Tørre, franske tæsk til Ultra Trail Cote D´Azur Mercantour (UTCAM)

Det er slut

September måned 2016. Efter omkring 90 km – jeg står stille. Er svimmel og utilpas, benene er som gele. Er helt igennem træt, udmattet og tom – såvel fysisk som mentalt. Beslutningen er taget. Jeg kan ikke mere og må trække mig ud af løbet. Altid en kæmpe skuffelse at måtte udgå, men samtidig også en del af “ultra-gamet”. En DNF er og bliver en skuffelse – men den er også en enorm kilde til læring og motivation plus at den indebrændthed, det giver, kan “tæmmes” og føre noget rigtig godt med sig.

UTCAM

Et fransk trailløb med udgangspunkt i Nice samt bjergbyen Saint-Martin-Vesubie. Så længe jeg har kendt til løbet er det blevet afholdt i starten af september, men her til 2018 havde de valgt at placere det i juni. Nærmest på dagen jeg erfarede dette blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle min revanche være.  Har flere gange haft god erfaring med at “toppe” i juni og for at knække løbet krævede det bestemt at være klar.

Jeg tilmeldte mig påny distancen 145 km med 10.000 m+ / 9.000 m-.  De andre distancer til løbet fordelte sig sådan:

7 løb i alt.

 

4.5 km og 1150 m+

12 km, 800 m+

25 km, 1400 m+

45 km, 3070 m+

70 km,  5000 m+

90 km, 6000 m+

 

Ruterne er kendetegnet ved at være særdeles tekniske uden længere “cruise-stykker”.

 

 

 

 

Optakt

Rejsen til Nice gik glat. Fløj torsdag morgen (tidligt) og var fremme, via en mellemlanding, godt middag torsdag. Skulle mødes med Michael Fich i lufhavnen. Vi skulle bo sammen og han skulle løbe samme distance som jeg. Vi får fundet vores hotel og pakket lidt ud. Efter så mange timer på farten plejer benene at være godt stive, så vi besluttede os for at tage vores løbeveste med al obligatorisk udstyr i for at løbe/gå ned til expo og blive indtjekket.

 

 

Arrangørerne har ret godt styr på setuppet omkring løbet og vi kom stille og roligt igennem diverse kontroller, igennem den ene sluse efter den anden for til sidst endelig at have alle stempler på vores papir og dermed klar til den bastante udfordring. Til vores overraskelse (og ærgrelse) havde vores startnumre fået påtrykt et tysk flag. Det var altså ikke helt ok 🙂

 

Men nu var vi klar. Grej var godkendt og nu gjaldt det egentlig bare om at spise og sove indtil løbets start, fredag eftermiddag kl 17.00. I ugen op til løbet blev det meldt ud at grundet sne på én af toppene, så ville der være en lille ruteændring som ville betyde 9.500 hm i stedet for 10.000. Men de proklamerede at vi ikke skulle forvente det blev nemmere af den grund.

Starten

Efter et forsøg på en middagslur fredag begyndte ræs-kriller i den grad at brede sig. Ting blev tjekket, grejet gået efter og vejrudsigterne skulle der også lige være styr på. Heldigvis synes vejret til at skulle blive overvejende tørt og varmt. Endda så varmt at arrangørerne havde ændret kravet på minimum 1l væske til 2l…. dælme en seriøs ændring at komme med, så kort tid inden start.

Vi fik bestilt en taxi som fragtede os de 7 km fra Nice og til startstedet. Da vi blev sat af fandt vi et skyggested med nogle stole og borde. Dejligt at kunne sidde der og slappe af – men endnu mere fedt var det at ganske kort tid efter så var samtlige 10 danske deltagere samlet. Det var virkelig hyggeligt at se dem alle. Få snakket og grint lidt.  Stemningen var super afslappet, men absolut heller ingen tvivl om at alle var klar over hvad der om 45 minutter ventede.

 

 

Med en halv time til start går vi op til pladsen vi skal sendes afsted fra. Det var dælme varmt på dette tidsspunkt. Der skulle sendes to grupper afsted på samme tidspunkt. Både 90 km og 145 km. Kan ikke helt overskue hvor mange deltagere der var – men mener vi fik os sjusset frem til omkring 200 på den lange (Tror dog, her bagefter, at der var lidt flere).

Synes det er lidt sjovt. Oplever det hver gang inden startskuddet at jeg nærmest går ind i mig selv. Altså lige de der 3-4 minutter inden. Hvor man står midt i feltet. Alle lyde bliver fjerne og åndedrættet bliver på en måde dybere og meditativt. Har det med kort at lukke øjnene og få samlet tankerne.

 

Vamos

 

Endelig, endelig, endelig bliver vi sendt afsted og i modsætning til mange andre af den slags løb, så gik der sådan cirka 10 meter inden den stod på singletrack. Ofte starter løbene med nogle km på asfalt inden man ryger ind på stierne – men altså ikke her, så allerede fra start var det bare ind på linie og ellers finde tålmodigheden frem. Og lige netop den, tålmodigheden, skulle blive en de største prioriteter.  Jeg følte mig rigtig klar til løbet og havde inden start kun haft den ene målsætning i hovedet…jeg skulle gennemføre. Ikke noget med en tid eller en placering. Er ret overbevist om, at grunden til at jeg udgik sidst, var for højt tempo. Den fejl skulle bestemt ikke laves igen.

De første mange km går stille og roligt i én lang slange. Folk overhaler og nogle gange skulle jeg også selv overhale, men alt i alt blev flaskehalsen ret hurtig overstået og der kunne komme lidt flow i tempo. Lækkert med så mange danske deltagere. Der var næsten hele tiden en eller flere i nærheden.  Så snakken gik ganske lystigt og generelt var der bare en hyggelig stemning på sporet. Det er vildt svært at følges med nogen hele tiden. Især her i starten

 

 

Kommer til første depot efter blot 7 km hvor mange vælger at fortsætte igennem. Også mig. Det næste ville komme allerede efter 14 km. Mellem 7 og 14 km følges jeg i lang tid med Thomas Rasmussen og Jacob Trailer Mogensen. Snakken går og der er dejlig stemning på. Der kommer et par hidsige og relativt korte stigninger her. På dette stykke kommer vi også op til Benjamin Holst og Annemette Skov. Vi følges mere eller mindre ad sammen til første depot stop ved 14 km. Godt at få tanket lidt op og få kørt et par kiks plus diverse ned……kunne dog godt liiiiiiige have brugt en cola, men det lod vente på sig.

14-30 km

Så var “hyggestemningen” også ved at være forbi og vi skulle til at arbejde os lidt mere opad hvor første top ville ende i godt 1400 m højde.  Inden løbets start havde jeg været lidt i dialog med Annemette om et muligt følgeskab. Vi havde begge tidligere deltaget i løbet og udgået. Vores splittider lå dengang ret meget op af hinanden så hvis muligheden bød sig, ville det være oplagt at følges ad, det vi nu kunne.  Og på dette tidspunkt i løbet passede det rigtig godt. Vi holdt begge samme tempo op ad bjerget som vi kommer op til uden de store dikkedarer. Sporet var nogenlunde fornuftig og da vi runder toppen og har løbet nedad et stykke tid kommer vi op til min roommate, Michael Fich. Det sker samme tid med at mørket er begyndt at falde på og det er tid til at få pandelamperne på. Det går over stok og sten ned mod næste depot som ligger ved 30 km. Kan ikke helt huske det store fra nedløbet her, så tænker det faktisk må have været til at løbe på 😉 Da vi kommer ind her, er Klaus Dahl netop på vej ud. Ahhh, endelig cola. Får et virkelig lækkert, knastørt, stykke franskbrød. Plejer egentlig ikke sådan at føle sult i disse løb. Men lidt kendetegnede for dette, så var jeg småsulten nærmest hele tiden. I det hele taget havde jeg det rigtig godt. Tempoet var præcis som ønsket. Hovedet og maven havde det perfekt. De næste 25-30 km ville virkeligt blive vanskelige. Det var blevet mørkt og vi ville skulle bevæge os mere eller mindre op, hele tiden.  Vi befandt os cirka 300 m over havet og ville ende på knap 2100 m, kun afbrudt af kortere nedløb.

Træt med træt på

Den første stigning på omkring 800 hm går relativt smertefri. Den bed dog godt fra sig de sidste par km og blev også teknisk mod toppen. Fra sidst jeg var der, kunne jeg huske at der ved den lille klippepassage var en masse folk der stod og heppede. Glædede mig til at kunne begynde at høre dem i det fjerne – men desværre var der ingen folk i år. Det var ellers super fedt. Der midt om natten at kunne høre larm i det fjerne. Synes vi får arbejdet os over denne stigning rigtig fornuftig og fortsætter det relativt korte nedløb til depotet i Utelle ved 44 km. Fra nu af ville løbet ændre karakter…sådan huskede jeg det i hvert fald fra sidst. Vi skulle for første gang til at bevæge os op over 2000 m.

 

 

Det var efterhånden blevet nat og vi havde været i gang i en del timer. Og pludselig, som lyn fra en klar himmel blev jeg træt. Sådan virkelig træt. Havde svært ved at fokusere og gik egentlig og blev lidt småsur på mig selv. Hvad hulen bildte jeg mig ind. Træt???? Nu. Vi var jo nærmest lige startet. Men ikke desto mindre, så var jeg en søvnig gammel mand. Om Annemette kan læse tanker…det ved jeg ikke. Men indtil nu var der egentlig ikke blevet vekslet mange ord imellem os. Det skal jeg love for der kom gang i nu. Der blev snakket om alt og ingenting. Det var virkelig det der skulle til på dette tidspunkt, stille og roligt forsvandt trætheden. Desværre opstod der et andet problem i vores samarbejde. Annemettes mave var langt fra samarbejdsvillig og til sidst, kort efter depotet ved 55 km blev vi nød til at skilles ad og hver finde vores vej på det lange nedløb mod hoveddepotet ved 71 km. Det var rigtig ærgerligt idet vores tempo var perfekt, men på uden tvivl det rigtige at gøre her.

Nedløbet var konstant i omkring 10 km og forekom mig pænt langt. Heldigvis var klokken blevet godt 5 og så småt begyndte det at lysne. det giver altid et boost. Lidt i 7 ankommer jeg til hoveddepotet hvor vores dropbag er.

 

Roquebilliere – 71 km

 

Idet det absolutte hovedmål med dette løb for mig var at gennemføre havde jeg også planlagt et længere depotstop her. Ville klæde om til helt nyt tøj. Have skoene af og få luftet fødderne lidt og ikke mindst have noget rigtig mad.  Heldigvis opførte min mave sig eksemplarisk. Kunne spise og drikke som jeg havde lyst.

 

I depotet står Thomas, Annemettes mand, og vi får hilst og jeg fortæller at hun ikke er længe efter. Altid super skønt at møde nogen man kender. Den førende dansker, Klaus Dahl, sidder også i dette depotet. Vi får også snakket lidt sammen og han spørger om vi skal følges. Kanon. Det ville jeg rigtig gerne.

Så efter en god omgang lun mad og rygsækken fyldt med energi og diverse til resten af turen sætter vi afsted.  På vej ud af hallen lagde jeg mærke til hvor kvæstede folk omkring os så ud. Og ikke fordi min motivation næres ved at se andre være pressede, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på i hvor god stand både Klaus og jeg var.

Da vi kommer ud i den friske morgenluft og begynder en laaaang opstigning kan jeg mærke at Klaus er temmelig meget hurtigere end jeg.  Der hvor vi rent faktisk kunne løbe skulle jeg virkelig holde tungen lige i munden. Samtidig er jeg også begyndt at tænke rigtig meget på mit første forsøg her. Det var præcis på dette stykke krisen for alvor begyndte at ramme mig. Så en forcering nu havde jeg bestemt ikke lyst til. Heldigvis fandt vi hurtig en lidt bedre rytme på stigningen.

På toppen går det ned 5-7 km. Det er ret flot med en del passager af floder og hvor man i hvert fald kan høre flodens brusen i baggrunden.  Vi laver nogle stop for at få taget et par billeder. Det er simpelthen så dragende med bjerglandskaberne hvor de høje, sneklædte tinder ligger i baggrunden og venter.

 

Deja-vu

Fremme ved næste depot vælter tankerne frem i mig. Det var kort herefter det koksede fuldstændig for mig sidst.  Heldigvis er jeg ikke i nærheden af krise og har samtidig Klaus at snakke med. Jeg kan huske de få km tilbage til depotet efter jeg havde trukket stikket. Huske det frustrerende i at skulle meddele jeg var udgået. Tiden bagefter der gik med at ligge i en liggestol fyldt med tanker. Føj. Så var tankerne og følelserne væsentlig anderledes her.

 

 

Vi går stille og roligt ud af depotet og nærmer os stigningen der vil føre os op i 2500 m højde. Noget vi begge havde set frem til. Op over trægrænsen og opleve de store vidder. Men hold nu fast den stigning tog fat. Og varmen pumpede nu på. Det blev en helt naturlig ting for os at stoppe op hver eneste gang vi kunne finde et vandløb for at forsøge at blive kølet ned.

 

 

Landskabet åbner sig op i takt med at træerne forsvinder. De store bjerge troner sig op. Det er virkelig storslået. Man glemmer helt at man er i gang med et race. Jeg begyndte også nu at forstå arrangørernes ændringer af løbet. Der begyndte at ligge sne forskellige steder. Første gang vi rammer et stort stykke med sne skal der skydes en runde billeder og som dengang til Trail Verbier Skt Bernard begyndte jeg at skovle sne ned af ryggen og knuse en stor snebold ovenpå hovedet. Det fungerede fantastisk til at køle ned.

Trail bad-asses på vej mod toppen

…eller sådan føltes det lidt 🙂 Vi var ved godt mod og mega blæret, så kunne Klaus lidt lommefransk. Så når vi mødte nogen kom der lidt gloser med på vejen. Fedt. Vi kunne skimte toppen af bjerget. Udsigten var enorm og smuk. Det var goldt, åbent er relativt svært. Og så sker der det, at bedst som man tænker at vi bare er top vildt seje, sådan at kæmpe os hele vejen herop….Så sidder der en samling mennesker præcis på toppen og hygger sig. De er jo ligesom også kommet derop, så ro i trussen, Dannie 🙂 Der er og bliver bare noget fantastisk ved at runde en bjergtop. Vi blev sendt videre med store smil og hep med på vejen. De spurgte også om vi manglede noget, men vi var godt dækket ind.

 

 

 

Nedløbet var så småt i gang og der gik ikke længe før vi fandt ud af at sneen ikke skulle spøges med. Tænker der var omkring 5-6 stykker á 50 meter med sne henover stien. Nogle steder var det altså noget stejlt. Solen smeltede jo på sneen, så selvom arrangørerne havde været ude og skovle en sti klar, så var den ved at være blød, glat og stejl. Vi skulle godt nok bevæge os med museskridt. Disse stykker var de eneste steder i løbet hvor jeg synes det var liiiiige spændende nok.

 

 

Efter at været nået nogle hundrede højdemeter længere ned var det hele bare stadig virkelig flot. Husker dette stykke sådan nogenlunde til at holde sig løbende på. Brugte tiden på at få spist og drukket godt. Plejer egentlig at dele mine Bonk Breakers op i små bidder, men spiste her en hel og fik drukket en masse.

Undervejs havde både Klaus og jeg haft urene sat til opladning. Distancen og højdemeterne lå stort set ens, så det hele kørte bare.

Næste depot skulle ligge ved 97 km, men langsomt kom mit ur på 100, 101, 102, 103, 104 og til sidst 105 inden depotet var i syne. Fik mig også lige overbevist om at uret nok havde vist for lidt og at vi faktisk var ved depotet ved 108 km….. Men nej. Det var ved 97 km

Det super høflige pensionist depot og den største krise i løbet

Kan godt mærke jeg lige skal have bekræftet hvor hulen vi er henne. Og den ansvarlige i depotet slår det helt fast. 97 km. Forstår det simpelthen ikke da vores ure jo sagde næsten det samme, men der må helt sikkert være målt for mange km imens urene har været til opladning? (Resten af løbet passer afstanden – kommer i mål med cirka 7 km mere end hvad ruten er opgivet til).

Lige der, i depotet, er det sådan set ok ikke at være så langt fremme i løbet som jeg troede. Gennemsnitsalderen på depotet var nok tæt på de 70, men hold nu fast hvor var de hjælpsomme. Glemmer aldrig den søde, rare dame der bød os begge en hel anrettet platte med lidt brød, ost og pålæg plus lidt andet. Det var sgu næsten som at komme på restaurant. Hun kunne ikke engelsk men kiggede bare på én uden at sige et kvæk. Det var altså lidt spøjst.

Endnu engang tanket godt op skulle forcere næste stigning. Må sige at indtil nu havde jeg haft styr på hovedet. Men meldingen om at skulle løbe 8 km mere (eller reelt set at uret viste 8 km forkert) knækkede mig lidt. Jeg blev mut og sur. Kunne ikke slippe tanken omkring det. Det var vildt træls og for en kort stund blev det også sådan at jeg kom i tvivl om jeg kunne klare det. Det hele gik fra at have kørt som smurt til at blive hårdt og frustrerende. Tænker der gik en halv times tid inden jeg kunne begynde at slå det hen og da vi nærmede os toppen kan jeg huske at “tågen” lettede og de positive tanker fik plads igen.

Vi kaster os ud i endnu et nedløb. Et stejlt og ret teknisk nedløb til depot ved 108 km.

 

Nice, France – 6/16/18 : Ambiance base vie du boréon

Næsten nede kan vi høre en dansker “kalde” på os. Det er Thomas Skov der står og tager imod os. Filmer, hepper og snakker med os. En KÆMPE motivationsbooster og tror det betyder mere end han lige regner med. Det får tankerne lidt væk fra det vi er i gang med.

Herfra og til næste stop er der 16 lange km over en voldsom stigning og et sindssygt nedløb. Derfor tager vi os god tid i depotet. Jeg får endnu en gang varm mad. Skønt. Maven kører fortsat helt perfekt.

Har efter løbet talt op hvor meget jeg har spist (af energi produkter):

26 saltpiller fra GU,  3 bonk breakers, 5 GU gels, 11 GU water tabs.  Derudover 2 gange pasta og pølser. En del brød, vindruer og appelsiner.

 

 

“Drama-stigningen”

Vel tanket op får vi de sidste hep med på vejen fra Thomas og vi trasker stille og roligt et par km frem mod den næste udfordring. Godt og vel 1000 højdemeter på en stejl stigning op til Mont Archas i 2526 m højde. Efter jeg kom over krisen med km kikset var kræfterne vendt godt tilbage og på dette tidspunkt i bunden af stigningen var jeg ved rigtig godt mod. Selvom der stadig var mange timer igen fik jeg følelsen af at jeg nok skulle gennemføre.

Der har hele dagen været høj solskin, men nu kan vi se at skyer begynder at trække sammen oppe på bjerget. Er lidt i tvivl om det er der vi skal op. Ikke noget der bekymrer os synderligt. Det er varmt og vi er i bevægelse. Langsomt, men sikkert.

 

 

Vi kommer igen over trægrænsen og her begynder bjerget virkelig at vise tænder. Der er nogle ret tekniske stykker med der skal arbejdes lidt ud og ind imellem klippestykker. Det er ret stejlt og vi kan spotte de orange markering strække sig temmelig langt op. Til højre går det stejlt ned af bjergsiden og skyerne blæser ind over siden. Der er masser af fugt i luften og i det fjerne kan vi høre at det buldrer. Frygter lidt at der skulle trække torden ind over os. Det vil godt nok være et rigtig skidt tidspunkt. Temperaturen er osgå faldet en del og er lige ved at skulle have mere tøj på ude over den tank top jeg havde på, men tænker…”bare lige til toppen – så går det ned og der kommer varmen hurtigt i kroppen igen”.

Der begynder at komme lidt mellemrum mellem Klaus og jeg, men vi holder stadig sammen op til toppen. Vi snakker lidt med “bjergposten” som fortæller at der venter os et rigtig, rigtig stejlt nedløb off trail. Bare tag det roligt ned, så er det ikke så slemt….

 

 

Hold nu fast det var stejlt. Skimtede lidt bagud. Regnen var rigtig tæt på nu og vi kunne kun håbe det ville gå så lang tid som muligt inden det brød ud. Nedløbet var på lidt græs og jord. Hvis det var vådt ville det blive én lang skøjtebane!

Efter omkring 15 minutter på nedløbet kom regnen, men heldigvis kun lidt finregn i starten, så vi nåede stort set hele det rigtig stejle stykke i tørvejr. Fedt.

Ved ikke om det var en form for “besærker-blodrus”, men et eller gjorde at jeg gerne ville køre lidt mere på. Var blevet enige om at efter det stejle stykke, så kunne der gives lidt mere gas.

Tror måske det var en form for runners high, eller følelsen af at være klar over at jeg ville gennemføre. I hvert fald havde jeg pænt meget overskud her og en følelse af at ville give den gas.

Det var rigtig fedt ikke længere konstant skulle tænke på “økonomi” og holde igen. Men nu at kunne med det tempo jeg nu engang kunne.

Det lange stykke overstået

Det var relativt lette km, de næste 4-5 stykker. Foregik på en grusvej som steg let og endelig kom jeg frem til depot ved 124 km. Inde i hovedet havde jeg døbt dette sted: Når-du-når-hertil-så-er-du-sikker-på-at-gennemføre-depotet.  Der sad en anden løber i depotet som kunne engelsk. Vi snakkede lidt om det vilde bjerg før og især det hidsige nedløb.  Brugte ikke mange minutter i dette depot, der manglede cirka 20 km af løbet hvoraf en enkelt stigning skulle forceres efterfulgt af et længere nedløb til mål i Bjergbyen Saint-Martin-Vesuibie.

Efter depotet her er der et relativt kort nedløb, men trods alt så langt ned at mit ur viser omkring 1200 m oppe….Kan ikke helt tro på det….den sidste top vi skal op på, ligger i 2087 m højde. Jeg havde fuldstændig undervurderet den stigning. Flot!!!!

 

Stigningen starter nogenlunde roligt og der kan power walkes med ok tempo. Men jeg synes virkelig den er lang og drænende nu. Bliver ved med “tro” jeg snart må være på toppen, men højdemeter på uret lyver ikke. Der er temmelig langt endnu. Mørket falder på igen og pandelampen kommer på. Selvom det ikke er vanvittigt stejlt så skal der kæmpes nu og deroppe, i det fjerne, kan jeg nu spotte sådan et rundt, orange, telt som indikerer toppen. Bliver “bippet” og får anvist retningen ned. Herfra er der kun 10 km tilbage og kun 3 km til sidste depot. Hvilken eufori 🙂

Denmark won…

Tøffer roligt ned mod sidste depot af de snørklede stier…der gives dælme ikke ved dørene her. Der jeg går ind i depotet hvor der står 4 hjælpere spotter de dannebrogsflaget på mine shorts. Hey man, Denmark won in football 1-0 over Peru. Congrats…France also won. Ren feststemning. High five og videre ud på de sidste 7 km nedløb mod mål. Når lige at overbevise mig selv om at dette nedløb bliver ren motorvej på en jævn grussti. Glem det, Dannie Boy. Hvorfor hulen skulle det pludselig blive nemt. De tekniske stier fortsætter…og fortsætter. Og gudhjælpemig om ikke vi også lige skal have en lille stigning mere. Jo ikke ret lang, men bestemt ikke noget jeg havde ventet.

2 km tilbage. Jeg er nede i målbyen og de sidste km til mål varer cirka en evighed, men endelig kommer jeg ind på brostene i byen. Kl nærmer midnat og byen er total død. Normalt kan man sådan i det fjerne høre mål…men ikke her. Det er total stille, drejer til venstre og jogger de sidste 50 m ind under målportalen. En helt igennem fantastisk følelse. Bliver modtaget af 3 arrangører og får en lille snak. Tiden siger 30 timer og 55 minutter. Jeg er ovenud stolt og gennemtæret af en lykkefølelse.

 

JEG FREAKING GJORDE DET

 

Strava stats fra løbet findes her

Epikrise

Sejler ned mod omklædning og får udleveret mine dropbags, går i bad og får varmt tøj på. Sætter mig og spiser en ordentlig omgang mad igen. Kan slet ikke få ind i hovedet at det er overstået da Klaus pludselig kommer vandrene. Mega, mega fedt. Han er inde cirka 1 time efter mig.

Virkelig fedt at sidde der og slappe af og få snakket lidt om det hele. Vi er endnu engang så priviligerede og heldige at Thomas vil hjælpe os. Når Annemette var kommet i mål ville de gerne køre os tilbage til Nice i stedet for at vi skulle vente på en shuttlebus. Luksus.

Annemette kommer i mål ud på natten i en fornem andenplads for kvinderne. Til lykke med det.

Dette løb er til dato det hårdeste jeg har gennemført. Brugte 6 timer mere end i noget andet løb jeg har løbet. Sværhedsgraden, hele tiden, gjorde at man konstant var på. Der var ikke sådan helt sindssyge passager med scrambling.

Der var 342 deltagere på startlisten. 162 gennemførte. Jeg blev nummer 15 blandt herrerne.

Selve arrangementet omkring løbet er rigtig godt. Ruten super opmærket. Depoterne gode (også selv om der først var cola efter 30 km). Hjælperne i depoterne var fantastiske og på trods af ringe eller ikke eksisterende engelsk så blev det aldrig et problem.

Det har været en KÆPMPE oplevelse og bestemt et løb der kan anbefales – hvis man ønsker en ordentlig en over nakken 🙂

 

 

Vil endnu engang takke mine samarbejdspartnere:

2xu Danmark

The good karma company

Elitegear.dk

gaiasport

Altra Runnnig Denmark

Derudover varmer det ekstremt meget med alle de beskeder der er tikket ind undervejs og her efter løbet. Tusind mange tak til jer alle. Det varmer og motiverer mere end I tror.

Tak for rejsehygge til Michael Fich. Tak for følgeskab til Annemette og Klaus samt en kæmpe stor tak til Thomas for opmuntring og små opdateringer undervejs.

Den største tak ryger direkte til min kære familie som støtter, tænker, supporterer og bare er der, samt giver mig muligheden på ny.

 

Nu skal der rettes fokus mod nye eventyr 🙂 …..keep it wild

 

Ses på stierne

KH

Dannie

@dannietrail