Indlæg

Inspireret af mørkets magter

Det er den tid på året igen.

Hvis du som mig er helt vild med trailløb, så ved du nok hvad jeg taler om.

Det bliver mørkere – og det bliver tidligere mørkere og mørkere.

Hvis du ikke allerede elsker løb i mørket på små mudrede stier, så lover jeg dig at det vil du komme til at elske når du har læst med her.

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Læs mere

Hvorfor falder vi?

Motivation og skader.

Hej alle sammen. Mit første indlæg her på bloggen. Så en hurtig introduktion må være på sin plads. Mit navn er Kasper Laursen, 40 år og bor i Horsens. Har altid ondt et eller andet sted.

Udover at være passioneret løber arbejder jeg som familiekonsulent i dagtimerne og driver to webshops i de andre vågne timer. Nultilhundrede og Boliglover hhv. sælgers der strømper og kompression og Bolig interiører.

Jeg har altid ondt et eller andet sted. Ikke af sygdom men nok mere af dumdristighed. Som en god ven, som er fysioterapeut, sagde til mig den anden dag da jeg forhørte mig om lysken problemer. “nå så skulle du også se om den kunne genoptrænes”.

Mine skader og min motivation hænger sammen på både godt og ondt. Når jeg finder noget, et løb, en ny træningsform eller andet, så brænder der en ild i mig for at begive mig ud i det. Jeg kan ikke få nok. Også bliver jeg skadet. Det skal nemlig gå stærkt og hårdt for sig.

Indrømmet jeg er uofficiel verdens mester i at blive skadet. Ikke at jeg er bygget med et skelet der nemt falder fra hinanden men nok mere at jeg er rigtig god til at fravælge at lytte til kroppens signaler. Også bare klø lidt mere på. En egenskab der sikkert bidrog til en masse godt i min ungdom som fodboldspiller og i andre aspekter i mit liv. Men som løber i en alder af 40 år, ja så finder kroppen andre måder at fortælle mig at det er tid til en pause. Men jeg kommer altid tilbage.

Faktisk er de udfordringer jeg nogensiden har haft kun været efter at jeg startede med at blive løber. Jeg startede nok for ca. 6 år siden med at ville løbe. Jeg havde altid tidligere brugt det som træning når der var pause i fodbold da jeg var yngre. Jeg var altid rimelig okay til det og vidste at det var en af mine forcer, at kunne tilbagelægge mange meter i en fodbold kamp. Så jeg besluttede mig for, eftersom fodboldevnerne nok ikke længere havde samme glans som tidligere, at begive mig ud i at blive løber.

Triathlon var ved at brage igennem, i hvert fald for mig, Rasmus Henning var det helt store. Så det var helt naturligt at skulle løbe hvis nu det der tri også skulle prøves af. Jeg besluttede mig først for at løbe Lillebælt halvmarathon. Det gik strygende og jeg gennemførte, fuldstændig udmattet men med vildskab i øjnene, i en tid lige på den anden side af 1.30. Jeg ville ned på 1.20 og gennemføre et fuldt marathon.

Jeg glemte bare at det nok var noget jeg skulle træne længe op til for at kunne løbe dobbelt så langt. Så jeg skaffede en billet til et marathon i Odense. Piece of cake. Overhovedet ikke. Det blev den dårligste oplevelse jeg nogensiden har haft. Regn hele vejen og ruten var 2 runder asfalt hvor man til tider løb rundt i trafikken. Endnu værre blev det da jeg fik overbelastet begge akillesener ved løbet. Det var noget helt nyt for mig. At være skadet og skulle holde mig i ro. Det tror jeg aldrig var sket i hele mit liv. Bare spørg min forældre.

Jeg fik flere gange saltvandindsprøjtninger som hjalp super meget. Men hver gang gik jeg for hurtigt frem i genoptræningen og blev skadet på ny og måtte begynde forfra. Indtil den dag jeg sagde “to hell with it” og bare løb videre. Det var som om det gjorde udfaldet. Af og til døjer jeg  stadig med lette smerte og lidt stivhed om morgnen i akillesenerne, men ikke noget der ikke kan løbes væk. Grundpillen i min fodboldopdragelse, det skal løbes væk!!

Efter at kureret mig selv for mit bøvl med min akillesener gik den næste tid faktisk rimelig godt. Uden store overtræningsskader. For det er, indrømmet, nok derfra jeg får mine skader. Kroppen er 40 men hovedet og viljen er stadig i de tidelige 20’er. Det holder ikke altid at have det sådan. Men det er skide sjovt.

Jeg er ikke så god til at tage vare på mig selv. Læste engang en post på et socialt medie, tror det var fra Moses Løvstad. Ved du ikke hvem han er så find ham på Facebook, hvor han laver en masse outdoor tiltag og har løbet nogle virkelig lange løb. En inspirator. Han skrev lidt om træningsplaner og om at han mærkede efter hvad kroppen fortalte ham fremfor at have en plan der dag for dag fortalte hvad man skal løbe. WHAT tænkte jeg, jeg lytter først når det gør skide ondt og der er et eller andet i vejen. Så derfor har jeg brug for faste holdepunkter i min træning. Noget at læne mig op ad så jeg ikke hele tiden tror det skal være lange løb i terræn med fuld damp.

Da jeg havde overlevet Juelsø Ultra 55K, som blev til næste 60K da jeg løb forkert hele tiden. Blandt andet fordi jeg var kommet i følgeskab med et par seje gutter, Mikael Henriksen, Claus Søndergaard og Thomas Staun. De første et par gutter jeg havde lært at kende da jeg boede i Christiansfeld og Thomas løber jeg af og til med nu da han er fra Horsens, når formen ellers tillader at forsøge at følge med ham. Men på daværende tidspunkt følte jeg mig stærkt kørende og tog dem flere gange på nedløbene. Manglende rutine fra min side. De må have grint godt i skægget hver gang jeg var spurtet fra dem nedad for så lidt senere se mig komme bagfra når jeg havde løbet forkert. De endte selvfølgelig med at sige vi ses i mål til mig og tøffe videre da jeg havde tømt depoterne for tideligt. Rutine vs vilje uden omtanke.

Efter Juelsø havde jeg haft min helt store drøm i sigte 100K på Samsøe. Men som det oftest går med mig tror jeg at efter en ekstrem hård dag i sporet. ja så træner jeg bare videre. Skidt med restitutionen. Det blev dyrt. En muskel i ballen blev helt vildt stram efter et par 22K træningsture i skoven. Så stram at jeg ikke længere kunne løbe 5K. Farveller 100K Samsøe. Jeg døjede med det i længe og af og til popper den lidt frem igen. Men jeg har heldigvis fået lært at strække den ud. Så nu kan jeg tage det i opløbet.

Da jeg var blev frisk igen tog arbejdet fuldstændigt over og tiden til træning var slet ikke at finde et par år. Men i slutningen af 2017 fik jeg igen tid. Fik trænet mig op til at løbe SNOT, Silva Night Owl Trail, i januar. Et mega fedt løb som til 2018 udgaven blev udsolgt på et par timer. Så ramte jeg lidt ind i min gamle baglårs skade igen kort tid efter. Arbejdet tog igen fat da jeg og kæresten ville starte et par webshops op.

Men nu er der kommet mere ro på og formen er igen ved at vise sige. Skaderne er ikke sådan lige at se så der er fuld damp på. Jaaa okay var til Crossfit igår og må sande den står på is, da jeg forstuede albuen. Sådan er det med mig. Fuld af motivation og lyst til at give mig fuldt ud når jeg er igang. Så rammer man af og til noget hårdt.

Men hvorfor falder vi? For at lærer at rejse os igen.

Håber du har nydt indlægget. Vil du vide mere om mig kan du finde det her:

Nultilhundrede.dk/Blog

Facebook/nultilhundrede

Instagram/nultilhundrede

Hej. Jeg hedder Kirsten, og jeg er runstreak’er!

Runstreak….. Runstreak?    Runstreak!   Hvad er det for noget? Er det ikke noget med nøgenhed og store stadions?! Nej, nej, bare rolig. Ikke noget med at få grimme billeder op på nethinden nu. Ingen grund til panik. 🙂 Runstreak er, at man løber hver dag. Som i hver evig eneste dag. #runeverydamnday !

Hvorfor?

OK altså. Runstreak er, at man løber hver dag. Jeg faldt over det i et blogindlæg af Ellen Westfelt fra Pace on Earth og tænkte, at det må jeg da også prøve .

Nej, helt ærgerligt var det nok netop ”tænke” at jeg ikke gjorde. Det var i hvert fald ikke særligt gennemtænkt. Jeg læste indlægget og næste dag smuttede jeg på en ikke planlagt tur, bare for at starte streaken. Og så var jeg jo ligesom i gang, ikk?

I'm a streaker! :)

I’m a streaker! 🙂

Jeg spurgte lidt omkring (nok mest min ven ”Google”), og fandt frem til nogle amerikanske regler der definerer runstreak som minimum 1 mile (1,6 km) hver dag. Så den nappede jeg.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at en tur på 1,6 km ikke rigtig giver mig så meget, så jeg ligger ofte på 3 km som mine minimum ture. Her kommer jeg lige i gang, kroppen bliver gennemvarm, og jeg får løsnet op i kroppen.

Betyder det så, at jeg runstreaker for at få gang i kroppen hver dag? Nej – det er ikke derfor.

 

Men hvorfor så?

Ved at runstreake tager jeg  ”skal jeg løbe i dag eller ikke” ud af ligningen. Altså: Jeg skal ikke til at diskutere med mig selv om det er ok at droppe min løbetur i dag, og tage den i morgen i stedet (tro mig – jeg har haft laaaange snakke med mig selv om det her!). Er det så derfor jeg streaker? Er det en måde at planlægge min træning på, og komme afsted?

Jeg troede, at det var grunden i et stykke tid, men nej. Det er heller ikke derfor jeg runstreak’er.

 

Men altså hvorfor så?

Er det så for at få tilstrækkelig km i kroppen? Umiddelbart troede jeg, at runstreaking automatisk ville få mig til at bygge noget mængde på i min træning. Men den holder jo ikke, hvis man udskifter en 12 km tur og en hviledag ud med 2 3 km ture fordelt på de to dage, vel? Det er jo simpelt matematik!

 

OK – er det så for ”fame and glory”?

Nu sidder jeg nu godt nok og skriver et blogindlæg om det, men helt helt ærligt, så betyder det ikke rigtig det store, hvad andre mennesker synes om at jeg runstreak’er. Selvfølgelig er det super fedt, hvis jeg kan inspirere andre til at følge deres hjerte og bevæge sig ud af deres komfortzone.

Men det er ikke derfor – det handler om noget i mig selv.

 

OK – hvorfor pokker er det så?

Tja, jeg ved det faktisk ikke helt. Det tætteste jeg kan komme det, er at jeg – når jeg står ”face to face” med Dragen til Dragon’s Back Race d. 22. maj, kan sige til mig selv: Helt ærligt: Du har løbet 256 dage i træk. Du kan også nappe de næste 5!

……..Håber jeg!

 

Men det hele handler om at have det sjovt

Og det har runstreak ved flere lejligheder sørget for:

Jeg har løbet i cirkler i 30 min på Helidækket på et cruiseskip. Nok det mest hjernedøde jeg til dato har lavet!

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe :)

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe 🙂

Sene Aftenture, selvom det kan give bagslag, ved at jeg har svært ved at falde i søvn lige efter en løbetur.

Aftentur i frostvejr, i selskab med "sort is". Det får lige én til at være vågen!

Aftentur i frostvejr, i selskab med “sort is”. Det får lige én til at være vågen!

Pendleløbe efter hotyoga . Jeg troede på forhånd, at det ville være det dummeste ever. Men det har vist sig, at jeg har nogle af de fedeste løbeture lige efter hotyoga. Fedt at lære en ny side af sin krop at kende.

Kendskab til mærkelige parkeringssteder når jeg pendleløber. Når man nu nogle dage ikke kan tage sig sammen til at løbe fra ”standard pendlerpladsen”, så finder man de særeste steder at smide sin bil, så man kan få en pendlertur væk fra trafikken.

Smuk start på dagen :)

Smuk start på dagen 🙂

Sidde til diverse aftenmøder i løbetøj. Skole-hjem samtaler, forældremøder, forældrerådsmøder, planlægningsmøder. Jeg tror snart jeg når dertil , hvor folk tror jeg kun ejer løbetøj. Nogle gange er jeg selv i tvivl.

Udelukket brugen af almindelig strømper. Jeg er gået all in på løbeuldsokker. Jeg skal jo alligevel skifte til løbetøj lige om lidt. Og man kan da også snige sig til at have yogatights på på arbejde, ikk? J

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

 

Jeg er dog ikke nået til punktet hvor den almindelig BH er skiftet ud med sporttoppen. Uhm – OK nogle dage er jeg. Men sig det ik til nogen, ok? 🙂

 

Og om at håndterer nederlag

Et af mine store nederlag er morgenløb. Eller mangel på samme. Jeg har sagt det utallig gange: Jeg er ikke en morgenløber. Men jeg gad virkelig godt være det. Men jeg tror mit vækkeur er ved at miste alt respekt for mig. Det tager mig simpelthen ikke seriøst mere, når jeg sætter det til ”tidligere end normalt”. Jeg tør vædde på, at det tænker: ”Ja, ja – det er godt med dig. Du stiller mig og bare frem når jeg ringer. Så hvorfor gider du overhoved vågne en time før du står på, bare for at stille mig frem? Helt ærligt”. Så jeg har op til flere gange endt med en plan B, der var løb rigtig sent om aftenen.

Den dér følelse af, at man synes man selv er træls – den har jeg gode muligheder for at arbejde med som runstreaker.

 

Men hvad så, når jeg er syg? Eller småskadet?

Ja se – nu bliver det rigtig interessant.

Jeg vil lige understrege, at jeg ikke er fortaler for at træne når man er syg /skadet. Men jeg har så alligevel ”sneget” mig igennem. Men med MEGA meget lytten til min krop undervejs.

Kroppen har i perioder været presset i bund pga. sygdom (jeg havde en seriøst mande-forkølelse her i vinters, med feber og hele turen), og her løb jeg alligevel. Det var tæt på at jeg trak ”jeg bryder streaken pga. sygdom” kortet, men ville så alligevel hellere vende om på turen, end slet ikke at give den et skud. Og se – jeg opdagede at man faktisk godt at løbe en lille bitte langsom tur med feber i kroppen, uden at man får det værre af det. Man sejler bare lidt rundt, men sover så til gengæld bedre bagefter J

Og jeg har også være igennem klassikeren med en mindre forstuvning/forvridning af anklen. Klassikeren med, at man vrikker om på foden på løbeturen – vi kender den vist alle sammen. Jeg tror der var to ting, der fik mig igennem runstreaken på en småskidt ankel: 1) var at jeg de seneste par år har fået styrket mine fødder og ankler, ved trailløb og en hel del løb i minimalistiske sko. Og 2) at jeg kender min krop så godt, at jeg kunne mærke hvad jeg kunne få den til, samtidigt med at give en ro til at reparerer skaden. Så det blev nogle uger med fladt asfaltløb, i roligt tempo og korte ture. Samt ikke mindst en pæn del hotyoga, hvor anklen stille og roligt blev arbejdet med.

Men altså – jeg opfordret ikke til at man træner på sygdom/skader, men at man lytter til sin krop og bruger aktivitet/træning til at hele kroppen med. Det med skader og smerte, er så utrolig komplekst, men også pokkers interessant, og hvis I er interesserede i hvordan vores hjerne fuckr med os på det her punkt, så tjek denne film ud:

 

Bliver jeg så ved med at runstreak?

Well – er jeg på 205 dage i dag, og med 51 dage til start på Dragen, ville det da være skørt ikke at fortsætte, ikk? 🙂

athgene_gentest_camilla-bergmann_forrest-gump_loeb

På opdagelse i mine gener – Jeg er Forrest Gump

Den store lup har været fremme for at kigge nærmere på mit unikke DNA. Jeg tog en gentest, da jeg gerne ville blive klogere på, hvordan jeg vil kunne optimere min træning og ernæring, for at blive en bedre udgave af mig selv.

Hvem er jeg så?

Jamen kort fortalt, så kan mine gener fortælle mig, at; jeg er udholdenhedsløber, der skal styrketræne og løbe flere intervaller end andre løbere, for at blive en bedre løber. Så har jeg normal til lav risiko for at opnå muskulære skader. Jeg sveder som et svin. Er sådan middel god til at optage mine vitaminer A og C, men rigtig god til at optage D-vitaminer. Hurra for den friske luft! Jeg er genetisk tilbøjelige til at spise mindre sukkerholdige produkter, end en person med en øget sød tand. Hmm… det ved jeg nu ikke om holder. Jeg har en normal appetit, og min krop er god til at regulere mit kalorieindtag. Og så er jeg genetisk mere tilbøjelige til at bruge mit fedt i kroppen som brændstof.

Run Forrest Run…  

Hvis Forrest Gump var en virkelig person, så kunne jeg helt sikkert have været i familie med ham – eller i hvert fald have arvet hans gener. Mine gener fortæller mig, at jeg har en stærk udholdenheds profil. Jeg er altså genetisk skruet sådan sammen, at jeg har potentiale til at klare mig godt i aerob træning med lav intensitet og høj træningsvolumen, såsom langdistance løb og cykling.

camilla-bergmann_gentest_athgeneJeg er lykkelig! Langdistance- og udholdenhedsløb har ikke altid være min største interesse, men de seneste år har de længere distancer vundet mere taletid i træningsdagbogen og i den travle hverdag. Derfor er det meget rart at vide, at mine gener fortæller, at min krop genetisk er bygget til lange (skov)ture i løbeskoene.

Selvom der ikke – på nuværende tidspunkt – står så mange udholdenhedsløb på repertoiret (2 x ½ halvmarathon, deltaget i 2 ultraløb med orienteringsløb over 2 dage, 1 x Adventure Race i Silkeborg og en håndfuld ultralange orienteringsløb til DM og junior-VM), så har jeg på adskille træninger fået en masse kilometre i benene og har nemt kunne bruge over en time ad gangen i løbeskoene i skoven. Som Forrest Gump, så rigtigt siger det, da han bliver spurgt hvorfor han løber: “Jeg havde lyst til en løbetur”.

Jeg havde lyst til en løbetur. Lyst til at komme væk fra en stund. Lyst til at nyde naturens farver og vindens brisen. Lyst til at bevæge mig et sted hen, hvor flow er essentielt for den gode oplevelse.

Mine gener fortæller, at jeg er udholdenhedsatlet. Det vil jeg ikke ændre på. Jeg vil fortsætte de lange løbeture og turene i cykelsadlen, da jeg her kan udnytte det maksimale af mine gener.

Av for den da!

Jeg har genetisk medium risiko for bindevævskader (ledbånd/seneskade). Det vil sige, at det tager mig længere tid at helbrede fuldstændigt efter en bindevævskade. Derfor anbefaler testen mig, at tage forebyggende træning seriøst, for at undgå skader. Styrketræning og stabiliserende træning vil være rigtig godt, for hurtigere at komme på toppen igen efter en skade. Samtidig fortæller gentesten også, at jeg genetisk har et lavt potentiale for muskelopbygning, efter styrketræning. Av for den! Det må betyde, at jeg skal tage mig sammen og løfte noget mere jern (end gennemsnittet), hvis jeg skal undgå skader i f.eks. Ankel og knæ, og få større musler.

Tidligere vrikkede jeg ofte rundt på foden. Det har jeg tidligere skrevet om her. Og så bøvler jeg med en gammel knæskade, som spøger i ny og næ, som jeg har skrevet lidt om her. Derfor kommer det nok ikke så meget bag på mig, at mine gener fortæller, at jeg har medium risiko for skader i ledbånd og sener. Ofte, når jeg har vrikket om på foden, har det nogle gange resultereret i forstuvninger og lange skadesperioder, hvor genoptræning – i perioder – var min bedste ven. Jeg er allerede bevidst om, at få varmet godt op før træning og jogget af efter et træningspas, for også at undgå skader. Meeen, jeg kan altså godt blive bedre til at få løftet noget jern, og styrketræne ankler og knæ, for at mindske risikoen for skader og øge stabilitet i leddene. Jeg må nok knibe ballerne sammen og troppe op nede i fitness. Dette resultatet har i hvert fald givet mig et skub til at gøre noget ved det.

Kan bestemt ikke sove sig til en hurtigere løber

Gentesten fortalte – måske ikke helt overraskende – at jeg genetisk er disponeret til at have under gennemsnittet af VO2 max potentiale. Det betyder, at der er visse genetiske variationer, der hindrer effektiv iltforbrug, når jeg træner maksimalt. Jeg vil altså få en mindre stigning i min nuværende VO2 max efter træning, end en person, der har en højere VO2 max potentiale. Sagt på en anden måde: Mine gener har bestemt, at jeg skal æde flere intervaller for at blive en bedre løber, end en person der genetisk udnytter sit VO2 max potentiale højere.

Sandhedens time er kommet. Jeg kommer ikke sovende til løb. Hvis jeg skal blive en hurtigere løber, så kan ikke bare tænke mig til en løbetur i skoven – som andre måske kan – nej, jeg skal rent faktisk trække i løbeskoene og tæske svedende rundt, for at blive en hurtigere løber.

Jeg har faktisk godt haft på fornemmelsen, at jeg skal knokle lidt hårdere (end andre), for at opnå samme niveau. Af løbeerfaringer gennem årene, så har jeg nok ikke rykket så hurtigt, i forhold til mine træningskammerater.

Interval træning er for løbere den bedste måde, at forbedre sin VO2 max. Så vågn op og på med løbeskoene. Og så er det nu først, når hjertet og pulsen virkelig galoperer af sted, at man mærker intensiteten ved løb!

 

camilla_athgene_resultater_af_gentestRulleteksterne

For halvanden måneds tid siden skrabede jeg spyt fra munden med en slags vatpind . Sendte vatpinden retur til Athgene i et glas med blå væske. Hvordan jeg helt præcis tog gentesten, kan du læse mere om i blogindlægget her.  

18 forskellige indblik i mine gener

Hos Athgene får du dine resultater 3-4 uger efter du har taget testen. Athgene har netop lanceret et nyt website, med en nye platform, hvor du øbende, som et abonnement, får mulighed for at få indblik i dine gener ud fra nye kategorier indenfor sport, livsstil og ernæring.


Vil du også gerne på opdagelse i din krops unikke univers?

Brug rabatkoden BERGMANN10 www.athgene.com, og får rabat og fede fordele.

 

Dette indlæg er lavet sammen med Athgene, men sætninger, ord, vendinger og tanker er rent og skær mine egne. 

 

/Camilla

Blogger på www.camillabergmann.dk

Følg mit løberunivers på Instagram: @camillabergmann.dk

Mio min Miiego

Hovedtelefoner.?

Det er en jungle…

Hvad fanden skal man vælge, og hvorfor.?

Skal man gå efter design, navnet, farven, streetcredit, coolness, pris eller lyd.?

Hvad skal man bruge dem til, er det til løb, styrketræning, crosstraining.?

You name it, these ones are fårking sick.!

 

Miiego AL3 Freedom

Disse trådløse hovedtelefoner fra Miiego skulle vise sig at være en helt ny oplevelse for mig at høre musik under mine løbeture.

 

Jeg har egentligt aldrig sådan rigtigt løbet med musik.

Har altid været mest til at nyde “larmen” fra naturen. Lidt som at føle sig som en del af omgivelserne.

Lyden fra mit åndedræt, de lette “bump” for hvert skridt der blev taget, eller bare lyden af “swush swush swush” fra mit tøj.

Det har for mig altid og vil altid være lyden af løb.

 

Men når jeg endelig har haft musik med på de længere ture, så har jeg altid brugt in-ear hovedtelefoner, med tilhørende irriterende ledning, der altid – uanset hvor godt jeg synes jeg havde fikseret den – været i vejen.

Så trak den i det ene øre, så i det andet.

Så viklede ledningen sig omkring et eller andet.

Eller også var det hele bare noget møg.

Men jeg affandt mig med det.

Og når det ikke var ledningen der irriterede, så var det sveden der på en eller anden måde løb ind i mine ører, og på den måde dæmpede for musikken.

Måske det skyldes at jeg har nogle vildt mærkelige ører, selvom de ligner og fungere som alle andre jeg har set.

Men røv irriterende var det i hvert fald.

 

Derfor var det også med en del skepsis og  mistro til, at disse 80´er looking ørebøffer, der ikke nok med at de lignede noget fra dengang hvor alle rendte rundt – i gang – med et par uden på ørerne, koblet til en walkman, der til og med skulle sidde på hovedet via en fjerende bøjle.

Men nu sad jeg her med æsken og havde fået muligheden for at afprøve dem first handed.

 

Førstehåndsindtrykketimg_5856

At sidde med den lille flade pakke foran sig, så er det første man tænker nok ikke lige ørebøffer af den slags der sidder uden på ørerne.

Men efter at have åbnet den, så bliver man overrasket.

img_5857Grundet den fjerende bøjle, kan hovedtelefonerne “krølles” sammen på en sådan måde at de ikke fylder særlig meget.

Så det er med stor overraskelse at se at der er så meget med i denne pakke.

Pakken indeholder nemlig, udover hovedtelefonerne, 1 etui, ledning til opladning, ekstra bløde dimsedutter til at skifte ud med og en brugervejledning.img_5865

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alt sammen pakket ned i den lille og flade kasse.

 

På med dem

Som den lille ivrige dreng der ser gaverne under juletræet, blev disse underligt udseende ørebøffer sat på hovedet.

Og ja, jeg indrømmer gerne, at der lige skulle et par forsøg eller tre til, før jeg lige kunne sætte dem på med et snup tag.

De sidder som sagt uden på ørerne, og deres vægt – hvilken er sølle 42 gram, bæres så af bøjlen bag nakken.

 

Mærker man dem.?

Ja det gør du.

Men det er kun indtil du tager første skridt på din løbetur.

Så registrere du ikke at de sidder der.

Måden de sidder der på dit hoved med hjælp fra bøjlen, og deres sølle vægt, gør at du ikke bliver genert af dem på nogen måde.

Du kan dreje hovedet lige så tosset du vil, de er ikke i vejen på nogen måde.

Ikke hvad jeg har oplevet.

 

Hvordan fungere de.?

Da disse sataner er trådløse, så kobles de til din telefon eller anden form for musikapperat via Bluetooth.

Såre simpelt.

Skide hurtigt.

Pisse nemt.

 

Er det svært.?

Altså nu er jeg på ingen måde teknisk anlagt, og den eneste grund til at jeg er god til at løbe skyldes, at det bare drejer sig om at sætte det ene ben foran det andet, og så gentage det indtil målet er nået.

Så sværere er det ikke.

Tænd for din Bluetooth på din mobil.blue

Hold knappen der sidder i midten på den højre højtaler inde.

Kort tid efter kommer der er en kvindestemme der siger “power on”, herefter kommer der “parring”, og til sidst før du at vide “phone one connected”.

Og så afsted.

 

 

Oplevelsen

Som sagt skulle jeg lige vænne mig til at have dem på.

De sidder på ingen måder stramt eller irriterende, men alligevel skulle man liiiiiige vende sig lidt til det.

At de sidder som de gør, og at de sidder uden på ørerene gør, at man stadig har “kontakt” med omverden.

Jeg hører stadig min vejrtrækning, omgivelserne og min dejlige “swush swush” fra tøjet.

Man kan jo sammenligne med in-ear, som virker støjdæmpende. Og på den måde lukker de vedkommende inde i en falsk trykhedsskal, da de ikke kan høre omgivelserne – heriblandt biler, cykellister og knallerter.

 

Da disse hovedtelefoner har en blød skumgummi beklædning, er de ikke irriterende klistret, og samtidig sørger de for at sveden ikke ender inde i øret.

Nu er det ikke sådan at de bliver ødelagt af sved eller vand. De har nemlig været så smarte at gøre dem “sweat-proof”, hvilket jo er genialt for en som mig.

Det eneste der så sker er, at sveden bare drypper af dem.

Ski´e smart hvis du spørger mig.

 

Nu har jeg brugt dem generelt til løb.

Herunder intervaller, tempo ture og 6 timers ultraløb.

Og de sidder upåklageligt godt.

På intet tidspunkt er de til gene.

De kan føles lidt varme, men det er små ting.

 

Bliver man træt af at høre et nummer eller er lyden for høj eller lav, så vælger man bare det næste eller forrige ved hjælp af de små “usynlige” img_5884knapper der sidder for og bag på siden af den højre højtaler, eller skal man skrue op eller ned, så er det de to knapper der sidder øverst eller nederst, ligeledes på på højre side.

Simple as that…

Det er alt i alt et let, nemt og smart stykke legetøj der kan få tiden til at gå “hurtigere” når du er aktiv.

 

Min egen mening

Disse hovedtelefoner har virkelig overrasket mig, samt set lyset for at løbe uden irriterende ledninger.

Det er nemt og lige til, og så er de pisse nemme at have med sig rundt, da de bare kan krølles sammen og kommes i en lomme eller taske.

Hvis jeg skal nævne positive og negative ting ved dem, så lad os starte med det positive.

 

Positivt:

De er lette

Skide nemme at finde ud af at tilslutte og bruge

Fylder ikke særligt meget

Ok bass

Kan bruges som håndfri

Holder strøm i op til 7 timer

 

Negativt:

Som nævnt i starten, så får de dig ikke til at ligne en supermodel, men igen, når noget bliver prioriteret, så må man give lidt til den anden side

Mellemtonen tager for meget af musikken og gør den lidt “pløret”

For lidt diskant – der burde være mere diskant i dem. Men igen, du løber jo ikke for at få en musikoplevelse. Du løber med musik for evt at give “mere energi” og for at få dig rørt.

 

Pris:

Du vil kunne finde dem rundt om på nettet til den nette sum af ca. 500 kr.

Dette er godt givet ud, da du får meget for pengene

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

Dette er et sponsoreret indlæg

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

44km44videoer – Et lidt skørt projekt

44 km 44 videoer

abonner abonner

Det er konceptet jeg vil prøve at følge de næste 16 uger op til mit løb.

Videoerne vil dække bredt og være af varierende længde – nogle vil være fokuseret udelukkende på motivation, andre på skader, udstyr og hvad der ellers følger med i en løbers hverdag. Så hvis det lyder som noget du kunne tænke dig at følge med i, så hold øje med bloggen og abonnerabonnerabonner på YouTube. (:

Ps. Jeg er ingen professionel løber, jeg har lige været skadet og jeg har aldrig løbet så langt før – så det her projekt er bare dokumentation på et lidt skørt, meget hårdt og forhåbenligt fantastisk eventyr (:

KLIK HER FOR AT SE VIDEO #1

Running Community: 8 Instagram løbe profiler, du skal følge

Instagram er et mekka af inspiration til løb, skønne naturoplevelser, træning osv. Vi elsker at dele vores udsøgte oplevelser med hinanden, og vi elsker at blive inspireret til selv at drage ud i den store verden og opleve. Instagram er et Running Community.

Med godt og vel 3 uges eksistens, har RunningBlogs taget sine første spæde skridt på Instagram. I forrige uge havde jeg æren af at sidde bag tasterne på profilen. Det gav mig inspiration til dette blogindlæg. Jeg følger selv en masse skønne og inspirerende løbere, som giver mig inspiration til nye løbeture og oplevelser i naturen. Måske de også kan inspirere jer? Derfor vil jeg dele min top 8 liste over Instagram løbe profiler, som du skal følge.

Listen er nok – i den grad – præget af at jeg interesserer mig for trailløb. Det krydrer og giver liv i min hverdagen i det flade København, hvor asfalt overskygger alt det grønne.

Enjoy

8 Instagram løbe profiler,
du skal følge

Sat op i vilkårlig rækkefølge.

1.

@tinaemelie

Instagram_8 løbeblogs_Camilla Bergamann Instagram_8 løbeblogs_Camilla Bergamann_fede oplevelser

Emilie Forsberg er svensker. Hun er én af de bedste ultraløbere og sky-runnere i verden. Og så er hun (vidst) kærester med Kilian Jornet, som er noget af en legende inden for trailløb og sky-running, og er blandt de bedste i verden. De flytter begge to trailløb op på et helt andet niveau, når “hygge-løbe-turerne” blandt andet løbes  op og ned ad bjerge som Mont Blanc eller andre i (næsten) lignende højder.

2.

@runningbambiii

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_trailløb Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_løbe oplevelser

Sabine fra Tyskland viser sit løbe-univers med løbetræning, alternativ træning og hverdags stunder. Hun løber både trailløb og byløb, og krydrer ofte sine billeder med et sjovt tvist.

3.

@salomonrunning

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_salomon Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_running

Selvom at Salomon nok – højest sandsynligt – er interesseret i at sælge deres produkter, så er profilen alligevel inspirerende, da billederne er nærværende og levende. De har i hvert fald skjult deres “reklame” godt, men formoder at knytte brandet til bestemte løbe situationer – ofte i vilde og ekstreme oplevelser.

4.

@phillippreiter007

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_runnerhigh Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_vilde oplevelser

Den unge tyske dreng på 25 år Phillipp Reiter er ikke kun en dygtig trail- og ultraløber, han tager også hammer gode billeder (som bl.a. også deles på Salomons profil). 

5.

@runningadventure

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_running adventure IInstagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_run

Profilen er rimelig nyoprettet, og deler skønne løbebilleder i vilde landskaber. Profilen er som en slags dele profil, så hvis du har et skønt relevant billede, så tilføj @runningadventure i din tekst, og så kan det være at det er dit billede, som bliver delt på profilen. Det gør profilen levende, at det er billeder fra forskellige personligheder.

6.

@thehilaryann

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_adventure Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_oplevelser

Hilary kommer fra Vancouver i Canada. Jeg har selv vandret og løbet trailløb i Canada og USA – af flere omgange – så det er helt nostalgisk for mig, at se hendes inspirerende billeder fra disse områder.

7.

@yngsen

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann IMG_5503

Norske 21-årige Yngvild Kaspersen er hurtigt blevet et internationalt anderkendt navn inden for trail- og ultraløb og sky-runner. Den tidligere fodboldspiller har skiftet fodboldskoene, bolden og det flade græs ud med ekstrem løb i bjerge og vilde natur oplevelser.

 

8.

@RunningBlogs

RunningBLogs på Instagram_millarunnershigh RunningBlogs på Instagram_milla runnershigh

Og så skal du selvfølgelig også følge os, RunningBlogs på Instagram. Hver uge overtager en ny blogger profilen, og tager dig med ind i sit spændende løbe-univers. Jeg elsker at se billeder fra løbebloggers oplevelser og høre mere om deres erfaringer.

Bliv en del af Running Community 


Instagram Running Community_camilla bergmann runningblogs Mini guide – kom i gang med at Instagram’me den

Med min egen arbejdsmæssige baggrund inden for kommunikation, marketing og sociale medier, synes jeg, at dette blogindlæg stod (lidt) tomt, hvis jeg ikke gav nogle af mine egne erfaringer med på vejen. Min mini guide bygger på guldkorn fra skolebænken, min egen (flittige) brug af mediet og en ordentlig portion sociale medier-nørderi.

  • Rom blev ikke bygget på én dag

    Med mindre du har vundet x-faktor og er blevet kendt – næsten bogstavelig talt – fra den ene dag til den anden, så kræver det en del tid (og tålmodighed) at opbygge en nice Instagram profil, som andre kender til.

  • Hvad er en succesfuld Instagram profil for dig?

    Er dit mål at få tusindvis af følgere? At bruge alle dine vågne timer på at like og kommentere andres billeder? Gør op med dig selv, hvordan du vil bruge profilen, og – ikke mindst – hvor meget tid du vil bruge på den.

  • Den skal passes, plejes og fodres

    Som barn legede jeg med sådan et lille virtuelt kæledyr i en nøglering, kaldet en tamagotchi. For at den kunne leve skulle jeg give den mad og passe den. Det gælder også med din Instagram profil:
        Hver aktiv og pas profilen. Like og kommenter andres billeder. Ligesom Facebook er Instagram bygget op omkring en uløselig algoritme, som viser billeder i dit feed afhængig af, hvad du tidligere har liket og kommenteret, og som Instagram derfor godtager er din interesse. Samtidig spredes din profil også, og det giver mere interesse, måske flere følgere og kommentarer til din profil.
        Plej profilen ved at bruge (de rigtige) hashtag, så andre kan finde dig i søgefeltet, når de søger på bestemte hashtags. Og brug ikke for mange hashtags, da risikoen for at dine billeder havner et sted, hvor det er irrelevant er stor. Allier dig evt. med en Instagram-ven. Har du været ude på en løbetur med en ven, så få ham til også at nævne dit navn, når han ligger selfien op ad jer fra løbeturen. På den måde kan det give interesse for hans følgere også at tjekke din profil ud.
        Foder profilen med en masse lækre og fede billeder. Instagram er et billedligt univers. Vi vil se fede og inspirerende billeder – og gerne øjebliksbilleder. Del derfor dine fede oplevelser fra løbeture, eller andet som du har på hjertet. Læg varierende billeder op. Husk kvalitet fremfor kvantitet i dine billeder. Ingen vil se på en profil kun fyldt med dårlige, uskarpe og uinteressante billeder. Så vent heller til ham fotografen har redigeret sine billeder færdig fra løbet, end at bruge det slørede billede som din ven tog af dig i målopløbet.

 

Vi ses i det digitale univers.

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Why just run? – Lidt om at løbe orienteringsløb i Canada

Advarsel! Efter du har læst dette blogindlæg, vil du højst sandsynlig blive vild med orienteringsløb. Der er stor chance for, at du vil synes, at orienteringsløb er en mega sej sport, som er alt andet end en spejderaktivitet. Du vil måske spørge dig selv, ”hvor og hvornår kan jeg prøve sporten?”. Hint: tjek siden her eller Facebook-siden her. God læsning!

#throwbackthursday

På de sociale medier bruger vi hashtagget throwbackthursday, når vi kigger tilbage på mindeværdige begivenheder. I dag er det torsdag, så hvorfor ikke se tilbage på en oplevelsesrig begivenhed?

I sommeren 2014 kunne jeg sætte endnu et checkmark over besøgte lande med store løbeoplevelser. Jeg har altid rejst land og rige tyndt for at opsøge løb og orienteringsløb -oplevelser. I august 2014 stod jeg så til start ved Canadian Orienteering Championships. Løbet blev afviklet over 3 dage og bestod af konkurrencerne: Sprint i OL-byen Whistler, Mellem i skovområdet One Duck Lake og Lang i skovområdet Black Magic omkring skisportsstedet i Whistler. Augustdagene indeholdte mange (løbe)oplevelser: Udfordrende orienterings-tekniske terræner, seriøse højdemeter, flere timers løb, godt med kilometer i benene, varme dage og frodigt dyreliv – med blandt andet sort bjørne frit gående.

Varm oplevelse gav en skuffende start

Kort over mellemdistance - orienteringsløb i canada

One Duck Lake.

Lidt hygge info-guf om Mellemdistancen

Løbsdato: 2. august 2014.
Konkurrence: Mellemdistance i skoven One Duck Lake (ca. 20 min i bil fra Whistler).
Banelængde: 3,1 km. (i fugleflugt) med 9 poster. 205 højdemeter.
Terræntype: Delvist kuperet med klippeflader og sten. Undervegetationen bestod af små buske, grene, fældet træstammer og små sten. Generelt var det svært gennemløbeligt.
Opvarmning: På uddelt ”warm-up map”, hvor terrænet kunne testes af inden start. Jeg gjorde god nytte af det og fik et godt indtryk af terrænet.

De gyldne erfaringer, der gør en klogere

Jeg kunne ikke give mig mere. Jeg var helt udkørt. Træt. Mit hjerte galoperede af sted. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at få vand, søge skyggen og få vejrtrækningen tilbage til normal stadie igen. Allerede efter post 4 løb – eller rettere gik – jeg på reserve-batterierne. I starten af banen gik det godt. Jeg løb lige i posterne. Havde god fart. Men så vendte det brat. Jeg blev svimmel, og kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde svært ved at stå på benene, og faldt flere gange.

Det var svært at få sveden ud af min krop. Jeg havde aldrig haft det sådan før under et løb, selvom jeg mange gange har løbet i bakket terræn i 25-30-graders varme. Trods min tilstand, skænkede jeg det slet ikke en tanke, at ville udgå. Min stædighed havde taget magten. Der var kun én vej og det var i mål – og tage posterne med på vejen. Tankerne for igennem hovedet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser. Jeg havde trænet godt, kontrollet og havde forberedt mig grundigt på disse løb. Åbenbart ikke godt nok.

Efter løbet fik jeg drukket en masse vand og spist. Heldigvis havde jeg god appetit. Jeg fik sat mig i skyggen. Fik samlet kræfterne. Jeg havde ærlig talt ikke haft en god oplevelse. Og frygtede at de næste dage ville være ligeså. Jeg var ganske enkel ked af det og skuffet. Jeg har erfaret, at jeg skal være bedre forberedt på, hvordan jeg takler løb i varme.

Camilla Bergmann - orienteringsløb - runningblog

Camilla Bergmann - orienteringsløb - varme

 

Orienteringsløb til olympiaden

Camilla Bergmann Orienteringsløb løb Sprint Canada

Sprint løb i den flotte OL-by Whistler.

Lidt hygge info-guf om Sprintdistancen

Løbsdato: 3. august 2014.
Konkurrence: Sprint i vinter OL-byen Whistler.
Banelængde: 2,3 km. (i fugleflugt) med 17 poster.
Opvarmning: På det udleveret “warm-up map” var der tydeligt afmærket, hvor vi måtte befinde os inden starten på løbet. Der var anvist en markeret vej, som vi skulle følge for at finde til start, således at vi ikke befandt os i løbsterrænet.

Op på hesten igen

Der var ikke andet for. Jeg måtte op på hesten igen.  Jeg havde glædet mig meget til Sprintdistancen. Jeg havde trænet en del orienteringsløb i by foråret inden. Jeg havde også fastlagt intervaller 1-2 gange om ugen inden, så jeg vidste, at jeg havde formen til at kunne løbe stærkt.

Godt 30 minutter før starten gik jeg i gang med opvarmningen. Desværre kunne jeg hurtigt mærke, at det gjorde ondt i knæet. En gammel knæskade spøger og havde valgt at sige hej netop på dette tidspunkt. Øv, tænkte jeg. Havde jeg alligevel trænet for meget og dermed overbelastet knæet? Skulle jeg nu igen have et dårligt løb –  ligesom i går – men denne gang pga. min knæskade? Jeg valgte at ignorere det og koncentrere mig om løbet.

Da de tre korte efterfulgt af et langt biiiip lød, mærkede jeg ikke noget til knæet – sjovt nok. Jeg kom hurtigt ind på kortet. Fik læst frem, og planlagt mine vejvalg til de første par poster. Under løbet havde jeg svært ved at se, i løb, hvad der var passabel og impassabel passager (til ikke-orienteringsløbere: i sprint er der ofte hegn og mur som ikke må passeres), så jeg kiggede rigtig meget på kortet – hvilket gjorde jeg måtte skrue lidt ned for tempo, for at følge med orienteringen. På vej til post 7 møder jeg en konkurrent, som er startet 1 min. før mig og nogle stykker andre konkurrenter, som jeg kan se løber min bane.

Jeg noterer, at de kommer løbende imod mig og tager derfor post 8 udenom. Jeg er i tvivl, om jeg kan løbe mere lige på ved at tage det andet vejvalg. I stedet for at stå og læse kort, så vælger jeg at sætte tempoet op, og tage deres valgvalg. Efterfølgende kan jeg dog se, at det andet vejvalg måske havde været hurtigere. Irriterende at jeg ikke tog mig den tid. Ved post 8 kommer jeg op til hende, som startede 1 min. før mig.

Vi løber lige op imod hinanden resten af vejen til mål. Jeg kan sagtens løbe hurtigere, og når jeg får overhalet hende, så små fjumrer jeg ved posterne. Jeg vælger derfor at sætte tempoet ned for at kunne følge med på kortet. Sådan er det at løbe orienteringsløb. Det er den gyldne balance mellem at tilpasse fart og koncentration omkring kortet. Efter 15 minutter kommer jeg løbende i mål. Speakeren råber, at jeg er løbende i mål som 2’er. En placering som jeg holder til sidste kvinde er i mål. Jeg var glad for, at min dårlige oplevelse fra gårsdagens løb alligevel ikke påvirkende løbet denne dag.

Camilla Bergmann OL byen Whistler orienteringsløb

Ja, biledet er vidst (lidt) opsat. Men det er ikke hver dag, at man har en post ved de olympiskeringe.

 

Camilla Bergmann Orienteringsløb i Canada

Nordisk power: De tre podiepladser blev snuppet af Danmark og Sverige.

Into the wild: Black Magic

Orienteringsløb Canada Camilla Bergmann

Black Magic. Til ikke orienterings-nørder: Det brune på kortet er højdekurver.

Lidt hygge info-guf om løbet:
Løbsdato: 4. august 2014.
Konkurrence: Lang i Black Magic ved skisportsstedet i Whistler.
Banelængde: 5,8 km. (i fugleflugt) med 18 poster. 220 højdemeter.

Wow – ikke kig ned

Siddende i skiliften på vej til start gik tankerne på dagens taktik for løbet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser med hedeslag eller andet skidt.

Opskriften var derfor:
1) Ikke starte for hurtigt ud og derved miste kræfter tidligt på banen.

2) Drikke vand undervejs ved de indlagte depoter.

3) Lad orienteringen styre farten.

 

Starten gik på toppen af skiliften. Og selvom jeg vidste at målet lå for foden af skiløjpen, så ville ruten ikke være ren down-hill løb.
Med foden tapet op, efter et vrid på Mellem distancen, var jeg klar til start. Da jeg fik kortet i startøjeblikket var der inden vej udenom. Første post var ned ad bakke. Jeg forsøgte at have styr på, hvor langt ned ad bakken jeg var kommet, for ikke at skulle løbe op igen, hvis jeg havde løbet for langt.

Jeg snupper hurtigt posten og videre. Jeg laver ind imellem nogle dumme vejvalg til posterne, og bruger generelt tid på at møve mig frem i terrænet. Op ad bakkerne må jeg gå, da disse er for stejle til at løbe op ad. Men det er blandt andet det fede, ved at løbe orienteringsløb, da du er i et med naturen på en helt anden måde, end hvis du begav dig ud på en afmærket rute på stier. Du laver selv dine egne spor. Og du ved ikke om der længere fremme omme bag træet står en sortbjørn (eller andre dyr), som du skal tage stilling til og måske træffe en afgørende beslutning for dit løb.

Mellem post 3 og 4 havde arrangørerne valgt at afmærke ruten i terrænet. Da jeg får klippet post 3, kan jeg hurtig ses, hvorfor de netop havde besluttet dette. Det er svært at komme frem i terrænet, og du skulle ikke træde meget ved siden af, før at du ender 30-40 meter nede i den brusende flod, der løber langs med.  Det gav et sug i maven, og selvom jeg ikke er højdestræk, så fik jeg det alligevel der. Wow, sikken en naturoplevelse.

Mellem post 9 og 10 havde arrangørerne igen taget en beslutning, som vidste sig at være et sikkerhedsmæssigt godt træk. Alle deltagere fik foræret 5 min. på dette stræk, og ruten mellem posterne var afmærket. Fra post 9 skulle jeg ned af en stejl skråning. Den eneste mulighed var, at sætte sig ned og tage den på rumpen ned. De havde lagt et tov ud, som jeg brugte til at holde fast i.

Derefter skulle jeg krydse en flod. Det larmede fra den kraftige vandmængde, der fossede ned ad floden. I dette øjeblik, tænkte jeg, hvis jeg falder, så tager strømmen mig og ingen kan høre mig. Jeg kigger mig tilbage i håbet om, at jeg ser en anden løber på vej ned ad skråningen. Men der kommer ingen. Der er kun en vej, og det er, at gå kontrolleret igennem vandet.

Da jeg sætter foden på fast grund over på den anden side, kan jeg mærke en lettelse strømmende igennem kroppen. Puha. Og tankerne går efterfølgende på, hvordan jeg får orienteret mig videre på banen. Jeg fik læst mig frem på resten af banen og planlagt mine næste vejvalg.

Jeg var koncentreret og fokuseret på løbet, at jeg glemte tiden, på trods af at min krop arbejdede vildt hårdt. Så efter 1 time og 30 minutter, havde jeg taget alle 18 poster. Jeg løber i mål med en god oplevelse i bagagen og et smil på læben. Jeg var træt. Mættet af ekstreme indtryk. Og træt i hovedet af at ikke kun koncentrere mig om kortet, men også hvor jeg satte mine fødder. Jeg holder min 3’plads, som jeg kommer ind til.

Orienteringsløb giver udfordringer og fantastiske naturoplevelser

Trods en kedelig start på løbene, så har turen til Canada været en fed oplevelse. Jeg husker mest tydeligt Langdistancen, som et mindeværdigt løb. Det viste sig, at være sort magi i Black Magic, da flere løbere hilste på sortbjørne i skoven. Det gjorde jeg dog ikke. Men magisk var det nu alligevel den lune sommerdag i august.
Jeg blev bekræftet i, at orienteringsløb er en sport, som udfordre og giver naturskønne oplevelser. Selvom at der er andre løbere i skoven, så er du – ofte – alene, og der kan gå lang tid før, at du møder andre løbende rundt med kort og kompas. Dét giver ubeskrivelige naturoplevelser, som du mærker på helt egen hånd.

 

Camilla Bergmann Canada orienteringsløb løb

Camilla Bergmann Orienteringsløb I Canada

DSC03247 (2)

 

Bonus info: Løbet var de Canadiske Mesterskaber i Orienteringsløb (Canadian Orienteering Championships) i disciplinerne Sprint, Mellem og Lang. Alle kan deltage, men kun canadiske statsborgere kan blive ”rigtig” canadisk mester. Løbene havde base i winter-OL byen Whistler. Mellem og Lang var en del af den samlede World Ranking serie.

 

Vi ses i skoven med kort og kompas!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Derfor er de spontane løbeture de bedste

Skemalagt træning med høj struktur gør måske mere skade end gavn? Det har jeg erfaret. Når det kommer til løb, skal det være lysten der driver værket.

Min træning har i mange år været planlagt fra punkt til prikke ned til de mindste detaljer. Løbedistance. Tid pr. kilometer. Ruteplanlægning. Underlag. Skovalg. Tøjvalg. Interval tider og -længder. Jeg mister motivationen for at løb, når dagens form ikke kan leve op til forventningerne og træningsplanens målsætninger. Træningen må gerne være overordnet planlagt med forslag til ruter, længder og tider. Specielt op til konkurrencer. Men det er en balance, da der også skal være plads til de spontane, uventede, ikke planlagte løbeture. Det er i de øjeblikke, der er befriende. Du kan give slip på den ellers planlagte hverdag. Bare løbe af sted. Og slippe tankerne løs.

Hvor skal vi hen, du? 

Min løbetur i fredags gav mig inspiration til dette blogindlæg. Fra morgenstunden havde jeg planlagt en løbetur efter arbejde. En hel dag med stillesiddende arbejde gav mig stive ben og et træt hoved, som nok mest af alt havde lyst til at slappe af. Jeg fik dog samlet mig sammen, med tankerne om, at det vil være fedt, at få noget frisk luft og koblet af. Løbeturen var ikke derudover planlagt. Hvor langt havde jeg lyst til at løbe? Hvor skulle jeg løbe hen? Jeg kendte  knap nok den nærliggende skov. ( På trods af at jeg som orienteringsløber kender de fleste Nordsjællandske skove). Hvor hurtig ville jeg løbe? Ja, det var op til mig selv. Efter næste 8 km. havde jeg løbet netop den tur, som jeg havde lyst til. Det var de mest befriende 40 min., og perfekt måde at løbe weekenden i møde.

Camilla Bergmann_milla_runnershigh_løbeblog

De spontane løbeture er de bedste af alle! Hvorfor?

  • Måske fordi jeg kun kan blive positivt overrasket. Jeg har ikke på forhånd planlagt løbetræningens længde og kilometertid. Som ved en fastlagt træning kan – af flere årsager – blive reguleret på. F.eks. kortere kilometer hvis benene er tunge.
  • Det kan også være fordi, at disse ture ofte opstår på tidspunkter, hvor intet andet er planlagt. På min tur i fredags var der ikke nået bestemt, som jeg skulle nå hjem til (som det ofte kan i hverdagen). Det gav ro, at jeg vidste, at jeg – i princippet – havde hele aftenen til at løbe min tur.
  • Jeg bliver ofte draget ud på en spontan løbetur for at komme (lidt) væk fra hverdagen. I situationer hvor jeg – lige pludselig – har brug for frisk luft og en løbetur for at koble fra. Og situationer, hvor jeg bliver “lokket” med og ikke kan sige nej. Fordi man (jo) i virkeligheden rigtig gerne vil ud. Men måske ikke kan tage sig sammen til selv at komme af sted. Det er det gode ved at løbetræne med andre. F.eks. blev jeg ”lokket” ud på en løbetur en fredag eftermiddag for nogle uger siden med et par kollegaer. Vi havde et arrangement med arbejdet om aftenen, og jeg havde planlagt at arbejde længe, indtil vi skulle videre til arrangementet. Jeg havde løbetøj med i tasken – det har jeg ofte fast i tasken. To kolleger stod i løbetøj og spurgte, om jeg ikke skulle med ud på en 5 km tur. Og dér kunne jeg ikke sige nej. Det gav en rigtig god pause og et pusterum.

De bedste løbeture er dem, som du ikke havde forventet.

Håber at dette blogindlæg gav dig inspiration, til at kaste dig ud i spontane løbeture og slippe planlægningen (lidt).

Camilla Bergmann_milla-runnershigh_garmin_løbetid

40 min efter: Spontan løbetur resulterede i næsten 8 km. i Ganløse Ore.

 

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Du bliver en hurtigere løber af at ligge på sofaen

Alle løbere ved at træning nedbryder kroppen. Vi bliver trætte og udmattet. Vi har brug for hvile, for at blive klar igen til næste træningspas. Vores krop er dog indrettet sådan, at efter hvile bliver kroppen endnu stærkere, hvis den vel at mærke får tilpas mængde hvile.

Af fejl bliver man klogere

Jeg er blevet klogere – efter mine erfaringer fra godt 8-9 år siden – på træning og restitution. Jeg var ofte småsyg – ca. hver 2. måned. Jeg kunne aldrig rigtig komme mig over sygdom, da jeg stadig småtrænede, for ikke at miste for mange dage uden træning. Jeg havde mange aktiviteter med andet sport, skole osv. Jeg fik overbelastningsskade i mit venstreknæ. Jeg var ofte træt og uoplagt til træning og konkurrence. Mine præstationer var ikke forbedret. Jeg løb dårlige tider. Jeg havde mange sure træninger. Jeg var besat af at blive bedre, med det gik bare ikke sådan. I forhold til min høje træningsmængde og mine træningsoplevelser kan det sagtens være tegn på overtræning.

Respekt for restitution 

Jeg erfarede, at jeg skal have respekt for at tage mig tid til at restituere, for at blive en hurtigere løber. Og at restitution ikke er at fare rundt til andre (sports)aktiviteter. Men at min krop  rent faktisk har brug for at flade ud på sofaen. Ikke hele tiden, vel at mærke. Jeg skal holde mig lidt i gang, for eksempel ved at cykle eller løbe rolige ture. Jeg erfarede, at balancen mellem restitution og træning var svær at finde.

Camilla Bergmann - Af (meget) træning bliver man klogere

Superkompensation – løbernes yndlings ‘buzzword’ 

Restitution handler i bund og grund om, at give kroppen ro og hvile i en periode. Det er under restitutionen at kroppen bliver stærkere og klar til det næste træningspas. Og så handler det om, at få den rigtige kost med det rette næringsindhold. Men hvilke kulhydrater der er gode at indtage efter en lang løbetur og hvordan man får fyldt proteindepoterne op efter styrketræning, handler dette blogindlæg ikke om.

Jeg kan godt mærke, at jeg bruger mere tid på restitution i dag end for 8-9 år siden. Jeg forsøger at mærke efter i kroppen, men må indrømme, at jeg har svært ved at afgøre inden træning, om benene er friske eller tunge.  Der er også mange vejledninger, som siger forskellige råd i forhold til, hvornår man skal begynde at løbetræne igen efter restitution. Det er den rigtige timing mellem træning – træne for lidt og for meget – og hvile, der findes i balancegangen. Det hedder superkompensation. Det vil sige, at kroppen bliver stærkere end udgangspunktet – altså før man begyndte træningen. Og det er her, at vi bliver hurtigere til at løbe.

Præsentationsevne

Kilde: Aerob og anaerob træning af Michalsik og Bangsbo, Danmarks Idrætsforbund 2002

Fremgang i illustration

Restitutions behov og mængde er individuelt. Derfor er det så svært at finde ud af. Du kan sagtens modtage råd og vejledning fra eksperter og trænere. Men du skal selv prøve dig frem og erfare, hvad der er bedst for dig. For tidlig træning kan resultere i overtræning (den midterste kurve). For lang tids restitutions pause kan resultere i ingen fremgang af ens træning (den nederste kurve). Derudover er det også individuelt, hvor aktiv man kan være i sin restitutions periode for at blive klar til træning igen. F.eks. kan jeg godt bruge restitutionstiden på at løbe små ture og cykle til arbejde. Men samtidig giver det mig også energi, at flade ud på sofaen engang imellem og være sammen med venner. Find frem til, hvilke aktiviteter der giver dig energi – og giv dem prioritet i hverdagen.

 

3 gyldne erfaringer

  • Lyt til kroppen. Jeg stoppede op, da jeg synes at det var mærkeligt, at jeg var så ofte syg og havde ondt i knæet, når jeg løb. Det er magten ved kroppens signaler – den siger fra når den ikke kan mere.
  • Find balancen. Prøv dig frem – over en længere periode – for at finde balancen mellem hvile, aktivitet og hård træning.
  • Skriv træningsdagbog og notér dit energiniveau ved træning og konkurrence.

 

Hvad er dine erfaringer?

Du fik måske ikke nogen ny (revolutionerende) viden i forhold til restitution, og jeg gav nok ikke nogle videnskabelige ekspertråd i mit blogindlæg. Men jeg håber, at du kan bruge mine erfaringer.

Har du er erfaringer med overtræning? Brugt for lidt eller for meget tid på restitution, hvilket har resulteret i at du ikke har mærket fremgang?

restitution og løbetræning hop og spring

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

Den ultimative guide: Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

Jeg elsker at udnytte transporttid til træningstid. Cyklen har altid været min foretrukne transportform. Jeg er nok typen, der ”cykler til alt”. Tidligere til skole. Nu til arbejde. Til træning. Til konkurrencer. Jeg kunne fortsætte.

Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

3, 2, 1, start pendlerløb.

Men én ting, som jeg ikke tidligere havde tænkt på; at udnytte transporttid til løbetræning. Jeg havde tænkt, at det var for besværligt at bruge løb som transportform. Hvad med bad efter turen? Hvad med ens dagligdags tøj? Og andre spørgsmål, der gjorde det hele upraktisk at løbe som transportform, havde hobet sig op. Men med en presset kalender, kunne jeg godt se, ideen med at udnytte ellers ”spildt tid” til dagens træning. Og fandt så det mest oplagt, at løbe hjem fra arbejde.

Hurtigt blev cyklen skiftet ud med løbeskoene. Ruten er 11 km. Den tager ca. 50 min., hvilket er ca. 10 min. langsommere end på cykel eller med bus og s-toget. Løbeturen går langs kedelige asfalterede, trafikerede veje med mange biler, mennesker og lyskryds. Trods min kærlighed til skov, natur og ikke mindst manglende tålmodighed, når det gælder om at vente på grønt og løbe zik-zak imellem mennesker og biler, så elsker jeg den løbetur. Dagens træning er klaret. Aftenen er stadig ung, når jeg kommer hjem. Og jeg får ny energi, da arbejdspresset fra dagens arbejde har nået at lægge sig, inden jeg træder ind ad døren derhjemme.
Kort sagt, jeg er blevet mega meget fan af at bruge løb som transportform hjem fra arbejde.

I løbet af de 10 måneder, jeg foreløbig har pendlerløbet, har jeg samlet mine erfaringer. Måske du kan bruge dem, hvis du også går med tanken om, at gøre (bedre) udnytte af din transporttid.

 

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

  1. En ordentlig rygsæk
    Gør op med dig selv, hvor meget du vil eller er nødsaget til at løbe med. Jeg har valgt at løbe med dagens tøj, min pung, mobil, briller, firmakort og andre små ting. Det hele er pakket i en lille 15 l. deuter rygsæk (speed lite). Jeg har valgt, at efterlade sko og jakke på arbejdet. Det fylder og vejer for meget, og bliver derfor taget med hjem en anden dag. Lige meget, hvor meget du vælger at løbe med, så er det alt afgørende at rygsækken sidder godt på din ryg. Det er træls, at løbe med en rygsæk, som hopper fra side til side på ryggen – måske endda det gør ondt i ryggen eller giver gnavesår. Min rygsæk har perfekt pasform til at løbe med. Den kan strammes ind på maven og ved brystet. Det gør, at rygsækken sidder godt tæt på ryggen.
  2. Kom i gang i sommerhalvåret
    Sol og sommer er ofte mest motiverende, når det gælder om at komme i gang med udendørs sport og aktiviteter. Det er tidligt lyst og sent mørkt. Hvilket giver god energi til løbeturen. Jeg startede i august, og kunne godt mærke, at det var svært at komme i løbeskoene når det var mørkt, koldt og der lå sne. Så trak fitness medlemskabet (desværre) mere. Samtidig kan det også kræve noget mere praktisk koordinering, når man fra morgenstunden er iført stor vinterjakke og store vinterstøvler, og hvordan man så lige får koordineret sin løbetur hjem, og om man kan undvære jakke og støvler til dagen efter.
  3. Øvelse gør mester
    Da jeg startede med at pendlerløbe hjem fra arbejde, fik jeg enormt ondt i mine knæ. Min rute er 11 km på asfalt. Og det var flere år siden, at jeg sidst havde løbet (så) langt på asfalt. Med tiden har knæene vænnet sig til ruten og den hårde asfalt. Samtidig skulle jeg vænne mig til, at løbe med rygsæk. Tidligere havde jeg enkelte gange – i forbindelse med adventure race og trailløb – løbet med en lille rygsæk – ofte kun med en vanddunk i. Med tiden tilvant jeg mig, ved at der var lidt ekstra kilo at slæbe på.
  4. Hav (nogenlunde) en fast pendlerløbe dag
    Gør op med dig selv, hvilken dag passer bedst i løbet af ugen i forhold til andre gøremål? I forhold til anden ugentlig (løbe)træning? Klubtræning? Konkurrencer? Det hjælper mig meget, at have en (nogenlunde) fast dag(e) om ugen, hvor jeg kan planlægge, at jeg løber hjem fra arbejde. Mine yndlings dage er fredag og mandag. Fredag, da det ellers er svært at finde tid til træning denne dag og så er det bare super dejligt at løbe weekenden i møde. Mandag, da det passer godt ind i min (ellers ret løse) træningskalender.
  5. Planlæg ruten inden du løber afsted
    Det kan godt være, at du ikke kan løbe den samme rute, som du kører i bil eller transporterer dig på anden vis. Tjek derfor ud på et kort inden, hvilken rute du kan løbe. Måske du også kan tilpasse turen, så du kommer igennem noget skov, park eller andet smukt på din løbetur. Jeg løber den samme rute, som jeg cykler. Men varierer nogle dage ruten, så jeg løber lidt længere og ser noget nyt på min vej. For mig er min rute på 11 km perfekt længde. Det er ikke for kort og heller ikke for langt. Men måske, at du har længere hjem fra arbejde, og må kombinere løbeturen med tog eller bus, noget af vejen. Har du til gengæld ”for kort” vej hjem, så kan du evt. løbe en længere rute, så du får de antal kilometer, som du ønsker.
  6. Det velfortjente bad
    Efter en løbetur trænger vi vidst alle til et bad. Det smarte ved, at løbe hjem fra arbejde, er, at der står et varmt bad og venter på én. Vælger du, at løbe til arbejde eller andre aktiviteter, kan det nok godt kræve lidt koordinering i forhold til bad.

    Camilla Bergmann - løber til arbejde. Den ultimative guide: transporttid til løbetræning

    Home Sweet Home. Efter 11 km løb hjem fra arbejde.

Husk, jo hurtigere du løber hjem fra arbejde – jo, hurtigere kan du komme hjem og lægge på sofaen med din yndlings serie i flimmerkassen.

God transport-træning!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Vejen mod Marathon Des Sables 2017

“Jeg deltager i verdens hårdeste løb, for at få andet end et eventyr. Jeg deltager for at finde ud af, om jeg er så stærk, som jeg tror jeg er…også når jeg ikke behøver at være det!”

Valget var ikke særligt svært, for det jeg ved, jeg vil opnå, betyder langt mere end det år der bliver taget ud af kalenderen, for at blive klar. Klar til verdens hårdeste løb, eller det siger de i hvertfald, Marathon Des Sables 2017. 250 km gennem den hede ørken i Marokko.

“mor jeg har altså besluttet ikke at støtte dig! det kan jeg simpelthen ikke, da du kan risikere at komme til skade” datteren på 9 år.

“fedt! bare du er klar over at jeg skal med og ligge ved poolen i mens du løber” datteren på 18 år

“jeg skal fandme ikke træne med dig!” sønnen på 15 år

” jeg løber med dig skat” manden!!

Jeg er klar! ikke fysisk klar og heller ikke mentalt klar, men klar på at gøre den indsats der skal til. Jeg er klar til at måtte undvære min cola, mine hygge stunder med benene op og samværet med skønne mennesker, når jeg har lyst. Jeg lever en hverdag hvor spontanitet vægtes højt. Er jeg klar til at måtte undvære den, i det omfang jeg plejer at have den? det ved jeg ikke! men jeg vil forsøge.

På nuværende tidspunkt er tankerne mange. Der er kost der skal sættes i system, familien der skal forberedes på mine mange timer i løbesko, træningsprogrammer, styrkeprogrammer der ikke finder sted i et fitnesscenter og ikke mindst troen på at jeg kan. Jeg tror man kalder det struktur! absolut noget jeg skal lære. Jeg er nemlig den type, der tror jeg kan det hele i sidste øjeblik og at det nok skal gå.

Normalt løber jeg for at få følelsen af frihed gennem sporet i skoven, der befinder sig i min baghave. Jeg løber for at opnå ro og for at blive glad i låget. Jeg løber for det det gør ved mig. Jeg løber når jeg har lyst og lader vær når jeg ikke har. Den går ikke længer. Jeg skal lære at løbe fordi jeg skal og ikke kun når jeg har lyst. Denne omvæltning vil uden tvivl give mig et andet syn, på det at løbe trail og et andet syn på mig selv ikke mindst.

Jeg vil over det næste år skrive indlæg om vejen mod og min træning op til MDS 2017 og jeg glæder mig til at dele det med dig. – og får du lyst, skal du være velkommen til at løbe med en tur i skoven!

 

 

Flere af mine bedste løbetips (del 2)

Om at komme afsted – selvom jeg virkelig ikke gider!

Imorgen løber mange af jer sikkert Copenhagen Marathon. Her kommer lidt løbetips til os, der nogle gange kæmper lidt med bare at komme ud af døren 🙂

Her kommer en ny række af mine bedste tips til at komme afsted, selvom jeg ikke gider. Første del finder du her.
DSC_4417

5) Med musik/radio

Det lyder som noget fra 80’erne, men et miks at den bedste musik (med lidt beat i…), kan altså gøre løbeturen lidt hyggeligere. Mads & Monopolet er sommetider også lige det, der skal til – eller en fantastisk podcast fra P6. Tankerne flyver, og jeg lytter istedet til det, der bliver sagt. Bonustip: jeg tager rent faktisk fiduserne ud af ørene, når jeg skal over vejen, så fokus er på trafikken. Og (dette kommer som en overraskelse for alle, der kender mig) så elsker jeg altså også at løbe til Tour de France. Det er mega underligt, for jeg hader egentlig principielt det meste sport – men det der med at løbe til en god spurt eller et massestyrt – det holder sært nok altid! Jeg kan glæde mig hele dagen til at skulle afsted og l lytte til noget godt!

 

6) Løb uden musik

Nogle gange er det bedst uden musik. Det er bedst, at man kan høre sine skridt. Er der flow? Løber man ujævnt? Slæber fødderne for meget? Hiver man for meget efter vejret? Man er til stede i sit løb på en anden måde, hvis man lytter til, hvordan kroppen arbejder. Dette har også gjort en stor forskel for mig i perioder, hvor jeg egentlig var kørt lidt død i at løbe generelt. På sådan en “jeg-mærker-efter-i-min-krop-tur” handler der nemlig hverken og tempo eller distance. Kun om at lytte og mærke.

DSC_4240

7) Løb en ny vej

Prøv noget nyt – løb en ny vej! Måske har du hørt, at der er åbnet en ny fed butik et sted – så løb hen og vinduesshoppe der. Eller løb til biblioteket med den bog, du alligevel skal have afleveret. Eller løb gennem et kvarter eller en park, du ikke kender så godt. Det er skønt med lidt nyt at kigge på!

 

8) Løb efter puls

Hechmann-metoder, fedtforbrændings-metoder og jeg-skal-komme-efter-dig er altsammen vældigt populært. Selv har jeg stadig svært ved at fatte, hvordan man skulle kunne blive hurtigere af at løbe langsommere – men det er en anden snak. En ting, der kan inspirere mig til at lege lidt med mit løb, er indimellem at løbe efter min puls. Jeg ved ikke en dyt om det med at løbe efter puls eller at træne fedtforbrænding, men en veninde fortalte mig engang, at hun havde prøvet at løbe efter en eller anden amerikansk udgave af Hechmann. Her går formlen på at løbe efter puls 180 minus ens alder. Selvom jeg på ingen måder er hurtigt, er det et absolut snegletempo for mig! Og det er ret sjovt at koncentrere sig om at holde sin puls nede – nogle gange endda så sjovt, at man helt glemmer at man rigtig ikke gad afsted.

DSC_4243 (2)

9) Løb runder

En gang imellem har jeg også held med at løbe runder i min lokale park. Den er virkelig ikke ret stor, men faktisk har jeg løbet op til 15 km der! Nogle gange bliver det mere overskueligt, hvis man ikke skal ret langt væk hjemmefra. Over på den anden side af vejen – det kan jeg altid lige klare. Så jeg løber runder. Typisk 4 runder af forskellig længde. 4 runder fordi den første er nem nok. Den anden er også ok. Den tredie er virkelig skod. Men så er man jo snart færdig, og det ville være virkelig dumt ikke at løbe den sidste runde også…. Runderne er af forskellig længde, men aldrig over 1 km. Så bliver det for uoverskueligt. Og jeg veksler mellem helt korte runder af 200-250 meter og runder af ca. 800 meter. Altid 4 af slagsen inden jeg finder en ny runde. Og pludselig har jeg alligevel løbet en god tur.

DSC_4245

10) Bliv hjemme

Let’s face it. Nogle gange skal man bare blive hjemme! Jeg er af den faste overbevisning, at det skal være sjovt at løbe. Hvorfor i alverden skulle man ellers gøre det. Så hvis jeg har været alle ovenstående “tricks” igennem, og jeg stadig kun tænker på at pjække – så er der nok en grund til det. Indrømmet; i alle mine år som løber er jeg vist kun nået hertil 2 gange. Den ene gang var jeg lige blevet fyret og den anden gang var en smuk sommeraften, hvor vi istedet tog ned og badede. Og det skal der også være plads til – livet er jo meget andet end løb!

 

11) Hold en løbepause

Sommetider har jeg – modsat hvad mange vist tror – bare slet ikke lyst til at løbe i en længere periode. Det sker ikke tit, men i perioder er det bare ikke det bedste, jeg ved. Jeg tror, det også er min krop, der fortæller mig, at nu er den træt. Så holder jeg en pause. Ikke en lang pause, men måske beslutter jeg, at jeg løber mine faste ture i 3 uger, og så holder jeg helt fri en uge. I de tre uger jeg løber, glæder jeg mig som en vanvittig til min friuge!!! En uge helt uden løb er dog meget for mig, så ved ugens udgang er jeg i den grad klar til at komme igang igen!

MOTIVATION OG LØBEGLÆDE – vend ydre motivation til indre motivation

For tre ugers tid siden gennemførte jeg mit 6. ultra trailløb – Julsø Ultra – en temmelig bakket tur på 58 km og 1400 HM ved Himmelbjergegnen.

Et par dage efter blev jeg ATTER EN GANG spurgt:

”Hvorfor gør du det? Er der virkelig nogen, der hvis de nu skal være helt ærlige holder af at løbe ultraløb? Er det ikke mest for at være smart og få opmærksomhed på de sociale medier?”

Jeg lagde hånden på hjertet og svarede, at jeg HELT ÆRLIGT ikke tror, at man kan fake sin begejstring for ultraløb. Hvis ikke man virkelig elsker et eller andet ved den slags løb, så kommer man simpelthen ikke igennem løbet. Det er for hårdt både fysisk og i særdeleshed mentalt til, at man kan krydse målstregen ene og alene med smart-faktor som drivmiddel.

13211107_10207892469482402_430184122_o

 

MEN HVAD ER DET SÅ DER DRIVER VÆRKET?

Det kan jeg med sikkerhed ikke svare entydigt på, for en ting er til gengæld sikkert – det er ganske individuelt, og der kan være mange faktorer på spil. Men fællesnævneren for alle må være en eller anden form for motivation.

Ordet motivation stammer fra det latinske ”movere”, og betyder at bevæge eller flytte. Motivation er altså et begreb, der beskriver den drivkraft, som får mennesker til at handle, som de gør.

Der findes et hav af motivationsteorier baseret på adskillige studier fra tidernes morgen og frem til nu. Nogle handler om tilfredsstillelse af menneskets lyster og behov, mens andre er mere procesorienterede og tager udgangspunkt i forventning, målsætning, belønning eller balance.

Jeg er egentlig, for at sætte det lidt på spidsen, fløjtende ligeglad med, hvad teorierne hedder og hvem, der har udviklet dem. Jeg er mest optaget af de to motivationskoncepter:

Indre og ydre motivation.                                                      

Fordi netop de er afgørende for, om man oplever glæde ved det, man foretager sig – hvilket i det her tilfælde er løb.

13214553_10207892469722408_788381188_o

 

INDRE OG YDRE MOTIVATION

Indre motivation refererer til den motivation, der er forbundet med en naturlig lyst, interesse eller nysgerrighed. Indre motivation er kendetegnet ved, at den er drevet af glæden ved en aktivitet frem for udefra kommende konsekvenser som f.eks. en belønning. Man løber så at sige for løbets egen skyld og den glæde, man finder ved at løbe.

Ydre motivation baseres derimod på resultater uden for selve det at løbe såsom belønning, evaluering og andres meninger. Man løber med andre ord for at opnå et eller andet udfald.

Nogle vil måske så påstå, at løbere, der deltager i konkurrencer udelukkende er drevet at ydre motivation. Det er jeg så direkte uenig i, indre og ydre motivation behøver ikke at udelukke hinanden.

Jo bevares, konkurrence er generelt ydre, fordi det opfordrer udøveren til at vinde og slå andre. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan glædes ved de indre gevinster ved løbet.

Der hvor jeg synes, indre og ydre motivation bliver betydningsfuld, er i forhold til:

Løbere der indimellem bøvler lidt med motivationen – og hvem gør ikke det?

Det kan både være nye løbere, der gerne vil have gang i regelmæssige løbeture eller øvede løbere, der ønsker at holde fast i daglige løbeture. Det kan såmænd også være konkurrenceløbere, der simpelthen pludselig føler sig demotiverede.

For hvis du gerne vil bevare gejsten og motivationen for at løbe, er det altså afgørende, at du føler glæde ved at løbe, ellers bliver det op ad bakke at holde fast i en god løberutine.
13199582_10207892469362399_1270836826_o13223540_10207892469442401_1116707055_o

 

NÅR KRAV OVERSTIGER LYST – FORSVINDER GLÆDEN

Hvis det at løbe mere bliver en pligt, noget du skal, end noget du har lyst til, så begynder du at miste glæden og rende ind i motivationsproblemer. Det er ikke sikkert, du opdager, at du er på vej ud i et mere kravfyldt frem for lystbetonet forhold til dit løb.

Mangel på lyst til at løbe kan godt komme snigende ad bagvejen – især hvis du alligevel formår at komme i skoene. Og så pludselig en dag står du der, hvor du ganske enkelt ikke gider løbe mere – og det er ærgerligt at nå til det punkt. Du skal stoppe op og snøre skoene lidt anderledes, inden du når dertil!

Hvordan opdager du så om det er krav eller lyst, der driver dig?

En tommelfingerregel – hold øje med de små ord ”burde” og ”skal”.

Vær opmærksom, hvis du tager dig selv i at tænke i fraser som:

”Jeg burde løbe en tur i stedet for at ligge i sofaen” eller ”Jeg skal ud at løbe i dag”.

Aktiviteter, der er forbundet med ”burde” eller ”skal”, lugter langt væk af krav, du stiller til dig selv. Prøv lige engang at holde dem op imod ”har lyst til” og ”vil”, så lyder sætningerne pludselig mere som noget, du vælger i stedet for at pådutte dig selv:

”Jeg har lyst til at løbe en tur i stedet for at ligge i sofaen” og ”jeg vil ud at løbe i dag” .

Hvordan bevarer du så lysten?

Det gør du ved at blive bevidst om, hvad det er ved løb, der lige netop driver værket for dig. Hvad er det, der gør dig glad, hvad får du ud af at løbe?

Hvis svaret tager form af en ydre motivation, så prøv at omformulere det til en indre motivationsfaktor. Lad mig komme med et par konkrete eksempler:

”Jeg løber for at tabe mig og blive mere attraktiv” → ”Jeg løber for at tabe mig og få et bedre helbred”

”Jeg løber for ikke at virke doven” → ”Jeg løber fordi, det giver mig mere energi i hverdagen”

”Jeg får selvtillid af at løbe, fordi andre synes jeg er god til det” → “Jeg får selvtillid af at løbe, fordi jeg føler mig kompetent, når jeg klarer en udfordring”

”Jeg løber for at gøre mig fortjent til en kage til aftenkaffen” → “jeg løber så jeg kan nyde min kage til aftenkaffen”
13225212_10207892469922413_1868694345_o

 

SKAL JEG SÅ ALDRIG LØBE, NÅR JEG IKKE LIGE HAR LYST?

Nu spørger du sikkert dig selv, om jeg så aldrig nogensinde løber, når jeg ikke har lyst.

Jo, gu gør jeg da det. Men jeg gør det ikke, fordi jeg burde. Jeg gør det fordi, jeg ved, at det er, når jeg har aller mindst lyst til at løbe, at jeg har aller mest behov for det. Når jeg har mindst lyst, er det som regel når energiniveauet er i bund, fordi jeg er udfordret af andre ting i mit liv.

Hvis jeg får hevet mig selv op og løber en tur, så får jeg netop den nødvendige energi til at tage kampen op med de udfordringer, der dræner mig. Det ved jeg, og derfor ender det som regel med, at jeg gerne vil løbe en tur, selv om jeg ikke har lyst. Jeg ved godt det lyder selvmodsigende. Men det bunder i, at jeg får vendt den ydre motivation til en indre:

”Jeg orker egentlig ikke løbe med alt det, der foregår lige nu, men jeg gør det, fordi jeg skal passe min træning” → ”Jeg orker egentlig ikke løbe med alt det, der foregår lige nu, men jeg vil gerne, fordi det giver mig et nyt syn på tingene og energi til at håndtere udfordringerne.”

Garnnøglen kommer på plads i hovedet.

Jeg plejer at sige, at jeg løber ud med en filtret garnnøgle med knuder til højre og løkker til venstre. I løbet af turen filtres de ud og ruller sig lige så langsomt op, så jeg vender hjem med en fin rund kugle af garn.

Slutteligt vil jeg sige, at det da er helt ok at løbe nogle ture, der mest føles som ”burde”-ture indimellem. Så længe vægtskålen ikke begynder at tippe i retningen af, at de fleste ture er pligt og glædeskurven aftagende.

Kommer du dertil, er det måske værd at tage en pause fra løb i en periode og holde dig fysisk aktiv med andre former for motion, indtil kærligheden til løb igen blomstrer op.

Løbere er også mennesker, og vi spæner uundgåeligt ind i ups and downs fra tid til anden. Vær i det, anerkend din manglende motivation, respekter den og lyt til den frem for at kaste dig ud i det ene pligt-løb efter det andet.

–  Så skal motivationen nok dukke op igen, når du er parat –

13210994_10207892469642406_1164624163_o

 

 

Eventyret der hed Speed Trail Barcelona

Tres – dos – uno:

 Glitter overalt og så afsted!

“Hende der går mod startfeltet nu, det må jeg nok også hellere” og “Nu giver de den godt gas på trommerne, så starter vi nok snart” var  således jeg ræsonnerede mig frem til startlinjen og ud på mit første bjergløb:Ultra Trail de Barcelona.

Det hele startede dengang jeg …

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

For god ordens skyld begynder vi lige lidt inden startskuddet gik. Mere præcist til et utrolig motiverende foredrag med Emelie Forsberg afholdt af Salomon Trail Academy torsdagen forinde løbet (løbet gik lørdag). Udover den åbenlyse motivation det giver at høre en så garvet trailløbers historie, fangede følgende gode råd min opmærksomhed:

  1. Løbeglæden er altid det vigtigste
  2. For at løbe mest effektivt nedad, gælder det at minimere tiden din fod er på jorden, for at minimere stødet igennem kroppen. Det vil sige: bare giv los

Dette var den perfekte optakt til løbet, og efter at have nydt nogle lækre kanelböller og en kort nats søvn kunne vi vende snuden mod Barcelona.

 CPH–>BCN

I Barcelona satte vi (min kæreste og jeg) kursen mod den lille by Begues hvor løbet afgik fra dagen efter. Da vi kom frem viste byen ingen tegn på, at der snart skulle storme 2000 løbere igennem de små gader, og pladsen hvor start og mål skulle være var blot et hyggeligt caféområde. Vi overnattede hos en lokal familie med både hund og hest, som virkelig tog sig godt af os.

Lørdag var løbsdag og vi startede morgenen med en god gang frosties med chokolademüsli og kage – så var depoterne fyldt op og klar. Den hyggelige caféområde var over natten forvandlet til et stort start og målområde fyldt med entusiastiske løbere. Da starten til både ultra(100k), lang(70k) og maraton var gået da jeg ankom, var der allerede konfetti i startområdet, hvilket gav en rigtig hyggelig stemning.

Lad eventyret begynde!

Tres – Dos – Uno” og så afsted til lyden af trommer og med glitter om ørene igennem de små gader i den lille spanske by og ud mod bjergene! Min distance på 21 km bød på den lille sum af 1000 højdemeter(svarende til næsten 7 gange op ad Himmelbjerget) så naturligt nok ramte vi temmelig hurtigt bjergene. Og derfra var turen intet mindre end fantastisk! Stejle bjergsider med tæt krat der bestiges i tåge efterfulgt af åbne singletracks med et drys af sten og en udsigt man ikke kan få nok af.

Kurvebilledet var også meget varierende og bød på en masse fede nedløb, hvor netop taktikken med at give slip kom til sin ret. Det blev dog vanskeligere i slutningen af løbet, da jeg tydeligt kunne mærke min storetånegl løsne sig – et udfald jeg var helt forberedt på, men som krævede lidt ekstra energi at ignorere i nedløbet.

Den sidste del snoede sig endnu engang igennem de små gader, som fortsat var fyldt med heppende mennesker og stor glæde, og afsluttende med en tur på den røde løber hvor medaljen blev lagt om halsen. En helt igennem fantastisk oplevelse!

Den nørdede evaluering

Vejret var godt til en vikingtype som mig, der løber bedst i skybrud og 10 grader frem for høj sol og 25 grader. Det bød på overskyet og 12 gader ved start, men blev lidt varmere ud over dagen og solen kiggede da også frem en enkelt gang eller to. Med det sagt, så er 12 grader i Barcelona noget anerledes en 12 grader herhjemme, da luftfugtigheden altså giver en noget anderledes følelse af varme. Det betød at jeg havde fået ALT for meget tøj med mig, og løb derfor med både min skaljakke, tynde løbejakke, handsker og buff i rygsækken stort set hele turen – ups. Men om ikke andet var det god træning og mere god erfaring til fremtiden – løbeoplevelsen ændrede det ihvertfald ikke på.

Skoene jeg løb i var mine Salomon Fellraiser(Evalueret på her), som i udgangspunktet er ideelle, men måske en tand for lille. Jeg har tidligere løbet Samsø Maraton i disse sko med samme resultat: jeg mistede mine negle. Optimistisk som jeg er, tænkte jeg at de skulle afprøves igen på en længere distance – nu var mine negle jo blevet pæne igen… Learning by doing – and doing it again hedder det åbenbart for mig, og jeg må vist snart sige jeg har lært lektien og gå på udkig efter en erstatning.

Energimæssigt ramte jeg dog plet med følgende opskrift(jeg løb i 3 timer)

  • Salt tabletter: én før og én under løbet
  • Én gel efter 6 km + cola
  • 1/4 shotblock efter 10 km
  • En kvart nutellamad efter 16 km
  • og selvfølgelig en masse vand.

 

 

 

…Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Således begyndte vi vores miniferie i Barcelona. I dagene efter humpede vi rundt i den fantastiske by som Barcelona er, badet, spiste tapas og drak mojitos – lige som det skal være. Dette er klart et anbefalelsesværdigt oplæg. Selvom der ikke er løb netop i den periode du vil rejse, så besøg Begues og tag op i bjergene og løb på de fedeste singletracks – det ligger kun 30 min fra Barcelona. Afslut dit ophold med en tur i de Arabiske bade i Barcelona – den direkte vej i himlen.

Lidt nyttige links:

Så er der ikke andet at sige end: god tur til Barcelona 🐾