bil1

TRAIL 5 COLLI

t5c11

Sommerferie rundt om hjørnet

Efter Scenic Trail i starten af juni har der været droslet lidt ned, men tankerne begyndte ret hurtigt, alligevel at kredse om årets hovedmål, Echappee Belle i slutningen af august. Jeg synes jeg manglede et eller andet imellem disse to løb.

Havde kigget lidt på 8 timers trail i Rebild samt 24 timers trail på det Hvide spor. Mentalt var jeg dog ikke i hopla til at drøne rundt på det samme spor i så mange timer, så de planer blev droppet. Havde egentlig tænkt at jeg måtte “nøjes” med at træne i bjergene omkring familiens feriedestination….Meeeen…kunne ikke lade være med at lure lidt på Itra kalenderen hvor øjnene ret hurtigt faldt over Trail 5 Colli. Et lille Italiensk løb der lå en god times kørsel fra hvor vi skulle være, med start lørdag d 15/7. Det var 47 km med små 4000 højdemeter og startede kl 05.00 om morgenen. Lidt hovedregning omkring forventet tid gjorde også at jeg samtidig kunne se at hele dagen ikke ville gå med løb hvilket også var en bonus. Herfra var der ikke langt fra tanke til tilmelding 🙂

Fik skrevet lidt med arrangørerne som oplyste at ruten var relativ teknisk og havde 10 km løb på en bjergryg som ville være de mest tekniske. FEDT 🙂

t5c16

Kl 02.30

Ringede vækkeuret natten til lørdag. Op, i tøjet og afsted. Kunne spise i bilen på vej derud. Starten ville gå i den lille bjergby Lillianes og slutte cirka 7 km derfra i, øh…en by…eller en vej eller tjae, i hvert fald 7 km fra Lillianes, oppe af bjerget et sted.

På med startnummer og kl 5.00 blev vi sendt ud i mørket som ville vare omkring halvanden time endnu.  Et kig på højdekurven for løbet fortalte at vi i løbet af de første 15 km skulle gå fra at være 600 m oppe til omkring 2.300 m (med lidt op og og ned), så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville blive 15 særdeles langsomme km.

 

profil1

 

Vi startede med en lille bonus runde i Lillianes for lige at få benene i gang inden vi røg på stigningen. Hold nu fast den tog ved. Kort efter kom den der bidende fornemmelse i læggene der fortalte at det var stejlt. I gang med stavene og opad.

 

t5c9

Solopgang

Altid fantastisk at opleve når solen langsomt står op over bjergene. Selvom den er stået op er der stadig masser af skygge inden den kommer helt op og bager. Dette bekom mig rigtig godt idet der var udsigt til en ganske varm dag. Da jeg kom op i omkring 1500 hm begyndte terrænet at ændre karakter. Fra at have løbet/gået i skovene åbnede bjergene sig op. Og her blev det seriøst stejlt. Sten lå spredt ud i alle forskellige størrelser og der skulle tænker over hvert et skridt. Nøj den var led her og med tankerne om de kommende 10 km bjergrygsløb så kunne jeg godt mærke der ikke lå en fantomtid i benene 🙂 Fulgtes stort set hele vejen op med en anden. Selvom mit italienske er ikke-eksisterende og hans engelsk ligeså forsvindende dårligt, formåede vi dog at snakke lidt. Vild stigning og jo højere op vi kom, jo mere fantastisk blev udsigten over bjergene og solen der stille og roligt kom mere og mere op.

 

t5c3

t5c14

På Toppen

Langt om længe rammer jeg den første top og har allerede lagt halvdelen af løbets hm bag mig. Fantastisk udsigt her. Og nu kan jeg se selve bjergryggen vi skal bevæge os på. De ser sindssygt vildt ud når man står og skuer ned over det fordi det hele bliver så småt. Her så det ud som om vi skulle løb på et 20 cm bredt spor med stejle klipper ned på hver side 😉 (Ved jo godt realiteten er en anden). Men lige herfra hvor jeg stod, så det sgu vildt ud. Kommer her ind på første rigtige bjergdepot….arh…depot eller depot…Der stod nogle vandflasker og så stod der en person i regntøj??? og hjalp til.

 

t5c5

 

 

De næste km var virkeligt svære. Top tekniske nedløb og endnu mere vanvittige små stigninger. Ikke sådan lange, men bare rigtig “bøvlede” Der var bjergreddere flere steder. Stedet, der gav det største sug i maven var et virkelig stejlt nedløb. Der var ingen sti her, men kun en klippeside. Der hang to reddere i liner på klippesiden for at hjælpe os. På dette stykke var der hamret en line i væggen vi skulle holde fast i og der var små metal trappetrin banket i også.  Følte mig ikke på noget tidspunkt i fare, men hold da kæft mand det gav et sug ved at kigge ned af klippen. WOW.

bil3

t5c8

Bjergryggen

…fortsatte med det ene svære stykke efter det andet. Det var meget kringlet og der var flere små stykker rundt om klipperne hvilket gjorde det svært rigtig at se hvor langt vi skulle. Det fede ved det var, at der hele tiden åbnede sig nye scenarier op. Hele tiden ny udsigt. Hele tiden underlag der skulle holdes fokus på.

 

t5c15

t5c17

 

Efter et stykke tid kunne jeg begynde skimte en spids på en bjergtop og samtidig også skimte andre (formentlig) deltagere bevæge sig op imod det. Føler jeg har ok overskud og kan presse lidt på her…og selvfølgelig banker jeg foden i en sten og falder så lang jeg er. Slår skinnebenet lidt, men heldigvis ikke noget slemt. Flot. Kommer langsomt men sikkert hen til spidsen hvor der også er et depot nogle hundrede meter nedenfor.

 

 

t5c13

 

På hver eneste top vi har været over stod der folk og skrev vores nummer ned og så skulle vi samtidig selv skrive vores navn der. Dejlig lavpraktisk 🙂 Om end jeg kunne få mine bjergløberkundskaber nedjusteret lidt. Kunne nemlig også se min placering her. Lå konstant mellem nummer 13-15. Vel at mærke ud af cirka 50 startende!!!! Havde helt ærlig troet jeg ville ligge i top 10, men fuldstændig ligegyldigt egentlig. Det her var simpelthen så fedt og i den grad value for money.

 

 

Midterstykket og “crampa-krise”

Efter depotet ved cirka 25 fulgte et stejlt nedløb. Sørme så om ikke jeg lige skulle gentage mit styrte stunt. Helt ned og ligge. Landede ovenpå mine stave. Er egentlig ret overrasket over at de holdt til det 🙂 Ingen skader og videre nedad. Efter omkring 5 km nedløb skulle vi omkring 350 højdemeter op i terrænet igen. Havde netop overhalet en, men på opstigningen her begyndte min højre hase hurtigt at brokke sig. Jep. Det var stejlt. Rigtig stejlt og der var absolut ingen steder at gemme sig på bjerget. Stoppede op og tømte hvad jeg havde af væske. Tog en saltpille og en gel. Strakte ud efter alle kunstens regler og kunne nu gå super langsomt og med semi dødt højre ben slæbende efter mig. Italieneren jeg før havde overhalet kom op og forbi mig mens hans smilende sagde “crampa”……Ja sgu, brummede haltefanden, alt imens toppen laaaaaaangsomt nærmede sig.

 

bil2

Vejvisning med forbehold

Havde lidt svært ved at holde styr på hvor langt jeg var kommet i løbet. Bildte mig selv ind at uret viste lidt forkert, så da jeg nåede hen til et lille vanddepot på toppen spurgte jeg manden ved depotet hvor langt der var igen. Han forstod ikke og jeg kunne ikke forklare mig. Jeg havde dog heldigvis en nu gennemvåd flyer fra løbet, der blandt andet viste en højdeprofil. Viste manden det og han kunne pege på at jeg stod på toppen af det sidste bjerg. Han gestikulerede at der nu kom et langt, roligt nedløb og at jeg skulle være klar over at der kom en stigning allersidst også. Super info og jeg tøffede godt tilpas og tanket op, videre. Det skulle vise sig at denne mands vejvisning holdt stik….Det gjorde de næste ikke 😉

Total cruise-mode ned af en bred grusvej. Formentlig 3-4 km inden den stod på singletrack igen. Havde ikke længere den store tidsfornemmelse, men havde stadig en tro på at uret da helt bestemt måtte vise for få km i forhold til hvor langt henne jeg var….

Derfor forsøgte jeg at spørge ved en vej post hvor langt der cirka var til mål igen. De sagde max 5. Yes. Det passer sgu meget godt med at uret viser lidt skævt.

 

t5c12

 

 

 

Forsætter lidt ned endnu inden jeg kom til et relativt fladt stykke. Her forekom det mig at ruten fortsatte i det uendelige med en lille stigning. Begyndte langsomt at bilde mig selv ind, at dette nok var den sidste stigning jeg var inde på og at den jo ikke var så slem endda 😉 Samtidig kunne der jo heller ikke være så langt igen.

Men hov…nu kom der pludselig et depot derude i det fjerne. Nå derhen efter at have løbet næsten en time (hmm…..5 km i alt til mål var sidste melding…) Blev jo så lige nød til at spørge her også omkring distance tilbage til mål. De slog ud med hænderne. What? Spurgte om hvor lang tid de troede det ville tage at nå i mål….1 hour…perhaps! Ja, ja…sådan cirka plus minus, plus det løse cirka agtig.

 

Sidste stigning

Nej, nej og atter nej, den lille stigning jeg før havde løbet på var ikke det sidste bjerg. Det var nu blevet rigtig varmt og trætheden havde godt nok meldt sig i kroppen. Begyndte at bevæge mig opad. Havde opgivet alt om at have nogen forventning om hvor langt/kort der var til mål. På dette stykke kom der stille og roligt en ældre italiener op til mig og fortsatte og rolig stil forbi og videre op. Han var måske 65 år. Senet og sej som bare f….. Imponerende.

Den sidste stigning her var måske på 3-400 højdemeter i alt, men den nev godt nok i stængerne. Endelig nåede jeg toppen og kunne lunte stille og roligt let nedad mod mål.

Drejer om et hjørne og kan nu se målportalen et par hundrede meter oppe. Traver op og kommer i mål.  Feeeeedt 🙂

 

Målbyen

Vel i mål. Smiler lidt over setuppet her. Jo jo. Der er en målportal. Bagved er der sat nogle bænke sammen hvor deltagere sidder og hviler. Samtidig er der et par ældre personer der sidder ved bordet. Foran sig har de et stort fad. De sidder og snitter små stykker af lokale oste og pølser. Ahh – det er dælme lækkert. Der er heller ikke andet end et hus. Ingen by eller noget – kan se en snørklet vej lidt oppe af bakken – men altså ingen decideret by. Sjovt at plante målet sådan et sted 🙂

Tager mig lige lidt tid og får noget i hovedet. Men ikke længe, da jeg jo lige har et issue omkring at komme herfra og ned til Lillianes – startbyen. Får fat i arrangøren og spørger til shuttle service de selv har nævnt noget om. Hmm…Ikke forstå engelsk. Pege, pege og bruge fakter samt kropssprog – sikkert ganske underholdene for de omkringværende. De peger op til den vej jeg kan se og peger derefter ned. De siger minibus. Godt så. Der må jeg op.

Minibus…Ikke i miles omkreds. Til alt held møder jeg en deltager der kan lidt engelsk som fortæller mig at hendes forældre faktisk lige netop nu er på vej ned til Lillianes hvor de bor og at jeg sikkert godt kan køre med dem. Fantastisk gæstfrihed.

 

t5c1

 

Super fed oplevelse

Bagefter løbet er jeg vanvittig glad for at have prøvet så lokalt et løb. Hvilken entusiasme og gæstfrihed der hersker.  Løbet var top fedt og havde en ret heftig sværhedsgrad på bjergkammen. Det har været en virkelig fed tur som jeg tænker værende yderst relevant for mit hovedmål sidst i august.

20 minutter efter jeg er tilbage ventede familien med restitutionsvenlig vandcykeltur 🙂 Klasse.

 

Ses på stierne 🙂

/Dannie

@dannietrail