Indlæg

, , ,

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Derfor er de spontane løbeture de bedste

Skemalagt træning med høj struktur gør måske mere skade end gavn? Det har jeg erfaret. Når det kommer til løb, skal det være lysten der driver værket.

Min træning har i mange år været planlagt fra punkt til prikke ned til de mindste detaljer. Løbedistance. Tid pr. kilometer. Ruteplanlægning. Underlag. Skovalg. Tøjvalg. Interval tider og -længder. Jeg mister motivationen for at løb, når dagens form ikke kan leve op til forventningerne og træningsplanens målsætninger. Træningen må gerne være overordnet planlagt med forslag til ruter, længder og tider. Specielt op til konkurrencer. Men det er en balance, da der også skal være plads til de spontane, uventede, ikke planlagte løbeture. Det er i de øjeblikke, der er befriende. Du kan give slip på den ellers planlagte hverdag. Bare løbe af sted. Og slippe tankerne løs.

Hvor skal vi hen, du? 

Min løbetur i fredags gav mig inspiration til dette blogindlæg. Fra morgenstunden havde jeg planlagt en løbetur efter arbejde. En hel dag med stillesiddende arbejde gav mig stive ben og et træt hoved, som nok mest af alt havde lyst til at slappe af. Jeg fik dog samlet mig sammen, med tankerne om, at det vil være fedt, at få noget frisk luft og koblet af. Løbeturen var ikke derudover planlagt. Hvor langt havde jeg lyst til at løbe? Hvor skulle jeg løbe hen? Jeg kendte  knap nok den nærliggende skov. ( På trods af at jeg som orienteringsløber kender de fleste Nordsjællandske skove). Hvor hurtig ville jeg løbe? Ja, det var op til mig selv. Efter næste 8 km. havde jeg løbet netop den tur, som jeg havde lyst til. Det var de mest befriende 40 min., og perfekt måde at løbe weekenden i møde.

Camilla Bergmann_milla_runnershigh_løbeblog

De spontane løbeture er de bedste af alle! Hvorfor?

  • Måske fordi jeg kun kan blive positivt overrasket. Jeg har ikke på forhånd planlagt løbetræningens længde og kilometertid. Som ved en fastlagt træning kan – af flere årsager – blive reguleret på. F.eks. kortere kilometer hvis benene er tunge.
  • Det kan også være fordi, at disse ture ofte opstår på tidspunkter, hvor intet andet er planlagt. På min tur i fredags var der ikke nået bestemt, som jeg skulle nå hjem til (som det ofte kan i hverdagen). Det gav ro, at jeg vidste, at jeg – i princippet – havde hele aftenen til at løbe min tur.
  • Jeg bliver ofte draget ud på en spontan løbetur for at komme (lidt) væk fra hverdagen. I situationer hvor jeg – lige pludselig – har brug for frisk luft og en løbetur for at koble fra. Og situationer, hvor jeg bliver “lokket” med og ikke kan sige nej. Fordi man (jo) i virkeligheden rigtig gerne vil ud. Men måske ikke kan tage sig sammen til selv at komme af sted. Det er det gode ved at løbetræne med andre. F.eks. blev jeg ”lokket” ud på en løbetur en fredag eftermiddag for nogle uger siden med et par kollegaer. Vi havde et arrangement med arbejdet om aftenen, og jeg havde planlagt at arbejde længe, indtil vi skulle videre til arrangementet. Jeg havde løbetøj med i tasken – det har jeg ofte fast i tasken. To kolleger stod i løbetøj og spurgte, om jeg ikke skulle med ud på en 5 km tur. Og dér kunne jeg ikke sige nej. Det gav en rigtig god pause og et pusterum.

De bedste løbeture er dem, som du ikke havde forventet.

Håber at dette blogindlæg gav dig inspiration, til at kaste dig ud i spontane løbeture og slippe planlægningen (lidt).

Camilla Bergmann_milla-runnershigh_garmin_løbetid

40 min efter: Spontan løbetur resulterede i næsten 8 km. i Ganløse Ore.

 

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

Den ultimative guide: Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

Jeg elsker at udnytte transporttid til træningstid. Cyklen har altid været min foretrukne transportform. Jeg er nok typen, der ”cykler til alt”. Tidligere til skole. Nu til arbejde. Til træning. Til konkurrencer. Jeg kunne fortsætte.

Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

3, 2, 1, start pendlerløb.

Men én ting, som jeg ikke tidligere havde tænkt på; at udnytte transporttid til løbetræning. Jeg havde tænkt, at det var for besværligt at bruge løb som transportform. Hvad med bad efter turen? Hvad med ens dagligdags tøj? Og andre spørgsmål, der gjorde det hele upraktisk at løbe som transportform, havde hobet sig op. Men med en presset kalender, kunne jeg godt se, ideen med at udnytte ellers ”spildt tid” til dagens træning. Og fandt så det mest oplagt, at løbe hjem fra arbejde.

Hurtigt blev cyklen skiftet ud med løbeskoene. Ruten er 11 km. Den tager ca. 50 min., hvilket er ca. 10 min. langsommere end på cykel eller med bus og s-toget. Løbeturen går langs kedelige asfalterede, trafikerede veje med mange biler, mennesker og lyskryds. Trods min kærlighed til skov, natur og ikke mindst manglende tålmodighed, når det gælder om at vente på grønt og løbe zik-zak imellem mennesker og biler, så elsker jeg den løbetur. Dagens træning er klaret. Aftenen er stadig ung, når jeg kommer hjem. Og jeg får ny energi, da arbejdspresset fra dagens arbejde har nået at lægge sig, inden jeg træder ind ad døren derhjemme.
Kort sagt, jeg er blevet mega meget fan af at bruge løb som transportform hjem fra arbejde.

I løbet af de 10 måneder, jeg foreløbig har pendlerløbet, har jeg samlet mine erfaringer. Måske du kan bruge dem, hvis du også går med tanken om, at gøre (bedre) udnytte af din transporttid.

 

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

  1. En ordentlig rygsæk
    Gør op med dig selv, hvor meget du vil eller er nødsaget til at løbe med. Jeg har valgt at løbe med dagens tøj, min pung, mobil, briller, firmakort og andre små ting. Det hele er pakket i en lille 15 l. deuter rygsæk (speed lite). Jeg har valgt, at efterlade sko og jakke på arbejdet. Det fylder og vejer for meget, og bliver derfor taget med hjem en anden dag. Lige meget, hvor meget du vælger at løbe med, så er det alt afgørende at rygsækken sidder godt på din ryg. Det er træls, at løbe med en rygsæk, som hopper fra side til side på ryggen – måske endda det gør ondt i ryggen eller giver gnavesår. Min rygsæk har perfekt pasform til at løbe med. Den kan strammes ind på maven og ved brystet. Det gør, at rygsækken sidder godt tæt på ryggen.
  2. Kom i gang i sommerhalvåret
    Sol og sommer er ofte mest motiverende, når det gælder om at komme i gang med udendørs sport og aktiviteter. Det er tidligt lyst og sent mørkt. Hvilket giver god energi til løbeturen. Jeg startede i august, og kunne godt mærke, at det var svært at komme i løbeskoene når det var mørkt, koldt og der lå sne. Så trak fitness medlemskabet (desværre) mere. Samtidig kan det også kræve noget mere praktisk koordinering, når man fra morgenstunden er iført stor vinterjakke og store vinterstøvler, og hvordan man så lige får koordineret sin løbetur hjem, og om man kan undvære jakke og støvler til dagen efter.
  3. Øvelse gør mester
    Da jeg startede med at pendlerløbe hjem fra arbejde, fik jeg enormt ondt i mine knæ. Min rute er 11 km på asfalt. Og det var flere år siden, at jeg sidst havde løbet (så) langt på asfalt. Med tiden har knæene vænnet sig til ruten og den hårde asfalt. Samtidig skulle jeg vænne mig til, at løbe med rygsæk. Tidligere havde jeg enkelte gange – i forbindelse med adventure race og trailløb – løbet med en lille rygsæk – ofte kun med en vanddunk i. Med tiden tilvant jeg mig, ved at der var lidt ekstra kilo at slæbe på.
  4. Hav (nogenlunde) en fast pendlerløbe dag
    Gør op med dig selv, hvilken dag passer bedst i løbet af ugen i forhold til andre gøremål? I forhold til anden ugentlig (løbe)træning? Klubtræning? Konkurrencer? Det hjælper mig meget, at have en (nogenlunde) fast dag(e) om ugen, hvor jeg kan planlægge, at jeg løber hjem fra arbejde. Mine yndlings dage er fredag og mandag. Fredag, da det ellers er svært at finde tid til træning denne dag og så er det bare super dejligt at løbe weekenden i møde. Mandag, da det passer godt ind i min (ellers ret løse) træningskalender.
  5. Planlæg ruten inden du løber afsted
    Det kan godt være, at du ikke kan løbe den samme rute, som du kører i bil eller transporterer dig på anden vis. Tjek derfor ud på et kort inden, hvilken rute du kan løbe. Måske du også kan tilpasse turen, så du kommer igennem noget skov, park eller andet smukt på din løbetur. Jeg løber den samme rute, som jeg cykler. Men varierer nogle dage ruten, så jeg løber lidt længere og ser noget nyt på min vej. For mig er min rute på 11 km perfekt længde. Det er ikke for kort og heller ikke for langt. Men måske, at du har længere hjem fra arbejde, og må kombinere løbeturen med tog eller bus, noget af vejen. Har du til gengæld ”for kort” vej hjem, så kan du evt. løbe en længere rute, så du får de antal kilometer, som du ønsker.
  6. Det velfortjente bad
    Efter en løbetur trænger vi vidst alle til et bad. Det smarte ved, at løbe hjem fra arbejde, er, at der står et varmt bad og venter på én. Vælger du, at løbe til arbejde eller andre aktiviteter, kan det nok godt kræve lidt koordinering i forhold til bad.

    Camilla Bergmann - løber til arbejde. Den ultimative guide: transporttid til løbetræning

    Home Sweet Home. Efter 11 km løb hjem fra arbejde.

Husk, jo hurtigere du løber hjem fra arbejde – jo, hurtigere kan du komme hjem og lægge på sofaen med din yndlings serie i flimmerkassen.

God transport-træning!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

, , ,

Jeg vil bare derud af! – Men med hvilke sko?

Samler, udstyrsfanatiker eller blot en med sund fornuft? Kært barn har mange navne afhængigt af hvis øjne der ser – men én ting kan de fleste løbere blive enig om: man kommer rigtig langt med gode løbesko.

skoo

“Du har HVOR mange par løbesko?”

Jeg husker tydeligt mit første møde med løbeverdenen; det var i 2007 og stedet var Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole. Aldrig havde jeg set(og lugtet) så mange løbesko før, men det som undrede mig mest var, at antallet af løbesko langt oversteg antallet af løbere. Hvordan kunne det være når nu løbesko ‘bare’ var løbesko?

Men jeg skulle blive klogere viste det sig. Ligeså langsomt opslugte løbeverdenen mig og begrebet ‘løbesko’ udfoldede sig til flere tusinde udgaver med forskellige drop, mønster og snørrbåndstyper – alle dog stadig med samme formål: at være en god løbesko.

Jeg har siden da selv fået opbygget mig en pæn samling af løbesko, alle med forskellige specialiseringer, udformninger og indeholdende en masse gode historier. Så mød her mine allierede på vejen til det gode løberliv:

De gode gamle

imageMærke: Gummistøvle

Underlag: Regn og mudder

Løbestil:

Min bedste oplevelse: Så tænker I nok “Det er ikke den smarteste løbesko jeg har set”men der er en mening bag. Det var nemlig med disse sko i tankerne at jeg første gang blev konfronteret med de mange holdninger, der findes omkring løbesko: Det var en grå dag under introugerne på min efterskole, og der stod orienteringsløb på programmet – noget som jeg aldrig havde hørt om. Jeg rakte derfor, med vejret i tankerne, hånden op til samling og spurgte: “Kan man godt løbe o-løb i gummistøvler?” Et spørgsmål som, til min store forundring, vakte en vældig latter i salen og som har fulgt mig lige siden.

Samlet rating: ♥♥

De o-løbene

skoMærke: Inov-8 (min udgave er for gammel til at være på siden, men X-Talon 190 kan anbefales)

Underlag: Primært terræn, da sålen er meget mønstret og med stålpigge under, som ødelægges ved asfaltløb.

Løbestil: Primært midtfod- og forfodsløb, da den tynde sål og terrænet gør at man lander længere fremme på foden.

Min bedste oplevelse: Jeg har løbet utrolig mange orienteringsløb i denne sko og det bedste ved skoen må derfor være hvor slidstærk og robust den er. Der er ingen specifik oplevelse, men den har været på tur i Danmark, Sverige, Slovenien, Tjekkiet, Italien og Polen, så det må siges at den har tjent sin pligt.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥

De trailløbselskende


DSCF3878
Mærke: Salomon Fellraiser

Terræntype: Trails og terræn. Kan godt klare lidt asfalt også, men det slider på sålen.

Løbestil: Da skoen har 6 mm drop fungere den godt for mig til forfod- og midtfodslanding.

Min bedste oplevelse: Dette var skoene som jeg løb mit første marathon, Samsø Marathon, i. Det var en brutal tur, men i mål kom jeg. Det kan altså ikke anbefales at løbe et marathon der er hovedsageligt asfalt i disse sko – medmindre du er på udkig efter en god mental udfordring selvfølgelig. Til trail og terræn er de dog fantastiske. De går an til orienteringsløb også, under den forudsætning at skovbunden er nogenlunde jævn og at du ikke har for svage ankler. Dette skyldes at  de på trods af lille drop har en solid sål, der kan øge risikoen for vrid i anklen.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥♥

De lynhurtige

Mærke: Adidas Climachill Rocket skoII

Terræntype: Asfalt og skovstier.

Løbestil: Dette er en meget let sko(236 g), som hjælper godt til en naturlig løbestil.

Min bedste oplevelse: Denne sko har jeg kun ejet i 3 uger, så det er ikke de store oplevelser i dem endnu. Men en tur i skoven i det danske forår rangere ret højt på listen over løb som øger livskvaliteten, og det har de været med til. Er man til den naturlige løbestil uden for meget påvirkning fra skoen, kan jeg klart anbefale disse.

Samlet rating: ♥♥♥♥♥♥

De specialiserede

DCIM100GOPROMærke: Born2Run

Terræntype: Grusstier og evt. asfalt

Løbestil: Igen en meget let sko, denne dog med zero drop.

Min bedste oplevelse: Dette er en sko for nørderne. Skoene er lavet med udgangspunkt i den meget populære bog om løb: Born to Run, og er derfor en sko med fokus på forfodsløbestilen. Jeg anvender den til at træne netop at lande længere fremme på foden, hvilket giver en solid træning af læggen. Desuden er den utrolig behagelig og let, hvilket gjorde den perfekt til en vandretur i bjergene på Fillipinerne.

 Samlet rating: ♥♥♥♥

At vælge sine sko: Ultra Trail Barcelona

Der findes altså utroligt mange typer løbesko, alle med hver sin specialisering og historie. Det handler bare om at prøve sig frem og finde dem som passer en selv. Så kan man løbe mere, blive mere nysgerrig og spare op til næste par som skal afprøves. MEN hvad gør man så når man skal vælge skoene til sit løb?

Jeg står foran at skulle løbe halvmaratonet til Ultra Trail Barcelona her d. 30 April og skal derfor udvælge mine sko. At se på løbet er ofte den bedste vej til at finde sine sko og det jeg ved om dette løb er:UTBNC højdeprofil

Distance: 21 km

Højdemeter: +- 1000 & højdeprofil:

Terræn: Et par kilometers asfalt til en start og efterfølgende tekniske bjergstier “where the skills of those more used to natural environments will be shown.” som løbsarrangøren skriver.

Min analyse af disse oplysninger er altså:

  1. Det er en lang distance –> de mest minimalistiske af mine sko kan ikke bruges, da jeg ikke er trænet nok til at løbe langt i dem.
  2. Der er mange højdemeter fordelt på flere toppe og det er på små stier –> et godt mønster under skoen kan hjælpe mig meget både op ad hvis der er mudret, og i nedløbende så jeg ikke glider.

Valget falder derfor på mine Salomon Fellraiser, da jeg før har løbet 42km i dem og de har et groft mønster under, som giver et godt greb i det formentlig noget ustabile underlag. Om dette er det rigtige valg vender jeg tilbage med i løbsberetningen i starten af Maj 🙂

At finde sin egen stil.

En typisk uge for mig står, som tidligere nævnt, gerne på ca. 40 km i skoene. 4 af ugens 5 arbejdsdage er jeg på arbejde fra 8 om morgenen til tidligst 16, og jeg bliver med statsgaranti ikke populær, hvis jeg kommer hjem der, tager løbetøj på og snupper en times løbetur. Allerhelst ville jeg stå op kl. 5-6 stykker, løbe en times tid og komme hjem til et sovende hus. Desværre er min virkelighed bare. at mine unger vågner ustyrlig tidligt, og min kone gerne lejlighedsvis vil sove længere end til 5.30. Så det er sjældent det lader sig gøre.

Indtil for et par år siden, havde jeg mere fleksibilitet i mit job og kunne løbe om formiddagen og arbejde hjemmefra om aftenen. Dengang var ugens længste tur 10-12 km. Den lå, set i bakskejlet, lidt underligt lørdag formiddag hvor hele familien havde fri, mens mine formiddage alene blev brugt på 2 ugentlige småture på 5-7 km. Dengang var mit løb dog, om muligt, endnu mere ustruktureret end nu. Alle ture blev løbet på 100%, da jeg havde et konstant fokus på at forbedre min tid nu og her. Det forsagede ligeledes, at jeg rendte rundt med noget der lignede kronisk skinnebensbetændelse. Det stod på i 6 måneders tid, indtil jeg satte mig for at finde ud af, om jeg mon ikke kunne finde på en smartere måde at gøre det på. Dusinvis af løbeblogs, hjemmesider, undersøgelser og andet blev studeret, og jeg endte egentlig mest af alt godt forvirret over råd der strittede i alle retninger. Ved et rent tilfælde stødte jeg på Christopher McDougall’s bog Born To Run, og blev straks fascineret af tanken om at løbe som en tarahumara. Umiddelbart er der dog ikke meget tarahumara over mig, så i mine tanker ville jeg ende op som den danske Caballo Blanco. Jeg fik købt chiafrø og lavede både pinole og iskiate.

Umiddelbart registrerede jeg dog ikke den store fremgang. Men efter endnu en tur rundt på nettet, fik jeg overbevist mig selv om, at det da var skoene der var noget i vejen med. Indtil da havde jeg løbet i et par Ascics GT 2000, ud fra devisen, at de var dyre ergo måtte de også være gode. På daværende tidspunkt havde vi 2 børn, og mine kone studerede, så fejlkøb var ikke en mulighed. Jeg fik løbet i et par måneder i skoene før mine ben sagde fra, og jeg i stedet købte et par billige sko fra et lavprissupermarked, bare for at prøve noget andet. I et stykke tid gik det fint, indtil den forfængelige side af mig ville have et par ”rigtige” løbesko fra en butik der havde forstand på det.

Jeg tog turen til min lokale skopusher, med en forventning om, at skulle have lavet en af de løbestilsanalyser jeg havde hørt så meget om. Ved min forespørgsel om en sådan blev jeg dog mødt med en næsten hånlig latter, og en formaning om at løbestilsanalyser var ligeså forældede som Commadore64, og at jeg selvfølgelig bare skulle have et bare sko der understøttede den neutrale løbestil alle løbere som udgangspunkt havde. Som det ukritiske og autoritetstro individ jeg var, købte jeg mig straks et par Skechers Go Run3, og har siden kun løbet i Skechers, og ikke været skadet siden.

Jeg er ikke sikker på, hans bombastiske udsagn holder 100% vand. En anden ting der har hjulpet mig til at holde mig skadesfri, er klart at jeg pludselig fik nyt fokus i min træning. Frem for at løbe 100% hver gang, begyndte jeg at løbe længere ture, i meget lavere tempo, hvilket betød mere tid væk hjemmefra, men en træning der trods alt kom til at fungere meget bedre.

Siden sidst

Den sidste uges tid har budt på få men gode ture. Jeg har faktisk kun været ude 2 gange siden mit marathon d. 6/2. 17km sidste tirsdag og 21 i lørdags. Jeg regner med at løbe ca. 10 i dag, og så 5-7 stykker fredag. Lørdag skal jeg til Odense og løbe Fruens Bøge Marathon, som jeg var så heldig, at få forhandlet mig frem til at kunne løbe. Derefter sluttes aftenen af med en gang MGP-fest for 3-4 piger fra min datters klasse, og masser af slik og sodavand. Så det bliver en lækker weekend.

images