Indlæg

, , ,

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

, , , , ,

44km44videoer – Et lidt skørt projekt

44 km 44 videoer

abonner abonner

Det er konceptet jeg vil prøve at følge de næste 16 uger op til mit løb.

Videoerne vil dække bredt og være af varierende længde – nogle vil være fokuseret udelukkende på motivation, andre på skader, udstyr og hvad der ellers følger med i en løbers hverdag. Så hvis det lyder som noget du kunne tænke dig at følge med i, så hold øje med bloggen og abonnerabonnerabonner på YouTube. (:

Ps. Jeg er ingen professionel løber, jeg har lige været skadet og jeg har aldrig løbet så langt før – så det her projekt er bare dokumentation på et lidt skørt, meget hårdt og forhåbenligt fantastisk eventyr (:

KLIK HER FOR AT SE VIDEO #1

,

Thy Ultra Trail – 50 miles i skønne Nationalpark Thy

Hvornår lærer man mest? Når man laver fejl, selvfølgelig!

Så lærte jeg noget til Thy Ultra Trail? Svaret må kort og godt være: Ja, for pokker! De 84 km igennem Nationalpark Thy fra Bulbjerg til Agger, slog pænt hårdt, så jeg kom hjem med en hel del på læringskontoen.

Forberedelserne

Jeg har kørt efter mere eller mindre løse træningsplaner de sidste mange måneder, og det er egentlig gået nogenlunde. Men hen over sommeren gik det galt, og træningen sejlede totalt. Ingen struktur og generelt alt for lidt løbetræning. Jeg ved ellers godt, at jeg er elendig til at få struktureret træning, når sommeren rammer, men i år gik det da helt op i hat og briller. Og det hjalp heller ikke på det, at det kom en flytning ind over, som tog en del tid.

Såååå – træningsmæssigt var jeg altså ikke der, hvor jeg burde være, da jeg stod på startlinjen. Jeg havde stort set ingen langture i kroppen, og – endnu værre – langt fra de ugentlige km, jeg burde have haft på kontoen.

Som om det ikke var nok, havde jeg lidt småforkølelse i kroppen i ugerne op til, som bare ikke rigtig ville slippe sit tag i mig. For lidt søvn kombineret med for dårlig mad (det har det med at følges ad for mig – har I andre det mon også sådan?), hjalp heller ikke på situationen.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, men udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, med udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Noget jeg dog havde styr på denne gang, var forberedelserne dagen og aftenen før. Jeg var rolig, stressede ikke særligt over noget, og jeg fik leget lidt med noget yoga i klitterne med en skøn solnedgang. Jeg er begyndt at bruge yoga som supplement til mit løb, og er blevet rigtig glad for det. Og den mentale del af yoga, er mindst lige så fed som det fysiske, og – tilsat varme som hos Hot Yoga Aarhus – er du sikret udfordringer!

Så da kl. blev 06:00 lørdag morgen, og vi stod ved Bulbjerg Klint, var jeg mega klar!

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Starten går

Men først skulle vi lige briefes. Jeg er ikke lige den skarpeste til kollektive beskeder – nok mere ”det finder vi da ud af undervejs” typen – så jeg synes godt nok briefingen var laaaaaaang og keeeeeedelig, og fyldt med alt mulig information og detaljer jeg da under ingen omstændigheder kunne huske. Detaljer så som: ”Depotet i Klitmøller ligger ved Spar Købmanden. I kommer til Købmanden, og skal lige lidt forbi, og så er depotet på P-pladsen lige bag Købmanden”. Og som i: ”Når I kommer til Nørre Vorupør, er I løbet for langt, hvis I kommer forbi fiskerbådene, der er trukket op på stranden. Depotet står på en terrasse oppe ved byen, før bådene”.

Hvem Fanden kan huske sådan noget efter 40-60 km?????

Well, det kommer jeg tilbage til.

Race briefing. Foto af Bo Visti Nielsen.

Race briefing. Foto: Bo Visti Nielsen.

Så dér stod jeg, kl 06:00 lørdag morgen, i noget af det smukkeste landskab jeg kender, og var så klar som jeg overhovedet kunne blive. Se, det her er livet!

Så hvad vælger jeg at gøre? Jeg lægger da ud i et pænt hårdt tempo! Hallo – holder den, så holder den, ikk?

(Duh – indsæt selv emoji der tager sig til hovedet / emoji der har pistol for tindingen / el.lign.!).

At dele turen op i bidder

Som altid, deler jeg en tur op i bidder inde i hovedet. Så virker det mere overskueligt, og det var noget jeg også brugte den her gang. Første depot lå efter en par og tyve km, og det er jo ikke engang en rigtig langtur for mig. Så jeg tænkte på det tidspunkt, at tempoet da var fint, selvom det lå lige i overkanten. Jeg skulle jo bare liiiiige ned til det første depot.

Efter en ti km stykker, slap jeg nogle andre løbere (for liiiiige at tisse af endnu en gang –trailløber-default), og jeg forsøgte at ligge stabilt en ca. 300-500 m bag dem. Altså stadig i et tempo der lå lidt over, hvad jeg nok burde have ligget på. Men hey – alt var godt og stykket hen over plænen til depotet var til lyden af Gitte der råber ”kom så Kirsten”. Det er SÅ skønt med folk man kender :).

04_Skønne skønne Thy

Nå, men altså. På det her tidspunkt synes jeg selv det gik fantastisk, og skulle da liiiige høre om Mette (der lå foran mig) havde en af hendes ellers ikke eksisterende dårlige dage. Måske – bare måske – kunne jeg undgå at få en alt for stor røvfuld af hende. Jeg fik at vide, at hun lå ca. 25 min foran mig (og samlet nr. 3!), og tænk dels WOW – gi’ så drengene klø, og dels, OK – hun har så IKKE en dårlig dag, og jeg skal bare ind under 2 timer efter hende, så er jeg glad.

Virkeligheden rammer

Men, men, men – ikke lagt efter depotet ramte virkeligheden mig. At dele turen op i bidder inde i hovedet, kan altså også godt give bagslag. Jeg skulle jo ikke bare ned til første depot – jeg skal jo videre! Status: Jeg var træt! Og når man er træt efter et par og 20 stykker på en 50 miles, er der dælme langt hjem!

Jeg havde valgt at løbe Thy Ultra Trail, for at prøve at løbe langt, helt helt alene (vi var 21 løbere til start, hvoraf 17 gennemførte). For at komme derud, hvor jeg kun havde mig selv (og min musik i ørene) til at holde mig kørende – og det indså jeg dér, at den skulle jeg nok for prøvet!

Depot og dropbag i Klitmøller

Næste ”bid” af ruten var ned til depotet i Klitmøller, der lå efter et par og 40 km. Her havde vi også adgang til vores drop bags. Vi var blevet ”advaret” om et stykke asfalt på vejen derned og normalt er jeg god på asfalt. Men hold da kæft den her tur var dræberen. Det hjalp heller ikke at jeg på det tidspunkt var begyndt at få ondt i den ene hofte (hurra for et skævt bækken, der bøvler når kroppen bliver træt).

Så da jeg nærmede mig Klitmøller var jeg godt brugt, både mentalt og i kroppen. Men så var det at briefingen dukkede op i hovedet: Depot – Spar Købmand – P-plads. Se, den laaange kedelige briefing havde faktisk været en rigtig god idé, og jeg fandt depotet uden vanskeligheder.

På vej til depotet i Klitmøller. Foto: Bo Visti Nielsen.

I Klitmøller på vej hen til depotet. Foto: Bo Visti Nielsen.

Jeg var dog langt fra i mit festlige og glade jeg, da jeg nåede depotet (selvom jeg vist fakede ret godt, bedømt ud fra fotoet). Så jeg fik sendt en sviner afsted til Bo, der – pga. mangel på tilstrækkelig træning –  ikke havde stillet til start. Som om det er en ”undskyldning”? Her var jeg – træt efter 20 km – ondt efter 30 km og kun halvvejs! ”Luk røven og kom med næste gang! Just saying!

MEN: Hvis I nogensinde møder på Bo, så er han et af verdens flinkeste og rareste mennesker. Så selv om der kom grimme ting ud af munden på mig, var han venligheden selv, der liiiiige mindede mig om at jeg havde min dropbag i depotet, og om jeg da ikke skulle have noget fra den. SHIT, jeg havde været på skideren, hvis jeg havde glemt at fylde lommerne med energi! Bo: Der reddede du lige min røv!

Fra Klitmøller til Nørre Vorupør

Det her stykke af turen havde jeg glædet mig til. Nu kom jeg ind i det terræn, jeg havde løbet i til Ultra Interval Challenge i juli, og det er bare så skønt så skønt. Det var utroligt så meget det hjalp at kende terrænet. Og – som det viste sig for depotet i Klitmøller – havde briefingen om placeringen af depotet alligevel lagret sig i min hjerne, og det var super at vide nøjagtigt hvor depotet i Nørre Vorupør var.

Stranden før Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på..

Stranden nord for Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på.

Men (ja, der er mange men’er her i indlægget), stranden efter Nørre Vorupør lå i baghovedet. Den er fyldt med småsten/grus og løst sand, og ikke noget særlig løbbart terræn – altså røvtræls. Jeg satsende på at lavvandet ville gøre, at der var hårdt sand ved vandet man kunne løbe på. Men jeg vidste godt at det ikke ville være tilfældet, så stykket lå og lurede i baghovedet (og var lige så træls som jeg har forudset).

Nørre Vorupør – Stenbjerg og videre

I depotet i Nørre Vorupør sagde de, at vi skulle til fiskerbådene i Stenbjerg og videre forbi, inden vi skulle løbe ind i terrænet. Jeg havde så bare ikke tjekket på kortet hvor langt efter Stenbjerg vi skulle, inden vi skulle dreje ind. Heldigvis var stranden efter Stenbjerg super god at løbe på, men efter et par hunderede meter, begyndte jeg at tvivle på om jeg var løbet for langt. Og dét var jeg mega ringe til at håndterer. Jeg stoppede op flere gange og kiggede tilbage, spurgte folk på stranden om de havde set markeringer længere nede ad stranden, inden jeg valgte at finde kortet frem og tjekke. Dér burde jeg havde været noget skarpere, og ikke ladet min trætte krop og hjerne få mig til at tvivle.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km. Foto: Bo Visti Nielsen.

Lodbjerg Fyr

Aftenen før havde Gitte og jeg overnattet ved Lodbjerg Fyr, så jeg vidste godt at ruten gik forbi fyret, og hvor langt der minimum var fra Fyret ned til start/mål i Agger. Men jeg var ikke lige med på, hvor langt der var ned til Fyret fra jeg drejede ind efter Stenbjerg.

Jeg synes jeg løb og løb, tvivlende på mig selv og ruten igen, og tjekkede kortet, som jo er temmelig ubrugeligt, når man ikke ved hvor man er og om man er løbet forkert. Fortsatte lidt, mødte nogle folk og fik en forklaring, der tydelig viste at de da slet ikke vidste hvor vi var på kortet! Pis!

Så jeg satsede og fortsatte, og mødte lige rundt om hjørnet et par arbejdsmænd, der sagde ”nå, der kommer en mere”. Altså – jeg var på ruten og havde været det hele tiden! Igen tvivlede jeg pga. træthed i krop og hjerne, og det er helt klart noget jeg skal blive bedre til at håndtere.

Og endelig kunne jeg se Lodbjerg Fyr, men hold nu kæft der var stadig langt derned. Møg! Men der var jo kun en vej, og det var videre. Her arbejde jeg med noget yoga inde i hovedet, men fandt hurtigt ud af at ”være i kroppen lige her” gav bagslag. Kroppen råbte og skreg om at det var meeeega synd for mig, og det da var helt ok bare at gå. Selvynk og tristhed kom væltende, så det blev lidt ”omvendt yoga” der fik mig videre: Vær i hovedet lige nu, og mærk ikke kroppen. Jeg er ikke sikker på hvor yoga-agtigt det er, men hey – det virkede 🙂

Jeg kom op til fyret og videre, og kunne endelig se ud over søen lige nord for Agger. Men pyha – jeg skulle jo hele vejen uden om. Jeg fik hanket op i mig selv (havde stadig lidt ”noia” over, om de andre kvinder kom bagfra og tog min 2. plads), og fortsatte.

Men så ramte virkeligheden sig for en Vivobarefoot løber. Jeg kom op på dæmningen ud til Vesterhavet og vejen var af beton! Ja, beton! Beton, som i det hårdeste underlag jeg kender.

Mine fødder var smadrede – sådan rigtig rigtig rigtig trætte, og udsigten til et par km beton fik mig næsten til at tude. Så det blev det ultimative våben der reddede mig: Frem med Magtens Korridorer på ipod’en. Intet slår Johan Olsen, der råber én ind i hovedet. YEAH!

Så kom jeg ned i Agger by, og hvor stor er Agger by egentlig? Well, nok ikke så stor, men det føltes som om, jeg fik løbet på samtlige stier rundt i Agger, før jeg kom ud på vejen overfor start/mål området. Der blev jeg mødt af Simon, der fulgte mig de sidste par hundrede meter. Simon: I owe you one, big time! Efter at have løbet alene de sidste ca. 70 km, var det skønt skønt at få følgeskab! Og jeg fik endda faked så meget, at han synes jeg så godt løbende ud. Fnis! 🙂

I mål

Men hey – jeg gjorde det. Jeg fik min sten!

 

Min "medalje-sten"!

Min “medalje-sten”!

Jeg løb en nogenlunde anstændig 50 miler uden at formen var der.

Jeg fik holdt min andenplads blandt kvinderne, og fik ”minimeret” min røvfuld af Mette til 1 time og 49 min.

Og vigtigst af alt, fik jeg lært en masse om mig selv. Især om hvad jeg kan gøre og ikke skal gøre for at holde den kørende, når jeg er alene og det er pissehårdt.

Det kan jeg helt sikkert bruge, når Dragen skal dates til maj!

,

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Med bananer i lommen…Firkløver 50/50 “The Real Deal”

Det at løbe er ikke det helt store problem for mange af os.

Det at løbe 50 miles er derimod kun for de få.

Men, det at løbe 50 miles den ene dag, for så at løbe 50 kilometer dagen efter, er jo forrykt.

Prøves det skulle det.

Hvorfor; “Fordi jeg skulle have en kasket…”

?; “Jep, en skide kasket.”

I´m The Geek Runner, og dette er min historie om Firkløver 50/50, og det at løbe for at få sat den eftertragtede trucker cap “The Real Deal” på hovedet.

 

 

Prep…

Prepare

Lørdag morgen, bilen er pakket med alt hvad der er nødvendigt af løbegear til at kunne klare de to kommende hårde dage til Firkløver 50/50, der afholdes i de fantastiske omgivelser i skovene omkring Helsingør.

Der er dog læs på i år, da bilen også er pakket med 336 flasker af de gyldne dråber fra Ugly Duck Brewing Co. – pænt sponsoreret af Urbantrailrunner aka Kagemanden aka Bluncken aka Martin B.

For et trailløb skal altid afsluttes med en lækker øl.

Så er det sagt – basta.!

 

 

Vi er fremme…

 

Ligesom sidste år, havde jeg valgt at være posh, og i den anledning havde jeg booket overnatning på spa hotel med alt hvad dertil hører.

Jeg kan desværre ikke sove i sovepose/telt, og da restitution mellem de to dages løb er utrolig vigtig, var dette det bedste jeg kunne gøre for mig selv.

Så efter indtjekning på hotellet, tog vi den korte tur op til start området.

Jeg finder altid en behagelig ro og stilhed i kroppen og slapper mentalt af, når jeg står der ved startområdet, dagen forinden.

IMG_3685-2 IMG_3686-2 IMG_3690-2

Det giver lige en sidste koncentreret fokus på, hvad det er jeg rent faktisk skal begive mig ud på.

 

Alt imens vi står der på toppen af bakken, der igen i år er start, men samtidig er lavet om til at være slut, med en stigning som vil føles som var det 90 grader, støder vi ind i et par andre løbere der også lige er kommet forbi, får en sludder for en sladder, og efter en times tid, er det farvel til de andre, og hjem på hotellet.

 

Resten af dagen står på afslapning, får fundet gearet frem, blandet energi fra
32Gi, lagt det hele ud, så jeg kan få morgendagen til at gå, som var den sat på autopilot.

Stille og roligt kommer værelset mere og mere til at minde om en løbebutik, da alt udstyret er blevet lagt op i stakke hvor der nu er plads.

Hold nu kæft der er meget.

Men man går ALDRIG ned på gear.IMG_3698

Og så er jeg jo The Geek Runner.

 

 

 

 

 

Nogen siger at maden dagen inden er vigtig.

Jo jo, men denne dag skulle jeg have en 2 retters gourmetmenu i restauranten.

Da jeg sidder der, behageligt placeret i stolen i restauranten, sippende af mit vinglas, indeholdende elektrolytter, ja ja, der var ikke sparet, det var endda med citrus smag.

Sender jeg et smil til de telt-overnattende-spejdere og deres frysetørret mad, og en varm tanke da jeg tager første bid af min utroligt lækre fersk røget laks med tilhørende avokadocreme, syltede løg og sprød karse.

IMG_3694-2

Det er sgu den ægte posh-trailløber style det her.

 

 

What the FÅRK…

 

Men midt under dette kongelige festmåltid slår det mig pludselig.

“Hold nu kæft main, hva fårk for en sko skal jeg løbe i på dag 2.?”

For fanden Rasmus, du har jo endnu ikke bestemt dig.

Dag 1 er sikker, her løber jeg i Topo Athletic MT2 trailsko med 3mm drop.

Men hvad dælen gør jeg med dag 2.?

Nå, på med løbetøjet, og afsted det går, og det er endda inden at maden overhovedet har ramt bunden af maven, finder hurtigt nogle stier bag hotellet og med Mizuno Hayate 2 på fødderne og Hoka One One ATR i hænderne, begiver jeg mig afsted over grus, sten og græs.

2k den ene vej og 2K retur i Hokaen.

“For helvede det er svært det her.”

Det giver to helt forskellige løb.

Jeg kan på ingen mulig måde finde ud af hvilken det skal være.

Så af ren og skær mangel på svar, vælger jeg Hokaen grundet en bredere forfod, med mere støddæmpning, og at den giver en rullende fornemmelse henover foden.

Inderst inde håber jeg dog, at mine Topo´er bliver tørre til dag 2.

Men jeg kan jo ikke være sikker på det.

Et dejlig varmt bad – skal lige siges, at det var ikke under 20 min – hvor jeg endnu engang sender tanker til de kolde og fugtige teltspejdere, er det ind under de lune dyner, tænder tossekassen og slapper af.

IMG_3700

 

 

Verdens mest irriterende lyd…

 

“Ah hold nu op.”

Klokken er knap 05:00, det er raceday.

Men alt alt alt for tidligt.

Jeg er ikke på nogen som helst måde et morgenmenneske, i hvert fald ikke så tidligt på døgnet.

Op kommer jeg, vågner stille og roligt under bruseren, havregryn med rosiner kommes i en medbragt skål, bades i mælk og kaffen sættes over.

Dette er mit faste morgenritual inden et løb så tidligt, og det har det altid været.

Jeg er på ingen måder nervøs, jeg glæder mig bare til at mødes med alle de seje løbere, som jeg tidligere har løbet med under FUT50/50.

I år havde jeg hooket mig op med Ulle, og sammen havde vi lagt en plan for hele løbet, eller hen til de 69K.

Ved startområdet blev der delt varme trail-krammere ud – ja det er sgu nok bare en almindelig krammer – men lyder det ikke lidt sejere at kalde dem trail-krammere.?

Nummeret hentes, påmonteres de obligatoriske sorte trailshorts, og så er der racebriefing.

 

 

Kirkeklokkerne ringer, klokken er syv, pistolen affyres og så er det bare afsted…

 

Snakken, grin og højt råbende jokes følger os som var det kendismelodien til “Titanic”. Dog er dette ikke et synkende skib – endnu, men et sprudlende glad felt af gale løbere der lige har taget hul på de 85K.

Stadig bliver skovens dybe stille ro, sprængt af festglade tosser, der endnu har energi og luft til at fortælle løgn historier og jokes.

Men da vi rammer det første K skilt, er der da også blevet lidt mere stille.

79K er der tilbage.

“Jamen, tak for den information”.

 

Jeg indser hurtigt, at der er bare nogen i dette felt der bare er liiiige lidt for hurtige, og at det nok var sidste gang i løbet jeg så dem.

Men min egen plan var ikke at komme igennem de 50 miles hovedløst hurtigt. Men at løbe med overskud.

Hvem fanden prøver jeg at overbevise, selvfølgelig skulle den løbes lidt hurtigt, og gerne hurtigere end sidste år.

Her var tiden 9:51:24 – en flot tid for et løb som dette. – Hvilket også gav mig en placering over midten i feltet.

Så en tid bedre end dette ville være så godt.

Jeg havde sat mig for, sammen med Ulle, at vi skulle ramme mål efter 9:15:00.

Så dog lidt urealistisk ud, men mon ikke vi godt kunne.

 

 

Er fuldstændig færdig af grin…

 

Efter en 12K eller deromkring, kan vi pludselig hører en masse larm komme bagfra.

“Hvad fanden sker der.?”

Et kort glimt over skuldren fortæller os, at det er Kagemanden og Traileren.

“Hvad”

De var sgu da foran os.

Da dieseltoget bliver indhentet af lyntoget, fortæller de os, at de var løbet forkert, og derfor fået en del ekstra meter/K på kontoen.

Vi er fuldstændig færdige af grin.

Der, i skovene i Nordsjælland, stormer de to tosser rundt og farer vild.

Hold da kæft det er grinern.

Sammen følges vi lidt ad, men da den første fotograf dukker op bag en bakke, tager fanden ved dem, og Traileren skriger “den her tager jeg først”.

Han er simpelthen for sjov.

Stille trækker de fra os igen.

Det var vist noget med at de skulle ind på 8:30:00 eller der omkring.

Bare de lige husker at der også er en dag i morgen.

 

 

Den negative indflydelse…

 

Det værste der kan ske under et løb som dette, er at komme til at tænke negativt eller blive påvirket negativt.

Dette sker for os kort efter at de to “tosser i skoven” har forladt os.

Vi indhenter simpelthen en løber, der også var løbet forkert.

Men forskellen her er, at han er den mest negative person jeg nogensinde har mødt.

Da vi løber i samme pace, er det ret svært at slippe af med vedkommende.

Vi sætter pacen op, det hjælper ikke.

Så sættes den ned, heller ingen virkning.

Dog, lige inden vi rammer det første depot, er der blevet lidt luft mellem os.

“Hold kæft det var tiltrængt”, det er det eneste jeg tænker.

Sjovt nok, så var det bemandede depot også enige med os i, at det var dog noget af en negativ indstilling at have så tidligt i et løb.

Vi ser ikke mere til denne person.

Hvilket vi på ingen måder er trætte af, tvært imod.

At have en til at ligge i feltet der kun rakker ned på afmærkninger, ruten etc, er så nedslidende mentalt.

Og her skal lige siges.

De tre race directors, Carsten, Klaus og Per Egon, havde i år, ift sidste år, afmærket ruten så godt, at man næsten kunne stå ved et flag/minestrimmel og så se hen til det næste.

Så al den kritik vi hørte, var på ingen måde berettiget.

Så et shout out til vedkommende; “Så hold dog mund.!”

Men med bananer stoppet i lommen – hvilket egentligt er ret klamt, da de trykkes, varmes og bliver brune på engang, ned i mine shorts, så begiver vi os afsted igen.

Vi er i super humør igen…

 

IMG_3761

 

 

Chips, gels, gifler, 32Gi…

 

Ned ryger det.

IMG_3734

Vi har lige ramt hoveddepotet for første gang.

Det gør man i dette løb efter de første 39K.

Her er en super fed stemning.

Her står nemlig alle løberne klar der skal til at afsted, ud på de 50K.

Så der bliver klappet, råbt og heppet på os.

Og med en ny bådlast af skårne bananer i lommen, drager vi i bedste løbestil afsted igen.

Foran os ligger møderne med “dræber” køerne, stranden, trappen og “tunnel of love”.

 

 

Half way done…

 

Vi er godt og vel halvvejs.

Og vores snak – som på ingen måde har været tavs, drejer sig nu ind på “dræberkøerne” som vi sidste år mistede over 12 min ved.

De valgte simpelthen, at ingen trailløbere skulle passere dem, og dem der forsøgte blev dræbt.

“Jo jo, det er da bare en ko.”

Men næh nej. Disse nordsjællandske kødædende køer, havde allerede nedlagt tre fire trailløbere der lå hist og her på stien, halvspist.

Ikke noget kønt syn.

Så vi var noget nervøse, da vi drejer ind gennem afspærringen.

“Hva fårk. hvor fanden er de henne.?”

Denne dag var de væk, vi stryger lige igennem deres territorie, glade og lykkelige for endnu engang at overleve besøget med dem, og samtidig helt oppe at ringe over, at vi nu er min 12 min hurtigere end sidste år, tager vi sidste sving.

“Damn it.!”

Der ligger de sgu…

Pludselig bliver vi som ninjaer der løber på rispapir.

Ikke en lyd afgiver vi.

Tror faktisk vi holder vejret i adskillige minutter.

Og da vi endelig er forbi dem, er vi sgu frække nok til at give et lille “Dumme køer” og et håndtegn sendes i deres retning.

1-0 til trailløberne.

IMG_3771

 

 

Reload…

 

Depotet er nået, vi er godt tæt på stranden og de 50K.

Her møder vi igen et hold depothjælpere med servicen så høj, at Michelin guiden ville have givet en stjerne til dette depot.

Vi får også at vide, at Mr Negativ, tidligere har valgt at stå af.

Et lille smil kommer på vores løber.

Skrald ud, bananer ned.

 

Jeg ville lyve hvis jeg påstod, at vi ikke var ved at blive trætte, og med 4K strand der skal tilbagelægges i blødt sand, rullende sten og hoppende fra sten til sten, så var vi ret spændte.

Ulle havde dog ikke så meget lyst til stranden som jeg.

Så vi snakker lidt frem og tilbage, og det hele ender med at vi hurtigt giver hinanden et man-hug, og her skilles vores veje.

En af grundene er, at jeg ikke kan løbe langsomt på stranden, da dette vil tømme mig for energi.

Så jeg sætter pacen op, og afsted det går.

På dette hårde stykker, får jeg da også hentet 2 andre 50 miles løbere og får dem lagt bag mig.

Er sgu altid et boost, når man passere andre løbere.

Men hov.

Der kommer sgu en gruppe på tre.

“Løber jeg så langsomt.?”

Hell no…

Kigger mig febrilsk over skuldrene.

Hvilken farve har deres nummer, hvilken farve har deres nummer…

Ah pyhhh…

Det er gråt/sølv.

Det er bare de førende 50K´ere der først nu henter mig.

Den ene af dem må på en eller anden måde også have set mit ansigtsudtryk, for hans kommentar da de passere mig er: “bare rolig, vi er bare 50K´erne.”

Kunne ikke andet end grine af denne kommentar.

Stranden sluttede med den flotteste udsigt op til Kronborg slot. Vi drejer af skarpt til højre, væk fra sand og stenhelvede og der, der rejser sig den første rigtige lede bakke sig.

Ved foden af bakken passer det med at jeg skal spise, drikke og have lidt energi.

– I løb som disse er det vigtigt – i hvert fald for mig – at få noget ned konstant og med samme tidsinterval mellem hver gang.

Så jeg har to drikkedunke i vesten, indeholdende 650 ml 32Gi Endure blanding.

1 flaske skal være drukket over 2 timer, hverken hurtigere eller langsommere.

Derudover, skal jeg have noget at spise hele tiden, og det er her bananerne i lommen kommer ind i billedet.

1/4 banan spises der, og det hele blandes med enten en 32Gi chew (en vingummi, der kan sammenlignes med juleflæsk) eller en 32Gi gel.

På denne måde får jeg hele tiden fyldt op.

Suppleret med en salt stick hver anden time.

Opad går det i hurtig gang.

En god ting er, hvis man ikke kan løbe op af bakkerne uden at brænde alt energi af, så gå i hurtigt tempo istedet.

I sidste ende gir det sgu det samme.

Og for mig virker det altid.

Bakken er forceret, og her lige der.

Der er trappen. “Stairway to heaven.”

Det må være den sygeste og ringste joke, at lægge en sådan trappe ind i et løb som dette.

Her har man lige rendt røven i laser på 4K strand, bestiet en bakke som på daværende tidspunkt måler sig med Mount Everest.

Og så skal man fandme ned OG op af en trappe.

“Hvorfor” spørger de fleste.

Jamen vi skal da lige ned og ringe på en klokke.

“Er du DÅM eller hva.?”

Nej, jeg er bare en af de heldige der deltager i Firkløver 50/50, og dette er en del af gamet.

Dog er trappen lidt hård op til toppen igen.

Nu er det værste sgu overstået.

25K tilbage igen, og pludselig begynder løbet ned af bakkerne også at blive “hårdt”.

Men men men, vi skal sgu fremad.

 

 

Last stop…

 

Målet er nået for sidste gang under de 85K.

Dette er den sidste af de to gange vi kommer forbi start/målområdet.

Endnu engang stoppes der bananer i lommerne.

Jeg tænker for mig selv, “nu er der kun 16K tilbage.

Men lige som jeg svinger ud på stien efter mit nedløb fra mål, er der en eller anden der lige skal sige højt “der er ikke 16K tilbage, nej det er 17K.”

Ej, ih tak. Den der ekstra kilometer er jeg da sgu glad for at blive mindet om.

 

 

Det våde lange rør…

 

Det er nu at hver lille stub, hver væltet træ, føles som en kamp at skulle over.

Et væltet træ, der ligger i en højde af 40 cm, bliver pludselig en stor forhindring, der trækker tåre.

“For dælen, hvordan kan så lille en ting være så hård”.

Da træerne så bliver større endnu, ja så ender det endda med, at jeg simpelthen sætter mig på dem, for at forcere dem.

Det er jo rent til grin.

Men det er sgu nemmere at komme over dem end under…

Men for hver forceret stub, kommer jeg et skridt nærmere “The tunnel of love”.

Et 15-20 meter langt vandrør/tunnel, som man så lige skal igennem.

Jo jo, det er da ikke så svært, næh nej.

Men tænk nu lige engang.

Vi har lige løbet godt og vel 75K, og nu skal vi fandeme ned i hug og gå, med vand til vristen.

Ved sgu ikke hvad der er værst, vandet der nu kommer i skoene, eller at skulle gå i hug.?

Men det at få koldt vand i skoene for en stund, bliver noget jeg ser frem til.IMG_3726

det giver ligesom det sidste ekstra spark, til at kunne klare resten af turen hjem.

Ned i knæ, ned i vandet, og hen mod lyset for enden.

Og som vanen tro, så står fotografen på klar med alt sit gear.

I år skal der fandeme lavet et ordentligt billede.

Så jeg stopper pænt op inde i røret og laver den bedste pose jeg har lært.

Kameraet blitzer, og jeg skal videre.

Kommer ud i lyset, og finder hurtigt ruten igen.

Og selvfølgelig er det en bakke man skal op ad, lige efter at man har gået for over bøjet og i hug.

Det kan man godt mærke i lårbasserne.

 

5K tilbage, ud og ind af de små skov stier, til store forundring for de gående skovbesøgende folk.

Pludselig popper der en svende og træt løber ud af en busk, for dernæst at kaste sig vild og tovlig ind i en ny, mindre end 100 meter nede af stien hvorpå de går.

Ja trailløbere er sgu specielle…

 

Opløbet…

 

4K, damn det her stykke er hårdt.

Nu er det afsted i siden af en mark, det smalle singletrack hælder til venstre, så løbestilen er rent ud sagt en gakket gangart.

 

3K, nu henover en ny mark.

 

2K, asfalt, ej hvor er det noget lort nu, og så går det sgu opad.

 

1K, du gir den gas nu, men alligevel vinker jeg pænt en løber forbi.

Han har mere i sig end jeg selv har. Jeg ser ikke nogen ide i at hænge på ham.

Jeg har et par gange tidligere ude på ruten hørt, at jeg skulle ligge i top 20, og det passer mig fint.

Der er ikke nogen i syne bag mig.

Nu skal jeg bare hjem i mål.

Drejer to gange til højre, opløbet, her står folk og klapper og råber.
Det giver helt klart lidt mere energi.

I vanlig overskudsstil, laver jeg et hop til stor jubel for tilskuerne.

Det er sgu sådan man slutter 85K trailløb, og selvfølgelig lige Mount Everest op til mål.

 

 

Done, did it…

 

Første arbejdsdag er vel overstået, og endda med overskud.

Får små snakket med de andre løbere der er kommet i mål før mig, men der er ikke mange, det viser sig, at jeg er kommet ind på en flot 10. plads.

Og tiden.?

Ja den er sgu forrygende.

9:07:57 – det er jo perfekt ift hvad jeg havde regnet med fra start.

Hvad bedre er.

Så er det en forbedring på hele 44 min fra sidste år.

Fantastisk.

 

 

Afslapning…

 

Nu står den på restitution på hotellet, ren og skær afslapning.

IMG_3707Men skal lige et smut forbi baren.

Havde jo en aftale med en tom og cola.

Hvilken bedre måde kan man afslutte et race på.

Stopper dog lige på vejen op til hotellet i 7-eleven og køber ind af cola og chips, bare for at fylde på.

Og så er det jo at man ikke bare skal gå i stå, man skal jo helst holde sig i gang så mælkesyren ikke hober sig op i musklerne.

Så jeg får den gale ide, at tage trapperne op til tredje sal.

Hvilket, med lettere stive ben, viser sig at være hårdt.

Men op kommer jeg da.

 

Da skoene er taget af, kommer det ikke som et chok, at min venstre storetå er lettere ramt.

Stødte på tre gange, direkte med neglen, så at den er lettere blå, er ikke en overraskelse for mig.

Ingen sko, medmindre der selvfølgelig er metalsnude på dem, vil have kunnet forhindre dette.

Og så tabte jeg også et par negle sidste år.

Men ellers er de fuldt ud funktionsdygtige.

 

 

Im in love…

 

IMG_3712Mine Topo MT2 har sgu gjort det godt idag.

De fortjener sgu et kys.

Jeg må sige, at de er et af de bedste par sko, hvis ikke de bedste sko jeg har løbet trail med.

Nu håber jeg bare de kan nå at tørre til i morgen.

For tanken om at løbe i andre på dag 2, er ulidelig.

 

 

Efter et velfortjent bad, er jeg trukket i mest behagelige tøj jeg har med.

Grå joggingbukser, rød merinouldtrøje med endnu værre – rent farve mæssigt – løbetrøje over.

Lettere stivbenet hopper jeg ned i restauranten.

Og hold da op en masse skæve blikke.

Jeg vil jo ikke ligefrem sige jeg falder i med tapetet.

Tror nærmere jeg er som solen der pludselig er stået op en mærk aften.

Jeg vil næsten vove og påstå, at min valgte beklædning har en negativ effekt på tjenerne.

For hold da kæft en ringe service jeg får denne aften.

Nu skal det hele jo ikke handle om mad.

Denne aften var der en  4 retter gourmetmenu til mig.

Men efter at have siddet i 37 min og ventet på, at min tomme tallerken fra forretten skulle blive taget ud, – ja det er en arbejdsskade at lægge mærke til dette – så er jeg nu bare endnu mere sulten og irriteret.

Vil sgu have slugt maden nu og så op på kammeret.

Hvilket jeg nok også får sagt til tjeneren, der farer rundt som om vedkommende ikke vidste hvad der var op og ned eller højre og venstre.

Maden er færdig, jeg er træt, tossekassen kører igen.

Nu skal der slappes af.

For i morgen venter endnu en dag, og det er med de sølle 50K.

 

 

Take two…

 

Sjovt, for denne dag føltes lige akkurat så tidligt som dagen forinden.

Dog med lidt stivere ben.

Havde sovet som et barn, den rituelle morgenmad blev overstået.
Alt tjekket igennem, og så var det afsted.

 

Hen over aftenen søndag og “natten” til mandag (race day 2) var der kommet flere opdateringer ind på facebooks side “the real deal” hvor folk simpelthen havde meldt fra.

Dette var gjort af den ene eller den anden grund.

Så af de 16 tilmeldte, så var der vel ikke andet end en 8-10 stykker tilbage, som jeg senere skulle se og møde ved start.

På med varmen i bilen, dog var det lunere i vejret end dagen før.

Alligevel havde jeg planlagt at lægge ud i vest, for så at smide den senere.

hvilket skulle vise sig at være en rigtig god ide.

 

Bilen parkeres helt oppe ved start – skulle jo nødigt gå mere end højst nødvendigt.

Til min store overraskelse, var der næsten igen, eller rettere, der var to, så med mig selv, tre.

 

 

Ready, set, and something called running…

 

Det var sgu noget af et mandfald.

Men så igen…

Så er jeg jo i top tre.

Det var i dette øjeblik jeg valgte at lave min strategi helt om, igen…

 

Der var sgu ikke rigtigt nogen racebriefing, vi var jo også tre der allerede havde løbet de få 50K dagen forinden.

Så der stod vi:  Den lille indianer, den super cool Isak og undertegnede.

Til start på The Real Deal med T

Som tre små spændte børn på deres første skoledag, ventede vi på at blive sendt afsted.

ja, selvfølgelig ned af bakken fra dagen før, med ømme og trætte ben.

Er glad for at ingen filmede os nedad.

For hold da kæft nogle mærkelige gangarter vi havde.

Det blev til 3 hyggelige K på prologen i selskab af Per Egon, før vi ligesom blev sluppet løs på de resterende 50K – ja ja, det er ikke en regnefejl. Ruten var 53K, altså ikke de 50K som reklameret for.

 

 

It´s on…

 

Efter de 4K begyndte Anders så småt at trække fra mig, men ærligt talt, så havde jeg ikke travlt.

Ville egentligt bare nyde turen rundt i mit eget tempo.

Målet var som sagt bare at komme ind under de 6t timer.

 

Vil ikke lige sige “af sti afsted”, men det gik rimelig godt med mit pace, og fik hurtigt fundet en god rytme.

Bakkerne – de større af dem – blev taget i hurtigt gang, og må erkende, at ligeså blev det nedad.

Mine lår var simpelthen ikke “gearet” til nedløb.

 

På en eller anden måde, så var skoven bare så meget flottere denne dag.

Om jeg var blevet skør, det kan jo så diskuteres i det uendelige, men der var bare noget over den i dag.

Kan vel være at jeg løb alene og derfor lod mere mærke til de forskellige ting, eller også var det grundet, at jeg var så meget mere mentalt ovenpå på anden dagen, end jeg var dag 1.?

 

Det værste stykke på dagen, var stranden.

4k som dagen før, der skulle klares med “flade” ben, og blødt sand, gjorde det ikke nemmere.

Med højvande og kraftigere vind en dagen før, havde gjort stykkerne med sten, hvorpå vi skulle hoppe rundt, til et livsfarligt stykke.

Der skulle virkelig være koncentration hele tiden, for at sætte en fod på en glat sten og så flade eller få et ben i klemme, var sgu nok ikke lige sagen, specielt ikke denne dag, hvor vi kun var tre løbere og endnu færre mennesker som tog en gåtur på stranden, som kunne se os.

Men over kom jeg da, tør ikke tænke på hvor langsom det gik eller hvor meget jeg lignede en der havde skidt i bukserne, men frem kom jeg da.

De sidste halvtreds meter på stranden blev da også brugt til at filme en lille hilsen og til at få noget i maven.

Banan, banan og atter banan – og den blev altså ikke mere lækker af at lægge i løbevesten 25K end dem jeg havde i lommen tidligre – suppleret med et godt koffeinchok fra 32Gi.

 

Væske i løgneren, og op ad bakken mod den kære trappe, med den elskede klokke, og videre ind i skovens dybe ro gik det.

 

 

Holder hvad jeg lover…

 

Rundede hoveddepotet efter knap 4 timer, tanker op med lidt banan, saltsticks og en gang cola i den ene dunk.

Små smuldre lidt med Carsten og da jeg drager afsted og ud på de sidste 17K, siger jeg tl ham “vi ses om mindre end 2 timer”.

Da tiden viser 4:00:29 sætter jeg i løb ned af bakken og ud på de sidste K af FUT 50/50.

 

Nu var det så, at hver lille stub, hver lille gren der skulle forceres, begyndte at blive kæmpe mæssige forhindringer der kunne tage dage at komme forbi/over.

Benene var mere trætte nu end tidligere, men resten af kroppen var flyvende.

Så jeg måtte tænke en del mere over mine skridt, hvor de blev sat, hvad de skulle igennem etc.

Og mærkeligt nok, så begyndte jeg at se frem til tunnelen med vandet.

Det var bare så fantastisk en ting der lå der ude foran mig.

At kunne få fødderne i kold vand, det ville da give et kick af friskhed.

Men lige nu var der lige lidt mere skov der skulle nedlægges.

 

 

Møderne med homo sapiens…

 

Da vi nu var nået et tidspunkt på dagen hvor andre folk havde valgt at gå tur i de flotte skove, stødte jeg ind i flere og flere mennesker.

Som som tidligere nævnt, så gjorde store øjne når jeg sprang ud af diverse skovåbninger for så straks at forsvinde igen ind i en anden.

En står tydeligt for mig endnu.

Her kommer jeg løbende, badet i sved, med saltophobninger som læsø sydesalt ville være stolte af at kunne vise frem.

Kæmper mig op af en bakke ved en legeplads, og der står denne lille søde dreng med hans fine cykel og siger hej til mig.

Jeg smiler venligt og svare “hej med dig”.

Så spørger han…

Og husk på at jeg løber langsomt, så vi kunne have læst en hel roman så lang tid tager det at passere ham grundet lavt tempo.

“Hvad laver du.?”

Mig; “jo ser du, jeg er ude og løbe 53K.”

Den lille søde dreng; “åhh det er da ingenting.”

Jeg tænker bare, “hvad helvede mener du med det din lille skid.”

Jeg; Joo, det er da meget langt, jeg løb over 80K igår.”

Ham; “Åh hvad, ikke længere…”

Havde kun en ting i hovedet.

Da jeg ikke kan komme hurtigere forbi ham, så skal han edermame få fart i den cykel, for ellers pifter jeg den.

For fanden da, til hans forsvar håber jeg, at hans forældre endnu ikke har lært ham om distancer.

Det er dog lidt sjovt at tænke tilbage på.

Her vil jeg da gerne være flink og informativ.

Og så får man sådan nogle kommentarer fra sådan en lille fræk møgunge.

– Var egentligt ret sjovt…

 

 

Det længe ventede fodbad…

 

Tunnel of love er nået, tid til et fodbad.

Og yes main,.

“Der er mere vand i end igår.”

Det er sgu da helt normalt at man snakker med sig selv, når man nu er helt alene ude i skoven og skal til at gå igennem et vandrør.

Ned i hug, av for fanden, det er ikke rart.

Så ellers sigte efter lyset i den anden ende.

Da der er mere mentalt over nu, så bliver det foreviget på film.

 

Cirka 12K tilbage nu.

Skide værre med at fødderne er lidt våde. Det virkede opfriskende et kort øjeblik.

Og endnu engang må jeg konstatere, at Topoen bare er en suveræn sko.

Ingen svuppen eller andre sjove lyde fra skoen, ej heller den der irriterende fornemmelse at løbe i sjask våde sko er der.

Simpelthen fantastisk.

 

 

Timber…

 

Nu bliver hver et væltet træ en større og større forhindring.

Hver gang jeg kan se mit snit til at sidde på stammen og svinge benene over, bliver taget imod med smil på læben.

Er egentligt ikke træt.

Det er mere som om at benene ikke helt lystre hvad hjernen siger.

 

8K tilbage, bang, så ligger jeg der igen.

Smerter fra storetåen buldre løs i skoen.

Man skal jo huske at løfte foden over rødderne, men gudskelov så var skovbunden blød. Så ingen skade der.

Op igen, videre det går.

 

Endnu et træ, lige der, på “min” sti.

For helvede.

Over med et ben og så det andet.

Men hvad fanden er det.

Der, lige der i et tyndt træ, der hænger der – vel at mærke i hovedhøjde – en hundepose med lort i.

Hvem i hele helvede har luftet deres hund, inde i denne tætte bevoksning, set den skide, for så derefter at tænke.

“Jeg samler den sgu da lige op, det er jo at gøre en god gerning.”

Men så hænger vedkommende den op i et træ, som var det en anden engel der hang på juletræet.

Kan jo ikke andet end at grine, for hvad nu hvis den havde ligget der hvor jeg faldt for lidt siden.

Så havde jeg nok ikke været så fandens glad.

 

5K tilbage.

Tæller ikke rigtigt K, men derimod tiden det vil tage at komme i mål

Synes minutter lyder meget bedre end k.

K efter K tikker forbi.

Nu er jeg træt, og hver gang der kommer en stigning, bliver der gået i jævnt tempo i stedet for at løbe.

 

3K, for fanden, kommer det ikke snart det mål.

Nu begynder jeg at se resten af ruten foran mig.

Hvert et sving bliver analyseret som var jeg Hamilton der skulle kører F1 løb i Monaco.

Alt bliver gransket igennem.

 

2K, “Hold nu op den her asfaltvej er da meget længere end den var i går.”

Dog bliver den mast under mine fødder.

 

1K, 1000 skide meter tilbage, grusvej, det går ligeud.

Så et venstre sving, to gange til højre og de sidste 400 meter til mål.

Kan se det for mig.

Smiler og griner for mig selv da jeg drejer første gang.

BANG

AV FOR HELVEDE…

Lige så lang som jeg er, ligger jeg der og roder rundt i jorden.

Endnu engang ramte venstre fod en sten.

Men hvad sker der der.?

Har ikke tid til at ømme mig, det eneste jeg gør er, at kigge på uret, “kan jeg nå i mål inden de to timer som jeg tidligere havde sagt.?”

Op, afsted, højre og højre igen.

Hvad fanden sker der.

Der står sgu en masse mennesker.

De venter på mig.

Så kommer jublen fra dem.

Ny energi, tempoet sættes op, smilet kommer fra.

Bakken forceret.

Der ligger jeg på knæ.

Træt, overvældet af alle de fremmødte der giver skulderklap eller trailkrammere.

Fantastisk.

Jeg gjorde det.

Gjorde det, som kun to kunne klare.

 

Og her er min cap.

 

Skærmbillede 2016-05-25 kl. 19.44.36

Min velfortjente cap.

138K på to dage – ja det lyder ikke af så fandens meget.

Men det var hårdt.

 

 

En kæmpe tak…

 

FUT50/50 2016 har vist sig at være en ny opgraderet udgave af løbet året før.

Og det er gjort med bravur.

Et seriøst fedt løb.

Alt spiller maks, og det er hele tiden, og det er alle der får den samme gode stemning.

Det er for übercool et løb.

 

Nu sidder jeg så her og spekulere.

Næste år, 2017.

Skal, skal ikke.?

Det er jo næsten for godt til at sige nej til.

Men med det de har bevist i år ift sidste år, så vil det blive en fest af et løb næste år.

 

Om jeg vil gå glip af det.?

HELL NO.

The Geek er tilbage igen næste år.

Og det bliver med kasketten på skrå.

 

Firkløver, tak for nu og på gensyn.

 

En lille hilsen her til sidst, der går ud til Ulle, Ninjaen, Traileren og Skals med andre fra den klan.

Bid mærke i, at der står 1-0 til fynboerne.!

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

http://www.fut5050.dk/

http://topoathletic.com/

http://www.thonimara.de/

http://32gi.com/

The Geek Runner

 

 

 

 

Vejen mod Marathon Des Sables 2017

“Jeg deltager i verdens hårdeste løb, for at få andet end et eventyr. Jeg deltager for at finde ud af, om jeg er så stærk, som jeg tror jeg er…også når jeg ikke behøver at være det!”

Valget var ikke særligt svært, for det jeg ved, jeg vil opnå, betyder langt mere end det år der bliver taget ud af kalenderen, for at blive klar. Klar til verdens hårdeste løb, eller det siger de i hvertfald, Marathon Des Sables 2017. 250 km gennem den hede ørken i Marokko.

“mor jeg har altså besluttet ikke at støtte dig! det kan jeg simpelthen ikke, da du kan risikere at komme til skade” datteren på 9 år.

“fedt! bare du er klar over at jeg skal med og ligge ved poolen i mens du løber” datteren på 18 år

“jeg skal fandme ikke træne med dig!” sønnen på 15 år

” jeg løber med dig skat” manden!!

Jeg er klar! ikke fysisk klar og heller ikke mentalt klar, men klar på at gøre den indsats der skal til. Jeg er klar til at måtte undvære min cola, mine hygge stunder med benene op og samværet med skønne mennesker, når jeg har lyst. Jeg lever en hverdag hvor spontanitet vægtes højt. Er jeg klar til at måtte undvære den, i det omfang jeg plejer at have den? det ved jeg ikke! men jeg vil forsøge.

På nuværende tidspunkt er tankerne mange. Der er kost der skal sættes i system, familien der skal forberedes på mine mange timer i løbesko, træningsprogrammer, styrkeprogrammer der ikke finder sted i et fitnesscenter og ikke mindst troen på at jeg kan. Jeg tror man kalder det struktur! absolut noget jeg skal lære. Jeg er nemlig den type, der tror jeg kan det hele i sidste øjeblik og at det nok skal gå.

Normalt løber jeg for at få følelsen af frihed gennem sporet i skoven, der befinder sig i min baghave. Jeg løber for at opnå ro og for at blive glad i låget. Jeg løber for det det gør ved mig. Jeg løber når jeg har lyst og lader vær når jeg ikke har. Den går ikke længer. Jeg skal lære at løbe fordi jeg skal og ikke kun når jeg har lyst. Denne omvæltning vil uden tvivl give mig et andet syn, på det at løbe trail og et andet syn på mig selv ikke mindst.

Jeg vil over det næste år skrive indlæg om vejen mod og min træning op til MDS 2017 og jeg glæder mig til at dele det med dig. – og får du lyst, skal du være velkommen til at løbe med en tur i skoven!

 

 

Om bjerge, numser og den menneskelige evolution

Jeg kigger ned på mit ur og må desillusioneret konstatere, at jeg har rundet maratondistancen, netop som jeg skal til at tage hul på rutens hårdeste bjerg, Windy Peak. Det er en stegende hed dag i Rocky Mountains. Jeg er svimmel. Der er alt for varmt og ingen steder at søge tilflugt fra den bagende sol. Min mave er i kramper, mine ben brænder, og mine fødder gør ondt. Mit tøj og min hud er farvet hvidt af de store saltrander, som afslører min dehydrerede tilstand. Og nu skal jeg åbenbart bestige endnu et bjerg! Jeg føler mig omtumlet og magtesløs. Jeg overvejer ikke, om jeg er i stand til at bestige bjerget eller ej, eller hvor hårdt det vil blive. Jeg overvejer slet ingen ting, sænker blot hovedet, tvinger endnu en varm og kvalmende sød peanut butter gel ned i min hårdt prøvede mave og starter opstigningen.

Heldigvis er jeg virkelig god til at gå opad. Paradoksalt nok er det at gå højst sandsynligt min største styrke som løber. Da jeg løb mit første ultramarathon i bjergene i Rocky Mountains, var jeg bedst der, hvor der var så stejlt, at de fleste slet ikke kunne løbe. Jeg passerede løber efter løber op af de hårde stigninger (for så godt nok at blive passeret af selvsamme løbere når det fladede ud igen, men det er en anden snak). Jeg har med andre ord en exceptionel powerhike, og det har jeg først og fremmest på grund af min exceptionelle bagdel. Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid haft en stor røv. Proportionelt har jeg aldrig rigtig følt, at den har passet til resten af min krop. Den svajer sådan meget dramatisk ud fra min ryg og bøjer så i en næsten perfekt halvcirkel ned til mine lår. Som en appelsin der er blevet skåret over på midten. Min kæreste siger, at hun godt kan lide det. At hun synes, det er flot, når drenge også har lidt “booty”. Jeg ved nu ikke rigtig. Jeg har indtil for nyligt altid gerne villet have en lidt fladere bagdel, som de fleste drenge har det. Men så begyndte jeg at løbe i bjerge.

IMG_9633

Okay. Inden jeg går videre, er vi lige nødt til at spole tiden lidt tilbage. Eller rettere, to millioner år tilbage. Tilbage til dengang, hvor vi mennesker kravlede ned fra træerne på Afrikas savanne og rejste os op på to ben. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor vi kravlede ned, men det gjorde vi altså. Nogle mener, at den type mad vi kunne finde i træerne, typisk blade og frugter, ikke længere kunne dække vores stigende behov for næring. Andre mener, at vi simpelthen blev for store til, at træerne kunne beskytte os mod rovdyr, da de grene, som kunne bære vores tiltagende vægt, begyndte også at kunne bære rovdyrene. Hvorom alting er, begyndte vi altså at tilbagelægge længere og længere afstande til fods i vores søgen efter beskyttelse, vand og mad. Vi udviklede os til formidable løbere og begyndte at spise ådsler og jage dyr ved ganske enkelt at løbe dem ihjel. Nok løb mange dyr hurtigere end os, men ved utrætteligt at følge deres spor, nogle gange flere dage i træk, udmattede vi dyret. Omsider drættede det om af træthed og var et let mål for vores forfædres primitive stenvåben. En jagtteknik, som oprindelige folk i blandt andet Mexico og Afrika stadig benyttede indtil for ganske få generationer siden. Nogle evolutionsforskere mener sågar, at det øgede proteinindtag fra jagt og ådselædning fik vores hjerner til at vokse sig større i denne periode og forårsagede et kvantespring i vores neurale kapacitet. Dermed kan dét, at vi begyndte at løbe, altså have spillet en helt afgørende rolle i vores evolutionære udvikling som intelligente mennesker.

kasper på broen

Nå, men tilbage til bagdelen. Naturligt nok overlevede de af vores forfædre med større og stærkere ben, og vigtigst af alt en stor og stærk røv til at drive benene fremad, i denne periode bedre, end dem med svagere ben og mindre bagdele. Således multipliceredes generne for store bagdele hele vejen frem til i dag, hvor netop vores store baller er en af hovedårsagerne til, at vi mennesker er blandt de bedste langdistanceløbere på planeten. Den almindelige antagelse, at numser er til for at sidde på, må altså i evolutionens klare skær afvises som en misforståelse. De, altså bagdelene, er snarere til for at løbe.

Jeg vil lige skynde mig at nævne, at det her ikke er et langt og snørklet forsøg på at påberåbe mig et evolutionært forspring i kraft af min store bagdel, men snarere en hyldest til menneskehedens store numser. En forklaring på, hvorfor vi skal være glade for vores store muskuløse bagdele. Det var jeg i hvert fald den strabadserende dag tilbage i maj, hvor jeg skulle slæbe min forpinte krop op på toppen af Windy Peak, og det sidste stykke vej hen til målstregen.

Ups, jeg er på startlisten til Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad skete der lige der? Nu har jeg gjort det igen: Tilmeldt mig noget, jeg ikke er sikker på, at jeg kan gennemføre. Og denne gang er jeg altså virkelig langt fra sikker på, at jeg kan gennemføre! Faktisk ikke en gang sikker på, at jeg kan stille til start på dag 2. Og så har jeg ikke engang forholdt mig til cut-off timer endnu!

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad er Firkløver 50/50 The Real Deal så lige for en størrelse? Jov, Firkløver 50/50 er et ultra trail løb i Kongernes Nordsjælland, som bliver afholdt Pinsedag d. 15 maj 2016. Distancerne er enten 50 mil (ca. 80 km) og 50 km, og jeg tilmeldte mig de 50 mil for nogen tid siden. Jeg vil gerne prøve at løbe længere end de 60 km, jeg løb til Skagen Odde Ultra Trail tilbage i september (se løbsberetning i tidligere blogindlæg: SOUT 2015).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

Så jeg var altså tilmeldt de 50 mil og alt var sådan set fint. Meeeen så var det, at arrangørerne kom op med konceptet: The Real Deal. Forudsat at man gennemfører de 50 mil indenfor tidsgrænsen, kan man lige tage de 50 km dagen efter. Se det er The Real Deal! Og det har jeg tilmeldt mig. Altså, vi tager den lige igen: 15 maj skal jeg løbe ca. 80 km trail og dagen efter skal jeg løbe 50 km af ruten igen. Og dette skal ske indenfor de angivne cut-off tider (som jeg ikke har turdet se på endnu). Jeg dør SÅ meget. Men det bliver med skoene på, det lover jeg!

50 km ruten.

50 km ruten.

Men hvorfor er det så lige at jeg gør sådan noget?

Ja, så hvorfor er det, at jeg tilmelder mig noget, som umiddelbart ikke lige ligger indenfor, hvad jeg kan gennemføre? Altså, jeg har jo aldrig løbet længere end 60 km. Jeg er jo ikke sikker på, at jeg overhoved kan stille til start på 2. dagen. Og hvis jeg kan, er der langt fra garanti for, at jeg kan gennemføre. Og der er jo også en tidsgrænse……….

Men altså – jeg gør det fordi jeg bliver helt høj af det. Jeg bliver helt høj af at gamble, sige F… dét og trykke tilmeldt, plotte det ind i kalenderen og så få en rus / et gys af, at jeg står foran en opgave som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Det er simpelthen en super god motivation for mig i den daglige træning. Det får mig til at føle at træningen netop i dag ikke er lige gyldig, men faktisk gør en forskel.

Og så spiller det også en ganske stor rolle, at jeg nu har noget i løbskalenderen til efter Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB) d. 6-7 februar, så jeg ikke ryger i et ned i et ”hvad nu” hul bagefter. I ved, den dér følelse, der kan komme efter man har nået et mål, og træningen pludselig er ligegyldig. Nu har jeg da sikret mig, at der er mening med i træning, også på den anden side af VUMB :0)

Fascinationen af hvad hjernen kan få kroppen til

Men hvorfor er det, at jeg bliver høj af at stå overfor disse uoverskuelige opgaver? Jeg tror det bunder i en stor fascination af, hvad hjernen kan få kroppen til. Hjernen er vel egentlig indrettet til at beskytte vores kroppe og spare på energien, så det er så fedt, når man kan ”over rule” hjernen og bare fortsætte alligevel. Fortsætte på trods af alle de der tanker omkring ”puha det er hårdt”, ”nej det kan jeg ikke”, ”nu gør det vist også lidt for ondt”, ”jeg må vist hellere restituerer i dag”……….. Som i DR’s udsendelser om Frømandskorpset, hvor de på grundforløbet flytter det mentale hos eleverne hele tiden. Det er jo dybt fascinerende og helt vildt, hvordan eleverne kan blive ved, selvom de mentalt tror de ikke kan mere. (Man kan så diskuterer metoden der bliver brugt, men det bliver ikke i dette forum). Og hvis eleverne kan gennemføre et grundforløb i Frømandskorpset, kan jeg vel også i alt beskedenhed gennemføre træningen op til, og selve The Real Deal, ikk?

Så nu skal jeg bare have flyttet lidt rundt på tingene inde i mit hovedet, så jeg kan være klar når d. 15-16 maj rammer :0)

 

 

West Coast Autumn Ultra del 2 Raceday

West Coast Autumn Ultra 50 miles (85 km) Raceday
Mit mål for løbet var at gennemføre uden at skulle gå ret meget og de første 80 km ville jeg gerne gennemføre på under 10 timer. Lørdag morgen kl 6.30 stod jeg klar i Esbjerg. Herfra kørte arrangørerne, Daniel og Rahul, os til Blåvand fyr, hvor start var. Der var fælles start for 50 km og 50 miles, og vi skulle følge samme rute de første 17 km, herefter var der en sløjfe på 35 km til 50 miles, hvorefter vi fulgte samme rute i mål. Det var en lille flok, der stod klar til start – der var kun 5 til start på hver af de to distancer.
Kl 7.30 blev vi sendt afsted. Jeg havde bestemt mig for at starte ud i roligt tempo, ca 6:30. Den første km blev lidt hurtigere, men da vi kom ned på stranden, som vi skulle løbe de første 10 km på, fandt jeg hurtigt ned i rette tempo. Dette gjorde at jeg hurtigt blev alene. Den forreste gruppe på 6 var lige lidt for hurtige, og jeg valgte at holde tempoet nede.
Jeg havde ikke styr på, hvem der løb 50 km og hvem der løb 50 miles, så jeg havde ingen anelse om, hvor jeg lå placeret.West coast autumn ultra

Det var en fantastisk start med solopgang på den ene side og Vesterhavet på den anden side.
Efter 10 km løb jeg ind i klitterne og igennem et sommerhus område ved Vejers Strand. Depot 1 West Coast autumn ultra Ved 17 km kom jeg til depot 1, hvor jeg hentede de to, som var foran mig på 50 miles.
Min strategi havde holdt fint både med tid og energi. Jeg fik fyldt op og fulgtes videre med de to andre. Vi brugte lidt tid på at komme i gennem noget krat som GPS’en mente var den rigtige vej. Da vi kom ud på en sti igen holdt jeg igen mit eget tempo og lod de andre 2 løbe videre.

Her fra gik ruten igennem klitter og plantage og efter 24 km kom jeg igen ned på stranden.West coast autumn ultra  Her begyndte kroppen at nægte at løbe videre. Ruten fulgte stranden ca 5 km og jeg kunne se de to forreste, men der var langt op.
Lige inden Henne Strand var jeg nede og gå. Heldigvis var der en del mennesker på stranden og så var jeg jo nød til at løbe. Jeg fik mig kæmpet igennem de 5 km på stranden og drejede op igennem klitterne med løst sand og bakker. West coast autumn ultra Her blev jeg enig med mig selv og min krop om at det var sidste gang jeg løb så langt – aldrig mere! Fremover vil jeg maks løbe 50 km. Jeg spiste en müslibar og kom i tanke om mine 32Gi G-shot og tog en.
Efter et par km kom jeg til fornuft (og kom i tanke om at jeg er tilmeldt spor24 til maj) og kom i gang med at løbe igen.

Ved 35 km var der mulighed for at fylde vand op og herefter en trappe op på Blåbjeg, Blåbjerg West Coast autumn ultra her stod Rahul og heppede og tog billeder. Han fortalte mig at jeg kun havde ca 10 minutter op til nr. 2, det gav lidt energi da jeg egentlig havde frygtet at jeg snart blev overhalet og nr. 1 og 2 var langt væk. Jeg var lidt langsommere end de planlagte 6:30 og lå på ca 7:00.

Ved 41 km hentede jeg Peter, der lå nr. 2. Han var løbet for langt og var lige kommet tilbage på sporet. Vi fulgtes ad i gennem noget sump og ret ufremkommeligt terræn. Da vi kom i gennem og ud på noget, der lignede stier igen, trak han fra mig.West coast autumn ultra
Frem mod depot 2, 52km, fik jeg løbet det meste af vejen og kom igennem endnu et fedt stræk med ingen stier og masser af træer, hvor der skulle kravles over og under grene og stammer.
Ved depot 2 ventede yngste sønnen, konen, svigerfar, kakao og snolder. Jeg fik tanket godt op og følte mig klar til de sidste 33 km, som nu virkede overskuelige.

Kampvognsspor fra helvede
500 m fra depotet startede 10km i øvelsesterræn.Kampvogns spor West Coast autumn ultra Skønt opkørt, blødt sand, meter dybe spor med dejligt koldt vand og meget mere sand og vand. Men også en flok kronvildt, der krydsede vejen 25 meter foran mig.
Jeg kæmpede mig igennem, selvom jeg en overgang var tilbage ved de maks 50 km, min krop var mest stemt for bare at ringe efter familien og komme hjem i varmen. Men nu havde jeg undværet kaffe i 3 uger og var ikke stået op kl 5 for at give op, jeg overbeviste min krop om at komme i gang og komme videre, faktisk snakkede jeg højt med mig selv og ikke særlig pænt. Men det hjalp og jeg kom videre.

Depot 3
Efter øvelsesterrænet kom jeg til Oksbøl, hvor der var et par flade km asfalt. Det var dejligt at få nogle km med lidt mere tempo og det sidste depot nærmede sig. 2 km før depot 3 mødte jeg Daniel og Rahul som fik taget lidt billeder og heppet mig mod depotet.
Ved depotet fortalte de at jeg nu var nr 2 og at Peter, som nu var nr 1, var ca 15 minutter foran og så træt ud. Jeg fik tanket op med energidrik og spist snolder og drukket en masse cola.

Næste mål 80 km
Fra depotet var der 15 km til mål og 10 km til jeg rundede de 80 km. Målet med 80 km på 10 timer lå lige lidt for langt væk til at jeg troede på det, men jeg forsøgte at holde lidt tempo, hvilket betød ca 7:30.
De første 5 km fra depotet var på asfalt, men herefter kom jeg ind på det fedeste spor igennem skov på single track.
Jeg nåede de 80 km på 10:25 og manglede nu kun 5 km, som fulgte stranden på en lille sti med udsigt til solnedgang over Ho Bugt.

Solnedgang og 100m til mål

Solnedgang og 100m til mål

De sidste km løb jeg helt nede på stranden, jeg pakkede GPS’en væk og nød udsigten til en kold øl i mål.
Efter 11 timer og 15 minutter krydsede jeg målstregen på strand promenaden i Hjerting som nr. 2, ca 18 minutter efter Peter. De sidste to på den lange tur kom ind ca 2 og 3 timer efter.

Mål øl :-)

Jacobsen Brown Ale 🙂

Efterfølgende er jeg egentlig ret godt tilfreds. De 80 km på10:25 er, ruten taget i betragtning, helt fint og jeg kan ikke sætte en finger på hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg fulgte programmet og de små skader jeg fik kom jeg rimeligt nemt igennem. Så nu er jeg klar til en masse km i vinter vejr med frost og sne. Næste løb er Fusingø trail d. 27 december på 52 km og herefter VUMB i februar på 2×37 km.

West Coast Autumn Ultra del 1 træning

Træning og forberedelser til West Coast Autumn Ultra 

Næste mål er West Coast Autumn Ultra om 3 måneder.
Løbet er på 85 km med start ved Blåvand fyr og via strand, klitter, plantager og øvelsesterræn mod mål ved Hjerting Badehotel. Med ca 400 højdemeter lød det som en overkommelig opgave.
Ønsket til træneren er at jeg skal have et program, der får mig i form til at løbe hele vejen. Det behøver ikke at gå stærkt, bare jeg ikke skal holde pauser og gå alt for meget.
Rune, fra Runningnow , strikkede et program sammen til mig med både intervaller, tempoture og progressive løb. Hvilket ellers ikke er mine foretrukne discipliner, men nu skulle det prøves.
Intervallerne blev jeg nærmest glad for. Jeg fandt en dejlig lang sti, puttede noget musik i ørerne og så var det nærmest sjovt. Tempoturene derimod var ved at slå mig ihjel de første gange og jeg kunne slet ikke få tempo nok på, men efterhånden fik jeg bedre styr på at disponere min kræfter, så jeg kunne holde samme tempo hele vejen. De progressive løb blev jeg aldrig glad for, jeg kan simpelthen ikke finde ud af at skulle stige i tempo hele tiden. Jeg følte at jeg konstant skulle se på uret, så jeg fandt mange undskyldninger, på de dage, for bare at løbe en tur. Jeg startede med omkring 50km om ugen og øgede langsomt op til 80km med en enkelt restitutions uge hvor jeg var nede på 40 km. De sidste 2 uger var nedtrapning frem mod løbet.

Onsdags trail med RunningWild Aarhus trail runners

Onsdags trail med RunningWild Aarhus trail runners

Brækket lilletå

6 uger før løbet, på en onsdags tur, hvor jeg løber på bare fødder og selvom det nok var ved at være lige mørkt nok til at kunne se, hvad jeg træder på, så virkede det som en god ide. På vej op af en bakke i nogle blade høres lyden af trærod, der ikke giver efter ved sammenstød med lilletå, og efterfølgende banden fra mig. Jeg løber videre og bliver enig med mig selv om, at det bare er slaget, og at det ikke gør så ondt igen. Da jeg kommer hjem kommer der is på, herefter bliver den tapet godt ind og nu kan jeg både gå og løbe.
Efter en uge hvor det mest er blevet værre og tåen er sort og hævet, vælger jeg at losse den ind i en træstub hjemme i haven, hvorefter jeg beslutter at det nok er bedst lige at kontakte en læge. Vagtlægen stiller diagnosen over telefonen. Brækket tå og ro i fem uger. Hvilket selvfølgelig betyder tape og ellers bare følge programmet som planlagt.
Efter en uge hvor det mest er blevet værre og tåen er sort og hævet, vælger jeg at losse den ind i en træstub hjemme i haven, hvorefter jeg beslutter at det nok er bedst lige at kontakte en læge. Vagtlægen stiller diagnosen over telefonen. Brækket tå og ro i fem uger. Hvilket selvfølgelig betyder tape og ellers bare følge programmet som planlagt.west coast brækket lilletå

 

Gps rute

Det var nu, ca 4 uger før raceday, at det gik op for mig, at ruten ikke var opmærket, og at jeg ikke havde en gps til at vise mig vej. Men et opslag på Facebook og få timers tålmodighed så var Jacob klar med hjælp. Jeg kørte en tur til Skanderborg og efter en hyggelig rundtur i Jacobs baghave, havde jeg styr på det og var klar til at finde vej.

Ældste sønnen med på trænings tur

Ældste sønnen med på trænings tur

Smerter i læggen

Med lidt over 3 uger til raceday, på en 8 km tur, kan jeg efter 7 km mærke, at venstre læg begynder at spænde lidt op, og efter 500 m begynder det at gøre ondt. Jeg beslutter at sætte farten helt ned og lunte hjem.
Smerten sidder midt på læggen helt oppe under knæet. Jeg droppede et par ture, og efter 2 døgn med hvile og tigerbalsam kunne jeg gå smertefrit igen. Så jeg prøvede en lille tur, som gik ok, kun med lidt smerter efter et par km, men det gik i sig selv igen. Efter yderligere to dage med hvile, følte jeg mig klar til sidste langtur, som var en tur på 38 km.Vilhelmsborg West Coast autumn ultra

Sidste langtur

3 uger før raceday er det tid til sidste og længste langtur, som var en tur på 38 km. Sidste langtur ville jeg bruge til at teste både energi og ruten. Jeg havde udset mig de midterste 38 km af ruten. Smerterne i læggen var helt væk og jeg følte mig rimelig klar.Sidste langtur West Coast autumn ultra
Lørdag morgen kl 7.00 stod jeg klar. Jeg havde lagt depot ud ved 19 km med vand, så jeg ikke skulle slæbe på det hele vejen.
Planen var at drikke en halv liter 32Gi energidrik hver time, og indtage en 32Gi endure tab for hver 15 minutter. Jeg havde sat mit ur til at bippe hvert kvarter for at huske tabsene. Jeg plejer kun at huske de første to, og så først komme i tanke om dem igen når jeg er ved at være flad. Jeg havde også anskaffet mig nogle 32gi Gshot som leverer 60 mg koffein, så de skulle også prøves.
Langturen gik efter planen og jeg holdt de planlagte 6:30 og energien fungerede fint. Det eneste jeg manglede var lidt fast føde undervejs.

Jeg mødte denne lille fyr på turen.

Jeg mødte denne lille fyr på turen.

Jeg fik også lige 4 ekstra km i benene. Da det var en midlertidig rutefil, jeg havde lagt ind på gps’en, så det var ikke alle steder, jeg kunne komme igennem. Blandt andet var der en sø, jeg valgte at løbe udenom.
Men en god oplevelse både på ruten og med energien, godt overskud både på turen og efterfølgende.

Kaffemangel

For at få maksimalt udbytte af Gshots, skal man undgå koffein i 2 uger op til løbet. Det kan da ikke være så svært. Jeg drikker ca 2 -3 kopper kaffe om dagen så jeg regnede ikke med at det ville blive noget problem. Den første dag gik ok, jeg havde fundet noget koffein fri the som nærmest smagte ok. De næste par dage havde jeg ondt i hovedet og køre turen forbi BKI var ren tortur. Efter 3-4 dage gik det fint nok. Men lidt vildt at man kan være afhængig af så lidt kaffe.

Flere smerter i læggen

Med under 2 uger til raceday, på en 10 km tur begyndte læggen igen at gøre ondt. Jeg luskede hjem efter et par km, og blev enig med Rune om, at jeg kun løb de ture, jeg følte ville være ok og så helt at droppe at løbe intervaller.
Jeg valgte at holde helt pause ind til weekenden, hvor jeg havde en 14 km tur. De 14 km løb jeg med uret på lydløs i lommen, for ikke at presse mig selv og bare løbe efter hvad kroppen sagde. Turen gik fantastisk, både tempo og puls var for højt og jeg mærkede intet til læggen.
I ugen op til løbet løb jeg et par rolige små ture, helt uden at mærke noget til læggen og jeg følte mig helt klar til raceday.

Udstyr

Jeg forsøgte at pakke så let så muligt.
2 500ml drikkedunke. Fyldt op med energidrik fra start.
7 breve 32Gi energidrik.
4 rør med 32Gi endure tabs, en for hver 15 minutter.
4 breve 32Gi Gshots
Action cam.
Musli barer 6 stk.
1 pose flæskesvær.
Hue og vanter bare for en sikkerheds skyld.
Vivobarefoot neo trail.
Gps med ekstra batterier.
Langærmet trøje.
¾ tights.
Vind og vand afvisende jakke.Oppakning West Coast autumn ultra

Når ultra bliver hverdag

Rocky Mountains National Park

“5:00 — 5:00 — 5:00”. Jeg kigger forvirret på min aggressivt bippende telefon. Hvorfor i alverden gik jeg med til at deltage i onsdagens morgenløbetur med Rocky Mountain Runners? Mandag aften på pubben virkede det som sådan en god idé! Jeg forbander mig selv, imens jeg søvnigt tumler ud af sengen. Kaster koldt vand i hovedet, tager løbetøj på, laver kaffe, drikker kaffe. Jeg forlader mit hus i mørket. Klokken 5:30 starter vi løbeturen fra ranger-stationen i Boulder Mountain Park.

Faktisk er jeg her for at arbejde, eller rettere, for at studere. Jeg er i gang med kandidatgraden i antropologi, og nu er jeg altså her i Colorado for at undersøge, hvordan og hvorfor nogle mennesker finder mening i at løbe flere hundrede kilometer om ugen i de her høje bjerge. Det er derfor, at jeg står op kl. 5 om morgenen for at løbe, selvom jeg egentlig helst ville blive i sengen.

Jeg har aldrig været en morgenløber, og jeg har aldrig nogensinde stået op kl. 5:00 for at løbe mig en tur. Jeg holder af at løbe om eftermiddagen, og jeg holder af at løbe om aftenen. Jeg tror faktisk, jeg holder af at løbe på alle andre tidspunkter end lige netop om morgenen. Denne morgen var det Ben, Ryan, Silke, to andre fyre, som jeg ikke havde set før, og så mig selv. Jeg vidste godt, at de andre var hurtige, men holy shit! Efter blot et par minutter hamrede min puls afsted, og mine ben brændte med syre. Normalt er jeg god til at ignorere smerten og løbe igennem den. Faktisk er det måske min eneste styrke som løber. Det, og så min store bagdel, men den vender jeg tilbage til i det næste blogindlæg. Jeg tænker på Julie, som jeg snakkede med dagen før. Jeg nægter at stoppe, fordi jeg er forpustet og har mælkesyre i benene, når Julie løb over 100 km på en brækket fod. Alting gør ondt nu, men jeg nægter at… Wow, jeg bliver pludselig svimmel og får svært ved at fokusere på stien foran mig. Og så, lige der, på en bjergside i hjertet af USA, imens fuglene begynder at pippe, og solen står op over Colourful Colorado, tømmer min mavesæk sig mod min vilje. Jeg fortsætter med at løbe, kaster op igen, fortsætter med at løbe. De andre er væk, eller også er det mig, som er det. 10 minutter senere når jeg toppen til stor glæde for mine medløbere, som har ventet på mig. I fem minutter står vi ved udsigtspunktet Royal Arch og nyder stilheden, mens morgenstrålerne fra den opstående sol kommer os i møde. I den stille morgen virker de flade sletter fuldstændigt upåvirkede af de pludselige stigninger, der bryder op i landskabet, og danner en skillelinje mellem den sydlige del af Colorado og den nordlige – og som i øvrigt lige har sendt min morgenkaffe på retur. Vi nikker indforstået til hinanden og kaster os i hæsblæsende fart ned af bjerget igen. Kl. 7.30 er jeg tilbage ved mit hus. Kaster vand i hovedet, tager løbetøjet af, laver kaffe, drikker kaffe. Dagen er i gang.

Som sagt er jeg ikke nogen særlig dygtig løber. Jeg er ikke dårlig, men heller ikke specielt god. I Boulder, hvor jeg løb og hang ud med nogle af verdens bedste ultraløbere som Scott Jurek, Anton Krupicka, Sage Canaday og Joe Grant, kom jeg givetvis til at virke som en lidt dårligere løber, end jeg måske egentlig er. Jeg er nu tilbage i Danmark, og kan se, at løbere i Boulder ikke er helt det samme som løbere i Danmark. Eller, i hvert fald ikke de løbere som jeg kender i Danmark. I en samtale godt 30 km inde i en 44 km lang træningstur i Boulder, tog jeg mig selv i at forklare en af de andre løbere, at jeg da godt nok havde løbet et maraton før, men aldrig havde løbet sådan rigtig langt. Det gik hurtigt op for mig, hvor åndssvag den sætning måtte lyde for de fleste af mine venner hjemme i Danmark, men her blandt løberne i Boulder blev der bare nikket tavst og forstående. De fleste af de løbere, jeg hang ud med i USA, havde gennemført adskillige såkaldte ”hundred-milers”, altså 100 mil løb, svarende til 160 km. I bjerge vel at mærke. Min gode ven og informant Greg gennemførte sågar et 888 km løb på under 8,88 dage, imens jeg var i Boulder. Altså over 100 kilometers bjergløb om dagen i knap ni dage i træk. Selv synes han ikke, det var noget særligt at snakke om, og da jeg spurgte ham til det, svarede han ydmygt: ”You actually don’t have to be particularly tough to do this. At the end of the day, I can still only do 15 push-ups”.

For mig var det en ret så eksotisk oplevelse at bo fire måneder i en by for foden af Rocky Mountains med en masse løbere, som har bygget deres liv op omkring det at løbe i naturen. Og måske endnu mere eksotisk, at et maraton ikke er noget ekstraordinært for mange af disse løbere, men ofte blot en træningstur. Jeg tror ikke som sådan, at løberne i Boulder er hårdere eller dygtigere end løbere i Danmark. Jeg tror til gengæld, at hele løbekulturen i Colorado, som er mere fokuseret på ultradistancer, højdemeter og fællesskab, end splittider, pulszoner og personlige resultater, er med til at gøre ultra til hverdag. Blandt løbere i Boulder giver det derfor mening at sige, at en maratondistance ikke er sådan rigtig langt.

I mine følgende blogindlæg vil jeg beskrive den løbekultur og livstil, som jeg har oplevet i min tid i Boulder, og som har fascineret mig dybt. Jeg vil fortælle historier om nogle af de bedste ultraløbere i verden, om tætte møder med vilde dyr, om at bo i en bil for at få mere tid til at løbe, og om mit eget første ultra maratonløb.

,

Skagen Odde Ultra Trail (SOUT) – min første Ultra

Så skete det: SOUT – here I come! Træningen havde gået helt som den skulle, og alle forberedelser var lige efter bogen. Men hold da op, hvor var jeg ulidelig at være sammen med i ugerne op til. Jeg løb min sidste langtur 3 uger før, og startede så nedtrapningen derfra. Så i ugerne op til Skagen Odde Ultra, var jeg sprængfuld af energi, havde mega gode ben, og i super godt humør. Jeg var vist til tider lige på grænsen til at være rigtig irriterende overskudsagtig for mine omgivelser :0) Så tak til alle for tålmodighed med mig!

Dagen før og selve morgenen

Dagen før løbet havde jeg heldigvis en meget kaotisk og intens arbejdsdag. Ellers tror jeg, at jeg ville have haft meget svært ved at være motiveret og fokuseret på arbejde. Jeg kørte til Skagen om eftermiddagen, og det var rart at få en køretur, hvor jeg kunne begynde at forberede mig mentalt, til at nu var det altså snart nu. Jeg fik ro på i hovedet, men det hjalp dog ikke helt på appetitten. Det var godt nok lidt svært at spise et ordentligt måltid mad, når der bare var kriller i maven, og ingen madlyst. Men så måtte fornuften råde, og jeg fik spist en god portion pasta. Sjovt som fornuften skulle bruges omvendt af hvad den plejer. Plejer i min verden er: ”Nej, lad nu være med at spise mere mad, selvom det smager godt  – du er jo mæt”. :0) Og et lille fif til at falde i søvn og sove dejlig roligt, er en aftendukkert i Kattegat!

Pakket og parat

Pakket og parat

På selve morgenen for løbet, tågede jeg rundt. Det startede ellers fint med, at jeg spiste 2 ½ time før løbsstart, men så satte raskløsheden ind. Jeg havde ikke lagt en plan for hvad jeg skulle bruge de næste 2 timer på, så jeg futtede lidt rundt og snakkede med andre løbere. Og jeg fik smidt min nøgle væk, panikkede, fik andre til at lede efter den, hvorefter jeg fandt den i min egen lomme! Aftenen før havde jeg lagt alt frem, som jeg skulle have på og med, men blev så pludselig i tvivl om solbriller. Valgte at tage dem med…..nej ikke alligevel…..jo det må jeg hellere…..tog dem med og kunne så ikke finde dem…….fandt dem så i hætten på min jakke……..det var vist mere held end forstand at jeg indfandt mig på startlinjen 15 min før start.”Lessons learned”: Læg alt klar aftenen før, og ombestem dig ikke.

Til start

Det var jo mit første ultratrail, så jeg lærte et par ting om ultratrailløbere. F.eks. at de snakker som sindssyge. Der var simpelthen en knævren og sludren om løb, udstyr, forventninger, generel ”hvordan går det og er du klar”, pølser og kolde håndbajere som ville vente os når vi kom i mål og ikke mindst vejret (jaja – selvfølgelig bliver det ikke regnvejr og vinden er da ikke så slem…… det kom så ikke til at holde, kan jeg afsløre!).

Alt den snakken var pisse hyggeligt, men efter en masse hurtigsnak, kunne jeg mærke, at det fik karakter af overspringshandling fra min side. Min krop reagerede simpelthen, som om at den ikke var klar over, hvad den skulle i gang med lige om lidt. Så jeg trak mig ud til side, trak vejet dybt og bare glædede mig………”Lessons learned”: Jeg har behov for ro og ”alenetid” op til start.

Så gik starten

Og hold da op et tempo der blev sat! Jeg havde lovet mig selv og Rune (min skønne træner fra Running Now) at jeg ikke ville lade mig rive med, og det gjorde jeg heller ikke! Men det var godt nok svært. De første km gik igennem Skagen, og her slap jeg flere og flere løbere, og fik den der følelse af at bliver løbet fra og være en af de sidste. Det er ikke en følelse jeg har det særlig godt med! Så jeg brugte en del energi på at være stædig og ikke lade de andre bestemme min strategi – det er faktisk ret fedt når stædighed kan bruges konstruktivt. Og syd for Skagen fandt jeg et par løbebuddies som jeg fulgtes med indtil 1. depot efter ca. 22km. Super hyggeligt, og meget rart at have nogle at følges med, så jeg ikke var afhængig af selv at finde vej.

Fede stier og smukt landskab

Fede stier og smukt landskab

Ved 1. depot, fik at vide vi var nogenlunde de bagerste, og det var altså bare rigtig træls! Jeg hader bare at være bagerst! De sidste par km inden depotet, havde jeg overvejet at trække fra min løbebuddies, men var lidt ulden ved selv at skulle finde afmærkningerne på ruten. Efter depotet valgte jeg, at nu måtte min ”rypehjerne, der kan bliver væk indenfor en kvadratmeter” lade være med at tage over, og jeg trak fra, og løb de næste mange km alene. Og det var faktisk slet ikke så slemt – og jeg løb ikke forkert! ”Lessons learned”: Ruten var super godt afmærket og jeg kan faktisk godt finde vej når det kommer til stykket.

Halvvejs - og stadig gode ben

Halvvejs – og stadig gode ben

Ved passering af de 30 km (juhu – jeg var halvvejs), gjorde jeg status: Stadig gode ben, og ikke ømme steder. Yes: det kører for mig! Og jeg havde det faktisk helt fint med at løbe alene, og holde mit eget tempo. Og lidt efter de 30 km, startede den vildeste optur for mig. Jeg begyndte at indhente og overhale løbere der af den ene eller anden grund var gået kolde. Det er bare fedt når vedholdenhed og god strategi giver pote. Festen fortsatte helt til 2. depot (efter ca. 44 km), hvor jeg på det tidspunkt have overhalet 23-25 løbere. I depotet havde jeg en vildeste ”runners high”, og til jer som jeg mødte i depotet: Jeg er altså ikke altid så hyper :0)

Efter depotet kom vi ud langs med stranden, og vinden var nu en pæn modvind. Jeg skylder en tak til en intetanende mand, for rigtig god lædækning de næste par km. Man må vel spare på energien når man kan, ikk? :0) De næste ca. 10 km gik super – jeg overhalede flere løbere, men havde ikke helt styr på, hvem der var på 30 km ruten og hvem der var med mig på 60 km ruten. Men der blev da taget en 4-8 stykker 60 km løbere.

Det kørte derudaf, men omkring de 53 km satte trætheden ind. Jeg sværger virkelig, at der var mindst 3000 m mellem 53 og 54 km! Og så drejede vi ud på Sandormens spor, som var bredt, fladt, sandet, kedeligt og med den ondeste modvind. Der fik jeg godt nok lyst til at tude, og tænkte, at jeg da godt kunne gå lidt. Bare lige lidt……. Indtil da, havde jeg kun gået, når det var opad klitter, og jeg tænkte, bare lige 10-20 meters gang, kunne det da ikke ske noget ved………. Men efter 10 skridt, kiggede jeg mig over skulderen og så en mandlig løber komme op mod mig. Efter at have overhalet så mange løbere, og haft den fedeste optur, skulle jeg altså ikke indhentes. Så jeg fokuserede på at sandet lige, her hvor jeg var lige nu, var dejligt hård, og løb igen. ”Lessons learned”: Med den rette fokus og stædighed, kan man lige lidt mere end man tror :0)

På Grenen i god sidevind

På Grenen i god sidevind

De sidste km gik forbløffende hurtige. Pludselig stod jeg på Grenen, i den sejeste sidevind, og så var det bare medvind hjemad. Sikke en fest. Og 300 m før mål stod mine unger og deres far og tog i mod mig og fulgtes med mig i mål. Tusind tak til jer alle 4. Og tusind tak for verdens bedste krammer, da jeg havde krydset målstregen!

Verdens bedste mål-krammer

Verdens bedste mål-krammer

Dagene efter og hvad så nu?

Dagene efter havde jeg overraskende nok, ikke særlig ømme ben. Der var bare rigtig rigtig langt ned til gulvet! Men jeg var godt øm i skuldre, nakke og overarme. Jeg skal vist have trænet noget mere styrke/klatring inden næste ultraløb. Og så har jeg opdaget et nyt fænomen: Hobit-appetit. Morgenen efter løbet, vågnede jeg og var sulten, spiste morgenmad, blev mæt, der gik ½ time, hvorefter jeg var sulten igen og spiste morgenmad en gang til. Det gentog sig til frokost. Og aftensmad. Og mandagen morgen. I løbet af mandagen gik det over – heldigvis, ellers ville det ende helt galt!

Hvad er så mit næste mål? Jeg er ikke helt sikker, men det skal helt sikker være ultratrail igen. Jeg går med et potentielt race, men skal lige have et par ting til at falde på plads inden jeg melder det ud. Så hold øjne og ører åben, jeg melder nok snart ud!

,

Jeg løber aldrig mere…

“Jeg løber aldrig mere.

Hader asfalt, hader trail, hader bakker, hader vind, hader alt ved løb.!”Skærmbillede 2015-10-06 kl. 22.14.09

Sådan lød min sms til mine venner søndag morgen kl 04:59 den 13 september 2015.

 

“Hvorfor dælen sender jeg sådanne en besked” spørger du nok dig selv.

For at du skal forstå grunden til denne besked, så tager jeg dig med tilbage til

fredag den 11 september kl 12:00.

Efter flere måneders forberedelse, sad jeg i bilen på vej mod Odense Hovedbanegård for at hente min lillebror.

Han skulle de næste 48 timer være min trofaste hjælper, min wingman, føreren af min følgebil under hele ultraløbet, 100 miles – around the isle of Mors 2015. http://100miles.dk

Et løb på 100 miles (160,9 km) løbet i et kuperet terræn og i et stræk med en tidsgrænse på 26 timer.

Op til dette løb var der ingen nerver at føle, ingen sommerfugle i maven – tegn jeg tog for at være positive, og for at al min forberedelse havde givet pote.

Da vi endelig kom frem til Danhotel Nykøbing Mors, og havde fået os tjekket ind, stod den på nummerudlevering, aflevering af mine personlige oplysninger mht kontaktpersoner og den sædvanlige underskrift for, at have forstået at løbsledelsen fralagde sig alt ansvar mht skader og lign.

Her fik man det første kig på finisher trøjen man ville få udleveret ved målgang inden for tidsgrænsen.

Og den skulle man selvfølgelig røre lidt ved, og smile ved tanken om at trække den over hovedet – forhåbentligt – natten til søndag.

Ellers så stod fredagen på fællesspisning med de andre løbere, og her skal jeg love for man lige fik kigget hinanden an.

Her fik jeg indtrykket af, at der var mange der kendte hinanden, og at det var et tæt knyttet felt.

Det fede ved sådanne slags løb som dette er, at man er en stor “familie” og alle snakker med alle, deler gode råd og ikke mindst fortæller “røverhistorier”.

Aftenen endte tidligt i sengen, man skulle jo være frisk til næste dag.

 

Raceday

Lørdag den 12 september kl: 06:30 ringede vores vækkeur, og der skulle spise den obligatoriske morgenmad bestående af havregryn med rosiner og mælk, 1 kop sort kaffe, samme mængde vand og en banan. – Dette har jeg altid spist inden jeg har skulle deltage i diverse races.

Kald et bare overtro, men det virker for mig hver gang.

Samtidig var det min første kop kaffe i 7 dage op til løbet, og kaffen var gude god.

Utroligt man kan savne kaffe så meget.

 

Morgenmaden var overstået og nu skulle der skiftes til løbetøjet.IMG_1096

Jeg vil lyve hvis jeg ikke påstod, at nu begyndte løbet mentalt for mig.

Jeg gik ind i mig selv, og min bror vidste godt, at det kun var det allervigtigste han skulle “forstyrre” mig med.

 

 

 

 

 

Next stop Kirketorvet

Alle løbere blev kørt i bus ind til Kirketorvet, Nykøbing Mors, til personlig præsentation af hver enkelt løber, ved taler fra borgmester samt viceborgmester.

 

IMG_1100

Herefter gjorde alle sig klar til start.

 

Kl: 09:30 lød startskuddet og foran lå 160.9 km.

Allerede fra start af, var jeg meget optaget af at holde mit tempo nede.

Jeg havde de sidste tre uger op til løbet trænet i at løbe “langsomt”.

Det lyder måske mærkeligt, men at skulle løbe så langt, kræver at man holder en stabilt tempo, som ligger lavt i forhold til hvad man er vant til at løbe – det var ihvertfald gældende for mig, da jeg løber væsentligt hurtigere end det tempo der var sat til 5:45min/km.

Men alligevel lå mit tempo væsentligt hurtigere de første 10 km, da der her blev løbet blandt en del tilskuer.

Herefter fik jeg styr på det, og indtil de 30 km gik det godt.

 

Første negative følelse

Den første negative ting poppede op i mit hoved, da jeg rundede de 30 km.

Jeg havde over de sidste 5-7 km begyndt at få utroligt ondt i min venstre ankel, og kunne nu kun løbe på ydersiden af denne.

Hver gang jeg kom til at løbe på indersiden, grundet hældningen i asfalten eller fordi vi løb på stier, gjorde det ondt som en i h……

Før løbet havde jeg lovet mig selv, at blev jeg “skadet” i den første tredjedel af løbet, ville jeg trække mig, og var det i den sidste tredjedel, ville jeg gennemføre uanset smerten.

Men jeg kunne ikke kaste håndklædet i ringen allerede nu.

Det ville være så forkert at gøre.

Jeg vurdere situationen de næste 5 km, og valgte at fortsætte løbet, trods smerten.

En beslutning jeg tog sammen med min bror, som ved hvert depot – hver femte km – stod og ventede på mig med det aftalte energi, væske samt mad.

Løbet fortsatte og hver gang jeg passerede tilskuer på ruten, glemte jeg smerten og løbet blev derved lettere.

 

Krise nummer to

De 60 km var nu lige om hjørnet.

Men nu drillede den højre ankel.

IMG_1158Jeg var nedslået, negativ, og nok ikke sjov at være i nærheden af.

Jeg var nu forbi den første tredjedel, og var i det dilemma jeg havde sat mig selv i tidligere.

Drop ud og undgå en større skade, eller fortsæt og tag tingene som de kommer.?

Jeg sagde ikke meget til min bror ved 60 km, udover “hvad skal jeg gøre.?”

Hans svar var simpelt.

“Er der en mulighed for at løbe, så gør du det fandeme.”

Maden blev spist, Enduren fra 32Gi drukket i aftalt mængde, chews slugt og ned røg en saltstick også.

Det samme gjorde jeg.

Afsted mod de 65 km. – Dog med den aftale med min bror, at ved det obligatoriske lægetjek ved 80 km, skulle der intet nævnes omkring mine smertende ankler. (Havde jo skrevet under på, at det deltagende lægehold til hver en tid, kunne tage en løber ud, hvis disse mente at vedkommende ikke kunne fortsætte, eller ville være til fare for sig selv). Så jeg skulle bare virke frisk.

 

Af årsager jeg endnu den dag idag ikke er klar over.

Så var jeg så heldig at komme til at støde ind i en af de andre deltagere.

Mette var hendes navn, og hun var en positiv stjerne, der viste mig vej ud af krisen.

Vi faldt i snak de næste 2 kmog jeg kunne mærke hvordan energien stille og roligt kom tilbage og de positive batterier blev igen ladet op, og en varme samt rolig følelse, lagde sig tæt omkring mig.

Vores veje skulle igen skilles ved de 67 km.

 

IMG_1179Ved 67 km havde arrangørerne som noget helt nyt, lagt en bakkespurt ind på den berygtede Salgjerhøj.

En bakkespurt på 1 km med den undtagelse og udfordring i, at den steg 9,5% i gennemsnit hele vejen.

Den trak tænder ud ved mange af løberne.

Specielt med 67 km i benene på dette tidspunkt.

Men med en fantastisk opbakning hele vejen op, gik det som en leg – eller, nej det var pisse hårdt.

Kampen på Salgjerhøj

Jeg var nu holdt op med at tælle ned på km, men derimod var tiden taget over.

Jeg talte timer der var tilbage til mit mål var nået, istedet for at tælle ned i km.

Det hjalp mig hen imod de 80 km og det obligatoriske lægetjek.

 

Opturen

Men der var sket det fantastiske.

Jeg var nu positiv, ved godt humør og energien var der bare.

Benene føltes ikke tunge og de ville bare fremad.

Inde i  mit hovede kørte den samme ukendelige sang igen og igen og igen og igen…

En mærkelig føles når man ikke rigtigt tænker mere.

 

80 km, lægetjek overstået og nu på vej mod ukendt land.

Jeg havde aldrig tidligere løbet længere end 84 km, og denne grænse blev snart krydset.

Dette var min eneste ukendte grænse, for hvordan ville min krop reagere når jeg nåede ud på den distance.?

Men det gav bare mere blod på tanden, for herefter var det de 100 km der skulle nåes. Et magisk tal for mig – og nok også for de fleste andre.

Tempoet var stadig nogenlunde stabilt, omkring de 5:50-6:00 min/km.

Stadig ingen tegn på ukendt træthed.

 

Mørket falder på

Klokken var nu blevet spisetid – for dem der ikke løb.IMG_1195

Og det var nu at mørket ville begynde at kunne anes.

Det var det eneste der gjorde mig rigtig nervøs. For hvordan ville jeg reagere når mørket opslugte mig, og jeg skulle være “alene” kun hjulpet på vej af min pandelampe.

Så jeg forberedte mig mentalt, og der blev aftalt helt konkret hvad jeg nu skulle gøre brug af.

Her taler jeg om varmere tøj – langærmet, vest, jakke etc.

Jeg havde indtil videre kun løbet i t-shirt og korte tights, hvilket ikke havde været for koldt på noget tidspunkt.

Men jeg vidste også godt, at det ikke på nogen måde ville være varmt nok til om natten.

Så inden det blev helt mørkt, skiftede jeg til langærmet trøje fra craft, med windbreaker på hele forsiden.

Dette skulle vise sig at være et godt valg.

For mørket havde kun lige lagt sig blidt, da man straks kunne mærke kulden.

Jo mørkere det blev, jo mere fandt jeg ind i en form for “puppe” der lukkede alt ude.

Nu var der kun mig og lyset fra min pandelampe.

Det eneste der brød denne “seance”, var når min bror kørte op på siden af mig, lige for at tjekke til mig, samt aftale hvad der næste gang skulle være klar.

Ellers var det de få gange, en anden løbers følgebil kom forbi mig i sneglefart.

Men en virkelig rar fornemmelse at løbe “isoleret” på denne måde.

 

Med natten kom også energien

Jeg var ikke træt mere – forstået på den måde som de fleste af os kender.

Følelsen hvor man af og til har lyst til at lave en 180 grader vending og løbe hjem igen.

Jeg vidste at der kun var en vej, og det var vejen frem, og intet andet.

Det var med til at holde fanen højt og bare fortsætte.

 

Temperaturen blev ved med at dale stille og roligt, og nu blev den største udfordring at komme igang igen efter hvert stop ved depoterne.

Det gik lynende hurtigt, fra jeg var varm til jeg hundefrøs.

Det var ikke noget problem at komme igang med løb igen, efter indtagelse af div. drikke samt fast føde hver femte km.

Men det var det at få varmen igen.

Mine lemmer var helt kolde, og jeg følte en ubehag hver gang jeg skulle igang, hvilket skyldtes kulden.

De sidste besøg i depoterne var det blevet aftalt, at jeg skulle have min fleece jakke på og starte med at løbe igen mens jeg stadig bar denne.

Det hjalp mig gevaldigt.

Stadig ingen træthed at føle.

Jeg var virkelig oppe på mærkerne nu, følte at intet kunne stoppe mig.

Der var nu et enkelt marathon tilbage.

Men det var kun timerne jeg tænkte på, ikke km. Det gjorde det hele meget mere overskueligt.

 

Jeg var nu ved de 140 km depotet, alt sødt, mad og drikke hang mig ud af halsenIMG_1212

Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at drikke mere sødt, spise mere “vingummi” eller tygge endnu en tablet med energi i.

Det samme gjaldt for mine sandwich. De var en kamp at sluge, men jeg vidste udemærket vigtigheden i at dette skulle ned. Planen skulle holdes, ellers ville det give bagslag.

Så selvom det var hårdt at spise – ja hårdt – så blev jeg ved, og dette var nok den største kamp i denne del af løbet.

 

 

Da jeg ramte de 150 km og nu vidste at der ikke var lang vej igen, så tog fanden over.

Vi skulle løbe bagom Jesper hus blomsterpark, som gik igennem et stykke skov.

Med lidt bakker sagde de.

Ja ja, nogen sagde også at Mors var flad som en pandekage.

Skærmbillede 2015-10-11 kl. 21.46.23

Højdeprofil over løbet – beviset på at Mors ikke er flad som en pandekage

 

Men denne skov, måtte være en bjergskov – sådan føltes det ihvertfald der kl 03:00 natten – og til og med i bælghammerende mørke.

Ikke nok med at det var mørkt og jeg høj lydt løb og bandende som en stiv sømand, så var der fest i Jesper hus blomsterpark.

De gav den gas, så halvvejs gennem skov inden jeg igen ramte vejen, blev jeg fulgt af tung bas og stive mennsker.

Det eneste jeg tænkte på her var, hvor meget jeg hader tømmermænd.

Ja – jeg har tidligere nævnt at jeg ingen tanker havde under løbet, men dette beviser at jeg var ret langt ude i hampen, når der så endelig var tanker.

Spøjst.

 

Opløbet

Det vil være forkert at sige at opløbet er 10 km ude. Men det var her jeg satte spurten ind.

Jeg valgte at springe det sidste depot over, og sætte tempoet op, benene var friskere end på noget andet tidspunkt på hele turen, vejrtrækningen var perfekt og jeg ville mest af alt bare hjem.

Jeg suste forbi depotet ved 155 km – det prøver jeg at foreklare mig selv at jeg gjorde – til stor overraskelse for de to personer der stod ved der.

Men heppede det gjorde de godt nok.

Herfra og resten af turen kan jeg huske meter for meter.

Det var som om mine sanser og min hukommelse kunne rumme 1000 gange hvad den ellers ville registrere.

En virkelig fed følelse.

Jeg hoppede ind og ud af det vi kalder for “Runners high”.

Alle sving og alle sideskift blev gjort med milimeters præcision for at spare tid, skridt og ikke mindst energi.

Jeg var så klar.

Jeg kunne begynde at mærke en prikken i hele kroppen, følelserne begyndte at vælte rundt, jeg var ved at græde, så blev det skubbet væk af gensynsglæde med min bror, så væk af en fanden i voldsk følelse for bare at spurte, og lysten til bare at råbe som en anden tosse – hvilket nok ikke var så god en ide, da jeg på dette tidspunkt løb i et villakvarter.

Men super fedt at mærke kroppen opfører sig sådan.

Alt dette blev pludselig afbrudt da jeg rundt om et hjørne så to på cykler, stoppe op, og så begynde at klappe af mig, og så lige sige “det ser godt ud, kom så, du er snart færdig.”

Hvilken kæmpe opbakning dette var for mig, og hvor var det stort at et ægtepar i tresserne, cykler rundt i et villakvarter kl 03:30 en søndag morgen, for at heppe på os løbere.

Syrealistisk, virkelig syrealistisk.

Km for km åd jeg asfalt, stier og fortovene, jeg vidste at jeg snart var der.

Og der rundt om et hjørne, kunne jeg se beachflagene hvilket viste det 200 meter lange opløb, med det store timeur der lyste op med sin orange farve.

Nu var jeg der.

Nu var jeg igennem.

Intet kunne stoppe mig nu.

Glæden væltede ned over mig til lyden af klap fra de mange folk der stod ved målstregen og ikke mindst min brors stemme der råbte mig fremad.

Opløbet – de sidste 200 meter –

Der, jeg var i mål.

18:47:50 stod uret på.

Done, finitto, så var den ged barberet.

 

Dagen derpå

 

Søndag kl 07:15 stod jeg op.

2:15:00 timers søvn blev det til.

Lagsomt fik jeg mig vraltet ud på badeværelset og fik taget mig et bad.

Herefter gik jeg sammen med min medløber Carsten over til runners lounge for at få en kop kaffe, lidt morgenmad samt og ikke mindste det vigtigste, for at klappe de sidste løbere ind, når de kom i mål.

IMG_1222

Der var stadig løbere ude på ruten.

Det er det vidunderlige ved at deltage i ultraløb. Alle hepper på hinanden og giver gerne en hånd mht at hjælpe.

 

 

 

 

 

Da vores hver især hjælper var stået op, var det igen ind til Kirketorvet til præmieoverrækkelse i form af en gavekurv med gaver fra div. sponsorere til løbet.

IMG_1226

Gudskelov skulle vi ikke op på scenen igen, hvilket for mange ville have været en udfordring af de større.

Underligt nok, var jeg nogenlunde gående, men det var nok pga følelsen af victory for gennemført ultraløb, 100 miles, som faktisk viste sig at være 163.18 km ialt.

 

 

 

 

 

Nu skulle vi bare hjem til Odense igen.

Godt jeg havde taget fri fra arbejde om mandagen.

 

Om jeg gør det igen…?

Ja hvem ved.

 

Nu skal der først trækkes nye projekter ud af truckerkasketten.

 

The Geek Runner

IMG_1241

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

,

Swiss Alpine k78 – vejen til min ultraløb debut

En føljeton om min forberedelse til Swiss Alpine k78 2016

Da jeg startede med at løbe og trænede op til mit første marathon blev jeg hurtigt interesseret i hvad der ellers lå og lurede i fremtiden af udfordringer. Jeg fandt ud af at der var noget der hed ultraløb og det var helt ubegribeligt for mig at forstå at nogen kunne (og ville) begive sig ud på distancer på 50km, 100 km, 100 miles, etapeløb og så videre. Ret hurtigt blev der dog også tændt en gnist og det sitrede i mig for en dag selv at kunne begive mig ud på noget lignende. Det klassiske og store Swiss Alpine K78 blev hurtigt opdaget og i flere omgange fascinerede det mig, og jeg lovede mig selv at stille op til dette løb en gang i fremtiden.

 

http://www.swissalpine.ch/

Swiss Alpine K78

 

”there is no time like the present” som nogen engang sagde og jeg er utrolig spændt og stolt over at min ultra debut skal være ved Swiss Alpine k78 i Davos i 2016. Jeg glæder mig til at fortælle jer om mine forberedelser frem mod løbsdagen. Det kan dog være en utrolig uoverskuelig proces at skulle planlægge et træningsforløb frem mod et ultraløb. Dels er der langt færre ressourcer online i forhold til marathon planlægning og træning, og dels er træningen i langt højere grad løbs specifik da hvert enkelt løb byder på sine egne udfordringer. Jeg vil derfor køre en blog serie om mine forberedelser frem mod Swiss Alpine k78 og jeg håber DU kan finde inspiration hvis du også står og overvejer at kaste dig ud i et lignende løb. Samtidig vil det fungere som en øget motivation og hjælp til at holde gang i træningen, at jeg på den her måde skal blogge om mit forløb og ”stå til regnskab” over for læserne

 

Del 1 – Overordnet planlægning.

 

Jeg kender et par stykker der har gennemført k78, et par løbekammerater jeg har mødt igennem den fænomenale løbeklub Sparta som vel nok er Københavns største løbeklub, der samtidig er bredt funderet og derfor rummer elite såvel som nybegyndere. Eksempelvis har klubben 0- 5 km begyndertræning hvor helt nye løbere kan løbe i hold med erfaren løbetræner og arbejde sig op til at kunne løbe 5 km i løbet af et 12 ugers program. Samtidig vinder Sparta’s elite løbere motionsløb og marathon på ugentlig basis så der er virkelig lidt for enhver smag i klubben.  Derudover har jeg fået inspiration til mit forløb fra diverse internet forum, hvor især K78 trådene på loebesiden [ www.loebesiden.dk] har været hjælpsomme. Det gode er at hvad ultraløb angår, så er k78 betegnet lidt som et hyggeløb (gisp!) dvs. udover at det forhåbentlig er et godt debut løb, så vil jeg tage afsæt i klassisk marathon træning, som jeg så vil udvide til at forløbe over længere tid, og med længere ”langture”, samt enkelte andre modifikationer

 

Del op i blokke

Programmet vil jeg fase inddele således at hver periode på 3 måneder har hver sit tema og formål. Det har den klare årsag at programmet skal løbe over 9 måneder (November 2015 – juli 2016) og et traditionelt special træningsforløb mod marathon over blot 12-16 uger. Faserne vil i grove træk blive inddelt således:

Måneder Fase Fokus Målsætning
Nov – Jan

(13 uger)

Grundtræning Kun ture i langsomt (maffetone) tempo. Testløb på 10 km undervejs Byg op til ugentlig mængde på 90 km
Feb – April

( 13 uger)

Udholdenhed Løb i kuperet terræn. tempoløb, VO2 max Bliv god til bakkeløb (op og ned) PR på marathon, og ½ mt
Maj – juli

(12 uger)

Løbsforberedelse Løbeøkonomi. Tærskel,Vandreture i bakket terræn med rygsæk. styrketræning ”Peak” langture (marahon distance). Gerne to marathon ved 2-3 ugers mellemrum.

 

Hver blok vil få et ugeprogram der vil tage hensyn til langsom progression for at undgå skader, og de fokusområder og målsætninger der er tema for hver blok.

 

I mit næste blogindlæg vil jeg gå i detaljer med hver fase