Indlæg

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan løber du 21 km trail med overskud

Overskriften kan godt virke – for nogle – en smule provokerende. Alle ved at trailløb er en hård løbedisciplin. Op og ned ad bakker. Langs små stier. Hoppe over rødder og grene. Springe over grøfter. Og ja, det var en meget hård og løbeteknisk rute ved lørdagens 21 km trailløb Copenhagen Exhaust Trail. Ruten var ikke for tøsedrenge. Med 2 runder i ‘Det Danske Schweiz’ (Ravneholm) efterfulgt af 2 runder i Geelskov med 2 gange op ad Holtekollen, fik jeg ædt 700 højdemeter. Selvom den kuperede rute trak tænder ud. De ømme lår kunne mærkes op ad trapperne til lejligheden på fjerde sal. Og smerterne i læggene skulle strækkes ud. Så blev de 21 km. trail gennemført – med overskud. Hvilket var hele pointen med løbet.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Mine 7 gode råd til 21 km trail

Indrømmet, det er ikke første gang at jeg løber i bakker. Før trailløbet fandt jeg gamle fif og noter frem som fortalte, hvordan man angriber bakker. Krydret med mine oplevelser fra trailløbet, vil jeg dele mine erfaringer med jer.

 

 


1.Turbotonser eller hygge-mormor
Afstem dine egne forventninger. Deltager du i løbet for at opnå en bestemt placering? For at løbe på en bestemt tid? Eller deltager du for at være med og gennemføre? For mig var det, at gennemføre og have et godt løb, målet i sig selv. Derfor var det vigtigt for mig, at det var en god oplevelse og jeg havde overskud til at gennemføre – alle 21 km.

2. Glem tiden og nyd turen
Rute og terræn er meget uforudsigelig til trailløb. Det betyder, at du ikke kan ramme den samme kilometertid kilometer for kilometer. Mit Garmin-ur fik kun opmærksomhed, når jeg var nysgerrig på, hvor mange kilometer jeg havde løbet. Jeg løb på kilometertider lige fra 5:30 til 8:50. Min erfaring er simpel: Glem uret og nyd i stedet naturen.

3. Find (væske) balancen
Jeg har løbet flere halvmarathon uden at drikke (særlig meget) vand undervejs. Væskebalance handler i bund og grund om tidligere erfaringer. Jeg havde ikke noget væskebælte, kamelbak eller lignende med på turen. Jeg drak udelukkende de steder, hvor arrangørerne havde opstillet væske – vand og saft (på toppen af Holtekollen). Som tommelfingerregel er mine erfaringer, at man skal drikke før man bliver (alt for) tørstig. Her kan temperatur, løbslængde og tid være afgørende for valget af, hvor meget væske man har brug for at indtage. Læs evt.  Team Danmark eksperters råd.

4. Flyv op ad bakke
Til trailløbet lagde jeg mærke til, at mange løbere tager sig på lårene, når de løb op ad bakke. Det er vildt anstrengende, at angribe bakker på den måde. Da benene også skal trække armene med op ad bakken, ved den løbestil. I stedet, så brug armene til at trække dig op ad bakke. Løb på forfoden. Tag små skridt. Og tænk på at holde overkroppen oprejst, så du kan få luft ned til lungerne.

5. Cruise ned ad bakke 
Jeg lagde også mærke til, at mange løbere løber med små langsomme skridt ned ad bakke. Det så ud til at benene bremsede, og det så anstrengende ud. Jeg overhalede en del løbere ned ad bakke ved – ganske enkelt – at lade benene køre i frigear og rulle afsted. Jeg tager lange skridt og lader benene gøre resten.

6. Undgå (for meget) syre i benene
21 km er langt. Og når ruten går op og nede hele tiden af snørklende små stier, så er der potentiale til at opleve syre i benene. Min ‘syre-taktik’ var, at undgå at syre i lårene for hurtigt og for meget. Det kan ikke undgås at få tunge ben, men du kan sagtens arbejde med din syregrænse. Da jeg kunne mærke, at det blev for tungt i benene, så begyndte jeg at løbe langsommere eller gå. Jeg tror, at turen havde været meget hårdere, hvis jeg havde løbet rundt med (alt for meget) syre i lårene.

7. Smil!
Selvom det er hårdt at løbe i bakker og 21 km er langt. Så kan man komme langt med et smil. Og en positiv (mental) indstilling. Husk, at det er ligeså hårdt at løbe i bakkerne for ens konkurrenter, så giv ikke op. Selvom det kan virke anstrengende, så giver et smil overskud til resten af ruten.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail.

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Jeg havde overskud til at nyde løbeturen. Det dejlige vejr. Og den fede stemning ude på ruten. For mig har det været et succesfuldt trailløb. Med ømme stænger her dagene efter.

Håber at du kunne bruge mine erfaringer og fif 🙂

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust TrailEr du nysgerrig på at vide mere om Copenhagen Exhaust Trail?

Trailløbet blev afholdt for 2. gang af Søllerød Orienteringsløb. Så vidt jeg ved er det stadig på “vi prøver os frem”-stadiet. Og derfor ved jeg ikke, om klubben planlægger at arrangere det igen til næste år. Men hvis de gør – står jeg klar til start (igen).
Læs mere om løbet her.

 

Alle billederne er taget af dygtige Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action. 

Eventyret der hed Speed Trail Barcelona

Tres – dos – uno:

 Glitter overalt og så afsted!

“Hende der går mod startfeltet nu, det må jeg nok også hellere” og “Nu giver de den godt gas på trommerne, så starter vi nok snart” var  således jeg ræsonnerede mig frem til startlinjen og ud på mit første bjergløb:Ultra Trail de Barcelona.

Det hele startede dengang jeg …

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

For god ordens skyld begynder vi lige lidt inden startskuddet gik. Mere præcist til et utrolig motiverende foredrag med Emelie Forsberg afholdt af Salomon Trail Academy torsdagen forinde løbet (løbet gik lørdag). Udover den åbenlyse motivation det giver at høre en så garvet trailløbers historie, fangede følgende gode råd min opmærksomhed:

  1. Løbeglæden er altid det vigtigste
  2. For at løbe mest effektivt nedad, gælder det at minimere tiden din fod er på jorden, for at minimere stødet igennem kroppen. Det vil sige: bare giv los

Dette var den perfekte optakt til løbet, og efter at have nydt nogle lækre kanelböller og en kort nats søvn kunne vi vende snuden mod Barcelona.

 CPH–>BCN

I Barcelona satte vi (min kæreste og jeg) kursen mod den lille by Begues hvor løbet afgik fra dagen efter. Da vi kom frem viste byen ingen tegn på, at der snart skulle storme 2000 løbere igennem de små gader, og pladsen hvor start og mål skulle være var blot et hyggeligt caféområde. Vi overnattede hos en lokal familie med både hund og hest, som virkelig tog sig godt af os.

Lørdag var løbsdag og vi startede morgenen med en god gang frosties med chokolademüsli og kage – så var depoterne fyldt op og klar. Den hyggelige caféområde var over natten forvandlet til et stort start og målområde fyldt med entusiastiske løbere. Da starten til både ultra(100k), lang(70k) og maraton var gået da jeg ankom, var der allerede konfetti i startområdet, hvilket gav en rigtig hyggelig stemning.

Lad eventyret begynde!

Tres – Dos – Uno” og så afsted til lyden af trommer og med glitter om ørene igennem de små gader i den lille spanske by og ud mod bjergene! Min distance på 21 km bød på den lille sum af 1000 højdemeter(svarende til næsten 7 gange op ad Himmelbjerget) så naturligt nok ramte vi temmelig hurtigt bjergene. Og derfra var turen intet mindre end fantastisk! Stejle bjergsider med tæt krat der bestiges i tåge efterfulgt af åbne singletracks med et drys af sten og en udsigt man ikke kan få nok af.

Kurvebilledet var også meget varierende og bød på en masse fede nedløb, hvor netop taktikken med at give slip kom til sin ret. Det blev dog vanskeligere i slutningen af løbet, da jeg tydeligt kunne mærke min storetånegl løsne sig – et udfald jeg var helt forberedt på, men som krævede lidt ekstra energi at ignorere i nedløbet.

Den sidste del snoede sig endnu engang igennem de små gader, som fortsat var fyldt med heppende mennesker og stor glæde, og afsluttende med en tur på den røde løber hvor medaljen blev lagt om halsen. En helt igennem fantastisk oplevelse!

Den nørdede evaluering

Vejret var godt til en vikingtype som mig, der løber bedst i skybrud og 10 grader frem for høj sol og 25 grader. Det bød på overskyet og 12 gader ved start, men blev lidt varmere ud over dagen og solen kiggede da også frem en enkelt gang eller to. Med det sagt, så er 12 grader i Barcelona noget anerledes en 12 grader herhjemme, da luftfugtigheden altså giver en noget anderledes følelse af varme. Det betød at jeg havde fået ALT for meget tøj med mig, og løb derfor med både min skaljakke, tynde løbejakke, handsker og buff i rygsækken stort set hele turen – ups. Men om ikke andet var det god træning og mere god erfaring til fremtiden – løbeoplevelsen ændrede det ihvertfald ikke på.

Skoene jeg løb i var mine Salomon Fellraiser(Evalueret på her), som i udgangspunktet er ideelle, men måske en tand for lille. Jeg har tidligere løbet Samsø Maraton i disse sko med samme resultat: jeg mistede mine negle. Optimistisk som jeg er, tænkte jeg at de skulle afprøves igen på en længere distance – nu var mine negle jo blevet pæne igen… Learning by doing – and doing it again hedder det åbenbart for mig, og jeg må vist snart sige jeg har lært lektien og gå på udkig efter en erstatning.

Energimæssigt ramte jeg dog plet med følgende opskrift(jeg løb i 3 timer)

  • Salt tabletter: én før og én under løbet
  • Én gel efter 6 km + cola
  • 1/4 shotblock efter 10 km
  • En kvart nutellamad efter 16 km
  • og selvfølgelig en masse vand.

 

 

 

…Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Således begyndte vi vores miniferie i Barcelona. I dagene efter humpede vi rundt i den fantastiske by som Barcelona er, badet, spiste tapas og drak mojitos – lige som det skal være. Dette er klart et anbefalelsesværdigt oplæg. Selvom der ikke er løb netop i den periode du vil rejse, så besøg Begues og tag op i bjergene og løb på de fedeste singletracks – det ligger kun 30 min fra Barcelona. Afslut dit ophold med en tur i de Arabiske bade i Barcelona – den direkte vej i himlen.

Lidt nyttige links:

Så er der ikke andet at sige end: god tur til Barcelona 🐾

Marató de Barcelona

Fredag d. 11.marts

Louise og jeg afleverede ungerne i institution fredag formiddag og kørte forbi mine svigerforældre, for lige at sætte nogle ting og tøj af, så de kunne klare weekenden.
Vi havde bestilt fly fra Hamborg kl 17:45, da det bedst kunne svare sig med henblik på at sport-exp’en i Barcelona kun var åben fredag og lørdag 10-20. – På vejen mod Hamborg slog vi et kort visit indenom min svigerinde og svoger, der i mandags var blevet forældre til endnu en lille pige. Jeg havde besøget med i rejseplanerne og kalkulerede med at være i lufthavnen én time før afgang, vi havde klaret incheckningen hjemmefra, og skulle nærmest bare gå ombord
Jeg havde, på det elektroniske kort, set at der var et par (læs:2) passager med vejarbejde ned til Hamborg og de var også indkalkuleret i rejsetiden, så da vi trillede ud af Haderslev, var det bare derudaf.
Da klokken slog 16 ringede det firma, hvorfra vi havde bestilt P-plads og shuttlebus, for at bekræfte vores aftale, som jeg kun kunne på det tidspunkt – GPS’en sagde 30minutter til ankomst – masser af tid!
16:20 holdt vi stille…Lige efter vi havde afsluttet telefonsamtalen, opstod der massiv køkørsel i et tempo omkring 30 km/t, det estimerede ankomsttidspunkt rykkede sig længere og længere væk…pulsen og stressniveau’et steg.
Gaten lukker 17:15
Vi blev sat af ved lufthavnsterminal 1 kl.:17:05. – Spurtede igennem terminalen, blot for at se et massivt menneskehav, stå i kø til sikkerhedstjek. Nåmen, vi måtte jo stille os i kø og håbe på det bedste, mens vi indstillede os på at måtte køre mod Danmark allerede samme aften.
Da det så allermest sort ud, blev manden foran os og vi “beordret” til at danne en ny kø til den security der netop havde åbnet, vi kom igennem sikkerhedstjekket uden for store problemer, jeg tjekkede hvilken gate vi skulle til, mens bagagen blev gennemlyst og Louise blev tjekket.
LØB! Vi sprintede afsted med kufferten flyvende efter os – igennem shopping området, hold til højre, en lang lige passage, jeg spurtede fra Louise hen til trapperne ned…ventede på repos’en for at sikre mig hun så mig, der var hun! Videre. Spurtede til gaten, og fik fremstammet “Is this for Barcelona?” og 2 gutter der tilsydenladende også havde løbet, svarede “yes!” – Flyet var ca 30 minutter forsinket….peeew!
3 timer senere landede vi i Barcelona.

Endelig fremme i Barcelona.Det første syn der mødte os da vi kom ud af ankomsthallen


Fira de Barcelona
Lørdag 12.marts tog vi hen til Fira de Barcelona, hvorfra Bib-numrene blev uddelt og fik hentet mit nummer. Da vi kom ind i hallen mærker vi med det samme dén specielle stemning og summen der er op til et stort løb. Dér er alle folk glade, smiler og griner; Alle glæder sig til at komme til start!
Resten af dagen gik med at slentre rundt på det olympiske område og ned mod havnen og så skulle der shoppes morgenmad, eftersom morgenbuffet’en på hotellet først åbnede kl.7:00, uden undtagelser.

barca2Startnr. billede startområdet set fra Montjuic.

Fira de Barcelona, med Expo // Startnr. posing // og et vue udover startområdet.


Raceday Marató de Barcelona
Søndag 13.marts. Klokken var 5 da uret ringede. Kroppen havde det super og jeg undlod at iføre mig mine neopren-støtteshorts, da jeg til dels mente det ville blive for varmt og derudover at jeg var “skadesfri” – jeg begyndte på morgenritualet omkring mad, væske og magne…”Hvor f*nden er mine magnesiumstabletter!” – jeg synes da jeg havde lagt dem i kufferten. De var det sidste jeg pakkede, dem, druesukker og Gerimax. – Var de røget ud ved kontrollen i Hamborg?`eller står de hjemme på køkkenbordet og griner? Jeg bestemte mig for at de få tabletter nok ikke gjorde den store forskel alligevel.
Kl.:7:00 åbnede buffeten – vi stod ca 10 løbere i kø for at komme ind og få en kop kaffe, lidt juice mm. – 7:20 forlod vi hotellet og gik mod startområdet.barca5
Kl.8:20 stod jeg i menneskehavet med et tomt blik rettet mod uret under start portalen, bag den en statue i rundkørslen på Placa de Espanya og længst væk hævede Pyranæerne sig, mens alle de klassiske rocksange bragede ud af højtalerne; “Thunderstruck”, “Start me up” – 8:27 ændrede tonerne sig til Freddie Mercury’s uddødelige “Barcelona” og hvis ikke man var i stemning, kom man det da dér!

De frivillige igang med at opstille depot til de over 20.000 løbere


Løbet
Jeg havde hjemmefra puslet med en masse planer, skulle jeg løbe varieret, så jeg vekslede mellem de forskellige zoner og i såfald, hvad kunne så bedst svare sig. Jeg endte ud med “bare” at hægte mig på 3″00-pacerne og bruge én af mine egne idéer som plan b.
Efter ca 7km, overså jeg en fortovskant, og fik forstrukket højre baglår, hvilket resulterede i, at de næste ca 10km gik med at det nev ved hvert skridt, “skaden” lå lige under huden  og ventede bare på at slå til. Jeg må have løbet og kompenseret, for omkring de 18-20kmhavde jeg fjernet fokus fra mit baglår over til det venstre knæ, som nu begyndte med symptomerne for løberknæ. Jeg kiggede jævnligt på uret og skaderne til trods, holdte jeg god pace;”Kan jeg holde den til et sted mellem 35 og 40, tror jeg på Sub3 lykkes!”
Ved 21.1km-mærket var tempoet stadigt fornuftigt, baglåret nev stadig af og til, mens smerterne omkring venstre knæ havde fortaget sig, blot for at flytte sig opad mod lysken(!). Jeg var stadig fortrøstningsfuld.
Omkring de 30km fik jeg et jag i ryggen, noget jeg har oplevet tidligere, både under træning og under konkurrence, hvad det skyldes kan jeg ikke rigtig bedømme. Faktum er det  føles som noget har kilet sig ind under skulder og gør ondt ved hvert skridt – jeg kæmpede videre, stadig med Sub3 for øje.
Ved 33 km blev pludselig meget tunge, da vi skulle forcere en lille stigning og nu skulle jeg anstrenge mig for at følge med i gruppen, langsomt røg jeg bagud i gruppen og ved de 36km måtte jeg indse det var slut.
En kilometer længere fremme stod Triumfbuen og da jeg passerede den, var de røde faner (3″00-timers) ude af syne. Tog engang Powerade ved førstkommende depot og prøvede at finde en rytme, 1-2-3-4, op i pace igen. Sidestik; Tak powerade. Nu skulle den bare jogges hjem.
De sidste 2 km fra Columbus-statuen frem til mållinien gik med at undertrykke et krampeanfald i baglårene, smerter fra både højre og venstre lyske, samt noget der mindede om vabler og brændende tæer.
barca6Splittider og pace undervejs


 

Målstregen
Tilbage på Placa de Espanya, besluttede jeg mig for at give den det sidste. midt i al larmen hørte jeg Louise til højre for mig, det gav lige en smule mere brændsel, men jeg var drænet og arbejdede på dampene. jeg luntede i mål.

Den første følelse jeg kan huske var vrede! – jeg var bitter over løbets udvikling. Den anden følelese der dukkede op mens jeg sad 100m fra mållinien var; Skuffelse. Dér sad jeg og så på alle dem der kom ind, nogle mere slidt end andre, men langt de fleste kunne juble og udbryde i en form for jubelbrøl.Hvorfor ikke mig? – Jeg havde prioriteret at få trænet, havde taget ekstra fridage til mine langture og trænet i hårdere terræn end ruten idag. Hvorfor skulle det ikke lykkes idag?

barca maraton2 barca maraton
Et anstrengt smil, mens der bliver bidt i medaljen – Havde bestilt indgravering som en gimmick nu der skulle Sub3

 

Louise prøvede godhjertet med nogle trøstende ord om at det var flot og altid imponerende når jeg gennemfører. – lige lidt hjalp det.
Jeg kunne dog og trods alt det negative konstatere at jeg sleb ca halvandet minut af min hidtige PR og at jeg egentlig burde være tilfreds. Mandag gik med at besøge nogle turistmål og få tankerne væk fra løb, og da vi kom tilbage til hotellet og til medaljen, kunne jeg begynde at glæde mig og så småt begynde at se fremad mod næste mål.


Hvad nu?

Jeg må erkende at styrketræning især for mit vedkommende må være alfa-omega. Jeg skal have bygget mere på min core ved hjælp af styrkeøvelser. Heldigvis er foråret og det mildere vejr på vej, så jeg kan klare det hjemme på matriklen.
Mit næste race er umiddelbart en halvmaraton i Holbæk d. 1.maj og ellers er fokus rettet mod Storebælt Naturmaraton medio juni.

Til sidst vil jeg bare sige at forlader Team Hechmann Sport for denne omgang. Det har været 4 sjove og givende år og jeg har fået drejet mit løb i den retning jeg ville da jeg meldte mig ind – at blive hurtigere, bedre og mere vidende omkring løb.
Som det er nu får jeg for lidt ud af medlemskabet ift. kontingentsatsen, men jeg håber jeg en dag har tid igen, til at deltage i fællestræningerne sammen med alle de andre seje krigere i THS’ blå singletter. – Samtidig giver det mig også mulighed for at komme skadesfri tilbage i folden.


Jeg vil slutte af med et lidt andet citat end jeg plejer, men det rammer meget godt mit Sub3-projekt ovenpå søndagens løbetur;

“Good things come slow – especially in distance running” – Bill Dellinger

“Quitters never win – Winners never quit”
/henrik

PS: Mine magnesiumtabletter, gerimax og druesukkertabletter lå i bilen og jeg havde ikke fået dem med da vi parkerede bilen i Hamborg, da vi var pressede på tid.


1uge tilbage

Træningen er slut.

Så kunne jeg vende det sidste blad i min træningsplan i denne omgang. I den forgangne uge blev det til 100.20 tilbagelagte kilometer. Dét er jeg rimelig tilfreds med af 2 årsager; den første skyldes at det er første gang jeg runder de magiske 100km på én uge. Tilbage i 2013 da jeg trænede mod Berlin rundede jeg 91,5km på en uge og i 2015 kom jeg op på 99,5km – begge gange satte jeg PR. I Berlin skar jeg ca. 20 minutter af den daværende PR og den fik lov at stå frem til København sidste år, hvor jeg så nærmede mig 3timers-grænsen med yderligere 2 minutter. Hvis statistikken holder, bør der som minimum ligge en PR gemt i Barcelonas asfalt på søndag.
– Den anden årsag til jeg er tilfreds med de rundede 100km er at min utrættelige følgesvend af en “lyske-,hofte-/lårskade” er så småt dukket op igen og gør hvad den kan for at obstruere mit Sub3-projekt.

Status efter 16ugers målrettet træning.

Som nævnt før er regionen omkring hoftebøjeren ved at være træt og nedslidt for denne omgang. Jeg har haft nogle udfald i træningsplanen, både på grund af fysiske udfordringer i form af en brækket tå og lidt sygdomsforløb, men også nogle arrangementer med mine børn, som blev prioriteret højere end min hobby.
Med disse udfald fra planen har jeg følt mig bagud i forhold til antal kilometer og i forhold til det ønskede tempo, jeg burde kunne sætte. Jeg har, nok, presset mig selv for at lukke hullet i planen og i min hjerne – blot for at konstatere at en anden og mere fysisk betonet udfordring er dukket op.
Rent mentalt er jeg ovenpå. 100km. WOW!. En uge med intervaller omkring An, AT og MP, en LSD-tur på 37km og en tempotur i snit på 4″10/km. Den kommende uge går med afslapning og søvn, samt sørge for at der bliver fyldt kulhydrater i depoterne. – og så lige de sidste praktiske ting omkring rejseaktiviteten og opholdet i Barcelona.

Jeg er klar til at sætte jagten ind på en ny PR – Jeg er klar til at angribe Sub3-grænsen på ny. Om Sub3-projektet lykkedes i denne omgang afhænger meget af hoftebøjeren; krop og sind er i hvert fald parat og jeg glæder mig og er begyndt at mærke de samme sommerfugle i maven, som da jeg skulle løbe mit allerførste marathon for snart 5år siden.

I dag sneede det på Vestsjælland. Men der stod forår på min kalender og med kun én uge til “det store ræs”, blev jeg nødt til at få en afklaring omkring påklædningen. Grundet min “skade” pakker jeg mine neopren/kompression-shorts med i kufferten og alt efter hvordan kroppen har det søndag morgen får vi se om jeg får brug for dem. Jeg løb uden dem på torsdagens tur og har til gengæld mærke bentøjet hele weekenden, lige indtil dagens tur, hvor jeg så havde neopren-buksen på igen.
Noget af dét jeg har sværest ved at forberede mig på er vejret. Bevares, jeg ved det er noget bedre i Barcelona, end i Danmark, men hvordan føles det, at temperaturen pludselig er 9-10grader varmere og luftfugtigheden en smule anderledes. – Jeg husker ét år i København, hvor temperaturen gik fra moderat forår om lørdagen til decideret sommer på raceday, om søndagen. Der var mange der lå dehydreret rundt på ruten – jeg forventer ikke så vild en temperatur forskel, men er alligevel mentalt forberedt på at jeg nok skal have en smule mere, ikke for meget, væske end jeg har været vandt til de seneste måneder.

Quitters never win
Winners never quit

/Henrik

Screenshot_2016-03-06-12-46-06-1 Screenshot_2016-03-06-12-46-34

Hvordan peaker man til konkurrencen?

Jeg har i løbet af de sidste par år fået opbygget en vis erfaring i at deltage i konkurrenceløb – og have et godt løb! Jeg har samtidigt også oplevet, at det hele ikke spillede optimalt, og jeg dermed ikke kom i mål i den tid, jeg havde drømt om. Så hvordan sikrer man sig, at det netop er på konkurrencedagen, at benene er lette, kroppen er klar, og hjernen er mentalt forberedt på at give den max gas, når startskuddet lyder? Det vil jeg forsøge at give mit bud på!

I søndags i sidste uge deltog jeg i Spartas Nike Marathontest 2 på 15 km, som er det andet konkurrenceløb af fire frem mod Copenhagen Marathon d. 22. maj. I ugen op til løbet havde jeg løbet, som jeg plejer, med fire ugentlige træningspas inkl. testløbet om søndagen. Morgenrutinen på konkurrencedagen var den samme som ved den snes konkurrenceløb, jeg tidligere har deltaget i: havregryn med mælk og banan og dertil en kop kaffe 2,5-3 timer inden løbsstart. Til gengæld prøvede jeg mig med en ny transportform hen til løbet. Hvor jeg ”normalt” (for mange konkurrencer har jeg heller ikke deltaget i) cykler til de løb, Sparta arrangerer med start og mål ved Østerbro Stadion, tænkte jeg, at jeg denne gang ville afprøve en ny taktik; jeg ville udvide min opvarmningsrutine og løbe (eller rettere: lunte) de godt 2 km hen til løbet – og hjem igen.

Nike marathon test 2016

Da mit næste mål frem mod marathondistancen er Berlin halvmarathon, som finder sted d. 3. april, og 15 km ikke var en distance, jeg havde prøvet kræfter med ved en konkurrence tidligere, havde jeg lagt en meget klar plan for løbet; jeg ville afprøve mit formodede halvmarathontempo (4:30 min/km) og holde fast i det på de første 10 km, hvorefter jeg, alt efter min tilstand, vil skrue op eller ned for hastigheden. Succeskriteriet for 15 km-løbet var, at jeg skulle have overskud i 4:30-tempoet, så jeg kunne gå efter dette tempo i Berlin. Med en god, stabil tur ville jeg altså nå i mål på 1 t 7 min 30 sek.

Succeskriteriet indfriet

Kl. 9.30 går starten, og jeg følger fartholderne med tallene 4:30 påtrykt deres lysegrønne balloner, som jeg ikke slipper af syne og planmæssigt ligger lige bag, trods ballonernes ihærdige hoppen og dansen. Tempoet passer perfekt til dagsformen, og jeg suger alle indtryk til mig med største velbehag, mens gruppen bevæger sig stabilt fremad som et lokomotiv på nye skinner. Jeg noterer, hvordan nogle fra gruppen stikker af, når vi er halvvejs på distancen, mens andre sagtner farten og falder fra. Jeg holder stædigt fast i min plan, og selvom benene føles gode, fokuserer jeg på at bevare kontrollen, og først, kort efter vi rammer 10 km-mærket, slipper jeg den faste rytme og bevæger mig ud på ukendt terræn. Jeg opjusterer tempoet til 4:15-4:20 min/km, og det føles forbløffende godt. Selvom søvnen op til løbet har været sparsom, og benene blev svunget lidt mere end normalt, er hele kroppen med mig, mens jeg nedlægger den ene kilometer efter den anden. Hvis bare jeg kan holde denne pace, kan jeg måske nå i mål på sub-1:07, når jeg optimistisk frem til med lidt hurtig hovedregning, som jeg i øvrigt ofte giver mig i kast med til sådanne løb. Efter et par km har jeg stadig overskud, og jeg føler mig forunderligt godt tilpas trods de mange hurtige kilometer i benene. Når jeg passerer 14 km-skiltet, kan jeg se, at en tid under 1:06:30 er inden for rækkevidde, og jeg formår at presse tempoet yderligere i vejret, nu hvor målet er så tæt på. Jeg rammer opløbet, sætter spurten ind og løber over målstregen i tiden 1:05:59! Vigtigt med det ene sekund! Et perfekt disponeret løb med en gennemsnitsfart på 4:24 min/km, og det vigtigste: mit succeskriterie om et halvmarathontempo på 4:30 min/km virker yderst realistisk.

Nike Marathontest 2

Helt anderledes gik Nike Marathontest 1 på 10 km måneden forinden, som ellers er en distance, jeg har erfaring med fra tidligere konkurrenceløb. Modsat 15 km-løbet havde jeg inden løbet ingen konkret plan for, hvordan jeg ville gennemføre og gribe løbet an på. Jeg havde en særdeles vag idé om min hastighed, og min forventede sluttid lå et sted mellem 42:30 og 43:30 min. Mit seneste officielle løb inden havde været Copenhagen Half i september 2015, hvor træningsmængden og kontinuiteten havde været en helt anden, grundet en stædig skade (læs om min beretning fra Cph Half).

Hår i hele hovedet

Når løbet skydes i gang, gasser jeg helt op, og jeg løber første halvdel i tiden 20:58, som derfor er væsentligt hurtigere, end hvad jeg har regnet med. Kort efter de 5 km glider min hårelastik ud af min fletning, og på grund af en særdeles kraftig vand, har jeg konstant hår i ansigt, mund og næse under resten af løbet. Jeg føler ikke engang, jeg får glæde af de dele af ruten med medvind, fordi jeg her blot må kæmpe med så store mængder uønsket hår i hele hovedet. Jeg kan mærke, jeg bliver frustreret, og skælder mig selv ud for ikke at have medbragt en ekstra hårelastik. Eller blot have sørget for at bruge en bedre elastik. På samme tid begynder det tempo, jeg løber i, at føles alt for hurtigt, benene er tunge, og det hele er bare noget møg. Jeg hører samtidigt nogle af tilskuerne tilkendegiver ”puha, godt, det ikke er mig”, og jeg begynder at tænkte ”hvad er det, jeg laver..”. Med 1 km igen lyser jeg lidt op, og jeg forsøger at glæde mig over, at jeg snart er ved vejs ende. Jeg har ikke meget at ekstra at give af i målopløbet, og det er til min store overraskelse, jeg opdager, jeg har slået min tidligere rekord med 9 sekunder og er kommet i mål i tiden 42:24!

Nike Marathontest 1

Hermed to løb gennemført inden for en måneds mellemrum med to vidt forskellige udfald og følelser undervejs. Jeg kunne komme med eksempler på mange flere fra begge lejre (flest fra den bedre side dog), men jeg synes fint, at disse to kan fungere som referencepunkter. Og hvordan peaker man så til konkurrencen? Ud fra mine erfaringer, vil jeg give følgende anbefalinger:

  1. Læg en klar plan og hold dig til den
  2. Hav et konkret mål med løbet
  3. Sørg for at varme godt op (2 km jog inden hjælper blot til at musklerne er ekstra klar)

Og hvis du har langt hår, så sørg for Guds skyld for at have en ekstra hårelastik om håndleddet. Det har jeg i hvert fald altid med mig fra nu af!

Træning mod samme mål

Frøet om Copenhagen Marathon blev allerede sået tilbage i maj 2012, hvor jeg var indlagt på Rigshospitalet over en kortere periode med tropesygdommen tyfus. En febersygdom, der efter tre uger som sengeliggende, sendte min krop tilbage til start. Dagen inden jeg blev udskrevet, blev der afholdt Copenhagen marathon, hvor ruten gik forbi den ejendom, jeg var indlagt i. Mine forældre og jeg havde derfor forventningsfulde planer om at gå en tur ved Fælledparken og observere løberne på ruten. Jeg var dog væsentligt mere afkræftet, end nogen af os havde forudset, så vi nåede ikke længere end til den første bænk lige foran ejendommens udgang, hvor vi satte os for at se løberne komme forbi. Det var her første gang, kimen blev lagt til min drøm om at deltage i Copenhagen marathon. Jeg legede med tanken om at deltage året efter, hvor jeg i så fald bogstavelig talt ville gå fra 0 til 42,2 km på bare ét år. Det skete dog ikke. Det skete heller ikke i år. Nu er målet aktuelt igen.

Mit store mål i år var at deltage i Copenhagen marathon 2015 i maj, som jeg med stor begejstring havde delt med venner, kollegaer og familie. Det var derfor et overordentligt stort nederlag, da jeg i april som følge af min skade måtte erkende, at det ville være for risikabelt at stille til start på marathondistancen en måned efter. Én ting var, hvor hårdt det var at nå frem til erkendelsen over for mig selv; det var dog næsten hårdere at skulle fortælle det til alle dem, jeg havde indviet i mit projekt. Som om nederlaget blev afspillet forfra gang på gang.

Mod samme mål som sidst

Mit næste mål er netop at deltage i Copenhagen marathon til maj. Præcist samme mål som jeg havde i år. Og det får bestemt ikke målet til at syne mindre af den grund. Nærmest tværtimod. De tanker og følelser, der følger med at gå efter det mål, jeg ikke formåede at gennemføre før, er betydeligt stærkere end forventet. Konsekvensen af, at jeg skal gennem flere af de samme træningsture, overvejelser og forventninger frem mod løbet, som jeg allerede har stiftet bekendskab med tidligere på året, er vitterlig en ekstra sten i bagagen. Set med de positive briller på, kan jeg også være taknemmelig for, at jeg er klogere og mere erfaren denne gang, og jeg ved i hvert fald, hvad jeg ikke skal gøre. Undervejs på hver løbetur rammes jeg dog et lille gys af frygt for, om det er på denne tur, at skaden blusser op igen og slår mig tilbage til start. Efter løbeturen vendes denne følelse til gengæld til en spinkel sejr, når jeg kommer hjem, endnu skadesfri, og en anelse tættere på målet.

Det var en stor dag, da jeg for efterhånden fire uger siden deltog i Spartas første fællestræning mod Copenhagen marathon 2016. Ruten var 13 km, nøjagtigt samme kilometerantal som jeg i februar tidligere i år havde været nødt til at stoppe ved på én af Spartas fællestræninger. Det havde ikke været den turens fulde distance, men det havde været her, jeg havde set mig nødsaget til at lade de andre løbe i forvejen, og hvor jeg måtte humpe resten af vejen hjem. På alle måder en frustrerende og ærgerlig episode, som jeg formentlig har lært en masse af. Ved træningen denne søndag i starten af november klarede jeg mig gennem hele turen, og det var uden tvivl én af de større sejre på min færd mod marathonet. Jeg var nærmest følelsesmæssigt rørt. Sidenhen har jeg deltaget i samtlige fællestræninger (eller løbet samme distance selv, hvis jeg var forhindret), og intentionen er klart at fortsætte i samme stil, så jeg ikke risikerer en for pludselig øgning i distance på min ugentlige, lange tur. Her har jeg tydeligvis brugt min erfaring fra forløbet inden min skade til at forstå vigtigheden af gradvist at bygge flere kilometer på turene, så jeg – 7-9-13 – ikke ender i samme situation som sidst.

Træning med et mål for øje

Som det fremgår, løber jeg i øjeblikket efter et specifikt defineret mål. Jeg er med andre ord typen, der trives bedst med at have et klart mål med min træning. Jeg er også typen, der nyder at strukturere min træning og teste min fremgang til officielle løb for at se, om træningen har båret frugt. Samtidigt er jeg dybt imponeret over de løbere, der ikke nager samme behov for et målbart fikspunkt af de mange nedlagte kilometer.

Deltager i motionsløb på Aalto Universitet 2012

Spændte inden start til motionsløbet på Aalto Universitet 2012

Man skal dog ikke mange år tilbage for at finde mit første officielle løb i min “voksne løbekarriere” efter min tid som ivrig konkurrencedeltager i orienteringsløb. I efteråret 2012 var jeg på udveksling i Finland, hvor mine medstuderende og jeg besluttede at deltage i et 10 km-løb på campus. Det var 3,5 måned efter mit sygdomsforløb med tyfus, og løbet endte med at få status som ét af de hårdeste løb, jeg endnu har deltaget i. Og jeg var ikke stolt af min tid, da jeg passerede målstregen. Som en sidebemærkning skal det måske tilføjes, at vi alle havde været til stor fest dagen inden, så energidepoterne bugnede bestemt ikke. I stedet for at være glad og imponeret over min krops bedrift så kort tid efter min tid som sengeliggende, var jeg nærmere skuffet over ikke at præstere i nærheden af samme niveau, som jeg havde været i stand til inden min sygdom. Løbetræningen før og efter havde heller ikke været prangende; yderst sporadisk og ustruktureret, og de fleste træningsture var foregået som interval af typen 10-20-30, hvor man efter 10 minutters opvarming løber roligt i 30 sek., løber hurtigt i 20 sek., efterfulgt af 10 sek. sprint, som gentages 5-6 gange og afsluttes med 10 minutters afjogning. Jeg var bestemt ikke vant til at holde kroppen i gang i mere end 30 minutter af gangen.

Min træningstilgang

Én af grundene til, at jeg ikke allerede gennemførte mit første marathon i maj 2013, skal bl.a. ses i lyset af min tilgang til løbetræning på daværende tidspunkt. Her så jeg ikke mulighed for at løbe et par af ugens løbeture som rolige, langsomme ture for at skåne kroppen fysisk og mentalt. Hver tur, jeg løb, skulle helst løbes hurtigere end den tidligere, og hvis ikke hurtigere skulle den i hvert fald være længere. Derfor stod jeg tit i den situation, at hvis jeg manglede energi inden en planlagt træningstur, endte jeg ofte med ikke at tage afsted af frygt for at skuffe mig selv ved at løbe langsommere end træningsgangen forinden. Problemet med denne træningsform, ud over den væsentligt store risiko for skader, var, at jeg ikke havde lyst til at løbe en tur, hvis jeg følte mig uoplagt, mine ben var tunge, etc. Kort sagt, hvis jeg ikke følte, jeg ville kunne slå min sidste tid, droppede jeg løbeturen for ikke at skuffe mig selv. Det var rent held, jeg ingen skader fik dengang, når man tager den enorme belastning ved udelukkende hurtige ture i betragtning. Det kan måske også skyldes, at jeg af samme årsag ikke løb særligt mange ture ugentligt.

Deltager ved motionsløb på DTU 2014

På vej i mål til motionsløb på DTU 2014

I foråret sidste år havde jeg sammen med to veninder meldt mig til Københavns Kvindeløb på 10 km i juni 2014. Op til løbet havde jeg fulgt min gamle træningstilgang om at løbe så hurtigt jeg kunne, når jeg var ude på en tur, og jeg sprang turen over, hvis energien var lav. Jeg kom dog, trods mangel på planmæssig træning, i mål på en acceptabel tid med en placering i den bedre del af feltet, som derfor straks gav mig blod på tanden til at gøre mere ved løbet igen. Jeg havde efter flere års ustruktureret løbetræning stadig benene med mig efter min tid som hurtigløbende, ung orienteringsløber. Faktisk var dét resultat alt, der skulle til for, at min interesse for det officielle løbeudbud blev vakt, og herefter nødvendigheden af, og lysten til, at strukturere min træning bedre og mere målrettet igen.

Målet som motivation

Jeg har siden Københavns Kvindeløb deltaget i seks officielle løb (fra 5 km til halvmarathon) med en mere tilrettelagt træning. Nu er det primært de rolige ture, der er i fokus, med et enkelt indlagt intervalpas om ugen, så det egentlig kun er til konkurrencerne, at jeg giver den max gas over længere distancer. På den måde har jeg også automatisk lyst til at deltage i flere konkurrencer om året, og det er meget sjovere at deltage i løbene! Det er tilmed mere overskueligt at gennemføre træningspassene! Og så hjælper det på min motivation, at jeg har et mål med min træning, især når det kommer til den skadesforebyggende styrketræning, som også skal passes i håbet om at undgå skader. Jeg ved, de er en vigtig faktor for at holde mig skadesfri, men det er bestemt ikke dét aspekt af træningen, jeg ser mest frem til. Her hjælper det mig i høj grad at have mit klare mål om at gennemføre Copenhagen marathon 2016 i baghovedet, så det er sværere ved at finde en god undskyldning for at droppe de mindre sjove træningspas. Drømmen om marathonet skal jo helst lykkes denne gang!