Runningb1

Den svære kærlighed til løb

Pt. Er det for de fleste af os triatleter off-season, hvorfor der ikke kommer så mange løbsberetninger fra mit vedkommende.

Jeg vil i mine kommende indlæg komme med lidt af en blanding af min nuværende træning, træningsformer og tanker om træning og alt det omkring, men jeg vil også komme meget ind på min historie, og min rejse.
Min rejse fra at være en sofa-kartoffel-arbejdsnarkoman og absolut ikke triatlet, til Ironman, og frem til i dag, hvor målet næste år er at kæmpe med om DM-Sprint og DM-Sprint-serien i triatlon.

Tilbage til overskriften

Den svære kærlighed til løb, er et problem som jeg tror at mange døjer med, især nye, der gerne vil med og gerne vil være løber.
Det er ikke lige til ”bare” at blive løber, og så alligevel, det eneste det egentlig kræver er jo at man snøre et par sko og så afsted i den fri natur.
Men hvad er det så jeg mener?
Da jeg startede med at løbe i mit ”voksne liv”, var de fleste af mine ture akkompagneret med smerter i ben, knæ, fødder, ja nærmest alle mulige og umulige steder. Og indrømmet, det var noget lort i starten, og jeg fik ikke gjort meget ved løbet. Faktisk gik det ret meget i sig selv igen, jeg kunne simpelthen bare ikke finde gejsten til at blive ved med at løbe, selvom jeg gerne ville proklamerer mig selv som en løber.

Der gik nogle år, hvor jeg sporadisk forsøgte mig på at løbe, altid med samme resultat, det holdt nogle uger og så opgav jeg igen.

Triathlon som redning

Ud af nærmest ingenting blev tri så i første omgang min redning.

Jeg havde dengang en medarbejder der fortalte mig at personen ønskede at gennemfører en kvart Jernmand (læs: 950 m. svøm, 45 km cykling og 10,5 km løb), og der slog det mig, hvis denne person kunne, så kunne jeg også!!
Så jeg gik i gang igen, denne gang med et mere konkret mål.
Jeg fik anskaffet mig en cykel og diverse andre ting, og min træning startede så småt et år før jeg skulle gennemføre den kvarte distance.

Men ak og ve, igen gik det ikke videre godt, jeg kæmpede med skader og varierende lyst, jeg fik dog de fleste uger løbet 5 km 2 til 3 gange. Som tiden gik kæmpede jeg og jeg fik så gennemført min første triatlon, 1/6 jernmand, på hjemmebane i Herning, og en mdr. senere stod den på Aalborg ¼. Jeg fik gennemført men det med smerter i knæ og ben, og med gang som følge på en stor del af de 10 km’s løb. Kun når jeg blev overhalet af nogle jeg burde (dømt fra udseende) være bedre end, fik jeg mig taget sammen til at løbe lidt i perioder. Da jeg kom i mål svor jeg (vel nærmest) at jeg aldrig nogensinde skulle kører en hel Ironman, og alligevel tilmeldte jeg mig 2 mdr. senere til IM Cph 2014.

Ved tilmeldingen til IM (og dermed en relativ stor postering på en studerendes konto) bandt jeg mig selv til at skulle gennemfører et maraton (vel at mærke efter 3,8 km. svømning og 180 km. cykling).
Som efteråret gik, fik jeg tilmeldt mig et halvmaraton, og fik det løbet, ikke videre godt, og igen med mange smerter. Det gik stille og roligt op for mig at der faktisk ikke var fantastisk lang tid til jeg skulle i ilden til Ironman, og da jeg stadig ikke så væsentlige forbedringer i mit knæ og ben erfarede jeg at jeg måtte søge hjælp.

Stop, stop, STOP! 

Til min store glæde så jeg et Facebook opslag med en fysioterapeut der søgte ”kaniner” som han skulle bruge til undervisning af andre, og det hele skulle foregå i en weekend, hvorefter man så ville få hjælp til at få udredt sine løbeproblemer.
Det er umiddelbart noget af den bedste tid jeg har investeret, den tid det tog at køre til Esbjerg, deltage i seminaret og kører tilbage igen!

Han konstaterede at jeg bl.a. døjede med løberknæ, grundet en for hurtig stigning i løbemængde.
Jeg blev bedt om at stoppe helt og aldeles med at løbe! Jeg skulle så starte med styrketræning, helst 3 gange i ugen. Tung og intensiv styrketræning, hovedsageligt squat og benpress, jeg tilføjede så selv core-træning for at få noget mere stabilitet ind.
Jeg må indrømme jeg var skeptisk, for jeg skulle jo ikke være en kæmpe bodybuilder!
Jeg forsøgte midt i december 2013 at løbe et par små ture på 1-2-3 km. men alle med negative resultater, så pausen blev forlænget!

Back to business

Januar 2014 – knap 9 mdr. før jeg skulle kører Ironman startede min løbetræning op. Jeg startede med 5 km. i første uge, og derefter var planen at øge med ca. 10 % i ugen og så holde hver 3 eller 4. uge som restitutions uge med 70 % af kilometermængden af den foregående uge. Reelt set blev det en stigning på ca. 1 km. pr. uge i de første 3 uger og så derefter en 70 % uge, og sådan gik det egentlig godt, indtil jeg ramte slutningen af februar, hvor det stod på 2 uger på ski.
Jeg fik løbet en smule, men slet ikke det jeg burde i forhold til programmet, men alligevel styrkede den alternative træning min ben muskulatur, så i sidste ende er jeg sikker på jeg vandt på det.
Jeg ”løb” ind i meget få problemer undervejs, jeg holdt mig til 2-3 gange styrketræning i ugen og typisk en opvarmnings tur på cyklen inden løb (enten 40 minutter ca. 20 km., eller 80 min. Ca. 40 km.) hvilket gjorde at især mine knæ var godt varme ved start.

Den første rigtige test var IM 70.3 Aarhus (halv Ironman, 1900 svøm, 90 km. cykling, og 21,1 km løb) den 22 juni 2014, hvor den dermed stod på et halvmaraton, hvilket gik med en middelmådig præstation. Knæene holdt til det, men jeg gik ind i mellem og det var egentlig ikke en kæmpe succes.
Henover sommeren fortsatte jeg min udvikling i løb, nu med hver 3. uge som restitutions uger, og endte på en samlet løbemængde på uge basis på omkring 50+ km. Min længste tur var 23 km.

Kulminationen

Jeg stod på startstregen inden svømmestarten og tænkte – ”HVAD **** HAR DU GANG I? IDIOT!” – BANG!! Og så var det afsted. Her vil jeg springe direkte til løbet, men jeg lover at for de interesserede skal I nok få hele IM historien en anden god gang!
Da jeg stillede cyklen og skulle ud på løbet, var det rent faktisk en fantastisk følelse, at slippe for at sidde sammenkrøllet og halvfrysende på cyklen (vejret var på ingen måde lige så godt i ’14, som det var i år).
Jeg løb mit første maraton!! Og jeg løb HELE vejen, det eneste stop jeg havde var efter 2 eller 3 km. for at træde af på naturens vegne, ellers løb jeg, og jeg løb og jeg løb, IKKE en gang i depoterne gik jeg! Jeg high-fivede familie, og klubkammerater og jeg havde en fest uden lige! Sjældent har det gjort så ondt i så længe, men samtidig føltes så godt.

Runningb1

 

Så det er muligt at elske løbet selvom løbet gør det svært for dig at elske det, men det kræver viljestyrke og hårdt arbejde ind i mellem!

Og når man tror alt er godt – så er det pludselig ikke længere…