Indlæg

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Derfor er de spontane løbeture de bedste

Skemalagt træning med høj struktur gør måske mere skade end gavn? Det har jeg erfaret. Når det kommer til løb, skal det være lysten der driver værket.

Min træning har i mange år været planlagt fra punkt til prikke ned til de mindste detaljer. Løbedistance. Tid pr. kilometer. Ruteplanlægning. Underlag. Skovalg. Tøjvalg. Interval tider og -længder. Jeg mister motivationen for at løb, når dagens form ikke kan leve op til forventningerne og træningsplanens målsætninger. Træningen må gerne være overordnet planlagt med forslag til ruter, længder og tider. Specielt op til konkurrencer. Men det er en balance, da der også skal være plads til de spontane, uventede, ikke planlagte løbeture. Det er i de øjeblikke, der er befriende. Du kan give slip på den ellers planlagte hverdag. Bare løbe af sted. Og slippe tankerne løs.

Hvor skal vi hen, du? 

Min løbetur i fredags gav mig inspiration til dette blogindlæg. Fra morgenstunden havde jeg planlagt en løbetur efter arbejde. En hel dag med stillesiddende arbejde gav mig stive ben og et træt hoved, som nok mest af alt havde lyst til at slappe af. Jeg fik dog samlet mig sammen, med tankerne om, at det vil være fedt, at få noget frisk luft og koblet af. Løbeturen var ikke derudover planlagt. Hvor langt havde jeg lyst til at løbe? Hvor skulle jeg løbe hen? Jeg kendte  knap nok den nærliggende skov. ( På trods af at jeg som orienteringsløber kender de fleste Nordsjællandske skove). Hvor hurtig ville jeg løbe? Ja, det var op til mig selv. Efter næste 8 km. havde jeg løbet netop den tur, som jeg havde lyst til. Det var de mest befriende 40 min., og perfekt måde at løbe weekenden i møde.

Camilla Bergmann_milla_runnershigh_løbeblog

De spontane løbeture er de bedste af alle! Hvorfor?

  • Måske fordi jeg kun kan blive positivt overrasket. Jeg har ikke på forhånd planlagt løbetræningens længde og kilometertid. Som ved en fastlagt træning kan – af flere årsager – blive reguleret på. F.eks. kortere kilometer hvis benene er tunge.
  • Det kan også være fordi, at disse ture ofte opstår på tidspunkter, hvor intet andet er planlagt. På min tur i fredags var der ikke nået bestemt, som jeg skulle nå hjem til (som det ofte kan i hverdagen). Det gav ro, at jeg vidste, at jeg – i princippet – havde hele aftenen til at løbe min tur.
  • Jeg bliver ofte draget ud på en spontan løbetur for at komme (lidt) væk fra hverdagen. I situationer hvor jeg – lige pludselig – har brug for frisk luft og en løbetur for at koble fra. Og situationer, hvor jeg bliver “lokket” med og ikke kan sige nej. Fordi man (jo) i virkeligheden rigtig gerne vil ud. Men måske ikke kan tage sig sammen til selv at komme af sted. Det er det gode ved at løbetræne med andre. F.eks. blev jeg ”lokket” ud på en løbetur en fredag eftermiddag for nogle uger siden med et par kollegaer. Vi havde et arrangement med arbejdet om aftenen, og jeg havde planlagt at arbejde længe, indtil vi skulle videre til arrangementet. Jeg havde løbetøj med i tasken – det har jeg ofte fast i tasken. To kolleger stod i løbetøj og spurgte, om jeg ikke skulle med ud på en 5 km tur. Og dér kunne jeg ikke sige nej. Det gav en rigtig god pause og et pusterum.

De bedste løbeture er dem, som du ikke havde forventet.

Håber at dette blogindlæg gav dig inspiration, til at kaste dig ud i spontane løbeture og slippe planlægningen (lidt).

Camilla Bergmann_milla-runnershigh_garmin_løbetid

40 min efter: Spontan løbetur resulterede i næsten 8 km. i Ganløse Ore.

 

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Hvordan anmelder man et par sko?

Som journalist er man opdraget med, at det man skriver eller producerer til tv/radio, det skal være objektivt, så læseren/seeren/lytteren kan danne sin egen mening og holdning til informationen.

Men det er godt nok svært at være objektiv, når man skal anmelde en sko. For her er det virkelig ens egen oplevelse og fornemmelse for skoen, der trænger igennem. For der er ikke andre end dig selv, der har mulighed for at have følelsen, når du tager skoene ud af kassen, tager dem på, snører dem og løber afsted for første gang. Det kan man kun beskrive, og håbe på at læseren kan fornemme, den oplevelse man har fået af skoene.

Hvordan var de så, de her Nike Air Zoom Pegasus, ja anmeldelsen, den kommer her…

Ud af boksen
Jeg elsker, at åbne en kasse med et par nye sko. Man kan føle det rene pap mellem sine hænder, inden låget ryger af kassen, og man kan mærke og høre det knasende papir, når man flår det til side, for at få fat i de nye sko.

I dette tilfælde, et par Nike Air Zoom Pegasus, og mit første par Nike sko nogen sinde, så det var også noget nyt.

Den første åbenbaring. Foto: AGR

Den første åbenbaring. Foto: AGR

Jeg må komme med en tilståelse. Jeg har inden for det seneste år købt mange sko, rigtigt mange løbesko, som jeg også bruger som dagligdags sko, for at mine fødder har det bedst muligt igennem en lang dag, og når jeg løber en tur. Derfor har jeg haft mange sko i hænderne, følt på dem, hvordan er hælen og undersiden? Hvor meget stødabsorbering er der i skoen, og hvordan er den at have på? Alt sammen observationer, som alle har, når de tager et par nye løbesko i brug for første gang.

Derfor var mine forventninger til denne Nike model heller ikke alt for store, men jeg må også tilføje, at efter at have brugt dem i nogle uger, til løb, gang, cykling, køre bil og bare nyde dem, så er det ikke de værste sko, som jeg nogensinde har prøvet, men mere om det senere.

De første indtryk
Ud af kassen kom de og jeg fik dem på fødderne med det samme. Det næste var at skulle snøre dem. 

Jeg har før oplevet, at snørebånd ofte kan gå op, og at sko producenterne ikke altid har haft lige gode erfaringer med, at skabe et snørebånd, der ikke går op. Mine tidligere løbesko fra New Balance (model 1060  /1062/1064) havde et fantastisk snøresystem, men da denne model fra Nike lignede et almindeligt snøresystem, så var jeg lidt bange for, om snørerne ville holde, når jeg løb en tur eller bare brugte skoene til at gå i.

Jeg havde heldigvis ikke noget at have min frygt i. Snørebåndene holdt som de skulle, og rykkede sig ikke en tøddel, alle de gange jeg brugte dem i anmelderperioden.

Første gangs prøvningen, og Nike Air Pegasus Zoom sad bare som de skulle. Foto: AGR.

Første gangs prøvningen, og Nike Air Pegasus Zoom sad bare som de skulle. Foto: AGR.

Ud i skoven første gang
Så var det op af sofaen og gå rundt i stuen. For jeg ville danne mig et indtryk af, hvordan skoen var at have på, inden jeg drog ud på den første løbetur. Pasformen var perfekt, de sad virkeligt godt på mine fødder, og lige meget hvor meget eller hvor lidt jeg strammede snørebåndet, så fulgte skoene med.

Jeg havde fjorten dage inden fået en skade i min venstre hæl, og havde derfor ikke fået løbet eller gået de ture, jeg gerne ville, for at holde formen ved lige, men smerten i hælen var minimal efter jeg fik skoen på.

Jeg ved godt, at en skade ikke går væk, fordi man bruger nogle bestemte sko, og at man reelt bør holde foden i ro, indtil skaden er væk. Men nu er jeg ikke kendt for, at gøre alt det der står i bogen, og jeg trippede for, at komme afsted i skoen. For at mærke dem på asfalten og i den bløde skovbund, og jeg må sige, at jeg ikke blev skuffet.

Jeg var lidt spændt, de første kilometer på asfalten, for den fornemmelse jeg havde haft hjemme i stuen, ville den være de samme ude på vejen, og når skoen blev sat lidt under pres?

Skoen sad perfekt på min fod, og rørte sig ikke ud af stedet og snørebåndet gjorde, hvad det skulle, og holdt skoen tæt omsluttet til min fod. Affjedringen var fin, og skaden i hælen mærkede jeg ikke meget til, så det var en ren fornøjelse at løbe hjemmefra og ud til den nærmeste skov på asfalt.

I skoven var fornemmelsen i fødderne lidt anderledes, men det var fordi at skovbunden jo trods alt er noget blødere at løbe på. Men der var stadig ingen problemer, selv i det lettere ujævne terræn, så gjorde skoene det, som de er skabt til. De holdt min fod på plads, og jeg løb af sted med en herlig fornemmelse for en sko, som jeg ikke havde regnet med. På den første tur (7 km) havde jeg kun positive ting, at sige om skoene, meget positive, og så er den heller ikke hel grim at se på.

Skovbunden var blød, men skoen klarede opgaven til bravour, også når der var sten og ujævnt terræn. Foto: AGR.

Skovbunden var blød, men skoen klarede opgaven til bravour, også når der var sten og ujævnt terræn. Foto: AGR.

Hjemme igen, var jeg meget begejstret. Igen har jeg aldrig ejet en Nike model før, og jeg vidste ikke helt, hvad det var for en type sko, men efter den første løbetur var jeg imponeret og glad for fornemmelsen i fødderne.

Andet end løb
De næste par løbeture gik også godt, men jeg ville også prøve skoen i dagligdagen, for formen, udformningen og farverne gør Nike Air Zoom Pegasus til en udmærket sneaker til brug i hverdagen.

Her klarede skoen også opgaven, om det var på cykel, i bil eller gående, når den yngste skulle hentes i børnehaven.

De blev brugt i bilen... Foto: AGR.

De blev brugt i bilen… Foto: AGR.

...og på cyklen. Foto: AGR.

…og på cyklen. Foto: AGR.

Jeg har været glad for at prøve skoene i de seneste 14 dage i juni 2016, og jeg vil helt sikkert blive ved med at bruge dem fremover.

Men det bliver nok mest som sneakers de kommer i brug, for det er godt nok nogle spacey farver og mønstre som kendetegner skoen, og det vil tiltrække nogle og frastøde andre.

Jeg hører til den første gruppe, jeg syntes virkelig at den er en fed sko, både at bruge og se på, og glæder mig til at bruge den fremover, men mest som almindelig dagligdags sko, jeg forlader ikke mine normale løbesko i denne omgang.

 

 

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

Den ultimative guide: Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

Jeg elsker at udnytte transporttid til træningstid. Cyklen har altid været min foretrukne transportform. Jeg er nok typen, der ”cykler til alt”. Tidligere til skole. Nu til arbejde. Til træning. Til konkurrencer. Jeg kunne fortsætte.

Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

3, 2, 1, start pendlerløb.

Men én ting, som jeg ikke tidligere havde tænkt på; at udnytte transporttid til løbetræning. Jeg havde tænkt, at det var for besværligt at bruge løb som transportform. Hvad med bad efter turen? Hvad med ens dagligdags tøj? Og andre spørgsmål, der gjorde det hele upraktisk at løbe som transportform, havde hobet sig op. Men med en presset kalender, kunne jeg godt se, ideen med at udnytte ellers ”spildt tid” til dagens træning. Og fandt så det mest oplagt, at løbe hjem fra arbejde.

Hurtigt blev cyklen skiftet ud med løbeskoene. Ruten er 11 km. Den tager ca. 50 min., hvilket er ca. 10 min. langsommere end på cykel eller med bus og s-toget. Løbeturen går langs kedelige asfalterede, trafikerede veje med mange biler, mennesker og lyskryds. Trods min kærlighed til skov, natur og ikke mindst manglende tålmodighed, når det gælder om at vente på grønt og løbe zik-zak imellem mennesker og biler, så elsker jeg den løbetur. Dagens træning er klaret. Aftenen er stadig ung, når jeg kommer hjem. Og jeg får ny energi, da arbejdspresset fra dagens arbejde har nået at lægge sig, inden jeg træder ind ad døren derhjemme.
Kort sagt, jeg er blevet mega meget fan af at bruge løb som transportform hjem fra arbejde.

I løbet af de 10 måneder, jeg foreløbig har pendlerløbet, har jeg samlet mine erfaringer. Måske du kan bruge dem, hvis du også går med tanken om, at gøre (bedre) udnytte af din transporttid.

 

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

  1. En ordentlig rygsæk
    Gør op med dig selv, hvor meget du vil eller er nødsaget til at løbe med. Jeg har valgt at løbe med dagens tøj, min pung, mobil, briller, firmakort og andre små ting. Det hele er pakket i en lille 15 l. deuter rygsæk (speed lite). Jeg har valgt, at efterlade sko og jakke på arbejdet. Det fylder og vejer for meget, og bliver derfor taget med hjem en anden dag. Lige meget, hvor meget du vælger at løbe med, så er det alt afgørende at rygsækken sidder godt på din ryg. Det er træls, at løbe med en rygsæk, som hopper fra side til side på ryggen – måske endda det gør ondt i ryggen eller giver gnavesår. Min rygsæk har perfekt pasform til at løbe med. Den kan strammes ind på maven og ved brystet. Det gør, at rygsækken sidder godt tæt på ryggen.
  2. Kom i gang i sommerhalvåret
    Sol og sommer er ofte mest motiverende, når det gælder om at komme i gang med udendørs sport og aktiviteter. Det er tidligt lyst og sent mørkt. Hvilket giver god energi til løbeturen. Jeg startede i august, og kunne godt mærke, at det var svært at komme i løbeskoene når det var mørkt, koldt og der lå sne. Så trak fitness medlemskabet (desværre) mere. Samtidig kan det også kræve noget mere praktisk koordinering, når man fra morgenstunden er iført stor vinterjakke og store vinterstøvler, og hvordan man så lige får koordineret sin løbetur hjem, og om man kan undvære jakke og støvler til dagen efter.
  3. Øvelse gør mester
    Da jeg startede med at pendlerløbe hjem fra arbejde, fik jeg enormt ondt i mine knæ. Min rute er 11 km på asfalt. Og det var flere år siden, at jeg sidst havde løbet (så) langt på asfalt. Med tiden har knæene vænnet sig til ruten og den hårde asfalt. Samtidig skulle jeg vænne mig til, at løbe med rygsæk. Tidligere havde jeg enkelte gange – i forbindelse med adventure race og trailløb – løbet med en lille rygsæk – ofte kun med en vanddunk i. Med tiden tilvant jeg mig, ved at der var lidt ekstra kilo at slæbe på.
  4. Hav (nogenlunde) en fast pendlerløbe dag
    Gør op med dig selv, hvilken dag passer bedst i løbet af ugen i forhold til andre gøremål? I forhold til anden ugentlig (løbe)træning? Klubtræning? Konkurrencer? Det hjælper mig meget, at have en (nogenlunde) fast dag(e) om ugen, hvor jeg kan planlægge, at jeg løber hjem fra arbejde. Mine yndlings dage er fredag og mandag. Fredag, da det ellers er svært at finde tid til træning denne dag og så er det bare super dejligt at løbe weekenden i møde. Mandag, da det passer godt ind i min (ellers ret løse) træningskalender.
  5. Planlæg ruten inden du løber afsted
    Det kan godt være, at du ikke kan løbe den samme rute, som du kører i bil eller transporterer dig på anden vis. Tjek derfor ud på et kort inden, hvilken rute du kan løbe. Måske du også kan tilpasse turen, så du kommer igennem noget skov, park eller andet smukt på din løbetur. Jeg løber den samme rute, som jeg cykler. Men varierer nogle dage ruten, så jeg løber lidt længere og ser noget nyt på min vej. For mig er min rute på 11 km perfekt længde. Det er ikke for kort og heller ikke for langt. Men måske, at du har længere hjem fra arbejde, og må kombinere løbeturen med tog eller bus, noget af vejen. Har du til gengæld ”for kort” vej hjem, så kan du evt. løbe en længere rute, så du får de antal kilometer, som du ønsker.
  6. Det velfortjente bad
    Efter en løbetur trænger vi vidst alle til et bad. Det smarte ved, at løbe hjem fra arbejde, er, at der står et varmt bad og venter på én. Vælger du, at løbe til arbejde eller andre aktiviteter, kan det nok godt kræve lidt koordinering i forhold til bad.

    Camilla Bergmann - løber til arbejde. Den ultimative guide: transporttid til løbetræning

    Home Sweet Home. Efter 11 km løb hjem fra arbejde.

Husk, jo hurtigere du løber hjem fra arbejde – jo, hurtigere kan du komme hjem og lægge på sofaen med din yndlings serie i flimmerkassen.

God transport-træning!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Jeg vil bare derud af! – Men med hvilke sko?

Samler, udstyrsfanatiker eller blot en med sund fornuft? Kært barn har mange navne afhængigt af hvis øjne der ser – men én ting kan de fleste løbere blive enig om: man kommer rigtig langt med gode løbesko.

skoo

“Du har HVOR mange par løbesko?”

Jeg husker tydeligt mit første møde med løbeverdenen; det var i 2007 og stedet var Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole. Aldrig havde jeg set(og lugtet) så mange løbesko før, men det som undrede mig mest var, at antallet af løbesko langt oversteg antallet af løbere. Hvordan kunne det være når nu løbesko ‘bare’ var løbesko?

Men jeg skulle blive klogere viste det sig. Ligeså langsomt opslugte løbeverdenen mig og begrebet ‘løbesko’ udfoldede sig til flere tusinde udgaver med forskellige drop, mønster og snørrbåndstyper – alle dog stadig med samme formål: at være en god løbesko.

Jeg har siden da selv fået opbygget mig en pæn samling af løbesko, alle med forskellige specialiseringer, udformninger og indeholdende en masse gode historier. Så mød her mine allierede på vejen til det gode løberliv:

De gode gamle

imageMærke: Gummistøvle

Underlag: Regn og mudder

Løbestil:

Min bedste oplevelse: Så tænker I nok “Det er ikke den smarteste løbesko jeg har set”men der er en mening bag. Det var nemlig med disse sko i tankerne at jeg første gang blev konfronteret med de mange holdninger, der findes omkring løbesko: Det var en grå dag under introugerne på min efterskole, og der stod orienteringsløb på programmet – noget som jeg aldrig havde hørt om. Jeg rakte derfor, med vejret i tankerne, hånden op til samling og spurgte: “Kan man godt løbe o-løb i gummistøvler?” Et spørgsmål som, til min store forundring, vakte en vældig latter i salen og som har fulgt mig lige siden.

Samlet rating: ♥♥

De o-løbene

skoMærke: Inov-8 (min udgave er for gammel til at være på siden, men X-Talon 190 kan anbefales)

Underlag: Primært terræn, da sålen er meget mønstret og med stålpigge under, som ødelægges ved asfaltløb.

Løbestil: Primært midtfod- og forfodsløb, da den tynde sål og terrænet gør at man lander længere fremme på foden.

Min bedste oplevelse: Jeg har løbet utrolig mange orienteringsløb i denne sko og det bedste ved skoen må derfor være hvor slidstærk og robust den er. Der er ingen specifik oplevelse, men den har været på tur i Danmark, Sverige, Slovenien, Tjekkiet, Italien og Polen, så det må siges at den har tjent sin pligt.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥

De trailløbselskende


DSCF3878
Mærke: Salomon Fellraiser

Terræntype: Trails og terræn. Kan godt klare lidt asfalt også, men det slider på sålen.

Løbestil: Da skoen har 6 mm drop fungere den godt for mig til forfod- og midtfodslanding.

Min bedste oplevelse: Dette var skoene som jeg løb mit første marathon, Samsø Marathon, i. Det var en brutal tur, men i mål kom jeg. Det kan altså ikke anbefales at løbe et marathon der er hovedsageligt asfalt i disse sko – medmindre du er på udkig efter en god mental udfordring selvfølgelig. Til trail og terræn er de dog fantastiske. De går an til orienteringsløb også, under den forudsætning at skovbunden er nogenlunde jævn og at du ikke har for svage ankler. Dette skyldes at  de på trods af lille drop har en solid sål, der kan øge risikoen for vrid i anklen.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥♥

De lynhurtige

Mærke: Adidas Climachill Rocket skoII

Terræntype: Asfalt og skovstier.

Løbestil: Dette er en meget let sko(236 g), som hjælper godt til en naturlig løbestil.

Min bedste oplevelse: Denne sko har jeg kun ejet i 3 uger, så det er ikke de store oplevelser i dem endnu. Men en tur i skoven i det danske forår rangere ret højt på listen over løb som øger livskvaliteten, og det har de været med til. Er man til den naturlige løbestil uden for meget påvirkning fra skoen, kan jeg klart anbefale disse.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥♥

De specialiserede

DCIM100GOPROMærke: Born2Run

Terræntype: Grusstier og evt. asfalt

Løbestil: Igen en meget let sko, denne dog med zero drop.

Min bedste oplevelse: Dette er en sko for nørderne. Skoene er lavet med udgangspunkt i den meget populære bog om løb: Born to Run, og er derfor en sko med fokus på forfodsløbestilen. Jeg anvender den til at træne netop at lande længere fremme på foden, hvilket giver en solid træning af læggen. Desuden er den utrolig behagelig og let, hvilket gjorde den perfekt til en vandretur i bjergene på Fillipinerne.

 Samlet rating: ♥♥♥♥

At vælge sine sko: Ultra Trail Barcelona

Der findes altså utroligt mange typer løbesko, alle med hver sin specialisering og historie. Det handler bare om at prøve sig frem og finde dem som passer en selv. Så kan man løbe mere, blive mere nysgerrig og spare op til næste par som skal afprøves. MEN hvad gør man så når man skal vælge skoene til sit løb?

Jeg står foran at skulle løbe halvmaratonet til Ultra Trail Barcelona her d. 30 April og skal derfor udvælge mine sko. At se på løbet er ofte den bedste vej til at finde sine sko og det jeg ved om dette løb er:UTBNC højdeprofil

Distance: 21 km

Højdemeter: +- 1000 & højdeprofil:

Terræn: Et par kilometers asfalt til en start og efterfølgende tekniske bjergstier “where the skills of those more used to natural environments will be shown.” som løbsarrangøren skriver.

Min analyse af disse oplysninger er altså:

  1. Det er en lang distance –> de mest minimalistiske af mine sko kan ikke bruges, da jeg ikke er trænet nok til at løbe langt i dem.
  2. Der er mange højdemeter fordelt på flere toppe og det er på små stier –> et godt mønster under skoen kan hjælpe mig meget både op ad hvis der er mudret, og i nedløbende så jeg ikke glider.

Valget falder derfor på mine Salomon Fellraiser, da jeg før har løbet 42km i dem og de har et groft mønster under, som giver et godt greb i det formentlig noget ustabile underlag. Om dette er det rigtige valg vender jeg tilbage med i løbsberetningen i starten af Maj 🙂

25 par løbesko – og en invitation til debat

I følge min kæreste har jeg 25 par løbesko. Jeg har ihærdigt forsøgt at forklare ham, at der er forskel på løbesko og sneakers. Han er ligeglad. Har de gummibund og fartstriber, er det løbesko. Han er sådan set ligeglad med antallet. For hans skyld kunne jeg såmænd have 100 par løbesko, hvis det er det, der gør mig lykkelig. Bare jeg dog for pokker ville holde op med at stille dem lige midt i gangen! Men det er vist det, man kalder en anden historie….

Selvfølgelig har jeg ikke 25 par løbesko. Jeg har vel 4 par. Eller. Ok. Måske har jeg 6 par. Men rent faktisk har jeg kun 2 par. Eller måske 3… Jeg har i hvert fald ikke 25 par! (Men det burde jeg naturligvis have!)

20140504_091729Jeg løber på asfalt. Det skulle være så sundt at løbe på græs og i sand og…. Jeg løber altså på asfalt. Ikke så meget fis. Så snart jeg kan komme ned på cykelstien (jaja – jeg VED godt, den er beregnet til cyklister Jeg sværger, jeg altid flytter mig, når der kommer en cyklist), så gør jeg det. Asfalt er meget blødere end fortovsfliser. Og underlaget er mere jævnt. Med mange kilometer bør man sikkert skifte underlag imellem. Jeg skifter i stedet sko. Jeg er træt af bør. I mit løb gør jeg, som jeg vil.

Jeg må i øvrigt heller skynde mig at sige, at dette er IKKE en anmeldelse af løbesko. Jeg er ikke uddannet løbetræner, fysioterapeut eller noget som helst andet løbeorienteret, og jeg ved ikke en hujende fis om løbesko. Og så alligevel….. Jeg har løbet mange km i mange år, så undervejs har jeg vel samlet et og andet op. Det er dog på ingen måde en systematisk undersøgelse eller baseret på en særlige videnskabelig viden om sko (så det kan være jeg står til bøllebank om lidt). Det, jeg ved og mener, er kun baseret på egne oplevelser og lidt ment som en provokation til hele den industri, der er omkring løb. Så er det vel for pokker heller ikke sværere at tage et par sko på og løbe en tur? Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I tænker? Hvad gør I, når I skal vælge sko? Sværger I til løbetests, hvad mener I om barfodsløb, hvad er jeres favoritsko, hvordan vælger I sko osv osv? Så hermed oplæg til debat – som kommende såvel som garvede løbere måske kan blive klogere af!
20131103_204624De første år, jeg løb, fik jeg troligt lavet løbetest. Jeg er godt nok blevet testet til at være mange forskellige ting… Det har jeg nu altid syntes, var lidt underligt… Hvordan kan man pludselig ændre løbestil uden at have forsøgt på det? Og hvad er det egentlig, der definerer en god løbesko for mig? Til sidst droppede jeg helt testene og begyndte istedet at mærke efter, hvad der duer for mig. Hvad gør mine fødder og ben egentlig, når jeg løber? Hvilke sko er rare at have på? Er de bløde eller hårde? Brede eller smalle? Hvordan lander jeg på min fod, og hvor lange er mine skridt? Jeg har købt alle mulige slags sko billigt på nettet, prøveløbet dem og solgt dem igen med kun et lille tab (eller givet dem til min mor, der synes, de såååå smarte i alle de “pangfarver”….). Efterhånden er jeg så blevet klogere på, hvad jeg kan lide – uden hjælp fra alverdens løbe eksperter…. Jeg har lært at mærke, hvad der virker for mig. Det kan naturligvis synes vældig seriøst, men egentlig er det ganske simpelt.

Min svigerfar spurgte mig for nyligt, hvad jeg kigger efter, når jeg køber nye løbesko. Det er meget nemt. For det første leder jeg efter en sko til en neutral løber. Det betyder, at jeg hverken hælder særligt meget indad eller udad på mine fødder, når jeg løber. For det andet kigger jeg efter en sko med et rimelig “hældrop”. Hældroppet er den højdeforskel, der er mellem forfoden og hælen 20130805_203650på din løbesko. Jo lavere hældroppet er, jo tættere er man på det såkaldte “barfodsløb” eller “natural running”. Nogle siger, at man reducerer risikoen for skader ved at reducere hældroppet og istedet lærer at løbe mere på forfoden – jeg er ligeglad. Jeg er hæl-lander, og jeg elsker et relativt højt hældrop. For det tredje kigger jeg på prisen. Jeg synes, at løbesko er horribelt dyre, så jeg køber dem kun på udsalg! Og vigtigste af alt: skoen skal føles rar at have på. Det er lidt som at købe ny sofa. Hvis jeg synker ned i den og tænker “ahhhh – her kunne jeg godt sidde resten af dagen” – så er den hjemme. Vi bliver gode venner. Ligesådan har jeg det med løbesko. Arh-følelsen lyver aldrig.

Og hvad er så meningen? Skal man bare købe et par billige sko i Føtex og så begive sig afsted? Tjah…. For nogle år siden påviste danske forskere, at løbetests til nybegyndere måske er lidt spild af krudt: http://www.dr.dk/levnu/fritid/drop-loebetesten-naar-du-koeber-loebesko.

20151004_112709Men som sagt; jeg er ingen ekspert. For mig er det blevet en følelse – det med skoene. Jeg tilbringer meget tid i dem og løber mange kilometer. Og jeg har i sinde at nyde mine kilometer og i øvrigt være i stand til at løbe i mange år endnu, så jeg vælger det, der føles godt.

Med til historien hører, at jeg i min løbekarriere har haft én skade og 2 blå tæer. 1 skade. På 6½ år (knock on wood)…. Just sayin’…..

Men hvad tænker I?

Test af Altra Paradigm løbesko.


Markedet for løbesko er gigantisk og det kan være lidt af en jungle, at finde rundt i de forskellige mærker og modeller og finde netop dén sko, der passer en selv. I det kommende blogindlæg vil jeg fortælle om min erfaring med den minimalistiske løbesko fra Altra.

 

Hvis du har læst mine tidligere blogindlæg, vil du vide, at jeg i løbet af de sidste 2-3 måneder har døjet utrolig meget med skinnebensbetændelse. En skade som kan være svær at komme af med og som ofte kommer igen, hvis man ikke er ekstra opmærksom. Skaden gjorde bl.a. at jeg måtte melde fra til H.C. Andersen Marathon i oktober måned og derudover holde 1,5 måneds komplet løbepause. I løbet af min skadespause har jeg snakket med folk i mit netværk omkring forebyggelse af skinnebensbetændelse, løbestil, teknikker og sko. Med inspiration fra www.posemand.dk, blev jeg enig med mig selv om, at jeg for alvor ville gøre noget ved problemet og ikke ´bare´ starte op igen på sædvanlig vis.

 

Jeg er utrolig heldig at være omgivet af nogle meget kompetente folk inden for løbebranchen, som altid står klar med råd og vejledning. Så efter en lang og god snak med Mads Vestergaard (ejer af løbebutikken In Sport i Århus), fik jeg anbefalet et par Altra Paradigm løbesko. Skoen er med zerodrop (ingen hælløft) og har en fodformet tåboks, som giver et naturligt løb og udnytter kroppens naturlige støddæmpningsmekanismer.

 

Jeg var meget spændt på skoens egenskaber og det er heller ingen hemmelighed, at jeg var lidt skeptisk over for udseendet af skoen, med dens anderledes form og skarpe farver. Jeg tog dog ja-hatten på og sagde til mig selv, at udseendet af skoen skulle være den sidste faktor for mit valg. Hvis Altra løbeskoen kunne give mig et naturligt løb og på sigt gøre, at jeg slipper for de dumme overbelastningsskader, så er det jo det hele værd!

 

Da jeg stadigvæk var midt i min genoptræningsperiode da jeg fik skoene, startede jeg med at bruge dem i fitnesscenteret og på gåture rundt omkring i Århus. Når jeg havde haft skoene på i løbet af en dag, kunne jeg tydeligt mærke forskel og de blev hurtigt mit foretrukne valg. Skoens bredde i spidsen gør, at tæerne ikke bliver klemt sammen, men at de har den plads de har brug for. Mine tidligere løbesko er af mærket Brooks Pure Cadence, en sko jeg har været yderst tilfreds med, men efter jeg har fået Altra Paradigm, kan jeg mærke en verden til forskel! Tidligere har jeg ikke tænkt over pasformen på min Brooks sko, da alle mine sko har haft den form, men når jeg tager dem på nu, er det skræmmende hvor tydeligt jeg kan mærke, hvordan skoen presser tæerne sammen, så foden mister sin naturlige position.

 

På nuværende tidspunkt har jeg brugt mine Altra sko på 4 kortere løbeture og skal så småt i gang med, at bygge flere kilometer på. Der er umiddelbart ikke noget, jeg kan sætte en finger på ved skoene, så hvis du er til en naturlig løbestil og er på udkig efter nogle nye løbesko, så synes jeg bestemt Altra Paradigm er et forsøg værd. Lad dig ikke skræmme af udseendet – måske skoen ikke er den flotteste i verden, men til gengæld er den behagelig som bare pokker 🙂

 

Jeg savnede mine løbesko, så jeg tog til Harzen!

“De spurgte hvornår jeg var færdig med min middagslur, hvortil jeg svarede: – mine løbesko sover ikke!”    

I kaos mellem flytning og arbejde og alt det arbejde der ikke var nået, savnede jeg mine løbesko!

Torsdag og autopiloten blev slået fra! Vi skal huske os selv på, hvordan vi har det, når vi har det godt og fylde os selv op. Vi skal give os selv friheden til, at vælge til.
Kursen er derfor sat mod Harzen, på en almindelig torsdag morgen, iført løbesko, med en glæde til mødet med højdemeter og løvfaldende blade i de smukkeste farver. 5 timer og vi ramte det smukke og oversete område – Harzen! ordet man forbinder med pensioniser, men som i den grad rummer en perle af smukke steder for en løber.

Dag 1

Det var kærlighed ved første blik og mine lår brændte, mens vi løb mod toppen. Rullende underlag, støvregn, skovbundens duft og min kamp. Kampen for ikke at give op, en følelse jeg kender. Skridt for skridt bliver kampen afløst af frihed. Frihed til ikke at tænke, frihed til at være tilstede, frihed til at nyde – bare frihed.
Skovens utallige historier bliver fortalt, mens den ene fod lander foran den anden og hovedet er lagt.
Skoven åbner og lukker sig, favner mig i sine arme og tilpasser sig gennem tid, som jeg mine skridt. Den smider sine brugte blade og venter tålmodigt på nye, smuk hele vejen igennem.

Dag 2

Ordet for dagen må være Ronja Røverdatter! Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme afsted, da dagen fandt sin vej på ny. Kroppen huskede følelsen fra i går og ville have mere.
Kampen blev væk, for den viste jeg ville slå den. I stedet havde krigeren taget sin plads, klar til at slå en hver tanke og følelse ned, som måtte stå i vejen for nuet. Vi tog hvert et skridt sammen mod toppen, mod drømmen, mod glæden.
Og så kom hun Ronja Røverdatter, glædes udbrud som gav genlyd gennem skoven, tillid til at benene vidste bedst, selv om risikoen for at falde var stor. Nedløbet var et stort lykkesus, lige der var jeg et med alt – og så skete det! Jeg styrtede så lang jeg var, som når vi rammes af livet uventet, lå jeg der. Følelsen jeg lige forinden havde mødt, rejste mig fra smerten, som om den ikke fandtes og jeg var tilbage. Tilbage på nedløbet, i nuet og væk fra smerten. Jeg tror jeg tager Ronja Røverdatter med hjem!

Dag 3

En impulsiv beslutning under morgenmaden, viste, at det, at være impulsiv, bør vi være langt oftere. Vi satte kursen mod Brocken i stedet for hjem, med en forhåbning om, at kunne nå en lille løbetur i solstrålerne.
Livet går sjældent som planlagt og heller ikke i dag. Lige der til højre trækker noget i os! Djævlen “Der Teufel” – Djævlestien som kunne føre os til toppen af Brocken. Han maste på og inden vi så os om, var vi på vej mod toppen. Væk fra djævlen arbejdede kroppen, som en maskine i højt tempo, til vi ramte de 1300 højdemeter. Fri for djævlen og fulde af kraft.
På toppen af Brocken viste det sig, at der var marathonløb. Efter at have suget kroppen fuld at energi, hægtede vi os på og løb 15 km sammen med dem, inden vi tog en afstikker, ned gennem skoven. Et vanvittigt nedløb, som krævede evnen til at navigere. Navigere mellem glæde, frygt, kamp og uovervindeligheden, præcis som hjemme.
Jeg fandt min Ronja Røverdatter, slog kampen og djævlen om kuld. Blev fyldt med glæde og troen på mig selv. Alt sammen i et par fucking løbesko!

12049421_10208038073056522_2521554560591718168_n