utrolig innerverende for dem der er her første gang. Et uendelighedesprojekt. Anyway, pludselig er jeg ved Bivacco Clermont og møder Johan igen. Han kigger på mig og spørger om jeg ikke skal sove en times tid. Det har jeg først tænkt mig at gøre i Ollomont. Men måske har han ret. Hytten er fortættet af venlighed fra de tre hyttefolk. Johan smutter og jeg bliver siddende og drikker friskpresset juice og spiser pasta. Der er langt hjem. Og natten er kold og mørk.

Det næste lange stykke mod Oyace er tæt på at knække mig. Det er ret kedeligt og jeg er alene hele vejen. Da jeg endelig når frem ligger Johan og sover. Philippe som jeg har set tidligere sover også. Alle sover sødt. Jeg tager skoen af og har en hævelse som et hønseæg på ydersiden af anklen. Det ser ikke rart ud. Jeg lægger mig på en briks med foden oppe og døser senere en times tid. Hvis bare jeg kan komme frem til Ollomont i fornuftigt tempo så er der fysioterapeuter igen. Det er mit mål. Jeg skal have fikset foden. Fra Oyace følger en lang stigning mod Col Brison. I mørket føles det som om jeg går det samme stykke igen og igen. Ruten gentager sig selv. Pludselig er jeg bange for at jeg er gået forkert og går det samme stykke forfra. Men det kan man jo ikke. Man kan ikke gå opad og så komme ned. Alligevel begynder jeg at lægge mærke til fældede træer, specielle klipper og andet når ruten drejer igen og igen. Det er irrationelt og min hjerne spiller mig puds. Bagfra hører jeg stave mod sten. Ahhh, to pandelamper dukker op. Det er Philippe og Chilla fra Italien. Hender så jeg sidst omkring Niel. Philippe kører konstant tempo og jeg hopper på. Så er jeg også sikker på vi går den rigtige vej – selvom der kun er en vej!? Vi henter to andre deltagere og når pludselig toppen. Så er det kun nedløbet der skiller mig fra Ollomont. Jeg har boet i byen lige ved depotet ni dage op til løbet. Jeg kender stort set hver en meter derned. Problemet er bare, at min fod nægter at samarbejde. Jeg kan simpelthen ikke løbe nedad og da jeg kommer til den sidste lange og meget stejle grusvej går det helt galt. Smerterne er uudholdelige. Jeg må gå sidelæns og baglæns. Intet hjælper. Jeg råber af vejen. Jeg tæsker den med mine stave. Jeg smider stavene ned i jorden og knytter næverne mod himlen. Men intet hjælper.fodtape Det tager mig tre timer at komme ned til asfaltvejen. Det er blevet lyst og jeg har brugt unødig meget tid på noget der burde have været simpelt. Endelig i Ollomont viser jeg min ankel til ham der står for fysserne. Dislocation. Vaske tæer og så op på briksen. To unge fysser instrueres i at den skal tapes. Jeg går ud som et lys på briksen. Vågner ved at de ryster mit ben og ser den vildeste tape. Gisp. Kan jeg overhovedet løbe med den. Jeg skal stå ned og se om den virker. Den virker fantastisk. Jeg kan lægge al min vægt på foden. Jeg kunne have kysset de to fysser lige der. Johan kommer ind og jeg viser ham den. Den er flot. Måske jeg skulle sove? Ja, det er rigtigt. Snupper en time mere på en briks.

Vågner op til regn og en dropbag der er spredt ud over et bord. Okay. Fokus nu. Propper alt i dropbaggen og tager tights og regntøj på. Og så af sted. Op mod Col Champillon og inden da Rifugio Champillon hvor jeg også har boet og glæder mig til at gense hyttefolkene. Det går ikke hurtigt, men det går og knæene er faktisk holdt op med at gøre så ondt igen. Foden virker super med den nye tape. Jeg når op til rifugiet og modtages igen med glæde. Får en kop kaffe i hånden og skulderklem. Det fylder mig med positiv energi og jeg giver den gas op mod passet til ære for dem. Forude venter et nedløb som jeg kender og så 4 km meget let plan sti. Rutens letteste stykke. Jeg tager nærmest tilløb og starter nedløbet. Det fungerer perfekt. Jeg tager det hele i løb. Euforisk. Det er ren lykke at kunne løbe nedad igen. Det hele vender. Jeg kan se en ende på hele løbet og det bliver en positiv afslutning.

malatraI fin stil når jeg ned til Saint Remy en Bosse og videre. Nu venter kun Malatra. Den sidste forhindring. Det ikoniske sidste pas man skal igennem. Derefter kan det ikke gå galt. Men Malatra er før blevet lukket pga dårligt vej. Og det regner og der er tunge skyer over passet. Jeg går hurtigere og hurtigere frem mod passet. Pludselig letter skyerne og foran mig er bjergene fuldstændig dækket af sne. Jeg bliver helt paf, stopper op og tager et billede af det. Lidt fremme møder jeg en løbskommisær og spørger om passet er åbent.” No problemo”. Bare fremad med mig. Op til Rifugio Fresseti i sne og med panik over det. Her møder jeg sjovt nok Philippe og Scilla igen. Aftaler at gå med dem over passet. Crampons på undervejs og pludselig er vi oppe. Sært nok forløses det hele der. Philippe jubler og hopper op og ned. Og pludselig råber vi og er euforsike. Får taget de obligatoriske billeder. Derefter løber vi ned ad den anden side. Som kåde føl der bare har lyst til at sparke bagud og vrinske.finish Vi har klaret det. Resten er en formalitet. Der er ingen forhindringer. Philippe fortæller løs om Mont Blanc og alt muligt fransk. Vi holder sammen nu. Det er os tre der gjorde det sammen. Scilla har lidt svært ved at følge med, men vi samler op igen og igen. Det er en sær fornemmelse. Løbet er slut på Malatra. Nu er vi ligeglade hvor lang tid det sidste stykke tager. Vi skal bare hjem. Tiden er også ligegyldig. Den bliver god nok. Under 110 timer er helt vildt. Overdrevet vildt faktisk. Jeg vil bare gerne i seng…

sofaI mål modtages jeg af Heine som udgik pga sygdom og af vores hotelværter. Det er lidt overvældende. Jeg er ekstremt træt. Og meget forløst. Det var afslutningen på mit Aosta projekt. Min eksamen som bjergløber. Og det er efter omstændighederne gået over al forventning. Man kan ikke tage højde for uheld og skader. Jeg er derfor også dybt taknemmelig for den fantastisk kompetente behandling jeg fik af fysioterapeuterne i Gressoney og Ollomont. De var guld værd.

Tor des Geants er en vanvittig hård prøvelse. Jeg er glad for jeg har prøvet det og har gennemført. Længden af løbet er afskrækkende, men det er terrænet man skal igennem, der er den virkelige prøvelse. Så mange bjergpas over 2500m er næsten umenneskeligt. Og så nætterne! Som alle jeg mødte sagde: ”It’s the nights!”. De trækker godt nok tænder ud. Og jeg er virkelig glad for at jeg kom i mål inden endnu en nat.

Og kunne det have ladet sig gøre på under 100 timer? Svaret må svæve i det uvisse. Jeg mener godt jeg kunne have gjort det uden uheld. Jeg havde helt klart formen til det. Men den var nok svær. Kigger jeg på nogle af dem der var omkring mig undervejs, så var det kun Falk Huebner fra Tyskland der brød de 100 timer. But who cares anyway…

alletreijakkerNæste dag møder Heine og jeg Harriet Kjær der er bosiddende i Barcelona. Hun er første danske kvinde til at gennemføre. Vi misser Michaels målgang pga dårlig tracking, men han tager revanche næste dag, hvor vi drikker øl og nyder livet alle fire. Egentlig var der også en femte dansker til start da Thure Tornbo Baastrup stiller op for Grønland. Han udgik dog allerede i første hoveddepot.

Min placering og tid blev: Tom Gruschy Knudsen: Nr. 65, 108:46 timer. Bedste danske tid og placering i TDG.

Save

Save

Moonlight Magiá Trail

Moonlight Trail udgår fra Rifugio Magiá som er depot på Tor des Geants ruten, så det var en meget god anledning til at få løbet noget af ruten i højt tempo. Godt med højdemeter og 25 km stod den på i blandet terræn lige fra brede grusveje til super smalle stier og tekniske nedløb.

Jeg skulle egentlig have deltaget i en træningslejr i Rifugio Magiá under overskriften ‘Train like a Kenyan’ – intet mindre! Der skulle komme et lille hold kenyanske løbe plus et par italienske stjerne man kunne fornøje sig med. Programmet sagde to gange morgen træning og så et let eftermiddagspas. Why not? der var også en masse andre indslag. den blev desværre aflyst pga for få tilmeldte – I wonder why 😉 Jeg blev dog tilbudt at få lov at bo i rifugiet til kursuspris i ugen op til løbet med fuld forplejning. Ja tak, sagde jeg.

moon_cimaUgen gik med at speed hike det meste af ruten med afstikkere til Becca Fontaney, Mont marion og Cima Bianca. Specielt det sidste sted er nok noget af det mest fantastiske sted jeg har været (siger jeg igen, igen). Men det var virkelig overvældende med direkte udsigt til Cervino og Monte Rosa samtidig med et landskab på toppen der ikke virkede jordisk. Selvom jeg tog det roligt var der så meget jeg syntes jeg skulle se, at jeg fik tilbagelagt 100 km i ugen op til løbet. Måske ikke helt ideelt. Til gengæld var forplejning og indkvartering tip top.

På løbsdagen var jeg godt rolig, men ved starten var jeg nok lige en tand for spændt. Man kan vist roligt sige, at jeg fik lagt for hårdt ud. Alt for hårdt. Den første bakke på ca. 400 m slog bogstaveligt benen væk under mig. Helt fremme i første geled, jaja. Men jeg syrede for vildt lige inden toppen – og så var det ned i tempo og håbe på det kunne vaskes ud hurtigt. Det gav så lige et dyk i placeringen og inden jeg så mig om lå jeg nede som nr. ‘nogen og tredive’ (talt i et serpentinersving). Total nedtur at se så mange glide forbi. Det er dummeste man kan gøre, men jeg skulle jo liiige prøve!

moon_startFørst efter ca. 45 min og ved passage af første væskedepot ved Rifugio Cuney kom jeg til mig selv igen. Så gik jagten ind. Jeg hentede ret hurtigt fire placeringer ned fra Cuney. Derefter kom der et langt svagt nedløb over marker hvor jeg nappede to mere. Så fik jeg sagt til mig selv, at nu måtte jeg også tage mig sammen. Havde haft for mange båndsløjfe-tanker mens jeg led. Ud over et stykke åbent terræn kunne jeg se at der var fem løbere foran indenfor få min. Koncentrér dig! Og det gjorde jeg så gennem et skovstykke med danskerbund. Tre mere blev hentet. Men de to sidste holdt same afstand foran? Pokkers. Nu var vi helt nede i bunden af højdekurven og snart skulle vi opad. Stejlt opad! Til min store fornøjelse så jeg at der hang tre løbere og stegte på stigningen – plus de to der stadig holdt samme afstand. Jeg fik kæmpet mig forbi to af de tre stegte. Det begyndte alligevel at se godt ud og motivationen steg eksponentielt med at afstanden til mål faldt.

Det sidste stykke af ruten havde jeg gennemløbet to gange i ugen op til løbet, så jeg gav den max æde selvom det var en meget smal sti helt ud til kanten. Ret hurtigt får jeg hentet en løber. Samme fyr som jeg har løbet mod tidligere to gange – den stod 1-1 indtil nu. Dernæst hentede jeg de to som havde ligget med fast afstand de sidste 5 km. Og så til sidst fik jeg taget ham der havde set stegt ud på stigningen på det sidste stykke grusvej. Jeg var virkelig flyvende på nedløbne til sidst.

moon_focus2Sluttede som nr. 17 sammenlagt. Nr. 16 hos herrerne og nr. 4 i Vet1 (40-59 år). Den første kvinde var en placering foran med to minutters forspring. Hendes mand var en af de to jeg havde jagtet længe. Efter løbet snakkede jeg lidt med dem. Hun skulle også løbe Tor des Geats og han havde gennemført fem gange tidligere. Det viste sig, at hun hedder Lisa Borzani, er på landsholdet i bjergløb og tidligere har vundet TDG for kvinder på 91 timer. Tak for kaffe, hun var også skarp at se på. Manden hedder Paolo Pajero og har gennemført på 94 timer i 2013. Heftigt selskab! I det hele taget så holder de her ‘små’ løb en ekstrem høj konkurrencefaktor selvom der måske ikke er så mange deltagere.

Så på trods af en katastrofal start på løbet og en masse negative tanker i starten, så fik jeg vendt bøtten til sidst og kæmpet mig godt tilbage. Ville dog meget hellere have haft et godt jævnt løb i stedet for. Men sådan var det!

Nye løgnehistorier fra de varme lande…

“Gimme gimme gimme, I need some more. Gimme gimme gimme, Don’t ask what for” Som Henry Rollins fra Black Flag synger det. Jeg ved det heller ikke, men jeg skal bare have mere bjergløb. Og det er mega hårdt! Så hvorfor?

thuile01Anyway. Næste løb hernede blev Trail della Becca di Viou i Valpelline. Jeg kendte det meste af ruten, da den går lige forbi Doues og det B&B i Torrent hvor jeg boede tidligere. Noget spektakulært skal man løbe gennem en 800 m lang tunnel med kun 180 cm til loftet – så pandelampe var obligatorisk udstyr. Løbet bød på 31 km med 1650 hm. De var så nogenlunde fordelt på 2 x 5 km hvor specielt 15-20 km trak tænder ud. Til gengæld gik 10-15 km overvejende nedad bakke – endda et par km på asfalt og grus, så jeg klokkede lige en femmer på 24:02 min. Den hurtigste i de sidste to måneder! Præstationen rakte til en 11. plads blandt mændene og en 6. plads hos de 40-59 årige – og så et interview efter målgang. Tja, og så var det 34 grader varmt og Franco Collé vandt. Så det var ikke for børn!

Der var fin service for løbere der kom langvejs fra da man kunne overnatte gratis på Campingpladsen 200 m fra startstregen. Det var lækkert når man lige kører rundt i en minicamper og leger trailbums. Løbet sluttede i nabobyen Roisan hvor der var pasta og hele molletjavsen. Men det var 32 grader varmt, så jeg tog shuttlebussen hjem. Bad om en overnatning mere da der var lækkert nok og nød så bare solen. Næste dag spurgte jeg om prisen – men det var også gratis. Super. Tak for det. Så videre til La Thuile og godt med madindkøb på vejen.

La Thuile var en rimelig ucharmerende skiby og vejret var ret skod, så det var bare lidt at vente på løbet om lørdagen. Ruten sagde 25 km og 1500 hm. Umiddelbart lyder det jo ikke så skræmmende. Men alle højdemetrene var stor set placeret på de første 10 km. Ikke lige min kop te. De må gerne være spredt ud med nogle ‘danskerstykker’ ind imellem. Det var der ikke noget af her.

Jeg boede ret tæt på start/mål. Efter at have tjekket starten af ruten blev jeg en kende bleg. Lige rundt om et par hjørner og så op ad en lang og meget stejl asfaltvej op mod bjerget og et skilt der sagde 16% hældning.

Aha, tre dages specialtræning måtte kunne gøre det!
1. dag. De første 7 km i korte intervaller for at se om det kunne løbes. Det kunne det – i intervaller. Og så tempo på nedløbet samme vej tilbage.
2. dag. De første 5 km fra man kommer til selve bjerget med stave så hurtigt som muligt. Hurtigt ned.
3. dag. Det ca. 700 m lange asfaltstykke inden bjerget som intervaller x 3. Roligt ned.
Det var det. Så blev det vist ikke bedre. Og dog. jeg havde også tjekket de sidste km ned til opløbet. Det var ‘danskerterræn’, jubii. Skovvej og et stykke asfalt hen ad en promenade nedenfor skipistene inden man lige skulle runde et par skarpe sving, over en parkerinsplads og op ad en sidste stejl bakke p   å 5 m inden mål på byens festplads.

thuile02Godt så. Lørdag. Løbet skydes i gang. Folk løber som galninge. Franco Collé sætter tempo. Nogle går i stå på vej mod bjerget. Fint. Vi krydser en bro inden det går løs. Jeg ligger nr. 16. Hmmm, nok en kende optimistisk. Og det var det! Anyway, frem med stavene og så er det bare hårdt arbejde opad den næste halvanden times tid. Kvalme. Jeg er lige ved at knække fra start. Må bakke lidt af. Bliver overhalet. Hænger lidt på. Falder af. Bliver overhalet igen. Hænger på i en firmandsgruppe. Det går okay. I en ti minutters tid. Falder fra ved 4 km. En meget ung mand overhaler og kommer op til gruppen. Derefter kommer der et tog på tre sølvræve. Argh, der skal jeg med. De holder et kværnende hårdt tempo. Vi kan se firmandgruppen. Så må jeg give fortabt. Har ligget som elastik for længe. Taber næsten modet. I dag får jeg tæsk. I dag er det italiensk hjemmebane og jeg hører ikke til.

Men så når jeg toppen, og depotet ved Rifugio Deffeyes. Der er lidt kaos. Nogle hænger i baren og nogle drøner lige igennem. Afsted. Og så er det bare stejlt, teknisk og eksponeret nedløb derfra indtil de sidste par km ‘danskervej’. Jeg får følgeskab af fyr med måne og sammen henter vi en foranløbende. Fedt. Men så falder jeg fra. Pokkers.

Løber meget længe alene. Kryds og tværs af vandløb. Over utallige stenfald og gennem tæt bevoksning. Får følgeskab bagfra af en ung nr. 33. Vi skiftes til at løbe godt op eller ned. Så er han 50 m foran, så er jeg. Det giver godt moment. Vi henter den helt unge fyr der er træt. Okay, hvor er så de andre. Vi henter ham med måne. Super. Nr 33 stikker af. Øv. Så henter jeg ham med den orange trøje fra firmandsgruppen. Han er helt slukket og nede at gå. Og foran er ham med tatoen på benet fra firmandsgruppen. Og yes, nu kommer vi til danskerterrænet. Farvel til tatoen og månen. Og lidt længere fremme ligger den sidste fra den gruppe. Jeg tager mig sammen og på de sidste 200 m asfalt prøver jeg at skrue op. Det vender sig i maven med det samme. Okay, for tidligt. Ned over parkeringspladsen. Inden man skal op over græsset bider jeg tænderne sammen og kommer forbi. Dagens højdepunkt. Knækker sammen efter målgang og får næsten krampe i både lægge og lyske. Damned, det var en hård rute!

Går hjem i bad og Heine ønsker tillykke. Jeg er blevet nr. 22. Og det er faktisk hæderligt og jeg kunne ikke have gjort det bedre. Senere er der pasta og øl og en masse præmier. Tre brasilianere får prisen for at komme længst væk fra. De er glade. Solen skinner. Alle er glade. I morgen kører jeg til Valsavarenche for at bruge to uger i den dal og så løbe Gran Paradiso Trail som byder på 25 km med 1800 hm. Ja, ja, gimme some more…

thuile04Ellers er tiden gået med at tumle rundt i bjergene. Det kan man ikke få nok af. Jeg har også haft besøg af Benjamin Holst og vi fik taget nogle gode ture omkring Cogne. Der var der masser af højdemeter og vilde ruter. Nu er jeg som sagt i Valsavarenche som åbner sig op i hjertet af Gran Paradiso nationalparken. Fik nogle gode ture da jeg ankom og tog en overnatning i camperen. Nu er jeg på hotel lige ved start/mål af Gran Paradiso Trail. Har fået scoutet lidt af ruten. Den slutter med et ca 9 km langt nedløb og så ca. 1 km flad vej langs floden. Det ser godt ud for fladlændingen – hvis jeg bare overlever den foregående 7 km lange dræberstigning inden.

thuile03I går gik jeg en mega svær stigning op til Bivacco Grivola i 3320 moh. Den startede med de første 4,5 km af Gran Paradiso Trail som bare er hårdt slid op ad bakke. Derefter tager ruten et stykke af Tor des Geants ruten i modsat retning. Jeg fortsatte lidt ind mod Col Loson og gik så op mod Pointa Blanche. Og sikke et arbejde! Det sidste lange stykke opad var på alle fire gennem endeløse stenfald og terræn for geder. Ruten var meget svær at læse nedefra og virkelig ekstremt stejl. Samtidig er man jo også temmelig tung i hovedet når luften bliver tyndere og tyndere. Men det var det hele værd. Det var super flot deroppe. Der skal prøves en del af mens jeg er her i paradis.

Save

(Gotta get some action) Now!

Endelig er jeg kommet i action. Det kommer længere nede…

lic02Jeg har drønet lidt rundt siden sidst. Efter Maison Torrent hvor jeg fik løbet/scoutet rigtig mange ruter og efter ca. 200 km på to uger gik turen til Valpelline. Jeg ville prøve kræfter med ruten til Vertical Becca de Viou. Den GPX jeg havde dannet sagde 6,5km med 1900hm. Så tak! Men afsted det gik – og det gik rigtig fint. Hårdt på den gode måde. Men ak. Efter at være drejet om i skyggesiden kom der snedriver. Og de blev større og større. Og ruten var begravet i sne. Alternativet var at kravle op over klipperne på siden af sporet der gik op langs et flodleje. Det var en kamp uden lige. Og det blev kun værre. Og vejret blev også værre (og værre). Men jeg ville op! Og det kom jeg. Fik set Bivacco Nere der ligger tæt på toppen. Tog sporet på den anden side ned – og nu blev det pludselig stegende hedt på solsiden. Fra hagl og kulde til sol og hede. Det blev også en meget lang tur, da jeg skulle helt rundt om massivet og hjem langs et flodleje. Fandt en restaurent da jeg kom tilbage og sov i camperen på en parkeringsplads.

Spiste morgenmad og lavede morgengymnastik og styrketræning i Valpelline og kørte så til Champillon. Ankom lidt sent så hyggevandrede bare lidt rundt. Overnattede igen i camperen og stegte pølser over åben ild om aftenen. Det var fint, selvom jeg ikke sov specielt godt da det var koldt i 2000m. Næste dag hører jeg lyden af en helikopter da jeg nusser med at arrangere morgenmad. Den kredser lidt rundt over skrænten nedenfor (altså sådan en mega stejl skrænt som ‘fald ned og dø’). Lidt efter kommer den op igen – med en ko hængende nedenunder! Havde desværre min telefon på ultrastrømbesparende så fik først billeder efter den var sat ned på jorden. Det var en stor tyrekalv der var komet på afveje. Lidt efter kom bonden og spænder den fast efter sin pickup, men den ville ikke med hjem. Utaknemmelige skarn efter sådan en redningsaktion. Men god underholdning til morgenmaden. Derefter hikede jeg med stor rygsæk og masser af mad op til Bivacco Rozessa de Savoi. Undervejs var jeg ved at træde på en hugorm – så er det også prøvet. Den var mega morgensløv, så jeg måtte prikke til den med min stav for at få bare lidt respons fra den.

Bivacco Rozessa ligger helt i bunden af Ollomont dalen, helt op mod de sidste bjergvægge der danner grænsen til Sweitz. Det er en meget spektakulær formation der danner en næsten fuldstændig gryde. Der er to ruter derop – og de er begge fede på ders måde. Der var kun sne til aller sidst og omkring hytten. Hytten er godt udstyret med gasblus og masser af gryder og pander. Der er dog ikke strøm. Jeg gik lidt rundt på det plateau der er, og ellers nød jeg bare udsigten, hvor jeg om aftenen kunne se lysene tændes ned gennem dalen helt til Aosta.

lic01Fra Bivacco’en hikede jeg næste dag tilbage til Rifugio Champillon. Det var nemlig deres åbningsdag og derfor skulle jeg lige have det med inden jeg skulle videre fra området. Jeg trængte også til et bad efter tre dages strabadser. Men who cares anyway herude. Jeg var den eneste gæst der havde meldt sin ankomst, så jeg fik fin opvartning og spiste aftensmad sammen med personalet. Næste morgen gik jeg så over Col Champillon og videre ad TDG ruten næsten over til Saint Oyen – og derefter tilbage. Puha, turen op over Col Champillon fra den anden side var godt nok en sejtrækker. Men så var det bare lige ned til Rifugiet og spise sen frokost. Der var godt med mennesker på det tidspunkt, men igen var der fin opvartning og oprigtig interesse fr turen. Nice. Derefter den hurtige genvej ned til bilen og så farvel til Champillon i denne omgang.

Derefter kørte jeg mod campingpladsen Arc en Ciel mellem Morgex og Pré-Saint Didier. Undevejs fik jeg set lidt borge. Ikke verden fedeste campingplads og heller ikke det fedeste sted den var placeret. Havde valgt den da den lå tæt på Morgex og dermed Licony Trail som jeg er tilmeldt. Og så fordi den var familieejet og havde sit helt eget pizzaria! Dagen efter ankomst så vejret ikke for spændende ud, så efter at have spurgt til vandreruter anbefalede bedstefaren mig at gå til Pré-Saint Didier og se et udsigtspunkt. Det viste sig at være en udsigtsplatform som jeg havde på min evt. todo-liste. Fint lige at få det på plads. En platform 180m over jorden hen over et brusende vandfald med udsigt til Mont Blanc massivet. What not to like? Og en fin restaurent lige ved siden af i en adventure park med træklatring. Jeg blev nede og spiste pasta med friske tomater. Pré-Saint Didier ser ud til at være en dyr by, men de har også den vildeste udsigt til Mont Blanc – og et kurbad der minder om Skodsborg. Det droppede jeg. Næste dag scoutede jeg noget af Licony ruten og fik set ruinen af Chateaux La Salle helt tæt på. Tredje dag var det mega regn. Tjekkede ud. Deres wifi var også ustabilt og jeg gad ikke camping mere. Havde dog lige præsteret at dræne batteriet på bilen, så bedstefar måtte hjælpe med en god gamel model af en lader. Så er det også prøvet.

Ville have været til Bivacci Pascal ved Licony Søen, men endte med at køre til Morgex og indlogere mig på Hotel Valdigne. Jeg havde fået en folder af bedstefaren med ruter i området. Tre dudes havde sat sig for at mærke dem fint med små træskilte og lave et katalog – imponerende arbejde. Sponsor på folderen var Hotel Valdigne og da de også havde samarbejde med Licony Trail var det mit valg. Fint og billigt hotel. Men mest morsomt er det, at jeg rent faktisk havde mødt ejeren og hans kone og børn i Doues en dag. Han genkendte min bil og da jeg kom hjem om aftenen fik vi lige en sludder. Sjovt nok. Verden er lille.

Fik tjekket første del af ruten ud en gang til. Den starter med en næsten konstant 7 km lang stigning som ligger lige på grænsen mellem løb og gang. (Hvilket vil sige, at det kan løbes, men også kun lige.) Den er ikke teknisk og de første 1,5 km er på asfalt. Det er næsten noget af det mest onde der findes. Det bliver dræbende hårdt. Valgte at prøve at løbe de 7 km i intervaller for at mærke smerten. Det gør ondt! Tog den tilbage i sammenhængende løb og med de sidste 1,5 km af opløbet på asfalt. Dagen efter tog jeg en lille stigning lige efter asfaltstykket som er MEGET stejlt x5 og så opløbet en gang til. Så bliver jeg ikke mere klar til det.

Ellers må man sige, at de går op i tingene hernede når der er løb. Der er plakater og flag i byen og hele ruten er blevet trimmet de seneste dag. Græsset er slået langs ruten i byen og der er blevet asfalteret lidt huller i vejene ned til opløbet. Det ene var også rimelig farligt lige efter et skarpt sving ned ad bakke.

Dagen før selve Licony Trail afvikles er der obligatorisk pasta-party og lidt boder med nedsatte varer osv. nede i byen. Der er også Baby Licony. Altså børneløb. Og der bliver gået til stålet i den sammenhæng. Men sådan er børneløb jo altid. Vildest er dog, at hos de mindste 6-10 årige er der en lille pige der stiller til start med armen i gips fra armhule til håndled. Det piver man altså ikke over hernede.

lic03Næste morgen kl. 9.30 er det så tid til 25 km’eren med 1650+hm. Og som om det ikke er nok så siger vejrudsigten +30 grader, ingen skyer og ingen vind. Og så kunne man jo godt lige tænke sig at de der meterologer tog fejl. Men det gjorde de ikke! Stegende hedt og så afsted mod første forhindring på vejen mod målet. Jeg prøver at placere mig så jeg ligger omkring top 25. Det er vel det mindste man kan forlange, selvom jeg ingen anelse har om niveauet end at jeg på resultatet fra sidste år ved, at den i al fald bliver vundet langt hurtigere end jeg vil være i stand til bare at kunne følge lidt på vej. Mit mål er i det mindste at komme under 3 timer for dagens strabadser. Jeg ryger altid helt op i det røde adrenalin-felt når starten går, men får nu styret mig fornuftigt synes jeg. Og efter 10-15 min har feltet indstillet sig og jeg er kommet ud af den orange tåge. Så er det bare hårdt arbejde resten af vejen. Så jeg prøver at bide mig fast i haserne i de lokale helte omkring mig. Det er som sædvanlig teknikken og modet der sætter mig tilbage. Lige så snart tingene går ligeud eller ned ad bakke uden teknisk udfordring, så kan jeg sagten løbe fra dem omkring mig. Men specielt på de stejle tekniske nedløb løber de med en helt anden lethed (vovemod?). Og da vi mod slutningen kommer til rutens skrækindjagende lange nedløb over 1000hm og ca. 60 sving på 40 cm eksponeret singletrack, ja så stikker de da helt af. De tager de vildeste chancer i svingene og jeg sættes til vægs gang på gang. Og dog – det er kun et par stykker der kommer forbi, men til sidst leder jeg en gruppe på fem løbere. På de lige stykker får jeg hul og i svingene kommer de op igen. Og 60 sving, det er altså rigtig mange! Efter det stykke skal man lige passere en flod og så går det meget stejlt opad. Det ved jeg, jeg har prøveløbet det. Jeg slipper de fire forbi og mine ben melder max minus.lic04 Find din egen rytme siger jeg til mig selv, du henter dem på asfalten. Det gjorde jeg ikke helt, men det blev da tæt på. Tiden siger 2:57, altså lige til øllet. Slutter som nr 29 og nr 8 i veteranklassen som er +40 år – og der synes jeg faktisk var fint. Der skal bare trænes endnu mere nedløb. Og tages flere chancer! Derefter er der mere pasta-party og præmieoverrækkelse som er et overflødigshorn af priser for alle klasser samt vist også lokale mesterskaber og ærespræmier og hvad ved jeg. Men festligt er det. Jeg får sågar en af lodtrækningspræmierne for at være den der er kommet den længste vej. Og det her er altså et lokalt løb! Godt nok i en løbsserie for selve Valle d’Aosta, men alligevel! Jeg er fan.

Efterfølgende brugte jeg de næste to dage på af vandre til Bivacco Pascal i 2920hm med udsigt direkte til Mont Blanc og tilbage rundt om Licony søen for derefter at køre til Gimillan ved Cogne, hvor jeg nu er indlogeret i en ordentlig stor lejlighed med dejlig 70’er indretning. Men det må være en historie for sig selv.

Chagline – Col Brison – Rif Champillon

Jeg havde lovet mig selv at give Punta Chagline et sidste skud inden afrejse fra Conclonaz. Hun lå fint og bade sig i solskin, så jeg var optimistisk på erobringen.

Denne gang prøvede jeg at nærme mig af en tredie vej. Første gang var jo kløften mellem hendes ben – og det gik jo ikke for godt. Dyb sne og uvejr satte en stopper for den tur. Jeg var nok lidt for direkte i min tilnærmelse.
Anden tur gik over kanten af højre skinneben. Derefter op over knæet der stak i vejret, men igen blev jeg stoppet tæt på målet af en skarp afvisning. Det var for glat og stejlt og jeg måtte trække følehornene til mig.

140517_03Denne gang startede jeg på den anden side af kløften. Jeg kælede mig langsomt og roligt op ad det venstre ben for at krydse ind til midt mellem kanterne hvor turen stoppede første gang. Denne gang var der ikke noget ballade med uvejr og dyb sne. Men den videre færd op ad maven gik i blød og tug sne. Stien var fuldstændig dækket og min GPX viste mig ud i en travers af dyb og tung tøsne. Til sidst valgte jeg at gå den direkte vej mod målet op over et stejlt bart stykke op mod de to velformede tinder der knejsede mod himlen. Det var hårdt, mit åndedræt var tungt og der skulle arbejdes med stavene samtidig med at hun også krævede crampons på. En hård kvinde at besejre!

140517_02Kom dog helt op til halsen der lå uberørt og hvid som elfenben i solen – og så var det bare fremad gennem tonsetung sne mod målet. Jeg nåede toppen denne gang – og hvilken belønning. Fantastisk udsigt bla over til Becca France hvor jeg var tidligere på ugen. Turen ned fra toppen tog jeg direkte på tværs af det hele og mine fødder var som istappe til sidst. Af med crampons og så et dejligt nedløb der varmede godt om fusserne.

Efter en rejsedag med praktiske gøremål som indkøb og besøg på italiensk møntvaskeri samt en let hike til en nedlagt kobbermine ved Bionaz var det tid til en tur mod Col de Brison fra Ollomont. Jeg havde overnattet i camperen ved en flod, så det var bare en kort køretur frem til starten af ruten. Dette skulle også blive min første prøve med selve TDG ruten som primært følger Alta Via 1 og 2.160517_01 Samtidig skulle turen også tjene som scouting for Outdoor Italy og en tur som Benjamin Holst planlægger over fire dage med stop i netop Ollomont. Man kommer egentlig fra øst og går over Col de Brison mod Ollomont i TDG, men rent praktisk passede det bedre at gå op og ned fra Ollomont, da jeg skulle til Torrent ved Doues bagefter.

Vejret var strålende sol og jeg mødte for en gangs skyld et par andre vandrere som kunne oplyse at der ikke var noget særlig sne i passet. Super. Selvom de nok underdrev lidt i forhold til hvad vi mener er lidt. Kom forbi en stor flok ibexer der gik og græssede roligt. I det hele taget ser jeg mange flere dyr end normalt fordi sæsonen ikke er gået i gang.

160517_02Der var kun få snepassager over vandfaldene undervejs. Fik også scoutet en siderute der går mod Biovachi Regondi. Nåede fint passet som var dækket af sne, men med fin passage på begge sider. Traverserede lidt rundt oppe på kanten og fik oplevet udsigten i alle retninger. Derefter tog jeg hele nedløbet i sammenhængende løb for lige at få en ide om tidsforbruget ned til Ollomont. Meget positiv tur. Derefter kørte jeg til mit nye opholdsted som er Maison Torrent B&B med super søde værter.

170517_02Vågnede op til et overvældende morgenbord, men jeg er så også den eneste gæst! Denne dag ville jeg bruge til at hike op til Rifugie Champillon stille og roligt for at få klarlagt ruten derop fra stedet her. Der er et 4,8 km godt stejlt stykke opad til man kommer til AV1 og TDG ruten. Endnu en gang tjener det til forberedelse til selve TDG, men også scouting for Outdoor Italy og turen der passerer her (læs mere her >>).
Inden man når AV1 kommer man til et picknicksted, hvor det er muligt at køre til ad en temmelig snoet, men dog asfalteret, bjergvej. Dette giver mulighed for at komme næsten direkte til TDG ruten fra mit ophold og jeg kan så gå mod både øst og vest.

170517_01Det sidste stykke af AV1 op til Rifugi Champillon ligger i skyggesiden, så der lå meget dyb sne som jeg sank igennem igen og igen. Det var meget tungt – og koldt – men insisterede på at komme op til rifugiet. Det er vildt innerverende når man igen og igen træder igennem sneen helt ned til knæ eller lyske. Men jeg kom da op til rifugiet og fik spist min madpakke, mens jeg kunne kigge over til Col de Brison. Herfra så det godt nok vildt stejlt ud at komme op til det pas. Det var desværre umuligt at gå videre op mod Col de Champillon. Håber det bliver muligt senere da jeg skal være her i to uger. Så mon ikke sneen forsvinder inden den tid. Anyway, i dag er det hviledag og i morgen skal jeg bare lege lidt turist i området her. Vejret er også skod i dag, så det er perfekt!

Optur over Becca France

Da jeg var på tur mod Punta Chaligne anden gang kunne jeg se over til en ret dramatisk kant mod vest. Samtidig var der heller ikke rigtig noget sne derovre, hvilket dragede mig. Kanten omkrandser et næsten lodret stenfald som minder om noget fra et meteornedslag eller en vulkan. Det viste sig at være Becca France og at rute 9A går derover og op til toppen her fra Ville sur Sarre. Med GPX genereret via Cartographic Navigator SCT (lyder tjekket ikk’?) begav jeg mig afsted i super nice solskin.

100517_04Ruten gik hurtigt meget stejlt opad gennem en dejlig sval nåleskov med blød bund. Det var guf for et par møre achillessener. Jeg var ret spændt på at se hvordan ruten ville folde sig ud når jeg nåede op på kanten. Og så pludselig, som ud af ingenting, når man op over skoven og hele kanten ligger blottet som én lang barsk kam. I beskrivelser havde jeg læst at den var nem at gå, men med visse ret eksponerede steder. Endvidere skulle den sidste opstigning være for erfarne vandrere – stod der. Det måtte jeg jo se på.

100517_02Det er virkelig en spektakulær tur hen over kanten. Flere steder er der lodret fald nærmest inde under en. Visse steder er stien så smal at man føler man står og vipper på æggen af klippen. Det gav nogle dejlige sug i maven og den der følelse af at man ikke kan holde balancen. Jeg synes ellers  allerede, at mit balancecenter er begyndt at vænne sig til forholdene. Ikke helt endnu, men jeg føler da ikke verden vipper længere, når jeg ser ud over kanterne.

Det allersidste stykke op mod toppen var meget stejlt og med løst grus. Tog lige starten op og ned for at have en fornemmelse af hvor fødderne kunne få lidt fæste. Og så helt op. Det er virkelig spektakulært. Det havde det nu været hele vejen og der var mange kiggestop undervejs. Kan klart anbefales. Ganske let rent teknisk og god træning pga stigningen op til kanten.

100517_03På toppen nød jeg et par energibarer og fik brugt min nyerhvervede kikkert flittigt. Lige overfor kunne jeg tjekke snesituationen på Punta Chaligne. Den er stadig ikke helt god. Men dejligt legetøj sådan en kikkert. Klart en af mine bedste investeringer i grej i længere tid. En anden fed gang grej er Salomons pilekoger til stave. Raffineret og smart fundet på. Så sidder stavene bare der og man kan tage det af hvis det ikke skal bruges.

100517_01Turen ned igen til skoven gik nu helt fint selvom det var meget stejlt og løst underlag. Derudover ville jeg også gå en rute der går langs bunden af stenfaldet. De to skiller sig fra hinanden nedenfor kanten. Det var en ret fed travers på den skovklædte del og løbbar. Pludselig åbnede træerne sig og man kunne se direkte op i stenfaldet. Præcis som jeg havde håbet det! Og det er jo fedt når noget er som forventet. Jeg stavrede over klipper og væltede træer til jeg befandt mig midt i centrum af stenfaldet. Og så sad jeg ellers der og var overvældet. Så tilbage igen og tage det sidste stejle nedløb. Lækker tur på 16km og masser af episk udsigt som belønning. I aften er det i øvrigt fuldmåne, så kan jeg kigge lidt nærmere på den.

De foregående dage har jeg brugt på at se på flere borge – og gå rigtig meget op og ned af bjerget. Køre i bus på bjergvejene med chauffører fra Helvede, overvære det lokale gededyrskue, scoute ruter og løbe dyrestier. Og ikke mindst så har jeg fået set samtlige romerske efterladenskaber i Aosta. Og jeg mener virkelig alt. Fra alle vinkler. Ovenover og under jorden. Og der er en del. Alene bymuren en ca. 3km hele vejen rundt. Men det var fedt at få det hele på plads på en gang. Jeg har også set de to første afsnit af Matador – det er jo et stykke dansk kulturhistorie…

Pûnta Chaligne i to hug – og et suk

Lige siden jeg er ankommet og opdagede, at der gik en rute op til Punta Chaligne (2608m) lige uden for døren så har jeg haft lyst til at gå derop. Jeg scoutede lige de første 100hm første eftermiddag jeg ankom. Den var barsk fra starten af. Så den blev lagt lidt på hylden. Men i går kunne jeg ikke dy mig længere. Nu så vejret nogenlunde ud. Jeg kiggede meget på skyerne hele formiddagen. De kom og gik, men så ike så alvorlige ud. Det andet der virkelig trak i mig er det her med snefaldet. Der ligger vildt meget sne over 2000m og det sner stadig sporadisk i højden. Hvad med de fede pas som man skal træne? Hvordan ser Col Loson ud i 3300m? Kan man overhovedet komme rundt på TDG ruten?

Fornuftig-Per fik mig til at trække i hiking tøjet. Støvler, bukser og fleece. Regnjakke, hue og handsker i rygsækken sammen med madpakken. Tænkte det ville give en naturlig dæmper på tempoet. Og sådan bør man jo tænke. Startede dog i solcreme og vindvest og dejligt solskinsvejr, så sveden sprang lystigt fra panden.

040517_04Og det gik opad, gjorde det. Det er virkelig en heftig rute når man kommer lige fra det flade. Så tempoet var roligt. Ingen vind og bare steady pace derudaf. Ved 1800m kommer så de første sneklatter og temperaturen dropper lige. Njaahhh, det ser da stadig okay ud. Ved 1900m er der sne overalt, men ikke dybere end det bare er fedt at høre sine trin og sin vejrtrækning. Rutemærkerne begynder godt nok at være sneet lidt til, men ikke mere end de kan ses.

I 2000m er der no mercy fra mother nature. Nu er der ikke længere nogen sti og jeg synker visse steder i til knæene. Navigerer efter mærkerne der stadig stikker frem. Husker at sparke dem fri for sne. Både for min egen skyld, men også for evt. andre der har fået samme tossede idé. Jeg kommer ud i åbent terræn og nu er alt dækket af sne. Meget sne! Jeg synker nogen gange i til lysken og aner ikke hvad der er sti længere. Navigerer efter klippestykker og krydser frem og tilbage efter mærker. Og nu bliver himlen så pludselig meget grå! Ja, ja, så er det vist slut med det eventyr. Det er heldigvis nemt at finde ned igen tænker jeg. Bare direkte nedad og markeringerne er jo altid nemmere at se oppefra end nedefra.

040517_03Der ligger et forladt hus lidt længere oppe. Her vil jeg lige tage et pitstop. Runder 5km og 1000hm der. Nåede op i 2268m og det ligner Nordpolen. Et tilsneet skilt viser, at der blot er 45min gang til toppen. Pokkers! Vi plejer at sige, at vi kan gøre det på halvdelen. Men alt er hvidt og himlen er sort og det begynder at sne tæt. Hopper under et halvtag og får vinterovertøjet på. Spiser et par energibarer og drikker lidt vand. Overvejer om jeg skal spise madpakken og se om det klarer op.

040517_02Men nej. Jeg kan se mine fodspor er ved at blive bløde i kanten, så siger tak for i dag. Og det skal man. Man kan altid gøre det igen i morgen. Eller en anden gang. Det er jo heller ikke sjovt at stå på en fed top og alt er whiteout. Hey man, fed udsigt – not!Nå, men nedløbet havde jeg glædet mig til. Smækker lige Iron Maiden – Killers i hørebøfferne og så får den ellers full trottle dernedaf. Så er det ligemeget med sti i sneen. Det tog 1t43min op og 50min ned, hey ho. Og det paradoksale er jo, at efter 20min, så var jeg ved at overophede igen. Det var da om ikke andet godt for ballerne. De føles som noget på en toårig galophest.

Dag 2

050517_01Vågner tidligt til strålende solskin og ikke en sky overhovedet. Yes, så er det i dag det sker. Spiser morgenmad og ellers samme setup som i går. Går dog mere hardcore på sko. Fellraiser med 4x2mm icespikes under forfoden og neopren lægbind. Så er der lagt i kakkelovnen!

Der er andre veje op til Chaligne end den fra i går. Den nemme tursitvej kræver 16 km kørsel i bil. Droppet. Den tredie mulighed er ruten til Chaligne Skyrace. Den er stejl, meget stejl og går oppe på kammen. Kører 10min til Ville sur Sarre og starter ud derfra. Har dobbelt GPX på ur og telefon – tjek. Og for pokker, en motherfucker. Det er lige op i luften fra starten (synes man jo som fladlanding). Men den er ikke særlig teknisk, så der er bare den ene fod foran den anden. Og den er nem at navigere.

Som i går er der sne fra 1800m, men i dag er det ved at smelte fra stien. Det går fint derudaf og jeg kan fløjte lidt som Poul Reichhardt. Fordi det i dag er på kanten er der en for vild udsigt. Jeg kan også se ned i slugten som jeg prøvede at gå ad i går. Husker at vende mig om og se tilbage som Heine altid siger. Selv ved 2000m er det reltivt nemt at gå ruten. Men jeg kan se på toppen, at den er sneet ekstremt meget til. På GPX’en er jorden bar helt op og alle kan såmænd gå den uden sne. Det er bare et spørgsmål om hvor lang tid det tager.

050517_02Da jeg når op til det virkelig stejle stykke, så aner jeg ikke hvor kammen er. Og til sidst er driverne så høje og med udhæng at det er point of return. Med solen på sneen hele dagen, så skal man ikke videre. Det gør heller ikke noget. Har taget 1300hm på 5,6km så jeg er tilfreds. I går gik jeg som sagt i en slugt. I dag er der fænomenal udsigt. Spontant kommer jeg til at sætte mig ned på røven i sneen med et kæmpe suk. Jeg har stort set 360 graders panoramaview. Kun selve Punta Chaligne bryder lige udsynet mod nord. Ellers kan jeg se, det der ligner, en lang sammenhængende kant med +3000m spidser hele vejen rundt. Denne dal er simpelthen så overdrevet.

050517_05Og vejret? Ja, vejret det er perfekt. Jeg har ikke noget at udsætte på vejrguderne i dag. Sætter mig på en busk der stikker op og spiser min madpakke. Kigger ned og tænker at det altid er stejlere når tæerne vender nedad. På med crampons og jakke og så nedad. Et skridt ad gangen og hellere sætte sig ned end spille smart. Men der er ingen slinger i valsen og ved 2000m kan jeg smide crampons og jakke og tage resten af turen i korte ærmer. Super nedløb. Tilbage ved bilen er jeg rimelig høj. Succesdag. Aboslut. Og fuld smæk på Thin Lizzy i bilen tilbage.

Jeg tror evt. jeg giver Chaligne et sidste shot når jeg flytter herfra og til Ollomont. Der har jeg en overliggerdag og kan så tage turistvejen. Så måske kommer der en ‘alle gode gange tre’ historie senere. Til sidst en video fra Skyrace, hvor man kan se hvordan forholdene bør være!

Save

Lidt flere borge – og trapper

Vågner op til rimelig ligegyldigt vejr. Tunge skyer over bjergene. Dagen derpå kan man jo godt mærke lidt træningsværk trænge sig på. Hmmm, de gamle knogler er ikke lavet af stål? Selvom jeg har været en flittig klient hos Pumaens Trappeton, så er det alligevel altid anderledes når man kommer ned i bjergene for alvor. Men det er kun en ganske let ømhed, så de mange ture på trapperne i Riget eller på Lüders er godt givet ud.

Alligevel spiller jeg med sikre kort og kører ned til Castello St. Pierre i bil. Voldsomt imponerende bygning – og meget stejl adgangsvej! Det er lukket pga renovering. Det huser ellers et naturhistorisk museum, øv bøv. Jeg tager så turen hele vejen rundt om slottet – meget imponerende!

En spytklat derfra ligger Castello Sarriod de La Tour. Det ser mindre imponerende ud fra vejen jeg kommer af. Men også mere råt i sit tydeligere forfald. Der er adgang og man kan komme rundt inden for murene. Mod floden er det så vanvittig stejlt og lader ikke noget tilbage. Man kan også komme indenfor for 3€ – tja, why not. Men når man kommer alene skal man have en af skrankedamerne med rundt?! Nej, jeg kommer igen en anden dag. Videre.

Næste hug er Castello Châtel-Argent der ligger som en ruin på toppen af en giga klippe. Pænt svært at slæbe ting derop. Men ret effektiv trappetræning at komme derop. Virkelig en trailseværdighed – anbefales! Det blev et fint træningspas da jeg lige skulle se alle stierne op og ned.

030517_02
Endte nede i byen Valpeline og fik handlet ind hos en ældre dame. Dernæst en kaotisk opkørsel hvor GPS’en ret så ofte var for sent ude. Og damned, det er ikke fedt med ny beregnet rute igen og igen eller ‘foretag en u-vending’. Så fik jeg da lidt øvelse i at køre hårnåle med en hånd. Men med en bredde på 185 så er der ikke meget plads at give af. Indtil videre er jeg dog kun bakket lidt ind i en skraldespand.

Så heller ikke mere om borge lige det næste stykke tid.

Ned mod borgene – og tilbage op igen!

020517_03 Den rute der er markeret lige overfor huset byder på det vildeste nedløb. Jeg skulle virkelig holde på mig selv for ikke bare at give los. Du skal jo også op igen! Ja ja, men det er jo først senere. Det var en heftig tur tilbage. Ja, det var. Men jeg tog det roligt gående.

Nåmen altså. Efter 5 km nedløb og 700 hm, så er man nede i dalen. Så var det bare afsted efter de første slotte. Det første jeg havde set viste sig at være en ‘snydeborg’. Et hotel bygget som en borg – godt gas. Men ikke så langt fremme lå Castello Reale di Sarre. En af de virkelig spektakulære borge. Der var også fine rutemarkeringer fra TDC. Vejret var iøvrigt rigtig fedt solskin nede i dalen. Rimelig heldig tur der! Er blevet ret swag solbrændt!

Fra Castello Reale di Sarre kan man se de næste borge mod vest og på sydsiden af floden. Men da jeg allerede havde tilbagelagt 9 km droppede jeg vovemodet. Tog lige et lille stykke af TDC ruten op til en kant hvor man endnu bedre havde oversyn over fem borge. Ret fedt at se det på afstand – ikke mindst Castello Reale di Sarre. Måske en trailkikkert er næste udstyrsstykke?020517_02

Derefter løb/gik jeg tilbage. Jeg er sgu altid så ivrig – og hey, det skal man passe på med! Det skal man også – det er rigtigt. Så rolig gang op ad stigningerne. Andet var næsten heller ikke muligt. Det er altså pænt massivt terræn lige uden for døren. Det blev da også 17km med det hele på, så var godt sulten efter frokost.

Jeg fik også scoutet det lokale busstoppested. Det er lige 2 km nedløb herfra. Så kan man tage lidt længere væk til de næste borge. Evt lige køre bilen derned for at være rigtig fornuftig. Måske i morgen.

H1483618497er til eftermiddag er der massivt skydække ned over bjergtoppene, så skal nok ikke opad i morgen. Må se. Vil meget gerne til Pointe de Chaligne. Der er et skyrace d. 15. juli og har taget GPX’en ned. Skal lige op ad vandreruten først og se forholdene inden den rute evt skal prøves af.

I øvrigt så kan jeg tilføje, at jeg er mutters alene i denne ‘by’ på ca. 8 huse. Jeg har dog fået en katteven. Den kommer og sidder udenfor vinduet og kigger ind. Så ligger den bare der. Men den er ikke tam. Det er nu meget hyggeligt. Jeg kalder den Plet.

Save

Save

runningblogs-loebeblog

En tur til giganternes dal

010517_01Jeg har flyttet teltpælene til Aosta dalen. Dernede hvor man er omgrænset af giganterne. Monte Bianco, Cervino, Monte Rosa og Gran Paradiso. Det er mest fordi jeg skal deltage i Tor Des Geants, men også fordi jeg er gennem en form for fornyelese eller genfindelse af mig selv. Pludselig ville det hele ikke som jeg ville og så må man jo finde på noget nyt.

For to somre siden havde jeg fornøjelsen at løbe – eller speedhike (whatever vi skal kalde det) – TDG ruten med min træningsmakker Heine Petersen. Det var virkelig storslået, hårdt og brutalt – og meget varmt! Vi gjorde det på 10 etaper med overnatning i Refugier – og et enkelt hotel i Saint Martin. Jeg svor dog, at det skulle jeg aldrig selv deltage i det løb! Heine smilede bare.

Sidste sommer tog jeg så nordvest passagen Saint Martin til Courmayer sammen med Benjamin Holst på fem etaper og stort set samme opskrift som med Heine. Det var dejlig vildt igen. Og meget, meget varmt den ene dag! Så selvom Benjamin skulle deltage, så svor jeg stadig, at det var ikke noget for mig.

Nu står jeg så selv med et startnummer og en helvedes masse forventninger til mig selv. Sådan kan det gå. Man skal aldrig sige aldrig.

Men jeg er altså taget herned mere end fire måneder før løbet. Meningen med galskaben er, at jeg vil lære det hele at kende. Ikke bare Alta Via 1 og 2, men også alt det med kulturen. Og så vil jeg gerne opsøge mere terræn. Se noget mere. Somom det andet ikke er nok! Og hvis det kan udmønte sig i at give noget indtægt på en eller anden måde, så er missionen opfyldt.

Og så skal jeg selvfølgelig træne. Lære de svære passager at kende. Have de svære nedløb i baglommen. Skrive de høje pas bag øret. Alt det der.

Køreplanen for alt det her, har været under en del omlægninger. Men i sidste ende er den blevet hængt op på deltagelse i en række kortere trailløb hernede i dalen som jeg vil flytte mig rundt efter. Dels at både Heine og Benjamin kommer herned for at træne.

I korte træk, så har jeg en bil på størrelse med et kolonihavehus med telt på taget med. Men har i starten lejet lejligheder rundt i dalen. Med Heine og Benjamin bliver det en pilgrimsfærd som de andre år med et sæt løbetøj i rygsækken og så derudaf. Der er meget logistik der skal gå op. Men det gør det jo mere spændende.

Anyway, lige nu er jeg landet i Conclonaz i 1230 m. Det er ca. 3 km fra Aosta by i fugleflugt – og så ca. 11 km ad bjergveje. Og med en basse af en bil på 1500 kg fulst lastet med løbesko etc., så gav det lige en del sved på overlæben at ride den hjem.

Grunden til jeg er her, er helt overvejende for at se Aosta og få alle seværdigheder under kappen. Men endnu mere fordi Tor des Chataoux afvikles fra d. 12. maj. Jeg skal ikke deltage, men vil gennemløbe ruten i etaper de næste to uger jeg bor her. Og så ned at se selve løbet. På den måde får jeg sightset en hel del slotte og bliver tændt af løbsstemningen. Ellers går der en vandrerute lige uden for døren der leder op til Pointe de Chaligne i 2608m og den anden retning går ned mod Salle hvor Tor des Chatoux passerer – winwin.

Jeg fik scoutet lidt af byens seværdigheder, da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Kald det forarbejde eller noget. Jeg fandt også et supermarked der vist har døgnåbent alle ugens dage. Super. Ellers var det rimelig begivenhedsløst at komme herned. Jeg har haft bilen på tog fra Hamburg til Lörrach. Det blev først spændende ved opkørslen til St Bernard tunnellen. Ja, der er meget sne. Rigtig meget. Og her er skide koldt. Men det bliver nok bedre i morgen.

Save

Save

Save

Save