Indlæg

, , ,

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Op i R…….. med planer og strategier for energi og giv frit spil til kroppens higen efter mad

OK, indrømmet. Jeg tror jeg mere eller mindre er blevet hjernevasket af Christopher McDougalls bog Born to Run. Løb er noget vi alle er født til – noget vi bare gør. Eller som jeg godt kan lide at tænke det: Løb er ikke en præstation – det er en tilstand. Så hvorfor skal alt det dér med mad og energi være så hypet og kompliceret?

Der er energiprodukter og proteintilskud, gels, chews, tabs, barer og energidrikke, og endeløse diskussioner om de utroooooolig mange mærker og sammensætninger. Samt strategier og planer for, hvornår man skal indtage hvad og hvorfor.

Kan man ikke bare spise det man har lyst til, når man har lyst til det? Hvad sker der hvis man overlader magten til kroppen og lader den tage beslutningerne i stedet for hjernen? Vil det svare til at overlade magten til Minions? Eller vil man ende på sofaen med en trang og higen efter bestemte madvarer, og ligge der som Peter i Blinkende Lygter (”Det skal jeg da ha’. Det skal jeg da ha’, det skal jeg da ha’, Torkild!” ).

I hverdagen

Der er mange fordele ved at træne meget, og en af dem er at jeg – mere eller mindre – kan spise, hvad jeg vil, uden at tage på. Men dermed ikke sagt, at der ingen konsekvenser er, af at spise elendigt mad. Godt nok bliver jeg ikke tyk, men jeg bliver nok heller ikke hurtig.

Men altså – normalt har jeg spist med hjernen og ikke hjertet. Så som: spis nu ordentlig morgenmad, og spis nu ikke for meget af det usunde (typisk om eftermiddagen) og nej, ikke spise nu (rammer mig ofte om aftenen).

Men nu har jeg vendt den om. Jeg spiser med hjertet, hvad jeg har lyst til og når jeg har lyst til det. Det vil nok ikke virke for alle, men meget interessant har jeg aldrig spise så sundt og haft det så godt som nu. Kroppen har fundet en balance med, hvor meget den gider have af de dårlige ting. Jeg har simpelt ingen cravings i øjeblikket. Ingen, ”vi spiser slik til posen er tom”, eller ”vi spiser lige et stykke kage mere” osv.

Og helt ærligt – det er jo ikke fordi de madvarer ikke kan holde sig til i morgen eller dagen efter for den sags skyld. Eller at de forsvinder helt af sig selv inden i morgen? Den der ”vi må hellere spise alt det gode nu” kommer måske fra vores urinstinkter – jeg ved det ikke. Men vi behøver altså ikke være bange for at vi ikke har noget mad i morgen.

Eller måske har kroppen selv fundet en balance, fordi den har fået lov? Lidt som forskellen mellem at gøre noget forbudt og noget som man gerne må. Det forbudte er bare federe, så hvis alt er tilladt, mister man interessen og en balance indtræffer. Jeg ved det ikke, men det virker. Ikke sagt det virker for alle, men det virker for mig. I det mindste lige i øjeblikket. Sært, men fedt 🙂

På træningsture

Jeg bruger mine lange træningsture til at teste energiindtag til races, hvilket med færdigfabrikerede produkter er forholdsvis nemt. Læg en plan ud fra, hvor meget energi der er i produkterne og hold den. Men med rigtig mad som energi, melder der sig 2 nye udfordringer:

1) Hvordan ved jeg hvor meget energi der er i maden, nu når man som jeg synes det er dødsygt at tælle kalorier, og derfor ikke aner hvor mange kalorier der er i de forskellige madvarer?

2) Hvordan hulen tager jeg det med på en løbetur, uden det bliver noget smattet, klistret noget (jeg hader – altså virkelig hader – sukkerklistrede fingre)?

Løsningen på første udfordring blev: Prøv dig frem! Så jeg fik mig lige en lang tung tur, hvor kulhydratdepoterne blev helt tømte, før jeg fandt ud af at tage nok mad med.

Løsning på anden udfordring blev: Tænk ud af boksen. Så hvad kan jeg tage med uden det bliver smattet, klistret, ender ude i lommerne og bare ender med at være pænt ulækkert?

Så her er listerne:

No-go’s:

Bananer (kan ikke mases ned i en lomme – heller ikke selvom man er meget forsigtig – jeg har prøvet!).

Appelsiner/mandariner (er rigtig trælse da de skal skrælles og man ender med små stykker skræl der falder ud af lommerne – og ja, det har jeg også prøvet).

Tomater (nej, dem har jeg ikke testet – men måske skulle jeg alligevel give dem et forsøg?)

Friske bær (de er heller ikke testet, men jeg kan ikke forestille mig hvordan det ville lykkedes). Men det er ellers lækkert med friske bær, så jeg glæder mig til hindbær sæsonen hvor de kan plukkes ude i skoven igen.

Go’s:

Mad: Så hvordan kan man tage mad med, uden at man ender med indpakning som skrald? Well – man pakker maden ind i mad = wraps (tørre mexikanske pandekager).  Og så er der jo mere eller mindre frit slag. Jeg kører i øjeblikket med humus, avocado, salat, mango. Nogle gange kommer der også quinoa frø i. Og jeg har fundet ud af, at det er helt fantastisk at have noget at gumle på, så jeg har altid også rød peberfrugt og gerne gulerødder med ved siden af.

Jeg må dog indrømme at jeg er lidt nervøs på om energien bliver optaget hurtigt nok (jeg mødte en til SOUT 2016 der løb på spegepølse og var gået helt kold), så kroppen har nok også brug for hurtige kulhydrater. Så vi laver ofte hjemmelavede ”carbo cubes” med forskellig sammensætning af: rørsukker, honning, havregryn, nødder, rosiner, peanuts, chokolade, tranebær………..lad fantasien sætte grænserne. Vi lykkedes at lave nogle der ikke klistre alt for meget og der ikke smuldre.

Andre gode snacks: chokolade – tag aldrig på tur uden chokolade!, nødder, rosiner, rød peberfrugt, gulerødder, æbler.

Test af wraps og rød peberfrugt på 32 km langtur. Note til self: en wraps og lidt peberfrugt er ikke nok!

Test af wraps og rød peberfrugt på 32 km langtur. Note til self: én wrap og lidt peberfrugt er ikke nok!

Til VUMB 2016

Første race, hvor rigtig mad rigtig skulle testes på var VUMB 2016. Heldigvis var min skønne makker fuldstændig med på idéen, så der blev pakket mad, mad og atter mad. Til VUMB (som jeg har skrevet om i tidligere blogindlæg), skulle man selv have alt mad med til de to dage. Aldrig har jeg haft så meget mad med til en weekend. Aldrig!

Hvad spiste vi så?

Wraps med humus, avocado og salt, boller med ost, chokolade, nødder, rosiner, gulerødder, ”carbo cubes” og ikke mindst rød peberfrugt. Rød peberfrugt er en fantastisk løbespise. Frisk, knasende og fyldt med vand. Og som en lille service info, kan jeg sige at et ingefærshot er fantastisk at starte 2. dagens morgen på! God stærk én, og så er man ligesom i gang!

Aftensmaden til VUMB. Der blev spist lidt mere friske grøntsager men tilgengæld endte vi med slet ikke at spise kager. Og det plejer ikke at ske med mig i nærheden.

Aftensmaden til VUMB. Der blev spist lidt flere friske grøntsager men til gengæld endte vi med slet ikke at spise kager. Og det plejer ikke at ske med mig i nærheden!

Hvad var så ikke et hit?

Mærkeligt nok var kage ikke det store hit. Det plejer det ellers at være. Og lysten til sodavand (efter løbet) var heller ikke rigtig til stede. Så et eller andet er det sket ift. kroppens lyst, til de hurtige kulhydrater. Dog vokser træerne ikke ind i himlen, og broccoli var ikke et hit. Det er ellers super nemt at have med (smatter ikke), men det er bare for tørt og kedeligt.

Fik vi nok energi, eller gik vi flade?

Jeps – vi fik masser af energi begge dage og ingen problemer med maverne. Mange oplever problemer med maven når de løber på rigtig mad (problemer = et akut behov for et toilet eller hul i jorden). Eneste ting vi skulle optimere på om søndagen, var at medbringe mindre mad på selve løbeturen så vi ikke slæbte rundt på for meget ekstra.

Ultra Interval Challenge

Jeg har også fået testet ”giv frit spil til higen efter mad” her i weekenden under en 24 timers interval udfordring, Ultra Interval Challenge. Udfordringen var at løbe 10 km hver 3. time i 24 timer. Jeg gennemførte udfordringen sidste oktober, og den gang spiste jeg en blanding af almindelig mad (herunder meget kage, slik og sodavand), samt chews/gels lige før løbeturene). Denne gang kørte jeg udelukkende på mad, og spiste hvad kroppen havde lyst til og ikke hvad hjernen mente kroppen burde have brug for.

Mad til 24 timers intervaltræning: wraps, humus, grøntsager, kager, vand, juice, kaffe og kan I se den lille lækre ingerfærshot? Kan anbefales til natturene.

Mad til 24 timers intervaltræning: wraps, humus, grøntsager, kager, vand, juice, kaffe og kan I se den lille lækre ingerfærshot? Kan anbefales til natturene.

 

Resultatet:

Jeg spiste meget sundere end sidst. Fik ikke higen efter kage og sodavand, men havde mere lyst til rigtig mad. Så helt klart en forskel fra sidst jeg deltog i udfordringen. Jeg endte dog med at stå af efter det 6. interval, pga. en lidt irriteret nerve i det ene ben. Energiniveauet var på det tidspunkt stadig super, og det på trods af, at jeg tog 12,5 km intervaller i stedet for de 10 km. (til de matematik-blinde ville det få mig op på 100 km på 24 timer i stedet for 80. 100 er bare sådan et flot tal, så det skal nok prøves næste gang).

Forbrænding af kulhydrater vs fedt

Altså, nu er jeg langt fra en ekspert indenfor ernæring, men jeg ved dog at kroppen har masser af fedtressourcer, der kan række til mange lange timer. Og hvis man som mig er almindelig bygget, så er der altså maser af tage af 🙂 Så bare man har lært kroppen at forbrænde fedt tilstrækkelig hurtigt, er man sådan set OK.

Men hvad så med hjernen? Kan den klare sig uden de hurtige kulhydrater der er i energiprodukterne? Jeg aner det ikke, men jeg synes da det går meget godt. Vi kunne da tænke klart begge dage til VUMB, og fik løbet et klogere løb om søndagen. Og jeg havde stadig en velfungerende hjerne her i weekenden under Ultra Interval Challenge på trods af manglende søvn og med få hurtige kulhydrater.

Så måske skal vi ikke være så bange for at slippe kontrollen og lytte til vores krop, også når det kommer til mad og energi?

Og nej, nu er jeg ikke blevet en sundhedsfreak der kun vil have sunde ting. Et spin off på mit ændrede syn på mad, er at jeg er begyndt at holde af øl igen. Sådan en kold øl i solen efter en god lang tur. Aaaahhhhh.

_____________________________________________________________________________

Husk at melde dig ind i RunningBlogs facebookgruppe, så du får besked når der er et nyt indlæg. 

Da kroppen var ved at sige nej…med vilje

Efter 28 km begyndte mine nyrer at skrige ad mig, de mente ikke, at jeg kunne være bekendt, at behandle min krop på denne måde. Smerterne trak fra nyrerne op i ryggen og det gjorde ondt, hver gang fødderne rørte asfalten.

Idioten - selfie. Foto: AGR.

Idioten – selfie. Foto: AGR.

Men jeg skulle jo hjem! Det ville vel være et nederlag, hvis jeg blev nød til at ringe efter en der kunne hente mig. Der var kun 7 km hjem, og selv om det meste af turen ville være op ad bakke, så er 7 km jo ingenting…

Tænkte jeg…

Ovenstående var slutningen af, hvad der skulle have været en 10 km løbetur, der endte med at blive 35 kilometer. Jeg var taget afsted om morgenen, uden at have spist morgenmad, og det eneste jeg havde med var en halv liter vand.

Fra starten af gik det forrygende, og det var også derfor, at jeg valgte at forlænge turen. Jeg var i ganske udmærket form i august sidste år, så de 35 km var ikke noget problem. Problemet var det manglende indtag af føde inden og undervejs på turen.

24 km på en halv liter vand
Jeg har aldrig mødt den berømte mur, hvor jeg har læst mig til, at det er viljen, der bærer en hjem, så man gennemfører den distance, som man har sat sig for.

Derfor blev turen også længere den sidste fredag i august 2015, for jeg ville se, hvad der skete med mig, når jeg løb en længere distance uden at have indtaget andet end vand.

Jeg følte ingen problemer, og heller ikke så meget tørst, men fik dog fyldt min flaske op med vand igen efter 24 km, så der var en halv liter til de sidste 11 km. Men kort tid efter, der begyndte problemerne, og de blev kun værre og værre de sidste km.

Flot natur, men langt hjem endnu, og det gjorde kun mere ondt. Foto: AGR.

Flot natur, men langt hjem endnu, og det gjorde kun mere ondt. Foto: AGR.

Hold kæft, hvor gjorde det ondt i kroppen, jeg var så tæt på hjemmet i Søften, og alligevel strålede smerten op i kroppen efter hvert eneste skridt. Jeg tænkte kun på at komme hjem, få noget mere væske og mad, og så restituere på sofaen. Det var endnu ikke gået op for mig, hvor hjernedød en beslutning jeg havde taget et par timer inden.

For det var ikke en klog beslutning, mere end tre timers løb uden indtag af andet end vand. Normalt er det fint på distancer op til 10 – 15 km, men 35 km. Det er min krop ikke vant til uden vådt eller tørt.

Nu er der ingen af os løbere der er ens, og der er sikkert nogle, hvor de ingen problemer har på lange distancer, uden at indtage andet en væske. Men den gruppe hører jeg ikke til, det fandt jeg ud af den fredag.

Stupiditet
Om jeg ramte muren? Det ved jeg bagefter ikke, men jeg kan ikke have været langt fra den. Psykisk hjalp det nok, at jeg ikke var langt hjemmefra, og derfor vidste, at jeg var tæt på, og tæt på noget føde til kroppen.

Det er heller ikke vigtigt, om jeg ramte muren eller ej, det vigtige er, at en sådan stupiditet som jeg udviste den formiddag, den lærte jeg af, og løber ikke lange ture, uden at der både er vådt og tørt med. Faktisk løber jeg ingen ture på over 10 km uden at jeg har vand/energidrik med.

Jeg lægger mig normalt aldrig på sofaen efter en træningstur eller et løb, for med fire unger er der sjældent tid til det. Men da jeg kom hjem efter de 35 km, der gjorde det ondt, og jeg blev liggende på sofaen et par timer, indtil kroppen ville som jeg ville igen, og depoterne var fyldt op.

Over broen, men stadig meget meget langt hjem. Foto: AGR.

Over broen, men stadig meget, meget langt hjem. Foto: AGR.

En ting er sikkert, jeg udsætter ikke mig selv for det igen, det kommer der ikke noget godt ud af. Slet ikke når man en gang i sit liv har været ved at dø, men det skriver jeg om i mit næste blog indlæg, den gang jeg var ved at dø, og bagefter kom i gang med at løbe.

God vind derude – på stierne, i skoven og på asfalten.

“Uden mad og drikke…”

Har du også ambitioner med din løbetræning? For at have den rette energi og kunne yde det maksimale, er ernæringen en vigtig brik i enhver løbers træningsplan.

 


 

Løb er i sandhed en helt fantastisk sport – det giver os en mulighed for at udfordre os selv og sætte konkrete mål, som vi kan stræbe efter. Hvad der for mig startede som konditionstræning for at kunne spille håndbold på højt plan, endte med at blive et livsmål og udviklede sig til min nye passion for triatlon.

For at blive en god løber, skal man bruge rigtig mange timer i løbeskoene, hvor man kan udvikle sig og med tiden udvide sine mål, hvad end det gælder et hurtigere pace, en større distance, eller måske noget helt tredje. Det utrolige er dog, hvor lidt tid og energi der bliver brugt på at finde den rette ernæring. Der er selvfølgelig forskel på, om man er motionist der løbe 2-3 km. et par gange i ugen, om man løber halvmaraton, maraton eller er en del af eliten.

Mad er energi og hvis vi ikke fylder kroppen med den rette ernæring, i de rette mængder og på de rigtige tidspunkter, kan det næsten være ligegyldigt, hvor ofte og intenst vi træner. Det kan derfor være en god idé for langt de fleste løbere, som dyrker regelmæssig motion og presser kroppen at lave en ernæringsplan, eller i hvert fald gøre sig nogle tanker omkring, hvilken ´benzin´ kroppen har brug for. Jo mere seriøs man er omkring sin sport, jo vigtigere og mere afgørende er det, at have en god ernæringsplan som er tilpasset ens træningsmængde.

Der er myriader af spørgsmål omkring kost til vores sport på tværs af alle niveauer. Man kan Google sig til rigtig meget og finde ekspertviden i bøger, men som jeg ofte hører, kan det være uoverskueligt for folk at finde rundt i de mange kostvejledninger og være vedvarende med sin ernæringsplan. Jeg er selv ekstremt dårlig til, at holde mig til én bestemt kostplan og jeg spiser for det meste de ting, som jeg lige har lyst til. Når jeg kigger tilbage i tiden, kan jeg dog tydelig se forskel på mit præstationsniveau og den mad jeg har indtaget i perioden op til.

Til triatlonstævner og længere løb snakker man ofte om den berømte og frygtede ”mur”, de fleste har formentlig hørt om den eller mødt den selv. Muren er det tidspunkt hvor kroppen går i strejke, men hjernen vil fortsætte. De fleste møder muren, når kroppens energiniveau/brændstof er udtømt og der ikke er mere at tære af. Det er derfor vigtigt, at man til et længere løb fylder kroppen op både før og under, så man undgår at gå kold. Menneskers kroppe kan opbevare ca. 2000 kalorier i form af kulhydrater, det svarer til ca. 30-35 km. løb og det er altså hér, at de fleste oplever at gå kold. Så hvis du eksempelvis skal løbe et marathon, kan det være godt at have overstående i bagtankerne og sørge for, at have energi med til hele løbet.

Også efter et længere træningspas eller en konkurrence er det vigtigt med den rette ernæring. Her skal man tænke på  det ”anabolske vindue” – den tid hvor kroppen er mest modtagelig for kulhydrater og protein. Kulhydrater og protein er gode, da de fylder kroppens energidepoter op og hjælper med at genopbygge kroppens nedbrudte muskler. Når depoterne skal fyldes op efter et hårdt løb, er det vigtigt at man indtager produkter med et lavt fedtindhold, da fedt har en dårlig indflydelse på fordøjelsen. Efter træning er det vigtigt med en hurtig fordøjelse, som fører til en hurtig optagelse af næringsstoffer og dermed fører til en hurtig restitution.

 

For at finde meget mere inspiration og vejledning til din kost, vil jeg igen henvise til internettet eller de mange fagbøger der findes på området. Personligt er min favorit ”Spis – triatlons fjerde disciplin” af Tom Holland og Amy Goodson. Bogen er en guide til ernæring for triatleter, men som løber kan man også få stor gavn af at læse den 🙂

 

mig..2