Indlæg

Nye løgnehistorier fra de varme lande…

“Gimme gimme gimme, I need some more. Gimme gimme gimme, Don’t ask what for” Som Henry Rollins fra Black Flag synger det. Jeg ved det heller ikke, men jeg skal bare have mere bjergløb. Og det er mega hårdt! Så hvorfor?

thuile01Anyway. Næste løb hernede blev Trail della Becca di Viou i Valpelline. Jeg kendte det meste af ruten, da den går lige forbi Doues og det B&B i Torrent hvor jeg boede tidligere. Noget spektakulært skal man løbe gennem en 800 m lang tunnel med kun 180 cm til loftet – så pandelampe var obligatorisk udstyr. Løbet bød på 31 km med 1650 hm. De var så nogenlunde fordelt på 2 x 5 km hvor specielt 15-20 km trak tænder ud. Til gengæld gik 10-15 km overvejende nedad bakke – endda et par km på asfalt og grus, så jeg klokkede lige en femmer på 24:02 min. Den hurtigste i de sidste to måneder! Præstationen rakte til en 11. plads blandt mændene og en 6. plads hos de 40-59 årige – og så et interview efter målgang. Tja, og så var det 34 grader varmt og Franco Collé vandt. Så det var ikke for børn!

Der var fin service for løbere der kom langvejs fra da man kunne overnatte gratis på Campingpladsen 200 m fra startstregen. Det var lækkert når man lige kører rundt i en minicamper og leger trailbums. Løbet sluttede i nabobyen Roisan hvor der var pasta og hele molletjavsen. Men det var 32 grader varmt, så jeg tog shuttlebussen hjem. Bad om en overnatning mere da der var lækkert nok og nød så bare solen. Næste dag spurgte jeg om prisen – men det var også gratis. Super. Tak for det. Så videre til La Thuile og godt med madindkøb på vejen.

La Thuile var en rimelig ucharmerende skiby og vejret var ret skod, så det var bare lidt at vente på løbet om lørdagen. Ruten sagde 25 km og 1500 hm. Umiddelbart lyder det jo ikke så skræmmende. Men alle højdemetrene var stor set placeret på de første 10 km. Ikke lige min kop te. De må gerne være spredt ud med nogle ‘danskerstykker’ ind imellem. Det var der ikke noget af her.

Jeg boede ret tæt på start/mål. Efter at have tjekket starten af ruten blev jeg en kende bleg. Lige rundt om et par hjørner og så op ad en lang og meget stejl asfaltvej op mod bjerget og et skilt der sagde 16% hældning.

Aha, tre dages specialtræning måtte kunne gøre det!
1. dag. De første 7 km i korte intervaller for at se om det kunne løbes. Det kunne det – i intervaller. Og så tempo på nedløbet samme vej tilbage.
2. dag. De første 5 km fra man kommer til selve bjerget med stave så hurtigt som muligt. Hurtigt ned.
3. dag. Det ca. 700 m lange asfaltstykke inden bjerget som intervaller x 3. Roligt ned.
Det var det. Så blev det vist ikke bedre. Og dog. jeg havde også tjekket de sidste km ned til opløbet. Det var ‘danskerterræn’, jubii. Skovvej og et stykke asfalt hen ad en promenade nedenfor skipistene inden man lige skulle runde et par skarpe sving, over en parkerinsplads og op ad en sidste stejl bakke p   å 5 m inden mål på byens festplads.

thuile02Godt så. Lørdag. Løbet skydes i gang. Folk løber som galninge. Franco Collé sætter tempo. Nogle går i stå på vej mod bjerget. Fint. Vi krydser en bro inden det går løs. Jeg ligger nr. 16. Hmmm, nok en kende optimistisk. Og det var det! Anyway, frem med stavene og så er det bare hårdt arbejde opad den næste halvanden times tid. Kvalme. Jeg er lige ved at knække fra start. Må bakke lidt af. Bliver overhalet. Hænger lidt på. Falder af. Bliver overhalet igen. Hænger på i en firmandsgruppe. Det går okay. I en ti minutters tid. Falder fra ved 4 km. En meget ung mand overhaler og kommer op til gruppen. Derefter kommer der et tog på tre sølvræve. Argh, der skal jeg med. De holder et kværnende hårdt tempo. Vi kan se firmandgruppen. Så må jeg give fortabt. Har ligget som elastik for længe. Taber næsten modet. I dag får jeg tæsk. I dag er det italiensk hjemmebane og jeg hører ikke til.

Men så når jeg toppen, og depotet ved Rifugio Deffeyes. Der er lidt kaos. Nogle hænger i baren og nogle drøner lige igennem. Afsted. Og så er det bare stejlt, teknisk og eksponeret nedløb derfra indtil de sidste par km ‘danskervej’. Jeg får følgeskab af fyr med måne og sammen henter vi en foranløbende. Fedt. Men så falder jeg fra. Pokkers.

Løber meget længe alene. Kryds og tværs af vandløb. Over utallige stenfald og gennem tæt bevoksning. Får følgeskab bagfra af en ung nr. 33. Vi skiftes til at løbe godt op eller ned. Så er han 50 m foran, så er jeg. Det giver godt moment. Vi henter den helt unge fyr der er træt. Okay, hvor er så de andre. Vi henter ham med måne. Super. Nr 33 stikker af. Øv. Så henter jeg ham med den orange trøje fra firmandsgruppen. Han er helt slukket og nede at gå. Og foran er ham med tatoen på benet fra firmandsgruppen. Og yes, nu kommer vi til danskerterrænet. Farvel til tatoen og månen. Og lidt længere fremme ligger den sidste fra den gruppe. Jeg tager mig sammen og på de sidste 200 m asfalt prøver jeg at skrue op. Det vender sig i maven med det samme. Okay, for tidligt. Ned over parkeringspladsen. Inden man skal op over græsset bider jeg tænderne sammen og kommer forbi. Dagens højdepunkt. Knækker sammen efter målgang og får næsten krampe i både lægge og lyske. Damned, det var en hård rute!

Går hjem i bad og Heine ønsker tillykke. Jeg er blevet nr. 22. Og det er faktisk hæderligt og jeg kunne ikke have gjort det bedre. Senere er der pasta og øl og en masse præmier. Tre brasilianere får prisen for at komme længst væk fra. De er glade. Solen skinner. Alle er glade. I morgen kører jeg til Valsavarenche for at bruge to uger i den dal og så løbe Gran Paradiso Trail som byder på 25 km med 1800 hm. Ja, ja, gimme some more…

thuile04Ellers er tiden gået med at tumle rundt i bjergene. Det kan man ikke få nok af. Jeg har også haft besøg af Benjamin Holst og vi fik taget nogle gode ture omkring Cogne. Der var der masser af højdemeter og vilde ruter. Nu er jeg som sagt i Valsavarenche som åbner sig op i hjertet af Gran Paradiso nationalparken. Fik nogle gode ture da jeg ankom og tog en overnatning i camperen. Nu er jeg på hotel lige ved start/mål af Gran Paradiso Trail. Har fået scoutet lidt af ruten. Den slutter med et ca 9 km langt nedløb og så ca. 1 km flad vej langs floden. Det ser godt ud for fladlændingen – hvis jeg bare overlever den foregående 7 km lange dræberstigning inden.

thuile03I går gik jeg en mega svær stigning op til Bivacco Grivola i 3320 moh. Den startede med de første 4,5 km af Gran Paradiso Trail som bare er hårdt slid op ad bakke. Derefter tager ruten et stykke af Tor des Geants ruten i modsat retning. Jeg fortsatte lidt ind mod Col Loson og gik så op mod Pointa Blanche. Og sikke et arbejde! Det sidste lange stykke opad var på alle fire gennem endeløse stenfald og terræn for geder. Ruten var meget svær at læse nedefra og virkelig ekstremt stejl. Samtidig er man jo også temmelig tung i hovedet når luften bliver tyndere og tyndere. Men det var det hele værd. Det var super flot deroppe. Der skal prøves en del af mens jeg er her i paradis.

Save

(Gotta get some action) Now!

Endelig er jeg kommet i action. Det kommer længere nede…

lic02Jeg har drønet lidt rundt siden sidst. Efter Maison Torrent hvor jeg fik løbet/scoutet rigtig mange ruter og efter ca. 200 km på to uger gik turen til Valpelline. Jeg ville prøve kræfter med ruten til Vertical Becca de Viou. Den GPX jeg havde dannet sagde 6,5km med 1900hm. Så tak! Men afsted det gik – og det gik rigtig fint. Hårdt på den gode måde. Men ak. Efter at være drejet om i skyggesiden kom der snedriver. Og de blev større og større. Og ruten var begravet i sne. Alternativet var at kravle op over klipperne på siden af sporet der gik op langs et flodleje. Det var en kamp uden lige. Og det blev kun værre. Og vejret blev også værre (og værre). Men jeg ville op! Og det kom jeg. Fik set Bivacco Nere der ligger tæt på toppen. Tog sporet på den anden side ned – og nu blev det pludselig stegende hedt på solsiden. Fra hagl og kulde til sol og hede. Det blev også en meget lang tur, da jeg skulle helt rundt om massivet og hjem langs et flodleje. Fandt en restaurent da jeg kom tilbage og sov i camperen på en parkeringsplads.

Spiste morgenmad og lavede morgengymnastik og styrketræning i Valpelline og kørte så til Champillon. Ankom lidt sent så hyggevandrede bare lidt rundt. Overnattede igen i camperen og stegte pølser over åben ild om aftenen. Det var fint, selvom jeg ikke sov specielt godt da det var koldt i 2000m. Næste dag hører jeg lyden af en helikopter da jeg nusser med at arrangere morgenmad. Den kredser lidt rundt over skrænten nedenfor (altså sådan en mega stejl skrænt som ‘fald ned og dø’). Lidt efter kommer den op igen – med en ko hængende nedenunder! Havde desværre min telefon på ultrastrømbesparende så fik først billeder efter den var sat ned på jorden. Det var en stor tyrekalv der var komet på afveje. Lidt efter kom bonden og spænder den fast efter sin pickup, men den ville ikke med hjem. Utaknemmelige skarn efter sådan en redningsaktion. Men god underholdning til morgenmaden. Derefter hikede jeg med stor rygsæk og masser af mad op til Bivacco Rozessa de Savoi. Undervejs var jeg ved at træde på en hugorm – så er det også prøvet. Den var mega morgensløv, så jeg måtte prikke til den med min stav for at få bare lidt respons fra den.

Bivacco Rozessa ligger helt i bunden af Ollomont dalen, helt op mod de sidste bjergvægge der danner grænsen til Sweitz. Det er en meget spektakulær formation der danner en næsten fuldstændig gryde. Der er to ruter derop – og de er begge fede på ders måde. Der var kun sne til aller sidst og omkring hytten. Hytten er godt udstyret med gasblus og masser af gryder og pander. Der er dog ikke strøm. Jeg gik lidt rundt på det plateau der er, og ellers nød jeg bare udsigten, hvor jeg om aftenen kunne se lysene tændes ned gennem dalen helt til Aosta.

lic01Fra Bivacco’en hikede jeg næste dag tilbage til Rifugio Champillon. Det var nemlig deres åbningsdag og derfor skulle jeg lige have det med inden jeg skulle videre fra området. Jeg trængte også til et bad efter tre dages strabadser. Men who cares anyway herude. Jeg var den eneste gæst der havde meldt sin ankomst, så jeg fik fin opvartning og spiste aftensmad sammen med personalet. Næste morgen gik jeg så over Col Champillon og videre ad TDG ruten næsten over til Saint Oyen – og derefter tilbage. Puha, turen op over Col Champillon fra den anden side var godt nok en sejtrækker. Men så var det bare lige ned til Rifugiet og spise sen frokost. Der var godt med mennesker på det tidspunkt, men igen var der fin opvartning og oprigtig interesse fr turen. Nice. Derefter den hurtige genvej ned til bilen og så farvel til Champillon i denne omgang.

Derefter kørte jeg mod campingpladsen Arc en Ciel mellem Morgex og Pré-Saint Didier. Undevejs fik jeg set lidt borge. Ikke verden fedeste campingplads og heller ikke det fedeste sted den var placeret. Havde valgt den da den lå tæt på Morgex og dermed Licony Trail som jeg er tilmeldt. Og så fordi den var familieejet og havde sit helt eget pizzaria! Dagen efter ankomst så vejret ikke for spændende ud, så efter at have spurgt til vandreruter anbefalede bedstefaren mig at gå til Pré-Saint Didier og se et udsigtspunkt. Det viste sig at være en udsigtsplatform som jeg havde på min evt. todo-liste. Fint lige at få det på plads. En platform 180m over jorden hen over et brusende vandfald med udsigt til Mont Blanc massivet. What not to like? Og en fin restaurent lige ved siden af i en adventure park med træklatring. Jeg blev nede og spiste pasta med friske tomater. Pré-Saint Didier ser ud til at være en dyr by, men de har også den vildeste udsigt til Mont Blanc – og et kurbad der minder om Skodsborg. Det droppede jeg. Næste dag scoutede jeg noget af Licony ruten og fik set ruinen af Chateaux La Salle helt tæt på. Tredje dag var det mega regn. Tjekkede ud. Deres wifi var også ustabilt og jeg gad ikke camping mere. Havde dog lige præsteret at dræne batteriet på bilen, så bedstefar måtte hjælpe med en god gamel model af en lader. Så er det også prøvet.

Ville have været til Bivacci Pascal ved Licony Søen, men endte med at køre til Morgex og indlogere mig på Hotel Valdigne. Jeg havde fået en folder af bedstefaren med ruter i området. Tre dudes havde sat sig for at mærke dem fint med små træskilte og lave et katalog – imponerende arbejde. Sponsor på folderen var Hotel Valdigne og da de også havde samarbejde med Licony Trail var det mit valg. Fint og billigt hotel. Men mest morsomt er det, at jeg rent faktisk havde mødt ejeren og hans kone og børn i Doues en dag. Han genkendte min bil og da jeg kom hjem om aftenen fik vi lige en sludder. Sjovt nok. Verden er lille.

Fik tjekket første del af ruten ud en gang til. Den starter med en næsten konstant 7 km lang stigning som ligger lige på grænsen mellem løb og gang. (Hvilket vil sige, at det kan løbes, men også kun lige.) Den er ikke teknisk og de første 1,5 km er på asfalt. Det er næsten noget af det mest onde der findes. Det bliver dræbende hårdt. Valgte at prøve at løbe de 7 km i intervaller for at mærke smerten. Det gør ondt! Tog den tilbage i sammenhængende løb og med de sidste 1,5 km af opløbet på asfalt. Dagen efter tog jeg en lille stigning lige efter asfaltstykket som er MEGET stejlt x5 og så opløbet en gang til. Så bliver jeg ikke mere klar til det.

Ellers må man sige, at de går op i tingene hernede når der er løb. Der er plakater og flag i byen og hele ruten er blevet trimmet de seneste dag. Græsset er slået langs ruten i byen og der er blevet asfalteret lidt huller i vejene ned til opløbet. Det ene var også rimelig farligt lige efter et skarpt sving ned ad bakke.

Dagen før selve Licony Trail afvikles er der obligatorisk pasta-party og lidt boder med nedsatte varer osv. nede i byen. Der er også Baby Licony. Altså børneløb. Og der bliver gået til stålet i den sammenhæng. Men sådan er børneløb jo altid. Vildest er dog, at hos de mindste 6-10 årige er der en lille pige der stiller til start med armen i gips fra armhule til håndled. Det piver man altså ikke over hernede.

lic03Næste morgen kl. 9.30 er det så tid til 25 km’eren med 1650+hm. Og som om det ikke er nok så siger vejrudsigten +30 grader, ingen skyer og ingen vind. Og så kunne man jo godt lige tænke sig at de der meterologer tog fejl. Men det gjorde de ikke! Stegende hedt og så afsted mod første forhindring på vejen mod målet. Jeg prøver at placere mig så jeg ligger omkring top 25. Det er vel det mindste man kan forlange, selvom jeg ingen anelse har om niveauet end at jeg på resultatet fra sidste år ved, at den i al fald bliver vundet langt hurtigere end jeg vil være i stand til bare at kunne følge lidt på vej. Mit mål er i det mindste at komme under 3 timer for dagens strabadser. Jeg ryger altid helt op i det røde adrenalin-felt når starten går, men får nu styret mig fornuftigt synes jeg. Og efter 10-15 min har feltet indstillet sig og jeg er kommet ud af den orange tåge. Så er det bare hårdt arbejde resten af vejen. Så jeg prøver at bide mig fast i haserne i de lokale helte omkring mig. Det er som sædvanlig teknikken og modet der sætter mig tilbage. Lige så snart tingene går ligeud eller ned ad bakke uden teknisk udfordring, så kan jeg sagten løbe fra dem omkring mig. Men specielt på de stejle tekniske nedløb løber de med en helt anden lethed (vovemod?). Og da vi mod slutningen kommer til rutens skrækindjagende lange nedløb over 1000hm og ca. 60 sving på 40 cm eksponeret singletrack, ja så stikker de da helt af. De tager de vildeste chancer i svingene og jeg sættes til vægs gang på gang. Og dog – det er kun et par stykker der kommer forbi, men til sidst leder jeg en gruppe på fem løbere. På de lige stykker får jeg hul og i svingene kommer de op igen. Og 60 sving, det er altså rigtig mange! Efter det stykke skal man lige passere en flod og så går det meget stejlt opad. Det ved jeg, jeg har prøveløbet det. Jeg slipper de fire forbi og mine ben melder max minus.lic04 Find din egen rytme siger jeg til mig selv, du henter dem på asfalten. Det gjorde jeg ikke helt, men det blev da tæt på. Tiden siger 2:57, altså lige til øllet. Slutter som nr 29 og nr 8 i veteranklassen som er +40 år – og der synes jeg faktisk var fint. Der skal bare trænes endnu mere nedløb. Og tages flere chancer! Derefter er der mere pasta-party og præmieoverrækkelse som er et overflødigshorn af priser for alle klasser samt vist også lokale mesterskaber og ærespræmier og hvad ved jeg. Men festligt er det. Jeg får sågar en af lodtrækningspræmierne for at være den der er kommet den længste vej. Og det her er altså et lokalt løb! Godt nok i en løbsserie for selve Valle d’Aosta, men alligevel! Jeg er fan.

Efterfølgende brugte jeg de næste to dage på af vandre til Bivacco Pascal i 2920hm med udsigt direkte til Mont Blanc og tilbage rundt om Licony søen for derefter at køre til Gimillan ved Cogne, hvor jeg nu er indlogeret i en ordentlig stor lejlighed med dejlig 70’er indretning. Men det må være en historie for sig selv.

Chagline – Col Brison – Rif Champillon

Jeg havde lovet mig selv at give Punta Chagline et sidste skud inden afrejse fra Conclonaz. Hun lå fint og bade sig i solskin, så jeg var optimistisk på erobringen.

Denne gang prøvede jeg at nærme mig af en tredie vej. Første gang var jo kløften mellem hendes ben – og det gik jo ikke for godt. Dyb sne og uvejr satte en stopper for den tur. Jeg var nok lidt for direkte i min tilnærmelse.
Anden tur gik over kanten af højre skinneben. Derefter op over knæet der stak i vejret, men igen blev jeg stoppet tæt på målet af en skarp afvisning. Det var for glat og stejlt og jeg måtte trække følehornene til mig.

140517_03Denne gang startede jeg på den anden side af kløften. Jeg kælede mig langsomt og roligt op ad det venstre ben for at krydse ind til midt mellem kanterne hvor turen stoppede første gang. Denne gang var der ikke noget ballade med uvejr og dyb sne. Men den videre færd op ad maven gik i blød og tug sne. Stien var fuldstændig dækket og min GPX viste mig ud i en travers af dyb og tung tøsne. Til sidst valgte jeg at gå den direkte vej mod målet op over et stejlt bart stykke op mod de to velformede tinder der knejsede mod himlen. Det var hårdt, mit åndedræt var tungt og der skulle arbejdes med stavene samtidig med at hun også krævede crampons på. En hård kvinde at besejre!

140517_02Kom dog helt op til halsen der lå uberørt og hvid som elfenben i solen – og så var det bare fremad gennem tonsetung sne mod målet. Jeg nåede toppen denne gang – og hvilken belønning. Fantastisk udsigt bla over til Becca France hvor jeg var tidligere på ugen. Turen ned fra toppen tog jeg direkte på tværs af det hele og mine fødder var som istappe til sidst. Af med crampons og så et dejligt nedløb der varmede godt om fusserne.

Efter en rejsedag med praktiske gøremål som indkøb og besøg på italiensk møntvaskeri samt en let hike til en nedlagt kobbermine ved Bionaz var det tid til en tur mod Col de Brison fra Ollomont. Jeg havde overnattet i camperen ved en flod, så det var bare en kort køretur frem til starten af ruten. Dette skulle også blive min første prøve med selve TDG ruten som primært følger Alta Via 1 og 2.160517_01 Samtidig skulle turen også tjene som scouting for Outdoor Italy og en tur som Benjamin Holst planlægger over fire dage med stop i netop Ollomont. Man kommer egentlig fra øst og går over Col de Brison mod Ollomont i TDG, men rent praktisk passede det bedre at gå op og ned fra Ollomont, da jeg skulle til Torrent ved Doues bagefter.

Vejret var strålende sol og jeg mødte for en gangs skyld et par andre vandrere som kunne oplyse at der ikke var noget særlig sne i passet. Super. Selvom de nok underdrev lidt i forhold til hvad vi mener er lidt. Kom forbi en stor flok ibexer der gik og græssede roligt. I det hele taget ser jeg mange flere dyr end normalt fordi sæsonen ikke er gået i gang.

160517_02Der var kun få snepassager over vandfaldene undervejs. Fik også scoutet en siderute der går mod Biovachi Regondi. Nåede fint passet som var dækket af sne, men med fin passage på begge sider. Traverserede lidt rundt oppe på kanten og fik oplevet udsigten i alle retninger. Derefter tog jeg hele nedløbet i sammenhængende løb for lige at få en ide om tidsforbruget ned til Ollomont. Meget positiv tur. Derefter kørte jeg til mit nye opholdsted som er Maison Torrent B&B med super søde værter.

170517_02Vågnede op til et overvældende morgenbord, men jeg er så også den eneste gæst! Denne dag ville jeg bruge til at hike op til Rifugie Champillon stille og roligt for at få klarlagt ruten derop fra stedet her. Der er et 4,8 km godt stejlt stykke opad til man kommer til AV1 og TDG ruten. Endnu en gang tjener det til forberedelse til selve TDG, men også scouting for Outdoor Italy og turen der passerer her (læs mere her >>).
Inden man når AV1 kommer man til et picknicksted, hvor det er muligt at køre til ad en temmelig snoet, men dog asfalteret, bjergvej. Dette giver mulighed for at komme næsten direkte til TDG ruten fra mit ophold og jeg kan så gå mod både øst og vest.

170517_01Det sidste stykke af AV1 op til Rifugi Champillon ligger i skyggesiden, så der lå meget dyb sne som jeg sank igennem igen og igen. Det var meget tungt – og koldt – men insisterede på at komme op til rifugiet. Det er vildt innerverende når man igen og igen træder igennem sneen helt ned til knæ eller lyske. Men jeg kom da op til rifugiet og fik spist min madpakke, mens jeg kunne kigge over til Col de Brison. Herfra så det godt nok vildt stejlt ud at komme op til det pas. Det var desværre umuligt at gå videre op mod Col de Champillon. Håber det bliver muligt senere da jeg skal være her i to uger. Så mon ikke sneen forsvinder inden den tid. Anyway, i dag er det hviledag og i morgen skal jeg bare lege lidt turist i området her. Vejret er også skod i dag, så det er perfekt!