Indlæg

Tor des Geants – en overmenneskelig opgave!

Dette er en opsummering af oplevelserne fra TDG frit efter hukommelsen. Der er sikkert meget der er glemt, men det er også de blivende indtryk der er de vigtigste. Det er et løb der næsten er umuligt at kapere undervejs – og for den sags skyld også efterfølgende. 338,6 km med +24.000hm siger den officielle distance. 25 bjergpas og et terræn for bjerggeder.

ruteJeg følte mig utrolig godt forberedt med ophold i Aosta dalen siden 1. maj og deltagelse i fem kortere bjergløb samt gennemløb af hele ruten sammen med min makker Heine Petersen og Marlene Hjortebjerg. Alligevel havde jeg ingen idé om hvor vanvittig en både fysisk og mental belastning et løb som dette er.

Så langt! Så mange dage, så lange nætter, så lidt søvn og så meget hjernespind – og tvivl. Men også overskud, eufori og glæde.

Før løbet havde jeg en stålsat vilje til at dette skulle lykkes. Min tillid til egne evner i terrænet og mit indgående kendskab til hele dalen gjorde, at jeg følte mig aldeles klar på dagen. Der var ingen nervøsitet udover det sædvanlige før et løb. Dette var mit terræn. Min dal.

Og jeg havde en plan. En dristig plan. Jeg ville gennemføre på under 100 timer. Et absolut hårdt krav, men ikke urealistisk i forhold til det jeg vidste jeg kunne. Alt andet lige betyder det ca. 85 km i døgnet – eller et alpemarathon for hver 12 timer. Simpel plan ikk’? Jeg havde helt klart farten og jeg havde teknikken til det. De ubekendte i ligningen var: søvn, skader og uheld. Alle tre faktorer der kunne vælte korthuset.

udstyrValget af udstyr er til gengæld simpelt. Jeg løber i Salomon og har gennemprøvet adskillige sko inden løbet. Valget af sko er Speedcross 4 pga greb og støddæmpning. Alt andet er der ikke så meget at sige til. Jeg er ikke så pernitten med tingene. Det er benene der skal gøre arbejdet! Færdig.

start01Heine og jeg mødes med Michael Fich i startområdet. Alt ånder fred og ro. Vi virker alle tre glade og med overskud. Vi starter i roligt tempo efter råd fra Heine. Næsten 900 løbere halser af sted. Mange over evne. Men hellere holde tempoet lidt nede og sidde fast i flaskehalsene på den første stigning end brænde ud. Og efter noget tid åbner løbet sig op. Jeg finder min rytme efter første ’lette’ bjergpas og kommer snart ind mellem andre med samme tempo. Det kører bare derudaf og nærmest inden jeg har set mig om er jeg i La Thuile. En by jeg har boet i og deltaget i Trail La Thuile. Det giver god tiltro til egne evner. De næste to pas ryger nærmest også af sig selv og snart står jeg nede i Planeval. Forude ligger første hoveddepot i Valgrisenche og de første 50km er passeret. Jeg har på forhånd valgt at gå det meste af dette stykke for at give benene ro. Det er fladt og på græs. Det bliver også mørkt og derfor tjener det til en slags ’hvile’ for benene.

Første depot er ret hektisk. Der er mange løbere allerede. Nogle ser dog allerede lidt slukkede ud! Jeg sidder ned ved siden af to franskmænd. Denne ene hedder Philippe – han skal siden gå igen. Og igen. Det bliver blot et hurtigt strømpe- og underbukseskift. Af sted ud i mørket og det første seriøse udfordring. Stigning op til Rifugio Epée og så Col Fenetre med et sygt stejlt og teknisk nedløb. Jeg kommer hurtigt op til en løber der går og taler i telefon. Det er Philippe og vi følges til Epée. Her øger vi undervejs gruppen med et par mand og Fenetre nappes i fin stil. Nedløbet går rigtig godt sammen med en spanier og ved Rhemes Notre Dame strutter jeg af selvtillid. Det kører super. Ikke for hurtigt og ikke for belastende. Der er ingen tegn på for stor udtrætning af musklerne.

Herefter følger to af de højeste pas. Col Entrelor er lidt af en bastard og jeg får et højdeildebefinde. Meget irriterende, da jeg burde være helt tilpasset til højden. På et tidspunkt er jeg tæt på at brække mig. Men nyser i stedet for to gange helt nede fra maven. Heldigt for den løbet der ellers vil have fået glæde af mavetømningen. Jeg kommer dog over passet i okay tempo og turen ned til Eaux Roussos kender jeg indgående. Den sidste del føles som en uendelig gentagelse af ens serpentinersving som trætter mig lidt psykisk. Og forude venter Col Loson! Det er 3296m og med en uendelig lang stigning som er dræbende uoverskuelig – selv i frisk tilstand. Heldigvis er vi en spredt gruppe af løbere som nu har set hinanden lidt an. Der er en stiltiende forståelse for, at vi går samme tempo, men med lidt skiftende styrker og svagheder. Cho fra Japan er smilende og virker sympatisk selvom han ikke mægler et ord. Falk fra Tyskland virker stærk og rolig. Phillipe er sakket lidt bagud mens andre er kommet til. Himlen lysner og vi går i spredt formation ind mod opstigningen. Mine ben er møre. Mere end forventet. Jeg må bakke lidt af og kan ikke holde tempo som i juli hvor jeg nærmest ’fløj’ over sammen med Heine. Jeg har tabt lidt terræn op over det sidste svære stykke i stenfaldet. Heldigvis letter det hele når jeg begynder at komme ned i højere tryk og jeg får løbet fornuftigt ned til Rifugio Sella. Cho løber forbi uden ophold og vi nikker til hinanden. Han led også op over Loson. Vi er i samme båd. Men vi skal videre. Det er en ny dag og den føles til at blive varm!

Ned fra Sella mod Cogne løber jeg i egne tanker med solbriller og er lidt fraværende. Det er alligevel hård kost at tage turen i sammenhæng. Og der er langt hjem. Meget langt. Pludselig mødes jeg af et: ”Det jo Knudsen”. Det er Flemming Andersson og Kenneth Petersen fra Team Schwausen. Det er en virkelig fed fornemmelse, at de kommer ud på ruten. Det river mig ud af min lidt sløve tankegang og jeg kommer ud med nogle ting om de svære passager. Utroligt, at så lidt kan betyde så meget. Bagefter løber jeg ned til Cogne med nyt overskud. Nye sokker og nye underbukser. Og solcreme! Lidt føde, og så af sted derfra. Ingen grund til at hænge i depotet.

Fra Cogne til Lillaz er der et helt fladt stykke med ’blød’ bund. Dette har jeg også udset som ’hvilestykke’. Det tager en halv time og giver ro i hovedet. Derefter følger en stigning der på ’papiret’ ser let ud, men den er ret udmargende. Min plan er at nå helt til Rifugio Dondena før jeg vil sove første gang. Men jeg er faktisk ved at være ret træt. Undervejs overhaler jeg en del og nogle andre kommer bagfra. Lige inden passet Fenetre de Champorcher ligger Rifugio Sogno di Berdzè. Her går jeg kold. Pludselig ryger luften ud af ballonen. Okay, så er det her du sover. To timer under et tæppe i en kold sovesal. Ikke verdens bedste søvn. Men lige nok til at hjernen bliver nulstillet. Jeg går ud derfra og kommer hurtigt op til Wes fra Colorado og Thomas fra Schweiz op mod passet og senere Andrea fra Italien på vej ned fra passet. Fælles depotstop i Dondena, men Thomas og Wes smutter hurtigt mens jeg spiser pasta bianca med Andrea.

Det bliver mørkt igen og i næste depot møder jeg Thomas og Wes igen. Wes kigger på ruteprofilen og siger – som så mange andre har sagt – at det ser nemt ud derfra og til Donnas. Men det er det ikke! Jeg fortæller dem at det næste lange stykke er teknisk svært og med små skarpe stigninger der ikke kan ses på ruteprofilen. De tror vist ikke helt på det. Men det er det. Wes kobles snart af og sammen med Thomas henter vi en del løbere indtil Thomas også falder tilbage. Jeg æder det hele i et langt hug og står snart på asfalten i Höne. Det er en by og der er gadebelysning. Der er plant underlag. Det virker befriende! Og jeg går og lunter ned til hoveddepotet i Donnas. Desværre føler jeg også en træthed omkring mine knæ. Det meget bremsearbejde i relativt lavt tempo slider på leddene. Det er sært, at fordi man bevæger sig langsomt, så belastes kroppen på en anden måde. Og specielt mit højre knæ er mærket på ydersiden. Knæskallen trækkes skævt pga en tidligere operation og det er lidt hævet. Derfor tager jeg mig god tid i depotet og får løsnet benene.

Jeg er underlig forvirret da jeg går ud fra depotet. Klokken er 1:15 anden nat og jeg har kun sovet to timer. Samtidig er det en mild sommernat og jeg går roligt afted i t-shirt og vest. Byen er rolig og jeg følges med tre italienere med Rafaella Miraelle. Forude venter stigningen op til Rifugio Coda. En satan! Jeg har tidligere taget stykket op til Coda på 3,5 time og afsætter derfor 5 timer til det her. Det er fint i forhold til min tidsplan og burde gøre, at jeg ikke bliver overanstrengt. Det føles også meget nemt, men til gengæld føles turen meget, meget lang. Jeg får lidt selskab af en brite og en amerikaner, men smutter fra den i depotet halvvejs. Det sidste stykke op trækker lidt tænder ud og knæet melder tilbage med brok over belastningen. Da jeg når kanten mødes jeg af en blæst af stormstyrke og en sigtbarhed på stort set ingen. På med vindjakken. Den står som en ukontrolleret drage bagud og det ene ærme er på vrangen. Det er som at kæmpe med flag i uvejr. Og mens jeg kæmper kommer Falk forbi i rask trav med en spanier på slæb. Jeg får jakken på og høvler de sidste 20 min af mod hytten i bar arrigskab over blæsten. Falk griner af mig og siger, at man altid skal tage jakke på inden man når kanten. Tak. Det husker jeg til næste gang. Vi er præcis halvejs på hele ruten og tiden siger 44 timer. Er det for hurtigt? Måske, men der skal jo også regnes tid til at sove ind og at tempoet daler mod slutningen. Der er dejlig varm og hyggeligt i Coda. Planen er dog at tage det næste stykke med til Rifugio Balma for at sove der. Så udnytter jeg dagslyset og kommer tættere på Niel. Det næste stykke der venter, er nemlig en af de mest udmagrende sektorer på ruten. Falk har sovet tre timer i Donnas og smutter med det samme.

Turen til Balma bliver ret hård. Jeg er træt og mit knæ brokker sig. Det tager tre timer. Lidt mere end forventet. Jeg hopper i seng og sover to timer. Vågner op og er stiv i alle led og mine fødder er helt smadrede. Okay, det er nu der for alvor begynder at gøre ondt. Udenfor depotet prøver jeg at strække højre quadriceps ud. Knæet kan ikke bøje til 90 grader og knæet er stærkt hævet på ydersiden. Min eneste chance er at komme til næste hoveddepot i Gressoney Saint Jean og få noget behandling. Der er langt! Jeg ender med at gå stort set alene frem til Niel. Det tager en evighed og knæet bliver mere og mere stift. Det er også kedeligt så jeg maser med negative tanker undervejs. I Niel overraskes jeg af vores hotelværter fra Hotel Croux i Courmayer. De er ude for at heppe på Stephanie Case der ligger treer hos kvinderne og ventede så lige på mig. Det giver et boost da jeg hænger temmelig meget med skuffen her. Der er kun fire timer til Gressoney siger de. Og der er fysioterapeuter. Kun fire timer! Det bliver fire ret tunge timer, men pludselig er jeg ned på asfalten og har hoveddepotet indenfor rækkevidde. ”Massagio?” spørger jeg som det første og vises vej til fysserne. Ind i bad og op på briksen. Og her kommer jeg under den mest kyndige behandling jeg kunne ønske. Mine ben løsnes op og han tager fat om knæskallen og trækker roligt i musklen til den slipper spændingen. Efter mad og strømpeskift – og det obligatoriske skift af batterier i pandelampen-  står jeg igen ude i mørket. Fuld af ny selvtillid og med friske ben. Så længe det varer…

Det næste stykke starter blidt med flad vej. En ræv hopper ud foran mig, men ellers er det rolig stilhed. Derefter følger et benhårdt stykke op mod Col Pinter. I dagslys en smuk tur. I bælgravende mørke helt alene og overtræt er det pludselig en nærmest uoverkommelig opgave. Og her føler jeg mig for første gang pludselig magtesløs. Der er virkelig langt til næste depot og der ingen civilisation undervejs. Det er også skide koldt og jeg raver af sted som om jeg er fuld. Forvrider foden og bander over at jeg ikke kan se andet end det i lampens skær. Og flagene med reflekser. Som bare bliver ved, og ved, og ved. Det tager en evighed at nå op til passet. Til sidst kommer der en pandelampe bagfra. Jeg sætter mig og spiser en bar og venter på selskab. En frisk franskmand. Ved toppen pakker han stavene sammen og spænder skoene og så suser han dernedaf hurtigere end jeg kan følge med. Alene igen! Og lang svært nedløb foran. Jeg er lige ved at græde. Sådan næsten da. Jeg føler mig i al fald meget, meget alene.

Timer senere dukker Rifugio Crest endelig op. Klokken er 3:30 og jeg er smadret af træthed. Indenfor er der super hyggeligt og hyttefolkene hilser mig velkommen. De har cornflakes og chokopops med mælk. Det spiser jeg og nyder at være kommet ud af min fortabte tilstand. Jeg beder om at sove to timer. Så kommer jeg tættere på dagslyset inden jeg skal det sidste stykke ned til depot i Champoluc. Da de vækker mig spiser jeg cornflakes og chokopops igen og drikker kaffe. Jeg vil helst ikke ud i kulden igen. Og jeg er begyndt at miste det mentale overblik over dag og nat. Tænker, at i morgen skal jeg nå der og dertil. Men det er jo allerede i morgen. Eller noget? Man kan jo ikke skille dag og nat tænker jeg. Sære tanker der melder sig.

forunderefterTuren fra Champoluc til Saint Jasques går i en døs mens dagen gryer. Derefter følger en lang stigning mod Rifugio Thournalin som bare er en lang gang steady pligtarbejde. Det er et godt depot rent mentalt. Et pitstop inden stigningen mod Col di Nana. Jeg tager mig sammen og spiser også det pas i jævnt tempo. Desværre har jeg et stykke tid haft negative båndsløjfer i hovedet. Jeg keder mig! Man går for meget synes jeg. Der er for lidt sjov. Jeg tænker på hvordan jeg i de korte løb hernede tager nedløbene i højt tempo. Farten og spændingen mangler her. Det er surt slid synes jeg. Det bliver meningsløst. Det er et ret uheldigt tankespind jeg er inde i. Ned mod Valtournenche og næste hoveddepot er jeg faktisk meget nede. Her tænder jeg min telefon for første gang og beklager mig. Tilbagemeldingerne får mig dog til at løfte hagen fra bordet. Det skal gøres færdigt det her. Tidsplaner er godt nok røget lidt i vasken. Jeg kan ikke længere nå under 100 timer, men jeg skal fandme gøre mit bedste for at komme tæt på.

På vej mod Rifugio Barmassa bliver jeg hentet af af tre italienere der går i et kværnende konstant tempo. Jeg hægter mig på og pludselig kommer jeg da fremad i konstant tempo. Vi æder os vej til næste depot og her smutter jeg fra dem. Jeg vil frem til Refugio Magiá hurtigst muligt. Der boede jeg en uge op til Moonlight Trail og ser frem til at komme igen. Der venter et meget teknisk nedløb fra Fenêtre de Tsan, men derefter er der et nemt stykke. Jeg bliver modtaget med åbne arme i rifugiet. Det giver et mentalt boost igen og jeg sover to timer i en seng jeg kender. Håndtryk og skulderklap på vejen ud gør at det næste stykke i buldermørke op mod Rifugio Cuney er til at overkomme. Deroppe møder jeg Johan Steene fra Sverige som jeg sidst så efter Balma. Det er sært at man pludselig støder ind i folk som har været foran eller bagved i flere døgn. Som at bevæge sig i en slags paralleluniverser. Han smutter ud før mig. Det næste stykke er hårdt at komme igennem. Jeg vælter nærmest rundt i stenfaldene og på et tidspunkt vrikker jeg om på foden igen. Denne gang kommer der en skarp og meget intens smerte fra ydersiden. Ikke godt! Jeg bander over at skulle rende rundt i mørket. Man kan jo ikke engang nyde omgivelserne. Alt er gråt i gråt. Men jeg priser mig lykkelig for, at jeg i det mindste ved hvad det er jeg render rundt i. At jeg har en klar fornemmelse af hele dalen og rutens forløb. Det må være utrolig innerverende for dem der er her første gang. Et uendelighedesprojekt. Anyway, pludselig er jeg ved Bivacco Clermont og møder Johan igen. Han kigger på mig og spørger om jeg ikke skal sove en times tid. Det har jeg først tænkt mig at gøre i Ollomont. Men måske har han ret. Hytten er fortættet af venlighed fra de tre hyttefolk. Johan smutter og jeg bliver siddende og drikker friskpresset juice og spiser pasta. Der er langt hjem. Og natten er kold og mørk.

Det næste lange stykke mod Oyace er tæt på at knække mig. Det er ret kedeligt og jeg er alene hele vejen. Da jeg endelig når frem ligger Johan og sover. Philippe som jeg har set tidligere sover også. Alle sover sødt. Jeg tager skoen af og har en hævelse som et hønseæg på ydersiden af anklen. Det ser ikke rart ud. Jeg lægger mig på en briks med foden oppe og døser senere en times tid. Hvis bare jeg kan komme frem til Ollomont i fornuftigt tempo så er der fysioterapeuter igen. Det er mit mål. Jeg skal have fikset foden. Fra Oyace følger en lang stigning mod Col Brison. I mørket føles det som om jeg går det samme stykke igen og igen. Ruten gentager sig selv. Pludselig er jeg bange for at jeg er gået forkert og går det samme stykke forfra. Men det kan man jo ikke. Man kan ikke gå opad og så komme ned. Alligevel begynder jeg at lægge mærke til fældede træer, specielle klipper og andet når ruten drejer igen og igen. Det er irrationelt og min hjerne spiller mig puds. Bagfra hører jeg stave mod sten. Ahhh, to pandelamper dukker op. Det er Philippe og Chilla fra Italien. Hender så jeg sidst omkring Niel. Philippe kører konstant tempo og jeg hopper på. Så er jeg også sikker på vi går den rigtige vej – selvom der kun er en vej!? Vi henter to andre deltagere og når pludselig toppen. Så er det kun nedløbet der skiller mig fra Ollomont. Jeg har boet i byen lige ved depotet ni dage op til løbet. Jeg kender stort set hver en meter derned. Problemet er bare, at min fod nægter at samarbejde. Jeg kan simpelthen ikke løbe nedad og da jeg kommer til den sidste lange og meget stejle grusvej går det helt galt. Smerterne er uudholdelige. Jeg må gå sidelæns og baglæns. Intet hjælper. Jeg råber af vejen. Jeg tæsker den med mine stave. Jeg smider stavene ned i jorden og knytter næverne mod himlen. Men intet hjælper.fodtape Det tager mig tre timer at komme ned til asfaltvejen. Det er blevet lyst og jeg har brugt unødig meget tid på noget der burde have været simpelt. Endelig i Ollomont viser jeg min ankel til ham der står for fysserne. Dislocation. Vaske tæer og så op på briksen. To unge fysser instrueres i at den skal tapes. Jeg går ud som et lys på briksen. Vågner ved at de ryster mit ben og ser den vildeste tape. Gisp. Kan jeg overhovedet løbe med den. Jeg skal stå ned og se om den virker. Den virker fantastisk. Jeg kan lægge al min vægt på foden. Jeg kunne have kysset de to fysser lige der. Johan kommer ind og jeg viser ham den. Den er flot. Måske jeg skulle sove? Ja, det er rigtigt. Snupper en time mere på en briks.

Vågner op til regn og en dropbag der er spredt ud over et bord. Okay. Fokus nu. Propper alt i dropbaggen og tager tights og regntøj på. Og så af sted. Op mod Col Champillon og inden da Rifugio Champillon hvor jeg også har boet og glæder mig til at gense hyttefolkene. Det går ikke hurtigt, men det går og knæene er faktisk holdt op med at gøre så ondt igen. Foden virker super med den nye tape. Jeg når op til rifugiet og modtages igen med glæde. Får en kop kaffe i hånden og skulderklem. Det fylder mig med positiv energi og jeg giver den gas op mod passet til ære for dem. Forude venter et nedløb som jeg kender og så 4 km meget let plan sti. Rutens letteste stykke. Jeg tager nærmest tilløb og starter nedløbet. Det fungerer perfekt. Jeg tager det hele i løb. Euforisk. Det er ren lykke at kunne løbe nedad igen. Det hele vender. Jeg kan se en ende på hele løbet og det bliver en positiv afslutning.

malatraI fin stil når jeg ned til Saint Remy en Bosse og videre. Nu venter kun Malatra. Den sidste forhindring. Det ikoniske sidste pas man skal igennem. Derefter kan det ikke gå galt. Men Malatra er før blevet lukket pga dårligt vej. Og det regner og der er tunge skyer over passet. Jeg går hurtigere og hurtigere frem mod passet. Pludselig letter skyerne og foran mig er bjergene fuldstændig dækket af sne. Jeg bliver helt paf, stopper op og tager et billede af det. Lidt fremme møder jeg en løbskommisær og spørger om passet er åbent.” No problemo”. Bare fremad med mig. Op til Rifugio Fresseti i sne og med panik over det. Her møder jeg sjovt nok Philippe og Scilla igen. Aftaler at gå med dem over passet. Crampons på undervejs og pludselig er vi oppe. Sært nok forløses det hele der. Philippe jubler og hopper op og ned. Og pludselig råber vi og er euforsike. Får taget de obligatoriske billeder. Derefter løber vi ned ad den anden side. Som kåde føl der bare har lyst til at sparke bagud og vrinske.finish Vi har klaret det. Resten er en formalitet. Der er ingen forhindringer. Philippe fortæller løs om Mont Blanc og alt muligt fransk. Vi holder sammen nu. Det er os tre der gjorde det sammen. Scilla har lidt svært ved at følge med, men vi samler op igen og igen. Det er en sær fornemmelse. Løbet er slut på Malatra. Nu er vi ligeglade hvor lang tid det sidste stykke tager. Vi skal bare hjem. Tiden er også ligegyldig. Den bliver god nok. Under 110 timer er helt vildt. Overdrevet vildt faktisk. Jeg vil bare gerne i seng…

sofaI mål modtages jeg af Heine som udgik pga sygdom og af vores hotelværter. Det er lidt overvældende. Jeg er ekstremt træt. Og meget forløst. Det var afslutningen på mit Aosta projekt. Min eksamen som bjergløber. Og det er efter omstændighederne gået over al forventning. Man kan ikke tage højde for uheld og skader. Jeg er derfor også dybt taknemmelig for den fantastisk kompetente behandling jeg fik af fysioterapeuterne i Gressoney og Ollomont. De var guld værd.

Tor des Geants er en vanvittig hård prøvelse. Jeg er glad for jeg har prøvet det og har gennemført. Længden af løbet er afskrækkende, men det er terrænet man skal igennem, der er den virkelige prøvelse. Så mange bjergpas over 2500m er næsten umenneskeligt. Og så nætterne! Som alle jeg mødte sagde: ”It’s the nights!”. De trækker godt nok tænder ud. Og jeg er virkelig glad for at jeg kom i mål inden endnu en nat.

Og kunne det have ladet sig gøre på under 100 timer? Svaret må svæve i det uvisse. Jeg mener godt jeg kunne have gjort det uden uheld. Jeg havde helt klart formen til det. Men den var nok svær. Kigger jeg på nogle af dem der var omkring mig undervejs, så var det kun Falk Huebner fra Tyskland der brød de 100 timer. But who cares anyway…

alletreijakkerNæste dag møder Heine og jeg Harriet Kjær der er bosiddende i Barcelona. Hun er første danske kvinde til at gennemføre. Vi misser Michaels målgang pga dårlig tracking, men han tager revanche næste dag, hvor vi drikker øl og nyder livet alle fire. Egentlig var der også en femte dansker til start da Thure Tornbo Baastrup stiller op for Grønland. Han udgik dog allerede i første hoveddepot.

Min placering og tid blev: Tom Gruschy Knudsen: Nr. 65, 108:46 timer. Bedste danske tid og placering i TDG.

Save

Save

Moonlight Magiá Trail

Moonlight Trail udgår fra Rifugio Magiá som er depot på Tor des Geants ruten, så det var en meget god anledning til at få løbet noget af ruten i højt tempo. Godt med højdemeter og 25 km stod den på i blandet terræn lige fra brede grusveje til super smalle stier og tekniske nedløb.

Jeg skulle egentlig have deltaget i en træningslejr i Rifugio Magiá under overskriften ‘Train like a Kenyan’ – intet mindre! Der skulle komme et lille hold kenyanske løbe plus et par italienske stjerne man kunne fornøje sig med. Programmet sagde to gange morgen træning og så et let eftermiddagspas. Why not? der var også en masse andre indslag. den blev desværre aflyst pga for få tilmeldte – I wonder why 😉 Jeg blev dog tilbudt at få lov at bo i rifugiet til kursuspris i ugen op til løbet med fuld forplejning. Ja tak, sagde jeg.

moon_cimaUgen gik med at speed hike det meste af ruten med afstikkere til Becca Fontaney, Mont marion og Cima Bianca. Specielt det sidste sted er nok noget af det mest fantastiske sted jeg har været (siger jeg igen, igen). Men det var virkelig overvældende med direkte udsigt til Cervino og Monte Rosa samtidig med et landskab på toppen der ikke virkede jordisk. Selvom jeg tog det roligt var der så meget jeg syntes jeg skulle se, at jeg fik tilbagelagt 100 km i ugen op til løbet. Måske ikke helt ideelt. Til gengæld var forplejning og indkvartering tip top.

På løbsdagen var jeg godt rolig, men ved starten var jeg nok lige en tand for spændt. Man kan vist roligt sige, at jeg fik lagt for hårdt ud. Alt for hårdt. Den første bakke på ca. 400 m slog bogstaveligt benen væk under mig. Helt fremme i første geled, jaja. Men jeg syrede for vildt lige inden toppen – og så var det ned i tempo og håbe på det kunne vaskes ud hurtigt. Det gav så lige et dyk i placeringen og inden jeg så mig om lå jeg nede som nr. ‘nogen og tredive’ (talt i et serpentinersving). Total nedtur at se så mange glide forbi. Det er dummeste man kan gøre, men jeg skulle jo liiige prøve!

moon_startFørst efter ca. 45 min og ved passage af første væskedepot ved Rifugio Cuney kom jeg til mig selv igen. Så gik jagten ind. Jeg hentede ret hurtigt fire placeringer ned fra Cuney. Derefter kom der et langt svagt nedløb over marker hvor jeg nappede to mere. Så fik jeg sagt til mig selv, at nu måtte jeg også tage mig sammen. Havde haft for mange båndsløjfe-tanker mens jeg led. Ud over et stykke åbent terræn kunne jeg se at der var fem løbere foran indenfor få min. Koncentrér dig! Og det gjorde jeg så gennem et skovstykke med danskerbund. Tre mere blev hentet. Men de to sidste holdt same afstand foran? Pokkers. Nu var vi helt nede i bunden af højdekurven og snart skulle vi opad. Stejlt opad! Til min store fornøjelse så jeg at der hang tre løbere og stegte på stigningen – plus de to der stadig holdt samme afstand. Jeg fik kæmpet mig forbi to af de tre stegte. Det begyndte alligevel at se godt ud og motivationen steg eksponentielt med at afstanden til mål faldt.

Det sidste stykke af ruten havde jeg gennemløbet to gange i ugen op til løbet, så jeg gav den max æde selvom det var en meget smal sti helt ud til kanten. Ret hurtigt får jeg hentet en løber. Samme fyr som jeg har løbet mod tidligere to gange – den stod 1-1 indtil nu. Dernæst hentede jeg de to som havde ligget med fast afstand de sidste 5 km. Og så til sidst fik jeg taget ham der havde set stegt ud på stigningen på det sidste stykke grusvej. Jeg var virkelig flyvende på nedløbne til sidst.

moon_focus2Sluttede som nr. 17 sammenlagt. Nr. 16 hos herrerne og nr. 4 i Vet1 (40-59 år). Den første kvinde var en placering foran med to minutters forspring. Hendes mand var en af de to jeg havde jagtet længe. Efter løbet snakkede jeg lidt med dem. Hun skulle også løbe Tor des Geats og han havde gennemført fem gange tidligere. Det viste sig, at hun hedder Lisa Borzani, er på landsholdet i bjergløb og tidligere har vundet TDG for kvinder på 91 timer. Tak for kaffe, hun var også skarp at se på. Manden hedder Paolo Pajero og har gennemført på 94 timer i 2013. Heftigt selskab! I det hele taget så holder de her ‘små’ løb en ekstrem høj konkurrencefaktor selvom der måske ikke er så mange deltagere.

Så på trods af en katastrofal start på løbet og en masse negative tanker i starten, så fik jeg vendt bøtten til sidst og kæmpet mig godt tilbage. Ville dog meget hellere have haft et godt jævnt løb i stedet for. Men sådan var det!

Optur over Becca France

Da jeg var på tur mod Punta Chaligne anden gang kunne jeg se over til en ret dramatisk kant mod vest. Samtidig var der heller ikke rigtig noget sne derovre, hvilket dragede mig. Kanten omkrandser et næsten lodret stenfald som minder om noget fra et meteornedslag eller en vulkan. Det viste sig at være Becca France og at rute 9A går derover og op til toppen her fra Ville sur Sarre. Med GPX genereret via Cartographic Navigator SCT (lyder tjekket ikk’?) begav jeg mig afsted i super nice solskin.

100517_04Ruten gik hurtigt meget stejlt opad gennem en dejlig sval nåleskov med blød bund. Det var guf for et par møre achillessener. Jeg var ret spændt på at se hvordan ruten ville folde sig ud når jeg nåede op på kanten. Og så pludselig, som ud af ingenting, når man op over skoven og hele kanten ligger blottet som én lang barsk kam. I beskrivelser havde jeg læst at den var nem at gå, men med visse ret eksponerede steder. Endvidere skulle den sidste opstigning være for erfarne vandrere – stod der. Det måtte jeg jo se på.

100517_02Det er virkelig en spektakulær tur hen over kanten. Flere steder er der lodret fald nærmest inde under en. Visse steder er stien så smal at man føler man står og vipper på æggen af klippen. Det gav nogle dejlige sug i maven og den der følelse af at man ikke kan holde balancen. Jeg synes ellers  allerede, at mit balancecenter er begyndt at vænne sig til forholdene. Ikke helt endnu, men jeg føler da ikke verden vipper længere, når jeg ser ud over kanterne.

Det allersidste stykke op mod toppen var meget stejlt og med løst grus. Tog lige starten op og ned for at have en fornemmelse af hvor fødderne kunne få lidt fæste. Og så helt op. Det er virkelig spektakulært. Det havde det nu været hele vejen og der var mange kiggestop undervejs. Kan klart anbefales. Ganske let rent teknisk og god træning pga stigningen op til kanten.

100517_03På toppen nød jeg et par energibarer og fik brugt min nyerhvervede kikkert flittigt. Lige overfor kunne jeg tjekke snesituationen på Punta Chaligne. Den er stadig ikke helt god. Men dejligt legetøj sådan en kikkert. Klart en af mine bedste investeringer i grej i længere tid. En anden fed gang grej er Salomons pilekoger til stave. Raffineret og smart fundet på. Så sidder stavene bare der og man kan tage det af hvis det ikke skal bruges.

100517_01Turen ned igen til skoven gik nu helt fint selvom det var meget stejlt og løst underlag. Derudover ville jeg også gå en rute der går langs bunden af stenfaldet. De to skiller sig fra hinanden nedenfor kanten. Det var en ret fed travers på den skovklædte del og løbbar. Pludselig åbnede træerne sig og man kunne se direkte op i stenfaldet. Præcis som jeg havde håbet det! Og det er jo fedt når noget er som forventet. Jeg stavrede over klipper og væltede træer til jeg befandt mig midt i centrum af stenfaldet. Og så sad jeg ellers der og var overvældet. Så tilbage igen og tage det sidste stejle nedløb. Lækker tur på 16km og masser af episk udsigt som belønning. I aften er det i øvrigt fuldmåne, så kan jeg kigge lidt nærmere på den.

De foregående dage har jeg brugt på at se på flere borge – og gå rigtig meget op og ned af bjerget. Køre i bus på bjergvejene med chauffører fra Helvede, overvære det lokale gededyrskue, scoute ruter og løbe dyrestier. Og ikke mindst så har jeg fået set samtlige romerske efterladenskaber i Aosta. Og jeg mener virkelig alt. Fra alle vinkler. Ovenover og under jorden. Og der er en del. Alene bymuren en ca. 3km hele vejen rundt. Men det var fedt at få det hele på plads på en gang. Jeg har også set de to første afsnit af Matador – det er jo et stykke dansk kulturhistorie…

Why just run? – Lidt om at løbe orienteringsløb i Canada

Advarsel! Efter du har læst dette blogindlæg, vil du højst sandsynlig blive vild med orienteringsløb. Der er stor chance for, at du vil synes, at orienteringsløb er en mega sej sport, som er alt andet end en spejderaktivitet. Du vil måske spørge dig selv, ”hvor og hvornår kan jeg prøve sporten?”. Hint: tjek siden her eller Facebook-siden her. God læsning!

#throwbackthursday

På de sociale medier bruger vi hashtagget throwbackthursday, når vi kigger tilbage på mindeværdige begivenheder. I dag er det torsdag, så hvorfor ikke se tilbage på en oplevelsesrig begivenhed?

I sommeren 2014 kunne jeg sætte endnu et checkmark over besøgte lande med store løbeoplevelser. Jeg har altid rejst land og rige tyndt for at opsøge løb og orienteringsløb -oplevelser. I august 2014 stod jeg så til start ved Canadian Orienteering Championships. Løbet blev afviklet over 3 dage og bestod af konkurrencerne: Sprint i OL-byen Whistler, Mellem i skovområdet One Duck Lake og Lang i skovområdet Black Magic omkring skisportsstedet i Whistler. Augustdagene indeholdte mange (løbe)oplevelser: Udfordrende orienterings-tekniske terræner, seriøse højdemeter, flere timers løb, godt med kilometer i benene, varme dage og frodigt dyreliv – med blandt andet sort bjørne frit gående.

Varm oplevelse gav en skuffende start

Kort over mellemdistance - orienteringsløb i canada

One Duck Lake.

Lidt hygge info-guf om Mellemdistancen

Løbsdato: 2. august 2014.
Konkurrence: Mellemdistance i skoven One Duck Lake (ca. 20 min i bil fra Whistler).
Banelængde: 3,1 km. (i fugleflugt) med 9 poster. 205 højdemeter.
Terræntype: Delvist kuperet med klippeflader og sten. Undervegetationen bestod af små buske, grene, fældet træstammer og små sten. Generelt var det svært gennemløbeligt.
Opvarmning: På uddelt ”warm-up map”, hvor terrænet kunne testes af inden start. Jeg gjorde god nytte af det og fik et godt indtryk af terrænet.

De gyldne erfaringer, der gør en klogere

Jeg kunne ikke give mig mere. Jeg var helt udkørt. Træt. Mit hjerte galoperede af sted. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at få vand, søge skyggen og få vejrtrækningen tilbage til normal stadie igen. Allerede efter post 4 løb – eller rettere gik – jeg på reserve-batterierne. I starten af banen gik det godt. Jeg løb lige i posterne. Havde god fart. Men så vendte det brat. Jeg blev svimmel, og kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde svært ved at stå på benene, og faldt flere gange.

Det var svært at få sveden ud af min krop. Jeg havde aldrig haft det sådan før under et løb, selvom jeg mange gange har løbet i bakket terræn i 25-30-graders varme. Trods min tilstand, skænkede jeg det slet ikke en tanke, at ville udgå. Min stædighed havde taget magten. Der var kun én vej og det var i mål – og tage posterne med på vejen. Tankerne for igennem hovedet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser. Jeg havde trænet godt, kontrollet og havde forberedt mig grundigt på disse løb. Åbenbart ikke godt nok.

Efter løbet fik jeg drukket en masse vand og spist. Heldigvis havde jeg god appetit. Jeg fik sat mig i skyggen. Fik samlet kræfterne. Jeg havde ærlig talt ikke haft en god oplevelse. Og frygtede at de næste dage ville være ligeså. Jeg var ganske enkel ked af det og skuffet. Jeg har erfaret, at jeg skal være bedre forberedt på, hvordan jeg takler løb i varme.

Camilla Bergmann - orienteringsløb - runningblog

Camilla Bergmann - orienteringsløb - varme

 

Orienteringsløb til olympiaden

Camilla Bergmann Orienteringsløb løb Sprint Canada

Sprint løb i den flotte OL-by Whistler.

Lidt hygge info-guf om Sprintdistancen

Løbsdato: 3. august 2014.
Konkurrence: Sprint i vinter OL-byen Whistler.
Banelængde: 2,3 km. (i fugleflugt) med 17 poster.
Opvarmning: På det udleveret “warm-up map” var der tydeligt afmærket, hvor vi måtte befinde os inden starten på løbet. Der var anvist en markeret vej, som vi skulle følge for at finde til start, således at vi ikke befandt os i løbsterrænet.

Op på hesten igen

Der var ikke andet for. Jeg måtte op på hesten igen.  Jeg havde glædet mig meget til Sprintdistancen. Jeg havde trænet en del orienteringsløb i by foråret inden. Jeg havde også fastlagt intervaller 1-2 gange om ugen inden, så jeg vidste, at jeg havde formen til at kunne løbe stærkt.

Godt 30 minutter før starten gik jeg i gang med opvarmningen. Desværre kunne jeg hurtigt mærke, at det gjorde ondt i knæet. En gammel knæskade spøger og havde valgt at sige hej netop på dette tidspunkt. Øv, tænkte jeg. Havde jeg alligevel trænet for meget og dermed overbelastet knæet? Skulle jeg nu igen have et dårligt løb –  ligesom i går – men denne gang pga. min knæskade? Jeg valgte at ignorere det og koncentrere mig om løbet.

Da de tre korte efterfulgt af et langt biiiip lød, mærkede jeg ikke noget til knæet – sjovt nok. Jeg kom hurtigt ind på kortet. Fik læst frem, og planlagt mine vejvalg til de første par poster. Under løbet havde jeg svært ved at se, i løb, hvad der var passabel og impassabel passager (til ikke-orienteringsløbere: i sprint er der ofte hegn og mur som ikke må passeres), så jeg kiggede rigtig meget på kortet – hvilket gjorde jeg måtte skrue lidt ned for tempo, for at følge med orienteringen. På vej til post 7 møder jeg en konkurrent, som er startet 1 min. før mig og nogle stykker andre konkurrenter, som jeg kan se løber min bane.

Jeg noterer, at de kommer løbende imod mig og tager derfor post 8 udenom. Jeg er i tvivl, om jeg kan løbe mere lige på ved at tage det andet vejvalg. I stedet for at stå og læse kort, så vælger jeg at sætte tempoet op, og tage deres valgvalg. Efterfølgende kan jeg dog se, at det andet vejvalg måske havde været hurtigere. Irriterende at jeg ikke tog mig den tid. Ved post 8 kommer jeg op til hende, som startede 1 min. før mig.

Vi løber lige op imod hinanden resten af vejen til mål. Jeg kan sagtens løbe hurtigere, og når jeg får overhalet hende, så små fjumrer jeg ved posterne. Jeg vælger derfor at sætte tempoet ned for at kunne følge med på kortet. Sådan er det at løbe orienteringsløb. Det er den gyldne balance mellem at tilpasse fart og koncentration omkring kortet. Efter 15 minutter kommer jeg løbende i mål. Speakeren råber, at jeg er løbende i mål som 2’er. En placering som jeg holder til sidste kvinde er i mål. Jeg var glad for, at min dårlige oplevelse fra gårsdagens løb alligevel ikke påvirkende løbet denne dag.

Camilla Bergmann OL byen Whistler orienteringsløb

Ja, biledet er vidst (lidt) opsat. Men det er ikke hver dag, at man har en post ved de olympiskeringe.

 

Camilla Bergmann Orienteringsløb i Canada

Nordisk power: De tre podiepladser blev snuppet af Danmark og Sverige.

Into the wild: Black Magic

Orienteringsløb Canada Camilla Bergmann

Black Magic. Til ikke orienterings-nørder: Det brune på kortet er højdekurver.

Lidt hygge info-guf om løbet:
Løbsdato: 4. august 2014.
Konkurrence: Lang i Black Magic ved skisportsstedet i Whistler.
Banelængde: 5,8 km. (i fugleflugt) med 18 poster. 220 højdemeter.

Wow – ikke kig ned

Siddende i skiliften på vej til start gik tankerne på dagens taktik for løbet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser med hedeslag eller andet skidt.

Opskriften var derfor:
1) Ikke starte for hurtigt ud og derved miste kræfter tidligt på banen.

2) Drikke vand undervejs ved de indlagte depoter.

3) Lad orienteringen styre farten.

 

Starten gik på toppen af skiliften. Og selvom jeg vidste at målet lå for foden af skiløjpen, så ville ruten ikke være ren down-hill løb.
Med foden tapet op, efter et vrid på Mellem distancen, var jeg klar til start. Da jeg fik kortet i startøjeblikket var der inden vej udenom. Første post var ned ad bakke. Jeg forsøgte at have styr på, hvor langt ned ad bakken jeg var kommet, for ikke at skulle løbe op igen, hvis jeg havde løbet for langt.

Jeg snupper hurtigt posten og videre. Jeg laver ind imellem nogle dumme vejvalg til posterne, og bruger generelt tid på at møve mig frem i terrænet. Op ad bakkerne må jeg gå, da disse er for stejle til at løbe op ad. Men det er blandt andet det fede, ved at løbe orienteringsløb, da du er i et med naturen på en helt anden måde, end hvis du begav dig ud på en afmærket rute på stier. Du laver selv dine egne spor. Og du ved ikke om der længere fremme omme bag træet står en sortbjørn (eller andre dyr), som du skal tage stilling til og måske træffe en afgørende beslutning for dit løb.

Mellem post 3 og 4 havde arrangørerne valgt at afmærke ruten i terrænet. Da jeg får klippet post 3, kan jeg hurtig ses, hvorfor de netop havde besluttet dette. Det er svært at komme frem i terrænet, og du skulle ikke træde meget ved siden af, før at du ender 30-40 meter nede i den brusende flod, der løber langs med.  Det gav et sug i maven, og selvom jeg ikke er højdestræk, så fik jeg det alligevel der. Wow, sikken en naturoplevelse.

Mellem post 9 og 10 havde arrangørerne igen taget en beslutning, som vidste sig at være et sikkerhedsmæssigt godt træk. Alle deltagere fik foræret 5 min. på dette stræk, og ruten mellem posterne var afmærket. Fra post 9 skulle jeg ned af en stejl skråning. Den eneste mulighed var, at sætte sig ned og tage den på rumpen ned. De havde lagt et tov ud, som jeg brugte til at holde fast i.

Derefter skulle jeg krydse en flod. Det larmede fra den kraftige vandmængde, der fossede ned ad floden. I dette øjeblik, tænkte jeg, hvis jeg falder, så tager strømmen mig og ingen kan høre mig. Jeg kigger mig tilbage i håbet om, at jeg ser en anden løber på vej ned ad skråningen. Men der kommer ingen. Der er kun en vej, og det er, at gå kontrolleret igennem vandet.

Da jeg sætter foden på fast grund over på den anden side, kan jeg mærke en lettelse strømmende igennem kroppen. Puha. Og tankerne går efterfølgende på, hvordan jeg får orienteret mig videre på banen. Jeg fik læst mig frem på resten af banen og planlagt mine næste vejvalg.

Jeg var koncentreret og fokuseret på løbet, at jeg glemte tiden, på trods af at min krop arbejdede vildt hårdt. Så efter 1 time og 30 minutter, havde jeg taget alle 18 poster. Jeg løber i mål med en god oplevelse i bagagen og et smil på læben. Jeg var træt. Mættet af ekstreme indtryk. Og træt i hovedet af at ikke kun koncentrere mig om kortet, men også hvor jeg satte mine fødder. Jeg holder min 3’plads, som jeg kommer ind til.

Orienteringsløb giver udfordringer og fantastiske naturoplevelser

Trods en kedelig start på løbene, så har turen til Canada været en fed oplevelse. Jeg husker mest tydeligt Langdistancen, som et mindeværdigt løb. Det viste sig, at være sort magi i Black Magic, da flere løbere hilste på sortbjørne i skoven. Det gjorde jeg dog ikke. Men magisk var det nu alligevel den lune sommerdag i august.
Jeg blev bekræftet i, at orienteringsløb er en sport, som udfordre og giver naturskønne oplevelser. Selvom at der er andre løbere i skoven, så er du – ofte – alene, og der kan gå lang tid før, at du møder andre løbende rundt med kort og kompas. Dét giver ubeskrivelige naturoplevelser, som du mærker på helt egen hånd.

 

Camilla Bergmann Canada orienteringsløb løb

Camilla Bergmann Orienteringsløb I Canada

DSC03247 (2)

 

Bonus info: Løbet var de Canadiske Mesterskaber i Orienteringsløb (Canadian Orienteering Championships) i disciplinerne Sprint, Mellem og Lang. Alle kan deltage, men kun canadiske statsborgere kan blive ”rigtig” canadisk mester. Løbene havde base i winter-OL byen Whistler. Mellem og Lang var en del af den samlede World Ranking serie.

 

Vi ses i skoven med kort og kompas!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Sådan løber du 21 km trail med overskud

Overskriften kan godt virke – for nogle – en smule provokerende. Alle ved at trailløb er en hård løbedisciplin. Op og ned ad bakker. Langs små stier. Hoppe over rødder og grene. Springe over grøfter. Og ja, det var en meget hård og løbeteknisk rute ved lørdagens 21 km trailløb Copenhagen Exhaust Trail. Ruten var ikke for tøsedrenge. Med 2 runder i ‘Det Danske Schweiz’ (Ravneholm) efterfulgt af 2 runder i Geelskov med 2 gange op ad Holtekollen, fik jeg ædt 700 højdemeter. Selvom den kuperede rute trak tænder ud. De ømme lår kunne mærkes op ad trapperne til lejligheden på fjerde sal. Og smerterne i læggene skulle strækkes ud. Så blev de 21 km. trail gennemført – med overskud. Hvilket var hele pointen med løbet.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Mine 7 gode råd til 21 km trail

Indrømmet, det er ikke første gang at jeg løber i bakker. Før trailløbet fandt jeg gamle fif og noter frem som fortalte, hvordan man angriber bakker. Krydret med mine oplevelser fra trailløbet, vil jeg dele mine erfaringer med jer.

 

 


1.Turbotonser eller hygge-mormor
Afstem dine egne forventninger. Deltager du i løbet for at opnå en bestemt placering? For at løbe på en bestemt tid? Eller deltager du for at være med og gennemføre? For mig var det, at gennemføre og have et godt løb, målet i sig selv. Derfor var det vigtigt for mig, at det var en god oplevelse og jeg havde overskud til at gennemføre – alle 21 km.

2. Glem tiden og nyd turen
Rute og terræn er meget uforudsigelig til trailløb. Det betyder, at du ikke kan ramme den samme kilometertid kilometer for kilometer. Mit Garmin-ur fik kun opmærksomhed, når jeg var nysgerrig på, hvor mange kilometer jeg havde løbet. Jeg løb på kilometertider lige fra 5:30 til 8:50. Min erfaring er simpel: Glem uret og nyd i stedet naturen.

3. Find (væske) balancen
Jeg har løbet flere halvmarathon uden at drikke (særlig meget) vand undervejs. Væskebalance handler i bund og grund om tidligere erfaringer. Jeg havde ikke noget væskebælte, kamelbak eller lignende med på turen. Jeg drak udelukkende de steder, hvor arrangørerne havde opstillet væske – vand og saft (på toppen af Holtekollen). Som tommelfingerregel er mine erfaringer, at man skal drikke før man bliver (alt for) tørstig. Her kan temperatur, løbslængde og tid være afgørende for valget af, hvor meget væske man har brug for at indtage. Læs evt.  Team Danmark eksperters råd.

4. Flyv op ad bakke
Til trailløbet lagde jeg mærke til, at mange løbere tager sig på lårene, når de løb op ad bakke. Det er vildt anstrengende, at angribe bakker på den måde. Da benene også skal trække armene med op ad bakken, ved den løbestil. I stedet, så brug armene til at trække dig op ad bakke. Løb på forfoden. Tag små skridt. Og tænk på at holde overkroppen oprejst, så du kan få luft ned til lungerne.

5. Cruise ned ad bakke 
Jeg lagde også mærke til, at mange løbere løber med små langsomme skridt ned ad bakke. Det så ud til at benene bremsede, og det så anstrengende ud. Jeg overhalede en del løbere ned ad bakke ved – ganske enkelt – at lade benene køre i frigear og rulle afsted. Jeg tager lange skridt og lader benene gøre resten.

6. Undgå (for meget) syre i benene
21 km er langt. Og når ruten går op og nede hele tiden af snørklende små stier, så er der potentiale til at opleve syre i benene. Min ‘syre-taktik’ var, at undgå at syre i lårene for hurtigt og for meget. Det kan ikke undgås at få tunge ben, men du kan sagtens arbejde med din syregrænse. Da jeg kunne mærke, at det blev for tungt i benene, så begyndte jeg at løbe langsommere eller gå. Jeg tror, at turen havde været meget hårdere, hvis jeg havde løbet rundt med (alt for meget) syre i lårene.

7. Smil!
Selvom det er hårdt at løbe i bakker og 21 km er langt. Så kan man komme langt med et smil. Og en positiv (mental) indstilling. Husk, at det er ligeså hårdt at løbe i bakkerne for ens konkurrenter, så giv ikke op. Selvom det kan virke anstrengende, så giver et smil overskud til resten af ruten.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail.

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Jeg havde overskud til at nyde løbeturen. Det dejlige vejr. Og den fede stemning ude på ruten. For mig har det været et succesfuldt trailløb. Med ømme stænger her dagene efter.

Håber at du kunne bruge mine erfaringer og fif 🙂

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust TrailEr du nysgerrig på at vide mere om Copenhagen Exhaust Trail?

Trailløbet blev afholdt for 2. gang af Søllerød Orienteringsløb. Så vidt jeg ved er det stadig på “vi prøver os frem”-stadiet. Og derfor ved jeg ikke, om klubben planlægger at arrangere det igen til næste år. Men hvis de gør – står jeg klar til start (igen).
Læs mere om løbet her.

 

Alle billederne er taget af dygtige Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action. 

Eventyret der hed Speed Trail Barcelona

Tres – dos – uno:

 Glitter overalt og så afsted!

“Hende der går mod startfeltet nu, det må jeg nok også hellere” og “Nu giver de den godt gas på trommerne, så starter vi nok snart” var  således jeg ræsonnerede mig frem til startlinjen og ud på mit første bjergløb:Ultra Trail de Barcelona.

Det hele startede dengang jeg …

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

For god ordens skyld begynder vi lige lidt inden startskuddet gik. Mere præcist til et utrolig motiverende foredrag med Emelie Forsberg afholdt af Salomon Trail Academy torsdagen forinde løbet (løbet gik lørdag). Udover den åbenlyse motivation det giver at høre en så garvet trailløbers historie, fangede følgende gode råd min opmærksomhed:

  1. Løbeglæden er altid det vigtigste
  2. For at løbe mest effektivt nedad, gælder det at minimere tiden din fod er på jorden, for at minimere stødet igennem kroppen. Det vil sige: bare giv los

Dette var den perfekte optakt til løbet, og efter at have nydt nogle lækre kanelböller og en kort nats søvn kunne vi vende snuden mod Barcelona.

 CPH–>BCN

I Barcelona satte vi (min kæreste og jeg) kursen mod den lille by Begues hvor løbet afgik fra dagen efter. Da vi kom frem viste byen ingen tegn på, at der snart skulle storme 2000 løbere igennem de små gader, og pladsen hvor start og mål skulle være var blot et hyggeligt caféområde. Vi overnattede hos en lokal familie med både hund og hest, som virkelig tog sig godt af os.

Lørdag var løbsdag og vi startede morgenen med en god gang frosties med chokolademüsli og kage – så var depoterne fyldt op og klar. Den hyggelige caféområde var over natten forvandlet til et stort start og målområde fyldt med entusiastiske løbere. Da starten til både ultra(100k), lang(70k) og maraton var gået da jeg ankom, var der allerede konfetti i startområdet, hvilket gav en rigtig hyggelig stemning.

Lad eventyret begynde!

Tres – Dos – Uno” og så afsted til lyden af trommer og med glitter om ørene igennem de små gader i den lille spanske by og ud mod bjergene! Min distance på 21 km bød på den lille sum af 1000 højdemeter(svarende til næsten 7 gange op ad Himmelbjerget) så naturligt nok ramte vi temmelig hurtigt bjergene. Og derfra var turen intet mindre end fantastisk! Stejle bjergsider med tæt krat der bestiges i tåge efterfulgt af åbne singletracks med et drys af sten og en udsigt man ikke kan få nok af.

Kurvebilledet var også meget varierende og bød på en masse fede nedløb, hvor netop taktikken med at give slip kom til sin ret. Det blev dog vanskeligere i slutningen af løbet, da jeg tydeligt kunne mærke min storetånegl løsne sig – et udfald jeg var helt forberedt på, men som krævede lidt ekstra energi at ignorere i nedløbet.

Den sidste del snoede sig endnu engang igennem de små gader, som fortsat var fyldt med heppende mennesker og stor glæde, og afsluttende med en tur på den røde løber hvor medaljen blev lagt om halsen. En helt igennem fantastisk oplevelse!

Den nørdede evaluering

Vejret var godt til en vikingtype som mig, der løber bedst i skybrud og 10 grader frem for høj sol og 25 grader. Det bød på overskyet og 12 gader ved start, men blev lidt varmere ud over dagen og solen kiggede da også frem en enkelt gang eller to. Med det sagt, så er 12 grader i Barcelona noget anerledes en 12 grader herhjemme, da luftfugtigheden altså giver en noget anderledes følelse af varme. Det betød at jeg havde fået ALT for meget tøj med mig, og løb derfor med både min skaljakke, tynde løbejakke, handsker og buff i rygsækken stort set hele turen – ups. Men om ikke andet var det god træning og mere god erfaring til fremtiden – løbeoplevelsen ændrede det ihvertfald ikke på.

Skoene jeg løb i var mine Salomon Fellraiser(Evalueret på her), som i udgangspunktet er ideelle, men måske en tand for lille. Jeg har tidligere løbet Samsø Maraton i disse sko med samme resultat: jeg mistede mine negle. Optimistisk som jeg er, tænkte jeg at de skulle afprøves igen på en længere distance – nu var mine negle jo blevet pæne igen… Learning by doing – and doing it again hedder det åbenbart for mig, og jeg må vist snart sige jeg har lært lektien og gå på udkig efter en erstatning.

Energimæssigt ramte jeg dog plet med følgende opskrift(jeg løb i 3 timer)

  • Salt tabletter: én før og én under løbet
  • Én gel efter 6 km + cola
  • 1/4 shotblock efter 10 km
  • En kvart nutellamad efter 16 km
  • og selvfølgelig en masse vand.

 

 

 

…Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Således begyndte vi vores miniferie i Barcelona. I dagene efter humpede vi rundt i den fantastiske by som Barcelona er, badet, spiste tapas og drak mojitos – lige som det skal være. Dette er klart et anbefalelsesværdigt oplæg. Selvom der ikke er løb netop i den periode du vil rejse, så besøg Begues og tag op i bjergene og løb på de fedeste singletracks – det ligger kun 30 min fra Barcelona. Afslut dit ophold med en tur i de Arabiske bade i Barcelona – den direkte vej i himlen.

Lidt nyttige links:

Så er der ikke andet at sige end: god tur til Barcelona 🐾

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben – The Movie

Så kom den.

Filmen I alle har ventet på.

IMG_2561

 

Dette indlæg er derfor en opfølgning på mit sidste ved titlen “Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben”.

Dette er nemlig filmen bag indlægget.

Herunder er linket til filmen samt et link til “historien”.

Selve “historien”: http://runningblogs.dk/krigskorrespodent-i-sibirien-med-skarptladte-vaaben/

Filmen: https://youtu.be/i7R-Oj7-el0

 

Denne film kan desværre ikke ses på mobiltelefoner – uanset mærke eller styresystem – ej heller på ipads eller lignende.

Dette er ikke noget jeg har bestemt eller indstillet den til.

Men er besluttet af youtube.

Dog virker den perfekt almindelige computere.

Her kan de også nydes på en stor skærm 🙂

 

God fornøjelse.

Og smid gerne en kommentar herunder.

 

Her kan du se de andre film jeg har lavet.

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.00 Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.13

 

TheGeekRunnerwhite

 

Om bjerge, numser og den menneskelige evolution

Jeg kigger ned på mit ur og må desillusioneret konstatere, at jeg har rundet maratondistancen, netop som jeg skal til at tage hul på rutens hårdeste bjerg, Windy Peak. Det er en stegende hed dag i Rocky Mountains. Jeg er svimmel. Der er alt for varmt og ingen steder at søge tilflugt fra den bagende sol. Min mave er i kramper, mine ben brænder, og mine fødder gør ondt. Mit tøj og min hud er farvet hvidt af de store saltrander, som afslører min dehydrerede tilstand. Og nu skal jeg åbenbart bestige endnu et bjerg! Jeg føler mig omtumlet og magtesløs. Jeg overvejer ikke, om jeg er i stand til at bestige bjerget eller ej, eller hvor hårdt det vil blive. Jeg overvejer slet ingen ting, sænker blot hovedet, tvinger endnu en varm og kvalmende sød peanut butter gel ned i min hårdt prøvede mave og starter opstigningen.

Heldigvis er jeg virkelig god til at gå opad. Paradoksalt nok er det at gå højst sandsynligt min største styrke som løber. Da jeg løb mit første ultramarathon i bjergene i Rocky Mountains, var jeg bedst der, hvor der var så stejlt, at de fleste slet ikke kunne løbe. Jeg passerede løber efter løber op af de hårde stigninger (for så godt nok at blive passeret af selvsamme løbere når det fladede ud igen, men det er en anden snak). Jeg har med andre ord en exceptionel powerhike, og det har jeg først og fremmest på grund af min exceptionelle bagdel. Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid haft en stor røv. Proportionelt har jeg aldrig rigtig følt, at den har passet til resten af min krop. Den svajer sådan meget dramatisk ud fra min ryg og bøjer så i en næsten perfekt halvcirkel ned til mine lår. Som en appelsin der er blevet skåret over på midten. Min kæreste siger, at hun godt kan lide det. At hun synes, det er flot, når drenge også har lidt “booty”. Jeg ved nu ikke rigtig. Jeg har indtil for nyligt altid gerne villet have en lidt fladere bagdel, som de fleste drenge har det. Men så begyndte jeg at løbe i bjerge.

IMG_9633

Okay. Inden jeg går videre, er vi lige nødt til at spole tiden lidt tilbage. Eller rettere, to millioner år tilbage. Tilbage til dengang, hvor vi mennesker kravlede ned fra træerne på Afrikas savanne og rejste os op på to ben. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor vi kravlede ned, men det gjorde vi altså. Nogle mener, at den type mad vi kunne finde i træerne, typisk blade og frugter, ikke længere kunne dække vores stigende behov for næring. Andre mener, at vi simpelthen blev for store til, at træerne kunne beskytte os mod rovdyr, da de grene, som kunne bære vores tiltagende vægt, begyndte også at kunne bære rovdyrene. Hvorom alting er, begyndte vi altså at tilbagelægge længere og længere afstande til fods i vores søgen efter beskyttelse, vand og mad. Vi udviklede os til formidable løbere og begyndte at spise ådsler og jage dyr ved ganske enkelt at løbe dem ihjel. Nok løb mange dyr hurtigere end os, men ved utrætteligt at følge deres spor, nogle gange flere dage i træk, udmattede vi dyret. Omsider drættede det om af træthed og var et let mål for vores forfædres primitive stenvåben. En jagtteknik, som oprindelige folk i blandt andet Mexico og Afrika stadig benyttede indtil for ganske få generationer siden. Nogle evolutionsforskere mener sågar, at det øgede proteinindtag fra jagt og ådselædning fik vores hjerner til at vokse sig større i denne periode og forårsagede et kvantespring i vores neurale kapacitet. Dermed kan dét, at vi begyndte at løbe, altså have spillet en helt afgørende rolle i vores evolutionære udvikling som intelligente mennesker.

kasper på broen

Nå, men tilbage til bagdelen. Naturligt nok overlevede de af vores forfædre med større og stærkere ben, og vigtigst af alt en stor og stærk røv til at drive benene fremad, i denne periode bedre, end dem med svagere ben og mindre bagdele. Således multipliceredes generne for store bagdele hele vejen frem til i dag, hvor netop vores store baller er en af hovedårsagerne til, at vi mennesker er blandt de bedste langdistanceløbere på planeten. Den almindelige antagelse, at numser er til for at sidde på, må altså i evolutionens klare skær afvises som en misforståelse. De, altså bagdelene, er snarere til for at løbe.

Jeg vil lige skynde mig at nævne, at det her ikke er et langt og snørklet forsøg på at påberåbe mig et evolutionært forspring i kraft af min store bagdel, men snarere en hyldest til menneskehedens store numser. En forklaring på, hvorfor vi skal være glade for vores store muskuløse bagdele. Det var jeg i hvert fald den strabadserende dag tilbage i maj, hvor jeg skulle slæbe min forpinte krop op på toppen af Windy Peak, og det sidste stykke vej hen til målstregen.

Når ultra bliver hverdag

Rocky Mountains National Park

“5:00 — 5:00 — 5:00”. Jeg kigger forvirret på min aggressivt bippende telefon. Hvorfor i alverden gik jeg med til at deltage i onsdagens morgenløbetur med Rocky Mountain Runners? Mandag aften på pubben virkede det som sådan en god idé! Jeg forbander mig selv, imens jeg søvnigt tumler ud af sengen. Kaster koldt vand i hovedet, tager løbetøj på, laver kaffe, drikker kaffe. Jeg forlader mit hus i mørket. Klokken 5:30 starter vi løbeturen fra ranger-stationen i Boulder Mountain Park.

Faktisk er jeg her for at arbejde, eller rettere, for at studere. Jeg er i gang med kandidatgraden i antropologi, og nu er jeg altså her i Colorado for at undersøge, hvordan og hvorfor nogle mennesker finder mening i at løbe flere hundrede kilometer om ugen i de her høje bjerge. Det er derfor, at jeg står op kl. 5 om morgenen for at løbe, selvom jeg egentlig helst ville blive i sengen.

Jeg har aldrig været en morgenløber, og jeg har aldrig nogensinde stået op kl. 5:00 for at løbe mig en tur. Jeg holder af at løbe om eftermiddagen, og jeg holder af at løbe om aftenen. Jeg tror faktisk, jeg holder af at løbe på alle andre tidspunkter end lige netop om morgenen. Denne morgen var det Ben, Ryan, Silke, to andre fyre, som jeg ikke havde set før, og så mig selv. Jeg vidste godt, at de andre var hurtige, men holy shit! Efter blot et par minutter hamrede min puls afsted, og mine ben brændte med syre. Normalt er jeg god til at ignorere smerten og løbe igennem den. Faktisk er det måske min eneste styrke som løber. Det, og så min store bagdel, men den vender jeg tilbage til i det næste blogindlæg. Jeg tænker på Julie, som jeg snakkede med dagen før. Jeg nægter at stoppe, fordi jeg er forpustet og har mælkesyre i benene, når Julie løb over 100 km på en brækket fod. Alting gør ondt nu, men jeg nægter at… Wow, jeg bliver pludselig svimmel og får svært ved at fokusere på stien foran mig. Og så, lige der, på en bjergside i hjertet af USA, imens fuglene begynder at pippe, og solen står op over Colourful Colorado, tømmer min mavesæk sig mod min vilje. Jeg fortsætter med at løbe, kaster op igen, fortsætter med at løbe. De andre er væk, eller også er det mig, som er det. 10 minutter senere når jeg toppen til stor glæde for mine medløbere, som har ventet på mig. I fem minutter står vi ved udsigtspunktet Royal Arch og nyder stilheden, mens morgenstrålerne fra den opstående sol kommer os i møde. I den stille morgen virker de flade sletter fuldstændigt upåvirkede af de pludselige stigninger, der bryder op i landskabet, og danner en skillelinje mellem den sydlige del af Colorado og den nordlige – og som i øvrigt lige har sendt min morgenkaffe på retur. Vi nikker indforstået til hinanden og kaster os i hæsblæsende fart ned af bjerget igen. Kl. 7.30 er jeg tilbage ved mit hus. Kaster vand i hovedet, tager løbetøjet af, laver kaffe, drikker kaffe. Dagen er i gang.

Som sagt er jeg ikke nogen særlig dygtig løber. Jeg er ikke dårlig, men heller ikke specielt god. I Boulder, hvor jeg løb og hang ud med nogle af verdens bedste ultraløbere som Scott Jurek, Anton Krupicka, Sage Canaday og Joe Grant, kom jeg givetvis til at virke som en lidt dårligere løber, end jeg måske egentlig er. Jeg er nu tilbage i Danmark, og kan se, at løbere i Boulder ikke er helt det samme som løbere i Danmark. Eller, i hvert fald ikke de løbere som jeg kender i Danmark. I en samtale godt 30 km inde i en 44 km lang træningstur i Boulder, tog jeg mig selv i at forklare en af de andre løbere, at jeg da godt nok havde løbet et maraton før, men aldrig havde løbet sådan rigtig langt. Det gik hurtigt op for mig, hvor åndssvag den sætning måtte lyde for de fleste af mine venner hjemme i Danmark, men her blandt løberne i Boulder blev der bare nikket tavst og forstående. De fleste af de løbere, jeg hang ud med i USA, havde gennemført adskillige såkaldte ”hundred-milers”, altså 100 mil løb, svarende til 160 km. I bjerge vel at mærke. Min gode ven og informant Greg gennemførte sågar et 888 km løb på under 8,88 dage, imens jeg var i Boulder. Altså over 100 kilometers bjergløb om dagen i knap ni dage i træk. Selv synes han ikke, det var noget særligt at snakke om, og da jeg spurgte ham til det, svarede han ydmygt: ”You actually don’t have to be particularly tough to do this. At the end of the day, I can still only do 15 push-ups”.

For mig var det en ret så eksotisk oplevelse at bo fire måneder i en by for foden af Rocky Mountains med en masse løbere, som har bygget deres liv op omkring det at løbe i naturen. Og måske endnu mere eksotisk, at et maraton ikke er noget ekstraordinært for mange af disse løbere, men ofte blot en træningstur. Jeg tror ikke som sådan, at løberne i Boulder er hårdere eller dygtigere end løbere i Danmark. Jeg tror til gengæld, at hele løbekulturen i Colorado, som er mere fokuseret på ultradistancer, højdemeter og fællesskab, end splittider, pulszoner og personlige resultater, er med til at gøre ultra til hverdag. Blandt løbere i Boulder giver det derfor mening at sige, at en maratondistance ikke er sådan rigtig langt.

I mine følgende blogindlæg vil jeg beskrive den løbekultur og livstil, som jeg har oplevet i min tid i Boulder, og som har fascineret mig dybt. Jeg vil fortælle historier om nogle af de bedste ultraløbere i verden, om tætte møder med vilde dyr, om at bo i en bil for at få mere tid til at løbe, og om mit eget første ultra maratonløb.

Jeg løber aldrig mere…

“Jeg løber aldrig mere.

Hader asfalt, hader trail, hader bakker, hader vind, hader alt ved løb.!”Skærmbillede 2015-10-06 kl. 22.14.09

Sådan lød min sms til mine venner søndag morgen kl 04:59 den 13 september 2015.

 

“Hvorfor dælen sender jeg sådanne en besked” spørger du nok dig selv.

For at du skal forstå grunden til denne besked, så tager jeg dig med tilbage til

fredag den 11 september kl 12:00.

Efter flere måneders forberedelse, sad jeg i bilen på vej mod Odense Hovedbanegård for at hente min lillebror.

Han skulle de næste 48 timer være min trofaste hjælper, min wingman, føreren af min følgebil under hele ultraløbet, 100 miles – around the isle of Mors 2015. http://100miles.dk

Et løb på 100 miles (160,9 km) løbet i et kuperet terræn og i et stræk med en tidsgrænse på 26 timer.

Op til dette løb var der ingen nerver at føle, ingen sommerfugle i maven – tegn jeg tog for at være positive, og for at al min forberedelse havde givet pote.

Da vi endelig kom frem til Danhotel Nykøbing Mors, og havde fået os tjekket ind, stod den på nummerudlevering, aflevering af mine personlige oplysninger mht kontaktpersoner og den sædvanlige underskrift for, at have forstået at løbsledelsen fralagde sig alt ansvar mht skader og lign.

Her fik man det første kig på finisher trøjen man ville få udleveret ved målgang inden for tidsgrænsen.

Og den skulle man selvfølgelig røre lidt ved, og smile ved tanken om at trække den over hovedet – forhåbentligt – natten til søndag.

Ellers så stod fredagen på fællesspisning med de andre løbere, og her skal jeg love for man lige fik kigget hinanden an.

Her fik jeg indtrykket af, at der var mange der kendte hinanden, og at det var et tæt knyttet felt.

Det fede ved sådanne slags løb som dette er, at man er en stor “familie” og alle snakker med alle, deler gode råd og ikke mindst fortæller “røverhistorier”.

Aftenen endte tidligt i sengen, man skulle jo være frisk til næste dag.

 

Raceday

Lørdag den 12 september kl: 06:30 ringede vores vækkeur, og der skulle spise den obligatoriske morgenmad bestående af havregryn med rosiner og mælk, 1 kop sort kaffe, samme mængde vand og en banan. – Dette har jeg altid spist inden jeg har skulle deltage i diverse races.

Kald et bare overtro, men det virker for mig hver gang.

Samtidig var det min første kop kaffe i 7 dage op til løbet, og kaffen var gude god.

Utroligt man kan savne kaffe så meget.

 

Morgenmaden var overstået og nu skulle der skiftes til løbetøjet.IMG_1096

Jeg vil lyve hvis jeg ikke påstod, at nu begyndte løbet mentalt for mig.

Jeg gik ind i mig selv, og min bror vidste godt, at det kun var det allervigtigste han skulle “forstyrre” mig med.

 

 

 

 

 

Next stop Kirketorvet

Alle løbere blev kørt i bus ind til Kirketorvet, Nykøbing Mors, til personlig præsentation af hver enkelt løber, ved taler fra borgmester samt viceborgmester.

 

IMG_1100

Herefter gjorde alle sig klar til start.

 

Kl: 09:30 lød startskuddet og foran lå 160.9 km.

Allerede fra start af, var jeg meget optaget af at holde mit tempo nede.

Jeg havde de sidste tre uger op til løbet trænet i at løbe “langsomt”.

Det lyder måske mærkeligt, men at skulle løbe så langt, kræver at man holder en stabilt tempo, som ligger lavt i forhold til hvad man er vant til at løbe – det var ihvertfald gældende for mig, da jeg løber væsentligt hurtigere end det tempo der var sat til 5:45min/km.

Men alligevel lå mit tempo væsentligt hurtigere de første 10 km, da der her blev løbet blandt en del tilskuer.

Herefter fik jeg styr på det, og indtil de 30 km gik det godt.

 

Første negative følelse

Den første negative ting poppede op i mit hoved, da jeg rundede de 30 km.

Jeg havde over de sidste 5-7 km begyndt at få utroligt ondt i min venstre ankel, og kunne nu kun løbe på ydersiden af denne.

Hver gang jeg kom til at løbe på indersiden, grundet hældningen i asfalten eller fordi vi løb på stier, gjorde det ondt som en i h……

Før løbet havde jeg lovet mig selv, at blev jeg “skadet” i den første tredjedel af løbet, ville jeg trække mig, og var det i den sidste tredjedel, ville jeg gennemføre uanset smerten.

Men jeg kunne ikke kaste håndklædet i ringen allerede nu.

Det ville være så forkert at gøre.

Jeg vurdere situationen de næste 5 km, og valgte at fortsætte løbet, trods smerten.

En beslutning jeg tog sammen med min bror, som ved hvert depot – hver femte km – stod og ventede på mig med det aftalte energi, væske samt mad.

Løbet fortsatte og hver gang jeg passerede tilskuer på ruten, glemte jeg smerten og løbet blev derved lettere.

 

Krise nummer to

De 60 km var nu lige om hjørnet.

Men nu drillede den højre ankel.

IMG_1158Jeg var nedslået, negativ, og nok ikke sjov at være i nærheden af.

Jeg var nu forbi den første tredjedel, og var i det dilemma jeg havde sat mig selv i tidligere.

Drop ud og undgå en større skade, eller fortsæt og tag tingene som de kommer.?

Jeg sagde ikke meget til min bror ved 60 km, udover “hvad skal jeg gøre.?”

Hans svar var simpelt.

“Er der en mulighed for at løbe, så gør du det fandeme.”

Maden blev spist, Enduren fra 32Gi drukket i aftalt mængde, chews slugt og ned røg en saltstick også.

Det samme gjorde jeg.

Afsted mod de 65 km. – Dog med den aftale med min bror, at ved det obligatoriske lægetjek ved 80 km, skulle der intet nævnes omkring mine smertende ankler. (Havde jo skrevet under på, at det deltagende lægehold til hver en tid, kunne tage en løber ud, hvis disse mente at vedkommende ikke kunne fortsætte, eller ville være til fare for sig selv). Så jeg skulle bare virke frisk.

 

Af årsager jeg endnu den dag idag ikke er klar over.

Så var jeg så heldig at komme til at støde ind i en af de andre deltagere.

Mette var hendes navn, og hun var en positiv stjerne, der viste mig vej ud af krisen.

Vi faldt i snak de næste 2 kmog jeg kunne mærke hvordan energien stille og roligt kom tilbage og de positive batterier blev igen ladet op, og en varme samt rolig følelse, lagde sig tæt omkring mig.

Vores veje skulle igen skilles ved de 67 km.

 

IMG_1179Ved 67 km havde arrangørerne som noget helt nyt, lagt en bakkespurt ind på den berygtede Salgjerhøj.

En bakkespurt på 1 km med den undtagelse og udfordring i, at den steg 9,5% i gennemsnit hele vejen.

Den trak tænder ud ved mange af løberne.

Specielt med 67 km i benene på dette tidspunkt.

Men med en fantastisk opbakning hele vejen op, gik det som en leg – eller, nej det var pisse hårdt.

Kampen på Salgjerhøj

Jeg var nu holdt op med at tælle ned på km, men derimod var tiden taget over.

Jeg talte timer der var tilbage til mit mål var nået, istedet for at tælle ned i km.

Det hjalp mig hen imod de 80 km og det obligatoriske lægetjek.

 

Opturen

Men der var sket det fantastiske.

Jeg var nu positiv, ved godt humør og energien var der bare.

Benene føltes ikke tunge og de ville bare fremad.

Inde i  mit hovede kørte den samme ukendelige sang igen og igen og igen og igen…

En mærkelig føles når man ikke rigtigt tænker mere.

 

80 km, lægetjek overstået og nu på vej mod ukendt land.

Jeg havde aldrig tidligere løbet længere end 84 km, og denne grænse blev snart krydset.

Dette var min eneste ukendte grænse, for hvordan ville min krop reagere når jeg nåede ud på den distance.?

Men det gav bare mere blod på tanden, for herefter var det de 100 km der skulle nåes. Et magisk tal for mig – og nok også for de fleste andre.

Tempoet var stadig nogenlunde stabilt, omkring de 5:50-6:00 min/km.

Stadig ingen tegn på ukendt træthed.

 

Mørket falder på

Klokken var nu blevet spisetid – for dem der ikke løb.IMG_1195

Og det var nu at mørket ville begynde at kunne anes.

Det var det eneste der gjorde mig rigtig nervøs. For hvordan ville jeg reagere når mørket opslugte mig, og jeg skulle være “alene” kun hjulpet på vej af min pandelampe.

Så jeg forberedte mig mentalt, og der blev aftalt helt konkret hvad jeg nu skulle gøre brug af.

Her taler jeg om varmere tøj – langærmet, vest, jakke etc.

Jeg havde indtil videre kun løbet i t-shirt og korte tights, hvilket ikke havde været for koldt på noget tidspunkt.

Men jeg vidste også godt, at det ikke på nogen måde ville være varmt nok til om natten.

Så inden det blev helt mørkt, skiftede jeg til langærmet trøje fra craft, med windbreaker på hele forsiden.

Dette skulle vise sig at være et godt valg.

For mørket havde kun lige lagt sig blidt, da man straks kunne mærke kulden.

Jo mørkere det blev, jo mere fandt jeg ind i en form for “puppe” der lukkede alt ude.

Nu var der kun mig og lyset fra min pandelampe.

Det eneste der brød denne “seance”, var når min bror kørte op på siden af mig, lige for at tjekke til mig, samt aftale hvad der næste gang skulle være klar.

Ellers var det de få gange, en anden løbers følgebil kom forbi mig i sneglefart.

Men en virkelig rar fornemmelse at løbe “isoleret” på denne måde.

 

Med natten kom også energien

Jeg var ikke træt mere – forstået på den måde som de fleste af os kender.

Følelsen hvor man af og til har lyst til at lave en 180 grader vending og løbe hjem igen.

Jeg vidste at der kun var en vej, og det var vejen frem, og intet andet.

Det var med til at holde fanen højt og bare fortsætte.

 

Temperaturen blev ved med at dale stille og roligt, og nu blev den største udfordring at komme igang igen efter hvert stop ved depoterne.

Det gik lynende hurtigt, fra jeg var varm til jeg hundefrøs.

Det var ikke noget problem at komme igang med løb igen, efter indtagelse af div. drikke samt fast føde hver femte km.

Men det var det at få varmen igen.

Mine lemmer var helt kolde, og jeg følte en ubehag hver gang jeg skulle igang, hvilket skyldtes kulden.

De sidste besøg i depoterne var det blevet aftalt, at jeg skulle have min fleece jakke på og starte med at løbe igen mens jeg stadig bar denne.

Det hjalp mig gevaldigt.

Stadig ingen træthed at føle.

Jeg var virkelig oppe på mærkerne nu, følte at intet kunne stoppe mig.

Der var nu et enkelt marathon tilbage.

Men det var kun timerne jeg tænkte på, ikke km. Det gjorde det hele meget mere overskueligt.

 

Jeg var nu ved de 140 km depotet, alt sødt, mad og drikke hang mig ud af halsenIMG_1212

Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at drikke mere sødt, spise mere “vingummi” eller tygge endnu en tablet med energi i.

Det samme gjaldt for mine sandwich. De var en kamp at sluge, men jeg vidste udemærket vigtigheden i at dette skulle ned. Planen skulle holdes, ellers ville det give bagslag.

Så selvom det var hårdt at spise – ja hårdt – så blev jeg ved, og dette var nok den største kamp i denne del af løbet.

 

 

Da jeg ramte de 150 km og nu vidste at der ikke var lang vej igen, så tog fanden over.

Vi skulle løbe bagom Jesper hus blomsterpark, som gik igennem et stykke skov.

Med lidt bakker sagde de.

Ja ja, nogen sagde også at Mors var flad som en pandekage.

Skærmbillede 2015-10-11 kl. 21.46.23

Højdeprofil over løbet – beviset på at Mors ikke er flad som en pandekage

 

Men denne skov, måtte være en bjergskov – sådan føltes det ihvertfald der kl 03:00 natten – og til og med i bælghammerende mørke.

Ikke nok med at det var mørkt og jeg høj lydt løb og bandende som en stiv sømand, så var der fest i Jesper hus blomsterpark.

De gav den gas, så halvvejs gennem skov inden jeg igen ramte vejen, blev jeg fulgt af tung bas og stive mennsker.

Det eneste jeg tænkte på her var, hvor meget jeg hader tømmermænd.

Ja – jeg har tidligere nævnt at jeg ingen tanker havde under løbet, men dette beviser at jeg var ret langt ude i hampen, når der så endelig var tanker.

Spøjst.

 

Opløbet

Det vil være forkert at sige at opløbet er 10 km ude. Men det var her jeg satte spurten ind.

Jeg valgte at springe det sidste depot over, og sætte tempoet op, benene var friskere end på noget andet tidspunkt på hele turen, vejrtrækningen var perfekt og jeg ville mest af alt bare hjem.

Jeg suste forbi depotet ved 155 km – det prøver jeg at foreklare mig selv at jeg gjorde – til stor overraskelse for de to personer der stod ved der.

Men heppede det gjorde de godt nok.

Herfra og resten af turen kan jeg huske meter for meter.

Det var som om mine sanser og min hukommelse kunne rumme 1000 gange hvad den ellers ville registrere.

En virkelig fed følelse.

Jeg hoppede ind og ud af det vi kalder for “Runners high”.

Alle sving og alle sideskift blev gjort med milimeters præcision for at spare tid, skridt og ikke mindst energi.

Jeg var så klar.

Jeg kunne begynde at mærke en prikken i hele kroppen, følelserne begyndte at vælte rundt, jeg var ved at græde, så blev det skubbet væk af gensynsglæde med min bror, så væk af en fanden i voldsk følelse for bare at spurte, og lysten til bare at råbe som en anden tosse – hvilket nok ikke var så god en ide, da jeg på dette tidspunkt løb i et villakvarter.

Men super fedt at mærke kroppen opfører sig sådan.

Alt dette blev pludselig afbrudt da jeg rundt om et hjørne så to på cykler, stoppe op, og så begynde at klappe af mig, og så lige sige “det ser godt ud, kom så, du er snart færdig.”

Hvilken kæmpe opbakning dette var for mig, og hvor var det stort at et ægtepar i tresserne, cykler rundt i et villakvarter kl 03:30 en søndag morgen, for at heppe på os løbere.

Syrealistisk, virkelig syrealistisk.

Km for km åd jeg asfalt, stier og fortovene, jeg vidste at jeg snart var der.

Og der rundt om et hjørne, kunne jeg se beachflagene hvilket viste det 200 meter lange opløb, med det store timeur der lyste op med sin orange farve.

Nu var jeg der.

Nu var jeg igennem.

Intet kunne stoppe mig nu.

Glæden væltede ned over mig til lyden af klap fra de mange folk der stod ved målstregen og ikke mindst min brors stemme der råbte mig fremad.

Opløbet – de sidste 200 meter –

Der, jeg var i mål.

18:47:50 stod uret på.

Done, finitto, så var den ged barberet.

 

Dagen derpå

 

Søndag kl 07:15 stod jeg op.

2:15:00 timers søvn blev det til.

Lagsomt fik jeg mig vraltet ud på badeværelset og fik taget mig et bad.

Herefter gik jeg sammen med min medløber Carsten over til runners lounge for at få en kop kaffe, lidt morgenmad samt og ikke mindste det vigtigste, for at klappe de sidste løbere ind, når de kom i mål.

IMG_1222

Der var stadig løbere ude på ruten.

Det er det vidunderlige ved at deltage i ultraløb. Alle hepper på hinanden og giver gerne en hånd mht at hjælpe.

 

 

 

 

 

Da vores hver især hjælper var stået op, var det igen ind til Kirketorvet til præmieoverrækkelse i form af en gavekurv med gaver fra div. sponsorere til løbet.

IMG_1226

Gudskelov skulle vi ikke op på scenen igen, hvilket for mange ville have været en udfordring af de større.

Underligt nok, var jeg nogenlunde gående, men det var nok pga følelsen af victory for gennemført ultraløb, 100 miles, som faktisk viste sig at være 163.18 km ialt.

 

 

 

 

 

Nu skulle vi bare hjem til Odense igen.

Godt jeg havde taget fri fra arbejde om mandagen.

 

Om jeg gør det igen…?

Ja hvem ved.

 

Nu skal der først trækkes nye projekter ud af truckerkasketten.

 

The Geek Runner

IMG_1241

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Swiss Alpine 2016 – del 2 om planlægning og forberedelse af ultraløb

I mit sidste indlæg introducerede jeg min store målsætning for 2016, gennemførsel af ultraløbet K78 i de schweiziske alper. Jeg introducerede den overordnede fase model for min træningsforløb, som vist nedenfor

 

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Jeg vil anbefale alle der kaster dig ud i et lignende ultraløb om at fase inddele jeres træningsprogram. Hvis man ”kører på” med kvalitetstræning i 8-9 måneder løber man stor risiko for at få skader, samtidig med at kroppen slet ikke kan kapere så meget formfremgang uden restitution, man spilder simpelthen sine kræfter og opnår ikke de effekter man ønsker.

 

Derfor kører jeg et langt grundtræningsforløb hvor jeg i 13 uger primært vil løbe ture i LSD (Maffetone) tempo. For dem der ikke er bekendt med Maffetone, kan jeg nævne at hans løbetempo udregnes i den simple formel om 180 – din alder, og det er så den puls du skal løbe efter. Ideen er at du vil blive hurtigere, af at løbe langsommere. Jeps den er god nok! philmaffetone

 

Formålet vil være at øge fra mit nuværende gennemsnitlige mængde niveau på ca. 50 km ugentligt, til 90 km ugentligt, med ca. 10% fremgang om ugen, og med hver fjerde uge som restitutionsuge og nedsat træningsmængde. Teorien om restitution som alfa-omega til sikre formfremgang er nærmest universelt accepteret i løbeverdenen.

 

Grov skitse for grundtrænings blokken vil så være :

 

 

Uge Samlet mængde Antal ugentlige ture
1 49 4
2 54 4
3 59 4
4 50 4
5 56 4
6 62 4
7 68 5
8 55 4
9 66 5
10 73 5
11 81 5
12 90 5
13 90 5

 

De efterfølgende blokke vil jeg ikke planlægge i detaljer på nuværende tidspunkt. De ligger længere fremme så der er meget der afhænger af hvordan min krop og motivation reagerer på et langt grundtræningsforløb med stigende mængder.

 

Blok II – udholdenhed og tempo.

 

På dette tidspunkt i forløbet er tanken at introducere kvalitet i programmet. Mængden vil blive holdt omkring 90 km om ugen i de fleste uger. Progressionen vil bestå i at indlægge 2 kvalitetspas i ugens træning. Kvalitetspas I vil skiftevis være et tempoløb med fokus på at forbedre mælkesyretærsklen, og et pas med Vo2 Maks intervaller for at forbedre iltoptagelsen

 

Kort om kvalitetstræning.

 

Der findes mange ressourcer online om de forskellige trænings intensiteter og de tilknyttede effekter. Meget baserer sig på Jack Daniels grundlæggende principper og empiri, og det er også her min grundviden om løbetræning er hentet fra, nemlig hans banebrydende running formula. Bogen kan varmt anbefales og købes her Jack Daniels Running Formula Helt kort så vil jeg primært arbejde med AT tempo og Vo2 Max tempo. AT tempo har til formål at rykke mælkesyretærsklen opad, dvs. øge det tempo der kan løbes i uden at ophobe mælkesyre i musklerne. Træningen udmøntes for mit vedkommende ved tempoløb af 25-40 minutters varighed. Vo2 max intervaller er mellemlange intervaller der løbes ved højere intensitet end AT tempo og har til formål at øge iltoptagelsen, dvs. konditionen. Typisk vil jeg løbe 4-6 intervaller af 800 – 1200 meters med 2-3 minutters pause imellem hver.

 

Kvalitetspas 2 vil bestå af en mellemlang tur på 14-18 km som vil forsøges løbet i kuperet terræn, evt. indlagt bakkespurter.

 

Derudover en langtur om ugen på minimum 25 km og 1-2 supplerende ture i LSD tempo. Tanken er at det lange grundtræningsforløb vil gøre at jeg kan indlægge kvaliteten uden at blive skadet. Bemærk at jeg ikke planlægger at øge den ugentlige mængde. En klassisk fejl er at øge for meget på en gang, derfor har jeg først fokus på langsomt tempo mens der mængde opbygges og dernæst fokus på konstant mængde, og stigende kvalitet i træningen.

 

Blok III – løbsforberedelse

 

Ideen med denne blok vil være at holde programmet fra blok II, og først i forløbet øge mængden til 105-110 km om ugen med en peak uge omkring midt juni (ca. 4 uger før løbet) derudover at indflette noget styrketræning, og vandring i forløbet samt 2 marathons, gerne med 1-2 ugers mellemrum for at blive komfortabel med at løbe langt på trætte ben

 

 

 

 

Swiss Alpine k78 – vejen til min ultraløb debut

En føljeton om min forberedelse til Swiss Alpine k78 2016

Da jeg startede med at løbe og trænede op til mit første marathon blev jeg hurtigt interesseret i hvad der ellers lå og lurede i fremtiden af udfordringer. Jeg fandt ud af at der var noget der hed ultraløb og det var helt ubegribeligt for mig at forstå at nogen kunne (og ville) begive sig ud på distancer på 50km, 100 km, 100 miles, etapeløb og så videre. Ret hurtigt blev der dog også tændt en gnist og det sitrede i mig for en dag selv at kunne begive mig ud på noget lignende. Det klassiske og store Swiss Alpine K78 blev hurtigt opdaget og i flere omgange fascinerede det mig, og jeg lovede mig selv at stille op til dette løb en gang i fremtiden.

 

http://www.swissalpine.ch/

Swiss Alpine K78

 

”there is no time like the present” som nogen engang sagde og jeg er utrolig spændt og stolt over at min ultra debut skal være ved Swiss Alpine k78 i Davos i 2016. Jeg glæder mig til at fortælle jer om mine forberedelser frem mod løbsdagen. Det kan dog være en utrolig uoverskuelig proces at skulle planlægge et træningsforløb frem mod et ultraløb. Dels er der langt færre ressourcer online i forhold til marathon planlægning og træning, og dels er træningen i langt højere grad løbs specifik da hvert enkelt løb byder på sine egne udfordringer. Jeg vil derfor køre en blog serie om mine forberedelser frem mod Swiss Alpine k78 og jeg håber DU kan finde inspiration hvis du også står og overvejer at kaste dig ud i et lignende løb. Samtidig vil det fungere som en øget motivation og hjælp til at holde gang i træningen, at jeg på den her måde skal blogge om mit forløb og ”stå til regnskab” over for læserne

 

Del 1 – Overordnet planlægning.

 

Jeg kender et par stykker der har gennemført k78, et par løbekammerater jeg har mødt igennem den fænomenale løbeklub Sparta som vel nok er Københavns største løbeklub, der samtidig er bredt funderet og derfor rummer elite såvel som nybegyndere. Eksempelvis har klubben 0- 5 km begyndertræning hvor helt nye løbere kan løbe i hold med erfaren løbetræner og arbejde sig op til at kunne løbe 5 km i løbet af et 12 ugers program. Samtidig vinder Sparta’s elite løbere motionsløb og marathon på ugentlig basis så der er virkelig lidt for enhver smag i klubben.  Derudover har jeg fået inspiration til mit forløb fra diverse internet forum, hvor især K78 trådene på loebesiden [ www.loebesiden.dk] har været hjælpsomme. Det gode er at hvad ultraløb angår, så er k78 betegnet lidt som et hyggeløb (gisp!) dvs. udover at det forhåbentlig er et godt debut løb, så vil jeg tage afsæt i klassisk marathon træning, som jeg så vil udvide til at forløbe over længere tid, og med længere ”langture”, samt enkelte andre modifikationer

 

Del op i blokke

Programmet vil jeg fase inddele således at hver periode på 3 måneder har hver sit tema og formål. Det har den klare årsag at programmet skal løbe over 9 måneder (November 2015 – juli 2016) og et traditionelt special træningsforløb mod marathon over blot 12-16 uger. Faserne vil i grove træk blive inddelt således:

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Hver blok vil få et ugeprogram der vil tage hensyn til langsom progression for at undgå skader, og de fokusområder og målsætninger der er tema for hver blok.

 

I mit næste blogindlæg vil jeg gå i detaljer med hver fase