Indlæg

, , ,

Inspireret af mørkets magter

Det er den tid på året igen.

Hvis du som mig er helt vild med trailløb, så ved du nok hvad jeg taler om.

Det bliver mørkere – og det bliver tidligere mørkere og mørkere.

Hvis du ikke allerede elsker løb i mørket på små mudrede stier, så lover jeg dig at det vil du komme til at elske når du har læst med her.

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Læs mere

,

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

Den ultimative guide: Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

Jeg elsker at udnytte transporttid til træningstid. Cyklen har altid været min foretrukne transportform. Jeg er nok typen, der ”cykler til alt”. Tidligere til skole. Nu til arbejde. Til træning. Til konkurrencer. Jeg kunne fortsætte.

Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

3, 2, 1, start pendlerløb.

Men én ting, som jeg ikke tidligere havde tænkt på; at udnytte transporttid til løbetræning. Jeg havde tænkt, at det var for besværligt at bruge løb som transportform. Hvad med bad efter turen? Hvad med ens dagligdags tøj? Og andre spørgsmål, der gjorde det hele upraktisk at løbe som transportform, havde hobet sig op. Men med en presset kalender, kunne jeg godt se, ideen med at udnytte ellers ”spildt tid” til dagens træning. Og fandt så det mest oplagt, at løbe hjem fra arbejde.

Hurtigt blev cyklen skiftet ud med løbeskoene. Ruten er 11 km. Den tager ca. 50 min., hvilket er ca. 10 min. langsommere end på cykel eller med bus og s-toget. Løbeturen går langs kedelige asfalterede, trafikerede veje med mange biler, mennesker og lyskryds. Trods min kærlighed til skov, natur og ikke mindst manglende tålmodighed, når det gælder om at vente på grønt og løbe zik-zak imellem mennesker og biler, så elsker jeg den løbetur. Dagens træning er klaret. Aftenen er stadig ung, når jeg kommer hjem. Og jeg får ny energi, da arbejdspresset fra dagens arbejde har nået at lægge sig, inden jeg træder ind ad døren derhjemme.
Kort sagt, jeg er blevet mega meget fan af at bruge løb som transportform hjem fra arbejde.

I løbet af de 10 måneder, jeg foreløbig har pendlerløbet, har jeg samlet mine erfaringer. Måske du kan bruge dem, hvis du også går med tanken om, at gøre (bedre) udnytte af din transporttid.

 

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

  1. En ordentlig rygsæk
    Gør op med dig selv, hvor meget du vil eller er nødsaget til at løbe med. Jeg har valgt at løbe med dagens tøj, min pung, mobil, briller, firmakort og andre små ting. Det hele er pakket i en lille 15 l. deuter rygsæk (speed lite). Jeg har valgt, at efterlade sko og jakke på arbejdet. Det fylder og vejer for meget, og bliver derfor taget med hjem en anden dag. Lige meget, hvor meget du vælger at løbe med, så er det alt afgørende at rygsækken sidder godt på din ryg. Det er træls, at løbe med en rygsæk, som hopper fra side til side på ryggen – måske endda det gør ondt i ryggen eller giver gnavesår. Min rygsæk har perfekt pasform til at løbe med. Den kan strammes ind på maven og ved brystet. Det gør, at rygsækken sidder godt tæt på ryggen.
  2. Kom i gang i sommerhalvåret
    Sol og sommer er ofte mest motiverende, når det gælder om at komme i gang med udendørs sport og aktiviteter. Det er tidligt lyst og sent mørkt. Hvilket giver god energi til løbeturen. Jeg startede i august, og kunne godt mærke, at det var svært at komme i løbeskoene når det var mørkt, koldt og der lå sne. Så trak fitness medlemskabet (desværre) mere. Samtidig kan det også kræve noget mere praktisk koordinering, når man fra morgenstunden er iført stor vinterjakke og store vinterstøvler, og hvordan man så lige får koordineret sin løbetur hjem, og om man kan undvære jakke og støvler til dagen efter.
  3. Øvelse gør mester
    Da jeg startede med at pendlerløbe hjem fra arbejde, fik jeg enormt ondt i mine knæ. Min rute er 11 km på asfalt. Og det var flere år siden, at jeg sidst havde løbet (så) langt på asfalt. Med tiden har knæene vænnet sig til ruten og den hårde asfalt. Samtidig skulle jeg vænne mig til, at løbe med rygsæk. Tidligere havde jeg enkelte gange – i forbindelse med adventure race og trailløb – løbet med en lille rygsæk – ofte kun med en vanddunk i. Med tiden tilvant jeg mig, ved at der var lidt ekstra kilo at slæbe på.
  4. Hav (nogenlunde) en fast pendlerløbe dag
    Gør op med dig selv, hvilken dag passer bedst i løbet af ugen i forhold til andre gøremål? I forhold til anden ugentlig (løbe)træning? Klubtræning? Konkurrencer? Det hjælper mig meget, at have en (nogenlunde) fast dag(e) om ugen, hvor jeg kan planlægge, at jeg løber hjem fra arbejde. Mine yndlings dage er fredag og mandag. Fredag, da det ellers er svært at finde tid til træning denne dag og så er det bare super dejligt at løbe weekenden i møde. Mandag, da det passer godt ind i min (ellers ret løse) træningskalender.
  5. Planlæg ruten inden du løber afsted
    Det kan godt være, at du ikke kan løbe den samme rute, som du kører i bil eller transporterer dig på anden vis. Tjek derfor ud på et kort inden, hvilken rute du kan løbe. Måske du også kan tilpasse turen, så du kommer igennem noget skov, park eller andet smukt på din løbetur. Jeg løber den samme rute, som jeg cykler. Men varierer nogle dage ruten, så jeg løber lidt længere og ser noget nyt på min vej. For mig er min rute på 11 km perfekt længde. Det er ikke for kort og heller ikke for langt. Men måske, at du har længere hjem fra arbejde, og må kombinere løbeturen med tog eller bus, noget af vejen. Har du til gengæld ”for kort” vej hjem, så kan du evt. løbe en længere rute, så du får de antal kilometer, som du ønsker.
  6. Det velfortjente bad
    Efter en løbetur trænger vi vidst alle til et bad. Det smarte ved, at løbe hjem fra arbejde, er, at der står et varmt bad og venter på én. Vælger du, at løbe til arbejde eller andre aktiviteter, kan det nok godt kræve lidt koordinering i forhold til bad.

    Camilla Bergmann - løber til arbejde. Den ultimative guide: transporttid til løbetræning

    Home Sweet Home. Efter 11 km løb hjem fra arbejde.

Husk, jo hurtigere du løber hjem fra arbejde – jo, hurtigere kan du komme hjem og lægge på sofaen med din yndlings serie i flimmerkassen.

God transport-træning!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Træning mod samme mål

Frøet om Copenhagen Marathon blev allerede sået tilbage i maj 2012, hvor jeg var indlagt på Rigshospitalet over en kortere periode med tropesygdommen tyfus. En febersygdom, der efter tre uger som sengeliggende, sendte min krop tilbage til start. Dagen inden jeg blev udskrevet, blev der afholdt Copenhagen marathon, hvor ruten gik forbi den ejendom, jeg var indlagt i. Mine forældre og jeg havde derfor forventningsfulde planer om at gå en tur ved Fælledparken og observere løberne på ruten. Jeg var dog væsentligt mere afkræftet, end nogen af os havde forudset, så vi nåede ikke længere end til den første bænk lige foran ejendommens udgang, hvor vi satte os for at se løberne komme forbi. Det var her første gang, kimen blev lagt til min drøm om at deltage i Copenhagen marathon. Jeg legede med tanken om at deltage året efter, hvor jeg i så fald bogstavelig talt ville gå fra 0 til 42,2 km på bare ét år. Det skete dog ikke. Det skete heller ikke i år. Nu er målet aktuelt igen.

Mit store mål i år var at deltage i Copenhagen marathon 2015 i maj, som jeg med stor begejstring havde delt med venner, kollegaer og familie. Det var derfor et overordentligt stort nederlag, da jeg i april som følge af min skade måtte erkende, at det ville være for risikabelt at stille til start på marathondistancen en måned efter. Én ting var, hvor hårdt det var at nå frem til erkendelsen over for mig selv; det var dog næsten hårdere at skulle fortælle det til alle dem, jeg havde indviet i mit projekt. Som om nederlaget blev afspillet forfra gang på gang.

Mod samme mål som sidst

Mit næste mål er netop at deltage i Copenhagen marathon til maj. Præcist samme mål som jeg havde i år. Og det får bestemt ikke målet til at syne mindre af den grund. Nærmest tværtimod. De tanker og følelser, der følger med at gå efter det mål, jeg ikke formåede at gennemføre før, er betydeligt stærkere end forventet. Konsekvensen af, at jeg skal gennem flere af de samme træningsture, overvejelser og forventninger frem mod løbet, som jeg allerede har stiftet bekendskab med tidligere på året, er vitterlig en ekstra sten i bagagen. Set med de positive briller på, kan jeg også være taknemmelig for, at jeg er klogere og mere erfaren denne gang, og jeg ved i hvert fald, hvad jeg ikke skal gøre. Undervejs på hver løbetur rammes jeg dog et lille gys af frygt for, om det er på denne tur, at skaden blusser op igen og slår mig tilbage til start. Efter løbeturen vendes denne følelse til gengæld til en spinkel sejr, når jeg kommer hjem, endnu skadesfri, og en anelse tættere på målet.

Det var en stor dag, da jeg for efterhånden fire uger siden deltog i Spartas første fællestræning mod Copenhagen marathon 2016. Ruten var 13 km, nøjagtigt samme kilometerantal som jeg i februar tidligere i år havde været nødt til at stoppe ved på én af Spartas fællestræninger. Det havde ikke været den turens fulde distance, men det havde været her, jeg havde set mig nødsaget til at lade de andre løbe i forvejen, og hvor jeg måtte humpe resten af vejen hjem. På alle måder en frustrerende og ærgerlig episode, som jeg formentlig har lært en masse af. Ved træningen denne søndag i starten af november klarede jeg mig gennem hele turen, og det var uden tvivl én af de større sejre på min færd mod marathonet. Jeg var nærmest følelsesmæssigt rørt. Sidenhen har jeg deltaget i samtlige fællestræninger (eller løbet samme distance selv, hvis jeg var forhindret), og intentionen er klart at fortsætte i samme stil, så jeg ikke risikerer en for pludselig øgning i distance på min ugentlige, lange tur. Her har jeg tydeligvis brugt min erfaring fra forløbet inden min skade til at forstå vigtigheden af gradvist at bygge flere kilometer på turene, så jeg – 7-9-13 – ikke ender i samme situation som sidst.

Træning med et mål for øje

Som det fremgår, løber jeg i øjeblikket efter et specifikt defineret mål. Jeg er med andre ord typen, der trives bedst med at have et klart mål med min træning. Jeg er også typen, der nyder at strukturere min træning og teste min fremgang til officielle løb for at se, om træningen har båret frugt. Samtidigt er jeg dybt imponeret over de løbere, der ikke nager samme behov for et målbart fikspunkt af de mange nedlagte kilometer.

Deltager i motionsløb på Aalto Universitet 2012

Spændte inden start til motionsløbet på Aalto Universitet 2012

Man skal dog ikke mange år tilbage for at finde mit første officielle løb i min “voksne løbekarriere” efter min tid som ivrig konkurrencedeltager i orienteringsløb. I efteråret 2012 var jeg på udveksling i Finland, hvor mine medstuderende og jeg besluttede at deltage i et 10 km-løb på campus. Det var 3,5 måned efter mit sygdomsforløb med tyfus, og løbet endte med at få status som ét af de hårdeste løb, jeg endnu har deltaget i. Og jeg var ikke stolt af min tid, da jeg passerede målstregen. Som en sidebemærkning skal det måske tilføjes, at vi alle havde været til stor fest dagen inden, så energidepoterne bugnede bestemt ikke. I stedet for at være glad og imponeret over min krops bedrift så kort tid efter min tid som sengeliggende, var jeg nærmere skuffet over ikke at præstere i nærheden af samme niveau, som jeg havde været i stand til inden min sygdom. Løbetræningen før og efter havde heller ikke været prangende; yderst sporadisk og ustruktureret, og de fleste træningsture var foregået som interval af typen 10-20-30, hvor man efter 10 minutters opvarming løber roligt i 30 sek., løber hurtigt i 20 sek., efterfulgt af 10 sek. sprint, som gentages 5-6 gange og afsluttes med 10 minutters afjogning. Jeg var bestemt ikke vant til at holde kroppen i gang i mere end 30 minutter af gangen.

Min træningstilgang

Én af grundene til, at jeg ikke allerede gennemførte mit første marathon i maj 2013, skal bl.a. ses i lyset af min tilgang til løbetræning på daværende tidspunkt. Her så jeg ikke mulighed for at løbe et par af ugens løbeture som rolige, langsomme ture for at skåne kroppen fysisk og mentalt. Hver tur, jeg løb, skulle helst løbes hurtigere end den tidligere, og hvis ikke hurtigere skulle den i hvert fald være længere. Derfor stod jeg tit i den situation, at hvis jeg manglede energi inden en planlagt træningstur, endte jeg ofte med ikke at tage afsted af frygt for at skuffe mig selv ved at løbe langsommere end træningsgangen forinden. Problemet med denne træningsform, ud over den væsentligt store risiko for skader, var, at jeg ikke havde lyst til at løbe en tur, hvis jeg følte mig uoplagt, mine ben var tunge, etc. Kort sagt, hvis jeg ikke følte, jeg ville kunne slå min sidste tid, droppede jeg løbeturen for ikke at skuffe mig selv. Det var rent held, jeg ingen skader fik dengang, når man tager den enorme belastning ved udelukkende hurtige ture i betragtning. Det kan måske også skyldes, at jeg af samme årsag ikke løb særligt mange ture ugentligt.

Deltager ved motionsløb på DTU 2014

På vej i mål til motionsløb på DTU 2014

I foråret sidste år havde jeg sammen med to veninder meldt mig til Københavns Kvindeløb på 10 km i juni 2014. Op til løbet havde jeg fulgt min gamle træningstilgang om at løbe så hurtigt jeg kunne, når jeg var ude på en tur, og jeg sprang turen over, hvis energien var lav. Jeg kom dog, trods mangel på planmæssig træning, i mål på en acceptabel tid med en placering i den bedre del af feltet, som derfor straks gav mig blod på tanden til at gøre mere ved løbet igen. Jeg havde efter flere års ustruktureret løbetræning stadig benene med mig efter min tid som hurtigløbende, ung orienteringsløber. Faktisk var dét resultat alt, der skulle til for, at min interesse for det officielle løbeudbud blev vakt, og herefter nødvendigheden af, og lysten til, at strukturere min træning bedre og mere målrettet igen.

Målet som motivation

Jeg har siden Københavns Kvindeløb deltaget i seks officielle løb (fra 5 km til halvmarathon) med en mere tilrettelagt træning. Nu er det primært de rolige ture, der er i fokus, med et enkelt indlagt intervalpas om ugen, så det egentlig kun er til konkurrencerne, at jeg giver den max gas over længere distancer. På den måde har jeg også automatisk lyst til at deltage i flere konkurrencer om året, og det er meget sjovere at deltage i løbene! Det er tilmed mere overskueligt at gennemføre træningspassene! Og så hjælper det på min motivation, at jeg har et mål med min træning, især når det kommer til den skadesforebyggende styrketræning, som også skal passes i håbet om at undgå skader. Jeg ved, de er en vigtig faktor for at holde mig skadesfri, men det er bestemt ikke dét aspekt af træningen, jeg ser mest frem til. Her hjælper det mig i høj grad at have mit klare mål om at gennemføre Copenhagen marathon 2016 i baghovedet, så det er sværere ved at finde en god undskyldning for at droppe de mindre sjove træningspas. Drømmen om marathonet skal jo helst lykkes denne gang!