Indlæg

Cold Hawaii Ultra 2017

Cold Hawaii Ultra 2017

Cold Hawaii Ultra 2017

Denne gang kommer der en kort fortælling om dette 50km løb fra Hanstholm til Agger.

Se mere om løbet her

Forberedelse

Forberedelserne til løbet har været meget sporadiske og jeg har ikke fået løbet så meget som jeg burde. Det vil sige at det samlet set er blevet til 45km i September.
Jeg havde dog valgt at jeg ville løbe alligevel for at se hvordan det ville gå.

Udstyr

Det er altid lidt svært at finde ud af hvad man skal løbe i for denne gang var ikke nogen undtagelse
Jeg valgte følgende fra fødderne og op

  • Altra Lone Peak – god plads til tæerne
  • Inov8 Mudsoc – strømper i uld
  • Fusions tights – Lommer til småting
  • Standard løbetshirt – har erfaret at det ikke betyder så meget for mig
  • Inov8 Race Elite jakke – vandtæt anorak
  • Thy Trail Marathon buff –  god til lidt ekstra varme på halsen
  • Aonijie Vest – Vest med mange lommer
  • Tailwind Energi – God energi til at blande i vand
Flatrunner

Flatrunner

Indskrivning

Jeg kom til indstilling fredag da jeg skulle overnatte i Thy. Da jeg kom var jeg den den sidste der skulle med bilen til overnatningsstedet. Vi skulle overnatte på noget der hedder Langebjerggård hvor der er plads til 77, men det var kun 3 der skulle overnatte vi fik et værelse hver. Jeg fik ordnet min seng og gjorde det sidste klar til dagen efter

NOVATEK CAMERA

Langbjerggård

Det var rigtig dejligt at man kunne fokusere på at komme op om morgenen og ikke skulle køre langt for at komme derop. Dagen efter blev vi hentet klokken 8:10 og kører til start da vi kom til starten var der allerede mødt nogen løbere op og der bliver snakket. Senere kom der en bus kørte fra målområdet ved Agger hvor målet var. Der gik ikke så lang tid inden starten gik

Løbet

NOVATEK CAMERA

Starten

Starten

Det startede i regnvejr
Vi startede regnvejr og Løb fra Hanstholm madbar vi løb på stier indtil vi kom på cykelstien, hvor vi skulle løbe 10 km. Det var et rimelig kedeligt transportstykke som vi desværre ikke kunne undgår.

NOVATEK CAMERA

Cykelstien

Kilometerne gik ok at jeg snakkede godt med min løbemakker. Vi kom til depotet i Klitmøller ved ca 12 km og fortsatte mod Nørre Vorupør.
Efter  Klitmøller kom vi ind på nogle små stier. Det var dejligt at komme væk fra asfalten på andet underlag.

NOVATEK CAMERA

Gode stier

Stranden

Det viste sig dog at det ikke var alle stykker der var lige gode. Vi kom til stykke på stranden for at komme til andet depot i Nørre Vorupør ved ca 25km. Stranden var hård at løbe på da fødderne sank et stykke i for hver gang man tog et skridt og vinden kom imod os fra syd øst. Da vi kom til depotet fik vi fyldt godt op da dette var sidste depot inden vi kom i mål.

Stranden

Stranden

Turen forsatte på stranden og underlaget var nu en smule bedre og vi kunne løbe lidt en gang imellem for at få varmen i benene igen. Vi var på stranden i ca halvanden time og 10-12 km. Stranden syntes uendelig og vi kunne blive ved at se løbere langt frem hvilket ikke var godt for motivationen.

NOVATEK CAMERA

Tilbageblik på stranden

Efter stranden

Da vi kom op fra stranden gik turen på markveje til et lille vanddepot. Kort efter depotet var nødt til at slippe min makker da benene var trætte og han var bedre løbende.
Efter at have sluppet min makker løb jeg resten af turen selv. Det var på gode stier og i dejlig natur så det hjælper på det
Løberiet var blevet afløst af at gå løbe intervaller og det bliver mere til en kamp for at komme igennem

NOVATEK CAMERA

Klithede

Flere perioder valgte jeg at løbe til næste markering og derefter gå lidt for så at løbe til næste markering igen. Turen gik ud over klitheden og det var rigtig sjovt at se hvordan det så ud uden den mængde vand der er til Thy Trail Marathon. Desuden løber vi også den anden vej så det er svært at se hvor man er.

Det sidste stykke

I længere tid kiggede jeg efter Lodbjerg Fyr da jeg vidste at herfra var der kun 5-6 km til mål.

NOVATEK CAMERA

Lodbjerg fyr

Lodbjerg fyr kom til syne og benene fik mere energi. Jeg satte mig for at massere mine lægmuskler lidt hvorefter jeg kunne løbe videre. Mål var nu i syne eller jeg vidste ca hvor langt der var der er noget psykologiske at have et punkt man er nået til hvor man ved hvor langt er der tilbage i forhold til at kigge på uret.
På dette tidspunkt var jeg våd og det regnede, men nu gjorde det ikke så meget mere da man var våd hele vejen igennem.

NOVATEK CAMERA

Vejen til mål

Målgang

Jeg kommer til vejen som gik ind mod mål var og var klar over at nu var jeg ved at være der. Da jeg kom tætteere på kunne jeg se min kone der tog lidt billedere og lidt senere kunne jeg også se min datter lige inden jeg løb i mål. Det giver altid noget ekstra at se familen er der.
SlutSiden blev 6 timer og 8 minutter som jeg var ganske godt tilfreds med
Det sluttede i regnvejr

De små ting

Vi fandt hurtigt nyt tørt tøj og det var rart at komme i noget tørt. Man finder hurtigt ud af at på disse lange eller mellemlange tur er det de små ting som man sætter meget pris på når man kommer i mål, hvor tørt tøj var en stor del af det denne gang
Jeg snakkede lidt med min løbemakker om hvordan det er gået. Kort efter gjorde vi klar til at køre hjem. der var mad i løbet men familien havde valgt at vi skulle ud at spise så jeg gav min billet væk Jeg kørte selv derfra og det gik fint.

Reflektion

Efter man er kommet i mål hvor der er gået et par dage tænker man lidt over hvordan løbet egentlig var. Det var et super godt løb med en god stemning men det lange Strand stk i regnvejr kunne jeg godt have undværet.
Fælles for ultraløbet er at der er en afslappet stemning Og alle løbere snakker med hinanden og at høre til hinanden når de løber forbi. Jeg synes at det er hyggeligt at der er en helt anden motivation for løbet end bare at løbe stærkt.
Det kan godt være at man flere gange tænker at undervejs og dette er en dum ide, men når man kommer i mål og kommer på den anden side er det en rigtig god oplevelse.
Det er nok ikke sidste gang jeg kommer til Thy for at løbe Cold Hawaii Ultra og på nuværende tidspunkt har jeg tilmeldt mig Thy Trail Marathon 2018.
God tur derude

22 år og ultraløber, hænger det sammen?

Nu har jeg efterhånden hørt det en del gange og ved stadig ikke, hvilke grimasse jeg skal hitte på, når den bliver kastet på bordet.

 

”Du er jo også så ung”

 

Korrekt!

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Jeg er 22 år gammel og jeg er helt enig med denne konstatering!

 

Men er det en fordel eller en ulempe, når det kommer til ultra- og trailløb?

To løb slag løb som jeg måske er gået hen og blevet lidt bidt af.

 

Ja, det er jeg faktisk meget i tvivl om! Og derfor ved jeg sjældent, hvad jeg skal svare til den kommentar.

 

Jeg har nu løbet et ultraløb på 52,7 km og to længere trailløb Skagen Odde Ultra 30 km og Julsø Ultra 30 km, hvor jeg er kommet ind i top 3. Jeg har ikke den store erfaring med disse slags løb (nok pga. min alder, sjovt nok), men en ting er sikkert og det er, at jeg synes det er MEGA fedt.

 

Ens for alle løbene, som jeg har deltaget i, er selvfølgelige en masse rosende ord, klapsalver og highfives, hvorefter der ofte følger den samme kommentar omkring min alder.

 

Jeg kan jo ikke andet end at give folk ret, fordi i forhold til de andre deltager på listen, ja, så er jeg i den yngre gruppe.

 

Derfor kan jeg jo kun nikke og smile.

Julsø ultra 30 km

Julsø ultra 30 km

Bag smilet gemmer der sig dog en tvivl.

 

Tvivlen bunder i, at jeg ikke kan finde ud af, hvad denne kommentar omkring min alder går ud på.

 

Skulle jeg være bedre til disse lange distancer og uoverskuelig højdemeter fordi jeg er 22 år gammel?

 

I så fald, så forstår jeg slet ikke, hvorfor der ikke er flere unge i det her skønne miljø.

Man får jo sine 5 minutes of fame, likes på Facebook og masser af kolde øl, det er da, så vidt jeg ved, noget vi unge mægtig godt kan lide?

 

Så derfor kan jeg ikke helt forstå sammenhængen imellem, at jeg præsterer godt til disse løb og min unge alder.

 

Jeg kan mærke, at denne kommentar påvirker min indstilling og tanker omkring min egen præstation negativt.

 

Jeg står tilbage med en fornemmelse af, at jeg er kommet lettere igennem pga. min alder og IKKE pga. jeg faktisk er skide god til at få trænet (selv i regn, sne og slud) og bare elsker at løbe for at være bund ærlig!

 

Det er lige før, at jeg faktisk føler, at jeg har snyd lidt, hvis det giver mening?

 

Så jeg får altid en lidt dårlig smag i munden efter denne kommentar, fordi jeg lige pludselig ikke føler, at jeg fortjener det, men er blevet foræret det, fordi jeg jo kun er 22 år.

 

Når det så er sagt, så kan jeg godt se nogle fordele med min alder!

 

Jeg har ikke et fuldtidsarbejde, børn, hund og have, som jeg er forpligtet til at passe, men derimod bare mig selv og min træningsplan. På den måde kan jeg godt se, at det måske er lettere for mig, at få tid til at træne.

 

Måske er det faktisk bare det, som ligge bag denne kommentar og jeg bare overanalyser, overtolker og fuldstændig overtænker det hele.

 

Men en ting er vigtig at du forståer, jeg er rigtig glad for at løbe. Hvis du sidder der ude og læser dette og krummer tæer, fordi du måske har smidt denne kommentar efter mig, så bare rolig, du er ikke den eneste, som har sagte det til mig.

 

NO HARD FEELINGS!

 

Jeg håber bare en dag, at jeg kan sige til mig selv

 

”DU ER EN BRAND GOD LØBER”

 

og ikke skulle tænker,

ja, men jeg er jo også ung,

jeg har jo også lange ben,

jeg var heldig med vejret,

jeg havde gode sko på og

jeg har også en god træner

 

Men derimod give mig selv æren.

Mit første ultra - Badman til Kalkmineløbet

Mit første ultra – Badman til Kalkmineløbet

Optur over Becca France

Da jeg var på tur mod Punta Chaligne anden gang kunne jeg se over til en ret dramatisk kant mod vest. Samtidig var der heller ikke rigtig noget sne derovre, hvilket dragede mig. Kanten omkrandser et næsten lodret stenfald som minder om noget fra et meteornedslag eller en vulkan. Det viste sig at være Becca France og at rute 9A går derover og op til toppen her fra Ville sur Sarre. Med GPX genereret via Cartographic Navigator SCT (lyder tjekket ikk’?) begav jeg mig afsted i super nice solskin.

100517_04Ruten gik hurtigt meget stejlt opad gennem en dejlig sval nåleskov med blød bund. Det var guf for et par møre achillessener. Jeg var ret spændt på at se hvordan ruten ville folde sig ud når jeg nåede op på kanten. Og så pludselig, som ud af ingenting, når man op over skoven og hele kanten ligger blottet som én lang barsk kam. I beskrivelser havde jeg læst at den var nem at gå, men med visse ret eksponerede steder. Endvidere skulle den sidste opstigning være for erfarne vandrere – stod der. Det måtte jeg jo se på.

100517_02Det er virkelig en spektakulær tur hen over kanten. Flere steder er der lodret fald nærmest inde under en. Visse steder er stien så smal at man føler man står og vipper på æggen af klippen. Det gav nogle dejlige sug i maven og den der følelse af at man ikke kan holde balancen. Jeg synes ellers  allerede, at mit balancecenter er begyndt at vænne sig til forholdene. Ikke helt endnu, men jeg føler da ikke verden vipper længere, når jeg ser ud over kanterne.

Det allersidste stykke op mod toppen var meget stejlt og med løst grus. Tog lige starten op og ned for at have en fornemmelse af hvor fødderne kunne få lidt fæste. Og så helt op. Det er virkelig spektakulært. Det havde det nu været hele vejen og der var mange kiggestop undervejs. Kan klart anbefales. Ganske let rent teknisk og god træning pga stigningen op til kanten.

100517_03På toppen nød jeg et par energibarer og fik brugt min nyerhvervede kikkert flittigt. Lige overfor kunne jeg tjekke snesituationen på Punta Chaligne. Den er stadig ikke helt god. Men dejligt legetøj sådan en kikkert. Klart en af mine bedste investeringer i grej i længere tid. En anden fed gang grej er Salomons pilekoger til stave. Raffineret og smart fundet på. Så sidder stavene bare der og man kan tage det af hvis det ikke skal bruges.

100517_01Turen ned igen til skoven gik nu helt fint selvom det var meget stejlt og løst underlag. Derudover ville jeg også gå en rute der går langs bunden af stenfaldet. De to skiller sig fra hinanden nedenfor kanten. Det var en ret fed travers på den skovklædte del og løbbar. Pludselig åbnede træerne sig og man kunne se direkte op i stenfaldet. Præcis som jeg havde håbet det! Og det er jo fedt når noget er som forventet. Jeg stavrede over klipper og væltede træer til jeg befandt mig midt i centrum af stenfaldet. Og så sad jeg ellers der og var overvældet. Så tilbage igen og tage det sidste stejle nedløb. Lækker tur på 16km og masser af episk udsigt som belønning. I aften er det i øvrigt fuldmåne, så kan jeg kigge lidt nærmere på den.

De foregående dage har jeg brugt på at se på flere borge – og gå rigtig meget op og ned af bjerget. Køre i bus på bjergvejene med chauffører fra Helvede, overvære det lokale gededyrskue, scoute ruter og løbe dyrestier. Og ikke mindst så har jeg fået set samtlige romerske efterladenskaber i Aosta. Og jeg mener virkelig alt. Fra alle vinkler. Ovenover og under jorden. Og der er en del. Alene bymuren en ca. 3km hele vejen rundt. Men det var fedt at få det hele på plads på en gang. Jeg har også set de to første afsnit af Matador – det er jo et stykke dansk kulturhistorie…

Det handler om at gøre en forskel – Everesting DK

OK, det kommer til at lyde lidt langhåret og meget eksistentielt det her, men hvad er det, der giver mening her i livet? Hvad skaber og giver glæde? Hvad får én til at spænde hjelmen og få tingene gjort?  Ja, jeg tror på at dét, at gøre en forskel for andre, betyder utrolig meget. Så i år er jeg på arrangørholdet til Everesting DK! 🙂

Everesting DK

Jer, der har fulgt mig her på bloggen, kan måske huske et indlæg fra sidste år, der handlede om Everesting DK. Her deltog jeg på distancen Mt Blanc med 4.808 højdemeter / 70 km fordelt på 18 omgange á 4,2 km / 280 højdemeter, og havde en fantastisk oplevelse!  Men Everesting DK er meget mere, end at løbe hamsterhjul i skovene ved Knøsmarken. Det er nemlig ren og skær glæde ved at give. Og til Everesting DK handler det om at give penge til Læger Uden Grænser.

Everesting trinnet, der ligger dér, og venter på de seje løbere.

Everesting trinnet, der ligger dér, og venter på de seje løbere.

Læger uden Grænser

Læger Uden Grænser (Médecins Sans Frontières) er en privat, international, humanitær organisation, der yder humanitært arbejde i form af medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden.

Deres primære formål for det humanitære arbejde er at yde nødhjælp til de befolkningsgrupper, som er mest udsatte i forbindelse med naturkatastrofer, krige, konflikter, epidemier, sygdomme, hungersnød og fattigdom. Derudover har de også forpligtet sig til at give vidnesbyrd om de forfærdelige forhold, de møder igennem deres humanitære arbejde og dermed bidrage til at oplyse om leveforholdene i verdens brændpunkter.

Sidste år, som var det første år Everesting DK blev afholdt, indsamlede vi 52.840 kroner i alt, hvor alle pengene gik direkte til Læger Uden Grænser. Og jeg håber at vi kommer et pænt stykke over det i år!

Og når jeg skriver, at alt går til Læger Uden Grænser, er det altså rigtigt. Ikke noget med at overskuddet går til dem – nej det hele går til dem. Vi som arrangører tjener intet ved arrangementet, og forplejning m.m. bliver doneret af sponsorer. Det har jo så givet en lille krølle i forhold til International Trail Running Association (ITRA). (Everesting DK er registreret hos dem). ITRA havde mere end almindeligt svært ved at forstå vores koncept. “Jamen, hvor er regnskabet for løbet?” “Hvad er overskuddet?” “Hvad mener I med, at der ikke er noget overskud fra løbet?”

Men vi går vist bare all in på go trail karma i Eversting DK 🙂

Hvordan støtter man som deltager?

Se, det er helt simpelt! Du støtter indsamlingen ved at tilmelde dig løbet, og deltagerbeløbet går direkte til Læger Uden Grænser. Du kan selv betale, eller få andre til at betale for din tilmelding. Minimumprisen for deltagelse er 1.000 pr person, men idéen er selvfølgelig at få samlet så mange penge ind som muligt til ens deltagelse.

Du kan løbe et af de 3 ”bjerge” Mount Everest (8.848 højdemeter / 130 km), Mont Blanc (4.808 højdemeter / 70 km) eller Galdhøpiggen (2.469 højdemeter / 40 km). Enten kan du løbe dem selv, eller du kan løbe i hold på 2, 3 eller 4 personer, eller hvor mange I nu vil være om at tage de omgange I beslutter jer for.

Hvordan støtter man en deltager?

Man kan også støtte en af deltagerne – altså helt uden at skulle snøre løbeskoene. Man går helt simpelt ind på indsamlingssiden (se nedenfor) og donerer penge til den løber / det hold man gerne vil bakke op om. Og tro mig – det gør en KÆMPE forskel at folk har støttet én, når man ligger derude på runde nummer uendelig, og begynder at overveje hvad man egentlig har gang i. Det betyder altså virkelig meget!

Bo Larsson. Everesting Solo 2016 finisher, og tilmeldt 2017 på Everest Solo!

Bo Larsson. Everesting Solo 2016 finisher, og tilmeldt 2017 på Everest Solo! 

Hvordan støtter man på dagen?

Sidst men ikke mindst, kan man komme på selve dagen og støtte indsamlingen og ikke mindst de seje seje løbere. Og for at gøre det rigtig lækkert for alle jer som kigger forbi, disker vi op med små event, så der er noget for alle:

  • Foredrag af Kristina Extreme Running 2016 vinder af 5 dages ultraløbet Jungle Ultra i Peru.
  • Guidede løbeture i området (der bliver noget for alle niveauer, både for dem, der kan følge med de hurtige, og for dem som foretrækker at gå op ad bakkerne).
  • Yoga session med Rosa Montiel, uddannet Bikram og Ashtanga underviser.
  • Mini Everesting DK i skoven tæt på pladsen for unger og andre barnlige sjæle, der vil nappe omgange (evt på tid) på en lille bane.
  • Rideture for børn på de skønne Islandske hest.
  • Backyard climb for ungerne (ned og op igen ad den store bakke). Hvem får mon taget flest ture i løbet af dagen?.
Camp på Knøsmarken - så bliver det ikke meget bedre!

Camp på Knøsmarken – så bliver det ikke meget bedre!

Hen under aften tænder vi op i bålet, og der bliver mad og hygge i bedste trail løber stil. Og det bedste ved det hele er, at det koster lige hvad du har lyst til at betale. Du kan gi en 20’er – eller 200 kr for en mini-event. Du bestemmer prisen, bare du er med på at støtte Læger Uden Grænser 🙂 Overnatningen er dog gratis, bare du tager dit eget telt med!

Betternow

Tilmelding og donationerne til de deltagende løbere/hold foregår igennem Betternow. Siden er måske ikke er den mest brugervenlige side der findes, men det er vigtig det bliver gjort på den rigtige måde, da bidrag er fradragsberettigede. Kontakt endelig Eversting DK via hjemmesiden eller Facebook, hvis du har spørgsmål.

Om at gøre en forskel

Men tilbage til det, det hele handler om. At gøre en forskel. Løbet opstod i Simon Grimstrup hoved under et 23 timers langt løb, – det med at løb bør gøre en forskel. Og vi kan! Som den frivillige forening Århus Hjælper siger: ”Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”.

Så selvom Henrik Leth Jørgensen i målområdet, efter at have gennemført Everesting Solo i 2016 siger: ”Det er sgu syg humor at lave så’n noget” så giver det faktisk rigtig go’ mening. Og hvis du stadig er i tvivl, så tjek filmen fra 2016 ud:

Så kom til tasterne, støt op om nogle at de seje løbere og gør en forskel!

Tak!

camilla-bergmann-thy-trail-marathon-2

”Bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller til start til Thy Trail Marathon”

Godt 200 løbere stod klar ved Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy ved dette års Thy Trail Marathon den 25. februar. Det var mit første møde med Danmarks Barskeste Marathon – og mit første officielle løb på marathondistancen.

Klokken var lidt i ti. Skyerne trak sig sammen på himlen og forberedte sig på et regnskyl. Med den rette påklædning var det ikke koldt at vente, de få minutter inden startskuddet lod. Der summende en hyggelig afslappede stemning. Sommerfuglene begyndte – for mit vedkommende – at melde sig. Og der samlede sig en god position spænding i kroppen. Dette var kulminationen på 12 ugers intens forberedelse. Thy Trail Marathon – det kunne kun blive fedt!

Forberedelserne

Vi spoler tiden tilbage til oktober måned. Startnummeret til næste års Thy Trail Marathon 2017 var i hus – kort tid efter, at numrene blev frigivet. (Det var vidst noget med, at løbet blev udsolgt efter 8 min.!!).

Træningen begyndte for alvor at sætte ordentlig ind 12 uger før løbet. Jeg har tidligere trænet sporadisk og lystbetonet. Det var selvfølgelig også lysten, som skulle drive værket. Men, når det så er sagt, så synes jeg, at det var rart, at have en (nogenlunde) træningsplan. Mest af alt, for at være sikker på, at jeg fik den rette træningsmængde, de gode kilometer i benene, og forhåbentlig undgå skader, ved en (mere) rammesat træningsplan.

12 uger før løbet startede jeg ud på et traditionelt maratonprogram, som LØBEREN havde lavet. Jeg valgte dette program, da træningsmængden og længden passede godt til mine ambitioner – i forhold til de timer, som jeg havde mulighed for at lægge i min træningskalender. Forberedelserne op til Thy Trail skrev jeg løbende om på min blog.

5 uger inde i programmet vendte forberedelserne fra at være rigtig gode til knap så optimale. Jeg lå syg (den klassiske influenza og forkølelse) af flere omgange i januar måned, hvor jeg ikke havde mulighed for at træne optimalt, og fyldte derfor ikke planen i den periode. Som længste træningsdistance kom jeg op på 23 km. Jeg ville gerne have løbet en 28 km. tur inden – som træningsplanen sagde – men sygdommen bremsede mig, og derefter kom jeg for tæt på løbet, at jeg turde kaste mig ud på tur af den længde.

Fokus var, at blive rask i en fart og komme ud på nogle ture, som var overskuelige for kroppen, og så jeg ikke blev sat yderligere af. Jeg kom til hægterne igen, og de sidste tre uger op til løbet, havde jeg fokus på korte ture (5-10 km.), og ikke at blive syg igen.

Til løbet havde jeg udstyret mig med følgende:

  • Sko: Salomon Speedcross, dem har jeg tilbragt mange kilometer i, og erfaret, at på de lange ture i terræn, så er disse mest behagelige for mig.
  • Vest: Salomon – S-Lab adv. Skin3 12 Set 
  • Løbejakke: Norrøna
  • Tights: Nike
  • Energi: Barer fra Rawbite og Dextrose (sukker) pulver fra The Protein Works.
  • Buff, hue og handsker.

Løbet

0-7 km.

Startskuddet lod, og jeg fulgte med flokken ned ad den lille sti, som starten gik ud fra. Det begyndte stille at regne. Efter knap 500 m. samlede der sig hurtigt flaskehals, da sporet gik op ad en lille bakke i klitterne. Derefter bliver vi lettere spredt, og der blev plads til at løbe i sit eget tempo. Jeg løb i en lille gruppe med 2 andre. Vi passerer første depot efter 7 km. Jeg snupper ikke noget væske her, så jeg er hurtigt videre igen. Jeg havde “sukkervand” i den ene af mine ½ l. flasker i Salomon vesten og vand i den anden ½ l. Jeg drak løbende af begge flasker under hele løbet, så jeg drak ikke det store ved depoterne.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/04/camilla-bergmann-thy-trail-førstedepot

Flyvende ved første depot 7 km.

 

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/04/camilla-bergmann-thy-trail-marathon-førstedepot-løber

Hej hej – her går det godt.

 

7-14 km. 

Festen fortsatte. Trods det regnfulde vejr, så var luften ikke kølig, så buff og handsker blev for varmt, og lagt i vesten. Jeg fandt selskab med en gruppe på 3-4 andre løbere. Snakken blandt et par af de andre gik livligt. Jeg havde ikke selv det store overskud til at sludre, men det var hyggeligt og behageligt, at høre dem vende verdens-situationen. Tempoet var højt, men ikke noget, som jeg ikke selv synes, at jeg kunne klare.

På de større skov stier blev der trykket lidt mere af end på de små stier og i klitterne. Terrænet var fint vekslende. Inden jeg runder halvmaraton, går ruten fra klitterne ned til sandet. Jeg trækker ned langs med vandkanten for, at løbe på så hårdt sand som muligt.

21 km.

Benene har været flyvende frem til halvmaraton depotet. Jeg kommer løbende ca. 10 min. før, at starten går for halvmaraton løberne. Det giver lidt mental-energi. Jeg får spist et stykke banan og drikke en tår vand, og så er jeg igen videre i det tunge sand. De næste kilometer i sandet trækker virkelig tænder ud, og mine ben begynder at blive godt tunge. Øv, det var tidligt på ruten, tænker jeg. Men får ny energi, når ruten igen går op ad klitterne. Det var meget rart for lårene med noget afvekslende underlag.

Jeg nyder den naturskønne tur, landskabet og turen. Selvom at benene er tunge og trætte, og jeg bliver overhalet af halvmarathon løbere, som har noget mere energi i benene, så går det egentlig ret godt. Jeg løber mit eget tempo, som jeg holder ret stabilt. Og det giver hele tiden ny energi, at terrænet og underlaget er afvekslende – asfalt, store grusveje, små stier i skov og i klitterne.

I år undgik vi de store vandmasser med passager gennem vandhuller og mindre søer. Men til gengæld, så regnede det godt fra oven – så vand manglede ikke. Mentalt havde jeg forberedt mig på, at løbe (gå) i vand til livet – men det gjorde bestemt ikke noget for oplevelsen, ikke at skulle igennem vand.

Senere på turen fører ruten mig op på en bakken med et slags sømærke. Her kigger jeg op. Ser rundt. Wow. Nyder udsigten et kort sekund og fortsætter ad ruten ned ad trapperne.

De sidste 2-3 km. var virkelig barske. Sand, regn og kulde. Sandet gjorde det hårdt at komme frem, og jeg var på dette tidspunkt begyndt at fryse lidt. Jeg tog buff på, hætten over hovedet og handskerne på – igen. Så småt begyndte målet at kunne anes i det fjerne. Det var en letteste og jeg tonsede af sted de sidste omkring 500 m. inden jeg passerede målstregen.

42 km.

Tiden blev som planlagt – lige imellem de 4, 5-5 timer – nemlig 4 timer og 46 minutter. Perfekt! Mine lår var trætte og mine ben stive. Men jeg var glad for at have gennemført, og tænkte kun på, at få skiftet til varmt tøj og spist noget god suppe.

 

Eftertanker

Tak for dejligt selskab til de forskellige løbere, som jeg mødte under turen. Tak for positive råb af halvmaraton løberne, som råbte ’godt løbet’, når de med overskud i benene kunne overhale. Sikken en dejlig stemning, som mødte en på sporet. Og tak til arrangørerne bag Thy Trail Marathon.

Jeg kan godt forstå, at startnumrene til dette års løb blev revet væk. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller til start til Thy Trail Marathon. Det må prøves igen – måske med en bedre tid. Det er Danmarks Barskeste Marathon, men udover at være barsk og udfordrende, så var det oplevelsesrigt, naturskønt og indeholdte en ordentlig position sjov.

camilla bergmann running

Øv, nu igen en ankelskade? – Sådan kan den forebygges og behandles

Ankelskader er blandt de mest hyppigste idrætsskader. Dn kan være løberens værste mareridt. At vrikke rundt på foden, og i – værste fald – få en forstuvning er ikke sjovt. Som orienteringsløber og trailløber, løber jeg ofte på ujævnt underlag. Jeg hopper over grøfter. Løber på stenet bund. Ned ad små krogede stier med trærødder. Og det stiller store krav til koordination, styrke og motorik. Nogle gange kan kroppen ikke helt følge med de mange uventede bevægelser. Fødderne kommer ud af kontrol. Og kan nemt resultere i, at jeg vrikker rundt på foden. Antallet af gange jeg har fået ankelskader er ubeskriveligt. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvor mange gange det er. Men det er mange.

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskadeGenoptræning i etaper

Hurtigt fik jeg erfaret – i samråd med trænere og fysioterapeuter – hvordan jeg skulle genoptræne og forebygge ankelskader. Jeg fandt ud af, at genoptræningen skulle ske i små etaper. Op på vippebrættet var målet. Men jeg skulle starte i det små, med at stå på ét ben og finde balancen.

 

 

Say RICE

Mine ankelskader kunne variere meget i forhold til, hvor lang tid at skaden varede. Nogle gange, gik der blot en uge, før at jeg var ude i skoven igen med kort og kompas. Andre gange, flere måneder. Det afhang også af, hvor god jeg havde været til at behandle skaden med det samme. Hurtigt kunne jeg sige RICE: Rest – stop aktiviteten. Ice – is på foden og tryk, hvor jeg snørede et elastikbind rundt om foden. Elevation – Op med foden hævet et stykke over hjertehøjde. Man skal egentlig fortsætte princippet 1-2 dage efter at skaden er sket. Hvis det lykkes godt med behandlingen, så vil der ikke komme så meget hævelse og/eller en blå fod.

Mit værste mareridt…

…gik i opfyldelse, da jeg for 3 år siden vrikkede kraftig rundt på foden. Min fod gjorde virkelig ondt. Jeg var i fuld firspring ad en lille trail-sti ned ad Grosse Mountain i Canada. Da jeg vendte snuden hjem til Danmark, gjorde det stadig meget ondt og min fod var fortsat hævet. Jeg opsøgte straks en fysioterapeut, for at få svar på, hvordan jeg kunne komme i løbeskoene igen. Mine egne erfaringer rakte ikke længere, så professionel hjælp var nødvendigt, ellers kunne jeg godt vinke farvel til løb igen.

Jeg besøgte fysioterapeuten (næsten) ugentlig i et ½ år. Hun gav foden et ordentlig vrid. Knoglerne havde forskubbet sig. Nu var de sat på plads, og foden skulle genoptrænes, for at blive stærk igen. Jeg fik lektier med hjemme-træning og øvelser, der skulle hjælpe til at stabilisere foden. Først efter 1 år kom jeg i trailskoene igen, og kunne løbe i terræn og ad små skovstier. Thank god! Det har virkelig være givet godt ud med intensiv genoptræning, rådgivning fra en fagkyndig fysioterapeut og fuld fokus på at komme på benene igen – hurtigt. Det tror jeg, har været grunden til, at jeg kan løbe i terræn igen.

Hvordan kan man forebygge og behandle en ankelskade?

Fornyelig tog jeg en snak med den dygtige fysioterapeut Tine Thomsen. Vi snakkede om, hvordan hun ville anbefale, at man trænede stabilitet i foden, efter at have vrikket rundt. Og hvornår det er bedst at tape sin ankel op, og hvordan man gør det. Tine arbejder hos Aarhus Osteopati i Hans Broges Gade i Århus. Hun har tidligere løbet orienteringsløb, og er i dag tilknyttet juniorlandsholdet og senioreliten i orienteringsløb.

Der kom disse svar fra Tine ud fra vores samtale: 

Camilla: Hvad sker der med anklen, når vi vrikker rundt?

Fysioterapeut Tine: Det der sker er, at der kommer en uventet belastning på ledbåndene i form af en for hurtig og kraftig supinationsbevægelse – i ca. 80 % af alle tilfælde. Det er når anklen vrikker udad, og der kommer for høj belastning samt stræk på de yderste ledbånd.

Camilla: Hvordan kan jeg træne stabilitet i anklen?

Fysioterapeut Tine: I behandling og forebyggelse, efter at have vrikket rundt, ser man på flere faktorer: styrken af anklens muskulatur, bevægeligheden og den neuromuskulære kontrol. Sidstnævnte er et udtryk for koordination og den evne dit nervesystem har til at reagere på en belastning og en for hurtig bevægelse i et led. Den neuromuskulære kontrol – eller styring af et led – er det jeg vil lægge allerstørst vægt på.

Camilla: Når jeg løber orienteringsløb og trailløb, så løber jeg – selv sagt – på ujævnt underlag. Er det ikke nok at træne stabilitet ved at løbe en masse ture på disse typer underlag?

Fysioterapeut Tine: Det er rigtigt, at du træner styringen af leddene, når du løber i skoven, men det er også vigtigt, at træne det i mere trygge rammer, hvor man kan ændre forskellige forhold og belastning, så det passer mere til ens niveau.

Camilla: Har du nogle øvelser, som jeg kan lave for at forebygge og stabilisere mine ankler?

Fysioterapeut Tine: Det har jeg. Men du må først gå i gang med øvelserne efter endt genoptræningsforløb eller på den anden/raske ankel. Det er vigtigt, at man starter forsigtigt op efter hævelse og de værste smerter har lagt sig eller efter en konsultation hos en fysioterapeut. Hvis skaden er sket for nylig, skal du kontakte en fysioterapeut og have vurderet skadens omfang, og have tilpasset genoptræningen, før du må kaste dig ud i øvelserne.

Tines eksempler på øvelser:

Efter hvert sæt af øvelserne holdes der min. 1 minut pause. Øvelserne må meget gerne laves på hver fod, og ikke kun den der mest bliver skadet. Lad være med at lave alle øvelserne til at starte med. Lav dem i rækkefølge, så du starter med øvelse 1, og efter nogle dage uden for mange smerter, og når du kan støtte fuldt på foden igen, integrerer du stille og roligt øvelse 2, 3 og til sidst 4 i din genoptræning.

Øvelse 1 – Udstræk af anklen (i dorsalfleksion/bøj). Sid med benet oppe foran dig, med en stærk elastik/snor/håndklæde rundt om foden, og hold fast med begge hænder. Træk i elastikken, så du forcerer et stort “bøj” i anklen. Vigtigt at gøre på både strakt og bøjet ben, da du udelukker lægmuskulaturen her bedst muligt. Øvelsen skal være smertefri og laves i 15-30 sek., 10 sets, gerne flere gange om dagen.

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskade

Øvelse 1

Øvelse 2 – Étbens-stand på BOSU-bold. Stå på ét ben på et ujævnt underlag. Dette kunne være en BOSU-bold, en airex-måtte eller pude. Prøv at holde balancen i 30 sekunder, øg derefter tiden. Gentages 3 sæt.

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskade

Øvelse 2

Øvelse 3 – Op på vippebræt. Stå på et vippebræt med begge fødder og hold balancen så længe du kan. Gentages 3 sæt.

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskade

Øvelse 3

Øvelse 4 – Nedspring fra kasse til gulv på ét ben. Denne øvelse laves til sidst i et genoptræningsforløb, lige inden du skal tilbage til at træne normalt igen. Stå på en lav kasse eller et trappetrin. Hop ned på gulvet på ét ben og find balancen. Når den er fundet gentages øvelsen. Gentag 4-8 gange á tre sæt. Vær opmærksom på, at der er stor belastning på din ankel her, så mærk efter og stop før din ankel bliver for træt eller du får smerter.

Hvordan kan foden tapes rigtigt op?

Camilla: Hvis nu jeg – måske i samarbejde med fysioterapeut – erfarer, at min fod ikke er helt klar til weekendens trailløb, hvornår er det så bedst, at tape min ankel op?

Fysioterapeut Tine: Jeg anbefaler ikke, at man tager ud og løber trail på en ankel, der muligvis ikke kan klare det, men hvis du har fået situationen clearet med en fysioterapeut, kan det være fint at tape op. Det er selvfølgelig en god idé at tape sin ankel op for at undgå (yderligere) skade, og komme bedre igennem din løbesæson. Tape derfor din ankel op, når der er risiko for vrik og vrid i anklen, men undgå det til dagligt.

Camilla: Jeg vrikker ofte om på ydersiden af foden, hvordan kan jeg tape anklen op?

Fysioterapeut Tine: Til at starte med, er det vigtigt at du finder den rigtige slags tape. Du skal bruge en uelastisk en, altså en tape der ikke kan give sig. Her findes der forskellige udgaver, Leukotape P, Strappal og Dream Tape er nogle af dem. Personligt synes jeg, at Strappal er bedst at arbejde med, men det er meget individuelt. De giver nogenlunde den samme støtte, men kan være forskellige i deres lim og måden de ”rives” på. Inden du går i gang, er det en god idé at rengøre huden og barbere eventuelle hår væk, så kan tappen sidde bedre fast.

Følg Tines guide her til, hvordan du taper foden rigtigt op:

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskade1)      Læg en stribe tape rundt om den nederste del af dit skinneben, 5-10 cm over knysten. Sørg for at den ikke er helt lukket, da du ellers risikerer at lukke for blodomløbet.

 

 

 

 

 

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskade2)      Placér din fod i neutralstilling (90 graders vinkel ud fra underbenet). Anlæg nu 3 ”stigbøjler”. Start på indersiden af benet ved at fæstne en stribe tape på ankeret, og før tapen ind under hælen, og træk op på ydersiden og op på ankeret. Når du lægger denne stigbøjle, er det en god idé at trække den yderste fodrand lidt op med tapen, så du opnår en strammere tape på ydersiden.

 

 

 

 

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskade3)      Nr. 2 stigbøjle lægges på samme måde som den første, men dog placeret bagved og bagom knysten.

4)      Der kan evt. lægges flere lag på, afhængigt af hvor meget støtte du ønsker.

 

 

 

 

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskade5)      En tredje stigbøjle lægges nu, men denne gang skal den ligges skråt. Du starter på ankeret på forsiden af underbenet, går ned over forreste del af inderste knyst, under foden og til sidst over forreste halvdel af yderste knyst og skråt ind over underbenet op til ankeret (hvor du startede).

 

 

 

 

vrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskadevrikke-om-paa-foden-camilla-bergmann-ankelskade6)      Du afslutter med endnu et anker, og så er du klar til din løbetur.

 

 

 

 

 

 

Tak for nyttige fif, Tine. Jeg er sikker på at de kan gøre gavn hvis uheldet skulle være ude.

Skal Tine hjælpe dig på benene igen, efter du har vrikket rundt, eller har du brug for vejledning til andre (løbe)skader, så kan hun kontaktes via Aarhus Osteopati’s hjemmeside.  

 

/Camilla

Blogger på www.camillabergmann.dk

Følg mit løberunivers på Instagram: @camillabergmann.dk

44km44videoer – Et lidt skørt projekt

44 km 44 videoer

abonner abonner

Det er konceptet jeg vil prøve at følge de næste 16 uger op til mit løb.

Videoerne vil dække bredt og være af varierende længde – nogle vil være fokuseret udelukkende på motivation, andre på skader, udstyr og hvad der ellers følger med i en løbers hverdag. Så hvis det lyder som noget du kunne tænke dig at følge med i, så hold øje med bloggen og abonnerabonnerabonner på YouTube. (:

Ps. Jeg er ingen professionel løber, jeg har lige været skadet og jeg har aldrig løbet så langt før – så det her projekt er bare dokumentation på et lidt skørt, meget hårdt og forhåbenligt fantastisk eventyr (:

KLIK HER FOR AT SE VIDEO #1

Thy Ultra Trail – 50 miles i skønne Nationalpark Thy

Hvornår lærer man mest? Når man laver fejl, selvfølgelig!

Så lærte jeg noget til Thy Ultra Trail? Svaret må kort og godt være: Ja, for pokker! De 84 km igennem Nationalpark Thy fra Bulbjerg til Agger, slog pænt hårdt, så jeg kom hjem med en hel del på læringskontoen.

Forberedelserne

Jeg har kørt efter mere eller mindre løse træningsplaner de sidste mange måneder, og det er egentlig gået nogenlunde. Men hen over sommeren gik det galt, og træningen sejlede totalt. Ingen struktur og generelt alt for lidt løbetræning. Jeg ved ellers godt, at jeg er elendig til at få struktureret træning, når sommeren rammer, men i år gik det da helt op i hat og briller. Og det hjalp heller ikke på det, at det kom en flytning ind over, som tog en del tid.

Såååå – træningsmæssigt var jeg altså ikke der, hvor jeg burde være, da jeg stod på startlinjen. Jeg havde stort set ingen langture i kroppen, og – endnu værre – langt fra de ugentlige km, jeg burde have haft på kontoen.

Som om det ikke var nok, havde jeg lidt småforkølelse i kroppen i ugerne op til, som bare ikke rigtig ville slippe sit tag i mig. For lidt søvn kombineret med for dårlig mad (det har det med at følges ad for mig – har I andre det mon også sådan?), hjalp heller ikke på situationen.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, men udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, med udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Noget jeg dog havde styr på denne gang, var forberedelserne dagen og aftenen før. Jeg var rolig, stressede ikke særligt over noget, og jeg fik leget lidt med noget yoga i klitterne med en skøn solnedgang. Jeg er begyndt at bruge yoga som supplement til mit løb, og er blevet rigtig glad for det. Og den mentale del af yoga, er mindst lige så fed som det fysiske, og – tilsat varme som hos Hot Yoga Aarhus – er du sikret udfordringer!

Så da kl. blev 06:00 lørdag morgen, og vi stod ved Bulbjerg Klint, var jeg mega klar!

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Starten går

Men først skulle vi lige briefes. Jeg er ikke lige den skarpeste til kollektive beskeder – nok mere ”det finder vi da ud af undervejs” typen – så jeg synes godt nok briefingen var laaaaaaang og keeeeeedelig, og fyldt med alt mulig information og detaljer jeg da under ingen omstændigheder kunne huske. Detaljer så som: ”Depotet i Klitmøller ligger ved Spar Købmanden. I kommer til Købmanden, og skal lige lidt forbi, og så er depotet på P-pladsen lige bag Købmanden”. Og som i: ”Når I kommer til Nørre Vorupør, er I løbet for langt, hvis I kommer forbi fiskerbådene, der er trukket op på stranden. Depotet står på en terrasse oppe ved byen, før bådene”.

Hvem Fanden kan huske sådan noget efter 40-60 km?????

Well, det kommer jeg tilbage til.

Race briefing. Foto af Bo Visti Nielsen.

Race briefing. Foto: Bo Visti Nielsen.

Så dér stod jeg, kl 06:00 lørdag morgen, i noget af det smukkeste landskab jeg kender, og var så klar som jeg overhovedet kunne blive. Se, det her er livet!

Så hvad vælger jeg at gøre? Jeg lægger da ud i et pænt hårdt tempo! Hallo – holder den, så holder den, ikk?

(Duh – indsæt selv emoji der tager sig til hovedet / emoji der har pistol for tindingen / el.lign.!).

At dele turen op i bidder

Som altid, deler jeg en tur op i bidder inde i hovedet. Så virker det mere overskueligt, og det var noget jeg også brugte den her gang. Første depot lå efter en par og tyve km, og det er jo ikke engang en rigtig langtur for mig. Så jeg tænkte på det tidspunkt, at tempoet da var fint, selvom det lå lige i overkanten. Jeg skulle jo bare liiiiige ned til det første depot.

Efter en ti km stykker, slap jeg nogle andre løbere (for liiiiige at tisse af endnu en gang –trailløber-default), og jeg forsøgte at ligge stabilt en ca. 300-500 m bag dem. Altså stadig i et tempo der lå lidt over, hvad jeg nok burde have ligget på. Men hey – alt var godt og stykket hen over plænen til depotet var til lyden af Gitte der råber ”kom så Kirsten”. Det er SÅ skønt med folk man kender :).

04_Skønne skønne Thy

Nå, men altså. På det her tidspunkt synes jeg selv det gik fantastisk, og skulle da liiiige høre om Mette (der lå foran mig) havde en af hendes ellers ikke eksisterende dårlige dage. Måske – bare måske – kunne jeg undgå at få en alt for stor røvfuld af hende. Jeg fik at vide, at hun lå ca. 25 min foran mig (og samlet nr. 3!), og tænk dels WOW – gi’ så drengene klø, og dels, OK – hun har så IKKE en dårlig dag, og jeg skal bare ind under 2 timer efter hende, så er jeg glad.

Virkeligheden rammer

Men, men, men – ikke lagt efter depotet ramte virkeligheden mig. At dele turen op i bidder inde i hovedet, kan altså også godt give bagslag. Jeg skulle jo ikke bare ned til første depot – jeg skal jo videre! Status: Jeg var træt! Og når man er træt efter et par og 20 stykker på en 50 miles, er der dælme langt hjem!

Jeg havde valgt at løbe Thy Ultra Trail, for at prøve at løbe langt, helt helt alene (vi var 21 løbere til start, hvoraf 17 gennemførte). For at komme derud, hvor jeg kun havde mig selv (og min musik i ørene) til at holde mig kørende – og det indså jeg dér, at den skulle jeg nok for prøvet!

Depot og dropbag i Klitmøller

Næste ”bid” af ruten var ned til depotet i Klitmøller, der lå efter et par og 40 km. Her havde vi også adgang til vores drop bags. Vi var blevet ”advaret” om et stykke asfalt på vejen derned og normalt er jeg god på asfalt. Men hold da kæft den her tur var dræberen. Det hjalp heller ikke at jeg på det tidspunkt var begyndt at få ondt i den ene hofte (hurra for et skævt bækken, der bøvler når kroppen bliver træt).

Så da jeg nærmede mig Klitmøller var jeg godt brugt, både mentalt og i kroppen. Men så var det at briefingen dukkede op i hovedet: Depot – Spar Købmand – P-plads. Se, den laaange kedelige briefing havde faktisk været en rigtig god idé, og jeg fandt depotet uden vanskeligheder.

På vej til depotet i Klitmøller. Foto: Bo Visti Nielsen.

I Klitmøller på vej hen til depotet. Foto: Bo Visti Nielsen.

Jeg var dog langt fra i mit festlige og glade jeg, da jeg nåede depotet (selvom jeg vist fakede ret godt, bedømt ud fra fotoet). Så jeg fik sendt en sviner afsted til Bo, der – pga. mangel på tilstrækkelig træning –  ikke havde stillet til start. Som om det er en ”undskyldning”? Her var jeg – træt efter 20 km – ondt efter 30 km og kun halvvejs! ”Luk røven og kom med næste gang! Just saying!

MEN: Hvis I nogensinde møder på Bo, så er han et af verdens flinkeste og rareste mennesker. Så selv om der kom grimme ting ud af munden på mig, var han venligheden selv, der liiiiige mindede mig om at jeg havde min dropbag i depotet, og om jeg da ikke skulle have noget fra den. SHIT, jeg havde været på skideren, hvis jeg havde glemt at fylde lommerne med energi! Bo: Der reddede du lige min røv!

Fra Klitmøller til Nørre Vorupør

Det her stykke af turen havde jeg glædet mig til. Nu kom jeg ind i det terræn, jeg havde løbet i til Ultra Interval Challenge i juli, og det er bare så skønt så skønt. Det var utroligt så meget det hjalp at kende terrænet. Og – som det viste sig for depotet i Klitmøller – havde briefingen om placeringen af depotet alligevel lagret sig i min hjerne, og det var super at vide nøjagtigt hvor depotet i Nørre Vorupør var.

Stranden før Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på..

Stranden nord for Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på.

Men (ja, der er mange men’er her i indlægget), stranden efter Nørre Vorupør lå i baghovedet. Den er fyldt med småsten/grus og løst sand, og ikke noget særlig løbbart terræn – altså røvtræls. Jeg satsende på at lavvandet ville gøre, at der var hårdt sand ved vandet man kunne løbe på. Men jeg vidste godt at det ikke ville være tilfældet, så stykket lå og lurede i baghovedet (og var lige så træls som jeg har forudset).

Nørre Vorupør – Stenbjerg og videre

I depotet i Nørre Vorupør sagde de, at vi skulle til fiskerbådene i Stenbjerg og videre forbi, inden vi skulle løbe ind i terrænet. Jeg havde så bare ikke tjekket på kortet hvor langt efter Stenbjerg vi skulle, inden vi skulle dreje ind. Heldigvis var stranden efter Stenbjerg super god at løbe på, men efter et par hunderede meter, begyndte jeg at tvivle på om jeg var løbet for langt. Og dét var jeg mega ringe til at håndterer. Jeg stoppede op flere gange og kiggede tilbage, spurgte folk på stranden om de havde set markeringer længere nede ad stranden, inden jeg valgte at finde kortet frem og tjekke. Dér burde jeg havde været noget skarpere, og ikke ladet min trætte krop og hjerne få mig til at tvivle.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km. Foto: Bo Visti Nielsen.

Lodbjerg Fyr

Aftenen før havde Gitte og jeg overnattet ved Lodbjerg Fyr, så jeg vidste godt at ruten gik forbi fyret, og hvor langt der minimum var fra Fyret ned til start/mål i Agger. Men jeg var ikke lige med på, hvor langt der var ned til Fyret fra jeg drejede ind efter Stenbjerg.

Jeg synes jeg løb og løb, tvivlende på mig selv og ruten igen, og tjekkede kortet, som jo er temmelig ubrugeligt, når man ikke ved hvor man er og om man er løbet forkert. Fortsatte lidt, mødte nogle folk og fik en forklaring, der tydelig viste at de da slet ikke vidste hvor vi var på kortet! Pis!

Så jeg satsede og fortsatte, og mødte lige rundt om hjørnet et par arbejdsmænd, der sagde ”nå, der kommer en mere”. Altså – jeg var på ruten og havde været det hele tiden! Igen tvivlede jeg pga. træthed i krop og hjerne, og det er helt klart noget jeg skal blive bedre til at håndtere.

Og endelig kunne jeg se Lodbjerg Fyr, men hold nu kæft der var stadig langt derned. Møg! Men der var jo kun en vej, og det var videre. Her arbejde jeg med noget yoga inde i hovedet, men fandt hurtigt ud af at ”være i kroppen lige her” gav bagslag. Kroppen råbte og skreg om at det var meeeega synd for mig, og det da var helt ok bare at gå. Selvynk og tristhed kom væltende, så det blev lidt ”omvendt yoga” der fik mig videre: Vær i hovedet lige nu, og mærk ikke kroppen. Jeg er ikke sikker på hvor yoga-agtigt det er, men hey – det virkede 🙂

Jeg kom op til fyret og videre, og kunne endelig se ud over søen lige nord for Agger. Men pyha – jeg skulle jo hele vejen uden om. Jeg fik hanket op i mig selv (havde stadig lidt ”noia” over, om de andre kvinder kom bagfra og tog min 2. plads), og fortsatte.

Men så ramte virkeligheden sig for en Vivobarefoot løber. Jeg kom op på dæmningen ud til Vesterhavet og vejen var af beton! Ja, beton! Beton, som i det hårdeste underlag jeg kender.

Mine fødder var smadrede – sådan rigtig rigtig rigtig trætte, og udsigten til et par km beton fik mig næsten til at tude. Så det blev det ultimative våben der reddede mig: Frem med Magtens Korridorer på ipod’en. Intet slår Johan Olsen, der råber én ind i hovedet. YEAH!

Så kom jeg ned i Agger by, og hvor stor er Agger by egentlig? Well, nok ikke så stor, men det føltes som om, jeg fik løbet på samtlige stier rundt i Agger, før jeg kom ud på vejen overfor start/mål området. Der blev jeg mødt af Simon, der fulgte mig de sidste par hundrede meter. Simon: I owe you one, big time! Efter at have løbet alene de sidste ca. 70 km, var det skønt skønt at få følgeskab! Og jeg fik endda faked så meget, at han synes jeg så godt løbende ud. Fnis! 🙂

I mål

Men hey – jeg gjorde det. Jeg fik min sten!

 

Min "medalje-sten"!

Min “medalje-sten”!

Jeg løb en nogenlunde anstændig 50 miler uden at formen var der.

Jeg fik holdt min andenplads blandt kvinderne, og fik ”minimeret” min røvfuld af Mette til 1 time og 49 min.

Og vigtigst af alt, fik jeg lært en masse om mig selv. Især om hvad jeg kan gøre og ikke skal gøre for at holde den kørende, når jeg er alene og det er pissehårdt.

Det kan jeg helt sikkert bruge, når Dragen skal dates til maj!

EthioTrail 2016 – Mit livs løberejse

Jeg havde ALDRIG troet at jeg nogensinde skulle rejse til Afrika, men livet er ikke altid som man går og tror. Jeg vil nu fortælle om min rejse til Etiopien med Christina (www.EtiopienRejser.dk), Mona og Claus.

 

Dag 1 ( Tirsdag d. 2. August )

 Klokken var 6.00 og mit vækkeur begyndte at ringe. Jeg sprang op af sengen. Nu var dagen endelig kommet, jeg skulle til Afrika! Klokken 6.45 satte Frederikke og jeg, os ind i Runners DK bilen og satte kurs mod København lufthavn. Vi kom til København i god tid, så vi smuttede lige omkring en restaurant og fik lidt frokost inden at vi skulle tage afsked. Klokken 15.00 mødtes jeg med Christina, Mona og Claus i Terminal 3, vi skulle have tjekket vores bagage ind og igennem security, fordi kl 17.00 lettede flyet.

Det var en lang rejse til Addis Ababa, Etiopien. Vi fløj fra København til Stockholm (SAS), hvor vi skulle skifte til Ethiopian Airlines og flyve Stockholm – Rom – Addis Ababa. Rejsen tog 13 timer og vi ankom i Addis Ababa kl 7.00 lokal tid.

Dag 2 ( Onsdag d. 3. August )

Biruk Bed and Breakfast, gæstehus.

Biruk Bed and Breakfast, gæstehus.

Klokken 7.00 ankom vi i Addis Ababa’s lufthavn (2600 meters højde). Nu skulle vi bare lige have vores bagage, få visum og så videre til Biruk Bed and Breakfast. Vi blev hentet i lufthavnen af Bole, som er tidligere minister i Etiopien. Bole har BBB sammen med sin kone. Klokken 9.00 stod der morgenmad klar til os hos BBB. Det var virkelig dejligt at få noget ordentligt mad, efter sådan en flyvetur. Æg, pandekager, toastbrød, juice, frugt osv. Der manglede virkelig intet! Klokken 10.00 stod Bole klar med sin Mitsubishi Palero, fordi nu skulle vi op på toppen af bjerget (3000 meters højde) og se en kendt kirke, deres lille museum og Minilk’s palads.

Efter en tur på toppen af bjerget, blev vi kørt til National museum’et i midten af byen, hvor vi fik set Lucy. Efter et besøg på museum, fik vi middagsmad på Restaurant Lucy. Da vi gik ind på restauranten stødte vi tilfældigt ind i Kaleab, som havde en gruppe spanske elite løbere med, som også skulle deltage i EthioTrail. Kaleab er primus motor for EthioTrail og RIA (Run In Africa)

 Yod Abyssinia

Yod Abyssinia. Servetricen serverer Injera.

Efter en lang rejse, sightseeing osv. valgte Christina at få sig en lur. Imens drog Mona, Claus og jeg os ud i Addis Ababa’s gader, for at se lidt mere af hovedstaden. Efter en tur på gåben, drog vi tilbage til BBB, for at blive klar til aftensmad. Aftensmaden skulle nemlig indtages på Yod Abyssinia. Det specielle ved Yod Abyssinia, er at imens at man spiser, bliver alle de forskellige stammedanse opført på scenen, der bliver sunget, spillet musik, festet osv. Det var virkelig en oplevelse. Sikke en stemning! Vi spiste Etiopiens national ret, Injera. Hvad er Injera? Injera er en slags pandekage, bare meget større og den er ikke lavet på hvede som vi kender den. Den er lavet på den lokale korn sort, nemlig Teff. (Teff Korn stammer fra græsarten “Eragrostis Tef” der gror næsten udelukkende i Etiopien. Kornet skiller sig ud ved ikke at kunne forarbjedes, og spises derfor altid som fuldkorn) Ovenpå vores Injera kom der ca 20 forskellige klatter med sovse. Udover den sure smag som Teff har, så smagte det virkelig forrygende! Teff er noget man lige skal vende sig til. Efter et par timer på Yod Abyssinia, tog vi tilbage til BBB. Nu var vi trætte. Vi skulle være friske, fordi at imorgen drager vi mod Yaya Village.

Dag 3 ( Torsdag d. 4. August )

14037421_10208990123283662_1373605673_o

Hold billede taget af Christina, udenfor Yaya Village.

Klokken slog 10.00, og Yaya Village bussen holdte udenfor BBB. Efter at vi havde fået sagt farvel til Bole og hans familie, drog vi mod Yaya Village (Ca. 45 minutters kørsel fra BBB)

Klokken 10.00 stod der 2 lokale løbetrænere klar til os, nu skulle vi testes i 2800 meters højde, inde i eukalyptus skoven. Først løb vi 30 minutter i samlet flok, derefter tog de 2 trænere og jeg 15 minutter på max power.

Hold da op! Man bliver hurtigt forpustet i højderne, man kunne virkelig mærke det lave iltindhold.

Efter 45 minutters løb, lavede vi en masse udstræknings

14017633_10208990805940728_1975506992_n

15 minutters Max Power i 2800 meters højde.

øvelser midt inde i skoven, hvorefter vi gik tilbage til Yaya Village. Da vi kom tilbage til Yaya Village, var der tid til en tur i den nye swimmingpool. Efter en svømmetur i den nye pool, gik vi tilbage til værelserne for at komme i bad og gøre os klar til middagsmad.

 

Middagsmaden blev indtaget på restauranten i Yaya Village, der var frit valg fra menu kortet. I løbet af dagen havde vi gået forbi bordtennis bordene et par gange, og Mona havde stolt pralet af hendes tidligere bordtennis bedrifter. Så efter middagsmaden var der rig mulighed for at få banket rusten af. Nu var der nemlig tid til en omgang bordtennis.

Nu skulle de omtalte talenter bevises. Vi lavede en lille turnering. Jeg startede med at spille mod Claus, mens Mona og Christina spillede mod hinanden. Bagefter skulle der spilles vinder mod vinder og taber mod taber. Det endte med at jeg (taber) skulle spille mod Mona (taber),

14037552_10208990123363664_1902867699_o

Udspænding efter løbeturen i 2800 meters højde.

mens Claus (vinder) skulle møde Christina (vinder)

 

Efter vores turnering valgte vi at spille en duble. Mona og Claus, mod Christina og jeg. Kampen var meget tæt, og efter massere af sved, vandt Christina og jeg. Mona var den helt store taber i bordtennis. Hun tabte begge sine kampe i turneringen, og var på “taber” holdet i vores duble. I kan tro at vi kunne mange sjove jokes derefter, Mona havde det hårdt derefter.

Efter bordtennis turneringen gik vi en tur rundt i Yaya Village for at se på alle deres faciliteter. De havde løbebane, fodboldbane, motionscenter, basketball, swimmingpool, bordtennis og meget mere. Efter at vi havde set alle faciliterterne, gik vi en kort tur udenfor ressortet, for at opleve den lokale stemning. Vi endte på en lokal beverding (værtshus). Det var MEGET primitivt! 20 stole, små borde og musik som tændte og slukkede, pga strømsvigt. Der var 2 lokale mænd og 2 lokale kvinder derinde i forvejen. Vi fik øl og sodavand, imens at vi snakkede og jokede med bordtennis turneringen. Det var meget hyggeligt.

14002581_10208990583335163_1512539237_o

Billede taget fra restauranten i Yaya Village.

 Efter nogle hyggelige eftermiddags timer, gik vi tilbage til Yaya Village og direkte op i restauranten for at få aftensmad. Igen var der frit valg på alle hylder. Derefter gik vi hvert til sit og tilbage på vores værelser. Selvom klokken var knap 23.00, og vi ikke rigtigt havde fået så meget søvn endnu, var jeg slet ikke træt. Jeg havde alt for mange forskellige indtryk i mit hoved, så jeg smed mig på sengen og læste lidt i mit Løbemagasin. Efter nogle timer vågnede jeg, jeg havde sovet med tv’et og lyset tændt. Jeg fik hurtigt slukket og faldt i søvn igen.

Dag 4 ( Fredag d. 5. August )

Klokken var

7.30 og vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig op i bad, for derefter at komme op til morgenmad i restauranten sammen med de andre.

14017991_10208991233871426_1588222704_n

Bussen er pakket, og vi er klar til at køre syd på.

Klokken 9.00 skulle vi igen på farten. Vi blev hentet i en minibus, hvorefter vi kørte ind midt i hovedstaden igen. Der skulle vi mødes med nogle af de andre internationale løbere på et hotel. Bilerne skulle pakkes inden at vi begyndte at køre mod Simbo Beach resort. Vi blev delt op i 2 busser. Køreturen mod Simbo Beach ressort tager ca 4,5 time i uafbrudt kørsel, men vi skulle lige have ét stop på Haile ressort (Haile Gebrselassie ejer en masse hoteller i Etiopien og er blevet en rigtig anerkendt forretningsmand for folket) undervejs. Efter 3 timers kørsel var vi på Haile ressort, hvor vi skulle indtage vores middagsmad inden at vi fortsatte vores tur mod Simbo Beach ressort. Men i Etiopien kan man ikke altid regne med at tingene går som man selv vil, vi blev nemlig overrasket med en sejltur på Lake Ziway, for at se på flodheste. Vi så hele 5 flodheste ude midt på søen. Jeg havde forestillet mig at vi skulle se dem inde i vandkanten, men nej. Flodheste er midt ude i søen om dagen, og om aftenen går de på land og spiser.

14045335_10208990584295187_564139380_o

Stranden ved Simbo Beach ressort, Lake Langano.

Efter middagsmad og sejltur, genoptog vi vores køretur mod Simbo og efter 1,5 times kørsel ankom vi endelig til Simbo.

Klokken var ca 17.00 da vi ankom til Simbo og efter et hurtigt check in, gik jeg ned på stranden. Simbo Beach ressort lå nemlig ud til Lake Langano.

Efter en kort gåtur på standen, var der tid til aftensmad, efterfulgt at Etiopiens berømte kaffe cermoni. Kaffen blev serveret af en ung lokal pige, med tilhørende popcorn med sukker. Vi valgte at tage kaffen med ud til bålstedet udenfor restauranten, hvor vi sad og snakkede inden at vi ville gå til ro.

Cirka kl 22.00 kom jeg ind på mit værelse og efter et hurtigt bad, gik jeg i seng.

Dag 5 ( Lørdag d. 6. August )

14001704_10208990586295237_473961171_o

Morgenløb ved Lake Langano.

Klokken var 5.30 da vækkeuret ringede, og jeg var MEGET træt! men det havde jeg ikke tid til at tænke på, fordi vi skulle have en kort hikingtur op af skrænten ved siden af ressortet, for derefter at løbe inden morgenmaden. Planen var at hike op, løbe ét par kilometer, for derefter at vende tilbage til morgenmaden kl 8.00. Men efter 3 kilometers løbetur, bestemte vi os for at løbe en omvej hjem, for at ende på 8 kilometer.  Vi var tilbage ved Simbo cirka klokken 7.30. Der var lige tid til ét hurtigt bad inden morgenmaden.

Klokken 8.00 fik vi morgenmad. En stor lækker buffet med det hele, endda

14002528_10208990122483642_323135070_o

View point, Shalla Abijatta.

pizza til morgenmad.

 

Klokken 9.00 kørte vi fra Simbo og ind i Shalla Abijatta nationalpark. Vi skulle på “safari”, og derefter en tur omkring en udkigspost. Vi så bland andet vildsvin, gazeller, struds, massere af fugle og meget mere.

Ude ved udkigsposten var der nogle lokale drenge, som sad og lavede huse, biler, fugle osv. i en slags limsten (Vulkans aske)

14002440_10208990583215160_1558996584_o

Panorama foto med Lake Shalla til venstre, og Lake Abijatta til højre.

14060073_10208990123123658_60649753_o

EthioTrail sponsorvæg.

Efter en god tur i nationalparken, var der tid til lidt afslapning på værelset inden middagsmaden.

Klokken 13.30 blev middagsmaden serveret. Endnu engang en stor lækker buffet med det hele og efter middagsmaden var der tid til at få udlevert racebags med startnummer og EthioTrail singlet. Der var selvfølgelig også tid til et par billeder ved sponsor væggen.

 

 

Klokken 18.00 var der tid til den engelske racebriefing, som blev afholdt af arrangøren Kalab Zewelde.

Racebriefing af Kalab, Run In Africa.

Racebriefing af Kalab, Run In Africa.

Kalab viste billeder fra ruten. Fortalte om de forskellige depoter, afmærkningen af ruten osv. Kalab fortalte også at marathonruten måske ville blive aflyst, og marathonløberne ville blive rykket ned til halvmarathon distancen. Dette var udelukkende et spørgsmål om løbernes egen sikkerhed, da der var kommet så meget regn i nationalparken de sidste par uger, at den del af parken var ufremkommelig og der var kommer “floder” hvor der normalt var helt fladt. Men ruten var opmærket og beslutningen ville først blive taget på raceday.

 

Klokken 19.00 startede det berømte Pasta Party, som skulle sikre at vi havde massere af energi til søndagens trailløb. Der var 5 forskellige pastaretter, lasagner, ris, salater, kød, lagkage og massere af andet godt. Der var selvfølgelig også kaffer ceremoni igen idag og efter aftensmaden rykkede alle løberne ud til bålstedet. Jeg fik snakket med nogle amerikanske, spanske og franske løbere. Vi fik delt løbsberetninger, jokes og meget andet. Sikke et sammenhold der var i løbslejeren. Cirka kl 22.00 gik jeg tilbage til mit værelse, fik pakket løbetøjet og så på hovedet i seng.

Dag 6 ( Søndag d. 7. August )

*Bip bip bip* Klokken var kun 3.30 da vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig i løbetøjet, for bagefter at skynde mig op til morgenbuffeten.

Klokken 5.00 var der afgang mod Shalla Abijatta nationalparken, starten skulle lyde kl 6.30. Men grundet regnvejr fra morgenstunden, kørte vi først fra Simbo ca 5.30.

Vi kørte ca 30 minutter, inden at vi ankom til målområdet inde i parken. Der var allerede fyldt med lokale løbere, internationale løbere og lokale tilskuere.

Vi gik direkte ind i VIP området, fik afleveret vores bagage og begyndte at gøre os mentalt parate, inden at Kalab pludselig kaldte til samling.

Marathon distancen blev aflyst. Hvilket var super ærgerligt, men igen. Det var for deltagernes egen sikkerhed. Sikkerhed frem for ALT!

Cirka kl 6.45 blev vi kaldt i startboksen og klokken 7.00 lød startskuddet!

Nu skete det endelig, jeg skulle løbe med en masse elite og motionsløbere fra hele verden (cirka 300 deltagere på 21km og 12km distancen) Wauw sikke en følelse at løbe ud af startboksen.

Efter vulkanen, som man kan se i baggrunden.

Efter vulkanen, som man kan se i baggrunden.

Jeg hægtede mig på den kvindelige elite gruppe, men da vi ramte bunden af vulkanen ude på 4 kilometer

blev jeg sat af. De etiopere fløj jo op af det bjerg! Jeg havde selvfølgelig ikke fået mine trailsko med i kufferten, så jeg løb i mine Asics DynaFlyte, de egnede sig slet ikke til mudder og grus.

Da jeg kom op på toppen af vulkanen, skulle jeg ned igen og videre mod søen. Ved 7 kilometer posten gik det virkelig ned af, vi skulle helt ned til sø bredden, som vi skulle følge helt et par kilometer, hvorefter vi skulle op mod vende punktet. Vende punktet var ude på 12 kilometer og lå på toppen af et bjerg. Det gik virkelig op af! Og ikke nok med at det var op, det var samtidigt med sten underlag. Ikke jord, ikke grus, ikke græs, men ren klippebund.

14012766_10208990122243636_104266784_o

Medalje lavet i Vulkans aske af de lokale i nationalparken.

På toppen stod der et skilt “Turn point” , “Keep Going” og et depot. Der var også en masse lokale, som stod og heppede os op af det sidste stejle stykke, inden at vi skulle vende og samme tur hjem.

Jeg kom forsigtigt ned af bjerget igen, langs søen i fuld fart, for bagefter at skulle op fra sø bredden igen. Puha, endnu et bjerg! Jeg kom op, og nu var der kun ca 4 kilometer hjem, og de var nogenlunde flade.

De sidste par kilometer gik igennem små lokale landsbyer, baghaver, marker osv. Man kom virkelig tæt på de lokale i nationalparken og den sidste kilometer glemmer jeg ALDRIG! Lokale folk strømmede til målområdet, små børn løb omkring mig, de gav den virkelig gas. Min mave begyndte at kilde, jeg kunne høre mål, jeg fik kuldegysninger. Jeg krydsede målstregen!

 

 

Wauw, sikke en følelse! Hvor var det fantastisk at få overrakt den vidunderlige medalje.

14012691_10208990586215235_702455754_o

Lederen af den lokale stamme til hest. Han kunne også godt lide den iskolde Coca Cola.

Jeg var fuldstændig udkørt, og det eneste jeg tænkte på var at komme over til massøren og få en omgang massage.

Efter en kort omgang massage, fik jeg fat i min bagage, fik skiftet tøj og fandt mit pressekort frem og gik ind i VIP. Der stod det, køleskabet med en iskold Coca Cola. Sikke en symfoni for min mund, virkelig hvad jeg manglede!

Jeg fik bland andet interviewet Gebre Gebremariam, som vand New York Marathon i 2010. Jeg fik snakket med nogle af de andre løbere og blev selv interviewet af 2 lokale pressefolk, og 1 amerikansk journalist. Der var virkelig fest og god stemning i målområdet.  Efter at jeg havde stået og snakket i VIP området kom en lokal løber hen til mig og

Her står jeg med den lokale løber, som mener at jeg er fra Norge.

Her står jeg med den lokale løber, som mener at jeg er fra Norge.

spurgte “Er du en kendt løber fra Norge?” hvorpå jeg svarede “Norge? Hvorfor tror du at jeg er fra Norge”

Den lokale løber svarede derefter “Du har da det norske flag på din jakke” Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile. Efter nogle minutters overtalelse, fik jeg ham overtalt til at det var Dannebrog jeg havde på min jakke, og at jeg var fra Danmark. Det var ikke let og jeg er sikker på at han stadig ikke tror på mig.

 

Efter noget tid i målområdet gik turen videre mod Abijatta søen, hvor vi skulle se flere

post_display_cropped_open-uri20140205-1638-1sahwuo

Flamingoer ved Lake Abijatta.

tusinde flamingoer. Og det gjorde vi! Der var virkelig mange. Hold da op, sikke et syn.

Cirka kl 12.00 var vi tilbage på Simbo. Vi skulle hurtigt i bad og have pakket vores kufferter.

Klokken 13.00 startede der BBQ Party, med massere af lækker mad og glade løbere.

Klokken 14.00 hoppede vi endnu engang ind i minibussen og satte kursen mod Addis Ababa, vi skulle nemlig nå et fly mod Danmark klokken 23.00 samme aften.

Cirka kl 18.30 ankom vi til Addis Ababa og vi skulle have noget aftensmad inden at vi drog mod lufthavnen. Så vi blev sat af ved Friends shopping center og gik på fin restaurant. Restauranten hed Diplomatic Restaurant og man kunne virkelig se på indretningen og gæsterne at det var en fin restaurant i Etiopien. Vi fik det lækreste aftensmad og noget godt at drikke dertil, hvorefter vi satte kurs mod lufthavnen.

Vi hoppede ind i 2 taxi’er, 2 gamle Lada’er og blev kørt i lufthavnen.

Efter check in, security og udstempling i passet, fik vi lidt tid til at kigge på souvenirs og tax free.

Klokken 23.00 var der afgang fra Addis Ababa til Frankfurt, hvor vi landede kl 6.00 lokal tid. Vi havde lige 2 timer til morgenmad, og der var heldigvis Wifi i lufthavnen, så der blev tjekket facebook osv.

Klokken 8.00 fløj vi fra Frankfurt, for at lande i København kl 9.00 dansk tid, nu skulle vi bare vente på bagage og så gik turen mod Nørresundby, Nordjylland i bil.

Jeg var så heldig at min kæreste, Frederikke stod klar i København lufthavn for at hente mig og køre hjem til Nørresundby.

Klokken 14.00 var vi endelig i Nørresundby igen. Efter at have været vågen i mere end 24 timer, var jeg godt brugt, men jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn. Alle de gode oplevelser, indtryk osv. farede rundt i mit hovet.

Jeg kan kun konstatere én ting!
Afrika har været det fedeste jeg nogensinde har oplevet, og denne rejse har blot givet mig endnu mere blod på tanden med hensyn til løb i udlandet.

 

 

Jeg håber at denne løbsberetning har været værd at læse, og jeg glæder mig virkelig til at få klippet alle mine film sammen, sådan at vi kan få billeder på hele rejsen.

 

Se filmen fra turen her : https://youtu.be/nJXgQKB21C8

 

Mvh. Steffen Feldbæk Jensen
Runners DK
www.RunnersDK.dk

13989584_10208990121763624_1111370077_n14001855_10208990122523643_570464750_o14037711_10208990122723648_68980060_o

 

UltraIntervalChallenge – 24 timers online sjov iført løbesko!

UltraIntervalChallenge er en udfordring jeg faldt over inde på Facebook sidste år. Den bliver stablet på benene af Pace of Earth ca. 3 gange om året, og det er super sjovt. Altså, hvis man synes det er sjovt at løbe 10 km hver 3. time i 24 timer. Start (hvis man er i tidszone med Stockholm) er midnat mellem fredag og lørdag og så bare derudaf til den sidste tur lørdag aften med start kl. 21.

Jeg har været med to gange før. Første gang gennemførte jeg alle intervaller, men anden gang, missede jeg de to sidste. Nok mest pga. en småskade jeg ikke var helt ovre på det tidspunkt, men det at jeg løb 12,5 km hver gang i stedet for 10 km hjalp nok ikke på det. Typisk mig!

Nå, men det sjove er faktisk alt det ind imellem løbeturene. Her poster man på Facebook og/eller Instagram, og kan følge med i hvordan det går de andre. Man kan opmuntre de andre og selv blive opmuntret, se fotos fra de andres løbeture og ikke mindst blive inspireret af hvad de andre deltagere har gang i af mere eller mindre skøre ting. Man må nemlig meget gerne være lidt kreativ og humoristisk nå man poster efter hver tur, da det bliver belønnet.

Der er nemlig præmier. Yeah! Jeg elllllsker præmier! Så for at være med i konkurrencen om fede fede præmier (se hvad de diskerede op denne gang på udfordringens hjemmeside), skal man poste med et bestemt tema for hver interval man har løbet. Denne gang var temaerne følgende:

#interval1: Be prepared (altså: hvordan har vi forberedt os?)

#interval2: Stay Awake (hvad gør vi for at holde os vågne?)

#interval3: Run with a magic mantra (hvad er mit motto)

#interval4: What do you wear for luck? (hvad har jeg på for held og lykke)

#interval5: Greetings (med denne skulle vi fortælle hvorfor vi deltog i udfordringen)

#interval6: Energy (ja – hvad spiser/drikker vi)

#interval7: Best Pep Talk (hvem af følgende ville vi spørge om hvad: Scott Jurek, Anton Krupicka og Timothy Olson)

#interval8: Celebration (hvordan fejre vi har taget det sidste interval)

Hvad jeg svarede til de forskellige udfordringer kommer jeg tilbage til. Og vandt jeg noget? Ja, det kommer jeg også tilbage til 🙂

Win-win – ja, ja det lyder kliche-agtigt

Men altså – man kan da lige så godt udnytte sommeren og så pakke telt og jetboil og finde et fedt sted at løbe, ikk?

Så jeg tog til Nationalpark Thy. Det er et af de vildeste og smukkeste steder jeg kender i Danmark, og hvis du ikke har været der endnu, er det altså bare om at komme afsted! Ja, jeg elsker virkelig landskabet deroppe, og da jeg skal løbe Thy Ultra Trail deroppe til august, tænkte jeg at det var en god ”undskyldning” for at tage derop og træne lidt i terrænet.

Interval nr. 1: Be prepared

Min forberedelse (ud over at købe mad, skaffe vand og tjekke hvor det nærmeste toilet var) var at finde et snedigt sted til teltet. Og hvis jeg selv skal sige det, fandt et ret genialt sted. Gemt i en gryde i klitterne, lige nede hvor havet/vinden, ikke kunne høres så meget, men stadig tæt nok på, til at jeg var lige ved stranden.

#interval1 - Be Prepared. Den klarede jeg ved at finde et feeedt sted til basecamp.

#interval1 – Be Prepared. Den klarede jeg ved at finde et feeedt sted til basecamp.

Og – tada – Pace on Earth var enige, og jeg vandt en Craft Weather Jacket for fotoet af min basecamp. YEAH! Det tror jeg, at jeg bliver meget meget glad, for når jeg skal løbe Dragon’s Back Race til maj (om 295 dage, 21 timer og 19 minutter).

Nå men altså, stedet til teltet var genialt, lige indtil siden for den første interval nærmerede sig, og det begyndte at tordne. Regn er OK, men tordenvejr – især tordenvejr i mørke – er jeg altså bare totalt meget slet ikke gode venner med. Faktisk skræmmer det nærmest livet ud af mig, så det var totalt udelukket, at jeg skulle ned på stranden eller ud i klitterne og løbe. Og skoven – ja den var jo et par km væk! Såååå – lige der var mit sted nu ikke så genialt alligevel.

Så jeg sad put i mit telt og fulgte med i tordenvejret og overbeviste mig selv om at klitterne der omgav mig, var højere end teltet. Lyn slår aldrig ned i et telt, vel? Øhhh, vel?

Interval nr. 2 – Stay Awake

Ved 2-3 tiden var tordenen lidt løjet af – den var ikke så tæt på mere – men jeg var simpelthen for kylling til at turde satse på at det bare lå ude til havs og/eller at det ikke kom mere. Så jeg skippede også interval 2, der skulle have startet kl. 03. Det gode ved det var, at jeg fik en lille times lur mellem ca. kl. 4 og 5, og fik læst i en helt fantastisk bog. Det er nu noget særligt at sidde i et telt, helt alene, midt i klitterne i Thy og læse Historien om det hele.

02_Stay Awake

“interval2 – Stay Awake. I selskab med “Historien om det hele”.

 

Interval nr. 3 – Run with a magic mantra

Kl 06:00 var jeg endelig i gang!

20 meter i klitterne og jeg var gennemblødt. Hurra for højt vådt marehalm!

Men hold da op, det var bare skønt at være i gang. Jeg kunne ikke mærke, at jeg kun havde fået sovet en lille times tid – kroppen var bare SÅ klar til endelig at løbe. Næsten så klar, at jeg lige måtte følge lidt med på pulsen, så jeg ikke kom til at give den for meget gas. Det kan godt være at min mantra er ”pridelastsalotlongerthanpain, men jeg skulle jo gerne holde til resten af intervallerne.

Turen var simpelthen skøn. Jeg tog den ca. 5 km op ad stranden, drejede ind i klitterne og fandt tilbage ad hvad der bød sig af stier.

03_Run with a magic mantra

#interval3 – Run with a magic mantra. #pridelastsalotlongerthanpain

Interval nr. 4 – What do you wear for luck?

Før UltraIntervalChallenge gik i gang, havde ikke lagt planer for hvor jeg ville løbe hvilke intervaller. Tidligere havde jeg målt nogle ruter op på forhånd, men denne gang tog jeg den bare efter hvad jeg lige lystede. Jeg holdt øje med hvornår GPS uret sagde 5 km og satsede så på, at der nogenlunde var lige så langt tilbage, selvom jeg valgte en lidt anden vej.

Det var der så ikke helt hver gang! Ups.

Så interval 4 ville have været endt på ca. 12, men jeg stoppede før, for hov da – solen er kommet frem – og hov da – her kan man købe kaffe og betale med mobilen.

Lessons learned: Hav altid din mobil med på løbeture. Også til fotos selvfølgelig! 🙂

Temaet for denne interval var “hvad har jeg på som ”held og lykke ting”? Faktisk har jeg ikke noget løberelateret jeg altid skal have med mig, men – løb eller ikke løb – så jeg har altid mine tibetanske/nepaliske ørering på. Jeg købte dem i Nepal for et par år siden, af den kæreste tibetaner, og de minder mig altid om at nyde livet her og nu!

#interval4 - What do you wear for luck? Løb eller ikke løb, så har jeg min tibetanske/nepalesiske ørering på.

#interval4 – What do you wear for luck? Løb eller ikke løb, så har jeg min tibetanske/nepalesiske ørering på.

Nå men, jeg kunne nu se at det tog længere tid at løbe på stranden og i klitterne end den ”almindelige” times tid jeg er om en rolig 10 km. Især med alle de foto pause jeg tog undervejs. Klokken tikkede afsted, og jeg var da lidt bekymret for, om jeg ville få restitueret nok imellem intervallerne. Men det måtte briste eller bære – jeg var på sightseeing! 🙂

Interval nr. 5 – Greetings

Kl. 12:00. Så var solen fremme. Frem med solbrillerne og solcreme, musik i ørene og af med singletten.

Note til self: Når man vælger at tage solcreme på inden man smider singletten, mangler man solscreme på mave og ryg. Ja, jeg siger det bare!

Solen er fremme :)

Solen er fremme 🙂

 

På denne tur valgte jeg at tjekke Vesterhavsstien, da Thy Ultra Trail følger stien mere eller mindre hele vejen. Det første stykke jeg løb på var kørespor og så blev det single track. 5 km ud og samme vej tilbage. Nøj, en lækker tur!

Interval nr. 6 – Energy

Kl. 15:00, og så var stranden blevet indtaget af folk. Og selvom jeg løb i vandkanten for at nyde havet, var det egentlig hyggeligt med lidt selskab omkring mig.

Nogle gang er simpelt godt. Bare ud og hjem i skøn natur. Og lige en kop kaffe og løbe på – se det er livet!

#interval6 - Energy. Kaffe: #runnersfuel.

#interval6 – Energy. Kaffe: #runnersfuel.

Nå men, på dette tidspunkt var jeg nok ikke så civiliseret at se på mere. Jeg var ude på mit 4 interval, var godt svedig, klisteret af solcreme og blæst nogenlunde godt igennem. Men så er det jo godt man ikke møder nogle man kender. Ups – så er det jo lige dér hvor man møder nogle man kender. Min veninde tog det meget pænt, men hendes teenage datter var vist langt fra overbevist om, at jeg ikke er en eller anden “weirdo” man helst ikke skal ses i selskab med.

Interval nr. 7 – Best Pep Talk

Kl. 18:00 – interval nr. 7 (nr. 5 jeg skulle ud på), og jeg havde stadig helt friske ben. Så jeg overvejede om jeg skulle fortsætte efter nr. 8 (mit nr. 6), så jeg kunne komme op på 8 intervaller ialt. Altså at løbe et kl. 00:00 og det sidste kl. 03:00, men jeg synes det ville blive for kedeligt. Det betyder faktisk rigtig meget, at se hvad de andre har løbet, og hvordan det går for dem efter hvert interval. Der er noget fællesskab over at følge med i hvordan det går andre og at løbe de to sidste alene, ville bare blive ensomt.

Så jeg besluttede – på trods af at benene stadig var super –at den næste skulle blive den sidste.

Interval nr. 7 var egentlig tænkt som ”lad mig nu finde den sti jeg ikke fandt i interval 4”. Det lykkedes så heller ikke denne gang.

SÅ jeg valgte så at sige F… it og så bare tæske rundt i klitterne. Og og ned og op og ned og op og ned……….. Til dét, kan jeg på det kraftigste anbefale Magtens Korridorer. Johans Olsens stemme og klitterne i Thy er et perfekt match! (den havde han nok ikke lige set komme :)).

#interval7 - Best Pep Talk ever. Thy er vildt, men det er ikke Wales - jeg kunne godt bruge en coach.

#interval7 – Best Pep Talk ever. Thy er vildt, men det er ikke Wales – jeg kunne godt bruge en coach.

Temaet for dette interval var jo: Hvem vil jeg så spørge om hvad? Jov, jeg vil spørge Anthon Krupicka om at coache mig. Thy er vildt, men det er ikke Wales, og jeg kan bruge alt den hjælp jeg kan få, i mine forberedelser til min date med Dragen.

Interval nr. 8 – Celebration

Kl. 21:00 og det var det tid til den sidste interval. Og denne havde jeg planlagt. Jeg ville tage den op og ned at stranden – og så en dukkert. Keep it simple.

Stranden var nu næsten tom, og jeg startede 15 min før tid, for at få det bedste med af solnedgangen. Og hold da op en solnedgang 🙂

Solnedgang ud over et blikstille Vesterhav. WOW.

Solnedgang ud over et blikstille Vesterhav. WOW.

Og dukkerten var den bedste måde at fejre intervallerne på! Åh, hvor skønt!

"interval8- Celebration. Ingen bedre måde at fejre på, end en aftendukkert i Vesterhavet.

“interval8- Celebration. Ingen bedre måde at fejre på, end en aftendukkert i Vesterhavet.

Næste gang?

Helt sikkert!

Denne gang tog jeg afsted alene, for at prøve at holde den kørende helt alene. Kun ”me, myself and I” kun i online selskab med alle de andre deltagere i UltraIntervalChallenge.

Bortset fra, at jeg snakkede en del med mig selv, og sang med på sangene når jeg løb (bare rolig – vist nok kun når der ikke var andre i nærheden), klarende jeg det helt fint. Altså, hvis man lige ser bort fra at jeg ”kyllingede ud” på de to første pga. tordenvejr. Men det havde jeg nok også gjort, selvom der var andre med.

Næste gang tænker jeg at det kunne være fedt at finde et shelter et sted, tænde op i bålet, smække en stor gryde suppe over, og så bare løbe og hygge. Er der nogle der vil med?

P.S: Og husk lige et medbringe mere end ét par sko. Selv i solskin, er det svært at få dem tørre imellem intervallerne. Just saying 🙂

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Sådan løber du 21 km trail med overskud

Overskriften kan godt virke – for nogle – en smule provokerende. Alle ved at trailløb er en hård løbedisciplin. Op og ned ad bakker. Langs små stier. Hoppe over rødder og grene. Springe over grøfter. Og ja, det var en meget hård og løbeteknisk rute ved lørdagens 21 km trailløb Copenhagen Exhaust Trail. Ruten var ikke for tøsedrenge. Med 2 runder i ‘Det Danske Schweiz’ (Ravneholm) efterfulgt af 2 runder i Geelskov med 2 gange op ad Holtekollen, fik jeg ædt 700 højdemeter. Selvom den kuperede rute trak tænder ud. De ømme lår kunne mærkes op ad trapperne til lejligheden på fjerde sal. Og smerterne i læggene skulle strækkes ud. Så blev de 21 km. trail gennemført – med overskud. Hvilket var hele pointen med løbet.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Mine 7 gode råd til 21 km trail

Indrømmet, det er ikke første gang at jeg løber i bakker. Før trailløbet fandt jeg gamle fif og noter frem som fortalte, hvordan man angriber bakker. Krydret med mine oplevelser fra trailløbet, vil jeg dele mine erfaringer med jer.

 

 


1.Turbotonser eller hygge-mormor
Afstem dine egne forventninger. Deltager du i løbet for at opnå en bestemt placering? For at løbe på en bestemt tid? Eller deltager du for at være med og gennemføre? For mig var det, at gennemføre og have et godt løb, målet i sig selv. Derfor var det vigtigt for mig, at det var en god oplevelse og jeg havde overskud til at gennemføre – alle 21 km.

2. Glem tiden og nyd turen
Rute og terræn er meget uforudsigelig til trailløb. Det betyder, at du ikke kan ramme den samme kilometertid kilometer for kilometer. Mit Garmin-ur fik kun opmærksomhed, når jeg var nysgerrig på, hvor mange kilometer jeg havde løbet. Jeg løb på kilometertider lige fra 5:30 til 8:50. Min erfaring er simpel: Glem uret og nyd i stedet naturen.

3. Find (væske) balancen
Jeg har løbet flere halvmarathon uden at drikke (særlig meget) vand undervejs. Væskebalance handler i bund og grund om tidligere erfaringer. Jeg havde ikke noget væskebælte, kamelbak eller lignende med på turen. Jeg drak udelukkende de steder, hvor arrangørerne havde opstillet væske – vand og saft (på toppen af Holtekollen). Som tommelfingerregel er mine erfaringer, at man skal drikke før man bliver (alt for) tørstig. Her kan temperatur, løbslængde og tid være afgørende for valget af, hvor meget væske man har brug for at indtage. Læs evt.  Team Danmark eksperters råd.

4. Flyv op ad bakke
Til trailløbet lagde jeg mærke til, at mange løbere tager sig på lårene, når de løb op ad bakke. Det er vildt anstrengende, at angribe bakker på den måde. Da benene også skal trække armene med op ad bakken, ved den løbestil. I stedet, så brug armene til at trække dig op ad bakke. Løb på forfoden. Tag små skridt. Og tænk på at holde overkroppen oprejst, så du kan få luft ned til lungerne.

5. Cruise ned ad bakke 
Jeg lagde også mærke til, at mange løbere løber med små langsomme skridt ned ad bakke. Det så ud til at benene bremsede, og det så anstrengende ud. Jeg overhalede en del løbere ned ad bakke ved – ganske enkelt – at lade benene køre i frigear og rulle afsted. Jeg tager lange skridt og lader benene gøre resten.

6. Undgå (for meget) syre i benene
21 km er langt. Og når ruten går op og nede hele tiden af snørklende små stier, så er der potentiale til at opleve syre i benene. Min ‘syre-taktik’ var, at undgå at syre i lårene for hurtigt og for meget. Det kan ikke undgås at få tunge ben, men du kan sagtens arbejde med din syregrænse. Da jeg kunne mærke, at det blev for tungt i benene, så begyndte jeg at løbe langsommere eller gå. Jeg tror, at turen havde været meget hårdere, hvis jeg havde løbet rundt med (alt for meget) syre i lårene.

7. Smil!
Selvom det er hårdt at løbe i bakker og 21 km er langt. Så kan man komme langt med et smil. Og en positiv (mental) indstilling. Husk, at det er ligeså hårdt at løbe i bakkerne for ens konkurrenter, så giv ikke op. Selvom det kan virke anstrengende, så giver et smil overskud til resten af ruten.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail.

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Jeg havde overskud til at nyde løbeturen. Det dejlige vejr. Og den fede stemning ude på ruten. For mig har det været et succesfuldt trailløb. Med ømme stænger her dagene efter.

Håber at du kunne bruge mine erfaringer og fif 🙂

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust TrailEr du nysgerrig på at vide mere om Copenhagen Exhaust Trail?

Trailløbet blev afholdt for 2. gang af Søllerød Orienteringsløb. Så vidt jeg ved er det stadig på “vi prøver os frem”-stadiet. Og derfor ved jeg ikke, om klubben planlægger at arrangere det igen til næste år. Men hvis de gør – står jeg klar til start (igen).
Læs mere om løbet her.

 

Alle billederne er taget af dygtige Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action. 

EverestingDK: 4.808 højdemeter fordelt på 18 omgange

OK-OK. Jeg ved godt det lyder totalt hjernedødt, men det var det faktisk ikke. Det er da helt normalt at bruge en lørdag på at drøne 18 gange rundt på en 4,2 km runde, med 280 højdemeter pr. omgang. Er det ikk? Og nu når arrangement hedder EverstingDK kan det da kun blive godt, ikk?

Indsamling til Læger Uden Grænser

EverestingDK er  – selvom det måske lyder som en nogenlunde dårlig idé – faktisk en rigtig go’ én. Der betales 1000 DKK pr. person for at stille til start, og man kan vælge alt fra Mt. Everest med 8848 højdemeter, Mt. Blanc med 4808 højdemeter eller Galdhøpiggen med 2469 højdemeter, og man kan løbe solo eller i hold. Derudover kan man, som ikke deltager, donere penge til løberne. Alle pengene går til Læger Uden Grænser.

Så giver det da pludselig totalt mening, at bruge en lørdag på at løbe hamsterhjul! 🙂

EverestingDK turen (http://everesting.dk/)

EverestingDK turen (www.everesting.dk)

Jeg betalte de 1000 DKK for at stille til start, og tænkte, at det var nok dét mht. mit bidrag til indsamlingen. Hvem interesserer sig da for, hvad jeg har gang i? Men det var der så et par stykker der gjorde, så jeg fik samlet 2000 DKK ind i alt, og totalt fik vi samlet 52.840 kr ind. Tusind tusind tak allesammen!

Hvorfor?

Men hvorfor egentlig? Vi mennesker har på et eller andet plan, lidt et behov for at forklare, hvorfor vi gør som vi gør. Så mit var nok egentlig fordi ”Simon says”:

2 uger før løbet tog jeg ud til Knøsgården på en af de gode rutefremvisninger, bare sådan for sjov og fordi terrænet og skovene derude er fede. Og ikke mindst fordi selskabet altid er i top. På denne tur var “The Barbarian Trail Runner aka Simon Grimstrup” med, og han synes da jeg skulle komme og løbe Mt. Blanc. Og når Simon siger man skal, så gør man da det, ikk? Jeg mener, så er det en god idé, ikk?

Ruten er lavet og "pyntet" til anledningen. Go' stil!

Ruten er lavet og “pyntet” til anledningen. Go’ stil!

Men måske skal der ikke altid være et fordi? Måske skal vi blive bedre til at gøre tingene, fordi de føltes rigtige og ikke fordi det giver rationel mening.

Træningen op til

Øhh…… hvilken træning? EverestingDK lå 4 uger efter FUT 50/50, så jeg havde jo kun lige nået at trappe min træning op efter FUT, inden jeg begyndte at trappe ned. Og højdemetertræning har jeg aldrig gjort noget i. såååå….. Kroppen måtte holde til det den kunne, som jo nok endte med at være en ordentlig omgang tæsk.

At tælle omgange

Vi skulle ikke selv tælle omgange – det var opstillet det fineste tællebord til, med en skøn skøn flok tællere.

Tællebord.

Tællebord.

Alligevel troede jeg at det sværeste ville være at tælle omgange, men det havde jeg totalt styr på hele tiden. Faktisk så meget, at jeg var tæt på at give Rasmus en seriøs lammer, da han foreslog at jeg havde 1 omgang tilbage før jeg var halvvejs, da jeg faktisk var halvvejs. Det var altså ikke sjovt! Men til hans forsvar, gjorde han det ikke med vilje. Men det var altså ingen der skulle rode rundt i mine omgange.

Stemning

Til stemningen må jeg bare sige, at den var helt vildt fantastisk. Måske lidt hjulpet på vej af, at jeg nok var lidt oppe at køre, men alligevel fantastisk. Alle blev klappet og hujet igennem tælleteltet. Hver evig eneste gang! Selv igennem natten (efter jeg var færdig, og de stadig var i gang på Everest udgaven) kunne jeg ligge i teltet og høre klapsalver.

Hele Campen/målområdet var fyldt med en dejlig stemning. Der var masser af folk der bare hang ud og hyggede, og det gjorde Backyard Climb (den sidste stigning inden tælleteltet) lidt nemmere. Og bemandingen af tælleteltet var også helt i top. TUSIND tak for skønt selskab, klapsalver hver eneste gang jeg kom igennem, og fokus på: hvad skal du have ? Drikke? Spise? Går det ok?

Ude på ruten var der også underholdning. Noget mere planlagt end andet, og det hele var med til at gøre runderne interessante (hvad møder jeg mon denne gang?).

Ruten gik forbi huset på Store Knøsen, og her havde de – af alle dage – planlagt morgenmad for et Polterabendselskab. Se taler vi om underholdende heppehold på ruten! De heppede, som om jeg var på vej op ad det rigtige bjerg, og de var meget gæstfri. Meget meget gæstfri! Men nej, eller tak – føj for pokker – jeg skulle ikke have Gammel Dansk. Heller ikke selvom Henrik havde nappet én omgangen før.

Udsigten fra Store Knøsen.

Udsigten fra Store Knøsen.

Knøsgården er jo Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskoles baghave, så selvfølgelig var der grupper af unger ude og heppe på deres kammerater. Og os andre. Skønt at blive heppet på i bunden af Slugten og sunget hele vejen op.

Velkommen til Slugten. Jeg kom på hepper banneret - søde unger, altså!

Velkommen til Slugten. Jeg kom på hepper banneret – søde unger, altså!

Og der var trail-fest i skoven. Skønt skønt skønt:

HNIE unger med sang (følge link nedenfor til video).

HNIE unger med sang (følge link nedenfor til video).

https://www.facebook.com/kirsten.isak.athlete/videos/283491395318631/

De andre deltagere

Der var os ”de mere eller almindelige dødelige”, så var der er de hårde (deriblandt Henrik), som var ude på den lange, og som lå og overhalede mig. I starten tog Henrik ca. 3 omgange for hver 2 jeg tog. Og var fik jeg altså også sagt til ham, at hvis han endte med at være færdig med den lange inden jeg blev færdig med min, måtte han tage den sidste tur med mig. Heldigvis for os begge, lykkedes det ikke Henrik at blive færdig før mig. Men han klarede hele Everest Solo, og er – sammen med Bo – de eneste der tog den hårde. Det er f….ing sejt!

Og så var der holdene. Især drengene fra Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole var en fest at løbe med. Hold kæft, de var seje. De kom stormene forbi, i futtog, med høj puls og tungt åndedræt. Det var skønt at blive mindet om at løb også kan forgå i sådan et tempo. Og underholdende at opleve at Andreas satte hans hare på en af runderne!

Alle de der mærkelige ting man oplever, når man løber den samme runde flere gange

Men man bliver nu lidt mærkelig i hovedet af, at løbe den samme runde igen og igen. Jeg fandt min egen ”90 års fødselsdagen tigerskind” på runden. En lille træstub, ca. 5 cm høj, ude til den ene side på stien. Lige der, hvor det går nedad og man giver lidt gas, inden det går lidt opad igen.

De første 2-3 omgange, løb jeg bare forbi. Men lige pludselig skete det: BANG, og så lå jeg der! (Hey – nej, det gjorde jeg faktisk ikke – jeg formåede at lave et rullefald, i stedet for at kure hen ad jorden på knæ og albuer som jeg plejer. YES!).

Anyway – stubben fik mig ned, uden at jeg dog fik set hvad det var, der havde fældet mig. Men om ikke, at jeg på næste omgang, stødte foden ind i den igen, og nær faldt. Så vendte jeg altså lige om, for at se hvad pokker det var, og fik hilst kort på min nye ven Hr. Stub. Omgangen efter stoppede jeg og tog et billede af ham (han skulle altså ikke tro han bare kunne gemme sig der midt på stien!).

Men om ikke, jeg omgangen efter, løb forbi ham uden at tænke over det. Lige pludselig går det bare op for mig, at jeg var løbet forbi. Se der var altså sært. Derefter hilste jeg pænt på Hr. Stub, hver gang jeg kom forbi, og han havde venstre side af stien, og jeg havde højre side.

Hr. Stub.

Hr. Stub.

EverestingDK var inspireret af Nepal, så der var buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb. Jeg har rejst i Nepal for et par år tilbage, og har et svagt punkt for landet, bjergene og den buddhistiske kultur, så det var utrolig skønt at gå op ad Backyard Climb til udsigten af bedeflagene.

Buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb, 20 meter før tælleteltet.

Buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb, 20 meter før tælleteltet.

I Nepal skal man gå rundt venstre om de buddhistiske hellige steder, og det manglede på en eller anden sær måde på EverestingDK ruten. Jeg fik så – på en eller anden underlig måde – udvalgt pælen på toppen af Lille Knøsen til stedet, hvor jeg lige sendte nogle tanker til Nepal. Så der blev mumlet Om Mani Padme Hum, hver gang jeg rundende pælen. Når jeg sidder her og skriver det, er det godt nok noget sært, men det gav virkelig mening undervejs i løbet. Altså virkelig go’ mening! 🙂

08_Lille Knøsen

Om at løbe og løbe og løbe

Min knægt på 12 år var med, og han sagde det skønneste lige før start: Mor, du skal ikke løbe ét langt løb på 18 omgange, du skal bare løbe 18 små løb. Det er nu en klog knægt jeg har. 🙂 Han viste sig også som den perfekte supporter/crew. Hver gang jeg kom ind var der kram, et ”få dig noget at spise mor” meget hurtigt efterfulgt af et ”kom så afsted igen mor”. Der var ikke noget med at hænge og hygge i campen.

Og han er også den fødte pacer. Han endte med at holde mig med selskab på 5 af omgangene, og det hjalp med – ud over at booste mor-stoltheden – at få delt løbet ind i små bidder.

Interessant nok, var det faktisk hårdest inde i hovedet i starten. Dér var der bare uoverskueligt lang vej endnu. Når man er på 2. omgang, virker det ikke som en særlig god hjælp, at vide at man har 16 igen. Det er lidt som til FUT 50/50, da vi mødte ”78km til mål” skiltet. På 2-3 omgang, var jeg jo stadig langt væk fra bare at være halvvejs mod halvvejs. Så det blev til ”øj, jeg glæder mig til noget koldt Tailwind” (jeg er egentlig ikke til sportdrik men Hey – det smagte faktisk ret godt). Og til “ummm – jeg håber der er nogle af de gode røde vingummier”. Vingummi er godt. Meget vingummi er meget godt. Alt for meget vingummi giver bagslag. Jeg skal vist ikke have vingummi foreløbigt igen.

Jeg kender ikke mig selv så godt endnu, når det kommer til ultraløb. Jeg har kun løbet en håndfuld, men er ved at få en idé om, at jeg nok egentlig er ret stærk inde i hovedet. På intet tidspunkt fald jeg ned i den der ”det er pissehårdt og synd for mig stemning”, eller i ”jeg fortjener lige en lille pause”, eller nogle af de andre ”undskyldninger” som hjernen kan diske op med for at få dig til at stoppe. Det er egentlig lidt underligt, men godt. Det er helt klart noget jeg arbejder videre med.

Sejr

Og Hey. Jeg gjorde det! Jeg havde sat et mål i forvejen om at jeg ville under 18 timer. Efter en 7-8 omgange kunne jeg se, at jeg nok kunne komme under 16 timer (som er cut off tiden for etaperne på The Dragon’s Back Race – “Dragen”, som jeg har en date med til foråret), og det lykkedes. Jeg kom ind på 14 timer og 20 min. YES!

Mt. Blanc - 4808 højdemeter - 74 km - 14 timer og 20 minutter. Så var det tid til en øl og en sovepose!

Mt. Blanc – 4808 højdemeter – 74 km – 14 timer og 20 minutter. Så var det tid til en øl og en sovepose! Og knægten tog 5 runder – sejt!

Så nu ved jeg, at jeg kan dét. Og jeg ved, at jeg går som en pingvin i 2 dage efter. Så jeg har fået et rimeligt godt billede af, hvor formen skal ligge når jeg møder Dragen om 335 dage, 7 timer og 38 min.

Med bananer i lommen…Firkløver 50/50 “The Real Deal”

Det at løbe er ikke det helt store problem for mange af os.

Det at løbe 50 miles er derimod kun for de få.

Men, det at løbe 50 miles den ene dag, for så at løbe 50 kilometer dagen efter, er jo forrykt.

Prøves det skulle det.

Hvorfor; “Fordi jeg skulle have en kasket…”

?; “Jep, en skide kasket.”

I´m The Geek Runner, og dette er min historie om Firkløver 50/50, og det at løbe for at få sat den eftertragtede trucker cap “The Real Deal” på hovedet.

 

 

Prep…

Prepare

Lørdag morgen, bilen er pakket med alt hvad der er nødvendigt af løbegear til at kunne klare de to kommende hårde dage til Firkløver 50/50, der afholdes i de fantastiske omgivelser i skovene omkring Helsingør.

Der er dog læs på i år, da bilen også er pakket med 336 flasker af de gyldne dråber fra Ugly Duck Brewing Co. – pænt sponsoreret af Urbantrailrunner aka Kagemanden aka Bluncken aka Martin B.

For et trailløb skal altid afsluttes med en lækker øl.

Så er det sagt – basta.!

 

 

Vi er fremme…

 

Ligesom sidste år, havde jeg valgt at være posh, og i den anledning havde jeg booket overnatning på spa hotel med alt hvad dertil hører.

Jeg kan desværre ikke sove i sovepose/telt, og da restitution mellem de to dages løb er utrolig vigtig, var dette det bedste jeg kunne gøre for mig selv.

Så efter indtjekning på hotellet, tog vi den korte tur op til start området.

Jeg finder altid en behagelig ro og stilhed i kroppen og slapper mentalt af, når jeg står der ved startområdet, dagen forinden.

IMG_3685-2 IMG_3686-2 IMG_3690-2

Det giver lige en sidste koncentreret fokus på, hvad det er jeg rent faktisk skal begive mig ud på.

 

Alt imens vi står der på toppen af bakken, der igen i år er start, men samtidig er lavet om til at være slut, med en stigning som vil føles som var det 90 grader, støder vi ind i et par andre løbere der også lige er kommet forbi, får en sludder for en sladder, og efter en times tid, er det farvel til de andre, og hjem på hotellet.

 

Resten af dagen står på afslapning, får fundet gearet frem, blandet energi fra
32Gi, lagt det hele ud, så jeg kan få morgendagen til at gå, som var den sat på autopilot.

Stille og roligt kommer værelset mere og mere til at minde om en løbebutik, da alt udstyret er blevet lagt op i stakke hvor der nu er plads.

Hold nu kæft der er meget.

Men man går ALDRIG ned på gear.IMG_3698

Og så er jeg jo The Geek Runner.

 

 

 

 

 

Nogen siger at maden dagen inden er vigtig.

Jo jo, men denne dag skulle jeg have en 2 retters gourmetmenu i restauranten.

Da jeg sidder der, behageligt placeret i stolen i restauranten, sippende af mit vinglas, indeholdende elektrolytter, ja ja, der var ikke sparet, det var endda med citrus smag.

Sender jeg et smil til de telt-overnattende-spejdere og deres frysetørret mad, og en varm tanke da jeg tager første bid af min utroligt lækre fersk røget laks med tilhørende avokadocreme, syltede løg og sprød karse.

IMG_3694-2

Det er sgu den ægte posh-trailløber style det her.

 

 

What the FÅRK…

 

Men midt under dette kongelige festmåltid slår det mig pludselig.

“Hold nu kæft main, hva fårk for en sko skal jeg løbe i på dag 2.?”

For fanden Rasmus, du har jo endnu ikke bestemt dig.

Dag 1 er sikker, her løber jeg i Topo Athletic MT2 trailsko med 3mm drop.

Men hvad dælen gør jeg med dag 2.?

Nå, på med løbetøjet, og afsted det går, og det er endda inden at maden overhovedet har ramt bunden af maven, finder hurtigt nogle stier bag hotellet og med Mizuno Hayate 2 på fødderne og Hoka One One ATR i hænderne, begiver jeg mig afsted over grus, sten og græs.

2k den ene vej og 2K retur i Hokaen.

“For helvede det er svært det her.”

Det giver to helt forskellige løb.

Jeg kan på ingen mulig måde finde ud af hvilken det skal være.

Så af ren og skær mangel på svar, vælger jeg Hokaen grundet en bredere forfod, med mere støddæmpning, og at den giver en rullende fornemmelse henover foden.

Inderst inde håber jeg dog, at mine Topo´er bliver tørre til dag 2.

Men jeg kan jo ikke være sikker på det.

Et dejlig varmt bad – skal lige siges, at det var ikke under 20 min – hvor jeg endnu engang sender tanker til de kolde og fugtige teltspejdere, er det ind under de lune dyner, tænder tossekassen og slapper af.

IMG_3700

 

 

Verdens mest irriterende lyd…

 

“Ah hold nu op.”

Klokken er knap 05:00, det er raceday.

Men alt alt alt for tidligt.

Jeg er ikke på nogen som helst måde et morgenmenneske, i hvert fald ikke så tidligt på døgnet.

Op kommer jeg, vågner stille og roligt under bruseren, havregryn med rosiner kommes i en medbragt skål, bades i mælk og kaffen sættes over.

Dette er mit faste morgenritual inden et løb så tidligt, og det har det altid været.

Jeg er på ingen måder nervøs, jeg glæder mig bare til at mødes med alle de seje løbere, som jeg tidligere har løbet med under FUT50/50.

I år havde jeg hooket mig op med Ulle, og sammen havde vi lagt en plan for hele løbet, eller hen til de 69K.

Ved startområdet blev der delt varme trail-krammere ud – ja det er sgu nok bare en almindelig krammer – men lyder det ikke lidt sejere at kalde dem trail-krammere.?

Nummeret hentes, påmonteres de obligatoriske sorte trailshorts, og så er der racebriefing.

 

 

Kirkeklokkerne ringer, klokken er syv, pistolen affyres og så er det bare afsted…

 

Snakken, grin og højt råbende jokes følger os som var det kendismelodien til “Titanic”. Dog er dette ikke et synkende skib – endnu, men et sprudlende glad felt af gale løbere der lige har taget hul på de 85K.

Stadig bliver skovens dybe stille ro, sprængt af festglade tosser, der endnu har energi og luft til at fortælle løgn historier og jokes.

Men da vi rammer det første K skilt, er der da også blevet lidt mere stille.

79K er der tilbage.

“Jamen, tak for den information”.

 

Jeg indser hurtigt, at der er bare nogen i dette felt der bare er liiiige lidt for hurtige, og at det nok var sidste gang i løbet jeg så dem.

Men min egen plan var ikke at komme igennem de 50 miles hovedløst hurtigt. Men at løbe med overskud.

Hvem fanden prøver jeg at overbevise, selvfølgelig skulle den løbes lidt hurtigt, og gerne hurtigere end sidste år.

Her var tiden 9:51:24 – en flot tid for et løb som dette. – Hvilket også gav mig en placering over midten i feltet.

Så en tid bedre end dette ville være så godt.

Jeg havde sat mig for, sammen med Ulle, at vi skulle ramme mål efter 9:15:00.

Så dog lidt urealistisk ud, men mon ikke vi godt kunne.

 

 

Er fuldstændig færdig af grin…

 

Efter en 12K eller deromkring, kan vi pludselig hører en masse larm komme bagfra.

“Hvad fanden sker der.?”

Et kort glimt over skuldren fortæller os, at det er Kagemanden og Traileren.

“Hvad”

De var sgu da foran os.

Da dieseltoget bliver indhentet af lyntoget, fortæller de os, at de var løbet forkert, og derfor fået en del ekstra meter/K på kontoen.

Vi er fuldstændig færdige af grin.

Der, i skovene i Nordsjælland, stormer de to tosser rundt og farer vild.

Hold da kæft det er grinern.

Sammen følges vi lidt ad, men da den første fotograf dukker op bag en bakke, tager fanden ved dem, og Traileren skriger “den her tager jeg først”.

Han er simpelthen for sjov.

Stille trækker de fra os igen.

Det var vist noget med at de skulle ind på 8:30:00 eller der omkring.

Bare de lige husker at der også er en dag i morgen.

 

 

Den negative indflydelse…

 

Det værste der kan ske under et løb som dette, er at komme til at tænke negativt eller blive påvirket negativt.

Dette sker for os kort efter at de to “tosser i skoven” har forladt os.

Vi indhenter simpelthen en løber, der også var løbet forkert.

Men forskellen her er, at han er den mest negative person jeg nogensinde har mødt.

Da vi løber i samme pace, er det ret svært at slippe af med vedkommende.

Vi sætter pacen op, det hjælper ikke.

Så sættes den ned, heller ingen virkning.

Dog, lige inden vi rammer det første depot, er der blevet lidt luft mellem os.

“Hold kæft det var tiltrængt”, det er det eneste jeg tænker.

Sjovt nok, så var det bemandede depot også enige med os i, at det var dog noget af en negativ indstilling at have så tidligt i et løb.

Vi ser ikke mere til denne person.

Hvilket vi på ingen måder er trætte af, tvært imod.

At have en til at ligge i feltet der kun rakker ned på afmærkninger, ruten etc, er så nedslidende mentalt.

Og her skal lige siges.

De tre race directors, Carsten, Klaus og Per Egon, havde i år, ift sidste år, afmærket ruten så godt, at man næsten kunne stå ved et flag/minestrimmel og så se hen til det næste.

Så al den kritik vi hørte, var på ingen måde berettiget.

Så et shout out til vedkommende; “Så hold dog mund.!”

Men med bananer stoppet i lommen – hvilket egentligt er ret klamt, da de trykkes, varmes og bliver brune på engang, ned i mine shorts, så begiver vi os afsted igen.

Vi er i super humør igen…

 

IMG_3761

 

 

Chips, gels, gifler, 32Gi…

 

Ned ryger det.

IMG_3734

Vi har lige ramt hoveddepotet for første gang.

Det gør man i dette løb efter de første 39K.

Her er en super fed stemning.

Her står nemlig alle løberne klar der skal til at afsted, ud på de 50K.

Så der bliver klappet, råbt og heppet på os.

Og med en ny bådlast af skårne bananer i lommen, drager vi i bedste løbestil afsted igen.

Foran os ligger møderne med “dræber” køerne, stranden, trappen og “tunnel of love”.

 

 

Half way done…

 

Vi er godt og vel halvvejs.

Og vores snak – som på ingen måde har været tavs, drejer sig nu ind på “dræberkøerne” som vi sidste år mistede over 12 min ved.

De valgte simpelthen, at ingen trailløbere skulle passere dem, og dem der forsøgte blev dræbt.

“Jo jo, det er da bare en ko.”

Men næh nej. Disse nordsjællandske kødædende køer, havde allerede nedlagt tre fire trailløbere der lå hist og her på stien, halvspist.

Ikke noget kønt syn.

Så vi var noget nervøse, da vi drejer ind gennem afspærringen.

“Hva fårk. hvor fanden er de henne.?”

Denne dag var de væk, vi stryger lige igennem deres territorie, glade og lykkelige for endnu engang at overleve besøget med dem, og samtidig helt oppe at ringe over, at vi nu er min 12 min hurtigere end sidste år, tager vi sidste sving.

“Damn it.!”

Der ligger de sgu…

Pludselig bliver vi som ninjaer der løber på rispapir.

Ikke en lyd afgiver vi.

Tror faktisk vi holder vejret i adskillige minutter.

Og da vi endelig er forbi dem, er vi sgu frække nok til at give et lille “Dumme køer” og et håndtegn sendes i deres retning.

1-0 til trailløberne.

IMG_3771

 

 

Reload…

 

Depotet er nået, vi er godt tæt på stranden og de 50K.

Her møder vi igen et hold depothjælpere med servicen så høj, at Michelin guiden ville have givet en stjerne til dette depot.

Vi får også at vide, at Mr Negativ, tidligere har valgt at stå af.

Et lille smil kommer på vores løber.

Skrald ud, bananer ned.

 

Jeg ville lyve hvis jeg påstod, at vi ikke var ved at blive trætte, og med 4K strand der skal tilbagelægges i blødt sand, rullende sten og hoppende fra sten til sten, så var vi ret spændte.

Ulle havde dog ikke så meget lyst til stranden som jeg.

Så vi snakker lidt frem og tilbage, og det hele ender med at vi hurtigt giver hinanden et man-hug, og her skilles vores veje.

En af grundene er, at jeg ikke kan løbe langsomt på stranden, da dette vil tømme mig for energi.

Så jeg sætter pacen op, og afsted det går.

På dette hårde stykker, får jeg da også hentet 2 andre 50 miles løbere og får dem lagt bag mig.

Er sgu altid et boost, når man passere andre løbere.

Men hov.

Der kommer sgu en gruppe på tre.

“Løber jeg så langsomt.?”

Hell no…

Kigger mig febrilsk over skuldrene.

Hvilken farve har deres nummer, hvilken farve har deres nummer…

Ah pyhhh…

Det er gråt/sølv.

Det er bare de førende 50K´ere der først nu henter mig.

Den ene af dem må på en eller anden måde også have set mit ansigtsudtryk, for hans kommentar da de passere mig er: “bare rolig, vi er bare 50K´erne.”

Kunne ikke andet end grine af denne kommentar.

Stranden sluttede med den flotteste udsigt op til Kronborg slot. Vi drejer af skarpt til højre, væk fra sand og stenhelvede og der, der rejser sig den første rigtige lede bakke sig.

Ved foden af bakken passer det med at jeg skal spise, drikke og have lidt energi.

– I løb som disse er det vigtigt – i hvert fald for mig – at få noget ned konstant og med samme tidsinterval mellem hver gang.

Så jeg har to drikkedunke i vesten, indeholdende 650 ml 32Gi Endure blanding.

1 flaske skal være drukket over 2 timer, hverken hurtigere eller langsommere.

Derudover, skal jeg have noget at spise hele tiden, og det er her bananerne i lommen kommer ind i billedet.

1/4 banan spises der, og det hele blandes med enten en 32Gi chew (en vingummi, der kan sammenlignes med juleflæsk) eller en 32Gi gel.

På denne måde får jeg hele tiden fyldt op.

Suppleret med en salt stick hver anden time.

Opad går det i hurtig gang.

En god ting er, hvis man ikke kan løbe op af bakkerne uden at brænde alt energi af, så gå i hurtigt tempo istedet.

I sidste ende gir det sgu det samme.

Og for mig virker det altid.

Bakken er forceret, og her lige der.

Der er trappen. “Stairway to heaven.”

Det må være den sygeste og ringste joke, at lægge en sådan trappe ind i et løb som dette.

Her har man lige rendt røven i laser på 4K strand, bestiet en bakke som på daværende tidspunkt måler sig med Mount Everest.

Og så skal man fandme ned OG op af en trappe.

“Hvorfor” spørger de fleste.

Jamen vi skal da lige ned og ringe på en klokke.

“Er du DÅM eller hva.?”

Nej, jeg er bare en af de heldige der deltager i Firkløver 50/50, og dette er en del af gamet.

Dog er trappen lidt hård op til toppen igen.

Nu er det værste sgu overstået.

25K tilbage igen, og pludselig begynder løbet ned af bakkerne også at blive “hårdt”.

Men men men, vi skal sgu fremad.

 

 

Last stop…

 

Målet er nået for sidste gang under de 85K.

Dette er den sidste af de to gange vi kommer forbi start/målområdet.

Endnu engang stoppes der bananer i lommerne.

Jeg tænker for mig selv, “nu er der kun 16K tilbage.

Men lige som jeg svinger ud på stien efter mit nedløb fra mål, er der en eller anden der lige skal sige højt “der er ikke 16K tilbage, nej det er 17K.”

Ej, ih tak. Den der ekstra kilometer er jeg da sgu glad for at blive mindet om.

 

 

Det våde lange rør…

 

Det er nu at hver lille stub, hver væltet træ, føles som en kamp at skulle over.

Et væltet træ, der ligger i en højde af 40 cm, bliver pludselig en stor forhindring, der trækker tåre.

“For dælen, hvordan kan så lille en ting være så hård”.

Da træerne så bliver større endnu, ja så ender det endda med, at jeg simpelthen sætter mig på dem, for at forcere dem.

Det er jo rent til grin.

Men det er sgu nemmere at komme over dem end under…

Men for hver forceret stub, kommer jeg et skridt nærmere “The tunnel of love”.

Et 15-20 meter langt vandrør/tunnel, som man så lige skal igennem.

Jo jo, det er da ikke så svært, næh nej.

Men tænk nu lige engang.

Vi har lige løbet godt og vel 75K, og nu skal vi fandeme ned i hug og gå, med vand til vristen.

Ved sgu ikke hvad der er værst, vandet der nu kommer i skoene, eller at skulle gå i hug.?

Men det at få koldt vand i skoene for en stund, bliver noget jeg ser frem til.IMG_3726

det giver ligesom det sidste ekstra spark, til at kunne klare resten af turen hjem.

Ned i knæ, ned i vandet, og hen mod lyset for enden.

Og som vanen tro, så står fotografen på klar med alt sit gear.

I år skal der fandeme lavet et ordentligt billede.

Så jeg stopper pænt op inde i røret og laver den bedste pose jeg har lært.

Kameraet blitzer, og jeg skal videre.

Kommer ud i lyset, og finder hurtigt ruten igen.

Og selvfølgelig er det en bakke man skal op ad, lige efter at man har gået for over bøjet og i hug.

Det kan man godt mærke i lårbasserne.

 

5K tilbage, ud og ind af de små skov stier, til store forundring for de gående skovbesøgende folk.

Pludselig popper der en svende og træt løber ud af en busk, for dernæst at kaste sig vild og tovlig ind i en ny, mindre end 100 meter nede af stien hvorpå de går.

Ja trailløbere er sgu specielle…

 

Opløbet…

 

4K, damn det her stykke er hårdt.

Nu er det afsted i siden af en mark, det smalle singletrack hælder til venstre, så løbestilen er rent ud sagt en gakket gangart.

 

3K, nu henover en ny mark.

 

2K, asfalt, ej hvor er det noget lort nu, og så går det sgu opad.

 

1K, du gir den gas nu, men alligevel vinker jeg pænt en løber forbi.

Han har mere i sig end jeg selv har. Jeg ser ikke nogen ide i at hænge på ham.

Jeg har et par gange tidligere ude på ruten hørt, at jeg skulle ligge i top 20, og det passer mig fint.

Der er ikke nogen i syne bag mig.

Nu skal jeg bare hjem i mål.

Drejer to gange til højre, opløbet, her står folk og klapper og råber.
Det giver helt klart lidt mere energi.

I vanlig overskudsstil, laver jeg et hop til stor jubel for tilskuerne.

Det er sgu sådan man slutter 85K trailløb, og selvfølgelig lige Mount Everest op til mål.

 

 

Done, did it…

 

Første arbejdsdag er vel overstået, og endda med overskud.

Får små snakket med de andre løbere der er kommet i mål før mig, men der er ikke mange, det viser sig, at jeg er kommet ind på en flot 10. plads.

Og tiden.?

Ja den er sgu forrygende.

9:07:57 – det er jo perfekt ift hvad jeg havde regnet med fra start.

Hvad bedre er.

Så er det en forbedring på hele 44 min fra sidste år.

Fantastisk.

 

 

Afslapning…

 

Nu står den på restitution på hotellet, ren og skær afslapning.

IMG_3707Men skal lige et smut forbi baren.

Havde jo en aftale med en tom og cola.

Hvilken bedre måde kan man afslutte et race på.

Stopper dog lige på vejen op til hotellet i 7-eleven og køber ind af cola og chips, bare for at fylde på.

Og så er det jo at man ikke bare skal gå i stå, man skal jo helst holde sig i gang så mælkesyren ikke hober sig op i musklerne.

Så jeg får den gale ide, at tage trapperne op til tredje sal.

Hvilket, med lettere stive ben, viser sig at være hårdt.

Men op kommer jeg da.

 

Da skoene er taget af, kommer det ikke som et chok, at min venstre storetå er lettere ramt.

Stødte på tre gange, direkte med neglen, så at den er lettere blå, er ikke en overraskelse for mig.

Ingen sko, medmindre der selvfølgelig er metalsnude på dem, vil have kunnet forhindre dette.

Og så tabte jeg også et par negle sidste år.

Men ellers er de fuldt ud funktionsdygtige.

 

 

Im in love…

 

IMG_3712Mine Topo MT2 har sgu gjort det godt idag.

De fortjener sgu et kys.

Jeg må sige, at de er et af de bedste par sko, hvis ikke de bedste sko jeg har løbet trail med.

Nu håber jeg bare de kan nå at tørre til i morgen.

For tanken om at løbe i andre på dag 2, er ulidelig.

 

 

Efter et velfortjent bad, er jeg trukket i mest behagelige tøj jeg har med.

Grå joggingbukser, rød merinouldtrøje med endnu værre – rent farve mæssigt – løbetrøje over.

Lettere stivbenet hopper jeg ned i restauranten.

Og hold da op en masse skæve blikke.

Jeg vil jo ikke ligefrem sige jeg falder i med tapetet.

Tror nærmere jeg er som solen der pludselig er stået op en mærk aften.

Jeg vil næsten vove og påstå, at min valgte beklædning har en negativ effekt på tjenerne.

For hold da kæft en ringe service jeg får denne aften.

Nu skal det hele jo ikke handle om mad.

Denne aften var der en  4 retter gourmetmenu til mig.

Men efter at have siddet i 37 min og ventet på, at min tomme tallerken fra forretten skulle blive taget ud, – ja det er en arbejdsskade at lægge mærke til dette – så er jeg nu bare endnu mere sulten og irriteret.

Vil sgu have slugt maden nu og så op på kammeret.

Hvilket jeg nok også får sagt til tjeneren, der farer rundt som om vedkommende ikke vidste hvad der var op og ned eller højre og venstre.

Maden er færdig, jeg er træt, tossekassen kører igen.

Nu skal der slappes af.

For i morgen venter endnu en dag, og det er med de sølle 50K.

 

 

Take two…

 

Sjovt, for denne dag føltes lige akkurat så tidligt som dagen forinden.

Dog med lidt stivere ben.

Havde sovet som et barn, den rituelle morgenmad blev overstået.
Alt tjekket igennem, og så var det afsted.

 

Hen over aftenen søndag og “natten” til mandag (race day 2) var der kommet flere opdateringer ind på facebooks side “the real deal” hvor folk simpelthen havde meldt fra.

Dette var gjort af den ene eller den anden grund.

Så af de 16 tilmeldte, så var der vel ikke andet end en 8-10 stykker tilbage, som jeg senere skulle se og møde ved start.

På med varmen i bilen, dog var det lunere i vejret end dagen før.

Alligevel havde jeg planlagt at lægge ud i vest, for så at smide den senere.

hvilket skulle vise sig at være en rigtig god ide.

 

Bilen parkeres helt oppe ved start – skulle jo nødigt gå mere end højst nødvendigt.

Til min store overraskelse, var der næsten igen, eller rettere, der var to, så med mig selv, tre.

 

 

Ready, set, and something called running…

 

Det var sgu noget af et mandfald.

Men så igen…

Så er jeg jo i top tre.

Det var i dette øjeblik jeg valgte at lave min strategi helt om, igen…

 

Der var sgu ikke rigtigt nogen racebriefing, vi var jo også tre der allerede havde løbet de få 50K dagen forinden.

Så der stod vi:  Den lille indianer, den super cool Isak og undertegnede.

Til start på The Real Deal med T

Som tre små spændte børn på deres første skoledag, ventede vi på at blive sendt afsted.

ja, selvfølgelig ned af bakken fra dagen før, med ømme og trætte ben.

Er glad for at ingen filmede os nedad.

For hold da kæft nogle mærkelige gangarter vi havde.

Det blev til 3 hyggelige K på prologen i selskab af Per Egon, før vi ligesom blev sluppet løs på de resterende 50K – ja ja, det er ikke en regnefejl. Ruten var 53K, altså ikke de 50K som reklameret for.

 

 

It´s on…

 

Efter de 4K begyndte Anders så småt at trække fra mig, men ærligt talt, så havde jeg ikke travlt.

Ville egentligt bare nyde turen rundt i mit eget tempo.

Målet var som sagt bare at komme ind under de 6t timer.

 

Vil ikke lige sige “af sti afsted”, men det gik rimelig godt med mit pace, og fik hurtigt fundet en god rytme.

Bakkerne – de større af dem – blev taget i hurtigt gang, og må erkende, at ligeså blev det nedad.

Mine lår var simpelthen ikke “gearet” til nedløb.

 

På en eller anden måde, så var skoven bare så meget flottere denne dag.

Om jeg var blevet skør, det kan jo så diskuteres i det uendelige, men der var bare noget over den i dag.

Kan vel være at jeg løb alene og derfor lod mere mærke til de forskellige ting, eller også var det grundet, at jeg var så meget mere mentalt ovenpå på anden dagen, end jeg var dag 1.?

 

Det værste stykke på dagen, var stranden.

4k som dagen før, der skulle klares med “flade” ben, og blødt sand, gjorde det ikke nemmere.

Med højvande og kraftigere vind en dagen før, havde gjort stykkerne med sten, hvorpå vi skulle hoppe rundt, til et livsfarligt stykke.

Der skulle virkelig være koncentration hele tiden, for at sætte en fod på en glat sten og så flade eller få et ben i klemme, var sgu nok ikke lige sagen, specielt ikke denne dag, hvor vi kun var tre løbere og endnu færre mennesker som tog en gåtur på stranden, som kunne se os.

Men over kom jeg da, tør ikke tænke på hvor langsom det gik eller hvor meget jeg lignede en der havde skidt i bukserne, men frem kom jeg da.

De sidste halvtreds meter på stranden blev da også brugt til at filme en lille hilsen og til at få noget i maven.

Banan, banan og atter banan – og den blev altså ikke mere lækker af at lægge i løbevesten 25K end dem jeg havde i lommen tidligre – suppleret med et godt koffeinchok fra 32Gi.

 

Væske i løgneren, og op ad bakken mod den kære trappe, med den elskede klokke, og videre ind i skovens dybe ro gik det.

 

 

Holder hvad jeg lover…

 

Rundede hoveddepotet efter knap 4 timer, tanker op med lidt banan, saltsticks og en gang cola i den ene dunk.

Små smuldre lidt med Carsten og da jeg drager afsted og ud på de sidste 17K, siger jeg tl ham “vi ses om mindre end 2 timer”.

Da tiden viser 4:00:29 sætter jeg i løb ned af bakken og ud på de sidste K af FUT 50/50.

 

Nu var det så, at hver lille stub, hver lille gren der skulle forceres, begyndte at blive kæmpe mæssige forhindringer der kunne tage dage at komme forbi/over.

Benene var mere trætte nu end tidligere, men resten af kroppen var flyvende.

Så jeg måtte tænke en del mere over mine skridt, hvor de blev sat, hvad de skulle igennem etc.

Og mærkeligt nok, så begyndte jeg at se frem til tunnelen med vandet.

Det var bare så fantastisk en ting der lå der ude foran mig.

At kunne få fødderne i kold vand, det ville da give et kick af friskhed.

Men lige nu var der lige lidt mere skov der skulle nedlægges.

 

 

Møderne med homo sapiens…

 

Da vi nu var nået et tidspunkt på dagen hvor andre folk havde valgt at gå tur i de flotte skove, stødte jeg ind i flere og flere mennesker.

Som som tidligere nævnt, så gjorde store øjne når jeg sprang ud af diverse skovåbninger for så straks at forsvinde igen ind i en anden.

En står tydeligt for mig endnu.

Her kommer jeg løbende, badet i sved, med saltophobninger som læsø sydesalt ville være stolte af at kunne vise frem.

Kæmper mig op af en bakke ved en legeplads, og der står denne lille søde dreng med hans fine cykel og siger hej til mig.

Jeg smiler venligt og svare “hej med dig”.

Så spørger han…

Og husk på at jeg løber langsomt, så vi kunne have læst en hel roman så lang tid tager det at passere ham grundet lavt tempo.

“Hvad laver du.?”

Mig; “jo ser du, jeg er ude og løbe 53K.”

Den lille søde dreng; “åhh det er da ingenting.”

Jeg tænker bare, “hvad helvede mener du med det din lille skid.”

Jeg; Joo, det er da meget langt, jeg løb over 80K igår.”

Ham; “Åh hvad, ikke længere…”

Havde kun en ting i hovedet.

Da jeg ikke kan komme hurtigere forbi ham, så skal han edermame få fart i den cykel, for ellers pifter jeg den.

For fanden da, til hans forsvar håber jeg, at hans forældre endnu ikke har lært ham om distancer.

Det er dog lidt sjovt at tænke tilbage på.

Her vil jeg da gerne være flink og informativ.

Og så får man sådan nogle kommentarer fra sådan en lille fræk møgunge.

– Var egentligt ret sjovt…

 

 

Det længe ventede fodbad…

 

Tunnel of love er nået, tid til et fodbad.

Og yes main,.

“Der er mere vand i end igår.”

Det er sgu da helt normalt at man snakker med sig selv, når man nu er helt alene ude i skoven og skal til at gå igennem et vandrør.

Ned i hug, av for fanden, det er ikke rart.

Så ellers sigte efter lyset i den anden ende.

Da der er mere mentalt over nu, så bliver det foreviget på film.

 

Cirka 12K tilbage nu.

Skide værre med at fødderne er lidt våde. Det virkede opfriskende et kort øjeblik.

Og endnu engang må jeg konstatere, at Topoen bare er en suveræn sko.

Ingen svuppen eller andre sjove lyde fra skoen, ej heller den der irriterende fornemmelse at løbe i sjask våde sko er der.

Simpelthen fantastisk.

 

 

Timber…

 

Nu bliver hver et væltet træ en større og større forhindring.

Hver gang jeg kan se mit snit til at sidde på stammen og svinge benene over, bliver taget imod med smil på læben.

Er egentligt ikke træt.

Det er mere som om at benene ikke helt lystre hvad hjernen siger.

 

8K tilbage, bang, så ligger jeg der igen.

Smerter fra storetåen buldre løs i skoen.

Man skal jo huske at løfte foden over rødderne, men gudskelov så var skovbunden blød. Så ingen skade der.

Op igen, videre det går.

 

Endnu et træ, lige der, på “min” sti.

For helvede.

Over med et ben og så det andet.

Men hvad fanden er det.

Der, lige der i et tyndt træ, der hænger der – vel at mærke i hovedhøjde – en hundepose med lort i.

Hvem i hele helvede har luftet deres hund, inde i denne tætte bevoksning, set den skide, for så derefter at tænke.

“Jeg samler den sgu da lige op, det er jo at gøre en god gerning.”

Men så hænger vedkommende den op i et træ, som var det en anden engel der hang på juletræet.

Kan jo ikke andet end at grine, for hvad nu hvis den havde ligget der hvor jeg faldt for lidt siden.

Så havde jeg nok ikke været så fandens glad.

 

5K tilbage.

Tæller ikke rigtigt K, men derimod tiden det vil tage at komme i mål

Synes minutter lyder meget bedre end k.

K efter K tikker forbi.

Nu er jeg træt, og hver gang der kommer en stigning, bliver der gået i jævnt tempo i stedet for at løbe.

 

3K, for fanden, kommer det ikke snart det mål.

Nu begynder jeg at se resten af ruten foran mig.

Hvert et sving bliver analyseret som var jeg Hamilton der skulle kører F1 løb i Monaco.

Alt bliver gransket igennem.

 

2K, “Hold nu op den her asfaltvej er da meget længere end den var i går.”

Dog bliver den mast under mine fødder.

 

1K, 1000 skide meter tilbage, grusvej, det går ligeud.

Så et venstre sving, to gange til højre og de sidste 400 meter til mål.

Kan se det for mig.

Smiler og griner for mig selv da jeg drejer første gang.

BANG

AV FOR HELVEDE…

Lige så lang som jeg er, ligger jeg der og roder rundt i jorden.

Endnu engang ramte venstre fod en sten.

Men hvad sker der der.?

Har ikke tid til at ømme mig, det eneste jeg gør er, at kigge på uret, “kan jeg nå i mål inden de to timer som jeg tidligere havde sagt.?”

Op, afsted, højre og højre igen.

Hvad fanden sker der.

Der står sgu en masse mennesker.

De venter på mig.

Så kommer jublen fra dem.

Ny energi, tempoet sættes op, smilet kommer fra.

Bakken forceret.

Der ligger jeg på knæ.

Træt, overvældet af alle de fremmødte der giver skulderklap eller trailkrammere.

Fantastisk.

Jeg gjorde det.

Gjorde det, som kun to kunne klare.

 

Og her er min cap.

 

Skærmbillede 2016-05-25 kl. 19.44.36

Min velfortjente cap.

138K på to dage – ja det lyder ikke af så fandens meget.

Men det var hårdt.

 

 

En kæmpe tak…

 

FUT50/50 2016 har vist sig at være en ny opgraderet udgave af løbet året før.

Og det er gjort med bravur.

Et seriøst fedt løb.

Alt spiller maks, og det er hele tiden, og det er alle der får den samme gode stemning.

Det er for übercool et løb.

 

Nu sidder jeg så her og spekulere.

Næste år, 2017.

Skal, skal ikke.?

Det er jo næsten for godt til at sige nej til.

Men med det de har bevist i år ift sidste år, så vil det blive en fest af et løb næste år.

 

Om jeg vil gå glip af det.?

HELL NO.

The Geek er tilbage igen næste år.

Og det bliver med kasketten på skrå.

 

Firkløver, tak for nu og på gensyn.

 

En lille hilsen her til sidst, der går ud til Ulle, Ninjaen, Traileren og Skals med andre fra den klan.

Bid mærke i, at der står 1-0 til fynboerne.!

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

http://www.fut5050.dk/

http://topoathletic.com/

http://www.thonimara.de/

http://32gi.com/

The Geek Runner

 

 

 

 

Date med en Drage – Dragon’s Back Race

Dragon’s Back Race

Så gjorde jeg det – købte nummer til Dragon’s Back Race 2017. Og denne gang kan man ikke sige at det var en ups’er. Jeg sad klar ved PC’en 10 min op til deadline for frigivelse af registrering, og trykkede tilmeldt så snart registreringen åbnede. Aldrig – og jeg mener aldrig – har jeg haft så høj puls og helt røde kinder, bare ved at sidde helt stille foran en PC og ”arbejde”.  Der sad jeg – foran PC’en – midt på kontoret, med blokket kalender til privat aftale, havde høretelefoner på så jeg signalerede ”tal helst ikke til mig”, og fik helt røde kinder. Det var nok meget godt, at mine kollegaer efterfølgende liiiiiige fik en forklaring på, hvad pokker jeg havde haft gang i!

Hvad er Dragon’s Back Race?

Dragon’s Back Race er et 5 dages etapeløb i Wales, som falder ind under kategorien ”fell running”. Jeg kan ikke rigtig finde et dansk ord for ”fell running” men det svarer nogenlunde til løb i fjelde, på stier (hvis der er nogle) i terræn, og ruten ikke er afmærket. Wikipedia har defineret det som: “Fell running is the sport of running and racing, off road, over upland country where the gradient climbed is a significant component of the difficulty. Fell races are organized on the premise that contenders possess mountain navigation skills and carry adequate survival equipment as prescribed by the organizer”.

Ruten til Dragon's Back Race (www.

Ruten til Dragon’s Back Race (www.dragonsbackrace.com).

Dragon’s Back Race starter i Conwy i den nordlige del af Wales, hvor vi mødes søndag d. 21. maj 2017 til registrering og briefing. Mandag d. 22. maj 2017 kl. 07:00 går det løs:

  • Dag 1: 49 km med 3.823 højdemeter som vil tage os over (med “over” forventer jeg hen over mere eller mindre samtlige toppe af) bjerggrupperne: Carneddau, Glyders og Snowdon.
  • Dag 2: 54 km med 3.544 højdemeter. Her vil vi stifte bekendtskab med Moelwyns og Rhinogs.
  • Dag 3: 68 km med 3.712 højdemeter i selvskab med Cadair Idris og Plynlimon
  • Dag 4: 64 km med 2.273 højdemeter. Her skal vi hygge os i Elan Valley, men på trods af det tillokkende navn (Valley = dal), får vi da lige en god omgang højdemeter alligevel.
  • Dag 5: 57 km med 2.313 højdemeter. Her kommer vi igennem (og hen over hvad der må være en del toppe i) Brecon Beacons.

Så altså: 5 dage, 292 km og 15.665 højdemeter. Auch! Og godt det samme at vi skal løbe, hvor der ikke er særlig mange andre mennesker – jeg har ikke en chance for at udtale det forskellige stednavne.

Og de 292 km og 15.665 højdemeter er uden det løse. Alt det dér ekstra, der kommer på, fordi man løber forkert. Ruten er ikke afmærket, og i stedet markeret på kort som du så selv skal navigerer efter. Det der med at navigere kommer jeg tilbage til.

Eksempel på kort der løbes efter. Dette fra fra "søsterløbet" Cape Wrath Ultra. (www.dragonsbackrace.com)

Eksempel på kort der løbes på. Dette fra fra “søsterløbet” Cape Wrath Ultra. (www.dragonsbackrace.com)

“Søsterløbet” Cape Wrath Ultra

Dragon’s Back Race har et søsterløb – Cape Wrath Ultra – som lige har løbet af stablen. Der har været live tracking af løberne, og det har været ret lærerigt i forhold til detaljer om Dragon’s Back Race, og mega spændende.

Der var i alt 95 løbere til start, hvoraf 3 var danskere. Mogens Gisselbæk, Henrik Anoil Hansen og Flemming Madsen. Jeg tidligere har mødt Mogens Gisselbæk (på toppen af Trehøje til VUMB i vinters), men der blev fulgt med og heppet på alle tre danskere.

Så der var der altså live tracking af løberne og sikke et drama! Folk fejlnavigerede, klarede ikke cut offs og faldt som fluer. 95 stillede til start og 59 gennemførte, og det er ifølge arrangørerne mange i forhold til hvad de havde forventet. Tal lige om de 10 små cyklister!

Men alle tre 3 danskere gennemført: KÆMPE stort tillykke til jer, Mogens, Henrik og Flemming. Skønt at I viser at – godt nok har vi ingen bjerge her i Danmark– men vi kan være med alligevel!

Cape Wrath Ultra og Dragon’s Back Race

Nå men jeg har altså haft et fell running etapeløb på ønskelisten det seneste års tid, og hvorfor faldt valget så lige på The Dragon’s Back Race? Jeg kiggede også på Cape Wrath Ultra (de to løb bliver afholdt forskudt hvert andet år), men dels er jeg mega utålmodig (og der er altså meeeget lang tid til 2018) og dels er Cape Wrath Ultra 8 etaper hvor Dragon’s Back Race er 5 etaper. Jeg tænke at det nok er mindre hårdt inde i hovedet at skulle løbe i 5 dage i stedet for 8 dage.

Cape Wrath Ultra har længere etaper end Dragon’s Back Race, hvilket også er en fortaler for at vælge Dragen.

Men men men – Dragon’s Back Race har pænt mange flere højdemeter. Altså som i sygt mange højdemeter. Sådan nogenlunde omkring 15.665 m. Det er mange!

Jeg fik en fornemmelse af hvad højdemeter er på min træningstur i Avoriaz tilbage i november, og har brugt den lidt som en forståelse af hvad forholdet xx km/xx højdemeter betyder for min krop. Og derigennem om Dragon’s Back Race er noget der vil være ”duable” for mig. Konklusionen er, at jeg er rimelig sikker på, at det kan jeg godt. Men slet slet ikke sikker på, at jeg kan klare det indenfor de fastsatte tidsgrænser.

Så de næste 355 dage skal der arbejdes på:

  • Km i benene – også i terræn.

Check. Det er jeg sådan nogenlunde med på – der skal bare nakkes km er atter km. Der skal bare lægges ugeplaner der skal følges. Dog skal jeg nok lige skænke det en tanke at få nok terræn træning ind (altså træning uden for stier). Så langt så godt.

  • Fart

Til Dragon’s Back Race er det jo sådan (som i alle andre etape løb) at jo senere du kommer i mål, des kortere tid har du til at spise, hvile og restituere, til du skal i gang igen næste morgen. Og jeg er ikke en af de hurtige løbere! Faktisk ser jeg fart (eller mangel på samme) som min største svaghed, så der skal bygges fart og fart på inden jeg skal møde Dragen. Man skal jo helst ikke have svitset ballerne, fordi han kommer snigende bagfra, vel?

  • Udholdenhed

Til Dragon’s Back Race er der start hver morgen fra kl 07:00 og cut off kl. 23:00. Jeg får brug for alt den tid der er, og skal derfor indstille mig på at være i gang en 12-15 timer hver dag. Så planen er, at der skal trænes udholdenhed hen over vinteren ved at kombinere løb, cykling, svømning, yoga – alt der holder mig i gang i mange mange timer. Og den kommer nok til at trækker tænder ud: Mig – være i gang i mange timer i det danske efterår/vinter! Mig – der jo altid lyst til at gå i hi når vi rammer november!

  • Højdemeter træning

Denne burde egentlig være nem nok at tjekke af. Læg ugeplaner og følg dem. Meeeennn jeg bor på den nordlige del af Djursland. Her er altså meeeeega fladt! Så der skal lige arbejdes en del med timing af højdemetertræning, da det er noget, der skal have særlig fokus. Og jeg skal vist lige have fat i en erfaren bjergløber for at få lagt en god plan.

  • Balance i kroppen

Min lidt gamle krop har lært mig, at jeg ikke bare kan give den gas, uden at tænke kroppen som en helhed. Hvis jeg styrker én del af kroppen meget, er der bare en anden der brokker sig, hvis den ikke også følger med. Og her har jeg fundet det lækres af det lækrest: Bikram yoga. Jeg skrev kort om det i sidste blogindlæg, og jeg er stadig lige begejstret.

  • Coretræning

Men selv det sygt hårdeste yoga kan ikke give styrke nok, og jeg skal også have fokus på antagonisttræning (antagonist muskelgrupper er de, der har en modsatvirkende funktion) og simpel core træning. Så her skal der også lægges en plan.

Udfordringen bliver så at holde den!

Jeg har erfaring fra uanede antal af planer og programmer – de ryger bare alt for tit ud i hverdagen. Måske er løsningen at jeg sætter uger af, hvor jeg køre programmerne og har uger helt uden? Her skal jeg nok også lige have en erfaren gut ind over.

  • Find vej

Jeg er ikke helt fremmed overfor at navigerer i bjerge, og har bred erfaring fra trekking i Grønland, på Svalbard, samt i Sverige og Norge. Dog aldrig i dårlig vejr med ringe sigtbarhed. Og jeg kan nok ikke forvente høj solskin i 5 dage i Wales.

Og jeg har heller ikke erfaring som en mega presset løber, der måske – måske ikke – er mere eller mindre i stand til at tage de rigtige beslutninger.

Men jeg har ”smugtrænet” lidt, da jeg længe har villet løbe fell running. Jeg blev jo smidt ud i at være kortholder til VUMB 2016 med 3 ugers varsel. Jeg har ”party crashed” O-løb træninger hen over vinteren og er startet i det små i OK Pan sammen med mine unger.

Så planen er at få erfaring og have fokus på at lære at læse højdekurver. Samt (i så høj grad budgettet tillader det) komme afsted og træne / deltage i races i fells/fjelde/bjerge.

For jeg skal altså ikke ende som nogle af deltagerne i Cape Wrath Ultra: Lost!

Screenshot fra live.opentracking.co.uk/capewrath16/ af to løbere der seriøst løb forkert!

Screenshot fra live.opentracking.co.uk/capewrath16/ af to løbere der seriøst løb forkert!

Men så fik jeg også lært at arrangørerne tager sikkerheden meget højt (vi er vel i UK, ikk?), de kontakter løbere, der er blevet væk, og at man får en røvfuld af den anden verden, hvis man løber udenfor det udleverede kortudsnit.

  • Stave – ja så er vi tilbage til de ”¤%#/”&”¤##/#)=”!(% stave

Jeg har tidligere forsøgt mig forsigtig med stave og fandt ud af, at det kan jeg ikke finde ud af. Men jeg er nået til det punkt, hvor jeg har indset, at det må og skal læres. Jeg får brug for alt den hjælp jeg kan få, når først jeg er derude:

  • Race erfaring

Og så skal der samles på race erfaring. Alt den jeg kan nå at få. Så jeg starter med EverestingDK d. 11.- 12. juni, med at løbe 4.808 højdemeter, svarende til højden på Mt. Blanc, fordelt på 18 omgange på en 4,2 runde. Ja det var 18 omgange på en 4,2 km runde ved Knøsgården.

Del af Everesting DK ruten.

Del af Everesting DK ruten. Vi komme oppefra og skal ned over Everest stammen.

18 omgange, så der kommer til at gå helt hamsterhjul i det, og det bliver mit første af slagsen. Men det bliver også flere højdemeter og en længere distance end den længste og hårdeste på Dragon’s Back Race, så det bliver godt med et reality check for kroppen på, hvor overliggeren ca. skal ligge i forhold til formen når kalenderen siger 22. maj 2017.

Og Hey: EverestingDK er et drøn godt initiativ, da pengene går ubeskåret til Læger Uden Grænser. Så hermed lige en opfordring til at komme med, eller til at støtte indsamlingen her, der foregår igennem BetterNow.

Hvis Mt. Blanc (4.808 m) ikke er nok, kan man tage Everest (8.848 m), og hvis det er for meget kan man tage Galghøpiggen (2.469 m). Man kan enten løbe solo eller dele distancen i hold. Eller man kan komme og prøve trailsko, løbe hyggeture, heppe på løberne, og ellers bare hænge ud og hygge. Check hjemmesiden for detaljer og program.

355 dage, 7 timer, 58 minutter 35 sekunder til min date………

Vejen mod Marathon Des Sables 2017

“Jeg deltager i verdens hårdeste løb, for at få andet end et eventyr. Jeg deltager for at finde ud af, om jeg er så stærk, som jeg tror jeg er…også når jeg ikke behøver at være det!”

Valget var ikke særligt svært, for det jeg ved, jeg vil opnå, betyder langt mere end det år der bliver taget ud af kalenderen, for at blive klar. Klar til verdens hårdeste løb, eller det siger de i hvertfald, Marathon Des Sables 2017. 250 km gennem den hede ørken i Marokko.

“mor jeg har altså besluttet ikke at støtte dig! det kan jeg simpelthen ikke, da du kan risikere at komme til skade” datteren på 9 år.

“fedt! bare du er klar over at jeg skal med og ligge ved poolen i mens du løber” datteren på 18 år

“jeg skal fandme ikke træne med dig!” sønnen på 15 år

” jeg løber med dig skat” manden!!

Jeg er klar! ikke fysisk klar og heller ikke mentalt klar, men klar på at gøre den indsats der skal til. Jeg er klar til at måtte undvære min cola, mine hygge stunder med benene op og samværet med skønne mennesker, når jeg har lyst. Jeg lever en hverdag hvor spontanitet vægtes højt. Er jeg klar til at måtte undvære den, i det omfang jeg plejer at have den? det ved jeg ikke! men jeg vil forsøge.

På nuværende tidspunkt er tankerne mange. Der er kost der skal sættes i system, familien der skal forberedes på mine mange timer i løbesko, træningsprogrammer, styrkeprogrammer der ikke finder sted i et fitnesscenter og ikke mindst troen på at jeg kan. Jeg tror man kalder det struktur! absolut noget jeg skal lære. Jeg er nemlig den type, der tror jeg kan det hele i sidste øjeblik og at det nok skal gå.

Normalt løber jeg for at få følelsen af frihed gennem sporet i skoven, der befinder sig i min baghave. Jeg løber for at opnå ro og for at blive glad i låget. Jeg løber for det det gør ved mig. Jeg løber når jeg har lyst og lader vær når jeg ikke har. Den går ikke længer. Jeg skal lære at løbe fordi jeg skal og ikke kun når jeg har lyst. Denne omvæltning vil uden tvivl give mig et andet syn, på det at løbe trail og et andet syn på mig selv ikke mindst.

Jeg vil over det næste år skrive indlæg om vejen mod og min træning op til MDS 2017 og jeg glæder mig til at dele det med dig. – og får du lyst, skal du være velkommen til at løbe med en tur i skoven!