Indlæg

,

Tor des Geants – en overmenneskelig opgave!

Dette er en opsummering af oplevelserne fra TDG frit efter hukommelsen. Der er sikkert meget der er glemt, men det er også de blivende indtryk der er de vigtigste. Det er et løb der næsten er umuligt at kapere undervejs – og for den sags skyld også efterfølgende. 338,6 km med +24.000hm siger den officielle distance. 25 bjergpas og et terræn for bjerggeder.

ruteJeg følte mig utrolig godt forberedt med ophold i Aosta dalen siden 1. maj og deltagelse i fem kortere bjergløb samt gennemløb af hele ruten sammen med min makker Heine Petersen og Marlene Hjortebjerg. Alligevel havde jeg ingen idé om hvor vanvittig en både fysisk og mental belastning et løb som dette er.

Så langt! Så mange dage, så lange nætter, så lidt søvn og så meget hjernespind – og tvivl. Men også overskud, eufori og glæde.

Før løbet havde jeg en stålsat vilje til at dette skulle lykkes. Min tillid til egne evner i terrænet og mit indgående kendskab til hele dalen gjorde, at jeg følte mig aldeles klar på dagen. Der var ingen nervøsitet udover det sædvanlige før et løb. Dette var mit terræn. Min dal.

Og jeg havde en plan. En dristig plan. Jeg ville gennemføre på under 100 timer. Et absolut hårdt krav, men ikke urealistisk i forhold til det jeg vidste jeg kunne. Alt andet lige betyder det ca. 85 km i døgnet – eller et alpemarathon for hver 12 timer. Simpel plan ikk’? Jeg havde helt klart farten og jeg havde teknikken til det. De ubekendte i ligningen var: søvn, skader og uheld. Alle tre faktorer der kunne vælte korthuset.

udstyrValget af udstyr er til gengæld simpelt. Jeg løber i Salomon og har gennemprøvet adskillige sko inden løbet. Valget af sko er Speedcross 4 pga greb og støddæmpning. Alt andet er der ikke så meget at sige til. Jeg er ikke så pernitten med tingene. Det er benene der skal gøre arbejdet! Færdig.

start01Heine og jeg mødes med Michael Fich i startområdet. Alt ånder fred og ro. Vi virker alle tre glade og med overskud. Vi starter i roligt tempo efter råd fra Heine. Næsten 900 løbere halser af sted. Mange over evne. Men hellere holde tempoet lidt nede og sidde fast i flaskehalsene på den første stigning end brænde ud. Og efter noget tid åbner løbet sig op. Jeg finder min rytme efter første ’lette’ bjergpas og kommer snart ind mellem andre med samme tempo. Det kører bare derudaf og nærmest inden jeg har set mig om er jeg i La Thuile. En by jeg har boet i og deltaget i Trail La Thuile. Det giver god tiltro til egne evner. De næste to pas ryger nærmest også af sig selv og snart står jeg nede i Planeval. Forude ligger første hoveddepot i Valgrisenche og de første 50km er passeret. Jeg har på forhånd valgt at gå det meste af dette stykke for at give benene ro. Det er fladt og på græs. Det bliver også mørkt og derfor tjener det til en slags ’hvile’ for benene.

Første depot er ret hektisk. Der er mange løbere allerede. Nogle ser dog allerede lidt slukkede ud! Jeg sidder ned ved siden af to franskmænd. Denne ene hedder Philippe – han skal siden gå igen. Og igen. Det bliver blot et hurtigt strømpe- og underbukseskift. Af sted ud i mørket og det første seriøse udfordring. Stigning op til Rifugio Epée og så Col Fenetre med et sygt stejlt og teknisk nedløb. Jeg kommer hurtigt op til en løber der går og taler i telefon. Det er Philippe og vi følges til Epée. Her øger vi undervejs gruppen med et par mand og Fenetre nappes i fin stil. Nedløbet går rigtig godt sammen med en spanier og ved Rhemes Notre Dame strutter jeg af selvtillid. Det kører super. Ikke for hurtigt og ikke for belastende. Der er ingen tegn på for stor udtrætning af musklerne.

Herefter følger to af de højeste pas. Col Entrelor er lidt af en bastard og jeg får et højdeildebefinde. Meget irriterende, da jeg burde være helt tilpasset til højden. På et tidspunkt er jeg tæt på at brække mig. Men nyser i stedet for to gange helt nede fra maven. Heldigt for den løbet der ellers vil have fået glæde af mavetømningen. Jeg kommer dog over passet i okay tempo og turen ned til Eaux Roussos kender jeg indgående. Den sidste del føles som en uendelig gentagelse af ens serpentinersving som trætter mig lidt psykisk. Og forude venter Col Loson! Det er 3296m og med en uendelig lang stigning som er dræbende uoverskuelig – selv i frisk tilstand. Heldigvis er vi en spredt gruppe af løbere som nu har set hinanden lidt an. Der er en stiltiende forståelse for, at vi går samme tempo, men med lidt skiftende styrker og svagheder. Cho fra Japan er smilende og virker sympatisk selvom han ikke mægler et ord. Falk fra Tyskland virker stærk og rolig. Phillipe er sakket lidt bagud mens andre er kommet til. Himlen lysner og vi går i spredt formation ind mod opstigningen. Mine ben er møre. Mere end forventet. Jeg må bakke lidt af og kan ikke holde tempo som i juli hvor jeg nærmest ’fløj’ over sammen med Heine. Jeg har tabt lidt terræn op over det sidste svære stykke i stenfaldet. Heldigvis letter det hele når jeg begynder at komme ned i højere tryk og jeg får løbet fornuftigt ned til Rifugio Sella. Cho løber forbi uden ophold og vi nikker til hinanden. Han led også op over Loson. Vi er i samme båd. Men vi skal videre. Det er en ny dag og den føles til at blive varm!

Ned fra Sella mod Cogne løber jeg i egne tanker med solbriller og er lidt fraværende. Det er alligevel hård kost at tage turen i sammenhæng. Og der er langt hjem. Meget langt. Pludselig mødes jeg af et: ”Det jo Knudsen”. Det er Flemming Andersson og Kenneth Petersen fra Team Schwausen. Det er en virkelig fed fornemmelse, at de kommer ud på ruten. Det river mig ud af min lidt sløve tankegang og jeg kommer ud med nogle ting om de svære passager. Utroligt, at så lidt kan betyde så meget. Bagefter løber jeg ned til Cogne med nyt overskud. Nye sokker og nye underbukser. Og solcreme! Lidt føde, og så af sted derfra. Ingen grund til at hænge i depotet.

Fra Cogne til Lillaz er der et helt fladt stykke med ’blød’ bund. Dette har jeg også udset som ’hvilestykke’. Det tager en halv time og giver ro i hovedet. Derefter følger en stigning der på ’papiret’ ser let ud, men den er ret udmargende. Min plan er at nå helt til Rifugio Dondena før jeg vil sove første gang. Men jeg er faktisk ved at være ret træt. Undervejs overhaler jeg en del og nogle andre kommer bagfra. Lige inden passet Fenetre de Champorcher ligger Rifugio Sogno di Berdzè. Her går jeg kold. Pludselig ryger luften ud af ballonen. Okay, så er det her du sover. To timer under et tæppe i en kold sovesal. Ikke verdens bedste søvn. Men lige nok til at hjernen bliver nulstillet. Jeg går ud derfra og kommer hurtigt op til Wes fra Colorado og Thomas fra Schweiz op mod passet og senere Andrea fra Italien på vej ned fra passet. Fælles depotstop i Dondena, men Thomas og Wes smutter hurtigt mens jeg spiser pasta bianca med Andrea.

Det bliver mørkt igen og i næste depot møder jeg Thomas og Wes igen. Wes kigger på ruteprofilen og siger – som så mange andre har sagt – at det ser nemt ud derfra og til Donnas. Men det er det ikke! Jeg fortæller dem at det næste lange stykke er teknisk svært og med små skarpe stigninger der ikke kan ses på ruteprofilen. De tror vist ikke helt på det. Men det er det. Wes kobles snart af og sammen med Thomas henter vi en del løbere indtil Thomas også falder tilbage. Jeg æder det hele i et langt hug og står snart på asfalten i Höne. Det er en by og der er gadebelysning. Der er plant underlag. Det virker befriende! Og jeg går og lunter ned til hoveddepotet i Donnas. Desværre føler jeg også en træthed omkring mine knæ. Det meget bremsearbejde i relativt lavt tempo slider på leddene. Det er sært, at fordi man bevæger sig langsomt, så belastes kroppen på en anden måde. Og specielt mit højre knæ er mærket på ydersiden. Knæskallen trækkes skævt pga en tidligere operation og det er lidt hævet. Derfor tager jeg mig god tid i depotet og får løsnet benene.

Jeg er underlig forvirret da jeg går ud fra depotet. Klokken er 1:15 anden nat og jeg har kun sovet to timer. Samtidig er det en mild sommernat og jeg går roligt afted i t-shirt og vest. Byen er rolig og jeg følges med tre italienere med Rafaella Miraelle. Forude venter stigningen op til Rifugio Coda. En satan! Jeg har tidligere taget stykket op til Coda på 3,5 time og afsætter derfor 5 timer til det her. Det er fint i forhold til min tidsplan og burde gøre, at jeg ikke bliver overanstrengt. Det føles også meget nemt, men til gengæld føles turen meget, meget lang. Jeg får lidt selskab af en brite og en amerikaner, men smutter fra den i depotet halvvejs. Det sidste stykke op trækker lidt tænder ud og knæet melder tilbage med brok over belastningen. Da jeg når kanten mødes jeg af en blæst af stormstyrke og en sigtbarhed på stort set ingen. På med vindjakken. Den står som en ukontrolleret drage bagud og det ene ærme er på vrangen. Det er som at kæmpe med flag i uvejr. Og mens jeg kæmper kommer Falk forbi i rask trav med en spanier på slæb. Jeg får jakken på og høvler de sidste 20 min af mod hytten i bar arrigskab over blæsten. Falk griner af mig og siger, at man altid skal tage jakke på inden man når kanten. Tak. Det husker jeg til næste gang. Vi er præcis halvejs på hele ruten og tiden siger 44 timer. Er det for hurtigt? Måske, men der skal jo også regnes tid til at sove ind og at tempoet daler mod slutningen. Der er dejlig varm og hyggeligt i Coda. Planen er dog at tage det næste stykke med til Rifugio Balma for at sove der. Så udnytter jeg dagslyset og kommer tættere på Niel. Det næste stykke der venter, er nemlig en af de mest udmagrende sektorer på ruten. Falk har sovet tre timer i Donnas og smutter med det samme.

Turen til Balma bliver ret hård. Jeg er træt og mit knæ brokker sig. Det tager tre timer. Lidt mere end forventet. Jeg hopper i seng og sover to timer. Vågner op og er stiv i alle led og mine fødder er helt smadrede. Okay, det er nu der for alvor begynder at gøre ondt. Udenfor depotet prøver jeg at strække højre quadriceps ud. Knæet kan ikke bøje til 90 grader og knæet er stærkt hævet på ydersiden. Min eneste chance er at komme til næste hoveddepot i Gressoney Saint Jean og få noget behandling. Der er langt! Jeg ender med at gå stort set alene frem til Niel. Det tager en evighed og knæet bliver mere og mere stift. Det er også kedeligt så jeg maser med negative tanker undervejs. I Niel overraskes jeg af vores hotelværter fra Hotel Croux i Courmayer. De er ude for at heppe på Stephanie Case der ligger treer hos kvinderne og ventede så lige på mig. Det giver et boost da jeg hænger temmelig meget med skuffen her. Der er kun fire timer til Gressoney siger de. Og der er fysioterapeuter. Kun fire timer! Det bliver fire ret tunge timer, men pludselig er jeg ned på asfalten og har hoveddepotet indenfor rækkevidde. ”Massagio?” spørger jeg som det første og vises vej til fysserne. Ind i bad og op på briksen. Og her kommer jeg under den mest kyndige behandling jeg kunne ønske. Mine ben løsnes op og han tager fat om knæskallen og trækker roligt i musklen til den slipper spændingen. Efter mad og strømpeskift – og det obligatoriske skift af batterier i pandelampen-  står jeg igen ude i mørket. Fuld af ny selvtillid og med friske ben. Så længe det varer…

Det næste stykke starter blidt med flad vej. En ræv hopper ud foran mig, men ellers er det rolig stilhed. Derefter følger et benhårdt stykke op mod Col Pinter. I dagslys en smuk tur. I bælgravende mørke helt alene og overtræt er det pludselig en nærmest uoverkommelig opgave. Og her føler jeg mig for første gang pludselig magtesløs. Der er virkelig langt til næste depot og der ingen civilisation undervejs. Det er også skide koldt og jeg raver af sted som om jeg er fuld. Forvrider foden og bander over at jeg ikke kan se andet end det i lampens skær. Og flagene med reflekser. Som bare bliver ved, og ved, og ved. Det tager en evighed at nå op til passet. Til sidst kommer der en pandelampe bagfra. Jeg sætter mig og spiser en bar og venter på selskab. En frisk franskmand. Ved toppen pakker han stavene sammen og spænder skoene og så suser han dernedaf hurtigere end jeg kan følge med. Alene igen! Og lang svært nedløb foran. Jeg er lige ved at græde. Sådan næsten da. Jeg føler mig i al fald meget, meget alene.

Timer senere dukker Rifugio Crest endelig op. Klokken er 3:30 og jeg er smadret af træthed. Indenfor er der super hyggeligt og hyttefolkene hilser mig velkommen. De har cornflakes og chokopops med mælk. Det spiser jeg og nyder at være kommet ud af min fortabte tilstand. Jeg beder om at sove to timer. Så kommer jeg tættere på dagslyset inden jeg skal det sidste stykke ned til depot i Champoluc. Da de vækker mig spiser jeg cornflakes og chokopops igen og drikker kaffe. Jeg vil helst ikke ud i kulden igen. Og jeg er begyndt at miste det mentale overblik over dag og nat. Tænker, at i morgen skal jeg nå der og dertil. Men det er jo allerede i morgen. Eller noget? Man kan jo ikke skille dag og nat tænker jeg. Sære tanker der melder sig.

forunderefterTuren fra Champoluc til Saint Jasques går i en døs mens dagen gryer. Derefter følger en lang stigning mod Rifugio Thournalin som bare er en lang gang steady pligtarbejde. Det er et godt depot rent mentalt. Et pitstop inden stigningen mod Col di Nana. Jeg tager mig sammen og spiser også det pas i jævnt tempo. Desværre har jeg et stykke tid haft negative båndsløjfer i hovedet. Jeg keder mig! Man går for meget synes jeg. Der er for lidt sjov. Jeg tænker på hvordan jeg i de korte løb hernede tager nedløbene i højt tempo. Farten og spændingen mangler her. Det er surt slid synes jeg. Det bliver meningsløst. Det er et ret uheldigt tankespind jeg er inde i. Ned mod Valtournenche og næste hoveddepot er jeg faktisk meget nede. Her tænder jeg min telefon for første gang og beklager mig. Tilbagemeldingerne får mig dog til at løfte hagen fra bordet. Det skal gøres færdigt det her. Tidsplaner er godt nok røget lidt i vasken. Jeg kan ikke længere nå under 100 timer, men jeg skal fandme gøre mit bedste for at komme tæt på.

På vej mod Rifugio Barmassa bliver jeg hentet af af tre italienere der går i et kværnende konstant tempo. Jeg hægter mig på og pludselig kommer jeg da fremad i konstant tempo. Vi æder os vej til næste depot og her smutter jeg fra dem. Jeg vil frem til Refugio Magiá hurtigst muligt. Der boede jeg en uge op til Moonlight Trail og ser frem til at komme igen. Der venter et meget teknisk nedløb fra Fenêtre de Tsan, men derefter er der et nemt stykke. Jeg bliver modtaget med åbne arme i rifugiet. Det giver et mentalt boost igen og jeg sover to timer i en seng jeg kender. Håndtryk og skulderklap på vejen ud gør at det næste stykke i buldermørke op mod Rifugio Cuney er til at overkomme. Deroppe møder jeg Johan Steene fra Sverige som jeg sidst så efter Balma. Det er sært at man pludselig støder ind i folk som har været foran eller bagved i flere døgn. Som at bevæge sig i en slags paralleluniverser. Han smutter ud før mig. Det næste stykke er hårdt at komme igennem. Jeg vælter nærmest rundt i stenfaldene og på et tidspunkt vrikker jeg om på foden igen. Denne gang kommer der en skarp og meget intens smerte fra ydersiden. Ikke godt! Jeg bander over at skulle rende rundt i mørket. Man kan jo ikke engang nyde omgivelserne. Alt er gråt i gråt. Men jeg priser mig lykkelig for, at jeg i det mindste ved hvad det er jeg render rundt i. At jeg har en klar fornemmelse af hele dalen og rutens forløb. Det må være utrolig innerverende for dem der er her første gang. Et uendelighedesprojekt. Anyway, pludselig er jeg ved Bivacco Clermont og møder Johan igen. Han kigger på mig og spørger om jeg ikke skal sove en times tid. Det har jeg først tænkt mig at gøre i Ollomont. Men måske har han ret. Hytten er fortættet af venlighed fra de tre hyttefolk. Johan smutter og jeg bliver siddende og drikker friskpresset juice og spiser pasta. Der er langt hjem. Og natten er kold og mørk.

Det næste lange stykke mod Oyace er tæt på at knække mig. Det er ret kedeligt og jeg er alene hele vejen. Da jeg endelig når frem ligger Johan og sover. Philippe som jeg har set tidligere sover også. Alle sover sødt. Jeg tager skoen af og har en hævelse som et hønseæg på ydersiden af anklen. Det ser ikke rart ud. Jeg lægger mig på en briks med foden oppe og døser senere en times tid. Hvis bare jeg kan komme frem til Ollomont i fornuftigt tempo så er der fysioterapeuter igen. Det er mit mål. Jeg skal have fikset foden. Fra Oyace følger en lang stigning mod Col Brison. I mørket føles det som om jeg går det samme stykke igen og igen. Ruten gentager sig selv. Pludselig er jeg bange for at jeg er gået forkert og går det samme stykke forfra. Men det kan man jo ikke. Man kan ikke gå opad og så komme ned. Alligevel begynder jeg at lægge mærke til fældede træer, specielle klipper og andet når ruten drejer igen og igen. Det er irrationelt og min hjerne spiller mig puds. Bagfra hører jeg stave mod sten. Ahhh, to pandelamper dukker op. Det er Philippe og Chilla fra Italien. Hender så jeg sidst omkring Niel. Philippe kører konstant tempo og jeg hopper på. Så er jeg også sikker på vi går den rigtige vej – selvom der kun er en vej!? Vi henter to andre deltagere og når pludselig toppen. Så er det kun nedløbet der skiller mig fra Ollomont. Jeg har boet i byen lige ved depotet ni dage op til løbet. Jeg kender stort set hver en meter derned. Problemet er bare, at min fod nægter at samarbejde. Jeg kan simpelthen ikke løbe nedad og da jeg kommer til den sidste lange og meget stejle grusvej går det helt galt. Smerterne er uudholdelige. Jeg må gå sidelæns og baglæns. Intet hjælper. Jeg råber af vejen. Jeg tæsker den med mine stave. Jeg smider stavene ned i jorden og knytter næverne mod himlen. Men intet hjælper.fodtape Det tager mig tre timer at komme ned til asfaltvejen. Det er blevet lyst og jeg har brugt unødig meget tid på noget der burde have været simpelt. Endelig i Ollomont viser jeg min ankel til ham der står for fysserne. Dislocation. Vaske tæer og så op på briksen. To unge fysser instrueres i at den skal tapes. Jeg går ud som et lys på briksen. Vågner ved at de ryster mit ben og ser den vildeste tape. Gisp. Kan jeg overhovedet løbe med den. Jeg skal stå ned og se om den virker. Den virker fantastisk. Jeg kan lægge al min vægt på foden. Jeg kunne have kysset de to fysser lige der. Johan kommer ind og jeg viser ham den. Den er flot. Måske jeg skulle sove? Ja, det er rigtigt. Snupper en time mere på en briks.

Vågner op til regn og en dropbag der er spredt ud over et bord. Okay. Fokus nu. Propper alt i dropbaggen og tager tights og regntøj på. Og så af sted. Op mod Col Champillon og inden da Rifugio Champillon hvor jeg også har boet og glæder mig til at gense hyttefolkene. Det går ikke hurtigt, men det går og knæene er faktisk holdt op med at gøre så ondt igen. Foden virker super med den nye tape. Jeg når op til rifugiet og modtages igen med glæde. Får en kop kaffe i hånden og skulderklem. Det fylder mig med positiv energi og jeg giver den gas op mod passet til ære for dem. Forude venter et nedløb som jeg kender og så 4 km meget let plan sti. Rutens letteste stykke. Jeg tager nærmest tilløb og starter nedløbet. Det fungerer perfekt. Jeg tager det hele i løb. Euforisk. Det er ren lykke at kunne løbe nedad igen. Det hele vender. Jeg kan se en ende på hele løbet og det bliver en positiv afslutning.

malatraI fin stil når jeg ned til Saint Remy en Bosse og videre. Nu venter kun Malatra. Den sidste forhindring. Det ikoniske sidste pas man skal igennem. Derefter kan det ikke gå galt. Men Malatra er før blevet lukket pga dårligt vej. Og det regner og der er tunge skyer over passet. Jeg går hurtigere og hurtigere frem mod passet. Pludselig letter skyerne og foran mig er bjergene fuldstændig dækket af sne. Jeg bliver helt paf, stopper op og tager et billede af det. Lidt fremme møder jeg en løbskommisær og spørger om passet er åbent.” No problemo”. Bare fremad med mig. Op til Rifugio Fresseti i sne og med panik over det. Her møder jeg sjovt nok Philippe og Scilla igen. Aftaler at gå med dem over passet. Crampons på undervejs og pludselig er vi oppe. Sært nok forløses det hele der. Philippe jubler og hopper op og ned. Og pludselig råber vi og er euforsike. Får taget de obligatoriske billeder. Derefter løber vi ned ad den anden side. Som kåde føl der bare har lyst til at sparke bagud og vrinske.finish Vi har klaret det. Resten er en formalitet. Der er ingen forhindringer. Philippe fortæller løs om Mont Blanc og alt muligt fransk. Vi holder sammen nu. Det er os tre der gjorde det sammen. Scilla har lidt svært ved at følge med, men vi samler op igen og igen. Det er en sær fornemmelse. Løbet er slut på Malatra. Nu er vi ligeglade hvor lang tid det sidste stykke tager. Vi skal bare hjem. Tiden er også ligegyldig. Den bliver god nok. Under 110 timer er helt vildt. Overdrevet vildt faktisk. Jeg vil bare gerne i seng…

sofaI mål modtages jeg af Heine som udgik pga sygdom og af vores hotelværter. Det er lidt overvældende. Jeg er ekstremt træt. Og meget forløst. Det var afslutningen på mit Aosta projekt. Min eksamen som bjergløber. Og det er efter omstændighederne gået over al forventning. Man kan ikke tage højde for uheld og skader. Jeg er derfor også dybt taknemmelig for den fantastisk kompetente behandling jeg fik af fysioterapeuterne i Gressoney og Ollomont. De var guld værd.

Tor des Geants er en vanvittig hård prøvelse. Jeg er glad for jeg har prøvet det og har gennemført. Længden af løbet er afskrækkende, men det er terrænet man skal igennem, der er den virkelige prøvelse. Så mange bjergpas over 2500m er næsten umenneskeligt. Og så nætterne! Som alle jeg mødte sagde: ”It’s the nights!”. De trækker godt nok tænder ud. Og jeg er virkelig glad for at jeg kom i mål inden endnu en nat.

Og kunne det have ladet sig gøre på under 100 timer? Svaret må svæve i det uvisse. Jeg mener godt jeg kunne have gjort det uden uheld. Jeg havde helt klart formen til det. Men den var nok svær. Kigger jeg på nogle af dem der var omkring mig undervejs, så var det kun Falk Huebner fra Tyskland der brød de 100 timer. But who cares anyway…

alletreijakkerNæste dag møder Heine og jeg Harriet Kjær der er bosiddende i Barcelona. Hun er første danske kvinde til at gennemføre. Vi misser Michaels målgang pga dårlig tracking, men han tager revanche næste dag, hvor vi drikker øl og nyder livet alle fire. Egentlig var der også en femte dansker til start da Thure Tornbo Baastrup stiller op for Grønland. Han udgik dog allerede i første hoveddepot.

Min placering og tid blev: Tom Gruschy Knudsen: Nr. 65, 108:46 timer. Bedste danske tid og placering i TDG.

Save

Save

Optur over Becca France

Da jeg var på tur mod Punta Chaligne anden gang kunne jeg se over til en ret dramatisk kant mod vest. Samtidig var der heller ikke rigtig noget sne derovre, hvilket dragede mig. Kanten omkrandser et næsten lodret stenfald som minder om noget fra et meteornedslag eller en vulkan. Det viste sig at være Becca France og at rute 9A går derover og op til toppen her fra Ville sur Sarre. Med GPX genereret via Cartographic Navigator SCT (lyder tjekket ikk’?) begav jeg mig afsted i super nice solskin.

100517_04Ruten gik hurtigt meget stejlt opad gennem en dejlig sval nåleskov med blød bund. Det var guf for et par møre achillessener. Jeg var ret spændt på at se hvordan ruten ville folde sig ud når jeg nåede op på kanten. Og så pludselig, som ud af ingenting, når man op over skoven og hele kanten ligger blottet som én lang barsk kam. I beskrivelser havde jeg læst at den var nem at gå, men med visse ret eksponerede steder. Endvidere skulle den sidste opstigning være for erfarne vandrere – stod der. Det måtte jeg jo se på.

100517_02Det er virkelig en spektakulær tur hen over kanten. Flere steder er der lodret fald nærmest inde under en. Visse steder er stien så smal at man føler man står og vipper på æggen af klippen. Det gav nogle dejlige sug i maven og den der følelse af at man ikke kan holde balancen. Jeg synes ellers  allerede, at mit balancecenter er begyndt at vænne sig til forholdene. Ikke helt endnu, men jeg føler da ikke verden vipper længere, når jeg ser ud over kanterne.

Det allersidste stykke op mod toppen var meget stejlt og med løst grus. Tog lige starten op og ned for at have en fornemmelse af hvor fødderne kunne få lidt fæste. Og så helt op. Det er virkelig spektakulært. Det havde det nu været hele vejen og der var mange kiggestop undervejs. Kan klart anbefales. Ganske let rent teknisk og god træning pga stigningen op til kanten.

100517_03På toppen nød jeg et par energibarer og fik brugt min nyerhvervede kikkert flittigt. Lige overfor kunne jeg tjekke snesituationen på Punta Chaligne. Den er stadig ikke helt god. Men dejligt legetøj sådan en kikkert. Klart en af mine bedste investeringer i grej i længere tid. En anden fed gang grej er Salomons pilekoger til stave. Raffineret og smart fundet på. Så sidder stavene bare der og man kan tage det af hvis det ikke skal bruges.

100517_01Turen ned igen til skoven gik nu helt fint selvom det var meget stejlt og løst underlag. Derudover ville jeg også gå en rute der går langs bunden af stenfaldet. De to skiller sig fra hinanden nedenfor kanten. Det var en ret fed travers på den skovklædte del og løbbar. Pludselig åbnede træerne sig og man kunne se direkte op i stenfaldet. Præcis som jeg havde håbet det! Og det er jo fedt når noget er som forventet. Jeg stavrede over klipper og væltede træer til jeg befandt mig midt i centrum af stenfaldet. Og så sad jeg ellers der og var overvældet. Så tilbage igen og tage det sidste stejle nedløb. Lækker tur på 16km og masser af episk udsigt som belønning. I aften er det i øvrigt fuldmåne, så kan jeg kigge lidt nærmere på den.

De foregående dage har jeg brugt på at se på flere borge – og gå rigtig meget op og ned af bjerget. Køre i bus på bjergvejene med chauffører fra Helvede, overvære det lokale gededyrskue, scoute ruter og løbe dyrestier. Og ikke mindst så har jeg fået set samtlige romerske efterladenskaber i Aosta. Og jeg mener virkelig alt. Fra alle vinkler. Ovenover og under jorden. Og der er en del. Alene bymuren en ca. 3km hele vejen rundt. Men det var fedt at få det hele på plads på en gang. Jeg har også set de to første afsnit af Matador – det er jo et stykke dansk kulturhistorie…

Lidt flere borge – og trapper

Vågner op til rimelig ligegyldigt vejr. Tunge skyer over bjergene. Dagen derpå kan man jo godt mærke lidt træningsværk trænge sig på. Hmmm, de gamle knogler er ikke lavet af stål? Selvom jeg har været en flittig klient hos Pumaens Trappeton, så er det alligevel altid anderledes når man kommer ned i bjergene for alvor. Men det er kun en ganske let ømhed, så de mange ture på trapperne i Riget eller på Lüders er godt givet ud.

Alligevel spiller jeg med sikre kort og kører ned til Castello St. Pierre i bil. Voldsomt imponerende bygning – og meget stejl adgangsvej! Det er lukket pga renovering. Det huser ellers et naturhistorisk museum, øv bøv. Jeg tager så turen hele vejen rundt om slottet – meget imponerende!

En spytklat derfra ligger Castello Sarriod de La Tour. Det ser mindre imponerende ud fra vejen jeg kommer af. Men også mere råt i sit tydeligere forfald. Der er adgang og man kan komme rundt inden for murene. Mod floden er det så vanvittig stejlt og lader ikke noget tilbage. Man kan også komme indenfor for 3€ – tja, why not. Men når man kommer alene skal man have en af skrankedamerne med rundt?! Nej, jeg kommer igen en anden dag. Videre.

Næste hug er Castello Châtel-Argent der ligger som en ruin på toppen af en giga klippe. Pænt svært at slæbe ting derop. Men ret effektiv trappetræning at komme derop. Virkelig en trailseværdighed – anbefales! Det blev et fint træningspas da jeg lige skulle se alle stierne op og ned.

030517_02
Endte nede i byen Valpeline og fik handlet ind hos en ældre dame. Dernæst en kaotisk opkørsel hvor GPS’en ret så ofte var for sent ude. Og damned, det er ikke fedt med ny beregnet rute igen og igen eller ‘foretag en u-vending’. Så fik jeg da lidt øvelse i at køre hårnåle med en hånd. Men med en bredde på 185 så er der ikke meget plads at give af. Indtil videre er jeg dog kun bakket lidt ind i en skraldespand.

Så heller ikke mere om borge lige det næste stykke tid.

, ,

Ned mod borgene – og tilbage op igen!

020517_03 Den rute der er markeret lige overfor huset byder på det vildeste nedløb. Jeg skulle virkelig holde på mig selv for ikke bare at give los. Du skal jo også op igen! Ja ja, men det er jo først senere. Det var en heftig tur tilbage. Ja, det var. Men jeg tog det roligt gående.

Nåmen altså. Efter 5 km nedløb og 700 hm, så er man nede i dalen. Så var det bare afsted efter de første slotte. Det første jeg havde set viste sig at være en ‘snydeborg’. Et hotel bygget som en borg – godt gas. Men ikke så langt fremme lå Castello Reale di Sarre. En af de virkelig spektakulære borge. Der var også fine rutemarkeringer fra TDC. Vejret var iøvrigt rigtig fedt solskin nede i dalen. Rimelig heldig tur der! Er blevet ret swag solbrændt!

Fra Castello Reale di Sarre kan man se de næste borge mod vest og på sydsiden af floden. Men da jeg allerede havde tilbagelagt 9 km droppede jeg vovemodet. Tog lige et lille stykke af TDC ruten op til en kant hvor man endnu bedre havde oversyn over fem borge. Ret fedt at se det på afstand – ikke mindst Castello Reale di Sarre. Måske en trailkikkert er næste udstyrsstykke?020517_02

Derefter løb/gik jeg tilbage. Jeg er sgu altid så ivrig – og hey, det skal man passe på med! Det skal man også – det er rigtigt. Så rolig gang op ad stigningerne. Andet var næsten heller ikke muligt. Det er altså pænt massivt terræn lige uden for døren. Det blev da også 17km med det hele på, så var godt sulten efter frokost.

Jeg fik også scoutet det lokale busstoppested. Det er lige 2 km nedløb herfra. Så kan man tage lidt længere væk til de næste borge. Evt lige køre bilen derned for at være rigtig fornuftig. Måske i morgen.

H1483618497er til eftermiddag er der massivt skydække ned over bjergtoppene, så skal nok ikke opad i morgen. Må se. Vil meget gerne til Pointe de Chaligne. Der er et skyrace d. 15. juli og har taget GPX’en ned. Skal lige op ad vandreruten først og se forholdene inden den rute evt skal prøves af.

I øvrigt så kan jeg tilføje, at jeg er mutters alene i denne ‘by’ på ca. 8 huse. Jeg har dog fået en katteven. Den kommer og sidder udenfor vinduet og kigger ind. Så ligger den bare der. Men den er ikke tam. Det er nu meget hyggeligt. Jeg kalder den Plet.

Save

Save

runningblogs-loebeblog
,

En tur til giganternes dal

010517_01Jeg har flyttet teltpælene til Aosta dalen. Dernede hvor man er omgrænset af giganterne. Monte Bianco, Cervino, Monte Rosa og Gran Paradiso. Det er mest fordi jeg skal deltage i Tor Des Geants, men også fordi jeg er gennem en form for fornyelese eller genfindelse af mig selv. Pludselig ville det hele ikke som jeg ville og så må man jo finde på noget nyt.

For to somre siden havde jeg fornøjelsen at løbe – eller speedhike (whatever vi skal kalde det) – TDG ruten med min træningsmakker Heine Petersen. Det var virkelig storslået, hårdt og brutalt – og meget varmt! Vi gjorde det på 10 etaper med overnatning i Refugier – og et enkelt hotel i Saint Martin. Jeg svor dog, at det skulle jeg aldrig selv deltage i det løb! Heine smilede bare.

Sidste sommer tog jeg så nordvest passagen Saint Martin til Courmayer sammen med Benjamin Holst på fem etaper og stort set samme opskrift som med Heine. Det var dejlig vildt igen. Og meget, meget varmt den ene dag! Så selvom Benjamin skulle deltage, så svor jeg stadig, at det var ikke noget for mig.

Nu står jeg så selv med et startnummer og en helvedes masse forventninger til mig selv. Sådan kan det gå. Man skal aldrig sige aldrig.

Men jeg er altså taget herned mere end fire måneder før løbet. Meningen med galskaben er, at jeg vil lære det hele at kende. Ikke bare Alta Via 1 og 2, men også alt det med kulturen. Og så vil jeg gerne opsøge mere terræn. Se noget mere. Somom det andet ikke er nok! Og hvis det kan udmønte sig i at give noget indtægt på en eller anden måde, så er missionen opfyldt.

Og så skal jeg selvfølgelig træne. Lære de svære passager at kende. Have de svære nedløb i baglommen. Skrive de høje pas bag øret. Alt det der.

Køreplanen for alt det her, har været under en del omlægninger. Men i sidste ende er den blevet hængt op på deltagelse i en række kortere trailløb hernede i dalen som jeg vil flytte mig rundt efter. Dels at både Heine og Benjamin kommer herned for at træne.

I korte træk, så har jeg en bil på størrelse med et kolonihavehus med telt på taget med. Men har i starten lejet lejligheder rundt i dalen. Med Heine og Benjamin bliver det en pilgrimsfærd som de andre år med et sæt løbetøj i rygsækken og så derudaf. Der er meget logistik der skal gå op. Men det gør det jo mere spændende.

Anyway, lige nu er jeg landet i Conclonaz i 1230 m. Det er ca. 3 km fra Aosta by i fugleflugt – og så ca. 11 km ad bjergveje. Og med en basse af en bil på 1500 kg fulst lastet med løbesko etc., så gav det lige en del sved på overlæben at ride den hjem.

Grunden til jeg er her, er helt overvejende for at se Aosta og få alle seværdigheder under kappen. Men endnu mere fordi Tor des Chataoux afvikles fra d. 12. maj. Jeg skal ikke deltage, men vil gennemløbe ruten i etaper de næste to uger jeg bor her. Og så ned at se selve løbet. På den måde får jeg sightset en hel del slotte og bliver tændt af løbsstemningen. Ellers går der en vandrerute lige uden for døren der leder op til Pointe de Chaligne i 2608m og den anden retning går ned mod Salle hvor Tor des Chatoux passerer – winwin.

Jeg fik scoutet lidt af byens seværdigheder, da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Kald det forarbejde eller noget. Jeg fandt også et supermarked der vist har døgnåbent alle ugens dage. Super. Ellers var det rimelig begivenhedsløst at komme herned. Jeg har haft bilen på tog fra Hamburg til Lörrach. Det blev først spændende ved opkørslen til St Bernard tunnellen. Ja, der er meget sne. Rigtig meget. Og her er skide koldt. Men det bliver nok bedre i morgen.

Save

Save

Save

Save

Om bjerge, numser og den menneskelige evolution

Jeg kigger ned på mit ur og må desillusioneret konstatere, at jeg har rundet maratondistancen, netop som jeg skal til at tage hul på rutens hårdeste bjerg, Windy Peak. Det er en stegende hed dag i Rocky Mountains. Jeg er svimmel. Der er alt for varmt og ingen steder at søge tilflugt fra den bagende sol. Min mave er i kramper, mine ben brænder, og mine fødder gør ondt. Mit tøj og min hud er farvet hvidt af de store saltrander, som afslører min dehydrerede tilstand. Og nu skal jeg åbenbart bestige endnu et bjerg! Jeg føler mig omtumlet og magtesløs. Jeg overvejer ikke, om jeg er i stand til at bestige bjerget eller ej, eller hvor hårdt det vil blive. Jeg overvejer slet ingen ting, sænker blot hovedet, tvinger endnu en varm og kvalmende sød peanut butter gel ned i min hårdt prøvede mave og starter opstigningen.

Heldigvis er jeg virkelig god til at gå opad. Paradoksalt nok er det at gå højst sandsynligt min største styrke som løber. Da jeg løb mit første ultramarathon i bjergene i Rocky Mountains, var jeg bedst der, hvor der var så stejlt, at de fleste slet ikke kunne løbe. Jeg passerede løber efter løber op af de hårde stigninger (for så godt nok at blive passeret af selvsamme løbere når det fladede ud igen, men det er en anden snak). Jeg har med andre ord en exceptionel powerhike, og det har jeg først og fremmest på grund af min exceptionelle bagdel. Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid haft en stor røv. Proportionelt har jeg aldrig rigtig følt, at den har passet til resten af min krop. Den svajer sådan meget dramatisk ud fra min ryg og bøjer så i en næsten perfekt halvcirkel ned til mine lår. Som en appelsin der er blevet skåret over på midten. Min kæreste siger, at hun godt kan lide det. At hun synes, det er flot, når drenge også har lidt “booty”. Jeg ved nu ikke rigtig. Jeg har indtil for nyligt altid gerne villet have en lidt fladere bagdel, som de fleste drenge har det. Men så begyndte jeg at løbe i bjerge.

IMG_9633

Okay. Inden jeg går videre, er vi lige nødt til at spole tiden lidt tilbage. Eller rettere, to millioner år tilbage. Tilbage til dengang, hvor vi mennesker kravlede ned fra træerne på Afrikas savanne og rejste os op på to ben. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor vi kravlede ned, men det gjorde vi altså. Nogle mener, at den type mad vi kunne finde i træerne, typisk blade og frugter, ikke længere kunne dække vores stigende behov for næring. Andre mener, at vi simpelthen blev for store til, at træerne kunne beskytte os mod rovdyr, da de grene, som kunne bære vores tiltagende vægt, begyndte også at kunne bære rovdyrene. Hvorom alting er, begyndte vi altså at tilbagelægge længere og længere afstande til fods i vores søgen efter beskyttelse, vand og mad. Vi udviklede os til formidable løbere og begyndte at spise ådsler og jage dyr ved ganske enkelt at løbe dem ihjel. Nok løb mange dyr hurtigere end os, men ved utrætteligt at følge deres spor, nogle gange flere dage i træk, udmattede vi dyret. Omsider drættede det om af træthed og var et let mål for vores forfædres primitive stenvåben. En jagtteknik, som oprindelige folk i blandt andet Mexico og Afrika stadig benyttede indtil for ganske få generationer siden. Nogle evolutionsforskere mener sågar, at det øgede proteinindtag fra jagt og ådselædning fik vores hjerner til at vokse sig større i denne periode og forårsagede et kvantespring i vores neurale kapacitet. Dermed kan dét, at vi begyndte at løbe, altså have spillet en helt afgørende rolle i vores evolutionære udvikling som intelligente mennesker.

kasper på broen

Nå, men tilbage til bagdelen. Naturligt nok overlevede de af vores forfædre med større og stærkere ben, og vigtigst af alt en stor og stærk røv til at drive benene fremad, i denne periode bedre, end dem med svagere ben og mindre bagdele. Således multipliceredes generne for store bagdele hele vejen frem til i dag, hvor netop vores store baller er en af hovedårsagerne til, at vi mennesker er blandt de bedste langdistanceløbere på planeten. Den almindelige antagelse, at numser er til for at sidde på, må altså i evolutionens klare skær afvises som en misforståelse. De, altså bagdelene, er snarere til for at løbe.

Jeg vil lige skynde mig at nævne, at det her ikke er et langt og snørklet forsøg på at påberåbe mig et evolutionært forspring i kraft af min store bagdel, men snarere en hyldest til menneskehedens store numser. En forklaring på, hvorfor vi skal være glade for vores store muskuløse bagdele. Det var jeg i hvert fald den strabadserende dag tilbage i maj, hvor jeg skulle slæbe min forpinte krop op på toppen af Windy Peak, og det sidste stykke vej hen til målstregen.