Indlæg

Vejen til første Marathon!

Er Marathon mon muligt?

I november havde jeg en af mine første uger, hvor jeg kunne indsætte mere end 50K på løbekontoen. Trods slud, storm og en masse sne, nåede jeg et mål hvor jeg skulle løbe 70K på en uge.. Det var egentlig ikke fordi jeg løb mod NOGET, det var mere sådan et personligt mål, jeg ville bare teste om jeg kunne.. Og det kunne jeg! Og da jeg så sad, søndag eftermiddag, efter en kold og våd sidste løbetur begyndte tankerne om et marathon at rulle.. Jeg havde løbet 70K denne uge, så burde jeg da kunne klare et marathon, ingen tvivl om at jeg var i mit livs bedste form..

Men marathon var faktisk en ting jeg ellers altid havde sagt IKKE var noget for mig.. Noget som jeg i mange år havde ment var den rene tortur for kroppen.. Jeg bildte mig ind at det slet ikke var noget for kvinder, vores led var ikke skabt til det, ligesom mænd var??? (VIRKELIG SKØRT!!!) Fjollede ting jeg nok bare bildte mig selv ind, fordi jeg inderst inde havde et lille utalt ønske om at det en dag var MIG der kunne prale af at have gennemført et helt Marathon. At JEG skulle løbe igennem Københavns gader sammen med en masse andre løbeglade mennesker, og få en medalje om halsen når jeg løb i mål. Jeg ønskede det faktisk pludselig så meget, at jeg fik sommerfugle i maven bare ved tanken..

Jeg nævner det for Michael om aftenen, bare noget med ”jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve det der marathon, men jeg er i tvivl om jeg kan”, og hans svar var; at selvfølgelig kunne jeg det, det var han slet ikke i tvivl om.. Så uden at have taget beslutningen endeligt, begyndte jeg at kigge på programmer der skulle gøre mig klar og blot få mig igennem uanset sluttid, men der er jo et hav af forskellige løsninger, og jeg syntes ikke rigtig jeg kunne finde noget der matchede mig, så jeg lagde lidt låg på drømmen og besluttede mig for at se nærmere på det når vi nåede januar.. Min plan var at investere i nogle hecmann kurser, og nogle af hans bøger, og så finde inspiration den vej..

Team Guldbamse

Min veninde Line, som jeg har kendt lige siden hun blev født, er elite OCR løber og havde længe løbet efter personlige løbeprogrammer lavet af Michael T.K Jeppesen. Da vi mødtes til brunch i midten af december talte hun stadig varmt om hendes personlige programmer, og var faktisk helt chokeret over jeg kunne løbe UDEN programmer.. Så Line fik hurtigt sat mig i forbindelse med Michael, som på det tidspunkt også kørte med et tilbud der løb indtil d 31. maj 2016.. Jeg skrev lidt frem og tilbage med Michael om mine mål, hvad jeg løb nu, hvorfor jeg løb osv.. Jeg havde faktisk rigtig rigtig svært ved at tage den endelige beslutning, der er meget langt fra en drøm til virkeliggørelsen af den, og det kan være afsindig svært at skubbe sig selv det sidste stykke, når man ved at der skal flyttes nogle grænser for at nå til målet..

Men efter megen overvejelse sprang jeg med på team guldbamse, med målet om at kunne gennemføre mit første marathon på under 4 timer.. At gå med i denne online løbeklub, DET er en af de bedste beslutninger jeg har taget for mig selv og mit løb, og kan klart anbefales uanset hvor du befinder dig i din løbekarriere og hvilke mål du har. Michael er så afsindigt dygtig og god til at sørge for at du er nøjagtigt der hvor du skal være. Udover løbeprogrammer hver uge får du også personlig vejledning (han står til rådighed 24/7 enten via beskeder eller på telefonen), og der er fællestræning 1 gang om ugen i København.

Når sygdom kommer i vejen for ens mål

Jeg havde IKKE nået mit mål om noget som helst Marathon hvis ikke jeg havde været en del af teamet. Jeg var nemlig så uheldig at jeg fik mig en rigtig slem dobbeltsiddet lungebetændelse i midten af februar.. De første uger forsøgte jeg mig stadig med løb (JEP virkelig virkelig dumt, men man kan altid være bagklog!). Men i ca 6 uger kæmpede jeg, og for filan jeg har tudet af frustration, fordi kroppen slet ikke kunne det som hovedet gerne ville. Hvor jeg normalt altid løb efter at have afleveret unger, lagde jeg mig på sofaen i stedet og rejste mig ikke før det var højest nødvendigt. Jeg ringede til min kære mand, og græd fordi jeg ikke magtede vasketøjet, rengøring, eller noget af det som der stod på dagens program.. Og jeg havde såååå dårlig samvittighed overfor Michael T.K Jeppesen.. Det lyder underligt, men jeg følte at han troede på mig, og brugte tid på mine programmer, og nu svigtiede jeg.. Jeg er bare sådan en person der helst gør ting 100%, så jeg havde ligesom gået ind i det her med et klart mål om CPH Marathon til maj, og det var det mine programmer blev lavet ud efter, så jeg synes det var så ØV at jeg ikke bare kunne komme i sving! Tiden tikkede derudaf og min form blev bare dårligere og dårligere.

I mange timer lå jeg på sofaen og tænkte at det der Marathon det ville jeg ALDRIG nå.. Det kunne være lige meget, jeg kunne jo ikke engang færdiggøre et skide program for en uge, til trods for at min coach havde lavet nogle forholdsvis lette programmer.. Jeg havde virkelig givet op.. Nogle tænker måske at det ”bare” var en lungebetændelse, men det var så slemt at jeg 4 uger inde i sygdomsforløbet fik tjekket lungekapacitet, og den var nedsat med 50%. Det vigtigste for en løber er at kunne trække vejret, og jeg lød som en ryger på 30. år, bare jeg forsøgte at bevæge mig en lille smule.. Gnisten var virkelig slukket og drømmen var ikke eksisterende, lige nu havde jeg kun et mål, og det var at kunne løbe mere end 10K igen..

Havde jeg ikke haft Michael T.K Jeppesen som coach havde jeg givet HELT op.. (i det hele taget var det bare fedt at være en del af et team, også selvom det kun var online) Michael pressede på, på en god måde. Han troede på at jeg kunne, trods lungebetændelsen, og denne tro fik mig til at tro på mig selv.. D. 20. marts satte jeg mig og nød lidt af vintersolen og den friske vind, gjorde mig nogle tanker om mål, drømme, osv..

VÆR NOGEN IKKE NOGET!

Og ugen efter færdiggjorde jeg for første gang i 6 uger mit løbeprogram fra ende til anden, og jeg var så stolt.. Tirsdag d. 27. marts var jeg ude og løbe 20K som var det længste i 8 uger, og det var bare den bedste følelse.. Det var vildt dårligt vejr på hele turen, men den fedeste følelse da jeg var hjemme igen, og jeg blev mindet om at det jo netop er lige præcis DERFOR jeg elsker at løbe.. Følelsen under og efter er helt ubeskrivelig, og kun en følelse man kender hvis man er løber!

Sidste lange tur inden nedtrapning! Blev løbet i storm og slud.

Og så lagde jeg ellers det ene løbeprogram ned efter det andet, uge efter uge kunne jeg mærke formen og gnisten komme tilbage, og lige pludselig lå jeg i en hård træning med kun få uger til nedtrapingen.. Jeg har faktisk nok aldrig tænkt over HVOR hårdt det er at træne op til et Marathon, det var først da jeg stod i de sidste hårde uger, og benene var trætte og kroppen bare BRUGT. Den sidste hårde løbeuge slutter jeg af med at løbe tv2east løbet. Mit mål havde været at komme under 50 min, og jeg havde lokket min dejlige mand med for at han kunne skubbe lidt på 🙂 Målet nåede jeg desværre ikke, men jeg kom ind på tiden 50.40, hvilket var ny PR til mig, og det boostede lige selvtilliden, for der var meget vind på ruten og de første 6K var op ad bakke plus jeg lå i den sidste hårde Marathon træning.

JEG KAN JEG VIL JEG SKAL klare det marathon!

– Dagene op til!

Det der nedtrapning har jeg haft ret svært ved faktisk.. Det er igen det psykiske der driller mig, for når jeg laver mindre er jeg altid bange for at tage på.. Derudover har jeg i denne uge carboloadet (spist en masse ekstra gode kulhydrater), for at fylde depoterne godt op. Jeg har virkelig prøvet denne uge at gøre alt hvad jeg normalt ikke gør, jeg har blandt andet sovet til middag to gange OG spist og spist og spist, dog kun gode ting!

Jeg håber virkelig at min krop vil takke mig i morgen, for mentalt kunne jeg ikke blive mere klar.. Jeg hentede startnummer i går, og den fedeste teamtrøje til os i team guldbamse, og da jeg kom hjem og lagde det hele frem blev det først helt virkeligt for mig; NU er det lige om lidt jeg skal løbe mit første Marathon, og der er kun en vej og det er over målstregen! WAUW… Min strategi er lagt i tæt samarbejde med Michael T.K Jeppesen, og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at komme afsted, og løbe det der Marathon igennem et Københavns gader.

Jeg ved ikke om jeg når mit mål på tiden, men jeg ved at min mand vil stå og heppe på mig, ligesom han gjorde under mit store vægttab, gennem min uddannelse, under fødslerne af vores to børn og nu under mit første Marathon.. OG DET er bare helt igennem fantastisk i sig selv <3

cph marathon

 

Træning mod samme mål

Frøet om Copenhagen Marathon blev allerede sået tilbage i maj 2012, hvor jeg var indlagt på Rigshospitalet over en kortere periode med tropesygdommen tyfus. En febersygdom, der efter tre uger som sengeliggende, sendte min krop tilbage til start. Dagen inden jeg blev udskrevet, blev der afholdt Copenhagen marathon, hvor ruten gik forbi den ejendom, jeg var indlagt i. Mine forældre og jeg havde derfor forventningsfulde planer om at gå en tur ved Fælledparken og observere løberne på ruten. Jeg var dog væsentligt mere afkræftet, end nogen af os havde forudset, så vi nåede ikke længere end til den første bænk lige foran ejendommens udgang, hvor vi satte os for at se løberne komme forbi. Det var her første gang, kimen blev lagt til min drøm om at deltage i Copenhagen marathon. Jeg legede med tanken om at deltage året efter, hvor jeg i så fald bogstavelig talt ville gå fra 0 til 42,2 km på bare ét år. Det skete dog ikke. Det skete heller ikke i år. Nu er målet aktuelt igen.

Mit store mål i år var at deltage i Copenhagen marathon 2015 i maj, som jeg med stor begejstring havde delt med venner, kollegaer og familie. Det var derfor et overordentligt stort nederlag, da jeg i april som følge af min skade måtte erkende, at det ville være for risikabelt at stille til start på marathondistancen en måned efter. Én ting var, hvor hårdt det var at nå frem til erkendelsen over for mig selv; det var dog næsten hårdere at skulle fortælle det til alle dem, jeg havde indviet i mit projekt. Som om nederlaget blev afspillet forfra gang på gang.

Mod samme mål som sidst

Mit næste mål er netop at deltage i Copenhagen marathon til maj. Præcist samme mål som jeg havde i år. Og det får bestemt ikke målet til at syne mindre af den grund. Nærmest tværtimod. De tanker og følelser, der følger med at gå efter det mål, jeg ikke formåede at gennemføre før, er betydeligt stærkere end forventet. Konsekvensen af, at jeg skal gennem flere af de samme træningsture, overvejelser og forventninger frem mod løbet, som jeg allerede har stiftet bekendskab med tidligere på året, er vitterlig en ekstra sten i bagagen. Set med de positive briller på, kan jeg også være taknemmelig for, at jeg er klogere og mere erfaren denne gang, og jeg ved i hvert fald, hvad jeg ikke skal gøre. Undervejs på hver løbetur rammes jeg dog et lille gys af frygt for, om det er på denne tur, at skaden blusser op igen og slår mig tilbage til start. Efter løbeturen vendes denne følelse til gengæld til en spinkel sejr, når jeg kommer hjem, endnu skadesfri, og en anelse tættere på målet.

Det var en stor dag, da jeg for efterhånden fire uger siden deltog i Spartas første fællestræning mod Copenhagen marathon 2016. Ruten var 13 km, nøjagtigt samme kilometerantal som jeg i februar tidligere i år havde været nødt til at stoppe ved på én af Spartas fællestræninger. Det havde ikke været den turens fulde distance, men det havde været her, jeg havde set mig nødsaget til at lade de andre løbe i forvejen, og hvor jeg måtte humpe resten af vejen hjem. På alle måder en frustrerende og ærgerlig episode, som jeg formentlig har lært en masse af. Ved træningen denne søndag i starten af november klarede jeg mig gennem hele turen, og det var uden tvivl én af de større sejre på min færd mod marathonet. Jeg var nærmest følelsesmæssigt rørt. Sidenhen har jeg deltaget i samtlige fællestræninger (eller løbet samme distance selv, hvis jeg var forhindret), og intentionen er klart at fortsætte i samme stil, så jeg ikke risikerer en for pludselig øgning i distance på min ugentlige, lange tur. Her har jeg tydeligvis brugt min erfaring fra forløbet inden min skade til at forstå vigtigheden af gradvist at bygge flere kilometer på turene, så jeg – 7-9-13 – ikke ender i samme situation som sidst.

Træning med et mål for øje

Som det fremgår, løber jeg i øjeblikket efter et specifikt defineret mål. Jeg er med andre ord typen, der trives bedst med at have et klart mål med min træning. Jeg er også typen, der nyder at strukturere min træning og teste min fremgang til officielle løb for at se, om træningen har båret frugt. Samtidigt er jeg dybt imponeret over de løbere, der ikke nager samme behov for et målbart fikspunkt af de mange nedlagte kilometer.

Deltager i motionsløb på Aalto Universitet 2012

Spændte inden start til motionsløbet på Aalto Universitet 2012

Man skal dog ikke mange år tilbage for at finde mit første officielle løb i min “voksne løbekarriere” efter min tid som ivrig konkurrencedeltager i orienteringsløb. I efteråret 2012 var jeg på udveksling i Finland, hvor mine medstuderende og jeg besluttede at deltage i et 10 km-løb på campus. Det var 3,5 måned efter mit sygdomsforløb med tyfus, og løbet endte med at få status som ét af de hårdeste løb, jeg endnu har deltaget i. Og jeg var ikke stolt af min tid, da jeg passerede målstregen. Som en sidebemærkning skal det måske tilføjes, at vi alle havde været til stor fest dagen inden, så energidepoterne bugnede bestemt ikke. I stedet for at være glad og imponeret over min krops bedrift så kort tid efter min tid som sengeliggende, var jeg nærmere skuffet over ikke at præstere i nærheden af samme niveau, som jeg havde været i stand til inden min sygdom. Løbetræningen før og efter havde heller ikke været prangende; yderst sporadisk og ustruktureret, og de fleste træningsture var foregået som interval af typen 10-20-30, hvor man efter 10 minutters opvarming løber roligt i 30 sek., løber hurtigt i 20 sek., efterfulgt af 10 sek. sprint, som gentages 5-6 gange og afsluttes med 10 minutters afjogning. Jeg var bestemt ikke vant til at holde kroppen i gang i mere end 30 minutter af gangen.

Min træningstilgang

Én af grundene til, at jeg ikke allerede gennemførte mit første marathon i maj 2013, skal bl.a. ses i lyset af min tilgang til løbetræning på daværende tidspunkt. Her så jeg ikke mulighed for at løbe et par af ugens løbeture som rolige, langsomme ture for at skåne kroppen fysisk og mentalt. Hver tur, jeg løb, skulle helst løbes hurtigere end den tidligere, og hvis ikke hurtigere skulle den i hvert fald være længere. Derfor stod jeg tit i den situation, at hvis jeg manglede energi inden en planlagt træningstur, endte jeg ofte med ikke at tage afsted af frygt for at skuffe mig selv ved at løbe langsommere end træningsgangen forinden. Problemet med denne træningsform, ud over den væsentligt store risiko for skader, var, at jeg ikke havde lyst til at løbe en tur, hvis jeg følte mig uoplagt, mine ben var tunge, etc. Kort sagt, hvis jeg ikke følte, jeg ville kunne slå min sidste tid, droppede jeg løbeturen for ikke at skuffe mig selv. Det var rent held, jeg ingen skader fik dengang, når man tager den enorme belastning ved udelukkende hurtige ture i betragtning. Det kan måske også skyldes, at jeg af samme årsag ikke løb særligt mange ture ugentligt.

Deltager ved motionsløb på DTU 2014

På vej i mål til motionsløb på DTU 2014

I foråret sidste år havde jeg sammen med to veninder meldt mig til Københavns Kvindeløb på 10 km i juni 2014. Op til løbet havde jeg fulgt min gamle træningstilgang om at løbe så hurtigt jeg kunne, når jeg var ude på en tur, og jeg sprang turen over, hvis energien var lav. Jeg kom dog, trods mangel på planmæssig træning, i mål på en acceptabel tid med en placering i den bedre del af feltet, som derfor straks gav mig blod på tanden til at gøre mere ved løbet igen. Jeg havde efter flere års ustruktureret løbetræning stadig benene med mig efter min tid som hurtigløbende, ung orienteringsløber. Faktisk var dét resultat alt, der skulle til for, at min interesse for det officielle løbeudbud blev vakt, og herefter nødvendigheden af, og lysten til, at strukturere min træning bedre og mere målrettet igen.

Målet som motivation

Jeg har siden Københavns Kvindeløb deltaget i seks officielle løb (fra 5 km til halvmarathon) med en mere tilrettelagt træning. Nu er det primært de rolige ture, der er i fokus, med et enkelt indlagt intervalpas om ugen, så det egentlig kun er til konkurrencerne, at jeg giver den max gas over længere distancer. På den måde har jeg også automatisk lyst til at deltage i flere konkurrencer om året, og det er meget sjovere at deltage i løbene! Det er tilmed mere overskueligt at gennemføre træningspassene! Og så hjælper det på min motivation, at jeg har et mål med min træning, især når det kommer til den skadesforebyggende styrketræning, som også skal passes i håbet om at undgå skader. Jeg ved, de er en vigtig faktor for at holde mig skadesfri, men det er bestemt ikke dét aspekt af træningen, jeg ser mest frem til. Her hjælper det mig i høj grad at have mit klare mål om at gennemføre Copenhagen marathon 2016 i baghovedet, så det er sværere ved at finde en god undskyldning for at droppe de mindre sjove træningspas. Drømmen om marathonet skal jo helst lykkes denne gang!