Indlæg

, , ,

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

,

Sådan løber du 21 km trail med overskud

Overskriften kan godt virke – for nogle – en smule provokerende. Alle ved at trailløb er en hård løbedisciplin. Op og ned ad bakker. Langs små stier. Hoppe over rødder og grene. Springe over grøfter. Og ja, det var en meget hård og løbeteknisk rute ved lørdagens 21 km trailløb Copenhagen Exhaust Trail. Ruten var ikke for tøsedrenge. Med 2 runder i ‘Det Danske Schweiz’ (Ravneholm) efterfulgt af 2 runder i Geelskov med 2 gange op ad Holtekollen, fik jeg ædt 700 højdemeter. Selvom den kuperede rute trak tænder ud. De ømme lår kunne mærkes op ad trapperne til lejligheden på fjerde sal. Og smerterne i læggene skulle strækkes ud. Så blev de 21 km. trail gennemført – med overskud. Hvilket var hele pointen med løbet.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Mine 7 gode råd til 21 km trail

Indrømmet, det er ikke første gang at jeg løber i bakker. Før trailløbet fandt jeg gamle fif og noter frem som fortalte, hvordan man angriber bakker. Krydret med mine oplevelser fra trailløbet, vil jeg dele mine erfaringer med jer.

 

 


1.Turbotonser eller hygge-mormor
Afstem dine egne forventninger. Deltager du i løbet for at opnå en bestemt placering? For at løbe på en bestemt tid? Eller deltager du for at være med og gennemføre? For mig var det, at gennemføre og have et godt løb, målet i sig selv. Derfor var det vigtigt for mig, at det var en god oplevelse og jeg havde overskud til at gennemføre – alle 21 km.

2. Glem tiden og nyd turen
Rute og terræn er meget uforudsigelig til trailløb. Det betyder, at du ikke kan ramme den samme kilometertid kilometer for kilometer. Mit Garmin-ur fik kun opmærksomhed, når jeg var nysgerrig på, hvor mange kilometer jeg havde løbet. Jeg løb på kilometertider lige fra 5:30 til 8:50. Min erfaring er simpel: Glem uret og nyd i stedet naturen.

3. Find (væske) balancen
Jeg har løbet flere halvmarathon uden at drikke (særlig meget) vand undervejs. Væskebalance handler i bund og grund om tidligere erfaringer. Jeg havde ikke noget væskebælte, kamelbak eller lignende med på turen. Jeg drak udelukkende de steder, hvor arrangørerne havde opstillet væske – vand og saft (på toppen af Holtekollen). Som tommelfingerregel er mine erfaringer, at man skal drikke før man bliver (alt for) tørstig. Her kan temperatur, løbslængde og tid være afgørende for valget af, hvor meget væske man har brug for at indtage. Læs evt.  Team Danmark eksperters råd.

4. Flyv op ad bakke
Til trailløbet lagde jeg mærke til, at mange løbere tager sig på lårene, når de løb op ad bakke. Det er vildt anstrengende, at angribe bakker på den måde. Da benene også skal trække armene med op ad bakken, ved den løbestil. I stedet, så brug armene til at trække dig op ad bakke. Løb på forfoden. Tag små skridt. Og tænk på at holde overkroppen oprejst, så du kan få luft ned til lungerne.

5. Cruise ned ad bakke 
Jeg lagde også mærke til, at mange løbere løber med små langsomme skridt ned ad bakke. Det så ud til at benene bremsede, og det så anstrengende ud. Jeg overhalede en del løbere ned ad bakke ved – ganske enkelt – at lade benene køre i frigear og rulle afsted. Jeg tager lange skridt og lader benene gøre resten.

6. Undgå (for meget) syre i benene
21 km er langt. Og når ruten går op og nede hele tiden af snørklende små stier, så er der potentiale til at opleve syre i benene. Min ‘syre-taktik’ var, at undgå at syre i lårene for hurtigt og for meget. Det kan ikke undgås at få tunge ben, men du kan sagtens arbejde med din syregrænse. Da jeg kunne mærke, at det blev for tungt i benene, så begyndte jeg at løbe langsommere eller gå. Jeg tror, at turen havde været meget hårdere, hvis jeg havde løbet rundt med (alt for meget) syre i lårene.

7. Smil!
Selvom det er hårdt at løbe i bakker og 21 km er langt. Så kan man komme langt med et smil. Og en positiv (mental) indstilling. Husk, at det er ligeså hårdt at løbe i bakkerne for ens konkurrenter, så giv ikke op. Selvom det kan virke anstrengende, så giver et smil overskud til resten af ruten.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail.

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Jeg havde overskud til at nyde løbeturen. Det dejlige vejr. Og den fede stemning ude på ruten. For mig har det været et succesfuldt trailløb. Med ømme stænger her dagene efter.

Håber at du kunne bruge mine erfaringer og fif 🙂

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust TrailEr du nysgerrig på at vide mere om Copenhagen Exhaust Trail?

Trailløbet blev afholdt for 2. gang af Søllerød Orienteringsløb. Så vidt jeg ved er det stadig på “vi prøver os frem”-stadiet. Og derfor ved jeg ikke, om klubben planlægger at arrangere det igen til næste år. Men hvis de gør – står jeg klar til start (igen).
Læs mere om løbet her.

 

Alle billederne er taget af dygtige Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action. 

Med bananer i lommen…Firkløver 50/50 “The Real Deal”

Det at løbe er ikke det helt store problem for mange af os.

Det at løbe 50 miles er derimod kun for de få.

Men, det at løbe 50 miles den ene dag, for så at løbe 50 kilometer dagen efter, er jo forrykt.

Prøves det skulle det.

Hvorfor; “Fordi jeg skulle have en kasket…”

?; “Jep, en skide kasket.”

I´m The Geek Runner, og dette er min historie om Firkløver 50/50, og det at løbe for at få sat den eftertragtede trucker cap “The Real Deal” på hovedet.

 

 

Prep…

Prepare

Lørdag morgen, bilen er pakket med alt hvad der er nødvendigt af løbegear til at kunne klare de to kommende hårde dage til Firkløver 50/50, der afholdes i de fantastiske omgivelser i skovene omkring Helsingør.

Der er dog læs på i år, da bilen også er pakket med 336 flasker af de gyldne dråber fra Ugly Duck Brewing Co. – pænt sponsoreret af Urbantrailrunner aka Kagemanden aka Bluncken aka Martin B.

For et trailløb skal altid afsluttes med en lækker øl.

Så er det sagt – basta.!

 

 

Vi er fremme…

 

Ligesom sidste år, havde jeg valgt at være posh, og i den anledning havde jeg booket overnatning på spa hotel med alt hvad dertil hører.

Jeg kan desværre ikke sove i sovepose/telt, og da restitution mellem de to dages løb er utrolig vigtig, var dette det bedste jeg kunne gøre for mig selv.

Så efter indtjekning på hotellet, tog vi den korte tur op til start området.

Jeg finder altid en behagelig ro og stilhed i kroppen og slapper mentalt af, når jeg står der ved startområdet, dagen forinden.

IMG_3685-2 IMG_3686-2 IMG_3690-2

Det giver lige en sidste koncentreret fokus på, hvad det er jeg rent faktisk skal begive mig ud på.

 

Alt imens vi står der på toppen af bakken, der igen i år er start, men samtidig er lavet om til at være slut, med en stigning som vil føles som var det 90 grader, støder vi ind i et par andre løbere der også lige er kommet forbi, får en sludder for en sladder, og efter en times tid, er det farvel til de andre, og hjem på hotellet.

 

Resten af dagen står på afslapning, får fundet gearet frem, blandet energi fra
32Gi, lagt det hele ud, så jeg kan få morgendagen til at gå, som var den sat på autopilot.

Stille og roligt kommer værelset mere og mere til at minde om en løbebutik, da alt udstyret er blevet lagt op i stakke hvor der nu er plads.

Hold nu kæft der er meget.

Men man går ALDRIG ned på gear.IMG_3698

Og så er jeg jo The Geek Runner.

 

 

 

 

 

Nogen siger at maden dagen inden er vigtig.

Jo jo, men denne dag skulle jeg have en 2 retters gourmetmenu i restauranten.

Da jeg sidder der, behageligt placeret i stolen i restauranten, sippende af mit vinglas, indeholdende elektrolytter, ja ja, der var ikke sparet, det var endda med citrus smag.

Sender jeg et smil til de telt-overnattende-spejdere og deres frysetørret mad, og en varm tanke da jeg tager første bid af min utroligt lækre fersk røget laks med tilhørende avokadocreme, syltede løg og sprød karse.

IMG_3694-2

Det er sgu den ægte posh-trailløber style det her.

 

 

What the FÅRK…

 

Men midt under dette kongelige festmåltid slår det mig pludselig.

“Hold nu kæft main, hva fårk for en sko skal jeg løbe i på dag 2.?”

For fanden Rasmus, du har jo endnu ikke bestemt dig.

Dag 1 er sikker, her løber jeg i Topo Athletic MT2 trailsko med 3mm drop.

Men hvad dælen gør jeg med dag 2.?

Nå, på med løbetøjet, og afsted det går, og det er endda inden at maden overhovedet har ramt bunden af maven, finder hurtigt nogle stier bag hotellet og med Mizuno Hayate 2 på fødderne og Hoka One One ATR i hænderne, begiver jeg mig afsted over grus, sten og græs.

2k den ene vej og 2K retur i Hokaen.

“For helvede det er svært det her.”

Det giver to helt forskellige løb.

Jeg kan på ingen mulig måde finde ud af hvilken det skal være.

Så af ren og skær mangel på svar, vælger jeg Hokaen grundet en bredere forfod, med mere støddæmpning, og at den giver en rullende fornemmelse henover foden.

Inderst inde håber jeg dog, at mine Topo´er bliver tørre til dag 2.

Men jeg kan jo ikke være sikker på det.

Et dejlig varmt bad – skal lige siges, at det var ikke under 20 min – hvor jeg endnu engang sender tanker til de kolde og fugtige teltspejdere, er det ind under de lune dyner, tænder tossekassen og slapper af.

IMG_3700

 

 

Verdens mest irriterende lyd…

 

“Ah hold nu op.”

Klokken er knap 05:00, det er raceday.

Men alt alt alt for tidligt.

Jeg er ikke på nogen som helst måde et morgenmenneske, i hvert fald ikke så tidligt på døgnet.

Op kommer jeg, vågner stille og roligt under bruseren, havregryn med rosiner kommes i en medbragt skål, bades i mælk og kaffen sættes over.

Dette er mit faste morgenritual inden et løb så tidligt, og det har det altid været.

Jeg er på ingen måder nervøs, jeg glæder mig bare til at mødes med alle de seje løbere, som jeg tidligere har løbet med under FUT50/50.

I år havde jeg hooket mig op med Ulle, og sammen havde vi lagt en plan for hele løbet, eller hen til de 69K.

Ved startområdet blev der delt varme trail-krammere ud – ja det er sgu nok bare en almindelig krammer – men lyder det ikke lidt sejere at kalde dem trail-krammere.?

Nummeret hentes, påmonteres de obligatoriske sorte trailshorts, og så er der racebriefing.

 

 

Kirkeklokkerne ringer, klokken er syv, pistolen affyres og så er det bare afsted…

 

Snakken, grin og højt råbende jokes følger os som var det kendismelodien til “Titanic”. Dog er dette ikke et synkende skib – endnu, men et sprudlende glad felt af gale løbere der lige har taget hul på de 85K.

Stadig bliver skovens dybe stille ro, sprængt af festglade tosser, der endnu har energi og luft til at fortælle løgn historier og jokes.

Men da vi rammer det første K skilt, er der da også blevet lidt mere stille.

79K er der tilbage.

“Jamen, tak for den information”.

 

Jeg indser hurtigt, at der er bare nogen i dette felt der bare er liiiige lidt for hurtige, og at det nok var sidste gang i løbet jeg så dem.

Men min egen plan var ikke at komme igennem de 50 miles hovedløst hurtigt. Men at løbe med overskud.

Hvem fanden prøver jeg at overbevise, selvfølgelig skulle den løbes lidt hurtigt, og gerne hurtigere end sidste år.

Her var tiden 9:51:24 – en flot tid for et løb som dette. – Hvilket også gav mig en placering over midten i feltet.

Så en tid bedre end dette ville være så godt.

Jeg havde sat mig for, sammen med Ulle, at vi skulle ramme mål efter 9:15:00.

Så dog lidt urealistisk ud, men mon ikke vi godt kunne.

 

 

Er fuldstændig færdig af grin…

 

Efter en 12K eller deromkring, kan vi pludselig hører en masse larm komme bagfra.

“Hvad fanden sker der.?”

Et kort glimt over skuldren fortæller os, at det er Kagemanden og Traileren.

“Hvad”

De var sgu da foran os.

Da dieseltoget bliver indhentet af lyntoget, fortæller de os, at de var løbet forkert, og derfor fået en del ekstra meter/K på kontoen.

Vi er fuldstændig færdige af grin.

Der, i skovene i Nordsjælland, stormer de to tosser rundt og farer vild.

Hold da kæft det er grinern.

Sammen følges vi lidt ad, men da den første fotograf dukker op bag en bakke, tager fanden ved dem, og Traileren skriger “den her tager jeg først”.

Han er simpelthen for sjov.

Stille trækker de fra os igen.

Det var vist noget med at de skulle ind på 8:30:00 eller der omkring.

Bare de lige husker at der også er en dag i morgen.

 

 

Den negative indflydelse…

 

Det værste der kan ske under et løb som dette, er at komme til at tænke negativt eller blive påvirket negativt.

Dette sker for os kort efter at de to “tosser i skoven” har forladt os.

Vi indhenter simpelthen en løber, der også var løbet forkert.

Men forskellen her er, at han er den mest negative person jeg nogensinde har mødt.

Da vi løber i samme pace, er det ret svært at slippe af med vedkommende.

Vi sætter pacen op, det hjælper ikke.

Så sættes den ned, heller ingen virkning.

Dog, lige inden vi rammer det første depot, er der blevet lidt luft mellem os.

“Hold kæft det var tiltrængt”, det er det eneste jeg tænker.

Sjovt nok, så var det bemandede depot også enige med os i, at det var dog noget af en negativ indstilling at have så tidligt i et løb.

Vi ser ikke mere til denne person.

Hvilket vi på ingen måder er trætte af, tvært imod.

At have en til at ligge i feltet der kun rakker ned på afmærkninger, ruten etc, er så nedslidende mentalt.

Og her skal lige siges.

De tre race directors, Carsten, Klaus og Per Egon, havde i år, ift sidste år, afmærket ruten så godt, at man næsten kunne stå ved et flag/minestrimmel og så se hen til det næste.

Så al den kritik vi hørte, var på ingen måde berettiget.

Så et shout out til vedkommende; “Så hold dog mund.!”

Men med bananer stoppet i lommen – hvilket egentligt er ret klamt, da de trykkes, varmes og bliver brune på engang, ned i mine shorts, så begiver vi os afsted igen.

Vi er i super humør igen…

 

IMG_3761

 

 

Chips, gels, gifler, 32Gi…

 

Ned ryger det.

IMG_3734

Vi har lige ramt hoveddepotet for første gang.

Det gør man i dette løb efter de første 39K.

Her er en super fed stemning.

Her står nemlig alle løberne klar der skal til at afsted, ud på de 50K.

Så der bliver klappet, råbt og heppet på os.

Og med en ny bådlast af skårne bananer i lommen, drager vi i bedste løbestil afsted igen.

Foran os ligger møderne med “dræber” køerne, stranden, trappen og “tunnel of love”.

 

 

Half way done…

 

Vi er godt og vel halvvejs.

Og vores snak – som på ingen måde har været tavs, drejer sig nu ind på “dræberkøerne” som vi sidste år mistede over 12 min ved.

De valgte simpelthen, at ingen trailløbere skulle passere dem, og dem der forsøgte blev dræbt.

“Jo jo, det er da bare en ko.”

Men næh nej. Disse nordsjællandske kødædende køer, havde allerede nedlagt tre fire trailløbere der lå hist og her på stien, halvspist.

Ikke noget kønt syn.

Så vi var noget nervøse, da vi drejer ind gennem afspærringen.

“Hva fårk. hvor fanden er de henne.?”

Denne dag var de væk, vi stryger lige igennem deres territorie, glade og lykkelige for endnu engang at overleve besøget med dem, og samtidig helt oppe at ringe over, at vi nu er min 12 min hurtigere end sidste år, tager vi sidste sving.

“Damn it.!”

Der ligger de sgu…

Pludselig bliver vi som ninjaer der løber på rispapir.

Ikke en lyd afgiver vi.

Tror faktisk vi holder vejret i adskillige minutter.

Og da vi endelig er forbi dem, er vi sgu frække nok til at give et lille “Dumme køer” og et håndtegn sendes i deres retning.

1-0 til trailløberne.

IMG_3771

 

 

Reload…

 

Depotet er nået, vi er godt tæt på stranden og de 50K.

Her møder vi igen et hold depothjælpere med servicen så høj, at Michelin guiden ville have givet en stjerne til dette depot.

Vi får også at vide, at Mr Negativ, tidligere har valgt at stå af.

Et lille smil kommer på vores løber.

Skrald ud, bananer ned.

 

Jeg ville lyve hvis jeg påstod, at vi ikke var ved at blive trætte, og med 4K strand der skal tilbagelægges i blødt sand, rullende sten og hoppende fra sten til sten, så var vi ret spændte.

Ulle havde dog ikke så meget lyst til stranden som jeg.

Så vi snakker lidt frem og tilbage, og det hele ender med at vi hurtigt giver hinanden et man-hug, og her skilles vores veje.

En af grundene er, at jeg ikke kan løbe langsomt på stranden, da dette vil tømme mig for energi.

Så jeg sætter pacen op, og afsted det går.

På dette hårde stykker, får jeg da også hentet 2 andre 50 miles løbere og får dem lagt bag mig.

Er sgu altid et boost, når man passere andre løbere.

Men hov.

Der kommer sgu en gruppe på tre.

“Løber jeg så langsomt.?”

Hell no…

Kigger mig febrilsk over skuldrene.

Hvilken farve har deres nummer, hvilken farve har deres nummer…

Ah pyhhh…

Det er gråt/sølv.

Det er bare de førende 50K´ere der først nu henter mig.

Den ene af dem må på en eller anden måde også have set mit ansigtsudtryk, for hans kommentar da de passere mig er: “bare rolig, vi er bare 50K´erne.”

Kunne ikke andet end grine af denne kommentar.

Stranden sluttede med den flotteste udsigt op til Kronborg slot. Vi drejer af skarpt til højre, væk fra sand og stenhelvede og der, der rejser sig den første rigtige lede bakke sig.

Ved foden af bakken passer det med at jeg skal spise, drikke og have lidt energi.

– I løb som disse er det vigtigt – i hvert fald for mig – at få noget ned konstant og med samme tidsinterval mellem hver gang.

Så jeg har to drikkedunke i vesten, indeholdende 650 ml 32Gi Endure blanding.

1 flaske skal være drukket over 2 timer, hverken hurtigere eller langsommere.

Derudover, skal jeg have noget at spise hele tiden, og det er her bananerne i lommen kommer ind i billedet.

1/4 banan spises der, og det hele blandes med enten en 32Gi chew (en vingummi, der kan sammenlignes med juleflæsk) eller en 32Gi gel.

På denne måde får jeg hele tiden fyldt op.

Suppleret med en salt stick hver anden time.

Opad går det i hurtig gang.

En god ting er, hvis man ikke kan løbe op af bakkerne uden at brænde alt energi af, så gå i hurtigt tempo istedet.

I sidste ende gir det sgu det samme.

Og for mig virker det altid.

Bakken er forceret, og her lige der.

Der er trappen. “Stairway to heaven.”

Det må være den sygeste og ringste joke, at lægge en sådan trappe ind i et løb som dette.

Her har man lige rendt røven i laser på 4K strand, bestiet en bakke som på daværende tidspunkt måler sig med Mount Everest.

Og så skal man fandme ned OG op af en trappe.

“Hvorfor” spørger de fleste.

Jamen vi skal da lige ned og ringe på en klokke.

“Er du DÅM eller hva.?”

Nej, jeg er bare en af de heldige der deltager i Firkløver 50/50, og dette er en del af gamet.

Dog er trappen lidt hård op til toppen igen.

Nu er det værste sgu overstået.

25K tilbage igen, og pludselig begynder løbet ned af bakkerne også at blive “hårdt”.

Men men men, vi skal sgu fremad.

 

 

Last stop…

 

Målet er nået for sidste gang under de 85K.

Dette er den sidste af de to gange vi kommer forbi start/målområdet.

Endnu engang stoppes der bananer i lommerne.

Jeg tænker for mig selv, “nu er der kun 16K tilbage.

Men lige som jeg svinger ud på stien efter mit nedløb fra mål, er der en eller anden der lige skal sige højt “der er ikke 16K tilbage, nej det er 17K.”

Ej, ih tak. Den der ekstra kilometer er jeg da sgu glad for at blive mindet om.

 

 

Det våde lange rør…

 

Det er nu at hver lille stub, hver væltet træ, føles som en kamp at skulle over.

Et væltet træ, der ligger i en højde af 40 cm, bliver pludselig en stor forhindring, der trækker tåre.

“For dælen, hvordan kan så lille en ting være så hård”.

Da træerne så bliver større endnu, ja så ender det endda med, at jeg simpelthen sætter mig på dem, for at forcere dem.

Det er jo rent til grin.

Men det er sgu nemmere at komme over dem end under…

Men for hver forceret stub, kommer jeg et skridt nærmere “The tunnel of love”.

Et 15-20 meter langt vandrør/tunnel, som man så lige skal igennem.

Jo jo, det er da ikke så svært, næh nej.

Men tænk nu lige engang.

Vi har lige løbet godt og vel 75K, og nu skal vi fandeme ned i hug og gå, med vand til vristen.

Ved sgu ikke hvad der er værst, vandet der nu kommer i skoene, eller at skulle gå i hug.?

Men det at få koldt vand i skoene for en stund, bliver noget jeg ser frem til.IMG_3726

det giver ligesom det sidste ekstra spark, til at kunne klare resten af turen hjem.

Ned i knæ, ned i vandet, og hen mod lyset for enden.

Og som vanen tro, så står fotografen på klar med alt sit gear.

I år skal der fandeme lavet et ordentligt billede.

Så jeg stopper pænt op inde i røret og laver den bedste pose jeg har lært.

Kameraet blitzer, og jeg skal videre.

Kommer ud i lyset, og finder hurtigt ruten igen.

Og selvfølgelig er det en bakke man skal op ad, lige efter at man har gået for over bøjet og i hug.

Det kan man godt mærke i lårbasserne.

 

5K tilbage, ud og ind af de små skov stier, til store forundring for de gående skovbesøgende folk.

Pludselig popper der en svende og træt løber ud af en busk, for dernæst at kaste sig vild og tovlig ind i en ny, mindre end 100 meter nede af stien hvorpå de går.

Ja trailløbere er sgu specielle…

 

Opløbet…

 

4K, damn det her stykke er hårdt.

Nu er det afsted i siden af en mark, det smalle singletrack hælder til venstre, så løbestilen er rent ud sagt en gakket gangart.

 

3K, nu henover en ny mark.

 

2K, asfalt, ej hvor er det noget lort nu, og så går det sgu opad.

 

1K, du gir den gas nu, men alligevel vinker jeg pænt en løber forbi.

Han har mere i sig end jeg selv har. Jeg ser ikke nogen ide i at hænge på ham.

Jeg har et par gange tidligere ude på ruten hørt, at jeg skulle ligge i top 20, og det passer mig fint.

Der er ikke nogen i syne bag mig.

Nu skal jeg bare hjem i mål.

Drejer to gange til højre, opløbet, her står folk og klapper og råber.
Det giver helt klart lidt mere energi.

I vanlig overskudsstil, laver jeg et hop til stor jubel for tilskuerne.

Det er sgu sådan man slutter 85K trailløb, og selvfølgelig lige Mount Everest op til mål.

 

 

Done, did it…

 

Første arbejdsdag er vel overstået, og endda med overskud.

Får små snakket med de andre løbere der er kommet i mål før mig, men der er ikke mange, det viser sig, at jeg er kommet ind på en flot 10. plads.

Og tiden.?

Ja den er sgu forrygende.

9:07:57 – det er jo perfekt ift hvad jeg havde regnet med fra start.

Hvad bedre er.

Så er det en forbedring på hele 44 min fra sidste år.

Fantastisk.

 

 

Afslapning…

 

Nu står den på restitution på hotellet, ren og skær afslapning.

IMG_3707Men skal lige et smut forbi baren.

Havde jo en aftale med en tom og cola.

Hvilken bedre måde kan man afslutte et race på.

Stopper dog lige på vejen op til hotellet i 7-eleven og køber ind af cola og chips, bare for at fylde på.

Og så er det jo at man ikke bare skal gå i stå, man skal jo helst holde sig i gang så mælkesyren ikke hober sig op i musklerne.

Så jeg får den gale ide, at tage trapperne op til tredje sal.

Hvilket, med lettere stive ben, viser sig at være hårdt.

Men op kommer jeg da.

 

Da skoene er taget af, kommer det ikke som et chok, at min venstre storetå er lettere ramt.

Stødte på tre gange, direkte med neglen, så at den er lettere blå, er ikke en overraskelse for mig.

Ingen sko, medmindre der selvfølgelig er metalsnude på dem, vil have kunnet forhindre dette.

Og så tabte jeg også et par negle sidste år.

Men ellers er de fuldt ud funktionsdygtige.

 

 

Im in love…

 

IMG_3712Mine Topo MT2 har sgu gjort det godt idag.

De fortjener sgu et kys.

Jeg må sige, at de er et af de bedste par sko, hvis ikke de bedste sko jeg har løbet trail med.

Nu håber jeg bare de kan nå at tørre til i morgen.

For tanken om at løbe i andre på dag 2, er ulidelig.

 

 

Efter et velfortjent bad, er jeg trukket i mest behagelige tøj jeg har med.

Grå joggingbukser, rød merinouldtrøje med endnu værre – rent farve mæssigt – løbetrøje over.

Lettere stivbenet hopper jeg ned i restauranten.

Og hold da op en masse skæve blikke.

Jeg vil jo ikke ligefrem sige jeg falder i med tapetet.

Tror nærmere jeg er som solen der pludselig er stået op en mærk aften.

Jeg vil næsten vove og påstå, at min valgte beklædning har en negativ effekt på tjenerne.

For hold da kæft en ringe service jeg får denne aften.

Nu skal det hele jo ikke handle om mad.

Denne aften var der en  4 retter gourmetmenu til mig.

Men efter at have siddet i 37 min og ventet på, at min tomme tallerken fra forretten skulle blive taget ud, – ja det er en arbejdsskade at lægge mærke til dette – så er jeg nu bare endnu mere sulten og irriteret.

Vil sgu have slugt maden nu og så op på kammeret.

Hvilket jeg nok også får sagt til tjeneren, der farer rundt som om vedkommende ikke vidste hvad der var op og ned eller højre og venstre.

Maden er færdig, jeg er træt, tossekassen kører igen.

Nu skal der slappes af.

For i morgen venter endnu en dag, og det er med de sølle 50K.

 

 

Take two…

 

Sjovt, for denne dag føltes lige akkurat så tidligt som dagen forinden.

Dog med lidt stivere ben.

Havde sovet som et barn, den rituelle morgenmad blev overstået.
Alt tjekket igennem, og så var det afsted.

 

Hen over aftenen søndag og “natten” til mandag (race day 2) var der kommet flere opdateringer ind på facebooks side “the real deal” hvor folk simpelthen havde meldt fra.

Dette var gjort af den ene eller den anden grund.

Så af de 16 tilmeldte, så var der vel ikke andet end en 8-10 stykker tilbage, som jeg senere skulle se og møde ved start.

På med varmen i bilen, dog var det lunere i vejret end dagen før.

Alligevel havde jeg planlagt at lægge ud i vest, for så at smide den senere.

hvilket skulle vise sig at være en rigtig god ide.

 

Bilen parkeres helt oppe ved start – skulle jo nødigt gå mere end højst nødvendigt.

Til min store overraskelse, var der næsten igen, eller rettere, der var to, så med mig selv, tre.

 

 

Ready, set, and something called running…

 

Det var sgu noget af et mandfald.

Men så igen…

Så er jeg jo i top tre.

Det var i dette øjeblik jeg valgte at lave min strategi helt om, igen…

 

Der var sgu ikke rigtigt nogen racebriefing, vi var jo også tre der allerede havde løbet de få 50K dagen forinden.

Så der stod vi:  Den lille indianer, den super cool Isak og undertegnede.

Til start på The Real Deal med T

Som tre små spændte børn på deres første skoledag, ventede vi på at blive sendt afsted.

ja, selvfølgelig ned af bakken fra dagen før, med ømme og trætte ben.

Er glad for at ingen filmede os nedad.

For hold da kæft nogle mærkelige gangarter vi havde.

Det blev til 3 hyggelige K på prologen i selskab af Per Egon, før vi ligesom blev sluppet løs på de resterende 50K – ja ja, det er ikke en regnefejl. Ruten var 53K, altså ikke de 50K som reklameret for.

 

 

It´s on…

 

Efter de 4K begyndte Anders så småt at trække fra mig, men ærligt talt, så havde jeg ikke travlt.

Ville egentligt bare nyde turen rundt i mit eget tempo.

Målet var som sagt bare at komme ind under de 6t timer.

 

Vil ikke lige sige “af sti afsted”, men det gik rimelig godt med mit pace, og fik hurtigt fundet en god rytme.

Bakkerne – de større af dem – blev taget i hurtigt gang, og må erkende, at ligeså blev det nedad.

Mine lår var simpelthen ikke “gearet” til nedløb.

 

På en eller anden måde, så var skoven bare så meget flottere denne dag.

Om jeg var blevet skør, det kan jo så diskuteres i det uendelige, men der var bare noget over den i dag.

Kan vel være at jeg løb alene og derfor lod mere mærke til de forskellige ting, eller også var det grundet, at jeg var så meget mere mentalt ovenpå på anden dagen, end jeg var dag 1.?

 

Det værste stykke på dagen, var stranden.

4k som dagen før, der skulle klares med “flade” ben, og blødt sand, gjorde det ikke nemmere.

Med højvande og kraftigere vind en dagen før, havde gjort stykkerne med sten, hvorpå vi skulle hoppe rundt, til et livsfarligt stykke.

Der skulle virkelig være koncentration hele tiden, for at sætte en fod på en glat sten og så flade eller få et ben i klemme, var sgu nok ikke lige sagen, specielt ikke denne dag, hvor vi kun var tre løbere og endnu færre mennesker som tog en gåtur på stranden, som kunne se os.

Men over kom jeg da, tør ikke tænke på hvor langsom det gik eller hvor meget jeg lignede en der havde skidt i bukserne, men frem kom jeg da.

De sidste halvtreds meter på stranden blev da også brugt til at filme en lille hilsen og til at få noget i maven.

Banan, banan og atter banan – og den blev altså ikke mere lækker af at lægge i løbevesten 25K end dem jeg havde i lommen tidligre – suppleret med et godt koffeinchok fra 32Gi.

 

Væske i løgneren, og op ad bakken mod den kære trappe, med den elskede klokke, og videre ind i skovens dybe ro gik det.

 

 

Holder hvad jeg lover…

 

Rundede hoveddepotet efter knap 4 timer, tanker op med lidt banan, saltsticks og en gang cola i den ene dunk.

Små smuldre lidt med Carsten og da jeg drager afsted og ud på de sidste 17K, siger jeg tl ham “vi ses om mindre end 2 timer”.

Da tiden viser 4:00:29 sætter jeg i løb ned af bakken og ud på de sidste K af FUT 50/50.

 

Nu var det så, at hver lille stub, hver lille gren der skulle forceres, begyndte at blive kæmpe mæssige forhindringer der kunne tage dage at komme forbi/over.

Benene var mere trætte nu end tidligere, men resten af kroppen var flyvende.

Så jeg måtte tænke en del mere over mine skridt, hvor de blev sat, hvad de skulle igennem etc.

Og mærkeligt nok, så begyndte jeg at se frem til tunnelen med vandet.

Det var bare så fantastisk en ting der lå der ude foran mig.

At kunne få fødderne i kold vand, det ville da give et kick af friskhed.

Men lige nu var der lige lidt mere skov der skulle nedlægges.

 

 

Møderne med homo sapiens…

 

Da vi nu var nået et tidspunkt på dagen hvor andre folk havde valgt at gå tur i de flotte skove, stødte jeg ind i flere og flere mennesker.

Som som tidligere nævnt, så gjorde store øjne når jeg sprang ud af diverse skovåbninger for så straks at forsvinde igen ind i en anden.

En står tydeligt for mig endnu.

Her kommer jeg løbende, badet i sved, med saltophobninger som læsø sydesalt ville være stolte af at kunne vise frem.

Kæmper mig op af en bakke ved en legeplads, og der står denne lille søde dreng med hans fine cykel og siger hej til mig.

Jeg smiler venligt og svare “hej med dig”.

Så spørger han…

Og husk på at jeg løber langsomt, så vi kunne have læst en hel roman så lang tid tager det at passere ham grundet lavt tempo.

“Hvad laver du.?”

Mig; “jo ser du, jeg er ude og løbe 53K.”

Den lille søde dreng; “åhh det er da ingenting.”

Jeg tænker bare, “hvad helvede mener du med det din lille skid.”

Jeg; Joo, det er da meget langt, jeg løb over 80K igår.”

Ham; “Åh hvad, ikke længere…”

Havde kun en ting i hovedet.

Da jeg ikke kan komme hurtigere forbi ham, så skal han edermame få fart i den cykel, for ellers pifter jeg den.

For fanden da, til hans forsvar håber jeg, at hans forældre endnu ikke har lært ham om distancer.

Det er dog lidt sjovt at tænke tilbage på.

Her vil jeg da gerne være flink og informativ.

Og så får man sådan nogle kommentarer fra sådan en lille fræk møgunge.

– Var egentligt ret sjovt…

 

 

Det længe ventede fodbad…

 

Tunnel of love er nået, tid til et fodbad.

Og yes main,.

“Der er mere vand i end igår.”

Det er sgu da helt normalt at man snakker med sig selv, når man nu er helt alene ude i skoven og skal til at gå igennem et vandrør.

Ned i hug, av for fanden, det er ikke rart.

Så ellers sigte efter lyset i den anden ende.

Da der er mere mentalt over nu, så bliver det foreviget på film.

 

Cirka 12K tilbage nu.

Skide værre med at fødderne er lidt våde. Det virkede opfriskende et kort øjeblik.

Og endnu engang må jeg konstatere, at Topoen bare er en suveræn sko.

Ingen svuppen eller andre sjove lyde fra skoen, ej heller den der irriterende fornemmelse at løbe i sjask våde sko er der.

Simpelthen fantastisk.

 

 

Timber…

 

Nu bliver hver et væltet træ en større og større forhindring.

Hver gang jeg kan se mit snit til at sidde på stammen og svinge benene over, bliver taget imod med smil på læben.

Er egentligt ikke træt.

Det er mere som om at benene ikke helt lystre hvad hjernen siger.

 

8K tilbage, bang, så ligger jeg der igen.

Smerter fra storetåen buldre løs i skoen.

Man skal jo huske at løfte foden over rødderne, men gudskelov så var skovbunden blød. Så ingen skade der.

Op igen, videre det går.

 

Endnu et træ, lige der, på “min” sti.

For helvede.

Over med et ben og så det andet.

Men hvad fanden er det.

Der, lige der i et tyndt træ, der hænger der – vel at mærke i hovedhøjde – en hundepose med lort i.

Hvem i hele helvede har luftet deres hund, inde i denne tætte bevoksning, set den skide, for så derefter at tænke.

“Jeg samler den sgu da lige op, det er jo at gøre en god gerning.”

Men så hænger vedkommende den op i et træ, som var det en anden engel der hang på juletræet.

Kan jo ikke andet end at grine, for hvad nu hvis den havde ligget der hvor jeg faldt for lidt siden.

Så havde jeg nok ikke været så fandens glad.

 

5K tilbage.

Tæller ikke rigtigt K, men derimod tiden det vil tage at komme i mål

Synes minutter lyder meget bedre end k.

K efter K tikker forbi.

Nu er jeg træt, og hver gang der kommer en stigning, bliver der gået i jævnt tempo i stedet for at løbe.

 

3K, for fanden, kommer det ikke snart det mål.

Nu begynder jeg at se resten af ruten foran mig.

Hvert et sving bliver analyseret som var jeg Hamilton der skulle kører F1 løb i Monaco.

Alt bliver gransket igennem.

 

2K, “Hold nu op den her asfaltvej er da meget længere end den var i går.”

Dog bliver den mast under mine fødder.

 

1K, 1000 skide meter tilbage, grusvej, det går ligeud.

Så et venstre sving, to gange til højre og de sidste 400 meter til mål.

Kan se det for mig.

Smiler og griner for mig selv da jeg drejer første gang.

BANG

AV FOR HELVEDE…

Lige så lang som jeg er, ligger jeg der og roder rundt i jorden.

Endnu engang ramte venstre fod en sten.

Men hvad sker der der.?

Har ikke tid til at ømme mig, det eneste jeg gør er, at kigge på uret, “kan jeg nå i mål inden de to timer som jeg tidligere havde sagt.?”

Op, afsted, højre og højre igen.

Hvad fanden sker der.

Der står sgu en masse mennesker.

De venter på mig.

Så kommer jublen fra dem.

Ny energi, tempoet sættes op, smilet kommer fra.

Bakken forceret.

Der ligger jeg på knæ.

Træt, overvældet af alle de fremmødte der giver skulderklap eller trailkrammere.

Fantastisk.

Jeg gjorde det.

Gjorde det, som kun to kunne klare.

 

Og her er min cap.

 

Skærmbillede 2016-05-25 kl. 19.44.36

Min velfortjente cap.

138K på to dage – ja det lyder ikke af så fandens meget.

Men det var hårdt.

 

 

En kæmpe tak…

 

FUT50/50 2016 har vist sig at være en ny opgraderet udgave af løbet året før.

Og det er gjort med bravur.

Et seriøst fedt løb.

Alt spiller maks, og det er hele tiden, og det er alle der får den samme gode stemning.

Det er for übercool et løb.

 

Nu sidder jeg så her og spekulere.

Næste år, 2017.

Skal, skal ikke.?

Det er jo næsten for godt til at sige nej til.

Men med det de har bevist i år ift sidste år, så vil det blive en fest af et løb næste år.

 

Om jeg vil gå glip af det.?

HELL NO.

The Geek er tilbage igen næste år.

Og det bliver med kasketten på skrå.

 

Firkløver, tak for nu og på gensyn.

 

En lille hilsen her til sidst, der går ud til Ulle, Ninjaen, Traileren og Skals med andre fra den klan.

Bid mærke i, at der står 1-0 til fynboerne.!

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

http://www.fut5050.dk/

http://topoathletic.com/

http://www.thonimara.de/

http://32gi.com/

The Geek Runner

 

 

 

 

,

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben – The Movie

Så kom den.

Filmen I alle har ventet på.

IMG_2561

 

Dette indlæg er derfor en opfølgning på mit sidste ved titlen “Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben”.

Dette er nemlig filmen bag indlægget.

Herunder er linket til filmen samt et link til “historien”.

Selve “historien”: http://runningblogs.dk/krigskorrespodent-i-sibirien-med-skarptladte-vaaben/

Filmen: https://youtu.be/i7R-Oj7-el0

 

Denne film kan desværre ikke ses på mobiltelefoner – uanset mærke eller styresystem – ej heller på ipads eller lignende.

Dette er ikke noget jeg har bestemt eller indstillet den til.

Men er besluttet af youtube.

Dog virker den perfekt almindelige computere.

Her kan de også nydes på en stor skærm 🙂

 

God fornøjelse.

Og smid gerne en kommentar herunder.

 

Her kan du se de andre film jeg har lavet.

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.00 Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.13

 

TheGeekRunnerwhite

 

,

Highland trail marathon

En 6 retters løbemenu i 3000hm

Løbsberetning fra Løberens Highland Trail Marathon d. 2/8 -15, Silkeborg, Marathon distancen.

http://outdoorsportevents.dk/highland-trail

 

    • Gear og energi til turen:

– Brooks pure grit (er fuldstændig forelsket i dem, rigtig dejlig greb på jorden med fusserne).

– Fusion tri tight korte (orange), her føler man sig nærmest nøgen, skønt.
– Iron man t-shirt, ja den er dejlig at løbe med, og man kommer godt i snak med folk på ruten, om forskellige stævner.

– Garmin 910xt, med pulsmåler, dejligt nemt at indstille til det du gerne vil se på af forbrug, af kræfter.

– Fusion løbesokker, UDEN knopper – får ekstra mange vabler af dem knopper.

– Løbebælte, med 2 sis gels og 2 poser squeezy energi. (billige i http://www.runnerscorner.dk) (squeezy vingummi, for at føle, du også får mad ind).

IMG_3574

    • Fakta om løbet:

– 2/8-15 (næste gang d. 7/8 -16).

– Gjessø bakker

– 7 km´s rute med 500 højdemeter

– Kl. 8 – marathon start

– kl. 11 – 1/2 marathon start

– kl. 12 – 14 km

– kl. 13 – 7 km

– Chip og tank selv depoter

En 6 retters menu på 42,195 km.

0-7 km – 47 min

Smagen af gode ben, og masser af energi.

Højt humør, en skøn vejr trækning.

Starten går og tempoet bliver sat tilpas, selvom energien er høj.

Her ved første ret, får jeg virkelig målt og vejet ruten, samt set den smukke natur.

7-14 km – 50 min

Varme ben og masser af vand, (3 -4 gode tap selv depoter).

Tempoet sættes lidt ned, energien stadig høj.

Smagen af 1/3 er i munden, og føles skøn.

HM skiltene er en dejlig fornemmelse af turen.

14-21 km – 54 min

Tiltrængte vingummi og gels indtages (skulle nok have været taget ved 10 km)

Tanken om halvvejs er rigtig god, for bakkerne bliver stejlere.

Brunstokket rørhat ses lidt forskellige steder.

Energien kommer godt op efter energi indtagelsen.

Snacks

Ruten er løbet tilpas op, og egentligt blevet bedre at løbe på.

21-28 km – 62 min

Vingummi indtages i tilpas tid, når lige at føle lidt nedgang.

Tempoet er sat ned på turene op ad, imens det nogenlunde holdes på lige og ned ad.

Stammer, stubbe og grene vokser sig ligeså stille større og større.

Tanken om halv marathon folket kommer med energi

In betweens

Bakkerne bruges til lidt hyggesnak med folk i mellem åndedrættet

28-35 km – 69 min

Mangel på gels og vingummi er stor, ja rigtig stor. (men den sidste spares)

Vand indtages i store mængder, og hældes alle steder, jeg er varm, meget varm.

Presset kan man roligt sige at jeg, faktisk er jeg ikke altid tilstede.
Men benene vil gerne løbe ligeud.

Ekstra tilbehør

(Der er mange flere på ruten (14 og 21 km folket), og de giver rigtig dejlig energi, og nogle at hægte sig på)

35-42 km – 67 min

Den sidste gel tages og energien stiger til hovedet.

Benene er ret tunge til de meget intense nedstigninger.

Målet er lige i nærheden, og det er jo bare 7 km.

Tempoet er ret godt lige ud og også op, hvorimod ned, begynder at gøre godt i benene.

Ekstra dessert

Prustende 7, 14 og 21 km, løbere = mere energi og stolthed.

Generelt oplevelse af turen:

Turen var helt igennem fantastisk, med op og ned ture i mere end en forstand.

Det var helt klart det hårdeste marathon jeg har løbet.
Men ikke bare hårdt fordi det gik op ad, men hårdt mentalt, for man skulle have så meget fokus på at sætte sine ben alle de rigtige steder, ja ca. 80% af turen, samt nogle krævende nedture, for 3000 hm, det er både op og ned.

Rigtig fint tilrettelagt, men rent tilskuer venligt, ville jeg foreslå at flytte start/mål linjen, så der var en opløbs strækning til målet, hvor tilskuerne kunne deltage.

Kokkehuer ud af 5.

Ruten – 5

Energi – 3

Vand – 4

Energien – 4

Tilskuer venligt – 2

Fødderne inden det velfortjente varme bad

Fødderne inden det velfortjente varme bad

Min egen løbe oplevelse – 5

Hårdhed – 5

Samlet – 4

Running Chef