Indlæg

Running Free – video

Running Free er en kort video med billeder fra forskellige trails omkring i Danmark, blandt andet Bornholm, Marselisborgskoven i Aarhus og nationalparken i Thy. Formålet med videoen er blot at motivere og underholde – Enjoy (:

   Running Free – video   

Jeg hader at blive forpustet!

Virkelig.

 

Jeg kan ikke fordrage, når det dunker i tindingerne, og jeg kan mærke pulsen i halsen. Løb op ad bakke er det rene mareridt. Jeg kan heller ikke lide at løbe ned ad bakke. Jeg bryder mig ikke om fornemmelsen af, at min ben løber hurtigere, end de egentlig kan. Jeg vil helst bare løbe ligeud. På gode dage. Jeg kan ikke lide de dage, hvor mine ben er tunge som bly. Og det eneste gode ved intervalløb er, at det er relativt hurtigt overstået. Jeg kan ikke fordrage at presse mig selv op i et tempo, der slet, slet ikke føles naturligt! Modvind er heller ikke lige mig. Der er noget fundamentalt naturstridigt over at kæmpe sig afsted i en skarp vind, der heller vil have dig den anden vej. Og måske er det endda lidt farligt. Man kunne jo få en gren eller en tagsten i hovedet?

 

Egentlig kan jeg godt lide at løbe i regnvejr. Jeg kan godt nok ikke lide at blive våd. Men fordelen ved regnvejr er, at der ikke er ret mange andre løbere – eller cyklister – ude. Jeg kan nemlig bedst lide at løbe på asfalt. Cykelstier. Ligeud. Alene. I medvind. I mit eget tempo.

 

Hvordan pokker kommer jeg så egentlig afsted, så ofte som jeg gør? Og det er ikke altid vindstile. Cykelstierne er ikke altid tomme, og der er mange bakker i Aarhus. Hvad er det så, der gør mig til løber? Hvorfor er det, jeg kommer afsted – dag efter dag i al slags vejr og på alle tidspunkter af året?

2013-09-16 10.55.03

Her kommer derfor mine bedste tips til at komme afsted – selvom jeg virkelig ikke gider (del 1)

1) Hvad er alternativet?

Jeg sidder ved bordet på arbejdet – på den stol jeg har siddet på hele dagen – og stirrer ud af vinduet. Det regner. Og blæser sikkert også. Det er ved at blive mørkt. Arh, tænker jeg. Idag er dagen, hvor jeg springer over. Jeg løber jo kun for min egen skyld. Så jeg kan vel pjække, når det passer mig!? Jeg cykler hjem (gennem regnen) og mærker blodet rulle lidt mere, end det har gjort hele dagen. Det føles jo egentlig meget godt. Mine kolde tæer begynder pludselig at give lyd fra sig. Så er det, jeg tænker, hvad alternativet er. Alternativet til løbeturen altså. Det er som oftest at smide mig på sofaen og tænde for tv’et. Men, tænker jeg så, nu ER jeg jo allerede ude, håret ER blevet vådt. Og jeg har jo ikke nogen aftale med nogen – idag var jo en løbedag. Den friske luft føles jo egentlig også meget godt efter en hel dag på kontoret i prut-, kaffe- og printer-os.

Og så cykler jeg hjem og tager løbetøjet på.

 

2) Jeg kan jo bare gå

Scenariet er som ovenfor. Så jeg beslutter, at idag kan jeg bare gå. I hvert fald op ad bakkerne. Eller hvis jeg bare lige bliver træt. Og at 7 km jo faktisk også er rigeligt. Hjem fra arbejde og på med løbetøjet, og jeg tager afsted. Går rask afsted den første kilometer. Og så begynder jeg at kede mig. Ok, tænker jeg. Jeg løber hen til lyskrydset – det her går simpelthen for langsomt. Så går jeg lidt igen – og  begynder at kede mig og sætter igen i løb.  Nogle dage er flowet der lige med det samme. Andre dage bliver jeg forpustet af ingen verdens ting. Og alle de andre løbere ser så lette og upåvirkede ud. Og smarte. Og de er slet ikke gasblå i ansigtet…. Så tænker jeg, at dem, jeg møder, ved jo ikke, hvor langt jeg har løbet. Det KUNNE jo være, at jeg var på sidste fjerdedel af en lang 25 km tur. De ved jo ikke, at det er 7 minutter, siden jeg forlod min gadedør, og at jeg er døden nær af pollenallergi, stillesiddende arbejde, tunge ben, PMS og almindelig ugidelighed. Og så kører det ligesom – og pludselig har jeg alligevel løbet dagens tur.

 

3) Rødvin – altid rødvin!2013-09-16 10.56.41

Som stor fan af rødvin hjælper det altid at udlove et stort glas glimrende rødvin som belønning, når dagens tur er i hus. Det virker – hver gang! Og der ER altså ikke meget, der stikker følelsen af at sidde i sofaen – afløbet, nybadet, med benene oppe og et godt glas rødvin i hånden!

 

En gang imellem tænker jeg vældig meget på det glas rødvin, jeg skal have, når jeg kommer hjem. Og langsomt begynder tankerne at flyde. Væk fra hvor hårdt det er, hvor forpustet jeg er, og hvor tungene benene er og over på dagen, der gik og aftenen, der venter. Over på det, jeg ser. Det jeg hørte. Dét, der lige trænger til at blive vendt en ekstra gang – og uden jeg egentlig rigtig opdager det, kommer flowet ganske langsomt. Mit bedste trick er derfor egentlig at lade være med at tænke for meget over det, og bare lade benene gøre arbejdet. And if you’re working too hard you’re working too hard.

 

4) Chokolade

Man kan jo altid toppe rødvinsaftalen op med en aftale om chokolade. Faktisk er mørk chokolade jo nærmest medicin, så det burde egentlig være obligatorisk hver dag (og er det stort set også, så ret beset lover jeg mig selv et EKSTRA stykke chokolade) 🙂

 

Fortsættelse følger…..

Post-workout meal: Chokolade eller?? PLUS opskrift :)

goal

Kender i det der, når man løber, og virkelig giver den gas (spurter ligesom Phoebe fra Venner agtigt), så meget at når man løber ind i indkørslen, er man tæt på at kaste op??? Lungerne snørrer sig sammen, hovedet dunker, sveden drypper alle vejne fra og kinderne er så brændende varme, at man kunne spejle et æg på dem.. Jeg er ikke videre betaget af at løbe på denne måde, men alligevel har jeg befundet mig i denne tilstand, 2 gange indenfor den sidste måned, og hvorfor skal jeg nok komme ind på senere.. Men først skal i høre hvad det har mindet mig om.. Det har nemlig taget mig med helt tilbage, til min første løbetur EVER..

Når vægten står stille..

Maj 2006.. Rejsen havde været lang, og jeg havde på dette tidspunkt tabt mig ca 25 kilo, udelukkende ved hjælp af vægtkonsulenterne, og vejede omkring 75 kilo.. Jeg levede overvejende sundt, ifht min livsstil inden jeg startede hos vægtkonsulenterne, men jeg var stadig ikke 100% i mål. Det tager lang tid at integrere sundhed som en del af sit liv, hvilket nok også er derfor at rigtig mange har svært ved at holde fast i de sunde vaner, og ender med at kaste håndklædet i ringen, og tage dobbelt så meget på som de har tabt. Jeg havde ligget på omkring de 75 kilo et stykke tid, og vægten ville bare ikke længere ned. Jeg var stoppet med mine vejninger hos vægtkonsulenterne, og der sneg sig nok et lille stykke chokolade (min store last i livet), for meget ned.. Ikke at jeg oplevede vægtstigning, min vægt har kun været nedadgående siden jeg var på mit højeste, men jeg kom bare ikke rigtig videre med målet om at blive løber (og komme under 70 kilo).

Da jeg var overvægtig havde jeg afsindig mange problemer med mine knæ, så selvom jeg virkelig ønskede at mænge mig med det der løbe folkefærd, så vidste jeg også, da jeg startede mit livs rejse, at jeg ville smadre mine knæ, hvis jeg så meget som overvejede løb, det første stykke tid. Derudover havde jeg også en stærk overbevisning om, at man for at kunne betegne sig selv som løber, (ifølge stemmen i hovedet), bestemt skulle kunne presse sig ned i et par af de der løbetights, der så så skide smarte ud, på hende der løb forbi vores hus hver morgen (og vejede maks 40 kilo!!!!!!), men som på mig, mest af alt fik mig til at ligne en champignon, med en ret så rund og fyldig overkrop.

givemechocolat

Den der forårsdag

Jeg havde indtil videre bare gået afsindig mange, og lange, ture, ca 1-2 timer om dagen, men jeg kunne mærke hvordan det hev i mig, når jeg så blev overhalet af en løber. Det så så legende let ud, og jeg kunne mærke den der motivation for selv at blive løber, blusse op i mig.. Så jeg tænkte, at nu skulle det være, og fór ud og købte et par løbesko (LÆS kondi sko, fordi jeg ikke vidste bedre på dette tidspunkt), købte et par dejlig løse jogsere (så jeg slap for at klemme måsen ned i de der tændstiksrør og blot minde mig selv om, at jeg stadig havde tendenser til at ligne michelinmanden), og så gjorde jeg mig klar til mit livs første løbetur.. Joh, jeg har ganske vidst løbet i folkeskolen, til gymnastisk, (og efter bussen) men havde i set mig, ville i være fuldstændig klar over at det bestemt IKKE kunne BETEGNES SOM LØB..

At spurte efter… Chokolade???

Jeg havde planlagt en tur på 3 km, ingen kvaler, dem skulle jeg nok klare.. Og så løb jeg, som løb jeg for livet… Det var jo sådan jeg så diverse løbere, løbe forbi mig hver dag.. Man skulle bare løbe til.. Jo hurtigere jeg løb, jo hurtigere var jeg jo egentlig nok også hjemme igen, tænkte jeg.. Så jeg spurtede, som løb jeg efter den aller sidste Snickers på denne klode, og jeg hostede og jeg hakkede, og bandede det her løb langt væk, men gennemføre, det skulle jeg fanme. Hver gang jeg blev overhalet af en løber, fik den lige en tand op i tempo.. Jeg gav den virkelig alt hvad jeg havde i mig.. Da jeg drejer ind ad indkørslen, var jeg tæt på at besvime, og jeg stod og små brækkede mig lidt i busken, med de vildeste fråde om munden, og snot rendene ud fra næsen. Jeg stoppede stopuret, og tænkte at jeg da nok have løbet distancen på ca 18 min, når nu Michael kunne løbe 3 km på 9,03 min.. Da jeg stopper uret, må jeg lige kigge en ekstra gang, og tørre mine ret så duggede øjne.. 31,14 min havde jeg været om at løbe distancen.. HVAD FILAN, JEG HAVDE JO SPURTET??? (og det meste af turen havde været ned ad bakke). Tjohh, jeg var vel blevet overhalet af samtlige løbere, en af dem havde minimum været 100 år!!!!!, men at løbe én enkelt kilometer på 10 minutter, OG være ved at brække sig efterfølgende, det var jo ærlig talt en smule, ifølge mig selv, til grin.. Jeg kunne jo nærmest ligeså godt melde mig til pensionist fitness i det lokale fitness center, så ringe var formen!!! Men hvordan skulle jeg så blive løber?

Meget mere end bare løb!!!!

Jeg måtte jo nok erkende at det der løb, så absolut ikke var ligeså ligetil, som det så ud.. Lære det skulle jeg nok, men nu skulle jeg lige finde ud af hvordan, for at løbe på denne måde, det var bestemt ikke rart.. Og derudover havde jeg egentlig nok også fået pænt meget ondt i knæerne!!! OG JEG HAVDE VIRKELIG LYST TIL (OG FORTJENT!!!!) DEN DER SNICKERS. Jeg tørrede panden, tog et bad, og satte mig derefter i sofaen med min velfortjente chokoladebar, og min computer, for at finde et passende løbeprogram, for jeg nægtede at give op. Jeg skulle bare, en eller anden dag, kunne sige til Michael, “HA, jeg har lige løbet 3km på 9,00 min, og derfor slået din PR!!!!”

Og hvorfor har jeg så løbet på denne måde, igen igen??? Denne her, jeg løber som var fanden efter mig, selvom det resulterer i krampetrækninger i lunger, hals og svælg, måde??? Det er fordi at jeg, FORHENVÆRENDE 100 KILO TUNGE CAROLINE DER STØNNEDE BLOT JEG SKULLE GÅ OP AD ET PAR TRAPPETRIN, er ved at træne op til mit aller første marathon. JEP, i hørte rigtigt.. Jeg besluttede nemlig i efteråret at jeg, efter gentagne halvmarathoner hvoraf mit første halvmarathon var i foråret 2015, skulle gennemføre det der marathon, som for 11 år siden, virkede som tortur, og som klart kun var for mennesker, som så definitivt IKKE vidst hvad livskvalitet var..

OG JEG GLÆDER MIG..

I slut december startede jeg med personlige løbeprogrammer, designet af Michael T.K Jeppesen, som har Team Guldbamsen, og har adskillelige topplaceringer bag sig, i ruter som 10K, Halvmarathon & marathonløb.. I dag har Michael T.K Jeppesen så testet mig for anden gang, OG jeg har netop færdiggort min anden 3 kilometers all out, test..  Min tid for 4 uger siden hed 14,42, men i dag, kan jeg pavestolt sige at min tid blev 13,15. Hvor sejt er det ikke lige?? Jeg har endnu ikke slået Michael’s PR, men det skal nok komme..

allouttest1

allouttest2

Og jahhhh, det var sindsygt hårdt, men denne gang løb jeg ikke efter chokoladen.. Jeg løb efter mit mål om at klare et marathon på under 4 timer, hvilket er en langt større motivation.. Og lige nu har jeg slet ikke lyst til guffe-lade, men glæder mig totalt meget til forkælelse i form af lækre post-workout pandekager, smurt med peanutbutter, og ananas On The Side, spækfyldt med alt det bedste jeg kan give min krop ovenpå et hårdt løb.. OG fordi jeg fortjener det..

Pandcakes

Snup opskriften:

Alle ingredienser er økologiske, hvilket vil sige at der ikke er efterladt sprøjtegift, pesticider og andet skadeligt for kroppen.. Sundhed starter med det vi putter i munden 😉

40g havregryn

40g boghvedemel

40g valleprotein

3-4 dadler

2 æg

En knivspids salt

1 spsk kanel

1 ½ dl mandelmælk (evt en smule mere hvis æggene er små)

Ingredients

Bland alle ingredienser sammen til en lind dej, og steg derefter på panden i lidt kokosolie. (jeg plejer at få ca 6 pandekager ud af det)

Dej Pandcakeinthemaking

Jeg putter chokopeanutbutter, uden sukker, på mine (mandelssmør er også YUMMI), og med ananas ved siden af.. Prøv det, det er simpelthen for lækkert.. Er pandekagerne kolde, plejer jeg at smøre dem som en mad, men ananas i midten..

NB: Ananas og dadler/abrikoser er ideele til post workout snack, da det går meget hurtigt i blodet, og derved også hurtigere i musklerne, hvorved du lynhurtigt får stabiliseret dit blodsukker.

2016 betyder nye udfordringer!

Godt nytår til alle læsere, jeg håber I er kommet rigtig godt ind i det nye år og er klar til de nye mål og udfordringer, som 2016 vil bringe. For mit vedkommende står den på debut i Ironman 70.3, nogle halvmaraton og 2x maraton og jeg glæder mig!

 


 

Så blev der omsider tid i kalenderen til endnu et blogindlæg. De sidste 2 måneder har været yderst travle med studie, fultidsarbejde og træning.  Pga. travlheden røg luften af ballonen og jeg blev slået omkuld d. 25/12. Om morgenen vågnede jeg og var forkølet, uden energi og med en begyndende hoste. Det var heldigvis bare en “weekend sygdom”. Min krop trængte simpelthen til hvile og hygge med familien, efter en periode med lidt for meget om ørerne. Dagene mellem jul og nytår blev derfor brugt på afslapning og hygge sammen med min familie og venner.

Som en opfølgning på mit sidste indlæg kan jeg fortælle, at min løbetræning går fremad. Mine nye løbesko Altra Paradigm (som jeg testede tidligere), er stadig helt fantastiske og jeg er meget begejstrede for deres pasform. De er hurtigt blevet mine foretrukne løbesko! Mit skinnebensbetændelse har dog drillet en del på det sidste ikke pga. skoene, men fordi jeg har været på vandreture, hvilket har fremprovokeret overbelastningsskaden igen. Det næste stykke tid bliver mit fokus derfor på svømmetræning, cykling samt styrketræning.

For at vende tilbage til problemet omkring skinnebensbetændelse (og andre overbelastningsskader), vil jeg igen opfordre alle læsere til, at blive mere bevidste om deres krop og de signaler den sender. Vær opmærksom på småskader og restituer inden de bliver til kroniske problemer! Ingen løbere er immune over for skader og ifølge en undersøgelse fra 2004, oplever op mod 70% af alle løbere en eller anden form for skade hvert år. Det kan derfor være en god idé, at få skaden checket af en fysioterapeut eller en anden kyndig, hvis du oplever, at det generer mere end en nagende ømhed.  Hvis din skade er opstået akut som eksempelvis en fibersprængning, vil jeg henvise til RICE metoden (Rest, Ice, Compression og Elevation) og vær opmærksom på, at du ikke går for hurtigt i gang igen. Hvis det er en overbelastningsskade kan du bruge samme metode, men kig samtidig på dit træningsprogram, din løbeteknik, dine sko og find årsagen til skadens opståen.

En af de træningsmetoder der har hjulpet min krop, til at blive stærkere er svømning. Før jeg startede med triatlon, sagde svømning mig ikke det store og det var mest noget, som jeg forbandt med en strandtur en varm sommerdag. Det gode ved svømning er, at man træner hele kroppen og samtidig skåner benene for de hårde ´stød´ som man oplever ved løb. Det er samtidig en af de bedste træningsformer når man døjer med skinnebensbetændelse, da benene ikke bliver belastet på samme måde.

Med 5 måneder til mit første triatlonstævne er jeg spændt på, om mine ben når at blive helt klar. Min kalender er (ligesom mange af jeres) spækket med stævner og løb som jeg nødigt vil gå glip af. Men hvis der er noget jeg har lært i løbet af de sidste 3-4 måneder så er det, at man ikke skal presse kroppen til mere end den kan klare. Måske ens stædighed og vilje kan klare presset, men hvis kroppen ikke kan følge med, så når man ikke ret langt.

 

God træning til jer alle derude og pas på jer selv 🙂

Vejen til: [indsæt dit mål her]

Nyt år: 2016             Nyt mål: Forbedring

Skotland

Dette er et klassiske oplæg når et nyt år står for døren, om så forbedring indebærer at sætte en PR på yndlingsdistancen, nå nye milepæle på kilometertælleren eller et mere abstrakt mål som at være mere sund og fremme ens velvære.

Mit mål for 2016 at løbe flere kilometer på mange flere fede trails, og dele hele processen med både op – og nedture her på bloggen. Så hvis du står og har sat dig et stort mål forude, så følg endelig og del dine erfaringer også – jo flere bidrag jo bedre.

 

Erfaring, dette år med hjælp fra Getting Things Done(Mere info), viser at et mål bliver nemmere at opnå hvis man stiller sig delmål og underopgaver. Disse underopgaver i sportens verden variere fra person til person og kan både baseres på hvad man motiveres af, samt ting man ser som en nødvendighed at forbedre for at nå sine mål. For mit vedkommende ligger fokus for 2016 følgende 3 steder – fundet med hjælp fra kæreste, veninde og familie i gaverne under juletræet i år.


1: Kost

2014-10-26 21.49.57Dette punkt er egentlig ikke nyt på listen over ønskede forbedringer og 2015 bød da også på et 3 ugers forløb som vegetar for at se effekten på min præstationsevne som løber – dette dog med manglende konklusion for nu. Egentlig er målet meget simpelt, og jeg er sikker på at jeg ikke står alene med dette: At finde det bedst mulige brændstof til min krop og efterfølgende fastholde denne kost. Egentlig et simpelt mål, men åbenbart utrolig svært at nå. Heldigvis kom fornyet motivation da bogen
Eating on the wild side af Jo Robinson(info) lå under juletræet og det bliver en fornøjelse at flytte fokus fra ”Jeg må ikke spise … og …” til ”Hvis jeg spiser…. Og tilbereder …. så kan jeg præstere bedre”. Netop det at flytte fokus som nævnt ovenfor er derfor første delmål for at nå flere kilometer i 2016.

.

.

2: Mentalitet

Nok ikke det hyppigste fokuspunkt på de mange lister over nytårsforsæt, men dog et væsentligt alligevel efter min mening. Det handler om at have den rette mentalitet under de lange distancer og ikke falde i de mange sorte huller som pludselig dukker op når uret Samsø Marathonviser +2 timer. Det er et velkendt fænomen at møde muren både fysisk og psykisk, og svingninger i humøret er svært at undgå når kroppen begynder at sige fra. Her vil det at være forberedt og kunne takle dette på den mest optimale måde bestemt være værd at forbedre sig på.      Der findes flere måder at øve sig på at takle disse sorte huller, et af dem værende at hoppe over, som man lærer ved bitter erfaring efter at være faldt i nok gange til mange lange løb. En anden måde er at lære at kravle hurtigt op igen hvis man ender nede i hullet. Sidstnævnte håber jeg at blive bedre til med tips fra bogen Running with the mind of meditation skrevet af Sakyong Mipham(info). Med min erfaring kombineret med konkrete teknikker håber jeg at kunne styrke mit sind for dermed at kunne presse endnu flere grænser i 2016.


3: Teknik

20150607_071316De seneste  år har tankerne om teknik ofte fulgt ideen om forfodsløb og denne udvikling har jeg fulgt tæt. Det er dog med tiden gået op for mig at der er mere til tekniktræning end blot hvorledes foden placeres i jorden. Netop det at koordinere, finde balancen og have styrken i kroppen til at kunne forbedre løbeøkonomien og dermed evnen til at udholde udmattelse under længere distancer er et punkt med god plads til forbedring i min verden. Det kan dog være svært at praktisere god løbeteknik og derfor er det vigtigt både at have forståelsen for bevægelsen samt konkrete øvelser med i processen, hvilket jeg håber at finde i bogen Den Perfekte Løbeteknik af Thomas Reckmann(anmeldelse fra løberen), som også lå under træet i år. At forbedre teknikken vil ligeledes kunne øge kilometertallet ved at nedsætte mængden af brændstof kroppen har brug for og, hvis jeg er heldig, spare mig for skader i 2016.

 

Godt nytår!      20150822_201122

Dette er altså mine 3 fokuspunkter i jagten på flere kilometer i 2016, inspireret af 3 bøger.
Andre fokuspunkter kunne også være at løbe flere intervaller, komme mere ud i naturen, finde det rigtige løbsoplæg, styrketræne mere eller hvad dit hjerte begærer. En grundlæggende opskrift på succe er dog at målene er opnåelige og inden for rækkevidde, hvilket kan gøres ved research af dit fokuspunkt, enten via bøger, ved at snakke med venner og bekendte eller på nettet. Så find hovedmålet og derefter 3 konkrete områder som der kan arbejdes på for at nå netop dette mål, samt de præcise handlinger du kan foretage dig inden for de 3 områder – og så kan 2016 ellers bare komme an!

Godt nytår og så ses vi på de små trails i 2016   

 

…sex for første gang

Hjertet banker, fugtige håndflader, varme i kinderne, svært ved at koncentere sig…

Ja vi alle prøvet at være i den situation, nogle unge andre “gamle”.

Men en ting er sikkert.

Vi har alle stået der med sved på overlæben, og dirrende knæ, og tænkt “hvad fanden gør jeg nu, mine venner siger jo, at det bare er lige indtil man er igang”.

Fuck it, here it goes.

Skærmbillede 2015-12-27 kl. 23.32.51

Odense City halvmarathon 01.09.2013

 

“Som sex for første gang”.

Det var akkurat den følelse jeg havde den 01.09.13, da jeg stod der ved Flakhaven i Odense, og ventede med bankende hjerte på, at årets City halvmarathon skulle skydes igang.

Det var mit første motionsløb, og første gang jeg løb et halvmarathon.

Damn, jeg havde jo kun løbet siden siden den 11 februar selv samme år.

Og aldrig havde jeg løbet før – ahhh, eller jo, jeg løb jo med utallige tømmermænd, som alle andre gjorde, tilbage i 1998, da jeg aftjente min værnepligt, som så mange andre unge danskere, gjorde dengang.

“Hvad fanden havde jeg gang i.?”

Hvordan helvede skulle jeg klare mig gennem dette løb.?

Lad os lige se tilbage på denne sindsyge ting…

Den 11 februar 2013 vejede jeg 91 kg, og kunne ikke engang løbe ned til iskiosken, eller rettere hjem fra iskiosken hurtigere end isen smeltede, og det gad jeg altså ikke.

Hvem gider spise smeltede is af min hånd og underarm.?

Så jeg gik igang med løb.

Det fangede mig, og jeg smed lidt kilo, og så meldte jeg mig til dette løb.

Der skulle jo ske noget.

Og der står man, som en anden umoden dreng, der ikke har nogen som helst ide om hvad der nu skal foregå. Jo man er vel kommet til third base, og nu skal der gramses, for derefter at at have sex for første gang.

Hvad skal jeg gøre, er jeg sej nok i tøjet, ser jeg rolig ud, ser jeg skræmmende ud, ligner jeg mest af alt en total tabt spædkalv.?

Haha, jeg husker det tydeligt.

Jeg følte mig usårlig, sej, og med masser af selvtillid.

Jeg var lige så selvsikker som en anden kæmpe mandlig pornostjerne, der havde mere end et par tusinde kvinder på sit cv.

Jeg var jo fuld af erfaring.

Nå men løbet går igang, og allerede ved startskudet er min puls næsten 200 slag i minuttet.
Det ene ben kommer foran det andet og dette gentages de næste ca. 16500 skridt, der i det hele varer 1:44:33, da jeg endelig tager det sidste skridt over linien der samtidig kommer med det velkendte “BIIIP”. Min tid er registeret, jeg har gennemført mit første motionsløb, jeg har fået taget min mødom. Det var som sex for første gang.

Nervøst, nervepirrende, spændende, udmattende og ikke mindst at forglemme, hurtigt overstået hahaha.

Jeg var simpelthen ikke til at skyde igennem.

Jeg var pavestolt.

Nu skulle jeg blære mig overfor vennerne.

Kunne flyve af glæde og stolthed

Kunne flyve af glæde og stolthed

 

 

Nu sidder jeg så her, knap tre år senere, og skriver om at have sex for første gang. Eller som nogle af jer måske er skuffet over at have erfaret, at dette indlæg overhovedet ikke handler om sex. Men om det at løbe sit første motionsløb.

Jeg har nu utallige erobinger bag mig, et utal af medaljer, t-shirts og andet gejl, i skuffer, skabe, på væggene og ikke mindst på knagerækkerne, der vidner om mine bedrifter.

IMG_1254

Nogle er jeg mere stolte af end andre.

Men en ting har de tilfælles:

Det er den følelse af glæde det giver at gennemføre et løb.

Der er ingen forskel på om det er en kort og hurtig 10´er, et marathon eller en dejlig 100 miles der skal overstås.

Mors 100 miles 2015

Mors 100 miles 2015

Jeg er den dag ligeså spændt før et løb som dengang. Dog med den undtagelse af, at jeg nu er væsentligt mere afslappet, har en utrolig stor sportslig tilgang til det løb jeg står og skal løbe, og har gear og tøj på kroppen – det vil de andre deltagere nemlig helst have at man har på – til flere tusinde kroner, og det er i den tro, at det får mig til at løbe hurtigere.

– Ødelæg det nu ikke for mig ved at sige at det ikke hjælper. Lad mig endelig blive i den tro.

Der er dog lige den undtagelse. Det føles ikke lige så hurtigt overstået som sex for første gang.

TheGeekRunnerwhite

 

 

25 par løbesko – og en invitation til debat

I følge min kæreste har jeg 25 par løbesko. Jeg har ihærdigt forsøgt at forklare ham, at der er forskel på løbesko og sneakers. Han er ligeglad. Har de gummibund og fartstriber, er det løbesko. Han er sådan set ligeglad med antallet. For hans skyld kunne jeg såmænd have 100 par løbesko, hvis det er det, der gør mig lykkelig. Bare jeg dog for pokker ville holde op med at stille dem lige midt i gangen! Men det er vist det, man kalder en anden historie….

Selvfølgelig har jeg ikke 25 par løbesko. Jeg har vel 4 par. Eller. Ok. Måske har jeg 6 par. Men rent faktisk har jeg kun 2 par. Eller måske 3… Jeg har i hvert fald ikke 25 par! (Men det burde jeg naturligvis have!)

20140504_091729Jeg løber på asfalt. Det skulle være så sundt at løbe på græs og i sand og…. Jeg løber altså på asfalt. Ikke så meget fis. Så snart jeg kan komme ned på cykelstien (jaja – jeg VED godt, den er beregnet til cyklister Jeg sværger, jeg altid flytter mig, når der kommer en cyklist), så gør jeg det. Asfalt er meget blødere end fortovsfliser. Og underlaget er mere jævnt. Med mange kilometer bør man sikkert skifte underlag imellem. Jeg skifter i stedet sko. Jeg er træt af bør. I mit løb gør jeg, som jeg vil.

Jeg må i øvrigt heller skynde mig at sige, at dette er IKKE en anmeldelse af løbesko. Jeg er ikke uddannet løbetræner, fysioterapeut eller noget som helst andet løbeorienteret, og jeg ved ikke en hujende fis om løbesko. Og så alligevel….. Jeg har løbet mange km i mange år, så undervejs har jeg vel samlet et og andet op. Det er dog på ingen måde en systematisk undersøgelse eller baseret på en særlige videnskabelig viden om sko (så det kan være jeg står til bøllebank om lidt). Det, jeg ved og mener, er kun baseret på egne oplevelser og lidt ment som en provokation til hele den industri, der er omkring løb. Så er det vel for pokker heller ikke sværere at tage et par sko på og løbe en tur? Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I tænker? Hvad gør I, når I skal vælge sko? Sværger I til løbetests, hvad mener I om barfodsløb, hvad er jeres favoritsko, hvordan vælger I sko osv osv? Så hermed oplæg til debat – som kommende såvel som garvede løbere måske kan blive klogere af!
20131103_204624De første år, jeg løb, fik jeg troligt lavet løbetest. Jeg er godt nok blevet testet til at være mange forskellige ting… Det har jeg nu altid syntes, var lidt underligt… Hvordan kan man pludselig ændre løbestil uden at have forsøgt på det? Og hvad er det egentlig, der definerer en god løbesko for mig? Til sidst droppede jeg helt testene og begyndte istedet at mærke efter, hvad der duer for mig. Hvad gør mine fødder og ben egentlig, når jeg løber? Hvilke sko er rare at have på? Er de bløde eller hårde? Brede eller smalle? Hvordan lander jeg på min fod, og hvor lange er mine skridt? Jeg har købt alle mulige slags sko billigt på nettet, prøveløbet dem og solgt dem igen med kun et lille tab (eller givet dem til min mor, der synes, de såååå smarte i alle de “pangfarver”….). Efterhånden er jeg så blevet klogere på, hvad jeg kan lide – uden hjælp fra alverdens løbe eksperter…. Jeg har lært at mærke, hvad der virker for mig. Det kan naturligvis synes vældig seriøst, men egentlig er det ganske simpelt.

Min svigerfar spurgte mig for nyligt, hvad jeg kigger efter, når jeg køber nye løbesko. Det er meget nemt. For det første leder jeg efter en sko til en neutral løber. Det betyder, at jeg hverken hælder særligt meget indad eller udad på mine fødder, når jeg løber. For det andet kigger jeg efter en sko med et rimelig “hældrop”. Hældroppet er den højdeforskel, der er mellem forfoden og hælen 20130805_203650på din løbesko. Jo lavere hældroppet er, jo tættere er man på det såkaldte “barfodsløb” eller “natural running”. Nogle siger, at man reducerer risikoen for skader ved at reducere hældroppet og istedet lærer at løbe mere på forfoden – jeg er ligeglad. Jeg er hæl-lander, og jeg elsker et relativt højt hældrop. For det tredje kigger jeg på prisen. Jeg synes, at løbesko er horribelt dyre, så jeg køber dem kun på udsalg! Og vigtigste af alt: skoen skal føles rar at have på. Det er lidt som at købe ny sofa. Hvis jeg synker ned i den og tænker “ahhhh – her kunne jeg godt sidde resten af dagen” – så er den hjemme. Vi bliver gode venner. Ligesådan har jeg det med løbesko. Arh-følelsen lyver aldrig.

Og hvad er så meningen? Skal man bare købe et par billige sko i Føtex og så begive sig afsted? Tjah…. For nogle år siden påviste danske forskere, at løbetests til nybegyndere måske er lidt spild af krudt: http://www.dr.dk/levnu/fritid/drop-loebetesten-naar-du-koeber-loebesko.

20151004_112709Men som sagt; jeg er ingen ekspert. For mig er det blevet en følelse – det med skoene. Jeg tilbringer meget tid i dem og løber mange kilometer. Og jeg har i sinde at nyde mine kilometer og i øvrigt være i stand til at løbe i mange år endnu, så jeg vælger det, der føles godt.

Med til historien hører, at jeg i min løbekarriere har haft én skade og 2 blå tæer. 1 skade. På 6½ år (knock on wood)…. Just sayin’…..

Men hvad tænker I?

West Coast Autumn Ultra del 2 Raceday

West Coast Autumn Ultra 50 miles (85 km) Raceday
Mit mål for løbet var at gennemføre uden at skulle gå ret meget og de første 80 km ville jeg gerne gennemføre på under 10 timer. Lørdag morgen kl 6.30 stod jeg klar i Esbjerg. Herfra kørte arrangørerne, Daniel og Rahul, os til Blåvand fyr, hvor start var. Der var fælles start for 50 km og 50 miles, og vi skulle følge samme rute de første 17 km, herefter var der en sløjfe på 35 km til 50 miles, hvorefter vi fulgte samme rute i mål. Det var en lille flok, der stod klar til start – der var kun 5 til start på hver af de to distancer.
Kl 7.30 blev vi sendt afsted. Jeg havde bestemt mig for at starte ud i roligt tempo, ca 6:30. Den første km blev lidt hurtigere, men da vi kom ned på stranden, som vi skulle løbe de første 10 km på, fandt jeg hurtigt ned i rette tempo. Dette gjorde at jeg hurtigt blev alene. Den forreste gruppe på 6 var lige lidt for hurtige, og jeg valgte at holde tempoet nede.
Jeg havde ikke styr på, hvem der løb 50 km og hvem der løb 50 miles, så jeg havde ingen anelse om, hvor jeg lå placeret.West coast autumn ultra

Det var en fantastisk start med solopgang på den ene side og Vesterhavet på den anden side.
Efter 10 km løb jeg ind i klitterne og igennem et sommerhus område ved Vejers Strand. Depot 1 West Coast autumn ultra Ved 17 km kom jeg til depot 1, hvor jeg hentede de to, som var foran mig på 50 miles.
Min strategi havde holdt fint både med tid og energi. Jeg fik fyldt op og fulgtes videre med de to andre. Vi brugte lidt tid på at komme i gennem noget krat som GPS’en mente var den rigtige vej. Da vi kom ud på en sti igen holdt jeg igen mit eget tempo og lod de andre 2 løbe videre.

Her fra gik ruten igennem klitter og plantage og efter 24 km kom jeg igen ned på stranden.West coast autumn ultra  Her begyndte kroppen at nægte at løbe videre. Ruten fulgte stranden ca 5 km og jeg kunne se de to forreste, men der var langt op.
Lige inden Henne Strand var jeg nede og gå. Heldigvis var der en del mennesker på stranden og så var jeg jo nød til at løbe. Jeg fik mig kæmpet igennem de 5 km på stranden og drejede op igennem klitterne med løst sand og bakker. West coast autumn ultra Her blev jeg enig med mig selv og min krop om at det var sidste gang jeg løb så langt – aldrig mere! Fremover vil jeg maks løbe 50 km. Jeg spiste en müslibar og kom i tanke om mine 32Gi G-shot og tog en.
Efter et par km kom jeg til fornuft (og kom i tanke om at jeg er tilmeldt spor24 til maj) og kom i gang med at løbe igen.

Ved 35 km var der mulighed for at fylde vand op og herefter en trappe op på Blåbjeg, Blåbjerg West Coast autumn ultra her stod Rahul og heppede og tog billeder. Han fortalte mig at jeg kun havde ca 10 minutter op til nr. 2, det gav lidt energi da jeg egentlig havde frygtet at jeg snart blev overhalet og nr. 1 og 2 var langt væk. Jeg var lidt langsommere end de planlagte 6:30 og lå på ca 7:00.

Ved 41 km hentede jeg Peter, der lå nr. 2. Han var løbet for langt og var lige kommet tilbage på sporet. Vi fulgtes ad i gennem noget sump og ret ufremkommeligt terræn. Da vi kom i gennem og ud på noget, der lignede stier igen, trak han fra mig.West coast autumn ultra
Frem mod depot 2, 52km, fik jeg løbet det meste af vejen og kom igennem endnu et fedt stræk med ingen stier og masser af træer, hvor der skulle kravles over og under grene og stammer.
Ved depot 2 ventede yngste sønnen, konen, svigerfar, kakao og snolder. Jeg fik tanket godt op og følte mig klar til de sidste 33 km, som nu virkede overskuelige.

Kampvognsspor fra helvede
500 m fra depotet startede 10km i øvelsesterræn.Kampvogns spor West Coast autumn ultra Skønt opkørt, blødt sand, meter dybe spor med dejligt koldt vand og meget mere sand og vand. Men også en flok kronvildt, der krydsede vejen 25 meter foran mig.
Jeg kæmpede mig igennem, selvom jeg en overgang var tilbage ved de maks 50 km, min krop var mest stemt for bare at ringe efter familien og komme hjem i varmen. Men nu havde jeg undværet kaffe i 3 uger og var ikke stået op kl 5 for at give op, jeg overbeviste min krop om at komme i gang og komme videre, faktisk snakkede jeg højt med mig selv og ikke særlig pænt. Men det hjalp og jeg kom videre.

Depot 3
Efter øvelsesterrænet kom jeg til Oksbøl, hvor der var et par flade km asfalt. Det var dejligt at få nogle km med lidt mere tempo og det sidste depot nærmede sig. 2 km før depot 3 mødte jeg Daniel og Rahul som fik taget lidt billeder og heppet mig mod depotet.
Ved depotet fortalte de at jeg nu var nr 2 og at Peter, som nu var nr 1, var ca 15 minutter foran og så træt ud. Jeg fik tanket op med energidrik og spist snolder og drukket en masse cola.

Næste mål 80 km
Fra depotet var der 15 km til mål og 10 km til jeg rundede de 80 km. Målet med 80 km på 10 timer lå lige lidt for langt væk til at jeg troede på det, men jeg forsøgte at holde lidt tempo, hvilket betød ca 7:30.
De første 5 km fra depotet var på asfalt, men herefter kom jeg ind på det fedeste spor igennem skov på single track.
Jeg nåede de 80 km på 10:25 og manglede nu kun 5 km, som fulgte stranden på en lille sti med udsigt til solnedgang over Ho Bugt.

Solnedgang og 100m til mål

Solnedgang og 100m til mål

De sidste km løb jeg helt nede på stranden, jeg pakkede GPS’en væk og nød udsigten til en kold øl i mål.
Efter 11 timer og 15 minutter krydsede jeg målstregen på strand promenaden i Hjerting som nr. 2, ca 18 minutter efter Peter. De sidste to på den lange tur kom ind ca 2 og 3 timer efter.

Mål øl :-)

Jacobsen Brown Ale 🙂

Efterfølgende er jeg egentlig ret godt tilfreds. De 80 km på10:25 er, ruten taget i betragtning, helt fint og jeg kan ikke sætte en finger på hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg fulgte programmet og de små skader jeg fik kom jeg rimeligt nemt igennem. Så nu er jeg klar til en masse km i vinter vejr med frost og sne. Næste løb er Fusingø trail d. 27 december på 52 km og herefter VUMB i februar på 2×37 km.

Den svære kærlighed til løb

Pt. Er det for de fleste af os triatleter off-season, hvorfor der ikke kommer så mange løbsberetninger fra mit vedkommende.

Jeg vil i mine kommende indlæg komme med lidt af en blanding af min nuværende træning, træningsformer og tanker om træning og alt det omkring, men jeg vil også komme meget ind på min historie, og min rejse.
Min rejse fra at være en sofa-kartoffel-arbejdsnarkoman og absolut ikke triatlet, til Ironman, og frem til i dag, hvor målet næste år er at kæmpe med om DM-Sprint og DM-Sprint-serien i triatlon.

Tilbage til overskriften

Den svære kærlighed til løb, er et problem som jeg tror at mange døjer med, især nye, der gerne vil med og gerne vil være løber.
Det er ikke lige til ”bare” at blive løber, og så alligevel, det eneste det egentlig kræver er jo at man snøre et par sko og så afsted i den fri natur.
Men hvad er det så jeg mener?
Da jeg startede med at løbe i mit ”voksne liv”, var de fleste af mine ture akkompagneret med smerter i ben, knæ, fødder, ja nærmest alle mulige og umulige steder. Og indrømmet, det var noget lort i starten, og jeg fik ikke gjort meget ved løbet. Faktisk gik det ret meget i sig selv igen, jeg kunne simpelthen bare ikke finde gejsten til at blive ved med at løbe, selvom jeg gerne ville proklamerer mig selv som en løber.

Der gik nogle år, hvor jeg sporadisk forsøgte mig på at løbe, altid med samme resultat, det holdt nogle uger og så opgav jeg igen.

Triathlon som redning

Ud af nærmest ingenting blev tri så i første omgang min redning.

Jeg havde dengang en medarbejder der fortalte mig at personen ønskede at gennemfører en kvart Jernmand (læs: 950 m. svøm, 45 km cykling og 10,5 km løb), og der slog det mig, hvis denne person kunne, så kunne jeg også!!
Så jeg gik i gang igen, denne gang med et mere konkret mål.
Jeg fik anskaffet mig en cykel og diverse andre ting, og min træning startede så småt et år før jeg skulle gennemføre den kvarte distance.

Men ak og ve, igen gik det ikke videre godt, jeg kæmpede med skader og varierende lyst, jeg fik dog de fleste uger løbet 5 km 2 til 3 gange. Som tiden gik kæmpede jeg og jeg fik så gennemført min første triatlon, 1/6 jernmand, på hjemmebane i Herning, og en mdr. senere stod den på Aalborg ¼. Jeg fik gennemført men det med smerter i knæ og ben, og med gang som følge på en stor del af de 10 km’s løb. Kun når jeg blev overhalet af nogle jeg burde (dømt fra udseende) være bedre end, fik jeg mig taget sammen til at løbe lidt i perioder. Da jeg kom i mål svor jeg (vel nærmest) at jeg aldrig nogensinde skulle kører en hel Ironman, og alligevel tilmeldte jeg mig 2 mdr. senere til IM Cph 2014.

Ved tilmeldingen til IM (og dermed en relativ stor postering på en studerendes konto) bandt jeg mig selv til at skulle gennemfører et maraton (vel at mærke efter 3,8 km. svømning og 180 km. cykling).
Som efteråret gik, fik jeg tilmeldt mig et halvmaraton, og fik det løbet, ikke videre godt, og igen med mange smerter. Det gik stille og roligt op for mig at der faktisk ikke var fantastisk lang tid til jeg skulle i ilden til Ironman, og da jeg stadig ikke så væsentlige forbedringer i mit knæ og ben erfarede jeg at jeg måtte søge hjælp.

Stop, stop, STOP! 

Til min store glæde så jeg et Facebook opslag med en fysioterapeut der søgte ”kaniner” som han skulle bruge til undervisning af andre, og det hele skulle foregå i en weekend, hvorefter man så ville få hjælp til at få udredt sine løbeproblemer.
Det er umiddelbart noget af den bedste tid jeg har investeret, den tid det tog at køre til Esbjerg, deltage i seminaret og kører tilbage igen!

Han konstaterede at jeg bl.a. døjede med løberknæ, grundet en for hurtig stigning i løbemængde.
Jeg blev bedt om at stoppe helt og aldeles med at løbe! Jeg skulle så starte med styrketræning, helst 3 gange i ugen. Tung og intensiv styrketræning, hovedsageligt squat og benpress, jeg tilføjede så selv core-træning for at få noget mere stabilitet ind.
Jeg må indrømme jeg var skeptisk, for jeg skulle jo ikke være en kæmpe bodybuilder!
Jeg forsøgte midt i december 2013 at løbe et par små ture på 1-2-3 km. men alle med negative resultater, så pausen blev forlænget!

Back to business

Januar 2014 – knap 9 mdr. før jeg skulle kører Ironman startede min løbetræning op. Jeg startede med 5 km. i første uge, og derefter var planen at øge med ca. 10 % i ugen og så holde hver 3 eller 4. uge som restitutions uge med 70 % af kilometermængden af den foregående uge. Reelt set blev det en stigning på ca. 1 km. pr. uge i de første 3 uger og så derefter en 70 % uge, og sådan gik det egentlig godt, indtil jeg ramte slutningen af februar, hvor det stod på 2 uger på ski.
Jeg fik løbet en smule, men slet ikke det jeg burde i forhold til programmet, men alligevel styrkede den alternative træning min ben muskulatur, så i sidste ende er jeg sikker på jeg vandt på det.
Jeg ”løb” ind i meget få problemer undervejs, jeg holdt mig til 2-3 gange styrketræning i ugen og typisk en opvarmnings tur på cyklen inden løb (enten 40 minutter ca. 20 km., eller 80 min. Ca. 40 km.) hvilket gjorde at især mine knæ var godt varme ved start.

Den første rigtige test var IM 70.3 Aarhus (halv Ironman, 1900 svøm, 90 km. cykling, og 21,1 km løb) den 22 juni 2014, hvor den dermed stod på et halvmaraton, hvilket gik med en middelmådig præstation. Knæene holdt til det, men jeg gik ind i mellem og det var egentlig ikke en kæmpe succes.
Henover sommeren fortsatte jeg min udvikling i løb, nu med hver 3. uge som restitutions uger, og endte på en samlet løbemængde på uge basis på omkring 50+ km. Min længste tur var 23 km.

Kulminationen

Jeg stod på startstregen inden svømmestarten og tænkte – ”HVAD **** HAR DU GANG I? IDIOT!” – BANG!! Og så var det afsted. Her vil jeg springe direkte til løbet, men jeg lover at for de interesserede skal I nok få hele IM historien en anden god gang!
Da jeg stillede cyklen og skulle ud på løbet, var det rent faktisk en fantastisk følelse, at slippe for at sidde sammenkrøllet og halvfrysende på cyklen (vejret var på ingen måde lige så godt i ’14, som det var i år).
Jeg løb mit første maraton!! Og jeg løb HELE vejen, det eneste stop jeg havde var efter 2 eller 3 km. for at træde af på naturens vegne, ellers løb jeg, og jeg løb og jeg løb, IKKE en gang i depoterne gik jeg! Jeg high-fivede familie, og klubkammerater og jeg havde en fest uden lige! Sjældent har det gjort så ondt i så længe, men samtidig føltes så godt.

Runningb1

 

Så det er muligt at elske løbet selvom løbet gør det svært for dig at elske det, men det kræver viljestyrke og hårdt arbejde ind i mellem!

Og når man tror alt er godt – så er det pludselig ikke længere…