Deltager til PF Motionsløb på DTU 2014

Træning mod samme mål

Frøet om Copenhagen Marathon blev allerede sået tilbage i maj 2012, hvor jeg var indlagt på Rigshospitalet over en kortere periode med tropesygdommen tyfus. En febersygdom, der efter tre uger som sengeliggende, sendte min krop tilbage til start. Dagen inden jeg blev udskrevet, blev der afholdt Copenhagen marathon, hvor ruten gik forbi den ejendom, jeg var indlagt i. Mine forældre og jeg havde derfor forventningsfulde planer om at gå en tur ved Fælledparken og observere løberne på ruten. Jeg var dog væsentligt mere afkræftet, end nogen af os havde forudset, så vi nåede ikke længere end til den første bænk lige foran ejendommens udgang, hvor vi satte os for at se løberne komme forbi. Det var her første gang, kimen blev lagt til min drøm om at deltage i Copenhagen marathon. Jeg legede med tanken om at deltage året efter, hvor jeg i så fald bogstavelig talt ville gå fra 0 til 42,2 km på bare ét år. Det skete dog ikke. Det skete heller ikke i år. Nu er målet aktuelt igen.

Mit store mål i år var at deltage i Copenhagen marathon 2015 i maj, som jeg med stor begejstring havde delt med venner, kollegaer og familie. Det var derfor et overordentligt stort nederlag, da jeg i april som følge af min skade måtte erkende, at det ville være for risikabelt at stille til start på marathondistancen en måned efter. Én ting var, hvor hårdt det var at nå frem til erkendelsen over for mig selv; det var dog næsten hårdere at skulle fortælle det til alle dem, jeg havde indviet i mit projekt. Som om nederlaget blev afspillet forfra gang på gang.

Mod samme mål som sidst

Mit næste mål er netop at deltage i Copenhagen marathon til maj. Præcist samme mål som jeg havde i år. Og det får bestemt ikke målet til at syne mindre af den grund. Nærmest tværtimod. De tanker og følelser, der følger med at gå efter det mål, jeg ikke formåede at gennemføre før, er betydeligt stærkere end forventet. Konsekvensen af, at jeg skal gennem flere af de samme træningsture, overvejelser og forventninger frem mod løbet, som jeg allerede har stiftet bekendskab med tidligere på året, er vitterlig en ekstra sten i bagagen. Set med de positive briller på, kan jeg også være taknemmelig for, at jeg er klogere og mere erfaren denne gang, og jeg ved i hvert fald, hvad jeg ikke skal gøre. Undervejs på hver løbetur rammes jeg dog et lille gys af frygt for, om det er på denne tur, at skaden blusser op igen og slår mig tilbage til start. Efter løbeturen vendes denne følelse til gengæld til en spinkel sejr, når jeg kommer hjem, endnu skadesfri, og en anelse tættere på målet.

Det var en stor dag, da jeg for efterhånden fire uger siden deltog i Spartas første fællestræning mod Copenhagen marathon 2016. Ruten var 13 km, nøjagtigt samme kilometerantal som jeg i februar tidligere i år havde været nødt til at stoppe ved på én af Spartas fællestræninger. Det havde ikke været den turens fulde distance, men det havde været her, jeg havde set mig nødsaget til at lade de andre løbe i forvejen, og hvor jeg måtte humpe resten af vejen hjem. På alle måder en frustrerende og ærgerlig episode, som jeg formentlig har lært en masse af. Ved træningen denne søndag i starten af november klarede jeg mig gennem hele turen, og det var uden tvivl én af de større sejre på min færd mod marathonet. Jeg var nærmest følelsesmæssigt rørt. Sidenhen har jeg deltaget i samtlige fællestræninger (eller løbet samme distance selv, hvis jeg var forhindret), og intentionen er klart at fortsætte i samme stil, så jeg ikke risikerer en for pludselig øgning i distance på min ugentlige, lange tur. Her har jeg tydeligvis brugt min erfaring fra forløbet inden min skade til at forstå vigtigheden af gradvist at bygge flere kilometer på turene, så jeg – 7-9-13 – ikke ender i samme situation som sidst.

Træning med et mål for øje

Som det fremgår, løber jeg i øjeblikket efter et specifikt defineret mål. Jeg er med andre ord typen, der trives bedst med at have et klart mål med min træning. Jeg er også typen, der nyder at strukturere min træning og teste min fremgang til officielle løb for at se, om træningen har båret frugt. Samtidigt er jeg dybt imponeret over de løbere, der ikke nager samme behov for et målbart fikspunkt af de mange nedlagte kilometer.

Deltager i motionsløb på Aalto Universitet 2012

Spændte inden start til motionsløbet på Aalto Universitet 2012

Man skal dog ikke mange år tilbage for at finde mit første officielle løb i min “voksne løbekarriere” efter min tid som ivrig konkurrencedeltager i orienteringsløb. I efteråret 2012 var jeg på udveksling i Finland, hvor mine medstuderende og jeg besluttede at deltage i et 10 km-løb på campus. Det var 3,5 måned efter mit sygdomsforløb med tyfus, og løbet endte med at få status som ét af de hårdeste løb, jeg endnu har deltaget i. Og jeg var ikke stolt af min tid, da jeg passerede målstregen. Som en sidebemærkning skal det måske tilføjes, at vi alle havde været til stor fest dagen inden, så energidepoterne bugnede bestemt ikke. I stedet for at være glad og imponeret over min krops bedrift så kort tid efter min tid som sengeliggende, var jeg nærmere skuffet over ikke at præstere i nærheden af samme niveau, som jeg havde været i stand til inden min sygdom. Løbetræningen før og efter havde heller ikke været prangende; yderst sporadisk og ustruktureret, og de fleste træningsture var foregået som interval af typen 10-20-30, hvor man efter 10 minutters opvarming løber roligt i 30 sek., løber hurtigt i 20 sek., efterfulgt af 10 sek. sprint, som gentages 5-6 gange og afsluttes med 10 minutters afjogning. Jeg var bestemt ikke vant til at holde kroppen i gang i mere end 30 minutter af gangen.

Min træningstilgang

Én af grundene til, at jeg ikke allerede gennemførte mit første marathon i maj 2013, skal bl.a. ses i lyset af min tilgang til løbetræning på daværende tidspunkt. Her så jeg ikke mulighed for at løbe et par af ugens løbeture som rolige, langsomme ture for at skåne kroppen fysisk og mentalt. Hver tur, jeg løb, skulle helst løbes hurtigere end den tidligere, og hvis ikke hurtigere skulle den i hvert fald være længere. Derfor stod jeg tit i den situation, at hvis jeg manglede energi inden en planlagt træningstur, endte jeg ofte med ikke at tage afsted af frygt for at skuffe mig selv ved at løbe langsommere end træningsgangen forinden. Problemet med denne træningsform, ud over den væsentligt store risiko for skader, var, at jeg ikke havde lyst til at løbe en tur, hvis jeg følte mig uoplagt, mine ben var tunge, etc. Kort sagt, hvis jeg ikke følte, jeg ville kunne slå min sidste tid, droppede jeg løbeturen for ikke at skuffe mig selv. Det var rent held, jeg ingen skader fik dengang, når man tager den enorme belastning ved udelukkende hurtige ture i betragtning. Det kan måske også skyldes, at jeg af samme årsag ikke løb særligt mange ture ugentligt.

Deltager ved motionsløb på DTU 2014

På vej i mål til motionsløb på DTU 2014

I foråret sidste år havde jeg sammen med to veninder meldt mig til Københavns Kvindeløb på 10 km i juni 2014. Op til løbet havde jeg fulgt min gamle træningstilgang om at løbe så hurtigt jeg kunne, når jeg var ude på en tur, og jeg sprang turen over, hvis energien var lav. Jeg kom dog, trods mangel på planmæssig træning, i mål på en acceptabel tid med en placering i den bedre del af feltet, som derfor straks gav mig blod på tanden til at gøre mere ved løbet igen. Jeg havde efter flere års ustruktureret løbetræning stadig benene med mig efter min tid som hurtigløbende, ung orienteringsløber. Faktisk var dét resultat alt, der skulle til for, at min interesse for det officielle løbeudbud blev vakt, og herefter nødvendigheden af, og lysten til, at strukturere min træning bedre og mere målrettet igen.

Målet som motivation

Jeg har siden Københavns Kvindeløb deltaget i seks officielle løb (fra 5 km til halvmarathon) med en mere tilrettelagt træning. Nu er det primært de rolige ture, der er i fokus, med et enkelt indlagt intervalpas om ugen, så det egentlig kun er til konkurrencerne, at jeg giver den max gas over længere distancer. På den måde har jeg også automatisk lyst til at deltage i flere konkurrencer om året, og det er meget sjovere at deltage i løbene! Det er tilmed mere overskueligt at gennemføre træningspassene! Og så hjælper det på min motivation, at jeg har et mål med min træning, især når det kommer til den skadesforebyggende styrketræning, som også skal passes i håbet om at undgå skader. Jeg ved, de er en vigtig faktor for at holde mig skadesfri, men det er bestemt ikke dét aspekt af træningen, jeg ser mest frem til. Her hjælper det mig i høj grad at have mit klare mål om at gennemføre Copenhagen marathon 2016 i baghovedet, så det er sværere ved at finde en god undskyldning for at droppe de mindre sjove træningspas. Drømmen om marathonet skal jo helst lykkes denne gang!