Indlæg

,

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben – The Movie

Så kom den.

Filmen I alle har ventet på.

IMG_2561

 

Dette indlæg er derfor en opfølgning på mit sidste ved titlen “Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben”.

Dette er nemlig filmen bag indlægget.

Herunder er linket til filmen samt et link til “historien”.

Selve “historien”: http://runningblogs.dk/krigskorrespodent-i-sibirien-med-skarptladte-vaaben/

Filmen: https://youtu.be/i7R-Oj7-el0

 

Denne film kan desværre ikke ses på mobiltelefoner – uanset mærke eller styresystem – ej heller på ipads eller lignende.

Dette er ikke noget jeg har bestemt eller indstillet den til.

Men er besluttet af youtube.

Dog virker den perfekt almindelige computere.

Her kan de også nydes på en stor skærm 🙂

 

God fornøjelse.

Og smid gerne en kommentar herunder.

 

Her kan du se de andre film jeg har lavet.

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.00 Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.13

 

TheGeekRunnerwhite

 

,

Running Free – video

Running Free er en kort video med billeder fra forskellige trails omkring i Danmark, blandt andet Bornholm, Marselisborgskoven i Aarhus og nationalparken i Thy. Formålet med videoen er blot at motivere og underholde – Enjoy (:

   Running Free – video   

En familiefars dilemmaer

Når jeg løber marathon, tager det som regel omkring de 4 timer. Jeg bor i Horsens, og har som oftest mindst en times kørsel til nærmeste løb. Når jeg skal af sted, er det sommetider med en vished om, at min bedre halvdel står med tre unger mellem 1 og 7 år alene. Ikke at det er noget hun nævner, for hun er egentlig ret fleksibel i forhold til at lade mig komme af sted. Så med hendes velvilje, lykkedes det mig sidste år at få løbet omkring 2000 km, hvilket trods alt lander på lige i underkanten af de 40 km om ugen, som er det jeg gerne vil ramme.

For én ting er at få struktureret en weekend, hvor jeg skal ud og løbe. En anden ting er at motivere sig selv til at få løbet en mørk torsdag aften i regnvejr, med visheden om vasketøj, madpakker og andet der følger med at have små børn. For jeg har flere gange, specielt i de kolde vintermåneder mens det er rigtig mørkt, haft svært ved at komme af sted, og er i stedet endt i sofaen med en gang Netflix og vasketøj. Tre uger med 20 km om ugen, har det dog på forunderlig vis med at bide mig i røven, når jeg så vælger at skulle løbe 42km i den fjerde. Men nogle gange må man lære det på den hårde måde, og smerte kan åbenbart godt være en motivationsfaktor for nogle.

Med denne blog vil jeg forsøge, at skitsere nogle af de dilemmaer jeg render ind i, i mit forsøg på at få løbet det jeg gerne vil og samtidig kunne nyde min familie. Desuden håber jeg, bloggen kan være et redskab der kan motivere mig til at komme af sted, selv når vejret er mindre spændende.

Derudover vil jeg i næste indlæg komme med en beretning om, hvordan jeg kom i gang med løb og om min oplevelse af fællesskabet omkring løb.

Mål for året:

Samlet antal km: Jeg vil gerne runde de 2000 km i år, hvilket jeg lige netop missede sidste år.

Løb: Sidste år var mit første hele år med marathon, og jeg fik løbet 12. Det antal skal også, som minimum, rammes i år.

Indtil videre har jeg løbet Dr. Nielsens vinterhygge marathon og Rydså “Matador” marathon i år. Næste løb i kalenderen er Fruens Bøge d. 28/3, men nu må vi se hvilke muligheder der byder sig.

Jeg hader at blive forpustet!

Virkelig.

 

Jeg kan ikke fordrage, når det dunker i tindingerne, og jeg kan mærke pulsen i halsen. Løb op ad bakke er det rene mareridt. Jeg kan heller ikke lide at løbe ned ad bakke. Jeg bryder mig ikke om fornemmelsen af, at min ben løber hurtigere, end de egentlig kan. Jeg vil helst bare løbe ligeud. På gode dage. Jeg kan ikke lide de dage, hvor mine ben er tunge som bly. Og det eneste gode ved intervalløb er, at det er relativt hurtigt overstået. Jeg kan ikke fordrage at presse mig selv op i et tempo, der slet, slet ikke føles naturligt! Modvind er heller ikke lige mig. Der er noget fundamentalt naturstridigt over at kæmpe sig afsted i en skarp vind, der heller vil have dig den anden vej. Og måske er det endda lidt farligt. Man kunne jo få en gren eller en tagsten i hovedet?

 

Egentlig kan jeg godt lide at løbe i regnvejr. Jeg kan godt nok ikke lide at blive våd. Men fordelen ved regnvejr er, at der ikke er ret mange andre løbere – eller cyklister – ude. Jeg kan nemlig bedst lide at løbe på asfalt. Cykelstier. Ligeud. Alene. I medvind. I mit eget tempo.

 

Hvordan pokker kommer jeg så egentlig afsted, så ofte som jeg gør? Og det er ikke altid vindstile. Cykelstierne er ikke altid tomme, og der er mange bakker i Aarhus. Hvad er det så, der gør mig til løber? Hvorfor er det, jeg kommer afsted – dag efter dag i al slags vejr og på alle tidspunkter af året?

2013-09-16 10.55.03

Her kommer derfor mine bedste tips til at komme afsted – selvom jeg virkelig ikke gider (del 1)

1) Hvad er alternativet?

Jeg sidder ved bordet på arbejdet – på den stol jeg har siddet på hele dagen – og stirrer ud af vinduet. Det regner. Og blæser sikkert også. Det er ved at blive mørkt. Arh, tænker jeg. Idag er dagen, hvor jeg springer over. Jeg løber jo kun for min egen skyld. Så jeg kan vel pjække, når det passer mig!? Jeg cykler hjem (gennem regnen) og mærker blodet rulle lidt mere, end det har gjort hele dagen. Det føles jo egentlig meget godt. Mine kolde tæer begynder pludselig at give lyd fra sig. Så er det, jeg tænker, hvad alternativet er. Alternativet til løbeturen altså. Det er som oftest at smide mig på sofaen og tænde for tv’et. Men, tænker jeg så, nu ER jeg jo allerede ude, håret ER blevet vådt. Og jeg har jo ikke nogen aftale med nogen – idag var jo en løbedag. Den friske luft føles jo egentlig også meget godt efter en hel dag på kontoret i prut-, kaffe- og printer-os.

Og så cykler jeg hjem og tager løbetøjet på.

 

2) Jeg kan jo bare gå

Scenariet er som ovenfor. Så jeg beslutter, at idag kan jeg bare gå. I hvert fald op ad bakkerne. Eller hvis jeg bare lige bliver træt. Og at 7 km jo faktisk også er rigeligt. Hjem fra arbejde og på med løbetøjet, og jeg tager afsted. Går rask afsted den første kilometer. Og så begynder jeg at kede mig. Ok, tænker jeg. Jeg løber hen til lyskrydset – det her går simpelthen for langsomt. Så går jeg lidt igen – og  begynder at kede mig og sætter igen i løb.  Nogle dage er flowet der lige med det samme. Andre dage bliver jeg forpustet af ingen verdens ting. Og alle de andre løbere ser så lette og upåvirkede ud. Og smarte. Og de er slet ikke gasblå i ansigtet…. Så tænker jeg, at dem, jeg møder, ved jo ikke, hvor langt jeg har løbet. Det KUNNE jo være, at jeg var på sidste fjerdedel af en lang 25 km tur. De ved jo ikke, at det er 7 minutter, siden jeg forlod min gadedør, og at jeg er døden nær af pollenallergi, stillesiddende arbejde, tunge ben, PMS og almindelig ugidelighed. Og så kører det ligesom – og pludselig har jeg alligevel løbet dagens tur.

 

3) Rødvin – altid rødvin!2013-09-16 10.56.41

Som stor fan af rødvin hjælper det altid at udlove et stort glas glimrende rødvin som belønning, når dagens tur er i hus. Det virker – hver gang! Og der ER altså ikke meget, der stikker følelsen af at sidde i sofaen – afløbet, nybadet, med benene oppe og et godt glas rødvin i hånden!

 

En gang imellem tænker jeg vældig meget på det glas rødvin, jeg skal have, når jeg kommer hjem. Og langsomt begynder tankerne at flyde. Væk fra hvor hårdt det er, hvor forpustet jeg er, og hvor tungene benene er og over på dagen, der gik og aftenen, der venter. Over på det, jeg ser. Det jeg hørte. Dét, der lige trænger til at blive vendt en ekstra gang – og uden jeg egentlig rigtig opdager det, kommer flowet ganske langsomt. Mit bedste trick er derfor egentlig at lade være med at tænke for meget over det, og bare lade benene gøre arbejdet. And if you’re working too hard you’re working too hard.

 

4) Chokolade

Man kan jo altid toppe rødvinsaftalen op med en aftale om chokolade. Faktisk er mørk chokolade jo nærmest medicin, så det burde egentlig være obligatorisk hver dag (og er det stort set også, så ret beset lover jeg mig selv et EKSTRA stykke chokolade) 🙂

 

Fortsættelse følger…..

Løb, Overvægt og Motivation

Løb, Overvægt & Motivation

FørEfterBillede

Hej 🙂

Jeg hedder Caroline, og har lige sat mig ved computeren, for at skrive mit aller første blogoplæg nogensinde. Jeg er netop hjemvendt efter en lille løbetur tur i sneen på 16K, og selvom jeg rigtig gerne vil fortælle jer om mit løb, så vil jeg egentlig aller helst liiiige tage jer med heeeeelt tilbage til starten… Tilbage til dengang hvor løb kun var noget jeg gjorde, når jeg skulle nå bussen 😉

Januar 2005..

Jeg husker den måned så tydeligt, jeg var nemlig ikke langt fra at blive student, og skulle til at finde ud af hvad jeg så skulle med mit liv. Jeg har altid været meget rejselysten, og elsker at være i luften, så jeg begyndte at undersøge kravene for at uddanne sig som stewardesse. Jeg fik tjekket adgangskravene, og lever egentlig op til de fleste, dog er der et krav som rammer mig. Man skulle nemlig kunne definere sig selv som normalvægtig.. Hmm, johhh vidst, jeg var måske kommet mig en smule mit sidste år på HF, og jahh, jeg var begyndt at dække mig til i Michaels store trøjer, men jeg vidste jo reelt ikke hvad jeg vejede.. Når jeg sådan lige tænkte mig om var jeg jo nok egentlig også begyndt at få ondt i knæene, og havde svært ved at binde mine snørrebånd.. HMMM.. Var jeg normaltvægtig?? Følte jeg mig som normalvægtig?? Argh, der måtte jeg nok erkende at jeg bestemt ikke følte mig særlig yndefuld, når jeg gik rundt i mine xxl trøjer fra Only & Vero Moda, eller mine nyindkøbte cowboy bukser i str 46.. (tøj sidder bare pænere på ginen så!!!!) Hmm.. Det der stewardesse noget måtte jo så kræve et mindre (MINDRE) vægttab.

Så den efterfølgende mandag tog jeg ned på holbæk vandrerhjem, for at starte op hos vægtkonsulenterne. Jeg havde ikke været på en vægt i flere år, og det var med hænderne for øjnene at jeg steg op på vægten.. Jeg følte mig egentlig klar til min livsstilændring, men at skulle sætte tal på min krop, det var jeg ikke klar til.. Og da vægten sagde 100,4 kilo, der følte jeg det, som om jeg fik et hårdt slag i hovedet, og al luften røg ud af mig.. Jeg fik lidt tårer i øjnene, og den rare dame der vejede mig gav mig et klem på armen, og sagde at det var jo derfor jeg var der… (I mit hoved skulle jeg jo egentlig kun smide et par kilo).

Da jeg lige havde slugt kamelen, og kommet mig over skuffelsen af mig selv, blev jeg bare rigtig vred. Vred på mig selv over at jeg havde givet mig selv lov til at mishandle min krop på den måde. Jeg tænkte på Michael, som jeg havde været kærester med i 3 år på det tidspunkt, og tænkte hvordan han dog kunne elske mig, når jeg så absolut ikke elskede mig selv.. Jeg fik skrevet min vægt i en lille bog, som jeg skulle medbringe til hver vejning. Den blev pænt holdt lukket og hverken Michael, min bedste veninde eller noget af min familie fik lov til at kigge i den.. Der var INGEN der skulle kende til mit hemmelige tal..

Og fra den dag af, besluttede jeg mig at det var sidste gang jeg NOGENSINDE skulle betegnes som værende overvægtig. Da jeg kom hjem, med min fine opskriftsbog, madplan, og motivation, snørrede jeg snørrebåndene på mine ret så støvede løbesko, og gik mig en laaaaaaang tur med hunden. Løbe kunne jeg ikke, det ville ha dræbt mine knæ.

De der løbere..

Jeg blev overhalet af en løber på turen. Sån en irriterende type, der så virkelig glad ud ved det der løb.. Sån en løber man bare kunne se på, elskede at løbe. Sån en jeg førhen havde kigget på i bussen og tænkt ”hvilke mennesker løber frivilligt i minus 10 graders varme, og med sne op til knæerne?? Det er for mærkeligt, meget underlig type”. Men nu mærkede jeg et stik af misundelse.. Misundelse over den livsenergi der så klart strålede ud af ham. Og der besluttede jeg, at jeg en dag skulle være ham, det skulle være mig der trodsede vind og vejr, mig der løb i sneen fordi jeg elskede det, og ikke fordi det var tvang.. Men jeg vidste at det ville betyde et kæmpe vægttab fra min side, samt opbakning fra især min bedre halvdel..

11 år efter

Og nu sidder jeg her, 11 år senere, hjemvendt med våde fusser, fordi jeg jokkede ned i en semifrossen vandpyt, som mest af alt føltes som slush-ice omkring tæerne. Pænt kolde lår, og næsebor der frøs sammen, hver gang jeg trak vejret ind, MEN med dejligt røde kinder og den der ARHHHHHHH fornemmelse, som kun vi løbere kender til.. Nogle mener jeg er sindssyg, andre mener jeg er den der vildt underlige type, som de er trætte af at følge på insta og fb, fordi de eneste opdateringer handler om løb.. Men jeg… JEG HAR DET BARE HELT IGENNEM FANTASTISK <3 (på trods af verdens grimmeste refleksvest)

IMG_1402

 

 

YES, jeg fik knækket koden til træning i ”mørketiden”: I am Born to Run!

Jeg havde virkelig gruet for, hvordan jeg skulle komme igennem november og december i ordentlig form. Jeg har lagt fra de bedste erfaring med at holde træningen ved lige i efteråret. Faktisk var det aldrig tidligere lykkedes for mig.

Så i år havde jeg lagt en plan: Tænk nu for pokker positivt og kom afsted på de dér træningsture! Hvor svært kan det være?? Med en skøn skøn solskinsfuld træningstur i Avoriaz i starten af november (se tidligere blogindlæg) var jeg helt klar på, at den kunne jeg da sagtens klare. Men jeg blev en del klogere, før det vendte og jeg fik knækket koden til at finde motivationen, glæden og ikke mindst overskuddet til at få trænet som jeg gerne ville.

Endnu en pandelampetur.

Endnu en pandelampetur.

Overskud til træning – eller mangel på samme – og prioritering af tid

Man kan meget med positive tanker, men man kan ikke finde mere end 24 timer pr. døgn. Og hvem dulen har lige fundet på, at man, oven i arbejde, unger, træning, et behov for at sove mindst 10-12 timer i døgnet (sådan føltes det i det mindste), har overskud til at mødes i den ene lad-og-sidde-sammen-og-jule-hygge-stund efter den anden? Personligt synes jeg ikke lige, at det er det bedste tidspunkt på året, at have overskud til at presse mere ind i sin hverdag, så jeg indså ret hurtigt: Jeg bliver simpelthen nød til at prioritere min tid benhårdt. Så jeg måtte finde noget at vælge fra:

  • Søvn. Jeg har bare et større søvnbehov om efteråret, og hvis det ikke passes, fungerer det hverken ordentligt på arbejde, med ungerne, eller med træningen, og jeg bliver i et rigtig træls humør. Og så er det også noget om, at manglende søvn i længere perioder kan betyde noget for udvikling af demens senere hen i livet. Så søvn var altså ikke noget, jeg ville skære ned på.
  • Tid med ungerne var også no-go.
  • Arbejdet var heller ikke en mulighed.

Så det efterlod knapperne ”træning” og ”alt det der julehyggehalløj”. Og her vandt min vedholdenhed og ”folk kan tænke hvad de vil – det føles rigtig for mig”-tankegang. Træningen skulle der IKKE skrues på. Så prisen blev diverse julehyggearrangement og julehyggeting. Så hermed en undskyldning til alle jer som ikke har modtaget julebolcher, julekager, julehilsner, julebesøg, osv. samme grad som tidligere år. Det føltes bare mest rigtig at komme ud og løbe :0).

Men mørket trak nu alligevel tænder ud, og jeg måtte frem med opfindsomheden

Nå, men jeg havde altså fået mine prioritering på plads og nogenlunde afstemt med omgivelserne, men alligevel slog hverdagen hårdt. Det gik ikke mange uger af november, før jeg simpelthen blev røvtræt af at se løbeverdenen igennem lyskeglen af en pandelampe! Jeg bor der, hvor gadelygterne aldrig når ud, og normalt holder jeg meget af at løbe i naturen. Og løb med pandelampe kan give nogle fede og næsten spooky oplevelser, så som at stå foran en oversvømmet sti, uden at kunne se hvor dybt og hvor langt oversvømmelsen rækker. Men når man dag efter dag (weekenden undtaget), kun ser det, der ligger inden for lyskeglen, bliver jeg altså noget umotiveret, og der røg lige lidt ture ind på tabskontoen. Så der måtte tænkes ud af boksen:

Der blev investeret i en løberygsæk, og der blev løbet ind og handle (med bonus, at det sætter en sund begrænsning på mængden af impulskøb) og pendlerløbet til/fra arbejde. Sidstnævnte kastede nogle fede solopgange af sig.

Solopgang over Århus Bugt.

Solopgang over Århus Bugt.

 

Et par arbejdsdage i Nordsjælland, udløste intervaltræning i frokostpausen med en flok seje kollegaer og aftenture i København ad gadelygte- og ikke mindst julebelyste gader.

Frokostintervaller med seje kollegaer.

Frokostintervaller med seje kollegaer.

 

Julelys i København.

Julelys i København.

Og så kan jeg simpelthen ikke få nok af, at opfordre alle i at finde fællesskaber til at løbe med. Jeg fik selskab på en af mine pendlerture, samt ikke mindst på langture i weekenderne. Og jeg må være ærlig: Der er nok et par ture jeg ikke var kommet på, hvis det ikke var for løbeaftaler! :0).

Fra Silkeborg til Ry i skønt selskab.

Fra Silkeborg til Ry i skønt selskab.

Men den største motivationsfaktor, viste sig at komme helt udefra: Running Wild december løbeudfordring, der helt simpelt gik ud på at løbe så mange km i december som muligt (eller bare lige lidt flere end dem der lå nærmest i udfordringen!). I løbet af november gik min optrapning af ugentlige km lidt i stå, men Running Wild udfordringen fik mig til at holde min træningsplan i december. Så den sidste uge i december, toppende jeg med 100 km på en uge!!!! Et mål jeg længe har ville nå :0) YES!

Betydningen af løb

Og så faldt det hele på plads for mig i juleferien. Jeg havde givet mig selv bogen Born to Run af Christopher McDougall, som alle taler så fantastisk om. Men ja-ja – så fantastisk er den vel heller ikke? Det tager jeg så i mig igen.

Aldrig har jeg læst en så motiverende bog, og den er gået lige i hjertet på mig. Den handler jo netop om det, jeg har fokus på: At hver tur skal have en værdi i sig selv, og glæden skal være det styrende. Ikke noget selvopofrende fis, der bare skal få dig til at nå et mål. Som beskrevet i bogen: “No wonder so many people hated running: if you thought it was only a means to an end – an investment in becoming faster, skinnier, richer – then why stick with it if you weren’t getting enough quo for your quid?”.

Nej, det handler jo netop om at være i løbet – være i nuet. Som beskrevet i et citat fra Ann Trason: ”Relax enough, and your body becomes so familiar with the cradle-rocking rhythm that you almost forget you’re moving. And once you break through to that soft half-levitating flow, that’s when the moonlight and champagne show up”.

Fokus

Så missionen med at føle indad og løbe efter lyst og finde glæden i løb er virkelig lykkedes og nu skal fokus holdes og jeg skal huske på, at det handler om glæde til løbet og glæde til livet! I am Born to Run :0).

Og nok også lige lidt fornuft, så jeg får forberedt mig ordentligt til VUMB ULTRA 70+ d. 6-7 februar. (Og ikke et ord til nogen om, at jeg lige nupper ½ maraton 2 uger før VUMB til SILVA Night Owl Trail (SNOT). Med dét race navn, blev jeg bare nød til at deltage :0)).

Vejen til: [indsæt dit mål her]

Nyt år: 2016             Nyt mål: Forbedring

Skotland

Dette er et klassiske oplæg når et nyt år står for døren, om så forbedring indebærer at sætte en PR på yndlingsdistancen, nå nye milepæle på kilometertælleren eller et mere abstrakt mål som at være mere sund og fremme ens velvære.

Mit mål for 2016 at løbe flere kilometer på mange flere fede trails, og dele hele processen med både op – og nedture her på bloggen. Så hvis du står og har sat dig et stort mål forude, så følg endelig og del dine erfaringer også – jo flere bidrag jo bedre.

 

Erfaring, dette år med hjælp fra Getting Things Done(Mere info), viser at et mål bliver nemmere at opnå hvis man stiller sig delmål og underopgaver. Disse underopgaver i sportens verden variere fra person til person og kan både baseres på hvad man motiveres af, samt ting man ser som en nødvendighed at forbedre for at nå sine mål. For mit vedkommende ligger fokus for 2016 følgende 3 steder – fundet med hjælp fra kæreste, veninde og familie i gaverne under juletræet i år.


1: Kost

2014-10-26 21.49.57Dette punkt er egentlig ikke nyt på listen over ønskede forbedringer og 2015 bød da også på et 3 ugers forløb som vegetar for at se effekten på min præstationsevne som løber – dette dog med manglende konklusion for nu. Egentlig er målet meget simpelt, og jeg er sikker på at jeg ikke står alene med dette: At finde det bedst mulige brændstof til min krop og efterfølgende fastholde denne kost. Egentlig et simpelt mål, men åbenbart utrolig svært at nå. Heldigvis kom fornyet motivation da bogen
Eating on the wild side af Jo Robinson(info) lå under juletræet og det bliver en fornøjelse at flytte fokus fra ”Jeg må ikke spise … og …” til ”Hvis jeg spiser…. Og tilbereder …. så kan jeg præstere bedre”. Netop det at flytte fokus som nævnt ovenfor er derfor første delmål for at nå flere kilometer i 2016.

.

.

2: Mentalitet

Nok ikke det hyppigste fokuspunkt på de mange lister over nytårsforsæt, men dog et væsentligt alligevel efter min mening. Det handler om at have den rette mentalitet under de lange distancer og ikke falde i de mange sorte huller som pludselig dukker op når uret Samsø Marathonviser +2 timer. Det er et velkendt fænomen at møde muren både fysisk og psykisk, og svingninger i humøret er svært at undgå når kroppen begynder at sige fra. Her vil det at være forberedt og kunne takle dette på den mest optimale måde bestemt være værd at forbedre sig på.      Der findes flere måder at øve sig på at takle disse sorte huller, et af dem værende at hoppe over, som man lærer ved bitter erfaring efter at være faldt i nok gange til mange lange løb. En anden måde er at lære at kravle hurtigt op igen hvis man ender nede i hullet. Sidstnævnte håber jeg at blive bedre til med tips fra bogen Running with the mind of meditation skrevet af Sakyong Mipham(info). Med min erfaring kombineret med konkrete teknikker håber jeg at kunne styrke mit sind for dermed at kunne presse endnu flere grænser i 2016.


3: Teknik

20150607_071316De seneste  år har tankerne om teknik ofte fulgt ideen om forfodsløb og denne udvikling har jeg fulgt tæt. Det er dog med tiden gået op for mig at der er mere til tekniktræning end blot hvorledes foden placeres i jorden. Netop det at koordinere, finde balancen og have styrken i kroppen til at kunne forbedre løbeøkonomien og dermed evnen til at udholde udmattelse under længere distancer er et punkt med god plads til forbedring i min verden. Det kan dog være svært at praktisere god løbeteknik og derfor er det vigtigt både at have forståelsen for bevægelsen samt konkrete øvelser med i processen, hvilket jeg håber at finde i bogen Den Perfekte Løbeteknik af Thomas Reckmann(anmeldelse fra løberen), som også lå under træet i år. At forbedre teknikken vil ligeledes kunne øge kilometertallet ved at nedsætte mængden af brændstof kroppen har brug for og, hvis jeg er heldig, spare mig for skader i 2016.

 

Godt nytår!      20150822_201122

Dette er altså mine 3 fokuspunkter i jagten på flere kilometer i 2016, inspireret af 3 bøger.
Andre fokuspunkter kunne også være at løbe flere intervaller, komme mere ud i naturen, finde det rigtige løbsoplæg, styrketræne mere eller hvad dit hjerte begærer. En grundlæggende opskrift på succe er dog at målene er opnåelige og inden for rækkevidde, hvilket kan gøres ved research af dit fokuspunkt, enten via bøger, ved at snakke med venner og bekendte eller på nettet. Så find hovedmålet og derefter 3 konkrete områder som der kan arbejdes på for at nå netop dette mål, samt de præcise handlinger du kan foretage dig inden for de 3 områder – og så kan 2016 ellers bare komme an!

Godt nytår og så ses vi på de små trails i 2016   

 

Ups, jeg er på startlisten til Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad skete der lige der? Nu har jeg gjort det igen: Tilmeldt mig noget, jeg ikke er sikker på, at jeg kan gennemføre. Og denne gang er jeg altså virkelig langt fra sikker på, at jeg kan gennemføre! Faktisk ikke en gang sikker på, at jeg kan stille til start på dag 2. Og så har jeg ikke engang forholdt mig til cut-off timer endnu!

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad er Firkløver 50/50 The Real Deal så lige for en størrelse? Jov, Firkløver 50/50 er et ultra trail løb i Kongernes Nordsjælland, som bliver afholdt Pinsedag d. 15 maj 2016. Distancerne er enten 50 mil (ca. 80 km) og 50 km, og jeg tilmeldte mig de 50 mil for nogen tid siden. Jeg vil gerne prøve at løbe længere end de 60 km, jeg løb til Skagen Odde Ultra Trail tilbage i september (se løbsberetning i tidligere blogindlæg: SOUT 2015).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

Så jeg var altså tilmeldt de 50 mil og alt var sådan set fint. Meeeen så var det, at arrangørerne kom op med konceptet: The Real Deal. Forudsat at man gennemfører de 50 mil indenfor tidsgrænsen, kan man lige tage de 50 km dagen efter. Se det er The Real Deal! Og det har jeg tilmeldt mig. Altså, vi tager den lige igen: 15 maj skal jeg løbe ca. 80 km trail og dagen efter skal jeg løbe 50 km af ruten igen. Og dette skal ske indenfor de angivne cut-off tider (som jeg ikke har turdet se på endnu). Jeg dør SÅ meget. Men det bliver med skoene på, det lover jeg!

50 km ruten.

50 km ruten.

Men hvorfor er det så lige at jeg gør sådan noget?

Ja, så hvorfor er det, at jeg tilmelder mig noget, som umiddelbart ikke lige ligger indenfor, hvad jeg kan gennemføre? Altså, jeg har jo aldrig løbet længere end 60 km. Jeg er jo ikke sikker på, at jeg overhoved kan stille til start på 2. dagen. Og hvis jeg kan, er der langt fra garanti for, at jeg kan gennemføre. Og der er jo også en tidsgrænse……….

Men altså – jeg gør det fordi jeg bliver helt høj af det. Jeg bliver helt høj af at gamble, sige F… dét og trykke tilmeldt, plotte det ind i kalenderen og så få en rus / et gys af, at jeg står foran en opgave som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Det er simpelthen en super god motivation for mig i den daglige træning. Det får mig til at føle at træningen netop i dag ikke er lige gyldig, men faktisk gør en forskel.

Og så spiller det også en ganske stor rolle, at jeg nu har noget i løbskalenderen til efter Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB) d. 6-7 februar, så jeg ikke ryger i et ned i et ”hvad nu” hul bagefter. I ved, den dér følelse, der kan komme efter man har nået et mål, og træningen pludselig er ligegyldig. Nu har jeg da sikret mig, at der er mening med i træning, også på den anden side af VUMB :0)

Fascinationen af hvad hjernen kan få kroppen til

Men hvorfor er det, at jeg bliver høj af at stå overfor disse uoverskuelige opgaver? Jeg tror det bunder i en stor fascination af, hvad hjernen kan få kroppen til. Hjernen er vel egentlig indrettet til at beskytte vores kroppe og spare på energien, så det er så fedt, når man kan ”over rule” hjernen og bare fortsætte alligevel. Fortsætte på trods af alle de der tanker omkring ”puha det er hårdt”, ”nej det kan jeg ikke”, ”nu gør det vist også lidt for ondt”, ”jeg må vist hellere restituerer i dag”……….. Som i DR’s udsendelser om Frømandskorpset, hvor de på grundforløbet flytter det mentale hos eleverne hele tiden. Det er jo dybt fascinerende og helt vildt, hvordan eleverne kan blive ved, selvom de mentalt tror de ikke kan mere. (Man kan så diskuterer metoden der bliver brugt, men det bliver ikke i dette forum). Og hvis eleverne kan gennemføre et grundforløb i Frømandskorpset, kan jeg vel også i alt beskedenhed gennemføre træningen op til, og selve The Real Deal, ikk?

Så nu skal jeg bare have flyttet lidt rundt på tingene inde i mit hovedet, så jeg kan være klar når d. 15-16 maj rammer :0)

 

 

Magien ved at iføre sig et par løbesko, kan ingen tage fra mig.

Det var dagen hvor min far for 3 år siden, døde af kræft, men det var også dagen, hvor jeg skulle have svar på, om min datter havde leukæmi.

Min fars død var ikke noget der fyldte, heller ikke i dagen op til. Han havde en god afslutning på livet og vi fik lov til at være en del af det. Men da jeg sad hos lægen, med min ældste datter på 17, og hun blev sendt akut på sygehuset, for at få taget prøver for leukæmi, væltede alle minder, tanker og følelser op igen. Frygten for hvad der ville ske, magtesløshede over ikke at kunne gøre noget, angsten for at skulle miste igen, miste endnu en datter til himlen… Jeg nægtede!!

I de 21 timer vi ventede på svar, var det på ingen måde positive tanker jeg havde. Samtidig var jeg nød til at være stærk. Stærk for min datter og endnu stærkere for mig selv. Som jeg forsøgte at være stærk, blev ophobningen af spændinger og ubehaget i kroppen kun større og større. Jeg kunne ikke holde ud, at være i min krop eller mit hoved. Jeg måtte ud! Jeg måtte i mine løbesko og gennem skoven.

Jeg løb!! Jeg løb uden at se mig tilbage. Jeg løb om kap med frygten for at miste igen, som vinden forsøgte at indhente mig mellem træerne, for at vælte mig omkuld. Stille og roligt kunne jeg mærke spændingerne i kroppe forlod mig. Skoven rummede min frygt og min magtesløshed. For hvert skridt, blev jeg lettere….som om at vingerne fra himlen løftede mig fri. For hvert er skridt kunne jeg begynde at trække vejret igen, jeg kunne mærke min styrke komme tilbage. Op ad bakkerne i skoven tænkte jeg tilbage på styrken jeg fandt, henover fjeldene på Færøerne. Jeg havde lyst til at give op, men fortsatte alligevel. Jeg har lyst til at stikke af, men bliver alligevel. Visheden om at jeg kunne mere end jeg troede, kom mig til gode denne dag. Styrken til at vente på svaret og til at være mor indtog min krop og jeg vendte hjem. Jeg trådte ud af min løbesko og så på dem med en ydmyghed og taknemlighed for hvad de i dag havde gjort for mig.

Hun gik fri for leukæmi, men undersøgelserne fortsætter… ligesom jeg mine løbeture. Magien ved at iføre sig et par løbesko, kan ingen tage fra mig. Det handler ikke om kilometerne eller tiden, men om hvad kilometerne og løbeskoene kan gøre for dig!

De kalder mig løber

Selv bliver jeg nu nogle gange lidt i tvivl….

Da jeg blev medlem af dette hersens blog-forum, blev jeg også medlem af en facebook-gruppe, hvor vi kunne udveksle erfaringer. Så vidt så godt. Så fik en af bloggerne den fine ide, at vi lige skulle præsentere os for hinanden, så vi vidste lidt mere om, hvem vi var. Og det var jo en vildt god ide! Efter et par dage, hvor præsentationerne havde meldt deres ankomst på den lille jordklode på fjæsen, tænkte jeg, at det her løbe-blog-noget vist alligevel ikke var noget for mig….. Hold.Nu.Op. Hvor var de andre hardcore! Trailløb. 100 miles løb. Ultraløb. Bjergmarathon og jeg skal komme efter dig. Jo. Jeg bliver imponeret. Jeg synes, 100 miles er virkelig langt! Jeg forstår ikke man kan. Jeg synes,det er sejt. Og rablende vanvittigt. Mine løbefødder blev koldere og koldere over, at jeg havde meldt mig under bloggerfanen! Jeg var faldet pladask i den fælde, jeg ellers selv ihærdigt prøver at få lagt et dæksel på.

DSC_4311

Jeg overvejede seriøst – i mange uger – at melde fra igen. Jeg havde funderet lidt over et indlæg, som skulle hedde noget med fætter Guf, og skulle handle om, at jeg sgu ikke er særlig pæn, når jeg løber….. Vi havde alle fået at vide, at vi skulle huske at tænke på læserne, når vi skrev. Hvad de (I!) rent faktisk ville få ud af at læse vores indlæg. Og ret beset vil man jo ikke få ret meget ud af at læse om min ansigtsfarve eller min bedstemor and røv. Hvorimod tanker om træningen frem mod et 100 miles løb jo synes en anelse mere brugbart. Så jeg sagde til mine veninder, at det altså ikke blev til noget. Det der blog-noget. Jeg havde simpelthen ikke noget at bidrage med.

Så var der ballade. De gad fisme da ikke læse om træningen til et bjergmarathon! De ville da høre om helt almindelige mennesker, som var grimme, når de løb. Og som ikke altid gad løbe (og da slet ikke hurtigt!), eller som nogle gange lugtede lidt af hest, når de stod ved kassen nede i Rema, fordi de godt lige kunne snuppe en mælk med hjem efter dagens løbetur (ok: måske lugter man også lidt af hest, hvis man træner til et 100 miles løb….)…. De ville vide, hvordan pokker jeg alligevel kom afsted, hvis jeg nu så ofte tænkte, at jeg faktisk ikke rigtig gad idag. De ville høre, at de ikke er de eneste, der tænker, de ser frygtelig ud, når de løber – men at det jo ikke er vigtigt, hvordan man ser ud. Det vigtige er, at man bevæger sig. De bad mig skrive om (stå ved!), hvordan jeg tit går op ad bakkerne, fordi jeg ikke kan fordrage at blive forpustet. Og forsøge at forklare, hvorfor jeg stædigt alligevel løber 30, 40, 50 km om ugen. De spurgte, hvad det er, der motiverer mig, når det IKKE er et mål for mig at løbe hurtigere og jeg ikke er ved at “træne op til” noget – og hvordan jeg kommer afsted selv i øs-pjask-regnvejr.

IMG_3899Hmrph. Jamen, sagde jeg…. Nej, sagde de. Gør det. Der er nok andre blogs, der handler om mål, forfodsløb, fedtforbrænding, kost, low-carb-high-fat, perfekte billeder af flot natur, knivskarp makeup, store smil over dagens tilbagelagte milliard km.

Så here you go. Hej. Jeg hedder Winnie. Jeg bliver gasblå i ansigtet. når jeg løber. Næsen løber væsentlig hurtigere end benene. Jeg går op ad bakkerne. Jeg snakker med alle de hunde, jeg  møder. Og står stille ved rødt lys. Jeg træner ikke op til en disse. Jeg har intet mål. Jeg er løber. Og jeg elsker det!

Fra asfalt til Trail – og ud over de magiske 42,195 km

Fra asfalt til Trail

Jeg har løbet en del halvmaratons og et par maraton, og dermed slidt mange sko op, på asfalten rundt i Danmark. Jeg har forsøgt at lægge så mange ture jeg kunne i skoven, hvor jeg bor, men er gang på gang endt ude på asfalten. Måske mest fordi det mindsker risikoen for at blive væk! :0)

Alle mine km på asfalt, hvor jeg ikke skulle tænke over at finde vej, har været gode. Jeg har brugt løb som en slags ”meditationsløb”, hvor jeg har kunne tømme hjernen og få helt ro på tankerne. Men efter en 2½ mdr. rejse i efteråret 2014, hvor jeg ikke løbetrænede, oplevede jeg at ”meditationsløb” ikke gav mig noget mere. Løb var simpelthen blevet kedeligt!

Men så var det jeg fandt Trailløb, takket være løbere i Running Wild. Så nu er asfalten skiftet ud med bakker, skrænter, stier, dyreveksler, mountainbike ruter, græs, skov, brombærkrat, brændenælder, flåter, åer, grøfter, sand, sten og mudder. Og jeg har skiftet mine alene-løbeture ud med løb sammen med andre, så tit det kan lade sig gøre. I trailmiljøet er her løbere, der er lige så småskøre som mig. Løbere som finder legen i løbet og lægger vægt på glæde og morskab. Det har indtil videre budt på; kombineret løbetur og sneboldkamp; et godt fælles grin over folk, der vælter rundt i skovbunden, når de ikke kan stå fast i mudderet; at lokke folk ned af skrænter, for bare at kravle op ad samme skrænt igen; løbetur rundt om Fur, som på et tidspunkt udviklede sig til en konkurrence om hvem der nåede odden på øen først – os eller en flok havkajakker (vi vandt!); og ikke mindst hygge med mad og drikke efter løbeture.

På tur på Fur i lækker natur

På tur på Fur i lækker natur

Så jeg har igen fået lyst til at gi’ den gas, og har sat barren et nøk op: Nu står den på Ultra Trail løb!

På tur på Fur med nye løbe-buddies

På tur på Fur med nye løbe-buddies

Jeg ved ikke altid helt, hvor grænsen går mellem at være modig og være dumdristig, men det der driver mig, er at udfordre mig selv. Jeg vil derud hvor jeg ikke ved, hvordan min krop reagerer og hvordan jeg skal håndterer det i hovedet. Helt derud hvor jeg på startlinjen tænker: Fååååååk, hvornår var det lige jeg synes, det her var en god idé??????. Så jeg har jeg tilmeldt mig Skagen Odde Ultra Trail 60 km  …………..hvorefter jeg panikkede og ringede til en ven for hjælp til træningen.

Træningsprogram

Min ven var Rune Darling, fra Running Now, og jeg har fulgt træningsprogrammet igennem de seneste måneder. Træningsprogrammet er noget anderledes end hvad jeg tidligere har trænet efter, mest fordi jeg både mine lange ture, og på mine almindelige ture, løber med lavere puls end jeg tidligere har gjort. Jeg har 4 træningspas om ugen, og på kun ét af dem (intervaltræning eller tempotur), får jeg pulsen op. Det har gjort underværker i forhold til motivationen til intervaltræningen/tempoture, når jeg kun må give den gas en gang om ugen. Fedt med en bonus på motivation-fronten. :0)

Det var svært i starten at finde ro i løbet med den lave puls. De første par gange havde jeg følelsen af at hoppe mere op og ned, end at komme fremad. Jeg håber så bare ikke, at jeg også lignede en der kom hoppende mere end løbende – godt jeg tog de første par ture alene! Det var en meget sær og frustrerende fornemmelse de første par ture, men efter en uges tid, fandt jeg frem til en rigtig god følelse af ro og fremdrift.

Men har det så virket, at jeg er kommet ned i fart på træningsturene? Er jeg ikke bare blevet langsom? Nej! Jeg har skåret 45 sekunder af en 3.000 m på 8 uger, og har sat ny PR på 5K. :0) Så det virker for mig!

Hele læringen af at træne på en lidt anden måde er, at jeg nu tænker, som Claus Hechmann skriver i sin bog ”Løb som Eliten”:  ”No Pain, No Gain – No Brain”. Restitution er blevet lige så vigtigt for mig som træningspassene, og det helt store mål med mine træningspas, er at træne uden at smadre mig selv. Det er utrolig fedt, at træne og samtidigt have følelsen af overskud.

Motivation

Jeg har tidligere tænkt meget i behovsudsættelse når jeg skulle ud på træningspas. At jeg ofrer mig nu (= kommer ud på mit træningspas, selvom jeg hellere vil lave noget andet), for at få del af den store præmie senere (=et godt race). Det har virket nogenlunde, men det er jo ikke sjovt i længden og har ikke fungeret når det har handlet om morgenløb. Jeg kunne skrive et helt blogindlæg omkring overspringstanker når vækkeuret ringer om morgenen, og hvad man kan finde på at gøre om aftenen for ikke at bliver overtaget af tankerne om morgenen (f.eks. kan jeg hilse og sige at sove med løbetøjet på, heller ikke virker!). Sådan samler man nogle gange på erfaringer, der egentlig ikke bidrager til så meget andet end en forståelse af hvad der ikke fungerer.

I stedet arbejder jeg med, hvordan jeg kan ændre på forudsætningerne og dermed både have et godt træningspas og få imødekommet andre ønsker og behov . Hvert træningspas skal have en værdi i sig selv, ellers mister jeg glæden og prisen bliver for høj.

I vand og sand i nye sko

I vand og sand i nye sko

Jeg er meget inspireret af løbere som Mira Rai, vinderen af UTMB 80K 2015 og Scott Jurek, rekordholder af Appalachain Trail (www.runnersworld.com/trail-racing/scott-jurek-breaks-appalachian-trail-thru-hike-record).  De er begge fantastiske løbere, og når de kan opnå sådanne fantastiske præstationer, kan jeg også finde mod og vilje til at passe følge mit træningsprogram.

Jeg tror på, at nøglen er hårdt arbejde, men i en skarp balance med familieliv. Hvis balancen ikke er rigtig, fungerer det ikke godt for mig, og træningspas bliver enten noget der skal overstås, eller helt droppet.

Den store udfordring i balance-regnskabet ligger lige om hjørnet, i form af sommerferie. Hvordan kommer det til at gå med min træning, når sommerferien rammer? Får jeg fundet balance og fastholdt glæden ved løb? Tja….. jeg håber det lykkedes, selvom jeg ikke har de helt gode erfaring med at følge et træningsprogram i sommerferien. Men mere om det senere. :0)

,

Jeg løber aldrig mere…

“Jeg løber aldrig mere.

Hader asfalt, hader trail, hader bakker, hader vind, hader alt ved løb.!”Skærmbillede 2015-10-06 kl. 22.14.09

Sådan lød min sms til mine venner søndag morgen kl 04:59 den 13 september 2015.

 

“Hvorfor dælen sender jeg sådanne en besked” spørger du nok dig selv.

For at du skal forstå grunden til denne besked, så tager jeg dig med tilbage til

fredag den 11 september kl 12:00.

Efter flere måneders forberedelse, sad jeg i bilen på vej mod Odense Hovedbanegård for at hente min lillebror.

Han skulle de næste 48 timer være min trofaste hjælper, min wingman, føreren af min følgebil under hele ultraløbet, 100 miles – around the isle of Mors 2015. http://100miles.dk

Et løb på 100 miles (160,9 km) løbet i et kuperet terræn og i et stræk med en tidsgrænse på 26 timer.

Op til dette løb var der ingen nerver at føle, ingen sommerfugle i maven – tegn jeg tog for at være positive, og for at al min forberedelse havde givet pote.

Da vi endelig kom frem til Danhotel Nykøbing Mors, og havde fået os tjekket ind, stod den på nummerudlevering, aflevering af mine personlige oplysninger mht kontaktpersoner og den sædvanlige underskrift for, at have forstået at løbsledelsen fralagde sig alt ansvar mht skader og lign.

Her fik man det første kig på finisher trøjen man ville få udleveret ved målgang inden for tidsgrænsen.

Og den skulle man selvfølgelig røre lidt ved, og smile ved tanken om at trække den over hovedet – forhåbentligt – natten til søndag.

Ellers så stod fredagen på fællesspisning med de andre løbere, og her skal jeg love for man lige fik kigget hinanden an.

Her fik jeg indtrykket af, at der var mange der kendte hinanden, og at det var et tæt knyttet felt.

Det fede ved sådanne slags løb som dette er, at man er en stor “familie” og alle snakker med alle, deler gode råd og ikke mindst fortæller “røverhistorier”.

Aftenen endte tidligt i sengen, man skulle jo være frisk til næste dag.

 

Raceday

Lørdag den 12 september kl: 06:30 ringede vores vækkeur, og der skulle spise den obligatoriske morgenmad bestående af havregryn med rosiner og mælk, 1 kop sort kaffe, samme mængde vand og en banan. – Dette har jeg altid spist inden jeg har skulle deltage i diverse races.

Kald et bare overtro, men det virker for mig hver gang.

Samtidig var det min første kop kaffe i 7 dage op til løbet, og kaffen var gude god.

Utroligt man kan savne kaffe så meget.

 

Morgenmaden var overstået og nu skulle der skiftes til løbetøjet.IMG_1096

Jeg vil lyve hvis jeg ikke påstod, at nu begyndte løbet mentalt for mig.

Jeg gik ind i mig selv, og min bror vidste godt, at det kun var det allervigtigste han skulle “forstyrre” mig med.

 

 

 

 

 

Next stop Kirketorvet

Alle løbere blev kørt i bus ind til Kirketorvet, Nykøbing Mors, til personlig præsentation af hver enkelt løber, ved taler fra borgmester samt viceborgmester.

 

IMG_1100

Herefter gjorde alle sig klar til start.

 

Kl: 09:30 lød startskuddet og foran lå 160.9 km.

Allerede fra start af, var jeg meget optaget af at holde mit tempo nede.

Jeg havde de sidste tre uger op til løbet trænet i at løbe “langsomt”.

Det lyder måske mærkeligt, men at skulle løbe så langt, kræver at man holder en stabilt tempo, som ligger lavt i forhold til hvad man er vant til at løbe – det var ihvertfald gældende for mig, da jeg løber væsentligt hurtigere end det tempo der var sat til 5:45min/km.

Men alligevel lå mit tempo væsentligt hurtigere de første 10 km, da der her blev løbet blandt en del tilskuer.

Herefter fik jeg styr på det, og indtil de 30 km gik det godt.

 

Første negative følelse

Den første negative ting poppede op i mit hoved, da jeg rundede de 30 km.

Jeg havde over de sidste 5-7 km begyndt at få utroligt ondt i min venstre ankel, og kunne nu kun løbe på ydersiden af denne.

Hver gang jeg kom til at løbe på indersiden, grundet hældningen i asfalten eller fordi vi løb på stier, gjorde det ondt som en i h……

Før løbet havde jeg lovet mig selv, at blev jeg “skadet” i den første tredjedel af løbet, ville jeg trække mig, og var det i den sidste tredjedel, ville jeg gennemføre uanset smerten.

Men jeg kunne ikke kaste håndklædet i ringen allerede nu.

Det ville være så forkert at gøre.

Jeg vurdere situationen de næste 5 km, og valgte at fortsætte løbet, trods smerten.

En beslutning jeg tog sammen med min bror, som ved hvert depot – hver femte km – stod og ventede på mig med det aftalte energi, væske samt mad.

Løbet fortsatte og hver gang jeg passerede tilskuer på ruten, glemte jeg smerten og løbet blev derved lettere.

 

Krise nummer to

De 60 km var nu lige om hjørnet.

Men nu drillede den højre ankel.

IMG_1158Jeg var nedslået, negativ, og nok ikke sjov at være i nærheden af.

Jeg var nu forbi den første tredjedel, og var i det dilemma jeg havde sat mig selv i tidligere.

Drop ud og undgå en større skade, eller fortsæt og tag tingene som de kommer.?

Jeg sagde ikke meget til min bror ved 60 km, udover “hvad skal jeg gøre.?”

Hans svar var simpelt.

“Er der en mulighed for at løbe, så gør du det fandeme.”

Maden blev spist, Enduren fra 32Gi drukket i aftalt mængde, chews slugt og ned røg en saltstick også.

Det samme gjorde jeg.

Afsted mod de 65 km. – Dog med den aftale med min bror, at ved det obligatoriske lægetjek ved 80 km, skulle der intet nævnes omkring mine smertende ankler. (Havde jo skrevet under på, at det deltagende lægehold til hver en tid, kunne tage en løber ud, hvis disse mente at vedkommende ikke kunne fortsætte, eller ville være til fare for sig selv). Så jeg skulle bare virke frisk.

 

Af årsager jeg endnu den dag idag ikke er klar over.

Så var jeg så heldig at komme til at støde ind i en af de andre deltagere.

Mette var hendes navn, og hun var en positiv stjerne, der viste mig vej ud af krisen.

Vi faldt i snak de næste 2 kmog jeg kunne mærke hvordan energien stille og roligt kom tilbage og de positive batterier blev igen ladet op, og en varme samt rolig følelse, lagde sig tæt omkring mig.

Vores veje skulle igen skilles ved de 67 km.

 

IMG_1179Ved 67 km havde arrangørerne som noget helt nyt, lagt en bakkespurt ind på den berygtede Salgjerhøj.

En bakkespurt på 1 km med den undtagelse og udfordring i, at den steg 9,5% i gennemsnit hele vejen.

Den trak tænder ud ved mange af løberne.

Specielt med 67 km i benene på dette tidspunkt.

Men med en fantastisk opbakning hele vejen op, gik det som en leg – eller, nej det var pisse hårdt.

Kampen på Salgjerhøj

Jeg var nu holdt op med at tælle ned på km, men derimod var tiden taget over.

Jeg talte timer der var tilbage til mit mål var nået, istedet for at tælle ned i km.

Det hjalp mig hen imod de 80 km og det obligatoriske lægetjek.

 

Opturen

Men der var sket det fantastiske.

Jeg var nu positiv, ved godt humør og energien var der bare.

Benene føltes ikke tunge og de ville bare fremad.

Inde i  mit hovede kørte den samme ukendelige sang igen og igen og igen og igen…

En mærkelig føles når man ikke rigtigt tænker mere.

 

80 km, lægetjek overstået og nu på vej mod ukendt land.

Jeg havde aldrig tidligere løbet længere end 84 km, og denne grænse blev snart krydset.

Dette var min eneste ukendte grænse, for hvordan ville min krop reagere når jeg nåede ud på den distance.?

Men det gav bare mere blod på tanden, for herefter var det de 100 km der skulle nåes. Et magisk tal for mig – og nok også for de fleste andre.

Tempoet var stadig nogenlunde stabilt, omkring de 5:50-6:00 min/km.

Stadig ingen tegn på ukendt træthed.

 

Mørket falder på

Klokken var nu blevet spisetid – for dem der ikke løb.IMG_1195

Og det var nu at mørket ville begynde at kunne anes.

Det var det eneste der gjorde mig rigtig nervøs. For hvordan ville jeg reagere når mørket opslugte mig, og jeg skulle være “alene” kun hjulpet på vej af min pandelampe.

Så jeg forberedte mig mentalt, og der blev aftalt helt konkret hvad jeg nu skulle gøre brug af.

Her taler jeg om varmere tøj – langærmet, vest, jakke etc.

Jeg havde indtil videre kun løbet i t-shirt og korte tights, hvilket ikke havde været for koldt på noget tidspunkt.

Men jeg vidste også godt, at det ikke på nogen måde ville være varmt nok til om natten.

Så inden det blev helt mørkt, skiftede jeg til langærmet trøje fra craft, med windbreaker på hele forsiden.

Dette skulle vise sig at være et godt valg.

For mørket havde kun lige lagt sig blidt, da man straks kunne mærke kulden.

Jo mørkere det blev, jo mere fandt jeg ind i en form for “puppe” der lukkede alt ude.

Nu var der kun mig og lyset fra min pandelampe.

Det eneste der brød denne “seance”, var når min bror kørte op på siden af mig, lige for at tjekke til mig, samt aftale hvad der næste gang skulle være klar.

Ellers var det de få gange, en anden løbers følgebil kom forbi mig i sneglefart.

Men en virkelig rar fornemmelse at løbe “isoleret” på denne måde.

 

Med natten kom også energien

Jeg var ikke træt mere – forstået på den måde som de fleste af os kender.

Følelsen hvor man af og til har lyst til at lave en 180 grader vending og løbe hjem igen.

Jeg vidste at der kun var en vej, og det var vejen frem, og intet andet.

Det var med til at holde fanen højt og bare fortsætte.

 

Temperaturen blev ved med at dale stille og roligt, og nu blev den største udfordring at komme igang igen efter hvert stop ved depoterne.

Det gik lynende hurtigt, fra jeg var varm til jeg hundefrøs.

Det var ikke noget problem at komme igang med løb igen, efter indtagelse af div. drikke samt fast føde hver femte km.

Men det var det at få varmen igen.

Mine lemmer var helt kolde, og jeg følte en ubehag hver gang jeg skulle igang, hvilket skyldtes kulden.

De sidste besøg i depoterne var det blevet aftalt, at jeg skulle have min fleece jakke på og starte med at løbe igen mens jeg stadig bar denne.

Det hjalp mig gevaldigt.

Stadig ingen træthed at føle.

Jeg var virkelig oppe på mærkerne nu, følte at intet kunne stoppe mig.

Der var nu et enkelt marathon tilbage.

Men det var kun timerne jeg tænkte på, ikke km. Det gjorde det hele meget mere overskueligt.

 

Jeg var nu ved de 140 km depotet, alt sødt, mad og drikke hang mig ud af halsenIMG_1212

Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at drikke mere sødt, spise mere “vingummi” eller tygge endnu en tablet med energi i.

Det samme gjaldt for mine sandwich. De var en kamp at sluge, men jeg vidste udemærket vigtigheden i at dette skulle ned. Planen skulle holdes, ellers ville det give bagslag.

Så selvom det var hårdt at spise – ja hårdt – så blev jeg ved, og dette var nok den største kamp i denne del af løbet.

 

 

Da jeg ramte de 150 km og nu vidste at der ikke var lang vej igen, så tog fanden over.

Vi skulle løbe bagom Jesper hus blomsterpark, som gik igennem et stykke skov.

Med lidt bakker sagde de.

Ja ja, nogen sagde også at Mors var flad som en pandekage.

Skærmbillede 2015-10-11 kl. 21.46.23

Højdeprofil over løbet – beviset på at Mors ikke er flad som en pandekage

 

Men denne skov, måtte være en bjergskov – sådan føltes det ihvertfald der kl 03:00 natten – og til og med i bælghammerende mørke.

Ikke nok med at det var mørkt og jeg høj lydt løb og bandende som en stiv sømand, så var der fest i Jesper hus blomsterpark.

De gav den gas, så halvvejs gennem skov inden jeg igen ramte vejen, blev jeg fulgt af tung bas og stive mennsker.

Det eneste jeg tænkte på her var, hvor meget jeg hader tømmermænd.

Ja – jeg har tidligere nævnt at jeg ingen tanker havde under løbet, men dette beviser at jeg var ret langt ude i hampen, når der så endelig var tanker.

Spøjst.

 

Opløbet

Det vil være forkert at sige at opløbet er 10 km ude. Men det var her jeg satte spurten ind.

Jeg valgte at springe det sidste depot over, og sætte tempoet op, benene var friskere end på noget andet tidspunkt på hele turen, vejrtrækningen var perfekt og jeg ville mest af alt bare hjem.

Jeg suste forbi depotet ved 155 km – det prøver jeg at foreklare mig selv at jeg gjorde – til stor overraskelse for de to personer der stod ved der.

Men heppede det gjorde de godt nok.

Herfra og resten af turen kan jeg huske meter for meter.

Det var som om mine sanser og min hukommelse kunne rumme 1000 gange hvad den ellers ville registrere.

En virkelig fed følelse.

Jeg hoppede ind og ud af det vi kalder for “Runners high”.

Alle sving og alle sideskift blev gjort med milimeters præcision for at spare tid, skridt og ikke mindst energi.

Jeg var så klar.

Jeg kunne begynde at mærke en prikken i hele kroppen, følelserne begyndte at vælte rundt, jeg var ved at græde, så blev det skubbet væk af gensynsglæde med min bror, så væk af en fanden i voldsk følelse for bare at spurte, og lysten til bare at råbe som en anden tosse – hvilket nok ikke var så god en ide, da jeg på dette tidspunkt løb i et villakvarter.

Men super fedt at mærke kroppen opfører sig sådan.

Alt dette blev pludselig afbrudt da jeg rundt om et hjørne så to på cykler, stoppe op, og så begynde at klappe af mig, og så lige sige “det ser godt ud, kom så, du er snart færdig.”

Hvilken kæmpe opbakning dette var for mig, og hvor var det stort at et ægtepar i tresserne, cykler rundt i et villakvarter kl 03:30 en søndag morgen, for at heppe på os løbere.

Syrealistisk, virkelig syrealistisk.

Km for km åd jeg asfalt, stier og fortovene, jeg vidste at jeg snart var der.

Og der rundt om et hjørne, kunne jeg se beachflagene hvilket viste det 200 meter lange opløb, med det store timeur der lyste op med sin orange farve.

Nu var jeg der.

Nu var jeg igennem.

Intet kunne stoppe mig nu.

Glæden væltede ned over mig til lyden af klap fra de mange folk der stod ved målstregen og ikke mindst min brors stemme der råbte mig fremad.

Opløbet – de sidste 200 meter –

Der, jeg var i mål.

18:47:50 stod uret på.

Done, finitto, så var den ged barberet.

 

Dagen derpå

 

Søndag kl 07:15 stod jeg op.

2:15:00 timers søvn blev det til.

Lagsomt fik jeg mig vraltet ud på badeværelset og fik taget mig et bad.

Herefter gik jeg sammen med min medløber Carsten over til runners lounge for at få en kop kaffe, lidt morgenmad samt og ikke mindste det vigtigste, for at klappe de sidste løbere ind, når de kom i mål.

IMG_1222

Der var stadig løbere ude på ruten.

Det er det vidunderlige ved at deltage i ultraløb. Alle hepper på hinanden og giver gerne en hånd mht at hjælpe.

 

 

 

 

 

Da vores hver især hjælper var stået op, var det igen ind til Kirketorvet til præmieoverrækkelse i form af en gavekurv med gaver fra div. sponsorere til løbet.

IMG_1226

Gudskelov skulle vi ikke op på scenen igen, hvilket for mange ville have været en udfordring af de større.

Underligt nok, var jeg nogenlunde gående, men det var nok pga følelsen af victory for gennemført ultraløb, 100 miles, som faktisk viste sig at være 163.18 km ialt.

 

 

 

 

 

Nu skulle vi bare hjem til Odense igen.

Godt jeg havde taget fri fra arbejde om mandagen.

 

Om jeg gør det igen…?

Ja hvem ved.

 

Nu skal der først trækkes nye projekter ud af truckerkasketten.

 

The Geek Runner

IMG_1241

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Motivation
,

Motivation

 

 Intro

En af de store ting i mit liv er at sætte mål og efterfølgende kæmpe for at opnå dem. Jo større disse mål er, jo større
er udbyttet når de opnås og jo mere ønsker man at sætte nye mål. Målene kan selvsagt ligge inden for mange forskellige kategorier af ens liv, som universitetet, ens forhold, oplevelser, livet generelt i form af en bucket-list og så videre, men dette indlæg handler selvfølgelig om de sportslige mål, og hvilke former for motivation der findes i denne kategori.

 

Ambition & motivation

Inden for sportens verden sidestilles mål ofte med ambitioner og der tales meget om ens ambitionsniveau som et parameter for hvor meget man ønsker at gøre for at opnå et givent mål. Dermed ikke sagt at man ikke kan nå et stort mål uden skyhøjt ambitionsniveau, så skal man bare være afklaret med at det måske kræver mere på dagen at nå målet og at ens forventninger til præstationen er afstemt herefter. Eksempelvis kan jeg på nuværende tidspunkt godt sætte mig som mål at løbe et halvmarathon om en uge og være tilfreds med at gennemføre dette, men oplevelsen under og efter løbet vil alt andet lige blive bedre hvis jeg forbereder mig i et halvt år inden, selvom målet ikke har ændret sig.

Vælger jeg at forberede mig et halvt år, eller endda et år, inden kræver det dog større ambitionsniveau for at gennemføre træningen og med et større ambitionsniveau kommer et behov for større motivation, end blot motivationen her og nu for at løbe et halvmarathon om en uge.

 

Målet

Det første rigtig store mål jeg satte mig sportsligt, som virkelig krævede Ski - Motivation
et højt ambitionsniveau fra min side, var Vasaloppet . Det er 90 km på langrend fra Sälen til Mora i Sverige, hvilket jeg gennemførte for første gang i 2012. Langrend ligger naturligt til mig, da jeg er halvt nordmand og dermed er vokset op med ski på benene, dog i Danmark. For at træne op til dette flyttede jeg til Beitostølen med en veninde i mit sabbatår, hvor vi arbejdede på Peppes Pizza og stod på langrend i fritiden. Det var her jeg for første gang havde et mål som muligvis var for stort, eller i hvert fald krævede en masse arbejde at nå, og dermed først for alvor begyndte at kigge på motivation og hvordan jeg kunne fokusere mere på at fremme denne.

 

Motivation sat i bokse

Man kan overordnet inddele motivation i de ydre faktorer og de indre faktorer. De ydre faktorer er eksempelvis nye løbesko, nyt ur, nyt tøj eller andre materialistiske goder som motiverer til mere træning, eller som fungere som belønning for at gennemføre et hårdt program. Det kan også være at se ens venner eller træningsmakker præstere godt, og dermed blive motiveret af deres fremgang, eller at dokumentere egen fremgang.

De indre faktorer er mere dybtegående og ofte mere vedvarende og handler om de personlige mål. Dette kan være ønsket om et vægttab, et sundt helbred, at flytte kroppens grænse(eller i hvert fald at kortlægge denne), og se hvordan hovedet opfører sig når man kommer helt ud på dybt vand.

 

Godbidderne

RunFun - motivation

For mig er en stor ydre motivationsfaktor at arbejde med min løbestil. Det hele startede med at jeg fik bogen Born to Run, som er skrevet af Christopher McDougall, i julegave af min bror. Denne bog handler, ud over en masse fede løbehistorier, om at løbe naturligt, bedre kendt som barfodsløb, og det vakte min interesse. Jeg har derfor efterfølgende investeret i sko med meget lidt, eller intet, drop og har læst flere bøger i den genre, eksempelvis The Cool Impossible af Eric Orton og Eat and Run af Scott Jurek. Dette har udvidet min horisont meget, og har givet mig stor motivation til at arbejde med mig selv som løber(dette vil jeg snakke nærmere om i fremtidige blogs).

 

Der skal graves dybt

De indre motivationsfaktorer kan derimod være lidt sværere at klarlægge, men er vigtige redskaber at kunne hente frem når man kommer helt ned i kulkælderen under et løb. En motivation jeg for nyligt har fundet, som er meget effektiv, er at jeg ved at jeg har klaret det før. Dette var under løbet Julsø Ultratrail 30k, som jeg i år løb for anden gang. Her vidste jeg godt hvilke mentale udfordringer som lå foran mig efter de 20 km, og var derfor virkelig motiveret til at tage kampen op med de indre dæmoner på den anden side af færgeoverfarten. Dette blev dog aldrig relevant, da jeg havde været så fokuseret på det, at jeg aldrig kom helt ned i kælderen på denne tur.

Denne form for motivation er dog sjældent noget jeg kan hente frem, da jeg gerne løber nye og anderledes løb, og derfor ikke kan motiveres af rutinen altid.

Så må jeg finde nyt fokus og her falder jeg ofte på min lyst til eventyr. Hvis man under løbet- eller i et træningspas- hele tiden vil se hvad der er på den anden side af bakken eller hvor hurtigt man kan løbe et nedløb, så kan naturen og omgivelserne i sig selv være motiverende og give energi.

Når jeg i et løb til sidst ikke kan komme på flere gode motivationselementer til mig selv, visualisere jeg målstregen og hvordan det føles at gennemføre. Denne er dog sidste udvej, da man ikke kan nyde og gennemføre et løb kun med fokus på målstregen, så bliver det for langt og hårdt – i hvert fald for mit vedkommende.

 

In the end

Så der kan altså i min optik hentes mange point under et træningspas eller løb på at kende sine motivationsfaktorer og kunne spille på dem som er nødvendige i det øjeblik. Altså vent med at finde det tunge grej frem før der virkelig er brug for det, og udnyt dine styrker og kend dine svagheder.

Angående min første store udfordring gennemførte jeg vasaloppet og fik også nået mit ønske om at se hvordan jeg reageret når jeg bliver presset til det yderste – men mere om det en anden god gang.Motivation

Den første gang

Det hele begyndte, fordi jeg gerne ville tabe mig lidt. I et halvt år havde jeg tappert skåret ned på fedt og sukker og var begyndt at gå lange ture – men intet skete. Motivationen var ellers i top! Beslutningen om at tabe mig var kommet en dag, jeg havde siddet med vores kat på skødet. For at indikere, at nu gad den ikke sidde dér længere, bed den mig i det, den jo nok troede var min arm. Det var ikke min arm, kan jeg godt afsløre. Det var en mavedelle på størrelse med min arm. Ok; tænkte jeg. That’s it. De 10 kg skal af!

Nu sad jeg så altså der – godt 6 måneder senere – og havde den samme mavedelle uden udsigt til, at den pludselig en morgen ville være væk.

Så en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg derfor et par gamle kondisko bagerst i skabet, tog et par gamacher og en løs trøje på – og løb en tur. Løb er vel så meget sagt. Den første tur var helt til grin. Den har vel været godt 3 km, og det tog mig 45 minutter…. Jeg kom hjem – gasblå i ansigtet – og mødte min kæreste i opgangen. Jeg proklamerede, at jeg lige havde løbet en tur! Dagen efter fandt jeg 1000 kr. stukket ned i de gamle træningssko sammen med en formaning om, at jeg skulle købe mig et par ordentlige sko. Se; dét er motivation og opbakning!

Udstyret med et par nye sko besluttede jeg mig for, at hvis jeg løb 3 gange om ugen i 4 uger i træk, måtte jeg belønne mig selv med noget, jeg ellers aldrig ville bruge penge på. Dét er også motivation! Jeg fik “hotstone-massage”, støvler, ansigtsbehandlinger, bælter osv.. I 6 måneder løb jeg fuldstændig den samme rute – 3 km 3 gange om ugen alt imens jeg forestillede mig, hvad min næste belønning skulle være. Motivation. De første 500 meter på min rute var op ad bakke. De første mange, mange uger, havde jeg været døden nær på toppen. Pludselig en dag overhalede jeg en, som cyklede! Motivation.

Langsomt – ganske langsomt – udvidede jeg ruten lidt. Og opdagede, at jeg ikke længere behøvede mit belønningssystem. Og at jeg faktisk godt kunne lide at løbe.

9 måneder efter jeg havde løbet min første tur, tilmeldte jeg mig et 5 km kvindeløb og løb mine første 5 km NOGENSINDE uden pauser. Min kæreste stod i målet og tog imod mig, og jeg var revnefærdig af stolthed. Motivation og opbakning…..

De 10 kg? Jeg aner ikke, hvornår de forsvandt. En dag var det meste af mit tøj bare for stort – og jeg løber stadig.

Jeg tror, det er altafgørende, at man har opbakning, hvis man gerne vil være løber. Al begyndelse er svær, og hvis ingen tror på dig, så tror jeg ikke, det bliver en succes. Manden, konen, børnene – sørg for, du har deres opbakning og støtte. Ellers tror jeg ikke, det virker. Husk også at finde success i de små sejre. Man behøver jo altså ikke løbe hverken hele eller halve marathoner for, at det er godt nok. Bare du træder ud af døren, er du allerede langt foran dem, der sidder i sofaen. Og jeg tror, det er afgørende, at man accepterer, at det måske ikke er fedt i starten (især ikke hvis man, som jeg var, er helt uden form og kondi) – og at man derfor skal finde sin egen form for motivation. Hvis mit fokus havde været kiloene eller antallet af km eller kvindeløbet, havde jeg aldrig “udholdt” de 6 første måneder. Men belønningerne til mig selv gjorde udslaget for mig. For nogle virker det bedst at løbe efter et program eller med et mål for øje – for andre er det helt umuligt og alt for skemalagt. For nogle er en løbeklub og dét at løbe sammen med andre motivation – for mig var – og er – de ugentlige ture der, hvor jeg tænker tingene igennem. Det er MINE timer, hvor jeg bestemmer. Det er også derfor, jeg ALTID må gå op ad bakke, hvis jeg vil – men det er en anden historie….