Indlæg

Cold Hawaii Ultra 2017

Cold Hawaii Ultra 2017

Cold Hawaii Ultra 2017

Denne gang kommer der en kort fortælling om dette 50km løb fra Hanstholm til Agger.

Se mere om løbet her

Forberedelse

Forberedelserne til løbet har været meget sporadiske og jeg har ikke fået løbet så meget som jeg burde. Det vil sige at det samlet set er blevet til 45km i September.
Jeg havde dog valgt at jeg ville løbe alligevel for at se hvordan det ville gå.

Udstyr

Det er altid lidt svært at finde ud af hvad man skal løbe i for denne gang var ikke nogen undtagelse
Jeg valgte følgende fra fødderne og op

  • Altra Lone Peak – god plads til tæerne
  • Inov8 Mudsoc – strømper i uld
  • Fusions tights – Lommer til småting
  • Standard løbetshirt – har erfaret at det ikke betyder så meget for mig
  • Inov8 Race Elite jakke – vandtæt anorak
  • Thy Trail Marathon buff –  god til lidt ekstra varme på halsen
  • Aonijie Vest – Vest med mange lommer
  • Tailwind Energi – God energi til at blande i vand
Flatrunner

Flatrunner

Indskrivning

Jeg kom til indstilling fredag da jeg skulle overnatte i Thy. Da jeg kom var jeg den den sidste der skulle med bilen til overnatningsstedet. Vi skulle overnatte på noget der hedder Langebjerggård hvor der er plads til 77, men det var kun 3 der skulle overnatte vi fik et værelse hver. Jeg fik ordnet min seng og gjorde det sidste klar til dagen efter

NOVATEK CAMERA

Langbjerggård

Det var rigtig dejligt at man kunne fokusere på at komme op om morgenen og ikke skulle køre langt for at komme derop. Dagen efter blev vi hentet klokken 8:10 og kører til start da vi kom til starten var der allerede mødt nogen løbere op og der bliver snakket. Senere kom der en bus kørte fra målområdet ved Agger hvor målet var. Der gik ikke så lang tid inden starten gik

Løbet

NOVATEK CAMERA

Starten

Starten

Det startede i regnvejr
Vi startede regnvejr og Løb fra Hanstholm madbar vi løb på stier indtil vi kom på cykelstien, hvor vi skulle løbe 10 km. Det var et rimelig kedeligt transportstykke som vi desværre ikke kunne undgår.

NOVATEK CAMERA

Cykelstien

Kilometerne gik ok at jeg snakkede godt med min løbemakker. Vi kom til depotet i Klitmøller ved ca 12 km og fortsatte mod Nørre Vorupør.
Efter  Klitmøller kom vi ind på nogle små stier. Det var dejligt at komme væk fra asfalten på andet underlag.

NOVATEK CAMERA

Gode stier

Stranden

Det viste sig dog at det ikke var alle stykker der var lige gode. Vi kom til stykke på stranden for at komme til andet depot i Nørre Vorupør ved ca 25km. Stranden var hård at løbe på da fødderne sank et stykke i for hver gang man tog et skridt og vinden kom imod os fra syd øst. Da vi kom til depotet fik vi fyldt godt op da dette var sidste depot inden vi kom i mål.

Stranden

Stranden

Turen forsatte på stranden og underlaget var nu en smule bedre og vi kunne løbe lidt en gang imellem for at få varmen i benene igen. Vi var på stranden i ca halvanden time og 10-12 km. Stranden syntes uendelig og vi kunne blive ved at se løbere langt frem hvilket ikke var godt for motivationen.

NOVATEK CAMERA

Tilbageblik på stranden

Efter stranden

Da vi kom op fra stranden gik turen på markveje til et lille vanddepot. Kort efter depotet var nødt til at slippe min makker da benene var trætte og han var bedre løbende.
Efter at have sluppet min makker løb jeg resten af turen selv. Det var på gode stier og i dejlig natur så det hjælper på det
Løberiet var blevet afløst af at gå løbe intervaller og det bliver mere til en kamp for at komme igennem

NOVATEK CAMERA

Klithede

Flere perioder valgte jeg at løbe til næste markering og derefter gå lidt for så at løbe til næste markering igen. Turen gik ud over klitheden og det var rigtig sjovt at se hvordan det så ud uden den mængde vand der er til Thy Trail Marathon. Desuden løber vi også den anden vej så det er svært at se hvor man er.

Det sidste stykke

I længere tid kiggede jeg efter Lodbjerg Fyr da jeg vidste at herfra var der kun 5-6 km til mål.

NOVATEK CAMERA

Lodbjerg fyr

Lodbjerg fyr kom til syne og benene fik mere energi. Jeg satte mig for at massere mine lægmuskler lidt hvorefter jeg kunne løbe videre. Mål var nu i syne eller jeg vidste ca hvor langt der var der er noget psykologiske at have et punkt man er nået til hvor man ved hvor langt er der tilbage i forhold til at kigge på uret.
På dette tidspunkt var jeg våd og det regnede, men nu gjorde det ikke så meget mere da man var våd hele vejen igennem.

NOVATEK CAMERA

Vejen til mål

Målgang

Jeg kommer til vejen som gik ind mod mål var og var klar over at nu var jeg ved at være der. Da jeg kom tætteere på kunne jeg se min kone der tog lidt billedere og lidt senere kunne jeg også se min datter lige inden jeg løb i mål. Det giver altid noget ekstra at se familen er der.
SlutSiden blev 6 timer og 8 minutter som jeg var ganske godt tilfreds med
Det sluttede i regnvejr

De små ting

Vi fandt hurtigt nyt tørt tøj og det var rart at komme i noget tørt. Man finder hurtigt ud af at på disse lange eller mellemlange tur er det de små ting som man sætter meget pris på når man kommer i mål, hvor tørt tøj var en stor del af det denne gang
Jeg snakkede lidt med min løbemakker om hvordan det er gået. Kort efter gjorde vi klar til at køre hjem. der var mad i løbet men familien havde valgt at vi skulle ud at spise så jeg gav min billet væk Jeg kørte selv derfra og det gik fint.

Reflektion

Efter man er kommet i mål hvor der er gået et par dage tænker man lidt over hvordan løbet egentlig var. Det var et super godt løb med en god stemning men det lange Strand stk i regnvejr kunne jeg godt have undværet.
Fælles for ultraløbet er at der er en afslappet stemning Og alle løbere snakker med hinanden og at høre til hinanden når de løber forbi. Jeg synes at det er hyggeligt at der er en helt anden motivation for løbet end bare at løbe stærkt.
Det kan godt være at man flere gange tænker at undervejs og dette er en dum ide, men når man kommer i mål og kommer på den anden side er det en rigtig god oplevelse.
Det er nok ikke sidste gang jeg kommer til Thy for at løbe Cold Hawaii Ultra og på nuværende tidspunkt har jeg tilmeldt mig Thy Trail Marathon 2018.
God tur derude

,

Når drømmen brister …

I dag skulle jeg løbe mit første ultraløb … årets ultimative udfordring på 60k på Sjællands nordkyst. I stedet sidder jeg her i sofaen og drikker kaffe og hører Mads & Monopolet … her er de sidste dages genvordigheder:

De sidste to uger har stået i taperingens navn inden det løb, jeg har set frem til hele året:  Nordkysten 60k.

Denne uge har så stået på klargøring – tirsdag lidt intervaltræning om tirsdagen i København med Jørgen (han elsker at svinge stopuret), hvor jeg mod slutningen fik lidt ondt i venstre læg, lige der hvor den store lægmuskel stopper. Det føltes ikke helt godt, så de næste par dage behandlede jeg læggen på forskellig vis og blev også helt symptomfri og åndede lettet op.

Torsdag til et lille o-løb i Hedeland som den sidste træningstur. På vej op fra grusgraven gik det galt, selvom jeg tog det rimeligvis med ro … læggen gav et lille smæld, og smerten skar gennem læggen.  F*** (et meget grimt ord) … var min første tanke.  Havde jo haft en fiber i læggen tilbage i december, og genkendelsen af smerten var IKKE velkommen. Selvom jeg havde været symptomfri og godt kunne løbe, så var tirsdagens lille øv-ting åbenbart ikke helt væk – tværtimod skulle der ikke meget til at fremprovokere den igen.

Jeg var helt slået ud … grædefærdig og dybt frustreret … et halvt års struktureret træning løb bare lige ud i sandet … og på få dage var jeg i stedet slået tilbage til start!!

Hjemme igen fik den is på, og hvad der ellers anbefales jf. RICE princippet. Men jeg var godt klar over, at jeg havde en beslutning, der skulle tages – og den var ikke nem.

Jeg vidste jo godt, hvad den ”rigtige” beslutning ville være – nemlig ikke at deltage for ikke at forværre skaden og dermed forlænge skadespausen. Men hold nu OP, hvor ville følelserne ikke lytte til fornuften. Kunne jeg ikke bare starte, og så se, hvor langt jeg kunne komme?  Jeg var dødgod til at finde på alverdens muligheder, som måske kunne lykkes – hvis jeg var heldig …  tage forbi en fys og få plaster på, ultralyd og hvad de ellers kan af diverse kunster for at symptombehandle, så man kan fortsætte.

Jeg valgte at gå på FB og søge en fys i en af løbegrupperne. Jeg forklarede ham, hvad der var sket, og han var enig i, at det lød som en fiber. Der var forskellige muligheder for at behandle, men hvis jeg kom forbi ham som klient, så ville han fraråde mig at løbe 60k 2 dage efter, at den var brudt helt op – uanset hvor meget smertefri jeg kunne nå at blive.

Det afgjorde sagen!

Skulle jeg droppe løbet og få en lille skadespause med mulighed for at komme hurtigt tilbage og fortsætte træningen – og så finde et nyt løb til næste år – eller skulle jeg forsøge at gennemføre 60k, velvidende at det ville koste dyrt i den anden ende med lang skadespause, inden jeg kunne genoptræne benet så meget, at jeg kunne komme ud på mine elskede lange ture igen.

Pludselig var valget ikke så svært …

Jeg var stadig vildt frustreret, men for ikke at blive ”lokket” af den lille abe på min skulder, som gerne ville ud og løbe, så skrev jeg min beslutning på min FB-væg.  NU var det offentligt – ingen vej tilbage.

Men KORS hvor er det hårdt at skulle se drømmen smuldre …

Nu sidder jeg så her i sofaen lørdag formiddag med kaffe i kruset, mens de andre deltagere har tilbagelagt et par timer af løbet – den eneste trøst jeg lige kan finde er, at det regner udenfor, så det er både vådt og glat på ruten – specielt på de store sten – de bliver ikke sjove. Men jeg kunne ikke løbe – jeg humper stadig rundt, så der ville ikke have været mulighed for at løbe.

Og der er faktisk en trøst mere:  Jeg ved, at jeg har taget den helt rigtige beslutning – og jeg klapper mig selv på skulderen over, at jeg har taget det rigtige valg, så nu må jeg bare se at blive klar, så jeg kan snøre skoene igen.

Jeg har selvfølgelig siddet og kigget på mit træningsforløb … er der noget, jeg har gjort, som skulle have været anderledes, men der er ikke noget, som har stukket ud, og selvom jeg har løbet rigtigt mange km, så har jeg været god til hele tiden at lytte til min krop og navigere efter dens signaler. Så jeg tror bare, at det var sort uheld, at det lige skulle ske nu …

 

Når jeg så først har ramt bunden af ”hullet”, så er der kun en vej – og det er op igen …

Derfor er drømmene ikke bristet … de er blot udskudt til næste år.  Jeg har valgt samme hovedmål til næste år:  Nordkysten 60k og har nu knap et år til at blive endnu stærkere og i endnu bedre form, end jeg er nu, selvom jeg lige skal helt ned og starte forfra.

Så jeg glæder mig – og ser nu frem mod 2018 fuld af løbeoplevelser med venner og andre løbetosser.

 

Vi ses derude !!

, ,

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 3)

 

Del 3:   Fra maraton til ultra

Efter en veloverstået maraton glædede jeg mig til at skulle bygge videre på min gode form. Aldrig i mit liv havde jeg været i bedre form. Men så dukkede der lige en ikke-løberelateret operation op i december, som tvang mig til en 3-4 ugers løbepause. Så selvom grundformen ikke helt ville forsvinde, så var jeg dog (igen) banket tilbage.

Pausen fra løb brugte jeg til at læse om løb – hvad ellers? Jeg funderede også over, hvad jeg egentligt havde lyst til nu … efter et par HM og en M. Var jagten på PR i enten halvmaraton eller maraton nok til at motivere mig, eller skulle der noget andet til …

Jeg havde lige snuset lidt til DGI vintercrossløb inden operationen og ville gerne ud og løbe noget mere i naturen – trail – så jeg begyndte at støvsuge nettet og Facebook for information og grupper indenfor trail. Meget hurtigt stødte jeg på ultraløb og læste nogle løbsberetninger. Det at kombinere naturoplevelse og løb lød virkeligt tillokkende, så jeg søgte lidt på forskellige ultraløb i Danmark, som kunne være gode debut-løb, og helst efter sommerferien, så jeg havde tid til at træne mig op til det. Mine øjne faldt på Nordkystløbet (sidste løb i Ultracuppen) midt i august måned. ”Kun” 61k og da den fulgte nordkysten af Sjælland fra Hundested til Helsingør, ville det nok være så som så med højdemeter.

I min søgen efter trailløb i mit nærområdet, var kontakten faldet forbi Holbæk Orienteringsklub – en helt anden måde at dyrke løb på, som både kræver at man er i god form og er i stand til at holde hovedet koldt, så man kan finde vej. Jeg startede op med at GÅ banerne i januar måned (måtte jo ikke løbe endnu). Orienteringsløb – og specielt Holbæk Orienteringsklub – vandt mit hjerte … men det er en helt anden historie, som I får i en separat blog.

Tilbage til distanceløbet … så begyndte jeg i februar – efter endt pause – at træne med henblik på Nordkystløbet.

Mange har spur

cj-berlinhm-2017-1

Første delmål varBerlin HM (igen). Jeg trænede efter samme principper som sidste år … øge distance … langsomt løb og sidste 3-4 uger op til løbet lidt interval, for lige at booste iltoptagelsen. Selvom jeg kun havde haft 2 måneder til at komme i form til dette løb, så gennemførte jeg alligevel i 2:02 (dog ikke med så stort overskud som året før), men jeg var glad, og det gav et godt udgangspunkt for min ultratræning.

cj-berlinhm-2017-2web

 

Efter Berlin havde jeg valgt at hyre en coach i et forløb på fire måneder, fordi jeg ikke selv havde styr på, hvad der krævedes i et ultraløb. Han trænede primært løbere i HM og M distancer men sagde, at han havde trænet andre ultraløbere. Han spurgte, hvad mit mål var – og det var jeg lidt usikker på, for jeg har jo ikke løbet ultra før, så jeg havde kun mit maraton at sammenligne med, så jeg sagde tempo 6:30 i snit (mit HCA maraton lå på 6:09), hvilket ville svare til at gennemføre løbet på ca. 7 timer incl. stop i depoter … men jeg skulle da blive meget klogere.

 

Jeg startede op i coachforløbet – både med tekniktræning og med løbetræning. Hver måned ville min plan, som var bygget op efter samme struktur som HM-planer og M-planer, blive revideret ud fra mit aktuelle niveau, og det lød alt sammen meget fint. Det, der undrede mig, var, at han mente, at jeg kunne gennemføre et ultraløb på 61k med den længste tur på 24k i løbet af hele perioden. Med mit eget kendskab til træningsplanlægning, så syntes jeg, at det lød af meget lidt. Jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg fik presset min krop nok under træning til at kunne holde til et løb på 7 timer, men han bedyrede, at det var fint nok.

Efter lige godt en måned, så fik jeg ved et tilfælde kontakt til en ultraløber på Sydsjælland. Jeg spurgte lidt ind til principper for ultratræning, og han fik refereret mit ugeprogram (som så kunne ganges med 4 for en måned), og han var ganske himmelfalden. Jeg fik slet ikke nok km i benene, og der var ikke lagt styrketræning ind. Hans ord var: Ultraløb er bare ikke et længere maraton – det er så meget mere.

Så jeg afbrød mit samarbejde med coachen halvvejs i forløbet, fordi jeg simpelthen ikke havde tiltro til, at hans træning ville få mig helt igennem Nordkystløbet (jeg havde naturligvis en drøftelse med ham om dette). Dette nævner jeg sådan set kun for at give erfaringen videre – at selvom en coach synes, han/hun godt kan løfte en given opgave, så er det vigtigt at sikre sig, at vedkommende har erfaring med dette, hvordan/hvor tæt der vil blive coachet. Derudover er det vigtigt om vedkommende kender det løb, man skal løbe af hensyn til de specifikke udfordringer, det pågældende ultraløb måtte have, og man kan evt. også kontakte nogle af de løbere, som coachen har haft under sine vinger. Ultraløb er ikke som maraton på landevej – det er et trailløb, og underlaget man løber på kan være særdeles udfordrende og have stor betydning for både tempo, energi- og væskeindtag under løbet.

Jeg fik nogle enkle træningsprincipper af ultraløberen, som ville gøre sig til ultratræning, og som differentierede sig fra den træning, jeg havde lagt til HM og M: Udover den sædvanlige med 10% stigning og restitutionsuge, så blev back-to-back træning introduceret og løb 5-6 gange om ugen, hvor nogle af passene er restitution og et enkelt er lang tur.  Ingen træning over 2½ time, for da begynder kroppen at nedbrydes (undtagen måske den lange tur – den er til forhandling).  Samtidig blev træningen også lagt om fra at være baseret på distance (km) til at være baseret på tid. Grunden til dette er, at 10k på trail tager længere tid at gennemføre end 10k på landevej, så for ikke at overbelaste kroppen, så er det en god ide, at ændre til tid.

Jeg lavede min træningsplan helt om efter disse principper og kunne se, at jeg ville komme til at købe mange flere km om ugen – i snit mellem 55 og 65k – og sidste peak-uge op mod de 75-80k inden tapering 2 uger før løbet. Til dette skulle der så lægges styrketræning 2-3 gange om ugen for at styrke specielt benene (men også overkroppen) til udfordringen. Herudover skulle jeg så væk fra landevejen og løbe meget mere trail – helst på underlag, som minder om det underlag, som jeg skal løbe på til selve løbet.

Sjovt nok kendte jeg pludselig flere tøser fra løbeklubben og orienteringsklubben, som gerne ville med ud på nogle af de lange ture, så vi lavede en lille FB-gruppe, hvor vi kan slå ture op, og så kan de andre byde ind, hvis de har lyst til at være med. Det har fungeret fantastisk godt og har givet mig dejligt selskab på flere af de lange ture.

Jeg løb trail en gang om ugen (2-2½ time) på Det Hvide Spor ved Avnsø – et spor med gode udfordringer. Her fik jeg også ind imellem trænet ultra-teknikken med at gå op ad alle stigninger for ikke at belaste benene for meget. Derudover lagde jeg en længere tur om ugen på landevej men i meget kuperet terræn, og så var der det løse med interval/bakke/tempo-træning og restitutionspas.

traening-moen-2017-1

Den flotteste udsigt ved Møns Klint

I min sommerferie var jeg en tur ved Møns Klint og træne – en tur på 18k, 2½ time og 700 højdemeter. Det er et ganske fantastisk område at løbe i – bare en skam, der er så langt derned. Det var et hårdt træningspas, og helt optimalt så havde jeg lavet en BtB-træning og løbet samme træningspas igen dagen efter.

 

20170710_124415

Sten, sten … og lidt flere sten

Jeg havde undersøgt lidt om Nordkystløbet på FB og fundet ud af, at en af de udfordrende passager i løbet var fra Hornbæk til Ålsgårde, hvor der først er sand, så rullesten og dernæst kæmpesten som kystsikring, som man skal hen over. Jeg tog til Hornbæk og parkerede bilen og ville løbe så langt jeg kunne på ca. en time – og så retur igen. Det var fuldstændigt lige så udfordrende, som lovet.

På stranden/sandet gik det nogenlunde med at løbe. Små skridt er vejen frem.  På rullestenene var det straks værre, jeg skred hele tiden, og mine ankler og fødder blev godt mishandlet, og de sidste knap 3k hen til Ålsgårde var ”gedehop/vandring” henover de store kystsikringssten.  Jeg var lige godt en time om at tilbagelægge de 6k fra Hornbæk til Ålsgårde, og på løbsdagen rammer vi dette område efter ca. 50k, så det skal nok blive underholdende!!

Kystsikringsstenene ved Ålsgårde

Kystsikringsstenene ved Ålsgårde

På vej tilbage til Hornbæk valgte jeg at GÅ på rullestenene, både for at skåne mine fødder og ankler, men også for at se, hvad tidsforskellen ville være ved hhv. løb og rask gang. Den var under et minut, så det viste mig bare, at når jeg kommer til svært løb-bare områder, så sparer jeg kræfter ved at slå over i gang.  På turen tilbage til Hornbæk kunne jeg godt mærke, at kroppen var mere træt, og det tog da også 20 min. længere. En fin erkendelse at have gjort – og ikke mindst mærket underlaget på min egen krop. Gennemsnitstempoet på dette træningspas var 11:30 … LANGT fra mit mål om 6:30.

20170710_124429Underlaget var så måske også noget af det sværeste, vi kommer ud for på race day, men alligevel blev jeg klar over, at jeg var nødt til at revidere mit mål – og ikke kun for at revidere målet i sig selv, men også fordi min energiplan for løbet jo så ville komme til at se helt anderledes ud. Det er nemlig sådan, at vi selv skal medbringe al energi/mad til løbet, der serveres kun frugt, chips og drikke i depoterne.

Så fra en forventet sluttid på 7 timer (med planlagt energidepot for hver 2 timer), så er mit realistiske mål nu 9-10 timer, så det vil sige 3 timer mellem hvert energidepot. Meget afgørende for, hvor meget energi/drikke jeg skal have med i min løbevest.  Min træningstur på nordkysten var også hård ved benene og ikke mindst fødderne, så jeg skal have tapet mine fødder op til løbet, så jeg ikke så nemt vrikker rund, og så fandt jeg ud af hvor vigtigt styrketræning er for at kunne klare sådan en udfordring – så der blev lige skruet op for styrketræningen med lidt tungere kettlebells.

Nu er der så 2 uger til race day. I forrige uge havde jeg en rigtig dårlig løbe-uge. Syntes ikke, der var noget som helst der ville lykkes, og benene ville ikke rigtigt, som jeg ville have dem til. Men jeg nåede da alligevel op på godt 7 timers løbetræning (60k). Den dårlige løbsoplevelse i løbet af ugen udmøntede sig så lige i en krise i troen på egne evner, men heldigvis fik både løbe-Jørgen og min ultraløber fra Møn mig på lidt andre tanker. Den sidste uge har så heldigvis været meget bedre. Jeg nåede op på lige godt 9 timer i alt (82k) – henover weekenden løb jeg 3x10k både lørdag og søndag, så jeg prøvede at løbe 60k på 2 døgn og fik afprøvet løbets distance med mulighed for at restituere lidt undervejs, så jeg ikke sled alt for meget på min krop.  Til og med 40k gik det faktisk meget godt. 40-50k der begyndte jeg at blive træt, og den sidste tur var en sejtrækker – specielt de sidste 4k.  Men jeg løb dem alle og brugte 7 timer til det!

De sidste to uger er tapering (neddrosling), hvor fokus vil være at få udstyr og energiplan helt klar … og så skulle jeg gerne være klar til at debutere i ultraløb. Jeg glæder mig … helt enormt … både til selve oplevelsen, men også til at blive en erfaring rigere, og finde ud af om mine forberedelser har været gode nok – eller hvor de måske kunne have været bedre.

Den 12. august bliver en spændende dag  !!!

 

,

22 år og ultraløber, hænger det sammen?

Nu har jeg efterhånden hørt det en del gange og ved stadig ikke, hvilke grimasse jeg skal hitte på, når den bliver kastet på bordet.

 

”Du er jo også så ung”

 

Korrekt!

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Jeg er 22 år gammel og jeg er helt enig med denne konstatering!

 

Men er det en fordel eller en ulempe, når det kommer til ultra- og trailløb?

To løb slag løb som jeg måske er gået hen og blevet lidt bidt af.

 

Ja, det er jeg faktisk meget i tvivl om! Og derfor ved jeg sjældent, hvad jeg skal svare til den kommentar.

 

Jeg har nu løbet et ultraløb på 52,7 km og to længere trailløb Skagen Odde Ultra 30 km og Julsø Ultra 30 km, hvor jeg er kommet ind i top 3. Jeg har ikke den store erfaring med disse slags løb (nok pga. min alder, sjovt nok), men en ting er sikkert og det er, at jeg synes det er MEGA fedt.

 

Ens for alle løbene, som jeg har deltaget i, er selvfølgelige en masse rosende ord, klapsalver og highfives, hvorefter der ofte følger den samme kommentar omkring min alder.

 

Jeg kan jo ikke andet end at give folk ret, fordi i forhold til de andre deltager på listen, ja, så er jeg i den yngre gruppe.

 

Derfor kan jeg jo kun nikke og smile.

Julsø ultra 30 km

Julsø ultra 30 km

Bag smilet gemmer der sig dog en tvivl.

 

Tvivlen bunder i, at jeg ikke kan finde ud af, hvad denne kommentar omkring min alder går ud på.

 

Skulle jeg være bedre til disse lange distancer og uoverskuelig højdemeter fordi jeg er 22 år gammel?

 

I så fald, så forstår jeg slet ikke, hvorfor der ikke er flere unge i det her skønne miljø.

Man får jo sine 5 minutes of fame, likes på Facebook og masser af kolde øl, det er da, så vidt jeg ved, noget vi unge mægtig godt kan lide?

 

Så derfor kan jeg ikke helt forstå sammenhængen imellem, at jeg præsterer godt til disse løb og min unge alder.

 

Jeg kan mærke, at denne kommentar påvirker min indstilling og tanker omkring min egen præstation negativt.

 

Jeg står tilbage med en fornemmelse af, at jeg er kommet lettere igennem pga. min alder og IKKE pga. jeg faktisk er skide god til at få trænet (selv i regn, sne og slud) og bare elsker at løbe for at være bund ærlig!

 

Det er lige før, at jeg faktisk føler, at jeg har snyd lidt, hvis det giver mening?

 

Så jeg får altid en lidt dårlig smag i munden efter denne kommentar, fordi jeg lige pludselig ikke føler, at jeg fortjener det, men er blevet foræret det, fordi jeg jo kun er 22 år.

 

Når det så er sagt, så kan jeg godt se nogle fordele med min alder!

 

Jeg har ikke et fuldtidsarbejde, børn, hund og have, som jeg er forpligtet til at passe, men derimod bare mig selv og min træningsplan. På den måde kan jeg godt se, at det måske er lettere for mig, at få tid til at træne.

 

Måske er det faktisk bare det, som ligge bag denne kommentar og jeg bare overanalyser, overtolker og fuldstændig overtænker det hele.

 

Men en ting er vigtig at du forståer, jeg er rigtig glad for at løbe. Hvis du sidder der ude og læser dette og krummer tæer, fordi du måske har smidt denne kommentar efter mig, så bare rolig, du er ikke den eneste, som har sagte det til mig.

 

NO HARD FEELINGS!

 

Jeg håber bare en dag, at jeg kan sige til mig selv

 

”DU ER EN BRAND GOD LØBER”

 

og ikke skulle tænker,

ja, men jeg er jo også ung,

jeg har jo også lange ben,

jeg var heldig med vejret,

jeg havde gode sko på og

jeg har også en god træner

 

Men derimod give mig selv æren.

Mit første ultra - Badman til Kalkmineløbet

Mit første ultra – Badman til Kalkmineløbet

De sidste forberedelser til Dragon’s Back Race

Forberedelse til Dragon’s Back Race:

  • Sko – tjek
  • Racevest – tjek
  • Regnjakke – tjek (det er jo Wales)
  • Solcreme – tjek (men måske bliver vi heldige)
  • Myggemiddel – tjek (det er jo Wales)
  • Energi og mad – tjek

Ja, jeg er vist ved at være der: Klar til start på Dragon’s Back Race (indsæt link) d. 22 maj 2017.

Det var den korte version. Hvis du have lave den lange, med udstyrslister osv. så læs endelig videre. Men det bliver altså lidt nørdet (og delvist på engelsk).

Dragon’s Back Race

Først lige kort om hvad Dragon’s Back Race er for en størrelse. Jeg har skrevet lidt om det tidligere her på bloggen, men her kommer der lidt detaljer:

De tørre facts: 5 dage, 315 km og 15.500 højdemeter.

Dag 1: 52 km med 3.800 højdemeter. 16% er i terræn, 78% er på singletrack stier, 2% er på dobbeltrack stier, og 4% er på veje.

Højdeprofil på dag 1.

Højdeprofil for dag 1.

 

Dag 2: 58 km med 3.600 højdemeter. 25% er i terræn, 37% er på singletrack stier, 16% er på dobbeltrack stier, og 23% er på veje.

Højdeprofil for dag 2.

Højdeprofil for dag 2.

 

Dag 3: 71 km med 3.500 højdemeter. 11% er i terræn, 45% er på singletrack stier, 30% er på dobbeltrack stier, og 14% er på veje.

Højdeprofil for dag 3.

Højdeprofil for dag 3.

 

Dag 4: 71 km med 2.400 højdemeter. 23% er i terræn, 30% er på singletrack stier, 18% er på dobbeltrack stier, og 29% er på veje.

Højdeprofil for dag 4.

Højdeprofil for dag 4.

 

Dag 5: 63 km med 2.200 højdemeter. 37% er i terræn, 16% er på singletrack stier, 17% er på dobbeltrack stier, og 30% er på veje.

Højdeprofil for dag 5.

Højdeprofil for dag 5.

 

Konceptet bag Dragon’s Back Race

Koncepter er sådan, at hvis man misser en cut-off tid, skal man sidde over en halv dag den følgende dag. Man deltager så ikke i konkurrencen (og får så ikke en babydrage), men man løber med resten af ugen. Ud over det rent praktiske i, at det bliver ret svært at få folk hjem løbende fra ”in the middle of nowhere” så giver det også et fantastisk sammenhold blandt alle løberne, at alle er med hele ugen (siger de tidligere deltagere i dette og i søsterløbet Cape Wrath Ultra.

Statistik: I 2012 gennemførte 39% af deltagerne den fulde Dragon’s Back Race. I 2015 var dette 45%. For i år er det som tommelfingerregel meldt ud, at 30% ikke gennemfører dag 1, 30% gennemfører ikke dag 2 og 30% gennemfører ikke dag 3. Derefter falder drop out raten.

Jeg synes lige vi skal tage den igen: 70% af de startende på dag 1 til 3 gennemfører, og derefter er der endnu flere der gennemfører. Jeg satser hele biksen på at blive en af dem der fuldfører den fulde Dragon’s Back Race og får en baby drage med hjem!

Babydrager lige ankommet fra udrugningen.

Nyudklækkede babydrager :).

 

Race set op og logistik

Logistikken omkring løbet fungerer sådan, at man har sit ”hill kit”. Dette er hvad man løber med, og skal indeholde det man skal bruge i løbet af dagen. Derudover har man en ”drop bag”, som man har adgang til ca. halvvejs på dagen. Til sidst har man sin ”camp bag”, som indeholder det du skal bruge til overnatning, og til at fylde din hill kit og drop bag op i løbet af ugen. Man må gerne shoppe undervejs, men vores overnatningssteder ligger ofte ret øde, så det er ikke noget jeg satser på at gøre.

Der bliver lavet camp til os hver aften, og sikke et arbejde arrangørerne disker op med. De har lagt en “behind the scenes” video ud på Facebook, som er værd at tjekke ud:

https://www.facebook.com/DragonsBackRace/videos/1390519391004644/

Så vi skal kun løbe med sovepose og underlag og ikke telt. Og så laver de mad til os! Yes – varm lækker mad, som bliver lavet hver aften! Se, det er luksus! Og morgenmad laver de også til os. Se det, gør tingene en hel del nemmere!
Hill kit (det jeg skal løbe med)

Der er ingen krav til maks størrelse og vægt. Vi skal jo selv slæbe det hele ned til Sydwales, som de så venligt siger 🙂 Af vest løber jeg med Ultimate Direction Adventure Vest Peter Bakwin.

Obligatorisk udstyr:

  • Waterproof Jacket (with taped seams): Ultimate Direction Ultra Jacket:
  • Waterproof Trousers (with taped seams): Inov8 Ultra Pants:
  • Survival bag (not a blanket): SOL emergency bivvy
  • Map (supplied) and compass
  • Headtorch with spare batteries (with sufficient light to be able to navigate in the darkness): Petzl Nao)
  • Whistle: Sidder I alle gode race veste
  • Sufficient food
  • Spare warm top (spare means unworn at the start)
  • Hat and gloves suitable for the weather conditions: Buffs, kasket og handsker
  • Water bottle and / or hydration system: Vandblære på 1½-2 liter samt og ½l flaske
  • Fell or mountain running shoes (road trainers are NOT acceptable): Inov8 Roclite 305  og La Sportiva Ultra Raptor
  • Money (at least £50 in case you need to get a taxi to the overnight camp)
  • Waterproof pen/pencil/chinagraph writing implement

Og anbefalet udstyr:

  • Mobile Phone (Although we recommend that all competitors carry a mobile phone there is no guarantee of phone reception along many sections of the route).
  • Altimeter (Very useful aid for navigation in low visibility conditions): Jeg har dette i min GPS.
  • GPS (For competitors who are not completely confident of their map and compass skills in all conditions): Garmin maps 62.

Derudover smider jeg følgende i:

  • Lucky Duck (min lille lykke race bamse)
  • Poles: Black Diamond Distance Carbon FLZ
  • First aid kit (including hospital bandaids)
  • Watch: Garmin Fenix 3
  • Extra watch (også Garmin Fenix 3)
  • GPS backup (ekstra batterier)
  • Watch backup (lille powerbank)
  • Cable for charging watch
  • Sunglasses (mine gamle trofaste Oakley)
  • Kleenex and Wet swipes (altid godt at have med!)
Hill kit (uden mad).

Indhold til hill kit (uden mad og ekstra bluse).

 

Drop bag

Denne er der ingen krav til, ud over at den må være maksimalt på 22 liter og veje maksimalt 5 kg. Jeg kommer nogenlunde til at smide følgende i:

  • Food
  • Clean socks
  • Dry shirt
  • Other shoes
  • Spare 1½ l blatter
  • Body glide
  • GU tabs
  • Kleenex and wet swipes
  • Batteries
Indhold til drop bag uden mad og tøj.

Indhold til drop bag (uden mad, tøj og sko).

 

Camp kit

Camp kit på maksimalt fylde 59 liter, og der er ingen vægtgrænse.

Obligatorisk udstyr:

  • A complete change of clothing including spare shoes that can be worn at the overnight camp.
  • Warm sleeping bag (3 Season recommended): Tager den skønne North Face Blue Kazoo med.
  • Sleeping mat (ThermaRest style inflatable mat recommended): Sea to Summit Ultralight
  • Plate/bowl, mug and cutlery: Mit godt brugte Wildo Camp-A-Box sæt
  • Sponge and cloth for washing and drying your plate etc
  • Personal First Aid kit to include plasters, blister treatment, antiseptic ointment and painkillers as a minimum.
  • Sufficient personal food for eating on the hill each day (don’t underestimate this as there will be no additional ‘snack’ food available at the overnight camp).
  • Blister Treatment Kit: Jeg har købt det som arrangørerne sælger. De har nok god erfaring med hvad der bliver brug for!
  • Kinesiology Tape (5cm x 5m) x1
  • Small Scissors x1

Og anbefalet udstyr er:

  • An insulated ‘duvet’ jacket
  • Travel pillow or pillow case: Jeg har fundet en lille lækker sag i Sea to Summit Aeros Pillow
  • A fresh set of running clothes for each day
  • Personal washing things and towel
  • Ear plugs
  • Anti-chaffing / lubrication ointment
  • Wallet, credit card and / or sufficient cash to enable you to return to Conwy early if needed.
  • Any luxury food items you want.
  • Warm pants for overnight
  • Waterproof shoes

Derudover smider jeg følgende i:

  • Power bank for charging phone and watch
  • Face net against mosqiotoes: Sea to Summit Nano Headnet
  • String to dry clothes overnight
  • Baby wipes
  • Batteries for GPS
  • Ipod
Camp kit (uden mad og tøj).

Camp kit (uden mad og tøj).

 

Mad

Jeg kan rigtig godt lide at løbe på rigtig mad. Jeg kan godt lide tanke om at det ikke behøver at være så kunstigt, men det bliver virkelig noget rod, hvis jeg skal have rigtig mad med til 5 dage. Og det kommer til at fylde helt vildt og veje et ton!

Så min primære energi bliver Tailwind. Og så er det jo super, at jeg er med på holdet af Trailblazer Nordic! (tjek gerne Instragramkontoen . Jeg har før løbet udelukkende på Tailwind (til EverestingDK sidste år), og det gik alletiders. Ingen dårlig mave og ingen mistet lyst til mad og drikke. Så jeg håber at det kan få mig igennem Dragon’s Back Race også!

Der ser nu altså lidt suspekt ud, når Tailwind bliver pakket i små plastikposer!

Der ser nu altså lidt suspekt ud, når Tailwind bliver pakket i små plastikposer!

Jeg kommer dog til at supplere en del med snacks – noget at gnaske i. Yankiebar, marcipanbrød, og ikke mindst blanding af peanuts, rosiner og mandler.

 

Tøj

Her bliver det nok lidt rodet (som sædvanligt). Jeg er lidt usikker på vejret. Det kan både være ret koldt (det er jo Wales), men også solrigt og ret varmt. Så jeg pakker lidt af hvert (korte og lange tights), og ikke mindst uldbluser. Uld kan redde både en kold og en varm dag. Og uldsokker – MASSER af uldsokkker!

 

Eventyret venter

Eventyret venter den, som forstå at gribe det” (Knud Rasmussen, polarforsker 1879 – 1933)

I kan følge mig og de andre løbere live fra d. 22 maj kl 07 (UK tid). Hold øje med Dragon’s Back Race hjemmeside og/eller Facebook side for link. Og der vil blive smidt lidt på løbende på min Facebookside og Instagramkonto.

Vi ses på den anden side 🙂

 

camilla-bergmann-thy-trail-marathon-2

”Bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller til start til Thy Trail Marathon”

Godt 200 løbere stod klar ved Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy ved dette års Thy Trail Marathon den 25. februar. Det var mit første møde med Danmarks Barskeste Marathon – og mit første officielle løb på marathondistancen.

Klokken var lidt i ti. Skyerne trak sig sammen på himlen og forberedte sig på et regnskyl. Med den rette påklædning var det ikke koldt at vente, de få minutter inden startskuddet lod. Der summende en hyggelig afslappede stemning. Sommerfuglene begyndte – for mit vedkommende – at melde sig. Og der samlede sig en god position spænding i kroppen. Dette var kulminationen på 12 ugers intens forberedelse. Thy Trail Marathon – det kunne kun blive fedt!

Forberedelserne

Vi spoler tiden tilbage til oktober måned. Startnummeret til næste års Thy Trail Marathon 2017 var i hus – kort tid efter, at numrene blev frigivet. (Det var vidst noget med, at løbet blev udsolgt efter 8 min.!!).

Træningen begyndte for alvor at sætte ordentlig ind 12 uger før løbet. Jeg har tidligere trænet sporadisk og lystbetonet. Det var selvfølgelig også lysten, som skulle drive værket. Men, når det så er sagt, så synes jeg, at det var rart, at have en (nogenlunde) træningsplan. Mest af alt, for at være sikker på, at jeg fik den rette træningsmængde, de gode kilometer i benene, og forhåbentlig undgå skader, ved en (mere) rammesat træningsplan.

12 uger før løbet startede jeg ud på et traditionelt maratonprogram, som LØBEREN havde lavet. Jeg valgte dette program, da træningsmængden og længden passede godt til mine ambitioner – i forhold til de timer, som jeg havde mulighed for at lægge i min træningskalender. Forberedelserne op til Thy Trail skrev jeg løbende om på min blog.

5 uger inde i programmet vendte forberedelserne fra at være rigtig gode til knap så optimale. Jeg lå syg (den klassiske influenza og forkølelse) af flere omgange i januar måned, hvor jeg ikke havde mulighed for at træne optimalt, og fyldte derfor ikke planen i den periode. Som længste træningsdistance kom jeg op på 23 km. Jeg ville gerne have løbet en 28 km. tur inden – som træningsplanen sagde – men sygdommen bremsede mig, og derefter kom jeg for tæt på løbet, at jeg turde kaste mig ud på tur af den længde.

Fokus var, at blive rask i en fart og komme ud på nogle ture, som var overskuelige for kroppen, og så jeg ikke blev sat yderligere af. Jeg kom til hægterne igen, og de sidste tre uger op til løbet, havde jeg fokus på korte ture (5-10 km.), og ikke at blive syg igen.

Til løbet havde jeg udstyret mig med følgende:

  • Sko: Salomon Speedcross, dem har jeg tilbragt mange kilometer i, og erfaret, at på de lange ture i terræn, så er disse mest behagelige for mig.
  • Vest: Salomon – S-Lab adv. Skin3 12 Set 
  • Løbejakke: Norrøna
  • Tights: Nike
  • Energi: Barer fra Rawbite og Dextrose (sukker) pulver fra The Protein Works.
  • Buff, hue og handsker.

Løbet

0-7 km.

Startskuddet lod, og jeg fulgte med flokken ned ad den lille sti, som starten gik ud fra. Det begyndte stille at regne. Efter knap 500 m. samlede der sig hurtigt flaskehals, da sporet gik op ad en lille bakke i klitterne. Derefter bliver vi lettere spredt, og der blev plads til at løbe i sit eget tempo. Jeg løb i en lille gruppe med 2 andre. Vi passerer første depot efter 7 km. Jeg snupper ikke noget væske her, så jeg er hurtigt videre igen. Jeg havde “sukkervand” i den ene af mine ½ l. flasker i Salomon vesten og vand i den anden ½ l. Jeg drak løbende af begge flasker under hele løbet, så jeg drak ikke det store ved depoterne.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/04/camilla-bergmann-thy-trail-førstedepot

Flyvende ved første depot 7 km.

 

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/04/camilla-bergmann-thy-trail-marathon-førstedepot-løber

Hej hej – her går det godt.

 

7-14 km. 

Festen fortsatte. Trods det regnfulde vejr, så var luften ikke kølig, så buff og handsker blev for varmt, og lagt i vesten. Jeg fandt selskab med en gruppe på 3-4 andre løbere. Snakken blandt et par af de andre gik livligt. Jeg havde ikke selv det store overskud til at sludre, men det var hyggeligt og behageligt, at høre dem vende verdens-situationen. Tempoet var højt, men ikke noget, som jeg ikke selv synes, at jeg kunne klare.

På de større skov stier blev der trykket lidt mere af end på de små stier og i klitterne. Terrænet var fint vekslende. Inden jeg runder halvmaraton, går ruten fra klitterne ned til sandet. Jeg trækker ned langs med vandkanten for, at løbe på så hårdt sand som muligt.

21 km.

Benene har været flyvende frem til halvmaraton depotet. Jeg kommer løbende ca. 10 min. før, at starten går for halvmaraton løberne. Det giver lidt mental-energi. Jeg får spist et stykke banan og drikke en tår vand, og så er jeg igen videre i det tunge sand. De næste kilometer i sandet trækker virkelig tænder ud, og mine ben begynder at blive godt tunge. Øv, det var tidligt på ruten, tænker jeg. Men får ny energi, når ruten igen går op ad klitterne. Det var meget rart for lårene med noget afvekslende underlag.

Jeg nyder den naturskønne tur, landskabet og turen. Selvom at benene er tunge og trætte, og jeg bliver overhalet af halvmarathon løbere, som har noget mere energi i benene, så går det egentlig ret godt. Jeg løber mit eget tempo, som jeg holder ret stabilt. Og det giver hele tiden ny energi, at terrænet og underlaget er afvekslende – asfalt, store grusveje, små stier i skov og i klitterne.

I år undgik vi de store vandmasser med passager gennem vandhuller og mindre søer. Men til gengæld, så regnede det godt fra oven – så vand manglede ikke. Mentalt havde jeg forberedt mig på, at løbe (gå) i vand til livet – men det gjorde bestemt ikke noget for oplevelsen, ikke at skulle igennem vand.

Senere på turen fører ruten mig op på en bakken med et slags sømærke. Her kigger jeg op. Ser rundt. Wow. Nyder udsigten et kort sekund og fortsætter ad ruten ned ad trapperne.

De sidste 2-3 km. var virkelig barske. Sand, regn og kulde. Sandet gjorde det hårdt at komme frem, og jeg var på dette tidspunkt begyndt at fryse lidt. Jeg tog buff på, hætten over hovedet og handskerne på – igen. Så småt begyndte målet at kunne anes i det fjerne. Det var en letteste og jeg tonsede af sted de sidste omkring 500 m. inden jeg passerede målstregen.

42 km.

Tiden blev som planlagt – lige imellem de 4, 5-5 timer – nemlig 4 timer og 46 minutter. Perfekt! Mine lår var trætte og mine ben stive. Men jeg var glad for at have gennemført, og tænkte kun på, at få skiftet til varmt tøj og spist noget god suppe.

 

Eftertanker

Tak for dejligt selskab til de forskellige løbere, som jeg mødte under turen. Tak for positive råb af halvmaraton løberne, som råbte ’godt løbet’, når de med overskud i benene kunne overhale. Sikken en dejlig stemning, som mødte en på sporet. Og tak til arrangørerne bag Thy Trail Marathon.

Jeg kan godt forstå, at startnumrene til dette års løb blev revet væk. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller til start til Thy Trail Marathon. Det må prøves igen – måske med en bedre tid. Det er Danmarks Barskeste Marathon, men udover at være barsk og udfordrende, så var det oplevelsesrigt, naturskønt og indeholdte en ordentlig position sjov.

, ,

HUU 50 miles – den dag ligestillingen nåede til den danske trail verden!

Lørdag d. 12. november 2016 var en særlig dag. Kl. 07:00 stod jeg til start til Hørsholm Unsupported Ultra  (HUU) 50 miles sammen med 12 mænd og 11 andre kvinder. Ja – kønsfordelingen var 50/50! Det er mig bekendt aldrig tidligere sker, og det var altså noget særligt. Det er bare sjovere at bliver nummer 3 ud af 12, end 3 ud af 3 🙂

Hvad er HUU 50 miles ellers for en størrelse?

Min VUMB 2017 Team Wild Women makker Louise og hendes mand Carsten sad en dag med en af deres gode venner (Fie), som mere eller mindre beklagede sig over at hun aldrig havde løbet et 50 miles løb. Så hvad gør det par gode venner? De arrangerer da et løb, så hun kan få et 50 miles på CV’et.

Og det var ikke et hvilket som helst løb de fik stablet på benene. 50 miles (80 km og lidt af det løse) i skønne skønne Nordsjælland, igennem frostklare enge, jeg ved snart ikke hvor mange forskellige skove, igennem Dyrehaven, hvor ruten var lagt lige forbi foderpladsen for dyrene, fantastisk udsigt ud over Sjælsø, ad små snedige træbroer igennem skoven, og en afslutning under fuldmånens skær. Og nå ja – fik jeg sagt at solen skinnede hele dagen? 🙂

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

 

Forberedelse

Jeg er blevet rigtig glad for Bikram yoga og yoga mere generelt, og har haft god brug af det tidligere, til lige at ”cleare” hovedet dagen før et race med lidt ”hjemmebrygget” yoga. Den her gang gik jeg ”all in” og tog en Bikram klasse fredag eftermiddag i Hot Yoga Hellerup.

Jeg overvejede godt nok hvor god en idé det ville være. 90 min med yoga i et 40 grader varmt rum, hvor man unægteligt bliver en aaaaanelse dehydreret. Ville jeg nå at kunne hydrere nok til dagen efter? Eller ville jeg være lettere dehydreret og kunne mærke det undervejs? Well – det kommer jeg tilbage til.

Men altså – jeg kan godt lide at bruge yoga’en til at tømme hovedet for arbejde og alle andre tanker, og bare være klar til racet. Og jeg skal da lige love for det lykkedes det fulde denne gang.

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!!!!

 

Jeg fik – i bedste ”jydestil” totalt undervurderet biltrafikken i København fredag eftermiddag, og det tog en eeeeevighed at nå hen til studiet. Så kl. var 15:24 (timen starter kl. 15:30) da jeg kommer blæsende ind i Yoga studiet, får smidt tøjet i et skab, og har ca. 30 sekunder i rummet inden klassen går i gang. Og alt var nyt: Varmen, luftfugtigheden, energien i rummet, underviseren. Jeg havde ikke en chance for at falde til ro inden timen gik i gang. Ikke en chance.

Så jeg fik på alle måder givet min krop et ordentlig slag – aldrig har jeg måtte sidde over i så mange stillinger! Og jeg var endda helt nede at ligge! Men jeg fik opnået hvad jeg ville – jeg fik tømt mit hoved for alle andre tanker end ”jeg tror jeg dør lige om lidt”!

Hygge eller race til HUU?

Jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor, men jeg var ikke sikker på om jeg ville gå ”all in” og race hårdt, eller mere hygge undervejs.  Jeg valgte at lægge roligt ud, og se hvad kroppen og hovedet gerne ville.

Måske var det den stille morgen. Måske det faktum, at vi skulle navigerer efter gpx fil på vores ur. Eller måske noget helt andet? Anyway: jeg lagde ud stille og roligt, og fulgtes i starten ad med Berit, Maria, Ninna og Stine.

Startområdet til HUU - ikke dårligt, ikke dårligt.

Startområdet til HUU – ikke dårligt, ikke dårligt.

Det dér med at finde vej

Løbet var “unsupported” på den måde, at ruten ikke var afmærket. Jeg have på forhånd downloaded ruten til mit ur, og derudover havde jeg (heldigvis) printet et kort ud med ruten. Jeg tænker, at det var en fed mulighed for at få testet, hvordan det ville fungerer, da Dragen heller ikke er afmærket rute, men også her skal navigere efter gpx fil på sit ur samt kort.

Men men men – jeg kom ud i en noget rodet og tåbelig kombination:

  • Jeg havde nemlig valgt ”light” udgaven af rute filen. Den version med ikke så mange punkter, da jeg tænke at den så nemmere ville kunne køre på uret og bruge mindre batteri.
  • Jeg var i tvivl om hvorvidt mit ur kunne holde strøm hele vejen, så jeg satte det til ultra track funktionen. Den her funktion gør, at uret finder GPS signaler hver 30 sek/1 min i modsætning til normalen på 1/10 sek. Altså meget mere sjældent og man kan altså nå et godt stykke den gale vej inden man finder ud af det!
  • Valgt et løb der foregik i Nordsjælland, hvor der er masser af stier.

Sååå….jeg ”kartede” rundt, flere steder fik jeg løbet lidt frem og tilbage, lavede den typiske fejl  ”det nytter ikke noget med et kort, når du ikke ved hvor du er på kortet!” og var mega glad for følgeskab af Berit og Maria der havde godt styr på ruten på deres ure.

Sol og smukke farver :)

Sol og smukke farver 🙂

 

Det dér med teknik – og hvordan Berits løbeskole reddede mig

Men jeg tænkte, at det altså ikke holdt at jeg ikke kunne bruge mit urs navigation til noget. Nu havde jeg jo mulighed for at afprøve kombi’en af, at navigerer efter kort og ur, så ta’ pokker, at det ikke skulle lykkedes.

Og her var det at Berits løbeskole kom til min redning:

  • Det fysisk aktive medlem (Berit) som jeg fulgtes med, fik aktiveret et par af løbeskolen medlemmer.
  • Den teknikansvarlige (Berit) hjalp mig med at få ændret indstillingen på mit ur, uden at stoppe navigationen.
  • Den grejansvarlige (Berit) lånte mig en powerbank så jeg kunne oplade uret imens jeg løb.

Og jeg fik skærpet hjernen, så jeg fulgte med undervejs på kortet.

Jeg kom dog aldrig helt på plads med urets fil, da jeg jo var ”fanget”  med ”light” versionen af ruten. Så jeg brugte mest kortet undervejs, og lærte at jeg faktisk ikke bryder mig så meget om at løbe i ”blinde”. Jeg foretrækker at vide hvor jeg er på ruten og i landskabet.

Så alt i alt har jeg en godt og afprøvet plan for min date med Dragen til maj.

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Hvordan gik det så?

På plus siden er, at jeg ikke kunne mærke i kroppen at jeg dagen før havde haft en af de benhårde yoga timer.  Tænkt at jeg slap afsted med det! Jeg kan stadig blive helt overrasket over, hvad kroppen faktisk kan, når bare man får den overbevist om at den skal.

Men jeg kom aldrig i gang med at race, efter at jeg fik styr på ur og navigation. Jeg fik dog hanket lidt op i mig selv ved depotet ved de 40 km og fik lidt mere fokus på at løbe og ikke stoppe op så ofte. Og fik overhalet et par stykker, heriblandt Fie er med hendes skønne kæreste der bød på varm kakao undervejs! Der blev lige scoret point på trailløberkontoen fra hans side! Og Fie – hun gennemførte selvfølgelig 🙂

Så løbet startede altså ud som et hyggeløb, og udviklede sig til en omgang ”anti-november-terapi”. Jeg følte mig privilegeret over, at kunne være ude i solen en hel dag, med en krop der bare gerne ville fortsætte og fortsætte, i det skønneste landskab (mega meget ros til Carsten og Louise for ruten!).

Jeg kom i mål efter 11 timer og 34 minutter. Strava siger ”moving time” på 10 timer og 2 minutter, og det er vist en god heads up på, at jeg virkelig satte nydelse over det at løbe hårdt.  Og alligevel fik jeg nappet en 3. plads ud af de 12 startende kvinder. Alt i alt en fantastisk dag på kontoret. 🙂

Træsti i elleskov - lækkert lille indlæg på ruten!

Træsti i elleskov – lækkert lille indlæg på ruten!

Og fotos – selvfølgelig tog jeg en røvfuldt fotos. Jeg har smidt et par stykker ind her, og ellers må I forbi min Facebook side for at tjekke dem alle.

 

athgene_gentest_camilla-bergmann_forrest-gump_loeb
, ,

På opdagelse i mine gener – Jeg er Forrest Gump

Den store lup har været fremme for at kigge nærmere på mit unikke DNA. Jeg tog en gentest, da jeg gerne ville blive klogere på, hvordan jeg vil kunne optimere min træning og ernæring, for at blive en bedre udgave af mig selv.

Hvem er jeg så?

Jamen kort fortalt, så kan mine gener fortælle mig, at; jeg er udholdenhedsløber, der skal styrketræne og løbe flere intervaller end andre løbere, for at blive en bedre løber. Så har jeg normal til lav risiko for at opnå muskulære skader. Jeg sveder som et svin. Er sådan middel god til at optage mine vitaminer A og C, men rigtig god til at optage D-vitaminer. Hurra for den friske luft! Jeg er genetisk tilbøjelige til at spise mindre sukkerholdige produkter, end en person med en øget sød tand. Hmm… det ved jeg nu ikke om holder. Jeg har en normal appetit, og min krop er god til at regulere mit kalorieindtag. Og så er jeg genetisk mere tilbøjelige til at bruge mit fedt i kroppen som brændstof.

Run Forrest Run…  

Hvis Forrest Gump var en virkelig person, så kunne jeg helt sikkert have været i familie med ham – eller i hvert fald have arvet hans gener. Mine gener fortæller mig, at jeg har en stærk udholdenheds profil. Jeg er altså genetisk skruet sådan sammen, at jeg har potentiale til at klare mig godt i aerob træning med lav intensitet og høj træningsvolumen, såsom langdistance løb og cykling.

camilla-bergmann_gentest_athgeneJeg er lykkelig! Langdistance- og udholdenhedsløb har ikke altid være min største interesse, men de seneste år har de længere distancer vundet mere taletid i træningsdagbogen og i den travle hverdag. Derfor er det meget rart at vide, at mine gener fortæller, at min krop genetisk er bygget til lange (skov)ture i løbeskoene.

Selvom der ikke – på nuværende tidspunkt – står så mange udholdenhedsløb på repertoiret (2 x ½ halvmarathon, deltaget i 2 ultraløb med orienteringsløb over 2 dage, 1 x Adventure Race i Silkeborg og en håndfuld ultralange orienteringsløb til DM og junior-VM), så har jeg på adskille træninger fået en masse kilometre i benene og har nemt kunne bruge over en time ad gangen i løbeskoene i skoven. Som Forrest Gump, så rigtigt siger det, da han bliver spurgt hvorfor han løber: “Jeg havde lyst til en løbetur”.

Jeg havde lyst til en løbetur. Lyst til at komme væk fra en stund. Lyst til at nyde naturens farver og vindens brisen. Lyst til at bevæge mig et sted hen, hvor flow er essentielt for den gode oplevelse.

Mine gener fortæller, at jeg er udholdenhedsatlet. Det vil jeg ikke ændre på. Jeg vil fortsætte de lange løbeture og turene i cykelsadlen, da jeg her kan udnytte det maksimale af mine gener.

Av for den da!

Jeg har genetisk medium risiko for bindevævskader (ledbånd/seneskade). Det vil sige, at det tager mig længere tid at helbrede fuldstændigt efter en bindevævskade. Derfor anbefaler testen mig, at tage forebyggende træning seriøst, for at undgå skader. Styrketræning og stabiliserende træning vil være rigtig godt, for hurtigere at komme på toppen igen efter en skade. Samtidig fortæller gentesten også, at jeg genetisk har et lavt potentiale for muskelopbygning, efter styrketræning. Av for den! Det må betyde, at jeg skal tage mig sammen og løfte noget mere jern (end gennemsnittet), hvis jeg skal undgå skader i f.eks. Ankel og knæ, og få større musler.

Tidligere vrikkede jeg ofte rundt på foden. Det har jeg tidligere skrevet om her. Og så bøvler jeg med en gammel knæskade, som spøger i ny og næ, som jeg har skrevet lidt om her. Derfor kommer det nok ikke så meget bag på mig, at mine gener fortæller, at jeg har medium risiko for skader i ledbånd og sener. Ofte, når jeg har vrikket om på foden, har det nogle gange resultereret i forstuvninger og lange skadesperioder, hvor genoptræning – i perioder – var min bedste ven. Jeg er allerede bevidst om, at få varmet godt op før træning og jogget af efter et træningspas, for også at undgå skader. Meeen, jeg kan altså godt blive bedre til at få løftet noget jern, og styrketræne ankler og knæ, for at mindske risikoen for skader og øge stabilitet i leddene. Jeg må nok knibe ballerne sammen og troppe op nede i fitness. Dette resultatet har i hvert fald givet mig et skub til at gøre noget ved det.

Kan bestemt ikke sove sig til en hurtigere løber

Gentesten fortalte – måske ikke helt overraskende – at jeg genetisk er disponeret til at have under gennemsnittet af VO2 max potentiale. Det betyder, at der er visse genetiske variationer, der hindrer effektiv iltforbrug, når jeg træner maksimalt. Jeg vil altså få en mindre stigning i min nuværende VO2 max efter træning, end en person, der har en højere VO2 max potentiale. Sagt på en anden måde: Mine gener har bestemt, at jeg skal æde flere intervaller for at blive en bedre løber, end en person der genetisk udnytter sit VO2 max potentiale højere.

Sandhedens time er kommet. Jeg kommer ikke sovende til løb. Hvis jeg skal blive en hurtigere løber, så kan ikke bare tænke mig til en løbetur i skoven – som andre måske kan – nej, jeg skal rent faktisk trække i løbeskoene og tæske svedende rundt, for at blive en hurtigere løber.

Jeg har faktisk godt haft på fornemmelsen, at jeg skal knokle lidt hårdere (end andre), for at opnå samme niveau. Af løbeerfaringer gennem årene, så har jeg nok ikke rykket så hurtigt, i forhold til mine træningskammerater.

Interval træning er for løbere den bedste måde, at forbedre sin VO2 max. Så vågn op og på med løbeskoene. Og så er det nu først, når hjertet og pulsen virkelig galoperer af sted, at man mærker intensiteten ved løb!

 

camilla_athgene_resultater_af_gentestRulleteksterne

For halvanden måneds tid siden skrabede jeg spyt fra munden med en slags vatpind . Sendte vatpinden retur til Athgene i et glas med blå væske. Hvordan jeg helt præcis tog gentesten, kan du læse mere om i blogindlægget her.  

18 forskellige indblik i mine gener

Hos Athgene får du dine resultater 3-4 uger efter du har taget testen. Athgene har netop lanceret et nyt website, med en nye platform, hvor du øbende, som et abonnement, får mulighed for at få indblik i dine gener ud fra nye kategorier indenfor sport, livsstil og ernæring.


Vil du også gerne på opdagelse i din krops unikke univers?

Brug rabatkoden BERGMANN10 www.athgene.com, og får rabat og fede fordele.

 

Dette indlæg er lavet sammen med Athgene, men sætninger, ord, vendinger og tanker er rent og skær mine egne. 

 

/Camilla

Blogger på www.camillabergmann.dk

Følg mit løberunivers på Instagram: @camillabergmann.dk

, , ,

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

, , , , ,

44km44videoer – Et lidt skørt projekt

44 km 44 videoer

abonner abonner

Det er konceptet jeg vil prøve at følge de næste 16 uger op til mit løb.

Videoerne vil dække bredt og være af varierende længde – nogle vil være fokuseret udelukkende på motivation, andre på skader, udstyr og hvad der ellers følger med i en løbers hverdag. Så hvis det lyder som noget du kunne tænke dig at følge med i, så hold øje med bloggen og abonnerabonnerabonner på YouTube. (:

Ps. Jeg er ingen professionel løber, jeg har lige været skadet og jeg har aldrig løbet så langt før – så det her projekt er bare dokumentation på et lidt skørt, meget hårdt og forhåbenligt fantastisk eventyr (:

KLIK HER FOR AT SE VIDEO #1

,

Thy Ultra Trail – 50 miles i skønne Nationalpark Thy

Hvornår lærer man mest? Når man laver fejl, selvfølgelig!

Så lærte jeg noget til Thy Ultra Trail? Svaret må kort og godt være: Ja, for pokker! De 84 km igennem Nationalpark Thy fra Bulbjerg til Agger, slog pænt hårdt, så jeg kom hjem med en hel del på læringskontoen.

Forberedelserne

Jeg har kørt efter mere eller mindre løse træningsplaner de sidste mange måneder, og det er egentlig gået nogenlunde. Men hen over sommeren gik det galt, og træningen sejlede totalt. Ingen struktur og generelt alt for lidt løbetræning. Jeg ved ellers godt, at jeg er elendig til at få struktureret træning, når sommeren rammer, men i år gik det da helt op i hat og briller. Og det hjalp heller ikke på det, at det kom en flytning ind over, som tog en del tid.

Såååå – træningsmæssigt var jeg altså ikke der, hvor jeg burde være, da jeg stod på startlinjen. Jeg havde stort set ingen langture i kroppen, og – endnu værre – langt fra de ugentlige km, jeg burde have haft på kontoen.

Som om det ikke var nok, havde jeg lidt småforkølelse i kroppen i ugerne op til, som bare ikke rigtig ville slippe sit tag i mig. For lidt søvn kombineret med for dårlig mad (det har det med at følges ad for mig – har I andre det mon også sådan?), hjalp heller ikke på situationen.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, men udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, med udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Noget jeg dog havde styr på denne gang, var forberedelserne dagen og aftenen før. Jeg var rolig, stressede ikke særligt over noget, og jeg fik leget lidt med noget yoga i klitterne med en skøn solnedgang. Jeg er begyndt at bruge yoga som supplement til mit løb, og er blevet rigtig glad for det. Og den mentale del af yoga, er mindst lige så fed som det fysiske, og – tilsat varme som hos Hot Yoga Aarhus – er du sikret udfordringer!

Så da kl. blev 06:00 lørdag morgen, og vi stod ved Bulbjerg Klint, var jeg mega klar!

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Starten går

Men først skulle vi lige briefes. Jeg er ikke lige den skarpeste til kollektive beskeder – nok mere ”det finder vi da ud af undervejs” typen – så jeg synes godt nok briefingen var laaaaaaang og keeeeeedelig, og fyldt med alt mulig information og detaljer jeg da under ingen omstændigheder kunne huske. Detaljer så som: ”Depotet i Klitmøller ligger ved Spar Købmanden. I kommer til Købmanden, og skal lige lidt forbi, og så er depotet på P-pladsen lige bag Købmanden”. Og som i: ”Når I kommer til Nørre Vorupør, er I løbet for langt, hvis I kommer forbi fiskerbådene, der er trukket op på stranden. Depotet står på en terrasse oppe ved byen, før bådene”.

Hvem Fanden kan huske sådan noget efter 40-60 km?????

Well, det kommer jeg tilbage til.

Race briefing. Foto af Bo Visti Nielsen.

Race briefing. Foto: Bo Visti Nielsen.

Så dér stod jeg, kl 06:00 lørdag morgen, i noget af det smukkeste landskab jeg kender, og var så klar som jeg overhovedet kunne blive. Se, det her er livet!

Så hvad vælger jeg at gøre? Jeg lægger da ud i et pænt hårdt tempo! Hallo – holder den, så holder den, ikk?

(Duh – indsæt selv emoji der tager sig til hovedet / emoji der har pistol for tindingen / el.lign.!).

At dele turen op i bidder

Som altid, deler jeg en tur op i bidder inde i hovedet. Så virker det mere overskueligt, og det var noget jeg også brugte den her gang. Første depot lå efter en par og tyve km, og det er jo ikke engang en rigtig langtur for mig. Så jeg tænkte på det tidspunkt, at tempoet da var fint, selvom det lå lige i overkanten. Jeg skulle jo bare liiiiige ned til det første depot.

Efter en ti km stykker, slap jeg nogle andre løbere (for liiiiige at tisse af endnu en gang –trailløber-default), og jeg forsøgte at ligge stabilt en ca. 300-500 m bag dem. Altså stadig i et tempo der lå lidt over, hvad jeg nok burde have ligget på. Men hey – alt var godt og stykket hen over plænen til depotet var til lyden af Gitte der råber ”kom så Kirsten”. Det er SÅ skønt med folk man kender :).

04_Skønne skønne Thy

Nå, men altså. På det her tidspunkt synes jeg selv det gik fantastisk, og skulle da liiiige høre om Mette (der lå foran mig) havde en af hendes ellers ikke eksisterende dårlige dage. Måske – bare måske – kunne jeg undgå at få en alt for stor røvfuld af hende. Jeg fik at vide, at hun lå ca. 25 min foran mig (og samlet nr. 3!), og tænk dels WOW – gi’ så drengene klø, og dels, OK – hun har så IKKE en dårlig dag, og jeg skal bare ind under 2 timer efter hende, så er jeg glad.

Virkeligheden rammer

Men, men, men – ikke lagt efter depotet ramte virkeligheden mig. At dele turen op i bidder inde i hovedet, kan altså også godt give bagslag. Jeg skulle jo ikke bare ned til første depot – jeg skal jo videre! Status: Jeg var træt! Og når man er træt efter et par og 20 stykker på en 50 miles, er der dælme langt hjem!

Jeg havde valgt at løbe Thy Ultra Trail, for at prøve at løbe langt, helt helt alene (vi var 21 løbere til start, hvoraf 17 gennemførte). For at komme derud, hvor jeg kun havde mig selv (og min musik i ørene) til at holde mig kørende – og det indså jeg dér, at den skulle jeg nok for prøvet!

Depot og dropbag i Klitmøller

Næste ”bid” af ruten var ned til depotet i Klitmøller, der lå efter et par og 40 km. Her havde vi også adgang til vores drop bags. Vi var blevet ”advaret” om et stykke asfalt på vejen derned og normalt er jeg god på asfalt. Men hold da kæft den her tur var dræberen. Det hjalp heller ikke at jeg på det tidspunkt var begyndt at få ondt i den ene hofte (hurra for et skævt bækken, der bøvler når kroppen bliver træt).

Så da jeg nærmede mig Klitmøller var jeg godt brugt, både mentalt og i kroppen. Men så var det at briefingen dukkede op i hovedet: Depot – Spar Købmand – P-plads. Se, den laaange kedelige briefing havde faktisk været en rigtig god idé, og jeg fandt depotet uden vanskeligheder.

På vej til depotet i Klitmøller. Foto: Bo Visti Nielsen.

I Klitmøller på vej hen til depotet. Foto: Bo Visti Nielsen.

Jeg var dog langt fra i mit festlige og glade jeg, da jeg nåede depotet (selvom jeg vist fakede ret godt, bedømt ud fra fotoet). Så jeg fik sendt en sviner afsted til Bo, der – pga. mangel på tilstrækkelig træning –  ikke havde stillet til start. Som om det er en ”undskyldning”? Her var jeg – træt efter 20 km – ondt efter 30 km og kun halvvejs! ”Luk røven og kom med næste gang! Just saying!

MEN: Hvis I nogensinde møder på Bo, så er han et af verdens flinkeste og rareste mennesker. Så selv om der kom grimme ting ud af munden på mig, var han venligheden selv, der liiiiige mindede mig om at jeg havde min dropbag i depotet, og om jeg da ikke skulle have noget fra den. SHIT, jeg havde været på skideren, hvis jeg havde glemt at fylde lommerne med energi! Bo: Der reddede du lige min røv!

Fra Klitmøller til Nørre Vorupør

Det her stykke af turen havde jeg glædet mig til. Nu kom jeg ind i det terræn, jeg havde løbet i til Ultra Interval Challenge i juli, og det er bare så skønt så skønt. Det var utroligt så meget det hjalp at kende terrænet. Og – som det viste sig for depotet i Klitmøller – havde briefingen om placeringen af depotet alligevel lagret sig i min hjerne, og det var super at vide nøjagtigt hvor depotet i Nørre Vorupør var.

Stranden før Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på..

Stranden nord for Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på.

Men (ja, der er mange men’er her i indlægget), stranden efter Nørre Vorupør lå i baghovedet. Den er fyldt med småsten/grus og løst sand, og ikke noget særlig løbbart terræn – altså røvtræls. Jeg satsende på at lavvandet ville gøre, at der var hårdt sand ved vandet man kunne løbe på. Men jeg vidste godt at det ikke ville være tilfældet, så stykket lå og lurede i baghovedet (og var lige så træls som jeg har forudset).

Nørre Vorupør – Stenbjerg og videre

I depotet i Nørre Vorupør sagde de, at vi skulle til fiskerbådene i Stenbjerg og videre forbi, inden vi skulle løbe ind i terrænet. Jeg havde så bare ikke tjekket på kortet hvor langt efter Stenbjerg vi skulle, inden vi skulle dreje ind. Heldigvis var stranden efter Stenbjerg super god at løbe på, men efter et par hunderede meter, begyndte jeg at tvivle på om jeg var løbet for langt. Og dét var jeg mega ringe til at håndterer. Jeg stoppede op flere gange og kiggede tilbage, spurgte folk på stranden om de havde set markeringer længere nede ad stranden, inden jeg valgte at finde kortet frem og tjekke. Dér burde jeg havde været noget skarpere, og ikke ladet min trætte krop og hjerne få mig til at tvivle.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km. Foto: Bo Visti Nielsen.

Lodbjerg Fyr

Aftenen før havde Gitte og jeg overnattet ved Lodbjerg Fyr, så jeg vidste godt at ruten gik forbi fyret, og hvor langt der minimum var fra Fyret ned til start/mål i Agger. Men jeg var ikke lige med på, hvor langt der var ned til Fyret fra jeg drejede ind efter Stenbjerg.

Jeg synes jeg løb og løb, tvivlende på mig selv og ruten igen, og tjekkede kortet, som jo er temmelig ubrugeligt, når man ikke ved hvor man er og om man er løbet forkert. Fortsatte lidt, mødte nogle folk og fik en forklaring, der tydelig viste at de da slet ikke vidste hvor vi var på kortet! Pis!

Så jeg satsede og fortsatte, og mødte lige rundt om hjørnet et par arbejdsmænd, der sagde ”nå, der kommer en mere”. Altså – jeg var på ruten og havde været det hele tiden! Igen tvivlede jeg pga. træthed i krop og hjerne, og det er helt klart noget jeg skal blive bedre til at håndtere.

Og endelig kunne jeg se Lodbjerg Fyr, men hold nu kæft der var stadig langt derned. Møg! Men der var jo kun en vej, og det var videre. Her arbejde jeg med noget yoga inde i hovedet, men fandt hurtigt ud af at ”være i kroppen lige her” gav bagslag. Kroppen råbte og skreg om at det var meeeega synd for mig, og det da var helt ok bare at gå. Selvynk og tristhed kom væltende, så det blev lidt ”omvendt yoga” der fik mig videre: Vær i hovedet lige nu, og mærk ikke kroppen. Jeg er ikke sikker på hvor yoga-agtigt det er, men hey – det virkede 🙂

Jeg kom op til fyret og videre, og kunne endelig se ud over søen lige nord for Agger. Men pyha – jeg skulle jo hele vejen uden om. Jeg fik hanket op i mig selv (havde stadig lidt ”noia” over, om de andre kvinder kom bagfra og tog min 2. plads), og fortsatte.

Men så ramte virkeligheden sig for en Vivobarefoot løber. Jeg kom op på dæmningen ud til Vesterhavet og vejen var af beton! Ja, beton! Beton, som i det hårdeste underlag jeg kender.

Mine fødder var smadrede – sådan rigtig rigtig rigtig trætte, og udsigten til et par km beton fik mig næsten til at tude. Så det blev det ultimative våben der reddede mig: Frem med Magtens Korridorer på ipod’en. Intet slår Johan Olsen, der råber én ind i hovedet. YEAH!

Så kom jeg ned i Agger by, og hvor stor er Agger by egentlig? Well, nok ikke så stor, men det føltes som om, jeg fik løbet på samtlige stier rundt i Agger, før jeg kom ud på vejen overfor start/mål området. Der blev jeg mødt af Simon, der fulgte mig de sidste par hundrede meter. Simon: I owe you one, big time! Efter at have løbet alene de sidste ca. 70 km, var det skønt skønt at få følgeskab! Og jeg fik endda faked så meget, at han synes jeg så godt løbende ud. Fnis! 🙂

I mål

Men hey – jeg gjorde det. Jeg fik min sten!

 

Min "medalje-sten"!

Min “medalje-sten”!

Jeg løb en nogenlunde anstændig 50 miler uden at formen var der.

Jeg fik holdt min andenplads blandt kvinderne, og fik ”minimeret” min røvfuld af Mette til 1 time og 49 min.

Og vigtigst af alt, fik jeg lært en masse om mig selv. Især om hvad jeg kan gøre og ikke skal gøre for at holde den kørende, når jeg er alene og det er pissehårdt.

Det kan jeg helt sikkert bruge, når Dragen skal dates til maj!

UltraIntervalChallenge – 24 timers online sjov iført løbesko!

UltraIntervalChallenge er en udfordring jeg faldt over inde på Facebook sidste år. Den bliver stablet på benene af Pace of Earth ca. 3 gange om året, og det er super sjovt. Altså, hvis man synes det er sjovt at løbe 10 km hver 3. time i 24 timer. Start (hvis man er i tidszone med Stockholm) er midnat mellem fredag og lørdag og så bare derudaf til den sidste tur lørdag aften med start kl. 21.

Jeg har været med to gange før. Første gang gennemførte jeg alle intervaller, men anden gang, missede jeg de to sidste. Nok mest pga. en småskade jeg ikke var helt ovre på det tidspunkt, men det at jeg løb 12,5 km hver gang i stedet for 10 km hjalp nok ikke på det. Typisk mig!

Nå, men det sjove er faktisk alt det ind imellem løbeturene. Her poster man på Facebook og/eller Instagram, og kan følge med i hvordan det går de andre. Man kan opmuntre de andre og selv blive opmuntret, se fotos fra de andres løbeture og ikke mindst blive inspireret af hvad de andre deltagere har gang i af mere eller mindre skøre ting. Man må nemlig meget gerne være lidt kreativ og humoristisk nå man poster efter hver tur, da det bliver belønnet.

Der er nemlig præmier. Yeah! Jeg elllllsker præmier! Så for at være med i konkurrencen om fede fede præmier (se hvad de diskerede op denne gang på udfordringens hjemmeside), skal man poste med et bestemt tema for hver interval man har løbet. Denne gang var temaerne følgende:

#interval1: Be prepared (altså: hvordan har vi forberedt os?)

#interval2: Stay Awake (hvad gør vi for at holde os vågne?)

#interval3: Run with a magic mantra (hvad er mit motto)

#interval4: What do you wear for luck? (hvad har jeg på for held og lykke)

#interval5: Greetings (med denne skulle vi fortælle hvorfor vi deltog i udfordringen)

#interval6: Energy (ja – hvad spiser/drikker vi)

#interval7: Best Pep Talk (hvem af følgende ville vi spørge om hvad: Scott Jurek, Anton Krupicka og Timothy Olson)

#interval8: Celebration (hvordan fejre vi har taget det sidste interval)

Hvad jeg svarede til de forskellige udfordringer kommer jeg tilbage til. Og vandt jeg noget? Ja, det kommer jeg også tilbage til 🙂

Win-win – ja, ja det lyder kliche-agtigt

Men altså – man kan da lige så godt udnytte sommeren og så pakke telt og jetboil og finde et fedt sted at løbe, ikk?

Så jeg tog til Nationalpark Thy. Det er et af de vildeste og smukkeste steder jeg kender i Danmark, og hvis du ikke har været der endnu, er det altså bare om at komme afsted! Ja, jeg elsker virkelig landskabet deroppe, og da jeg skal løbe Thy Ultra Trail deroppe til august, tænkte jeg at det var en god ”undskyldning” for at tage derop og træne lidt i terrænet.

Interval nr. 1: Be prepared

Min forberedelse (ud over at købe mad, skaffe vand og tjekke hvor det nærmeste toilet var) var at finde et snedigt sted til teltet. Og hvis jeg selv skal sige det, fandt et ret genialt sted. Gemt i en gryde i klitterne, lige nede hvor havet/vinden, ikke kunne høres så meget, men stadig tæt nok på, til at jeg var lige ved stranden.

#interval1 - Be Prepared. Den klarede jeg ved at finde et feeedt sted til basecamp.

#interval1 – Be Prepared. Den klarede jeg ved at finde et feeedt sted til basecamp.

Og – tada – Pace on Earth var enige, og jeg vandt en Craft Weather Jacket for fotoet af min basecamp. YEAH! Det tror jeg, at jeg bliver meget meget glad, for når jeg skal løbe Dragon’s Back Race til maj (om 295 dage, 21 timer og 19 minutter).

Nå men altså, stedet til teltet var genialt, lige indtil siden for den første interval nærmerede sig, og det begyndte at tordne. Regn er OK, men tordenvejr – især tordenvejr i mørke – er jeg altså bare totalt meget slet ikke gode venner med. Faktisk skræmmer det nærmest livet ud af mig, så det var totalt udelukket, at jeg skulle ned på stranden eller ud i klitterne og løbe. Og skoven – ja den var jo et par km væk! Såååå – lige der var mit sted nu ikke så genialt alligevel.

Så jeg sad put i mit telt og fulgte med i tordenvejret og overbeviste mig selv om at klitterne der omgav mig, var højere end teltet. Lyn slår aldrig ned i et telt, vel? Øhhh, vel?

Interval nr. 2 – Stay Awake

Ved 2-3 tiden var tordenen lidt løjet af – den var ikke så tæt på mere – men jeg var simpelthen for kylling til at turde satse på at det bare lå ude til havs og/eller at det ikke kom mere. Så jeg skippede også interval 2, der skulle have startet kl. 03. Det gode ved det var, at jeg fik en lille times lur mellem ca. kl. 4 og 5, og fik læst i en helt fantastisk bog. Det er nu noget særligt at sidde i et telt, helt alene, midt i klitterne i Thy og læse Historien om det hele.

02_Stay Awake

“interval2 – Stay Awake. I selskab med “Historien om det hele”.

 

Interval nr. 3 – Run with a magic mantra

Kl 06:00 var jeg endelig i gang!

20 meter i klitterne og jeg var gennemblødt. Hurra for højt vådt marehalm!

Men hold da op, det var bare skønt at være i gang. Jeg kunne ikke mærke, at jeg kun havde fået sovet en lille times tid – kroppen var bare SÅ klar til endelig at løbe. Næsten så klar, at jeg lige måtte følge lidt med på pulsen, så jeg ikke kom til at give den for meget gas. Det kan godt være at min mantra er ”pridelastsalotlongerthanpain, men jeg skulle jo gerne holde til resten af intervallerne.

Turen var simpelthen skøn. Jeg tog den ca. 5 km op ad stranden, drejede ind i klitterne og fandt tilbage ad hvad der bød sig af stier.

03_Run with a magic mantra

#interval3 – Run with a magic mantra. #pridelastsalotlongerthanpain

Interval nr. 4 – What do you wear for luck?

Før UltraIntervalChallenge gik i gang, havde ikke lagt planer for hvor jeg ville løbe hvilke intervaller. Tidligere havde jeg målt nogle ruter op på forhånd, men denne gang tog jeg den bare efter hvad jeg lige lystede. Jeg holdt øje med hvornår GPS uret sagde 5 km og satsede så på, at der nogenlunde var lige så langt tilbage, selvom jeg valgte en lidt anden vej.

Det var der så ikke helt hver gang! Ups.

Så interval 4 ville have været endt på ca. 12, men jeg stoppede før, for hov da – solen er kommet frem – og hov da – her kan man købe kaffe og betale med mobilen.

Lessons learned: Hav altid din mobil med på løbeture. Også til fotos selvfølgelig! 🙂

Temaet for denne interval var “hvad har jeg på som ”held og lykke ting”? Faktisk har jeg ikke noget løberelateret jeg altid skal have med mig, men – løb eller ikke løb – så jeg har altid mine tibetanske/nepaliske ørering på. Jeg købte dem i Nepal for et par år siden, af den kæreste tibetaner, og de minder mig altid om at nyde livet her og nu!

#interval4 - What do you wear for luck? Løb eller ikke løb, så har jeg min tibetanske/nepalesiske ørering på.

#interval4 – What do you wear for luck? Løb eller ikke løb, så har jeg min tibetanske/nepalesiske ørering på.

Nå men, jeg kunne nu se at det tog længere tid at løbe på stranden og i klitterne end den ”almindelige” times tid jeg er om en rolig 10 km. Især med alle de foto pause jeg tog undervejs. Klokken tikkede afsted, og jeg var da lidt bekymret for, om jeg ville få restitueret nok imellem intervallerne. Men det måtte briste eller bære – jeg var på sightseeing! 🙂

Interval nr. 5 – Greetings

Kl. 12:00. Så var solen fremme. Frem med solbrillerne og solcreme, musik i ørene og af med singletten.

Note til self: Når man vælger at tage solcreme på inden man smider singletten, mangler man solscreme på mave og ryg. Ja, jeg siger det bare!

Solen er fremme :)

Solen er fremme 🙂

 

På denne tur valgte jeg at tjekke Vesterhavsstien, da Thy Ultra Trail følger stien mere eller mindre hele vejen. Det første stykke jeg løb på var kørespor og så blev det single track. 5 km ud og samme vej tilbage. Nøj, en lækker tur!

Interval nr. 6 – Energy

Kl. 15:00, og så var stranden blevet indtaget af folk. Og selvom jeg løb i vandkanten for at nyde havet, var det egentlig hyggeligt med lidt selskab omkring mig.

Nogle gang er simpelt godt. Bare ud og hjem i skøn natur. Og lige en kop kaffe og løbe på – se det er livet!

#interval6 - Energy. Kaffe: #runnersfuel.

#interval6 – Energy. Kaffe: #runnersfuel.

Nå men, på dette tidspunkt var jeg nok ikke så civiliseret at se på mere. Jeg var ude på mit 4 interval, var godt svedig, klisteret af solcreme og blæst nogenlunde godt igennem. Men så er det jo godt man ikke møder nogle man kender. Ups – så er det jo lige dér hvor man møder nogle man kender. Min veninde tog det meget pænt, men hendes teenage datter var vist langt fra overbevist om, at jeg ikke er en eller anden “weirdo” man helst ikke skal ses i selskab med.

Interval nr. 7 – Best Pep Talk

Kl. 18:00 – interval nr. 7 (nr. 5 jeg skulle ud på), og jeg havde stadig helt friske ben. Så jeg overvejede om jeg skulle fortsætte efter nr. 8 (mit nr. 6), så jeg kunne komme op på 8 intervaller ialt. Altså at løbe et kl. 00:00 og det sidste kl. 03:00, men jeg synes det ville blive for kedeligt. Det betyder faktisk rigtig meget, at se hvad de andre har løbet, og hvordan det går for dem efter hvert interval. Der er noget fællesskab over at følge med i hvordan det går andre og at løbe de to sidste alene, ville bare blive ensomt.

Så jeg besluttede – på trods af at benene stadig var super –at den næste skulle blive den sidste.

Interval nr. 7 var egentlig tænkt som ”lad mig nu finde den sti jeg ikke fandt i interval 4”. Det lykkedes så heller ikke denne gang.

SÅ jeg valgte så at sige F… it og så bare tæske rundt i klitterne. Og og ned og op og ned og op og ned……….. Til dét, kan jeg på det kraftigste anbefale Magtens Korridorer. Johans Olsens stemme og klitterne i Thy er et perfekt match! (den havde han nok ikke lige set komme :)).

#interval7 - Best Pep Talk ever. Thy er vildt, men det er ikke Wales - jeg kunne godt bruge en coach.

#interval7 – Best Pep Talk ever. Thy er vildt, men det er ikke Wales – jeg kunne godt bruge en coach.

Temaet for dette interval var jo: Hvem vil jeg så spørge om hvad? Jov, jeg vil spørge Anthon Krupicka om at coache mig. Thy er vildt, men det er ikke Wales, og jeg kan bruge alt den hjælp jeg kan få, i mine forberedelser til min date med Dragen.

Interval nr. 8 – Celebration

Kl. 21:00 og det var det tid til den sidste interval. Og denne havde jeg planlagt. Jeg ville tage den op og ned at stranden – og så en dukkert. Keep it simple.

Stranden var nu næsten tom, og jeg startede 15 min før tid, for at få det bedste med af solnedgangen. Og hold da op en solnedgang 🙂

Solnedgang ud over et blikstille Vesterhav. WOW.

Solnedgang ud over et blikstille Vesterhav. WOW.

Og dukkerten var den bedste måde at fejre intervallerne på! Åh, hvor skønt!

"interval8- Celebration. Ingen bedre måde at fejre på, end en aftendukkert i Vesterhavet.

“interval8- Celebration. Ingen bedre måde at fejre på, end en aftendukkert i Vesterhavet.

Næste gang?

Helt sikkert!

Denne gang tog jeg afsted alene, for at prøve at holde den kørende helt alene. Kun ”me, myself and I” kun i online selskab med alle de andre deltagere i UltraIntervalChallenge.

Bortset fra, at jeg snakkede en del med mig selv, og sang med på sangene når jeg løb (bare rolig – vist nok kun når der ikke var andre i nærheden), klarende jeg det helt fint. Altså, hvis man lige ser bort fra at jeg ”kyllingede ud” på de to første pga. tordenvejr. Men det havde jeg nok også gjort, selvom der var andre med.

Næste gang tænker jeg at det kunne være fedt at finde et shelter et sted, tænde op i bålet, smække en stor gryde suppe over, og så bare løbe og hygge. Er der nogle der vil med?

P.S: Og husk lige et medbringe mere end ét par sko. Selv i solskin, er det svært at få dem tørre imellem intervallerne. Just saying 🙂

,

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

EverestingDK: 4.808 højdemeter fordelt på 18 omgange

OK-OK. Jeg ved godt det lyder totalt hjernedødt, men det var det faktisk ikke. Det er da helt normalt at bruge en lørdag på at drøne 18 gange rundt på en 4,2 km runde, med 280 højdemeter pr. omgang. Er det ikk? Og nu når arrangement hedder EverstingDK kan det da kun blive godt, ikk?

Indsamling til Læger Uden Grænser

EverestingDK er  – selvom det måske lyder som en nogenlunde dårlig idé – faktisk en rigtig go’ én. Der betales 1000 DKK pr. person for at stille til start, og man kan vælge alt fra Mt. Everest med 8848 højdemeter, Mt. Blanc med 4808 højdemeter eller Galdhøpiggen med 2469 højdemeter, og man kan løbe solo eller i hold. Derudover kan man, som ikke deltager, donere penge til løberne. Alle pengene går til Læger Uden Grænser.

Så giver det da pludselig totalt mening, at bruge en lørdag på at løbe hamsterhjul! 🙂

EverestingDK turen (http://everesting.dk/)

EverestingDK turen (www.everesting.dk)

Jeg betalte de 1000 DKK for at stille til start, og tænkte, at det var nok dét mht. mit bidrag til indsamlingen. Hvem interesserer sig da for, hvad jeg har gang i? Men det var der så et par stykker der gjorde, så jeg fik samlet 2000 DKK ind i alt, og totalt fik vi samlet 52.840 kr ind. Tusind tusind tak allesammen!

Hvorfor?

Men hvorfor egentlig? Vi mennesker har på et eller andet plan, lidt et behov for at forklare, hvorfor vi gør som vi gør. Så mit var nok egentlig fordi ”Simon says”:

2 uger før løbet tog jeg ud til Knøsgården på en af de gode rutefremvisninger, bare sådan for sjov og fordi terrænet og skovene derude er fede. Og ikke mindst fordi selskabet altid er i top. På denne tur var “The Barbarian Trail Runner aka Simon Grimstrup” med, og han synes da jeg skulle komme og løbe Mt. Blanc. Og når Simon siger man skal, så gør man da det, ikk? Jeg mener, så er det en god idé, ikk?

Ruten er lavet og "pyntet" til anledningen. Go' stil!

Ruten er lavet og “pyntet” til anledningen. Go’ stil!

Men måske skal der ikke altid være et fordi? Måske skal vi blive bedre til at gøre tingene, fordi de føltes rigtige og ikke fordi det giver rationel mening.

Træningen op til

Øhh…… hvilken træning? EverestingDK lå 4 uger efter FUT 50/50, så jeg havde jo kun lige nået at trappe min træning op efter FUT, inden jeg begyndte at trappe ned. Og højdemetertræning har jeg aldrig gjort noget i. såååå….. Kroppen måtte holde til det den kunne, som jo nok endte med at være en ordentlig omgang tæsk.

At tælle omgange

Vi skulle ikke selv tælle omgange – det var opstillet det fineste tællebord til, med en skøn skøn flok tællere.

Tællebord.

Tællebord.

Alligevel troede jeg at det sværeste ville være at tælle omgange, men det havde jeg totalt styr på hele tiden. Faktisk så meget, at jeg var tæt på at give Rasmus en seriøs lammer, da han foreslog at jeg havde 1 omgang tilbage før jeg var halvvejs, da jeg faktisk var halvvejs. Det var altså ikke sjovt! Men til hans forsvar, gjorde han det ikke med vilje. Men det var altså ingen der skulle rode rundt i mine omgange.

Stemning

Til stemningen må jeg bare sige, at den var helt vildt fantastisk. Måske lidt hjulpet på vej af, at jeg nok var lidt oppe at køre, men alligevel fantastisk. Alle blev klappet og hujet igennem tælleteltet. Hver evig eneste gang! Selv igennem natten (efter jeg var færdig, og de stadig var i gang på Everest udgaven) kunne jeg ligge i teltet og høre klapsalver.

Hele Campen/målområdet var fyldt med en dejlig stemning. Der var masser af folk der bare hang ud og hyggede, og det gjorde Backyard Climb (den sidste stigning inden tælleteltet) lidt nemmere. Og bemandingen af tælleteltet var også helt i top. TUSIND tak for skønt selskab, klapsalver hver eneste gang jeg kom igennem, og fokus på: hvad skal du have ? Drikke? Spise? Går det ok?

Ude på ruten var der også underholdning. Noget mere planlagt end andet, og det hele var med til at gøre runderne interessante (hvad møder jeg mon denne gang?).

Ruten gik forbi huset på Store Knøsen, og her havde de – af alle dage – planlagt morgenmad for et Polterabendselskab. Se taler vi om underholdende heppehold på ruten! De heppede, som om jeg var på vej op ad det rigtige bjerg, og de var meget gæstfri. Meget meget gæstfri! Men nej, eller tak – føj for pokker – jeg skulle ikke have Gammel Dansk. Heller ikke selvom Henrik havde nappet én omgangen før.

Udsigten fra Store Knøsen.

Udsigten fra Store Knøsen.

Knøsgården er jo Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskoles baghave, så selvfølgelig var der grupper af unger ude og heppe på deres kammerater. Og os andre. Skønt at blive heppet på i bunden af Slugten og sunget hele vejen op.

Velkommen til Slugten. Jeg kom på hepper banneret - søde unger, altså!

Velkommen til Slugten. Jeg kom på hepper banneret – søde unger, altså!

Og der var trail-fest i skoven. Skønt skønt skønt:

HNIE unger med sang (følge link nedenfor til video).

HNIE unger med sang (følge link nedenfor til video).

https://www.facebook.com/kirsten.isak.athlete/videos/283491395318631/

De andre deltagere

Der var os ”de mere eller almindelige dødelige”, så var der er de hårde (deriblandt Henrik), som var ude på den lange, og som lå og overhalede mig. I starten tog Henrik ca. 3 omgange for hver 2 jeg tog. Og var fik jeg altså også sagt til ham, at hvis han endte med at være færdig med den lange inden jeg blev færdig med min, måtte han tage den sidste tur med mig. Heldigvis for os begge, lykkedes det ikke Henrik at blive færdig før mig. Men han klarede hele Everest Solo, og er – sammen med Bo – de eneste der tog den hårde. Det er f….ing sejt!

Og så var der holdene. Især drengene fra Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole var en fest at løbe med. Hold kæft, de var seje. De kom stormene forbi, i futtog, med høj puls og tungt åndedræt. Det var skønt at blive mindet om at løb også kan forgå i sådan et tempo. Og underholdende at opleve at Andreas satte hans hare på en af runderne!

Alle de der mærkelige ting man oplever, når man løber den samme runde flere gange

Men man bliver nu lidt mærkelig i hovedet af, at løbe den samme runde igen og igen. Jeg fandt min egen ”90 års fødselsdagen tigerskind” på runden. En lille træstub, ca. 5 cm høj, ude til den ene side på stien. Lige der, hvor det går nedad og man giver lidt gas, inden det går lidt opad igen.

De første 2-3 omgange, løb jeg bare forbi. Men lige pludselig skete det: BANG, og så lå jeg der! (Hey – nej, det gjorde jeg faktisk ikke – jeg formåede at lave et rullefald, i stedet for at kure hen ad jorden på knæ og albuer som jeg plejer. YES!).

Anyway – stubben fik mig ned, uden at jeg dog fik set hvad det var, der havde fældet mig. Men om ikke, at jeg på næste omgang, stødte foden ind i den igen, og nær faldt. Så vendte jeg altså lige om, for at se hvad pokker det var, og fik hilst kort på min nye ven Hr. Stub. Omgangen efter stoppede jeg og tog et billede af ham (han skulle altså ikke tro han bare kunne gemme sig der midt på stien!).

Men om ikke, jeg omgangen efter, løb forbi ham uden at tænke over det. Lige pludselig går det bare op for mig, at jeg var løbet forbi. Se der var altså sært. Derefter hilste jeg pænt på Hr. Stub, hver gang jeg kom forbi, og han havde venstre side af stien, og jeg havde højre side.

Hr. Stub.

Hr. Stub.

EverestingDK var inspireret af Nepal, så der var buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb. Jeg har rejst i Nepal for et par år tilbage, og har et svagt punkt for landet, bjergene og den buddhistiske kultur, så det var utrolig skønt at gå op ad Backyard Climb til udsigten af bedeflagene.

Buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb, 20 meter før tælleteltet.

Buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb, 20 meter før tælleteltet.

I Nepal skal man gå rundt venstre om de buddhistiske hellige steder, og det manglede på en eller anden sær måde på EverestingDK ruten. Jeg fik så – på en eller anden underlig måde – udvalgt pælen på toppen af Lille Knøsen til stedet, hvor jeg lige sendte nogle tanker til Nepal. Så der blev mumlet Om Mani Padme Hum, hver gang jeg rundende pælen. Når jeg sidder her og skriver det, er det godt nok noget sært, men det gav virkelig mening undervejs i løbet. Altså virkelig go’ mening! 🙂

08_Lille Knøsen

Om at løbe og løbe og løbe

Min knægt på 12 år var med, og han sagde det skønneste lige før start: Mor, du skal ikke løbe ét langt løb på 18 omgange, du skal bare løbe 18 små løb. Det er nu en klog knægt jeg har. 🙂 Han viste sig også som den perfekte supporter/crew. Hver gang jeg kom ind var der kram, et ”få dig noget at spise mor” meget hurtigt efterfulgt af et ”kom så afsted igen mor”. Der var ikke noget med at hænge og hygge i campen.

Og han er også den fødte pacer. Han endte med at holde mig med selskab på 5 af omgangene, og det hjalp med – ud over at booste mor-stoltheden – at få delt løbet ind i små bidder.

Interessant nok, var det faktisk hårdest inde i hovedet i starten. Dér var der bare uoverskueligt lang vej endnu. Når man er på 2. omgang, virker det ikke som en særlig god hjælp, at vide at man har 16 igen. Det er lidt som til FUT 50/50, da vi mødte ”78km til mål” skiltet. På 2-3 omgang, var jeg jo stadig langt væk fra bare at være halvvejs mod halvvejs. Så det blev til ”øj, jeg glæder mig til noget koldt Tailwind” (jeg er egentlig ikke til sportdrik men Hey – det smagte faktisk ret godt). Og til “ummm – jeg håber der er nogle af de gode røde vingummier”. Vingummi er godt. Meget vingummi er meget godt. Alt for meget vingummi giver bagslag. Jeg skal vist ikke have vingummi foreløbigt igen.

Jeg kender ikke mig selv så godt endnu, når det kommer til ultraløb. Jeg har kun løbet en håndfuld, men er ved at få en idé om, at jeg nok egentlig er ret stærk inde i hovedet. På intet tidspunkt fald jeg ned i den der ”det er pissehårdt og synd for mig stemning”, eller i ”jeg fortjener lige en lille pause”, eller nogle af de andre ”undskyldninger” som hjernen kan diske op med for at få dig til at stoppe. Det er egentlig lidt underligt, men godt. Det er helt klart noget jeg arbejder videre med.

Sejr

Og Hey. Jeg gjorde det! Jeg havde sat et mål i forvejen om at jeg ville under 18 timer. Efter en 7-8 omgange kunne jeg se, at jeg nok kunne komme under 16 timer (som er cut off tiden for etaperne på The Dragon’s Back Race – “Dragen”, som jeg har en date med til foråret), og det lykkedes. Jeg kom ind på 14 timer og 20 min. YES!

Mt. Blanc - 4808 højdemeter - 74 km - 14 timer og 20 minutter. Så var det tid til en øl og en sovepose!

Mt. Blanc – 4808 højdemeter – 74 km – 14 timer og 20 minutter. Så var det tid til en øl og en sovepose! Og knægten tog 5 runder – sejt!

Så nu ved jeg, at jeg kan dét. Og jeg ved, at jeg går som en pingvin i 2 dage efter. Så jeg har fået et rimeligt godt billede af, hvor formen skal ligge når jeg møder Dragen om 335 dage, 7 timer og 38 min.

Med bananer i lommen…Firkløver 50/50 “The Real Deal”

Det at løbe er ikke det helt store problem for mange af os.

Det at løbe 50 miles er derimod kun for de få.

Men, det at løbe 50 miles den ene dag, for så at løbe 50 kilometer dagen efter, er jo forrykt.

Prøves det skulle det.

Hvorfor; “Fordi jeg skulle have en kasket…”

?; “Jep, en skide kasket.”

I´m The Geek Runner, og dette er min historie om Firkløver 50/50, og det at løbe for at få sat den eftertragtede trucker cap “The Real Deal” på hovedet.

 

 

Prep…

Prepare

Lørdag morgen, bilen er pakket med alt hvad der er nødvendigt af løbegear til at kunne klare de to kommende hårde dage til Firkløver 50/50, der afholdes i de fantastiske omgivelser i skovene omkring Helsingør.

Der er dog læs på i år, da bilen også er pakket med 336 flasker af de gyldne dråber fra Ugly Duck Brewing Co. – pænt sponsoreret af Urbantrailrunner aka Kagemanden aka Bluncken aka Martin B.

For et trailløb skal altid afsluttes med en lækker øl.

Så er det sagt – basta.!

 

 

Vi er fremme…

 

Ligesom sidste år, havde jeg valgt at være posh, og i den anledning havde jeg booket overnatning på spa hotel med alt hvad dertil hører.

Jeg kan desværre ikke sove i sovepose/telt, og da restitution mellem de to dages løb er utrolig vigtig, var dette det bedste jeg kunne gøre for mig selv.

Så efter indtjekning på hotellet, tog vi den korte tur op til start området.

Jeg finder altid en behagelig ro og stilhed i kroppen og slapper mentalt af, når jeg står der ved startområdet, dagen forinden.

IMG_3685-2 IMG_3686-2 IMG_3690-2

Det giver lige en sidste koncentreret fokus på, hvad det er jeg rent faktisk skal begive mig ud på.

 

Alt imens vi står der på toppen af bakken, der igen i år er start, men samtidig er lavet om til at være slut, med en stigning som vil føles som var det 90 grader, støder vi ind i et par andre løbere der også lige er kommet forbi, får en sludder for en sladder, og efter en times tid, er det farvel til de andre, og hjem på hotellet.

 

Resten af dagen står på afslapning, får fundet gearet frem, blandet energi fra
32Gi, lagt det hele ud, så jeg kan få morgendagen til at gå, som var den sat på autopilot.

Stille og roligt kommer værelset mere og mere til at minde om en løbebutik, da alt udstyret er blevet lagt op i stakke hvor der nu er plads.

Hold nu kæft der er meget.

Men man går ALDRIG ned på gear.IMG_3698

Og så er jeg jo The Geek Runner.

 

 

 

 

 

Nogen siger at maden dagen inden er vigtig.

Jo jo, men denne dag skulle jeg have en 2 retters gourmetmenu i restauranten.

Da jeg sidder der, behageligt placeret i stolen i restauranten, sippende af mit vinglas, indeholdende elektrolytter, ja ja, der var ikke sparet, det var endda med citrus smag.

Sender jeg et smil til de telt-overnattende-spejdere og deres frysetørret mad, og en varm tanke da jeg tager første bid af min utroligt lækre fersk røget laks med tilhørende avokadocreme, syltede løg og sprød karse.

IMG_3694-2

Det er sgu den ægte posh-trailløber style det her.

 

 

What the FÅRK…

 

Men midt under dette kongelige festmåltid slår det mig pludselig.

“Hold nu kæft main, hva fårk for en sko skal jeg løbe i på dag 2.?”

For fanden Rasmus, du har jo endnu ikke bestemt dig.

Dag 1 er sikker, her løber jeg i Topo Athletic MT2 trailsko med 3mm drop.

Men hvad dælen gør jeg med dag 2.?

Nå, på med løbetøjet, og afsted det går, og det er endda inden at maden overhovedet har ramt bunden af maven, finder hurtigt nogle stier bag hotellet og med Mizuno Hayate 2 på fødderne og Hoka One One ATR i hænderne, begiver jeg mig afsted over grus, sten og græs.

2k den ene vej og 2K retur i Hokaen.

“For helvede det er svært det her.”

Det giver to helt forskellige løb.

Jeg kan på ingen mulig måde finde ud af hvilken det skal være.

Så af ren og skær mangel på svar, vælger jeg Hokaen grundet en bredere forfod, med mere støddæmpning, og at den giver en rullende fornemmelse henover foden.

Inderst inde håber jeg dog, at mine Topo´er bliver tørre til dag 2.

Men jeg kan jo ikke være sikker på det.

Et dejlig varmt bad – skal lige siges, at det var ikke under 20 min – hvor jeg endnu engang sender tanker til de kolde og fugtige teltspejdere, er det ind under de lune dyner, tænder tossekassen og slapper af.

IMG_3700

 

 

Verdens mest irriterende lyd…

 

“Ah hold nu op.”

Klokken er knap 05:00, det er raceday.

Men alt alt alt for tidligt.

Jeg er ikke på nogen som helst måde et morgenmenneske, i hvert fald ikke så tidligt på døgnet.

Op kommer jeg, vågner stille og roligt under bruseren, havregryn med rosiner kommes i en medbragt skål, bades i mælk og kaffen sættes over.

Dette er mit faste morgenritual inden et løb så tidligt, og det har det altid været.

Jeg er på ingen måder nervøs, jeg glæder mig bare til at mødes med alle de seje løbere, som jeg tidligere har løbet med under FUT50/50.

I år havde jeg hooket mig op med Ulle, og sammen havde vi lagt en plan for hele løbet, eller hen til de 69K.

Ved startområdet blev der delt varme trail-krammere ud – ja det er sgu nok bare en almindelig krammer – men lyder det ikke lidt sejere at kalde dem trail-krammere.?

Nummeret hentes, påmonteres de obligatoriske sorte trailshorts, og så er der racebriefing.

 

 

Kirkeklokkerne ringer, klokken er syv, pistolen affyres og så er det bare afsted…

 

Snakken, grin og højt råbende jokes følger os som var det kendismelodien til “Titanic”. Dog er dette ikke et synkende skib – endnu, men et sprudlende glad felt af gale løbere der lige har taget hul på de 85K.

Stadig bliver skovens dybe stille ro, sprængt af festglade tosser, der endnu har energi og luft til at fortælle løgn historier og jokes.

Men da vi rammer det første K skilt, er der da også blevet lidt mere stille.

79K er der tilbage.

“Jamen, tak for den information”.

 

Jeg indser hurtigt, at der er bare nogen i dette felt der bare er liiiige lidt for hurtige, og at det nok var sidste gang i løbet jeg så dem.

Men min egen plan var ikke at komme igennem de 50 miles hovedløst hurtigt. Men at løbe med overskud.

Hvem fanden prøver jeg at overbevise, selvfølgelig skulle den løbes lidt hurtigt, og gerne hurtigere end sidste år.

Her var tiden 9:51:24 – en flot tid for et løb som dette. – Hvilket også gav mig en placering over midten i feltet.

Så en tid bedre end dette ville være så godt.

Jeg havde sat mig for, sammen med Ulle, at vi skulle ramme mål efter 9:15:00.

Så dog lidt urealistisk ud, men mon ikke vi godt kunne.

 

 

Er fuldstændig færdig af grin…

 

Efter en 12K eller deromkring, kan vi pludselig hører en masse larm komme bagfra.

“Hvad fanden sker der.?”

Et kort glimt over skuldren fortæller os, at det er Kagemanden og Traileren.

“Hvad”

De var sgu da foran os.

Da dieseltoget bliver indhentet af lyntoget, fortæller de os, at de var løbet forkert, og derfor fået en del ekstra meter/K på kontoen.

Vi er fuldstændig færdige af grin.

Der, i skovene i Nordsjælland, stormer de to tosser rundt og farer vild.

Hold da kæft det er grinern.

Sammen følges vi lidt ad, men da den første fotograf dukker op bag en bakke, tager fanden ved dem, og Traileren skriger “den her tager jeg først”.

Han er simpelthen for sjov.

Stille trækker de fra os igen.

Det var vist noget med at de skulle ind på 8:30:00 eller der omkring.

Bare de lige husker at der også er en dag i morgen.

 

 

Den negative indflydelse…

 

Det værste der kan ske under et løb som dette, er at komme til at tænke negativt eller blive påvirket negativt.

Dette sker for os kort efter at de to “tosser i skoven” har forladt os.

Vi indhenter simpelthen en løber, der også var løbet forkert.

Men forskellen her er, at han er den mest negative person jeg nogensinde har mødt.

Da vi løber i samme pace, er det ret svært at slippe af med vedkommende.

Vi sætter pacen op, det hjælper ikke.

Så sættes den ned, heller ingen virkning.

Dog, lige inden vi rammer det første depot, er der blevet lidt luft mellem os.

“Hold kæft det var tiltrængt”, det er det eneste jeg tænker.

Sjovt nok, så var det bemandede depot også enige med os i, at det var dog noget af en negativ indstilling at have så tidligt i et løb.

Vi ser ikke mere til denne person.

Hvilket vi på ingen måder er trætte af, tvært imod.

At have en til at ligge i feltet der kun rakker ned på afmærkninger, ruten etc, er så nedslidende mentalt.

Og her skal lige siges.

De tre race directors, Carsten, Klaus og Per Egon, havde i år, ift sidste år, afmærket ruten så godt, at man næsten kunne stå ved et flag/minestrimmel og så se hen til det næste.

Så al den kritik vi hørte, var på ingen måde berettiget.

Så et shout out til vedkommende; “Så hold dog mund.!”

Men med bananer stoppet i lommen – hvilket egentligt er ret klamt, da de trykkes, varmes og bliver brune på engang, ned i mine shorts, så begiver vi os afsted igen.

Vi er i super humør igen…

 

IMG_3761

 

 

Chips, gels, gifler, 32Gi…

 

Ned ryger det.

IMG_3734

Vi har lige ramt hoveddepotet for første gang.

Det gør man i dette løb efter de første 39K.

Her er en super fed stemning.

Her står nemlig alle løberne klar der skal til at afsted, ud på de 50K.

Så der bliver klappet, råbt og heppet på os.

Og med en ny bådlast af skårne bananer i lommen, drager vi i bedste løbestil afsted igen.

Foran os ligger møderne med “dræber” køerne, stranden, trappen og “tunnel of love”.

 

 

Half way done…

 

Vi er godt og vel halvvejs.

Og vores snak – som på ingen måde har været tavs, drejer sig nu ind på “dræberkøerne” som vi sidste år mistede over 12 min ved.

De valgte simpelthen, at ingen trailløbere skulle passere dem, og dem der forsøgte blev dræbt.

“Jo jo, det er da bare en ko.”

Men næh nej. Disse nordsjællandske kødædende køer, havde allerede nedlagt tre fire trailløbere der lå hist og her på stien, halvspist.

Ikke noget kønt syn.

Så vi var noget nervøse, da vi drejer ind gennem afspærringen.

“Hva fårk. hvor fanden er de henne.?”

Denne dag var de væk, vi stryger lige igennem deres territorie, glade og lykkelige for endnu engang at overleve besøget med dem, og samtidig helt oppe at ringe over, at vi nu er min 12 min hurtigere end sidste år, tager vi sidste sving.

“Damn it.!”

Der ligger de sgu…

Pludselig bliver vi som ninjaer der løber på rispapir.

Ikke en lyd afgiver vi.

Tror faktisk vi holder vejret i adskillige minutter.

Og da vi endelig er forbi dem, er vi sgu frække nok til at give et lille “Dumme køer” og et håndtegn sendes i deres retning.

1-0 til trailløberne.

IMG_3771

 

 

Reload…

 

Depotet er nået, vi er godt tæt på stranden og de 50K.

Her møder vi igen et hold depothjælpere med servicen så høj, at Michelin guiden ville have givet en stjerne til dette depot.

Vi får også at vide, at Mr Negativ, tidligere har valgt at stå af.

Et lille smil kommer på vores løber.

Skrald ud, bananer ned.

 

Jeg ville lyve hvis jeg påstod, at vi ikke var ved at blive trætte, og med 4K strand der skal tilbagelægges i blødt sand, rullende sten og hoppende fra sten til sten, så var vi ret spændte.

Ulle havde dog ikke så meget lyst til stranden som jeg.

Så vi snakker lidt frem og tilbage, og det hele ender med at vi hurtigt giver hinanden et man-hug, og her skilles vores veje.

En af grundene er, at jeg ikke kan løbe langsomt på stranden, da dette vil tømme mig for energi.

Så jeg sætter pacen op, og afsted det går.

På dette hårde stykker, får jeg da også hentet 2 andre 50 miles løbere og får dem lagt bag mig.

Er sgu altid et boost, når man passere andre løbere.

Men hov.

Der kommer sgu en gruppe på tre.

“Løber jeg så langsomt.?”

Hell no…

Kigger mig febrilsk over skuldrene.

Hvilken farve har deres nummer, hvilken farve har deres nummer…

Ah pyhhh…

Det er gråt/sølv.

Det er bare de førende 50K´ere der først nu henter mig.

Den ene af dem må på en eller anden måde også have set mit ansigtsudtryk, for hans kommentar da de passere mig er: “bare rolig, vi er bare 50K´erne.”

Kunne ikke andet end grine af denne kommentar.

Stranden sluttede med den flotteste udsigt op til Kronborg slot. Vi drejer af skarpt til højre, væk fra sand og stenhelvede og der, der rejser sig den første rigtige lede bakke sig.

Ved foden af bakken passer det med at jeg skal spise, drikke og have lidt energi.

– I løb som disse er det vigtigt – i hvert fald for mig – at få noget ned konstant og med samme tidsinterval mellem hver gang.

Så jeg har to drikkedunke i vesten, indeholdende 650 ml 32Gi Endure blanding.

1 flaske skal være drukket over 2 timer, hverken hurtigere eller langsommere.

Derudover, skal jeg have noget at spise hele tiden, og det er her bananerne i lommen kommer ind i billedet.

1/4 banan spises der, og det hele blandes med enten en 32Gi chew (en vingummi, der kan sammenlignes med juleflæsk) eller en 32Gi gel.

På denne måde får jeg hele tiden fyldt op.

Suppleret med en salt stick hver anden time.

Opad går det i hurtig gang.

En god ting er, hvis man ikke kan løbe op af bakkerne uden at brænde alt energi af, så gå i hurtigt tempo istedet.

I sidste ende gir det sgu det samme.

Og for mig virker det altid.

Bakken er forceret, og her lige der.

Der er trappen. “Stairway to heaven.”

Det må være den sygeste og ringste joke, at lægge en sådan trappe ind i et løb som dette.

Her har man lige rendt røven i laser på 4K strand, bestiet en bakke som på daværende tidspunkt måler sig med Mount Everest.

Og så skal man fandme ned OG op af en trappe.

“Hvorfor” spørger de fleste.

Jamen vi skal da lige ned og ringe på en klokke.

“Er du DÅM eller hva.?”

Nej, jeg er bare en af de heldige der deltager i Firkløver 50/50, og dette er en del af gamet.

Dog er trappen lidt hård op til toppen igen.

Nu er det værste sgu overstået.

25K tilbage igen, og pludselig begynder løbet ned af bakkerne også at blive “hårdt”.

Men men men, vi skal sgu fremad.

 

 

Last stop…

 

Målet er nået for sidste gang under de 85K.

Dette er den sidste af de to gange vi kommer forbi start/målområdet.

Endnu engang stoppes der bananer i lommerne.

Jeg tænker for mig selv, “nu er der kun 16K tilbage.

Men lige som jeg svinger ud på stien efter mit nedløb fra mål, er der en eller anden der lige skal sige højt “der er ikke 16K tilbage, nej det er 17K.”

Ej, ih tak. Den der ekstra kilometer er jeg da sgu glad for at blive mindet om.

 

 

Det våde lange rør…

 

Det er nu at hver lille stub, hver væltet træ, føles som en kamp at skulle over.

Et væltet træ, der ligger i en højde af 40 cm, bliver pludselig en stor forhindring, der trækker tåre.

“For dælen, hvordan kan så lille en ting være så hård”.

Da træerne så bliver større endnu, ja så ender det endda med, at jeg simpelthen sætter mig på dem, for at forcere dem.

Det er jo rent til grin.

Men det er sgu nemmere at komme over dem end under…

Men for hver forceret stub, kommer jeg et skridt nærmere “The tunnel of love”.

Et 15-20 meter langt vandrør/tunnel, som man så lige skal igennem.

Jo jo, det er da ikke så svært, næh nej.

Men tænk nu lige engang.

Vi har lige løbet godt og vel 75K, og nu skal vi fandeme ned i hug og gå, med vand til vristen.

Ved sgu ikke hvad der er værst, vandet der nu kommer i skoene, eller at skulle gå i hug.?

Men det at få koldt vand i skoene for en stund, bliver noget jeg ser frem til.IMG_3726

det giver ligesom det sidste ekstra spark, til at kunne klare resten af turen hjem.

Ned i knæ, ned i vandet, og hen mod lyset for enden.

Og som vanen tro, så står fotografen på klar med alt sit gear.

I år skal der fandeme lavet et ordentligt billede.

Så jeg stopper pænt op inde i røret og laver den bedste pose jeg har lært.

Kameraet blitzer, og jeg skal videre.

Kommer ud i lyset, og finder hurtigt ruten igen.

Og selvfølgelig er det en bakke man skal op ad, lige efter at man har gået for over bøjet og i hug.

Det kan man godt mærke i lårbasserne.

 

5K tilbage, ud og ind af de små skov stier, til store forundring for de gående skovbesøgende folk.

Pludselig popper der en svende og træt løber ud af en busk, for dernæst at kaste sig vild og tovlig ind i en ny, mindre end 100 meter nede af stien hvorpå de går.

Ja trailløbere er sgu specielle…

 

Opløbet…

 

4K, damn det her stykke er hårdt.

Nu er det afsted i siden af en mark, det smalle singletrack hælder til venstre, så løbestilen er rent ud sagt en gakket gangart.

 

3K, nu henover en ny mark.

 

2K, asfalt, ej hvor er det noget lort nu, og så går det sgu opad.

 

1K, du gir den gas nu, men alligevel vinker jeg pænt en løber forbi.

Han har mere i sig end jeg selv har. Jeg ser ikke nogen ide i at hænge på ham.

Jeg har et par gange tidligere ude på ruten hørt, at jeg skulle ligge i top 20, og det passer mig fint.

Der er ikke nogen i syne bag mig.

Nu skal jeg bare hjem i mål.

Drejer to gange til højre, opløbet, her står folk og klapper og råber.
Det giver helt klart lidt mere energi.

I vanlig overskudsstil, laver jeg et hop til stor jubel for tilskuerne.

Det er sgu sådan man slutter 85K trailløb, og selvfølgelig lige Mount Everest op til mål.

 

 

Done, did it…

 

Første arbejdsdag er vel overstået, og endda med overskud.

Får små snakket med de andre løbere der er kommet i mål før mig, men der er ikke mange, det viser sig, at jeg er kommet ind på en flot 10. plads.

Og tiden.?

Ja den er sgu forrygende.

9:07:57 – det er jo perfekt ift hvad jeg havde regnet med fra start.

Hvad bedre er.

Så er det en forbedring på hele 44 min fra sidste år.

Fantastisk.

 

 

Afslapning…

 

Nu står den på restitution på hotellet, ren og skær afslapning.

IMG_3707Men skal lige et smut forbi baren.

Havde jo en aftale med en tom og cola.

Hvilken bedre måde kan man afslutte et race på.

Stopper dog lige på vejen op til hotellet i 7-eleven og køber ind af cola og chips, bare for at fylde på.

Og så er det jo at man ikke bare skal gå i stå, man skal jo helst holde sig i gang så mælkesyren ikke hober sig op i musklerne.

Så jeg får den gale ide, at tage trapperne op til tredje sal.

Hvilket, med lettere stive ben, viser sig at være hårdt.

Men op kommer jeg da.

 

Da skoene er taget af, kommer det ikke som et chok, at min venstre storetå er lettere ramt.

Stødte på tre gange, direkte med neglen, så at den er lettere blå, er ikke en overraskelse for mig.

Ingen sko, medmindre der selvfølgelig er metalsnude på dem, vil have kunnet forhindre dette.

Og så tabte jeg også et par negle sidste år.

Men ellers er de fuldt ud funktionsdygtige.

 

 

Im in love…

 

IMG_3712Mine Topo MT2 har sgu gjort det godt idag.

De fortjener sgu et kys.

Jeg må sige, at de er et af de bedste par sko, hvis ikke de bedste sko jeg har løbet trail med.

Nu håber jeg bare de kan nå at tørre til i morgen.

For tanken om at løbe i andre på dag 2, er ulidelig.

 

 

Efter et velfortjent bad, er jeg trukket i mest behagelige tøj jeg har med.

Grå joggingbukser, rød merinouldtrøje med endnu værre – rent farve mæssigt – løbetrøje over.

Lettere stivbenet hopper jeg ned i restauranten.

Og hold da op en masse skæve blikke.

Jeg vil jo ikke ligefrem sige jeg falder i med tapetet.

Tror nærmere jeg er som solen der pludselig er stået op en mærk aften.

Jeg vil næsten vove og påstå, at min valgte beklædning har en negativ effekt på tjenerne.

For hold da kæft en ringe service jeg får denne aften.

Nu skal det hele jo ikke handle om mad.

Denne aften var der en  4 retter gourmetmenu til mig.

Men efter at have siddet i 37 min og ventet på, at min tomme tallerken fra forretten skulle blive taget ud, – ja det er en arbejdsskade at lægge mærke til dette – så er jeg nu bare endnu mere sulten og irriteret.

Vil sgu have slugt maden nu og så op på kammeret.

Hvilket jeg nok også får sagt til tjeneren, der farer rundt som om vedkommende ikke vidste hvad der var op og ned eller højre og venstre.

Maden er færdig, jeg er træt, tossekassen kører igen.

Nu skal der slappes af.

For i morgen venter endnu en dag, og det er med de sølle 50K.

 

 

Take two…

 

Sjovt, for denne dag føltes lige akkurat så tidligt som dagen forinden.

Dog med lidt stivere ben.

Havde sovet som et barn, den rituelle morgenmad blev overstået.
Alt tjekket igennem, og så var det afsted.

 

Hen over aftenen søndag og “natten” til mandag (race day 2) var der kommet flere opdateringer ind på facebooks side “the real deal” hvor folk simpelthen havde meldt fra.

Dette var gjort af den ene eller den anden grund.

Så af de 16 tilmeldte, så var der vel ikke andet end en 8-10 stykker tilbage, som jeg senere skulle se og møde ved start.

På med varmen i bilen, dog var det lunere i vejret end dagen før.

Alligevel havde jeg planlagt at lægge ud i vest, for så at smide den senere.

hvilket skulle vise sig at være en rigtig god ide.

 

Bilen parkeres helt oppe ved start – skulle jo nødigt gå mere end højst nødvendigt.

Til min store overraskelse, var der næsten igen, eller rettere, der var to, så med mig selv, tre.

 

 

Ready, set, and something called running…

 

Det var sgu noget af et mandfald.

Men så igen…

Så er jeg jo i top tre.

Det var i dette øjeblik jeg valgte at lave min strategi helt om, igen…

 

Der var sgu ikke rigtigt nogen racebriefing, vi var jo også tre der allerede havde løbet de få 50K dagen forinden.

Så der stod vi:  Den lille indianer, den super cool Isak og undertegnede.

Til start på The Real Deal med T

Som tre små spændte børn på deres første skoledag, ventede vi på at blive sendt afsted.

ja, selvfølgelig ned af bakken fra dagen før, med ømme og trætte ben.

Er glad for at ingen filmede os nedad.

For hold da kæft nogle mærkelige gangarter vi havde.

Det blev til 3 hyggelige K på prologen i selskab af Per Egon, før vi ligesom blev sluppet løs på de resterende 50K – ja ja, det er ikke en regnefejl. Ruten var 53K, altså ikke de 50K som reklameret for.

 

 

It´s on…

 

Efter de 4K begyndte Anders så småt at trække fra mig, men ærligt talt, så havde jeg ikke travlt.

Ville egentligt bare nyde turen rundt i mit eget tempo.

Målet var som sagt bare at komme ind under de 6t timer.

 

Vil ikke lige sige “af sti afsted”, men det gik rimelig godt med mit pace, og fik hurtigt fundet en god rytme.

Bakkerne – de større af dem – blev taget i hurtigt gang, og må erkende, at ligeså blev det nedad.

Mine lår var simpelthen ikke “gearet” til nedløb.

 

På en eller anden måde, så var skoven bare så meget flottere denne dag.

Om jeg var blevet skør, det kan jo så diskuteres i det uendelige, men der var bare noget over den i dag.

Kan vel være at jeg løb alene og derfor lod mere mærke til de forskellige ting, eller også var det grundet, at jeg var så meget mere mentalt ovenpå på anden dagen, end jeg var dag 1.?

 

Det værste stykke på dagen, var stranden.

4k som dagen før, der skulle klares med “flade” ben, og blødt sand, gjorde det ikke nemmere.

Med højvande og kraftigere vind en dagen før, havde gjort stykkerne med sten, hvorpå vi skulle hoppe rundt, til et livsfarligt stykke.

Der skulle virkelig være koncentration hele tiden, for at sætte en fod på en glat sten og så flade eller få et ben i klemme, var sgu nok ikke lige sagen, specielt ikke denne dag, hvor vi kun var tre løbere og endnu færre mennesker som tog en gåtur på stranden, som kunne se os.

Men over kom jeg da, tør ikke tænke på hvor langsom det gik eller hvor meget jeg lignede en der havde skidt i bukserne, men frem kom jeg da.

De sidste halvtreds meter på stranden blev da også brugt til at filme en lille hilsen og til at få noget i maven.

Banan, banan og atter banan – og den blev altså ikke mere lækker af at lægge i løbevesten 25K end dem jeg havde i lommen tidligre – suppleret med et godt koffeinchok fra 32Gi.

 

Væske i løgneren, og op ad bakken mod den kære trappe, med den elskede klokke, og videre ind i skovens dybe ro gik det.

 

 

Holder hvad jeg lover…

 

Rundede hoveddepotet efter knap 4 timer, tanker op med lidt banan, saltsticks og en gang cola i den ene dunk.

Små smuldre lidt med Carsten og da jeg drager afsted og ud på de sidste 17K, siger jeg tl ham “vi ses om mindre end 2 timer”.

Da tiden viser 4:00:29 sætter jeg i løb ned af bakken og ud på de sidste K af FUT 50/50.

 

Nu var det så, at hver lille stub, hver lille gren der skulle forceres, begyndte at blive kæmpe mæssige forhindringer der kunne tage dage at komme forbi/over.

Benene var mere trætte nu end tidligere, men resten af kroppen var flyvende.

Så jeg måtte tænke en del mere over mine skridt, hvor de blev sat, hvad de skulle igennem etc.

Og mærkeligt nok, så begyndte jeg at se frem til tunnelen med vandet.

Det var bare så fantastisk en ting der lå der ude foran mig.

At kunne få fødderne i kold vand, det ville da give et kick af friskhed.

Men lige nu var der lige lidt mere skov der skulle nedlægges.

 

 

Møderne med homo sapiens…

 

Da vi nu var nået et tidspunkt på dagen hvor andre folk havde valgt at gå tur i de flotte skove, stødte jeg ind i flere og flere mennesker.

Som som tidligere nævnt, så gjorde store øjne når jeg sprang ud af diverse skovåbninger for så straks at forsvinde igen ind i en anden.

En står tydeligt for mig endnu.

Her kommer jeg løbende, badet i sved, med saltophobninger som læsø sydesalt ville være stolte af at kunne vise frem.

Kæmper mig op af en bakke ved en legeplads, og der står denne lille søde dreng med hans fine cykel og siger hej til mig.

Jeg smiler venligt og svare “hej med dig”.

Så spørger han…

Og husk på at jeg løber langsomt, så vi kunne have læst en hel roman så lang tid tager det at passere ham grundet lavt tempo.

“Hvad laver du.?”

Mig; “jo ser du, jeg er ude og løbe 53K.”

Den lille søde dreng; “åhh det er da ingenting.”

Jeg tænker bare, “hvad helvede mener du med det din lille skid.”

Jeg; Joo, det er da meget langt, jeg løb over 80K igår.”

Ham; “Åh hvad, ikke længere…”

Havde kun en ting i hovedet.

Da jeg ikke kan komme hurtigere forbi ham, så skal han edermame få fart i den cykel, for ellers pifter jeg den.

For fanden da, til hans forsvar håber jeg, at hans forældre endnu ikke har lært ham om distancer.

Det er dog lidt sjovt at tænke tilbage på.

Her vil jeg da gerne være flink og informativ.

Og så får man sådan nogle kommentarer fra sådan en lille fræk møgunge.

– Var egentligt ret sjovt…

 

 

Det længe ventede fodbad…

 

Tunnel of love er nået, tid til et fodbad.

Og yes main,.

“Der er mere vand i end igår.”

Det er sgu da helt normalt at man snakker med sig selv, når man nu er helt alene ude i skoven og skal til at gå igennem et vandrør.

Ned i hug, av for fanden, det er ikke rart.

Så ellers sigte efter lyset i den anden ende.

Da der er mere mentalt over nu, så bliver det foreviget på film.

 

Cirka 12K tilbage nu.

Skide værre med at fødderne er lidt våde. Det virkede opfriskende et kort øjeblik.

Og endnu engang må jeg konstatere, at Topoen bare er en suveræn sko.

Ingen svuppen eller andre sjove lyde fra skoen, ej heller den der irriterende fornemmelse at løbe i sjask våde sko er der.

Simpelthen fantastisk.

 

 

Timber…

 

Nu bliver hver et væltet træ en større og større forhindring.

Hver gang jeg kan se mit snit til at sidde på stammen og svinge benene over, bliver taget imod med smil på læben.

Er egentligt ikke træt.

Det er mere som om at benene ikke helt lystre hvad hjernen siger.

 

8K tilbage, bang, så ligger jeg der igen.

Smerter fra storetåen buldre løs i skoen.

Man skal jo huske at løfte foden over rødderne, men gudskelov så var skovbunden blød. Så ingen skade der.

Op igen, videre det går.

 

Endnu et træ, lige der, på “min” sti.

For helvede.

Over med et ben og så det andet.

Men hvad fanden er det.

Der, lige der i et tyndt træ, der hænger der – vel at mærke i hovedhøjde – en hundepose med lort i.

Hvem i hele helvede har luftet deres hund, inde i denne tætte bevoksning, set den skide, for så derefter at tænke.

“Jeg samler den sgu da lige op, det er jo at gøre en god gerning.”

Men så hænger vedkommende den op i et træ, som var det en anden engel der hang på juletræet.

Kan jo ikke andet end at grine, for hvad nu hvis den havde ligget der hvor jeg faldt for lidt siden.

Så havde jeg nok ikke været så fandens glad.

 

5K tilbage.

Tæller ikke rigtigt K, men derimod tiden det vil tage at komme i mål

Synes minutter lyder meget bedre end k.

K efter K tikker forbi.

Nu er jeg træt, og hver gang der kommer en stigning, bliver der gået i jævnt tempo i stedet for at løbe.

 

3K, for fanden, kommer det ikke snart det mål.

Nu begynder jeg at se resten af ruten foran mig.

Hvert et sving bliver analyseret som var jeg Hamilton der skulle kører F1 løb i Monaco.

Alt bliver gransket igennem.

 

2K, “Hold nu op den her asfaltvej er da meget længere end den var i går.”

Dog bliver den mast under mine fødder.

 

1K, 1000 skide meter tilbage, grusvej, det går ligeud.

Så et venstre sving, to gange til højre og de sidste 400 meter til mål.

Kan se det for mig.

Smiler og griner for mig selv da jeg drejer første gang.

BANG

AV FOR HELVEDE…

Lige så lang som jeg er, ligger jeg der og roder rundt i jorden.

Endnu engang ramte venstre fod en sten.

Men hvad sker der der.?

Har ikke tid til at ømme mig, det eneste jeg gør er, at kigge på uret, “kan jeg nå i mål inden de to timer som jeg tidligere havde sagt.?”

Op, afsted, højre og højre igen.

Hvad fanden sker der.

Der står sgu en masse mennesker.

De venter på mig.

Så kommer jublen fra dem.

Ny energi, tempoet sættes op, smilet kommer fra.

Bakken forceret.

Der ligger jeg på knæ.

Træt, overvældet af alle de fremmødte der giver skulderklap eller trailkrammere.

Fantastisk.

Jeg gjorde det.

Gjorde det, som kun to kunne klare.

 

Og her er min cap.

 

Skærmbillede 2016-05-25 kl. 19.44.36

Min velfortjente cap.

138K på to dage – ja det lyder ikke af så fandens meget.

Men det var hårdt.

 

 

En kæmpe tak…

 

FUT50/50 2016 har vist sig at være en ny opgraderet udgave af løbet året før.

Og det er gjort med bravur.

Et seriøst fedt løb.

Alt spiller maks, og det er hele tiden, og det er alle der får den samme gode stemning.

Det er for übercool et løb.

 

Nu sidder jeg så her og spekulere.

Næste år, 2017.

Skal, skal ikke.?

Det er jo næsten for godt til at sige nej til.

Men med det de har bevist i år ift sidste år, så vil det blive en fest af et løb næste år.

 

Om jeg vil gå glip af det.?

HELL NO.

The Geek er tilbage igen næste år.

Og det bliver med kasketten på skrå.

 

Firkløver, tak for nu og på gensyn.

 

En lille hilsen her til sidst, der går ud til Ulle, Ninjaen, Traileren og Skals med andre fra den klan.

Bid mærke i, at der står 1-0 til fynboerne.!

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

http://www.fut5050.dk/

http://topoathletic.com/

http://www.thonimara.de/

http://32gi.com/

The Geek Runner

 

 

 

 

Date med en Drage – Dragon’s Back Race

Dragon’s Back Race

Så gjorde jeg det – købte nummer til Dragon’s Back Race 2017. Og denne gang kan man ikke sige at det var en ups’er. Jeg sad klar ved PC’en 10 min op til deadline for frigivelse af registrering, og trykkede tilmeldt så snart registreringen åbnede. Aldrig – og jeg mener aldrig – har jeg haft så høj puls og helt røde kinder, bare ved at sidde helt stille foran en PC og ”arbejde”.  Der sad jeg – foran PC’en – midt på kontoret, med blokket kalender til privat aftale, havde høretelefoner på så jeg signalerede ”tal helst ikke til mig”, og fik helt røde kinder. Det var nok meget godt, at mine kollegaer efterfølgende liiiiiige fik en forklaring på, hvad pokker jeg havde haft gang i!

Hvad er Dragon’s Back Race?

Dragon’s Back Race er et 5 dages etapeløb i Wales, som falder ind under kategorien ”fell running”. Jeg kan ikke rigtig finde et dansk ord for ”fell running” men det svarer nogenlunde til løb i fjelde, på stier (hvis der er nogle) i terræn, og ruten ikke er afmærket. Wikipedia har defineret det som: “Fell running is the sport of running and racing, off road, over upland country where the gradient climbed is a significant component of the difficulty. Fell races are organized on the premise that contenders possess mountain navigation skills and carry adequate survival equipment as prescribed by the organizer”.

Ruten til Dragon's Back Race (www.

Ruten til Dragon’s Back Race (www.dragonsbackrace.com).

Dragon’s Back Race starter i Conwy i den nordlige del af Wales, hvor vi mødes søndag d. 21. maj 2017 til registrering og briefing. Mandag d. 22. maj 2017 kl. 07:00 går det løs:

  • Dag 1: 49 km med 3.823 højdemeter som vil tage os over (med “over” forventer jeg hen over mere eller mindre samtlige toppe af) bjerggrupperne: Carneddau, Glyders og Snowdon.
  • Dag 2: 54 km med 3.544 højdemeter. Her vil vi stifte bekendtskab med Moelwyns og Rhinogs.
  • Dag 3: 68 km med 3.712 højdemeter i selvskab med Cadair Idris og Plynlimon
  • Dag 4: 64 km med 2.273 højdemeter. Her skal vi hygge os i Elan Valley, men på trods af det tillokkende navn (Valley = dal), får vi da lige en god omgang højdemeter alligevel.
  • Dag 5: 57 km med 2.313 højdemeter. Her kommer vi igennem (og hen over hvad der må være en del toppe i) Brecon Beacons.

Så altså: 5 dage, 292 km og 15.665 højdemeter. Auch! Og godt det samme at vi skal løbe, hvor der ikke er særlig mange andre mennesker – jeg har ikke en chance for at udtale det forskellige stednavne.

Og de 292 km og 15.665 højdemeter er uden det løse. Alt det dér ekstra, der kommer på, fordi man løber forkert. Ruten er ikke afmærket, og i stedet markeret på kort som du så selv skal navigerer efter. Det der med at navigere kommer jeg tilbage til.

Eksempel på kort der løbes efter. Dette fra fra "søsterløbet" Cape Wrath Ultra. (www.dragonsbackrace.com)

Eksempel på kort der løbes på. Dette fra fra “søsterløbet” Cape Wrath Ultra. (www.dragonsbackrace.com)

“Søsterløbet” Cape Wrath Ultra

Dragon’s Back Race har et søsterløb – Cape Wrath Ultra – som lige har løbet af stablen. Der har været live tracking af løberne, og det har været ret lærerigt i forhold til detaljer om Dragon’s Back Race, og mega spændende.

Der var i alt 95 løbere til start, hvoraf 3 var danskere. Mogens Gisselbæk, Henrik Anoil Hansen og Flemming Madsen. Jeg tidligere har mødt Mogens Gisselbæk (på toppen af Trehøje til VUMB i vinters), men der blev fulgt med og heppet på alle tre danskere.

Så der var der altså live tracking af løberne og sikke et drama! Folk fejlnavigerede, klarede ikke cut offs og faldt som fluer. 95 stillede til start og 59 gennemførte, og det er ifølge arrangørerne mange i forhold til hvad de havde forventet. Tal lige om de 10 små cyklister!

Men alle tre 3 danskere gennemført: KÆMPE stort tillykke til jer, Mogens, Henrik og Flemming. Skønt at I viser at – godt nok har vi ingen bjerge her i Danmark– men vi kan være med alligevel!

Cape Wrath Ultra og Dragon’s Back Race

Nå men jeg har altså haft et fell running etapeløb på ønskelisten det seneste års tid, og hvorfor faldt valget så lige på The Dragon’s Back Race? Jeg kiggede også på Cape Wrath Ultra (de to løb bliver afholdt forskudt hvert andet år), men dels er jeg mega utålmodig (og der er altså meeeget lang tid til 2018) og dels er Cape Wrath Ultra 8 etaper hvor Dragon’s Back Race er 5 etaper. Jeg tænke at det nok er mindre hårdt inde i hovedet at skulle løbe i 5 dage i stedet for 8 dage.

Cape Wrath Ultra har længere etaper end Dragon’s Back Race, hvilket også er en fortaler for at vælge Dragen.

Men men men – Dragon’s Back Race har pænt mange flere højdemeter. Altså som i sygt mange højdemeter. Sådan nogenlunde omkring 15.665 m. Det er mange!

Jeg fik en fornemmelse af hvad højdemeter er på min træningstur i Avoriaz tilbage i november, og har brugt den lidt som en forståelse af hvad forholdet xx km/xx højdemeter betyder for min krop. Og derigennem om Dragon’s Back Race er noget der vil være ”duable” for mig. Konklusionen er, at jeg er rimelig sikker på, at det kan jeg godt. Men slet slet ikke sikker på, at jeg kan klare det indenfor de fastsatte tidsgrænser.

Så de næste 355 dage skal der arbejdes på:

  • Km i benene – også i terræn.

Check. Det er jeg sådan nogenlunde med på – der skal bare nakkes km er atter km. Der skal bare lægges ugeplaner der skal følges. Dog skal jeg nok lige skænke det en tanke at få nok terræn træning ind (altså træning uden for stier). Så langt så godt.

  • Fart

Til Dragon’s Back Race er det jo sådan (som i alle andre etape løb) at jo senere du kommer i mål, des kortere tid har du til at spise, hvile og restituere, til du skal i gang igen næste morgen. Og jeg er ikke en af de hurtige løbere! Faktisk ser jeg fart (eller mangel på samme) som min største svaghed, så der skal bygges fart og fart på inden jeg skal møde Dragen. Man skal jo helst ikke have svitset ballerne, fordi han kommer snigende bagfra, vel?

  • Udholdenhed

Til Dragon’s Back Race er der start hver morgen fra kl 07:00 og cut off kl. 23:00. Jeg får brug for alt den tid der er, og skal derfor indstille mig på at være i gang en 12-15 timer hver dag. Så planen er, at der skal trænes udholdenhed hen over vinteren ved at kombinere løb, cykling, svømning, yoga – alt der holder mig i gang i mange mange timer. Og den kommer nok til at trækker tænder ud: Mig – være i gang i mange timer i det danske efterår/vinter! Mig – der jo altid lyst til at gå i hi når vi rammer november!

  • Højdemeter træning

Denne burde egentlig være nem nok at tjekke af. Læg ugeplaner og følg dem. Meeeennn jeg bor på den nordlige del af Djursland. Her er altså meeeeega fladt! Så der skal lige arbejdes en del med timing af højdemetertræning, da det er noget, der skal have særlig fokus. Og jeg skal vist lige have fat i en erfaren bjergløber for at få lagt en god plan.

  • Balance i kroppen

Min lidt gamle krop har lært mig, at jeg ikke bare kan give den gas, uden at tænke kroppen som en helhed. Hvis jeg styrker én del af kroppen meget, er der bare en anden der brokker sig, hvis den ikke også følger med. Og her har jeg fundet det lækres af det lækrest: Bikram yoga. Jeg skrev kort om det i sidste blogindlæg, og jeg er stadig lige begejstret.

  • Coretræning

Men selv det sygt hårdeste yoga kan ikke give styrke nok, og jeg skal også have fokus på antagonisttræning (antagonist muskelgrupper er de, der har en modsatvirkende funktion) og simpel core træning. Så her skal der også lægges en plan.

Udfordringen bliver så at holde den!

Jeg har erfaring fra uanede antal af planer og programmer – de ryger bare alt for tit ud i hverdagen. Måske er løsningen at jeg sætter uger af, hvor jeg køre programmerne og har uger helt uden? Her skal jeg nok også lige have en erfaren gut ind over.

  • Find vej

Jeg er ikke helt fremmed overfor at navigerer i bjerge, og har bred erfaring fra trekking i Grønland, på Svalbard, samt i Sverige og Norge. Dog aldrig i dårlig vejr med ringe sigtbarhed. Og jeg kan nok ikke forvente høj solskin i 5 dage i Wales.

Og jeg har heller ikke erfaring som en mega presset løber, der måske – måske ikke – er mere eller mindre i stand til at tage de rigtige beslutninger.

Men jeg har ”smugtrænet” lidt, da jeg længe har villet løbe fell running. Jeg blev jo smidt ud i at være kortholder til VUMB 2016 med 3 ugers varsel. Jeg har ”party crashed” O-løb træninger hen over vinteren og er startet i det små i OK Pan sammen med mine unger.

Så planen er at få erfaring og have fokus på at lære at læse højdekurver. Samt (i så høj grad budgettet tillader det) komme afsted og træne / deltage i races i fells/fjelde/bjerge.

For jeg skal altså ikke ende som nogle af deltagerne i Cape Wrath Ultra: Lost!

Screenshot fra live.opentracking.co.uk/capewrath16/ af to løbere der seriøst løb forkert!

Screenshot fra live.opentracking.co.uk/capewrath16/ af to løbere der seriøst løb forkert!

Men så fik jeg også lært at arrangørerne tager sikkerheden meget højt (vi er vel i UK, ikk?), de kontakter løbere, der er blevet væk, og at man får en røvfuld af den anden verden, hvis man løber udenfor det udleverede kortudsnit.

  • Stave – ja så er vi tilbage til de ”¤%#/”&”¤##/#)=”!(% stave

Jeg har tidligere forsøgt mig forsigtig med stave og fandt ud af, at det kan jeg ikke finde ud af. Men jeg er nået til det punkt, hvor jeg har indset, at det må og skal læres. Jeg får brug for alt den hjælp jeg kan få, når først jeg er derude:

  • Race erfaring

Og så skal der samles på race erfaring. Alt den jeg kan nå at få. Så jeg starter med EverestingDK d. 11.- 12. juni, med at løbe 4.808 højdemeter, svarende til højden på Mt. Blanc, fordelt på 18 omgange på en 4,2 runde. Ja det var 18 omgange på en 4,2 km runde ved Knøsgården.

Del af Everesting DK ruten.

Del af Everesting DK ruten. Vi komme oppefra og skal ned over Everest stammen.

18 omgange, så der kommer til at gå helt hamsterhjul i det, og det bliver mit første af slagsen. Men det bliver også flere højdemeter og en længere distance end den længste og hårdeste på Dragon’s Back Race, så det bliver godt med et reality check for kroppen på, hvor overliggeren ca. skal ligge i forhold til formen når kalenderen siger 22. maj 2017.

Og Hey: EverestingDK er et drøn godt initiativ, da pengene går ubeskåret til Læger Uden Grænser. Så hermed lige en opfordring til at komme med, eller til at støtte indsamlingen her, der foregår igennem BetterNow.

Hvis Mt. Blanc (4.808 m) ikke er nok, kan man tage Everest (8.848 m), og hvis det er for meget kan man tage Galghøpiggen (2.469 m). Man kan enten løbe solo eller dele distancen i hold. Eller man kan komme og prøve trailsko, løbe hyggeture, heppe på løberne, og ellers bare hænge ud og hygge. Check hjemmesiden for detaljer og program.

355 dage, 7 timer, 58 minutter 35 sekunder til min date………