Indlæg

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

Den ultimative guide: Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

Jeg elsker at udnytte transporttid til træningstid. Cyklen har altid været min foretrukne transportform. Jeg er nok typen, der ”cykler til alt”. Tidligere til skole. Nu til arbejde. Til træning. Til konkurrencer. Jeg kunne fortsætte.

Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

3, 2, 1, start pendlerløb.

Men én ting, som jeg ikke tidligere havde tænkt på; at udnytte transporttid til løbetræning. Jeg havde tænkt, at det var for besværligt at bruge løb som transportform. Hvad med bad efter turen? Hvad med ens dagligdags tøj? Og andre spørgsmål, der gjorde det hele upraktisk at løbe som transportform, havde hobet sig op. Men med en presset kalender, kunne jeg godt se, ideen med at udnytte ellers ”spildt tid” til dagens træning. Og fandt så det mest oplagt, at løbe hjem fra arbejde.

Hurtigt blev cyklen skiftet ud med løbeskoene. Ruten er 11 km. Den tager ca. 50 min., hvilket er ca. 10 min. langsommere end på cykel eller med bus og s-toget. Løbeturen går langs kedelige asfalterede, trafikerede veje med mange biler, mennesker og lyskryds. Trods min kærlighed til skov, natur og ikke mindst manglende tålmodighed, når det gælder om at vente på grønt og løbe zik-zak imellem mennesker og biler, så elsker jeg den løbetur. Dagens træning er klaret. Aftenen er stadig ung, når jeg kommer hjem. Og jeg får ny energi, da arbejdspresset fra dagens arbejde har nået at lægge sig, inden jeg træder ind ad døren derhjemme.
Kort sagt, jeg er blevet mega meget fan af at bruge løb som transportform hjem fra arbejde.

I løbet af de 10 måneder, jeg foreløbig har pendlerløbet, har jeg samlet mine erfaringer. Måske du kan bruge dem, hvis du også går med tanken om, at gøre (bedre) udnytte af din transporttid.

 

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

  1. En ordentlig rygsæk
    Gør op med dig selv, hvor meget du vil eller er nødsaget til at løbe med. Jeg har valgt at løbe med dagens tøj, min pung, mobil, briller, firmakort og andre små ting. Det hele er pakket i en lille 15 l. deuter rygsæk (speed lite). Jeg har valgt, at efterlade sko og jakke på arbejdet. Det fylder og vejer for meget, og bliver derfor taget med hjem en anden dag. Lige meget, hvor meget du vælger at løbe med, så er det alt afgørende at rygsækken sidder godt på din ryg. Det er træls, at løbe med en rygsæk, som hopper fra side til side på ryggen – måske endda det gør ondt i ryggen eller giver gnavesår. Min rygsæk har perfekt pasform til at løbe med. Den kan strammes ind på maven og ved brystet. Det gør, at rygsækken sidder godt tæt på ryggen.
  2. Kom i gang i sommerhalvåret
    Sol og sommer er ofte mest motiverende, når det gælder om at komme i gang med udendørs sport og aktiviteter. Det er tidligt lyst og sent mørkt. Hvilket giver god energi til løbeturen. Jeg startede i august, og kunne godt mærke, at det var svært at komme i løbeskoene når det var mørkt, koldt og der lå sne. Så trak fitness medlemskabet (desværre) mere. Samtidig kan det også kræve noget mere praktisk koordinering, når man fra morgenstunden er iført stor vinterjakke og store vinterstøvler, og hvordan man så lige får koordineret sin løbetur hjem, og om man kan undvære jakke og støvler til dagen efter.
  3. Øvelse gør mester
    Da jeg startede med at pendlerløbe hjem fra arbejde, fik jeg enormt ondt i mine knæ. Min rute er 11 km på asfalt. Og det var flere år siden, at jeg sidst havde løbet (så) langt på asfalt. Med tiden har knæene vænnet sig til ruten og den hårde asfalt. Samtidig skulle jeg vænne mig til, at løbe med rygsæk. Tidligere havde jeg enkelte gange – i forbindelse med adventure race og trailløb – løbet med en lille rygsæk – ofte kun med en vanddunk i. Med tiden tilvant jeg mig, ved at der var lidt ekstra kilo at slæbe på.
  4. Hav (nogenlunde) en fast pendlerløbe dag
    Gør op med dig selv, hvilken dag passer bedst i løbet af ugen i forhold til andre gøremål? I forhold til anden ugentlig (løbe)træning? Klubtræning? Konkurrencer? Det hjælper mig meget, at have en (nogenlunde) fast dag(e) om ugen, hvor jeg kan planlægge, at jeg løber hjem fra arbejde. Mine yndlings dage er fredag og mandag. Fredag, da det ellers er svært at finde tid til træning denne dag og så er det bare super dejligt at løbe weekenden i møde. Mandag, da det passer godt ind i min (ellers ret løse) træningskalender.
  5. Planlæg ruten inden du løber afsted
    Det kan godt være, at du ikke kan løbe den samme rute, som du kører i bil eller transporterer dig på anden vis. Tjek derfor ud på et kort inden, hvilken rute du kan løbe. Måske du også kan tilpasse turen, så du kommer igennem noget skov, park eller andet smukt på din løbetur. Jeg løber den samme rute, som jeg cykler. Men varierer nogle dage ruten, så jeg løber lidt længere og ser noget nyt på min vej. For mig er min rute på 11 km perfekt længde. Det er ikke for kort og heller ikke for langt. Men måske, at du har længere hjem fra arbejde, og må kombinere løbeturen med tog eller bus, noget af vejen. Har du til gengæld ”for kort” vej hjem, så kan du evt. løbe en længere rute, så du får de antal kilometer, som du ønsker.
  6. Det velfortjente bad
    Efter en løbetur trænger vi vidst alle til et bad. Det smarte ved, at løbe hjem fra arbejde, er, at der står et varmt bad og venter på én. Vælger du, at løbe til arbejde eller andre aktiviteter, kan det nok godt kræve lidt koordinering i forhold til bad.

    Camilla Bergmann - løber til arbejde. Den ultimative guide: transporttid til løbetræning

    Home Sweet Home. Efter 11 km løb hjem fra arbejde.

Husk, jo hurtigere du løber hjem fra arbejde – jo, hurtigere kan du komme hjem og lægge på sofaen med din yndlings serie i flimmerkassen.

God transport-træning!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Sådan løber du 21 km trail med overskud

Overskriften kan godt virke – for nogle – en smule provokerende. Alle ved at trailløb er en hård løbedisciplin. Op og ned ad bakker. Langs små stier. Hoppe over rødder og grene. Springe over grøfter. Og ja, det var en meget hård og løbeteknisk rute ved lørdagens 21 km trailløb Copenhagen Exhaust Trail. Ruten var ikke for tøsedrenge. Med 2 runder i ‘Det Danske Schweiz’ (Ravneholm) efterfulgt af 2 runder i Geelskov med 2 gange op ad Holtekollen, fik jeg ædt 700 højdemeter. Selvom den kuperede rute trak tænder ud. De ømme lår kunne mærkes op ad trapperne til lejligheden på fjerde sal. Og smerterne i læggene skulle strækkes ud. Så blev de 21 km. trail gennemført – med overskud. Hvilket var hele pointen med løbet.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Mine 7 gode råd til 21 km trail

Indrømmet, det er ikke første gang at jeg løber i bakker. Før trailløbet fandt jeg gamle fif og noter frem som fortalte, hvordan man angriber bakker. Krydret med mine oplevelser fra trailløbet, vil jeg dele mine erfaringer med jer.

 

 


1.Turbotonser eller hygge-mormor
Afstem dine egne forventninger. Deltager du i løbet for at opnå en bestemt placering? For at løbe på en bestemt tid? Eller deltager du for at være med og gennemføre? For mig var det, at gennemføre og have et godt løb, målet i sig selv. Derfor var det vigtigt for mig, at det var en god oplevelse og jeg havde overskud til at gennemføre – alle 21 km.

2. Glem tiden og nyd turen
Rute og terræn er meget uforudsigelig til trailløb. Det betyder, at du ikke kan ramme den samme kilometertid kilometer for kilometer. Mit Garmin-ur fik kun opmærksomhed, når jeg var nysgerrig på, hvor mange kilometer jeg havde løbet. Jeg løb på kilometertider lige fra 5:30 til 8:50. Min erfaring er simpel: Glem uret og nyd i stedet naturen.

3. Find (væske) balancen
Jeg har løbet flere halvmarathon uden at drikke (særlig meget) vand undervejs. Væskebalance handler i bund og grund om tidligere erfaringer. Jeg havde ikke noget væskebælte, kamelbak eller lignende med på turen. Jeg drak udelukkende de steder, hvor arrangørerne havde opstillet væske – vand og saft (på toppen af Holtekollen). Som tommelfingerregel er mine erfaringer, at man skal drikke før man bliver (alt for) tørstig. Her kan temperatur, løbslængde og tid være afgørende for valget af, hvor meget væske man har brug for at indtage. Læs evt.  Team Danmark eksperters råd.

4. Flyv op ad bakke
Til trailløbet lagde jeg mærke til, at mange løbere tager sig på lårene, når de løb op ad bakke. Det er vildt anstrengende, at angribe bakker på den måde. Da benene også skal trække armene med op ad bakken, ved den løbestil. I stedet, så brug armene til at trække dig op ad bakke. Løb på forfoden. Tag små skridt. Og tænk på at holde overkroppen oprejst, så du kan få luft ned til lungerne.

5. Cruise ned ad bakke 
Jeg lagde også mærke til, at mange løbere løber med små langsomme skridt ned ad bakke. Det så ud til at benene bremsede, og det så anstrengende ud. Jeg overhalede en del løbere ned ad bakke ved – ganske enkelt – at lade benene køre i frigear og rulle afsted. Jeg tager lange skridt og lader benene gøre resten.

6. Undgå (for meget) syre i benene
21 km er langt. Og når ruten går op og nede hele tiden af snørklende små stier, så er der potentiale til at opleve syre i benene. Min ‘syre-taktik’ var, at undgå at syre i lårene for hurtigt og for meget. Det kan ikke undgås at få tunge ben, men du kan sagtens arbejde med din syregrænse. Da jeg kunne mærke, at det blev for tungt i benene, så begyndte jeg at løbe langsommere eller gå. Jeg tror, at turen havde været meget hårdere, hvis jeg havde løbet rundt med (alt for meget) syre i lårene.

7. Smil!
Selvom det er hårdt at løbe i bakker og 21 km er langt. Så kan man komme langt med et smil. Og en positiv (mental) indstilling. Husk, at det er ligeså hårdt at løbe i bakkerne for ens konkurrenter, så giv ikke op. Selvom det kan virke anstrengende, så giver et smil overskud til resten af ruten.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail.

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Jeg havde overskud til at nyde løbeturen. Det dejlige vejr. Og den fede stemning ude på ruten. For mig har det været et succesfuldt trailløb. Med ømme stænger her dagene efter.

Håber at du kunne bruge mine erfaringer og fif 🙂

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust TrailEr du nysgerrig på at vide mere om Copenhagen Exhaust Trail?

Trailløbet blev afholdt for 2. gang af Søllerød Orienteringsløb. Så vidt jeg ved er det stadig på “vi prøver os frem”-stadiet. Og derfor ved jeg ikke, om klubben planlægger at arrangere det igen til næste år. Men hvis de gør – står jeg klar til start (igen).
Læs mere om løbet her.

 

Alle billederne er taget af dygtige Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action. 

Med bananer i lommen…Firkløver 50/50 “The Real Deal”

Det at løbe er ikke det helt store problem for mange af os.

Det at løbe 50 miles er derimod kun for de få.

Men, det at løbe 50 miles den ene dag, for så at løbe 50 kilometer dagen efter, er jo forrykt.

Prøves det skulle det.

Hvorfor; “Fordi jeg skulle have en kasket…”

?; “Jep, en skide kasket.”

I´m The Geek Runner, og dette er min historie om Firkløver 50/50, og det at løbe for at få sat den eftertragtede trucker cap “The Real Deal” på hovedet.

 

 

Prep…

Prepare

Lørdag morgen, bilen er pakket med alt hvad der er nødvendigt af løbegear til at kunne klare de to kommende hårde dage til Firkløver 50/50, der afholdes i de fantastiske omgivelser i skovene omkring Helsingør.

Der er dog læs på i år, da bilen også er pakket med 336 flasker af de gyldne dråber fra Ugly Duck Brewing Co. – pænt sponsoreret af Urbantrailrunner aka Kagemanden aka Bluncken aka Martin B.

For et trailløb skal altid afsluttes med en lækker øl.

Så er det sagt – basta.!

 

 

Vi er fremme…

 

Ligesom sidste år, havde jeg valgt at være posh, og i den anledning havde jeg booket overnatning på spa hotel med alt hvad dertil hører.

Jeg kan desværre ikke sove i sovepose/telt, og da restitution mellem de to dages løb er utrolig vigtig, var dette det bedste jeg kunne gøre for mig selv.

Så efter indtjekning på hotellet, tog vi den korte tur op til start området.

Jeg finder altid en behagelig ro og stilhed i kroppen og slapper mentalt af, når jeg står der ved startområdet, dagen forinden.

IMG_3685-2 IMG_3686-2 IMG_3690-2

Det giver lige en sidste koncentreret fokus på, hvad det er jeg rent faktisk skal begive mig ud på.

 

Alt imens vi står der på toppen af bakken, der igen i år er start, men samtidig er lavet om til at være slut, med en stigning som vil føles som var det 90 grader, støder vi ind i et par andre løbere der også lige er kommet forbi, får en sludder for en sladder, og efter en times tid, er det farvel til de andre, og hjem på hotellet.

 

Resten af dagen står på afslapning, får fundet gearet frem, blandet energi fra
32Gi, lagt det hele ud, så jeg kan få morgendagen til at gå, som var den sat på autopilot.

Stille og roligt kommer værelset mere og mere til at minde om en løbebutik, da alt udstyret er blevet lagt op i stakke hvor der nu er plads.

Hold nu kæft der er meget.

Men man går ALDRIG ned på gear.IMG_3698

Og så er jeg jo The Geek Runner.

 

 

 

 

 

Nogen siger at maden dagen inden er vigtig.

Jo jo, men denne dag skulle jeg have en 2 retters gourmetmenu i restauranten.

Da jeg sidder der, behageligt placeret i stolen i restauranten, sippende af mit vinglas, indeholdende elektrolytter, ja ja, der var ikke sparet, det var endda med citrus smag.

Sender jeg et smil til de telt-overnattende-spejdere og deres frysetørret mad, og en varm tanke da jeg tager første bid af min utroligt lækre fersk røget laks med tilhørende avokadocreme, syltede løg og sprød karse.

IMG_3694-2

Det er sgu den ægte posh-trailløber style det her.

 

 

What the FÅRK…

 

Men midt under dette kongelige festmåltid slår det mig pludselig.

“Hold nu kæft main, hva fårk for en sko skal jeg løbe i på dag 2.?”

For fanden Rasmus, du har jo endnu ikke bestemt dig.

Dag 1 er sikker, her løber jeg i Topo Athletic MT2 trailsko med 3mm drop.

Men hvad dælen gør jeg med dag 2.?

Nå, på med løbetøjet, og afsted det går, og det er endda inden at maden overhovedet har ramt bunden af maven, finder hurtigt nogle stier bag hotellet og med Mizuno Hayate 2 på fødderne og Hoka One One ATR i hænderne, begiver jeg mig afsted over grus, sten og græs.

2k den ene vej og 2K retur i Hokaen.

“For helvede det er svært det her.”

Det giver to helt forskellige løb.

Jeg kan på ingen mulig måde finde ud af hvilken det skal være.

Så af ren og skær mangel på svar, vælger jeg Hokaen grundet en bredere forfod, med mere støddæmpning, og at den giver en rullende fornemmelse henover foden.

Inderst inde håber jeg dog, at mine Topo´er bliver tørre til dag 2.

Men jeg kan jo ikke være sikker på det.

Et dejlig varmt bad – skal lige siges, at det var ikke under 20 min – hvor jeg endnu engang sender tanker til de kolde og fugtige teltspejdere, er det ind under de lune dyner, tænder tossekassen og slapper af.

IMG_3700

 

 

Verdens mest irriterende lyd…

 

“Ah hold nu op.”

Klokken er knap 05:00, det er raceday.

Men alt alt alt for tidligt.

Jeg er ikke på nogen som helst måde et morgenmenneske, i hvert fald ikke så tidligt på døgnet.

Op kommer jeg, vågner stille og roligt under bruseren, havregryn med rosiner kommes i en medbragt skål, bades i mælk og kaffen sættes over.

Dette er mit faste morgenritual inden et løb så tidligt, og det har det altid været.

Jeg er på ingen måder nervøs, jeg glæder mig bare til at mødes med alle de seje løbere, som jeg tidligere har løbet med under FUT50/50.

I år havde jeg hooket mig op med Ulle, og sammen havde vi lagt en plan for hele løbet, eller hen til de 69K.

Ved startområdet blev der delt varme trail-krammere ud – ja det er sgu nok bare en almindelig krammer – men lyder det ikke lidt sejere at kalde dem trail-krammere.?

Nummeret hentes, påmonteres de obligatoriske sorte trailshorts, og så er der racebriefing.

 

 

Kirkeklokkerne ringer, klokken er syv, pistolen affyres og så er det bare afsted…

 

Snakken, grin og højt råbende jokes følger os som var det kendismelodien til “Titanic”. Dog er dette ikke et synkende skib – endnu, men et sprudlende glad felt af gale løbere der lige har taget hul på de 85K.

Stadig bliver skovens dybe stille ro, sprængt af festglade tosser, der endnu har energi og luft til at fortælle løgn historier og jokes.

Men da vi rammer det første K skilt, er der da også blevet lidt mere stille.

79K er der tilbage.

“Jamen, tak for den information”.

 

Jeg indser hurtigt, at der er bare nogen i dette felt der bare er liiiige lidt for hurtige, og at det nok var sidste gang i løbet jeg så dem.

Men min egen plan var ikke at komme igennem de 50 miles hovedløst hurtigt. Men at løbe med overskud.

Hvem fanden prøver jeg at overbevise, selvfølgelig skulle den løbes lidt hurtigt, og gerne hurtigere end sidste år.

Her var tiden 9:51:24 – en flot tid for et løb som dette. – Hvilket også gav mig en placering over midten i feltet.

Så en tid bedre end dette ville være så godt.

Jeg havde sat mig for, sammen med Ulle, at vi skulle ramme mål efter 9:15:00.

Så dog lidt urealistisk ud, men mon ikke vi godt kunne.

 

 

Er fuldstændig færdig af grin…

 

Efter en 12K eller deromkring, kan vi pludselig hører en masse larm komme bagfra.

“Hvad fanden sker der.?”

Et kort glimt over skuldren fortæller os, at det er Kagemanden og Traileren.

“Hvad”

De var sgu da foran os.

Da dieseltoget bliver indhentet af lyntoget, fortæller de os, at de var løbet forkert, og derfor fået en del ekstra meter/K på kontoen.

Vi er fuldstændig færdige af grin.

Der, i skovene i Nordsjælland, stormer de to tosser rundt og farer vild.

Hold da kæft det er grinern.

Sammen følges vi lidt ad, men da den første fotograf dukker op bag en bakke, tager fanden ved dem, og Traileren skriger “den her tager jeg først”.

Han er simpelthen for sjov.

Stille trækker de fra os igen.

Det var vist noget med at de skulle ind på 8:30:00 eller der omkring.

Bare de lige husker at der også er en dag i morgen.

 

 

Den negative indflydelse…

 

Det værste der kan ske under et løb som dette, er at komme til at tænke negativt eller blive påvirket negativt.

Dette sker for os kort efter at de to “tosser i skoven” har forladt os.

Vi indhenter simpelthen en løber, der også var løbet forkert.

Men forskellen her er, at han er den mest negative person jeg nogensinde har mødt.

Da vi løber i samme pace, er det ret svært at slippe af med vedkommende.

Vi sætter pacen op, det hjælper ikke.

Så sættes den ned, heller ingen virkning.

Dog, lige inden vi rammer det første depot, er der blevet lidt luft mellem os.

“Hold kæft det var tiltrængt”, det er det eneste jeg tænker.

Sjovt nok, så var det bemandede depot også enige med os i, at det var dog noget af en negativ indstilling at have så tidligt i et løb.

Vi ser ikke mere til denne person.

Hvilket vi på ingen måder er trætte af, tvært imod.

At have en til at ligge i feltet der kun rakker ned på afmærkninger, ruten etc, er så nedslidende mentalt.

Og her skal lige siges.

De tre race directors, Carsten, Klaus og Per Egon, havde i år, ift sidste år, afmærket ruten så godt, at man næsten kunne stå ved et flag/minestrimmel og så se hen til det næste.

Så al den kritik vi hørte, var på ingen måde berettiget.

Så et shout out til vedkommende; “Så hold dog mund.!”

Men med bananer stoppet i lommen – hvilket egentligt er ret klamt, da de trykkes, varmes og bliver brune på engang, ned i mine shorts, så begiver vi os afsted igen.

Vi er i super humør igen…

 

IMG_3761

 

 

Chips, gels, gifler, 32Gi…

 

Ned ryger det.

IMG_3734

Vi har lige ramt hoveddepotet for første gang.

Det gør man i dette løb efter de første 39K.

Her er en super fed stemning.

Her står nemlig alle løberne klar der skal til at afsted, ud på de 50K.

Så der bliver klappet, råbt og heppet på os.

Og med en ny bådlast af skårne bananer i lommen, drager vi i bedste løbestil afsted igen.

Foran os ligger møderne med “dræber” køerne, stranden, trappen og “tunnel of love”.

 

 

Half way done…

 

Vi er godt og vel halvvejs.

Og vores snak – som på ingen måde har været tavs, drejer sig nu ind på “dræberkøerne” som vi sidste år mistede over 12 min ved.

De valgte simpelthen, at ingen trailløbere skulle passere dem, og dem der forsøgte blev dræbt.

“Jo jo, det er da bare en ko.”

Men næh nej. Disse nordsjællandske kødædende køer, havde allerede nedlagt tre fire trailløbere der lå hist og her på stien, halvspist.

Ikke noget kønt syn.

Så vi var noget nervøse, da vi drejer ind gennem afspærringen.

“Hva fårk. hvor fanden er de henne.?”

Denne dag var de væk, vi stryger lige igennem deres territorie, glade og lykkelige for endnu engang at overleve besøget med dem, og samtidig helt oppe at ringe over, at vi nu er min 12 min hurtigere end sidste år, tager vi sidste sving.

“Damn it.!”

Der ligger de sgu…

Pludselig bliver vi som ninjaer der løber på rispapir.

Ikke en lyd afgiver vi.

Tror faktisk vi holder vejret i adskillige minutter.

Og da vi endelig er forbi dem, er vi sgu frække nok til at give et lille “Dumme køer” og et håndtegn sendes i deres retning.

1-0 til trailløberne.

IMG_3771

 

 

Reload…

 

Depotet er nået, vi er godt tæt på stranden og de 50K.

Her møder vi igen et hold depothjælpere med servicen så høj, at Michelin guiden ville have givet en stjerne til dette depot.

Vi får også at vide, at Mr Negativ, tidligere har valgt at stå af.

Et lille smil kommer på vores løber.

Skrald ud, bananer ned.

 

Jeg ville lyve hvis jeg påstod, at vi ikke var ved at blive trætte, og med 4K strand der skal tilbagelægges i blødt sand, rullende sten og hoppende fra sten til sten, så var vi ret spændte.

Ulle havde dog ikke så meget lyst til stranden som jeg.

Så vi snakker lidt frem og tilbage, og det hele ender med at vi hurtigt giver hinanden et man-hug, og her skilles vores veje.

En af grundene er, at jeg ikke kan løbe langsomt på stranden, da dette vil tømme mig for energi.

Så jeg sætter pacen op, og afsted det går.

På dette hårde stykker, får jeg da også hentet 2 andre 50 miles løbere og får dem lagt bag mig.

Er sgu altid et boost, når man passere andre løbere.

Men hov.

Der kommer sgu en gruppe på tre.

“Løber jeg så langsomt.?”

Hell no…

Kigger mig febrilsk over skuldrene.

Hvilken farve har deres nummer, hvilken farve har deres nummer…

Ah pyhhh…

Det er gråt/sølv.

Det er bare de førende 50K´ere der først nu henter mig.

Den ene af dem må på en eller anden måde også have set mit ansigtsudtryk, for hans kommentar da de passere mig er: “bare rolig, vi er bare 50K´erne.”

Kunne ikke andet end grine af denne kommentar.

Stranden sluttede med den flotteste udsigt op til Kronborg slot. Vi drejer af skarpt til højre, væk fra sand og stenhelvede og der, der rejser sig den første rigtige lede bakke sig.

Ved foden af bakken passer det med at jeg skal spise, drikke og have lidt energi.

– I løb som disse er det vigtigt – i hvert fald for mig – at få noget ned konstant og med samme tidsinterval mellem hver gang.

Så jeg har to drikkedunke i vesten, indeholdende 650 ml 32Gi Endure blanding.

1 flaske skal være drukket over 2 timer, hverken hurtigere eller langsommere.

Derudover, skal jeg have noget at spise hele tiden, og det er her bananerne i lommen kommer ind i billedet.

1/4 banan spises der, og det hele blandes med enten en 32Gi chew (en vingummi, der kan sammenlignes med juleflæsk) eller en 32Gi gel.

På denne måde får jeg hele tiden fyldt op.

Suppleret med en salt stick hver anden time.

Opad går det i hurtig gang.

En god ting er, hvis man ikke kan løbe op af bakkerne uden at brænde alt energi af, så gå i hurtigt tempo istedet.

I sidste ende gir det sgu det samme.

Og for mig virker det altid.

Bakken er forceret, og her lige der.

Der er trappen. “Stairway to heaven.”

Det må være den sygeste og ringste joke, at lægge en sådan trappe ind i et løb som dette.

Her har man lige rendt røven i laser på 4K strand, bestiet en bakke som på daværende tidspunkt måler sig med Mount Everest.

Og så skal man fandme ned OG op af en trappe.

“Hvorfor” spørger de fleste.

Jamen vi skal da lige ned og ringe på en klokke.

“Er du DÅM eller hva.?”

Nej, jeg er bare en af de heldige der deltager i Firkløver 50/50, og dette er en del af gamet.

Dog er trappen lidt hård op til toppen igen.

Nu er det værste sgu overstået.

25K tilbage igen, og pludselig begynder løbet ned af bakkerne også at blive “hårdt”.

Men men men, vi skal sgu fremad.

 

 

Last stop…

 

Målet er nået for sidste gang under de 85K.

Dette er den sidste af de to gange vi kommer forbi start/målområdet.

Endnu engang stoppes der bananer i lommerne.

Jeg tænker for mig selv, “nu er der kun 16K tilbage.

Men lige som jeg svinger ud på stien efter mit nedløb fra mål, er der en eller anden der lige skal sige højt “der er ikke 16K tilbage, nej det er 17K.”

Ej, ih tak. Den der ekstra kilometer er jeg da sgu glad for at blive mindet om.

 

 

Det våde lange rør…

 

Det er nu at hver lille stub, hver væltet træ, føles som en kamp at skulle over.

Et væltet træ, der ligger i en højde af 40 cm, bliver pludselig en stor forhindring, der trækker tåre.

“For dælen, hvordan kan så lille en ting være så hård”.

Da træerne så bliver større endnu, ja så ender det endda med, at jeg simpelthen sætter mig på dem, for at forcere dem.

Det er jo rent til grin.

Men det er sgu nemmere at komme over dem end under…

Men for hver forceret stub, kommer jeg et skridt nærmere “The tunnel of love”.

Et 15-20 meter langt vandrør/tunnel, som man så lige skal igennem.

Jo jo, det er da ikke så svært, næh nej.

Men tænk nu lige engang.

Vi har lige løbet godt og vel 75K, og nu skal vi fandeme ned i hug og gå, med vand til vristen.

Ved sgu ikke hvad der er værst, vandet der nu kommer i skoene, eller at skulle gå i hug.?

Men det at få koldt vand i skoene for en stund, bliver noget jeg ser frem til.IMG_3726

det giver ligesom det sidste ekstra spark, til at kunne klare resten af turen hjem.

Ned i knæ, ned i vandet, og hen mod lyset for enden.

Og som vanen tro, så står fotografen på klar med alt sit gear.

I år skal der fandeme lavet et ordentligt billede.

Så jeg stopper pænt op inde i røret og laver den bedste pose jeg har lært.

Kameraet blitzer, og jeg skal videre.

Kommer ud i lyset, og finder hurtigt ruten igen.

Og selvfølgelig er det en bakke man skal op ad, lige efter at man har gået for over bøjet og i hug.

Det kan man godt mærke i lårbasserne.

 

5K tilbage, ud og ind af de små skov stier, til store forundring for de gående skovbesøgende folk.

Pludselig popper der en svende og træt løber ud af en busk, for dernæst at kaste sig vild og tovlig ind i en ny, mindre end 100 meter nede af stien hvorpå de går.

Ja trailløbere er sgu specielle…

 

Opløbet…

 

4K, damn det her stykke er hårdt.

Nu er det afsted i siden af en mark, det smalle singletrack hælder til venstre, så løbestilen er rent ud sagt en gakket gangart.

 

3K, nu henover en ny mark.

 

2K, asfalt, ej hvor er det noget lort nu, og så går det sgu opad.

 

1K, du gir den gas nu, men alligevel vinker jeg pænt en løber forbi.

Han har mere i sig end jeg selv har. Jeg ser ikke nogen ide i at hænge på ham.

Jeg har et par gange tidligere ude på ruten hørt, at jeg skulle ligge i top 20, og det passer mig fint.

Der er ikke nogen i syne bag mig.

Nu skal jeg bare hjem i mål.

Drejer to gange til højre, opløbet, her står folk og klapper og råber.
Det giver helt klart lidt mere energi.

I vanlig overskudsstil, laver jeg et hop til stor jubel for tilskuerne.

Det er sgu sådan man slutter 85K trailløb, og selvfølgelig lige Mount Everest op til mål.

 

 

Done, did it…

 

Første arbejdsdag er vel overstået, og endda med overskud.

Får små snakket med de andre løbere der er kommet i mål før mig, men der er ikke mange, det viser sig, at jeg er kommet ind på en flot 10. plads.

Og tiden.?

Ja den er sgu forrygende.

9:07:57 – det er jo perfekt ift hvad jeg havde regnet med fra start.

Hvad bedre er.

Så er det en forbedring på hele 44 min fra sidste år.

Fantastisk.

 

 

Afslapning…

 

Nu står den på restitution på hotellet, ren og skær afslapning.

IMG_3707Men skal lige et smut forbi baren.

Havde jo en aftale med en tom og cola.

Hvilken bedre måde kan man afslutte et race på.

Stopper dog lige på vejen op til hotellet i 7-eleven og køber ind af cola og chips, bare for at fylde på.

Og så er det jo at man ikke bare skal gå i stå, man skal jo helst holde sig i gang så mælkesyren ikke hober sig op i musklerne.

Så jeg får den gale ide, at tage trapperne op til tredje sal.

Hvilket, med lettere stive ben, viser sig at være hårdt.

Men op kommer jeg da.

 

Da skoene er taget af, kommer det ikke som et chok, at min venstre storetå er lettere ramt.

Stødte på tre gange, direkte med neglen, så at den er lettere blå, er ikke en overraskelse for mig.

Ingen sko, medmindre der selvfølgelig er metalsnude på dem, vil have kunnet forhindre dette.

Og så tabte jeg også et par negle sidste år.

Men ellers er de fuldt ud funktionsdygtige.

 

 

Im in love…

 

IMG_3712Mine Topo MT2 har sgu gjort det godt idag.

De fortjener sgu et kys.

Jeg må sige, at de er et af de bedste par sko, hvis ikke de bedste sko jeg har løbet trail med.

Nu håber jeg bare de kan nå at tørre til i morgen.

For tanken om at løbe i andre på dag 2, er ulidelig.

 

 

Efter et velfortjent bad, er jeg trukket i mest behagelige tøj jeg har med.

Grå joggingbukser, rød merinouldtrøje med endnu værre – rent farve mæssigt – løbetrøje over.

Lettere stivbenet hopper jeg ned i restauranten.

Og hold da op en masse skæve blikke.

Jeg vil jo ikke ligefrem sige jeg falder i med tapetet.

Tror nærmere jeg er som solen der pludselig er stået op en mærk aften.

Jeg vil næsten vove og påstå, at min valgte beklædning har en negativ effekt på tjenerne.

For hold da kæft en ringe service jeg får denne aften.

Nu skal det hele jo ikke handle om mad.

Denne aften var der en  4 retter gourmetmenu til mig.

Men efter at have siddet i 37 min og ventet på, at min tomme tallerken fra forretten skulle blive taget ud, – ja det er en arbejdsskade at lægge mærke til dette – så er jeg nu bare endnu mere sulten og irriteret.

Vil sgu have slugt maden nu og så op på kammeret.

Hvilket jeg nok også får sagt til tjeneren, der farer rundt som om vedkommende ikke vidste hvad der var op og ned eller højre og venstre.

Maden er færdig, jeg er træt, tossekassen kører igen.

Nu skal der slappes af.

For i morgen venter endnu en dag, og det er med de sølle 50K.

 

 

Take two…

 

Sjovt, for denne dag føltes lige akkurat så tidligt som dagen forinden.

Dog med lidt stivere ben.

Havde sovet som et barn, den rituelle morgenmad blev overstået.
Alt tjekket igennem, og så var det afsted.

 

Hen over aftenen søndag og “natten” til mandag (race day 2) var der kommet flere opdateringer ind på facebooks side “the real deal” hvor folk simpelthen havde meldt fra.

Dette var gjort af den ene eller den anden grund.

Så af de 16 tilmeldte, så var der vel ikke andet end en 8-10 stykker tilbage, som jeg senere skulle se og møde ved start.

På med varmen i bilen, dog var det lunere i vejret end dagen før.

Alligevel havde jeg planlagt at lægge ud i vest, for så at smide den senere.

hvilket skulle vise sig at være en rigtig god ide.

 

Bilen parkeres helt oppe ved start – skulle jo nødigt gå mere end højst nødvendigt.

Til min store overraskelse, var der næsten igen, eller rettere, der var to, så med mig selv, tre.

 

 

Ready, set, and something called running…

 

Det var sgu noget af et mandfald.

Men så igen…

Så er jeg jo i top tre.

Det var i dette øjeblik jeg valgte at lave min strategi helt om, igen…

 

Der var sgu ikke rigtigt nogen racebriefing, vi var jo også tre der allerede havde løbet de få 50K dagen forinden.

Så der stod vi:  Den lille indianer, den super cool Isak og undertegnede.

Til start på The Real Deal med T

Som tre små spændte børn på deres første skoledag, ventede vi på at blive sendt afsted.

ja, selvfølgelig ned af bakken fra dagen før, med ømme og trætte ben.

Er glad for at ingen filmede os nedad.

For hold da kæft nogle mærkelige gangarter vi havde.

Det blev til 3 hyggelige K på prologen i selskab af Per Egon, før vi ligesom blev sluppet løs på de resterende 50K – ja ja, det er ikke en regnefejl. Ruten var 53K, altså ikke de 50K som reklameret for.

 

 

It´s on…

 

Efter de 4K begyndte Anders så småt at trække fra mig, men ærligt talt, så havde jeg ikke travlt.

Ville egentligt bare nyde turen rundt i mit eget tempo.

Målet var som sagt bare at komme ind under de 6t timer.

 

Vil ikke lige sige “af sti afsted”, men det gik rimelig godt med mit pace, og fik hurtigt fundet en god rytme.

Bakkerne – de større af dem – blev taget i hurtigt gang, og må erkende, at ligeså blev det nedad.

Mine lår var simpelthen ikke “gearet” til nedløb.

 

På en eller anden måde, så var skoven bare så meget flottere denne dag.

Om jeg var blevet skør, det kan jo så diskuteres i det uendelige, men der var bare noget over den i dag.

Kan vel være at jeg løb alene og derfor lod mere mærke til de forskellige ting, eller også var det grundet, at jeg var så meget mere mentalt ovenpå på anden dagen, end jeg var dag 1.?

 

Det værste stykke på dagen, var stranden.

4k som dagen før, der skulle klares med “flade” ben, og blødt sand, gjorde det ikke nemmere.

Med højvande og kraftigere vind en dagen før, havde gjort stykkerne med sten, hvorpå vi skulle hoppe rundt, til et livsfarligt stykke.

Der skulle virkelig være koncentration hele tiden, for at sætte en fod på en glat sten og så flade eller få et ben i klemme, var sgu nok ikke lige sagen, specielt ikke denne dag, hvor vi kun var tre løbere og endnu færre mennesker som tog en gåtur på stranden, som kunne se os.

Men over kom jeg da, tør ikke tænke på hvor langsom det gik eller hvor meget jeg lignede en der havde skidt i bukserne, men frem kom jeg da.

De sidste halvtreds meter på stranden blev da også brugt til at filme en lille hilsen og til at få noget i maven.

Banan, banan og atter banan – og den blev altså ikke mere lækker af at lægge i løbevesten 25K end dem jeg havde i lommen tidligre – suppleret med et godt koffeinchok fra 32Gi.

 

Væske i løgneren, og op ad bakken mod den kære trappe, med den elskede klokke, og videre ind i skovens dybe ro gik det.

 

 

Holder hvad jeg lover…

 

Rundede hoveddepotet efter knap 4 timer, tanker op med lidt banan, saltsticks og en gang cola i den ene dunk.

Små smuldre lidt med Carsten og da jeg drager afsted og ud på de sidste 17K, siger jeg tl ham “vi ses om mindre end 2 timer”.

Da tiden viser 4:00:29 sætter jeg i løb ned af bakken og ud på de sidste K af FUT 50/50.

 

Nu var det så, at hver lille stub, hver lille gren der skulle forceres, begyndte at blive kæmpe mæssige forhindringer der kunne tage dage at komme forbi/over.

Benene var mere trætte nu end tidligere, men resten af kroppen var flyvende.

Så jeg måtte tænke en del mere over mine skridt, hvor de blev sat, hvad de skulle igennem etc.

Og mærkeligt nok, så begyndte jeg at se frem til tunnelen med vandet.

Det var bare så fantastisk en ting der lå der ude foran mig.

At kunne få fødderne i kold vand, det ville da give et kick af friskhed.

Men lige nu var der lige lidt mere skov der skulle nedlægges.

 

 

Møderne med homo sapiens…

 

Da vi nu var nået et tidspunkt på dagen hvor andre folk havde valgt at gå tur i de flotte skove, stødte jeg ind i flere og flere mennesker.

Som som tidligere nævnt, så gjorde store øjne når jeg sprang ud af diverse skovåbninger for så straks at forsvinde igen ind i en anden.

En står tydeligt for mig endnu.

Her kommer jeg løbende, badet i sved, med saltophobninger som læsø sydesalt ville være stolte af at kunne vise frem.

Kæmper mig op af en bakke ved en legeplads, og der står denne lille søde dreng med hans fine cykel og siger hej til mig.

Jeg smiler venligt og svare “hej med dig”.

Så spørger han…

Og husk på at jeg løber langsomt, så vi kunne have læst en hel roman så lang tid tager det at passere ham grundet lavt tempo.

“Hvad laver du.?”

Mig; “jo ser du, jeg er ude og løbe 53K.”

Den lille søde dreng; “åhh det er da ingenting.”

Jeg tænker bare, “hvad helvede mener du med det din lille skid.”

Jeg; Joo, det er da meget langt, jeg løb over 80K igår.”

Ham; “Åh hvad, ikke længere…”

Havde kun en ting i hovedet.

Da jeg ikke kan komme hurtigere forbi ham, så skal han edermame få fart i den cykel, for ellers pifter jeg den.

For fanden da, til hans forsvar håber jeg, at hans forældre endnu ikke har lært ham om distancer.

Det er dog lidt sjovt at tænke tilbage på.

Her vil jeg da gerne være flink og informativ.

Og så får man sådan nogle kommentarer fra sådan en lille fræk møgunge.

– Var egentligt ret sjovt…

 

 

Det længe ventede fodbad…

 

Tunnel of love er nået, tid til et fodbad.

Og yes main,.

“Der er mere vand i end igår.”

Det er sgu da helt normalt at man snakker med sig selv, når man nu er helt alene ude i skoven og skal til at gå igennem et vandrør.

Ned i hug, av for fanden, det er ikke rart.

Så ellers sigte efter lyset i den anden ende.

Da der er mere mentalt over nu, så bliver det foreviget på film.

 

Cirka 12K tilbage nu.

Skide værre med at fødderne er lidt våde. Det virkede opfriskende et kort øjeblik.

Og endnu engang må jeg konstatere, at Topoen bare er en suveræn sko.

Ingen svuppen eller andre sjove lyde fra skoen, ej heller den der irriterende fornemmelse at løbe i sjask våde sko er der.

Simpelthen fantastisk.

 

 

Timber…

 

Nu bliver hver et væltet træ en større og større forhindring.

Hver gang jeg kan se mit snit til at sidde på stammen og svinge benene over, bliver taget imod med smil på læben.

Er egentligt ikke træt.

Det er mere som om at benene ikke helt lystre hvad hjernen siger.

 

8K tilbage, bang, så ligger jeg der igen.

Smerter fra storetåen buldre løs i skoen.

Man skal jo huske at løfte foden over rødderne, men gudskelov så var skovbunden blød. Så ingen skade der.

Op igen, videre det går.

 

Endnu et træ, lige der, på “min” sti.

For helvede.

Over med et ben og så det andet.

Men hvad fanden er det.

Der, lige der i et tyndt træ, der hænger der – vel at mærke i hovedhøjde – en hundepose med lort i.

Hvem i hele helvede har luftet deres hund, inde i denne tætte bevoksning, set den skide, for så derefter at tænke.

“Jeg samler den sgu da lige op, det er jo at gøre en god gerning.”

Men så hænger vedkommende den op i et træ, som var det en anden engel der hang på juletræet.

Kan jo ikke andet end at grine, for hvad nu hvis den havde ligget der hvor jeg faldt for lidt siden.

Så havde jeg nok ikke været så fandens glad.

 

5K tilbage.

Tæller ikke rigtigt K, men derimod tiden det vil tage at komme i mål

Synes minutter lyder meget bedre end k.

K efter K tikker forbi.

Nu er jeg træt, og hver gang der kommer en stigning, bliver der gået i jævnt tempo i stedet for at løbe.

 

3K, for fanden, kommer det ikke snart det mål.

Nu begynder jeg at se resten af ruten foran mig.

Hvert et sving bliver analyseret som var jeg Hamilton der skulle kører F1 løb i Monaco.

Alt bliver gransket igennem.

 

2K, “Hold nu op den her asfaltvej er da meget længere end den var i går.”

Dog bliver den mast under mine fødder.

 

1K, 1000 skide meter tilbage, grusvej, det går ligeud.

Så et venstre sving, to gange til højre og de sidste 400 meter til mål.

Kan se det for mig.

Smiler og griner for mig selv da jeg drejer første gang.

BANG

AV FOR HELVEDE…

Lige så lang som jeg er, ligger jeg der og roder rundt i jorden.

Endnu engang ramte venstre fod en sten.

Men hvad sker der der.?

Har ikke tid til at ømme mig, det eneste jeg gør er, at kigge på uret, “kan jeg nå i mål inden de to timer som jeg tidligere havde sagt.?”

Op, afsted, højre og højre igen.

Hvad fanden sker der.

Der står sgu en masse mennesker.

De venter på mig.

Så kommer jublen fra dem.

Ny energi, tempoet sættes op, smilet kommer fra.

Bakken forceret.

Der ligger jeg på knæ.

Træt, overvældet af alle de fremmødte der giver skulderklap eller trailkrammere.

Fantastisk.

Jeg gjorde det.

Gjorde det, som kun to kunne klare.

 

Og her er min cap.

 

Skærmbillede 2016-05-25 kl. 19.44.36

Min velfortjente cap.

138K på to dage – ja det lyder ikke af så fandens meget.

Men det var hårdt.

 

 

En kæmpe tak…

 

FUT50/50 2016 har vist sig at være en ny opgraderet udgave af løbet året før.

Og det er gjort med bravur.

Et seriøst fedt løb.

Alt spiller maks, og det er hele tiden, og det er alle der får den samme gode stemning.

Det er for übercool et løb.

 

Nu sidder jeg så her og spekulere.

Næste år, 2017.

Skal, skal ikke.?

Det er jo næsten for godt til at sige nej til.

Men med det de har bevist i år ift sidste år, så vil det blive en fest af et løb næste år.

 

Om jeg vil gå glip af det.?

HELL NO.

The Geek er tilbage igen næste år.

Og det bliver med kasketten på skrå.

 

Firkløver, tak for nu og på gensyn.

 

En lille hilsen her til sidst, der går ud til Ulle, Ninjaen, Traileren og Skals med andre fra den klan.

Bid mærke i, at der står 1-0 til fynboerne.!

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

http://www.fut5050.dk/

http://topoathletic.com/

http://www.thonimara.de/

http://32gi.com/

The Geek Runner

 

 

 

 

Vejen mod Marathon Des Sables 2017

“Jeg deltager i verdens hårdeste løb, for at få andet end et eventyr. Jeg deltager for at finde ud af, om jeg er så stærk, som jeg tror jeg er…også når jeg ikke behøver at være det!”

Valget var ikke særligt svært, for det jeg ved, jeg vil opnå, betyder langt mere end det år der bliver taget ud af kalenderen, for at blive klar. Klar til verdens hårdeste løb, eller det siger de i hvertfald, Marathon Des Sables 2017. 250 km gennem den hede ørken i Marokko.

“mor jeg har altså besluttet ikke at støtte dig! det kan jeg simpelthen ikke, da du kan risikere at komme til skade” datteren på 9 år.

“fedt! bare du er klar over at jeg skal med og ligge ved poolen i mens du løber” datteren på 18 år

“jeg skal fandme ikke træne med dig!” sønnen på 15 år

” jeg løber med dig skat” manden!!

Jeg er klar! ikke fysisk klar og heller ikke mentalt klar, men klar på at gøre den indsats der skal til. Jeg er klar til at måtte undvære min cola, mine hygge stunder med benene op og samværet med skønne mennesker, når jeg har lyst. Jeg lever en hverdag hvor spontanitet vægtes højt. Er jeg klar til at måtte undvære den, i det omfang jeg plejer at have den? det ved jeg ikke! men jeg vil forsøge.

På nuværende tidspunkt er tankerne mange. Der er kost der skal sættes i system, familien der skal forberedes på mine mange timer i løbesko, træningsprogrammer, styrkeprogrammer der ikke finder sted i et fitnesscenter og ikke mindst troen på at jeg kan. Jeg tror man kalder det struktur! absolut noget jeg skal lære. Jeg er nemlig den type, der tror jeg kan det hele i sidste øjeblik og at det nok skal gå.

Normalt løber jeg for at få følelsen af frihed gennem sporet i skoven, der befinder sig i min baghave. Jeg løber for at opnå ro og for at blive glad i låget. Jeg løber for det det gør ved mig. Jeg løber når jeg har lyst og lader vær når jeg ikke har. Den går ikke længer. Jeg skal lære at løbe fordi jeg skal og ikke kun når jeg har lyst. Denne omvæltning vil uden tvivl give mig et andet syn, på det at løbe trail og et andet syn på mig selv ikke mindst.

Jeg vil over det næste år skrive indlæg om vejen mod og min træning op til MDS 2017 og jeg glæder mig til at dele det med dig. – og får du lyst, skal du være velkommen til at løbe med en tur i skoven!

 

 

Flere af mine bedste løbetips (del 2)

Om at komme afsted – selvom jeg virkelig ikke gider!

Imorgen løber mange af jer sikkert Copenhagen Marathon. Her kommer lidt løbetips til os, der nogle gange kæmper lidt med bare at komme ud af døren 🙂

Her kommer en ny række af mine bedste tips til at komme afsted, selvom jeg ikke gider. Første del finder du her.
DSC_4417

5) Med musik/radio

Det lyder som noget fra 80’erne, men et miks at den bedste musik (med lidt beat i…), kan altså gøre løbeturen lidt hyggeligere. Mads & Monopolet er sommetider også lige det, der skal til – eller en fantastisk podcast fra P6. Tankerne flyver, og jeg lytter istedet til det, der bliver sagt. Bonustip: jeg tager rent faktisk fiduserne ud af ørene, når jeg skal over vejen, så fokus er på trafikken. Og (dette kommer som en overraskelse for alle, der kender mig) så elsker jeg altså også at løbe til Tour de France. Det er mega underligt, for jeg hader egentlig principielt det meste sport – men det der med at løbe til en god spurt eller et massestyrt – det holder sært nok altid! Jeg kan glæde mig hele dagen til at skulle afsted og l lytte til noget godt!

 

6) Løb uden musik

Nogle gange er det bedst uden musik. Det er bedst, at man kan høre sine skridt. Er der flow? Løber man ujævnt? Slæber fødderne for meget? Hiver man for meget efter vejret? Man er til stede i sit løb på en anden måde, hvis man lytter til, hvordan kroppen arbejder. Dette har også gjort en stor forskel for mig i perioder, hvor jeg egentlig var kørt lidt død i at løbe generelt. På sådan en “jeg-mærker-efter-i-min-krop-tur” handler der nemlig hverken og tempo eller distance. Kun om at lytte og mærke.

DSC_4240

7) Løb en ny vej

Prøv noget nyt – løb en ny vej! Måske har du hørt, at der er åbnet en ny fed butik et sted – så løb hen og vinduesshoppe der. Eller løb til biblioteket med den bog, du alligevel skal have afleveret. Eller løb gennem et kvarter eller en park, du ikke kender så godt. Det er skønt med lidt nyt at kigge på!

 

8) Løb efter puls

Hechmann-metoder, fedtforbrændings-metoder og jeg-skal-komme-efter-dig er altsammen vældigt populært. Selv har jeg stadig svært ved at fatte, hvordan man skulle kunne blive hurtigere af at løbe langsommere – men det er en anden snak. En ting, der kan inspirere mig til at lege lidt med mit løb, er indimellem at løbe efter min puls. Jeg ved ikke en dyt om det med at løbe efter puls eller at træne fedtforbrænding, men en veninde fortalte mig engang, at hun havde prøvet at løbe efter en eller anden amerikansk udgave af Hechmann. Her går formlen på at løbe efter puls 180 minus ens alder. Selvom jeg på ingen måder er hurtigt, er det et absolut snegletempo for mig! Og det er ret sjovt at koncentrere sig om at holde sin puls nede – nogle gange endda så sjovt, at man helt glemmer at man rigtig ikke gad afsted.

DSC_4243 (2)

9) Løb runder

En gang imellem har jeg også held med at løbe runder i min lokale park. Den er virkelig ikke ret stor, men faktisk har jeg løbet op til 15 km der! Nogle gange bliver det mere overskueligt, hvis man ikke skal ret langt væk hjemmefra. Over på den anden side af vejen – det kan jeg altid lige klare. Så jeg løber runder. Typisk 4 runder af forskellig længde. 4 runder fordi den første er nem nok. Den anden er også ok. Den tredie er virkelig skod. Men så er man jo snart færdig, og det ville være virkelig dumt ikke at løbe den sidste runde også…. Runderne er af forskellig længde, men aldrig over 1 km. Så bliver det for uoverskueligt. Og jeg veksler mellem helt korte runder af 200-250 meter og runder af ca. 800 meter. Altid 4 af slagsen inden jeg finder en ny runde. Og pludselig har jeg alligevel løbet en god tur.

DSC_4245

10) Bliv hjemme

Let’s face it. Nogle gange skal man bare blive hjemme! Jeg er af den faste overbevisning, at det skal være sjovt at løbe. Hvorfor i alverden skulle man ellers gøre det. Så hvis jeg har været alle ovenstående “tricks” igennem, og jeg stadig kun tænker på at pjække – så er der nok en grund til det. Indrømmet; i alle mine år som løber er jeg vist kun nået hertil 2 gange. Den ene gang var jeg lige blevet fyret og den anden gang var en smuk sommeraften, hvor vi istedet tog ned og badede. Og det skal der også være plads til – livet er jo meget andet end løb!

 

11) Hold en løbepause

Sommetider har jeg – modsat hvad mange vist tror – bare slet ikke lyst til at løbe i en længere periode. Det sker ikke tit, men i perioder er det bare ikke det bedste, jeg ved. Jeg tror, det også er min krop, der fortæller mig, at nu er den træt. Så holder jeg en pause. Ikke en lang pause, men måske beslutter jeg, at jeg løber mine faste ture i 3 uger, og så holder jeg helt fri en uge. I de tre uger jeg løber, glæder jeg mig som en vanvittig til min friuge!!! En uge helt uden løb er dog meget for mig, så ved ugens udgang er jeg i den grad klar til at komme igang igen!

Vejen til første Marathon!

Er Marathon mon muligt?

I november havde jeg en af mine første uger, hvor jeg kunne indsætte mere end 50K på løbekontoen. Trods slud, storm og en masse sne, nåede jeg et mål hvor jeg skulle løbe 70K på en uge.. Det var egentlig ikke fordi jeg løb mod NOGET, det var mere sådan et personligt mål, jeg ville bare teste om jeg kunne.. Og det kunne jeg! Og da jeg så sad, søndag eftermiddag, efter en kold og våd sidste løbetur begyndte tankerne om et marathon at rulle.. Jeg havde løbet 70K denne uge, så burde jeg da kunne klare et marathon, ingen tvivl om at jeg var i mit livs bedste form..

Men marathon var faktisk en ting jeg ellers altid havde sagt IKKE var noget for mig.. Noget som jeg i mange år havde ment var den rene tortur for kroppen.. Jeg bildte mig ind at det slet ikke var noget for kvinder, vores led var ikke skabt til det, ligesom mænd var??? (VIRKELIG SKØRT!!!) Fjollede ting jeg nok bare bildte mig selv ind, fordi jeg inderst inde havde et lille utalt ønske om at det en dag var MIG der kunne prale af at have gennemført et helt Marathon. At JEG skulle løbe igennem Københavns gader sammen med en masse andre løbeglade mennesker, og få en medalje om halsen når jeg løb i mål. Jeg ønskede det faktisk pludselig så meget, at jeg fik sommerfugle i maven bare ved tanken..

Jeg nævner det for Michael om aftenen, bare noget med ”jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve det der marathon, men jeg er i tvivl om jeg kan”, og hans svar var; at selvfølgelig kunne jeg det, det var han slet ikke i tvivl om.. Så uden at have taget beslutningen endeligt, begyndte jeg at kigge på programmer der skulle gøre mig klar og blot få mig igennem uanset sluttid, men der er jo et hav af forskellige løsninger, og jeg syntes ikke rigtig jeg kunne finde noget der matchede mig, så jeg lagde lidt låg på drømmen og besluttede mig for at se nærmere på det når vi nåede januar.. Min plan var at investere i nogle hecmann kurser, og nogle af hans bøger, og så finde inspiration den vej..

Team Guldbamse

Min veninde Line, som jeg har kendt lige siden hun blev født, er elite OCR løber og havde længe løbet efter personlige løbeprogrammer lavet af Michael T.K Jeppesen. Da vi mødtes til brunch i midten af december talte hun stadig varmt om hendes personlige programmer, og var faktisk helt chokeret over jeg kunne løbe UDEN programmer.. Så Line fik hurtigt sat mig i forbindelse med Michael, som på det tidspunkt også kørte med et tilbud der løb indtil d 31. maj 2016.. Jeg skrev lidt frem og tilbage med Michael om mine mål, hvad jeg løb nu, hvorfor jeg løb osv.. Jeg havde faktisk rigtig rigtig svært ved at tage den endelige beslutning, der er meget langt fra en drøm til virkeliggørelsen af den, og det kan være afsindig svært at skubbe sig selv det sidste stykke, når man ved at der skal flyttes nogle grænser for at nå til målet..

Men efter megen overvejelse sprang jeg med på team guldbamse, med målet om at kunne gennemføre mit første marathon på under 4 timer.. At gå med i denne online løbeklub, DET er en af de bedste beslutninger jeg har taget for mig selv og mit løb, og kan klart anbefales uanset hvor du befinder dig i din løbekarriere og hvilke mål du har. Michael er så afsindigt dygtig og god til at sørge for at du er nøjagtigt der hvor du skal være. Udover løbeprogrammer hver uge får du også personlig vejledning (han står til rådighed 24/7 enten via beskeder eller på telefonen), og der er fællestræning 1 gang om ugen i København.

Når sygdom kommer i vejen for ens mål

Jeg havde IKKE nået mit mål om noget som helst Marathon hvis ikke jeg havde været en del af teamet. Jeg var nemlig så uheldig at jeg fik mig en rigtig slem dobbeltsiddet lungebetændelse i midten af februar.. De første uger forsøgte jeg mig stadig med løb (JEP virkelig virkelig dumt, men man kan altid være bagklog!). Men i ca 6 uger kæmpede jeg, og for filan jeg har tudet af frustration, fordi kroppen slet ikke kunne det som hovedet gerne ville. Hvor jeg normalt altid løb efter at have afleveret unger, lagde jeg mig på sofaen i stedet og rejste mig ikke før det var højest nødvendigt. Jeg ringede til min kære mand, og græd fordi jeg ikke magtede vasketøjet, rengøring, eller noget af det som der stod på dagens program.. Og jeg havde såååå dårlig samvittighed overfor Michael T.K Jeppesen.. Det lyder underligt, men jeg følte at han troede på mig, og brugte tid på mine programmer, og nu svigtiede jeg.. Jeg er bare sådan en person der helst gør ting 100%, så jeg havde ligesom gået ind i det her med et klart mål om CPH Marathon til maj, og det var det mine programmer blev lavet ud efter, så jeg synes det var så ØV at jeg ikke bare kunne komme i sving! Tiden tikkede derudaf og min form blev bare dårligere og dårligere.

I mange timer lå jeg på sofaen og tænkte at det der Marathon det ville jeg ALDRIG nå.. Det kunne være lige meget, jeg kunne jo ikke engang færdiggøre et skide program for en uge, til trods for at min coach havde lavet nogle forholdsvis lette programmer.. Jeg havde virkelig givet op.. Nogle tænker måske at det ”bare” var en lungebetændelse, men det var så slemt at jeg 4 uger inde i sygdomsforløbet fik tjekket lungekapacitet, og den var nedsat med 50%. Det vigtigste for en løber er at kunne trække vejret, og jeg lød som en ryger på 30. år, bare jeg forsøgte at bevæge mig en lille smule.. Gnisten var virkelig slukket og drømmen var ikke eksisterende, lige nu havde jeg kun et mål, og det var at kunne løbe mere end 10K igen..

Havde jeg ikke haft Michael T.K Jeppesen som coach havde jeg givet HELT op.. (i det hele taget var det bare fedt at være en del af et team, også selvom det kun var online) Michael pressede på, på en god måde. Han troede på at jeg kunne, trods lungebetændelsen, og denne tro fik mig til at tro på mig selv.. D. 20. marts satte jeg mig og nød lidt af vintersolen og den friske vind, gjorde mig nogle tanker om mål, drømme, osv..

VÆR NOGEN IKKE NOGET!

Og ugen efter færdiggjorde jeg for første gang i 6 uger mit løbeprogram fra ende til anden, og jeg var så stolt.. Tirsdag d. 27. marts var jeg ude og løbe 20K som var det længste i 8 uger, og det var bare den bedste følelse.. Det var vildt dårligt vejr på hele turen, men den fedeste følelse da jeg var hjemme igen, og jeg blev mindet om at det jo netop er lige præcis DERFOR jeg elsker at løbe.. Følelsen under og efter er helt ubeskrivelig, og kun en følelse man kender hvis man er løber!

Sidste lange tur inden nedtrapning! Blev løbet i storm og slud.

Og så lagde jeg ellers det ene løbeprogram ned efter det andet, uge efter uge kunne jeg mærke formen og gnisten komme tilbage, og lige pludselig lå jeg i en hård træning med kun få uger til nedtrapingen.. Jeg har faktisk nok aldrig tænkt over HVOR hårdt det er at træne op til et Marathon, det var først da jeg stod i de sidste hårde uger, og benene var trætte og kroppen bare BRUGT. Den sidste hårde løbeuge slutter jeg af med at løbe tv2east løbet. Mit mål havde været at komme under 50 min, og jeg havde lokket min dejlige mand med for at han kunne skubbe lidt på 🙂 Målet nåede jeg desværre ikke, men jeg kom ind på tiden 50.40, hvilket var ny PR til mig, og det boostede lige selvtilliden, for der var meget vind på ruten og de første 6K var op ad bakke plus jeg lå i den sidste hårde Marathon træning.

JEG KAN JEG VIL JEG SKAL klare det marathon!

– Dagene op til!

Det der nedtrapning har jeg haft ret svært ved faktisk.. Det er igen det psykiske der driller mig, for når jeg laver mindre er jeg altid bange for at tage på.. Derudover har jeg i denne uge carboloadet (spist en masse ekstra gode kulhydrater), for at fylde depoterne godt op. Jeg har virkelig prøvet denne uge at gøre alt hvad jeg normalt ikke gør, jeg har blandt andet sovet til middag to gange OG spist og spist og spist, dog kun gode ting!

Jeg håber virkelig at min krop vil takke mig i morgen, for mentalt kunne jeg ikke blive mere klar.. Jeg hentede startnummer i går, og den fedeste teamtrøje til os i team guldbamse, og da jeg kom hjem og lagde det hele frem blev det først helt virkeligt for mig; NU er det lige om lidt jeg skal løbe mit første Marathon, og der er kun en vej og det er over målstregen! WAUW… Min strategi er lagt i tæt samarbejde med Michael T.K Jeppesen, og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at komme afsted, og løbe det der Marathon igennem et Københavns gader.

Jeg ved ikke om jeg når mit mål på tiden, men jeg ved at min mand vil stå og heppe på mig, ligesom han gjorde under mit store vægttab, gennem min uddannelse, under fødslerne af vores to børn og nu under mit første Marathon.. OG DET er bare helt igennem fantastisk i sig selv <3

cph marathon

 

Eventyret der hed Speed Trail Barcelona

Tres – dos – uno:

 Glitter overalt og så afsted!

“Hende der går mod startfeltet nu, det må jeg nok også hellere” og “Nu giver de den godt gas på trommerne, så starter vi nok snart” var  således jeg ræsonnerede mig frem til startlinjen og ud på mit første bjergløb:Ultra Trail de Barcelona.

Det hele startede dengang jeg …

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

For god ordens skyld begynder vi lige lidt inden startskuddet gik. Mere præcist til et utrolig motiverende foredrag med Emelie Forsberg afholdt af Salomon Trail Academy torsdagen forinde løbet (løbet gik lørdag). Udover den åbenlyse motivation det giver at høre en så garvet trailløbers historie, fangede følgende gode råd min opmærksomhed:

  1. Løbeglæden er altid det vigtigste
  2. For at løbe mest effektivt nedad, gælder det at minimere tiden din fod er på jorden, for at minimere stødet igennem kroppen. Det vil sige: bare giv los

Dette var den perfekte optakt til løbet, og efter at have nydt nogle lækre kanelböller og en kort nats søvn kunne vi vende snuden mod Barcelona.

 CPH–>BCN

I Barcelona satte vi (min kæreste og jeg) kursen mod den lille by Begues hvor løbet afgik fra dagen efter. Da vi kom frem viste byen ingen tegn på, at der snart skulle storme 2000 løbere igennem de små gader, og pladsen hvor start og mål skulle være var blot et hyggeligt caféområde. Vi overnattede hos en lokal familie med både hund og hest, som virkelig tog sig godt af os.

Lørdag var løbsdag og vi startede morgenen med en god gang frosties med chokolademüsli og kage – så var depoterne fyldt op og klar. Den hyggelige caféområde var over natten forvandlet til et stort start og målområde fyldt med entusiastiske løbere. Da starten til både ultra(100k), lang(70k) og maraton var gået da jeg ankom, var der allerede konfetti i startområdet, hvilket gav en rigtig hyggelig stemning.

Lad eventyret begynde!

Tres – Dos – Uno” og så afsted til lyden af trommer og med glitter om ørene igennem de små gader i den lille spanske by og ud mod bjergene! Min distance på 21 km bød på den lille sum af 1000 højdemeter(svarende til næsten 7 gange op ad Himmelbjerget) så naturligt nok ramte vi temmelig hurtigt bjergene. Og derfra var turen intet mindre end fantastisk! Stejle bjergsider med tæt krat der bestiges i tåge efterfulgt af åbne singletracks med et drys af sten og en udsigt man ikke kan få nok af.

Kurvebilledet var også meget varierende og bød på en masse fede nedløb, hvor netop taktikken med at give slip kom til sin ret. Det blev dog vanskeligere i slutningen af løbet, da jeg tydeligt kunne mærke min storetånegl løsne sig – et udfald jeg var helt forberedt på, men som krævede lidt ekstra energi at ignorere i nedløbet.

Den sidste del snoede sig endnu engang igennem de små gader, som fortsat var fyldt med heppende mennesker og stor glæde, og afsluttende med en tur på den røde løber hvor medaljen blev lagt om halsen. En helt igennem fantastisk oplevelse!

Den nørdede evaluering

Vejret var godt til en vikingtype som mig, der løber bedst i skybrud og 10 grader frem for høj sol og 25 grader. Det bød på overskyet og 12 gader ved start, men blev lidt varmere ud over dagen og solen kiggede da også frem en enkelt gang eller to. Med det sagt, så er 12 grader i Barcelona noget anerledes en 12 grader herhjemme, da luftfugtigheden altså giver en noget anderledes følelse af varme. Det betød at jeg havde fået ALT for meget tøj med mig, og løb derfor med både min skaljakke, tynde løbejakke, handsker og buff i rygsækken stort set hele turen – ups. Men om ikke andet var det god træning og mere god erfaring til fremtiden – løbeoplevelsen ændrede det ihvertfald ikke på.

Skoene jeg løb i var mine Salomon Fellraiser(Evalueret på her), som i udgangspunktet er ideelle, men måske en tand for lille. Jeg har tidligere løbet Samsø Maraton i disse sko med samme resultat: jeg mistede mine negle. Optimistisk som jeg er, tænkte jeg at de skulle afprøves igen på en længere distance – nu var mine negle jo blevet pæne igen… Learning by doing – and doing it again hedder det åbenbart for mig, og jeg må vist snart sige jeg har lært lektien og gå på udkig efter en erstatning.

Energimæssigt ramte jeg dog plet med følgende opskrift(jeg løb i 3 timer)

  • Salt tabletter: én før og én under løbet
  • Én gel efter 6 km + cola
  • 1/4 shotblock efter 10 km
  • En kvart nutellamad efter 16 km
  • og selvfølgelig en masse vand.

 

 

 

…Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Således begyndte vi vores miniferie i Barcelona. I dagene efter humpede vi rundt i den fantastiske by som Barcelona er, badet, spiste tapas og drak mojitos – lige som det skal være. Dette er klart et anbefalelsesværdigt oplæg. Selvom der ikke er løb netop i den periode du vil rejse, så besøg Begues og tag op i bjergene og løb på de fedeste singletracks – det ligger kun 30 min fra Barcelona. Afslut dit ophold med en tur i de Arabiske bade i Barcelona – den direkte vej i himlen.

Lidt nyttige links:

Så er der ikke andet at sige end: god tur til Barcelona 🐾

De græske helte – marathon

Her kommer et lille alternativt og afkortet indlæg om løb og marathonløbets oprindelse. God læselyst og lørdag til jer alle 🙂  

Indimellem skal der ikke så meget til at distrahere mig og jeg er en person, der let kan miste fokus, hvis mine tanker er på vej i en anden retning. Dette skete på mit studie hvor vi havde nogle interessante lektioner omkring retorikere i det antikke Grækenland og romertiden. Vores underviser kom med en lille historie fra Iliaden og Odysseen hvor vi hørte om atleten Achilleus. Historien handlede om den hurtigløbende Achilleus og hans kvindelige modstykke, gudinden Atalanta, som udfordrede mænd til kapløb i skoven, men indhentede dem og spiste dem.

Denne historie førte mine tanker tilbage til oldtidens budbringerne, for gud hvor var de seje!

En af de mest berømte løbere var grækeren Pheidippides, myterne om ham har været inspirationskilde til maratonløb, som vi kender det i dag. Historien beretter om, at Pheidippides løb 40,5 km. fra slagmarken ved byen Marathon til Athen, for at melde om den græske sejr over Persien. Historien er antageligt en myte og kritikere mener, at den stammer fra Pierre de Coubertin, som er grundlægger af de moderne olympiske lege. Baggrunden for myten menes at være, at Pierre de Coubertin ville motivere grækerne til, at genoprette de olympiske lege og for at gøre dette, skulle der anvendes lidt slagkraftig PR.

oldtidens æb

De første løbere var dog ikke grækerne, men jægere på savannen og deres efterkommere millioner af år senere, som fungerede som budbringere – vi kender bl.a. løbetraditioner fra civilisationer omkring det nuværende Irak fra år 8000 f.kr.. Her begyndte menneskerne at samle sig i større bysamfund, hvor behovet for kommunikation opstod.

 

Jeg synes det er imponerende at tænke over, hvor mange år mennesker har brugt løb til bl.a. jagt, bringe budskaber og som transportmiddel og det bekræfter mig i, at vi er skabt til at løbe. De forskellige betingelser som oldtidens og nutidens løbere har haft, har dog været vidt forskellige, men det siger jo næsten sig selv 🙂                                                                                           Nutidens løbere har bl.a. haft løbesko, hvilket ganske vist koster ekstra i energiomsætning grundet deres vægt, men som mindsker risikoen for skader. Derudover har de moderne løbere optimale muligheder for indtagelse af væske og energi under deres løbeture – sådanne muligheder fandtes ikke for oldtidens budbringere!

 

Hvis du også synes at oldtidens Grækenland og løb er enormt spændende, så vil jeg anbefale dig at se denne video: http://www.athensmarathon.com/history/

-Videoen handler om slaget ved byen Marathon og historien bag Athens Marathon, god fornøjelse!

 

 

Marató de Barcelona

Fredag d. 11.marts

Louise og jeg afleverede ungerne i institution fredag formiddag og kørte forbi mine svigerforældre, for lige at sætte nogle ting og tøj af, så de kunne klare weekenden.
Vi havde bestilt fly fra Hamborg kl 17:45, da det bedst kunne svare sig med henblik på at sport-exp’en i Barcelona kun var åben fredag og lørdag 10-20. – På vejen mod Hamborg slog vi et kort visit indenom min svigerinde og svoger, der i mandags var blevet forældre til endnu en lille pige. Jeg havde besøget med i rejseplanerne og kalkulerede med at være i lufthavnen én time før afgang, vi havde klaret incheckningen hjemmefra, og skulle nærmest bare gå ombord
Jeg havde, på det elektroniske kort, set at der var et par (læs:2) passager med vejarbejde ned til Hamborg og de var også indkalkuleret i rejsetiden, så da vi trillede ud af Haderslev, var det bare derudaf.
Da klokken slog 16 ringede det firma, hvorfra vi havde bestilt P-plads og shuttlebus, for at bekræfte vores aftale, som jeg kun kunne på det tidspunkt – GPS’en sagde 30minutter til ankomst – masser af tid!
16:20 holdt vi stille…Lige efter vi havde afsluttet telefonsamtalen, opstod der massiv køkørsel i et tempo omkring 30 km/t, det estimerede ankomsttidspunkt rykkede sig længere og længere væk…pulsen og stressniveau’et steg.
Gaten lukker 17:15
Vi blev sat af ved lufthavnsterminal 1 kl.:17:05. – Spurtede igennem terminalen, blot for at se et massivt menneskehav, stå i kø til sikkerhedstjek. Nåmen, vi måtte jo stille os i kø og håbe på det bedste, mens vi indstillede os på at måtte køre mod Danmark allerede samme aften.
Da det så allermest sort ud, blev manden foran os og vi “beordret” til at danne en ny kø til den security der netop havde åbnet, vi kom igennem sikkerhedstjekket uden for store problemer, jeg tjekkede hvilken gate vi skulle til, mens bagagen blev gennemlyst og Louise blev tjekket.
LØB! Vi sprintede afsted med kufferten flyvende efter os – igennem shopping området, hold til højre, en lang lige passage, jeg spurtede fra Louise hen til trapperne ned…ventede på repos’en for at sikre mig hun så mig, der var hun! Videre. Spurtede til gaten, og fik fremstammet “Is this for Barcelona?” og 2 gutter der tilsydenladende også havde løbet, svarede “yes!” – Flyet var ca 30 minutter forsinket….peeew!
3 timer senere landede vi i Barcelona.

Endelig fremme i Barcelona.Det første syn der mødte os da vi kom ud af ankomsthallen


Fira de Barcelona
Lørdag 12.marts tog vi hen til Fira de Barcelona, hvorfra Bib-numrene blev uddelt og fik hentet mit nummer. Da vi kom ind i hallen mærker vi med det samme dén specielle stemning og summen der er op til et stort løb. Dér er alle folk glade, smiler og griner; Alle glæder sig til at komme til start!
Resten af dagen gik med at slentre rundt på det olympiske område og ned mod havnen og så skulle der shoppes morgenmad, eftersom morgenbuffet’en på hotellet først åbnede kl.7:00, uden undtagelser.

barca2Startnr. billede startområdet set fra Montjuic.

Fira de Barcelona, med Expo // Startnr. posing // og et vue udover startområdet.


Raceday Marató de Barcelona
Søndag 13.marts. Klokken var 5 da uret ringede. Kroppen havde det super og jeg undlod at iføre mig mine neopren-støtteshorts, da jeg til dels mente det ville blive for varmt og derudover at jeg var “skadesfri” – jeg begyndte på morgenritualet omkring mad, væske og magne…”Hvor f*nden er mine magnesiumstabletter!” – jeg synes da jeg havde lagt dem i kufferten. De var det sidste jeg pakkede, dem, druesukker og Gerimax. – Var de røget ud ved kontrollen i Hamborg?`eller står de hjemme på køkkenbordet og griner? Jeg bestemte mig for at de få tabletter nok ikke gjorde den store forskel alligevel.
Kl.:7:00 åbnede buffeten – vi stod ca 10 løbere i kø for at komme ind og få en kop kaffe, lidt juice mm. – 7:20 forlod vi hotellet og gik mod startområdet.barca5
Kl.8:20 stod jeg i menneskehavet med et tomt blik rettet mod uret under start portalen, bag den en statue i rundkørslen på Placa de Espanya og længst væk hævede Pyranæerne sig, mens alle de klassiske rocksange bragede ud af højtalerne; “Thunderstruck”, “Start me up” – 8:27 ændrede tonerne sig til Freddie Mercury’s uddødelige “Barcelona” og hvis ikke man var i stemning, kom man det da dér!

De frivillige igang med at opstille depot til de over 20.000 løbere


Løbet
Jeg havde hjemmefra puslet med en masse planer, skulle jeg løbe varieret, så jeg vekslede mellem de forskellige zoner og i såfald, hvad kunne så bedst svare sig. Jeg endte ud med “bare” at hægte mig på 3″00-pacerne og bruge én af mine egne idéer som plan b.
Efter ca 7km, overså jeg en fortovskant, og fik forstrukket højre baglår, hvilket resulterede i, at de næste ca 10km gik med at det nev ved hvert skridt, “skaden” lå lige under huden  og ventede bare på at slå til. Jeg må have løbet og kompenseret, for omkring de 18-20kmhavde jeg fjernet fokus fra mit baglår over til det venstre knæ, som nu begyndte med symptomerne for løberknæ. Jeg kiggede jævnligt på uret og skaderne til trods, holdte jeg god pace;”Kan jeg holde den til et sted mellem 35 og 40, tror jeg på Sub3 lykkes!”
Ved 21.1km-mærket var tempoet stadigt fornuftigt, baglåret nev stadig af og til, mens smerterne omkring venstre knæ havde fortaget sig, blot for at flytte sig opad mod lysken(!). Jeg var stadig fortrøstningsfuld.
Omkring de 30km fik jeg et jag i ryggen, noget jeg har oplevet tidligere, både under træning og under konkurrence, hvad det skyldes kan jeg ikke rigtig bedømme. Faktum er det  føles som noget har kilet sig ind under skulder og gør ondt ved hvert skridt – jeg kæmpede videre, stadig med Sub3 for øje.
Ved 33 km blev pludselig meget tunge, da vi skulle forcere en lille stigning og nu skulle jeg anstrenge mig for at følge med i gruppen, langsomt røg jeg bagud i gruppen og ved de 36km måtte jeg indse det var slut.
En kilometer længere fremme stod Triumfbuen og da jeg passerede den, var de røde faner (3″00-timers) ude af syne. Tog engang Powerade ved førstkommende depot og prøvede at finde en rytme, 1-2-3-4, op i pace igen. Sidestik; Tak powerade. Nu skulle den bare jogges hjem.
De sidste 2 km fra Columbus-statuen frem til mållinien gik med at undertrykke et krampeanfald i baglårene, smerter fra både højre og venstre lyske, samt noget der mindede om vabler og brændende tæer.
barca6Splittider og pace undervejs


 

Målstregen
Tilbage på Placa de Espanya, besluttede jeg mig for at give den det sidste. midt i al larmen hørte jeg Louise til højre for mig, det gav lige en smule mere brændsel, men jeg var drænet og arbejdede på dampene. jeg luntede i mål.

Den første følelse jeg kan huske var vrede! – jeg var bitter over løbets udvikling. Den anden følelese der dukkede op mens jeg sad 100m fra mållinien var; Skuffelse. Dér sad jeg og så på alle dem der kom ind, nogle mere slidt end andre, men langt de fleste kunne juble og udbryde i en form for jubelbrøl.Hvorfor ikke mig? – Jeg havde prioriteret at få trænet, havde taget ekstra fridage til mine langture og trænet i hårdere terræn end ruten idag. Hvorfor skulle det ikke lykkes idag?

barca maraton2 barca maraton
Et anstrengt smil, mens der bliver bidt i medaljen – Havde bestilt indgravering som en gimmick nu der skulle Sub3

 

Louise prøvede godhjertet med nogle trøstende ord om at det var flot og altid imponerende når jeg gennemfører. – lige lidt hjalp det.
Jeg kunne dog og trods alt det negative konstatere at jeg sleb ca halvandet minut af min hidtige PR og at jeg egentlig burde være tilfreds. Mandag gik med at besøge nogle turistmål og få tankerne væk fra løb, og da vi kom tilbage til hotellet og til medaljen, kunne jeg begynde at glæde mig og så småt begynde at se fremad mod næste mål.


Hvad nu?

Jeg må erkende at styrketræning især for mit vedkommende må være alfa-omega. Jeg skal have bygget mere på min core ved hjælp af styrkeøvelser. Heldigvis er foråret og det mildere vejr på vej, så jeg kan klare det hjemme på matriklen.
Mit næste race er umiddelbart en halvmaraton i Holbæk d. 1.maj og ellers er fokus rettet mod Storebælt Naturmaraton medio juni.

Til sidst vil jeg bare sige at forlader Team Hechmann Sport for denne omgang. Det har været 4 sjove og givende år og jeg har fået drejet mit løb i den retning jeg ville da jeg meldte mig ind – at blive hurtigere, bedre og mere vidende omkring løb.
Som det er nu får jeg for lidt ud af medlemskabet ift. kontingentsatsen, men jeg håber jeg en dag har tid igen, til at deltage i fællestræningerne sammen med alle de andre seje krigere i THS’ blå singletter. – Samtidig giver det mig også mulighed for at komme skadesfri tilbage i folden.


Jeg vil slutte af med et lidt andet citat end jeg plejer, men det rammer meget godt mit Sub3-projekt ovenpå søndagens løbetur;

“Good things come slow – especially in distance running” – Bill Dellinger

“Quitters never win – Winners never quit”
/henrik

PS: Mine magnesiumtabletter, gerimax og druesukkertabletter lå i bilen og jeg havde ikke fået dem med da vi parkerede bilen i Hamborg, da vi var pressede på tid.


Slyngetræning i det fri

Løb og slyngetræning

Foodfix personlig træner kostvejleder

Jeg har fået lov at være gæsteblogger herinde og vil gerne lægge ud med at fortælle lidt om mig selv. Jeg hedder Heidi Kronvold og er uddannet personlig træner og kostvejleder. Jeg driver til daglig mit eget firma, Foodfix, hvor jeg primært hjælper kvinder med at komme i bedre form, blive stærkere og eventuelt smide nogle kilo. Træning med mig foregår primært ude i det fri, så vi slipper for at stå i et kedeligt træningscenter og betale for et dyrt abonnement. Jeg elsker mit arbejde og være en del af mine klienters rejse mod et sundere og stærkere liv.

Privat er jeg tosset med at løfte meget tunge ting, løb og min familie, der består af far Stig, min søn Elliot på 8 og min datter Anne Petra på 6 år.

Du er velkommen til at tage et kig forbi min hjemmeside, www.foodfix.dk , hvor du finder masser af opskrifter, succeshistorier fra mine klienter og en lang række indlæg om sund kost og træning. Følg gerne med på Facebook og Instragram også.

Mit indlæg her giver dig lidt baggrundsinformation om, hvorfor slyngetræning giver mening for selv den allermest inkarnerede løber, historien bag slyngetræning og til sidst et træningsprogram, der kan hjælpe dig med at blive en endnu bedre løber. God fornøjelse J

Slyngetræning for løbere

De fleste mennesker har ubalance i styrken og mobiliteten mellem højre og venstre side af kroppen. Det kan have afgørende betydning for udvikling af skader ved langvarig træningsbelastning for især løbere. Det giver et ujævnt løb, og stødbelastningen ved hvert skridt forplanter sig ud i hele kroppen, så der med tiden kan opstå overbelastningsskader.

Slyngetræning i det fri

Selvom du måske ikke har et stativ som det her, så kan du sagtens anvende en slyngetræner. Du skal bare finde et træ, en lygtepæl eller en solid dør – no excuses 🙂

Hvis du gennem træning for oparbejdet en stærkere core, en bedre holdning og større fleksibilitet i ankler og hofte, så vil din løbestil blive mere ensartet, og du vil efterhånden udjævne den ubalance, der er mellem højre og venstre side.

Mange løbere bruger ikke tid i træningscentret i diverse fitnessmaskiner, men det er heller ikke nødvendigt for at oparbejde den fornødne styrke og mobilitet til at kunne blive en endnu bedre løber. Du kan faktisk træne sort set overalt, hvis du har en slyngetræner med dig. En slyngetræner vejer ikke ret meget, så du kan fx binde den om livet og tage den med på din løbetur. Her kan du efter fx 20 minutters løb gøre holdt og finde et træ, en lygtepæl, et gyngestativ eller en dør, som du kan hænge din slyngetræner op i. Så har du med det samme dit eget træningscenter lige ved hånden og kan snuppe en halv times styrketræning, inden du løber hjem igen.

Historien bag den første slyngetræner

Slyngetræneren, som originalt sælges under navnet TRX, men siden er dukket op i utallige andre varianter med stort set samme funktion, blev oprindelig opfundet af den amerikanske Nave Seal, Randy Hetrick. Når Randy var ude på missioner, manglede han og de andre Navy Seals en måde, hvor de kunne holde deres form og styrke ved lige. Det giver sig selv, at man ikke kan have et squatstativ, en vægtstang og håndvægte med ud på missioner, så Randy brugte fantasien og lavede den allerførste slyngetræner ud af nogle remme fra en faldskærm og et reparationskit til gummibåde. Hen over de næste måneder fandt Randy og hans team frem til en lang række kropsvægtsøvelser, der kan laves i en slyngetræner.

En af fordelene ved slyngetræning frem for almindelige kropsvægtsøvelser på gulv er, at man kan variere sværhedsgraden alt efter, hvordan man placerer sig i forhold til slyngetræneren. Der er rig mulighed for at udfordre alt fra top trænede atleter til seniorer ved blot at lave nogle få justeringer.

Træningsprogram, der forbedrer dit løb

I mit arbejde som personlig træner bruger jeg ofte slyngetræning til at udbedre styrkeforskelle mellem højre og venstre side og til at rette op på en lidt dårlig holdning, som ofte ses hos mange, der sidder i 8 timer foran computeren hver dag.

Jeg har sammensat et træningsprogram, der hjælper løbere med at få en god holdning, mindske ubalancer og styrker kroppen generelt. Samtidig kan ankel- og hoftemobilitet øges, så din løbestil bliver så optimal som muligt. Som løber er det vigtigt at huske at træne resten af kroppen – især din core. Stort set alle øvelser i slyngetræneren stiller krav til, at du aktiverer din core, holder balancen og spænder godt op i kroppen.

Du får de bedste resultater, hvis du gennemfører træningsprogammet tre gange ugentlig.

Kør alle øvelserne i gennem 3 gange i alt og hold 60 sekunders pause, inden du starter forfra med øvelserne.

Lav 10-15 gentagelser af hver øvelse. Du kan evt. starte med 10 og arbejde dig op imod 15, når du er blevet stærkere og har bedre styr på teknikken.

Øvelse Instruktion
Single Arm Row https://www.trxtraining.com/train/trx-weekly-exercise-trx-single-arm-row

Begyndere kan lave rows med begge arme

Single Leg Squat https://www.trxtraining.com/train/trx-single-leg-squat

Begyndere kan lave øvelsen som en almindelig benbøjning med begge ben på jorden

Crossing Balance Lunge https://www.trxtraining.com/train/the-trx-crossing-balance-lunge

 

Single Leg Chest Press https://www.trxtraining.com/train/trx-chest-press-single-leg

Begyndere kan lave øvelsen med begge ben på jorden

Suspended Lunge https://www.trxtraining.com/train/trx-lower-body-challenge-workout

 

Hip Press Samme video som ovenstående øvelse (ca. 2:55 minutter inde i videoen)
Plank https://www.trxtraining.com/train/trx-weekly-exercise-trx-plank

 

Atomic Push-up https://www.trxtraining.com/train/trx-atomic-push-up

Begyndere kan lave den version af øvelsen, hvor push-up udføres på knæ

Denne øvelse er ret avanceret, så fortvivl ikke, hvis du ikke kommer i nærheden af 10 gentagelser.

 

Hvis du mangler yderligere instruktion og inspiration til øvelser i slyngetræner, så afholder jeg to introduktionstimer til april. Du finder mere information her:

Introduktion til slyngetræning, 2. april kl. 10-11

Introduktion til slyngetræning, 9. april kl. 10-11

Held og lykke med dit løb fremover – måske ses vi til et af forårets mange løb. Jeg glæder mig!

 

Fra 100 meter til 65…km i flade sko

“Shit mand, hvad er det for nogle sko, jeg har købt,” tænkte jeg, da jeg stod med de blå Bikila Evo fivefingers i hånden. En minimal sål, ingen snørebånd og en følelse af bare tæer når man endelig havde fået skoen på. Det var ikke noget jeg havde kendt i forvejen.

Første gang jeg havde haft den type sko i hånden, var hos fysioterapeuten, som skulle hjælpe mig med at skifte løbestil.

Blå Bikila Evo fra Fivefingers lige pakket ud af æsken.

Blå Bikila Evo fra Fivefingers lige pakket ud af æsken. Foto: AGR.

Nu havde jeg taget mine egne på, og skulle ud på min første tur. Det var 16. marts 2015. Jeg kunne ikke fatte, at jeg kun måtte løbe 100 meter, og jeg snød også lidt, jeg kunne ikke nære mig, og da turen var slut, var jeg oppe på 300 meter! En tredobling!

“Det går jo nok,” tænkte jeg, og heldigvis havde min Fysioterapeut, Camilla Nymand, også sagt, at jeg måtte løbe to gange om dagen, både morgen og aften – “Men kun de korte ture,” formanede hun.

Det gik også den første uge, der kom jeg op på max. 500 meter. Uge to startede med 1,25 km og endte med 2,2 km. Uge tre endte jeg på 7 km, og her råbte mine lægmusker af mig hele vejen, som de faktisk også indimellem havde gjort de første par uger.

Ny form for belastning
For med en ny løbestil, så er det også andre steder i organismen der bliver belastet. Nu var det lægmusklerne og akillessenen der stod for tur. Heldigvis oplevede jeg kun smerter i lægmusklerne, men hold kæft hvor råbte de også meget af mig den første måned, men derefter havde kroppen vænnet sig til det og så var ømheden væk.

Den næste uge gik med små ture mellem 2 og 4 km, hvorefter jeg en måned efter jeg havde lagt løbestilen om, løb min første 12 km tur. Min fysioterapeut mente, at jeg var bindegal, men det gik jo godt, og med små ture indlagt på alle de andre dage, så var der ingen problemer.

Sådan gik det, slag i slag, og jeg der aldrig havde troet, at man kunne løbe hver eller hver anden dag, løb afsted hver eneste dag (næsten) uden nogen form for smerter eller ubehageligheder.

Den første rigtigt lange tur i fivefingers sko blev løbet den 6. juni, det var Skaldyrsløbet på Mors. 31 km blev det til i næsten bare tæer, jeg kunne godt mærke underlaget i fødderne bagefter, men det var fantastisk at løbe så langt i de sko og med den nye stil.

Fødderne var lidt trætte efter 31 km. Foto: AGR.

Fødderne var lidt trætte efter 31 km. Foto: AGR.

Nu havde jeg fået blod på tanden, 2 1/2 uge efter løb jeg 38 km, og havde stadig heller ikke nogen problemer. Midt i juli løb jeg hjem fra Silkeborg, med lidt omveje blev den på 50 km, og selv om kroppen var træt bagefter, så var der ingen smerter i fødderne, og de var klar igen næste morgen (til en lille tur).

Hvad skal man så prøve?
Jeg havde ingen ambitioner om tid længere, da jeg ændrede min løbestil. Så jeg gjorde også mig selv langsommere, men det betød intet, for jeg var bare glad for at komme afsted på løbebenene.

Jeg havde det også sådan, at jo længere turene var, desto mere skulle jeg også passe på mig selv, så der både var energi og glæde på de lange ture.

Jeg havde talt med Rasmus fra Keep Running i Aarhus, og han og en kammerat arrangerede Marselis Marathon i september 2015. Det måtte jeg prøve, selvom højdemeterne så lidt vilde ud.

“Men,  jeg kunne også gøre det lidt mere besværligt for mig selv,” tænkte jeg…

Hvad med at løbe ind til starten, og så bagefter løbe et maraton. Konen mente jeg var gal, men bakkede mig op.

Derfor startede jeg hjemmefra lørdag den 26. september, og løb, med lidt omveje, de 23 km til startområdet i Marselis skoven. Jeg nåede det lige, inden løbet blev skudt i gang. Så på med chip, noget tørt tøj, og så afsted igen.

Så er jeg klar, først 23 km venter forude, og derefter et "bjergmaraton". Foto: AGR.

Så er jeg klar, først 23 km venter forude, og derefter et “bjergmaraton”. Foto: AGR.

Jeg var ikke hurtigt, slet ikke, og hvis man kigger på resultatlisten så lå jeg langt tilbage i feltet, da jeg endelig kom ind (og kone og fire børn stod og heppede i solskinnet), men jeg havde løbet 65 km. og over 728 højdemeter havde jeg “besteget”.

Det havde taget lang tid, men det var sgu en fed fornemmelse, at have overgået sig selv, på en distance man ikke havde prøvet før.

Næste morgen, benene var trætte, men jeg var afsted på seks km. Med løbeklubben til den årlige bananstafet. Jeg kunne lige så godt få kadaveret rystet igennem igen.

Mit næste mål, det ved jeg ikke, jeg har endnu ikke meldt mig til noget løb i 2016, men jeg overvejer at lave min egen træningstur på 100 km i oktober, for at se om jeg kan, og inden prøve mig selv af på en 75 km rute. Det er lange ture, men det er nogle fede oplevelser, det er jeg ret sikker på.

Man skal også have sko til vintertræning, det er godt, at de er vandtætte. Foto: AGR.

Man skal også have sko til vintertræning, det er godt, at de er vandtætte. Foto: AGR.

Lige til slut, vil jeg tilføje, at ovenstående IKKE er et eksempel man skal følge. Det at skifte løbestil, det er ikke bare noget man gør, slet ikke til forfod/fladfod. Det kræver teknik og løbetræning, og fordi jeg kunne skifte så smertefrit og så hurtigt, er ikke ensbetydende med, at andre kan. Jeg søgte råd og vejledning, og havde efter den første konsultation med fysioterapeuten 5 x tekniktræning efterfølgende. Man skal tage det meget seriøst, så man ikke oplever skader i overgangsfasen, men når de 1 – 2 måneder er overstået, så forstår man ret hurtigt, hvorfor man skiftede.

1uge tilbage

Træningen er slut.

Så kunne jeg vende det sidste blad i min træningsplan i denne omgang. I den forgangne uge blev det til 100.20 tilbagelagte kilometer. Dét er jeg rimelig tilfreds med af 2 årsager; den første skyldes at det er første gang jeg runder de magiske 100km på én uge. Tilbage i 2013 da jeg trænede mod Berlin rundede jeg 91,5km på en uge og i 2015 kom jeg op på 99,5km – begge gange satte jeg PR. I Berlin skar jeg ca. 20 minutter af den daværende PR og den fik lov at stå frem til København sidste år, hvor jeg så nærmede mig 3timers-grænsen med yderligere 2 minutter. Hvis statistikken holder, bør der som minimum ligge en PR gemt i Barcelonas asfalt på søndag.
– Den anden årsag til jeg er tilfreds med de rundede 100km er at min utrættelige følgesvend af en “lyske-,hofte-/lårskade” er så småt dukket op igen og gør hvad den kan for at obstruere mit Sub3-projekt.

Status efter 16ugers målrettet træning.

Som nævnt før er regionen omkring hoftebøjeren ved at være træt og nedslidt for denne omgang. Jeg har haft nogle udfald i træningsplanen, både på grund af fysiske udfordringer i form af en brækket tå og lidt sygdomsforløb, men også nogle arrangementer med mine børn, som blev prioriteret højere end min hobby.
Med disse udfald fra planen har jeg følt mig bagud i forhold til antal kilometer og i forhold til det ønskede tempo, jeg burde kunne sætte. Jeg har, nok, presset mig selv for at lukke hullet i planen og i min hjerne – blot for at konstatere at en anden og mere fysisk betonet udfordring er dukket op.
Rent mentalt er jeg ovenpå. 100km. WOW!. En uge med intervaller omkring An, AT og MP, en LSD-tur på 37km og en tempotur i snit på 4″10/km. Den kommende uge går med afslapning og søvn, samt sørge for at der bliver fyldt kulhydrater i depoterne. – og så lige de sidste praktiske ting omkring rejseaktiviteten og opholdet i Barcelona.

Jeg er klar til at sætte jagten ind på en ny PR – Jeg er klar til at angribe Sub3-grænsen på ny. Om Sub3-projektet lykkedes i denne omgang afhænger meget af hoftebøjeren; krop og sind er i hvert fald parat og jeg glæder mig og er begyndt at mærke de samme sommerfugle i maven, som da jeg skulle løbe mit allerførste marathon for snart 5år siden.

I dag sneede det på Vestsjælland. Men der stod forår på min kalender og med kun én uge til “det store ræs”, blev jeg nødt til at få en afklaring omkring påklædningen. Grundet min “skade” pakker jeg mine neopren/kompression-shorts med i kufferten og alt efter hvordan kroppen har det søndag morgen får vi se om jeg får brug for dem. Jeg løb uden dem på torsdagens tur og har til gengæld mærke bentøjet hele weekenden, lige indtil dagens tur, hvor jeg så havde neopren-buksen på igen.
Noget af dét jeg har sværest ved at forberede mig på er vejret. Bevares, jeg ved det er noget bedre i Barcelona, end i Danmark, men hvordan føles det, at temperaturen pludselig er 9-10grader varmere og luftfugtigheden en smule anderledes. – Jeg husker ét år i København, hvor temperaturen gik fra moderat forår om lørdagen til decideret sommer på raceday, om søndagen. Der var mange der lå dehydreret rundt på ruten – jeg forventer ikke så vild en temperatur forskel, men er alligevel mentalt forberedt på at jeg nok skal have en smule mere, ikke for meget, væske end jeg har været vandt til de seneste måneder.

Quitters never win
Winners never quit

/Henrik

Screenshot_2016-03-06-12-46-06-1 Screenshot_2016-03-06-12-46-34

Når vægttab bliver ens fjende, og løb tager overhånd.. DEL 1..

sunrise-running

Det bedste ved at løbe..

Det jeg elsker aller mest ved at løbe, er at tankerne altid bare får lov til at svæve.. Jeg får bearbejdet en masse ting, når jeg trækker i løbeskoene, tænkt en masse tanker, og drømt en masse drømme. Det er faktisk ligesom om at løb heler mig.. Kender i det?? Hvis jeg har meget om ørerne, snupper jeg ofte lige 10 km ekstra, fordi jeg tænker anderledes, når jeg løber, på en underlig måde løber jeg måske nogle gange FRA tankerne, som ville være anderledes tænkt, hvis de blev tænkt i sofaen.. Giver det mening??

Jeg tænker især tit tilbage på dengang hvor jeg var overvægtig.. Dengang hvor jeg ikke kunne snøre mine egne snørebånd, uden at pruste højt som en flodhest.. Og nu løber jeg de danske landeveje tynde.. Jeg tænker tilbage på en tid, hvor jeg måske ud ad til virkede glad, men hvor jeg inderst inde kæmpede en kamp med mig selv, og bestemt ikke var et lykkeligt menneske.. Måske fordi jeg ikke indså overvægten før jeg stod hos vægtkonsulenterne, den dag i Januar.. Jeg føler nogle gange at jeg har spildt en masse år af min ungdom, hvor man bør have en ung og flot krop, på at være for tyk.. Men på en underlig måde, ville jeg ikke have været kampen foruden (kunne nok godt ha undværet de adskillelige overflødelige kilo), men jeg ville ikke ha været den person jeg er i dag, hvis ikke det var for mit vægttab.. FOR JEG VED JEG KAN.. JEG KAN ALT DET JEG SÆTTER MIG FOR AT JEG SKAL..

untitled

Om det er at smide et par kilo, løbe et Marathon, eller lignende, så ved jeg at jeg kan presse min krop til det yderste, og at den vil gøre alt hvad den kan for ikke at bukke under, uanset hvordan jeg behandler den.. For jeg har ikke kun mishandlet min krop ved at overspise, men også ved at underspise og tvinge den til at klare adskillelige hårdt krævende løb, på et meget lavt kalorieindtag.. Ikke noget jeg er videre stolt af, men noget der har gjort mig så meget klogere på min krop, og på hvor stor en rolle kosten spiller, samt kostsammensætningen, når man er løber.

Dette indlæg bliver meget personligt for mig, og det har været svært at skrive og været længe undervejs. Det er tanker fra mit aller inderste, om kampen som overvægtig, at være på vej ind i en spiseforstyrrelse, og endeligt det der med at bede om hjælp. Her får i første del..

image1 (2)

Michael og Jeg, sommeren 2009, hvor vægten lå på 70 kilo ca.

Når mad bliver til en dårlig vane..

Ironisk nok tænkte jeg ALDRIG over hvad jeg spiste, da jeg var overvægtig. Jeg var ung og uovervindelig agtig, og tænkte aldrig på hvad der var godt eller skidt at spise. Jeg havde fået mig den der fantastisk lækre slanke kæreste, som jo åbenbart måtte være tilfreds med mit udseende. Vi var så unge, og i et meget seriøst forhold. 15 & 17 år, og hvad vi ikke kørte ind ad junck når vi var sammen.. Pizza, Chokolade, is, chips, slik, sodavand i litervis, og alt det der, som man slet ikke overvejer (når man er en foodaholic) er skidt for en.. Og masser af det.. Michael havde i sine unge dage svært ved at tage på, og kunne bare køre ind.. og jeg kørte med.. Når han kunne, kunne jeg vel også.. Det gik egentlig også fint nok (tror jeg), indtil jeg fik mit første arbejde i et cafeteria. Da jeg arbejdede i cafeteriaet mindes jeg, at jeg faktisk ALDRIG indtog et måltid når jeg var der.. Og på en måde var det også rigtig nok, for jeg sad aldrig ned og spiste aftensmad i arbejdstiden.. Men så gik man lige forbi slikket og hapsede lidt der, så var der en rest friturestegte kartoffelbåde tilbage, som jeg lige snupsede af, ti gange på sådan en vagt dyppet godt ned i salatmayoen.. Så drak jeg lige en halv liter cola, og skyllede den ned med en halv liter cokio.. Og som fyraftensbajer (øl og mig har aldrig været helt gode venner), smovsede jeg lige en isdessert, med flødeskum, chokoladesovs og vafler. Jeg arbejdede der, fra jeg var 15 til jeg var 18 år gammel (lige i den periode jeg ud fra billeder, kan se at min vægt eksploderede), og aldrig nogen sinde, på noget som helst tidspunkt, tænkte jeg over vægten.. Jeg stoppede ikke op og undrede mig over at min mor måtte lukke mine cowboy bukser, mens jeg lå på gulvet og holdt flæsket inde, så jeg da kunne se nogenlunde ud til aftenvagten. Tanken om overvægt strejfede mig ikke, når jeg igen igen, revnede et par af mine bukser, og min mor så venligt prøvede at få dem lappet, med verdens grimmeste blomsterlap, lige midt på måsen.. (ikke det fedeste som 17 årig, men men bukserne måtte jo bare være blevet møre.. )

a3d46d40-238a-4c46-8d27-ee3146d50f39_overvaegt

Når jeg så andre overvægtige på gaden, tænkte jeg ikke på, at jeg var en af DEM.. Jeg måtte erkende at jeg begyndte at have det lidt anstrengt ved at kigge mig selv i spejlet, og at jeg ikke var helt solgt, når Michael lagde sin hånd på min mave.. Faktisk tænkte jeg dengang, at det nok bare var fordi vi var ved at glide fra hinanden.. For vi kæmpede i 2004 hvor jeg var 17 & Michael var 19.. Den der sætning ”Man kan ikke elske et andet menneske, når man ikke elsker sig selv”, den er så sand og siger bare det hele.. Men lad mig lige fastslå, Michael har ALDRIG hentydet, sagt eller påpeget min vægt, på trods af en forholdsvis svær periode i vores forhold, da jeg var på mit største. Han har aldrig kommenteret at jeg spiste for meget, selvom jeg snildt kunne overspise ham med en halv bradepande lasagne og en liter is til dessert. Han har aldrig nævnt at jeg var doven (come on, det var jeg jo; lud doven.. At dyrke motion var kun noget jeg gjorde når jeg skulle besøge en veninde på 5. sal, og elevatoren var gået i stykker). Og hvor er jeg glad og taknemmelig for at han ikke sagde noget, for erkendelsen af at være overvægtig, den skal komme fra en selv.. Der hjælper bemærkninger fra ens nærmeste ikke det mindste.. Tværtimod sårer de mere end at gavne.. Jeg husker tydeligt et familiemedlem, der i efteråret 2004, påpegede at jeg da vidst var kommet mig lidt, og at jeg skulle passe på at hælen på min stiletter ikke Knak.. NØJ, hvor gjorde det ondt.. Jeg svælgede sorgerne i 3 flødeskumskager, og så blev det lagt ind bagerst i ”glemmebogen”.. Motivationen for at et vægttab skal lykkes, det skal komme helt inderst inde fra, for det er den motivation, det drive, der skal bære dig igennem, når det hele virker som noget rigtigt møg.. Det er nemlig de færreste der forstår hvad du går igennem, mm. De har været der selv.. Der er ikke mange der ved, hvor svært det er at ligge cola på hylden, når man har været dybt cola afhængig i mange år. Eller hvor mange tanker og spekulationer, man bruger op til fx en konfirmation, fordi man både skal have sundhed, til at gå op med at kunne hygge sig, uden at falde i og tage det dobbelte på igen.. (jeg medbragte ofte mad & dessert til mig selv, i den periode hvor jeg virkelig skulle tabe mig.. Jeg ville nemlig ikke mindes om hvad jeg gik glip af, fordi jeg var bange for at falde i)

chokoladefælden

Når den digitale badevægt tager over..

For da mit vægttab startede, så var der ingen vej tilbage.. Vægten skulle kun én vej, og det var NED.. At tage på igen, var ikke nogen mulighed for mig.. Og det tror jeg netop var fordi jeg tog beslutningen SELV.. Jeg kom selv frem til at jeg var for tyk.. jeg var så topmotiveret den dag i Januar, og inderst inde vidste jeg at det nok skulle lykkes, for alt andet ville bare ikke være en vej for mig.

Jeg tabte mig 25 kilo udelukkende ved hjælp af vægtkonsulenterne.. Der stoppede jeg så efter et halvt års tid, fordi jeg følte at jeg magtede opgaven selv. Fra 75 kilo og ned til 70, de kom stille og roligt af sig selv, efter jeg havde fået en ide om kost, og var begyndt at jogge lidt i ny og næ, uden at være ved at dø efterfølgende.. Michael var i militæret, og jeg arbejdede bare rigtig rigtig meget, så stille og roligt sneg vægten sig ned på 68, og hold op hvor var det en sejr.. ENDELIG vejede jeg nemlig mindre end Michael.. YAY!!! Det er det fedeste at veje mindre end ens mand.. Der er ikke noget så demotiverende, som kvinde (i mine øjne), end at veje 1/3 mere end ens mand.. Så ryger illusionen om at han bare tager og svinger dig rundt, som et yndigt lille nips, ligesom!!! Jeg begyndte at lave små aftaler med mig selv..  bla. at hver gang jeg rundede 70 kilo, så var det med at gå kosten efter i sømmene igen..

arsager-til-overvægt

Og så kom angsten for at tage på igen..

Og det var sådan at vægten blev til en dyb afhængighed hos mig.. Vægten bestemte simpelthen hvilket humør jeg skulle være i.. 68,2 mandag, JUBIII, det bliver en fed uge.. 68,9 onsdag, arg, det bliver bare verdens værste uge, alt ramler, og jeg bliver tyk igen.. Sådan levede jeg mange år. Uden at jeg nogensinde har fortalt det til nogen, så kunne jeg snildt veje mig op til 3 gange om dagen.. Og gerne på andres vægte også.. Hvis jeg ikke havde nået at veje mig om morgenen, kunne jeg få helt koldsved på panden af bare stress over, hvornår jeg mon kunne veje mig igen. Det var på dette tidspunkt at jeg udviklede en frygt for at tage på igen.. En frygt der stadig bor i mig.. En frygt du kun forstår, hvis du har været overvægtigt og tabt dig.. En frygt min bedre halvdel, min familie & mine venner, aldrig vil kunne sætte sig ind i.. En frygt der gjorde, at jeg på et tidspunkt ramte muren og måtte bede om hjælp.. (fortsættelse følger i del 2)

NB:

Jeg er netop vendt hjem fra et hårdt intervaltræningspas, og skulle have noget at spise med mig videre på farten.. Her er der to stk quinoagalleter, smurt med peanutbutter og skiver af dadler, smækket sammen som en mad.. Prøv det, det er VIRKELIG GODT!!!!

 

 

“Uden mad og drikke…”

Har du også ambitioner med din løbetræning? For at have den rette energi og kunne yde det maksimale, er ernæringen en vigtig brik i enhver løbers træningsplan.

 


 

Løb er i sandhed en helt fantastisk sport – det giver os en mulighed for at udfordre os selv og sætte konkrete mål, som vi kan stræbe efter. Hvad der for mig startede som konditionstræning for at kunne spille håndbold på højt plan, endte med at blive et livsmål og udviklede sig til min nye passion for triatlon.

For at blive en god løber, skal man bruge rigtig mange timer i løbeskoene, hvor man kan udvikle sig og med tiden udvide sine mål, hvad end det gælder et hurtigere pace, en større distance, eller måske noget helt tredje. Det utrolige er dog, hvor lidt tid og energi der bliver brugt på at finde den rette ernæring. Der er selvfølgelig forskel på, om man er motionist der løbe 2-3 km. et par gange i ugen, om man løber halvmaraton, maraton eller er en del af eliten.

Mad er energi og hvis vi ikke fylder kroppen med den rette ernæring, i de rette mængder og på de rigtige tidspunkter, kan det næsten være ligegyldigt, hvor ofte og intenst vi træner. Det kan derfor være en god idé for langt de fleste løbere, som dyrker regelmæssig motion og presser kroppen at lave en ernæringsplan, eller i hvert fald gøre sig nogle tanker omkring, hvilken ´benzin´ kroppen har brug for. Jo mere seriøs man er omkring sin sport, jo vigtigere og mere afgørende er det, at have en god ernæringsplan som er tilpasset ens træningsmængde.

Der er myriader af spørgsmål omkring kost til vores sport på tværs af alle niveauer. Man kan Google sig til rigtig meget og finde ekspertviden i bøger, men som jeg ofte hører, kan det være uoverskueligt for folk at finde rundt i de mange kostvejledninger og være vedvarende med sin ernæringsplan. Jeg er selv ekstremt dårlig til, at holde mig til én bestemt kostplan og jeg spiser for det meste de ting, som jeg lige har lyst til. Når jeg kigger tilbage i tiden, kan jeg dog tydelig se forskel på mit præstationsniveau og den mad jeg har indtaget i perioden op til.

Til triatlonstævner og længere løb snakker man ofte om den berømte og frygtede ”mur”, de fleste har formentlig hørt om den eller mødt den selv. Muren er det tidspunkt hvor kroppen går i strejke, men hjernen vil fortsætte. De fleste møder muren, når kroppens energiniveau/brændstof er udtømt og der ikke er mere at tære af. Det er derfor vigtigt, at man til et længere løb fylder kroppen op både før og under, så man undgår at gå kold. Menneskers kroppe kan opbevare ca. 2000 kalorier i form af kulhydrater, det svarer til ca. 30-35 km. løb og det er altså hér, at de fleste oplever at gå kold. Så hvis du eksempelvis skal løbe et marathon, kan det være godt at have overstående i bagtankerne og sørge for, at have energi med til hele løbet.

Også efter et længere træningspas eller en konkurrence er det vigtigt med den rette ernæring. Her skal man tænke på  det ”anabolske vindue” – den tid hvor kroppen er mest modtagelig for kulhydrater og protein. Kulhydrater og protein er gode, da de fylder kroppens energidepoter op og hjælper med at genopbygge kroppens nedbrudte muskler. Når depoterne skal fyldes op efter et hårdt løb, er det vigtigt at man indtager produkter med et lavt fedtindhold, da fedt har en dårlig indflydelse på fordøjelsen. Efter træning er det vigtigt med en hurtig fordøjelse, som fører til en hurtig optagelse af næringsstoffer og dermed fører til en hurtig restitution.

 

For at finde meget mere inspiration og vejledning til din kost, vil jeg igen henvise til internettet eller de mange fagbøger der findes på området. Personligt er min favorit ”Spis – triatlons fjerde disciplin” af Tom Holland og Amy Goodson. Bogen er en guide til ernæring for triatleter, men som løber kan man også få stor gavn af at læse den 🙂

 

mig..2    

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben – The Movie

Så kom den.

Filmen I alle har ventet på.

IMG_2561

 

Dette indlæg er derfor en opfølgning på mit sidste ved titlen “Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben”.

Dette er nemlig filmen bag indlægget.

Herunder er linket til filmen samt et link til “historien”.

Selve “historien”: http://runningblogs.dk/krigskorrespodent-i-sibirien-med-skarptladte-vaaben/

Filmen: https://youtu.be/i7R-Oj7-el0

 

Denne film kan desværre ikke ses på mobiltelefoner – uanset mærke eller styresystem – ej heller på ipads eller lignende.

Dette er ikke noget jeg har bestemt eller indstillet den til.

Men er besluttet af youtube.

Dog virker den perfekt almindelige computere.

Her kan de også nydes på en stor skærm 🙂

 

God fornøjelse.

Og smid gerne en kommentar herunder.

 

Her kan du se de andre film jeg har lavet.

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.00 Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.13

 

TheGeekRunnerwhite

 

God ernæring for løbere – er hvad brændstof er for en racerbil

Hvem er den nye blogger? 

Mit allerførste indlæg i denne bloggerverden – jeg hedder Tanja er uddannet PBA. Ernæring og sundhed, fitness instruktør og har Diploma in sports nutrition og personal nutrition. Jeg har de seneste mange år løbet kontinuerligt, og sidste år deltog jeg i Berlin Marathon, og kunne ikke få armene ned derefter, så nu kører vi på til Frankfurt Marathon 2016 😃

Ernæring er vejen frem 
Mine blogindlæg vil primært dreje sig om ernæring til løb – før, under, efter og imellem løbepassene. For ernæring er faktisk også ganske essentiel, når man snakker løb, og specielt når man dedikerer 1-2-3-4 timer eller mere dagligt i løbeskoene.
For hvad gør egentlig, at vi præstere godt, restituere godt og når vores mål – jamen jo, det gør vores mindset i hovedet, men ernæringen er en ret væsentlig faktor i dette.

En racerbil uden brændstof 
Men hvorfor er kosten så egentlig vigtig i forhold til løb? – når vi løber (og træner i det hele taget) bruger kroppen mange ressourcer på at holde sig igang, og en god sportsernæring vil derfor kunne være med til at optimere sportspræstationen, reducere skader, styrket immunsystem og stærkere psykisk præstation.
Derfor er ernæring og noget man skal have i baghovedet når man både skal i løbekonkurrencer, men også på daglig træningsbasis. Tænk evt. på det som en racerbil – ville man lade den køre uden brændstof eller evt. med det forkerte brændstof? Det ville man formentlig ikke 😉