Indlæg

Ups, jeg er på startlisten til Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad skete der lige der? Nu har jeg gjort det igen: Tilmeldt mig noget, jeg ikke er sikker på, at jeg kan gennemføre. Og denne gang er jeg altså virkelig langt fra sikker på, at jeg kan gennemføre! Faktisk ikke en gang sikker på, at jeg kan stille til start på dag 2. Og så har jeg ikke engang forholdt mig til cut-off timer endnu!

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad er Firkløver 50/50 The Real Deal så lige for en størrelse? Jov, Firkløver 50/50 er et ultra trail løb i Kongernes Nordsjælland, som bliver afholdt Pinsedag d. 15 maj 2016. Distancerne er enten 50 mil (ca. 80 km) og 50 km, og jeg tilmeldte mig de 50 mil for nogen tid siden. Jeg vil gerne prøve at løbe længere end de 60 km, jeg løb til Skagen Odde Ultra Trail tilbage i september (se løbsberetning i tidligere blogindlæg: SOUT 2015).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

Så jeg var altså tilmeldt de 50 mil og alt var sådan set fint. Meeeen så var det, at arrangørerne kom op med konceptet: The Real Deal. Forudsat at man gennemfører de 50 mil indenfor tidsgrænsen, kan man lige tage de 50 km dagen efter. Se det er The Real Deal! Og det har jeg tilmeldt mig. Altså, vi tager den lige igen: 15 maj skal jeg løbe ca. 80 km trail og dagen efter skal jeg løbe 50 km af ruten igen. Og dette skal ske indenfor de angivne cut-off tider (som jeg ikke har turdet se på endnu). Jeg dør SÅ meget. Men det bliver med skoene på, det lover jeg!

50 km ruten.

50 km ruten.

Men hvorfor er det så lige at jeg gør sådan noget?

Ja, så hvorfor er det, at jeg tilmelder mig noget, som umiddelbart ikke lige ligger indenfor, hvad jeg kan gennemføre? Altså, jeg har jo aldrig løbet længere end 60 km. Jeg er jo ikke sikker på, at jeg overhoved kan stille til start på 2. dagen. Og hvis jeg kan, er der langt fra garanti for, at jeg kan gennemføre. Og der er jo også en tidsgrænse……….

Men altså – jeg gør det fordi jeg bliver helt høj af det. Jeg bliver helt høj af at gamble, sige F… dét og trykke tilmeldt, plotte det ind i kalenderen og så få en rus / et gys af, at jeg står foran en opgave som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Det er simpelthen en super god motivation for mig i den daglige træning. Det får mig til at føle at træningen netop i dag ikke er lige gyldig, men faktisk gør en forskel.

Og så spiller det også en ganske stor rolle, at jeg nu har noget i løbskalenderen til efter Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB) d. 6-7 februar, så jeg ikke ryger i et ned i et ”hvad nu” hul bagefter. I ved, den dér følelse, der kan komme efter man har nået et mål, og træningen pludselig er ligegyldig. Nu har jeg da sikret mig, at der er mening med i træning, også på den anden side af VUMB :0)

Fascinationen af hvad hjernen kan få kroppen til

Men hvorfor er det, at jeg bliver høj af at stå overfor disse uoverskuelige opgaver? Jeg tror det bunder i en stor fascination af, hvad hjernen kan få kroppen til. Hjernen er vel egentlig indrettet til at beskytte vores kroppe og spare på energien, så det er så fedt, når man kan ”over rule” hjernen og bare fortsætte alligevel. Fortsætte på trods af alle de der tanker omkring ”puha det er hårdt”, ”nej det kan jeg ikke”, ”nu gør det vist også lidt for ondt”, ”jeg må vist hellere restituerer i dag”……….. Som i DR’s udsendelser om Frømandskorpset, hvor de på grundforløbet flytter det mentale hos eleverne hele tiden. Det er jo dybt fascinerende og helt vildt, hvordan eleverne kan blive ved, selvom de mentalt tror de ikke kan mere. (Man kan så diskuterer metoden der bliver brugt, men det bliver ikke i dette forum). Og hvis eleverne kan gennemføre et grundforløb i Frømandskorpset, kan jeg vel også i alt beskedenhed gennemføre træningen op til, og selve The Real Deal, ikk?

Så nu skal jeg bare have flyttet lidt rundt på tingene inde i mit hovedet, så jeg kan være klar når d. 15-16 maj rammer :0)

 

 

West Coast Autumn Ultra del 2 Raceday

West Coast Autumn Ultra 50 miles (85 km) Raceday
Mit mål for løbet var at gennemføre uden at skulle gå ret meget og de første 80 km ville jeg gerne gennemføre på under 10 timer. Lørdag morgen kl 6.30 stod jeg klar i Esbjerg. Herfra kørte arrangørerne, Daniel og Rahul, os til Blåvand fyr, hvor start var. Der var fælles start for 50 km og 50 miles, og vi skulle følge samme rute de første 17 km, herefter var der en sløjfe på 35 km til 50 miles, hvorefter vi fulgte samme rute i mål. Det var en lille flok, der stod klar til start – der var kun 5 til start på hver af de to distancer.
Kl 7.30 blev vi sendt afsted. Jeg havde bestemt mig for at starte ud i roligt tempo, ca 6:30. Den første km blev lidt hurtigere, men da vi kom ned på stranden, som vi skulle løbe de første 10 km på, fandt jeg hurtigt ned i rette tempo. Dette gjorde at jeg hurtigt blev alene. Den forreste gruppe på 6 var lige lidt for hurtige, og jeg valgte at holde tempoet nede.
Jeg havde ikke styr på, hvem der løb 50 km og hvem der løb 50 miles, så jeg havde ingen anelse om, hvor jeg lå placeret.West coast autumn ultra

Det var en fantastisk start med solopgang på den ene side og Vesterhavet på den anden side.
Efter 10 km løb jeg ind i klitterne og igennem et sommerhus område ved Vejers Strand. Depot 1 West Coast autumn ultra Ved 17 km kom jeg til depot 1, hvor jeg hentede de to, som var foran mig på 50 miles.
Min strategi havde holdt fint både med tid og energi. Jeg fik fyldt op og fulgtes videre med de to andre. Vi brugte lidt tid på at komme i gennem noget krat som GPS’en mente var den rigtige vej. Da vi kom ud på en sti igen holdt jeg igen mit eget tempo og lod de andre 2 løbe videre.

Her fra gik ruten igennem klitter og plantage og efter 24 km kom jeg igen ned på stranden.West coast autumn ultra  Her begyndte kroppen at nægte at løbe videre. Ruten fulgte stranden ca 5 km og jeg kunne se de to forreste, men der var langt op.
Lige inden Henne Strand var jeg nede og gå. Heldigvis var der en del mennesker på stranden og så var jeg jo nød til at løbe. Jeg fik mig kæmpet igennem de 5 km på stranden og drejede op igennem klitterne med løst sand og bakker. West coast autumn ultra Her blev jeg enig med mig selv og min krop om at det var sidste gang jeg løb så langt – aldrig mere! Fremover vil jeg maks løbe 50 km. Jeg spiste en müslibar og kom i tanke om mine 32Gi G-shot og tog en.
Efter et par km kom jeg til fornuft (og kom i tanke om at jeg er tilmeldt spor24 til maj) og kom i gang med at løbe igen.

Ved 35 km var der mulighed for at fylde vand op og herefter en trappe op på Blåbjeg, Blåbjerg West Coast autumn ultra her stod Rahul og heppede og tog billeder. Han fortalte mig at jeg kun havde ca 10 minutter op til nr. 2, det gav lidt energi da jeg egentlig havde frygtet at jeg snart blev overhalet og nr. 1 og 2 var langt væk. Jeg var lidt langsommere end de planlagte 6:30 og lå på ca 7:00.

Ved 41 km hentede jeg Peter, der lå nr. 2. Han var løbet for langt og var lige kommet tilbage på sporet. Vi fulgtes ad i gennem noget sump og ret ufremkommeligt terræn. Da vi kom i gennem og ud på noget, der lignede stier igen, trak han fra mig.West coast autumn ultra
Frem mod depot 2, 52km, fik jeg løbet det meste af vejen og kom igennem endnu et fedt stræk med ingen stier og masser af træer, hvor der skulle kravles over og under grene og stammer.
Ved depot 2 ventede yngste sønnen, konen, svigerfar, kakao og snolder. Jeg fik tanket godt op og følte mig klar til de sidste 33 km, som nu virkede overskuelige.

Kampvognsspor fra helvede
500 m fra depotet startede 10km i øvelsesterræn.Kampvogns spor West Coast autumn ultra Skønt opkørt, blødt sand, meter dybe spor med dejligt koldt vand og meget mere sand og vand. Men også en flok kronvildt, der krydsede vejen 25 meter foran mig.
Jeg kæmpede mig igennem, selvom jeg en overgang var tilbage ved de maks 50 km, min krop var mest stemt for bare at ringe efter familien og komme hjem i varmen. Men nu havde jeg undværet kaffe i 3 uger og var ikke stået op kl 5 for at give op, jeg overbeviste min krop om at komme i gang og komme videre, faktisk snakkede jeg højt med mig selv og ikke særlig pænt. Men det hjalp og jeg kom videre.

Depot 3
Efter øvelsesterrænet kom jeg til Oksbøl, hvor der var et par flade km asfalt. Det var dejligt at få nogle km med lidt mere tempo og det sidste depot nærmede sig. 2 km før depot 3 mødte jeg Daniel og Rahul som fik taget lidt billeder og heppet mig mod depotet.
Ved depotet fortalte de at jeg nu var nr 2 og at Peter, som nu var nr 1, var ca 15 minutter foran og så træt ud. Jeg fik tanket op med energidrik og spist snolder og drukket en masse cola.

Næste mål 80 km
Fra depotet var der 15 km til mål og 10 km til jeg rundede de 80 km. Målet med 80 km på 10 timer lå lige lidt for langt væk til at jeg troede på det, men jeg forsøgte at holde lidt tempo, hvilket betød ca 7:30.
De første 5 km fra depotet var på asfalt, men herefter kom jeg ind på det fedeste spor igennem skov på single track.
Jeg nåede de 80 km på 10:25 og manglede nu kun 5 km, som fulgte stranden på en lille sti med udsigt til solnedgang over Ho Bugt.

Solnedgang og 100m til mål

Solnedgang og 100m til mål

De sidste km løb jeg helt nede på stranden, jeg pakkede GPS’en væk og nød udsigten til en kold øl i mål.
Efter 11 timer og 15 minutter krydsede jeg målstregen på strand promenaden i Hjerting som nr. 2, ca 18 minutter efter Peter. De sidste to på den lange tur kom ind ca 2 og 3 timer efter.

Mål øl :-)

Jacobsen Brown Ale 🙂

Efterfølgende er jeg egentlig ret godt tilfreds. De 80 km på10:25 er, ruten taget i betragtning, helt fint og jeg kan ikke sætte en finger på hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg fulgte programmet og de små skader jeg fik kom jeg rimeligt nemt igennem. Så nu er jeg klar til en masse km i vinter vejr med frost og sne. Næste løb er Fusingø trail d. 27 december på 52 km og herefter VUMB i februar på 2×37 km.

West Coast Autumn Ultra del 1 træning

Træning og forberedelser til West Coast Autumn Ultra 

Næste mål er West Coast Autumn Ultra om 3 måneder.
Løbet er på 85 km med start ved Blåvand fyr og via strand, klitter, plantager og øvelsesterræn mod mål ved Hjerting Badehotel. Med ca 400 højdemeter lød det som en overkommelig opgave.
Ønsket til træneren er at jeg skal have et program, der får mig i form til at løbe hele vejen. Det behøver ikke at gå stærkt, bare jeg ikke skal holde pauser og gå alt for meget.
Rune, fra Runningnow , strikkede et program sammen til mig med både intervaller, tempoture og progressive løb. Hvilket ellers ikke er mine foretrukne discipliner, men nu skulle det prøves.
Intervallerne blev jeg nærmest glad for. Jeg fandt en dejlig lang sti, puttede noget musik i ørerne og så var det nærmest sjovt. Tempoturene derimod var ved at slå mig ihjel de første gange og jeg kunne slet ikke få tempo nok på, men efterhånden fik jeg bedre styr på at disponere min kræfter, så jeg kunne holde samme tempo hele vejen. De progressive løb blev jeg aldrig glad for, jeg kan simpelthen ikke finde ud af at skulle stige i tempo hele tiden. Jeg følte at jeg konstant skulle se på uret, så jeg fandt mange undskyldninger, på de dage, for bare at løbe en tur. Jeg startede med omkring 50km om ugen og øgede langsomt op til 80km med en enkelt restitutions uge hvor jeg var nede på 40 km. De sidste 2 uger var nedtrapning frem mod løbet.

Onsdags trail med RunningWild Aarhus trail runners

Onsdags trail med RunningWild Aarhus trail runners

Brækket lilletå

6 uger før løbet, på en onsdags tur, hvor jeg løber på bare fødder og selvom det nok var ved at være lige mørkt nok til at kunne se, hvad jeg træder på, så virkede det som en god ide. På vej op af en bakke i nogle blade høres lyden af trærod, der ikke giver efter ved sammenstød med lilletå, og efterfølgende banden fra mig. Jeg løber videre og bliver enig med mig selv om, at det bare er slaget, og at det ikke gør så ondt igen. Da jeg kommer hjem kommer der is på, herefter bliver den tapet godt ind og nu kan jeg både gå og løbe.
Efter en uge hvor det mest er blevet værre og tåen er sort og hævet, vælger jeg at losse den ind i en træstub hjemme i haven, hvorefter jeg beslutter at det nok er bedst lige at kontakte en læge. Vagtlægen stiller diagnosen over telefonen. Brækket tå og ro i fem uger. Hvilket selvfølgelig betyder tape og ellers bare følge programmet som planlagt.
Efter en uge hvor det mest er blevet værre og tåen er sort og hævet, vælger jeg at losse den ind i en træstub hjemme i haven, hvorefter jeg beslutter at det nok er bedst lige at kontakte en læge. Vagtlægen stiller diagnosen over telefonen. Brækket tå og ro i fem uger. Hvilket selvfølgelig betyder tape og ellers bare følge programmet som planlagt.west coast brækket lilletå

 

Gps rute

Det var nu, ca 4 uger før raceday, at det gik op for mig, at ruten ikke var opmærket, og at jeg ikke havde en gps til at vise mig vej. Men et opslag på Facebook og få timers tålmodighed så var Jacob klar med hjælp. Jeg kørte en tur til Skanderborg og efter en hyggelig rundtur i Jacobs baghave, havde jeg styr på det og var klar til at finde vej.

Ældste sønnen med på trænings tur

Ældste sønnen med på trænings tur

Smerter i læggen

Med lidt over 3 uger til raceday, på en 8 km tur, kan jeg efter 7 km mærke, at venstre læg begynder at spænde lidt op, og efter 500 m begynder det at gøre ondt. Jeg beslutter at sætte farten helt ned og lunte hjem.
Smerten sidder midt på læggen helt oppe under knæet. Jeg droppede et par ture, og efter 2 døgn med hvile og tigerbalsam kunne jeg gå smertefrit igen. Så jeg prøvede en lille tur, som gik ok, kun med lidt smerter efter et par km, men det gik i sig selv igen. Efter yderligere to dage med hvile, følte jeg mig klar til sidste langtur, som var en tur på 38 km.Vilhelmsborg West Coast autumn ultra

Sidste langtur

3 uger før raceday er det tid til sidste og længste langtur, som var en tur på 38 km. Sidste langtur ville jeg bruge til at teste både energi og ruten. Jeg havde udset mig de midterste 38 km af ruten. Smerterne i læggen var helt væk og jeg følte mig rimelig klar.Sidste langtur West Coast autumn ultra
Lørdag morgen kl 7.00 stod jeg klar. Jeg havde lagt depot ud ved 19 km med vand, så jeg ikke skulle slæbe på det hele vejen.
Planen var at drikke en halv liter 32Gi energidrik hver time, og indtage en 32Gi endure tab for hver 15 minutter. Jeg havde sat mit ur til at bippe hvert kvarter for at huske tabsene. Jeg plejer kun at huske de første to, og så først komme i tanke om dem igen når jeg er ved at være flad. Jeg havde også anskaffet mig nogle 32gi Gshot som leverer 60 mg koffein, så de skulle også prøves.
Langturen gik efter planen og jeg holdt de planlagte 6:30 og energien fungerede fint. Det eneste jeg manglede var lidt fast føde undervejs.

Jeg mødte denne lille fyr på turen.

Jeg mødte denne lille fyr på turen.

Jeg fik også lige 4 ekstra km i benene. Da det var en midlertidig rutefil, jeg havde lagt ind på gps’en, så det var ikke alle steder, jeg kunne komme igennem. Blandt andet var der en sø, jeg valgte at løbe udenom.
Men en god oplevelse både på ruten og med energien, godt overskud både på turen og efterfølgende.

Kaffemangel

For at få maksimalt udbytte af Gshots, skal man undgå koffein i 2 uger op til løbet. Det kan da ikke være så svært. Jeg drikker ca 2 -3 kopper kaffe om dagen så jeg regnede ikke med at det ville blive noget problem. Den første dag gik ok, jeg havde fundet noget koffein fri the som nærmest smagte ok. De næste par dage havde jeg ondt i hovedet og køre turen forbi BKI var ren tortur. Efter 3-4 dage gik det fint nok. Men lidt vildt at man kan være afhængig af så lidt kaffe.

Flere smerter i læggen

Med under 2 uger til raceday, på en 10 km tur begyndte læggen igen at gøre ondt. Jeg luskede hjem efter et par km, og blev enig med Rune om, at jeg kun løb de ture, jeg følte ville være ok og så helt at droppe at løbe intervaller.
Jeg valgte at holde helt pause ind til weekenden, hvor jeg havde en 14 km tur. De 14 km løb jeg med uret på lydløs i lommen, for ikke at presse mig selv og bare løbe efter hvad kroppen sagde. Turen gik fantastisk, både tempo og puls var for højt og jeg mærkede intet til læggen.
I ugen op til løbet løb jeg et par rolige små ture, helt uden at mærke noget til læggen og jeg følte mig helt klar til raceday.

Udstyr

Jeg forsøgte at pakke så let så muligt.
2 500ml drikkedunke. Fyldt op med energidrik fra start.
7 breve 32Gi energidrik.
4 rør med 32Gi endure tabs, en for hver 15 minutter.
4 breve 32Gi Gshots
Action cam.
Musli barer 6 stk.
1 pose flæskesvær.
Hue og vanter bare for en sikkerheds skyld.
Vivobarefoot neo trail.
Gps med ekstra batterier.
Langærmet trøje.
¾ tights.
Vind og vand afvisende jakke.Oppakning West Coast autumn ultra

,

NXM del 1- Forberedelserne

Jeg tjekker min facebook, og kan se at jeg er tagget i et opslag fra RacingDenmark. Det er min allestedsnærværende løbemakker der har udfordret mig. Sidst blev det starten på vores trail eventyr, denne gang bliver det vist fortsættelsen. Opslaget jeg er tagget i er en teaser på  NXM 2015…jeg er blank, aner ikke hvad det drejer sig om, ingen a-ha, men jeg tager udfordringen op og svarer kækt på hendes kommentar: “Jeg er klar!” I håb om at jeg rent faktisk bliver det….

Det skulle vise sig, at det jeg havde sagt ja til var et to dages etape trail løb i Himmelbjergsområdet, med oppakning og overnatning i det fri!

Nordisk Xtreme Maraton, to dage, med hhv trail, på både 21 og 42 km, (opmærket rute og dele af oppakningen sendt til nightcamp: telt, traquia, sovepose og liggeunderlag og en varm jakke) eller orienterings løb, og alt gear på ryggen og kortet i hånden. Der er distancer med alt imellem wellness trail på 21 kilometer til vanvittige vilde 70X-serien i orienterings regi. (Hvad X’et står for fandt jeg ikke ud af, løberne kom bare meget sent i camp og jeg ved de kom langt omkring. Så mit gæt er at 70 står for km opmålt rute og x’et er de km løberene rent faktisk kommer til at løbe.)
Som rene novicer inden for oppakning, blev min fjeldvandrende storebror kontaktet, og han sendte en kasse med camp udstyr, hvilket sparede os for en del kroner og tid til at finde bare nogenlunde det rette udstyr, fordi det er det der er det svage led i denne kæde: udstyret til nightcampen. Det skal være letvægts, varmt og komprimeret=dyrt, og åbenbart lidt af en religion. Og hvis camp-udstyr ikke er en del af ens grejfetich, er det godt at der er netop de to distancer, hvor de fem elementer af grejet bliver transporteret, på den måde bliver forberedelserne ikke så grej orienteret og der er mere overskud til at øve løb med rygsæk.
Som sagt kunne vi koncentrere os om selve løbstræningen, og det er jo altid en del af deltagelsen til et løb. Her havde RacingDenmark gjort en del ud af at der var træningsløb op til det store løb. Genialt planlagt, på en måde så man lige fik testet svømmeegenskaberne. Når nu løbet var i maj og der skulle oppakning med, var det meget rart at afprøve den manøvre.
Selvom alle mine løbeture fra februar og til maj var med rygsæk, kunne jeg retrospektivt nok godt have løbet mere effektivt med rygsækken. Da jeg ikke pakkede tasken realistisk, hvilket jeg vil gøre til turen 16. Så vil jeg løbe ture på Himmelbjerget, da det område er ret unikt. Selvom min fantastiske makker og jeg har tilbagelagt nogle kilometer på nogler gode spor, fx MTB sporet ved Ebeltoft, vil jeg løbe sådanne ture hyppigere (dvs. 3-4 x pr md), og nogle der er længere (10+ km ture), altsammen med rygsæk pakket til NXM = realistisk belastning.

image Trænings tur i Skanderborgsø i april.

Selve løbsdagen mindede mig om min folkeskole tid hvor vi skulle på klassetur, (dengang var det Robjerg mile nu er det Himmelbjerget, dengang var jeg 14 nu er jeg 40, I know) det er den samme spænding over at tage en tur i det uvisse, der ligger som en sitren i musklerne og en manisk tjekken af taskerne, den lette nervøsitet over om jeg nu har alt udstyret med; det er jo mig der er navigatør og pakmester, og min løbemakker er pacer og motivator. Humøret er højt og bare jeg har min makker kan jeg klare alt, det skal nok gå (og så er det vel ok at føle sig som en på 14…)

image

Et lille uddrag af oppakningen, hvori hygge i form af kulørtelamper, varme sokker og lidt vino, er et vigtigt element.

Når ultra bliver hverdag

Rocky Mountains National Park

“5:00 — 5:00 — 5:00”. Jeg kigger forvirret på min aggressivt bippende telefon. Hvorfor i alverden gik jeg med til at deltage i onsdagens morgenløbetur med Rocky Mountain Runners? Mandag aften på pubben virkede det som sådan en god idé! Jeg forbander mig selv, imens jeg søvnigt tumler ud af sengen. Kaster koldt vand i hovedet, tager løbetøj på, laver kaffe, drikker kaffe. Jeg forlader mit hus i mørket. Klokken 5:30 starter vi løbeturen fra ranger-stationen i Boulder Mountain Park.

Faktisk er jeg her for at arbejde, eller rettere, for at studere. Jeg er i gang med kandidatgraden i antropologi, og nu er jeg altså her i Colorado for at undersøge, hvordan og hvorfor nogle mennesker finder mening i at løbe flere hundrede kilometer om ugen i de her høje bjerge. Det er derfor, at jeg står op kl. 5 om morgenen for at løbe, selvom jeg egentlig helst ville blive i sengen.

Jeg har aldrig været en morgenløber, og jeg har aldrig nogensinde stået op kl. 5:00 for at løbe mig en tur. Jeg holder af at løbe om eftermiddagen, og jeg holder af at løbe om aftenen. Jeg tror faktisk, jeg holder af at løbe på alle andre tidspunkter end lige netop om morgenen. Denne morgen var det Ben, Ryan, Silke, to andre fyre, som jeg ikke havde set før, og så mig selv. Jeg vidste godt, at de andre var hurtige, men holy shit! Efter blot et par minutter hamrede min puls afsted, og mine ben brændte med syre. Normalt er jeg god til at ignorere smerten og løbe igennem den. Faktisk er det måske min eneste styrke som løber. Det, og så min store bagdel, men den vender jeg tilbage til i det næste blogindlæg. Jeg tænker på Julie, som jeg snakkede med dagen før. Jeg nægter at stoppe, fordi jeg er forpustet og har mælkesyre i benene, når Julie løb over 100 km på en brækket fod. Alting gør ondt nu, men jeg nægter at… Wow, jeg bliver pludselig svimmel og får svært ved at fokusere på stien foran mig. Og så, lige der, på en bjergside i hjertet af USA, imens fuglene begynder at pippe, og solen står op over Colourful Colorado, tømmer min mavesæk sig mod min vilje. Jeg fortsætter med at løbe, kaster op igen, fortsætter med at løbe. De andre er væk, eller også er det mig, som er det. 10 minutter senere når jeg toppen til stor glæde for mine medløbere, som har ventet på mig. I fem minutter står vi ved udsigtspunktet Royal Arch og nyder stilheden, mens morgenstrålerne fra den opstående sol kommer os i møde. I den stille morgen virker de flade sletter fuldstændigt upåvirkede af de pludselige stigninger, der bryder op i landskabet, og danner en skillelinje mellem den sydlige del af Colorado og den nordlige – og som i øvrigt lige har sendt min morgenkaffe på retur. Vi nikker indforstået til hinanden og kaster os i hæsblæsende fart ned af bjerget igen. Kl. 7.30 er jeg tilbage ved mit hus. Kaster vand i hovedet, tager løbetøjet af, laver kaffe, drikker kaffe. Dagen er i gang.

Som sagt er jeg ikke nogen særlig dygtig løber. Jeg er ikke dårlig, men heller ikke specielt god. I Boulder, hvor jeg løb og hang ud med nogle af verdens bedste ultraløbere som Scott Jurek, Anton Krupicka, Sage Canaday og Joe Grant, kom jeg givetvis til at virke som en lidt dårligere løber, end jeg måske egentlig er. Jeg er nu tilbage i Danmark, og kan se, at løbere i Boulder ikke er helt det samme som løbere i Danmark. Eller, i hvert fald ikke de løbere som jeg kender i Danmark. I en samtale godt 30 km inde i en 44 km lang træningstur i Boulder, tog jeg mig selv i at forklare en af de andre løbere, at jeg da godt nok havde løbet et maraton før, men aldrig havde løbet sådan rigtig langt. Det gik hurtigt op for mig, hvor åndssvag den sætning måtte lyde for de fleste af mine venner hjemme i Danmark, men her blandt løberne i Boulder blev der bare nikket tavst og forstående. De fleste af de løbere, jeg hang ud med i USA, havde gennemført adskillige såkaldte ”hundred-milers”, altså 100 mil løb, svarende til 160 km. I bjerge vel at mærke. Min gode ven og informant Greg gennemførte sågar et 888 km løb på under 8,88 dage, imens jeg var i Boulder. Altså over 100 kilometers bjergløb om dagen i knap ni dage i træk. Selv synes han ikke, det var noget særligt at snakke om, og da jeg spurgte ham til det, svarede han ydmygt: ”You actually don’t have to be particularly tough to do this. At the end of the day, I can still only do 15 push-ups”.

For mig var det en ret så eksotisk oplevelse at bo fire måneder i en by for foden af Rocky Mountains med en masse løbere, som har bygget deres liv op omkring det at løbe i naturen. Og måske endnu mere eksotisk, at et maraton ikke er noget ekstraordinært for mange af disse løbere, men ofte blot en træningstur. Jeg tror ikke som sådan, at løberne i Boulder er hårdere eller dygtigere end løbere i Danmark. Jeg tror til gengæld, at hele løbekulturen i Colorado, som er mere fokuseret på ultradistancer, højdemeter og fællesskab, end splittider, pulszoner og personlige resultater, er med til at gøre ultra til hverdag. Blandt løbere i Boulder giver det derfor mening at sige, at en maratondistance ikke er sådan rigtig langt.

I mine følgende blogindlæg vil jeg beskrive den løbekultur og livstil, som jeg har oplevet i min tid i Boulder, og som har fascineret mig dybt. Jeg vil fortælle historier om nogle af de bedste ultraløbere i verden, om tætte møder med vilde dyr, om at bo i en bil for at få mere tid til at løbe, og om mit eget første ultra maratonløb.

,

Highland trail marathon

En 6 retters løbemenu i 3000hm

Løbsberetning fra Løberens Highland Trail Marathon d. 2/8 -15, Silkeborg, Marathon distancen.

http://outdoorsportevents.dk/highland-trail

 

    • Gear og energi til turen:

– Brooks pure grit (er fuldstændig forelsket i dem, rigtig dejlig greb på jorden med fusserne).

– Fusion tri tight korte (orange), her føler man sig nærmest nøgen, skønt.
– Iron man t-shirt, ja den er dejlig at løbe med, og man kommer godt i snak med folk på ruten, om forskellige stævner.

– Garmin 910xt, med pulsmåler, dejligt nemt at indstille til det du gerne vil se på af forbrug, af kræfter.

– Fusion løbesokker, UDEN knopper – får ekstra mange vabler af dem knopper.

– Løbebælte, med 2 sis gels og 2 poser squeezy energi. (billige i http://www.runnerscorner.dk) (squeezy vingummi, for at føle, du også får mad ind).

IMG_3574

    • Fakta om løbet:

– 2/8-15 (næste gang d. 7/8 -16).

– Gjessø bakker

– 7 km´s rute med 500 højdemeter

– Kl. 8 – marathon start

– kl. 11 – 1/2 marathon start

– kl. 12 – 14 km

– kl. 13 – 7 km

– Chip og tank selv depoter

En 6 retters menu på 42,195 km.

0-7 km – 47 min

Smagen af gode ben, og masser af energi.

Højt humør, en skøn vejr trækning.

Starten går og tempoet bliver sat tilpas, selvom energien er høj.

Her ved første ret, får jeg virkelig målt og vejet ruten, samt set den smukke natur.

7-14 km – 50 min

Varme ben og masser af vand, (3 -4 gode tap selv depoter).

Tempoet sættes lidt ned, energien stadig høj.

Smagen af 1/3 er i munden, og føles skøn.

HM skiltene er en dejlig fornemmelse af turen.

14-21 km – 54 min

Tiltrængte vingummi og gels indtages (skulle nok have været taget ved 10 km)

Tanken om halvvejs er rigtig god, for bakkerne bliver stejlere.

Brunstokket rørhat ses lidt forskellige steder.

Energien kommer godt op efter energi indtagelsen.

Snacks

Ruten er løbet tilpas op, og egentligt blevet bedre at løbe på.

21-28 km – 62 min

Vingummi indtages i tilpas tid, når lige at føle lidt nedgang.

Tempoet er sat ned på turene op ad, imens det nogenlunde holdes på lige og ned ad.

Stammer, stubbe og grene vokser sig ligeså stille større og større.

Tanken om halv marathon folket kommer med energi

In betweens

Bakkerne bruges til lidt hyggesnak med folk i mellem åndedrættet

28-35 km – 69 min

Mangel på gels og vingummi er stor, ja rigtig stor. (men den sidste spares)

Vand indtages i store mængder, og hældes alle steder, jeg er varm, meget varm.

Presset kan man roligt sige at jeg, faktisk er jeg ikke altid tilstede.
Men benene vil gerne løbe ligeud.

Ekstra tilbehør

(Der er mange flere på ruten (14 og 21 km folket), og de giver rigtig dejlig energi, og nogle at hægte sig på)

35-42 km – 67 min

Den sidste gel tages og energien stiger til hovedet.

Benene er ret tunge til de meget intense nedstigninger.

Målet er lige i nærheden, og det er jo bare 7 km.

Tempoet er ret godt lige ud og også op, hvorimod ned, begynder at gøre godt i benene.

Ekstra dessert

Prustende 7, 14 og 21 km, løbere = mere energi og stolthed.

Generelt oplevelse af turen:

Turen var helt igennem fantastisk, med op og ned ture i mere end en forstand.

Det var helt klart det hårdeste marathon jeg har løbet.
Men ikke bare hårdt fordi det gik op ad, men hårdt mentalt, for man skulle have så meget fokus på at sætte sine ben alle de rigtige steder, ja ca. 80% af turen, samt nogle krævende nedture, for 3000 hm, det er både op og ned.

Rigtig fint tilrettelagt, men rent tilskuer venligt, ville jeg foreslå at flytte start/mål linjen, så der var en opløbs strækning til målet, hvor tilskuerne kunne deltage.

Kokkehuer ud af 5.

Ruten – 5

Energi – 3

Vand – 4

Energien – 4

Tilskuer venligt – 2

Fødderne inden det velfortjente varme bad

Fødderne inden det velfortjente varme bad

Min egen løbe oplevelse – 5

Hårdhed – 5

Samlet – 4

Running Chef

,

Skagen Odde Ultra Trail (SOUT) – min første Ultra

Så skete det: SOUT – here I come! Træningen havde gået helt som den skulle, og alle forberedelser var lige efter bogen. Men hold da op, hvor var jeg ulidelig at være sammen med i ugerne op til. Jeg løb min sidste langtur 3 uger før, og startede så nedtrapningen derfra. Så i ugerne op til Skagen Odde Ultra, var jeg sprængfuld af energi, havde mega gode ben, og i super godt humør. Jeg var vist til tider lige på grænsen til at være rigtig irriterende overskudsagtig for mine omgivelser :0) Så tak til alle for tålmodighed med mig!

Dagen før og selve morgenen

Dagen før løbet havde jeg heldigvis en meget kaotisk og intens arbejdsdag. Ellers tror jeg, at jeg ville have haft meget svært ved at være motiveret og fokuseret på arbejde. Jeg kørte til Skagen om eftermiddagen, og det var rart at få en køretur, hvor jeg kunne begynde at forberede mig mentalt, til at nu var det altså snart nu. Jeg fik ro på i hovedet, men det hjalp dog ikke helt på appetitten. Det var godt nok lidt svært at spise et ordentligt måltid mad, når der bare var kriller i maven, og ingen madlyst. Men så måtte fornuften råde, og jeg fik spist en god portion pasta. Sjovt som fornuften skulle bruges omvendt af hvad den plejer. Plejer i min verden er: ”Nej, lad nu være med at spise mere mad, selvom det smager godt  – du er jo mæt”. :0) Og et lille fif til at falde i søvn og sove dejlig roligt, er en aftendukkert i Kattegat!

Pakket og parat

Pakket og parat

På selve morgenen for løbet, tågede jeg rundt. Det startede ellers fint med, at jeg spiste 2 ½ time før løbsstart, men så satte raskløsheden ind. Jeg havde ikke lagt en plan for hvad jeg skulle bruge de næste 2 timer på, så jeg futtede lidt rundt og snakkede med andre løbere. Og jeg fik smidt min nøgle væk, panikkede, fik andre til at lede efter den, hvorefter jeg fandt den i min egen lomme! Aftenen før havde jeg lagt alt frem, som jeg skulle have på og med, men blev så pludselig i tvivl om solbriller. Valgte at tage dem med…..nej ikke alligevel…..jo det må jeg hellere…..tog dem med og kunne så ikke finde dem…….fandt dem så i hætten på min jakke……..det var vist mere held end forstand at jeg indfandt mig på startlinjen 15 min før start.”Lessons learned”: Læg alt klar aftenen før, og ombestem dig ikke.

Til start

Det var jo mit første ultratrail, så jeg lærte et par ting om ultratrailløbere. F.eks. at de snakker som sindssyge. Der var simpelthen en knævren og sludren om løb, udstyr, forventninger, generel ”hvordan går det og er du klar”, pølser og kolde håndbajere som ville vente os når vi kom i mål og ikke mindst vejret (jaja – selvfølgelig bliver det ikke regnvejr og vinden er da ikke så slem…… det kom så ikke til at holde, kan jeg afsløre!).

Alt den snakken var pisse hyggeligt, men efter en masse hurtigsnak, kunne jeg mærke, at det fik karakter af overspringshandling fra min side. Min krop reagerede simpelthen, som om at den ikke var klar over, hvad den skulle i gang med lige om lidt. Så jeg trak mig ud til side, trak vejet dybt og bare glædede mig………”Lessons learned”: Jeg har behov for ro og ”alenetid” op til start.

Så gik starten

Og hold da op et tempo der blev sat! Jeg havde lovet mig selv og Rune (min skønne træner fra Running Now) at jeg ikke ville lade mig rive med, og det gjorde jeg heller ikke! Men det var godt nok svært. De første km gik igennem Skagen, og her slap jeg flere og flere løbere, og fik den der følelse af at bliver løbet fra og være en af de sidste. Det er ikke en følelse jeg har det særlig godt med! Så jeg brugte en del energi på at være stædig og ikke lade de andre bestemme min strategi – det er faktisk ret fedt når stædighed kan bruges konstruktivt. Og syd for Skagen fandt jeg et par løbebuddies som jeg fulgtes med indtil 1. depot efter ca. 22km. Super hyggeligt, og meget rart at have nogle at følges med, så jeg ikke var afhængig af selv at finde vej.

Fede stier og smukt landskab

Fede stier og smukt landskab

Ved 1. depot, fik at vide vi var nogenlunde de bagerste, og det var altså bare rigtig træls! Jeg hader bare at være bagerst! De sidste par km inden depotet, havde jeg overvejet at trække fra min løbebuddies, men var lidt ulden ved selv at skulle finde afmærkningerne på ruten. Efter depotet valgte jeg, at nu måtte min ”rypehjerne, der kan bliver væk indenfor en kvadratmeter” lade være med at tage over, og jeg trak fra, og løb de næste mange km alene. Og det var faktisk slet ikke så slemt – og jeg løb ikke forkert! ”Lessons learned”: Ruten var super godt afmærket og jeg kan faktisk godt finde vej når det kommer til stykket.

Halvvejs - og stadig gode ben

Halvvejs – og stadig gode ben

Ved passering af de 30 km (juhu – jeg var halvvejs), gjorde jeg status: Stadig gode ben, og ikke ømme steder. Yes: det kører for mig! Og jeg havde det faktisk helt fint med at løbe alene, og holde mit eget tempo. Og lidt efter de 30 km, startede den vildeste optur for mig. Jeg begyndte at indhente og overhale løbere der af den ene eller anden grund var gået kolde. Det er bare fedt når vedholdenhed og god strategi giver pote. Festen fortsatte helt til 2. depot (efter ca. 44 km), hvor jeg på det tidspunkt have overhalet 23-25 løbere. I depotet havde jeg en vildeste ”runners high”, og til jer som jeg mødte i depotet: Jeg er altså ikke altid så hyper :0)

Efter depotet kom vi ud langs med stranden, og vinden var nu en pæn modvind. Jeg skylder en tak til en intetanende mand, for rigtig god lædækning de næste par km. Man må vel spare på energien når man kan, ikk? :0) De næste ca. 10 km gik super – jeg overhalede flere løbere, men havde ikke helt styr på, hvem der var på 30 km ruten og hvem der var med mig på 60 km ruten. Men der blev da taget en 4-8 stykker 60 km løbere.

Det kørte derudaf, men omkring de 53 km satte trætheden ind. Jeg sværger virkelig, at der var mindst 3000 m mellem 53 og 54 km! Og så drejede vi ud på Sandormens spor, som var bredt, fladt, sandet, kedeligt og med den ondeste modvind. Der fik jeg godt nok lyst til at tude, og tænkte, at jeg da godt kunne gå lidt. Bare lige lidt……. Indtil da, havde jeg kun gået, når det var opad klitter, og jeg tænkte, bare lige 10-20 meters gang, kunne det da ikke ske noget ved………. Men efter 10 skridt, kiggede jeg mig over skulderen og så en mandlig løber komme op mod mig. Efter at have overhalet så mange løbere, og haft den fedeste optur, skulle jeg altså ikke indhentes. Så jeg fokuserede på at sandet lige, her hvor jeg var lige nu, var dejligt hård, og løb igen. ”Lessons learned”: Med den rette fokus og stædighed, kan man lige lidt mere end man tror :0)

På Grenen i god sidevind

På Grenen i god sidevind

De sidste km gik forbløffende hurtige. Pludselig stod jeg på Grenen, i den sejeste sidevind, og så var det bare medvind hjemad. Sikke en fest. Og 300 m før mål stod mine unger og deres far og tog i mod mig og fulgtes med mig i mål. Tusind tak til jer alle 4. Og tusind tak for verdens bedste krammer, da jeg havde krydset målstregen!

Verdens bedste mål-krammer

Verdens bedste mål-krammer

Dagene efter og hvad så nu?

Dagene efter havde jeg overraskende nok, ikke særlig ømme ben. Der var bare rigtig rigtig langt ned til gulvet! Men jeg var godt øm i skuldre, nakke og overarme. Jeg skal vist have trænet noget mere styrke/klatring inden næste ultraløb. Og så har jeg opdaget et nyt fænomen: Hobit-appetit. Morgenen efter løbet, vågnede jeg og var sulten, spiste morgenmad, blev mæt, der gik ½ time, hvorefter jeg var sulten igen og spiste morgenmad en gang til. Det gentog sig til frokost. Og aftensmad. Og mandagen morgen. I løbet af mandagen gik det over – heldigvis, ellers ville det ende helt galt!

Hvad er så mit næste mål? Jeg er ikke helt sikker, men det skal helt sikker være ultratrail igen. Jeg går med et potentielt race, men skal lige have et par ting til at falde på plads inden jeg melder det ud. Så hold øjne og ører åben, jeg melder nok snart ud!

,

Swiss Alpine 2016 – del 2 om planlægning og forberedelse af ultraløb

I mit sidste indlæg introducerede jeg min store målsætning for 2016, gennemførsel af ultraløbet K78 i de schweiziske alper. Jeg introducerede den overordnede fase model for min træningsforløb, som vist nedenfor

 

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Jeg vil anbefale alle der kaster dig ud i et lignende ultraløb om at fase inddele jeres træningsprogram. Hvis man ”kører på” med kvalitetstræning i 8-9 måneder løber man stor risiko for at få skader, samtidig med at kroppen slet ikke kan kapere så meget formfremgang uden restitution, man spilder simpelthen sine kræfter og opnår ikke de effekter man ønsker.

 

Derfor kører jeg et langt grundtræningsforløb hvor jeg i 13 uger primært vil løbe ture i LSD (Maffetone) tempo. For dem der ikke er bekendt med Maffetone, kan jeg nævne at hans løbetempo udregnes i den simple formel om 180 – din alder, og det er så den puls du skal løbe efter. Ideen er at du vil blive hurtigere, af at løbe langsommere. Jeps den er god nok! philmaffetone

 

Formålet vil være at øge fra mit nuværende gennemsnitlige mængde niveau på ca. 50 km ugentligt, til 90 km ugentligt, med ca. 10% fremgang om ugen, og med hver fjerde uge som restitutionsuge og nedsat træningsmængde. Teorien om restitution som alfa-omega til sikre formfremgang er nærmest universelt accepteret i løbeverdenen.

 

Grov skitse for grundtrænings blokken vil så være :

 

 

Uge Samlet mængde Antal ugentlige ture
1 49 4
2 54 4
3 59 4
4 50 4
5 56 4
6 62 4
7 68 5
8 55 4
9 66 5
10 73 5
11 81 5
12 90 5
13 90 5

 

De efterfølgende blokke vil jeg ikke planlægge i detaljer på nuværende tidspunkt. De ligger længere fremme så der er meget der afhænger af hvordan min krop og motivation reagerer på et langt grundtræningsforløb med stigende mængder.

 

Blok II – udholdenhed og tempo.

 

På dette tidspunkt i forløbet er tanken at introducere kvalitet i programmet. Mængden vil blive holdt omkring 90 km om ugen i de fleste uger. Progressionen vil bestå i at indlægge 2 kvalitetspas i ugens træning. Kvalitetspas I vil skiftevis være et tempoløb med fokus på at forbedre mælkesyretærsklen, og et pas med Vo2 Maks intervaller for at forbedre iltoptagelsen

 

Kort om kvalitetstræning.

 

Der findes mange ressourcer online om de forskellige trænings intensiteter og de tilknyttede effekter. Meget baserer sig på Jack Daniels grundlæggende principper og empiri, og det er også her min grundviden om løbetræning er hentet fra, nemlig hans banebrydende running formula. Bogen kan varmt anbefales og købes her Jack Daniels Running Formula Helt kort så vil jeg primært arbejde med AT tempo og Vo2 Max tempo. AT tempo har til formål at rykke mælkesyretærsklen opad, dvs. øge det tempo der kan løbes i uden at ophobe mælkesyre i musklerne. Træningen udmøntes for mit vedkommende ved tempoløb af 25-40 minutters varighed. Vo2 max intervaller er mellemlange intervaller der løbes ved højere intensitet end AT tempo og har til formål at øge iltoptagelsen, dvs. konditionen. Typisk vil jeg løbe 4-6 intervaller af 800 – 1200 meters med 2-3 minutters pause imellem hver.

 

Kvalitetspas 2 vil bestå af en mellemlang tur på 14-18 km som vil forsøges løbet i kuperet terræn, evt. indlagt bakkespurter.

 

Derudover en langtur om ugen på minimum 25 km og 1-2 supplerende ture i LSD tempo. Tanken er at det lange grundtræningsforløb vil gøre at jeg kan indlægge kvaliteten uden at blive skadet. Bemærk at jeg ikke planlægger at øge den ugentlige mængde. En klassisk fejl er at øge for meget på en gang, derfor har jeg først fokus på langsomt tempo mens der mængde opbygges og dernæst fokus på konstant mængde, og stigende kvalitet i træningen.

 

Blok III – løbsforberedelse

 

Ideen med denne blok vil være at holde programmet fra blok II, og først i forløbet øge mængden til 105-110 km om ugen med en peak uge omkring midt juni (ca. 4 uger før løbet) derudover at indflette noget styrketræning, og vandring i forløbet samt 2 marathons, gerne med 1-2 ugers mellemrum for at blive komfortabel med at løbe langt på trætte ben

 

 

 

 

,

Swiss Alpine k78 – vejen til min ultraløb debut

En føljeton om min forberedelse til Swiss Alpine k78 2016

Da jeg startede med at løbe og trænede op til mit første marathon blev jeg hurtigt interesseret i hvad der ellers lå og lurede i fremtiden af udfordringer. Jeg fandt ud af at der var noget der hed ultraløb og det var helt ubegribeligt for mig at forstå at nogen kunne (og ville) begive sig ud på distancer på 50km, 100 km, 100 miles, etapeløb og så videre. Ret hurtigt blev der dog også tændt en gnist og det sitrede i mig for en dag selv at kunne begive mig ud på noget lignende. Det klassiske og store Swiss Alpine K78 blev hurtigt opdaget og i flere omgange fascinerede det mig, og jeg lovede mig selv at stille op til dette løb en gang i fremtiden.

 

http://www.swissalpine.ch/

Swiss Alpine K78

 

”there is no time like the present” som nogen engang sagde og jeg er utrolig spændt og stolt over at min ultra debut skal være ved Swiss Alpine k78 i Davos i 2016. Jeg glæder mig til at fortælle jer om mine forberedelser frem mod løbsdagen. Det kan dog være en utrolig uoverskuelig proces at skulle planlægge et træningsforløb frem mod et ultraløb. Dels er der langt færre ressourcer online i forhold til marathon planlægning og træning, og dels er træningen i langt højere grad løbs specifik da hvert enkelt løb byder på sine egne udfordringer. Jeg vil derfor køre en blog serie om mine forberedelser frem mod Swiss Alpine k78 og jeg håber DU kan finde inspiration hvis du også står og overvejer at kaste dig ud i et lignende løb. Samtidig vil det fungere som en øget motivation og hjælp til at holde gang i træningen, at jeg på den her måde skal blogge om mit forløb og ”stå til regnskab” over for læserne

 

Del 1 – Overordnet planlægning.

 

Jeg kender et par stykker der har gennemført k78, et par løbekammerater jeg har mødt igennem den fænomenale løbeklub Sparta som vel nok er Københavns største løbeklub, der samtidig er bredt funderet og derfor rummer elite såvel som nybegyndere. Eksempelvis har klubben 0- 5 km begyndertræning hvor helt nye løbere kan løbe i hold med erfaren løbetræner og arbejde sig op til at kunne løbe 5 km i løbet af et 12 ugers program. Samtidig vinder Sparta’s elite løbere motionsløb og marathon på ugentlig basis så der er virkelig lidt for enhver smag i klubben.  Derudover har jeg fået inspiration til mit forløb fra diverse internet forum, hvor især K78 trådene på loebesiden [ www.loebesiden.dk] har været hjælpsomme. Det gode er at hvad ultraløb angår, så er k78 betegnet lidt som et hyggeløb (gisp!) dvs. udover at det forhåbentlig er et godt debut løb, så vil jeg tage afsæt i klassisk marathon træning, som jeg så vil udvide til at forløbe over længere tid, og med længere ”langture”, samt enkelte andre modifikationer

 

Del op i blokke

Programmet vil jeg fase inddele således at hver periode på 3 måneder har hver sit tema og formål. Det har den klare årsag at programmet skal løbe over 9 måneder (November 2015 – juli 2016) og et traditionelt special træningsforløb mod marathon over blot 12-16 uger. Faserne vil i grove træk blive inddelt således:

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Hver blok vil få et ugeprogram der vil tage hensyn til langsom progression for at undgå skader, og de fokusområder og målsætninger der er tema for hver blok.

 

I mit næste blogindlæg vil jeg gå i detaljer med hver fase