Indlæg

athgene_gentest_camilla-bergmann_forrest-gump_loeb

På opdagelse i mine gener – Jeg er Forrest Gump

Den store lup har været fremme for at kigge nærmere på mit unikke DNA. Jeg tog en gentest, da jeg gerne ville blive klogere på, hvordan jeg vil kunne optimere min træning og ernæring, for at blive en bedre udgave af mig selv.

Hvem er jeg så?

Jamen kort fortalt, så kan mine gener fortælle mig, at; jeg er udholdenhedsløber, der skal styrketræne og løbe flere intervaller end andre løbere, for at blive en bedre løber. Så har jeg normal til lav risiko for at opnå muskulære skader. Jeg sveder som et svin. Er sådan middel god til at optage mine vitaminer A og C, men rigtig god til at optage D-vitaminer. Hurra for den friske luft! Jeg er genetisk tilbøjelige til at spise mindre sukkerholdige produkter, end en person med en øget sød tand. Hmm… det ved jeg nu ikke om holder. Jeg har en normal appetit, og min krop er god til at regulere mit kalorieindtag. Og så er jeg genetisk mere tilbøjelige til at bruge mit fedt i kroppen som brændstof.

Run Forrest Run…  

Hvis Forrest Gump var en virkelig person, så kunne jeg helt sikkert have været i familie med ham – eller i hvert fald have arvet hans gener. Mine gener fortæller mig, at jeg har en stærk udholdenheds profil. Jeg er altså genetisk skruet sådan sammen, at jeg har potentiale til at klare mig godt i aerob træning med lav intensitet og høj træningsvolumen, såsom langdistance løb og cykling.

camilla-bergmann_gentest_athgeneJeg er lykkelig! Langdistance- og udholdenhedsløb har ikke altid være min største interesse, men de seneste år har de længere distancer vundet mere taletid i træningsdagbogen og i den travle hverdag. Derfor er det meget rart at vide, at mine gener fortæller, at min krop genetisk er bygget til lange (skov)ture i løbeskoene.

Selvom der ikke – på nuværende tidspunkt – står så mange udholdenhedsløb på repertoiret (2 x ½ halvmarathon, deltaget i 2 ultraløb med orienteringsløb over 2 dage, 1 x Adventure Race i Silkeborg og en håndfuld ultralange orienteringsløb til DM og junior-VM), så har jeg på adskille træninger fået en masse kilometre i benene og har nemt kunne bruge over en time ad gangen i løbeskoene i skoven. Som Forrest Gump, så rigtigt siger det, da han bliver spurgt hvorfor han løber: “Jeg havde lyst til en løbetur”.

Jeg havde lyst til en løbetur. Lyst til at komme væk fra en stund. Lyst til at nyde naturens farver og vindens brisen. Lyst til at bevæge mig et sted hen, hvor flow er essentielt for den gode oplevelse.

Mine gener fortæller, at jeg er udholdenhedsatlet. Det vil jeg ikke ændre på. Jeg vil fortsætte de lange løbeture og turene i cykelsadlen, da jeg her kan udnytte det maksimale af mine gener.

Av for den da!

Jeg har genetisk medium risiko for bindevævskader (ledbånd/seneskade). Det vil sige, at det tager mig længere tid at helbrede fuldstændigt efter en bindevævskade. Derfor anbefaler testen mig, at tage forebyggende træning seriøst, for at undgå skader. Styrketræning og stabiliserende træning vil være rigtig godt, for hurtigere at komme på toppen igen efter en skade. Samtidig fortæller gentesten også, at jeg genetisk har et lavt potentiale for muskelopbygning, efter styrketræning. Av for den! Det må betyde, at jeg skal tage mig sammen og løfte noget mere jern (end gennemsnittet), hvis jeg skal undgå skader i f.eks. Ankel og knæ, og få større musler.

Tidligere vrikkede jeg ofte rundt på foden. Det har jeg tidligere skrevet om her. Og så bøvler jeg med en gammel knæskade, som spøger i ny og næ, som jeg har skrevet lidt om her. Derfor kommer det nok ikke så meget bag på mig, at mine gener fortæller, at jeg har medium risiko for skader i ledbånd og sener. Ofte, når jeg har vrikket om på foden, har det nogle gange resultereret i forstuvninger og lange skadesperioder, hvor genoptræning – i perioder – var min bedste ven. Jeg er allerede bevidst om, at få varmet godt op før træning og jogget af efter et træningspas, for også at undgå skader. Meeen, jeg kan altså godt blive bedre til at få løftet noget jern, og styrketræne ankler og knæ, for at mindske risikoen for skader og øge stabilitet i leddene. Jeg må nok knibe ballerne sammen og troppe op nede i fitness. Dette resultatet har i hvert fald givet mig et skub til at gøre noget ved det.

Kan bestemt ikke sove sig til en hurtigere løber

Gentesten fortalte – måske ikke helt overraskende – at jeg genetisk er disponeret til at have under gennemsnittet af VO2 max potentiale. Det betyder, at der er visse genetiske variationer, der hindrer effektiv iltforbrug, når jeg træner maksimalt. Jeg vil altså få en mindre stigning i min nuværende VO2 max efter træning, end en person, der har en højere VO2 max potentiale. Sagt på en anden måde: Mine gener har bestemt, at jeg skal æde flere intervaller for at blive en bedre løber, end en person der genetisk udnytter sit VO2 max potentiale højere.

Sandhedens time er kommet. Jeg kommer ikke sovende til løb. Hvis jeg skal blive en hurtigere løber, så kan ikke bare tænke mig til en løbetur i skoven – som andre måske kan – nej, jeg skal rent faktisk trække i løbeskoene og tæske svedende rundt, for at blive en hurtigere løber.

Jeg har faktisk godt haft på fornemmelsen, at jeg skal knokle lidt hårdere (end andre), for at opnå samme niveau. Af løbeerfaringer gennem årene, så har jeg nok ikke rykket så hurtigt, i forhold til mine træningskammerater.

Interval træning er for løbere den bedste måde, at forbedre sin VO2 max. Så vågn op og på med løbeskoene. Og så er det nu først, når hjertet og pulsen virkelig galoperer af sted, at man mærker intensiteten ved løb!

 

camilla_athgene_resultater_af_gentestRulleteksterne

For halvanden måneds tid siden skrabede jeg spyt fra munden med en slags vatpind . Sendte vatpinden retur til Athgene i et glas med blå væske. Hvordan jeg helt præcis tog gentesten, kan du læse mere om i blogindlægget her.  

18 forskellige indblik i mine gener

Hos Athgene får du dine resultater 3-4 uger efter du har taget testen. Athgene har netop lanceret et nyt website, med en nye platform, hvor du øbende, som et abonnement, får mulighed for at få indblik i dine gener ud fra nye kategorier indenfor sport, livsstil og ernæring.


Vil du også gerne på opdagelse i din krops unikke univers?

Brug rabatkoden BERGMANN10 www.athgene.com, og får rabat og fede fordele.

 

Dette indlæg er lavet sammen med Athgene, men sætninger, ord, vendinger og tanker er rent og skær mine egne. 

 

/Camilla

Blogger på www.camillabergmann.dk

Følg mit løberunivers på Instagram: @camillabergmann.dk

Mio min Miiego

Hovedtelefoner.?

Det er en jungle…

Hvad fanden skal man vælge, og hvorfor.?

Skal man gå efter design, navnet, farven, streetcredit, coolness, pris eller lyd.?

Hvad skal man bruge dem til, er det til løb, styrketræning, crosstraining.?

You name it, these ones are fårking sick.!

 

Miiego AL3 Freedom

Disse trådløse hovedtelefoner fra Miiego skulle vise sig at være en helt ny oplevelse for mig at høre musik under mine løbeture.

 

Jeg har egentligt aldrig sådan rigtigt løbet med musik.

Har altid været mest til at nyde “larmen” fra naturen. Lidt som at føle sig som en del af omgivelserne.

Lyden fra mit åndedræt, de lette “bump” for hvert skridt der blev taget, eller bare lyden af “swush swush swush” fra mit tøj.

Det har for mig altid og vil altid være lyden af løb.

 

Men når jeg endelig har haft musik med på de længere ture, så har jeg altid brugt in-ear hovedtelefoner, med tilhørende irriterende ledning, der altid – uanset hvor godt jeg synes jeg havde fikseret den – været i vejen.

Så trak den i det ene øre, så i det andet.

Så viklede ledningen sig omkring et eller andet.

Eller også var det hele bare noget møg.

Men jeg affandt mig med det.

Og når det ikke var ledningen der irriterede, så var det sveden der på en eller anden måde løb ind i mine ører, og på den måde dæmpede for musikken.

Måske det skyldes at jeg har nogle vildt mærkelige ører, selvom de ligner og fungere som alle andre jeg har set.

Men røv irriterende var det i hvert fald.

 

Derfor var det også med en del skepsis og  mistro til, at disse 80´er looking ørebøffer, der ikke nok med at de lignede noget fra dengang hvor alle rendte rundt – i gang – med et par uden på ørerne, koblet til en walkman, der til og med skulle sidde på hovedet via en fjerende bøjle.

Men nu sad jeg her med æsken og havde fået muligheden for at afprøve dem first handed.

 

Førstehåndsindtrykketimg_5856

At sidde med den lille flade pakke foran sig, så er det første man tænker nok ikke lige ørebøffer af den slags der sidder uden på ørerne.

Men efter at have åbnet den, så bliver man overrasket.

img_5857Grundet den fjerende bøjle, kan hovedtelefonerne “krølles” sammen på en sådan måde at de ikke fylder særlig meget.

Så det er med stor overraskelse at se at der er så meget med i denne pakke.

Pakken indeholder nemlig, udover hovedtelefonerne, 1 etui, ledning til opladning, ekstra bløde dimsedutter til at skifte ud med og en brugervejledning.img_5865

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alt sammen pakket ned i den lille og flade kasse.

 

På med dem

Som den lille ivrige dreng der ser gaverne under juletræet, blev disse underligt udseende ørebøffer sat på hovedet.

Og ja, jeg indrømmer gerne, at der lige skulle et par forsøg eller tre til, før jeg lige kunne sætte dem på med et snup tag.

De sidder som sagt uden på ørerne, og deres vægt – hvilken er sølle 42 gram, bæres så af bøjlen bag nakken.

 

Mærker man dem.?

Ja det gør du.

Men det er kun indtil du tager første skridt på din løbetur.

Så registrere du ikke at de sidder der.

Måden de sidder der på dit hoved med hjælp fra bøjlen, og deres sølle vægt, gør at du ikke bliver genert af dem på nogen måde.

Du kan dreje hovedet lige så tosset du vil, de er ikke i vejen på nogen måde.

Ikke hvad jeg har oplevet.

 

Hvordan fungere de.?

Da disse sataner er trådløse, så kobles de til din telefon eller anden form for musikapperat via Bluetooth.

Såre simpelt.

Skide hurtigt.

Pisse nemt.

 

Er det svært.?

Altså nu er jeg på ingen måde teknisk anlagt, og den eneste grund til at jeg er god til at løbe skyldes, at det bare drejer sig om at sætte det ene ben foran det andet, og så gentage det indtil målet er nået.

Så sværere er det ikke.

Tænd for din Bluetooth på din mobil.blue

Hold knappen der sidder i midten på den højre højtaler inde.

Kort tid efter kommer der er en kvindestemme der siger “power on”, herefter kommer der “parring”, og til sidst før du at vide “phone one connected”.

Og så afsted.

 

 

Oplevelsen

Som sagt skulle jeg lige vænne mig til at have dem på.

De sidder på ingen måder stramt eller irriterende, men alligevel skulle man liiiiiige vende sig lidt til det.

At de sidder som de gør, og at de sidder uden på ørerene gør, at man stadig har “kontakt” med omverden.

Jeg hører stadig min vejrtrækning, omgivelserne og min dejlige “swush swush” fra tøjet.

Man kan jo sammenligne med in-ear, som virker støjdæmpende. Og på den måde lukker de vedkommende inde i en falsk trykhedsskal, da de ikke kan høre omgivelserne – heriblandt biler, cykellister og knallerter.

 

Da disse hovedtelefoner har en blød skumgummi beklædning, er de ikke irriterende klistret, og samtidig sørger de for at sveden ikke ender inde i øret.

Nu er det ikke sådan at de bliver ødelagt af sved eller vand. De har nemlig været så smarte at gøre dem “sweat-proof”, hvilket jo er genialt for en som mig.

Det eneste der så sker er, at sveden bare drypper af dem.

Ski´e smart hvis du spørger mig.

 

Nu har jeg brugt dem generelt til løb.

Herunder intervaller, tempo ture og 6 timers ultraløb.

Og de sidder upåklageligt godt.

På intet tidspunkt er de til gene.

De kan føles lidt varme, men det er små ting.

 

Bliver man træt af at høre et nummer eller er lyden for høj eller lav, så vælger man bare det næste eller forrige ved hjælp af de små “usynlige” img_5884knapper der sidder for og bag på siden af den højre højtaler, eller skal man skrue op eller ned, så er det de to knapper der sidder øverst eller nederst, ligeledes på på højre side.

Simple as that…

Det er alt i alt et let, nemt og smart stykke legetøj der kan få tiden til at gå “hurtigere” når du er aktiv.

 

Min egen mening

Disse hovedtelefoner har virkelig overrasket mig, samt set lyset for at løbe uden irriterende ledninger.

Det er nemt og lige til, og så er de pisse nemme at have med sig rundt, da de bare kan krølles sammen og kommes i en lomme eller taske.

Hvis jeg skal nævne positive og negative ting ved dem, så lad os starte med det positive.

 

Positivt:

De er lette

Skide nemme at finde ud af at tilslutte og bruge

Fylder ikke særligt meget

Ok bass

Kan bruges som håndfri

Holder strøm i op til 7 timer

 

Negativt:

Som nævnt i starten, så får de dig ikke til at ligne en supermodel, men igen, når noget bliver prioriteret, så må man give lidt til den anden side

Mellemtonen tager for meget af musikken og gør den lidt “pløret”

For lidt diskant – der burde være mere diskant i dem. Men igen, du løber jo ikke for at få en musikoplevelse. Du løber med musik for evt at give “mere energi” og for at få dig rørt.

 

Pris:

Du vil kunne finde dem rundt om på nettet til den nette sum af ca. 500 kr.

Dette er godt givet ud, da du får meget for pengene

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

Dette er et sponsoreret indlæg

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

44km44videoer – Et lidt skørt projekt

44 km 44 videoer

abonner abonner

Det er konceptet jeg vil prøve at følge de næste 16 uger op til mit løb.

Videoerne vil dække bredt og være af varierende længde – nogle vil være fokuseret udelukkende på motivation, andre på skader, udstyr og hvad der ellers følger med i en løbers hverdag. Så hvis det lyder som noget du kunne tænke dig at følge med i, så hold øje med bloggen og abonnerabonnerabonner på YouTube. (:

Ps. Jeg er ingen professionel løber, jeg har lige været skadet og jeg har aldrig løbet så langt før – så det her projekt er bare dokumentation på et lidt skørt, meget hårdt og forhåbenligt fantastisk eventyr (:

KLIK HER FOR AT SE VIDEO #1

Derfor er de spontane løbeture de bedste

Skemalagt træning med høj struktur gør måske mere skade end gavn? Det har jeg erfaret. Når det kommer til løb, skal det være lysten der driver værket.

Min træning har i mange år været planlagt fra punkt til prikke ned til de mindste detaljer. Løbedistance. Tid pr. kilometer. Ruteplanlægning. Underlag. Skovalg. Tøjvalg. Interval tider og -længder. Jeg mister motivationen for at løb, når dagens form ikke kan leve op til forventningerne og træningsplanens målsætninger. Træningen må gerne være overordnet planlagt med forslag til ruter, længder og tider. Specielt op til konkurrencer. Men det er en balance, da der også skal være plads til de spontane, uventede, ikke planlagte løbeture. Det er i de øjeblikke, der er befriende. Du kan give slip på den ellers planlagte hverdag. Bare løbe af sted. Og slippe tankerne løs.

Hvor skal vi hen, du? 

Min løbetur i fredags gav mig inspiration til dette blogindlæg. Fra morgenstunden havde jeg planlagt en løbetur efter arbejde. En hel dag med stillesiddende arbejde gav mig stive ben og et træt hoved, som nok mest af alt havde lyst til at slappe af. Jeg fik dog samlet mig sammen, med tankerne om, at det vil være fedt, at få noget frisk luft og koblet af. Løbeturen var ikke derudover planlagt. Hvor langt havde jeg lyst til at løbe? Hvor skulle jeg løbe hen? Jeg kendte  knap nok den nærliggende skov. ( På trods af at jeg som orienteringsløber kender de fleste Nordsjællandske skove). Hvor hurtig ville jeg løbe? Ja, det var op til mig selv. Efter næste 8 km. havde jeg løbet netop den tur, som jeg havde lyst til. Det var de mest befriende 40 min., og perfekt måde at løbe weekenden i møde.

Camilla Bergmann_milla_runnershigh_løbeblog

De spontane løbeture er de bedste af alle! Hvorfor?

  • Måske fordi jeg kun kan blive positivt overrasket. Jeg har ikke på forhånd planlagt løbetræningens længde og kilometertid. Som ved en fastlagt træning kan – af flere årsager – blive reguleret på. F.eks. kortere kilometer hvis benene er tunge.
  • Det kan også være fordi, at disse ture ofte opstår på tidspunkter, hvor intet andet er planlagt. På min tur i fredags var der ikke nået bestemt, som jeg skulle nå hjem til (som det ofte kan i hverdagen). Det gav ro, at jeg vidste, at jeg – i princippet – havde hele aftenen til at løbe min tur.
  • Jeg bliver ofte draget ud på en spontan løbetur for at komme (lidt) væk fra hverdagen. I situationer hvor jeg – lige pludselig – har brug for frisk luft og en løbetur for at koble fra. Og situationer, hvor jeg bliver “lokket” med og ikke kan sige nej. Fordi man (jo) i virkeligheden rigtig gerne vil ud. Men måske ikke kan tage sig sammen til selv at komme af sted. Det er det gode ved at løbetræne med andre. F.eks. blev jeg ”lokket” ud på en løbetur en fredag eftermiddag for nogle uger siden med et par kollegaer. Vi havde et arrangement med arbejdet om aftenen, og jeg havde planlagt at arbejde længe, indtil vi skulle videre til arrangementet. Jeg havde løbetøj med i tasken – det har jeg ofte fast i tasken. To kolleger stod i løbetøj og spurgte, om jeg ikke skulle med ud på en 5 km tur. Og dér kunne jeg ikke sige nej. Det gav en rigtig god pause og et pusterum.

De bedste løbeture er dem, som du ikke havde forventet.

Håber at dette blogindlæg gav dig inspiration, til at kaste dig ud i spontane løbeture og slippe planlægningen (lidt).

Camilla Bergmann_milla-runnershigh_garmin_løbetid

40 min efter: Spontan løbetur resulterede i næsten 8 km. i Ganløse Ore.

 

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Du bliver en hurtigere løber af at ligge på sofaen

Alle løbere ved at træning nedbryder kroppen. Vi bliver trætte og udmattet. Vi har brug for hvile, for at blive klar igen til næste træningspas. Vores krop er dog indrettet sådan, at efter hvile bliver kroppen endnu stærkere, hvis den vel at mærke får tilpas mængde hvile.

Af fejl bliver man klogere

Jeg er blevet klogere – efter mine erfaringer fra godt 8-9 år siden – på træning og restitution. Jeg var ofte småsyg – ca. hver 2. måned. Jeg kunne aldrig rigtig komme mig over sygdom, da jeg stadig småtrænede, for ikke at miste for mange dage uden træning. Jeg havde mange aktiviteter med andet sport, skole osv. Jeg fik overbelastningsskade i mit venstreknæ. Jeg var ofte træt og uoplagt til træning og konkurrence. Mine præstationer var ikke forbedret. Jeg løb dårlige tider. Jeg havde mange sure træninger. Jeg var besat af at blive bedre, med det gik bare ikke sådan. I forhold til min høje træningsmængde og mine træningsoplevelser kan det sagtens være tegn på overtræning.

Respekt for restitution 

Jeg erfarede, at jeg skal have respekt for at tage mig tid til at restituere, for at blive en hurtigere løber. Og at restitution ikke er at fare rundt til andre (sports)aktiviteter. Men at min krop  rent faktisk har brug for at flade ud på sofaen. Ikke hele tiden, vel at mærke. Jeg skal holde mig lidt i gang, for eksempel ved at cykle eller løbe rolige ture. Jeg erfarede, at balancen mellem restitution og træning var svær at finde.

Camilla Bergmann - Af (meget) træning bliver man klogere

Superkompensation – løbernes yndlings ‘buzzword’ 

Restitution handler i bund og grund om, at give kroppen ro og hvile i en periode. Det er under restitutionen at kroppen bliver stærkere og klar til det næste træningspas. Og så handler det om, at få den rigtige kost med det rette næringsindhold. Men hvilke kulhydrater der er gode at indtage efter en lang løbetur og hvordan man får fyldt proteindepoterne op efter styrketræning, handler dette blogindlæg ikke om.

Jeg kan godt mærke, at jeg bruger mere tid på restitution i dag end for 8-9 år siden. Jeg forsøger at mærke efter i kroppen, men må indrømme, at jeg har svært ved at afgøre inden træning, om benene er friske eller tunge.  Der er også mange vejledninger, som siger forskellige råd i forhold til, hvornår man skal begynde at løbetræne igen efter restitution. Det er den rigtige timing mellem træning – træne for lidt og for meget – og hvile, der findes i balancegangen. Det hedder superkompensation. Det vil sige, at kroppen bliver stærkere end udgangspunktet – altså før man begyndte træningen. Og det er her, at vi bliver hurtigere til at løbe.

Præsentationsevne

Kilde: Aerob og anaerob træning af Michalsik og Bangsbo, Danmarks Idrætsforbund 2002

Fremgang i illustration

Restitutions behov og mængde er individuelt. Derfor er det så svært at finde ud af. Du kan sagtens modtage råd og vejledning fra eksperter og trænere. Men du skal selv prøve dig frem og erfare, hvad der er bedst for dig. For tidlig træning kan resultere i overtræning (den midterste kurve). For lang tids restitutions pause kan resultere i ingen fremgang af ens træning (den nederste kurve). Derudover er det også individuelt, hvor aktiv man kan være i sin restitutions periode for at blive klar til træning igen. F.eks. kan jeg godt bruge restitutionstiden på at løbe små ture og cykle til arbejde. Men samtidig giver det mig også energi, at flade ud på sofaen engang imellem og være sammen med venner. Find frem til, hvilke aktiviteter der giver dig energi – og giv dem prioritet i hverdagen.

 

3 gyldne erfaringer

  • Lyt til kroppen. Jeg stoppede op, da jeg synes at det var mærkeligt, at jeg var så ofte syg og havde ondt i knæet, når jeg løb. Det er magten ved kroppens signaler – den siger fra når den ikke kan mere.
  • Find balancen. Prøv dig frem – over en længere periode – for at finde balancen mellem hvile, aktivitet og hård træning.
  • Skriv træningsdagbog og notér dit energiniveau ved træning og konkurrence.

 

Hvad er dine erfaringer?

Du fik måske ikke nogen ny (revolutionerende) viden i forhold til restitution, og jeg gav nok ikke nogle videnskabelige ekspertråd i mit blogindlæg. Men jeg håber, at du kan bruge mine erfaringer.

Har du er erfaringer med overtræning? Brugt for lidt eller for meget tid på restitution, hvilket har resulteret i at du ikke har mærket fremgang?

restitution og løbetræning hop og spring

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Marató de Barcelona

Fredag d. 11.marts

Louise og jeg afleverede ungerne i institution fredag formiddag og kørte forbi mine svigerforældre, for lige at sætte nogle ting og tøj af, så de kunne klare weekenden.
Vi havde bestilt fly fra Hamborg kl 17:45, da det bedst kunne svare sig med henblik på at sport-exp’en i Barcelona kun var åben fredag og lørdag 10-20. – På vejen mod Hamborg slog vi et kort visit indenom min svigerinde og svoger, der i mandags var blevet forældre til endnu en lille pige. Jeg havde besøget med i rejseplanerne og kalkulerede med at være i lufthavnen én time før afgang, vi havde klaret incheckningen hjemmefra, og skulle nærmest bare gå ombord
Jeg havde, på det elektroniske kort, set at der var et par (læs:2) passager med vejarbejde ned til Hamborg og de var også indkalkuleret i rejsetiden, så da vi trillede ud af Haderslev, var det bare derudaf.
Da klokken slog 16 ringede det firma, hvorfra vi havde bestilt P-plads og shuttlebus, for at bekræfte vores aftale, som jeg kun kunne på det tidspunkt – GPS’en sagde 30minutter til ankomst – masser af tid!
16:20 holdt vi stille…Lige efter vi havde afsluttet telefonsamtalen, opstod der massiv køkørsel i et tempo omkring 30 km/t, det estimerede ankomsttidspunkt rykkede sig længere og længere væk…pulsen og stressniveau’et steg.
Gaten lukker 17:15
Vi blev sat af ved lufthavnsterminal 1 kl.:17:05. – Spurtede igennem terminalen, blot for at se et massivt menneskehav, stå i kø til sikkerhedstjek. Nåmen, vi måtte jo stille os i kø og håbe på det bedste, mens vi indstillede os på at måtte køre mod Danmark allerede samme aften.
Da det så allermest sort ud, blev manden foran os og vi “beordret” til at danne en ny kø til den security der netop havde åbnet, vi kom igennem sikkerhedstjekket uden for store problemer, jeg tjekkede hvilken gate vi skulle til, mens bagagen blev gennemlyst og Louise blev tjekket.
LØB! Vi sprintede afsted med kufferten flyvende efter os – igennem shopping området, hold til højre, en lang lige passage, jeg spurtede fra Louise hen til trapperne ned…ventede på repos’en for at sikre mig hun så mig, der var hun! Videre. Spurtede til gaten, og fik fremstammet “Is this for Barcelona?” og 2 gutter der tilsydenladende også havde løbet, svarede “yes!” – Flyet var ca 30 minutter forsinket….peeew!
3 timer senere landede vi i Barcelona.

Endelig fremme i Barcelona.Det første syn der mødte os da vi kom ud af ankomsthallen


Fira de Barcelona
Lørdag 12.marts tog vi hen til Fira de Barcelona, hvorfra Bib-numrene blev uddelt og fik hentet mit nummer. Da vi kom ind i hallen mærker vi med det samme dén specielle stemning og summen der er op til et stort løb. Dér er alle folk glade, smiler og griner; Alle glæder sig til at komme til start!
Resten af dagen gik med at slentre rundt på det olympiske område og ned mod havnen og så skulle der shoppes morgenmad, eftersom morgenbuffet’en på hotellet først åbnede kl.7:00, uden undtagelser.

barca2Startnr. billede startområdet set fra Montjuic.

Fira de Barcelona, med Expo // Startnr. posing // og et vue udover startområdet.


Raceday Marató de Barcelona
Søndag 13.marts. Klokken var 5 da uret ringede. Kroppen havde det super og jeg undlod at iføre mig mine neopren-støtteshorts, da jeg til dels mente det ville blive for varmt og derudover at jeg var “skadesfri” – jeg begyndte på morgenritualet omkring mad, væske og magne…”Hvor f*nden er mine magnesiumstabletter!” – jeg synes da jeg havde lagt dem i kufferten. De var det sidste jeg pakkede, dem, druesukker og Gerimax. – Var de røget ud ved kontrollen i Hamborg?`eller står de hjemme på køkkenbordet og griner? Jeg bestemte mig for at de få tabletter nok ikke gjorde den store forskel alligevel.
Kl.:7:00 åbnede buffeten – vi stod ca 10 løbere i kø for at komme ind og få en kop kaffe, lidt juice mm. – 7:20 forlod vi hotellet og gik mod startområdet.barca5
Kl.8:20 stod jeg i menneskehavet med et tomt blik rettet mod uret under start portalen, bag den en statue i rundkørslen på Placa de Espanya og længst væk hævede Pyranæerne sig, mens alle de klassiske rocksange bragede ud af højtalerne; “Thunderstruck”, “Start me up” – 8:27 ændrede tonerne sig til Freddie Mercury’s uddødelige “Barcelona” og hvis ikke man var i stemning, kom man det da dér!

De frivillige igang med at opstille depot til de over 20.000 løbere


Løbet
Jeg havde hjemmefra puslet med en masse planer, skulle jeg løbe varieret, så jeg vekslede mellem de forskellige zoner og i såfald, hvad kunne så bedst svare sig. Jeg endte ud med “bare” at hægte mig på 3″00-pacerne og bruge én af mine egne idéer som plan b.
Efter ca 7km, overså jeg en fortovskant, og fik forstrukket højre baglår, hvilket resulterede i, at de næste ca 10km gik med at det nev ved hvert skridt, “skaden” lå lige under huden  og ventede bare på at slå til. Jeg må have løbet og kompenseret, for omkring de 18-20kmhavde jeg fjernet fokus fra mit baglår over til det venstre knæ, som nu begyndte med symptomerne for løberknæ. Jeg kiggede jævnligt på uret og skaderne til trods, holdte jeg god pace;”Kan jeg holde den til et sted mellem 35 og 40, tror jeg på Sub3 lykkes!”
Ved 21.1km-mærket var tempoet stadigt fornuftigt, baglåret nev stadig af og til, mens smerterne omkring venstre knæ havde fortaget sig, blot for at flytte sig opad mod lysken(!). Jeg var stadig fortrøstningsfuld.
Omkring de 30km fik jeg et jag i ryggen, noget jeg har oplevet tidligere, både under træning og under konkurrence, hvad det skyldes kan jeg ikke rigtig bedømme. Faktum er det  føles som noget har kilet sig ind under skulder og gør ondt ved hvert skridt – jeg kæmpede videre, stadig med Sub3 for øje.
Ved 33 km blev pludselig meget tunge, da vi skulle forcere en lille stigning og nu skulle jeg anstrenge mig for at følge med i gruppen, langsomt røg jeg bagud i gruppen og ved de 36km måtte jeg indse det var slut.
En kilometer længere fremme stod Triumfbuen og da jeg passerede den, var de røde faner (3″00-timers) ude af syne. Tog engang Powerade ved førstkommende depot og prøvede at finde en rytme, 1-2-3-4, op i pace igen. Sidestik; Tak powerade. Nu skulle den bare jogges hjem.
De sidste 2 km fra Columbus-statuen frem til mållinien gik med at undertrykke et krampeanfald i baglårene, smerter fra både højre og venstre lyske, samt noget der mindede om vabler og brændende tæer.
barca6Splittider og pace undervejs


 

Målstregen
Tilbage på Placa de Espanya, besluttede jeg mig for at give den det sidste. midt i al larmen hørte jeg Louise til højre for mig, det gav lige en smule mere brændsel, men jeg var drænet og arbejdede på dampene. jeg luntede i mål.

Den første følelse jeg kan huske var vrede! – jeg var bitter over løbets udvikling. Den anden følelese der dukkede op mens jeg sad 100m fra mållinien var; Skuffelse. Dér sad jeg og så på alle dem der kom ind, nogle mere slidt end andre, men langt de fleste kunne juble og udbryde i en form for jubelbrøl.Hvorfor ikke mig? – Jeg havde prioriteret at få trænet, havde taget ekstra fridage til mine langture og trænet i hårdere terræn end ruten idag. Hvorfor skulle det ikke lykkes idag?

barca maraton2 barca maraton
Et anstrengt smil, mens der bliver bidt i medaljen – Havde bestilt indgravering som en gimmick nu der skulle Sub3

 

Louise prøvede godhjertet med nogle trøstende ord om at det var flot og altid imponerende når jeg gennemfører. – lige lidt hjalp det.
Jeg kunne dog og trods alt det negative konstatere at jeg sleb ca halvandet minut af min hidtige PR og at jeg egentlig burde være tilfreds. Mandag gik med at besøge nogle turistmål og få tankerne væk fra løb, og da vi kom tilbage til hotellet og til medaljen, kunne jeg begynde at glæde mig og så småt begynde at se fremad mod næste mål.


Hvad nu?

Jeg må erkende at styrketræning især for mit vedkommende må være alfa-omega. Jeg skal have bygget mere på min core ved hjælp af styrkeøvelser. Heldigvis er foråret og det mildere vejr på vej, så jeg kan klare det hjemme på matriklen.
Mit næste race er umiddelbart en halvmaraton i Holbæk d. 1.maj og ellers er fokus rettet mod Storebælt Naturmaraton medio juni.

Til sidst vil jeg bare sige at forlader Team Hechmann Sport for denne omgang. Det har været 4 sjove og givende år og jeg har fået drejet mit løb i den retning jeg ville da jeg meldte mig ind – at blive hurtigere, bedre og mere vidende omkring løb.
Som det er nu får jeg for lidt ud af medlemskabet ift. kontingentsatsen, men jeg håber jeg en dag har tid igen, til at deltage i fællestræningerne sammen med alle de andre seje krigere i THS’ blå singletter. – Samtidig giver det mig også mulighed for at komme skadesfri tilbage i folden.


Jeg vil slutte af med et lidt andet citat end jeg plejer, men det rammer meget godt mit Sub3-projekt ovenpå søndagens løbetur;

“Good things come slow – especially in distance running” – Bill Dellinger

“Quitters never win – Winners never quit”
/henrik

PS: Mine magnesiumtabletter, gerimax og druesukkertabletter lå i bilen og jeg havde ikke fået dem med da vi parkerede bilen i Hamborg, da vi var pressede på tid.


Vejen til: [indsæt dit mål her]

Nyt år: 2016             Nyt mål: Forbedring

Skotland

Dette er et klassiske oplæg når et nyt år står for døren, om så forbedring indebærer at sætte en PR på yndlingsdistancen, nå nye milepæle på kilometertælleren eller et mere abstrakt mål som at være mere sund og fremme ens velvære.

Mit mål for 2016 at løbe flere kilometer på mange flere fede trails, og dele hele processen med både op – og nedture her på bloggen. Så hvis du står og har sat dig et stort mål forude, så følg endelig og del dine erfaringer også – jo flere bidrag jo bedre.

 

Erfaring, dette år med hjælp fra Getting Things Done(Mere info), viser at et mål bliver nemmere at opnå hvis man stiller sig delmål og underopgaver. Disse underopgaver i sportens verden variere fra person til person og kan både baseres på hvad man motiveres af, samt ting man ser som en nødvendighed at forbedre for at nå sine mål. For mit vedkommende ligger fokus for 2016 følgende 3 steder – fundet med hjælp fra kæreste, veninde og familie i gaverne under juletræet i år.


1: Kost

2014-10-26 21.49.57Dette punkt er egentlig ikke nyt på listen over ønskede forbedringer og 2015 bød da også på et 3 ugers forløb som vegetar for at se effekten på min præstationsevne som løber – dette dog med manglende konklusion for nu. Egentlig er målet meget simpelt, og jeg er sikker på at jeg ikke står alene med dette: At finde det bedst mulige brændstof til min krop og efterfølgende fastholde denne kost. Egentlig et simpelt mål, men åbenbart utrolig svært at nå. Heldigvis kom fornyet motivation da bogen
Eating on the wild side af Jo Robinson(info) lå under juletræet og det bliver en fornøjelse at flytte fokus fra ”Jeg må ikke spise … og …” til ”Hvis jeg spiser…. Og tilbereder …. så kan jeg præstere bedre”. Netop det at flytte fokus som nævnt ovenfor er derfor første delmål for at nå flere kilometer i 2016.

.

.

2: Mentalitet

Nok ikke det hyppigste fokuspunkt på de mange lister over nytårsforsæt, men dog et væsentligt alligevel efter min mening. Det handler om at have den rette mentalitet under de lange distancer og ikke falde i de mange sorte huller som pludselig dukker op når uret Samsø Marathonviser +2 timer. Det er et velkendt fænomen at møde muren både fysisk og psykisk, og svingninger i humøret er svært at undgå når kroppen begynder at sige fra. Her vil det at være forberedt og kunne takle dette på den mest optimale måde bestemt være værd at forbedre sig på.      Der findes flere måder at øve sig på at takle disse sorte huller, et af dem værende at hoppe over, som man lærer ved bitter erfaring efter at være faldt i nok gange til mange lange løb. En anden måde er at lære at kravle hurtigt op igen hvis man ender nede i hullet. Sidstnævnte håber jeg at blive bedre til med tips fra bogen Running with the mind of meditation skrevet af Sakyong Mipham(info). Med min erfaring kombineret med konkrete teknikker håber jeg at kunne styrke mit sind for dermed at kunne presse endnu flere grænser i 2016.


3: Teknik

20150607_071316De seneste  år har tankerne om teknik ofte fulgt ideen om forfodsløb og denne udvikling har jeg fulgt tæt. Det er dog med tiden gået op for mig at der er mere til tekniktræning end blot hvorledes foden placeres i jorden. Netop det at koordinere, finde balancen og have styrken i kroppen til at kunne forbedre løbeøkonomien og dermed evnen til at udholde udmattelse under længere distancer er et punkt med god plads til forbedring i min verden. Det kan dog være svært at praktisere god løbeteknik og derfor er det vigtigt både at have forståelsen for bevægelsen samt konkrete øvelser med i processen, hvilket jeg håber at finde i bogen Den Perfekte Løbeteknik af Thomas Reckmann(anmeldelse fra løberen), som også lå under træet i år. At forbedre teknikken vil ligeledes kunne øge kilometertallet ved at nedsætte mængden af brændstof kroppen har brug for og, hvis jeg er heldig, spare mig for skader i 2016.

 

Godt nytår!      20150822_201122

Dette er altså mine 3 fokuspunkter i jagten på flere kilometer i 2016, inspireret af 3 bøger.
Andre fokuspunkter kunne også være at løbe flere intervaller, komme mere ud i naturen, finde det rigtige løbsoplæg, styrketræne mere eller hvad dit hjerte begærer. En grundlæggende opskrift på succe er dog at målene er opnåelige og inden for rækkevidde, hvilket kan gøres ved research af dit fokuspunkt, enten via bøger, ved at snakke med venner og bekendte eller på nettet. Så find hovedmålet og derefter 3 konkrete områder som der kan arbejdes på for at nå netop dette mål, samt de præcise handlinger du kan foretage dig inden for de 3 områder – og så kan 2016 ellers bare komme an!

Godt nytår og så ses vi på de små trails i 2016   

 

Træning mod samme mål

Frøet om Copenhagen Marathon blev allerede sået tilbage i maj 2012, hvor jeg var indlagt på Rigshospitalet over en kortere periode med tropesygdommen tyfus. En febersygdom, der efter tre uger som sengeliggende, sendte min krop tilbage til start. Dagen inden jeg blev udskrevet, blev der afholdt Copenhagen marathon, hvor ruten gik forbi den ejendom, jeg var indlagt i. Mine forældre og jeg havde derfor forventningsfulde planer om at gå en tur ved Fælledparken og observere løberne på ruten. Jeg var dog væsentligt mere afkræftet, end nogen af os havde forudset, så vi nåede ikke længere end til den første bænk lige foran ejendommens udgang, hvor vi satte os for at se løberne komme forbi. Det var her første gang, kimen blev lagt til min drøm om at deltage i Copenhagen marathon. Jeg legede med tanken om at deltage året efter, hvor jeg i så fald bogstavelig talt ville gå fra 0 til 42,2 km på bare ét år. Det skete dog ikke. Det skete heller ikke i år. Nu er målet aktuelt igen.

Mit store mål i år var at deltage i Copenhagen marathon 2015 i maj, som jeg med stor begejstring havde delt med venner, kollegaer og familie. Det var derfor et overordentligt stort nederlag, da jeg i april som følge af min skade måtte erkende, at det ville være for risikabelt at stille til start på marathondistancen en måned efter. Én ting var, hvor hårdt det var at nå frem til erkendelsen over for mig selv; det var dog næsten hårdere at skulle fortælle det til alle dem, jeg havde indviet i mit projekt. Som om nederlaget blev afspillet forfra gang på gang.

Mod samme mål som sidst

Mit næste mål er netop at deltage i Copenhagen marathon til maj. Præcist samme mål som jeg havde i år. Og det får bestemt ikke målet til at syne mindre af den grund. Nærmest tværtimod. De tanker og følelser, der følger med at gå efter det mål, jeg ikke formåede at gennemføre før, er betydeligt stærkere end forventet. Konsekvensen af, at jeg skal gennem flere af de samme træningsture, overvejelser og forventninger frem mod løbet, som jeg allerede har stiftet bekendskab med tidligere på året, er vitterlig en ekstra sten i bagagen. Set med de positive briller på, kan jeg også være taknemmelig for, at jeg er klogere og mere erfaren denne gang, og jeg ved i hvert fald, hvad jeg ikke skal gøre. Undervejs på hver løbetur rammes jeg dog et lille gys af frygt for, om det er på denne tur, at skaden blusser op igen og slår mig tilbage til start. Efter løbeturen vendes denne følelse til gengæld til en spinkel sejr, når jeg kommer hjem, endnu skadesfri, og en anelse tættere på målet.

Det var en stor dag, da jeg for efterhånden fire uger siden deltog i Spartas første fællestræning mod Copenhagen marathon 2016. Ruten var 13 km, nøjagtigt samme kilometerantal som jeg i februar tidligere i år havde været nødt til at stoppe ved på én af Spartas fællestræninger. Det havde ikke været den turens fulde distance, men det havde været her, jeg havde set mig nødsaget til at lade de andre løbe i forvejen, og hvor jeg måtte humpe resten af vejen hjem. På alle måder en frustrerende og ærgerlig episode, som jeg formentlig har lært en masse af. Ved træningen denne søndag i starten af november klarede jeg mig gennem hele turen, og det var uden tvivl én af de større sejre på min færd mod marathonet. Jeg var nærmest følelsesmæssigt rørt. Sidenhen har jeg deltaget i samtlige fællestræninger (eller løbet samme distance selv, hvis jeg var forhindret), og intentionen er klart at fortsætte i samme stil, så jeg ikke risikerer en for pludselig øgning i distance på min ugentlige, lange tur. Her har jeg tydeligvis brugt min erfaring fra forløbet inden min skade til at forstå vigtigheden af gradvist at bygge flere kilometer på turene, så jeg – 7-9-13 – ikke ender i samme situation som sidst.

Træning med et mål for øje

Som det fremgår, løber jeg i øjeblikket efter et specifikt defineret mål. Jeg er med andre ord typen, der trives bedst med at have et klart mål med min træning. Jeg er også typen, der nyder at strukturere min træning og teste min fremgang til officielle løb for at se, om træningen har båret frugt. Samtidigt er jeg dybt imponeret over de løbere, der ikke nager samme behov for et målbart fikspunkt af de mange nedlagte kilometer.

Deltager i motionsløb på Aalto Universitet 2012

Spændte inden start til motionsløbet på Aalto Universitet 2012

Man skal dog ikke mange år tilbage for at finde mit første officielle løb i min “voksne løbekarriere” efter min tid som ivrig konkurrencedeltager i orienteringsløb. I efteråret 2012 var jeg på udveksling i Finland, hvor mine medstuderende og jeg besluttede at deltage i et 10 km-løb på campus. Det var 3,5 måned efter mit sygdomsforløb med tyfus, og løbet endte med at få status som ét af de hårdeste løb, jeg endnu har deltaget i. Og jeg var ikke stolt af min tid, da jeg passerede målstregen. Som en sidebemærkning skal det måske tilføjes, at vi alle havde været til stor fest dagen inden, så energidepoterne bugnede bestemt ikke. I stedet for at være glad og imponeret over min krops bedrift så kort tid efter min tid som sengeliggende, var jeg nærmere skuffet over ikke at præstere i nærheden af samme niveau, som jeg havde været i stand til inden min sygdom. Løbetræningen før og efter havde heller ikke været prangende; yderst sporadisk og ustruktureret, og de fleste træningsture var foregået som interval af typen 10-20-30, hvor man efter 10 minutters opvarming løber roligt i 30 sek., løber hurtigt i 20 sek., efterfulgt af 10 sek. sprint, som gentages 5-6 gange og afsluttes med 10 minutters afjogning. Jeg var bestemt ikke vant til at holde kroppen i gang i mere end 30 minutter af gangen.

Min træningstilgang

Én af grundene til, at jeg ikke allerede gennemførte mit første marathon i maj 2013, skal bl.a. ses i lyset af min tilgang til løbetræning på daværende tidspunkt. Her så jeg ikke mulighed for at løbe et par af ugens løbeture som rolige, langsomme ture for at skåne kroppen fysisk og mentalt. Hver tur, jeg løb, skulle helst løbes hurtigere end den tidligere, og hvis ikke hurtigere skulle den i hvert fald være længere. Derfor stod jeg tit i den situation, at hvis jeg manglede energi inden en planlagt træningstur, endte jeg ofte med ikke at tage afsted af frygt for at skuffe mig selv ved at løbe langsommere end træningsgangen forinden. Problemet med denne træningsform, ud over den væsentligt store risiko for skader, var, at jeg ikke havde lyst til at løbe en tur, hvis jeg følte mig uoplagt, mine ben var tunge, etc. Kort sagt, hvis jeg ikke følte, jeg ville kunne slå min sidste tid, droppede jeg løbeturen for ikke at skuffe mig selv. Det var rent held, jeg ingen skader fik dengang, når man tager den enorme belastning ved udelukkende hurtige ture i betragtning. Det kan måske også skyldes, at jeg af samme årsag ikke løb særligt mange ture ugentligt.

Deltager ved motionsløb på DTU 2014

På vej i mål til motionsløb på DTU 2014

I foråret sidste år havde jeg sammen med to veninder meldt mig til Københavns Kvindeløb på 10 km i juni 2014. Op til løbet havde jeg fulgt min gamle træningstilgang om at løbe så hurtigt jeg kunne, når jeg var ude på en tur, og jeg sprang turen over, hvis energien var lav. Jeg kom dog, trods mangel på planmæssig træning, i mål på en acceptabel tid med en placering i den bedre del af feltet, som derfor straks gav mig blod på tanden til at gøre mere ved løbet igen. Jeg havde efter flere års ustruktureret løbetræning stadig benene med mig efter min tid som hurtigløbende, ung orienteringsløber. Faktisk var dét resultat alt, der skulle til for, at min interesse for det officielle løbeudbud blev vakt, og herefter nødvendigheden af, og lysten til, at strukturere min træning bedre og mere målrettet igen.

Målet som motivation

Jeg har siden Københavns Kvindeløb deltaget i seks officielle løb (fra 5 km til halvmarathon) med en mere tilrettelagt træning. Nu er det primært de rolige ture, der er i fokus, med et enkelt indlagt intervalpas om ugen, så det egentlig kun er til konkurrencerne, at jeg giver den max gas over længere distancer. På den måde har jeg også automatisk lyst til at deltage i flere konkurrencer om året, og det er meget sjovere at deltage i løbene! Det er tilmed mere overskueligt at gennemføre træningspassene! Og så hjælper det på min motivation, at jeg har et mål med min træning, især når det kommer til den skadesforebyggende styrketræning, som også skal passes i håbet om at undgå skader. Jeg ved, de er en vigtig faktor for at holde mig skadesfri, men det er bestemt ikke dét aspekt af træningen, jeg ser mest frem til. Her hjælper det mig i høj grad at have mit klare mål om at gennemføre Copenhagen marathon 2016 i baghovedet, så det er sværere ved at finde en god undskyldning for at droppe de mindre sjove træningspas. Drømmen om marathonet skal jo helst lykkes denne gang!

The “Blowjob” fun run

IMG_1562

Finere dykkerdragt skal man længe lede efter

Da jeg trækker i de stramme tætsiddende neopren inderbukser, er min første tanke der falder mig ind ikke, at jeg nu skal ud og prøve noget helt nyt og spændende, der har med et løbebånd at gøre.

Tankerne svømmer istedet henad, dykkerflasker, dykkermaske, fridyk og vand.

 

Det jeg har begivet mig ud i er, at jeg om få minutter skal træde op i, hvad der er helt nyt, revolutionerende og fascinerende indenfor løbebånd.

AlterG anti gravity Treadmill – eller på dansk, anti tyngdekraft løbebånd.

Et løbebånd der for det meste, hvis ikke altid, bliver brugt ved genoptræning efter skader eller lignende.

 

Men hvad skal jeg så her hos Funktionel Fysioterapi (http://funktionelfysioterapi.dk) denne flotte søndag med perfekt vejr til at løbe udenfor.

Jeg er jo hverken skadet eller på anden måde hæmmet i mit løb, så hvorfor vælger jeg så at løbe indenfor på et løbebånd som jeg hader som en i helvede at tilbagelægge mine K på.?

Jo, jeg elsker at prøve nye ting af, jeg er jo en ægte Geek.

Jeg vil se hvad denne maskine kan bruges til, udover at komme tilbage efter evt skader.

 

Det første møde

Det første jeg møder da jeg træder ind i, hvad der ligner en lagerhal, er en dyb bas, og et træningscenter med alt hvad hjertet begærer for den gæve pumper.

Her bliver jeg taget imod af Michael Møller Rønaa, manden der har inviteret mig til at prøve maskinen.

Også han har er stor interesse i at se og høre hvad denne maskine ellers kan bruges til, end til genoptræning.

Derfor vil han høre hvad jeg som ultraløber kan komme med af ideer, som han måske evt. selv har tænkt.

Efter en kort snak om vind og vejr, viser han mig monstrummet.

 

Da jeg ser AlterG maskinen for første gang, kan jeg da godt se at det er et løbebånd. Men det ligner nu mest af alt, et løbebånd med et fortelt monteret, af den slags der normalt sidder på tusindvis af de campingvogne som nogle folk bare forguder i sommermånederne, der delvis dækker over maskinen, med nogle jernrør stikkende ud under kontrolpanelet.

IMG_1559IMG_1560

Hvilket også straks får mig til at tænke på en form for sygehusapperat.

Sporty ser det i hvert fald ikke ud.

IMG_1550

Fuldt monteret i pressingen. Maskinen kalibreres til min kropsvægt

Efter at have påført mig “dykkerdragten”, og herefter stillet mig i hullet af pressingen, skal jeg lynes fast i den kraftige lynlås, som lukker min underkrop inde i teltet.

Det er her der kommer til at ske tryllekunster.

Hele rummet der omfatter fra navlen og ned, og hele løbebåndets bund, er et nu et stort lufttæt rum.

Det er her trykket vil varieres, så det på den måde kan reducere min kropsvægt med op på næsten 60%.

Det første der sker, er at maskinen kalibreres til min kropsvægt, hvilket foregår ved at jeg står helt stille og der pumpes luft ind.

Stille og roligt kan jeg mærke trykket omkring underkroppen, og pludselig bliver jeg “let” på fødderne.
Men kun for et kort øjeblik.

Her bliver jeg lettere på fødderne

For så igen at kunne mærke min egen vægt på fødder igen.

Nu er maskinen klar.

 

Al start foregår stille, hvilket også er tilfældet her.
Tempoet sættes til hurtig gang, og der leges med vægtreduceringen, så jeg på den måde kan vænne mig til det der nu skal ske.

 

Here we go

IMG_1552

Er stille og roligt kommet igang

Jeg lægger ud i 5:4o min/km, og reducere min kropsvægt med 20%, hvilket svarer til, at jeg med et par tryk på knapperne bliver 14,8 kg lettere.

Det kan straks mærkes i knæ og hofter.

En underlig fornemmelse at jogge derud af, men ikke rigtigt føler at det “hårdt”.

Det har dog ingen betydning på at man ikke bliver forpustet.

For idet at man trods alt stadig bevæger sig, så kommer pulsen også i vejret.

Det er dette jeg er ude efter.

At kunne løbe over sine evner så at sige. – Men mere om det lidt senere.

 

 

 

Som en kenayner

IMG_1554

Nu har jeg vænnet mig til maskinen, og jeg reducere nu min vægt med yderligere 10%.

Og der er kontant afregning med det samme.

En svag susen indikere at der nu er mere tryk i “teltet”, og 22,2 kg er nu fjernet.

Lad os bare sige, at jeg vejer nok lige så meget som en kenyaner, men er bleg som en albino.

At kunne blive så meget lettere giver også andre udfordringer.

Jeg lægger mærke til at jeg ligesom bliver nød til at “sætte min fod ned”.

Samlign det evt med at gå i vand til brystet.

Her kender vi alle det med at man lige skal “trykke” lidt mere nedad med sit ben for at ramme bunden. Men uden at have vandets modstand.

Det bliver derved en hel ny måde at løbe på.

Men ikke på den ubehagelige måde.

Bare lige lidt mere, og lidt mere

5% her og 5% der.

10% lettere igen. 40% er nu skåret væk svarende til 29,6 kg lettere.

Nu mærker jeg pludselig, hvordan jeg løber på ydersiden af fødderne. Har jeg aldrig lagt mærke til før. Jeg kan nu virkelig mærke, hvordan mine fødder meget gerne vil lande på ydersiden og rulle hele vejen hen til lilletåen for så til sidst at sætte af med storetåen.

Jeg skal nu koncentrere mig for at sætte foden rigtigt.

Underligt, da det jo normalt bliver gjort per automatik.

Men igen noget jeg bruge maskinen til.

 

Nu skal modsatte effekt afprøves.

Har nu løbet i mit normale tempo, men vil løbe hurtigere.

Jeg sætter derfor tempoet til 3:38 – hvilket er væsentligt hurtigere end jeg vil komme til at løbe ude i det fri.

Til samligning vil dette tempo bringe en løber i mål på marathondistancen på 2:33:00.

Altså sagt med andre ord.

HURTIGT.!

 

Samtidig bliver maskinen indstillet til at “løfte” mig mest muligt.

58% af min kropsvægt er nu forsvundet – hvilket svare til at jeg vejer lige et par gram eller otte over

de 31 kg.

Det føles på ingen måde anstrengende at løbe, godt nok bevæger jeg benene hurtigt, men ikke på samme måde hårdt som når jeg løber almindeligt.

Nu begynder jeg så stille og roligt, at lægge et par procenter til lidt af gangen, derved bliver jeg stille og roligt tungere.

Og der er afregning med det samme.

Bare 2% kan mærkes i fødderne, knæene, og ikke mindst, så bliver jeg straks mere forpustet.

Det fortsætter med at blive hårdere og hårdere, og allerede efter 7% må jeg sætte tempoet ned, da det er utroligt hårdt med dette tempo, nu hvor tyngdekraften igen træder ind og klistre mine fødder fast til løbebåndets overflade.

Da vægtreduktionen er nede på, hvad der svare til 38% af min vægt, må jeg helt opgive at løbe hurtigt.
Det er simpelthen for hårdt.

På vej tilbage til almindelig vægt

Så ned i tempo, til hvad jeg kender til og endda helt ned til 5:00 min/km.

Jeg har virkelig fået et indtryk af hvor stor en påvirkning løb har på kroppen.

 

Men ikke alt er negativt

Hvad dælen får jeg ud af at løbe i denne maskine, hvad er der i det for mig, og hvad kan jeg bruge det til.?

Jeg er ultraløber, jeg ved hvor hårdt man presser kroppen i lange løb, jeg har nemlig selv erfaret det, first handed.

Jeg ved hvor mange kilometer man skal have i benene, og hvordan disse føles efter flere timer på asfalten eller i skovene.

Og ikke mindst, så ved jeg hvor stor betydning det har at restituere korrekt, men også at holde gang i kroppen og komme af med affaldsstofferne der har hobet sig op i musklerne efter de lange løb.

 

Det er her AlterG anti gravity “båndet” kommer ind i billedet.

Der skal somsagt kilometer efter kilometer i benene op til de lange races.

Men man skal også skære ned på dem op til løbene for at kunne præstere optimalt på race day.

Men tænk nu, hvis du kan holde kroppen i gang længere tid op til race day og samtidig få lige lidt flere kilometer på kontoen inden dagen, men uden af presse kroppen, uden at tømme den for energi.

Jeg er sikker på – og jeg vil en dag lade det komme på prøve – at skære ned på på det antal dage hvor jeg normalt drosler ned inden race day, og få flere km i kroppen.

Er ret sikker på at jeg – læs jeg – kan få et bedre løb, ved at have de ekstra kilometer med i regnskabet, men at de er hentet ind, under mindre “stress” for kroppen.

Samtidig er jeg også af den overbevisning, at den kan give mig en meget bedre kondi, da den trods alt får gang i pulsen, forbrænding af fedt, samt udholdenheden, igen, uden at det udsætter kroppen for hård belastning.

Med det in mente, at det ikke bare lige er 30 min på båndet.

Men længere såkaldte træningspas.

 

Samarbejdspartner

Samtidig ser jeg denne maskine som være en god “samarbejdspartner” hvis man gerne vil tilegne sig en ny løbestil.

Pludselig er det meget nemmere at komme op på mellemfoden, eller endda forfoden.

Men det vil kræve timer og flere timer på båndet. Men uden belastningen ved kroppen, og derved kan man – efter min mening – hurtigere få lært teknikken ved ny løbestil.

Den skal selvfølgelig også prøves og trænes under almindelige forhold.

Jeg er game for at prøve det, og vil følge op på det løbende.

Dog bliver det ikke i sammenhæng med ultraløb, men i min stræben på at komme under de sub 3:00:00 timer på marathondistancen.

Men det bliver hårdt.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De kalder mig løber

Selv bliver jeg nu nogle gange lidt i tvivl….

Da jeg blev medlem af dette hersens blog-forum, blev jeg også medlem af en facebook-gruppe, hvor vi kunne udveksle erfaringer. Så vidt så godt. Så fik en af bloggerne den fine ide, at vi lige skulle præsentere os for hinanden, så vi vidste lidt mere om, hvem vi var. Og det var jo en vildt god ide! Efter et par dage, hvor præsentationerne havde meldt deres ankomst på den lille jordklode på fjæsen, tænkte jeg, at det her løbe-blog-noget vist alligevel ikke var noget for mig….. Hold.Nu.Op. Hvor var de andre hardcore! Trailløb. 100 miles løb. Ultraløb. Bjergmarathon og jeg skal komme efter dig. Jo. Jeg bliver imponeret. Jeg synes, 100 miles er virkelig langt! Jeg forstår ikke man kan. Jeg synes,det er sejt. Og rablende vanvittigt. Mine løbefødder blev koldere og koldere over, at jeg havde meldt mig under bloggerfanen! Jeg var faldet pladask i den fælde, jeg ellers selv ihærdigt prøver at få lagt et dæksel på.

DSC_4311

Jeg overvejede seriøst – i mange uger – at melde fra igen. Jeg havde funderet lidt over et indlæg, som skulle hedde noget med fætter Guf, og skulle handle om, at jeg sgu ikke er særlig pæn, når jeg løber….. Vi havde alle fået at vide, at vi skulle huske at tænke på læserne, når vi skrev. Hvad de (I!) rent faktisk ville få ud af at læse vores indlæg. Og ret beset vil man jo ikke få ret meget ud af at læse om min ansigtsfarve eller min bedstemor and røv. Hvorimod tanker om træningen frem mod et 100 miles løb jo synes en anelse mere brugbart. Så jeg sagde til mine veninder, at det altså ikke blev til noget. Det der blog-noget. Jeg havde simpelthen ikke noget at bidrage med.

Så var der ballade. De gad fisme da ikke læse om træningen til et bjergmarathon! De ville da høre om helt almindelige mennesker, som var grimme, når de løb. Og som ikke altid gad løbe (og da slet ikke hurtigt!), eller som nogle gange lugtede lidt af hest, når de stod ved kassen nede i Rema, fordi de godt lige kunne snuppe en mælk med hjem efter dagens løbetur (ok: måske lugter man også lidt af hest, hvis man træner til et 100 miles løb….)…. De ville vide, hvordan pokker jeg alligevel kom afsted, hvis jeg nu så ofte tænkte, at jeg faktisk ikke rigtig gad idag. De ville høre, at de ikke er de eneste, der tænker, de ser frygtelig ud, når de løber – men at det jo ikke er vigtigt, hvordan man ser ud. Det vigtige er, at man bevæger sig. De bad mig skrive om (stå ved!), hvordan jeg tit går op ad bakkerne, fordi jeg ikke kan fordrage at blive forpustet. Og forsøge at forklare, hvorfor jeg stædigt alligevel løber 30, 40, 50 km om ugen. De spurgte, hvad det er, der motiverer mig, når det IKKE er et mål for mig at løbe hurtigere og jeg ikke er ved at “træne op til” noget – og hvordan jeg kommer afsted selv i øs-pjask-regnvejr.

IMG_3899Hmrph. Jamen, sagde jeg…. Nej, sagde de. Gør det. Der er nok andre blogs, der handler om mål, forfodsløb, fedtforbrænding, kost, low-carb-high-fat, perfekte billeder af flot natur, knivskarp makeup, store smil over dagens tilbagelagte milliard km.

Så here you go. Hej. Jeg hedder Winnie. Jeg bliver gasblå i ansigtet. når jeg løber. Næsen løber væsentlig hurtigere end benene. Jeg går op ad bakkerne. Jeg snakker med alle de hunde, jeg  møder. Og står stille ved rødt lys. Jeg træner ikke op til en disse. Jeg har intet mål. Jeg er løber. Og jeg elsker det!

Motivation

Motivation

 

 Intro

En af de store ting i mit liv er at sætte mål og efterfølgende kæmpe for at opnå dem. Jo større disse mål er, jo større
er udbyttet når de opnås og jo mere ønsker man at sætte nye mål. Målene kan selvsagt ligge inden for mange forskellige kategorier af ens liv, som universitetet, ens forhold, oplevelser, livet generelt i form af en bucket-list og så videre, men dette indlæg handler selvfølgelig om de sportslige mål, og hvilke former for motivation der findes i denne kategori.

 

Ambition & motivation

Inden for sportens verden sidestilles mål ofte med ambitioner og der tales meget om ens ambitionsniveau som et parameter for hvor meget man ønsker at gøre for at opnå et givent mål. Dermed ikke sagt at man ikke kan nå et stort mål uden skyhøjt ambitionsniveau, så skal man bare være afklaret med at det måske kræver mere på dagen at nå målet og at ens forventninger til præstationen er afstemt herefter. Eksempelvis kan jeg på nuværende tidspunkt godt sætte mig som mål at løbe et halvmarathon om en uge og være tilfreds med at gennemføre dette, men oplevelsen under og efter løbet vil alt andet lige blive bedre hvis jeg forbereder mig i et halvt år inden, selvom målet ikke har ændret sig.

Vælger jeg at forberede mig et halvt år, eller endda et år, inden kræver det dog større ambitionsniveau for at gennemføre træningen og med et større ambitionsniveau kommer et behov for større motivation, end blot motivationen her og nu for at løbe et halvmarathon om en uge.

 

Målet

Det første rigtig store mål jeg satte mig sportsligt, som virkelig krævede Ski - Motivation
et højt ambitionsniveau fra min side, var Vasaloppet . Det er 90 km på langrend fra Sälen til Mora i Sverige, hvilket jeg gennemførte for første gang i 2012. Langrend ligger naturligt til mig, da jeg er halvt nordmand og dermed er vokset op med ski på benene, dog i Danmark. For at træne op til dette flyttede jeg til Beitostølen med en veninde i mit sabbatår, hvor vi arbejdede på Peppes Pizza og stod på langrend i fritiden. Det var her jeg for første gang havde et mål som muligvis var for stort, eller i hvert fald krævede en masse arbejde at nå, og dermed først for alvor begyndte at kigge på motivation og hvordan jeg kunne fokusere mere på at fremme denne.

 

Motivation sat i bokse

Man kan overordnet inddele motivation i de ydre faktorer og de indre faktorer. De ydre faktorer er eksempelvis nye løbesko, nyt ur, nyt tøj eller andre materialistiske goder som motiverer til mere træning, eller som fungere som belønning for at gennemføre et hårdt program. Det kan også være at se ens venner eller træningsmakker præstere godt, og dermed blive motiveret af deres fremgang, eller at dokumentere egen fremgang.

De indre faktorer er mere dybtegående og ofte mere vedvarende og handler om de personlige mål. Dette kan være ønsket om et vægttab, et sundt helbred, at flytte kroppens grænse(eller i hvert fald at kortlægge denne), og se hvordan hovedet opfører sig når man kommer helt ud på dybt vand.

 

Godbidderne

RunFun - motivation

For mig er en stor ydre motivationsfaktor at arbejde med min løbestil. Det hele startede med at jeg fik bogen Born to Run, som er skrevet af Christopher McDougall, i julegave af min bror. Denne bog handler, ud over en masse fede løbehistorier, om at løbe naturligt, bedre kendt som barfodsløb, og det vakte min interesse. Jeg har derfor efterfølgende investeret i sko med meget lidt, eller intet, drop og har læst flere bøger i den genre, eksempelvis The Cool Impossible af Eric Orton og Eat and Run af Scott Jurek. Dette har udvidet min horisont meget, og har givet mig stor motivation til at arbejde med mig selv som løber(dette vil jeg snakke nærmere om i fremtidige blogs).

 

Der skal graves dybt

De indre motivationsfaktorer kan derimod være lidt sværere at klarlægge, men er vigtige redskaber at kunne hente frem når man kommer helt ned i kulkælderen under et løb. En motivation jeg for nyligt har fundet, som er meget effektiv, er at jeg ved at jeg har klaret det før. Dette var under løbet Julsø Ultratrail 30k, som jeg i år løb for anden gang. Her vidste jeg godt hvilke mentale udfordringer som lå foran mig efter de 20 km, og var derfor virkelig motiveret til at tage kampen op med de indre dæmoner på den anden side af færgeoverfarten. Dette blev dog aldrig relevant, da jeg havde været så fokuseret på det, at jeg aldrig kom helt ned i kælderen på denne tur.

Denne form for motivation er dog sjældent noget jeg kan hente frem, da jeg gerne løber nye og anderledes løb, og derfor ikke kan motiveres af rutinen altid.

Så må jeg finde nyt fokus og her falder jeg ofte på min lyst til eventyr. Hvis man under løbet- eller i et træningspas- hele tiden vil se hvad der er på den anden side af bakken eller hvor hurtigt man kan løbe et nedløb, så kan naturen og omgivelserne i sig selv være motiverende og give energi.

Når jeg i et løb til sidst ikke kan komme på flere gode motivationselementer til mig selv, visualisere jeg målstregen og hvordan det føles at gennemføre. Denne er dog sidste udvej, da man ikke kan nyde og gennemføre et løb kun med fokus på målstregen, så bliver det for langt og hårdt – i hvert fald for mit vedkommende.

 

In the end

Så der kan altså i min optik hentes mange point under et træningspas eller løb på at kende sine motivationsfaktorer og kunne spille på dem som er nødvendige i det øjeblik. Altså vent med at finde det tunge grej frem før der virkelig er brug for det, og udnyt dine styrker og kend dine svagheder.

Angående min første store udfordring gennemførte jeg vasaloppet og fik også nået mit ønske om at se hvordan jeg reageret når jeg bliver presset til det yderste – men mere om det en anden god gang.Motivation